You have something that belongs to me!

[Deleted]

Det var ved at være aften. Solen var lige gået ned, så hele den store himmel var malet i de røde, gule og orange farver, og det var i sig selv, et ganske smukt syn, selvom det slet ikke var det som Valerio var ude på at stå og betragte, for han havde mange andre ting. Han havde valgt at søge til Neutranium i løbet af aftenens første timer og det var med en god grund, for så kunne han vel heller ikke vække sig den største opmærksomhed? Han havde valgt at søge til slottet på den samme måde, som så mange andre havde gjort det når de skulle opsøge kongeparret for det ene eller det andet, selvom det ikke helt gik sådan som han havde regnet med det, for han var grebet så snart at han var nået frem til de store porte. Han var jo trods alt en vampyr og ganske godt kendt her på stedet, ofr det var ikke første gang at han var der, hvilket bestemt heller ikke gjorde det meget nemmere for ham! Han knyttede næverne utrolig fast, idet han blev ført indenfor – hvilket jo var det som han ønskede i udgangspunktet, så det kunne da ikke være så slemt igen, kunne det? Han vendte blikket direkte mod vagterne – en på hver side, som tydeligt måtte nægte at give slip på ham, så kunne han ikke gøre noget andet ved det, hvad end o det var noget som det måtte være eller ikke. Han havde ingen tænder, så han var ikke direkte nogen fare foruden hans umenneskelige styrke, men det var jo heler ikke fordi at han var ung mere, men ved at være oppe i alderen, også for deres slags, så selvfølgelig var det noget som gjorde det samme for hans vedkommende, så var det bare sådan at det endelig måtte være i denne her verden. ”Så slip mig da! Jeg kan godt gå på egen hånd!” vrissede han fast af vagterne som de tvang ham op mod tronsalen i Neutranium.
At Destiny eller Fabian måtte være derinde – hvis ikke begge to, var noget som Valerio næsten kunne gætte sig til allerede med det samme, for ellers ville de da ikke føre ham dertil. At deres datter var væk, var dog en nyhed som var nået ham til øre, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til det, for det var virkelig ikke noget som rørte ham p nogen måde. Han sukkede ganske kortfattet og med den samme mine, som han alligevel kunne mærke at han måtte blive langt mere anspændt end det som han ville være ellers, men.. den kvinde havde noget som tilhørte ham, og det var noget som gjorde ham direkte rasende! Hun havde ingen anelse om hvad det betød at tage de tænder fra ham. Næsten som han forsøgte at komme tættere på døren, for han kunne sagtens føre sin egen sag, og det var jo heller ikke fordi at han ønskede at gøre dem noget som helst, ofr det var slet ikke hans mening på nogen måde overhovedet! ”Så slip mig da!” endte han med en fast tone. De bankede på, ventede nogle sekunder, idet at de førte Valerio med sig ind i den store sal. ”Deres Højhed. Vi fangede denne vampyr udenfor muren.” fremlagde de deres sag, for de vidste – lige så godt som Valerio selv, at manden var yderst velkendt her på stedet, selvom det slet ikke var noget som gavnede ham på nogen måde! De slap ham dog ikke. han var jo stadig farlig.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var efterhånden ved at være sen eftermiddag. Himlen var malet i smukke røde nuancer, frem for den blå himmel der havde hærget hele dagen. Destiny bevægede sig lettere rastløst rundt i tronsalen. Den eneste sol hun havde set, var den der var blevet kastet ind af vinduerne, for hun havde ikke ligefrem haft tid til at søge udendørs. Pligterne der fulgte med hendes titel var blevet direkte anstrengende, særligt efter Freyas problematiske fødsel, og hendes pludselige forsvinden derefter. Det skar endnu i hendes moderhjerte, ikke at have hendes datter omkring sig. Fabian var endnu knust. Julian var allerede puttet. Den fantastiske lille knægt lod faktisk til at klare den overraskende godt, hvilket vel et sted fyldte hende med det lille håb, om ikke andet fik hun lov til at beholde blot det ene. Hånden gled igennem hendes flammerøde lokker, der indrammede hendes ansigt med store krøller. De isblå øjne stirrede intenst på gulvet, som hun gik frem og tilbage langs tronen, fyldt med forvirrende tanker, hvilket slet ikke var noget nyt i denne tid. Vagter stod fuldkommen stive som havde de aldrig været der, og de få kammerpiger der befandt sig i rummet, skænkede hende ikke så meget som et blik, stemningen på slottet havde generelt været trykket siden tabet af prinsessen. Der var så meget at holde styr på, og ingen rådgiver at dele det med eller spørge til råds, det var faktisk hårdt, særligt efter hun havde valgt at sende Hertuginden bort, for hendes egen sikkerheds skyld. Hun tog sig frustreret til hovedet. Så snart en bekymring var af vejen opstod blot en ny, og det drev hende efterhånden til vanvid! Hun lod en hånd følge ned over den himmelblå kjole der prydede hendes krop, der tydeligt var blevet en anelse mere velformet efter fødslen, for det havde i den grad været hårdt!
Den pludselig forstyrrelse af vrede stemmer, fik hende til at vende blikket mod døren ud til de lange gange, med stor forundring. Der var noget velkendt over stemmen, men hun formåede ikke at sætte ansigt på den. Skikkelsen der trådte til syne, slog hende næsten direkte omkuld. Hvad pokker lavede den mand her?! Manden var frustreret det kunne hun tydeligt fornemme. Han var en farlig mand, det havde han bevist, men hun var slet ikke i stand til at bedømme en sådanne situation, hun havde hovedpine for pokker! Selv hendes mine og hendes skønhed var præget af den uro og de mange tanker der hjemsøgte hende, hun sov næsten ikke, og der var alt for megen arbejde der trak i hende. Hun føjede vagterne med hånden. ”Slip ham,” beordrede hun hun en anelse dvask. Hun trådte en anelse tættere på ham. Måske han var en vampyr, men han havde virket mere fornuftig end hans kære bror, så det forundrede hende direkte at han havde været så tæt på grænsemuren, når hun havde givet ham en tydelig advarsel ved sidste møde. ”Det er mig en overraskelse at se Dem igen Mr. Mathimæus. Jeg mindes at vi havde en aftale?” hun så en anelse spørgende på ham, og selvom hendes tone var en anelse kølig, så var hun slet ikke så fjendtlig som sidst, for hun havde ganske enkelt ikke overskud til, også at skulle tage sig af ham, til at skulle skændes og spille stor og farlig dronning, det var for anstrengende.

