One step at a time.

[Deleted]

Det nærmede sig en solopgang i Dvasias. Avidan havde kun været ude for en ganske kort jagt for at få sin næring og blive god og mæt, så han igen kunne komme hjem til Moniqe. Efter juleaften allerede for et lille års tid siden, så var det da gået i den rigtige retning for deres vedkommende, selvom det var et skridt af gangen som de var tvunget til at tage, hvilket han også havde det fint med. Han trak kutten ned, idet at han trak en lille serviet op fra lommen og tørrede roligt resterne af sine blege læber, for han vidste udmærket godt at Moniqe ikke brød sig om den tanke, hvilket var noget som han accepterede helt fint. Det var bestemt heller ikke hende alene som skulle gøre sig sine opofringer. Det var slet ikke meningen. Han rettede let til i tøjet, også selvom han vidste at han var fuldkommen mudret til. Jagten var jo heller ikke altid helt nemt, så meget vidste han jo udmærket godt. Det var måske ikke fordi at han kunne fjerne alt blodet fra læberne eller ansigtet generelt, men han kunne fjerne det meste. ”Udmærket,” sagde han roligt og med en tilfreds mine i ansigtet.
Han vendte blikket stille ned af sig og med den ganske rolige og let tænkende mine. Det var nu heller ikke fordi at de havde det største sted at være, men de havde det godt og de havde hinanden, hvilket vel også måtte være det vigtigste? Han havde efterladt Moniqe i hendes søvn – Hun havde om ikke andet, sovet da han havde forladt hende til fordel for jagten, selvom han nu havde glædet sig til at komme hjem og tilbage til hende igen. Et sted så måtte han jo sige, at han faktisk.. savnede hende? Selvom han ikke havde været væk så længe igen. Blikket gled ganske kort op mod himlen. Det var ved at blive lyst, så han måtte efterhånden skynde sig. Det var jo heller ikke fordi at han så andre ude af hans slags lige nu. Han gik igennem den ene gyde efter den anden og nåede stille deres fordør. Endelig var han hjemme! Han tog roligt i døren, idet at han roligt og så lydløst som muligt måtte tvinge den op, så han kunne komme indenfor og lukkede derefter døren roligt efter sig. Han nikkede med et ganske tilfredst smil på læben og rettede sig op. Han havde ganske rigtigt ikke nogen anelse om Moniqe var oppe eller ikke, men han.. håbede trods alt ikke at hun var. Han fik kappen af sig, idet at han roligt listede ind på soveværelset igen. Han havde været sikker på at hun sovet, da han havde søgt ud. Han gik roligt ind på deres soveværelse – ganske rigtigt, der lå hun. Han smilede let for sig selv, idet han tvang skjorten af sig og bukserne med i en ganske langsom vandring hen til sengen, hvor han forsigtigt og meget varsomt gled ned ved siden af hende. Dynen pakket han forsigtigt om hende. Hun skulle jo nødigt fryse.

[Deleted]

Det var efterhånden flere timer siden, at Moniqe var gået i seng med Avidan, velvidende om at han ville forlade hende i løbet af natten for at jage. Hun havde end ikke hørt at han var listet afsted denne nat. Hun lå stadig roligt i deres varme seng, dynen var halvvejst sparket af hende, hun var urolig i mørkets timer, noget der som oftest gik ud over Avidan. Det var efterhånden et år siden, at de begge var stået op fra graven, og hun havde frygtet hvordan Avidan ville se på hende, efter alle de løgne hun havde skænket ham i deres tidligere liv, og her stod de, hånd i hånd, med deres eget lille sted, ganske vidst ikke særlig luksuriøst, men de havde tag over hovedet, og de havde hinanden. Hun sukkede tungt. Hendes vejrtrækning var rolig og kontrolleret, afslørede at hun lå i de sødeste drømme. Hun hørte hverken at døren kig op, eller at nogen trådte ind på værelset, det var ikke som sådan hun havde haft en hård dag, men det tog tid at omvende hendes rytme efter Avidans, ikke mindst fordi lyset hindrede hende i søvnen.
Først da han valgte at glide ned ved hendes side, og dermed tvang madrassen en smule i bevægelse, blev hun revet en smule ud af søvnen. Læberne skiltedes i et stille smil, idet han måtte putte hende under dynen. Hun strakte den smidige krop, og forsøgte mislykkedes at kvæle et gab. ”Jeg savnede dig,” hviskede hun stille, og vendte sig roligt mod ham. Hans tilstedeværelse bragte en følelse af tryghed til hendes indre. Blikket gled stille frem fra dets skjul, og lod de intense grønne øjne falde mod hans ansigt. Der var ingen spor af blod, hvilket også gjorde at hun ikke spekulerede synderligt meget over det. På trods af at Moniqe var ganske klar over, at han aldrig ville finde på at gøre hende det mindste, så frygtede hun hans væsen, hvilket var en historie der lå langt tilbage. Hånden brød ud af dynens varme tag, og lagde sig istedet mod hans kølige bryst. De tog det ganske stille og roligt, men hun nød særligt nætterne, hvor han ville være omkring hende og holde om hende, frem for at begå den fejl, at søge til andre, for det var uden tvivl noget af det hun fortrød alleremest! Hun tvang de flammerøde lokker bort fra hendes ansigt, de små hårstrå kildede hendes kind, hvorefter hun puttede sig en anelse mere under dynen, og mere ind til hans egen skikkelse. ”Vellykket jagt?” hun så på ham med en spørgende mine, ganske vidst brød hun sig ikke om hans væsen, men hun kunne skam interessere sig, desuden så havde hun vel også lært at leve med det, og acceptere det? Han havde trods alt aldrig nogensinde lagt så meget som en finger på hende. En anelse fraværende, strøg fingrene hen over brystet, hun havde først nu vænnet sig til at der ingen hjerteslag, var at hente. Hun var virkelig bare bange for at miste ham endnu engang.

