Finally! Some peace!

[Deleted]

Lisa kunne virkelig ikke gøre for at hun gjorde sig disse tanker omkring denne dødsengel som hun måtte stå ved. At vide at han havde haft en opvækst uden en moderlig kærlighed, en favn at søge til, muligheden for at græde, muligheden for noget lykke og det at han var blevet slået og tæsket, hvilket de mange spor på hans krop tydeligt måtte indikere, for det var noget som direkte gjorde hende trist til mode, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Hun vidste udmærket godt, at hun ikke kunne gøre noget som helst ved det, hvilket var noget af det som klart også måtte frustrere hende mere end det som noget andet måtte gøre det, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt, som hun igen vendte blikket mod ham. Hun frygtede for ham og hans væsen, også fordi at hun vidste hvad han kunne finde på og det var bestemt heller ikke en tanke som hun kunne sige sig at bryde sig om, hvis hun endelig skulle være helt ærlig. Hun blinkede let med øjnene, idet at hun endnu en gang måtte tage sig gevaldigt sammen, for ikke at ende med at krybe sammen, udelukkende af den frygt, for den var virkelig intens! ”Du truer med at gøre det.. du truer med at gøre mig ondt og du har endnu intet gjort mig? Du er vokset op med alt det onde, alt det grusomme som vi andre gør alt for at undgå at vores børn skal opleve.. det gør mig ondt, at du er tvunget igennem det.. Det gør det virkelig.” Det var slet ikke fordi at Lisa så nogen grund til at lyve for ham, for det ville hun bestemt heller ikke få det mindste ud af på nogen som helst måde overhovedet!
Direkte det faktum at Lisa blev holdt fast og ikke havde muligheden for at søge nogen steder hen, var noget af det som gjorde hende direkte panisk. For hendes vedkommende, så var der en kæmpe og massiv forskel på det at frygte noget, og at være panisk for noget! Hendes hjerte hamrede som en besat mod hendes bryst, uden at hun havde nogen som helst mulighed for at kontrollere det! Hans ord var nu heller ikke noget som gjorde det bedre for hende, også selvom han havde fanget hende på et helt andet vis. Den sensuelle udstråling som måtte komme fra ham af, var også noget som hun tydeligt kunne mærke, når hun stod så tæt på ham. Som hun stirrede ham i blikket ved at se sig over den ene skulder, hans hånd som fulgte hendes kæber, var alt sammen noget som fik hende til at sitre. Selvom hun stadig var bange for ham.. Direkte panisk bange, så var hun faktisk ganske rolig. En utrolig træls fornemmelse faktisk for et sted så… følte hun lyst til ham? Og det var slet ikke noget som gav nogen mening for hende! ”Kan du ikke bare lade mig gå? Lade som det aldrig nogensinde er sket?” hviskede hun stille. Hun ønskede virkelig ikke at dø i aften. Hun havde da for pokker fem små engle hjemme som hun skulle passe på! Han havde ganske rigtigt ikke gjort hende noget – endnu om ikke andet, selvom hun næsten kunne føle, at det var noget som snart ville ske. Hun lukkede øjnene ved hans strøg langs hendes kæbe, for det var noget som hun faktisk… kunne lide? Hun trak vejret dybt. ”N-nej… i-ikke endnu..” endte hun en anelse usikkert, som hun igen vendte blikket mod ham. Hun kunne jo slet ikke få sig selv til at se væk fra ham!

[angelo]

