You've got to be kidding me!!

[ilosonic]

At Ilaria måtte mene sine ord, var noget som virkelig måtte forundre Ilosonic, for han havde ikke selv regnet med at det at de havde været så tætte, ville bære frugt, men.. sådan var det vel nu engang? Det var jo ikke fordi at de kunne forhindre det, selvom at han jo havde givet hende chancen for at forhindre det, for han havde spurgt hende op til flere gange om hun var sikker på at hun ville trække den videre, hvor hun havde været sikker, tilmed sagt at hun ikke ville fortryde det, men det var vel en mening der var blevet lavet om nu? De mørke øjne så kort efter hende, som hun forsvandt op ad trapperne, så han ikke kunne se hende. Han blev kort stående i forhallen, hvor han slog opgivende ud med den friske arm, selvom det var ven bevægelse som gjorde ondt i den anden arm, som han vendte blikket mod. Den var stadig ufattelig øm, og han skulle også tilse den på et tidspunkt, selvom det vigtigste nu, vel var at roe Ilaria ned? Om hun ville det eller ej, så lod han hende ikke pakke og gå, for det fik hun da intet ud af! Hvem ville dog tage en gravid kvinde til sig? Specielt når den gravide kvinde var Ilaria med et temperament uden lige? Han tvivlede på at nogen overhovedet ville kunne håndtere hende og bo alene var udelukkende! Han strøg roligt over gulvet, inden han smuttede op ad trappen for at gå hen ad gangen med rolige og dog faste skridt. Han blev i døråbningen, som hun havde revet hele døren op, hvor han lænede sig op ad dørkarmen, imens han betragtede hende rive tøjet ud af skabet for at smide det på sengen. Et kort smil passerede hans læber, inden han roligt gik hen mod hende. ”Ilaria hold nu op og kom til fornuft.. hvor havde du tænkt dig at tage hen? Tag til Dvasias og straffen vil ramle over dig, så snart de ser du er gravid uden nogen ring,” svarede han stilfærdigt. Manjarno kunne hun jo altid tage til, men han lod hende skam ikke rejse! Han blev stående ved sengegavlen, imens de mørke øjne betragtede hendes bevægelser. Han himlede svagt med øjnene, som han gik om bag hende og lod endnu engang den friske arm søge omkring hendes liv, for at trykke hende ind til sig. ”Du ved godt, du ikke får lov til at forlade huset ikke? Om jeg så skal forfølge dig til verdens ende, så gør jeg det,” svarede han stilfærdigt og i en hviskende tone mod hendes ene øre. Han nægtede at lade hende gå! I så fald fulgte han efter hende! Han vendte blikket ned ad hende, mod hendes mave, som han strøg ganske blidt med sin hånd. Han skulle være far? Og så sammen med hende? Ilaria? Et sted var tanken utrolig komisk, for de var slet ikke det typiske forældrepar, men.. et sted gjorde det ham jo faktisk intet. Han havde jo allerede vidst da han havde været helt lille, at det var ham påkrævet at få en arving på et eller andet tidspunkt, selvom han altid havde været opsat på ikke at ende ud som sin egen far, for han havde skam lært af sin fars fejl! De mørke øjne faldt roligt tilbage til hendes ansigt, hvor han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Og du mente stadig at det var passende at smadre hele stuen, fordi du var gravid?” spurgte han roligt og dog stilfærdigt.

[Deleted]

Ilaria var fra før af ikke den store spasmager, og det at skulle lave sjov med dette, var nu slet ikke noget som måtte komme på tale for hendes vedkommende! Det var en forbandet alvorlig sag at være gravid, for hun vidste, at det lukkede for så forbandet mange af hendes muligheder, og det i sig selv, var noget som måtte gøre hende direkte vred! Hun ønskede ikke at være den lille som ikke fik lov til en skid, selvom hun slet ikke havde nogen anelse om hvordan han ville tage nyheden når det endelig gik op for ham, at hun faktisk måtte mene det seriøst. Hendes hånd brændte virkelig, selvom det nu ikke var noget som hun sagde det mindste til i det store og hele, for det var der bestemt heller ikke nogen grund til. Hun var ærlig talt ligeglad! Det var jo heller ikke fordi at hun havde lyst til at have barnet, også selvom hun vidste, at fosterdrab var forbudt mere eller mindre alle steder på denne her måde, så var det jo bare sådan at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Hun kogte virkelig i det indre og det var også den eneste grund til at hun var så iskold som det hun måtte være. Han kunne bare lige vove på at lave sjov med noget som faktisk måtte være så alvorligt som det, det nu måtte være. Han havde virkelig fortjent den lussing! Han fortjente i den grad en mere, hvis hun fandt muligheden for at skulle give ham den, så gjorde hun det i allerhøjeste grad også! Et svagt suk måtte forlade hendes læber, som hun rystede på hovedet, da hun begyndte at rydde ud i skabet. At han jo så endte i døren, var nu heller ikke noget som måtte overraske hende som sådan, for det var jo bare sådan at det var. Hun vendte sig direkte og vredt mod ham. ”Jeg skal nok finde mig et andet sted at være, Sonic. Jeg er ikke dum nok til at tage til Dvasias.. Ikke når jeg er kommende fed som en hval..” vrissede hun med en utrolig fast stemme. Ja, hun var virkelig ved at være vred og irriteret, det var slet ikke noget som man kunne drage det mindste i tvivl om, men det var jo så bare sådan at det måtte være. Hun var virkelig oppe på sit store kogepunkt! At han måtte gå om bag hende, for endnu en gang at lægge armen omkring hendes mave, var noget som tydeligt måtte få hende til at sitre og noget så frygtelig voldsomt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hendes hjerte begyndte fast at slå mod hendes bryst. Hun nød det og afskød det på en og samme tid, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemt for hende på noget tidspunkt! Hans hvisken mod hendes øre, var noget som lod det løbe koldt ned af hendes ryg. ”Så lad være med at følge efter mig?” påpegede hun kortfattet. Hun var vel fri til at gå hvor hun havde lyst til? Det var bestemt heller ikke noget som han skulle bestemme, det var da helt sikkert! Hånden som strøg over hendes mave, var noget som tydeligt måtte få hende til at sitre og som intet andet overhovedet, for det var rart. Hun himlede let med øjnene, inden hun lod dem glide i. Hun fnøs ganske kortfattet. Hun var slet ikke klar til at blive mor.. hun var da slet ikke den moderlige type! Eller var hun? Hun vendte blikket stille mod ham. ”Havde du været her, så var det dig som havde set sådan ud.. Tro mig, det var ikke nemt at holde mig i skindet, da healeren var her,” påpegede hun ganske kortfattet. Den ene hånd gled stille mod hans som hun strøg ganske let og med et svagt suk. Det var bestemt heller ikke fordi at han gjorde det nemt for hende! ”Lad mig nu bare pakke.. så skal jeg nok smutte herfra..” afsluttede hun kortfattet. Han kunne ikke tage hende seriøst, så skulle hun bestemt heller ikke blive her.