[Deleted]

Valerio vidste udmærket godt, at han burde holde sig langt væk fra det her sted, også fordi at han faktisk var blevet forbudt at bevæge sig på denne her side af muren, selvom det ikke var noget som gjorde am det mindste, for han var her jo aldrig alligevel! Han ville bare gerne have sine tænder igen, for han var træt af at blive hånet og nedgjort, for ikke at glemme, at han ikke kunne leve sit liv optimalt! Efter mødet med Marlena – en ganske simpel nymfe i skoven, så havde det vækket andre tanker i ham! Tanker som aldrig havde været vækket i ham nogensinde før. Lige hvad det var, var ikke noget som han som sådan havde fundet ud af endnu, men det var jo trods alt bare sådan at det var. Han kunne ikke beskytte hende, han kunne ikke hjælpe hende eller noget som helst når det så sådan her ud, og det vidste han udmærket godt! Han kunne for pokker ikke engang gå ind og beskytte sig selv, og den tanke, var faktisk noget som gjorde direkte ondt for ham selv at tænke på! At han så skulle gribes på denne her måde lige foran porten var nu heller ikke ligefrem uventet, men det kunne klart gøres mere behageligt! At se Dronningen af Manjarno, Destiny Maloya stå der foran ham og ligne hvad han selv i bogstavelig forstand måtte beskrive som et omvandrende lig, så var det tydeligt at hun faktisk ikke havde det særlig godt, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af, for det havde han bestemt heller ikke! Og det var alt sammen på grund af hende! Han knyttede næverne som vagterne endelig måtte give slip på ham, så han selv kunne få lov til at stå og præsentere sin sag. Han rettede på tøjet, som han let vrissede af dem som havde holdt ham fast, for det var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i. Han var måske langt mere kontrolleret og fornuftig end sin egen bror, men den mand var jo også død den dag i dag, og Julien var godt på vej mod det samme, for han havde aldrig set knægten mere nedenfor end det som han var, så selvfølgelig var det også noget som bekymrede ham! Han kunne bare ikke rumme alt på en gang, og det her var virkelig også meget! Han vendte blikket direkte mod Destiny og med den samme ganske så kortfattede mine. Han havde intet til overs for hende, for det havde der heller ikke været nogen grund til. Hun havde da sin kære ved sig, og alle hans var brutalt revet fra ham igennem stort set hele hans liv, selvom han nu heller ikke ville stå der og klandre hende for noget som helst. ”Jeg har vandret fuld synlig for alles åsyn hele vejen hertil, Destiny. Du har noget som tilhører mig, og jeg vil have det tilbage,” bed han hende af, for nej, han havde ikke meget til overs for hende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var sådan at det måtte være. Han slog armene over kors. Han virkede måske meget desperat bare at komme vadende herop, men de tænder ville han altså have igen! Han kunne ikke fortsætte med at mangle dem igennem resten af hans liv!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny huskede udmærket deres sidste møde, og hun havde ærlig talt troet, at det ville være nok til at holde ham væk, hun havde tydeligvis taget fejl. Blikket stirrede indgående på ham, han var vred det var hun slet ikke i tvivl om, og hun bebrejdede ham ikke, for hun havde trods alt taget hele hans stolthed fra ham, et sted forundrede det hende jo næsten at se ham i live, eftersom han ikke var i stand til at jage rigtigt uden hans tænder, der lå i en fin lille æske, på et sted kun hun kendte. Måske de tilhørte ham, men hun var vel tilhænger af øje for øje, når det kom til hendes kære vel og mærke. Valerio havde gjort hendes forlovede ondt, han havde hjulpet med at lokke ham i en fælde, der havde kostet ham både synet og stemmen, hvilket også var noget hun mærkede sig af. Hvad der så pludselig fik manden til at opsøge Manjarno, havde hun endnu ingen idé om. Vagterne trådte et enkelt skridt væk fra ham, men stod dog klar til at gribe ham, i tilfælde af at han skulle blive for fristet til at sætte sig i halsen på hende, og hun sagde ikke noget til det, hun var trods alt ikke helt dum. ”Det forundre mig, at du dukker op efter alt den tid,” erkendte hun med et lille nik. Hun lignede bogstaveligt talt noget der var løgn, fødslen af tvillingerne havde taget ekstremt hårdt på hendes krop, og de mange pligter hårdt på hendes sind og sjæl, den facade hun øjeblikket stillede op for ham, var i sig selv en kamp om at opretholde den. ”Det er naivt at tro, at jeg har tænkt mig at skænke dig dine tænder igen, Valerio,” svarede hun blot kortfattet. Det var direkte dumt at tro at det ville blive så nemt, for hun var i den grad ikke i humør til forhandlinger, han havde jo intet at tilbyde hende, ingen alkymist kunne rette op på hans brors skade, så hun ønskede at han fortsat skulle lide. Hans direkte respektløse tone, var bestemt heller ikke noget der gjorde det lettere for hende, hun havde gjort skade på ham, men han havde ligeså formået at gøre hendes liv til et helvede, han havde om ikke andet, haft en stor del i det, så det var bestemt heller ikke fordi hun havde meget til overs for ham. ”Jeg tvivler på du har noget at friste mig med, og jeg tvivler på at dine grunde vil være nok til at overbevise mig, så at komme her var direkte dumdristigt,” hun trak svagt på skuldrene, og vendte ryggen til ham, betragtede den aften der langsomt faldt på udenfor, den smukke himmelen der kastede det røde skær ind i tronsalen og lod hendes trække skikkelse bade i lyset. Det lille øjeblik med ro var næsten en lettelse, det var jo heller ikke fordi hun ligefrem havde regnet med at han skulle forstyrre hende, og så den mand af alle. Blikket gled i. Hvad pokker havde hun gjort for at fortjene dette?

