You have something that belongs to me!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Valerio var en desperat man, det var hun ikke i tvivl om. Havde hun selv været i et bedre hjørne, ville hun bestemt heller ikke have været så medgørlig, men hun var for udbrændt til at tage sig at flere skænderier og diskussioner, for dem var der bestemt nok af i hendes hverdag. Klokken var ikke synderligt mange, og alligevel følte hun næsten allerede for at falde i søvn på stedet. Det at vagter og andre ansatte havde valgt at forlade dem, var noget der kun lettede hende, for de mange stemmer gjorde hende forvirret, hvilket hun bestemt ikke havde brug for nu. Hun blev siddende i tronen, tog sig til panden og forsøgte at samle sig om de mange tanker. Nu havde han fået hvad han ønskede sig, så behøvede hun vel heller ikke at spekulere over dem sag mere? Det var tydeligt at den kære vampyr var overrasket over hendes pludseligt nye holdning. Hun havde skam båret hans tænder på sig personligt, i alt den tid, for hun ville ikke risikere et større kaos på slottet, i det tilfælde at han ikke havde tænkt sig at spørge først, men blot forsøge at finde hvad der var hans. Hvordan han så skulle få lov til at gøre brug af tænderne, det måtte være hans sag, det ønskede hun ikke at blande sig i. Hun håbede selvfølgelig bare, at han ville følge hendes ordre, og forblive på den rette side af muren, hun ønskede ikke maltrakteringer i landet, og særligt ikke som hun selv havde været skyld i, det ville kun gøre hende mindre populær end hun i forvejen var. ”Hverken du eller din bror har vist sig særlig forudsigelige, så jeg ønskede ikke at løbe en yderligere risiko,” forklarede hun roligt. Sandt var det jo. Det trætte blik gled mod hans overraskede skikkelse. Nu hvor han havde tænderne så kunne han få lov til at føle sig komplet, en følelse hun ikke havde prøvet i så forbandet lang tid, og modsat ham så havde hun ikke en evighed, hun var dødelig. ”Hvad ville jeg få ud af at kræve? Dit hjerte ville aldrig kunne tjene Manjarno, og jeg ville kun sætte landet i yderligere farer. Jeg beder sig blot om at holde dine jagter i Dvasias,” hendes tone og hendes blik afslørede i virkeligheden kun hvor udbrændt hun var, et sted så ville det kun være behageligt hvis han tog af sted, for det ville uanset ikke komme nogen vegne. ”Jeg ønsker ikke dine tjenester, Valerio. Jeg ønsker fred,” hendes øjne fyldtes med vand. Hun så væk, for hun ville bestemt ikke vise sig svag overfor den mand, men hun følte sig udemådelig sårbar. ”Du fik hvad du ønskede. Forlad mig venligst,” hun gjorde gestus mod døren, og følte sig pludselig desperat efter at få ham ud. Papirarbejde ventede endnu, der var så meget hun ikke havde kunnet overkomme at lave, og utallige ansøgninger på jobbet som rådgiver, hun kunne virkelig ikke overkomme det, med de mange bekymringer der fyldte hendes sind.

[Deleted]

Det var hurtigt gået op for Valerio at Destiny virkelig var træt og udmattet, selvom det i denne stund, ikke var noget som gjorde ham noget, for det var jo noget som kom ham til gode, for han havde fået sine tænder igen! Han blev stående og med æsken i hånden, selvom hans blik slet ikke forlod hende på noget tidspunkt. Hun havde ganske vidst alle fordelene, selvom det slet ikke var noget som rørte ham som sådan, for han fremstod vel heller ikke som en trussel for denne stund? Han lod hovedet søge let på sned, og selv med det faste blik. Han stod her kun fordi at han var desperat nok til det, ellers var han faktisk klog nok til at holde sig langt væk fra det her sted, for det var slet ikke et sted som han normalt bare ville vælge at opsøge på denne her måde, det var helt sikkert! Destiny var træt nok til at give efter for hans ønske, hvilket kun gjorde det tydeligt for ham, at hun virkelig var presset. Et sted vidste han ikke hvad han skulle sige til det, andet end at han faktisk.. frydet sig over det? For det gjorde han faktisk, så det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han direkte var uforudsigelig, var en tanke som kun fik ham til at trække på smilebåndet, for der tog hun faktisk ganske fejl. ”Tvært imod. Jeg tror bare at jeg og min bror viste hvor lidt der egentlig skulle til for at skubbe et land ud af kurs.. Vi var kun to.. to enkle individer,” endte han ganske kortfattet og med et let smil på læben. Direkte nej, så var han ikke stolt af det som han havde gjort, men det var jo heller ikke noget som hun havde behov for at vide, var det? At hendes eneste kriterier, var at han skulle holde jagten i Dvasias, var nu heller ikke noget som han sagde noget til, for han havde i den grad heller ikke nogen grund til at skulle gøre det på manjansk jord, for han havde vel heller ikke noget mere herfra at komme efter? Han nikkede blot til hendes ord. ”Du har valgt at give mig det som jeg kom efter.. Og er der ikke noget mere for mig her, så vil jeg endelig ikke holde dig oppe. Du ser mig ud til at kunne bruge noget søvn og hvile,” afsluttede han ganske kortfattet, som han let betragtede hende med et hævet bryn. Han var lidt anderledes end mange andre vampyrer, og specielt hans bror, men det var nu heller ikke noget som han nu sagde til. At hun bare ønskede at han skulle forlade hende, var noget som fik ham til at sukke opgivende. Han stod dog fast på at han skyldte hende en tjeneste, så måtte man jo se om hun ville bede ham om den før eller siden? ”Som du vil have det..” Han valgte dog alligevel at bukke for hende, idet at han valgte at bakke ud og forlade tronsalen, selvom han ikke følte at han var helt færdig her på stedet endnu. Han trak morende på smilebåndet. Hvis han ikke tog helt fejl, så gik Destiny i seng nu? Eller fandt et sted hvor hun kunne hvile? Han gik ned af gangen i den retning som han var temmelig sikker på at kontoret lå. Han kunne ikke gå uden at gøre hende bare en lille tjeneste på vejen!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var virkelig ikke fordi at Destiny på nogen måde, havde overskuddet til dette, og det var bestemt heller ikke fordi at hun lagde skjul på det. Han havde fået hvad han ville have, så hun ønskede egentlig blot at han ville forlade hende, ikke mindst fordi hun faktisk bare ville søge til hendes kammer, og lade sig glide ind i søvnen. Et sted håbede hun vel også at Fabian faktisk ville være der til at holde om hende? Blikket hvilede mod hendes egne hænder, hun vidste at han han havde været desperat, for han burde slet ikke være kommet bare lige sådan, det var jo direkte dumdristigt! Hun nikkede, på trods af at hendes blik var direkte tomt. Sandheden var at de to alene havde formået at snører to royale familier, og hun havde været dum nok til at falde for det, hvilket var noget hun slet ikke var stolt af! Hun havde ganske vist ikke haft meget erfaring, men det var ingen undskyldning. ”Sandt. Jeg lod mig snører, og den må jeg desværre påtage mig,” erkendte hun og trak stille på skuldrene, for hun var bestemt ikke meget for det. Hun rejste sig roligt, og tog igen den direkte rastløse vandre op foran tronen. De flammerøde lokker dansede om hendes blege mine. Hun stoppede roligt op foran mig, og nikkede næsten tænksomt. Han havde ikke mere at komme efter her, så hvorfor blive ved med at spilde tiden? ”Du har ikke mere at komme efter her,” medgav hun roligt. ”Og jeg må desværre give dig ret i, at jeg ligeså har brug for hvile. Desuden vil jeg forsøge at se min dreng inden,” hun sendte ham noget der næsten måtte minde om et smil, det var lettere når de nu faktisk formåede at have en voksen samtale, også selvom han virkelig ikke havde givet hende meget! At Valerio så direkte valgte at bukke for hende, var noget der virkelig overraskede hende. Hun så på ham med stor forundring, og bukkede roligt hovedet for ham som en respektfuld afsked. Det var bestemt heller ikke fordi hun direkte havde regnet med at få tilegnet den respekt fra hans side. ”Jeg ønsker dig en behagelig rejse hjem, Valerio,” hun ventede til han forsvandt gennem døren, og efterlod hende i den komplette ensomhed. Hun sukkede for sig selv. Det havde i den grad været en mærkværdig dag. ”Ak ja,” mumlede hun træt. Med rolige skridt fulgte hun samme sti som Valerio netop havde gjort, og forlod tronsalen. Hun tiggede og bad til at Fabian ville være der, ofr hun kunne virkelig godt bruge ham i øjeblikket. Roligt strøg hun mod de kongelige gemakker, forsøgte at samle tankerne, for hun måtte erkende at Valerio havde overrasket hende mere end en gang under dette møde, han havde til dels imponeret hende. Derfor ærgrede det hende et sted, at han på ingen måde ville kunne finde sig til rette, også selvom han havde ret i, at han skyldte hende en tjeneste. Måske hun ville indfri den senere. Hun nåede døren til kammeret, og åbnede den stille, kun for at træde ind til lyden af en pludrende babystemme.

