You've got to be kidding me!!

[Deleted]

Det var ved at nærme sig den tidlige morgen på en relativ flot forårsdag. Fuglene sang, der var ikke så meget som en vind som rørte sig og det var ved at blive varmt, hvilket også var noget af det som måtte gå Ilaria frygtelig meget på, for hun havde slet ikke haft muligheden for at lade batterierne op i løbet af vinteren, for hun havde ligget i sygesengen mere eller mindre hele den årstid igennem. Den healer som hun havde tvunget en af tjenestefolkene til at sende bud efter, havde lige valgt at forlade dem. Hun havde valgt at gøre dette uden at indvie Sonic, for det var vel bare en ganske normal kvalme? Selvom der var noget andet som også måtte spille ind for hendes del, men det hele var blot bekræftet for hende og resultatet var bestemt ikke noget som hun havde brudt sig om. Udelukkende fordi at Sonic måtte stå som greve her på stedet, så var hun tvunget til at skulle bide tænderne let sammen, takke healeren for sin hjælp, selvom det havde været en indgang til det brændende inferno af vrede, fortvivlelse og frustration som hun måtte brænde med i det indre på denne måde, så havde hun dog ikke ladet det gå ud over healeren på nogen måde. Tvært imod, så havde hun ladet det gå ud over absolut alt som måtte være af nipsting i den store og ellers så flotte stue.
Alt hvad der var lavet af glas eller porcelæn, havde hun smadret enten ved de bare næver ellers havde hun kylet det direkte i væggen. Hun havde ganske enkelt bare fået nok! Det kunne virkelig ikke være rigtigt at det var nu! De havde jo for pokker kun gjort det denne ene gang! Vitrineskabet havde hun smadret med en knytnæve, hvor selv hendes næver var fyldt med hendes eget blod, selvom hun virkelig var for vred til overhovedet at lægge mærke til det. Stuebordet, vinduer, alt som hun havde været i stand til at smadre, var noget som hun havde smadret, for ikke at glemme, at stuen var endt med at blive kold som havde det været den største og mest isende vinter som landet nogensinde havde mærket sig af! Tjenestefolket havde nærmest flygtet udenfor og væk fra huset, som havde de frygtet for at blive til omvandrende ismænd, hvis de var kommet for tæt på. Ilarias øjne var helt mørke af vrede.. ikke mindst den fortvivlelse, for hun havde jo ingen anelse om hvad hun havde at regne med, hvad hun skulle forvente på den ene eller den anden måde, eller hvor hun havde Sonic for den sags skyld, så det var jo heller ikke fordi at det var noget som var nemt for hende på den ene eller den anden måde. ”Fordømte og helvede være med dig!” Hendes stemme var skinger og så høj, at det i sig selv, næsten kunne knuse vinduerne som endnu ikke havde været offer for hendes vrede. De store og flotte vaser som stod i stuen, var ikke længere. Blomsterne lå frosne på det iskolde gulv og alt var bare smadret til uigenkendelighed. Selv måtte det skræmme hende, at hun ikke havde kontrol over sine evner på denne her måde, men det havde hun ikke og hun måtte virkelig hade den tanke. Ganske stille gled hun ned på den iturevne sofa. Hendes negle var selv knækket og ødelagte af at rive og slide i stoffet og nu var gassen ved at gå af ballonen. Hænderne foldede hun stille ved sin mave, som hun nærmest bare endte med at stirre ud af det ødelagte vindue, som var der ikke sket noget som helst.

[ilosonic]

Den ellers så kolde nat var blevet erstattet med den lune forårsmorgen, hvor varmen endelig var ved at slå ind over landet igen. Nok stod Procias ikke i sin pragt længere, men det var noget som kun gjorde det langt smukkere i Ilosonics øjne. Det var et stort kaos, som han selv havde været med til at starte, selvom han også selv havde måttet bøde en del for det. Han var selv ramt af krisen, selvom.. han var nok den som kom bedst igennem den, netop fordi at han havde venner på den anden side, som faktisk hjalp ham, eller faktisk var det omvendt, for han havde bestukket nogle vagter på grænsemuren, som tog imod småpenge fra de mørkevæsner som han lod frit komme ind i landet for at hærge det, så de selv kunne få en del af den større kage, så han sørgede skam for at gøre en lille forretning ud af det hele. Han havde dræbt Keischa, dronningen af Procias, selvom at han havde sørget for at slette alle sine spor, for med så mange mørkevæsner i landet og så svagt som det måtte stå med vagter, så kunne det jo faktisk være hvem som helst, hvilket også var det han sørgede for. Han havde været ude denne nat, blot for at slette de sidste spor efter sig, hvor han nu var på vej hjem igen. Han glædede sig til at se sin seng, ligesom han også måtte glæde sig til at se Ilaria igen, for der var jo ingen tvivl om at han var begyndt at holde utrolig meget af hende, som hele tiden, og de sidste par nætter hvor han havde været hjemme, havde han jo faktisk også lagt og holdt om hende, vel fordi at de begge nød det?
Sonic kom ridende på den sorte prægtige hingst, som han havde fået skaffet sig, for han var ikke af en race der kunne løbe hurtigt, selvom at han jo faktisk havde været tæt på det, for Keischa havde kradset ham og inficeret ham med sin spidevirus, hvor han kun fordi at han var ilddæmon, var heldig at han ikke blev smittet, selvom at processen til at blive rask igen, tog en verdenskrig! Han havde sin arm bundet ind, for at stoppe infektionen, hvilket også gjorde at han ikke kunne bevæge den så godt, for virussen tog på hans energi, hvor hans arm var helt ubrugelig! Han betragtede de flygtende tjenestefolk, hvilket fik ham til at rynke brynene ganske let. Han red ind i gårdspladsen, inden han steg af hesten og fik stalddrengen til at tage hesten. Han vendte blikket mod den gamle butler, der kom hastende hen mod ham. ”Herre! De er nød til at komme hurtigt! Hun har smadret hele stuen!” Den arme mand var helt forpustet, hvor det kun var tydeligt at han måtte snakke om Ilaria. ”Udmærket,” endte Sonic stilfærdigt og kortfattet, som han himlede svagt med øjnene. Han gned sin skæggede hage ganske let, som han slet ikke havde haft tid til at barbere sig på det sidste, fordi at han havde haft arbejdet hængende ned over hovedet. Han gik roligt og med målfaste skridt op imod selve herregården, inden han åbnede den store hoveddør for at træde ind i den mindre forhal. Han kunne allerede herfra se at hun havde smadret stuen, for der lå jo glas over det hele! Han gik roligt mod stuen, hvor det første der slog ham var kulden, hvilket fik ham til at skrue automatisk op for hans varme, inden hans blik faldt på Ilaria, som måtte sidde i sofaen og med ryggen til ham. Et skævt og drilsk smil gled over hans læber, som han listede om bag hende, inden han slog den raske og stærke arm omkring hende, for at trykke hende tilbage i sofaen og ind mod ham selv. ”Godmorgen min smukke isdronning,” hilste han i en hvislende og drilsk hvisken mod hendes ene øre, som de mørke øjne så rundt i hele den smadrede stue. ”Og hvad er grunden til denne oprørske handling?” spurgte han stilfærdigt, som han skænkede hendes hals et blidt kys, inden han rettede sig op og betragtede hende kortfattet. Visse ting fandt han sig bestemt heller ikke i!