[Deleted]

Det havde bestemt heller ikke været fordi at hans liv havde været nemt, udelukkende fordi at han skulle mangle de tænder. Tanken var noget som gjorde ham direkte vred! Han kunne ikke fortsætte sit liv på denne her måde, for det var direkte.. nedladende! Hun kunne lige så godt have taget hans liv dengang! Hendes kære Fabian kunne stadig leve optimalt, og hvad han havde hørt, så havde manden fået synet igen, så han kunne da leve optimalt! Bare uden muligheden for at koste rundt med folk, men dette var virkelig noget som havde forringet hans eget livskvalitet noget så kraftigt, så det ønskede han bestemt heller ikke på nogen måde! Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme faste mine fra tidligere, for det var sådan at det måtte være. Han fnøs ganske kortfattet. At hoppe på hende, var slet ikke noget som han var dum nok til, for han havde intet at forsvare sig med alligevel og det vidste hun jo udmærket godt – det var jo det som hun havde taget fra ham, og det var noget som gjorde ham direkte frustreret! ”Ja, hvad kan jeg sige? Jeg er en mand af alt for mange overraskelser,” påpegede han ganske sigende og med det samme stilfærdige smil på læben, selvom det bestemt ikke var ment som noget decideret positivt, for det var det slet ikke. Han vendte blikket direkte mod hende. At hun ikke ville give ham dem, var nu heller ikke noget som forundrede ham det mindste, men af den grund, så var det vel også tilladt at håbe på det? ”Jeg har måske ikke noget som jeg kan tilbyde i gengæld, men så forringet som mit liv er blevet, så er det bestemt ikke fair overfor mig!” endte han ganske kortfattet. Han havde måske været med til at lokke Fabian i en fælde, men hvad der var sket derefter, var slet ikke noget som han havde haft det mindste med at gøre, for han havde været i hendes tilfangetagelse, og det var bestemt ikke noget som han ville se, skulle gøre op for det, som var sket med Fabian, for han havde ikke haft noget at gøre med det! Han vendte blikket mod hende. Marlena havde vækket følelser i ham. Følelser som han kun kunne tolke i en retning, og han brød sig ikke om det! Han var dog ikke sikker på om Destiny ville forstå det, men det var ikke noget som gjorde det nemmere for ham. Han havde bare brug for de tænder! ”Mine grunde kan være fuldstændig underordnet i denne sag. Du har din kære Fabian, han har fået synet som jeg har forstået, og han kan leve et fuldstændig optimalt liv, og det kan jeg ikke uden de tænder. Du kunne lige så godt have endt mit liv i stedet for!” vrissede han med en fast tone, for det var en tanke som gjorde ham direkte irriteret, for han fandt det bestemt ikke retfærdigt. Marlena havde vækket de følelser i ham, for det beviste egentlig kun denne ene lille ting for ham – hun måtte have en betydning for ham, i en form som en.. mage?

[Deleted]

Destiny havde frataget ham muligheden for at leve et optimalt liv, men hun havde tilgengæld også uskadeliggjort ham så meget som det nu engang var muligt at uskadeliggøre en vampyr. Han havde skadet Fabian, heldigvis havde han fået synet igen, men stemmen manglede endnu, hvilket var noget Valerio havde en stor del i. Hun så frem for sig, følte hvordan alle andres blikke måtte borer sig ind i nakken på hende, de forventede noget, hvilket var en tanke der kun fik hende til at føle sig mere udmattet end hun i forvejen var. Hun var en Dronning, det var ikke passende at være så dvask, det var ikke passende at lade de personlige følelser komme frem så tydeligt, men hun havde ikke noget valg, hun følte sig så forbandet.. sårbar. ”Desværre ikke alle sammen behagelige. Hverken for dig eller for mig,” tilføjede hun og nikkede roligt for sig selv. Hvor var Fabian når hun faktisk behøvede ham? Der var ingen rådgiver, hun havde kun ham og for tiden var han ikke til for meget hjælp, han sad ved Julian mere eller mindre konstant. Hun sukkede opgivende og rystede på hovedet for sig selv, og vendte sig roligt mod ham med et direkte hårdt blik. ”Tror du virkelig, at jeg tager mig af hvad der er retfærdigt overfor dig? Skal jeg være ærlig så rager det mig en høstblomst,” bed hun ham af. Hun var en frustreret kvinde, hun havde sine egne problemer at tænke på hun kunne ikke også tage sig af hans! Man lå som man havde redt, og det kunne hun ærligt ikke tage sig af. Hvad der pludselig fik ham til at dukke op på den måde, havde hun virkelig ingen idé om, hun var også ligeglad, for sådan som hendes situation så ud i øjeblikket, så krævede hun noget i gengæld, og det skulle være noget stort. Hendes tanker gled en anelse væk igen.. gav hun ham de tænder igen så ville han vel blot forsage mere død og ødelæggelse, hvilket hun nægtede, det ville i sidste ende blot give hende mere arbejde i sidste ende. ”Dine grunde er ikke så ligegyldige, det er trods alt dem der skulle forsøge at overtale mig,” hun så på ham, trådte et skridt tættere på. Hun frygtede ham ikke, han ville ikke være i stand til at gøre hende synderligt meget, og desuden så havde han lært, at hun i den grad ikke var den rigtige at ligge sig ud med. ”Tro mig jeg var fristet,” erkendte hun og lod et lille smil passere hendes læber, hverken provokerende eller noget som helst, men næsten blidt. Hænderne foldede sig foran hende. Han havde intet at tilbyde og hun.. en tanke slog hende. Hun betragtede ham som beundrede hun ham. ”Interessant,” mumlede hun for sig selv, og lod minen folde sig i pludselig tænkende folder. Måske havde han alligevel lidt at tilbyde hende.. Manjarno var heller ikke et nemt land at være i efter alle problemerne i Procias, og hun havde jo trods alt brug for en hjælpende hånd, spørgsmålet var hvor meget han ville give, for igen at få hans kære tænder?