[Deleted]

Valerio havde fået hvad han var kommet efter, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde, at det var nemt for ham at falde til ro med tingene, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Lige nu var han faktisk ganske roligt. Ham og hans bror havde ene og alene formået at vikle to store lande omkring deres lillefinger, og selv der var han selvfølgelig stolt af et sted, også fordi at det faktisk ikke havde været så svært endnu. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang og med den samme ganske sigende mine. Ikke fordi at det var noget som han direkte ønskede at skulle skjule for hende, for hvorfor skulle han? Smilet bredte sig på hans læber. ”Jeg erkender gerne, at det bestemt ikke var det sværeste.. Det var næsten.. for nemt,” påpegede han sigende. Selvom han måske var en vampyr, så var han faktisk til at snakke med, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn på nogen måde. Han knugede let om æsken med tænderne i sine hænder, også fordi at den var ganske værdifuld set i hans øjne, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, for.. det var der vel heller ikke nogen grund til? Destiny var træt, hvilket han godt kunne se, også selvom han nu var ganske så sikker på at det havde noget at gøre med den forsvundne prinsesse, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham direkte. Han havde aldrig haft noget med dette land at gøre før, selvom det vel var.. noget som kunne forandre sig med tiden? Han kunne faktisk godt lide at være der. Han bukkede for hende. ”Selvfølgelig Destiny. Jeg fik hvad jeg kom for, så.. skal jeg da nok forsvinde igen..” At bukke for ham, var vel et tegn til respekt? Også fordi at hun faktisk havde givet sig tiden til at snakke med ham, hvilket han faktisk værdsatte meget, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ikke nogen tvivl om det.
At forlade tronsalen gjorde automatisk at Valerio kunne puste en anelse ud, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var efterhånden godt kendt på stedet her, selvom det nok ikke var noget som man skulle tro. Han smilede let for sig selv, da han nåede ind på hendes kontor, også selvom han tydeligt kunne se at arbejdet i den grad havde hobet sig op. Det var vel bare et tydeligt tegn på at Destiny havde været stresset, for det var tydeligt, at der ikke var lavet nær så meget som han faktisk havde troet! Han lukkede døren forsigtigt bag sig, og bevægede sig i retningen af hendes skrivebord, hvor han stillede sig. ”Here we go..” endte han ganske sigende, som han betragtede den store bunke. Han begyndte roligt at sortere i det – statsanliggende i den ene bunke, for det var slet ikke noget som han kunne lave, og det mulige i en anden bunke, kun for at have det at tage sig af. Han gik i den grad ikke nogen steder før han havde gjort hende en tjeneste, også fordi at han hadet at stå i gæld til nogen! Han fandt fjerpennen frem og begyndte at lave arbejdet. Hvis der var noget som han var god til, så var det denne slags! Det var jo det som han havde lavet mesteparten af sit liv!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny lod døren glide i bag hende. Hun gik hen til vuggen, og så ned på den glade lille knægt der lå der. Fabian var faldet i søvn, han var ligeså træt, det vidste hun jo godt, alligevel var det dog en lettelse bare at se ham der. Hun tog den lille dreng op, og holdte ham i sine arme. ”Mors lille skat. Er far bare faldet i søvn,” hun hviskede for ikke at ende med at vække hendes kære forlovede. Hun kyssede knægtens pande. Han blev stille, det var tydeligt at han faktisk var søvnig, sådan som han næsten faldt hen i hendes arme. Hun lagde ham tilbage i vuggen, og lod faklernes ild roligt dæmpes. Hun længtes så meget efter sengen, at hun end ikke gad til at klæde om. Hun bar endnu halskæden der gjorde det muligt for hende, at tage del i Fabians tanker. Han drømte om hende. Det skete sjældent, men tanken fik hende til at smile, ikke mindst fordi der ikke havde været synderligt meget tid til at være et par. Hun smilede for sig selv, og løsnede roligt kæden fra hendes nakke, og lagde den på sengebordet. Ganske roligt gled hun ned ved hans side, og puttede sig under dynen. Eftersom Fabian lå med ryggen til hende, lod hun armen glide om ham i stedet, lagde sig helt ind til hans varme krop, og nu hvor vingerne ikke længere var der, så var det faktisk kun lettere. Der gik ikke lang tid, før hun lod sig falde hen i søvnen, nu hvor hun faktisk lå her med hendes kære tæt på sig, også selvom hun manglede sin kære datter. Selv i drømmene, forsøgte hun at samle tankerne, hun nåede dog ikke meget længere.