[ilosonic]

Det var ikke fordi at det havde været Ilosonics mening at grine Ilaria direkte op i hendes åbne ansigt, for han ville jo slet ikke håne hende på nogen måde! Han ønskede faktisk at støtte hende og være der for hende, beskytte hende og holde hende tryg og sikker, som han jo hele tiden havde gjort, det var jo også det som i udgangspunktet havde fået hende til at åbne op, så hvorfor skulle han dog begynde at få hende til at forsvinde ud af hans liv? Uden hende vidste han ikke hvad han skulle gøre, hun var faktisk hans lyspunkt på dagen, hun var det eneste som han sådan rigtigt og for alvor måtte se frem til. De mørke øjne betragtede hende stilfærdigt, som hun var gået i gang med at pakke alt ud fra skabet, hvilket der sådan set ikke var nogen grund til, for han lod hende bestemt ikke gå! Så det var kun spild at pakke ud! Han lod roligt hovedet søge let på sned, som han betragtede hende overbærende. ”Ilaria.. Det er en ganske normal proces at kvindens mave bliver stor når hun er gravid, som det går over når hun har født,” svarede han stilfærdigt, ikke for at være belærende, men faktisk for at vise hende forståelse? For at sige mere indirekte at han ikke fandt hende stor og fed? Hun var vred og hun var irriteret, så meget kunne han da se, og hun beskyldte ham godt nok for det hele, men hun var vel også skuffet over ham fordi han havde leet af hende? Noget som jo heller ikke havde været hans mening, men det var vel ligegyldigt nu? Han tvivlede på at hun alligevel ville tilgive ham for det, selvom at han da fik hendes vrede at føle, for hans kind var begyndt at gøre utrolig ondt, nu hvor det var ved at sive ind at han faktisk skulle være far. Far til hendes barn. Et skævt smil gled over hans læber ved hendes ord. Han kunne selvfølgelig bare lade hende gå, han kunne bare smide hende ud, hvis han ikke gad at have hende boende her længere, for.. hun måtte da blive et rent helvede, når hun først kom godt ind i graviditeten? Plus at han skulle bøvle med et barn og så var han ikke engang fadertypen. ”Tja.. jeg kunne egentlig bare smide dig ud, for hvem gider, at passe en lille snotunge?” spurgte han stilfærdigt, hvor tanken næsten var et mareridt for ham allerede. Hendes hånd der strøg over hans egen fik et mildt smil til at glide over hans læber, hvor det var tydeligt at hun var ved at falde bare en anelse mere til ro, selvom at han kunne forestille sig at det var et chok som måtte ramme hende, da hun havde fundet ud af det? Det var jo faktisk også et chok for ham, selvom at han faktisk tog det ganske stille og roligt. ”Så vidt jeg både ved og kan mærke, så gik det også ud over mig,” svarede han stilfærdigt og hentydede til den lussing hun havde skænket ham, selvom den vel var fortjent? Han skænkede hendes skulder et blidt kys, imens han indsnusede hendes søde duft. ”Jeg nægter at lade dig pakke og gå din vej Ilaria.. gravid eller ej, så kan jeg ikke komme udenom at jeg nyder dit selskab. Desuden, så.. ønsker jeg ikke at.. der skal ske dig noget,” endte han forsigtigt, uden at han slap hende det mindste, som han fortsatte sine strøg over hendes mave med sin tommel, hvor blikket var vendt mod hende.

[Deleted]

Alene den tanke om at Sonic havde grinet hende direkte op i ansigtet, var noget som havde gjort Ilaria direkte pissed. Det var sjældent at hun blev så sur, men nu havde hun slet ikke været i stand til at styre det, og hun vidste, at det kun blev værre jo længere ud i graviditeten som hun måtte komme. Så hvorfor ikke bare få det overstået og få hende kylet ud nu? Nu hvor hun faktisk også måtte forvente det på den ene eller den anden måde? Hun var en dvasianer og det var med alt hvad det måtte indebære, så det var end ikke fordi at det ville gøre hende vred, hvis han gjorde det. Tvært imod, så ville det jo faktisk overraske hende, hvis han ikke gjorde det. Han var så sandelig også den eneste som faktisk kunne få hende til at falde bare en smule til ro, så selvfølgelig var det også noget af det som gjorde det hele langt nemmere for hende selv. Hun sukkede dæmpet og rystede på hovedet. Han formåede da også at gøre hende så blød i knæene, så det var også noget som direkte måtte frustrere hende og frygtelig meget endda! ”Stop med at belære mig om en graviditet, Sonic. Så ved du lige så vel som mig, at man får hængemave bagefter..” Hun kneb øjnene sammen ved den tanke alene. Hun elskede sin krop som den var og den behøvede så sandelig heller ikke at vokse af den grund, for den tanke alene, var noget som kun gjorde hende direkte vred og frustreret! Bare alene tanken om at hun skulle til at være mor og han skulle være far, var noget som virkelig måtte gøre hende frygtelig frustreret, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, for hun hadet det virkelig! Hun så ingen af dem si rollen som forældre, men det var jo så bare sådan, at det nu endelig måtte være. ”Lige præcis, så kyl mig da bare ud, og få det overstået som en hver anden dvasianer ville gøre det..” påpegede hun sigende, som hun vendte blikket ned mod sin mave, også for at finde noget andet at tænke på, selvom det var enten ham eller maven som hun måtte tænke på, hvilket kun gjorde hende mere vred end det som godt var på denne her måde. Hun himlede med øjnene og vendte sig direkte mod ham. ”Tro det eller ej, Sonic.. Den lussing var virkelig mildt kontra, det som jeg ellers ville gøre mod dig,” vrissede hun med en ganske så kortfattet stemme. Hun kneb øjnene fast sammen, blot for at vise ham, at hun mente det i ramme alvor. Han gjorde det bestemt heller ikke nemmere for hende. Kysset mod hendes skulder, fik hende svagt til at trække på den ene mundvig. Han væmmes ikke ved hende endnu? En ting som i sig selv, faktisk måtte forundre hende, for hun ville inden længe være stor som en hval ,og det var hun ærlig talt for forfængelig til! ”Jeg kan godt passe på mig selv, Sonic.. Jeg behøver ikke dig til at lege min babysitter..” Hun vendte blikket mod sin mave, som hun lod hånden hvile trygt over hans. Det var virkelig rart at han stod der, at han nægtet hende at tage af sted, selvom hun vel ville se hvor meget han i sandhed ønskede, at hun skule være der? Det var skam heller ikke fordi at hun var helt overbevist endnu.. eller om det kun var fordi at han ville blive for ensom uden hende, selvom den tanke måtte lette hende et sted.