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt, at hun slet ikke burde eller kunne tillade sig at smadre et hjem som ikke var hendes eget, men lige den nyhed havde været mere end det som hun nogensinde havde regnet med at skulle høre. De havde jo for pokker kun gjort det den ene gang! Hun blev siddende og stirrede bare frem for sig i den store og tomme stue. Alt som hun havde fået fingrene i, var enten ødelagt, ellers var det frosset så meget, at det var endt med at gå i stykker af det, for hun kunne virkelig ikke kontrollere det længere og det var virkelig, virkelig frustrerende! Hun lukkede øjnene let og vendte blikket mod maven. Ungen ville jo uanset have ilddæmon i sig, så hun måtte jo også passe på sin egen temperatur, hvilket bestemt heller ikke var nemt for hende.. Måske at det ville forsvinde hvis hun frøs for meget? Hun ville jo næsten håbe på det, for alt det andet var noget som hun virkelig var fuldstændig ligeglad med. Hun havde slet ikke brug for at skulle være mor! Hun ville ikke være mor! Hvor Sonic havde været, vidste hun ikke og et sted, så var hun virkelig ligeglad, for han skulle bare holde sig langt væk fra hende af! Og han kunne få lov til at holde sin ting i bukserne, for den skulle hun da slet ikke i nærheden af endnu en gang! Det var der slet ikke nogen tvivl om!
At Sonic måtte komme ind, var slet ikke noget som hun mærkede sig af, som hun næsten var endt med at skulle glide direkte i hendes egne tanker. Tjenestefolket havde hun skræmt udenfor, for lige nu ville hun bare have lov til at sidde lidt selv for en gangs skyld, for hun kunne virkelig ikke fordrage at sidde der som en kæmpe hormonbombe som hun følte sig, for det var virkelig ikke nemt på nogen måde! Det stivnede kraftigt i hende, som han slog den ene arm omkring hende og trykkede hende ind til sig, hvor hun tydeligt bevidst måtte sænke temperaturen så meget som det nu var hende menneskelig muligt. Han skulle bare slippe hende! Hun knyttede de blodfyldte knoer og vendte blikket mod ham over sin ene skulder. De havde ligget tæt igennem de sidste mange dage og hun havde i den grad nydt ham, hun havde nydt det som han havde gjort, men dette resultat.. det var slet ikke noget som hun ville have noget som helst med at gøre. Hendes øjne lynede af ren vrede og alligevel fortvivlelse, selvom vreden var det mest tydelige. ”Slip mig, Sonic..” Hendes stemme var en hvislen, idet hun svang hånden i en knyttet næve direkte mod hans ansigt. Nu var hun igen den trodsige og hun ville bare have ham så langt væk fra sig, som det nu måtte være hende menneskelig muligt og det skule være lige nu og lige her! Hun rejste sig, som hun hurtigt måtte trække sig væk fra ham, hvor hun sendte ham en direkte trodsig mine. Hun skulle bare overvinde hans varme, selvom det bestemt heller ikke var en nem opgave, men hun agtet i den grad at skulle gøre det og så godt som det var hende menneskelig muligt! ”Du skal bare holde dig LANGT væk fra mig!” Hun kunne slet ikke falde til ro og nu hvor han stod der, så var det bestemt heller ikke nemmere for hende. Hun rettede fingrene en anelse ud, hvor hun ømmede de stakkels ødelagte knoer, for de var virkelig godt ømme efterhånden. De var kun fulde af blod, udelukkende fordi at hun havde skåret sig, når hun havde smadret glas, vinduer og vaser og andet som hun havde smadret sine næver ind i, bare for at få bugt med sine utrolige mange frustrationer, for det havde virkelig været intenst.

[ilosonic]

Der var ingen tvivl om at Ilosonic virkelig var begyndt at holde utrolig meget af Ilaria, for han var jo om hende hvert sekund han kunne være det, han holdt om hende om natten, fordi hun ønskede det af ham og selvfølgelig fordi at han selv havde lyst. At hendes humør så var ændret på en enkelt dag, forstod han ikke, for han tvivlede på at det var fordi at han havde været ude det meste af natten og gårdagen med, hun var jo vant til at han til tider skulle arbejde lange dage og nætterne med. Men at se hele huset i smadder – eller i hvert fald hele stuen – var noget som virkelig måtte irritere ham, selvom at det for det første måtte forundre ham at hun var blevet så vred, for det var ikke sket før. Hun havde smadret et par ting før i sin vrede, men et helt rum? Han sukkede opgivende inde i hovedet, bare ved tanken om at han skulle ind til hende, for han ville da få revet hovedet af.. igen.
At Ilaria ikke ønskede Sonic tæt, var noget som han vidste, for det gjorde hun aldrig når hun var i det humør, selvom at han ikke vidste hvorfor hun var vred, men det var vel på grund af ham af en eller anden art? Han greb omkring hendes håndled, da hun slog ud efter ham, hvor de mørke øjne betragtede hendes næve, som måtte være fyldt med glassplinter og blod. ”Du er såret,” bemærkede han stilfærdigt, som han kneb øjnene sammen. Han nåede dog ikke at gøre det store, inden hun rejste sig, hvor han slap hendes hånd, som han så efter hende. Han rettede sig roligt op og betragtede hende lettere afventende, som tegn på at han ønskede svar på hvorfor hun reagerede på denne oprørske og barnlige måde. Han trak vejret dybt og sukkede opgivende, som han himlede svagt med øjnene. Nu skulle han pludselig holde sig væk? Førhen havde hun nærmest tryglet ham om at holde om hende. Han rystede opgivende på hovedet, som han vendte ryggen til hende, som han forlod stuen. Han gik tværs over forhallen, som han endte med at gå ud ind på kontoret, hvor han gik hen til det ene skab, som han åbnede, for at tage fat om lægekassen. Forberedt på diverse skader var han skam. Han gik roligt tilbage til stuen, imens han fiskede en forbinding frem. ”Du har skræmt hele tjenestestablen væk..” Han vendte roligt de mørke øjne mod hende igen, som han smed lægekassen på den ødelagte sofa, inden han gik hen mod hende, som han holdt forbindingen ud. ”Jeg troede vi havde talt om at være flinke mod personalet?” Han betragtede hende lettere strengt, som han tog hendes ene hånd, som han forbandt, om hun så ville det eller ikke. ”Og stå så stille!” Denne gang var hans ord hårde, strenge og som en ordre, for måske han var mild over for hende, han så igennem fingre med en masse ting som hun gjorde, men at ødelægge hele stuen og skræmme personalet væk, når hun vidste hvor svært de var at finde? Så blev han for det første muggen! Han fik det forbundet så godt han kunne, for han kunne jo ikke bruge sin dårlige arm så godt. Som han blev færdigt, lagde han armene over kors og betragtede hende kortfattet. ”Og hvad er så grunden til dette postyr?” spurgte han stilfærdigt og med en stemme der krævede svar, nærmest som om at han var far der skældte ud på sin datter.