.. Lyset stod ind af vinduet. Det var kun daggry, men hun havde glemt at trække for inden hun havde lagt sig til. Fabian havde vendt sig i løbet af natten, hun vågnede ved at lyset skinnede ind af vinduerne, med hovedet hvilende på Fabians bryst. Det var på tide at stå op, hun havde så meget der skulle laves, også selvom hun aldrig fik taget sig sammen til mere end det. Ganske blidt plantede hun et kys mod hans mundvige. Deres søn sov endnu, hvilket kun glædede hende. ”Jeg elsker dig, vi ses senere,” hviskede hun blidt, også selvom hun godt vidste at han sov endnu, og højest sandsynligt end ikke ville høre hende. Destiny stod op, og trådte hen foran spejlet. Hun bar endnu gårdagens kjole, og de vilde krøller stod ud til mere eller mindre alle sider. Alligevel besluttede hun sig for at hun så godt nok ud. På listetå forlod hun værelset, og var netop kun kommet ud på gangen, idet en vagt kom hende i møde. Han bukkede dybt for hende. ”Deres Højhed. Jeg var netop på vej til Dem, jeg beklager tiden, men en vampyr blev fanget på dit kontor i nat. Han sidder i arresten nu,” påpegede han roligt. Destiny så på ham med forundring, hun havde allerede sin idé om hvem det kunne være. Jason ville aldrig være blevet smidt ned i en celle, og der havde kun været én vampyr på slottet i går. Hun nikkede mod vagten. ”Før ham op på mit kontor omgående,” hun sendte ham et stille smil, kun for ikke at lyde kommanderende. ”Så gerne Deres Højhed,” vagten bukkede for hende endnu engang, og søgte derefter tilbage hvor han kom fra. Destiny spildte ikke tiden med at se efter ham, i stedet søgte hun op på kontoret. Allerede da hun trådte ind, så hun de to store bunker der stod på skrivebordet. Hun hævede et slankt øjenbryn, og søgte mod de mange filer. Der var skrevet i den ene bunke, mens den anden stod direkte uberørt. Nogen havde uden tvivl forsøgt at gøre hendes arbejde. ”Det var lige godt pokkers,” mumlede hun for sig selv, og lod blikket løbe over de mange ord. I det store og det hele var det faktisk skrevet flot!

[Deleted]

Lige hvor længe Valerio havde siddet med Destinys arbejde, vidste han faktisk ikke, selvom det faktisk var noget som han rigtig godt.. kunne lide? Han kunne godt lide at skulle sidde med det arbejde, også selvom han slet ikke vidste, om det var noget som hun kunne bruge til noget i det hele taget, men det var vel forsøget som talte? Han blev siddende ved skrivebordet og udfyldte det ene dokument efter det andet, hvor det næsten kunne se ud som om at han for alvor var på vej i selvsving, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, for han kunne faktisk godt lide at arbejde på denne her måde og forhåbentligt kunne Destiny bruge hans arbejde når hun engang fik øje på det når hun stod op! Et stille smil passerede hans læber, som han skiftede dokument endnu en gang, selvom han hurtigt blev afbrudt af vagterne. ”Hvad laver du her?!” endte de med en fast tone. Valerio nåede ikke engang at svare, før han havde fået et kraftigt i slag i hovedet, så de kunne få ham med sig væk uden at han gjorde det mindste modstand af sig, kun for at placere ham i en celle igen, hvor de lod ham blive liggende til han engang ville vågne op igen.

Det tog timer før Valerio overhovedet kom til sig selv igen. Han havde fået en mindre hudafskrabning ved pande og tinding efter det slag som han havde fået, hvor han havde sat sig i cellen. Han erkendte gerne, at han var brudt ind på kontoret, men det var bestemt ikke for at snage i det statsanliggende, for det var slet ikke noget som vedkom ham på nogen måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! Han var faktisk en retfærdig mand, og han roede faktisk sjældent i noget som ikke vedkom ham og lige det her var for stort til at han ville have noget med det at gøre, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Vagterne kom endelig ned for at hente ham igen, hvor han kun lige nåede at rejse sig, idet at han blev lagt i lænker indlagt med meget små mængder af sølv, da det også var noget som kunne holde ham fast. Selvom det var små mængder, så kunne han i den grad godt mærke det. Han bed tænderne kraftigt sammen, som han lod dem føre ham op på kontoret. Selvom det var højlys dag, så var det slet ikke noget som rørte ham på nogen måde, for han havde ringen, og så længe at han havde den, så kunne han gå ude, selv når solen stod højest på himlen! Han blev bragt direkte til Destiny på kontoret, hvor han samtidig også blev holdt helt fast mellem de to vagter, så han ikke gjorde nogen tegn eller forsøg på flugt. Han vendte blikket direkte mod Destiny, selvom han faktisk ikke gjorde noget andet end at blive stående der. ”Du ser mig meget bedre ud i dag, end i går aftes, Destiny. Søvnen gjorde tydeligt underværker,” sagde han roligt, som det slet ikke rørte ham hvad der var sket, for et sted så gjorde det vel heller ikke? Han spændte en anelse i kroppen, selvom han ikke kunne gøre noget ellers, for han stod virkelig fast på stedet, selvom det klart var en tanke som direkte pisset ham af, for han fandt det bestemt heller ikke fair på nogen måde, for han havde intet gjort forkert! Havde han?

