One step at a time.

[Deleted]

Moniqe brød sig virkelig ikke om at gøre ham så forvirret, hun vidste fra før af, at der skulle meget til, og det var som om at den forvirring gjorde ham usikker, hvilket var hvad hun frygtede. Han formåede at varme hende, han gjorde hende tryg, men noget manglede, og de kunne begge fornemme det. Hendes søvn var plaget, og på trods af at han ikke selv ville erkende det, så var der tider, hvor hun rent faktisk så den ærgelse i hans mine. Det at han var et dyr, og at det kunne trickes, det var slet ikke det hun havde i tankerne, desuden så havde hun glemt hvor nemt det var at skulle udfordre og lege med, hun var jo klar over at han end ikke kunne finde på tanken om at skulle sætte tænderne i hende, han kendte trods alt til hendes frygt. ”Det er jeg klar over, men det ændre ikke på, at jeg ikke fortjener det,” hviskede hun blidt. Hun plantede et stille kys mod hans bryst, hun ønskede virkelig blot at bekræfte ham, hun elskede ham trods alt. Havde han ikke ønsket at være hos hende, så var han vel gået? Også selvom hun var hans mage?
Bomben var faldet. Stilheden havde lagt sig over dem, hun lå mere eller mindre blot og ventede på en reaktion, som hun bestemt ikke ønskede. Hun havde været gravid med Kimeyas barn, og der var ikke noget hun kunne fortryde mere! Hun skulle aldrig have lukket ham så tæt på sig, blot tanken om hans kærtegn, kunne få hende til at føle sig beskidt, selv den dag idag, så mange år efter. Hendes hjerte slog faste nervøse slag mod hendes bryst, hun forsøgte at slå det til ro, men uden den mindste smule held. ”Det er jeg bange for,” erkendte hun en anelse stakåndet. Idet han valgte at tage hånden til sig, og sætte sig op, blev hun tvunget til at gøre det samme. Hun skubbede hendes pude bag ryggen, og foldede hendes hænder i skødet. Blikket hvilede mod hendes fumlende fingrer, hun turde end ikke kaste det mod Avidan. Hun ville uden tvivl havde nævnt det for ham, det havde været svært at holde hemmeligt, men Kimeya havde reageret før hun overhovedet nåede at give det en chance. Moniqe nikkede stille. Det forklarede det hele. ”Det var mig eller Faith. Han vidste at jeg uanset ikke ville forlade dig, så valget var vel.. oplagt,” hun trak svagt på skuldrene. De grønne øjne faldt mod hans skikkelse, og fulgte hans vej ud af sengen. Det var slet ikke den reaktion hun havde håbet på! På den anden side, hvad havde hun forventet? Hun fulgte ham ud fra værelset. Hånden faldt mod hendes pande, hun følte sig en anelse.. dårlig? ”Du er en tåbe, Moniqe,” hendes blik blev igen tårerfyldt, hun gled ned i den varme seng, puttede dynen tæt om sig, og stirrede tomt frem for sig, betragtede væggen. *Somme tider savner jeg næsten døden* hun forsøgte at skubbe tanken fra sig, men særligt nu hjemsøgte den hende. Hun sukkede tungt, næsten gemte sig under hendes dyne, og lod tårerne frit trille ned over kinderne. Hun forstod virkelig at ødelægge det!

[Deleted]

Avidan havde virkelig ikke regnet med en besked som denne. Det var virkelig som det måtte knuse hans vildeste drømme. Kimeya havde ikke bare taget det kæreste i hans liv fra ham, men samtidig også mindsket lysten til at få hende så tæt på som intet andet og nu kunne han vel bare sige sig, at det hele måtte være tabt? Nu måtte han jo ikke engang mere med lov, og det var noget som virkelig måtte frustrere ham som intet andet i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Det var selvsagt en tanke som virkelig måtte frustrere ham som intet andet og selvfølgelig var det noget som virkelig måtte gøre ondt. Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme mine. En ting var at han havde set lidt bort fra at det var sådan at det hele måtte hænge sammen, men at hun havde været gravid? Og først fortalte ham det nu? Han var nødt til at finde en måde at finde ud af det hele på, for han ønskede virkelig ikke at miste hende! Det var noget af det sidste som han havde lyst til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Det var jo ikke engang fordi at han var sur, for.. nej, det kunne han ikke. ikke på hende, men Kimeya var straks en helt anden sag! Lige hvor længe han stod og dampede i skjulet lige udenfor deres dør, vidste han ikke, men pakken forsvandt faktisk – og temmelig hurtigt, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende. Han lukkede øjnene stille og slog hovedet bevidst direkte ind mod dørkarmen med en direkte irriteret mine, idet at han tog det sidste hiv af den som han havde hvilende mellem fingrene og smed skoddet fra sig og åndede tungt ud igen.
Avidan endte med at ryste på hovedet af sig selv. ”Tag dig sammen..” vrissede han let af sig selv og med en direkte.. træt stemme? Han havde aldrig nogensinde opleve noget lignende tidligere! At han skulle straffes for deres handlinger var noget som et sted gjorde ham.. vred? Havde han ikke været god nok? Alt for mange tanker måtte gå igennem hans hoved og det var bestemt heller ikke fordi at det var en behagelig tanke på nogen måde! Han lukkede øjnene let, idet at de endte blanke. Græd han? Det havde han aldrig nogensinde oplevet før! Han hævede hånden og tørrede den faldende tåre væk fra hans kind, kun for at tage den i blik i stedet for – næsten med en forundring, for han kunne næsten ikke forstå det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han rystede på hovedet og vendte snuden mod døren idet at han gik indenfor igen. Hånden strøg igennem det let krøllede hår og med den samme frustrerede og næsten deprimerede mine. Slemt var det faktisk, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om det når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket mod soveværelset igen. Moniqe var ikke engang kommet ud endnu? Han bed sig kraftigt i læben, og endte næsten med at bide den til blods, da han gik hen til døren og skubbede den forsigtigt op igen. Hans blik faldt til hende på sengen, selvom han ikke sagde så meget som et eneste ord. Hvordan kunne hun lade den gå så langt? Selvfølgelig glædet det ham, at hun ikke kunne få sig selv til at gå fra ham, men.. så hellere lege med folk bag hans ryg? Han blev stående og med blikket hvilende på hende. Hænderne let knyttet. Hvad var det at hun ville? Han var virkelig forvirret!