[Deleted]

Ilaria holdt virkelig meget af Sonic, det gjorde hun virkelig og efter deres enkle aften, så havde det jo kun udviklet sig og blevet til noget større. Den betydning som han havde fået for hende, var vel også bare en bekræftelse på det i det store og hele, hvad end om det var noget som man ville være ved eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed når alt endelig måtte komme til alt. At han skulle arbejde sent og til tider også længe, var en ting som hun ikke havde noget imod, for det gav hende jo også en mulighed for at undersøge det hele nærmere, ligesom finde ud af hvor grænserne måtte gå, men hun måtte jo desværre indrømme, at dette var slet ikke noget hen af det som hun havde forestillet sig. Hun havde gjort dette så frygtelig mange gange før, og så kom der et resultat ud af den ene gang, hvor hun var sammen med Sonic? Det kunne simpelthen bare ikke passe! Hun ville bare ikke høre tale om det!
Som Sonic måtte gribe fat i Ilarias hånd, idet hun prøvede at lange ud efter ham, var noget som kun gjorde hende langt mere irriteret, for hun vidste udmærket godt, at hun var kommet til skade, for det gjorde faktisk ondt, bare det faktum, at hun skulle knytte hånden! ”Det behøver du så sandelig ikke at påpege for mig, Sonic..” vrissede hun med en tydelig fast tone, for hun var virkelig, virkelig vred! Et sted ikke bare vred, men også… bange? Hun havde jo slet ikke nogen anelse om hvordan det var og hvad det ville sige at være mor! Hun nægtet at stå op om natten hver anden time for at give møgungen mad! Det ville hun simpelthen bare ikke være med til! Hun var slet ikke det som man kunne kalde for en mor på nogen måde overhovedet! Hun skulede olmt efter ham og med den tydelige vrede i blikket. At han kom tilbage med lægekassen, var noget som kun gjorde hende langt mere irriteret, for hun vidste, at hun ikke rigtigt havde noget andet valg. Hun knyttede næven som han tog den, selvom hun virkelig måtte dirre af ren og skær vrede! ”Spar mig for de kække kommentarer, Sonic!” Hvis et blik kunne dræbe, så var han i den grad faldet direkte til gulvet og det var med det samme. Hånden trak hun til sig som han havde fået den bundet ind, også selvom han stadig måtte mangle den anden. ”Jeg er fuldstændig ligeglad med tjenestefolket.. Jeg er ligeglad med det hele! De kan skride hele vejen til helvede! Det rager ikke mig!” Hun vendte sig direkte mod ham, som han lagde armene over kors. Hans ro, var noget som kun gjorde det hele så meget værre for hende, for det hidsede hende kun langt mere op. Hun knyttede næverne igen, hvor hun næsten måtte tage sig sammen, for ikke at ende med at lange ud efter ham endnu en gang, selvom hun virkelig havde lyst. Havde han været hjemme, så havde det gået ud over ham i stedet for stuen, for hun havde altid elsket og nydt at skulle sidde i den og være der, men nu.. ja, man kunne vel snildt sige, at det flotte og det hele, var taget lidt fra det? ”Bare.. lad mig være, okay?! Jeg.. bare lad mig være!” Hun vendte sig mod vinduet, hvor hun stadig måtte udstråle med den faste og klare kulde og frost. Hendes hud var nærmest helt blå, selvom hun nu ikke kunne fryse mere, men det gjorde det vel heller ikke helt nemt for ham at være i nærheden af hende? Selv det at han nærmest havde brændt hendes hånd for at få den forbundet, var noget som irriterede hende. Han skulle bare lade hende være!

[ilosonic]