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny ventede tålmodigt på kontoret, læste blot et af de mange dokumenter der lå klar og færdig skrevet. Mange af dem var besvarelser af klager, særligt over episoden for så mange år siden, der var stadig mange der krævede erstatning, eller som var blevet direkte utilfreds med hende som dronning, hvilket også var en tanke der gjorde ondt, for hun gjorde for pokker da kun sit bedste, hun var jo kun menneskelig! Teksten var yderst velskrevet og prydet af fine, sofistikerede ord, hvilket langt fra var et sprog som mange var i stand til at gøre brug af. Først da døren gled op, tog hun blikket bort fra dokumentet og lod det i stedet falde på vagterne og den vampyr de havde taget et godt tag i, og som kun forekom hende velkendt. Hun var langt fra overrasket over at se ham, for hun havde trods alt lagt to og to sammen, allerede ved vagtens nyheder. Hun nikkede stille mod Valerio som en hilsen, hvilket tydeligvis overraskede vagterne. ”Hver venlig at fjerne lænkerne,” beordrede hun med en rolig tone. Hun havde tydeligvis langt mere energi end hun havde haft blot dagen i forvejen, hun lød rent faktisk besluttet. Vagterne gjorde som hun bad om uden at tøve, og fjernede de lænker der holdte hans håndled sammen, derefter så de igen på hende og afventede videre ordre. ”Forlad os,” svarede hun blot som svar på deres afventende mine. Vagterne var langt fra tilfredse med hendes beslutning, men de sagde hende ikke imod. Destiny følte sig slet ikke utryg da de endte med at lade hende og Valerio alene, for hun vidste allerede nu at den mand ikke havde tænkt sig at gøre hende det mindste, hun frygtede ham ikke. ”Jo tak, Valerio, den var i den grad tiltrængt,” erkendte hun med et stille nik. ”Hver venlig at tage plads,” hun gjorde gestus mod stolen der stod foran skrivebordet. Det dokument hun havde haft snuden i, lå endnu åben på bordet. Hun trådte til siden, kun for at han ville være i stand til at kunne træde forbi hende. ”Det forundre mig meget, at vagterne skulle finde dig på mit kontor,” armene lagde sig over hendes bryst, mens hun så på ham med en yderst streng mine. ”Jeg håber at du er klar over, at dette er dybt ulovligt.. og yderst hemmeligt statsanliggende,” fortsatte hun. Der var en myndighed over hendes væsen som der ikke havde været før. Hun trådte mod ham, og lod en finger stryge netop under den skramme han havde fået i panden. De havde tydeligvis været hård ved ham. Hun vendte sig mod dokumentet. ” Sandt at sige så.. ærgrer jeg mig lidt, Valerio,” hun lod igen de isblå øjne glide over ordene. ”Jeg burde halshugge dig for din snagen.. tage dine tænder igen måske,” hendes mundvige fortrak sig i et halvvejs smil. ”Det ville dog være ærgerligt at ødelægge et sådanne talent, du er mere veltalende end det jeg før har opfattet.. Det er næsten beklageligt at du nægter at anerkende Manjarno som et potentielt hjem,” hun lod hånden glide til hagen, med en yderst tænksom mine. Hun ville ikke holde ham fange her, men hun var nødt til at vide hvor han ville gå hen med den information som han nu havde, og som han i øvrigt ikke slet ikke burde være blevet en del af!

[Deleted]

