Haunting.

[Deleted]

Mørket var faldet på.Det kølige vejr tillod de millioner af stjerner, at træde frem bag deres skjul og hvile som et smukt tæppe over det tætte mørke. Månen var fuld. Den kastede sit blege skær, og oplyste mørket. Valarie bevægede sig med smidige skridt, gennem ruinernes mange stumper. Hun huskede hvordan stedet havde set ud, før disse murer og bygninger var faldet, og blevet til det, den dag. Lydløst bevægede hun sig igennem mørket. Hendes syn var bygget til dette, så hun havde intet besvær med at bevæge sig rundt overhovedet. Hun stoppede roligt op. Det intense blik så opmærksomt igennem mørket. Stanken af hund hang ved. Det var trods alt ulvenat, selv deres direkte ynkelige hylen, kunne høres over det hele, det var direkte til at blive vanvittig af! De sylespidse tænder lod hun blottes en anelse, mest for at være sikker, hun kunne ikke være for forsigtig, for hun havde bestemt ingen intentioner, om at give Jaqia den tilfredshed. Vinden pustede til hendes mørke lokker, der dansede omkring hendes ansigt, og formåede kun at stille den blege hud i direkte kontrast. Hun var vampy, hvilket bestemt var noget hun kun var stolt af, hun ville bestemt ikke forsøge at skjule hendes identitet, særligt ikke i Manjarno på en nat som i nat, hvor familier for længst var krøbet til køjs. Det var med andre ord en perfekt nat for jagt, og hendes tænder måtte direkte løbe i vand! Med hendes alder, så var hun ganske vidst i stand til at kontrollere den sult, der ellers forsøgte at herske over hendes krop og sind, alligevel så var det nu ved at være længe siden, hun direkte havde fået frisk blod direkte fra kilden, og nogle måtte vel før eller siden stoppe forbi? Let og elegant, hoppede hun over en størrer mur. Hun landede solidt på begge ben, og åtte næsten ligeglad, børste en anelse skidt af hendes blodrøde kjole, der smygede sig om hendes velformede skikkelse. Det var efterhånden et godt stykke tid siden, at hun var blevet skænket en vej ud af Jaqias fangekælder, og selvom de utallige år i den mørke kælder, i den grad havde slidt på hende, så, så hun dog en anelse mere velhavende ud, som hun havde gjort engang, og hendes elegance var for alvor kommet til plads, uden de beskidte, hullede pjalter og det direkte vilde blik. Hun sukkede tungt, og lod tungespidsen slikke sig en anelse desperat om de blodrøde læber. ”Blot en lille snack,” bad hun næsten desperat, selv på trods hun stod helt ene midt i disse ruiner. Hun lukkede øjnede, lyttede.. de ulvehyl var virkelig forstyrrende!

[Deleted]

At det var en ulvenat var slet ikke noget som påvirkede Yannich. Han var på jagt, det var i disse timer at han var vågen, for det var nu at vampyrerne var vågne, og de havde ændret hans døgnrytme allerede for mange år siden! Han var udrustet til fulde for det nattens væsen og de ulve skulle bare lige vove på at komme ham i vejen! Han havde fyldt sporene og ganske vidst så havde han fundet små blodspor også, så han var ikke i tvivl om at det var sådan her at det nu måtte gå for sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Kniven havde han ved sin side, han havde allerede en pil på buen, hvor spidsen selv måtte være af det purreste sølv, og med skaftet af det reneste og flotteste træ, så han var fuldkommen sikker på, at hvis han ikke ramte hjertet, så ville det i den grad gøre ondt og højst sandsynligt ondt nok til at han ville kunne nå at få en ny pil på plads og gøre det af med det forbandede bæst! Han trak vejret direkte lydløst. Han var optrænet ved elverne, han vidste hvad han skulle lytte til og hvilke lyde som han ikke direkte skulle betegne som direkte faretruende, for dem var der vel ikke rigtigt nogen af her? Han kunne høre ulvehylene i det fjerne, selvom han regnede med at de rent rundt i parken og de åbne naturområder frem for at rende rundt her – det kunne i hver fald ligne dem, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans eget vedkommende. Fingeren kærtegnede roligt styrefjerene på hans pil, idet han søgte omkring det ene hjørne. Selv prøvede han at bevæge sig så lydløst som muligt og så langt, så havde han ikke set skyggen af det væsen som han måtte hade mere end det som han måtte hade noget andet! Det var deres væsen som havde vendt op og ned på hans liv, ødelagt det! Tvunget ham til at blive voksen og mere til! De skulle alle sammen betale for det! Tanken gjorde ham vred, også selvom han vidste at bæsterne var der et eller andet sted, og det var noget som han nok skulle sætte en stopper for, det var helt sikkert! ”Kom frit frem.. elendige blosuger..” vrissede han let for sig selv. Alene tanken om at han muligvis var i nærheden af en, var noget som fik adrenalinet til at pumpe rundt i hans krop, det var noget som gav ham sved på panden og det var noget som vækkede hans vrede. Det bæst skulle bare dø! Og for hans hånd!