[ilosonic]

Ilosonic vidste godt at det var dumt at le Ilaria direkte op i det åbne ansigt, for det vandt han bestemt ikke noget på, men det havde jo så bare været hans måde at reagere på, for det første fordi at han til at starte med ikke havde troet på hende og heller ikke havde gidet at tro på hende, for han havde jo faktisk håbet på at det hele bare var en dum joke, men det var det jo så ikke, så han måtte jo bare tage konsekvenserne af at håne hende som han havde gjort det, selvom at det nu ikke havde været hans hensigt, for han holdt af hende og han ønskede hende kun det bedste, selvom det var en tanke i sig selv, som var helt utrolig, for normalt tænkte han kun på sig selv og havde hun været en anden, så havde han nok også smidt hende ud, holdt op med at vedkendes hende, fordi han ikke var typen som normalt var familiefar, men om han ville det eller ej, så var det jo nu engang bare det han var, eller om ikke andet ville blive. Det var hans, så om hun så end flygtede eller blev, så ville det ikke ændre på det faktum at de var forældre til et fællesbarn. Han slap en munter latter, selvom at den hurtigt døde ud, for han var næsten bange for at hun ville tolke det som noget dårligt og det var ikke mening at grine hende op i ansigtet igen! ”Hold nu op Ilaria! Det skal jo bare trænes væk, desuden tvivler jeg på at du vil miste din skønhed ved at blive gravid,” svarede han stilfærdigt. Det ville jo faktisk kun gøre hende mere feminin, så man for alvor kunne se at hun var en kvinde, desuden så var han næsten sikker på at maven ville klæde hende. Hans hånd fortsatte sine blide strøg over hendes mave, næsten som om at han forestillede sig at hendes mave allerede var stor og rund, så han kunne stryge den og vide at der var liv inde i hende, et liv som de sammen havde skabt. ”Som enhver dvasianer ville gøre?” gentog han næsten forundret. ”Hvis det er din mening Ilaria, så kender du ikke dit hjemland særlig godt. Jeg kender udmærket godt til det dvasianske samfund, men der findes skam også de par som holder sammen,” svarede han stilfærdigt, som han selv var alvorlig denne gang, næsten blot som han understregede at han ikke ønskede at kyle hende ud, for det nægtede han simpelthen! ”Ilaria.. hvor mange gange har du ikke truet mig med at gøre mit hoved kortere? Og er det nogensinde sket?” spurgte han stilfærdigt, som han kneb øjnene en anelse sammen. ”Desuden gav jeg dig valget for at lade vær med at komme mig så tæt, men hvem var det der sagde at man ikke ville fortryde det?” spurgte han tilføjende og med en fast undertone, for dette var bestemt ikke kun hans skyld! Eller det var jo faktisk hans skyld at hun var gravid, men hun kunne bare have stoppet det, men hun havde absolut ønsket det, så det var ikke kun hans skyld, desuden skulle der to til at danse tango! ”Jeg betvivler bestemt ikke din selvstændighed Ilaria, og jeg er sikker på at de som møder dig i din graviditet vil fortryde det, men af den grund ønsker jeg ikke at du skal gå. Jeg nægter at lade dig gå!” Hans tone var ved at blive en anelse mere vrissende, for han nægtede virkelig at lade hende pakke og bare forsvinde uden videre! I så fald fulgte han efter hende!

[Deleted]

At le ad Ilaria i denne situation, var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre. Hendes lunte var virkelig ekstremt kort og hun vidste ikke om det direkte var fordi at hormonerne allerede var i spil, eller om det bare var på grund af hendes ekstreme reaktion på graviditeten, for den nyhed havde jo selv ramt hende som et kæmpe chok. Hun gjorde ikke noget som hun ville fortryde i den anden ende, men at der ville komme et resultat ud af det, var noget af det sidste som hun havde regnet med i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme vrede malet så tydeligt i hendes egen mine. Det var jo heller ikke fordi at det var noget som hun kunne skjule for ham når det endelig måtte være, for han kendte hende jo godt. De havde levet under samme tag igennem et godt stykke tid. Han havde valgt at lukke hende ind i sit hjem, han havde valgt at give hende et værelse, også selvom det var noget som hun var meget taknemmelig for, så havde dette virkelig bare været en tand for meget for hende, det var vel også noget som han havde fundet ud af? Udelukkende på grund af reaktionerne? At joke var jo heller ikke noget som hun var god til og at joke med en sådan ting, var slet ikke noget som hun kunne finde på! At han grinte endnu en gang, var noget som fik hende til at vende blikket direkte dræbende mod ham! Han skulle under ingen omstændigheder stå der og grine af hende! ”Tror du virkelig, at jeg vil have noget med den snotunge at gøre, Sonic? Hvis du vil have den, så skal du være mere end velkommen!” Tanken i sig selv, var virkelig frustrerende. Man kunne bestemt ikke kalde dette for en lykkelig graviditet, for det var det under ingen omstændigheder, hvad end om det var noget som man så ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed i det store og hele. At det jo gjorde hende direkte feminin at skulle se på, var jo så en helt anden side af sagen, for det vidste hun godt, det var jo bare lige det der med, at hun faktisk godt kunne lide den tanke. Dvasianere holdt sjældent sammen, hvis barnet ikke var planlagt, det var da noget som hun havde draget ud af sin egen personlige erfaring med at leve og bo i det mørke land. Hun sukkede opgivende, også selvom hun virkelig prøvede at skulle falde til ro, så var det bestemt heller ikke en nem ting for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”I de situationer er barnet som regel planlagt, Sonic.. Hvad med vores? Et simpelt og idiotisk uheld..” Hun vendte blikket direkte mod vinduet i stedet for. alt for at finde andre ting, at skulle holde fokus på, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hendes vedkommende, men hun kunne da prøve om ikke andet. At han bragte hendes trusler på banen, var kun noget som gjorde hende irriteret, for det var der virkelig ikke nogen grund til! Hun knyttede næverne let, som hun igen vendte blikket mod ham. Bare tanken om at han ikke ville lade hende gå, var noget som faktisk kunne frustrere hende, for han havde ingen ret til at skulle holde på hende på denne her måde! ”Du nægter at lade mig tage nogen steder? Tja.. Jeg kommer nok til at halshugge en eller hundrede, men hvad pokker?” Hun trak på skuldrene. At blive her, var bestemt ikke noget som hun ville, hvis barnets far ikke kunne tage hende seriøs. ”Desuden nægter jeg at bo under samme tag med en, som ikke engang kan tage mig seriøs,” påpegede hun ganske kortfattet. Det var klart det som irriterede hende mest!