Valerio lod mere end glædeligt vagterne føre ham til kontoret, for han vidste at det som han havde gjort, var forkert. Han sad nu inde med mere information end det som godt var, selvom han vitterligt ikke havde noget som helst at bruge den til, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Han blev stående foran Destiny, selvom han nu tydeligt kunne se at hun så langt bedre ud nu end det som hun havde gjort da han så hende aftenen inden. Han blev stående, selv da vagterne endelig lod hans lænker falde, for de var faktisk stramme og det var bestemt heller ikke fordi at han havde nogen intentioner om at gøre Destiny noget som helst. Han vidste, at bare et forsøg på det, ville koste ham livet, så det var slet ikke noget som han fik noget ud af alligevel! Hans mine forblev direkte stram, som hans blik hvilede på hende. Han var jo trods alt et rovdyr og det var med alt hvad det måtte indebære, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han himlede let med øjnene og rystede så på hovedet. ”Jeg ser forbedringen om ikke andet,” sagde han roligt, som han nikkede mod hende, kun for at tage plads i stolen overfor bordet. Han havde skam ingen kvaler ved at skulle lytte bare lidt til hende, for det var jo hvad han gjorde i denne stund, ikke sandt? Han nikkede. ”Jeg ved det skam godt,” medstemte han roligt. Desuden vidste han godt, at han var utrolig dygtig til at formidle sproget på skrift, ellers ville han heller ikke have taget hendes arbejde som han havde gjort på denne måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt heller ikke. At hugge hovedet af ham, var slet ikke noget som rørte ham, for han var virkelig ikke bange for døden. Han vendte blikket mod hende, selvom hun lod hånden berøre hans pande. Han måtte erkende, at slaget havde efterladt ham med en mindre hovedpine, selvom han ikke regnede med at det ville vare så længe – men at det kun måtte være et spørgsmål om tid, inden det ville gå over alligevel, for hvad andet kunne han da ellers regne med. ”Med det jeg har været igennem, Destiny, så frygter jeg døden som noget af det sidste.. Så om du gør det og tager tænderne med, så må det jo være sådan. Jeg.. gjorde vel bare min indsats for at lette noget af byrden for dig.. som en gensidig tjeneste,” endte han ganske stilfærdigt, for løgn var det jo ikke engang. Var han helt død, så kunne tænderne jo slet ikke komme ham til gavn uanset hvad, så kunne det jo næsten være lidt.. lige meget på sit vis? Armene gled roligt over kors på hans eget bryst, som han alligevel endte med at rejse sig op og med blikket hvilende på hende. Han havde intet at komme efter i Dvasias. Organisationen gik i døden da Alec gik bort og Julien havde problemer nok, så han regnede virkelig ikke med at det ville hjælpe på noget som helst. ”Jeg hører ikke hjemme nogen steder,” erkendte han gerne. De andre mobbet ham, holdt ham ude.. Ja, det nære bånd som han havde haft i Mathimæus Mansion var vel opløst for hans vedkommende, i og med, at de havde valgt at lukke ham fuldstændig ude? Selvom det selvfølgelig var en tanke som gjorde ondt for ham at tænke på, for selvom han var død, så var han stadig et væsen af følelser.. et eller andet sted.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det havde i den grad været forkert af ham at bryde ind på hendes kontor! Han havde fået del i en hel del viden, som slet ikke vedkom ham, og det var nok også det som vagterne havde reageret på. De kendte alle til hans gøren, de kendte alle til den organisation der var blevet afsløret for dem for så mange år tilbage, og han kunne tage en masse information med hjem, hvilket ikke var en tanke hun brød sig om. Når det var sagt så beundrede hun hans arbejde, og han havde alligevel taget en hel del af det der havde plaget hende, han havde lettet hende, også selvom der stadig var en del tilbage at beskæftige sig med. Destiny forblev fuldkommen rolig, hun havde absolut ingen grund til at frygte ham, han havde ikke tænkt sig at gøre hende noget, ikke mindst fordi han udmærket vidste hvad hun var i stand til. Det var måske forkert af hende, men hun havde en usædvanlig følelse af, at hun sagtens ville kunne sætte sin lid til ham, men det kunne selvfølgelig være en fornemmelse, der kunne lokke hende i direkte fordærv. ”Det glæder mig om ikke andet. Jeg var ikke meget værd i går,” hun var slet ikke bange for at erkende at hun i den grad manglede tid til at slappe af, for det havde hun ikke været god til på det seneste, og det påvirkede hende, som det påvirkede alle omkring hende, de timer med søvn havde virkelig gjort godt! ”Godt,” mumlede hun blot kortfattet. Der var meget hun kunne gøre ved ham, om ikke andet så burde hans straffes, også selvom det ikke ville være noget hun ville kunne få sig selv til, det ville være spild af talent, for det var virkelig få man fandt, som var i stand til at formidle sig på den måde på skrift, det lød jo faktisk som noget hun kunne have skrevet! ”Det var ikke nogen trussel, Valerio. Jeg værdsætter ikke at du bryder ind på mit kontor, jeg har ikke den mest fjerne idé om hvad du ved, og hvad du har tænkt dig at bringe med hjem.. men jeg må erkende at jeg værdsætter tanken om at kunne tilbringe et par timer mere med min søn og min forlovede.. takket være dig,” tilføjede hun roligt. Hun lod ham rejse sig, og blev stående foran ham. Hun var ikke nær så høj, og han var måske en mand, men det lod hun virkelig ikke påvirke hende. Valerio havde aftenen før sagt at han skyldte hende, og det var måske en uheldig måde at betale hende tilbage på, men han havde vel kunnet se hvor udmattet hun faktisk havde været,og ønsket at give hende en hånd? Tænksomt gned hun den, en smule spidse hage. ”Det gør mig trist til mode. Jeg ved at vi er kommet uheldigt fra start, og at jeg sikkert ikke kan sætte min lid til dig, som jeg ved at du ikke har den mindste respekt for mig,” hun vendte ryggen til ham, og begyndte en traven frem og tilbage. Den var dog ikke rastløs men i stedet yderst tænksom. ”Du kan gå når du ønsker det, Valerio.. Men vid dette; Visse faldne kan endnu reddes.. Jeg er i stand til at tilgive,” hun forsøgte vel at lede ham lidt ind på sporet af, hvad hun i virkeligheden havde tænkt sig at tilbyde? Han var en fornuftig, veltalende mand, og selvom hun ikke turde regne med noget, så kunne hun vel håbe?

[Deleted]

