Haunting.

[Deleted]

Hjertet kæmpede virkelig for at holde liv i Yannichs krop, selvom han ene og alene vidste, at han ville have et voldsomt problem med at komme derfra i live. Umiddelbart, så var det ikke noget som han kunne gøre noget ved, for han vidste allerede nu at hans liv måtte hvile i hendes hænder. En vampyrjæger faldet for fødderne af en af den slags som han hader mere end noget andet – det i sig selv, var direkte pinligt og ikke mindst direkte flovt! Hvilke planer som hun havde, var slet ikke noget som han havde nogen anelse om, selvom han nu kun regnede med døden, selvom den tanke ene og alene, faktisk måtte skræmme ham mere end noget andet, for han var slet ikke klar til at skulle efterlade dette liv lige nu, for han følte sig slet ikke parat til døden endnu og det var vel en tanke som i sig selv, måtte skræmme ham? Han vendte blikket mod hende, som han endelig fik lov til at slippe hendes håndled med læberne, for det var virkelig en væmmelig smag i munden! Han brød sig på ingen måder om den! Hænderne som hun lagde mod hans kinder, var noget som han kun tog som en meget dårlig ting, hvor han direkte endte med at stirre hende ind i blikket. Det var jo heller ikke fordi at han havde noget andet valg, for denne gang var det virkelig hende som havde magten, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om! Han havde altid været sin egen herre, han havde altid gjort tingene som han ville have de skulle gøres og det var jo heller ikke fordi at han direkte havde været i nærheden af andre, for i hans liv, så var der virkelig ikke plads til en kvinde! Hendes ord var dog noget som direkte måtte ende med at forvirre ham og endda frygtelig meget, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Hvad.. hvad men..” Han nåede ikke engang at fuldføre sin sætning, idet at hun vred nakken om på ham, hvor han endte med at falde bort allerede med det at nakken måtte lide under det voldsomme knæk og det som direkte tvang ham direkte ned i jorden for Valeries fødder. Han rørte sig ikke og han gjorde intet andet end bare at blive liggende for hendes fødder, liggende som han havde redt det – død og borte.

[Deleted]

Hvem end denne mand var, så led han en skæbne, der før eller siden var endt med at røre ham alligevel. Det var ikke uden konsekvenser, når et sølle menneske, begyndte at jage et så stærkt væsen som en vampyr, nu var hun ganske vidst meget gammel, men selv en nyfødt, ville for pokker have 20 gange mere forstærkede sanser, end det som mennesket i sig selv ville. Han var faldet for den race, som han måtte hade allermest. Had var en farlig ting. Hun havde lært det mange år tilbage, og med årene havde hun ikke haft nogen grund til at hade, end ikke den kvinde der havde buret hende inde for flere år, end en helbefolkning ville være i stand til at tælle på deres fingrer. Nu måtte hun lærer hendes viden til denne herre, for han ville være hendes, og hun ville lærer ham om livet, hun ville lærer ham om styrke. Det sitrede allerede i hendes sind og hendes krop, efter at komme igang! For så mange år havde vandret ene og alene igennem natten, og nu ville hun finde selskab, endda i hendes eget barn. Det ville blive hende en ærer og en fornøjelse, det var uden tvivl et højdepunkt i en vampyrs liv, at give sig blod videre. Hun havde forsøgt før, men de var alle gået bort, blot får år efter selve forvandlingen, og dermed ladt hende alene igen og igen. Hun havde dog også været ung tilbage i den tid. Han var ikke synderligt gammel, men ej heller helt ung, hun havde ikke i sinde at tage livet fra ham, men derimod skænke ham det evigt. Ved hendes side ganske vidst. Valarie nåede end ikke at lade ham svarer, før hans nakke var blevet vredet rundt, med en så kraftig bevægelse, at det faktiks måtte brække nakken på ham. Hans døds vægt, faldt direkte ind i hendes favn, og selvom hun greb ham, så lod hun sig roligt tvinge i knæ. Hun satte sig på jorden, med ham i hendes favn, hans hovede placeret i hendes skød. Hun var malet i blod, både fra det nu næsten healede sår fra pilen, og hans eget der var direkte løb ned af hende. ”Så beskidt,” mumlede hun en anelse beklagende. Det intense blik faldt mod den døde skikkelse. Hun strøg ham blidt over håret, han bar hendes blod i hans system, dermed var hun heller ikke ligeglad længere, hun havde givet denne mand en betydning. Der var ikke noget hun kunne gøre nu, end at vente.. vågnede han, så var han hendes, men forblev han liggende ville han blot være endnu en død, der havde afstødt hendes blod, og det ville bestemt ærgre hende!

