You have something that belongs to me!

[Deleted]

Valerio var ærlig talt lidt ligeglad med hvilket forhold Destiny havde til sin mor Elanya. Sagen gik vel ud på et? Ingen af dem var videre populære for øjeblikket. Og han tog vel heller ikke helt fejl, når han sagde, at det var generelt i de mange lange? Det var på tide med en lille udskiftning, selvom det bestemt heller ikke nødvendigvis behøvede at være nogen dum ting, for det var det slet ikke, set i hans øjne. Han knyttede næverne ganske let. Lige for øjeblikket, så forvirrede Destiny ham virkelig, for det kunne godt være at manden var intelligent, men han forstod sig godt nok ikke på alt endnu. Selv en i hans alder lærte hele tiden og hver eneste dag. Han havde endda lært nok til at sidde og lave royalt arbejde ud fra et objektivt synspunkt, så han var vel heller ikke helt galt i byen, var han? Han betragtede hende med et ganske så kortfattet blik, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn på noget tidspunkt. Han nikkede til hendes ord. ”Jaqia har været stille i årevis og Jason er ikke just en hjælp på Procias’ situation af hvad jeg ved af,” sagde han ganske kortfattet. Det sagde vel lidt sig selv? Selvom han nu ikke ligefrem ville udtale sig om Manjarnos situation, for han måtte ærligt erkende, at det ikke var en situation som han var særlig godt kendt med, for han havde jo aldrig som sådan haft noget med det land at gøre, så var det jo bare sådan at det var. Armene lod han roligt glide over kors, hvor han bare blev stående i den fulde solskin, for det var ikke engang fordi at det var noget som rørte ham på nogen måde. Solen skadede ham ikke så længe, at han stod med ringen på hans finger – det var faktisk det eneste gode som han havde efter sin kære bror. ”For hurtigt et væsen, eller forringet sikkerhed.. muligvis en blanding af de to. Det kan godt være, at jeg var hjernen i de mange planer, men dum har jeg aldrig været,” sagde han roligt og med en ganske kortfattet stemme. Et sted så måtte det direkte nage ham, at hun valgte at snakke sådan om hans bror, selvom.. hun vel havde ret? Han knyttede næverne fast omkring hans egne overarme, hvor han endte mere stram i minen, for han vidste det jo godt. Destiny havde holdt ham længe uden at røre ham, selvom der nu heller ikke var noget at gøre ved det, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Jeg sagde også at jeg ikke har et hjem i Dvasias længere.. Mit bånd til Alec blev brudt allerede før hans død..” endte han med en mere vrissende stemme. For ham, så var det et meget ømt punkt, også fordi at Alec havde været det eneste som han havde haft, så det var ikke engang fordi at han kunne gøre noget ved det, hvilket faktisk var noget af det som gjorde mest ondt af det hele. Han valgte dog at bide det i sig for nu, for han fik ikke noget ud af det uanset hvad, så var det jo bare at tage det som det måtte komme. At hun direkte stolede på ham, var alligevel noget som måtte komme skræmmende meget bag på ham, for det var slet ikke noget som han havde regnet med. Han vendte blikket direkte mod hende. At ramme hans familie på den måde, var alligevel noget som gjorde ondt, for.. det var jo faktisk det eneste bånd som han havde haft til nogen som helst, så selvfølgelig var det ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. At de havde brug for en.. rådgiver, var noget som alligevel måtte komme lidt bag på ham, for det var slet ikke noget som han havde regnet med, og specielt til en mand som ham?! Smilet bredte sig på hans læber, hvor han vendte blikket direkte mod hende. ”Hvis jeg i den sidste ende, skulle ende med at tage imod.. Hvad tror du ikke det manjanske folk vil sige? Jeg smadrede ballet, jeg kostet flere livet, endda kongen af Procias, og skal til at lave royalt arbejde? Jeg tror ikke de vil tage lige så godt imod mig, som du gør, Destiny,” påpegede han roligt. Det andet ville være en smal sag, men han regnede ikke med at hans arbejde ville blive værdsat. Tvært imod.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Når det kom til Elanya, så var det bestemt ikke noget hun ønskede at snakke om. Hun havde ikke et godt forhold til den kvinde, også selvom hun faktisk formåede at holde det professionelle adskilt fra det personlige. Uanset så var det heller ikke noget hun ville belemre ham med, for det var ikke hvad der var her for. Sandheden var jo bare den at alle regenterne i øjeblik var temmelig svage, og det var en farlig situation. Alene af den grund forsøgte hun også at holde hovedet højt, på trods af de mange bekymringer hun gik med i dagligdagen, for stod de andre lande svagt, så skulle der intet til at trykke Manjarno ned. Blikket gled igen ud af vinduet, og skønt hun virkede fjern i blikket, så lyttede hun rent faktisk til hans ord. ”Jaqia er blevet blødsøden, jeg er bange for at hun føler det flovt at vise sig. Jason er desuden en god mand, men en dvasianer på en prociansk trone, står ikke højest på ønskelisten, og det har han uden tvivl fået lov at mærke,” svarede hun roligt, uden så meget at tage blikket fra de svajende grene uden for vinduet. Hvordan han kunne stå der i solen, var ærlig talt ikke noget hun skænkede en tanke, for hende var det jo naturligt at vandre i det lys, og det at han var vampyr, var ikke det der eksisterede i hendes tanker. Hånden strøg igennem de flammerøde lokker, der endnu stod ud fra side til anden. Hun var ikke forbandet forfængelig, hun var trods alt blot menneskelig, og det var ikke skamfuldt at lade andre se den side af hende. ”Jeg stempler dig bestemt ikke som dum, Valerio. Tværtimod så er mine kære vagter faldet af på den,” hun trak ligegyldigt på skuldrene, for det var jo sandt. Han burde slet ikke have haft mulighed for at komme så langt, og så var det jo kun et held at han ikke havde været ude på at skabe splid. Det var tydeligt at hun med hans bror, havde ramt et virkelig ømt punkt, og ikke mindst fordi hun havde ret. Hans bror havde ladt ham i stikken, hun kendte ikke grunden til deres terror dengang, men uanset, så havde han handlet egoistisk og ladt hans egen bror i stikken, det var selvfølgelig noget hun ville gøre brug af, særligt nu hvor hun havde sat sig for at ville have Valerio med på hendes side. Han var i sandhed en intelligent mand, lige hvad Manjarno og hun selv behøvede. ”Du planlagde hele tingen, og han lod dig i stikken. Jeg vil nødig tale dårligt om de døde, Valerio. Men jeg tror på at du er mere værd end det,” blikket søgte hans, for det var bestemt ikke ord hun bare lukkede ud, det var faktisk kun ærligt. Hendes tilbud overraskede ham, det var hun slet ikke i tvivl om, og det morede hende lidt. Det var lidt af en risiko, det kunne meget vel blive hendes død og Manjarnos undergang, for han var jo ikke ligefrem troværdig... for andre vel og mærke. ”Enhver beboer i Manjarno har noget med i bagagen. Visse har langt værre historier end den du selv bære, Valerio, og de fik alle en chance til. Hvorfor skulle jeg ikke skænke dig en? Måske det er direkte naivt, men jeg tror ikke på, at den hændelse var dit ønske.. og jeg tror ikke på at du ønskede nogle af de mennesker dræbt. Det gav dig ingen gavn,” hun lod hovedet glide på sned, og så indgående på ham. I det store og det hele var hun meget sikker på, at hun havde ret på det punkt, for han havde ikke næret sig, han havde intet forhold haft til de mange mennesker det drejede sig om.. så hvilken nytte drog han af det?

