You've got to be kidding me!!

[ilosonic]

Det at Ilaria skulle have denne effekt på Ilosonic var noget som til dels måtte gå ham på, som til dels måtte irritere ham, for han brød sig ikke om at folk skulle have denne form for magt over ham, for han var jo nærmest helt blød overfor hende, han gjorde jo alt for at stille hende tilfreds, for at komme hende nær, for at have det godt med hende, han gjorde tilmed små tjenester for hende, hvor han normalt ville skide på alle andre, for de betød intet for ham! Han var en enspænder, eller havde været det lige indtil den dag han havde mødt Ilaria. Men han nød jo også det faktum at han jo faktisk var kommet hende så tæt og han vidste jo også godt at det hele var gengældt, for han havde jo selv set hvor krigeristisk hun havde været til at starte med, hvor han nu uden problemer kunne roe hende ned som han havde gjort kun for kort tid siden oppe på værelset, og det havde vel også en form for betydning? Han holdt af hende og det måtte hun vel også gengælde? For hvorfor skulle hun ellers have fulgt efter ham på denne måde? Prøvet at roe ham ned som han også havde hende? Det var mere end tydeligt at de begge efterhånden var blevet forandret. Men om det jo så var godt eller skidt, måtte tiden jo så vise, for det at lukke op for en enkelt person på denne måde kunne vel heller ikke være så slemt? Selvom at han også vidste at når folk åbnede op for hinanden, kom hinanden så nært, så tæt ind på livet af hinanden, så blev de også hinandens svagheder og det ønskede han ikke skulle ske, selvom at det vel allerede var sket? Han ønskede ikke at miste hende og tanken om at nogen skadede hende gjorde ham jo faktisk vred. Han kunne dog ikke sige at han fortrød at være kommet hende så tæt, for det gjorde han ikke, i så fald ville det være en stor fed løgn, for han havde faktisk nydt det og et sted håbede på at det fortsatte og ville ske igen? Selvom det at de havde været så fysisk tætte havde bragt sin konsekvens med sig, men han var klar til at prøve for hendes skyld. Han slap ikke hendes hånd, hvor han blot fulgte efter hende mod trappen, som hun førte ham med sig derhen. ”Det har vi ja,” medgav han roligt og med et kort nik. De havde utrolig meget som de skulle have talt igennem, men han var også sikker på at de nok skulle klare det, for han nægtede at miste hende, at lade hende gå og forsvinde ud af hans liv! Allerede et tydeligt tegn til at hun var blevet ham en stor svaghed, for han var – om han ville det eller ej – kommet til at holde frygtelig meget af hende. Og at hun vidste at han mente sine ord var noget som til dels måtte glæde ham men også irritere ham, for hvis hun vidste det, hvorfor skulle hun så håne ham for det? At hun ikke havde ment det vidste han jo også godt, for det var jo bare hendes måde at reagere på; som altid. Det var jo også sådan hun reagerede på hans komplimenter; med en afvisning, så det var jo ikke fordi at det var noget nyt, at hun så alligevel kunne få sig selv til at sige det, håne ham for det, var noget som havde fået ham op i det røde felt på et splitsekund.

[Deleted]

Det var bestemt ikke bare hende som havde en påvirkning på ham, men det var i den grad også ham som havde en påvirkning af hende, og det var udelukkende også derfor, at hun kunne virke så direkte afvisende på denne her måde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun var ikke den type som lukkede alt og alle ind, for det havde hun bestemt aldrig nogensinde været. Et sted så prøvede hun vel bare at finde ud af det hele, også selvom det bestemt heller ikke var nemt. Hun havde fået roet ham ned, som det også havde været omvendt og nu følte hun sig virkelig klar til at snakke og så finde en løsning som de begge ville være i stand til at skulle leve med i den anden ende. Med hans hånd i sin egen. Hun havde vel bare haft brug for at slappe af og få det hele ud og det havde hun så sandelig også fået, hvor han også havde fået hende rolig, hvilket i den grad også var noget som hun virkelig måtte være noget så frygtelig glad for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun betragtede ham med en rolig mine. Hun kunne langt bedre lide det når han var som han var nu – langt mere medgørlig, den mand som faktisk havde hoppet på pinde for hende, for at gøre hende en masse tjenester, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun havde noget imod, selvom han vel også havde tjenere til det? Men så længe, at han ikke sagde noget til det, så gik hun vel også ud fra, at det var okay? Det var bestemt heller ikke fordi at hun fortrød at hun havde ladet ham komme så tæt på, for det gjorde hun bestemt heller ikke, for hun holdt af ham.. ubeskrivelig meget endda, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At det jo så havde bragt dette resultat med sig, var det som hun slet ikke havde ventet sig af, og det var noget som faktisk måtte gøre hende.. bange et sted, selvom det nu nok var noget som hun skulle leve med i den anden ende. Hun ledte ham roligt op på værelset og ind, hvor det faktisk var hende som lukkede døren efter dem, for hun havde bare brug for at få bekræftet at de måtte snakke i enerum, for dette var i den grad vigtigt at få på plads, det var der vel heller ikke noget som man kunne drage det mindste i tvivl om når det endelig måtte være? De isblå øjne vendte hun stille mod hans skikkelse endnu en gang. Hun var i den grad elendig til at lægge op til denne form for samtaler, men pointen var vel også at hun var nødsaget til at prøve? Hun sukkede stille og vendte blikket mod ham. Denne gang var det næsten en anelse hjælpeløst, for hun var bestemt heller ikke god til denne her form for samtaler og det havde hun så sandelig aldrig været! ”Jeg ved ikke hvor jeg skal starte..” mumlede hun en anelse irriteret. Det var bestemt ikke fordi at hun ville hidse sig op igen! Hun vendte blikket stille ned mod sin mave. Kvalmen havde allerede meldt sig, selvom hun virkelig nægtet at fortælle ham det. Alle de hormoner og alt det kaos, var bare ikke noget som man kunne sige, at hun måtte være den bedste til at skulle tackle lige for øjeblikket og det var noget som hun direkte måtte hade mere end noget andet!