[Deleted]

Hvad Yannich havde i vente, var ham, ganske uvis og det var en tanke som ene og alene, måtte skræmme ham mere end det som han kunne beskrive på denne her måde, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at tingene nu end bare måtte være! Hans hjerte hamret mod hans bryst, prøvede at holde livet i ham, selvom det ville være nytteløst i længden. Han havde fældet ekstremt mange vampyrer igennem tiden som var gået og han vidste det jo trods alt godt. Han var en god jæger! Men denne havde fanget ham på en måde, som han ikke lige havde regnet med det. Han havde handlet for hastigt, og det var jo selvfølgelig noget som han ikke kunne gøre noget ved nu. Det var for sent, om det var noget som han ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være. At hun valgte at vride nakken på ham og tvinge ham direkte i døden på denne grufulde måde, var nu heller ikke noget som han sagde noget til for.. ja, hvad skulle han da sige? At han røg ind mod hende, var slet ikke noget som han kunne styre selv, for han var allerede langt væk. Med vampyrens blod i sit eget system, så var han nu alligevel heller ikke helt langt væk? Han vidste det ikke helt, men hendes ord var noget som han alligevel kunne høre. Var det virkelig hørelsen som forsvandt som det sidste? Det var i hvert fald noget som han havde hørt, men ikke noget som han havde regnet med at han skulle opleve på denne her måde, for han havde virkelig intet med dette at gøre! At han blev lagt med hovedet i hendes skød, var ikke engang noget som han lagde mærke til igennem det første lange stykke tid.
Der gik adskillige minutter uden at der skete noget som helst. Selv ikke ved hendes strøg mod hans hår og kind og det at hun rørte ham i det hele taget. Endelig begyndte der at ske noget. Han begyndte let at misse med øjnene, han var allerede blevet en god del bleg som intet andet, for det var bestemt heller ikke behageligt for ham! Han gispede ganske svagt. Kroppen føles som i kramper, for den lå svagt og rystede. Han havde det på ingen måder godt og han følte sig.. fuldkommen skrupforvirret. Hvad fanden skete der?!

[Deleted]

Denne mand havde mødt hans overmand, ikke at det var underligt. Måske han havde fældet mange af hendes slags, gennem årene, ellers ville han trods alt heller ikke være blevet så gammel, som han så ud til at være, men hun var noget ganske særligt. Alderen var bestemt på hendes side, hvilket også forekom tydeligt med hendes udseende, hun så ikke helt ung ud, også selvom hun endnu var en flot kvinde, det var hun udemærket klar over. Uanset hvor god en jæger han havde været, så ville han ikke have været i stand til at undgå dette, og for hende var det trods alt kun heldigt. Det had måtte slettes fra hans sind, han måtte lærer om hendes væsen, lærer at forstå hende som alle andre, født i det mørke, det var en mulighed hun forsøgte at give ham. Hans krop lå slapt hen i hendes favn. Det intense blik, stirrede tomt og følelsesløst ud i luften. Et sted følte hun en direkte iver i sindet, hun glædede sig til at få et barn, en hun kunne give hendes viden videre til, hun var trods alt selv en efterlyst kvinde, der var en stor dusør på hendes aske, og hun ville ikke dø alene, hun ønskede en at dele hendes tilværelse med, og hvordan valget lige var faldet på ham, var svært at svare på, men der var nu noget særligt over ham alligevel, ikke mindst fordi han var det første hun havde næret sig på, siden hun var blevet en fri kvinde. Hendes kølige hånd, malet i blod, strøg endnu fraværende over hans hår og kind, håbede at han før eller siden ville ende med at slå øjnene op. Tankerne kredsede om natten. Ulvene hylede endnu, også selvom det ikke længere generede hende på samme måde, nu hvor hun faktisk var blevet mættet. Opmærksomt rettede hun blikket mod ham. Hun havde skam fornemmet at der skete noget. Hendes blodige læber skiltes i et smil. Hun fortsatte de næsten kærlige strøg. Han skrop ville gå i kramper, forvandlngen var bestemt ikke behagelig, og det var hun skam klar over, hun kunne blot håbe at hans krop ville tage imod. ”Rolig kære. Lad være at kæmpe imod,” hviskede hun roligt. Ville han først kæmpe imod, så var chancen for at han ville overleve dette, umådelig lille. ”Jeg er her. Bare tag imod,” fortsatte hun opfordrende. En snert af bekymring sneg sig ind i hendes ellers følelseskolde tone. Hun bekymrede sig faktisk om ham, om han hadede hende eller ej, så var han nu blevet en del af hende, det var uundgåeligt.