[Deleted]

I takt med årene var folkefærdet blevet langt mere forsigtige, hvilket næsten var en tanke der matte irritere Valarie. Det gjorde jagten langt mere udfordrende, hvilket på sit vis gav spænding, men når hun havde vandret i flere dage nu, uden at finde nogen former for føde, så begyndte det at blive en direkte pest og en plage. I Dvasias ville der ganske vidst være nogle vågne, men hun drak ikke af hendes eget væsens blod, desuden var det alt for farligt, at krydse den dvasianske grænsemur i øjeblikket, forbandet værre Jaqia, og alle dem der nu pludselig støttede hende. Den blege hånd, løb igennem de ravnsorte lokker. Hendes blik stirrede intenst frem for sig, hun følte sig ærlig talt en smule irritabel, de dumme hvalpe forstyrrede hende jagt, opg ud fra den enorme mængde af klykende hyl, var det ligefør hun kunne konstatere at varuvle var rykket fra Dvasias og til Manjarno, hvilken skam! Hun blev stående, skilte lydene, ikke fordi det forvoldte hende store problemer, hun var en oldgammel kvinde, hvilket selvfølgelig også var grunden til, at hele Dvasias faktisk frygtede hende, den tanke måtte i sig selv morer hende. Lyden at skridt, fik hende omgående til at stivne. På trods det var et stykke væk, så hørte hun det, som havde det været netop bag hende. Et lille smil krusede sig om hendes blodrøde læber. Hun snusede til vinden, som havde hun været en hund. Hendes blik stod pludselig i julelys. Næsten morende kuklo hun. Hvad pokker lavede et menneske på en nat som i nat, og på denne tid af aftenen, det var desværre et væsen der ikke rigtigt havde nogen chance i denne verden. Hans kald måtte direkte morer hende. Hun nikkede kort for sig selv, og bevægede sig mod den søde duft af aftensmad, med en hast der skjulte hende natten. Hun endte netop bag ham. Valarie havde aldrig frygtet disse stunder, og på trods at dette væsen tydeligvis var bevæbnet, så rørte det hende ikke, han var for pokker et simpelt menneske. Hænderne foldede sig roligt foran hende, hun blottede de sylespidse tænder.. mest for effektens skyld. ”Jeg går ud fra, at det var mig De talte til,” påpegede hun med en intens tone. Hendes blik udtrykte ingen videre følelser, foruden morskab. ”Godaften,” hilste hun, som havde det været en ven hun faktisk måtte hilse på. Men taget i betragtning af alt den sølv, så var det langt fra en ven, enten var de tiltænkt hende, ellers måtte det være ulvene, og så skulle hun bestemt ikke stoppe ham, det var helt sikkert!

[Deleted]

Man kunne ikke ligefrem vove at påstå at Yannich var bange af sig, for det var han på ingen måde! Vampyrerne var ude i aften, det var de vel også stort set hver aften i deres søgen for mad og føde? Selvom folk i Manjarno gjorde klogt i at holde sig inden døre, så var han bestemt ikke en af dem. Det væsen som vampyren måtte være, var et som han direkte måtte hade mere end det som han kunne hade noget andet! De havde ødelagt hans liv, de havde taget hans forældre fra ham og efterladt ham alene, uden at vide hvad fanden han skulle stille op, og det alene, var noget som direkte måtte frustrere ham! Selv den dag i dag, selvom det var ved at være mange år siden! Af et menneske at være, så var han heller ikke helt middelaldrene mere, og selvfølgelig var det også noget som spillet ind. Han endte med at stoppe op. Hans ord havde ikke været særlig høje, vel nok til at han selv kunne høre det? Og dem med en ekstrem skærpet hørelse? Det var det som han umiddelbart måtte gå ud fra, og det var noget som han bogstavelig talt kunne sige, at han var helt ligeglad med! De havde pisset ham af allerede i en skræmmende tidlig alder, og det var ikke bare noget som han kunne fortsætte med at se mellem fingrene med. Buen var ikke spændt, men det var noget som han fint og med lethed hurtigt ville kunne arrangere, hvis det var det som han ville. Han endte kraftigt med at stivne ved stemmen som lød lige bag ham, hvor buen blev spændt omgående, idet han hurtigt vendte sig om. Han hadet at de skulle formå at være så lydløse! Dette sølv ar ikke forbeholdt ulvene, så lang tid at de ikke kom i vejen for ham selvfølgelig, for det var slet ikke noget som han fandt sig i! ”Elendige blodsuger.. Endelig har jeg fundet en!” Han tøvede ikke, han advarede ikke, hvor han bare valgte at sende pilen direkte af sted direkte mod hende. At hun stod så tæt på som hun gjorde, så burde også være en kende besværligt for hende at undvige. Han var ikke høflig overfor dette væsen, for det var slet ikke noget som han havde nogen verdens grund til i det store og hele! Han tøvede ikke med at famle efter kniven som hang i hans side, i tilfælde af at denne blodsuger skulle vise sig at være lidt for hurtig for ham, for han ønskede det væsen af vejen!