[Deleted]

Hvilke tanker der gik igennem Avidans hovede, turde hun virkelig end ikke at forestille sig. HUn havde ærlig talt regnet med, at han ville se på hende som en hore, hun kom ikke uden om, at det var hvad hun havde været, det var et ry hun selv havde kastet på sig, men det kunne vel slet ikke gøre det nu? Hende og Kimeya havde haft muligheden for at få en familie, også selvom hun aldrig i livet ville have startet en op med ham, det var han vel klar over? Den familie var en hun udelukkende ønskede med Avidan, men det kunne ikke på nogen måde have været hans, han havde aldrig været så tæt på hende, hvilket vel også var afslørende? Hun havde trods alt holdt sig i live på en måde. Moniqe puttede tæt under dynen, hun trak benene op under sig. Hun havde ikke regnet med at det ville gøre så ondt, den stikkende fornemmelse i hendes bryst, føltedes så velkendt. Kunne det blive meget værre, end det var i øjeblikket? ”For pokker, tag dig sammen. Det er om ikke andet ude nu,” hun følte sig ganske vidst ensom, at ligge der og snakke med sig selv, og det var i den grad en ringe trøst, for nu hvor det var ude, havde hun uden tvivl skubbet Avidan fra sig igen.
Hun skubbede dynen bort, og satte sig op i sengen. Den blå silkekjole smøg sig om hendes slanke krop. For år tilbage, ville der uden tvivl have været en mand til at fjerne den, og kærtegne hendes nøgne hud, med andre ord alt det hun ikke burde gøre. Hånden strøg igennem de lange, flammerøde lokker, der endte med at indramme ansigt, bestående af en pludselig bleg mine. Hendes hjerte hamrede udeligt hurtigt. Det var virkelig ikke en sådan reaktion hun havde håbet på. Blikket gled mod den åbne dør. Skulle hun gå ud til ham, eller ville han komme tilbage? Det var trods alt daggry, og han måtte være træt efter jagten. Tårerne trillede uden stop ned over de blege kinder, skabte de salte spor. Det var sår hun havde håbet aldrig skulle åbnes igen, men hun kom vel heller ikke uden om, at han både fortjente og havde krav på den sandhed, for han havde virkelig gjort alt for hende og Cayla. Idet hun hørte hans skridt, tørrede hun hurtigt tårerne bort, hun søgte ikke medlidenhed. Hun tog en dyb indånding, og mødte hans skikkelse i døren. Hvad skulle hun sige? En anelse forsigtigt, forsøgte hun sig med et stille smil. ”Hjalp det?” et sted kunne hun udemærket høre hvor dumt det egentlig lød, med den nyhed han netop havde fået. Moniqe rejste sig roligt, måtte endnu engang strække den dovne krop, der havde hvilet i sengen i flere timer. Hænderne foldede sig foran hende. Det var en anelse akavet, også selvom det var noget hun mere end noget andet, ønskede at skulle ændre. ”Daggry nærmede sig,” hun kastede et blik bag ham, hvor hun gennem vinduet kunne se den mørke himmel, blive klarere og klarere. Det var ganske vidst tåbeligt, han vidste det med garanti i forvejen, men hun forsøgte om ikke andet.

[Deleted]

Avidan vidste virkelig ikke hvordan han skulle reagere og så var det langt nemmere med en tavs reaktion end det var alt det andet. Han vendte blikket stille mod hende som hun måtte ligge der på sengen. Hun havde det dårligt med det, og det var jo selvfølgelig noget som også måtte påvirke ham på de måde, som han ikke rigtigt kunne beskrive det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vidste hvad hun ville, men han ønskede pludselig bare en endelig bekræftelse på at det var det som hun virkelig måtte ønske sig – det var direkte nødvendigt! Nu hvor det havde kostet ham hele hans pakke med smøger, så måtte han jo skaffe sig en ny, så han kunne ikke og havde ikke nogen grund til at forblive udenfor, om det var noget som man ville det eller ikke. Han ønskede virkelig ikke at miste hende, men hvis Kimeya havde haft den betydning som han måtte have haft, også fordi at han havde været så tæt på hende som han havde, så var det noget som direkte måtte forundre ham. Et sted var det næsten skræmmende for ham, for han ønskede virkelig ikke at miste hende!
De mørke øjne hvilede direkte og intenst på Moniqe som hun måtte ligge der og bare.. passe sig selv. Hvad han skulle sige, hvad han skulle gøre eller hvordan han skulle reagere, var slet ikke noget som han vidste og det var noget som direkte gjorde ham usikker og det var frygtelig mange år siden at han i det hele taget havde været så usikker! Han havde bogstavelig talt ofret alt for Moniqe og deres elskede lille Cayla – selv den tøs var han ikke engang sikker på om han kunne kalde sig for far til mere og det var noget som virkelig også måtte gøre ondt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. Han kneb øjnene en anelse sammen. Han gjorde det ikke med vilje, det var egentlig bare noget som skete. ”Det gjorde det..” endte han dæmpet. Sandt var det jo. Det var noget som kunne roe hans nerver en smule ned, det var noget som kunne få ham til at slappe af og så tænkte over tingene som det var og det var noget som han selvfølgelig var rigtig glad for, men det var bare ikke fordi at det hjalp ham i det store og hele – Nej, han havde brug for hende og det var noget som selv gjorde ondt at vide, specielt hvis han ikke kunne nå hende, specielt hvis han ikke kunne få fat i hende, holde hende i favnen uden at hun skulle tænke på en anden mand, for det ønskede han slet ikke! Hans blik hvilede næsten koldt på hende. Ikke fordi at det var noget som han gjorde direkte med vilje, men noget som bare faldt ham mest naturligt. Et sted var det jo som en form for forsvar, for dette gjorde ham bange. Virkelig bange faktisk og han kunne virkelig ikke have den følelse, for det føles virkelig som det var noget som gjorde ham sårbar. Han nikkede blot til hende som han knyttede den ene næve ganske let. ”Mhmm.. Derfor ville jeg hjem.. Jeg vidste at du lå og sov..” Han vendte blikket mod sengen. Bare ganske kort tid inden havde de ligget der og nydt det med hinanden. Ikke fordi at det var noget som han følte noget af i den anden ende. Han vendte blikket stille ned mod sine hænder. Han prøvede at slappe af, selvom det bare ikke var så nemt igen for ham. Stuen blev oplyst om dagen, så han var nødt til at være påpasselig, så soveværelset var praktisk talt hans eneste mulighed. ”I din .. forhåbentlige søde søvn..” endte han sagte