[ilosonic]

Det var ikke fordi at Ilosonic havde lyst til at skade Ilaria eller barnet på nogen måde, for når det nu var ham som var far til det, så måtte barnet jo have både ild og is i sig? Derfor var hans abnorme varme også skadeligt for barnet, som hendes enorme kulde måtte være, selvom at det vel også måtte give barnet styrke? Han vidste det faktisk ikke helt, men han kunne da forestille sig at barnet kunne tage skade af det, når det kun var i sine første måneder i sin mors indre. Men af den grund havde hendes ord alligevel ramt ham en anelse hårdt, specielt når han ellers havde fortalt sandheden, og selvfølgelig fordi at han holdt utrolig meget af hende. Hun var den første person han rigtig havde holdt af siden.. sin fars afvisning til hans mor, og der havde han kun været en lille knægt på yngre end 7 år, hvilket virkelig ikke sagde så lidt. Han havde været en enspænder siden han var stukket af som 7-årig, hvor han havde klaret sig på egen hånd, og selvom han havde mødt Ilaria og hun havde vist ham sit værd, hvor han havde ladet hende følge efter ham med sig til Procias, så havde det ikke engang været meningen at de skulle være kommet så tæt, for et sted så brød han sig ikke om at have nogen så tæt på sig, de blev ham bare en svaghed og det var ikke en svaghed som han havde brug for! Men han var ikke herre over sine egne følelser, han havde ikke kunnet forhindre det, hvor det til sidst var endt med at de var kommet hinanden helt tæt, hvilket nu havde ført konsekvenser med sig. Han fortrød dog ikke at han havde været hende tæt, for om han ville vedkendes det eller ej, så nød han virkelig Ilarias selskab, det at have hendes selskab, hvor han egentlig også var den eneste der kunne holde hende ud og faktisk finde ud af at tackle hende? Han fulgte hende blot hele vejen ovenpå til hendes værelse igen, hvor han roligt slap hendes hånd, så hun kunne lukke døren, hvor han vendte sig imod hende, da de endte alene inde på værelset, så de stod front mod front. Han vidste ikke engang selv hvad han skulle sige, for et sted følte han det vel akavet at stå her med hende? Normalt når han blev så rasende, så dræbte han vedkommende på stedet, men hun havde tilmed formået at få ham til at falde til ro, hvilket aldrig var blevet set før! Et sted måtte det irritere ham at hun havde den effekt og nærmest magt over ham, men han kunne jo ikke rigtig gøre noget ved det, for det skete jo bare. Han trykkede hende blidt op mod døren, som hans frie og raske hånd faldt mod hendes ene hofte, inden han trykkede sine læber imod hendes i et dybt og intenst kys, som fik hans øjenlåg til at synke i. Han havde savnet at mærke hende, for han havde jo ikke været hjemme i et par dage, hvor han var kommet hjem til dette kaos, så at have hende så tæt på, var et sted noget som han manglede, for efter de havde været hinanden så tætte, så havde de jo faktisk sovet sammen hver nat, han havde kysset hende farvel, hvis han var taget af sted uanset om han så havde været væk for nogle timer eller ej, hvor de jo mest af alt faktisk mindede om et par, selvom de jo faktisk langt fra var et. Han brød roligt kysset og vendte de mørke øjne mod hende, inden han løftede sin raske hånd og strøg sin tommel over hendes bløde læber. ”Du behøver ikke forklare dig,” hviskede han lavmælt, som han lod sin pande glide imod hendes.

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt, at det lille barn som hun måtte bære i sit indre, for det var virkelig en ubehagelig tanke. Hendes is kunne skade det ligeså vel som hans ild kunne, så det var heller ikke fordi at det var nemt for hende som sådan, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun var bestemt ikke den type som man kunne beskrive som en kommende mor, for det var ærlig talt også noget af det sidste som hun direkte havde forventet af sig, men det var nu heller ikke noget som hun ville sige direkte til ham, for det var vel tydeligt? Hun havde jo smadret absolut hele hans stue. Hun havde jo egentlig ikke nogen rettigheder her på stedet, hun burde faktisk blive straffet for det som hun havde gjort; Det var jo trods alt det som hun selv var vant til hjemmefra. Hun var jo en vaskeægte dvasianer og det var i den grad også med alt det som det måtte indebære på denne her måde. Blikket vendte hun direkte mod ham. Han havde jo selv en tydelig magt over hende, for han kunne virkelig formå at holde hende fuldkommen rolig, han formåede jo tydeligt at sætte disse følelser i hende, som hun på ingen måde, var i stand til at beskrive på den ene eller den anden måde, men det var virkelig.. rart? Der var ikke noget andet ord som direkte kunne beskrive det. Som døren blev lukket og de endte alene, så vendte hun sig mod ham. Hænderne mod hendes hofter, som tvang hende tilbage ind mod døren, fik hendes hjerte til at hamre, hvor det slog som ti vilde heste, da hendes læber måtte møde hans i det dybe kys. Hun gengældte det med en næsten med en tydelig længsel. At de måtte opføre sig som et par, havde hun heller ikke noget imod. Det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af, for det var jo trods alt bare sådan at det nu var. At han kyssede hende farvel, var nu bare en ting som måtte more hende og glæde hende på mange måder! At folk så hviskede om det i krogene og allerede beskrev dem som et par, var end ikke en tanke som hun havde det mindste imod, for hun kunne faktisk rigtig godt lide det. Øjnene gled stille i, som hænderne næsten helt automatisk endte oppe omkring hans skuldre og nakke. Et sted så var det bare en sådan bevægelse som faldt hende temmelig naturligt til. Hun genvandt først den endelige fatning, idet at han brød kysset. Øjnene lod hun stille søge til hans blik endnu en gang, selvom hun ikke fik sagt så meget som et eneste ord, idet at han lod en enkelt finger søge henover hendes læbe. Hun sitrede let og uden at tage blikket fra ham. At hun ikke behøvede at forklare, var hun dog meget glad for at høre, for hun vidste da slet ikke hvordan hun skulle gøre det. Sådan som han formåede at smelte hende og som det rene ingenting, så var det jo noget som næsten noget som direkte kunne frustrere hende og noget så frygtelig voldsomt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun sukkede indædt og betragtede ham sigende. ”Jeg har tilladt mig at smadre hele din stue, endda skænke dig en lussing, råbe og skrige.. Jeg føler at jeg burde forklare,” fastholdt hun dog roligt. Hun ville ikke skændes.. For en gangs skyld, så kunne hun faktisk holde sig selv fuldkommen nede på jorden, og igen, så var det jo faktisk kun takket være ham.