[Deleted]

Hvem end denne menneske mand var, så var han direkte tåbelig at søge ud, særligt på en nat som I nat, hvor ulvene var kommet ud af deres hi. De intense øjne betragtede denne velduftende mand, der kun gav hende en fornemmelse af... hvad var det de plejede at sige? En rumlende mave? Smilet bredte sig. Hun havde aldrig forstået andet, end at hendes tænder måtte løbe i vand. Uheldigvis for denne herre, så stod han overfor større magter, end han faktisk måtte regne med. Den ældste nulevende vampyr, hendes alder stak selv Alex, hans plads burde være hendes, ikke at hun tog sig af det, ligenu var hun ikke ude efter den magt. Hans ord havde ikke været andet end en mindre mumlem, men hun havde hørt det, som havde han råbt det direkte ind i øret på hende, hendes sanser var udemåligt skærpede. At han direkte endte med at stivne morede hende kun, og bekræftede samtidig, at hun lige netop var den han havde omtalt. Valarie blev stående fuldkommen roligt, næsten elegant i den bløderøde kjole.. det var vel ikke mærkeligt at det var hendes absolutte yndlingsfarve? Hænderne var foldet foran hende, et sted måtte hun næsten bære en uskyld, også selvom det slet ikke var en del af hende. Hun nikkede, og gjorde en gestus mod ham, som tegn til at han var helt korrekt på den. ”Det gjorde De, jeg er dog bange for at det ikke er til Deres held,” påpegede hun faktisk høfligt. Et kækt glimt trådte frem i det intense blik, hun var sulten og hun gjorde bestemt intet for at skjule det. På trods hendes reflekser var umdåelig veludviklet, så valgte hun direkte at lade pilen gennemborer hendes skulder. Hendes blege hud begyndte at ryge, og hendes mine måtte direkte tydeligt afsløre ubehageligt. "Auch," De slanke fingrer lukkede sig om pilen, som hun måtte trække den ud. Det havde sine fordele at være død, det ville ikke få konsekvenser på hende, også selvom det bestemt var smertefuldt. Blodet løb fra hendes skulder, og farvede en del af den blodrøde kjole mørk. Blikket betragtede den blodige pil. ”Hmm. Du behøver ikke at undskylde. Du har trods alt kuren for et sådanne kødsår,” påpegede hun dog en anelse irritabel. Pilen faldt til jorden. Valarie bevægede sig om bag ham, greb om hans håndled, og trykkede mod hans håndflade, så han ville være tvunget til at slippe kniven. Den anden hånd greb om hans hår, og blottede dermed hans hals. Hans hjerte bankede så hurtigt, hun kunne se pulsåren hæve og sænke sig. Hun slikkede sig om læberne, hvorefter hun begravede hovedet mod hans hals, lod tungespidsen glide sultent over hans varme hud. ”Nam.. Smagfuld. Varm.. lettere saltet , det må være nervøsiteten,” konkluderede hun med en drillende hvisken mod hans ører.

[Deleted]

Yannich havde ganske rigtigt ikke nogen anelse om hvem det var han stod overfor, og et sted så var han virkelig også ligeglad. Det var mere end nok for ham at vide, at hun var vampyr, for det gav ham alverdens god grund til at handle som han gjorde, og det var uden videre tøven! At hun stod der og direkte spillet høj og hellig, var nu heller ikke noget som han tog sig af eller gengældte, for det var der virkelig ikke nogen grund til! Han havde intet til overs for det forbandede væsen, og det var bestemt heller ikke fordi at han ville lave det anderledes lige netop nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! ”Det er jeg fuldstændig ligeglad med, blodsuger..” hvislede han med en fast og iskold stemme. At pilen røg direkte i hendes skulder, var ikke lige det som han havde håbet på, hvilket også var grunden til at han gik efter kniven i stedet for, for træ og sølv var ikke altid en vel god kombination når det måtte komme til en vampyr, så meget vidste han – der var jo grunde til at det var det som han valgte at gøre brug af! At han bar kuren til at hun ville blive frisk igen, var noget som direkte fik ham til at vende blikket mod hende. Hun kunne bare ikke mene at hun ville hugge til ham på den måde! Han nåede kun lige at hæve hånden med kniven, men denne gang var hun hurtigere og i den grad også langt stærkere end ham! Han endte direkte mod muren, hvor hendes faste greb, direkte tvang ham til at miste kniven. ”SLIP MIG!” hvæsede han med en fast og kraftig stemme. Som hun nærmede sig hans hals, så stivnede han kun for alvor. Han havde intet til overs for hendes slags eller hendes væsen, selvom han nu heller ikke havde nogen anelse om hvor gammel hun var, så var han virkelig ligeglad! Han gispede let, som han direkte trykkede mod væggen, også mest for at komme væk fra hendes væsen! Han bed tænderne kraftigt sammen, idet han knyttede næven som han hamrede direkte i hendes mave med al den kraft som han havde i sin menneskelige krop. ”Jeg dræber dig..!” hvæsede han af sine lungers fulde kraft. Han havde virkelig intet til overs for hende eller hendes væsen og den måde som hun valgte at gå frem på, var noget som et sted næsten måtte skræmme ham en anelse, men det var bestemt heller ikke en tilfredsstillelse som han ville give hende!