De mørke øjne betragtede Ilaria noget så stilfærdigt. Ilosonic kom hjem til et hus, hans hus, som var fuldstændig revet fra hinanden, fordi at hun fik et af sine flip og det var ærligtalt noget som måtte irritere ham noget så grusomt, specielt fordi at hun lod til at give ham skylden og han havde ikke engang været hjemme det sidste døgnstid, så han vidste slet ikke hvad der var sket! Han sukkede opgivende, hvor han blot lod hende trække sin hånd til sig, for han ønskede heller ikke at gøre mere skade på hende, end det som hun havde forvoldt sig selv! Selvom han godt så at hendes anden hånd også var blodig. De mørke øjne faldt tilbage i hendes isblå, hvor et næsten irriteret smil gled over hans læber. ”Ilaria.. jeg ved ikke hvad der går dig på, og du er måske ligeglad med alle andre, men jeg nægter at stå og se på imens du ødelægger hele huset!” svarede han fast og i en lettere vrissen, for han fandt sig virkelig ikke i det! ”Og hvad skal jeg forklare tjenestestablen? At du fik et lille ’flip’.. er du klar over hvor svært det er at skaffe folk nu om stunder?!” Det var ikke engang fordi at han overdrev, for det var ikke engang løgn, men.. det var hun vel ligeglad med? Hun var virkelig umulig at stille tilfreds! Han himlede svagt med øjnene, inden de næsten faldt noget så tvært på hende, da hun sagde at han bare skulle lade hende være. ”Bare lade dig være?!” gentog han vredt, hvor han slap en noget så kold og vantro latter, inden blikket faldt advarende på hende. ”Du smadre hele min stue og så siger du at jeg bare skal lade det ligge? Lade dig være?” spurgte han stilfærdigt, hvor de mørke øjne hvilede noget så flammende på hende. ”Fortæl mig hvad der er galt,” opfordrede han hende denne gang med en rolig stemme, for han vidste at han heller ikke fik noget ud af at tirre hendes temperament langt mere. Han betragtede hende stilfærdigt og kortfattet, for han nægtede at lade dette slippe, specielt ikke når hun havde smadret det hele! Han trak vejret dybt og sukkede derefter stille og næsten overgivende. Han vendte blikket mod hende, hvor han var faldet langt mere til ro. Han var nød til at holde sin varme en anelse oppe, for ellers ville han ikke kunne holde hendes kulde ud, og hun var endt helt blå i huden. Han slog let ud med den raske arm, inden han gik mod hende, som han lod armen falde omkring hendes mave, som han trådte om bag hende, for at trykke hende ind til sig, hvilket også resulterede i at det måtte dampe fra dem, fordi at de var to modsætninger. Han trykkede hende blidt ind til sig, som han skænkede hendes hals endnu et blidt kys. ”Hvorfor er du så vred?” spurgte han roligt, som han lod sin tommel stryge hende lettere fraværende over maven uden at han anede hvad hun egentlig måtte bære på, noget som de faktisk sammen havde skabt. Af den grund, måtte det faktisk frustrerer ham at han ikke vidste hvad det var som gik hende sådan på, for det var jo tydeligt at det ikke bare var ingenting, som havde hidset hende sådan op i det røde felt og han havde slet ikke været hjemme og alligevel var det som om at hun gav ham skylden for det hele!

[Deleted]

Ilaria mente det virkelig, når hun sagde, at hun var fuldkommen ligeglad med det hele, for det var bestemt heller ikke noget som hjalp hende at skulle tænke det mindste på. Hun var gravid.. de havde kun været sammen en eneste gang, så det var vel også oplagt, at hun måtte give ham skylden for det? Hun var slet ikke klar til at blive mor og specielt heller ikke når hun ikke havde nogen at dele byrden med! I Dvasias så man jo som oftest, at manden vendte ryggen til når tøsen endte med et frugtbart resultat efter en tur under dynerne. Et sted var hun vel også bange for, at han faktisk ville ende med at skulle kyle hende ud? At han bare ville kassere hende og bare glemme, at hun nogensinde havde været der? Et sted panik, fortvivlelse, vrede og frustration samlet på en og samme tidspunkt og det var bestemt ikke en hyggelig fornemmelse, at skulle sidde med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Forklar dem hvad fanden du vil, Ilosonic, jeg er virkelig ligeglad!” vrissede hun med en fast tone. Hun vidste udmærket godt, at intet her i huset var hendes, men det var nu stuen at det var endt med at gå ud over alligevel, så kunne alt andet være fuldstændig ligegyldigt! Hvis han havde været der, så havde det været ham som hun havde gjort det imod og et sted, så var det jo heller ikke noget som hun havde ønsket, hverken på den ene eller den anden måde, men det var jo så også bare sådan at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Hun sendte ham et direkte trodsigt blik. Vred var hun virkelig og det var også alt sammen hans skyld! ”Kan det ikke bare være ligegyldigt, Sonic? Bare lad mig være!” Hun endte med at tage sig frustreret til håret, hvor det næsten kunne se ud som om, at hun faktisk godt kunne finde på at skulle rive det direkte af! Tanken i sig selv, var noget som gjorde hende direkte vred og noget så frygtelig irriteret. At han endte bag hende, hvor han lod armen søge om hende, hvor han trykkede hende ind mod sig, så det direkte måtte begynde at dampe, var noget som direkte måtte få hende til at sitre. Kysset mod halsen, var noget som helt per automatik, fik hende til at blotte den, hvor et opgivende suk måtte slippe hendes læber. Hans strøg mod hendes mave, var faktisk noget som hun godt kunne lide, selvom.. ville han gøre det, når hun endte fed som en hval? ”Bare.. glem det..” afveg hun. Hun vendte blikket stille omkring i stuen, som hun faktisk først nu måtte lægge mærke til de ødelæggelser som hun havde forårsaget. Hun havde gjort det i blind vrede og det havde faktisk heller ikke været hendes mening, at skulle ødelægge det på den måde, eller skræmme tjenestefolkene væk, for hun vidste godt, hvor svært at det var at skaffe nye. Det havde han jo allerede påpeget for hende adskillige gange. Nu hvor hans varme var skruet så meget op, så var hendes kulde nøjagtigt det samme, for hun ville jo heller ikke ende med at brænde sig, hvis hun da ellers kunne blive fri for det. Den ene hånd strøg stille over hans og med et svagt suk. Hun nød faktisk de strøg over hendes mave.. men igen, hvad så når den bliver stor og fed? Hun rystede de tanker ud af hovedet. Hun skulle under ingen omstændigheder have det barn! Hun var slet ikke klar til det og slet ikke under disse omstændigheder. ”Jeg er bare stødt.. ja.. Bare glemt det..” afveg hun igen. Hun vidste jo ikke engang hvordan pokker hun skulle sige det, og det gjorde det jo kun værre!