[Deleted]

Lige hvad der skete, var nu heller ikke noget som Yannich kunne forstå sig på, på nogen som helst måde! Hun havde taget hans blod, hun havde knækket hans nakke og han var.. endnu vågen? Det var slet ikke noget som gav det mindste mening for hans vedkommende og det alene, var faktisk en tanke som direkte måtte skræmme ham mere end det som andet gjorde! Han havde endnu den samme vrede og i den grad også den samme foragt for hendes væsen som han altid havde haft! Og nu var det i den grad kun større, fordi at hun havde gjort hvad hun havde gjort! Aldersmæssigt var han jo ingenting i forhold til hende, men når det kom til det mentale, så var han i den grad godt med. Mennesket var i den grad betydeligt hurtigere i udviklingen end noget andet. At hun strøg ham over kinden og det hele, var noget som alligevel et sted måtte gøre ham en kende mere rolig, selvom det bestemt heller ikke var noget som hjalp ham i det store og hele, om det var noget som man nu ville gøre det eller ikke, hvilket han i den grad også måtte hade! Han hadet når han ikke havde kontrol over noget som helst! Han blinkede let med øjnene, også selvom hans krop virkelig måtte ryste og det i den grad også måtte være ubehageligt! Han havde aldrig nogensinde været udsat for noget lignende! Han bed tænderne let sammen. Det lå jo naturligt til ham at bekæmpe det væsen som han lå ved og han kunne ikke komme derfra? Det var da slet ikke noget som gav nogen som helst mening for ham overhovedet! Han gispede ganske let. ”Det gør ondt..” hviskede han næsten direkte hjælpeløst. Hovedet endte trykket direkte ned i hendes skød, da endnu en voldsom krampetrækning skød igennem hans krop. Han kunne virkelig ikke styre det og han kunne bestemt heller ikke kontrollere det, og det var noget som gjorde ham bange. At hun var direkte bekymret for ham, hvilket han kunne fornemme i hendes stemme, var da slet ikke noget som han forstod sig på, for han nægtet at have noget som helst med hendes væsen at gøre, så længe at han kunne blive fri for det! Et halvkvalt skrig brød hans læber, idet at endnu en krampetrækning skød direkte igennem ham, for det var bestemt heller ikke behageligt på nogen som helst måde overhovedet! En tåre trillede ned af hans kind, som han kraftigt bed tænderne sammen. Han lukkede øjnene let. At kæmpe imod, var noget som faldt ham så.. skræmmende naturligt! Han ville ikke have noget med hendes væsen at gøre, hvis det var noget som han kunne blive fri for!

[Deleted]

Det var en yderst smertefuld forvandling, det var noget som Valarie var klar over, selv på trods, hun aldrig selv var gået igennem den. Den ville tage flere dage, en ting var at være død, en anden ting, var kropstemperatur, kroppens nye funktioner, og selvfølgelig de sylespidse tænder. Selve tendenser kunne sgatens tage måneder, de pludselige behov for søvn, blod og ikke mindst.. sex. Livet var med andre ord skønt, selv på trods at de måtte leve i mørket, under en vidunderlig stjernehimmel, med månen som deres sol. Snart ville hun have gjort ham fri fra den forbandelse der hvilede over ham, den forbandelse der sørgede for at han var tvunget til at føle had og sorg, den forbandelse der tvang ham til at tænke på tid og sted, nyde hvert sekund, udelukkende fordi han ikke kunne vide hvornår hans hjerte ville stoppe med at slå. Hun befriede ham med andre ord, for hjertets byrder, hun gjorde ham ene tjeneste, og det var noget han vel måtte forstå før eller siden? Hendes hånd strøg stille ned over hans kind. Hans skægstubbe føltedes så ru mod hendes blege hånd, det var en følelse hun ikke havde oplevet længe, for med den pris der var på hendes hovede, så havde hun ganske enkelt ikke kunnet være bekendt at finde sig en elsker, eller en partner, selv for en vampyr kunne de mørke tider være ensomme. ”Shh,” tyssede hun blidt. De første minutter var de værste, det var en stor omvæltning for hans krop, det var der ingen tvivl om. Et sted måtte det næsten gøre ondt, at se ham have så ondt, som han nu engang måtte have. Hans krop gik i kraftige kramper, det gjorde ondt, hun kunne mørke ham, trygge sig ned i hendes skød. Uden at tøve, tog hun igen hendes håndled til hendes læber, og bed to nye huller. Blodet begyndte igen at strømme ned over hendes arm. Hun lagde håndeledet mod hans læber. ”Drik kære,” bad hun roligt. Mange ville måske, se det som dirkete spild af hendes dyrebare blod, at hun valgte at skænke det til et menneske, man han var noget særligt, og han havde formået at vække hendes nysgerrighed, hvilket også var den absolut eneste grund til at han var i ”live.” Ganske blidt vukkede hun ham frem og tilbage, sørgede for at holde ham fast, så han ikke ville miste muligheden for at tage hendes blod til sig. Hendes blik stirrede tomt ned på ham, intet spor af nogen former for følelse, for det var bestemt ikke hende at vise, ej heller selvom hun følte et vist ubehag på hans vejne.