[Deleted]

Denne mand var virkelig direkte tåbelig. Han var tydeligvis vant til at jage hendes væsen, det var allerede gået op for hende, desuden kunne hun direkte dufte hadet i hans blod, det var så.. lokkende. Hun var ikke en kvinde man skulle undervurdere, Dvasias’ adel frygtede hende af en grund, Jason forsøgte at kontrollere hende af en grund, og det måtte direkte morer hende. Hun var direkte ganske vidst høj, men hellig kunne man vel ikke ligefrem kalde hende. Blodet løb ned over hendes blege hud, fra hendes skulder. Det sved endnu efter sølvet, der var endt med at trænge sig igennem, det skulle han komme til at fortryde! Tænderne lå blottet, hun havde ikke tænkt sig at bide bare som det, hun nød at lege med sit offer, særligt et der måtte hade hende på denne måde, for det var bare direkte sjovt! Hans øgenavne var slet intet hun reagerede på, hun ved gennem tiden blevet kaldt langt værre ting, end en blodsuger, det var jo trods alt bare sandheden, hun sugede blod til sig, og det var helt fantastisk! Valarie havde skam set ham gribe om kniven, og nu tvang hun ham direkte til at slippe den, og trykkede ham op mod den ene væg, der måtte stå uden nogen former for selskab. Månen faldt på hans ansigt. ”Det er ville næsten være en skam at æde en så smuk mand. Man ak.. En kvinde må gøre, hvad en kvinde nu må gøre,” påpegede hun og trak med et næstent opgivende suk, på skuldrene. Knytnæven der endte fast mod hendes slanke mave, var ganske vidst lidt af et chok, men langt fra nok til at slå hende ud af kurs! Hun var blevet plaget med daglig tortur i flere århundrede, et sølle menneskes slag, rørte hende på ingen måde! Smilet bredte sig og afslørede blot de sylespidse tænder. Hans hud var så varm, brændte mod hendes egen, og hun kunne høre hvor hurtigt hans hjerte faktisk måtte banke, det var ligefør det vækkede en følelse af begær, det var så lang tid siden hun havde jaget! Hans udrud fik hende direkte til at bryde ud i en så perleblid latter, at det direkte måtte lade kulden løbe ned af ryggen på de fleste. ”Min gode mand, du er et sølle menneske, jeg kan ganske vidst direkte lugte dit had, og det er fantastisk sexet, men din jagt vil intet give dig i nat,” påpegede hun. Hun pressede hans krop mod væggen med hendes. Den ene hånd, holdte begge hans hænder fast, mens den anden sikrede sig fri adgang til hans hals. ”Du dufter helt fantastisk. Dejlig krydret,” igen lod hun tungespidsen lege med hans varme hud på halsen, slikkede langs pulsåren, der dunkede imod hendes tungespids. Uden tvivl en helt fantastisk følelse!

[Deleted]