[ilosonic]

Normalt ville Ilosonic nok havde smidt kvinden ud, hvis hun havde båret hans barn, for.. han var slet ikke fadertypen, han ønskede ikke at være forælder, selvom at det jo altid havde været påkrævet af ham, eftersom han stod som den retmæssige greve, så det at Ilaria var blevet gravid, gjorde jo egentlig kun at han nu havde en arving til det hele, selvom at han vel helst håbede på en søn? De mørke øjne hvilede stilfærdigt på hendes skikkelse, uden at han fjernede sig det mindste fra hende, som han forblev stående helt tæt på hende, med den ene arm omkring hende, uden at han fjernede sin hånd fra hendes mave, som han godt kunne mærke var blevet en anelse mere fast. ”Og hvis jeg vil have barnet? Så kræves det at du bliver her,” påpegede han stilfærdigt, det var jo ikke fordi at han kunne overtage hendes graviditet og skulle han være ærlig, så havde han heller ikke lyst til det. Han holdt hende tæt ind til sig, med sit hoved tæt hvilende ind mod hendes eget, hvor han kunne indsnuse hendes søde duft og han måtte indrømme at han faktisk nød at stå her sammen med hende. Mest af alt mindede de jo faktisk om et par, hvilket de også havde gjort inden hun var blevet gravid, for om natten havde han holdt om hende, og når han skulle af sted havde han kysset hende farvel, nøjagtig som en mand gjorde ved sin hustru, eller som han i hvert fald burde. Han kunne ikke lade hende gå og han nægtede det sådan set også, for han ønskede at hun blev, om han så skulle høre på den lille snotunges skrigeri når den endelig kom. Han betragtede hende med et overbærende blik, hvor han sukkede svagt. ”Et uheld ja.. og?” spurgte han stilfærdigt og ganske roligt, uden at han så væk fra hende. Det havde godt nok ikke været meningen, men nu var det sket, så det kunne vel alt komme ud på et? Om hun stak af herfra eller ej, så ville hun stadig være gravid og han ville stadig være far til et barn, blev hun her, så var hun da i det mindste i sikkerhed og han ville selvfølgelig støtte hende i det, selvom han kunne forestille sig at hun var et mareridt når hun kom ind i graviditeten, men han tog hende som hun kom, som han jo altid havde gjort. Han himlede svagt med øjnene, det skulle ikke undre ham at hun ville blive et omvandrende helvede, hvis hun valgte at forlade Herregården, men det tillod han ikke! Han greb hende om skulderen med den raske hånd, som han vendte hende om, hvor de mørke øjne søgte direkte til hendes isblå. ”Jeg beklager Ilaria, det var skam ikke min mening at nedgøre dig, håne dig eller le dig direkte op i dit åbne ansigt! Jeg havde ikke selv forventet at du ville blive gravid, når det kun var én gang vi var sammen! Men derfor nægter jeg at lade dig vade ud mens du er gravid! Du bliver her om du vil det eller ej!” endte han fast, uden at tage blikket fra hende. Han løftede roligt den ene hånd som han strøg blidt over hende kind. ”Jeg ønsker ikke at du skal forlade mig,” endte han roligt, imens han betragtede hende lettere eftertænksomt, inden han lod sin pande falde roligt mod hendes. ”Tror du virkelig jeg vil lade dig kæmpe med det alene?” spurgte han stilfærdigt, hvor et skævt smil gled over hans læber.

[Deleted]

Ilaria ville heller ikke beskrive Sonic som en faderlig type, så derfor var det vel bare nemt for hende, at konkludere, at hun ville ryge ud alligevel? Det var skam også det som hun havde forberedt sig på mere eller mindre hele dagen, og så var det jo altså gået ud over deres stue – det rum som hun faktisk elskede at opholde sig i, det var noget af det som hun havde formået at smadre til uigenkendeligheder! Hun vidste godt, at det slet ikke var noget som hun bar med sig retten til, men det havde nu heller ikke været noget som hun havde været i stand til at skulle kunne kontrollere. Det var bare.. sket vel? Hun blinkede let med øjnene, som hun vendte blikket mod ham, nærmest som hun måtte tage det som en joke. Ville han virkelig beholde ungen? Hvorfor? Han var jo slet ikke den faderlige type som hun heller ikke var en moderlig af den grund! Hun knyttede næverne let. ”Siger du det kun for at holde mig her, Sonic?” spurgte hun næsten strengt. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at tage nogen steder, for hun vidste også, at det ikke ville ændre på kendsgerningerne uanset hvor meget hun så end måtte ønske det, så var det jo bare sådan at det nu måtte være, når det endelig måtte komme til stykket. Hun fnøs ganske kortfattet. Tanken i sig selv, var noget som måtte gøre hende direkte vred og på alle måder endda. At han jo så til gengæld måtte kræve, at hun måtte blive, var noget som fik hende til at himle med øjnene. Han havde slet ikke nogen ret til at skulle bestemme over hende på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at landet måtte ligge. Hun blev dog stående alligevel. Hun nød og hun kunne rigtig godt lide, at han stod der og holdt om hende, som var hun noget værdifuldt. Hun måtte dog erkende, at de havde teet sig meget som et par igennem det sidste stykke tid, hvilket kun var noget som gjorde det hele så meget bedre, også for hendes vedkommende. Hun vendte blikket stille ned mod hans hånd som måtte hvile ved hendes mave – Ville han fortsætte med det når hun blev stor og fed? ”Tror du virkelig, at jeg havde regnet med at blive gravid efter den ene gang?” spurgte hun kortfattet. Nej, hun fortrød ikke at hun havde ladet ham komme så tæt på, for det havde virkelig været noget af det bedste som hun længe havde oplevet, men dette resultat.. Det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre. Hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så kunne hun bare ikke! Hun var slet ikke den fødte mor, hvad end om han sagde det eller ikke, så var det bare ikke hende! Hun bed sig svagt i læben. Det gjorde hende usikker og det var virkelig også den eneste grund til at hun reagerede som hun gjorde. Hun vendte sig mod ham, som han havde bedt hende til, netop ved at lægge hånden på hendes skulder, hvor hun vendte blikket mod ham. Denne gang var det dog kun præget af en voldsom tvivl, selvom hun virkelig kæmpede for at holde det skjult. Det var slet ikke noget som hun ønskede at vise! Panden som mødte hans, fik hende bare til at stirre ned i jorden. Hun rystede på hovedet. Det ville han vel ikke? ”Jeg er ikke en født mor, Sonic..” påpegede hun stilfærdigt. Sandt var det jo. Allerede som det stod nu, så ville hun ikke have noget med den unge at gøre!