[Deleted]

Yannich var ramt af et voldsomt ubehag som aldrig nogensinde før, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han følte kulden ramme ham, for.. hans hjerte slog ikke, hans krop rystede ikke for at holde varme, og det alene var noget som skræmte ham! Var han død eller var han levende nu? Han missede let med øjnene. Smerten var bestemt heller ikke særlig behagelig, for ikke at glemme, at han ikke havde nogen anelse om hvad fanden der foregik! Han havde ikke nogen anelse om hvad pokker det her gjorde ved ham og det var noget som kun gjorde oplevelsen med det langt mere ubehagelig! Kroppen føles tung som bly, den rystede, men.. det var ikke på en god måde, hvilket han kunne konkludere allerede med det samme, om det var noget som man nu havde lyst til det eller ikke, så var det ikke noget som han kunne skjule på nogen måde og det var bare ikke særlig godt! Hendes ord, hendes strøg.. det var alt sammen noget som han ikke kunne beskrive det, og det var bestemt ikke en god ting på nogen måde overhovedet! At hun faktisk sad der og holdt om ham på den måde som hun gjorde, var slet ikke noget som hun kunne forstå sig på, og det var bestemt heller ikke altid en god ting, for det var det virkelig ikke. Han bed sig let i læben, idet han prøvede at ryste på hovedet som hun endnu en gang valgte at skænke ham blod, men.. han kunne ikke? Det var en voldsom sult som meldte sig i hans sind og han kunne ikke bare se bort fra den på noget tidspunkt! Læberne endte han med at skille idet at han igen begyndte at tage hendes blod. Han knyttede svagt sine næver til hendes vuggen, for han var virkelig ikke et barn! Han var ikke en lille unge som hun skulle have lov til at trøste! Han var en voksen mand som levede sit eget liv og det var uden indblanding af nogen andre, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han lukkede øjnene ganske let, selvom det behag som skyllede direkte over ham, var noget som var skræmmende kortvarigt også for hans vedkommende. En kraftig og voldsom krampetrækning fandt sted i hans maveregion, som hans krop måtte give efter for det mørke frø som hun havde plantet i ham, og det var bestemt ikke altid behageligt! Han røg direkte ud af hendes favn og direkte ned i jorden ved siden af hende. Han gispede kraftigt af ren og skær smerte. ”H-hvad sker der?!” endte han direkte smertefuldt, da endnu en trækning måtte tage til i ham. Det gjorde virkelig, virkelig ondt!

[Deleted]

Yannich var for alvorg døende. Selvom hun direkte havde knækket nakken på ham, og dermed stort set havde kastet ham I øden, var han nu ved at forberede sig på et liv som et omvandrende lig. Det ville blive hårdt, det var noget som Valarie heller ikke lagde skjul på, forvandlingeni sig selv, var jo ikke ligefrem den store lykke i sig selv. Vigtigst af alt, så skulle han vandre med hende, være hendes selskab, i et ellers alt for ensomt liv, og hun ville være der til at lærer ham, om det væsen som denne mand højest sandsynligt, havde brugt mere eller mindre alle de år på at jage. Rystelserne ville tage ind, det ville blive til kramper. Hun havde skam set en forvandling før, hendes egne var desværre aldrig lykkedes, for det var faktisk sværere, end det lige måtte se ud. Valarie holdte ham tæt ind til hendes egen krop, forsøgte at berolige ham, for ellers ville han ikke være i stand til at tage imod. Hendes kølige hånd, strøg ham rytmisk over kinden og igennem det lange hår. Han var ikke direkte gået i panik, eller begyndt at råbe og skrige, som hun ellers havde regnet med at han ville, og det i sig selv var selvfølgelig en enorm hjælp. Blodet fra hendes håndled lod hun løbe, mættede ham også selvom, det ville koste hende endnu en jagt, om det ville blive ved på denne måde. Hendes blod ville fjerne en lille del af smerten, ganske vist ikke megen, men det kunne vel hjælpe ham? Som en krampetrækning tog til, endte hun også med at fjerne hånden igen. Hendes tunge gled over sårene der ganske stille begyndte at lukke sig, og sikrede at hun ikke ville miste alt for meget blod. Hun mistede grebet, og lod ham falde ned ved hendes side. Selv blev hun siddende og betragede den tydeligvis smertefulde tortur hun tvang ham igennem. At tage ham i favnen igen ville være meningsløst. Læberne spillede ud i det kolde smil, som han spurgte ind til hvad der var ved at ske. ”Du er på vej ind i mørket, kæreste,” svarede hun direkte ærligt, for at lyve for ham ville på ingen måde give mening. ”Du skal følge mig, i mit evige liv, vandre med mig side om side, og tage imod min visdom, omkring det væsen som du har jagtet i årevis,” fortsatte hun roligt, og blev siddende ganske tålmodigt, selvom hendes kære nye skabning, lå for hendes fødder og vred sig i smerte. Det var en perfekt nat.. hun måtte helere huske hans fødselsdag. Fra og med idag, ville han påbegynde et helt nyt liv. De intense blå øjne, stirrede på ham næsten med længsel og iver. Nu måtte smerten godt forligge sig, lade den kære mand få lidt hvile, før hans tænder skulle til at gro, før han skulle præsenteres for sulten, og han nye instinkter. Der var så meget de skulle nå, bare inden daggry! Valarie klappede sig næsten spændt i hænderne, som en lille unge på juleaften, for dette var bestemt en stor gave!