[ilosonic]

Ilosonic fortrød bestemt ikke at han var kommet Ilaria så tæt, for det gik jo ikke kun den ene vej, men også den anden. Nok havde hun denne effekt på ham, kunne roe ham ned som ingenting, men det gik jo også den anden vej, for han havde jo tydeligt set hvordan hun havde været oppe i det røde felt, været så rasende og frustreret at hun havde smadret hele stuen og tilmed sine egne hænder, og han havde faktisk fået hende roet ned så let som ingenting, men det var vel også kun fordi at han kendte hende så godt? Fordi at han kunne tackle hende? Det var jo faktisk ikke engang fordi at han vidste hvad han gjorde, for det skete jo bare. Han havde dog ikke lyst til at se hende så vred at hun ødelagde sig selv, for han havde tydeligt set hendes forslåede og ødelagte hænder, som han jo selv havde renset og forbundet. Derfor måtte det nu stadig irritere ham at hun havde smadret hele stuen og det undrede ham også at det lige var stuen det var gået ud over, netop fordi at han vidste hvor meget hun holdt af at komme i det rum. Herregården var jo ikke kun blevet hans hjem men også hendes. At hun lod armene søge til hans skulder og nakke, var noget som måtte glæde ham, for så havde hun da ikke afvist ham helt, men stadig viste at hun ønskede at have ham tæt, at intet var forandret på trods at det at de havde været så tætte havde ført en konsekvens med sig, nemlig at hun var blevet gravid. De mørke øjne faldt direkte til hendes isblå, som han havde valgt at bryde kysset, hvor hans hånd gled fra hendes læber til hendes kind, som han strøg ganske blidt. Han smilede et lille skævt og morende smil til hendes ord. ”For det første var den lussing vidst fortjent. For det andet, så er jeg vant til din råben og dit skrigeri,” svarede han lettere drillende, selvom det faktisk var sandt. ”For det tredje, så ordner jeg bare stuen igen. Nu hvor Keischa er borte, oprøret går sin gang, så er jeg nød til at holde lav profil,” tilføjede han stilfærdigt, som han betragtede hende ganske roligt. Hun havde ingen grund til at forklare sig, for han vidste jo godt selv at hun ikke var vant til at stå så åbent som hun gjorde, hun var ikke vant til at sige undskyld, hvilket han sådan set heller ikke forlangte af hende. Han ønskede bare at de skulle finde ud af det sammen, de havde trods alt skabt den lille sammen eftersom der skulle to til sådan en akt, godt nok var det ikke en konsekvens som han havde tænkt over, og han fortrød sådan set heller ikke at være kommet hende så tæt, og eftersom han selv var skyld i at hun var blevet gravid og han ikke ønskede at miste hende, så var han jo faktisk nød til at tage del i det at opfostre den lille møgunge, og han betvivlede virkelig ikke at det blev et mareridt, for de fødte forældre kunne man ikke ligefrem kalde dem, men de fandt aldrig ud af hvor gode de var, hvis de ikke prøvede. Og han nægtede simpelthen at miste Ilaria, så han var villig til at give det et forsøg, om han så ville fortryde det bitterligt eller ej.

[Deleted]

Sonic havde virkelig også vist sig som den eneste mand, som nogensinde havde været i stand til at tackle Ilaria. Ikke fordi at det var noget som hun havde det mindste imod i længden, men hun var dog stadig yderst påpasselig med det hele af den grund. Hun var bange for at ende skuffet i den anden ende, og det var bestemt heller ikke fordi at hun fortrød at hun havde ladet ham komme så tæt på, men den tanke omkring en graviditet, havde været noget som direkte havde formået at skræmme hende som intet andet overhovedet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på denne måde. Hun var bange for at ende med at stå med det hele.. Alle de tanker som havde kværnet rundt i hendes lille hoved, havde nærmest tvunget hende til den destruktive adfærd, tvunget hende til at afreagere og det havde hun jo så gjort på det som havde været hende det nærmeste; Omgivelserne og ikke mindst hende selv. Hendes hænder var tydeligt ødelagte, for hun kunne knapt bøje fingrene uden at det gjorde ondt, så nu var hun vel også tvunget til at slappe bare en anelse af? Igen var det jo heller ikke en tanke som hun brød sig om, for så blev hun jo kun igen mere afhængig af ham? Hun vidste hvad hun ville have, selvom det bestemt heller ikke var nemt, men hun prøvede da alligevel af den grund. Hun holdt af ham, selvom hun slet ikke vidste hvordan hun skulle sige eller vise det, uden at være direkte tåbelig at høre på! Han roede hende ned som det rene ingenting, for denne gang havde hun virkelig været så højt oppe i det røde felt. Hun sukkede dæmpet, hvor øjnene let gled i, som han strøg hende over kinden i stedet. Det var virkelig, virkelig rart at han gjorde det. Hun åbnede øjnene stille, hvor hun tog ham i blik. Lussingen var fortjent, for det at blive grinet direkte op i hovedet, var virkelig noget som havde gjort hende så frygtelig vred. Hun kunne have gjort langt værre ting end en lussing! Uanset, så betegnede hun slet ikke huset som noget som var hendes, for det havde hun jo slet ikke noget at gøre med. Hun sukkede stile og nikkede så. At Keischa var væk og det var for hans hånd, så var det jo bare sådan som det var, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde hende det mindste. Hun betragtede ham stille, hvor hun lod hovedet søge stille mod hans hånd, næsten også for at vise, at det var ganske okay. Hun betragtede ham stille. ”Jeg håber for din skyld, at du er forsigtig..” påpegede hun stilfærdigt. Hun ville slet ikke kunne tilgive det, hvis han endte med at komme mere galt af sted, end det som han allerede var! Hun vendte blikket stille ned mod hans arm, hvor en let bekymring tydeligt måtte vise sig. Med armen i en slynge, så kunne han da slet ikke reparere alt det som hun havde formået at ødelægge på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun hævede varsomt den ene hånd, som hun lod den stryge roligt over hans. Han var kommet til skade og tanken brød hun sig bestemt heller ikke meget om. ”Du behøver ikke gøre noget lige nu, Sonic.. Jeg er vidst ikke den eneste som er kommet til skade,” påpegede hun stille, som hun igen vendte blikket mod ham. Han formåede jo at gøre hende så blød som intet andet, ikke fordi at det irriterede hende.. Jo måske lidt, men det var ikke så slemt igen. Det havde hun da efterhånden fundet ud af.