[ilosonic]

Det var ikke fordi at det var nyt at Ilaria blev så vred at hun ødelagde de ting hun havde i hænderne, men det at ødelægge et helt rum, som dette, var noget som Ilosonic ikke havde set før, selvom at det faktisk også måtte irritere ham, for nu skulle han til at investere i ikke bare nye vinduer, men også sofaer plus alle de nipsting, som havde gjort rummet hyggeligt, plus hun havde ødelagt det flotte vitrineskab, som ikke bare var billige sager som havde været her! Desuden så havde mange af tingene også tilhørt hans fader og bedsteforældre, hvis ikke længere tilbage! Det var antikke ting, som hun havde valgt at ødelægge på et splitsekund! Men på den anden side, så var han ikke typen der gik så meget op i tingene, selvom at han da helst ville have at det så ædelt og nobelt ud, nu hvor han endelig havde fået sin længeventede titel som greve i Procias! Han himlede svagt med øjnene som hun endnu engang bad ham om at lade hende være, for hun kunne da ikke selv gå rundt med den tro at hun kunne smadre det hele og han så ikke ville spørge ind til det og tilmed kræve svar, for det gjorde han! Han var en tolerant mand, han havde tålmodighed til mange ting, men dette? Det var virkelig absurd! De mørke øjne betragtede hende ganske roligt, som han var endt bag hende, hvor han fortsatte sine små strøg over hendes mave. At hun faldt til ro, kunne han godt mærke, hvilket faktisk også måtte glæde ham, for han ønskede ikke at hun skulle smadre flere ting, det gjorde dog også automatisk at han måtte skrue ned for sin varme, så hun ville kunne holde ud at være ham tæt, som når de havde lagt sammen om aftenen. At hun blev ved med at afvige, irriterede ham til dels, selvom det også måtte gøre ham.. frustreret? Han ønskede at vide grunden til hendes postyr, for dette var ikke bare småting! ”Hold nu op Ilaria.. der er noget som plager dig, eller ville du ikke smadre hele stuen,” svarede han stilfærdigt og med en kontrolleret undertone. Han fandt sig bestemt ikke i at hun kom med ham hjem, for at bo her og så bare smadre alle ting uden at komme med en fornuftig grund! Selvom at der vel egentlig ikke var noget fornuftig grund til at smadre et helt rum? Han rykkede hovedet en anelse frem, så han kunne skænke hendes kind et blidt kys, imens han trykkede hende ind mod sig, inden han lagde sin hage mod hendes ene skulder, uden at han tog blikket fra hende. ”Det burde efterhånden være gået op for dig, at du kan fortælle mig alt,” sagde han roligt, som han så lettere afventende på hende, inden han rettede sig mere op. ”Desuden.. så kræver jeg skam også et svar til hvorfor hele stuen ligger hen i ruiner,” tilføjede han stilfærdigt, som han endnu engang måtte kigge rundt i hele stuen, som var smadret fuldstændig. Det var faktisk utroligt at hun havde ødelagt så meget, for det var ikke kun hendes iskræfter der måtte spille ind. ”Så.. fortæl mig det,” opfordrede han stille, som han endnu engang vendte blikket mod hende igen, hvor et lille træk måtte hvile i hans ene mundvig. Hun regnede vel heller ikke selv med at hun kunne holde ting hemmeligt for ham? Desuden blev hun ved med at smadre hele huset uden grund, så smed han hende jo nok ud på et eller andet tidspunkt.

[Deleted]

At smadre en ting eller to, var noget som Ilaria altid gjorde, når hun var vred, men denne gang, var det virkelig langt mere end det som hun kunne tackle og det var vel også tydeligt? Hun havde smadret hele stuen uden egentlig at tænke over det. Hun havde smadret sine knoer, hvor hun først nu kunne mærke hvor ondt det faktisk gjorde, at hun næsten ikke kunne rette sine fingre ud på den ene eller den anden måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Et sted så ville hun jo faktisk næsten foretrække, hvis han bare valgte at smide hende ud fra start af, for det var da noget som hun kunne forholde sig til. Som han selv måtte sænke temperaturen, så lod hun selv varmen tage til i sin egen krop, så hun selv måtte mindske i sin egen kulde, for det tog faktisk på hendes energi, at skulle lade det komme frem på denne her måde, men det havde ganske enkelt været i et vredesudbrud, som hun slet ikke havde været i stand til at skulle styre på den ene eller den anden måde, og det var bestemt heller ikke fordi at det havde været nemt for hende på nogen som helst måde overhovedet. Hun sukkede indædt og rystede let på hovedet. Hun var slet ikke for at skulle fortælle ham det og da specielt ikke hvis hun ellers kunne blive fri for det! Hun fnøs ganske kortfattet, selvom hun var blevet langt mere rolig og langt mere kontrolleret nu end det som hun havde været til nu, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hans kærtegn af hende, var noget som gjorde hende direkte rolig igen, hvilket i den grad også var rart, selvom panikken og vreden samt den brændende fortvivlelse, ikke var noget som bare forlod hende bare sådan uden videre. Han kendte hende desværre bare alt for godt efterhånden og det var en tanke som efterhånden også måtte glæde hende og i denne situation, så var det noget som frustrerede hende som intet andet overhovedet. Hun himlede let med øjnene og rystede på hovedet, som han lod hovedet glide mod hendes skulder. Sandt, at hun kunne fortælle ham alt og det var i den grad også noget som hun virkelig måtte være glad for og på alle måder endda, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være i det store og hele. Kysset mod hendes kind, var noget som i sig selv, også havde gjort hende en anelse mere rolig, for det var vel også noget som hun havde manglet og savnet igennem det sidste døgns tid, hvor hun slet ikke havde set det mindste til ham, men hun vidste at han havde arbejde og andet at tage sig til, og at han ikke kunne være sammen med hende konstant, så var de jo bare sådan at det nu end måtte være i det store og hele. Hun knyttede næverne igen, selvom det virkelig gjorde ondt, men det var noget som hun bare valgte at bide i sig. ”Jeg burde smække dig hele vejen til helvede for det, Sonic..” Hun vendte blikket over sin skulder og direkte mod ham. Bare alene den tanke om at hun måtte bære et barn med sig på denne måde, var noget som direkte fik hende til at koge indvendig. Det var ikke fordi at den tanke var noget som havde ramt hende med en glæde af nogen slags, men det var nu bare sådan at det nu måtte være. Der var ikke noget som hun kunne gøre ved det, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun tog hans hånd ganske stile. Det var jo heller ikke fordi at hun ville skubbe ham væk på den ene eller den anden måde. Hun sukkede lettere opgivende og rystede så på hovedet igen som hun lagde dem om hendes mave som hun trykkede let om dem. Hun ønskede at han skulle holde om hende med andre ord. Blikket stirrede tomt frem for sig, selvom.. hun pludselig følte for at græde i stedet for. Han havde bare ødelagt alt!