[Deleted]

Jagten var noget som Avidan mest af alt bare ønskede overstået, så han kunne søge tilbage til Moniqe. Han var ikke meget for at efterlade hende alene over alt for lang tid, og det var skam ikke bare fordi at han ikke stolede på hende, for det gjorde han skam. Gang på gang havde han vendt tilbage til hende, også igennem deres forrige liv, selvom det hele stank langt væk af en anden mand, selvom det var værst nok for hendes vedkommende, at hun stank langt væk af det. Det var virkelig noget som havde knust ham, også selvom det var noget som de havde snakket igennem adskillige gange tidligere, så var det bestemt heller ikke noget som man bare gjorde, om det var noget som man ville det eller ikke. At hun ikke var vågnet da han havde valgt at forlade hende, var noget som selvfølgelig havde lettet ham, selvom han vidste at hun sov uroligt. Nu kunne han have og holde den gående for en dag eller to inden han skulle ud igen, for han sørgede virkelig også for at mætte sig når han endelig var ude, også for at være sammen med hende og vise hende samtidig at han ikke gik nogen steder, for det var også noget af det som han virkelig havde brug for at vise hende. Han nægtet at miste hende og han ville bestemt heller ikke dele hende med alverdens mænd igen!
At hun vågnede da han lagde sig ned i sengen, var nu heller ikke noget som han tog sig af, for han kunne stadig fornemme på hende, at hun virkelig var træt. Alt blod var væk, så hun behøvede ikke at tænke mere over det, for han vidste at hans væsen skræmte hende – dog behøvede hun virkelig ikke at være bange for ham, hvilket var noget som han ønskede at vise hende. ”Jeg mente ikke at vække dig,” sagde han roligt og med en dæmpet stemme. Hun var træt, det var noget som han tydeligt kunne mærke p hende. Han lagde hovedet tæt ind til hendes. Jagten kunne man snildt kalde for vellykket, ellers ville han ikke være hjemme og så glad og tilfreds som han var, for han var virkelig mæt denne gang! Han nikkede roligt til hende, idet at han plantede et kys mod hendes pande. ”Jeg behøver ikke jage de næste dage min kære.. Den var meget vellykket. Sov du bare videre.. Du har tydeligt brug for det,” tilføjede han med en næsten morende stemme. Hånden mod hans bryst kunne han tydeligt mærke, også fordi at hun var så varm at ligge ved siden af! Han lagde roligt armen omkring hende og trykkede hende roligt ind til sig. Han kunne ikke gå ude før det blev mørkt igen nu, så han havde alverdens med tid og det at nyde den sammen med hende, var noget som han virkelig måtte se frem til. ”Endnu en gang urolig søvn, kæreste?” spurgte han stille og med blikket hvilende på hende. Måske at han aldrig smilte, måske at minen var stiv, men inderst inde var han en blid mand som kun ønskede sin eneste ene det bedste.

[Deleted]

Avidan forlod hende gerne et par gange om ugen for at jage, og Moniqe havde i den grad forsøgt at genvinde hans tillid. Ikke en eneste mand foruden ham, havde fået lov at ligge så meget som en finger på hende, hun tillod det ikke! Dette var et nyt liv og en ny start, og Moniqe kunne virkelig ikke andet end at være taknemmelig, for den chance hun var blevet givet, for hun havde bestemt ikke fortjent den. Det var altid en letelse at få ham hjem fra jagten, nu vidste hun om ikke andet, at hun ville kunne nyde endnu et par dage med ham, før han endnu engang ville være tvunget til at søge ud, noget som hun direkte nægtede at skulle tænke på. Hun gned sig en anelse i øjnene. Det var vel altid hårdt at vågne brat fra en søvn? ”Det gør skam intet, kære. Jeg er glad for at du er tilbage,” hviskede hun blidt, og lod hånden stille stryge hans bryst.
Måske hun ikke brød sig om skyggerne, men med hans tilstedeværelse, virkede intet særligt skræmmende på hende. Hun lod hovedet putte tæt ind til ham, tog imod det stille kys mod hendes pande, der kun lod varmen tage til. ”Det vil jeg se frem til,” erkendte hun med et stille smil. For hende var det mere end rigeligt at vide, at han jagede og om udbyttet havde været rimelig, hun ville hverken vide hvad han jagede, eller hvordan, det væsen var virkelig hendes store svaghed. Hun rystede en anelse protesterende på hovedet. ”Jeg har ikke lyst nu hvor du er her,” hun strakte sig en anelse, og plantede et stille kys mod hans skulder.Det at han direkte bød hende ind i hans favn, var en invitation som hun bestemt ikke ville takke nej til. HUn skubbede dynen en anelse af sig, og lagde sig helt ind mod ham, og den lettere kølige krop, der ikke direkte generede hende. Det er hans mine var fuldkommen stiv, var heller ikke noget hun længere tog sig af, det var gået op for hende, at der bag den hvilede en umådelig omsorgsfuld mand, og hun kunne kun sige, at hun aldrig havde fortrudt det valg, hun havde taget for så mange år siden, da hun forlod Elvolganta til fordel for Avidan. Måske intet ligefrem var blevet nemmere, men om ikke andet, så elskede hun ham virkelig. ”Desværre ja,” erkendte hun med en lettere irriteret tone. Hun havde sovet elendigt stort set siden deres genopstand, man kunne vel et sted sige at der endnu var mange tanker og følelser der plagede hende, særligt i søvnen? De funklende grønne øjne søgte hans. Selvom han lå tæt til hende, så længtedes hun efter ham, som om der endnu var en mindre blokade, der forhindrede hende i at være der helt og holdent. Hånden rev hun helt fri fra dynen, og lod den istedet falde mod hans kind, kærtegnede den med blid hånd. De ru skægstubbe kildede i hendes håndflade, en følelse der kun formåede at få hende til at smile. Hun var udemådelig stolt af at være hans, det kom hun ikke uden om.