[Deleted]

Den tavse reaktion var det der direkte måtte måtte skræmme hende, han gav hende jo intet at arbejde med! Havde han givet sig til at råbe af hende, ville hun om ikke andet have vist hvordan hun skulle reagere, men nu.. hun havde virkelig ingen idé, og det gjorde det hele langt mere akavet. Hun ønskede ham ved hendes side, ellers havde hun da for pokker forladt ham for Kimeya, og hun havde end ikke så meget som overvejet den tanke. Måske det var svært for Avidan at forstå, men Kimeya havde været en leg, hun havde givet sig fuldkommen hen til ham, uden så meget som andet end desprate følelser indblandet, noget som hun inderligt fortrød den dag idag, det havde været forkert på alle tænkelige måder, hun havde sårgar svigtet Faith, hendes egen søster, det havde på ingen måde været retfærdigt! Avidan havde været væk i mere end blot et par minutter. Det lettede Moniqe endeligt at se ham i døren igen, et kort øjeblik havde hun frygtet at han ville gøre noget drastisk, hvilket hun virkelig ikke ønskede, hun ville ikke miste ham! I øjeblikket måtte hun dog, ærlig talt frygte, at der ikke ville være nogen vej uden om.
Moniqe blev stående, og betragtede ham med et usikkert blik. Det gjorde ondt at se ham så forvirret, uden at kunne sporer den mindste følelse i hans blik. Han var direkte kold og gennemborende, det fik hende til at føle sig yderst malplaceret, mest af alt så mindede det hende om et dyr på rov, det var de samme øjne hun havde set, inden hun havde haft et par tænder i halsen. Tanken skød hun fra sig, det var ikke retfærdigt at tænke sådan om ham, han ville aldrig gøre hende noget! Hvad angik Cayla, så var Moniqe slet ikke i tvivl om at hun endnu så på Avidan som en forælder, men hun søgte dem ikke meget, hun kunne ikke bebrejde hende, hun fornemmede vel ligeså at der var noget galt? ”Godt,” endte hun med et roligt nik. Hun bed sig i læben, lod de nervøse fingrer fumle en smule med hinanden. Hvordan skulle hun redde sig ud af denne? Han havde jo selv spurgt for svar og.. Hun kæmpede endnu engang med tårene, det var et dårligt tidspunkt at lade dem falde igen? I et mindre desperat forsøg på at abstrahere, begyndte hun at glatte silkekjolen, hun kunne fornemme hans direkte kølige og skeptiske blik. Hun vidsye at stuen var udelukket, der kom alt for megen lys, hvor der intet kom ind her. ”Jeg burde have,” medgav hun roligt. Var det mærkeligt, hvis hun ønskede at hun havde ladet som ingenting, bare ladet ham holde om hende? Nydt at være ham tæt, istedet for en frustrerende sandhed? Hun sukkede. Med næsten forsigtige skridt, trådte hun mod ham, mødte ham i døren. På trods det gjorde ondt, tvang hun blikket mod ham, og lod hendes hånd stille gribe om hans. ”Avidan.. Jeg forstår din vrede, jeg forstår hvad end tanker der må løbe igennem dit hovede i øjeblikket. Men tro mig når jeg siger at, der ikke er noget jeg fortryder mere i denne verden, end Kimeya,” hun tav, bed tænderne fast sammen. ”Jeg forstår hvis du vil være alene. Jeg kan ligge mig i stuen, om du vil?” hun havde aldrig troet at de ord skulle forlade hendes læber, men hun ville ikke bebrejde ham. ”Jeg elsker dig,” afsluttede hun en anelse prøvende, og gav hans hånd et stille klem.

[Deleted]

Avidan havde virkelig ikke nogen anelse om hvordan han skulle reagere og det at reagere så tavst. En ting var at der havde været mænd i billedet, men at det skulle koste ham lysten til at være Moniqe tæt og nu kunne han ikke få sin familie sammen med hende udelukkende fordi at lovene forbød ham det. Kimeya havde virkelig kostet ham alt og det var bestemt noget som han ikke bare kunne tilgive om det var noget som man ville det eller ikke! Han vidste ikke hvilke tanker han gjorde sig. Det hele gik bare så hurtigt, at han knapt nok selv kunne følge med. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, selv uden så meget som et ord. Ja, hvad skulle han sige? Han kunne se fortrydelsen i hendes blik, hvilket selvfølgelig var lettende for ham, men dette gik virkelig stik i strid med det som han havde regnet med! Avidan forstod det ikke. Alt det med lege med andre havde han aldrig været en fan af eller gjort selv for den sags skyld. Hele hans liv havde været alene frem til Cayla og Moniqe var dukket op. Den lille prinsesse som han stadig kaldte for datter, selvom han ikke vidste om han havde retten til det, hvilket var noget som gjorde det hele værre for ham!
At hun valgte at gå ham i møde i stedet for, var noget som hurtigt måtte falde ham i blik. Han knyttede næverne ganske let, selvom han ikke rigtigt tænkte over det. Det var virkelig egentlig bare noget som skete, om det var noget som han ville det eller ikke. Han nikkede stille til hendes ord. ”Du.. burde ja,” endte han dæmpet, som han igen vendte blikket ned mod hans hænder, også selvom han endte med at stå fuldkommen stille, da hun valgte at tage omkring hans hånd. Næsten som det var ham.. uventet? Et sted så føltes det selvfølgelig rart, for han ønskede ikke at skubbe hende væk. Hvorfor skulle han skubbe hende væk fra sig? Han elskede hende, så selvfølgelig ønskede han at kæmpe for hende, og var han ikke god nok, så skulle han så sandelig nok blive bedre, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hendes ord gjorde ham direkte tavs, også selvom det var.. lettende? Hvorfor havde han så stadig ondt? Han vendte de mørke øjne direkte mod hende endnu en gang. Det var jo ikke engang fordi at han var vred. Han rystede på hovedet. ”Jeg er ikke vred..” begyndte han stille, som han igen vendte blikket mod hende. Det gjorde ondt. Det gjorde ondt i hjertet og det stak virkelig i hans bryst. Han lod hånden hvile i hendes, hvor han selv roligt lukkede hånden omkring den. Han ønskede bestemt heller ikke at hun skulle gå nogen steder! ”Jeg.. vidste jo godt, at du havde andre.. ved siden af mig, men.. Var jeg ikke god nok?” spurgte han stille. Jovist vidste han godt, at de ikke havde været tæt på hinanden som sådan, men der havde jo ikke været ro til det. Alt det med Elvolganta og det andet som havde hvilet der og så stanken af mand som virkelig havde revet lysten til det fra ham. Han lukkede hånden en anelse mere omkring den. ”Jeg elsker også dig Moniqe. Det gør jeg virkelig.. Bliv..” endte han med en dæmpet stemme. De skulle finde ud af det. Han var jo nødt til at finde ud af det hele!