[Deleted]

Yannich forstod virkelig ikke på det som skete lige for øjeblikket. Hvorfor han følte den smerte, hvorfor han skulle ryste sådan, for det var i den grad også forbandet ubehageligt også for hans vedkommende, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen! Han blinkede let med øjnene. At hun direkte så ud til at ville.. passe på ham, var slet ikke en tanke som han kunne forstå, for det var ikke noget som gav det mindste mening for ham på nogen måde. Han klemte øjnene let sammen, som hun strøg ham over hans kind og over hans hår, for den smerte var da virkelig intens og en forbandet intens en af slagsen og det var bestemt heller ikke behageligt! Hans kramper som kun for alvor tog til og direkte tvang ham ud af hendes favn, gjorde også at han landede på den hårde og kolde jord lige ved siden af hende. Han råbte og skreg ikke – han havde ingen andre derude, så hvem skulle da komme ham til redning uanset? Hendes ord var noget som direkte fik det til at stivne i hans ansigt, hvor han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Han ville blive en del af hende? Han ville blive en del af det våben som han måtte hade mere end noget andet? Det var slet ikke noget som han kunne eller ville have med at gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”N-nej… NEJ!” hvæsede han kraftigt, selvom det døde hurtigt ud i endnu en voldsom krampetrækning, som direkte tvang et halvvejs skrig over hans læber. Han endte med at ligge på ryggen som krampen endelig måtte aftage. Han var langt mere bleg nu, han havde ondt i munden og han havde det generelt ikke særlig godt, og bare den tanke om at han nu var hvad han var, var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig meget om overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om på nogen som helst måde overhovedet! En tåre gled ned af hans kind, idet han kraftigt bed tænderne sammen. ”Jeg vil ikke.. jeg vil ikke..!” endte han med en fast, dog direkte.. hvislende stemme? Han knyttede næverne ganske let, som han endelig fik sig vendt, så han endte på maven i stedet for. Hånden gled mod hans bryst. Ganske vidst, så bankede hans hjerte ikke, men.. han var stadig i live? Der var så mange ting som han pludselig ikke kunne forstå og det var alt sammen hendes skyld! Hvorfor hun ikke bare havde slået ham ihjel og ladet ham ligge, var en tanke som han kun måtte finde direkte irriterende, for han nægtet at rende rundt som et væsen af mørket! Han nægtet det! Han lagde sig slapt ned på jorden ikke langt fra hende. Han følte sig træt, han var udmattet og han var øm i stort set hele kroppen og den følelse ene og alene var bestemt heller ikke hvad han ville kalde for et direkte behag, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på nogen måde!

[Deleted]

Den smerte han oplevede måtte være virkelig intens. Valarie betragtede ham næsten med betagede øjne. Det var mange år siden, hun sidst havde set en forvandling, det forundrede hende hver gang, hvordan de forvred sig i smerte, som om de aldrig før havde oplevet nogen. Som menneske følte han, som menneske havde han en samvittighed, der ødelagde absolut det hele, det var hvad hun i virkeligheden kaldte smerte. Livet som vampyr.. livet i mørket, var derimod frihed, i hendes øjne om ikke andet. Der var ingen følelsesmæssig påvirkning, hvis ikke man ønskede det vel og mærke, det var fantastisk, og han havde hele tiden forsøgt at gøre det til noget skidt. Nu ville hun blot prøve at vise ham virkeligheden, vise ham hvilket dyr han havde jaget gennem så mange år, han måtte kende årsagen til hans eget had, og hun var overbevist om, at han før eller siden ville være hende hengiven. Han var gledet ud af hendes favn, men Valarie forsøgte ikke at trække ham tilbage, for det ville heller ikke gavne, hun ville trods alt ikke være påtrængende. Blodet var størknet i samme spor ned over hendes hage og slanke hals, hun tog sig ikke af det. Han havde ganske vist mættet hende, men hun måtte vel også desværre erkende, at han ikke var det bedste hun havde smagt, men taget i betragtning af hvor længe siden, det var at hun direkte havde følt hjerteslag mod hendes læber, inden hendes tænder var gledet i halsen, hun havde følt at hjertet direkte pumpede blodet til hendes gane. Det var absolut fantastisk, hvilket han også snart ville indse. Hun sendte ham blot et dovent smil, idet han hurtigt begyndte at beklage sig, han vidste jo end ikke hvad der ventede ham! ”Jo er jeg bange for,” påpegede hun meget neutralt. Det at han direkte lod tårer glide, gav et stik i hendes bryst. De havde et særligt bånd, han havde hendes blod i hans system, som hun havde hans i hendes. Det at føle ham have så ondt, var noget der næsten drev hende til vanvid, før eller siden ville han forhåbentligt skille sig af med de menneskelige følelse. ”Du har ikke noget valg, kæreste. Den værste del vil være overstået om et øjeblik,” påpegede hun sigende. Vinden blæste blidt i hendes sorte lokker, lod dem danse om hendes blege ansigt. Hendes blik forlod ham ikke på noget tidspunkt, men stirrede intenst på ham og hans krops reaktioner på forvandlingen. Han kæmpede imod, hvilket heller ikke ligefrem gjorde det bedre. Hun sukkede tungt. Selv hun havde en begrænset tålmodughed.