Valerio vidste udmærket godt, at han burde blive straffet for det som han havde gjort i denne stund, selvom det slet ikke var noget som han tog sig af. Han var ikke bange for døden og nu hvor han havde set den i øjnene så mange gange, så rørte det ham egentlig ikke. Han havde set sine forældre blive brændt på bålet, han havde stået og set til tabet af hans bror, hans niece og nu var hans nevø også så nedbrudt, at han slet ikke vidste hvad han skulle gøre ved det. Et sted så måtte han vel bare.. erkende, at han ikke kunne gøre noget? Han vendte blikket direkte mod hende. Han respekterede hende faktisk, hvilket bestemt heller ikke sagde så lidt for hans vedkommende. Han blev dog på sin plads og uden at gøre hende det mindste. Han ville ikke få det mindste ud af det, for ikke at glemme, at han vidste hvad hun var i stand til, så han ville da slet ikke kunne få det mindste ud af det uanset hvad, så kunne han jo lige så godt lade være med det alligevel! ”Med største respekt, så må jeg jo give dig ret. Du var virkelig forfalden i går,” medstemte han ganske kortfattet. Han var måske dvasiansk af udtryk og holdning, men hans meninger var straks noget helt andet. Han kunne faktisk godt se abstrakt og objektivt på tingene uden at det direkte var nødsaget til at være dvasiansk. Han ønskede at lære, for selv en som ham, lærte jo igennem hele livet. At hendes ord ikke var en trussel, men alvor, vidste han skam godt, for han vidste at det var forkert, men hvad fanden? Han skyldte hende det, så selvfølgelig var det noget som han agtet at give hende, før han tog nogen steder hen! Han kneb øjnene fast sammen. Han havde givet hende timer med hendes søn og Fabian, så var alt vel også fint? Ikke fordi at det var noget som han ville blande sig i som sådan, for det var heller ikke en følelse som han regnede med at få lov til at opleve, og så… alligevel? Efter hans møde med Malena.. Ganske kort endte han fraværende, selvom han rystede kraftigt på hovedet, for at komme til sig selv igen. ”Jeg skyldte dig en tjeneste Destiny og.. uanset hvor forkert det end var af mig, så har jeg ikke tænkt mig at sige undskyld. Det statsanliggende lod jeg ligge. Jeg har ikke læst noget af det, men blot.. taget mig af det som jeg kunne tage mig af, selvom det kun har været en brøkdel af hvad jeg kunne, hvis jeg var sat mere ind i det. Hvis det var til gavn for dig, så går jeg ud fra at min gæld til dig, er betalt,” sagde han ganske stilfærdigt, som han blev stående og kigget på hende, for han mente det faktisk ganske alvorligt af sig. Han lavede bestemt ikke sjov med den slags, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var sådan at han tog det. Han lyttede til hendes ord, selvom det ikke rigtigt var noget som gav nogen mening for ham. Hun viste ham faktisk.. tillid? Det var slet ikke noget som han havde regnet med på nogen måde. Han lod hovedet søge let forundret på sned og uden at tage blikket fra hende på nogen måde. Lige hvad det var hun hintede til, var slet ikke noget som han som sådan kunne sætte en finger på, for det var alt for indpakket lige nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han sukkede dæmpet og himlede let med øjnene. ”Jeg går næsten ud fra, at du betegner mig som en falden? Jeg regner ikke med din tilgivelse for mine handlinger, Destiny. Jeg kan se du stadig døjer med meget fra.. den ene aften,” endte han ganske kortfattet.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny burde i den grad ikke lade ham leve, den viden han bar kunne hurtigt blive farlig for hendes egen del, det gav ham trods mulighed for at tage det med tilbage til Dvasias, udnytte hans nye viden til endnu et angreb.,. Hun havde dog på fornemmelsen, at hun slet ikke behøvede at frygte for den slags med ham, han virkede faktisk til at være overraskende.. fredelig? Hun kendte ikke til organisationens grunde til et angreb for mange år siden, men det havde kostet menneskeliv, det havde kostet guld i umådelige mængder, og det havde i den grad kostet tillid, hvilket også var grundene til landenes meget anspændte forhold til hinanden i øjeblikket, og der var manjarno bestemt ikke en undtagelse. Destiny sendte ham et stille smil, hun følte sig bestemt ikke fornærmet. Hendes hår stod stadig ud til alle sider, og hun havde endnu ikke fået skiftet kjole, men hendes blik udstrålede en helt anden energi. ”Jeg er forfalden;” hun trak ligegyldigt på skuldrene, for det var der ikke noget at gøre ved i øjeblikket, som dronning havde hun ekstremt mange ting at tænke på, og som mor kun endnu flere, og hun forsøgte virkelig at få det hele til at nå rundt, også selvom hun vidste at Fabian manglede hende for tiden, og eftersom de ikke var gift, kunne hun endnu ikke overlade det store arbejde til ham. Hun kastede et kort glimt mod dokumentet, også selvom hun ikke læste. Af en mand fra mørket at være, så var hun overrasket over hans objektivitet, han formåede at tænke både i det procianske og i de dvasianske baner, og hun kunne se i hans besvarelser, at han faktisk var i stand til at vise sympati. I mellemtiden var Valerio tydeligvis faldet i staver, stod i hans egne tanker. Hun blandede sig dog ikke i dem, det var om ikke andet nogle han kunne få liv til at have for sig selv. Hun nikkede forstående, lyttede til hans ord. ”Jeg skal endelig ikke tvinge dig til at undskylde. Jeg er glad for at du lod det statsanliggende være, også selvom det selvfølgelig under alle omstændigheder, var direkte dumdristigt at bryde ind på mit kontor. Jeg må dog erkende at jeg er yderst tilfreds med dit arbejde, og jeg ville indvie dig, hvis jeg havde den mest fjerne ide om hvor du stod.. Du forstår vel at det ville være for farligt at give dig alt den information? Men ja vi kan godt sige at vi er kvit,” medgav hun roligt. Hun havde slet ikke talt dette igennem med Fabian, men i det store og det hele var det ligegyldigt, for hun havde for pokker da brug for en for ham! Man kunne godt påstå at hun brugte en smule omvendt psykologi for at få det som hun ville have det, forsøgte at give ham blot på tanden, også selvom det i den grad kunne ende farligt for hende selv, hun måtte vare hendes skridt. For første gang lod hun blikket falde direkte i hans og fastholdte det. ”Sandt. Du og din bror har langt fra hjulpet min popularitet godt på vej. Men hvis du nogensinde føler for at.. rette op på den handling i foretog jer. Hvis du en dag skulle ende med at fortryde den, så vil jeg med glæde høre en forklaring.. desuden har Manjarno været en ny start for mere end en,” hun blev ved at ligge de små ledetråde ud til ham, han var trods alt en intelligent mand, det havde hun konkluderet for længst.

[Deleted]

Det kunne godt være at Valerio var en vampyr, men af ham og hans bror, så var han helt klart den mere fredelige slags, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn. Han blev dog stående og uden at gøre det mindste, for han var slet ikke den aggressive af slagsen. De var kun når han for alvor følte sig truet, selvom det bestemt heller ikke var noget som bare skete, for det var faktisk en svær handling at gøre ham sur. Destiny havde ganske vidst formået at gøre det en gang, men det havde jo så til gengæld også kostet ham tænderne. Hun havde virkelig set forfærdelig ud aftenen forinden, hvilket han gav hende ret i, dog uden at håne hende, for det var jo bare en kendsgerning, og hvis hun selv kunne se det, så var alt vel også i den skønneste orden? Det var om ikke andet, så sådan at han selv måtte se på det, for det var slet ikke noget som han havde det mindste imod som sådan, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Det vil jeg ikke ligefrem vove at påstå.. Måske stresset, men ikke direkte forfalden,” sagde han roligt, som han lod hovedet søge let på sned. Nej, det var bestemt ikke fordi at han var i færd med at forføre eller smigre dronningen, for det var det slet ikke! Det var egentlig bare hans ærlige mening, om det var noget som de ville det eller ikke, for det var jo ikke engang en løgn! Selvom det han havde gjort var forkert, så var det ikke direkte noget som han ville undskylde for. Han havde mange talenter og han havde faktisk forståelsen for empati og sympati, om det var noget som man ville det eller ikke. Han blev stående og med den ganske stilfærdige mine i ansigtet. ”Jeg ved godt at det var en handling af ren og skær dumdristighed. Jeg skyldte dig en tjeneste, så at give dig en fritid til din kære Fabian og lille knægt. Så længe at arbejdet kan bruges, så er jeg kun glad og tilfreds,” begyndte han med en ganske kortfattet og ikke mindst stilfærdig stemme, for det var sådan at han havde det. ”Informationen er farlig for dem som har tænkt sig at udnytte det.. og sådan en mand er jeg altså ikke,” endte han ganske kortfattet og med en næsten.. fornærmet tone? Han slog armene over kors. At sige undskyld for hans handlinger, var slet ikke nok, også selvom han vidste at skylden for rigtig mange ting, halvt om halvt var hans, men det var virkelig underordnet set i hans øjne, for det var slet ikke noget som de fik det mindste ud af i den anden ende alligevel. Selvom han måske var en intelligent mand, så havde han faktisk problemer med at finde ud af hvor hun ville hen med det hele, for det andet, var da slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst. Han var slet ikke god til den slags ting! ”Rette op på tingene på hvilken måde, Destiny? Kan du ikke bare fortælle mig direkte, hvad det er du hentyder til, for det andet kan jeg virkelig ikke bruge til noget som helst..” vrissede han let, for det var faktisk noget som direkte måtte irritere ham! Han kunne se objektivt på tingene, han kunne se tingene fra mange perspektiver, men at føre A til B. ”Og en forklaring på hvad? Hvorfor vi gjorde som vi gjorde?” fortsatte han med et let hævet bryn. Han var faktisk til at snakke med, hvilket kun glædet ham at Destiny havde fundet ud af.