[Deleted]

Valerio tog virkelig ikke hensyn til at Destiny ikke havde et godt forhold til sin mor. Det ændrede dog ikke på det faktum at Elanya stod temmelig svag i Procias for tiden. Det kunne godt være, at han havde været i Dvasias frem til nu, men selv i hans mørke hjemland talte folk faktisk sammen, og det var bestemt ikke gode og positive ting som han fik med sig. Ikke fordi at det rørte ham, for han havde jo stort set altid været. Han slog armene roligt over kors. Han kunne ikke være andet end enig i hendes udtalelser, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af som sådan, for det kunne han virkelig ikke. Han vendte blikket sigende mod hende og med den samme stilfærdige mine, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn, om det var noget som man ville det eller ikke. Han nikkede ganske kortfattet. ”Af hvad jeg har hørt, så burde han være mere påpasselig. At sende dvasianere på port og selv blive igen, er nok heller ikke det mest oplagte valg at tage sig. Desuden ser man intet til Jaqia for tiden. Jeg tror hun har nok i hendes køre søn og… ja, glemmer Dvasias lidt.” Han trak let på skuldrene. Han havde aldrig haft noget til overs for Jaqia, selvom det vel heler ikke var noget som sagde så lidt i den anden ende? Han lod hovedet søge let på sned. Hendes vagter var i den grad ikke de bedst oplagte for noget af dette, selvom det nu heller ikke `var noget som han kunne sige noget til, om det var noget som man ville det eller ikke. et svagt smil passerede roligt hans læber, for han kunne jo slet ikke lade være. ”Man vender vel først fokus mod det, når det bliver tydeliggjort for en? Jeg kom forbi som ingenting.. Jeg tror du skal tage fat i vagterne hele vejen ned af gangen,” afsluttede han roligt og med en ganske kortfattet tone. Hans tone var måske kold og direkte.. følelsesforladt, men af den grund, så var han faktisk et væsen af tanker og følelser, og det havde han altid været, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Tanken om at Alec havde vendt ham ryggen, da han selv havde haft brug for ham, var i den grad noget som gjorde ondt, selvom det slet ikke var noget som han ville tænke på lige nu! Han vendte blikket mod hende endnu en gang, hvor han sendte hende en direkte advarende mine. ”Da han valgte at lade mig i stikken, brød han det stærke bånd som vi altid har haft.. Han har ingen betydning for mig mere..” endte han med en vrissende stemme. Det var i den grad noget som måtte irritere ham som bare fanden, for det var bestemt heller ikke engang en løgn i hans øjne! Uanset hvordan man vendte og drejede den, så ville hans arbejde aldrig blive værdsat af nogen som helst, hvilket faktisk var en frustrerende faktor i hans øjne, for det var noget som i den grad måtte irritere ham som intet andet overhovedet! ”Det ændre da ikke på det faktum, at du står og giver mig en chance til… men hvad betyder det, hvis det arbejde jeg laver, ikke har nogen betydning for de resterende borgere i landet?” endte han med en ganske sigende mine, for det var jo bare fakta, og det var ikke den slags som man kunne se væk fra på nogen måde. ”Personligt rørte jeg ingen i aften. Jeg tog en dans med dig, holdt øje med min bror og.. tog flugten da det hele blev sat i gang.. Jeg kan ikke sige, at jeg ikke fortryder det, for.. jeg gjorde hvad en hver anden ville have gjort, ved at holde øje med hvad man har tilbage.. ikke sandt?” endte han ganske sigende.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Alle landene sad mildest talt i lort til halsen, derfor stod Manjarno overraskende nok stærkest i øjeblikket, og udelukkende fordi Destiny selv, ikke havde ladet sig påvirke af de personlige ting der foregik omkring hende, måske det tog hårdt på hende, go at det kunne ses udefra, men hun efterlod ikke landet til sig selv, og det var selv på trods af tabet af en datter, og alt for mange tanker. Et sted så nød Destiny virkelig at stå her, dele sine mange tanker med Valerio, for det føltes som umådeligt lang tid siden, hun sidst havde haft muligheden for at lette byrden lidt, desuden så lod han til at tage hendes ord yderst seriøse, han lod faktisk til at sætte sig ind i dem. ”Ja han er ikke bange af sig, og selvom han står mig nær, så må selv jeg erkende at han er direkte dumdristig. Procias kommer ikke langt med de to, enhver tåbe ved også at Elanya har flere personlige problemer, der forhindre hendes tanker, og at Jason desuden har Lisa og et helt hav af unger,” hun trak svagt på skuldrene, og greb roligt mod de mange dokumenter som han allerede havde lavet. Hun lod dem glide i skødet, og begyndte at lade blikket glide hen over ordene, læste dem grundigt, også selvom hun samtidig var i stand til at fører en samtale med ham. Som dronning vænnede man sig bare til den slags. ”Sandt. Jeg må erkende at selv mine tanker har været distraheret, og det går desværre ud over ting på slottet, der uden tvivl burde være i orden,” påpegede hun rolig. Hun ville bestemt ikke stå og hæve sig selv, hun havde haft det svært, og hun tog det ikke meget bedre end de yderligere regenter, men hun var virkelig hverken meget for Procias eller Dvasias.. eller i hvert fald ikke Jaqia! Selvom Valerio virkede direkte følelsesforladt, så vidste hun anderledes. Først og fremmest kunne det læses i de selv samme dokumenter, som hun sad med snuden begravet i, mens hans ord afslørede ham bestemt også. Han havde nogle klare mål, han var alene og han lod sig faktisk påvirke af det, selv på trods af, at han var en vampyr. ”Et sted glæder det mig Valerio. Jeg brød mig bestemt ikke om den behandling jeg måtte give dig. Men Fabian er mit kæreste eje, så jeg er bange for at din bror ikke gav mig noget valg. Du er mere værd end det,” hun så kort op fra papirerne, og direkte ind i hans blik. Hun var skam ærligt. Hun var ikke meget for den tortur, for på trods af hans kulde, så var der noget.. sårbart over ham, som hun ikke var i stand til at sætte sin finger på. Desuden så afslørede hans irritation ham igen. Blikket gled igen mod papirerne, hvor hun læste videre. Læberne formedes i et smil. ”Jeg kan særligt godt lide denne del..” hun lagde pegefingeren mod et sted, og begyndte at læse op. ”.. Jeg beklager meget jeres uheldige situation i Procias, men hvis i er utilfredse med landet som helhed, og de muligheder vi kan tilbyde Dem, burde Dem og Deres familie overveje at flytte tilbage til Procias, eller henvende jer til Dvasias, og overveje et arbejde i Dvasias marker, så behøver Jeres børn heller ingen lang skolegang..” hun kluklo let. Manden havde om ikke andet humor. Uanset så var det sandt, så mange flygtninge som pludselig var kommet til landet, det var svært at tage vare om. ”Hver ting til sin tid. Dit arbejde kunne starte som ukendt, og når manjanerne så begynder at værdsætte arbejdet, kan vi tage den derfra,” mumlede hun en anelse fraværende. Hans ord fik hende dog alligevel til at stoppe læsningen for et øjeblik, også selvom hun tog ikke blikket fra ordene. ”Selvfølgelig. Det er familie,” svarede hun blot kortfattet, for sandt var det jo.

[Deleted]