Det var allerede gået op for Yannich at han stod i et voldsomt stort problem når det måtte komme til denne vampyr. Hun var meget anderledes end dem som han ellers havde mødt, så det var så sandelig heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo heller ikke engang en løgn. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, at mærke hendes kolde hud mod sin egen varme, var noget som efterlod ham med en kraftig sitren og det var bestemt heller ikke fordi at man kunne sige at den følelse var behagelig, for det var den på ingen måde! Han bed tænderne fast sammen. En flot mand? Jovist var han klar over at han ikke direkte var den grimmeste, men at en vampyr skulle kommentere det, var noget som gjorde ham direkte vred at tænke på! ”Vov ikke at tale til mig, bæst!” hvæsede han med en kraftig og fast tone, end ikke det var noget som han ville skjule for hende, for han ville slet ikke have noget med hendes væsen at gøre, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo heller ikke fordi at det var en løgn! At hans slag ikke havde nogen effekt, var noget som han hurtigt lagde mærke til, for han ville virkelig bare have hende til at stoppe! Han fnøs ganske kortfattet. Han vidste udmærket godt, at han stod i kæmpe problemer. ”Du kender mig ikke.. vampyr! Jeg giver bestemt ikke op så let!” endte han med en ganske kortfattet stemme, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Som begge hænderne blev låst fast i hendes ene næve og det at hun begyndte at lege med hans hals, var noget som virkelig efterlod ham med en kraftig sitren. Han var slet ikke vant til at være tæt på en tøs på denne her måde og det var.. behageligt og så alligevel ikke! Hans hjerte fortsatte kraftigt med at hamre og slå direkte mod hans bryst som aldrig nogensinde før! ”Du… du holder dig bare langt væk fra mig!” Han prøvede endnu en gang kraftigt at gøre modstand, selvom det bare ikke så ud til at virke til hans fordel om ikke andet. Han havde bestemt heller ikke tænkt sig bare at lade sig falde sådan her! Han prøvede kraftigt at dreje hovedet mod hende, kun for at gøre det direkte umuligt for hende at komme tæt på hans hals. Han blinkede let med øjnene, idet han bare hævede benet i et næsten desperat forsøg på at skulle skubbe hende fra sig. Hun var alt, alt for tæt på!

[Deleted]

Denne mand var i den grad endt i problemer, som ville være ham direkte umulig at rode sig ud af, for hun havde bestemt ikke tænkt sig at lade ham slippe. Han hadede hende, hvilket på sit vis gjorde hende nysgerrig, og et andet sted, ikke var andet end en ren underholdning. Hans varme hud mod hendes, gav en direkte brændende fornemmelse, som hun faktisk havde savnet. Det var så forbandet længe siden, hun sidst havde rørt en mand og pludselig sitrede det i hendes fingrespidser, efter at få lov, og denne mand kunne absolut intet stille op. Hans hjerte var næsten direkte hypnotiserende, så meget mere romantisk end uvlenes klynken! ”Du er en i en position, der tillader dig at uddele ordre, kæreste,” påpegede hun med et tilfreds smil, og det direkte kølige glimt hvilende i hendes blik. Han burde lærer hans lektie, hendes væsen var så langt fra hans forestillinger, det var de fra alles, men ja, hvem ville lytte til en gammel heks, som hende. Hans slag, påvirkede hende en ikke, og det morede hende, at det direkte frustrerede ham. Fangets i edderkoppens spind, og der var ingen vej tilbage.. hvilken fantastisk tanke! ”Ilter. Det kan jeg godt lide,” påpegede hun roligt. Det var skam et kompliment, de iltre var som regel langt mere delikate. Valarie holdte ham fast, kærtegnede hans hals med en række søde kys. Hendes tungespids bevægede sig roligt imellem. Han nød det, hun kunne følte hvordan hans hjerteslag måtte ændre sig, han begærede hende! Et halvvejst støn forlod hendes læber, så tæt mod hans ører. Hun kunne høre hans blod pumpes rundt i hans krop, hun kunne se strømmen for sig.. sødt og velsmagende. Idet han forsøgte at vende hovedet mod hende, hev hun blot mere i hans hår, og holdte halsen blottet for hende. Om ikke andet så gjorde han da et forsøg, hvilket var meget mere, end så mange andre faktisk gjorde, hun nød den lille modstand, det gjorde ham interessant. Ligeså trykkede hun ham blot tæt ind mod muren, så snart han forsøgte at løfte benet. ”Ah-ah,” hviskede hun intense mod hans ører. ”Se hvis du forholder dig i ro, så tror jeg du vil blive overrasket over, hvor lidt smertefuldt det kan være,” påpegede hun. Det var trods alt sandt, det var ikke smertefuldt, faktisk det stik modsatte! Det var bestemt ikke kun hende, der ville blive sendt til himmelske højder, hvor hun desuden slet ikke hørte hjemme. Den søde duft, og den beroligende lyd, gjorde det umuligt for hende at trække den meget længere. Hun blottede tænderne helt, og hapsede efter hans pulsåre.

[Deleted]