[Faith Jaceluck Marvalo]

I øjeblikket havde Valerio skam ingen grund til at føle sig truet på nogen måde. Det kunne godt være at hun stod der og snakkede om halshugning og straffe, men det var bestemt ikke fordi hun havde tænkt sig at gøre nogen af delene. Han havde om ikke andet forsøgt at gøre op for en gæld, og han havde gjort det overraskende godt, også selvom hun selvfølgelig ikke brød sig om, at det havde været så enkelt for ham at bryde ind på hendes kontor. Det var slet ikke fordi hun følte sig hverken fornærmet eller hånet af hans ord, for det var jo blot faktum. Desuden så tog hun ikke hans ord som smigr, for Valerio var slet ikke en mand af den slags. ”Tjah. Skal jeg være ærlig så er det, det rene kaos. Landet er blevet større efter alle problemerne Procias har haft, vi har umådelig mange flygtninge. Jeg er bestemt ikke den mest populærere dronning, men det er jo som det det. Jeg har mistet min datter og desværre er der desværre ingen rådgiver, der kan holde tingene samlet, på slottet. Jeg er på trods af alt blot menneskelig,” hun sendte ham et stille smil. Hun var faktisk blødt op overfor ham. Her stod hun og plaprede, mens han end ikke ville fortælle hende om den desperate situation med hans tænder. Hun sukkede og rystede stille på hovedet. Hånden strøg roligt over dokumentet. Det lod slet ikke til at han forstod en hen tydning. Valerio var en virkelig intelligent mand, han kunne formulere sig på skrift, desuden var han i stand til at sætte sig ind i den nødvendige tankegang, hvilket nok var det der overraskede hende mest, for med den katastrofe han og hans bror havde forsaget tilbage dengang, så havde han kun vist sig fra en yderst typisk dvasiansk side. ”Tro det eller ej, men jeg værdsætter det. Jeg føler mig blot flov over at det tydeligvis var så enkelt for dig at trænge ind,” hun strøg de flammerøde lokker bag ørerne, og vendte sig igen mod Valerio. Det var næsten som om at hun fornemmede en form for gensidig respekt, en hun allerede havde set aftenen før, da han havde valgt at bukke for hende. Hun forstod det ikke endnu. Hun lod et slankt øjenbryn hæves. ”Forklar mig igen hvorfor jeg rent faktisk tror dig?” blikket mødte hans. Hun talte skam sandt. Det kunne være hendes død, men hun stolede på ham.. af en mærkværdig grund. Et sted så morede det Destiny at han slet ikke lod til at fatte hendes hentydning. Smilet bredte sig. Hun lod hånden falde mod hans kind, klappede den blidt, for denne gang ønskede hun bestemt ikke at gøre ham ondt. ”Du virker vitterligt ikke til at være en kold og ligegyldig mand.. som din bror. Jeg kan se på dine ord, at du efter alt bære en smule empati med dig. Du vidste hele tiden hvad din bror ville gøre, du var med til at slå alle ihjel, det virker sågar som om at din bror ikke kunne planlægge det, han var musklerne var han ikke? Men hvor fik det dig hen? Hvem var det en hjælp for?” hun gned tænkende hagen. Valerio havde danset med hende, og flygtet da alt gik løst.. hun huskede ham ikke som aggressiv. ”Hvad jeg prøver at sige er.. at hvis den episode nager dig blot lidt, så er det nok for mig. Det ville være en synd og skam at forkaste et talent som dit. Tag ikke fejl, jeg ved at Dvasias er dit hjem og at jeg ikke er din dronning. Jeg siger blot at hvis du en dag besluttede dog for at ændre levevis, så ville jeg være i stand til at give dig en chance for at gøre det;” hun trak på skuldrene. Alt var op til ham, hun kunne ikke tvinge ham. ”Jeg tvivler på at det var storhedsvanvid,” tilføjede hun blot en anelse fraværende.

[Deleted]