[Deleted]

Alene den tanke om at Yannich skulle til at være en del af det væsen som han måtte hade mere end det som han måtte hade noget andet, var en tanke som direkte gjorde ham rasende, for han følte bestemt ikke at dette var noget som han havde fortjent på nogen som helst måde overhovedet! Hans hjerte slog ikke længere, han trak ikke rigtigt vejret, selvom han virkelig forsøgte, for han nægtet at rende rundt som hendes væsen! Han var ikke det væsen, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn på nogen som helst måde! Han klemte øjnene sammen. Tanken om at han skulle vandre i mørket og så sammen med hende, var noget som han bestemt ikke brød sig om, for.. han nægtet virkelig! Han nægtet at rende rundt som hendes væsen hvis det var noget som han kunne blive fri for i den anden ende! Han vendte blikket direkte mod hende. Hans øjne havde allerede taget en betydeligt større forandring, netop ved at blive en anelse mere rødlige i det, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af på nogen måde, for hvorfor skulle han? Han nægtet at følge hende hvis han kunne blive fri for det! Hans mine var dræbende, og alligevel.. frygtsom? Han var bange, for han havde ingen anelse om hvordan han skulle klare sig i mørket! Han havde altid været et væsen af lyset! Altid! Han elskede at vandre rundt i solens lys, han elskede at vandre rundt som han havde gjort det før han var stødt på dette forbandede bæst og hun skulle selvfølgelig ødelægge det hele! Og det var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig om på nogen som helst måde overhovedet! ”Du… du er v-vanvittig!” Han prøvede at kæmpe sig op på benene, selvom det slet ikke virkede for hans vedkommende, hvilket kun var noget som måtte pisse ham langt mere af, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det ikke engang fordi at det var ham en direkte nødvendighed i det store og hele. Han gled direkte ned i jorden igen. Hans gummer gjorde ondt som bare pokker, selvom han kunne tænke sig til hvad der skete; Tænderne var ved at komme på plads, hvilket var noget som han foragtede endnu mere end alt det andet! Han trak sig hen af jorden for at komme hen til en væg som han muligvis ville være i stand til at støtte sig op af, for at komme op at stå, selvom hans ben skælvede så meget at han slet ikke kunne finde den kontrol og det var noget som ganske enkelt måtte pisse ham af som intet andet overhovedet! Han nåede halvt om halvt op, da hans ben endnu en gang måtte give efter under ham, og direkte tvinge ham tilbage mod den kolde jord. Han var træt, han var udmattet og han var øm som han aldrig havde været det før. Han var så vred, at han kunne fælde flere af de skide tårer, for han nægtet virkelig at blive en del af det liv som hun direkte havde tvunget ham til! Der satte han tydeligt grænsen!

[Deleted]

Mørket var blevet en del af ham, hvilket han fra og med dette øjeblik, måtte lærer at leve med. Mørket havde altid været en del af hende, hun var vant til had og bebrejdelse, men hun havde aldrig taget sig af det som sådan. Nu var han dukket op, og selvom hun for længst havde opgivet at finde et barn, så havde hun ikke været i stand til at stå for den fristelse det var. Hun havde set hadet og vreden i hans øjne. Det havde ganske vidst været direkte naivt at gå op mod hende, for selvom hun ikke så særlig gammel ud, så var hun ældre end det han overhovedet ville være i stand til at gætte sig til, hendes evner og sanser, rakte langt fra hans fantasi, hvilket han også ganske snart ville finde ud af. De isblå øjne betragtede ham blot nysgerrigt, betragtede med vildskab, hans mange krampetrækninger, følte sig næsten ophidset ved tanken om at se hendes kød og blod udvikle sig, som havde hun båret et barn i lange 9 måneder. Han ville ganske vist hade hende for dette, det var hun slet ikke i tvivl om, men det lod hun sig nu heller ikke slå ud af. I stedet for blot at sidde på jorden, kæmpede hun sig elegant på benene, og betragtede ham endnu uden at bryde ind på noget tidspunkt. Han havde ondt, hvilket smittede af på hende, det var dog en smerte hun efterhånden havde lært at udelukke, også selvom hun direkte nød følelsen af.. ja overhovedet at føle igen, for en vampyr i hendes alder, bar ingen menneskelighed overhovedet, særligt ikke en der var født ind i racen. Hun lod armene folde sig over hendes bryst og gned overvejende hendes hage. Han skulle vandre i mørket ved hendes side, hun skulle lærer ham det nødvendige, hvilket var en tanke der kun gjorde ende yderst tilfreds! Et følelsesløst smil, passerede hendes rosenrøde læber, der endnu var malet i en blanding af deres blod, hendes og hans imellem. Ulvenes hylen var faldet til ro, hvilket kun lettede hende, for det var direkte irriterende at høre på! De larmede! ”Ja det siger de” medgav hun blot, som morede tanken hende, for det gjorde den et sted, hun var ganske vist lidt skør i bolden. Hans forandring var allerede nu til at spotte. Tænderne ville tage et par dage om at udvikle sig helt, og indtil da måtte jagten vente, men der var så mange ting, han skulle til at vænne sig til! Hun lod blikket finde frem til himlen over dem. ”Der er blot et par timer til daggry, kæreste. Sjovt som tiden flyver når man har det skægt. Vi bør komme videre så snart du har styr på benene igen,” påpegede hun roligt. Hun trådte hen ved hans side, og greb ham med et fast greb i nakken, for direkte at hive ham på benene. Hun var ikke en tålmodig kvinde, men hun ville behandle ham som et barn skulle behandles, hun ville elske og respektere ham, selvom det nok ville lyde helt hen i vejret i hans ører. ”Du ser fin ud,” hun betragtede ham vurderende, og med et yderst tilfreds smil på læben.