Landene stod med lort til halsen, så meget vidste Valerio udmærket godt. Af den grund, så forundrede det ham faktisk at følgerne kunne ramme landene så længe efter, og det var ikke bare i Manjarno, men faktisk alle andre steder samtidig! Det var ikke ligefrem en effekt som han havde set sig som, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hans blik var måske koldt og direkte præget af ufølsomhed, men der var ikke rigtigt noget som han kunne gøre ved det. Det var noget som lå ganske naturligt til ham som person, så selvfølgelig kunne han virke kold og kynisk, selvom han nu heller ikke sagde noget til det. Han havde altid været en hård mand af det ydre, men det var han skam ikke af det indre af den grund. Han trak let på skuldrene. ”Elanya har for mange problemer til at kunne tage sig af Procias, det kan jeg være enig i. Jason derimod er en mand med ben i næsen.. Han ved hvad han vil, men jeg tror.. ærlig talt ikke at det bare er Lisa som er et problem.. eller hans mange børn. Han er bare ikke en mand som burde være i Procias.. Procias er – i mine øjne, det land som står svagest for tiden,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Han kunne skam godt følge Destiny i det, for ikke at glemme at han faktisk var temmelig imponeret over hvor god hun faktisk var til at holde hovedet koldt, for det var bestemt ikke noget som man så alle steder, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”I din situation, Destiny, så ville alt andet være underligt,” erkendte han roligt og med det samme smil når det endelig kom til stykket. Hans blik hvilede direkte på hende, ikke fordi at det var noget som man kunne sige noget som helst til i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Det kunne godt være at han var en vampyr, men af den grund, så var han bestemt heller ikke død for følelser – tvært imod! Han reagerede med vrede og frustration, og specielt når det måtte komme til hans bror, så faldt det ham ganske.. naturligt, for manden var han virkelig vred på. Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme ganske kortfattede mine. ”Jeg sad i kælderen længe inden du selv begyndte at handle. Det ændre dog ikke på det faktum, at min egen lillebror valgte at efterlade mig til den skæbne som.. du efterlod mig med.. Manglende tænder og lunger fulde af vand.. Det var faktisk ubehageligt at få fjernet..” tilføjede han ganske sigende. Han ønskede slet ikke at snakke om Alecander, for det var noget som kun vækkede en vrede i ham, og som aldrig nogensinde før, men han kunne virkelig ikke gøre noget som helst for det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, for det var virkelig noget som kun vækkede en umådelig tydelig vrede i ham! At hun godt kunne lide hans arbejde, var selvfølgelig noget som gjorde det hele bedre for hans del. Hendes oplæsning, var noget som kun fik ham til at smile. At hun kunne lide det, var selvfølgelig noget som faktisk gjorde ham glad, for han nød det selv når arbejdet blev værdsat som det gjorde for øjeblikket! ”Ja.. så længe du kan lide det, så er det jo fint,” endte han ganske sigende, som han blev stående med armene over kors. At arbejdet kunne være anonymt, var en tanke som han faktisk godt kunne leve med, så.. ville han faktisk heller ikke sige nej. Han nikkede roligt. ”Tja.. Hvis det kan holdes anonymt, så.. vil jeg ikke sige nej. Tvært imod, vil det glæde mig at arbejde for dig,” afsluttede han roligt.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Konsekvenserne af at stå så svagt ville snart vise sig, det var efterhånden et spørgsmål om tid, hvilket også var grunden til, at Destiny virkelig måtte kæmpe som hun gjorde, for hun så helst ikke Manjarno gå under, på grund af de to øvrige lande, af samme grund, søgte hun desperat efter nogle til at udfylde de ledige pladser. Eftersom Manjarno var landet imellem, var alle mere end velkomne, langt de fleste var kommet netop for at søge en ekstra chance, så hvorfor skulle Valerio ikke også have den mulighed? Et sted inde bag den ufølsomme og kølige mand, var der noget.. mere. Hun vidste endnu ikke hvad, men han var mere end blot en omvandrende død, derfor formåede han at gøre hendes nysgerrig. ”Samt hun er forældet. Hverken hjerte, sind eller sjæl bliver lagt i det mere,” medgav hun roligt, for det var trods alt kun sandheden. Elanya kunne ikke længere håndtere det ansvar, det var at stå med tronen. ”Jason viede sit hjerte til Procias for mange år siden, og man må da give ham point for loyalitet. Men efter Gabriels død, har han mistet gnisten, og det føles desværre også i arbejdet. Desuden vil jeg give dig ret i, at med de nye forholdsregler i Procias, så høre han ikke længere til der. Ikke at jeg skal blande mig i lysets politik,” afsluttede hun roligt, og nikkede mod ham. Hun kunne følge ham og det lod til også at være sådan den anden vej, hvilket i den grad kun glædede hende. Måske at varmt blod løb i hendes årer, og måske at hun i forhold til de øvrige landes regenter, ikke havde megen erfaring med disse pligter, men hun gjorde sit bedste, forsøgte at kæmpe sig tilbage, selvom hendes krop og hendes sind, var så tungt, som om hun ikke havde energien eller overskuddet, for hver dag bød kun på nye bekymringer. ”Min situation er ikke mere anderledes end andres,” påpegede un blot kortfattet. Hendes datter var svundet bort, Fabian var handicappet og hun kunne næsten ikke magte de royale pligter, men der var andre der havde større problemer, og hun kunne ganske enkelt ikke tillade hendes, at komme i vejen. Den vrede der var vendt mod hans bror, var slet ikke til at tage fejl af, hvilket overraskede hende en smule. Hun havde ikke tænkt sig at gnide salt i såret, hun forsøgte blot at få ham til at forstå, at hun ikke havde haft noget andet valg end den tortur, hun havde virkelig holdt sig på bænken længe. ” Som sagt beklager jeg, Valerio. Din bror tog desværre valget for mig,” hun søgte hans blik, udelukkende fordi det var vigtigt, at han forstod sandheden i hendes ord. Destiny lagde roligt filen tilbage på skrivebordet, og så overvejende på ham. De ville helt sikkert kunne finde ud af noget. Hans arbejde var godt, og eftersom det lod til, at de faktisk kunne fører en meningsfuld samtale, så gjorde det, det jo kun bedre. ”Det glæder mig, Valerio. Selvom det forundre mig,” erkendte hun ærligt. Valerio havde foragtet hende gennem mange år efterhånden. ”Du vil selvfølgelig få stillet et kammer til rådighed. Jeg ser at det ikke er noget problem at gå i solen, så foretrækker du et kælderum eller noget.. lysere?” hun rejste sig roligt, og sendte ham et stille smil.