[Deleted]

Der havde været andre mænd, alt for tæt på hende, og hun vidste at Avidan havde vidst det gennem frygtelig mange år, hun havde heller ikke ligefrem været diskret, mildest talt havde hun stukket en kniv i ryggen på ham, og det var en tanke der selv på hende, gjorde ondt. Hende og Avidan måtte ganske vidst ikke skabe sig en familie, det var nået selv hende for ører, og det ærgede hende, for der var virkelig intet hun ønskede sig mere, end at få en familie med Avidan! Den tavse reaktion forvirrede hende, hun vidste ikke om hun skulle tolke det som en positiv ting, at han ikke ligefrem lod til at være vred, eller om hun skulle blive frustreret fordi hun endnu engang, ikke havde den mest fjerne idé om, hvad han måtte føle? Følte han overhovedet noget? Måske det ikke ligefrem var pæne tanker at skulle gøre sig om ham, hun vidste mere end nogen anden, at han ikke var et følelsesløst væsen, men til tider var hun virkelig forvirret!
Han brød sig ikke om at hun kom tættere på, hun kunne fornemme det. Ud af øjenkrogen kunne hun fornemme, hvor han direkte knyttede næverne. Det var dog ikke noget, hun lod sig stoppe af. Hun ville ikke skilles på den måde, med de mange desperate tanker, det var vel ikke farligt at tale om det? Hun nikkede stille. Hun burde ligge i sengen, hun burde dvæle i en sød søvn, med skønne drømme. Hendes tommel strøg en anelse prøvende over hans håndryg. Hun var ikke ude på at skræmme ham, eller gøre ham ubekvem eller noget som helst, hun ønskede virkelig blot at finde ud af alt dette. Det lettede hende at han ikke skubbede hende væk, en afvisning var det hun frygtede mest, specielt med det direkte kolde blik, han stirrede på hende med. ”Nej det forvirre mig,” erkendte hun ærligt. Det frustrerede hende, at hun ikke direkte kunne læse hans blik. De grønne øjne studerede ham nøje, hvilede i hans øjne. Det gjorde ondt på hende, at se ham have ondt, det var som om hun fornemmede den smerte. De havde ganske vidst aldrig været tæt på hinanden, og hun forstod udemærket at Avidan ikke var fristet til at give sig hen til hende, det hårdeste var, den sult hun formåede at holde i skak, men aldrig direkte fik stillet, det kom hun heller ikke uden om. Hans ord lod hendes hjerte synke dybt. En direkte knude dannede sig i hendes mave, mens hendes blik fyldtedes med de salte tårer. ”Jeg ville ønske at jeg havde en god forklaring på mine handlinger, Avidan. Men det har jeg ikke. Men en ting ved jeg. Jeg både var og er den heldigste kvinde på jorden, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre mand. Jeg elsker dig. Det er ikke noget jeg nogensinde har kunnet sige om en anden mand,” hun så ham i blikket, lagde ikke skjul på den ærlighed der lå i de ord. Han havde altid været perfekt, mere end nogen kvinde burde turde drømme om. ”Jeg kunne ikke finde på andet, min kære. Jeg er virkelig ked af det,” hun faldt en smule ind mod hans krop Stille slap hun hans hånd, for istedet at lade armene dale omkring hans liv. Hun håbede virkelig at han ville kunne tilgive hende!

[Deleted]