Yannich havde allerede for længst fundet ud af, at han intet kunne stille op i denne situation, selvom det slet ikke var noget som gjorde det nemmere for ham. Hans hjerte hamrede som aldrig før mod hans bryst. Et sted så måtte han vel også bare erkende sig, at han havde mødt sin overmand, selvom det på ingen måder, var en tanke som han bifaldet på noget tidspunkt? Han kneb øjnene fast sammen, som han stod der trykket fuldstændig op af muren mellem den og hende, og han kunne ikke gøre noget som helst, hvilket kun var ham en frustration uden lige, for det var virkelig noget som irriterede ham som aldrig nogensinde før, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Hold mund!” hvæsede han fast. Han kunne ikke stille noget op, hvilket han allerede havde fundet ud af, selvom han ikke var typen som gav op bare sådan, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Slaget havde ingen effekt og det var tydeligt, at han ikke kunne gøre det mindste ved dette, om det var noget som man ville det eller ikke. Tanken skræmte ham virkelig, selvom det nu heller ikke var noget som han ville have at hun skulle få glæden af at opleve, og da specielt heller ikke på denne her måde! At hun rev i hans hår, da han prøvede at stoppe hendes kærtegn af hans varme hud, var noget som faktisk gjorde ondt! Han stod fuldkommen stiv, for det var tydeligt også gået op for ham, at han ikke kunne gøre noget som helst, for han stod virkelig fastlåst! Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme faste mine. ”Hvis du tror at jeg bare vil lade dig sætte tænderne i mig, som var jeg et omvandrende måltid, så tager du i den grad fejl! Elendige blodsuger!” hvæsede han fast. Ja, han kørte måske sig selv op, men det var virkelig ikke noget som han sagde noget til, for.. det var vel tydeligt? At hun direkte stønnede ham mod øret, at mærke hende så tæt på, det var alt sammen noget som han slet ikke kunne forstå. Ja, han kendte jo ikke så meget til dem, andet end deres svagheder. Det at blive bidt, det kunne da umuligt være behageligt? Det var bestemt ikke noget som han havde troen på i hvert fald! Han endte dog kraftigt med at gispe, idet hun gik direkte efter hans blodåre med tænderne. Han endte fast med at trykke sig direkte op af muren og med blikket som han vendte direkte op mod himlen. Tænderne bed han kraftigt sammen og med et svagt.. suk?

[Deleted]

Denne mand var tabt bag en vogn, og det lod til at han langsomt begyndte at indse det, hvilket i sig selv var en tanke hun direkte kunne morer sig over. Af alle væsner, hun havde troet ville søge ud i denne nat, så var et simpelt og sølle menneske, nok det sidste hun direkte havde regnet med, ikke at det gjorde hende noget, for hasn ville uden tvivl blive lidt af en lækkerbidsken! Desuden måtte hun næsten finde det endnu mere lokkende, at han direkte hadede hende så meget som han gjorde, han kunne trods alt ikke være en af de mænd, hun faktisk havde gjort ondt, han var ikke gammel nok! Han kunne slå og han kunne sparke, han kunne sågar skrige, men ingen ville høre ham, og skulle han være heldig at der kom en tilfældig forbi passagerende, så ville hun trods alt bare kunne nyde en dessert også, hvilket bestemt heller ikke var ringe. Manden var direkte desperat, sådan som han forsøgte at skubbe hende bort, og bortmane hende med skældsord, hvilket bestemt heller ikke havde nogen effekt overhovedet. Hendes krop tryggede hans ind mod den gamle bygnings, ensomme væg. Hun var langt stærkere end ham, han ville ikke være i stand til at vride sig fri. Om han ville det eller ej, så nød han at have hende tæt på, og han skulle snart finde ud af hvor tæt hun kunne komme. De sylespidse tænder, havde gennemboret hans hud, som havde det været blødt smør. Blodet strømmede fra hendes sår, og tillod hende at suge det til sig. Sødt og velsmagende. Samtidig kunne hun føle hans puls mod hendes læber, som hans bankende hjerte pumpede blodet direkte til hendes tunge. Blikket gled stille i, hun holdte ham fortsat fast, drak hans varme blod. Sukket mod hendes ører, var noget der kun tilfredstillede hende yderligere, som hun havde sagt, så var det langt fra den største smerte, han skulle lyste og begærer hende, som straf for hans had. Nu hvor blodet først havde ramt hendes tunge, og faldet hende i smag, så var det svært at stoppe igen. Hans blod varmede hendes krop, fik hende til at føle sig i live for første gang gennem så lang tid. Hun elskede at jage! Elskede at nærer sig! Desuden betød det intet om hun tog for meget, så lang tid hun efterfølgende ville være god og mæt, desuden havde hun lidt.. særlige planer for ham. Det var flere tusinde år siden hun sidst havde gjort det, og det var ikke nogen der var en del af hende mere, men det ville være den endelige lektie for ham, desuden ville hun ikke længere vandre alene gennem dette tætte mørke. Han var i trygge hænder.