[Deleted]

Det kunne godt være at Valerio var en mand som mange tog fejl af, for selvom han var en Mathimæus – en slægt med et langt fra positivt rygte, så var han faktisk en mand af følelser, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han havde fulgt bølgen, og det var slet ikke noget som han kunne gøre noget ved i dag. De kunne sagtens føre en meningsfuld samtale, for han var faktisk interesseret i at lytte – til forskel fra så mange andre i hans sted, så var det ikke nødvendigvis en ting som han ønskede at misbruge. Elanya stod som noget af det svageste lige nu, men hun var heller ikke ung, ansvaret drev hende med vand til over hovedet, også selvom det slet ikke var noget som rørte ham. Han havde aldrig haft noget med regenterne at gøre som sådan, og derfor var det vel også svært for ham at respektere nogen af den form for rang? Mange regnede med at den faldt naturligt til deres titel, selvom det bestemt heller ikke var sådan det forholdt sig! Han trak svagt på smilebåndet. ”Procias har brug for en udskiftning,” konkluderede han kort for hovedet og uden at skulle se det mindste væk på nogen som helst måde overhovedet. Han måtte dog alligevel sige sig at være imponeret over hendes måde at tackle situationen på, for han kunne godt forestille sig, at det bestemt heller ikke var nogen let sag, men det var jo trods alt bare sådan at det måtte være, når alt endelig måtte komme til alt. Et stille smil passerede roligt hans læber, uden at han rokkede sig det mindste. ”Du hersker over et land som befinder sig midt i en krise. Din udkårne lider under.. sine problemer, og I har mistet jeres datter. Jeg må stadig sige, at du tackler situationen exceptionelt godt,” endte han ganske sigende. Det var jo heller ikke fordi at det var en løgn på nogen måde, for hvorfor ikke bare være ærlig, i stedet for at stoppe midt i en samtale som faktisk gav mening. At hun jo så kun havde gjort hvad hun havde gjort, fordi at det var tvunget, kunne han et sted faktisk godt.. se nu hvor han tænkte sig om. Det var jo heller ikke fordi at hun havde gjort alverdens ved ham. Tvært imod, så var han temmelig sikker på, at hun i den stund, faktisk havde været mild og blid! Ud fra omstændighederne om ikke andet. Han var vred på hans bror, selvom der ikke var noget at gøre ved det nu. Manden var jo trods alt død og borte, så der var ikke andre ting at gøre ved det, uanset hvor meget han så end gerne ville det. Han vendte blikket direkte fast mod hende. Han var måske hård af det ydre, men han brændt inde med så meget andet – som ingen nogensinde havde formået at få frem i ham, men det var vel i sig selv, også ganske underordnet? Direkte kunne han faktisk ikke se, hvorfor han skulle have noget imod at være her. Hun gav ham en chance som han havde ledt efter længe, en form for accept og respekt som han ikke oplevede hjemme, hvilket i den grad også var en umådelig tiltrækkende ting for hans del! Et svagt smil passerede let hans læber, ikke fordi at det var noget som sagde så lidt, men det var jo trods alt en start! ”Solen generer mig overhovedet ikke. Tvært imod, tror jeg, at det er det bedste som min kære bror kunne skænke mig; Friheden til at vandre rundt i solens lys. Jeg foretrækker lysere.. Kælderrum er.. ikke lige mig længere.” Han betragtede hende med et sigende blik.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Igennem livet ville man møde nogle væsner, som på gang formåede at imponere og overraske en. Disse var selvfølgelig ganske sjældne, men hun stod i den grad overfor en af dem. Indtil for blot et døgn siden, havde hun afskyet den mand der stod foran ham, med alt hvad hendes hjerte, sind og sjæl overhovedet var i stand til at afsky noget, og nu stod hun og forsøgte at få ham til at tjene hende. Det var gået op for hende, at han var en mand der kunne tage egne beslutninger, nu hvor hans bror var væk vel og mærke, hvilket jo så kun var til hendes forskel. Hans holdninger og meninger, lå tydeligvis ikke langt fra dem hun selv måtte bære på, så det kunne vel ikke gå galt? Når det kom til Elanya, så ville Destiny hellere end gerne selv, hjælpe kvinden af Procias trone, for de problemer hende og Jason forsagede i Procias, blev hendes når alle pludselig ville have husly og opholdstilladelse i Manjarno, og Procias ringe økonomi, påvirkede desuden dem, for det var et land mindre at handle med, desuden var Imandra ligeså lukket på det punkt, de kunne for pokker ikke brødføde hele befolkningen mere! Med de tanker i hovedet, nikkede hun kun yderst overbevist, og næsten ivrigt. ”Det har de. Deres problemer, er blevet et helvede for Manjarno,” hun himlede lettere irriteret med blikket, for det var kun typisk! Destiny prustede næsten tungt. Det var hårdt, men hun kunne godt lide, at han faktisk viste hende den form for forståelse. ”Sandt. Presset er stort, og ikke kun når det kommer til landet, selv en royal har trods alt et privat liv. Derfor har jeg brug for dig, for mit stakkels hoved eksplodere snart,” stønnede hun opgivende, og tog sig til hovedet, for det var lige før hun end ikke havde brugt billedsprog, hendes hoved føltes som skulle det eksplodere. Valerio havde igen fået sine tænder, og han havde fortjent dem. Måske han ikke havde givet hende en forklaring, hvilket hun godt endnu kunne være lidt muggen over, men sådan var det jo, så havde hun en god historie i vente engang. Når det kom til hans bror, så havde hun virkelig forsøgt at være imødekommende, men hun elskede Fabian, og tanken om hvad der skete med ham, havde tvunget hende til at gøre noget. Alec havde ikke reageret selv efter en uge, hvor hans kære bror havde siddet nede i en kælder, så i virkeligheden, så havde hun jo ikke ønsket at gøre Valerio ondt i udgangspunktet, de var trods alt neutrale, men det havde trods alt også omhandlet Manjarnos kommende konge. Desuden kunne hun sagtens have gjort mere grusomme ting, hun vidste bare at tænderne ville være det bedste bud, for det skulle være noget der i sidste ende også ville påvirke Alec. Hun nikkede forstående, og sendte ham et blidt smil. ”Jeg kender mange der ville misunde dig for den egenskab. Følg med mig,” hun rejste sig roligt, og forlod kontoret, med tydelig gestus om at han skulle følge efter hende. Jo hurtigere jo bedre, desuden var det første gang længe, at hun faktisk havde følt at der var et lille lys for enden af tunellen, dette var om ikke andet et godt skridt imod det.