[Deleted]

Avidan kunne faktisk godt lide tanken om at Moniqe prøvede at genvinde hans tillid, selvom han måtte erkende, at hun til tider næsten føles som at prøve for.. meget? Ikke fordi at han sagde noget til det, det var egentlig bare rart at finde ud af helt præcist hvad det var hun ville kontra hvad han ville. Han havde søgt til hende juleaften, han havde kæmpet for hende igennem alle de år og selv da Kimeya havde stået midt i gangen og havde stukket ham ned, før han havde nået at finde ud af hvad der egentlig var foregået. Han vidste det jo trods alt stadig ikke, men han håbede da at forklaringen ville følge inden alt for lang tid. Han gjorde sine jagte korte, også mest for at komme hjem til Moniqe igen. Han lod blikket hvile på hendes skikkelse. Han nød nu når hun vågnede så brat. Hun virkede jo næsten helt konfus og det var noget som han kun måtte finde underholdende. ”Det er jeg glad for at du siger,” sagde han roligt, som han lod blikket søge mod hans bryst. Han faldt tydeligt også til ro når hun var omkring ham. Hun var virkelig den eneste som kunne få ham til at slappe sådan af.
Avidan ønskede virkelig ikke at Moniqe skulle blive bange for ham og det væsen som han var, hvilket også var den eneste grund til at han gjorde som han gjorde nu. Han bød hende roligt helt tæt ind i favnen, hvor et ganske svagt træk måtte finde vejen til hans mundvige. Han vidste godt at hans væsen direkte skræmte hende, hvilket bestemt også var en grund til at han tog det hele et skridt af gangen, for alt det andet, var da slet ikke noget som kunne falde ham ind på nogen måde. Han ønskede virkelig ikke at miste hende, og specielt ikke nu hvor han havde slået selveste Elvolganta på målstregen! Cayla havde han taget til sig som sin egen, også selvom han ikke vidste om han kunne fortsætte med at kalde hende for hans datter, for.. ja, hvad var hun egentlig efterhånden? ”Du er helt konfus min kære.. Jeg har masse tid til at ligge og holde om dig.. passe på dig i din søvn.. Og lytte til dit bankende hjerte, og vide at du er i sikkerhed,” endte han med en dæmpet og stilfærdig mine. Det var sjældent at han kunne udtrykke følelser med kroppen, men han kunne med handling og et sted så var det vel også dem som talte mest? Om ikke andet, så var det for hans vedkommende. At hun sov så uroligt, var noget som tydeligt også måtte bekymre ham, for han ønskede virkelig ikke, at der skulle være så meget som måtte plage hende. Han tog fat i dynen og lagde den godt om hende, da hun lagde sig tæt ind til ham – hun skulle jo nødigt ende med at fryse. Han sukkede stille og vendte blikket roligt mod hende. Hånden som hun lod stryge over hans kind, var noget som tydeligt fik ham til at lukke øjnene i fryd. Han var jo et dyr og selv det nød jo berøringer, specielt fra ens mage. ”Er du sikker på, at der er noget som ikke plager dig?” spurgte han stille. De mange gamle tanker og følelser var jo for længst gået i glemmebogen for hans vedkommende. Han havde været vampyr stort set igennem næsten hele hans liv og selv ønskede han bare at Moniqe skulle finde en ro igen. ”Det har jo hændt siden juleaften nu,” endte han næsten.. bekymret.

[Deleted]

Moniqe gjorde virkelig sit bedste med henblik på, at vise ham hvad pokker hun ville, og det var ikke fordi hun direkte ville virke direkte desperat, men det var et sted det hun følte sig, hun ville trods alt bare komme tæt på den mand der faktisk måtte have hendes hjerte. Nu hvor hun lå helt ind til ham, gik det endnu engang op for hende, hvor rart det var bare at ligge der, kærtegne ham uden de mange løgne hun havde båret i deres tidligere liv, hendes smil var ikke skabt af den ringe samvittighed, også selvom den i den grad stadig var der. De havde snakket meget, men der var stadig så mange hemmeligheder, det var så omfangsrig en historie. Blikket faldt i hans, afslørede kun hendes lette forvirring, hun var faktisk end ikke klar over om solen var stået op, eller om hun i det hele taget stadig var vågen, for det føltedes mere som en dejlig drøm, den slags hun ikke lystede at vågne fra. Hun kunne føle ham falde til ro under hendes kærtegn, en tanke som kun frembragte et lille smil, hun kunne give ham bare lidt, og det var hvad der talte. Han var virkelig for god til hende.
Hun frygtede ham ikke, ikke som han lå der og holdte om hende, og skabte en følelse af tryghed. Det væsen hun selv havde været en del af for så mange år siden, en oplevelse der kun havde fået hende til at værdsætte hendes bankende hjerte yderligere. For hendes del så ville hun virkelig bare glemme Elvolganta, han havde været hendes livs næststørste fejl. Han havde trods alt givet hende Cayla, og Kimeya slog vist listen til enhver tid. Hun kuklo let. ”Jeg er vist en anelse forvirret,” erkendte hun. Hun lod hånden vandre fra hans kind, og gennem det mørke hår, der skilte sig for hendes fingrer, og tillod hende at lege med hans nakkehår. ”Det lyder som en skøn idé. Men søvnen frister virkelig ikke, kære,” mumlede hun næsten undskyldende. ”Men du må meget gerne holde om mig, passe på mig.. lytte til mit bankende hjerte,” tilføjede hun i en stille hvisken, og trykkede sig en smule imod hans kølige krop, hun vidste at følelsen af hendes hjerteslag, var noget der gjorde ham rolig. Den direkte bekymrede mine, var næsten det der for alvor hev hende ud af søvnen. Avidan var ikke dum. Han vidste at noget plagede hende. Smilet falmede langsomt. ”Det er en hård tid, Avidan. Jeg tror det kommer med tiden. Det håber jeg,” det var ganske vidst ikke hele sandheden, og det i sig selv var nok til at stikke let i hendes bryst, flere hemmeligheder. Hunk sank en klump, huskede hvad hun havde drømt blot få minutter før han var endt med at skulle vække hende. Hun møvede sig ind til ham, søgte hans tryghed, og et sted hans... tilgivelse? På trods af at han havde skænket hende den utallige gange. ”Det går,” forsikrede hun roligt. Han skulle virkelig ikke spekulere mere over det, det burde hun trods alt heller ikke.