Avidan vidste udmærket godt, at han gjorde sig frygtelig mange tanker og mange af dem, var slet ikke nogen som burde være til, selvom det vitterligt ikke var noget som han kunne gøre for. Han kunne virkelig ikke gøre for det – det var jo egentlig bare noget der skete! Mange mænd havde været inde i billedet, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det nemmere for ham, for det gjorde det bestemt heller ikke. Tanken var direkte skræmmende for hans vedkommende. Han elskede hende, og han ønskede ikke at dele hende, men det var bare som om at.. det var noget som var sket ganske naturligt? Ikke fordi at det var noget som kunne forundre nogen, men det gjorde det dog i den grad alligevel. Han var bange. Han var virkelig bange for at miste hende og han kunne ikke engang være vred over det? Alle de følelser som han pludselig måtte brænde inde med i sindet. Det var virkelig grotesk! Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. At det forvirrede hende at han ikke var vred, var lige så også noget som kraftigt måtte forvirre ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han vendte blikket stille ned mod gulvet. ”Jeg.. kan ikke være sur..” endte han med en dæmpet stemme. Løgn var det jo trods alt ikke for hans vedkommende, det var sandheden. Han vidste ikke hvorfor, men han kunne bare ikke. At hun var kommet ham så tæt, var noget som et sted gjorde ham usikker. Havde han virkelig været så dum at han var faldet tilbage i de gamle vaner og bare ladet sig blive udnyttet? Det var næsten sådan at han følte det og det var noget som i den grad også måtte gøre forbandet ondt! Han måtte dog alligevel erkende at hendes ord var noget som lettet ham, selvom det virkelig kun gjorde ham mere forvirret. Hvis hun elskede ham og følte sig så heldig ved at have ham, hvorfor så alle de andre mænd? Han kunne virkelig ikke forstå det! Han rystede stille på hovedet, som de mørke og næsten så tomme øjne måtte falde direkte til hendes skikkelse endnu en gang. Minen var spørgende. Et sted så ville han ønske at han aldrig nogensinde havde spurgt ind til hvad der var galt, selvom hun nu havde fået lettet byrden fra skuldrene? Han ville bare have ønsket at hun havde fortalt ham det for længe siden, i stedet for at vente så længe! At hun valgte at trække sig ind til ham og ind i hans favn, havde han nu heller ikke noget imod. Han kunne mærke hvordan hans øjne endnu en gang endte blanke. Kimeya havde kostet ham en hel familie. En hel familie! Armene gled forsigtigt og næsten prøvende omkring Moniqe. Han ønskede virkelig ikke at miste hende, og det håbede han da at hun kunne se og forstå! Hun var virkelig alt for ham! Alt! ”Hvorfor alle de mænd, Moniqe?” endte han i en hvisken. Han kunne virkelig ikke forstå det! De mørke øjne gled stille ned mod hendes skikkelse i favnen. Han forstod det bare ikke og det var noget som kun gjorde det hele endnu mere forvirrende for hans vedkommende. Havde hans kærlighed ikke været nok? ”Jeg skænkede dig alt. Jeg tog Cayla til mig, som havde hun været min egen.. et ønske og en drøm som Kimeya nu har knust..” Stemmen var på ingen måde bebrejdende, men.. frustreret. Han vidste virkelig ikke hvordan han skulle reagere!

[Deleted]

De tanker der størg igennem Avidans hovede, var på ingen måde nogen som Moniqe ønskede nogen former for del i. Hun havde sine idéer om, hvad han måtte tænke og føle omkring hende, for hun havde ingen måde behandlet ham værdigt, på den anden side, så forekom det også tydeligt, at det faktisk var noget der måtte plage hende. Alt for mange mænd, havde rørt hende på alle de forkerte måder, og hun havde ladet dem komme til, uden at sige fra, hjulpet en løgn på vej, for at gå bag om ryggen på en mand som hun måtte elske på alle tænkelige måder. Et sted så følte Moniqe det som om at... hun ikke blev straffet hårdt nok? Hun var ganske vidst gået i døden, og havde været tvunget til at forlade hendes datter, hun havde sågar revet Avidan med sig i døden, men han.. reagerede jo på ingen måde! Det kølige blik, fortalte hende ikke om hans vrede eller hans sorg, og det frustrerede hende, udelukkende fordi hun ikke havde nogen idé om hvad hun i så fald skulle forholde sig til. Hun forsøgte at fange hans blik, og læse det, men han lod til at være ligeså forvirret som hende. Hendes nervøse hjerte slog rytmiske, hurtige slag mod hendes bryst, det var ubehageligt, til tider kunne hun savne den del, hvor hun havde været i stand til at lukke af for den slags, under hendes tid som et af hans væsen. Hun så på ham med usikre øjne, der fortsat flakkede i forsøget på at finde blot et lille tegn. ”Du burde være, Avidan. Jeg har på ingen måde behandlet dig retfærdigt, ej heller Cayla og bestemt ikke mig selv. Jeg kan ikke læse dig,” hviskede hun en anelse frustreret. Tårerne var stoppet for en stund, også selvom hendes øjne var blanke. Det gjorde ondt at se ham på den måde, og vide at det var hendes skyld.
Hendes krop var faldet mod hans, armene hvilede omkring hans liv, ganske vidst en anelse forsigtigt, så han ville være i stand til at trække sig bort. Det var heller ikke fordi hun ville tvinge ham til noget, han ikke lystede, og det ville hun forstå i øjeblikket, det var en bombe at lade falde så mange år efter, specielt fordi han udemærket vidste, hvor stor en plads børn havde i hendes hjerte, og hvor brændende hun ønskede sig dem. Men ikke med Kimeya! De nye vampyrlove, var hun skam blevet præsenteret for, hun vidste at hende og Avidan ikke længere havde den mulighed, at få deres eget, og det var en tanke som virkelig måtte gøre ondt. Det lettede hende en smule, at føle hvordan hans arme forsigtigt gled omkring hendes skikkelse. Straks blev hun igen overvældet af den følelse af, at være beskyttet, hvilket var noget hun virkelig måtte nyde. ”Jeg kunne ikke fastholde kontrollen. Den stund det stod på.. Det udløste noget i mig, før jeg igen sad tilbage med den dyne af løgne, der langsomt slog mig ihjel. Jeg kan stadig føle deres berøring, sådan har det været siden Derick vakte mig til live. Det gør ondt,” hun skjulte sig ind mod hans bryst, lod tårerne dale ned over hans blege hud. Sandt var det, hun kunne ikke drømme om at lyve for ham. Ikke igen. ”Du skænkede mig alt og mere til, og jeg gav dig intet tilbage. Magen til utaknemmelighed,” hun var skam udemærket klar over hendes fejl, og denne gang var det uden tvivl hende der havde begået en stor en.