[Deleted]

Det kunne godt være at Valerio var et væsen af mørke, et dødt hjerte, en grusom opvækst og et helvede af et liv, men han kunne faktisk godt forstå Destiny, og alle de problemer som hun var direkte tvunget til at skulle tage sig af, for det kunne bestemt heller ikke være helt nemt altid? Han vendte blikket sigende mod hende. Når det kom til Elanya, var de da om ikke andet enige. Der vidste han allerede, hvis hans bror havde været i live, så var Procias blevet angrebet for længst, selvom han et sted fornemmede, at det bare var et spørgsmål om tid? Jaqia var ikke direkte krigerisk, men det var der så mange andre som var fra det land, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, selvom det nu heller ikke var noget som han tog op med Destiny lige nu. Han trak let på smilebåndet til hendes ord, selvom det på ingen måder var ment med hån. Dette var noget som faktisk skænkede ham en form for respekt for hende, også fordi at hun rent faktisk gav sig tid til ham. ”Hvis jeg ikke tager helt fejl, så rammer det også Dvasias. I og med at Procias står så svækket, så går det også udover den royale dvasianske familie,” endte han ganske sigende. Det var jo egentlig bare at lægge to og to sammen. At hendes hoved var ved at eksplodere, var et sted noget som han godt kunne forstå, selvom billedet var noget som morede ham! Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang og med den kortfattede mine. Han kunne faktisk godt lide tanken om at hans arbejde kunne bruges og ikke bare for en egen vindings skyld. Det var en sådan følelse som han længe havde søgt efter og nu kunne han faktisk finde den? ”Jeg tror det vil overraske dig, hvor meget et dødt væsen som jeg selv, kan rumme..” endte han sigende. Han vendte blikket mod papirerne foran hende – dem som han selv havde udfyldt, for.. han kunne jo faktisk godt, og så længe at det bare skulle holdes lidt anonymt, så kunne det vel heller ikke gå helt galt? Mange ville direkte hade ham for at stå med den stilling som han pludselig gjorde, så selvfølgelig var det noget som gjorde utrolig meget, også for hans vedkommende, men det var virkelig ikke noget som han kunne gøre noget ved lige netop i denne situation, men det var nu bare sådan at det måtte være. Tænderne havde han fået, også selvom forklaringen ikke havde fulgt med. Han fandt det faktisk.. pinligt at en træt nymfe havde overlistet ham! Og arret ved halsen var jo kun et tydeligt tegn, for selv det var ikke noget som han bare kunne skjule som sådan, og det vidste han jo trods alt udmærket godt! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Solen var hans brors bedste gave til ham, og han kunne faktisk godt lide at sidde udenfor og bare.. nyde den, for han vidste, at det var en glæde som ikke mange andre kunne finde. Af den grund, så foretrak han selvfølgelig mørket, men solens lys generede ham ikke som sådan. Han nikkede mod hende. ”Tja.. Derfor gør jeg lidt ekstra ud af det,” endte han morende, som han alligevel valgte at følge med hende. Han kunne faktisk lystre og han kendte og levede efter begrebet ’gensidig respekt’ – det var vel også noget som Destiny nu havde fundet ud af?

[Faith Jaceluck Marvalo]