[Deleted]

Snakken havde de taget så mange gange, men Avidan følte heller ikke at de var kommet videre end juleaften, hvor snakken havde været ganske kort, ganske konkret, hvor han endnu en gang havde bedt om hendes hånd og ført hende ned til mængden nede i stuen. Der var mange hemmeligheder. Det var jo lige før han kunne dufte dem i luften som måtte omgive dem, men han ville give hende tid. Det var jo sikkert også meget som skulle bearbejdes også for hendes vedkommende. Døden havde ikke just været hyggelig, men han fortrød ikke, at han var gået i døden for hende og for Cayla. Solen var på vej op, hvilket var noget som automatisk også måtte tvinge Avidan til en ro. Han vidste at han var i tryghed inde ved siden af Moniqe og med hendes kærtegn over hans krop, så var det noget som kun gjorde ham langt mere afslappet. Det var ikke koldt eller køligt som det havde været før – en ting som hun havde gjort bare for at gøre det og han kunne ikke dufte en anden mand, hvilket gjorde det hele meget bedre! Selv han var overbevist om at de nok skulle få det hele til at fungere og specielt så længe at Moniqe viste ham hvad hun ville – at hun ville have ham. For han gik bestemt heller ikke nogen steder.
Avidan havde slået Elvolganta på målstregen og det var noget som han var glad for. han kunne virkelig ikke forestille sig et liv uden Moniqe, så det at han havde været ’tvunget’ til at skulle dele hende med andre, var bestemt heller ikke været noget so han havde gjort med sin gode vilje, for det var slet ikke noget som han fik det mindste ud af, men hvad andet valg havde han egentlig haft! Han vendte blikket mod hende ved hendes latter, hvor selv smilet bredte sig bare en anelse på hans læber. ”Hvornår er du ikke det, min kære?” En næsten drillende tone havde spillet sig ind i hans stemme, idet han roligt lod hånden stryge hende over kinden. Han nikkede stille til hendes ord. At hun ikke var fristet til at hvile var jo ganske typisk når han egentlig kom hjem fra jagten nu hvor han måtte tænke over det. Ikke fordi at det var noget som han havde noget imod – han havde jo bare fundet sig en mindre stædig tøs. Hånden som gled over hans hår og om i hans nakke, var noget som sendte et kraftigt gys igennem ham, hvilket i den grad var behageligt! Han tog fat om dynen og pakket den godt om hende, selv uden at slippe hende med blikket. Han fik hende virkelig bare til at slappe af, og det var bare frygtelig rart. ”Du kan prøve at lyve for en vampyr, min kære… Men du kommer ingen vegne med det,” påpegede han roligt og vendte blikket stille mod hendes skikkelse endnu en gang. Han lod hånden igen roligt søge mod hendes kind og derefter roligt ned mod hendes hage, da hun havde lagt sig tæt ind til ham, kun for at hæve hendes blik mod sig. Endnu en gang plantede han et stille kys mod hendes pande og senere mod hendes mundvig. ”Fortæl mig hvad der er galt, kæreste..” opfordrede han med en rolig og til dels krævende og bekymret mine. Han brød sig ikke om at skulle se hende på denne her måde, også fordi at han følte at han et sted var.. skyld i det? En skyld som en vampyr aldrig nogensinde følte og han brød sig ikke om den tanke!

[Deleted]

Juleaften virkede som en evighed væk, hun huskede stadig det enorme chok, over at se ham stå i hendes dør. Hun forstod endnu ikke, hvordan han havde kunnet få sig selv til at tage hendes hånd, og fører hende ned som om intet var sket. De havde ganske vidst snakket, men der var endnu meget på hendes hjerte, ting hun ærlig talt ikke vidste hvordan hun skulle sige, hun frygtede at han ville vende hende ryggen, for der var vel grænser for, selv hvor meget han ville finde sig i? Han var gået i døden for hende og hendes kære lille datter, og han havde endnu ikke nogen klar idé om hvorfor, det var slet ikke retfærdigt og Moniqe var udemærket klar over det. Hun kærtegnede blidt hans nakke, kørte de mørke lokker om hendes slanke fingrer. Hun kunne tydeligt se at det havde en beroligende effekt på ham, derfor tøvede hun heller ikke det mindste. Der var ikke en stank af en anden mand, til gengæld måtte hun lugte langt væk af ham, ikke at det generede hende overhovedet, hun håbede virkelig inderligt, at de kunne få det til at fungere.
Hende.. forvirret? Hun daskede blidt til ham gennem dynen, hvilket absolut kvalte farten. ”Det var ikke sødt sagt!” påpegede hun med en lettere drilsk tone. Hun kom trods alt ikke uden om, at han faktisk havde ret, hun var som oftest konfus og umådelig klodset, det var for pokker ikke fra fremmede, at Cayla havde det. Hun lod kinden falde mod hans hånd. Det sitrede behageligt ved følelsen af hans kærtegn, hun nød når han kom så tæt på hende, det var de små ting der rent faktisk var nok til at holde hende i live, selvfølgelig med lidt.. hjælp, et sted kunne man vel sige at hun var blevet afvænnet? Hun havde været afhægig af en mands nærhed, og det var bestemt heller ikke noget hun var stolt af. Moniqe nød virkelig at han puslede sådan om hende, sørgede for at holde hende varm under dynen, holdte hende tæt ind til sig, og hun vidste at han ikke ville lade noget eller nogen røre hende. Ganske stille lod hun benet snige sig ud under dynen, og lagde det over hans, jo tættere jo bedre i hendes øjne, desuden så havde hun noget med avanceret ligge måder. Hun sukkede tungt, og bed sig en anelse usikkert i læben. ”Derfor er dit væsen så skræmmende,” påpegede hun, dog med et lidt prøvende smil, det var ikke fordi hun ville få det til at lyde som om hun frygtede ham. Blikket blev tvunget mod hans, hun forsøgte at forhindre den nervøse flakken, ganske vidst mislykkedes. Hans søde kys, fik hendes kinder til at brænde. Hun måtte strække hals, for at gengælde stille mod hans kind. Blikket blev ladt i hans, hun vidste at skylden endnu engang ville kunne spores. Måske han havde tilgivet hende, men hun havde endnu ikke formået at tilgive sig selv. ”Jeg.. Det.” hun sukkede opgivende. ”Du kommer hjem hver eneste aften, lister ned i sengen og holder mig tæt ind til dig, dine kys er så blide og tilgivende, som om der aldrig var sket noget. Jeg betvivler virkelig ikke, når du siger at du elsker mig, Avidan men.. Jeg kan ikke lade værre at tænke, at jeg.. ikke fortjener din kærlighed,” afsluttede hun med en stille hvisken, og slog endnu engang blikket ned. Ville det aldrig blive lettere?