[Deleted]

Avidan vidste udmærket godt at hans reaktion måske ikke sagde så meget, men han vidste virkelig ikke hvordan han skulle reagere. Vred var han ikke, et sted så var han mere bange for at han ikke havde været god nok og at det havde været grunden til at hun havde vandret til andre bag hans ryg. Han bed sig let i læben. Det var bestemt heller ikke fordi at hendes ord gjorde det meget nemmere for ham, for det var noget som han var udmærket godt klar over i den anden ende. Ikke fordi at det var noget som man skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. ”Du gør det ikke nemmere for mig, Moniqe..” begyndte han stille. Hun havde ikke været retfærdig overfor ham og et sted så var det noget som gjorde ham mere frustreret end det som godt måtte være. Han havde virkelig åbnet sig op for hende og ikke mindst Cayla og så vide at det var på grund af hendes farlige leg med Kimeya at han havde ladet livet, var noget som et sted måtte irritere ham, men.. det gjorde ham ikke vred, selvom han vidste at han burde være vred over det. Han hævede hånden og strøg den roligt over hendes kind. Det var ikke nødvendigt for hende at være så frustreret i hans øjne, for han kunne ikke være vred på hende eller noget som helst. ”Jeg valgte nu stadig at blive sammen med dig.. Og ved du hvad? Jeg har aldrig nogensinde fortrudt det,” endte han med en dæmpet og ganske stilfærdig mine. Han løj ikke for hende. Han kunne ganske enkelt ikke fordrage at lyve!
Det var menneskeligt at begå fejl – så meget havde Avidan fundet ud af og det var noget som mange havde prøvet at forklare ham. Måske at Moniqes bare var en af de store? Jovist var dette noget som virkelig gjorde ham usikker, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke noget som han skjulte for hende. Armene forblev hvilende omkring hendes skikkelse, som han roligt strøg hende over ryggen. Han elskede hende virkelig og han prøvede virkelig bare at vise hende at han var en mand som hun kunne leve resten af livet med! Han vendte blikket mod hende som hun næsten direkte måtte skjule sig ind mod hans skikkelse. Han trak svagt på smilebåndet endnu en gang. Hun følte skyld, så meget kunne han mærke. Han rystede på hovedet og kyssede let hendes tinding. ”Jeg ville ønske at du havde fortalt mig det her for mange år siden… I stedet for at gøre det nu,” endte han stille. Det var faktisk det eneste som han direkte kunne sige sig at klandre hende for og det var jo ikke engang fordi at det var så slemt igen var det? Han trykkede hende stille ind til sig – et sted også for at vise hende at det var okay at hun holdt om ham, for det var rart. ”Du er den sidste som jeg ønsker at miste i mit liv, Moniqe..” endte han dæmpet tæt ved hendes øre, som han skænkede hendes kind et roligt kys. ”Jeg elsker dig.” Hans stemme var en rolig og dæmpet hvilken mod hendes øre. Store ord og ord som hun alene var den eneste som han havde fortalt hende.

[Deleted]

Moniqe kom virkelig ikke uden om, at hans reaktion til dels virkelig måtte frustrere hende, han var jo overhovedet ikke vred? Han burde virkelig være vred. Det havde hun været. Måske Elvolganta var følelsesmæssigt fortid, men hun huskede skam, hvorfor hun havde valgt at forlade ham i første omgang, hun havde været så vred! Stille lod hun tomlen stryge over hans læber. Det var ikke meningen at han skulle bide hul, hun ønskede ikke at han skulle gøre skade på sig selv. Ganske forsigtigt lod hun de smaragdgrønne øjne finde hans. Smerten kunne hun direkte sporer i hans blik. Der var ikke fordi hun ønskede at gøre det sværere, end det, det allerede måtte føles som, men hvordan skulle hun kunne gøre den sag lettere? Hvad der så direkte plagede hende mest, var det faktum at hun havde ladt det være op til ham, hun var gået bag om ryggen på Avidan, ikke blot en gang men flere, og han havde fortsat med at vende tilbage til hende, aften efter aften, han havde sårgar givet sit liv for hende og Cayla, som han havde lovet hende at han ville, og hun kunne end ikke give ham et svar på hvorfor eller hvordan. Stille gled blikket i, ved hans blide strøg over hendes kind, som hun lod falde mod den. Den var behageligt kold, hendes krop var overophedet, særligt efter denne samtale, hun var usikker, og det gjorde ondt. Hans ord varmede hende virkelig. Hun forsøgte at holde tårerne tilbage, hun vidste ikke hvorfor hun ikke formåede at stoppe igen. ”Du blev.. Jeg forstår ikke hvorfor, men jeg ved at jeg ikke ville have kunnet overleve uden,” hviskede hun stille. Hun plantede et blidt kys mod hans kind, hun elskede ham, og var han endt med at forlade hende, så var det ærlig talt svært at se en fremtid uden.
Fejl var menneskelige, men visse fejl burde virkelig aldrig begåes. Solen ville snart stå op, han burde virkelig få noget søvn, og det samme burde hun, ligenu måtte hun bare vælge at prioritere dette højere, for hun ønskede virkelig ikke at miste ham! Det gjorde hende tryg at stå i hans favn, hun slappede af ved hans blide strøg langs hendes ryg, de kærtegn kunne ingen mand erstatte, det var helt sikkert. Hænderne hvilede mod hans bryst, hun strøg hen over den blege, kølige hud med lette tommelfingrer. Ønskede han det, så ville hun uden tøven give sig hen til ham, både med krop sjæl og sind, hun ønskede at dele så meget af hans evighed, som hun overhovedet ville være i stand, om han ville lade hende selvfølgelig, hun ville dog forstå andet, hun ville ikke have været i stand til at tilgive hende. ”Det ville jeg også. Og jeg er ked af at jeg ikke gjorde det,” erkendte hun ærligt. Læberne mødte blidt hans brystkasse, hun puttede sig ind til ham, lod ham holde om hende, og beskytte hende. ”Bare vær sød ikke at lukke mig ude, jeg ønsker virkelig ikke at miste dig,” hviskede hun direkte bedende. Hånden lagde sig mod hans kind, strøg igennem de lettere krøllede lokker. Hans varme hvisken mod hendes ører, efterlod hende kun med en enorm sitren. Hvis han havde nogen idé om, hvor meget hun havde savnet at høre de ord! ”Jeg elsker også dig, Avidan.” hun tryggede sig ind til ham. Tårerne udmattede hende, hun ønskede blot at hvile i hans favntag, hvile i de søde drømme, bare det at vide at han faktisk var der. Hvad skulle hun dog gøre uden? Den blotte tanke, var nok til at skabe en kvalm fornemmelse

[Deleted]