På trods af denne mands baggrund, så virkede han overrasket følelsespræget, ikke at det var en skidt ting, ikke på nogen måde. Hans person spejlede sig selv i arbejdet, hans synspunkter og hans holdninger. Måske det var en risiko for hende at tage, men hun kunne lide hans arbejde, og hun havde længe ventet på at en som ham skulle dukke op, desuden havde hun en god fornemmelse omkring dette, så kunne det vel heller ikke gå direkte galt? I og med at Procias ikke var blevet angrebet på trods af hvor svagt det var, så var det vel i sig selv et bevis på, at Valerio ikke havde tænkt sig at følge i sin brors fodspor? Selv Destiny kunne godt frygte for at Procias før eller siden ville ende i problemer, men igen det var virkelig ikke problemer hun kunne have i sit hoved, for det var efterhånden fyldt til randen og kunne ikke rumme meget mere. Destiny gengældte hans smil, med samme varme som havde han været enhver anden. Han udviste hende en respekt som hun bestemt ikke havde regnet med, og før eller siden ville det vel også gå op for ham, at hun på ingen måde var farlig at snakke med? ”Det rammer uden tvivl også Dvasias. Derfor håber jeg at krisen snart vil ende, det tærer for meget på alle,” endte hun roligt. Det føltes faktisk rart at snakke med en der havde en idé om, hvad hun egentlig sagde, desuden bare at have en der lyttede og kom med et modsvar, for det havde hun savnet nu hvor Fabian var mere optaget af familielivet, end han var af landene som sådan, og ikke at hun kunne bebrejde ham for det, det var trods alt deres børn. Hun førte Valerio med sig ud på gangene, og ned mod de større korridorer hvor værelserne var. Selvfølgelig skulle han ikke være langt fra alt andet, ikke med den stilling. Destiny skulle uden tvivl få nytte af hans arbejde, og det samme skulle det øvrige Manjarno, også selvom de ikke ville være klar over, det næste stykke tid. ”Det betvivler jeg slet ikke Valerio. Det er min erfaring at døde væsner som dig, ikke binder sig følelsesmæssigt til tingene på samme måde som vi menneskelige,” svarede hun roligt. Det var ikke ment som en fornærmelse tvært imod, så var det velset. Når hun ikke længere kunne overskue tingene, så havde hun behov for en der så på tingene med et lidt anderledes sind. Hun førte ham roligt ned af en mindre korridor, hvor der blot var et enkelt værelse for enden. Hun gjorde gestus mod døren. ”Jeg vil lade dig få æren,” påpegede hun med det lille smil. Rummet var lyst dog med gode muligheder for mørklægning, desuden var det møbleret i mere mørke farver. Det var et af de største de havde, og der var sågar tilhørende bad, så hun gik ud fra at det var godt nok? ”Brug dagen på at slå dig til ro. Hvis du mangler noget i Dvasias.. Jeg kan sætte dig ind i sagerne i morgen?” foreslog hun roligt. Manden skulle om ikke andet have en dags pause. Hvad angik historien om tænderne, så regnede hun bestemt med at få den senere.

[Deleted]

Valerio var på ingen måder som andre i hans familie, og det var jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hans blik gled roligt mod hendes skikkelse endnu en gang. Hun var presset, hun var hårdt presset, det kunne han udmærket godt se, og det var faktisk også noget som han havde en tydelig forståelse for, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hendes ord fik ham kun ganske kort til at vende blikket mod papirerne – alle dem som han havde siddet og kigget igennem for aftenen, men det var nu heller ikke noget som han kunne skjule smilet for, for tanken var faktisk noget som direkte måtte.. more ham, det var end ikke noget som han kunne sige det mindste til i den anden ende. ”Ja, det kunne jeg se..” endte han sigende, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Han respekterede hende faktisk, for hun så da lidt andre ting i ham end det som så mange andre havde gjort, og det var faktisk en tanke som han rigtig godt kunne lide, det var bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At hun direkte påstod at døde væsner ikke bar inde med de følelser som gjorde, at de bandt sig til andre væsner, var dog ikke noget som han var helt enig med hende i, også selvom han nu alligevel lod det ligge. Armene søgte let over kors på hans bryst og med den samme sigende mine som han lod hvile på hende. Han trak let på smilebåndet. ”Jeg tror meget hurtigt, at det vil ændre dit synspunkt på tingene, Destiny. Det kan godt være at vi