[Deleted]

Idet at Avidan havde slået øjnene op, så var det Moniqe han havde spurgt efter. Det var virkelig det eneste som han havde haft i tankerne og det at skulle føre hende ned til mængderne juleaften var noget som han havde gjort med ære. Han vidste udmærket godt at hun bogstavelig talt havde leget rundt med ham i manegen, men han håbede da af den grund, at de kunne få det til at fungere – ellers var det da ham som havde et kraftigt problem, for han kunne ikke undvære hende. Han havde ikke nogen anelse om grundlaget til at miste livet kom fra, men han vidste at han ikke fortrød det. Han lukkede øjnene ganske let. Hendes strøg over hans bryst og i hans nakke var virkelig noget som kun formåede at gøre ham fuldkommen rolig og det var i den grad også rart. Han trak vejret dybt – selvom han vidste at det ikke var ham nødvendigt, men selv menneskelige tendenser havde han jo faktisk endnu.
Smilet bredte sig endda til bege mundviger ved at hun slog efter hans bryst, hvor han faktisk måtte komme med en.. latter? Det var frygtelig længe siden at han havde moret sig, men dette var jo næsten for sjovt! Og han vidste at han havde ret! Hun var jo ganske konfus af sig, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste på nogen måde overhovedet. ”Det har da sin charme, min kære.. Jeg kan lide det,” sagde han roligt som han igen vendte blikket mod hende. At se hende smile og at se hende have det godt, var noget som han godt kunne lide, for så følte han da for alvor at han gjorde det rette, hvilket også var noget som han havde brug for at vide efterhånden. Han vendte blikket mod hende. At det at han kunne tyde på hendes stemme og hendes hjerte, at hun løj for ham var noget som direkte måtte skræmme hende, var noget som gjorde ham usikker, for det var jo heller ikke noget som han gjorde direkte med vilje. Det var jo bare den mand og det væsen som han var! ”Undskyld..” endte han med en rolig stemme. Han lyttede til hendes ord, hvor han næsten følte for at hjertet måtte synke – selv i hans eget bryst. Han forstod hende dog ikke. Hovedet lod han søge let på sned, idet at han vendte blikket mod hende og denne gang var det ham som måtte stå igen med en direkte spørgende mine. Han forstod det virkelig ikke. Tungen strøg let og stille over sine læber, idet han igen lod hånden søge mod hendes kind som han strøg ganske blidt. ”Jeg siger kun de ord til dig, fordi at jeg mener dem, Moniqe. Hvorfor skulle du da ikke fortjene den kærlighed som jeg nærer for dig? Som jeg ikke kan nære for nogen anden?” spurgte han stille og selv med en spørgende mine. Han forstod hende bare ikke. Han havde tilgivet hende for længe siden og til nu så havde hun jo trods alt også vist ham, at hun var en som han kunne stole på, hvilket selvfølgelig gjorde ham selv glad. Der var ikke en stank af en anden mand end ham selv her i huset – og dem som besøgte dem i tide og utide selvfølgelig, hvilket var noget som han fint kunne leve med i den anden ende. ”Der er noget som du ikke har fortalt mig..? Ikke?” konkluderede han endeligt.

[Deleted]

