Haunting.

[Deleted]

Hvor vidt han brød sig om mærket eller ej, var ærlig talt noget Valarie var direkte ligeglad med! Han skulle vænne sig til det, det havde hun skam forståelse for, helt kold og død var hun trods alt heller ikke, men han ville i sidste ende ikke have et valg, for hun havde virkelig ingen planer om, at lade ham brænde op i solen, han var hendes ansvar nu. De delte kød og blod, hun havde skabt et bånd til ham, som ikke ville være så let at komme af med, faktisk var det så godt som ubrydeligt, hvilket var en tanke hun i sig selv måtte nyde, det var lang tid siden, hun havde haft selskab, en celle var desværre et ensomt sted, hun havde været afskåret. NU skulle han følge hende i evigheden, uden et bankende hjerte, og hun ville byde ham velkommen med åbne øjne. Roligt fortsatte hun sine skridt, lette og elegante, til han direkte valgte at stoppe op. Hun vendte sig mod ham, med et direkte gennemborende blik. Forvandlingen var hård ved ham, men det måtte de simpelthen tage senere, han skulle ligeså have mere blod, men nu skulle de først i ly fra solen, for den ønskede hun bestemt ikke at møde, desuden ville der ikke være langt til kroen herfra. ”Jeg er bange for, at det ikke længere er muligt, kære. Hver sød ikke at græde over spildt blod, mand dig op og følg med,” svarede hun en anelse hårdt, for nu var hun ærlig talt ved at være irriteret. Han var vred, det stod langt ud af ham, det var dog ikke noget hun ville tage sig af, det var så mange år siden, sidst hun havde følt en vrede. Smilet blev en anelse bredere igen. ”Du vil meget snart finde ud af, at du ikke kan undgå mig. Jeg er en del af dig nu, vi har et særligt bånd, som jeg selvfølgelig har tænkt mig at udpensle for dig, når vi er kommer i sikkerhed,” påpegede hun en anelse sigende, for hun mente det! Valarie himlede lettere opgivende med øjnene, og begyndte blot at gå igen. Hun havde for pokker allerede hevet ham ind i mørket! ”Det er for sent! Du er en del af mørket, som det er en del af dig. Jeg bliver sindssyg af alt den brokkeri, knyt sylten og følg med!” vrissede hun direkte beordrende, for nu gad hun i den grad ikke hans pjat mere! Desuden så ville han ikke være i stand til at sige hende imod, han skulle nok følge ham. Ganske roligt fortsatte hun, de måtte ud af ruinerne, så de komme til kroen inden solen stod op, og han kunne ligeså godt vænne sig til det!

//OUT

[Deleted]

Det var allerede for længst gået op for Yannich at han ikke kunne komme ud af denne kattepine, at hun havde snoet mørket direkte omkring ham og fanget ham i det mørke spind, hvor han ikke kunne komme derfra igen. uanset hvad han gjorde, så ville det bare ikke gå, hvilket var noget som i den grad måtte frustrere ham direkte! Han skulle bestemt ikke gøre det nemt for hende på nogen måde, hvis det var noget som han kunne gøre det! Han nægtet direkte at følge hende, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for! Han vendte blikket direkte mod hende. Forvandlingen havde ganske rigtigt været utrolig hård ved ham, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for ham på nogen måde, men det var vel bare at.. forsøge? Han havde ikke rigtigt noget andet valg end bare at forsøge! Han bed det direkte i sig, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for ham på nogen måde. ”Græde over spildt blod.. må jeg være fri..!” endte han med en ganske kortfattet stemme og med den direkte vrede mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke engang! Han vendte blikket direkte mod hende. At han direkte irriterede hende, var noget som alligevel skænkede ham en følelse af.. fryd. Han vendte blikket direkte op mod den store himmel, selvom det bestemt heller ikke hjalp ham. Hvis han var en af hendes slags nu, så kunne han jo heller ikke vandre ude i solens lys og det var noget som direkte gjorde ham urolig, så var det ikke noget som gjorde det meget nemmere for ham. Han bed sig tydeligt i læben, som hun direkte bad ham om at knytte sylten. ”Jeg vil ikke have dig.. som en del af mig..!” Han endte med at fortsætte efter hende, som de måtte søge direkte igennem ruinerne og direkte efter hende, også fordi at hun havde bedt ham om at følge efter hende, for det var jo ikke engang en løgn på nogen måde. Han sukkede dæmpet som han så sig kort over skulderen – næsten som han så efter sit gamle liv, selvom det var smuldret mellem hans fingre. Tanken var faktisk noget som gik forbandet ondt et sted, for han vidste at det nu var noget som han aldrig nogensinde ville kunne få tilbage igen og den tanke var noget som brændt ham.. helt ind i det nu så kolde og døde hjerte.

//Out