[ilosonic]

Det var ikke kun Ilosonic som var blevet skadet, for hans arm var måske i slynge og den så bestemt ikke særlig godt ud, for den væskede utrolig meget, eftersom virussen var på vej ud af hans krop, så selve sårene på hans underarm så ufattelig grusomme ud, som det var flere dybe og brede flænger, hvor det næsten lignede at der var betændelse i, hvilket man vel egentlig også godt kunne sige? Selvom det ville gå væk, når virussen var helt ude, det var også derfor han var nød til at rense sårene flere gange og skifte forbindingen og synet var bestemt ikke kønt. Men hun var selv kommet til skade med sine hænder, som hun havde smadret både glas, træ, væg og møblerne, for hele stuen lignede en kæmpe ruin! Men det rørte ham faktisk ikke så meget, ikke nu hvor han faktisk måtte stå her med hende, hvor de begge var blevet roet ned igen, for det var vel også hvad de havde brug for? At tale det hele igennem? Af den grund var det stadig ikke fedt at komme hjem til et hus der var fuldstændig smadret! Øjnene som hun lukkede, hendes suk og den måde hun lod hovedet falde mod hans hånd, fik ham til at smile ganske let for sig selv, for det var tydeligt at han også havde den samme effekt på hende som hun havde på ham, hvilket et sted var rart, selvom han stadig ikke helt brød sig om at de var kommet hinanden så tæt, for hun var vel også blevet ham en svaghed efterhånden? Hvorfor skulle han ellers gøre så meget ud af at være sammen med hende? Gøre alle de ting for hende og ikke ønske at hun tog af sted? Han kunne vel egentlig ikke undvære hende? Han forblev stående helt tæt på hende, så han var i stand til at mærke hendes varme ånde, hvor han fortsatte sine blide strøg mod hendes kind. Han vendte roligt de mørke øjne mod hans arm, da hun lod sin hånd stryge forsigtigt over den. Han fnes for sig selv til hendes ord. ”Jeg tror ikke jeg kan være forsigtig.. men diskret kan jeg godt være og også holde lav profil, så du skal skam ikke bekymre dig,” forsikrede han hende stilfærdigt og med et skævt smil omkring sine læber, for han havde godt set det korte øjeblik, hvor hendes øjne havde udstrålet bekymring, selvom at han klarede sig; som altid. Han bøjede hovedet ned mod hende, som han skænkede hendes kind et blidt kys, da han slap hendes kind, for at lade sin hånd falde mod hendes, som han gav et blidt klem, inden han begyndte at bakke mod sengen. ”Så.. slap af med mig?” Det var mere et spørgsmål end en opfordring, men eftersom han alligevel ikke måtte lave noget, så var det vel også en hentydning til at han skulle slappe af? Og eftersom hun selv nævnte at begge var kommet til skade, så kunne de vel lige så godt slappe af sammen? Det var da det som han selv helst ville alligevel. Han stoppede roligt ved sengekanten, som han roligt satte sig og trak sig ind på sengen, så godt han nu kunne, eftersom han ikke slap hendes hånd, hvor hans anden arm var i slyngen, så den kunne han ikke bruge som støtte, men han kom da ind på sengens midte, hvor han nærmest blot ventede på at hun skulle følge ham.

[Deleted]

Ilaria måtte ærligt erkende, at hun var bekymret for Sonic. Det var jo tydeligt, at den måtte være gal, eftersom hans arm faktisk måtte hvile i en slynge på denne her måde. Selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for hende selv, for hun nød faktisk af den tanke, at han var den som gik omkring hende og beskyttede hende, for det var virkelig noget af det bedste som hun længe havde oplevet. Ikke fordi at det var noget som hun ville sige højt, for man havde vel også sin stolthed? Endnu en gang havde han formået at få hende roet ned som det rene ingenting, så det var noget som hun selv var meget glad for. Han hånede hende ikke, når hun endelig prøvede at åbne op og han begyndte ikke at råbe og skrige, når hun ikke kunne finde ud af det, så det var jo kun noget som måtte give pote i den anden ende, og det var jo også noget af det som han ville kunne mærke sig af den dag i dag. At han ikke kunne være forsigtig, var nu heller ikke noget som kom bag på hende som sådan noget særligt, for det var vel bare typisk ham? Hun kendte ham godt efterhånden, hun kendte hans punkter og nu hvor hun var rolig, så var muligheden der vel også for at kunne snakke det hele igennem og faktisk finde ud af, hvad pokker de skulle gøre? Uanset hvordan han ville vende og dreje det, så ville han stadig stå med en vis forpligtelse overfor befolkningen, udelukkende fordi at han havde den status som han havde og det var noget som hun var udmærket godt klar over. Ikke fordi at det var noget som raget hende som sådan, for det gjorde det bestemt heller ikke. ”Tror du virkelig, at det er noget som du kan finde ud af?” spurgte hun dog med en let drillende undertone, for der var bestemt heller ikke nogen grund til at skjule det for ham. Hun holdt af ham og dette var vel også en måde, hvorpå at hun kunne vise det? Udtrykke bare en smule bekymring? For det var jo heller ikke fordi at det var noget som behøvede at føre til, at hun blev direkte fremstillet som svag? For det var da noget af det sidste som hun ønskede sig. At han direkte spurgte om hun ville hvile og slappe af med ham, var nu noget som alligevel måtte overraske hende en god del. Hun blinkede let med øjnene, hvor hun vendte blikket næsten overrasket mod ham. Som han havde taget hendes hånd, så prøvede hun næsten automatisk at trykke om den, selvom hendes fingre bare ikke ville samarbejde på nogen som helst måde overhovedet. Hun vendte blikket stille mod sin hånd idet hun så på ham igen. Hun fulgte ham dog hen til sengen, lod ham sætte sig og komme ind på sengen først, inden hun stille rystede på hovedet. ”Okay da..” mumlede hun let. Ikke fordi at hun havde noget imod det, for det havde hun bestemt heller ikke! Hun satte sig dog alligevel en anelse tæt på ham og ellers ganske godt til rette i den bløde seng. Måske at det var på hendes værelse, men det var faktisk også her – og sammen med ham, at hun følte sig mest hjemme og den tanke var faktisk meget rar. Hun vendte blikket stille mod ham, hvor hun tog omkring hans hånd med begge sine, mest af alt også for at vise, at dette var noget som hun faktisk ønskede. Hun ønskede og hun nød at sidde der sammen med ham.