[ilosonic]

Ilosonic vidste godt at hun allerede måtte hade at være gravid, for det var noget hun havde givet udtryk for allerede til at starte med, at hun ikke ønskede, at hun ikke var den fødte mor og heller ikke ville have noget med unger at gøre, hvor han jo selv havde været fuldstændig enig, for hvem gad egentlig at have en snotunge rendende? Og når barnet blev født, så måtte det blive et rent mareridt! En skrigende unge, der ikke kunne passe sig selv, men som krævede opmærksomhed konstant? Det var han i tvivl om at han kunne klare, men.. han fandt jo heller ikke ud af det, hvis han ikke prøvede. Han kneb øjnene ganske let sammen ved hendes ord. Ønskede han barnet, så krævede det at hun blev der, for han fik det jo ikke, hvis hun bare gik. ”Tja.. hvis jeg ønsker at holde dig her, må det jo også betyde at jeg vil have barnet.. ikke sandt?” spurgte han stilfærdigt. De havde jo sammen skabt det væsen der måtte vokse i hendes indre, så det var jo ligeså meget hans som det var hendes, desuden så ønskede han ikke at hun skulle pakke og rejse, bare fordi at hun var gravid, for det ændrede jo uanset ikke på omstændighederne. Hun ville føde det barn uanset. Dvasias var udelukkende, så rejste hun ud selv, skulle hun jo også stå for fødslen selv, det behøvede hun jo trods alt ikke, hvis hun blev her, for så havde hun da i det mindste lidt støtte. Han blev stående tæt på hende, for han nød at være hende tæt. De mindede jo allerede om et par, hvilket vel egentlig også måtte være omverdenens opfattelse? Desuden kunne det jo ikke gøre noget, for de var begge to dæmoner, de var renracede begge to, så deres barn, om det så blev datter eller søn, så ville det jo også blive en dæmon. Hans hånd fortsatte sine blide strøg over hendes mave, den var blevet mere fast og et sted nød han faktisk tanken. ”Det havde ingen af os Ilaria.. så hvorfor flippe sådan ud?” spurgte han stilfærdigt. Han kunne jo ikke gøre for det, lige såvel som han heller ikke kunne gøre noget ved det. Det var naturligvis begge tos skyld, for de havde jo begge to valgt at være hinanden så tætte, som kun to elskende burde være, men han fortrød det virkelig ikke! De mørke øjne faldt til hendes skikkelse, som hun vendte sig om. Han lod en finger glide under hendes hage, for at løfte hendes blik, inden han lod armen glide omkring hendes krop, for at trykke hende ind til sig. ”Det ved jeg godt Ilaria.. men jeg er bestemt heller ikke den fødte far,” svarede han stilfærdigt, som han strøg hende blidt op og ned langs ryggen, uden at han tog blikket fra hende. Sandt var det jo trods alt. Han var ikke den fødte far og han blev det jo nok heller aldrig.. eller det vidste han jo faktisk ikke, for han havde aldrig gjort sig et forsøg, men mon det ikke kom? Hvis hun da valgte at blive, selvom han stadig nægtede at lade hende gå! ”Men derfor ønsker jeg stadig at hjælpe dig igennem den;” endte han i en rolig hvisken, som han lod hovedet søge let på sned, for at skænke hendes læber et flygtigt og blidt kys, inden han trak hovedet til sig igen, kun for at trykke hende helt tæt ind til sig, som han omfavnede hende. Han stod der for hende, så hvorfor ikke blive?

[Deleted]

Ilaria var virkelig ikke den fødte mor, så der var kun ekstremt mange grunde til, for hun var vel også bange for, at hun ikke ville gøre det godt nok? At det hele ville gå i ged før eller siden? At hun bare ville ødelægge det hele, for det var virkelig noget af det sidste, som hun havde lyst til! Desuden, var hun også ekstremt bange for, at hun ville ende med at køre træt i det og alligevel ende med at stå alene med det hele, for den tanke var faktisk noget som måtte skræmme hende direkte. Hun hadet virkelig den følelse og den fornemmelse og mere end det som hun kunne beskrive med ord! At stå i hans arme, var hende dog en tryghed, selvom hun et sted ønskede at tro på hans ord, så.. turde hun vel ikke? ”Ikke nødvendigvis..” påpegede hun kortfattet. Der var en kæmpe forskel på at ønske hende her og barnet! Desuden ønskede hun jo heller ikke, at han skulle bide tænderne sammen hver evig eneste gang, at ungen måtte begynde at skrige, for det ville jo ske og hun vidste det! Så kunne han jo lige så godt bare kyle hende ud med det samme, ligesom hun faktisk gik og regnede med, at han ville gøre det! De mindede om et par og den tanke i sig selv, var noget som hun i den grad måtte nyde af, for det var aldrig sket før, at hun havde valgt at give sig hen til en mand på den måde. Normalt, så var hun vant til at de bare.. tog hvad de kunne og efterlod resten – typisk dvasiansk et sted, vel? Hun sukkede opgivende. Ja, hvorfor hun havde flippet sådan ud, det var hun faktisk ikke helt så sikker på. Det var vel.. bare en reaktion som var sket på denne her måde? Hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke, så kunne hun bare ikke forstå det, for det var virkelig nedladende. ”Det kan være ligegyldigt.. Jeg.. følte vel bare for at smadre det jeg havde for hånd..” mumlede hun let for sig selv. Et sted var det jo trods alt sandt, også selvom hun vidste, at det havde været dumt. Blikket vendte hun ned mod sine forslåede og blodige hænder, også selvom hun et sted, slet ikke kunne huske, hvor hun havde fået de mærker fra. Det.. havde bare været der. Hånden som gled ned under hendes hage, var noget som nærmest tvang hende til at skulle vende blikket mod ham, selvom hun et sted slet ikke følte for det. Hun havde flippet voldsomt, hun havde smadret hele hans stue og nu stod de her.. ligesom altid efter et massivt skænderi. Med andre ord, så var der slet ikke noget som man kunne definere som noget nyt. Hun følte sig bare.. fortabt og den tanke, var virkelig dræbende og det var på alle tænkelige måder, som man overhovedet kunne komme til at tænke på! For slemt var det allerede, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun sukkede dæmpet. ”Deraf også en grund,” forklarede hun kortfattet. Ingen af dem kunne vel klare den udfordring som det ville sige, at stå som forældre? Hun havde brug for hjælp og hun var for stolt til at bede om den. Kysset mod hendes læber, tog hun imod. Et sted havde hun vel.. brug for bekræftelsen på, at han faktisk ønskede hende her? Og det var noget som han viste netop på denne her måde. Et svagt træk fandt vejen til hendes ene mundvig, som hun vendte blikket ned. ”…Du er kommet til skade,” påpegede hun, som hun først nu lagde mærke til at hans arm måtte hvile i en slynge.