Avidans følelser havde virkelig været lukket og slukket siden han var gået i døden for skræmmende mange år siden. Det var jo ikke fordi at han holdt tælling mere. Han vendte blikket stille mod hende og tydeligt også med sorgen i blikket og minen. Han vidste bare ikke hvordan han skulle få det frem og end ikke med handling uden at det ville skræmme hende, for det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at skræmme hende væk på noget tidspunkt. Han havde gjort og skænket Moniqe alt det som han havde sagt at han ville gøre det, og det hele var bare faldt til jorden på den mest grusomme måde som hun kunne tænke sig frem til, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. han kunne ikke fordrage, at have det på denne her måde, men hun efterlod ham virkelig med et frygtelig stort ubehag. Han forblev fuldkommen tavs, da hun strøg ham over læberne. Det var for det første umådelig rart, og ikke fordi at han kunne gøre noget andet ved det. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Du forstår det ikke..? Du er den første siden mit.. levende liv, som har vækket de følelser i mig..” endte han med en dæmpet stemme. Det gjorde virkelig ondt at tænke på, at der havde været den stank omkring hende og så vide at hun faktisk havde været gravid? Hvor barnet ikke havde været hans? Det var klart det som gjorde det hele langt værre for ham!
Fejl var menneskelige og man lærte jo af erfaringer. Avidan kunne om ikke andet, så tydeligt fornemme på Moniqe, at dette var en af de mange som hun virkelig måtte fortryde og det var faktisk noget som lettede ham frygtelig meget. Han hævede hånden, kun for at lade den stryge ganske let mod hendes kind ganske let, kun for at se hende i blikket. De var våde af rene tårer og det var noget som kun gjorde ham langt mere usikker end det som var direkte nødvendigt for hendes vedkommende. Han rystede stille på hovedet. ”Nå, men.. bedre sent end aldrig.. ikke sandt?” Han prøvede slev at finde noget godt og noget positivt i det hele, selvom det bestemt heller ikke var nemt. Han vendte de mørke øjne mod hende, også som hun kyssede hans bryst og direkte puttede sig ind til ham. Dette var virkelig noget som kunne forvirre ham og det var bestemt heller ikke altid lige en god ting! Han var bestemt ikke den bedste til følelser mere. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig, ganske roligt og ganske blidt. ”Det kunne aldrig.. aldrig falde mig ind at forlade dig, Moniqe! Du vil ikke miste mig.. Mit liv er uden mening, hvis du ikke er i det..” endte han med en dæmpet hvisken mod hendes øre. Alene tanken om at hun ikke skulle være en del af ham, var noget som direkte måtte skræmme ham! Hendes ord var noget som lettede ham, for han kunne høre og fornemme alvoret i det hele, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Hold fast i den tanke, min kære.. så skal vi nok finde ud af det hele..” afsluttede han med en rolig stemme mod hendes øre. Det var jo end ikke fordi at det var noget som han ville skjule for hende. Han ønskede at det skulle fungere.. det skulle bare fungere!

[Deleted]

Den direkte intetsigende mine, var noget som Moniqe efterhånden var blevet vant til, han udtrykkede ikke den slags som de gjorde, han lod ikke tårer falde, som hun selv var blevet ekstremt god til, og somme tider forvirrede det hende, men han var tilgengæld god til at vise hende, hvad han ville med hans gerninger, og et sted så var det vel også det, som måtte tælle? Det var bestemt ikke fordi hun ville stå og vække en form for ubehag, også selvom hun udemærket var klar over, at Avidan havde enorme problemer med at snakke om ting der gik så tæt på følelsesmæssigt, men det var nødvendigt? Og han havde selv spurgt efter et svar, også selvom det vel ikke var hvad han havde regnet med. Efter de mange tårer og den udmattelse, så var det næsten som om hendes krop smeltede på gulvet, det var kun Avidan som faktisk måtte holde hende oppe, ikke mindst fordi hun et sted var.. lettet? Hun vidste nu at sandsynligheden for at miste ham, var blevet langt mere markant, og det ville hun ganske enkelt ikke tillade! Blikket hvilede i hans, hendes finger strøg blidt mod hans kolde læber. Det lettede hende, at hun vækkede de varme følelser i ham, for det havde trods alt ikke været planen fra start, hun havde været sammen med Elvolganta, og levet i den tro, at de skulle indgå ægteskab, og leve resten af deres dage sammen. Det ville uden tvivl have været hendes største fejltagelse, foruden Kimeya vel og mærke, hun var heldig at have mødt Avidan. ”I så fald, så vil jeg kæmpe for, at blive ved med at være den der vækker de følelser i dig.. død eller levende,” hviskede hun stille, og forsøgte sig med et lille smil, også i et forsøg på at bryde isen en smule. Kinden faldt mod hans kølige, ru hånd, der efterlod en mindre sitren i hendes brændende kinder. Øjenkrogen var endnu præget af tårer, også selvom det slet ikke var i samme grad som før. Hans pludselige indskydelse, lod smilet brede sig, udelukkende fordi det virkelig var noget der lignede Avidan! ”Jo kære. Men jeg skulle have nævnt det, jeg er ked af at jeg ikke nåede det,” gentog hun med en stille hvisken. Hånden gled fra hans læber, og over hans kind, for istedet at glide i hvil, mod hans nakke. Hans krop var forholdsvis kraftigt bygget, og selvom han var kold, så elskede hun at putte ind mod ham, udelukkende fordi det gav en enorm følelse af tryghed, når hans arme gled omkring hende, som de gjorde nu. Blikket gled i, hun nød hans stille hvisken, også selvom hun følte sig som en lille pige, der blot søgte hendes fars opmærksomhed og tryghed, det var sjældent at hun måtte give sig hen på den måde, for tårer havde aldrig været en Jaceluck’s sag, og lige der var hun desværre ikke et undtag. ”Bare.. lov mig det.” Hun rettede sig op igen. Hånden strøg stille over hans hår. Hun strakte sig en anelse, og plantede et yderst forsigtigt kys mod hans læber. ”Det er snart daggry. Du burde hvile,” hviskede hun blidt, uden at slippe hans blik. Det var ikke for at undgå samtalen, men mere af bekymring for ham. Hun vidste at solen havde en ubehagelig effekt på ham, også selvom han ikke stod i den, og det ønskede hun jo heller ikke.