er.. døde og uden et bankende hjerte, men af den grund, så har vi stadig tanker, holdninger, meninger og ikke mindst følelser,” endte han ganske stilfærdig og uden at han tog blikket fra hende på nogen måde. Han havde fået sine tænder, han skulle bare have dem tilbage i munden igen, så ville han være storslået tilfreds! Også selvom.. ja, hvem skulle dog hjælpe ham med det? Det var noget som han faktisk var ganske så usikker på, men han skulle skam nok finde en mulighed! Han fulgte hende roligt ned af gangen, for at komme ned mod det værelse som faktisk skulle være hans. Tanken var noget som han faktisk godt kunne lide, specielt hvis hans arbejde kunne værdsættes på et sted som det her, så var han bestemt heller ikke den som skulle klage over det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde alligevel. Han nikkede til hende og tog roligt i håndtaget, for at komme ind på værelset. At det var stort og alligevel præget af muligheder for at blive mørklagt, var noget som han kun måtte være storslået tilfreds med! Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. Han nikkede. Såret ved halsen var måske tydeligt og synligt i denne stund, men det var heller ikke noget som han tænkte over. ”Det er perfekt og det lyder fornuftigt, Destiny,” endte han sigende. Det havde været en relativ hård aften for ham, så det at kunne slappe lidt af inden han ville kaste sig ind i arbejdet, var noget som han faktisk havde det temmelig godt med.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny følte sig i den grad presset men det var nu engang sådan det måtte være, det var jo desværre noget der fulgte med hendes titel som dronning. Selvfølgelig så irriterede det hende da, men alt ville blive meget bedre nu hvor hun faktisk havde en at dele sine problemer med, for Fabians tanker var helt andre steder, end på de pligter der fulgte med landene, ikke at hun bebrejdede ham, men hun havde efterhånden brug for nogle. Et sted så forundrede det hende, hvor meget en nat faktisk var i stand til at ændre. For blot et døgns tid siden, havde hun hadet denne mand mer end pesten selv, og han havde ligeså gjort det samme med hende, men nu stod han foran hende og udviste hende faktisk en respekt, som hun ikke havde fået gennem mange år efterhånden. Valerio var en forandret mand, hun kunne faktisk fornemme en form for anger, hun vidste ikke over hvad, men han bar noget særligt over sig. Ligesom enhver anden, skulle han også skænkes en ny chance, måske hun skænkede ham en som var langt større, end den som de fleste fik tilbudt, men han var yderst velegnet til jobbet, og det var i det store og det hele, det, det kom an på for hendes vedkommende. Hun nikkede lidt sigende mod ham, og hendes mine afslørede at hun i den grad overvejede hans ord grundigt. Et sted var det ikke svært at tro efter i aften. Jeg tror dig gerne, Valerio. Du har allerede bevist for mig, at du er en mand af holdninger, selv på trods af en død krop. Og jeg er ikke dum, jeg tror at der var en særlig mening ved at få dine tænder tilbage, andet end stolthed, for så havde du forsøgt for længe siden. Du nærer følelser, det ved jeg og ser jeg. Jeg tror du er langt mere end blot et koldt og dødt væsen,” erkendte hun med et stille nik. Hun trådte til side, for selv at lade ham komme til det kammer, som ville være hans fra nu af. Kammeret var et af slottets mest eftertragtede, men hun havde gemt det til en særlig lejlighed, og det måtte man da sige, at Valerio levede op til. Hans arbejde ville i den grad blive værdsat, hun kunne næsten ikke vente til at komme i gang! Lige denne dag ville hun dog give ham fri, så han kunne vænne sig lidt til det nye sted, og hente de ting som han nu engang måtte mangle i Dvasias. ”Det glæder mig at høre Valerio. Sig endelig til hvis du mangler noget. Jeg er desværre nødt til at komme tilbage til arbejdet,” endte hun med et lidt opgivende suk. Det var jo ikke ligefrem fordi hun var fristet til at skulle bruge mere til på den slags. ”Jeg ser til dig senere,” hun bukkede hovedet som en høflig afsked, inden hun valgte at dreje rundt på hælen, for at gå af samme gang som de var kommet af. Der var stadig en masse der skulle laves, og som til hendes egen store ærgrelse, ikke kunne udsættes, ej heller selvom hun nu havde fået en hjælpende hånd. Hun glædede sig allerede til atter at ligge sig ned i sengen ved siden af Fabian.. den tid den tid.