[ilosonic]

Meget var sket, siden Ilosonic havde valgt at være Ilaria så tæt som kun to elskende burde være. Han havde dræbt Keischa, selveste dronningen af Procias, hvor han i dette døgn havde været ude for at slette sine sidste spor, for at lægge skylden over på et hvilket som helst mørkevæsen. Ikke nok med det havde han ladet Isabella blive, hvor han faktisk havde valgt at hjælpe hende med at finde ud af om hun var datter af Vladimir Darcy og dermed hans søster – halvsøster. Han havde været oppe på slottet, hvor han havde fundet testamentet, nøjagtig som da han havde skullet bevise overfor Marius at han var hans bror, ikke nok med det havde han fundet et andet værdifuldt pergament, som han havde opbevaret et sikkert sted, så ingen ville kunne finde det, foruden ham, hvor han håbede på at det senere hen kunne blive et es i ærmet. De mørke øjne søgte ganske let rundt i hele stuen som var hærget fuldstændig. Tjenestefolkene var væk, han gik ud fra at Bella passede sine egne ting og sager, som altid, for han ville sådan set heller ikke blande sig som sådan i hendes ting, foruden når det kom til at være her på herregården, for her var det ham som bestemte og det lod han også folk mærke, når det blev nødvendigt, specielt når Ilaria valgte at smadre et helt rum, hvor hun tilmed havde ødelagt antikke ting! Så vidt han kunne forstå på hendes ord og reaktioner, så var det hans skyld? Hvad han så ikke kunne forstå, var det faktum at han havde været ude hele natten, og han tvivlede på at hun var sur over at han havde været på arbejde, for det var jo ikke engang første gang. At hun tog om hans hånd og trykkede den ind mod sin mave, fik ham til at smile ganske let, for det betød da kun at hun ikke var helt så modstridende over for ham, at hun ikke var fuldstændig rasende på ham, men at hun faktisk var ved at falde til ro, og skulle han være ærlig, så nød han faktisk at han havde den effekt på hende. Han blev stående tæt ind på hende med armen omkring hende, så han kunne holde hende tæt ind til sig, selvom at den dårlige arm, måtte hvile tæt ind til hans egen krop i slyngen, for han havde nok dræbt Keischa, men hun havde sat Spidevirussen i ham, hvor hans krop langsomt var ved at nedbryde den, men det tog dog længere tid fordi at det var på ham selv – noget der virkelig måtte irritere ham! Men fjernede man forbindingen så var hele hans underarm fyldt med gul væske, et ulækkert syn for mange, men det gik da i det mindste kun den rigtige vej. ”Det er min skyld?” spurgte han lettere forvirret, for han havde jo slet ikke været hjemme for pokker da! Men Ilaria var virkelig også noget for sig selv. Han himlede svagt med øjnene. ”Og hvad er det helt præcist som er min skyld, hn? Jeg har været ude dagen i går og hele natten med, jeg tvivler ærligtalt på at det er det som går dig på og giver dig grund til at ødelægge vores hjem,” svarede han stilfærdigt. Han var godt nok greve og havde det sidste ord og det hele var hans, men.. han havde ladet Ilaria bo her af en grund, så det var lige så meget hendes hjem, som det var hans – i hans øjne. Det gav hende dog stadig ikke grund nok til at smadre hele stuen!

[Deleted]

Ilaria fortrød på ingen måde, at hun havde valgt at lade Sonic komme hende så skræmmende tæt på som dette, for det var virkelig noget af det bedste som hun længe havde oplevet, men at det skulle bære frugt, var noget af det som direkte måtte gøre hende vred! Det var slet ikke noget som hun var klar til på nogen som helst måde overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun blev stående i hans arme. Måske at det hele var hans skyld – set i hendes øjne om ikke andet, for hun vidste udmærket godt, at der skulle to til tango, men det var nu noget som hun slet ikke ville tænke på lige netop nu, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket stille mod ham og til dels stadig med den vrede og den panik som måtte være at spore ved hende. At holde hænderne tæt ved sin mave, var noget af det som gjorde det hele, men ville det også fortsætte når hun blev stor og fed? Præget af de mange hormoner og det hele.. om ikke andet, hvordan ville han tage hendes graviditet? Eller ville han bare smide hende ud ligesom hun faktisk måtte gå og regne med? Tankerne kværnede rundt i hendes hoved, og det var virkelig noget som måtte gøre forbandet ondt, at skulle tænke på, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun rystede på hovedet. Han forstod da heller ikke noget som helst! Det var ikke fordi at han var på arbejde, at det havde fået hende til at flippe skråt. Han havde arbejdet at skulle tage sig af, men det var noget som hun bare valgte at acceptere i den anden ende. Ikke fordi at det gjorde hende noget, for det var vel også kun en god ting, at de ikke havde hinanden nær så meget som det? At han havde sit at lave, som hun havde sit? Og nu hvor hun havde sin kommende mave at slås med, så havde hun i den grad nok at skulle se til! Han var den som fik hende til at slappe af, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være i det store og hele, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, for hun kunne ikke rigtigt gøre noget ved det alligevel. Hun sukkede opgivende. Dette var uanset en tabt kamp for hendes vedkommende! Hun vidste ikke hvad der var sket med hans arm, om ikke andet, så ville det jo faktisk bekymre hende, men hun havde knapt nok ænset at hans arm måtte hvile i en slynge eller noget som helst. Hun strøg ham let over hånden som måtte hvile ved hendes mave. Hun vendte blikket stille mod ham over sin ene skulder, med et blik som nærmest bare måtte tvinge ham til at tie stille i stedet for. ”At du er ude, rager mig en høstblomst, Sonic!” endte hun med en fast stemme, som hun næsten fandt en eneste vej ud til at skulle flippe endnu. Hun havde bare brug for at komme af med det. Hendes mave var en anelse hård, men det var jo så også det. Den skulle jo gøre klar til det voksende barn i hendes indre. Hun vendte sig direkte mod ham og denne gang front mod front. Hendes blik måtte lyne. Det var jo heller ikke fordi at hun fortrød at han var kommet hende så tæt på, men altså.. dette var virkelig ikke noget som hun havde regnet med på den ene eller den anden måde! ”Det er din skyld! Hvis bare ikke… Argh!” Hun endte med at rive sig let i håret. ”Jeg er gravid, Sonic!” endte hun med en frustreret stemme, som det bare røg ud af munden på hende. Hun vendte blikket mod ham. Næsten ventende til en reaktion.