[ilosonic]

Ingen af dem var de fødte forældre, det ville alle vel kunne mærke og se på dem? Af den grund gav det dem jo ingen grund til ikke at prøve det, give det et forsøg, for ellers fandt de jo sådan set aldrig ud af det. Det var jo ikke fordi at Ilosonic ikke ønskede at give det et forsøg, prøve sig frem, selvom at han vidste at han hurtigt ville blive træt af det, men de kunne jo altid få tjenestefolkene til at se efter det? Det var vel bare en let løsning for at komme ud af det.. Han vendte roligt de mørke øjne mod hendes skikkelse, hvor han så lettere strengt på hende. Han nægtede at lade hende gå! Det kom slet ikke det mindste på tale! ”Det barn der hviler i dit indre er noget vi sammen har skabt, ergo er det ligeså meget min pligt at tage mig af det, som det er din.. desuden nægter jeg at lade dig forsvinde, stikke halen mellem benene og flygte herfra, for du har bare at blive!” svarede han fast, hvor hans stemme bar en tone der kun understregede at han ikke ville siges imod, for hun blev og længere var den ikke! Han var ligeglad med om hun var gravid, han var ligeglad med om barnet ville blive en pest og plage, for det var kun igennem de første par år, indtil det var stort nok til at kunne tænke selv! Desuden, så bar hun rent faktisk hans arving i sig, hvilket var noget som han også burde tage højde for og bestemt også gjorde! Hun var faldet til ro, så meget kunne han da mærke på hende og det glædede ham faktisk også, for han ønskede ikke at hun skulle være helt oppe i det røde felt, være oppe og kører, når det kun var over en graviditet, men det var vel ikke kun fordi at hun var vred? Det var også fordi at hun var fortvivlet og frustreret, for det kunne han jo tydeligt se på hende og det gjorde faktisk ondt at se hende sådan, specielt når hun gjorde skade på sig selv! Han slap en munter latter til hendes ord. ”Du smadrede ikke bare det som du havde i hænderne, men også alt omkring dig kæreste,” påpegede han morende, hvor et skævt og dog overbærende smil gled over hans læber. Det var jo ikke fordi at det ikke var sket før, så herregud, det kunne han godt se igennem fingre med, for han byggede da bare det hele op igen, købte nye møbler hvis det var det, så det igen blev et hyggeligt rum, for han vidste jo at hun nød at befinde sig i det rum, det var også derfor at det forundrede ham at det var gået ud over stuen og ikke et af de andre rum. At hun tog imod kysset og tilmed smilede, var noget som faktisk måtte gøre ham glad, hvor han ikke selv kunne lade vær med at smile. At hun bemærkede at han var kommet til skade, fik ham til at vende blikket ned mod sin dårlige arm, der hvilede i slyngen, inden han fnes kort. ”Den har jeg gået med i et stykke tid, min kære,” påpegede han sigende, hvor han rystede smilende på hovedet. Han skænkede hendes læber et dybere kys end det som han havde gjort før, selvom at det var kortvarigt. ”Og du burde stadig få dine hænder renset, så der ikke går betændelse i,” svarede han stilfærdigt, for han ønskede ikke at der skulle ske hende noget! Han løftede roligt hånden og strøg den mod hendes kind, imens han betragtede hende, nærmest for at se om hun var faldet til ro, afventede hende ord for at se om hun blev eller endnu var opsat på at rejse, for det blev der stadig ikke noget at tale om!

[Deleted]