Valerio følte sig slet ikke truet på nogen måde, for det var bare sådan at det endelig måtte være. Han kunne se en mere blid side af hende, og det var noget som faktisk selv måtte påvirke ham selv, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Det var slet ikke fordi at han ønskede at håne eller smigr sig ind på hende, for det var slet ikke hans intention! Han var ikke en type som gjorde sådan for det var slet ikke meningen på nogen måde. At hun direkte stod og plaprede løs omkring hendes egen livssituation, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han betragtede hende med et ganske kortfattet blik. Det kunne godt være at han var følelseskold i blikket, men det var han faktisk ikke i det indre, for det var slet ikke sådan at han var, for sådan havde han aldrig været før. ”Jeg ved det godt.. Jeg har lagt mærke til hvordan det så ud før.. og efter,” begyndte han roligt. ”Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg ikke at der er nogen af kongehusene som står synderlig stærkt nu om dage. Elanya i Procias er bestemt ikke den mest populære, af hvad jeg har hørt, men jeg kan nu tage fejl,” sagde han roligt og med et let træk på skuldrene. Nej, han var ikke meget for at tiltale folk med deres titel, for de var jo trods alt også medmennesker i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn på noget tidspunkt. Han havde gjort hvad han kunne for at hjælpe hende, hans gæld var betalt, og det var selvfølgelig noget som gjorde sit også for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Han trak svagt på smilebåndet. ”Det er faktisk ikke så besværligt. Det kan være at det er.. underligt, men jeg er efterhånden temmelig stedskendt,” endte han ganske kortfattet, for det var jo ikke engang en løgn set i hans øjne. Der var vagter ned af gangen, men han kunne bevæge sig temmelig hurtigt og hurtigere end det som øjet kunne se, så selvfølgelig var det noget som faldt til hans fordel. Han var helt anderledes end hans egen bror, det vidste han godt, for han havde altid været den som var bare lidt præget af følelser og det havde han altid været. Det var dog ikke noget som Alecander havde formået at rive fra ham på nogen som helst måde overhovedet. ”Jeg er meget dygtig til at virke.. troværdig, Destiny.. At du stoler på mig, er noget som ganske få ville gøre i dit sted,” forklarede han videre og med det samme rolige smil på læben. At hun direkte klappet ham på kinden, var noget som et sted måtte komme bag på ham, selvom han nu heller ikke gjorde noget ved det, for han var ikke aggressiv ligesom hans bror var! Han betragtede hende med et ganske kortfattet blik. ”Jeg er måske anderledes end min bror, men.. jo.. Han var musklerne, jeg var hjernen. Gjorde han det alene, ville det slå ham ihjel..” endte han med en mere vrissende stemme, for det gjorde ondt. Hans bror var alt han havde haft, så selvfølgelig gjorde det også sit. Han var måske en ganske intelligent mand, men.. hvad betød det, hvis det ikke kunne bruges? Direkte så lød det som om at.. Destiny ville holde ham i Manjarno? Hvilket i den grad også måtte forundre ham meget! Han rystede let på hovedet. ”Jeg er ikke en del af det sammenhold i Dvasias længere, Destiny. Jeg hører ikke til nogen steder.. Men ja.. Det ville være godt at vide hvad du faktisk hentydet til? En tilgivelse er en ting, et nyt liv er straks en anden,” påpegede han sigende. Det var faktisk noget som forvirrede ham!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny vidste allerede at Valerio havde et meget klart billede af hende, og at han anså hende for at være lidt af en.. strigle? Et sted var det vel kun klart, sådan som de var blevet præsenteret for hinanden. Hun havde holdt ham under tortur, og det i sig selv ville hun ikke undskylde for, for hun havde givet Alec dage til at levere Fabian tilbage, før hun selv havde valgt at ligge en finger på hans bror. Valerio havde mildest talt skabt en god del kaos, men mere var der jo heller ikke at gøre ved det nu, sket var jo desværre sket. Når hun stod der og plaprede var det bestemt ikke for at søge medlidenhed, for hun klarede sig, men sandheden var at Manjarno stod i en svær situation, og at hun havde alvorligt brug for hjælp til at holde trådene sammen, for hun var blot et menneske, og hun kunne ikke holde styr på alle de ting selv! Hun nikkede roligt til hans ord. Der var sket enorme forandringer, halvdelen af slottets vest fløj var desuden bygget om, udelukkende fordi de havde formået at smadre stort set det hele, så slottet og ikke mindst landet havde været under større forandringer. Idet han valgte at bringe Elanya op, blev hun en del mere anspændt. Hun havde bestemt ikke et godt forhold til hendes mor! ”Elanya er forældet. Milliarder af ægteskab og børn hun ikke kunne holde styr på, nej det gør hende langt fra populær. Rygterne siger desuden at hun er travl i Dvasias, ikke at jeg ved meget om det, men det er sikkert at hun ikke står særlig stærkt. Desuden er Jason heller ikke videre populær, en vampyr på en lys trone, har aldrig været sagen for de stolte borgere. Jaqia er blot.. stille. Ingen høre eller ser hende efter at hun fik en søn. Milliarder af Dvasianere ville forsøge at vælte hende hvis de turde. Hun er personligt slet ikke min kop the, jeg må dog give hende, at hun har ben i næsen,” hun trak ligegyldigt på skuldrene. Hun brød sig ikke om nogle af de øvrige regenter i de andre lande, og hun lagde bestemt ikke skjul på det. ”Det at det lykkedes dig, er kun tegn på forringet sikkerhed,” mumlede hun en anelse fraværende, og stirrede ud af vinduet hvor solen var gledet i dække bag en mere grå sky. Hun trådte roligt forbi ham, og gled ned i stolen. Blikket gled mod ham. ”Min tillid til dig kan blive min død,” hun var ikke bange for at erkende det, at det var direkte dumt at stole på en mand som ham, men hvad pokker kunne hun ellers gøre? Endnu engang måtte hendes mundvige fortrække sig i et lille smil. ”Det tror jeg gerne. Og alligevel var han villig til at lede dig stikken, da du behøvede ham?” svarede hun, med en yderst sigende tone. Han skulle fatte hentydningen. Hun sukkede tungt og himlede opgivende med øjnene. ”Meget vel.. Som jeg nævnte så mangler Manjarno desperat en der kan hjælpe med at holde trådene samlet, så vi fortsat kan stå stærkere end de øvrige lande. Desværre er der yderst få der besidder de skriftlige og veltalende gaver som dig, Valerio. Som sagt stoler jeg underligt nok på dig. Jeg kunne tilbyde dig et job som rådgiver. Et yderst meningsfuldt arbejde, hvor du vil være i stand til at gøre noget nogen faktisk kan bruge, og værdsætter,” tilføjede hun stille, og holdte en kort pause. Fingrerne tromlede over bordpladen. ”Det vil naturligvis betyde at du skal anerkende Manjarno som dit hjem, vie dit sind og din sjæl til dets bedste, og det vil betyde at du vil være nødsaget til at anerkende mig som din dronning,” afsluttede hun. Benene søgte over kors, hun rettede ryggen. ”Jeg vil ikke tvinge dig til det mindste, som sagt er du fri til at gå når du ønsker, men muligheden ligger her.. hvis du skulle blive fristet,” hun smilte ligefrem blidt, som havde han været en ven.