[ilosonic]

Eftersom Ilosonic ikke ønskede at miste Ilaria og nu hvor hun var blevet rolig igen, så virkede hun heller ikke til at ville væk herfra, så var det eneste de kunne gøre vel bare at snakke om tingene og prøve at finde ud af det? Det var om ikke andet den eneste udvej han selv fandt, for han ønskede ikke at hun skulle flytte ud herfra og hun kunne alligevel ikke tage tilbage til Dvasias, for der ville hun jo bare blive straffet for at være gravid udenfor et ægteskab, hun var faktisk i sikkerhed her i Procias på herregården sammen med ham, selvom han ikke var særlig begejstret over nyheden for han havde ikke ligefrem regnet med at blive forælder, for han var slet ikke den faderlige type, hvor Ilaria langt fra var den moderlige, så man kunne ikke ligefrem prale af at de var det bedste forældrepar, nok.. det værste? Men de fandt jo faktisk heller ikke ud af om de kunne finde ud af det, hvis de ikke prøvede. Og nu hvor de begge havde valgt at være hinanden så tætte, så var det jo også deres begges skyld at nærheden havde fået følgende konsekvenser, for det havde skam ikke været planlagt at gøre hende gravid! Han smilede skævt til hendes ord, hvor det faktisk glædede ham at hun var faldet til ro, for det fik de også begge det bedste ud af, i stedet for at de rev hovedet af hinanden, selvom det faktisk var utroligt at de tog det så roligt, netop fordi at de havde de personligheder og de var de modsætninger som de var. ”Jeg tror ikke.. jeg ved jeg kan!” svarede han lettere selvsikkert, for nok han ikke kunne være forsigtig, for han satte jo faktisk livet på spil med alt det som han gjorde, men diskret kunne han sagtens være og også holde lav profil, for han havde faktisk slettet alle sine spor efter drabet på Keischa, de som havde set ham komme ind havde han dræbt, han havde selv fjernet sit eget blod fra Keischas krop og gulvet på biblioteket, så selv det at slette sine spor kunne han finde ud af. Det var dog ikke Keischa eller noget andet han havde i tankerne for øjeblikket, der var kun Ilaria, for han ville virkelig nyde at ligge og slappe af sammen med hende. Hun behøvede ikke at klemme omkring hans hånd, for han vidste godt at hendes hænder var ødelagt, så det at bøje fingrene var vel svært på grund af sårene og forbindingen? At hun satte sig tæt på ham i sengen, havde han ikke det mindste imod, for det viste ham jo også kun at hun selv ikke havde noget imod det, at hun gerne selv ville, hvor han blot lod hende tage omkring hans hånd med begge sine hænder, hvor han klemte blidt omkring hendes den ene hånd som han havde fat i, dog var det også et forsigtigt klem, så hun ikke fik mere ondt i hånden end det som hun havde i forvejen. Han lænede sig roligt ind mod hende, hvor han skænkede hendes skulder et blidt kys. ”Vi skal nok finde ud af det Ilaria,” forsikrede han hende, inden han vendte de mørke øjne imod hende igen, hvor et lille smil gled over hans rosenrøde læber. Han var sikker på at de nok skulle klare det på den ene eller den anden måde, gik det helt galt kunne tjenestefolkene vel bare tage sig af barnet til det blev større? Det var jo faktisk normalt i de adelige slægte, fordi forældrene normalt arbejdede så meget.

[Deleted]