[Deleted]

Avidan havde været en fuldkommen indelukket mand igennem frygtelig mange år, så selvfølgelig var det også noget som han kunne mærke sporene efter den dag i dag. Han havde aldrig regnet med at han skulle finde sin mage, men den havde han fundet i Moniqe. Og det var ikke noget som han have det mindste imod, men det at de havde haft så mange problemer at slås med, at han ikke var god til at snakke om følelser, for det havde han aldrig været god til! Han bed sig ganske let i læben og blev liggende med armene omkring hende og blot lod hende ligge inde mod hans favn, for det var rart også for ham at vide hvad det var at hun ville. Hånden fra hans læber og om mod hans nakke, var nu heller ikke noget som han havde det mindste imod på nogen måde, for det var rart at vide hvad det var helt præcist som hun ville det, for det var noget som han selv pludselig følte desperat at skulle få bekræftet. ”Du.. forstår det ikke, Moniqe.. Du vil være den eneste som kan..” forsøgte han stille, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn, for det var jo bare en ren sandhed på alle måder. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig og med hånden som strøg hende over ryggen. Hun behøvede ikke at have det så slemt som hun havde det, for han var altså ikke farlig at snakke med. Jovist hvis han skulle høre det hele fra så mange andre, men det var jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være på denne her måde, det var helt sikkert. Han vendte de mørke øjne stille ned mod hende. Hun var hans mage, den som han skulle leve livet med og den som vækkede den dyriske kærlighed i ham. Han prøvede at vise hende det, og for hans vedkommende, så var det vel også sådan at det måtte være? At hun ikke havde nået at forklare og fortælle ham det, var noget som han vidste, og det var der åbenbare grunde til. Døden havde berørt dem begge to og nu lå de her.. Der havde ikke været nogen duft af andre mænd på soveværelset, hvilket havde gjort Avidan betydeligt mere rolig på det hele og det var noget som også gjorde det mere naturligt for ham at skulle lade hende komme så tæt ind på sig som det hun var, og det var noget som han selvfølgelig også var glad for. ”Det ved jeg godt min kære.. Det ved jeg..” endte han roligt og med et stille smil på læben. Han kyssede let hendes pande, som han let trykkede hende ind til sig, blot for at lade hende sidde fuldkommen tæt på sig, for det var også der at han ønskede at have hende. Hun var den eneste ene i hans liv og det var noget som han jo så bare måtte overbevise hende om for alvor! Han vendte blikket roligt mod hende. Han kunne se skyldfølelsen i hendes blik og det var også noget af det som for alvor måtte gøre ham mere usikker end det som godt måtte være, for han var virkelig ikke særlig god til det med følelser på nogen måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Det lover jeg dig..” hviskede han rolig mod hendes øre. Kysset besvarede han mere end glædeligt og næsten med en følelse af længsel, for det var længe siden! Han sendte hende et beroligende blik. Han burde måske hvile, men.. det var altså ikke så nemt igen efter en sådan en besked. ”Jeg skal nok prøve..” endte han dog stille. Han ønskede ikke at gøre ondt værre end det måtte være fra før af.

[Deleted]

Avidan var en helt unik mand. Hun kendte ikke meget til hans tid, før han mødte hende, hun vidste end ikke om han var født vampyr, og selvom hun selvfølgelig var nysgerrig, så ventede hun til han selv kunne udvise, at han stolede nok på hende, til at dele det med hende, for det var hvad hun ønskede nu, at han ville lærer at stole på hende, vise hende den tillid, også selvom det uden tvivl var et spinkelt håb, selvom han gav hende alle disse hjerteskærende ord, så kunne hun se det i hans blik, hendes ord ville aldrig være nok, og det ville hans heller ikke, så et sted kunne hun vel ikke gøre andet, end dat håbe? Moniqe blev stående i hans favn. Hun var et sted lettet over, at han ikke skubbede hende væk fra sig, for det ønskede hun bestemt heller ikke. Hendes berøringer var et sted forsigtige, hun ønskede ikke at overskride hans grænse, hvilket også var en direkte dum tanke, eftersom de trods alt var et par.. så vidt hun havde orienteret sig om, vel og mærke.”Jeg ved det, Avidan. Du har din mage, jeg husker det,” hviskede hun, med et stille suk. Om hun virkelig var Avidans mage, det var jo noget som tiden måtte vise, hun håbede det selvfølgelig, der var vel også en grund til, at han altid var kommet hjem til hende? Hvad ville hun egentlig gøre, hvis hun skulle ende med at miste ham? Hun var faktisk ikke sikker på, at hun kunne acceptere det. Blikket gled stille i ved hans blide strøg over hendes ryg. Det var behageligt, det var der ingen tvivl om overhovedet, han efterlod den sitren, den tryghed som ingen anden havde formået at skænke hende. Hun ønskede at han aldrig ville stoppe. Hun var faktisk glad for at han alligevel havde taget det så pænt, også selvom det samtidig forvirrede hende en hel del, han var ikke farlig at snakke med, og det vidste hun jo godt, men hun havde skuffet ham nok nu, og hun hadede at skulle gøre det gang på gang! Han var den eneste hun ønskede, og det at ingen mands duft, foruden hans selvfølgelig, hang i soveværelset, sagde vel også en del? Der var kun ham, selv når han var ude for flere timer, for at sætte jagten i gang. Hun var så ked af det! Det trak let i mundvigen ved hans kys mod hendes pande, det var rart når han kom så tæt på. Hun lod blikket glide mod hans, det var ikke fordi hun ønskede at gøre ham mere usikker, men hvad skulle hun gøre? ”Godt,” hendes kys blev besvaret uden tøven, og med den enorme længsel, hvilket kun glædede hende, det var næsten ærgrelse at hun måtte slippe hans læber. ”Hver sød ikke at konkludere. Jeg ved at dette vil forstyrre dine tanker, men jeg beder dig, at spørge mig hvis du tvivler,” hun bed sig en anelse usikkert i læben, også selvom hun mente det, for hun ønskede virkelig ikke at han skulle rende rundt og tro det ene eller det andet. Hun strakte sig igen, og lod læberne møde hans endnu engang, denne gang langt mere længselsfuldt. Hun elskede ham, det var alt hun kunne håbe og bede til, at han vidste.