De mange julelege havde været over for længst, hun var rent faktisk blevet træt af den magt hun havde haft, ikke blot over ham, men til dels også over Kimeya således som mange andre. Hun behøvede ikke længere en mands nærhed på den måde, hun hungrede ganske vidst efter det, som en del af hendes væsen, mens selv det var hun kommet vel uden om, uden at skulle forhaste sig det mindste med Avidan. Hun lå fuldkommen afslappet, værelset henlå i samme mørke og kastede skygger over Avidan, hvis blege hud næsten måtte lyse op et sted i mørket. Hun nød virkelig at se ham falde sådan til ro under hendes firngrer og kærtegn, hun ønskede at han skulle slappe af, specielt nu hvor de endnu engang valgte at åbne op for den skumle pose. Hun lukkede øjnene stille, ved lyden af hans latter. Det var så forbandet sjældendt at hun hørte ham le i det hele taget. Det løb hende som et gys ned af ryggen, ikke ubehageligt, de morede sig rent faktisk. Det gik op for hende at hun pludselig bar et stort smil på læberne. ”Det er jeg slet ikke i tvivl om,” påpegede hun og himlede med øjnene. Hun synes bestemt ikke at det var spor charmerende at være direkte klodset.
Smilet falmede dog stille. Skylden stod tydeligt i hendes blik, han vidste allerede at hun ikke fortalte den fulde sandhed, han var ikke dum. Hun rystede hurtigt på hovedet. ”Du skal ikke undskylde,” det havde slet ikke været meningen at få det til at lyde som hun var dbange for ham, eller direkte foragtede hans race, der var trods alt charmerende ting, og selv med tiden havde hun lært at leve med de sylespidse tænder, hun havde lært at leve med det døde hjerte, til tider kunne det sågar være direkte charmerende, hun var stolt af at være sammen med ham. Tårene samlede sig i øjenkrogen, også selvom de ikke faldt det mindste endnu. Hun tillod sig at nyde af hans blide kærtegn: ”Jeg betvivler slet ikke at du mener dem, kære. Men jeg forstår ikke hvordan du kan. Jeg fortjener det virkelig ikke,” hendes hånd lagde sig over hans, der allerede måtte hvile mod hendes kind. ”Du er for god;” hviskede hun stille, og dog med en overbevist ærlighed. Endnu engang måtte hun bide sig en anelse i læben. Hun støttede på albuen, trak sig derved ud af hans favn, til gengæld gav det hende mulighed for at se ham i blikket. Dynen var gledet ned til hendes liv, afslørede istedet den midnatsblå silkekjole der prydede hendes krop. ”Det.. er jeg bange for jo,” hun burde have fortalt ham det for længe siden, og hun frygtede hans reaktion, men hun holdte ikke til at bære flere løgne. En tårer trillede stille ned over hendes kind. ”Der er meget jeg endnu ikke har fået fortalt, som du fortjener at vide,” erkendte hun. Hendes tårer forlod hendes kind, og faldt istedet mod hans bryst. Måske hun bare burde få det ud af verdenen? Om ikke andet være vidende om, at hun faktisk havde været ærlig?

[Deleted]

Uanset om Avidan ville det eller ikke, så kunne han ikke komme udenom at Moniqe måtte være hans mage – den eneste ene som han skulle beskytte og holde om, sørge for var i sikkerhed koste hvad det koste ville og det var det som han havde gjort til nu. Og han havde aldrig nogensinde fortrudt det valg. Han elskede hende virkelig, selv det at hun var så konfus og så klodset, hvor han måtte være det stik modsatte. Måske at det også var noget af det som havde tiltalt ham på denne måde? Hun gjorde ham altid i så godt humør, at man skulle tro at det var løgn. Han blev liggende ved siden af hende og med minen roligt hvilende i hendes. Han kunne ikke andet. Hun var virkelig det smukkeste som han nogensinde havde været i nærheden af, og det var bestemt noget som han stod fuldt og fast på! ”Det er godt, min kære..” endte han roligt, som han vovede sig roligt frem, kun for at skænke hendes læber et blidt og længselsfuldt kys. Hun havde en magt over ham. Hun kunne få ham stort set til at gøre hvad som helst for hende – ikke bare fordi at hun var den dæmon som hun var, men fordi at han elskede hende. Han ønskede hende virkelig kun det bedste.
At der måtte være hemmeligheder i deres forhold var slet ikke noget som Avidan brød sig om på nogen måde i det hele taget! Han elskede hende og selvfølgelig ønskede han bare at vide at hun var tryg og sikker, at det var en tilværelse som hun kunne leve med, men det forstyrrede jo hendes søvn, så han vidste allerede nu, at det slet ikke måtte være tilfælde. Tårerne som måtte vise sig i hendes øjne, var noget som først for alvor måtte gøre ham usikker. Det var længe siden at han havde set hende græde sidst og dengang var det af skyld. Var det også denne gang? Han lod hende roligt tage omkring hans hånd, hvor han lod blikket søge direkte til hendes. Hvis det var nu at hun ønskede at skænke ham sandheden, så ville han lytte og det ville endda være med selv den største glæde! Han blinkede let med øjnene. For god? Han kunne da slet ikke være for god ved hende! ”En vampyrs døde hjerte kan kun banke for ens mage, Moniqe.. Hvorfor skal mit ikke have lov til at banke for min?” spurgte han stille. Det var jo slet ikke noget som han kunne forstå og.. det at sætte begreber på de følelser var heller ikke direkte nemt for ham på nogen måde. At hun trak sig ud af hans favn, var noget som kun fik ham til at blive liggende og kiggede på hende. Et sted så tolkede han det som en afvisning, selvom.. Han havde vel heller ikke gjort noget galt? At rende rundt uden at vide hverken til eller fra, var noget som virkelig måtte frustrere ham og han brød sig bestemt heller ikke om den følelse på nogen måde. Han satte sig en anelse op i sengen, kun for at lade hånden stryge mod hendes kinder og tørrede de salte tårer væk. Han lod hovedet falde forundret på sned. ”Du græder..” bemærkede han sagte som de mørke øjne måtte falde direkte til hendes skikkelse igen. Han blinkede let forundret med øjnene. ”Moniqe? Fortæl mig hvad der er galt.. hvad er det du har skjult for mig?” endte han dæmpet. Han ønskede faktisk at vide det!