Ilaria var virkelig, virkelig træt af, at være den som skulle sidde oppe i det røde felt og nu hvor hun vidste, at det ikke var noget som ville gavne hende i den anden ende, specielt nu hvor hun var gravid, så gjorde det jo kun det hele så meget værre! Nu var hun rolig og det var i den grad også der, at hun ville foretrække at blive konstant frem for alt det andet, for det ville da på ingen måde, gavne dem i det store og hele, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket stille mod ham. Han havde virkelig den beroligende effekt på hende, så selvfølgelig var det også noget som måtte spille frygtelig godt ind, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed. Der var vel heller ikke nogen grund til at løbe fra den? Måske at hun gik under en definition af en ren isdronning, men han havde smeltet hende.. Han var nået ind til hendes hjerte og taget det uden at hun kunne gøre noget som helst. Et svagt smil viste sig tydeligt på hendes læber. Hun kunne jo heller ikke lade være! At han sad der på sengen og han selv nærmest opfordrede hende til at følge med og sætte sig, var nu heller ikke noget som hun havde det mindste imod. ”Du er virkelig noget af det mest egocentriske som denne verden har at byde på,” påpegede hun med en næsten morende mine, selvom minen dog til dels måtte være irritabel, selvom det nu alt i alt kun måtte være spil fra galleriet. Nok kunne hun ikke bøje fingrene, for hun havde faktisk temmelig meget ondt, så var det bare noget som hun måtte bide i sig lige for øjeblikket. Hun sukkede dæmpet og lod ham blot sidde tæt ved hende. Hun trak svagt på smilebåndet, idet han kyssede hendes skulder. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Han virkede så sikker på sin sag og det var noget som faktisk måtte.. lette hende på en underlig måde. ”Du virker bare så selvsikker..” Hun rystede de tanker ganske let ud af hovedet, for det efterlod hende med alt for mange, af det helt forkerte tanker! Hun vendte blikket stille ned mod deres hænder endnu en gang, hvor hun måtte smile ganske let. De opførte sig som et par og hun havde ladet ham komme så tæt på, som hun aldrig havde gjort med andre – hun ville jo for pokker da heller ikke være gravid ellers. Kvalmen havde meldt sig en anelse og det var noget som hun godt kunne mærke. Hun lukkede øjnene let og med et svagt suk, nærmest som hun direkte måtte tænke; ’Ikke igen’. For hun hadet det virkelig! ”Det ændre jo heller ikke det faktum, at jeg.. bare ikke er en født mor,” påpegede hun ganske stilfærdigt. Hun havde jo slet ikke nogen som helst erfaring med små møgunger, så hun vidste da slet ikke noget om hvordan hun skulle gøre det ene eller det andet, så det i sig selv, var da direkte frustrerende! For.. hun ville vel også godt vise ham, at hun var lidt noget andet end bare den kolde skid som han havde mødt tilbage i vintertiden? Hun slap stille hans ene hånd og lagde hånden tæt ved sin egen tinding. Hun kunne blot hade når kvalmen bare skulle melde sig! Ikke bare skulle hun døje med den typiske morgenkvalme, men den ramte hende virkelig også på alle døgnets timer! Og nu hvor han var hjemme ved hende igen, så… var det nu heller ikke så slemt igen! Hun lagde sig stille ned i sengen ved siden af ham og med fronten mod ham. Det var skam heller ikke fordi at hun ville virke afvisende.

[ilosonic]

Ingen af dem var klar til at blive forældre, men de kunne jo på den anden side så heller ikke forhindre det, for jo hun kunne da sagtens begå fosterdrab, men det var jo så en forbrydelse i dette land, i alle lande, og i Dvasias var det forbudt at være gravid uden for et ægteskab, så uanset hvad så stod de jo faktisk til at skulle beholde barnet, og så var det vel en konsekvens som de bare måtte lære at leve med? Ilosonic kunne fint smide hende for porten og faktisk være ligeglad med hende, men problemet var jo så bare at han ikke var. Han holdt utrolig meget af Ilaria og han var faktisk bange for at han var gået hen og blevet afhængig af hende, han var bange for at han ikke længere kunne undvære hende. Men jo, han kunne jo ikke komme udenom at barnet kom ham i vejen, for hvis han ville have at Ilaria blev, så var han desværre nød til at tage konsekvensen med sig, for hun bar trods alt på barnet. Han slap en munter latter til hendes ord, for de måtte faktisk more ham, men han gik vel egentlig under betegnelsen for at være en egocentriker? Han havde jo faktisk aldrig tænk på andre end sig selv, før hun kom ind i hans liv vel at mærke. ”Måske.. men du går desværre med titlen som den mest egocentriske af os to,” svarede han drillende og med det morende smil på hans læber, som han lænede sig frem og skænkede hendes kæbe og kind et blidt kys. Han nød at være hende tæt, og han var faktisk glad for at de ikke hele tiden skulle være alvorlige, men faktisk også kunne more sig i hinandens selskab, for til at starte med havde det ikke gået ud på andet end at jorde den anden, nu kunne de faktisk sidde og.. drille hinanden. Han nød virkelig hendes selskab og han ville lyve, hvis han påstod noget andet. Han var gået hen og blevet utrolig glad for hende, og det var vel egentlig også grunden til at han ikke havde det mindste imod at de mindede så meget om et par? For det havde han jo faktisk ikke, han nød at sove i samme seng med hende om natten, hvor han kunne holde om hende og gøre hende tryg og sikker imens hun drømte, han nød at kysse hende farvel inden han tog af sted, og generelt så nød han bare det at ligge så tæt på hende som han gjorde i øjeblikket. ”Måske jeg er for selvsikker, det er svært at sige, men jeg ved bare, at ingen af os har prøvet det før, og nej, ingen af os er klar til at få et barn, men..” Han trak svagt på skuldrene og så kort ud i rummet, inden han vendte blikket tilbage mod hende igen, ”jeg ved bare at man er nød til at prøve en første gang før man finder ud af om man er god til noget eller ej.” Han lagde sig roligt til rette i sengen, som han kom ned at ligge, imens blikket hvilede op mod loftet, som han for en kort stund bevægede sig over i sine egne dagdrømme. Ham som far? Det skulle nok blive et kønt syn, selvom han tvivlede på at han var god til det, og han betvivlede lige såvel også Ilaria, men han var villig til at tage chancen med hende, hvis hun også var. Han så roligt på hende igen. ”Det skal nok gå Ilaria.” Et skævt smil gled over hans rosenrøde læber.