[Deleted]

Valerios livskvalitet var virkelig forringet som intet andet, og det var alt sammen kun på grund af kvinden som stod overfor ham. Selvom vagterne måske holdt ekstremt godt øje med ham, så var det virkelig ikke noget som han tog sig af på nogen måde, for han kunne jo intet stille op alligevel. Alle former for våben havde de taget fra ham på den mest grusomme måde, og han vidste det jo udmærket godt, selvom det slet ikke var noget som hjalp ham. Hvor var den neutrale holdning henne? Med tanken om at hun kunne være fuldkommen ligeglad med hvad han gjorde brug af i Dvasias, så irriterede det ham virkelig, at hun ikke bare kunne give ham hvad han ville have, og så tage det hele derfra, for han blev virkelig sindssyg af alt det andet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han fnøs ganske kortfattet og vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. ”Det er jo sådan man må tage det. Pisser man mig af, så siger det selvfølgelig sig selv, at det ikke altid er behagelige overraskelser, ikke sandt?” endte han ganske kortfattet. Hvordan det måtte stå til på stedet her, var noget som Valerio var fuldkommen ligeglad med, så længe at han fik tingene som han ville have dem, så kunne han være storslået tilfreds, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han slog armene roligt over kors. Hun lignede virkelig noget der var løgn, hun så ikke ud til at have sovet igennem det sidste lange stykke tid, men det var nu slet ikke noget som han ville tage sig af i den anden ende, for hvad vedkom det ham? For det gjorde det virkelig ikke! Han prustede ganske let. Malena havde vækket disse følelser i ham og det var noget som han var nødt til at gøre noget ved! Han havde slet ikke tænkt over tingene, før han var endt med at blive fanget af vagterne lige udenfor slottet her – det var først der, at det for alvor var gået op for ham, helt præcist hvad der var sket. ”Siden hvornår har Manjarno valgt at tage parti og faktisk have sine egne holdninger og meninger, Destiny? Efter kidnapningen af Jeres lille pige? Efter Fabian kom hjem? Eller er det en mening mod mig, for hvad vi gjorde for mange år siden?” vrissede han med en fast tone, for tanken alene om det, var noget som gjorde ham direkte vred, for han fandt det bestemt ikke retfærdigt på nogen måde overhovedet! At hun kom tættere på ham, rørte ham virkelig ikke, hvor han alligevel valgte at blive stående fuldkommen stille og uden at fjerne blikket fra hende. Han var jo trods alt stadig et rovdyr og det var noget som han for altid ville være! ”Jeg går ikke ud fra, at mine argumenter og grunde, vil få dig til at skifte mening alligevel. Jeg har kun erfaret, at det vil sætte mig i et sårbart lys, du vil hakke mig ned og kyle mig ud.. uden mine tænder,” endte han ganske kortfattet, som han let hævede det ene bryn, for han stolede bestemt ikke på hende! ”… Interessant? gentog han lettere forundret, for han kunne slet ikke se hvad det nu var hun måtte hentyde til, og det var ikke en tanke som han brød sig særlig meget om!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny havde langt fra budt ham det bedste, men som sagt så var det virkelig ikke noget hun kunne tage sig af, for hun havde meget andet at tænke på end hans problemer med at jage og æde af uskyldige som et bæst. Ham og hans bror, og deres irriterende organisation havde været tæt på at bringe Manjarno til fald, sammen med de forbandede pirater selvfølgelig, de havde gjort mange mennesker ondt den aften, og det kunne hun ikke tillade som Dronning, om hun måtte tage parti eller ej, landet kom først. Hun himlede med øjnene, han stod og fnøs, han talte til hende uden den mindste respekt, og det ville på ingen måde hjælpe ham. ”Du burde vise mig en anelse mere respekt. Du færdes i mit land,” sagde hun som var det en hævet pegefinger. Hun kunne få ham ned i kælderen, hun kunne skave endnu flere lidelser, også selvom hun slet ikke lystede, hun var for udmattet til den slags, hvilket hun gerne skulle være den første til at erkende. ”Man ligger som man har ret Mr. Mathimæus, det er intet under at jeg pissede dig af, som du så fint siger,” hun nikkede roligt mod ham, hun var trods alt ikke andet end ærlig. Hun havde ikke fået søvn, hun var irriteret fra før, og de lange dage gav hende hovedpine, det var virkelig ikke det den rette tid at starte et skænderi med hende! Hans kommentar fik direkte irritationen til at sitre langt ud i fingerspidserne. Hun greb ham med et fast greb omkring kæben, nød neglene borer sig ind i hans kølige hud. ”Vov ikke at nævne min datter!” hvæsede hun direkte af ham. Det var langt over hendes grænse! ”Hvad i gjorde bragte næsten mit land i fald! Manjarno har ikke været det samme siden, så kom ikke og belær mig med at vælge side, når jeg ved hvordan det kunne ende, hvis jeg igen lod dig blive et bæst!” hendes tone var blevet direkte hård, hun slap ikke hans blik, og heller ikke hans kæbe. Hun følte de ansattes skræmte blikke hvile på hende, hun var ikke sig selv, det måtte hun erkende, men denne mand irriterede hende grænseløst! ”Jeg gjorde hvad der var nødvendigt, og jeg har ikke tænkt mig at forsvare det. Giv mig dine grunde hvis , det burde være enkelt, det andet vil heller ikke give dig dine tænder,” hendes hånd var stegende hed, hun greb mere fast om ham, nægtede ham at se væk fra hendes blik. ”Jeg overvejer for vidt du er til at stole på, og hvor langt du er villig til at gå for dine tænder, men for det behøver jeg en konkret begrundelse,” tilføjede hun stædigt. Det var i den grad den forkerte kvinde han valgte at ligge sig ud med, og det var noget som han burde have lært for længe siden! Vagterne stod allerede klar til at tage over, selvom end ikke de ville komme på tværs af hende, og lige nu ænsede hun dem ikke selv, den forbandede mand, måtte hellere putte den stædighed væk, hvis han ønskede hans tænder nok vel og mærke.