[ilosonic]

Hvorfor Ilaria måtte flippe ud som hun gjorde, var grunde som virkelig var ukendte af Ilosonic, og hun gjorde nærmest som om at det hele var hans skyld? Han havde jo for pokker da ikke engang været hjemme! Så hvordan pokker kunne det være hans skyld?! Det måtte faktisk irritere ham at hun altid skulle lægge skylden over på ham, for ikke nok med det skulle han jo også finde sig i hendes hundsen fra før af! Hun var bestemt, hun var dominant, hun var krævende og man skulle bestemt ikke stå i vejen for hendes holdninger og meninger, men hvor kunne det også være irriterende at hun skulle være sådan! Det var jo ikke engang fordi at dette ville være deres første skænderi, for dem havde de efterhånden oplevet mange af, til tider over små simple ting, som han bagefter slet ikke kunne forstå at de havde skændtes over, men sådan var det vel? Det var ikke fordi at han fortrød at han havde taget hende med sig dengang for længe siden, for det gjorde han bestemt ikke! De havde måske skændtes en masse gange og hun havde efterhånden også ødelagt mange af tingene her i huset, men.. han nød jo hendes selskab, han nød at være hende tæt og han nød at være den mand som hun havde brug for, han nød at være hendes redningsmand, helten der kom hende til undsætning og han kunne da ikke finde på at smide hende ud, for sandheden var.. han ville jo komme til at savne hende. Han kunne og ville ikke undvære hende. De mørke øjne faldt på hendes skikkelse, da hun vendte sig om, hvor hendes ord blot gjorde det tydeligt, at det ikke var fordi at han havde været ude, men.. hvorfor så? Alt havde jo været fint mellem dem, da han havde taget af sted, han havde tilmed kysset hende farvel, som en mand gjorde med sin hustru, så hvad var problemet? Som hun vendte sig, så de stod front mod front, så gled hans hånd længere ind mod hendes side, hvor hans hoved søgte ganske sagte på sned, imens han så afventende på hende, for hun var jo nød til at fortælle ham hvad der var galt, ellers rendte han rundt som en forvirret høne uden hoved og hverken anede til eller fra af hvad han skulle gøre. Hendes ord fik ham dog til at se kort vantro på hende, inden han brød ud i en munter latter, hvor han trykkede hende tæt ind til sig, uden at han tog blikket fra hende, som et morende smil gled over hans læber. ”Helt ærlig Ilaria, synes du ikke at det at bruge graviditet som en undskyldning er.. tosset?” spurgte han stilfærdigt og hævede sigende det ene øjnebryn, imens de mørke øjne hvilede morende på hende, for det var da en forbandet god joke! Og et sted så var det vel også til fortrængning? Fordi han faktisk håbede på at det ikke var sandt? For selvom han ikke lagde mærke til det, så spredte der sig en lille klump af panik og overraskelse i ham, for ham som far? Det var da det sjoveste billede han nogensinde havde fået proppet ind i hovedet! Selvom det at se hende for sig som en mor slog ham som en far! Hun var jo slet ikke kvinden til det job! Det morende smil forlod ikke hans læber på noget tidspunkt, for det kunne det slet ikke!

[Deleted]

Det at Sonic havde sit arbejde at passe, var noget som hun var ligeglad med, for det var bestemt ikke noget som hun blev sur over eller noget som helst. Det var jo bare en almen ting som alle skulle passe – dem som havde et arbejde om ikke andet og nu hvor hun havde været her, så havde hun jo heller ikke været nødsaget til at skulle finde noget som helst direkte at skulle give sig til. At han kysede hende farvel inden han måtte smutte på arbejde, havde hun slet ikke haft noget imod, for.. det havde virkelig bare været en dejlig følelse. Han havde været den eneste som var kommet hende så tæt på, på denne måde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til alt. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den tydelige trodsighed. Denne gang havde de virkelig passeret stregen og det var slet ikke noget som hun ville høre noget som helst af i hendes liv! Som han trak hende tættere på sig, selv da hun havde vendt sig, så de stod front mod front, var noget som fik hende til at sitre, selvom hans reaktion på hendes graviditet, var noget som gjorde hende stiktosset! Han grinte af det? Hvordan vovede han at grine af hende?! Hendes øjne endte kraftigt med at lyne, som hun uden det mindste varsel, endte med at hæve hånden og svang den direkte mod hans kind i en form af en direkte og syngende lussing. Hun var temmelig sikker på at hun faktisk ville ramme ham denne gang. ”Hvor vover du at grine af mig, Sonic?!” hvæsede hun med et direkte had i stemmen. Hun lavede bestemt ikke sjov med det! For pokker da, hun havde lige smadret en hel stue på grund af hendes tilstand! Også selvom de kun havde været så tætte på hinanden denne ene lille gang, så var det jo bare det og sådan at det nu måtte være i det store og hele! Øjnene endte blanke, selvom hun nægtet at vise ham det. ”Så er det nok!” Hun endte med at sætte begge hænderne direkte i hans bryst, hvor hun med alt den kraft hun havde i sine arme, endte med at skubbe ham væk og trak sig væk fra ham. ”Jeg pakker. Jeg har fået nok!” endte hun med en frustreret stemme, som hun vendte om på hælen for at forlade stuen. Hvis han ikke kunne tage hende alvorligt eller seriøst, så kunne det være fuldstændig lige meget! Hun rev forbindingen af sin hånd og smed det blodige stykke stof ned på gulvet. Hun ville ikke tage imod hans hjælp og hvis han ikke kunne tage hendes graviditet seriøst, selvom det vel også var noget af det som hun havde brug for lige nu, så kunne det virkelig også være lige meget! Tårerne trængte sig på, selvom hun var en stor pige! Hun havde slet ikke nogen grund til at skulle lade dem falde på denne her måde! Det var der slet ikke nogen grund til på denne her måde! ”Jeg har ikke brug for dig, til at gøre grin med det, Sonic! Dette er din skyld!” De blodige hænder foldede hun stile over sin mave, næsten som havde det været en vane, da hun endnu en gang sænkede temperaturen så meget, at hendes hud måtte ende med at blive fuldkommen blå. Hun havde virkelig ikke en kontrol over sig selv, også selvom hun vidste at den isende og bidende kulde som hun gjorde brug af, måtte skade barnet i længden, for den havde vel også ilddæmon i sig, ligesom sin ídiotiske far? Hun havde bare fået nok af det hele! Hun nåede dørene til stuen som hun hamrede op, hvor et isende håndaftryk satte sig. Hun var virkelig ude af kontrol!