Tanken om at skulle være mor, var noget af det som faktisk skræmte hende noget så voldsomt, for hun havde slet ikke nogen anelse om hvordan man gjorde noget som helst! Hun følte sig virkelig på bar bund, det hele var et massivt kaos, for ikke at glemme, at hun var panisk bange for at ende med at fejle, for det var slet ikke noget som hun havde det mindste lyst til når alt endelig måtte komme til alt. Et sted var hun vel også bare bange for at virke for omklamrende og for afhængig af andre, for det var virkelig noget af det sidste som hun havde lyst til, for hun var bestemt ikke svag! Et sted, så var hendes flip i stuen, vel også bare et tegn eller råb om hjælp? Hun havde virkelig bare brug for ham på denne her måde, det var slet ikke noget som man skule tage det mindste fejl af overhovedet. ”Du behøver ikke at være så hæderlig, Sonic,” påpegede hun stilfærdigt. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at klamre sig til ham, at hun ønskede at skulle være for påtrængende, for alene den tanke om at hun skulle skyde unger ud, var slet ikke en tanke som faldt hende det mindste ind på den ene eller den anden måde overhovedet. Hun bed sig i læben og rystede nærmere opgivende på hovedet. Det var næsten noget som måtte siges sig, at være noget af det sidste som hun ville, for han ville vel også blive træt af hende med tiden? ”Jeg overvejede det ikke for at stikke halen mellem benene, Sonic! Det er bare… ja.. skrigende unger.. En groggy samboer.. For jo.. jeg bliver sur..” Hun vendte blikket mod ham. Det var jo noget som hun allerede vidste, for det var skam også noget som hun kunne mærke – at dette virkelig ville blive hende et sandt helvede mere eller mindre hele vejen igennem! Han fik hende virkelig til at falde langt mere til ro, og det var der også adskillige grunde til – Han bekræftede kun for hende, at han faktisk måtte ønske, at skulle have hende der, og det var noget som i den grad også måtte gøre hende noget så frygtelig glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De isblå øjne hvilede på ham og hans skikkelse. At han grinte igen, var noget som gjorde hende arrig, for hun fandt det bestemt ikke morsomt. Hun kneb øjnene let og tydeligt utilfredst sammen, som hun stirrede olmt på ham. ”Jeg finder det bestemt ikke morsomt! Ja, jeg smadrede det jeg havde for hånd. Inkluderet mine egne hænder..” At de jo var trykket, røde og blodige, var noget som hun først for alvor kunne lægge mærke til nu, selvom det nu ikke var noget som gjorde det nemmere for hende på nogen måde! Det var noget som gjorde hende direkte vred og irriteret! Alene den tanke om at han var kommet til skade, var noget som hun først for alvor måtte lægge mærke til nu og det var noget som ærlig talt bekymrede hende. Hun bed sig let i læben. ”Jeg har bare ikke… lagt mærke til at du havde armen i en slynge..” Hun vendte blikket bare lige en anelse væk fra ham. Det var vel heller ikke fordi at det var noget som man ville undgå og misse? Det var bestemt ikke noget som hang sammen. De isblå øjne søgte stille mod hans skikkelse. Blikket gled igen stille mod hendes hænder, hvor hun bare endte med at skulle nikke. ”O-okay.. okay så..” afsluttede hun stille, som hun trak sig en anelse væk fra ham. Hun følte sig allerede stor nu og det var noget som hun virkelig måtte hade! Hånden som strøg mod hendes kind, var dog noget som næsten måtte bede hende til at blive. Det var virkelig, virkelig rart! Blikket vendte hun endnu en gang mod ham. ”Jeg hader virkelig, når du gør det der..” mumlede hun let for sig selv, dog med et skævt og let smil.

[ilosonic]

Det var kun tydeligt at Ilaria ikke kun var vred, men at hun også var frustreret, hun var fortvivlet og forvirret, og sikkert også bange? Hun var ikke vant til at være mor, hun var slet ikke vant til at være kærlig, Ilosonic var vel egentlig kun heldig at være kommet hende så tæt i udgangspunktet? Det var ikke fordi at han fortrød det, for han nød det virkelig, selvom han ikke ligefrem havde regnet med at de skulle trække den videre og med sig havde det kun bragt problemer, for hun var blevet gravid, men det var ikke nogen grund for ham til at skulle skubbe hende væk. Han ønskede hende og det var med alt hvad det måtte indebære, selvom det ikke var ord som havde forladt hans læber endnu og hvordan skulle de også det uden at det ville lyde dumt? ”Hæderlig?” gentog han lettere vantro og sendte hende et fast blik. ”Jeg mener skam mine ord Ilaria! Jeg kunne snildt og fint kaste dig for porten, men hvorfor skulle jeg? Fordi du er gravid? Fordi du bærer ligeså meget mit barn?” spurgte han stilfærdigt og kneb øjnene sammen, som han betragtede hende sagte. Han fnøs kortfattet. ”Jeg ønsker dig.. og det er med alt hvad det indebærer, om det så også er med en skrigende snotunge deriblandt, for jeg lader dig ikke gå!” Han sendte hende et stilfærdigt og sigende blik, for han mente det virkelig i sit ramme alvor! Han vidste godt at hun ikke gjorde det for at stikke halen mellem benene.. eller, han vidste det faktisk ikke, for hvorfor ville hun overhovedet pakke og stikke af? Han havde jo ikke engang smidt hende ud endnu, han stod tilmed og sagde at han ville støtte hende i det, bare på en mere indirekte måde. ”Så bliv sur Ilaria, jeg er virkelig ligeglad, smadre flere ting, ødelæg hele huset, men derfor skal du ikke tro at det der en grund til at jeg vil kaste dig bort.” Han lagde roligt armene over kors, selvom det var lettere forsigtigt, for armen i slyngen var ufattelig øm. Hans blik faldt kort mod hendes hænder ved hendes ord, hvor han også himlede svagt med øjnene, han ville jo slet ikke kunne le mere uden at hun ville rive tungen ud på ham. Desuden kunne han stadig mærke hendes håndaftryk på kinden, selvom det ikke var så synligt mere, men den ene kind var dog mere rød end den anden, fordi hun havde skænket ham den syngende lussing. At hun til gengæld ikke havde lagt mærke til at han havde haft armen i slyngen måtte næsten forundre ham, for det havde han haft i nogle dage efterhånden. Han fnes kort og dog morende, som han rystede smilende på hovedet, inden han greb hende om kæbepartiet, for at vende blikket mod ham, selvom hun ville kunne hive hovedet til sig hvert sekund det skulle være. ”Hvis du ikke har lagt mærke til det, må du virkelig have været vred,” påpegede han stilfærdigt, inden han skænkede hendes pande et blidt kys, som han vendte blikket mod sin dårlige arm i slyngen igen. ”Keischa rev mig.. havde jeg ikke været ilddæmon, var jeg nok endt som spide,” fortalte han kort for hovedet, som han roligt vendte blikket mod hende og smilede et skævt smil. Han holdt virkelig meget af hende, selvom han jo aldrig havde fået hende det fortalt. ”Du hader det?” spurgte han morende, som han smuttede om bag hende for at trykke hende tæt ind til sig igen. ”Jeg ved du elsker det,” hviskede han i en drillende tone, inden han slap hende helt, for at gå mod badeværelset. ”Vent her kære,” bad han roligt, som han gik ud på badeværelset.