[Deleted]

At være en del af mørket, var slet ikke noget som Yannich havde regnet med, for han kunne slet ikke have noget med den tanke at gøre! Tanken alene var noget som gjorde ham vred, for han fandt det virkelig ikke retfærdigt! Det sved i gummerne, selvom han næsten måtte gå ud fra, at det var fordi at tænderne skulle frem og på plads? Selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det hele lettere for ham på nogen måde, for han fandt det virkelig ikke retfærdigt! Hånden gled mod hans bryst, selvom hjertet ikke slog på nogen måde, hvilket var noget som virkelig måtte gøre ham vred og endda temmelig meget, for han fandt sig virkelig ikke i det! Han klemte øjnene svagt og let sammen, selvom han virkelig ikke kunne sige noget til det. Blikket vendte han direkte mod hende og med den næsten dræbende mine. ”D-det er du!” endte han med en direkte vrissende stemme, for tanken var bestemt heller ikke noget som behaget ham på nogen som helst måde, for han synes bestemt heller ikke at det var retfærdigt i hans øjne! At komme derfra var virkelig noget af det eneste som han tænkte på, selvom han slet ikke regnede med at hun ville lade ham gå. Lige hvilket bånd som nu var skabt var ukendt for ham, for han måtte jo erkende, at han slet ikke var kendt med hvordan det var at være det væsen som han var blevet, for.. han så det jo kun udefra, han så det kun med et blik præget af had og ikke mindst den klare og tydelige foragt, og det var bestemt heller ikke noget som han havde regnet med at skulle gøre anderledes på nogen måde, selvom det desværre ikke var noget som han kunne sige selv. Hun besad nu hans vilje og han kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre! Han himlede med øjnene til hendes ord, selvom han ikke nåede at reagere synderligt, idet at hendes hånd kraftigt måtte lukke sig omkring hans nakke, hvilket fik ham til at gispe. Hun havde jo stadig en styrke som sagde spar to! Han vendte blikket direkte mod hende og med en mine direkte præget af lysten til at slå ihjel, selvom han virkelig var alt for træt til at gøre noget som helst, og det var jo det som han var klar over, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for ham på nogen måde. ”Jeg skal bestemt ikke følge med dig nogen steder hen! Jeg nægter at følge med dig i mørket! Så hellere møde den brændende sol!” hvæsede han tydeligt i den klare protest, for løgn var det jo trods alt heller ikke, for han var måske ikke den mest samarbejdsvillige af slagsen og det var der i den grad også mange grunde til, men mest af alt, fordi at hun var af det væsen som hun var! ”Du har bare at slippe mig!” Han lå mere eller mindre fuldkommen fast i hendes greb, også fordi at hun havde den styrke som hun havde, men selvom han ikke kunne gøre noget fysisk, så kunne han i den grad godt bruge munden! Hans ben skælvede ganske let, selvom han ikke sagde noget til det som sådan, for det var jo bare sådan at det nu endelig måtte være. Han hvæsede svagt af hende.. selv det var noget som direkte overrasket ham!

[Deleted]