[Deleted]

Valerio vidste udmærket godt, at det var direkte dumdristigt at opsøge Destiny for øjeblikket, men når man var desperat, så var man virkelig desperat, men det var bare sådan at det måtte være i det store og hele. Han vendte blikket direkte mod hende. Måske at han rendt rundt i hendes land, men af den grund, så skulle selv en kongelig gøre sig fortjent til respekten, og det var ikke den slags som hun havde fortjent fra hans side af! Han var ikke en person som respekterede i frygten af andre mennesker, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han blev stående og uden så meget som at røre en muskel, for han var langt mere årvågen end hende, selvom han kun havde haft en ting i tankerne igennem den sidste tid, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for ham! Det eneste som han kunne skænke så meget som en tanke, det var Malena! Han bed tænderne fast sammen, selvom det forblev i det skjulte, for han kunne ikke gøre det på andet vis! ”Jeg respektere ikke af frygt, men fortjeneste.. Og den har du ikke fra mig,” endte han ganske kortfattet. Han bed tænderne fast sammen endnu en gang, for han nærede virkelig ikke noget som helst til overs for hende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for løgn var det i den grad heller ikke! Som hun stod der helt tæt på ham, og den måde som hun pludselig måtte handle på, så var det tydeligt at han havde fundet den kære dronnings grænse, selvom det klart var noget som direkte måtte.. fryde ham? At han faktisk kunne gøre hende sur? At hendes hånd endte med at brænde, var dog noget som han godt kunne mærke, hvor han næsten forsøgte sig med at få hende til at slippe, ved at trække hovedet til sig. Det næsten kolde smil bredte sig på hans læber. ”Ser man det, ser man det. Jeg ramte en nerve, gjorde jeg ikke? Det beviser jo kun hvor nemt det er at ødelægge tingene.. Mig og min bror, vi var to. Hvor mange er ellers kommet så langt som vi?” endte han med en ganske kortfattet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. Han stirrede hende direkte i blikket, som han tog fat omkring hendes ene hånd med sin og deraf direkte tvang hende til at slippe ham. ”Jeg kan jage uden mine tænder, så længe jeg har andre redskaber til min disposition. På den anden side derimod, så er der andre ting som gør, at jeg er nødt til at få dem tilbage!” Han stirrede hende direkte i blikket. Hun var træt, det kunne han se og han kunne ikke mindst også mærke det på hende, selvom det nu heller ikke var noget som han tog hensyn til, for hvorfor skulle han da gøre det? Hendes ord var noget som gjorde ham direkte irriteret, for lige nu, så var han faktisk villig til at gå temmelig langt for sine tænder. Han kneb øjnene fast sammen. ”Og hvad er det helt præcist som du hentyder til?” endte han ganske kortfattet, næsten som han stod og beordrede og krævede af hende, for det gjorde han i den grad også!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Valerio måtte i den grad være desperat når han dukkede op sådan ud af det blå, og han havde vel også en smule kendskab til hvad der foregik i Manjarno? Et sted fandt hun det næsten direkte fornærmende, for hvad han gav hende var kun mere at tænke på, og hendes hoved føltes allerede, som skulle det eksplodere. Destiny slap endnu ikke hans blik, men forsøgte at se igennem det, de forbandede vampyrer var umulige at læse! Hun forventede respekten, han færdedes i hendes land, og han ønskede og krævede noget temmelig stort af hende, så måske det ville være bedst for hans sag blot at få det på rygraden, ikke fordi hun forventede at han skulle respektere hende på grund af frygt, for hun var skam bedre end det han havde tvunget hende til at vise, hun kunne virkelig ikke se et mønster i hans forventninger. ”Du har ikke tilladt mig at vise mig fra en bedre sider,” påpegede hun en anelse mere stilfærdigt. ”Desuden så forventer jeg ikke dit hjertes dybe respekt, men blot til at finder kammertonen, for det andet bringer dig ingen vegne,” svarede hun, og kun med den rene ærlighed. Hun slap ham uden videre ved hans ryg væk fra hende, og bakkede igen et enkelt skridt væk. Mærkerne efter hendes negle sad endnu i hans kølige hud, der ligeså var blevet lettere irriteret ved hendes varme hånd, det var ikke engang med vilje, men at han troppede op med et ønske, brugte hendes datter imod hende, det var mere hun ville finde sig i! ”Ikke gå der,” hendes tone skælvede advarende. Hun havde ikke tænkt sig at høre på hans stolte ord omkring ham og hans bror, og det arbejde de havde fuldført, det havde bragt hende til jorden, kun lige og lige stående, og når det kom til hendes datter, så skulle han i den grad bare klappe næbbet! ”Jeg synes ikke at høre noget som helst brugbart.. vagter vær søde at følge vores kære ven her tilbage til muren, og sørg for at han bliver på den rigtige side;” hun tog sig til panden, sukkede træt for Valerio tog kun energi hun i det store og det hele ikke havde, og hun ville ikke spilde sin tid på at høre rosende ord om en katastrofe der havde såret så ufattelig mange, en tragedie! ”Som sagt giver du mig intet brugbart, ingen reel grund, intet at arbejde med andet end pral, derfor må jeg afvise din begæring,” afsluttede hun, uden at skænke ham så meget som et blik. Han burde tænke sig om før han handlede, sørge for at hans forventninger var realistiske, før han kom rendende her. ”Jeg hentyder til, at jeg i et kort og vanvittigt øjeblik så dig arbejde for mig. Det var selvfølgelig blot em ide skabt ud fra min løbske fantasi. Jeg er træt, Valerio. Sådanne billeder opstår kun når man er træt. Inden jeg finder på det der er værre, vil jeg få mig noget hvile, og i mellemtiden vil du blive fuldt hjem,” hun gjorde en sluttende gestus mod vagterne der øjeblikkeligt greb om ham, og begyndte at slæbe af ham bort. De havde afsluttet, det de skulle afslutte, og han var ikke forhandlingsvillig, så kunne hun virkelig ikke bruge ham til noget.