[ilosonic]

At komme Ilaria så tæt som det Ilosonic havde formået var noget som han nød og ikke fortrød på nogen måde, for skulle han være ærlig, så ville han jo faktisk ikke have noget imod en gentagelse af den dag. Han havde virkelig nydt det og han var jo endt med at holde utrolig meget af hende, når han var sammen med hende, var det som om at han mistede kvindelysten, for han var normalt en mand, der ikke kunne stå for en smuk kvinde, akkurat som hans far, så på det punkt var de faktisk ens, foruden at Sonic ikke gik i sin fars fodspor, for han skiftede ikke hustru efter hustru, desuden så følte han sig hjemme sammen med Ilaria, selvom hun godt kunne gå over stregen mange gange, men sådan var det jo, desuden var der jo intet godt, hvis der heller ikke skete noget dårligt. De mørke øjne hvilede morende på hende, for det at hun sagde at hun var gravid, var da den bedste joke hidtil! Den syngende lussing, kom han dog ikke til at undgå denne gang, for han var optaget af morskaben, at han ikke holdt fokus, desuden så var tankerne begyndt at kværne i hans hoved, så han ikke kunne finde ro, selvom at hendes lussing, fik ham til at tie og vende blikket næsten forundret mod hende, som hans kind måtte nede helt rød og med et håndaftryk af hendes hånd. Han glippede let og overrasket med øjnene, hvor han blot stirrede tavst på hende. Smerten i kinden gik hurtigt over, da hans tanker begyndte at fylde hans hoved i stedet for. Hun var gravid?! En joke var det bestemt ikke, så meget kunne han da se. Han opfangede ikke rigtig hendes ord, slap hende uden besvær, da hun trak sig væk fra ham, hvor han blot stirrede tavst og åndsfraværende på hende. Hun var gravid? Med ham? Det ville jo sige … at han skulle være far?! Han bed tænderne fraværende sammen, hvor han kort blinkede med øjnene, kom til sig selv og opfangede derefter hendes ord, da hun smækkede med døren, hvor han kort rystede på hovedet. Han tog sig let til kinden, selvom at han hurtigt fik fjernet hånden, for det gjorde sgu ondt! Han rynkede let brynene, som han så mod døren, som selv var ved at falde fra hinanden, fordi at hun absolut skulle være så voldelig! Han blev stående et stykke tid, som han lige skulle sluge det hele, inden han sank den klump som havde sat sig fast i hans hoved. Han gik roligt mod døren, dog med hastende skridt, imens at den samme sætning gentog sig i hans hoved; han skulle være far. Han tog i dørhåndtaget, selvom det resulteret i en mindre damp, fordi at hun var blevet helt kold igen. Han åbnede døren og så ud. ”Ilaria!” kaldte han roligt og dog med en fast undertone, hvor han så mod trappen og lige kunne fange hendes skikkelse, som hun var på vej ovenpå. Hun ville pakke? Hun kunne da ikke bare gå ud! Og da ikke hvis hun rent faktisk var gravid! Hvad skulle der dog ikke blive af hende i så fald? Dvasias kunne hun jo ikke søge mod, for idet hun betrådte jorden med en stor mave og ingen ring, så ville hun jo få den samme straf som så mange andre! Det ville han da slet ikke finde sig i! Han fulgte roligt efter hende op mod hendes værelse, for stoppe hende blev han jo nød til.

[Deleted]

Ilaria var ganske enkelt bare endt med at blive direkte vred. Det var jo heller ikke fordi at hun havde regnet med at blive gravid efter den ene aften. Hun måtte dog ærligt erkende, at det slet ikke var hende en tanke som var faldet hende direkte ind. Hun havde slet ikke tænkt på det, på den ene eller den anden måde, hvilket i sig selv, var noget som hun kunne være træt af den dag i dag, for hun var slet ikke den fødte mor! Hun kunne slet ikke se sig selv som mor og det var bestemt heller ikke fordi at hun lavede sjov med det eller brugte det som en undskyldning fordi at hun havde smadret stuen, for det var faktisk grunden til at hun havde valgt, at skulle smadre absolut hele stuen på denne her måde! Hun var vred. Bare alene den tanke, at han kunne grine af det, var bestemt ikke noget som hun fandt morsomt på nogen som helst måde overhovedet! Hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed på denne her måde. Det gjorde hende direkte vred, at han kunne finde på at være sådan overfor hende! Måske at han valgte at definere det som deres hjem, men når han ikke kunne tage hende seriøst eller på alvor, så kunne det virkelig også være fuldstændig lige meget! Hun var så vred, at hun næsten kunne tude, og så var den virkelig også slem, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Hun hamrede døren op ind til forhallen, idet hun bare gik direkte mod trapperne. Om det lille barn kunne tåle den isende kulde, var noget som hun direkte kunne sige sig, at være fuldstændig ligeglad med, for det var slet ikke noget som betød noget for hende lige nu. Kunne det falde bort, så var det i den grad for det bedste og det var det på alle tænkelige måder overhovedet! At han måtte komme efter, uanset hvor rødt hans kind nu var endt med at blive, så var det jo bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Han var virkelig bare ligeglad? Hun gik op af trappen. ”Lad mig være, Sonic!” hvæsede hun direkte efter ham, som han kaldte på hende. Han skulle bare ikke tillade sig at stoppe hende nu, for det gjorde hende kun mere rasende! Ikke fordi at hun skænkede ham så meget som et blik, da hun gik op af trappen og mod sit værelse. Hun vidste godt, at hun ikke kunne tage til Dvasias, for der ville vente hende en kæmpe straf uden lige, så snart at maven viste sig og hun ikke bar en ring på fingeren, men det var ærlig talt ikke en tanke som faldt hende ind. Hun ville bare væk herfra og væk fra ham, og det skulle være lige nu! Døren ind til værelset, måtte hun direkte hamre op med samme kraft som den nede i stuen, idet hun gik hen til klædeskabet og trak alt det tøj frem som man kunne kalde for hendes eget, hvilket hun smed fra sig på sengen. Hun skulle nok finde en måde, hvorpå at hun kunne få det med sig. Tårer af ren og skær vrede, begyndte at trille ned af hendes kinder, selvom det kun var noget som gjorde hende langt mere vred end det som hun måtte være allerede. Dette var bare ikke noget som hun ville have med at gøre, hvis hun da ellers kunne blive fri for det. ”Forbandet være dig.. Forbandet være det her sted..” Igen måtte hun snakke med sig selv i den klare vrede. Hun havde bare brug for at komme af med det, og nemt, det var det bestemt heller ikke!