//Out

[Deleted]

Det var ganske enkelt utroligt at tænke på hvor meget et døgn kunne forandre ens liv, hvis man tog de helt rette valg. Af den grund, så havde Valerio ikke noget imod at skænke nogen en respekt hvis han følte at den var fortjent, for det var bestemt heller ikke alle som blev mødt den side af ham, men det forekom dog alligevel til tider, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var i den anden ende. I hans øjne så var det selv stort at gå så langt, som at give ham en stilling som denne, selvom han faktisk var glad for den mulighed som det skænkede ham, så det var bestemt heller ikke noget som han kunne undgå faktisk at være glad for, for det var ikke noget som særlig mange havde gjort for hans vedkommende, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At hun kunne gætte sig til, at det var andet end stoltheden som stod bag hans tanker omkring hans tænder, var noget som et sted måtte irritere ham, men det var bare sådan at det endelig måtte irritere ham lidt, men det var bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”At du tror mig, er så den eneste som gør.. Og specielt når det kommer til mine holdninger og meninger.” begyndte han ganske kortfattet. Om han skulle kommentere hendes mistanker for hans tænder, var noget som han ikke vidste, men.. han kom jo kun længst med ærlighed, det var noget som han vidste allerede. ”Jeg indrømmer gerne.. der nok er lidt andet bag end bare stolthed..” endte han ganske sigende, som han roligt bevægede sig rundt i værelset. Det var helt klart et værelse af luksus, og det var noget som han rigtig godt kunne lide, og det var noget som helt klart også måtte falde i smag, men.. ja, et sted så havde han jo ikke nogen anelse om hvor længe han ville være der, også fordi at han var den dvasianer som han var. Han vendte blikket ganske sigende mod hende, som hun sagde at hun ville vende tilbage til arbejdet, for det var nu heller ikke noget som han havde noget imod. ”Du må sige hvis du kan bruge en hånd. Jeg vil gerne ind i arbejdet hurtigst muligt,” endte han ganske sigende, som han igen vendte sig mod vinduet. Det var ikke engang fordi at solen generede ham, for han var efterhånden bare ved at være vant til det, hvilket selvfølgelig var en tanke som kun måtte komme ham godt til i denne stund, hvilket selvfølgelig gjorde det hele så mange gange bedre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han endte selv med at gå hen til sengen som Destiny valgte at gå, for det var bestemt heller ikke noget som han sagde noget til, for han kunne faktisk godt bruge en hvil – andet end i en kælder, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde ham det mindste! Han endte selv med at lægge sig i sengen, mest af alt, bare for at slappe lidt af. Uanset hvad, så regnede han slet ikke med at tage til Dvasias for at få skaffet sine ting, for det var et liv som han faktisk ikke ønskede at tænke over.

//Out