[Deleted]

Valerio vidste at det måske var lige lovlig af desperation bare at komme hertil, for han vidste de jo godt. Det var jo heller ikke fordi at han regnede med at hun bare ville skænke ham tænderne, sige tak for sig, og så lade det gå derfra, for det regnede han slet ikke med! Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme ganske så kortfattede mine som tidligere, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han fnøs ganske kortfattet. Han havde måske ikke givet hende noget som hun kunne bruge, men at forringe hans livskvalitet så meget, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre, om et var noget som man nu ville det eller ikke, for løgn var det jo bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han knyttede hænderne ganske kraftigt, også for at holde sig i skindet, for det var Destiny som stod med alle fordelene, uanset hvor meget han så end måtte hade det eller ikke, så kunne han ikke gøre noget som helst ved det! ”Jeg så dig på balaftenen, Destiny. Jeg må erkende, det klæder dig mere med et smil, end den stive mine,” endte han ganske kortfattet, for han havde faktisk set hende fra en relativ lys side, og en langt mere smilende, selvom det måske kun havde været for en kort periode, men det var virkelig underordnet! Hans blik hvilede gennemborende i hendes, for det var jo ikke engang fordi at han gjorde det med vilje, men han havde aldrig været direkte læsbar i ansigtet, men mere i handling. ”Respekt er gensidigt, kære Destiny,” påpegede han ganske sigende, som han blev stående med en mindre afstand til hende. At hun så bare valgte at fejde ham af banen bare sådan, var noget som gjorde ham direkte irriteret, for det var bestemt heller ikke noget som han anså som fair på nogen måde, for den tanke var noget som gjorde ham direkte irriteret! Han sitrede kraftigt som vagterne måtte tage fat omkring hans overarme, og forsøgte at skulle trække ham med sig mod dørene igen, selvom han langt fra var færdig! At hun bare kunne feje ham af på den måde, var noget som gjorde ham direkte vred, for det var bestemt heller ikke noget som han kunne anse som fair på nogen måde, og den tanke, var noget som gjorde ham direkte vred! Han kneb øjnene fast sammen. ”Du kan ikke bare sende mig ud, når jeg har brug for de skide tænder!” Han satte begge hæle i jorden, hvor han mere eller mindre blev stående på stedet. At hun så sig for ham arbejde for hende, var noget som direkte fik hans opmærksomhed til at falde direkte mod hende med den direkte overraskede mine, for det var slet ikke noget som han kunne tro på! Det var bare.. utroligt at tænke på! ”Jaså? Og hvilket arbejder ser du mig lave for dig? Måske at det bare var en løbsk fantasi, men hvad skulle man da gøre uden den?” Han knyttede næverne, idet han vendte blikket direkte dræbende mod vagten til venstre for ham, selvom det dog ikke fik ham til at slippe af den grund, for det gjorde han bare ikke. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Jeg kan med lethed jage med andre midler end mine tænder, så hvis jeg ville gå amok i Manjarno, så havde jeg gjort det for længst! De tænder er vigtige i et helt andet henseende! Og grin du bare, ligesom alle andre. Det rør mig ikke engang, men de skal bruges!” endte han med en fast mine.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny havde bestemt ikke tænkt sig blot at skænke ham de tænder, og han gav hende virkelig heller ingen grund til at skulle gøre det. Hun fandt ham faktisk en anelse skuffende.. hun havde forventet mere, han havde virket som den fornuftige part af familien, selvom ingen af deres bedrifter havde været synderligt fornuftige. Han ville snart lære, at han ikke kunne dukke op og kræve, det var han slet ikke berettiget til, desuden var hendes magt en hel anden end hans, og dette havde hun bestemt ikke tålmodighed til, det var helt sikkert. Destiny frygtede ham ikke, for han ville ikke gøre hende det mindste, hun havde alle fordelene, og det var Valerio ligeså klar over. Hovedet gled på sned. Hun betragtede ham indgående. Skulle hun være ærlig, så huskede hun kun hendes venlighed overfor ham, som en direkte pinlighed, hun følte et sted at det var hendes manglende erfaring, der næsten havde bragt Manjarno til jorden, og det var noget der ikke satte en synderlig behagelig følelse i hende. ”I så fald må du jo give mig noget at smile af,” påpegede hun roligt. Hun lød ikke vred, mere.. træt og opgivende, og det var ligeså sådan hun følte sig. Fødslen havde taget hårdt på hende, både fysisk såvel som psykisk, og tabet af deres datter plagede hende, samtidig med de mange bekymringer omkring landet, og hun kunne ikke lade nogle af hendes frustrationer. ”Sandt. Du kan takke din bror for din tilstand,” hun startede en rastløs vandring frem og tilbage over gulvet. Hun var urolig, kunne ikke finde hvile, og det frustrerede hende, særligt når han kun gav hende mere at tænke over. Vagterne begyndte at trække ham med sig ud. Hun vendte sig mod den kæmpende mand. ”Det er lige præcis det jeg kan, Valerio. Du giver mig intet konkret, så kan jeg heller ikke give noget igen,” hun var en anelse mere vrissen, mest fordi han fejlagtigt lod til at tro, at det hele drejede sig om ham, og det var bestemt ikke tilfældet!
Hun gjorde tegn til vagterne om at stoppe et øjeblik. ”Du er en vampyr, Mr. Mathimæus. Du har fantastiske oplysninger, du ville kunne være en stor part i at forhindre en gentagelse af dig og din bror, jeg er bare bange for, at du vil være utilregnelig.. at du ikke ville være tillidsværdi, og ud fra din manglende respekt, konkluderede jeg hurtigt at du ikke kunne være interesseret,” hun trak svagt på skuldrene, som var hun fuldkommen ligeglad, men sandheden var at han ville være den perfekte ressource, noget som Manjarno i den grad havde brug for. Hans sidste ord fik det lys til at gå op for hende. Hun betragtede ham indgående. ”Gå,” hendes tone afslørede ordren, og selvom hun stirrede på ham, så var det henvendt til alle ansatte omkring hende. ”Vagter, tjenere, kammerpiger.. alle sammen.. forlad os,” de så på deres dronning med store skepsis, men sagde hende ikke imod, forlod hende blot. Da døren var lukket og det var ladt alene, foldede hun roligt hænderne foran sig. ”Jeg har ikke mig at le ad dig. Vi alle har vores fejl og mangler, jeg tog de tænder for at gøre livet svært for dig, ikke for at kunne le.. så fortæl mig hvad du i virkeligheden har af planer med de tænder,” hun stilte sig afventende, hun krævede et svar, og det herskede der ikke tvivl om, det var det mindste han kunne gøre, svare hende ærligt, så ville hun måske overveje det!