[Deleted]

Det var ikke fordi Moniqe havde meget styr på hans væsen og så alligevel. Hun havde trods alt været af det væsen selv, måske kun for et par år, men det havde i den grad været nok, til at give hende et indblik i hans verden. Hvad´angik mage situationen, så havde det været så anderledes som vampyr. Hun havde ikke haft øje for andre end Avidan, hun havde længtes efter ham, dag ud og dag ind, nøjagtig som hun gjorde nu, som om hun ikke formåede at komme rigtigt tæt på ham, en yderst frusterende følelse. De var i sanhed som dag og nat, derfor nød hun kun endnu mere, at se ham smile og le med hende, elske hende for hvad hun nu engang måtte være, selv på trods af hendes fejl og mangler. Hun var en heldig kvinde, det var hun også udemærket klar over. Læberne mødte hans, uden så meget som at tøve gengældte hun det længselsfulde kys, søgte hans læber. Måske hun havde en enorm magt over ham, men denne gang ønskede hun ikke at misbruge den, for han fortjente ærligt talt mere.
De mange drømme plagede hende endnu, aften efter aften, det hjalp selvfølgelig de nætter hvor han lå ved hendes side, og holdte om hende, sørgede for den tryghed, dog så lod det hende aldrig have en direkte rolig søvn. Hun var allerede nu klar over, at hun før eller siden ville være tvunget til at lette hendes skuldre, og fortælle den nøgne sandhed, også selvom hun ikke selv brød sig om den tanke, hun ønskede mest af alt, blot at glemme hendes fortid, og se mod fremtiden, desværre var det ikke en så nem sag. Der skulle meget til før Moniqe ville begynde at fælde tårer, men lige denne gang kunne hun ikke selv kontrollere det, det understregede vel et sted også alvoren? Hun lagde stille hånden tilbage mod hans bryst, forsøgte at forhindre tårene der trillede, men uden held. Det var ikke fordi han gjorde noget forkert – tværtimod, men den skyld der prægede hende var forfærdelig at bære. ”Jeg ved det, kære, og jeg er nok den sidste der ønsker at forhindre det hjerte i at banke for mig, jeg har aldrig følt mig så heldig. Men jeg fortjener dig virkelig ikke,” hviskede hun stille, og næstent undskyldende. Hun vidste at det var svært for ham at udvise de følelser han gjorde, men om ikke andet så forsøgte han. Et lille smil spillede om læberne ved hans meget åbenlyse konklusion. Hun tørrede tårerne bort. ”Undskyld..” hviskede hun stille. Hun var ikke selv meget for at udvise den form for følelser. ”Jeg er virkelig ked af det, Avidan. Du ofrede dig for mig og Cayla den aften, og jeg kan end ikke få mig selv til at skænke dig sandheden om din egen død.. såvel som min,” hun bed sig usikkert i underlæben, og slog blikket bort, hun kunne ikke se ham i øjnene. ”Jeg er fuld af skam. Undskyld,” hviskede hun endnu engang. Yderst forsigtigt dalede hun tilbage i sengen, lod hovedet finde hvile mod hans bryst. Denne gang turde hun end ikke håbe på en tilgivelse, og hun ville udemærket forstå det, hvilket næsten var det værste.

[Deleted]

Den magt som Moniqe havde over ham, var noget som skræmte Avidan. Han nød det faktisk. Han havde altid været en mand som havde haft styr og ikke mindst kontrol på alt det som skete omkring ham, men denne gang var det anderledes. Han vendte blikket mod hende. Et sted så kunne han ikke forstå at hun reagerede på den måde som hun gjorde, for det var virkelig ikke noget som gav det mindste mening for ham og det var egentlig ikke fordi at det var noget som han som sådan kunne gøre for. De mange menneskelige følelser havde han glemt, også selvom han vidste at de var der, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for den sags skyld. Han elskede hende virkelig og det var noget som han også bare ønskede at vise hende og helst så godt som det nu måtte være ham menneskelig muligt. Øjnene gled i som han mødte hendes læber, hvor han holdt og besvarede det selv med den største glæde. Det var virkelig en fantastisk følelse af hendes læber tæt mod hans egne. Den brændende fornemmelse som det efterlod ham med, var virkelig utrolig!
At tingene virkelig måtte plage Moniqe så meget, var faktisk noget som direkte måtte bekymre Avidan, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. De mørke øjne hvilede på hende. Tomt dog direkte spørgende og uden at han tog minen fra hende på nogen måde. Sådan som hun reagerede – nærmest ved at trække sig væk fra ham, var bestemt heller ikke noget som han kunne lide, men hvad skulle han da sige til det? Han kunne jo ikke sige noget som helst! ”Jeg er af en helt anden mening, kæreste. Jeg ville da ikke være her, hvis jeg ikke følte at jeg fortjente dig..” endte han dæmpet. Sandt var det faktisk. Hun var hans mage og den eneste som han nogensinde kunne eller ville se sig selv sammen med, om det var noget som han nu ville det eller ikke. Han blinkede let med øjnene. Lige nu var det selvfølgelig ham som var direkte forvirret, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At hun begyndte at snakke om den aften hvor han var endt som en bunke aske for hendes fødder, så fangede det tydeligt hans opmærksomhed. I dag klandrede han ikke Kimeya for det, for han havde faktisk fået sig en utrolig god snak med manden omkring det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Jamen…. Moniqe, hvad er det du siger..?” At hun direkte krøb helt tæt ind til sig og gemte hovedet mod hans favn, så endte han næsten automatisk at lægge armen omkring hende, næsten som han ønskede at beskytte hende. Han var virkelig forvirret og hun gjorde det bestemt heller ikke nemmere for ham på nogen måde, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Du.. du forvirrer mig, Moniqe. Sandheden omkring den aften? Hvad er det du ikke har fortalt mig?” Denne gang var hans stemme langt mere krævende, selvom den stadig var rolig og fattet. Det andet ordspil var bestemt heller ikke noget som han ville få det mindste ud af, for det var han altså ikke særlig god til!