[Deleted]

Det var allerede for længe siden gået op for Yannich, at dette var en situation som han ville have kraftige problemer som han ikke bare kunne kæmpe sig ud af, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, også selvom han slet ikke kunne styre det længere og det var en tanke som han direkte måtte hade mere end det som han måtte hade noget som helst andet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Han klemte øjnene fast og kraftigt sammen, for han kunne slet ikke gøre noget som helst for at stoppe det! Hænderne var stadig låst kraftigt og fast i hendes greb, så han kunne ikke komme fri, selvom han følte.. ikke en direkte smerte, det var noget andet, det var snarere en… form for intensitet som han slet ikke kunne beskrive det! Han blinkede let med øjnene, hvor endnu et suk brød hans læber. Han sank klumpen som havde sat sig i hans hals, selvom han ikke kunne styre noget som helst, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. han kunne slet ikke afgøre hvorvidt om dette var en god eller en dårlig ting, om det var noget som han skulle nyde eller afskyde, for han kunne virkelig ikke finde ud af det, og det var noget som i den grad også måtte frustrere ham yderligere og endda uden at han kunne gøre ved det! ”S-slip mig… mine hænder.. slip mig..” endte han med en lettere stakåndet stemme. Han kunne slet ikke styre eller kontrollere noget som helst, om det var noget som man ville det eller ikke. han klemte øjnene let og fast sammen, hvor han kraftigt bed tænderne sammen. Det føles næsten som om at hans ben måtte give efter under hans fødder og det var slet ikke en tanke som han direkte brød sig om! Hans pupiller trak sig helt sammen, hvor han bare blev stående. Hvad pokker det var som skete, var slet ikke noget som han havde det mindste styr på, og det var noget som i den grad også måtte frustrere ham mere end det som godt måtte være i den anden ende, for han brød sig ikke om at kontrollen blev taget fra ham på den måde! Og bestemt ikke af det væsen som han stod direkte klamret op af på denne her måde! Han gispede let efter vejret, han kunne i den grad godt mærke at blodet forlod ham. Han følte en kulde i fingerspidserne, det sitrede i hans ben som tydeligt truet med at gå efter under hans vægt. Hun slog mildest talt benene væk under ham – og han kunne ikke have den tanke!

[Deleted]

Blodet løb gennem hans årer, søgte mod hendes læber og hendes tunge, og mættede hende, netop som hun havde planlagt. Der var ingen vej ud af dette, og i takt med hver en slurk hun tog, måtte hans hjerteslag mindskes, hvilket bestemt var ærgeligt, men desværre en selvfølge, hun kendte trods alt hele virkningen. Hans hud var ikke nær så brændende varm, mod hendes mere. Hendes bid var ikke en direkte smerte, hun kunne mærke at han nød det, og det morede hende virkelig. Hendes krop trykkede sig ind til hans, næsten i længsel efter berøring, efter at blive holdt om. Vampyre havde altid været et umådeligt intenst væsen, og hun var trods alt blot en kvinde, også selvom hun var direkte følelseskold, og denne mand intet betød for hende, han var blot et offer, og hendes egen personlige prøvekanin. Alligevel var han anderledes.. speciel i og med at han jagtede hendes væsen, hadede dem, hun kunne ikke lade værre, at overveje hvilket mørke, hendes væsen havde kastet over denne hadfulde herre. Varmen fra hans blod, strømmede igennem hendes kolde krop, og formåede faktisk at lade hendes ellers blege kinder, antage en lettere rød farve. Der var ikke meget tilbage i ham, hvilket næsten måtte ærgre hende, for selvom hun var så godt som mæt, så var hans blod direkte udsøgt, hun plejede ellers ikke at foretrække menneske, måske hun kunne nøjes fordi det netop var så længe siden. Hans krop føltedes en anelse tung. Selvom hun var begravet i hans hals, så kunne hun udemærket høre hans direkte desperate ord. I denne tilstand ville han ikke udgøre nogen synderlig farer, så hun valgte ganske roligt at slippe ham. Den ene sneg sig omkring ham, for at holde ham oprejst, mens den anden lagde sig mod hans bryst, knugede om hans skjorte. Hans pupiller måtte trække sig sammen, hendes blev for et kort øjeblik langt større, og skjulte selv hendes øjenfarve. De store mundfulde begyndte at blive mindre og mindre, det var begrænset hvor meget mere hun efterhånden ville være i stand til at skulle suge. Ganske stille trak hun sig fra ham igen. Hans blod løb fra hendes læber og ned over hendes hage. Hendes ansigt havde faktisk antaget farve. Hun slikkede sig om munden, lod tungespidsen fange de sidste dråber. Hun så ganske vidst ganske markaber ud, malet i blodet, men hun var mæt. "Tak for mad," mumlede hun en anelse stakåndet. Hovedet gled let på sned, hun sendte ham et kækt, blodigt smil. Hun hævede hendes eget håndled mod læberne, og bed hul. Det røde blod malede hurtigt hendes håndled. "Nu drik. Så får du det meget bedre," lovede hun i en stille hvisken, og tvang direkte håndledet mod hans læber, der blev det liggende til, hun vidste at han ikke kunne undgå at få blot en smule ind i systemet.