Valarie var udmærket klar over, at denne kære, unge mand, ikke havde set det komme, for det havde trods alt været en spontan handling selv for hendes vedkommende, og ligeså ganske risikabel. At lave et barn, ville give hende en enorm svaghed, og han ville være let at ramme, hun ville nu være tvunget til at trække sig, til han havde lært omkring hans nye natur, for hun havde bestemt ikke planer om at lade ham brænde op under solen! Den næste tid ville blive hård, både for ham men i den grad også for hende, for det var ekstremt mange år siden, hun sidst havde gjort dette. Blikket forlod ham ikke, hun måtte erkende at være en anelse nysgerrig på hans forvandling, for det var trods alt noget, mange den dag i dag måtte gennemgå. Solen ville træde frem om et par timer, og de ville være tvunget til at finde et acceptabelt sted inden, hun var trods alt eftersøgt, de kunne ikke slå sig ned hvor som helst, og hun kunne særligt ikke, med den hævngerrige knægt på slæb, han ville for pokker ikke tøve med at sladre, også selvom hun havde magten til at stoppe ham. Det kyniske smil, måtte endnu hvile om hendes læber. Hun var en mærkværdig kvinde, det var langt fra første gang, hun blev skænket de ord, og han sagde dem end ikke med had, hvilket allerede var en forbedring. Hun havde gjort ham til en bedre mand, om han ville det eller ej! Det faste greb slap ikke hans nakke, hun så direkte vurderende på ham. Hendes styrke var langt mere end de fleste ville regne med, han var en robust mand, og hun løftede ham, som han havde ikke vejet det mindste, det lod end ikke til at anstrenge hende, og det gjorde det, i det store og det hele heller ikke. Han så meget godt ud, det lod ikke til at forvandlingen var ligeså hård ved ham, som hun havde set den være ved nogen, han levede.. næsten om ikke andet, hvilket var mere end det var lykkedes hende før, måske der var større chance jo ældre man blev? Eftersom hun havde været spærret inde i årtusinder, så havde hun trods alt ikke haft muligheden for at afprøve det. Mordlysten i hans øjne, var kraftig nok til at lade hende spejle sig i det. ”Hold fast i den tanke kære, du får brug for det senere,” påpegede hun, med tydelig morskab i stemmen, for det var virkelig for sjovt! Hun sukkede og rystede håbløst på hovedet. ”Hold op med at modsætte dig, kæreste. Du kommer med mig, og det er en ordre. Gå” hun talte roligt, dog med en yderst fast mine, også fordi hun ønskede at vise ham, hvilken magt hun nu havde fået over ham, og der var intet han kunne gøre ved det. Som han bad om, så endte hun med at slippe ham, og begyndte i stedet at vandre elegant i de mørke skygger, mellem de mange ødelagte bygninger. Der var ingen tid at spilde, desuden havde han nu ikke andet valg, end at følge hende, og det kunne han være nok så utilfreds med, men det var nu engang sådan det hang sammen!

[Deleted]

Tanken om nu at være en del af mørket, var bestemt heller ikke en tanke som Yannich brød sig meget om på nogen måde, for den tanke gjorde hende direkte vred! Han klemte øjnene fast sammen som hun havde valgt at tage fat i hans nakke, for hendes greb var umådelig kraftigt og det gjorde faktisk også ondt! Hvilken forbindelse og hvilket bånd som nu måtte hvile mellem dem, var slet ikke noget som han havde nogen anelse om på nogen måde, for han var ikke så kendt med det væsen som han nu var endt med at blive en del af, selvom det vel nok meget snart skulle forandre sig? Han havde mistet sit bankende hjerte, muligheden for at vandre ude i solen, også kun på grund af den forbandede kvinde som han stod foran lige netop nu! Han vendte blikket direkte morderisk mod hende og uden at se det mindste væk fra hende, for det kunne han ikke. Han havde virkelig lyst til at flå og dræbe hende, hvis han bare havde haft muligheden for det! Hvem hun var direkte havde han ingen anelse om, for det var heller ikke noget som han direkte havde sat sig ind i på nogen måde, hvilket et sted også var noget som gjorde ham vred. Hendes ord var bestemt heller ikke noget som han direkte kunne sige sig at være en hjælp på nogen måde overhovedet. Jeg får ikke brug for noget som helst fra dig! Jeg vil have mit liv! Mit bankende hjerte.. min varme igen!” Selvom hans ord var udtalt i ren og skær vrede, så var han alligevel ked af alt det som var sket, for han havde aldrig nogensinde brudt omkring det her liv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, men hvad andet kunne han gøre end at gøre hvad hun krævede og direkte måtte beordre af ham? Intet! At han direkte bad ham om at gå, så var det som om at hans ben endte med at få sit eget liv, hvor han faktisk bare.. endte med at følge efter hende? Han blinkede næsten og tydeligt overrasket med øjnene, selvom han nu heller ikke kunne gøre andet end bare at gøre hvad hun bad ham om! Og det var noget som i den grad også måtte irritere ham! ”Hvad.. hvad er det der sker?!” Han endte med at stoppe op, selvom det faktisk var.. langt mere besværligt end det som han lige havde regnet med, men han formåede det! Han støttede sig op af den nærmeste mur. At solen ville være oppe i løbet af et par timer, var ærlig talt slet ikke noget som han tog sig af lige netop nu, for han ønskede slet ikke det liv som han havde fået! ”Jeg nægter at følge dig i mørket.. Jeg er ikke et mørkt væsen!” endte han med en tydeligt mere frustreret stemme, idet han gled ned og satte sig. Han var træt og den omdåb var faktisk noget som havde taget langt flere kræfter end det som han lige havde regnet med i den anden ende!