[Deleted]

Man kunne vel roligt sige, at Moniqe direkte havde taget kontrollen fra ham? At hun var kvinden med bukserne på, langt det meste af tiden, også selvom hun direkte lod ham, tage vare om hende og passe på hende, hvilket var noget hun i sig selv måtte nyde. Moniqe betragtede ham en anelse prøvende, det var tydeligt at han var langt mere forvirret, end hun havde været for blot et øjeblik siden, da han var end med at skulle rive hende ud af søvnen. Hans tomme blik vasr noget der direkte måtte skræmme hende, også selvom hun vidste, at det ikke var noget hun direkte behøvede at tage personligt, han var en vampyr, de følelser var vel gået i glemmebogen for længst? Den direkte brændende fornemmelse, hans kølige læber skabte i det øjeblik de mødte hendes, var virkelig bekræftende,det var en direkte indre strigdighed, at skulle bryde det, ingen havde
I virkeligheden var det vel ikke mærkeligt at det plagede hende? Hun havde aldrig været særlig dvasiansk af sig, end ikke under hendes tid som leder, så det faktum at hun havde været skyld i hans død, selv på trods af alt det han i forvejen havde fundet sig i fra hendes side, det var i sig selv noget der i den grad prægede hende med skyld. Det var ikke fordi hun ville foretrække sig fra ham, hun forsøgte blot at få en ordentlig kontakt. ”Vi ved begge to, at det ikke er noget du selv styrer, min kære,” påpegede hun stille. Hun lod hånden stryge stille over hans kind, han havde ikke trukket sig fra hende endnu, og det i selv, var svært for hende at forstå, men om ikke andet. HUn ville nødig rive op i de gamle sår, men denne gang havde hun intet andet valg, og det var tydeligt at det i sig selv var nok til at forvirre Avidan. Et sted måtte hun vel erkende at hun stadig klandrede Kimeya? En ting var at kaste hende i døden, for hun havde fortjent det, men Avidan havde været komplet udeforstående. ”Jeg havde en drøm om det,” hun trykkede sig ind mod hans kolde krop, gemte ansiget mod hans bryst, og lod ham tage omkring hende. Han krævede svar, hvilket heller ikke var underligt, han fortjente dem, og det vidste hun jo godt. ”Jeg.. Den nat.. Du var udeforstående, et forkert sted på et forkert tidspunkt. Du ved jo allerede at..” hun sank en klump, trak ilten dybt ned i lungerne. Hendes blik var gledet i, hun forsøgte ikke at genleve den fortid, det ønskede hun virkelig ikke! ”..at tingene kørte for langt mellem Kimeya og jeg. Ham og Faith havde netop fundet sammen igen, han forsøgte at genvinde hendes tillid, da jeg.. da jeg fandt ud af at jeg bar hans barn,” hun turde end ikke se hans reaktion, kunne hun blie en større kujon? Nathaniel havde bekræftet hendes graviditet, og hun havde vist at det ikke var Avidans, de havde aldrig været så tætte. Det var bestemt ikke noget hun var stolt af. Resten af historien kunne han vel næsten gætte?

[Deleted]

Avidan var virkelig forvirret som intet andet lige nu. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som man skulle betegne som en god ting, for det var bestemt heller ikke sådan. Han holdt om hende, han passede på hende, så man kunne vel også fint sige at magten var jævnt fordelt mellem dem. De havde begge taget sig af Cayla, han tog sig af hende, som hun tog sig af ham og han måtte ærligt erkende, at det faktisk var noget som han rigtig godt kunne lide. Kysset var noget som måtte varme ham i det indre, for det var virkelig rart! Det efterlod ham med en følelse af velbehag, at han endelig havde fundet sin plads for livet og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Fanget i øjeblikket hvor han igen følte at kontrollen direkte blev revet ara ham, hvor han næsten følte at han blev overlagt til hende og lagt for hendes hånd, hvilket han bestemt heller ikke havde det mindste imod i den anden ende – slet ikke.
At mærke Moniqes usikkerhed var samtidig noget som virkelig måtte tricke hans dyr og det var bestemt heller ikke nogen god ting, selvom han heldigvis havde denne kontrol og selvbeherskelse også fordi at han var mæt, så det ville heller ikke gå udover hende. Desuden var det også noget af det sidste som han nogensinde kunne finde på! Han betragtede hende stille med en rolig mine. ”Jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke ville være her, hvis det var noget som jeg ikke havde lyst til,” endte han med en ganske bestemt tone. Løgn var det jo ikke engang, for han elskede hende, så selvfølgelig var det her at han ville være! Han blev roligt liggende og lyttede til hendes ord som hun begyndte at forklare. Dette var noget som han selv havde ventet på igennem ekstremt lang tid, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han mærkede tydeligt hvordan hendes ord var noget som virkelig følte for at skulle knuse ham i det indre. Hun havde været gravid? Med Kimeyas? Han blinkede med øjnene, hvor han næsten var blevet mere bleg i ansigtet end det som han var normalt. ”Du har været gravid..? Med Kimeyas barn?” gentog han roligt. Han trak forsigtigt hånden til sig og endte med at sætte sig op i sengen. En ting var at det var sket for fortid var fortid, men alene den tanke om at.. hun ikke havde fortalt ham det, var noget som virkelig gjorde forbandet ondt, så man skulle tor at det måtte være løgn. Han vidste ærlig talt ikke hvordan han skulle reagere. Han havde jo været klar over at der havde været mænd i billedet – foruden ham, men… var den trukket så langt? ”Det… forklarer jo hvorfor han stod midt i hallen da jeg kom hjem..” Han knyttede næven ganske let. Et sted så følte han at han pludselig havde svært ved at styre sig? Det var ikke noget som nogensinde var sket før, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt! ”Jeg.. jeg er nødt til at få mig en smøg..” Han endte med at rejse sig op og gik hen hvor han greb bukserne som lå på gulvet. Han vidste at smøgerne lå i lommen også selvom det ikke var noget som han gjorde brug af særlig ofte, men lige her, var det jo desværre nødvendigt! Han forlod værelset, kun for at gå ud i stuen og til hoveddøren, hvor han kunne stå i skjul for solen og få dampet færdig. Hans hænder rystede. Tanken om at Kimeya havde været hende så tæt, at de havde været tæt på at få børn når det var et af hans største ønsker, var noget som virkelig gjorde ondt!