[Deleted]

Yannich vidste allerede nu, at der ikke var nogen veg tilbage. At han var den som stod som den tabende i denne situation, selvom det var noget som ganske rigtigt måtte pisse ham af, for det var virkelig ikke retfærdigt! Hans slags var i mindretal i denne verden og han vidste det godt. Og det var jo kun på grund af idioter som ham selv! Han løb disse risikoer dagligt, selvom der nu heller ikke var noget som han kunne sige til det som sådan, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn, om det var noget som man ville det eller ikke. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst, og hans arme føles tunge som var de lavet af ren bly. Han have virkelig mistet kontrollen over alt det som skete for denne aften, for det var bestemt heller ikke dette udfald som han havde regnet med, om det var noget som man nu ville være ved det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn! Hans blik hvilede direkte op mod himlen, selvom han godt kunne mærke at hun gav slip på hans hænder, så røg de direkte ned langs hans sider. Det sitrede i hele kroppen, det var virkelig som fanget i den rene ekstase, men han kunne ikke styre det! Han bed sig kraftigt i læben og uden at slippe grebet som tænderne havde i tungen, for han var virkelig nødt til at holde sig ved lige, lige nu! Han missede let med øjnene, følte hvordan hans ben gav efter under ham, selvom hun var den faktor som måtte holde ham oppe, da det også var det eneste som direkte så ud til at have nogen virkning ind på ham lige netop nu. At hun så endelig måtte slippe ham, fik et let gisp til at bryde hans læber. Hans hjerte hamrede for hans liv mod hans bryst, selvom der ikke var meget blod at skubbe videre igennem kroppen. Hans hud var bleg, også selvom han lignede en som lige havde fået det største og bedste knald i sit liv! Han var badet i sved, hans krop rystede, hans tøj sad fuldkommen forkert og han var tydeligt stakåndet. At hun bed hul på sit eget håndled og bogstavelig talt måtte presse det mod hans egne læber, var noget som kraftigt fik ham til at stivne, for det ville han ikke have! Alligevel.. hans tunge strøg let over hendes håndled og fangede enkelte dråber, selvom.. de dråber hurtigt blev til det som måtte ligne en mundfuld. Han knyttede næverne let, som han prøvede at hæve dem til hendes håndled. Han havde ingen kontrol over det som skete. ”I-ikke mere..” endte han dæmpet efter kort stund, idet han trak hovedet væk fra hendes håndled. Han nægtet det!

[Deleted]

Det var ingen vej tilbage, denne herre havde trukket det korteste strå, det var der ingen tvivl om. På den anden side, så forekom det hende tydeligt, at han var en mand der ikke var bange af sig, og i aften havde han blot udfordret skæbnen, og mødte den nu, ansigt til ansigt. Det var ganske vidst beklageligt for både ham og hans væsen, eftersom mennesker ikke havde været i overtal i længere tid end hun kunne huske, de var tværtimod næsten uddøde, og et sted var det også noget, der direkte gjorde at hun måtte være fascineret af dem. Hendes jagt havde været mere end lykkedes, desværre kunne man ikke sige det samme om ham, hun stod med en skæbne i hånden, kunne vælge mellem liv eller død. Hans krop var slap og døsig, det var dog intet videre problem for hende, at holde ham oppe i hendes favn, særligt med hjælp fra hendes egen krop. De sidste hjerteslag var de hårdeste, og dermed var de sidste mundfulde også guld værd. Han blødte endnu fra sårene. Hun skænkede de to bidemærket et kort blik. Der var ingen grund til at lukke dem, han ville snart ikke have et bankende hjerte til at pumpe det rundt, så det ville ikke være direkte dødeligt, desuden kunne hun bedre lide, at se hendes markering. Han virkede ikke længere vred på hende, en blanding mellem en anelse skræmt, og så alligevel stakåndet. Han lignede uden tvivl en, der havde fået den bedste omgang i lagenerne en kvinde var i stand til at give ham.. den del kunne de måske tale om senere, de skulle trods alt ikke skilles det næste lange stykke tid, han skulle blive hendes, hvilken var en tanke der næsten fik hende til at sitre af spænding. Hendes håndled hvilede mod hans læber. Det sitrede i hende ved følelsen af hans tunge der kærtegnede hendes kølige hud, og fangede dråberne af blod, der hurtigt blev til mundfulde. Et halvvejst støn forlod hendes læber, selv for hende var det en guddommelig følelse! Hun nikkede stille. ”Åh ja. Bare drik,” hviskede hun stille. Hun lod ham få et par mundfulde, hun ville sagtens kunne undvære dem, efter næsten at have tømt ham. Roligt trak hun håndledet til sig igen, og lukkede sårene med hendes tungespids. Begge hænder lagde sig mod hans kinder, som hendes tomler måtte stryge. ”Shh, kæreste. Jeg skal nok tage mig godt af dig, du vil lige straks få det bedre,” hviskede hun som et klart løfte. Uden advarsel eller noget som helst, vred hun hans nakke kraftigt. Skulle hendes plan udføres, måtte hun desværre ende hans liv.. endeligt.