One step at a time.

[Deleted]

Avidan var slet ikke i tvivl om at Moniqe var hans mage, men det gjorde det hele langt mere kompliceret at hun ikke kunne være direkte åben og ærlig overfor ham. Det var svært for ham at gøre det selv, og han vidste det, men denne måde at gå frem på var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for ham på nogen måde overhovedet. Han vendte blikket roligt mod hende og med den samme næsten usikre mine. Normalt skulle der betydeligt mere til end dette før han blev usikker, men denne gang var det virkelig slemt nok som det nu måtte være og han kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre! Han nikkede stille til hendes ord. Han var ikke i tvivl om at det måtte være hende. Alene den tanke om at han faktisk ville miste hende, var noget som direkte måtte skræmme ham, for det var i den grad det sidste som han ønskede. ”Det er du,” sagde han stille, som han varsomt hævede hånden og lod den stryge roligt og stille mod hendes kind. Han elskede hende virkelig, selvom det i den grad heller ikke var nemt for ham at vise, men det var vel bare at prøve? Selvom det bestemt heller ikke var nemt på nogen måde overhovedet, men det var vel også tanken som måtte tælle og som måtte tælle for det vigtigste? Det var i den grad også sådan at han selv måtte se på det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Moniqe lagde virkelig meget i at vise ham at det var anderledes nu end det som det havde været tidligere og selvfølgelig var det noget som glædet ham. Han.. kunne vel heller ikke fortsætte med at holde fast i den gamle fortid? Det var jo slet ikke noget som han ville få det mindste ud af og det samme ville hun jo trods alt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn. Han vendte blikket stille mod hende og med den samme mine. Denne gang var det jo faktisk ham som ikke vidste hvad fanden han skulle stille op og det var noget som virkelig måtte gøre ham frustreret. Han var bestemt ikke god til følelser! Der havde han faktisk brug for hendes hjælp, han havde brug for hendes råd og guide til det hele, for han vidste hverken fra eller til og han var bestemt heller ikke særlig god til dette, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Kysset som hun skænkede ham var noget som han mere end glædeligt måtte besvare, for det var virkelig ved at være længe siden at han havde oplevet det sidst. Han ønskede det som en forsegling – en forsegling på en ny fremtid sammen med hende – en fremtid uden hemmeligheder! Han vendte blikket stille mod hende og med den samme spørgende mine. Hun virkede ikke til at have fået hele sagen ud af verden? Hvad mere var der at snakke om? ”Det skal jeg nok, kære,” sagde han stille. Han skulle nu alligevel finde ud af det hele, sortere de mange tanker og følelser i de retmæssige skuffer, for der var virkelig mange! Kysset besvarede han endnu en gang, hvor armene forsigtigt gled omkring hendes skikkelse, kun for at trykke hende tættere ind mod sig. Han kunne bestemt heller ikke gøre noget andet end at elske hende! Han kunne ikke undvære hende for noget som helst!