[Deleted]

Ilaria var virkelig ikke klar til at blive forælder endnu, for hun følte slet ikke at det var en opgave, som hun kunne magte på denne her måde. At han jo så var der, var noget som hun virkelig var frygtelig glad for, selvom det igen ikke var noget som hun var meget for at indrømme. Hun nød virkelig det faktum, at han lå der ved siden af hende, passede på hende og fik hende roet ned – det var noget som også førte til at hun slet ikke havde det mindste imod, at skulle åbne bare en smule op for ham. Det gav jo bare pote, at han var så god og så mild mod hende, for det var virkelig noget af det bedste af det hele. Hun følte at hun kunne være sig selv, også selvom hun havde afvist ham og hans tanker og følelser omkring hende, for igen, så var det ikke noget som hun var vant til at høre fra nogen som helst i det hele taget, så det var vel næsten en selvfølge at det spillede meget ind? Hun var egocentrisk, og hun vidste det godt, men hun var altså ikke så slem som ham! Det var slet ikke noget som hun ville høre tale om! Hun himlede med øjnene og rystede på hovedet. ”Der tror jeg vidst, at du har fået noget galt i halsen, Sonic. Jeg tror ikke, at du har set dig selv i spejlet for nylig i så fald,” påpegede hun tydeligt med den let drillende mine. At han lagde sig ned ved siden af hende, var nu heller ikke noget som hun havde det mindste imod som sådan, for det havde hun bestemt heller ikke. Tvært imod, så var det faktisk kun umådelig rart, at de kunne give slip på de mange facader o så tage det hele derfra, for det var virkelig også noget af det bedste af det hele. Som han lagde sig ned, så vendte hun sig stille om på siden. Hun prøvede virkelig at lægge den kvalme fra sig, selvom det på ingen måde, kunne siges, at være nemt, for det var det bestemt heller ikke, men pointen var vel bare, at hun prøvede at være sig selv? Den stolte, stædige, kolde og kyniske, selvom det i sig selv, faktisk var gået hen og blevet en udfordring med ham ved sig? Ikke fordi at det var noget som hun havde noget imod, selvom han havde gjort så forbandet meget for hende og hun hadet virkelig at være den som alle skulle gøre noget for, for hun var altså ikke hjælpeløs! Hun hævede hånden, lagde den mod hans kind, så hun vendte blikket mod sig. Han var virkelig umådelig selvsikker – selvom det var noget af det som hun rigtig godt kunne lide. ”Hvis du er så sikker på det, så… okay.” Hvis han var villig til at give det et forsøg, så ville hun bestemt heller ikke vise sig, at skulle være bange for det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun sendte ham et stille smil, som hun roligt lod hånden søge mod hans bryst i stedet for. Hun følte sig utrolig veltilpas her og specielt også fordi at han måtte være der, så var det kun noget som gjorde det hele så mange gange bedre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Så meget som han gjorde for hende, så var det virkelig en utrolig intens og behagelig fornemmelse, det var slet ikke noget som man skulle betvivle på nogen som helst måde overhovedet! Hovedet lagde hun ved hans skulder. ”Hvis… hvis du hjælper med det,” afsluttede hun stille. I sig selv, så var ordet ’hjælp’ aldrig noget som hun tog i brug!

[ilosonic]

At Ilosonic stod til at skulle være far, var noget som han faktisk aldrig rigtig havde tænkt på, selvom tanken selvfølgelig havde slået ham få gange, for når han stod som greve, så skulle han jo også have en arving, selvom at det at han skulle være far til Ilarias barn, var noget som han aldrig havde troet! Hverken han eller hun var fødte forældre, for det skulle ikke undre ham hvis de var elendige til det! Men på den anden side, så vidste han da allerede hvad han ikke skulle gøre! Og det var at gøre som hans far! For han nægtede at lade sit eget barn gå igennem det helvede som han selv havde været igennem! Men det krævede jo faktisk at han blev hos Ilaria. Et stille og svagt smil passerede hans læber ved den tanke, for det var faktisk en tanke som han ikke havde det mindste imod, som han faktisk måtte nyde at tænke på, for at være sammen med Ilaria, ja.. det kunne umuligt være så slemt. Han vidste godt hvordan hun var, at hun havde tendens til at hundse rundt med ham og det skulle ikke undre ham hvis det blev slemt i løbet af hendes graviditet, men hun var jo faktisk også alt det som han ønskede ved en kvinde, der var jo trods alt en grund til at hun havde taget ham med storm den første dag, hvor han havde mødt hende, for hun havde virkelig bevist sit værd, at hun ikke bare var en dvasiansk tøs med det hele i munden. Han slap en munter latter til hendes ord, som han virkelig ikke kunne andet! Hun var klart den mest egocentriske af de to! ”Selvfølgelig har jeg set mig selv i spejlet, det gør jeg da hver dag, for at se på mit smukke ansigt,” svarede han selvsikkert og dog med en drillende tone, som han endnu engang slap en munter latter. Han ønskede faktisk slet ikke at have nogen anden kvinde liggende ved hans side, som Ilaria måtte gøre i øjeblikket, for han ønskede faktisk kun hende, uanset hvor meget den tanke så end måtte skræmme ham eller ej. Som hun lod hånden søge mod hans kind og vende hans blik mod hende, faldt de mørke øjne direkte til hendes isblå. De var modsætninger så det battede, hvor deres barn ville få begge deres kræfter, et sted noget som han ikke kunne være andet end stolt over, for en blanding mellem en ild- og isdæmon, det måtte være en af de stærkeste dæmonblandinger! Og så lige det at deres barn ville få lidt frynsegoder ved resten af hans egne dæmonkræfter, mørket og mentaliteten. Han lod hende blot lægge sig ned og lade hovedet søge mod hans skulder, hvor han selv lagde hovedet på skrå, så det måtte hvile op ad hendes. ”Jeg skal nok hjælpe til Ilaria, jeg har skam ikke tænkt mig at lade dig i stikken med en skrigende møgunge,” svarede han stilfærdigt og dog med et skævt smil, som han begyndte at stryge hende roligt over håret. Utroligt at han var gået fra en enspænder til en holdspiller, for normalt ville han have været ligeglad, men det kunne han virkelig ikke med Ilaria. Han løftede hovedet en anelse og skænkede hendes pande et blidt kys, inden han lagde sig træt ned igen. ”Jeg tager mig en lille lur, min kære,” svarede han stilfærdigt og dog træt, som han lagde sig til rette igen. Han var træt efter ikke at have sovet i lidt over et døgnstid, hvor han jo heller ikke havde haft mulighed for at slappe af før nu, for han havde jo været oppe at skændes med hende.