[Deleted]

Ilaria kunne virkelig ikke fordrage, at have det sådan som hun havde det lige for øjeblikket. Bare alene tanken om, at hun skulle arbejde med en morgenkvalme som ville vare igennem flere måneder – i sig selv, så havde hun faktisk lidt kvalme allerede, men det var nu ikke noget som hun tog sig af. Hun havde virkelig holdt sig i skindet igennem det sidste stykke tid, prøvet at finde muligheder og alternativer på hvordan hun kunne slippe for dette, men da det for alvor var gået op for hende at det slet ikke var muligt, så havde hun virkelig bare fået nok og så smadret hele stuen. At han jo så ikke ville smide hende ud, var noget som hun slet ikke kunne forstå sig på, for det var vel heller ikke fordi at en mand ville have en kvinde i hus, som smadret det hele? At hendes ord måtte irritere ham, kunne hun udmærket godt mærke, hvor hun tydeligt måtte stille sig en anelse på bagbenene og med blikket vendt stift mod ham. ”Jeg synes da, at det er et glimrende udgangspunkt!” endte hun ganske kortfattet og med den tydelige irritable mine. Hun kunne virkelig ikke fordrage, at være gravid! Det var virkelig noget af det værste af det hele! Hun sukkede dæmpet og vendte blikket ned mod hans arm igen. Hun havde slet ikke lagt mærke til, at han faktisk var kommet til skade.. hun havde virkelig, virkelig været vred og noget så frygtelig rasende. Hun sukkede opgivende, som hun let måtte himle med øjnene. Det var virkelig ikke så let! Hun var ikke den type som skulle gå hen og blive mor! Hun var slet ikke den type som skulle være mor og specielt ikke nu! Det var jo slet ikke noget som hun var indstillet på, på den ene eller den anden måde! Hun bed sig let i læben. Bange var hun faktisk, selvom det var et ord som hun aldrig nogensinde ville tage i brug på den ene eller den anden måde! Det var da noget som hun direkte ville og måtte nægte på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun sukkede tydeligt og opgivende. ”Du gør det virkelig heller ikke nemt for mig, Sonic.. Vil du virkelig have en skrigende lille snotunge rendende rundt her?” Blikket vendte hun direkte og stift i retningen af ham. Hun mente det jo faktisk i alvor og på alle måder endda, for det var slet ikke noget som hun lystede! At han jo direkte måtte definere barnet som en arving, var jo slet ikke en tankegang som hun var inde i. Det var jo bare en kommende skrigeunge, som sikkert ville drive dem begge til vanvid. Blikket vendte hun mod ham, som han nærmest måtte byde hende til det. Hun trak svagt på den ene mundvig. ”Det er ikke bare vrede..” påpegede hun stille. Sandt var det, det var en masse dumme følelser blandet sammen og det var det som hun virkelig ikke kunne fordrage! Hun blev stående, som han bare gik om bag hende, for at lægge armen om hende. Hun mente det faktisk når hun sagde, at hun hadet når han gjorde det som han gjorde – Det var jo kun fordi at hun faktisk godt kunne lide det. Hun lod ham trykke hende ind til sig, med armen omkring hendes mave endnu en gang. Det var bare.. rart at skulle stå der og så tæt på ham på denne her måde. At han så bare vilkårligt valgte at slippe hende, for at gå ud mod badeværelset, så kigget hun efter ham. Hun trak på skuldrene. ”Okay..” mumlede hun ganske kortfattet, som hun lod ham gå. Blikket gled tilbage mod tøjet som bare var smidt på sengen. At hun havde været så tæt på, at gå ud.. det var slet ikke en tanke som hun kunne forstå. Igen var hun faldet helt til ro.

[ilosonic]

Dette var bestemt ikke første gang at de måtte skændes, og det var heller ikke første gang at hun havde smadret noget, for det havde hun gjort før, hvor hun havde kylet det som hun havde haft i hænderne direkte ned i gulvet og Ilosonic gjorde aldrig noget ved det, det hjalp hende jo med at afreagere, så hvorfor ikke lade hende? Og det at hun havde smadret hele stuen ville han heller ikke sige det mindste til, for han var faktisk vant til at hun smadrede alle de antikke og værdifulde ting, og for hendes vedkomne betød det jo ingenting. Han fnøs kortfattet og himlede opgivende med øjnene til hende, for han ikke engang gad, at spilde krudt på at skulle diskutere det med hende, for han hidsede bare sig selv op. ”Fint,” mumlede han indædt og med sammenbidte tænder, uden at se på hende, som han var endt med at knytte hånden ganske let. Hvis hun ikke gad at være her, kunne hun fint få lov til at pakke færdigt og smutte, selvom.. det ønskede han jo faktisk ikke. Han var blevet utrolig glad for hende og det at hun var blevet gravid var jo ikke noget som nogen af dem havde regnet med, så det var vel bare et bump på vejen? Forhindringer ville de jo alligevel støde på, og han tvivlede ærligtalt på at dette var den største af alle, selvom han vidste at barnet garanteret ville gå dem på nerverne, drive dem til vanvid, men.. det var jo bare det som de måtte finde sig i, for han ønskede stadig hende her i huset om det så også skulle betyde at han skulle have en skrigende snotunge til at rende rundt her også. ”Tja.. jeg skulle have et barn på et tidspunkt uanset, så det kan ligeså godt komme før som senere,” svarede han stilfærdigt, for løgn var det jo ikke engang. Han skulle have en arving på et tidspunkt, hvilket krævede at han fandt en kvinde og at den kvinde også blev gravid, selvom han ikke ligefrem havde regnet med at gøre Ilaria gravid, specielt fordi han vidste at hun ville hade det. At det ikke kun var vrede, som havde fået hende til at smadre hele stuen undrede ham bestemt ikke! ”Det ved jeg godt Ilaria..” svarede han stille og i en lavmælt tone, som han betragtede hende ganske let. Han kunne dog godt se igennem fingre med det denne gang, selvom han måtte indrømme at han var træt af at hun skulle smadre det hele, men sådan var hun jo som person, destruktiv og når det kom til stykket, så holdt han af hende for den hun var. Han slap hende roligt for at gå ud på badeværelset, hvor han gik hen til skabet over håndvasken, hvor han åbnede skabsdøren, for at tage noget forbinding frem, samt noget vat og noget til at rense hendes sår med, inden han lukkede skabet igen, blot for at gå ud i værelset til hende igen. Han nikkede mod sengen, som tegn til at hun skulle sætte sig, inden han selv tog plads ved hendes side. Han holdt hendes hånd med sin egen dårlige, for det var ikke fordi at han ikke kunne bruge den, den var bare øm. Han kom noget af væsken på vattet, inden han vendte blikket mod hende. ”Det svier nok lidt,” mumlede han roligt, inden han duppede vattet mod hendes sår ved knoerne og fingrene.