[Deleted]

Det forundrede bestemt ikke Valerio at de ikke ville give ham tænderne, for alt andet ville faktisk overraske ham. Han var ganske vidst den mere fornuftige part af familien, for han havde faktisk noget mellem ørene! Selvom det måske ikke var hvad han gav udtryk for i denne stund, men det var bare sådan at det var. Man var vel heller ikke helt sig selv, når man først blev desperat? Ligesom han følte sig for øjeblikket, selvom det var en tanke som kun gjorde det hele værre. Det var et sted direkte overraskende hvor nemt det havde været at bringe Manjarno for fald – de havde for pokker kun været to til det! Plus hjælp med placering af den hjemmelavede bombe, men andet var der faktisk ikke i det. Han sendte hende en direkte vred mine. Han nærede en respekt for hende, men den var i den grad ikke personlig. Hun havde holdt hovedet oppe, hvilket han faktisk måtte beundre, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var jo faktisk kun rigtigt. Han fnøs til hendes ord, som vagterne tog fat i ham og begyndte at trække ham med sig væk, selvom det bestemt heller ikke var noget som de skulle have lov til bare sådan, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, at de ikke fik lov til! ”Jeg tillader ikke at du bare sender mig væk!” vrissede han fast, idet han satte begge hæle i gulvet, hvilket automatisk gjorde, at det var langt hårdere for vagterne at slæbe af sted med ham, for han var stærk. Umenneskelig stærk faktisk, selvom det var sjældent han viste det, men nok var nok og han havde ingen intentioner om at gå nogen steder!
Det var bestemt ikke fordi at Valerio var den typiske Valerio for øjeblikket. Snarere en mere atypisk en af slagsen, men det var ikke noget som han sagde noget til lige netop nu, for det var jo bare sådan at tingene måtte være, om det var noget som han nu ville det eller ikke. Han knyttede næverne fast og kraftigt. Han havde mange informationer til at køre rundt i hans hoved, og det var jo sådan at det altid havde været. Han sendte hende en direkte dræbende mine, også selvom han ikke nåede at give hende svar på tiltale, før hun bad alle om at.. gå? Det var også først der, at det gik op for ham, at han havde sagt alt for meget! Han kunne med lethed slagte e hel landsby hvis han ville, men han havde ikke gjort det. Det var jo slet ikke noget som han havde brug for tænderne til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At hun direkte spurgte ind til tænderne denne gang, var noget som gjorde ham langt mere stiv i ansigtet, selvom han ikke sagde noget direkte, for det ville han bestemt heller ikke få noget ud af i den anden ende. Han himlede let med øjnene. ”Hvad jeg ønsker med de tænder, kan være dig fuldstændig ligegyldigt Destiny,” afviste han, som han i stedet for lagde armene over kors. Han kunne intet stille op mod hende alligevel, for hun sad helt klart med alt som måtte hele fordele, og han brød sig ikke om det! ”Du kan le ligesom alle andre gør. Jeg er røget ud af mit eget fællesskab i mit eget hjem. Jeg er blevet gjort til en skændsel for min slags. Du har ikke bare gjort mit liv sværere, men kraftigt forringet min livskvalitet – det er to helt forskellige ting! endte han med en klart vrissende stemme. Han var virkelig desperat!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny havde hele tiden haft det billede, at Valerio var den mere intelligente den af familien, og hun havde ærligt regnet med, at han ville tænke sig mere om end det han gjorde i øjeblikket. Denne mand havde været så tæt på at ødelægge alt for mange mennesker inklusiv hende, og hun kunne ikke lade være at føle foragt overfor hans handlinger. Vagterne rev og sled i ham i forsøget på at få ham med, men det var tydeligt at han havde helt andre planer, hvilket faktisk irriterede hende, hun havde slet ikke behov for at fører en videre samtale med ham, de kunne ikke nå frem til enighed, så hvorfor spilde tiden, når hun kunne bruge tiden på langt mere fornuftige ting? Blikket gled dovent mod ham. Hun hævede et lettere forundret øjenbryn. Hans vrede udmattede hende, hans råben gjorde hende ør i hovedet, faktisk ville hun faktisk foretrække hvis han bare smuttede! Et tungt suk brød hendes læber, hun lod neglene borede sig ind i hendes ømme håndflader, for efterhånden var han virkelig blevet anstrengende! ”Meget vel,” mumlede hun direkte opgivende. Hun havde slet ikke energi til hverken at skændes eller diskutere, så det ville vel være lettest men også direkte naivt, at give ham hvad han ønskede? Fabian var et sted derude, også selvom de ikke delte mange tanker for tiden, for de fokuserede begge på det samme – deres syge søn og deres forsvundne datter, og alt det ville være meget lettere, hvis blot der havde været en troværdig mand eller kvinde?
Vagterne havde ladt dem alene tilbage, der ville ikke ske noget uanset, hvor Valerio var udmærket klar over, at hun stod stærkest, selv på trods af at hun var så sårbar. Hun trak svagt på skuldrene. ”Du har ret. Det betyder ikke noget for min del, det eneste jeg tager mig af er mit land,” hun nikkede erkendende. Ganske roligt lod hun hånden søge ned i en lomme, og drive en lille rød æske frem. Hun betragtede den indgående. De vidste vel begge hvad den indeholdte? Det var ikke svært at gætte sig til. Den søde hævn der hvilede i hendes små hænder. ”To forskellige ting der går ud på samme. Desuden gjorde du ligeså mit liv til et helvede, du har kostet mange ressourcer,” hun lod hovedet glide let på sned, trådte roligt frem mod ham: ”Men okay.. Jeg giver dig din vilje,” hun rakte æsken frem mod ham. Hendes øjenlåg føltes tunge, og hendes krop direkte slap, hun magtede ikke noget som helst, og slet ikke at diskutere med ham! ”Ser jeg dig ved grænsen igen, nøjes jeg ikke med at tage dine tænder.. og smut så,” hun vendte ryggen til ham, strøg mod tronen, hvor den tunge krop gled ned uden tøven. Hun lod hånden støtte panden, alt for mange tanker, og han gjorde det virkelig kun værre! ”Inden jeg ombestemmer mig,” tilføjede hun, uden at værdige ham så meget som et blik. Var det ikke fordi, hun allerede nu vidste at hun ikke ville kunne falde i søvn, så hvilede hun i sin seng i dette øjeblik.