[Deleted]

Ilaria måtte virkelig erkende, at Sonic var noget af det mest egocentriske som hun nogensinde havde været i nærheden af, men det var bestemt heller ikke ensbetydet med, at det var nogen direkte dum ting, for det var slet ikke sådan ment på nogen som helst måde overhovedet. Hun holdt af ham, om det nu var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene måtte være, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed. At blive her, var bestemt heller ikke en idé som lød direkte tosset, selvom hun godt vidste, at det bare var et spørgsmål om tid, inden det hele rykkede rundt på sig og det sikkert kunne koste hende sit ophold her. At blive forælder var nu heller ikke den tanke som hun værdsatte som det mest værdifulde, for det var det bestemt ikke. Det var virkelig noget af det værste som hun nogensinde havde været ude for, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt! Tvært imod! Lige nu var det bare at nyde at han havde fået hende roet ned, gang på gang fortalt hende, at det hele nok skulle gå, for så skulle det vel også? Det var om ikke andet, så var det ord som hun ville holde ham til og så måtte det jo bare være sådan at det var. Hun himlede svagt med øjnene, for han var virkelig noget af det mest egoistiske som hun havde været i nærheden af, men det var vel også noget af det som gjorde, at han var langt mere charmerende for hende at være tæt på, på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke? Hun klappede ham let på brystet, for hun lå allerede så godt, så det var jo heller ikke fordi at hun ville flytte sig eller noget som helst, hvis hun da ellers kunne blive fri for det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun sukkede dæmpet, for hun nød virkelig også at skulle ligge her sammen med ham. Det var virkelig noget af det bedste af det hele. Han lovede at hjælpe, så var det vel.. også okay på sit vis? Det var noget af en kraftig unge som de havde at se frem til, så hun vidste allerede nu, at det ville blive noget af en udfordring, men det var nu noget som hun et sted var villig til at tage op alligevel, selvom hun nu slet ikke havde regnet med at skule blive forælder så tidligt! At han ville hvile, kunne hun jo så til gengæld også godt forstå. At han kaldte hende for sin kære, var noget som kun ganske svagt måtte få hende til at trække på smilebåndet. Normalt ville hun smække til ham for at kalde ham det, men… ikke denne gang. ”Jeg lader det passere denne gang… kære,” sagde hun roligt, som hun vendte blikket mod ham. Det var jo faktisk også længe siden at han havde ligget ved siden af hende, så det var skam også okay for hendes del. Hun trak dynen ganske let og roligt op omkring ham og lagde ham roligt til, som hun endnu en gang måtte kysse hans kind. ”Sov godt,” hviskede hun roligt, som hun lagde sig ned ved siden af ham, hvor hun selv måtte blive så rolig og så afslappet, at søvnen i sig selv, også måtte tage hende i sin trygge favn, hvor hun selv måtte give efter for hvilen som var så tiltrængt og specielt efter hendes mange raseriudbrud. Han ville jo være det første som hun ville se, når hun igen ville slå øjnene op..

//Out

[ilosonic]

Der var virkelig ingen tvivl om at Ilosonic ville hjælpe Ilaria med at passe den lille, når den engang ville komme, for det var jo lige så meget hans egen skyld som det var hendes at hun var blevet gravid, så det at tage del i det, var vel det mindste han kunne gøre? Han fandt jo heller ikke ud af hvor slemt det var, hvis han ikke prøvede, desuden gik det helt galt kunne tjenestefolkene jo bare se efter barnet, for han vidste at mange af de tjenestefolk som var her, også havde hjulpet til med børnehjemmet, da Marius havde været her, det var ikke fordi at de fandt ham som en bedre greve end Marius, tværtimod, for han var nok ti gange værre, men de havde brug for jobbet, specielt i denne økonomiske krise som oprøret havde stillet landet i. Og det var faktisk ikke fordi at han var så grusom imod dem, for han lod dem faktisk bare passe sit arbejde, og sagde tilmed tak, hvis de gjorde noget godt, ros kom han ikke med, i så fald skulle der virkelig meget til, for han var en ufattelig hård mand at arbejde for, hvilket de sikkert allerede havde fundet ud af, men det var nu fint nok med tjenestefolk, specielt til at passe en hel herregård, for han havde jo også vinplantagen som skulle tilses, og selv gartnere til den store have skulle han bruge, for ellers blev det alt for vildt og fyldt med ukrudt og en ordensmand var han faktisk om man så troede det eller ej. Desuden så kunne han jo nok ikke komme uden om at der endnu var lidt af en procianer i ham, for dette var trods alt hans fædreland, det var her han var født og nok hans race var blevet dræbt i ilden, dengang han var blevet fuldblodsdæmon, men hans sjæl levede endnu, dog var han ikke meget for at indrømme det og han prøvede også at skjule det hele tiden, men sandheden var, at han var bange for at han var ved at blive mere og mere god, jo mere han opholdt sig her i landet. Han ville nok aldrig blive en sand procianer, for mørket fyldte en stor del i ham på grund af hans race, derfor var han også glad for at han havde Ilaria ved sin side, så hun kunne banke lidt fornuft ind i knolden på ham. Men det var jo nok grunden til at han ikke smed hende for porten som en normal dvasiansk mand nok ville have gjort, for han holdt af hende, og det var nok også grunden til at han ville tage del i det hele angående deres barn. Han kunne ikke lade vær med at smile, som hun puttede ham under dynen, hvor han blot lod sine stærke arme glide omkring hendes slanke krop, som han virkelig havde savnet at ligge sammen med hende, for det var jo alligevel lidt over et døgnstid siden, et sted var han vel efterhånden blevet afhængig af hende? Kysset mod hans kind, fik ham kort til at se på hende, hvor han selv lænede hovedet frem for at skænke hendes læber et blidt kys. ”Sov godt,” svarede han igen, inden han lagde sig godt til rette i sengen med hende ved sin side og tæt ind til sig, så han ordentligt kunne mærke hende. Der gik ikke lang tid før han mere end villigt gav efter for søvnen og udmattelsen, for han var virkelig træt efterhånden. Og det bedste ved det hele var det faktum at han ville se hende som det første når han igen slog øjnene op.

//Out