[Deleted]

Valerio havde ganske vidst været den i familien med noget mellem ørene, men lige i til aften, så havde han virkelig helt andre tanker i hovedet, end det som han normalt ville have gjort det, for normalt ville han være og holde sig langt væk fra det her sted, specielt på grund af det som var sket før i tiden, så selvfølgelig var det også noget som sagde en god del for hans vedkommende! Han var stædig af sig, og specielt, hvis der var noget som han ville have det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Vagterne kunne ikke slæbe ham med sig, med mindre at de bogstavelig talt tog ham i hoved og røv og førte ham ud, hvilket de tilsyneladende ikke gjorde, så havde han det fint med det! At Destiny faktisk gav efter for hans ønske og ville.. give ham sine tænder, var noget som direkte fangede hans interesse. Hun var træt, så meget kunne han se, hvilket nok var den eneste grund til at hun gav efter på den måde, for det var vel også en måde hvorpå at hun faktisk kunne få ham ud? Selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, for det ville glæde ham at han kunne få dem, så han igen kunne genvinde bare lidt værdighed i hans liv! Vagterne lod dem være alene, også fordi at han vidste at han ikke kunne gøre noget som helst mod denne dronning. Måske at hun stod som et vrag lige nu, men det var stadig hende som stod med alle fordelene, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det ikke fordi at det var løgn. Den lille røde boks som hun fandt frem i lommen, gjorde det tydeligt for ham, at hun faktisk rendt rundt med hans tænder på sig. Et sted så var det noget som gjorde ham vred, men det var bare sådan at det var. Han vendte blikket direkte mod hende, som hun kom ham i møde og faktisk.. gav ham den uden det mindste problem. Han åbnede den med det samme han fik den i hånden og ganske rigtigt – der lå to tænder og han var slet ikke i tvivl om at det måtte være hans egne. Han vendte blikket stilfærdigt mod hende endnu en gang. ”Det forbavser mig, at du går rundt med mine tænder på dig, Destiny.” Nej, han tiltalte hende ikke med titel, for i hans øjne, så var de jo stadig medmennesker eller medvæsner – kald det hvad du ville, bare med et lidt større ansvar end det som de mange andre måtte vandre rundt med. Han lagde den lille æske i hans egen lomme, selvom han dog valgte at blive stående – for nu om ikke andet. Han kneb øjnene let sammen. Han var en mand af ære, selv på trods af det som han havde gjort, men det var vel underordnet nu? Hans bror var død, organisationen var ved at gå i sig selv, og han var en skændsel for hans slags, så han var skubbet ud af det som havde været så stærkt og kraftigt før i tiden. Han vendte blikket mod hende igen derefter. ”Du vælger at give mig dem uden at kræve noget i retur. Jeg går op i ærlighed, Destiny.. Og jeg skylder dig en tjeneste,” afsluttede han ganske sandfærdigt, for det var ikke engang fordi at det var en løgn set i hans øjne. Han blev dog stående. Direkte så.. ønskede han vel en retfærdig og god afslutning på det hele? For selvom han havde gjort hvad han havde gjort, så var han faktisk til at snakke med.