Det måtte faktisk irritere Angelo, for han vidste at hun havde ret, han vidste at hun sagde sandheden og det hun så var også sandt, noget som faktisk måtte irritere ham utrolig meget, for han brød sig ikke om at være så letlæselig! På den anden side, det kunne vel heller ikke være så svært at regne ud? Mange havde draget den konklusion som hun gjorde nu, og ikke alle havde overlevet det, men på den anden side så var det ganske indlysende i hans øjne, af den grund var det jo ikke at læse ham, måske man fandt baggrunden for hans handlinger, men med tiden var han jo faktisk begyndt at nyde det, selv skade mod ham selv kunne han finde en underlig form for nydelse ved. Det lå til hans væsens natur at gøre andre folk skade, han havde et medfødt had til englene, og Lisa var bestemt ikke noget undtag! Selvom hun faktisk havde fanget hans nysgerrighed, noget som vel var grunden til at han endnu ikke havde flået hende? Han holdt hende tæt ind til sig, så hun ikke kunne flygte, selvom.. han tvivlede på at hun ville flygte fra ham, hvis han gav slip, det var også grunden til at hans greb omkring hende ikke var så stramt som det havde været, da han havde slækket det en anelse. „Tror du ikke at jeg tør at gøre skade på dig?” spurgte han i en hvislende tone, som han kneb øjnene ganske let sammen, „du burde faktisk prise dig lykkelig for at jeg endnu ikke har gjort skade på dig!” Hans stemme var ikke høj, mere en hvislende tone, som vinden der søgte igennem træernes toppe. Det irriterede ham at hun havde ondt af ham, selvom han vel mere ikke forstod sig på det? Hvorfor have ondt af ham, når han havde gjort så meget skade? Hun burde mere føle afsky for ham og hans væsen! Han vendte de mørke øjne roligt mod hende. „Så du føler ingen afsky for mig? Jeg er trods alt din nemesis, du burde mere hade mig end have ondt af mig,” svarede han stilfærdigt, hvor han betragtede hende en anelse afventende og ikke mindst nysgerrigt, for hun måtte da finde ham en anelse gruopvækkende? Afskyelig? Forkastelig? Et eller andet! Hun var engel og ham dødsengel, det lå naturligt til dem at hade hinanden, så noget måtte hun da føle! Han blev stående tæt på hende, hvor han kunne mærke hendes hjerte hamre imod hendes bryst, selvom han også fandt en form for.. lyst i hende? Det var med garanti hans sensuelle kræfter der spillede ind, selvom.. han var faktisk ikke helt sikker, men det var da hvad han selv ville skyde på, for en engel burde på ingen måde føle lyst til en dødsengel! Selvom.. det skete jo alligevel af og til også at det var gengældt, utroligt nok. Han kluklo ganske let til hendes ord. „Lade som om intet er sket?” gentog han tydeligt morende, „Jamen Lisa dog! Jeg tror helt du har glemt følelsen af spænding, følelsen af at leve livet, har manden og børnene frarøvet dig den følelse? Det skulle ikke undre mig du har været mere optaget af deres liv end dit eget, for det kan jeg tydeligt høre på dig,” endte han stilfærdigt og ganske roligt, hvor han ikke kunne skjule det morende og dog kolde smil på de rosenrøde læber. Han havde jo hørt hvordan hun selv kun havde tænkt på at komme hjem til børnene og ikke engang tænke på at overleve. At hun lukkede øjnene ved hans strøg langs hendes kæbe, fik ham til at se en anelse undrende på hende. Nød hun det? Det var jo det hun havde sagt at han havde gjort, da han havde lukket øjnene. Han betragtede hende roligt nysgerrigt og dog undrende. „Der er ingen der siger, jeg behøver at gøre dig noget,” hviskede han næsten drillende mod hendes ene øre, selvom der alligevel var noget ildevarslende ved ham? Det lå vel egentlig bare til hans udstråling? Utilregnelig havde han jo altid været.

[Deleted]

Det var virkelig ikke Lisas hensigt at irritere denne dødsengel, for hun vidste udmærket godt, at det var noget som kraftigt ville ende med at gå ud over hende selv, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. Selvom hun var direkte panisk, så var hun faktisk også alt for bange til at gøre noget som helst, foruden dette. Hun prøvede vel bare at tale sin sag, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende, men hun prøvede da virkelig! Han spurgte og hun besvarede ham, så i hendes øjne, så kunne han faktisk ikke tillade sig at blive sur eller irriteret på hende, for hun havde virkelig ikke gjort noget forkert! Hun bed sig let i læben, prøvede at slå koldt vand i blodet, selvom det virkelig ikke var nemt for hende, men pointen var vel at hun prøvede og at hun forsøgte? ”Det sagde jeg ikke noget om.. Jeg.. påpegede bare, at du ikke har gjort det endnu,” sagde hun dæmpet, dog med en ganske stilfærdig stemme. Det var jo ikke engang løgn, men det måtte vel bare være sådan at det måtte være? At hun skulle støde på en dødsengel i det hele taget, var noget som et sted måtte gøre hende irriteret, for hun havde virkelig bare haft brug for noget børnefri! ”Der er vel grunde til at du intet har gjort endnu?” Hun vendte blikket direkte mod ham og ikke mindst spørgende. Blikket faldt dog direkte til hans. Selvom hans greb ikke var stærkere end det at hun kunne komme ud af det, så vidste hun allerede, at det at løbe og stikke af, slet ikke var noget som gavnede hende i det store og hele. Det ville vel først for alvor få ham til at flå hende? Det var så sandelig også noget af det som hun gjorde sit for at undgå! Hun trak vejret dybt. ”Hvorfor hade? Det er et frygtelig stærkt.. og grusomt ord.” påpegede hun sigende. Hele hendes liv havde hun ikke været en engel. Nej, hun var faktisk startet ud som en magiker, så der var jo mange af tendenserne også far dengang, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun hadet ham virkelig ikke, for der var virkelig ikke nogen grund til, var der? Han gjorde det jo udelukkende fordi at det var noget som han selv havde oplevet, så hun havde ondt af ham. Der var ikke nogen grund til at skulle reagere anderledes på nogen som helst måde overhovedet.
Lisa brød sig virkelig ikke om den situation som hun var endt i for øjeblikket. Ikke fordi at det var noget som kunne forundre nogen i den anden ende, kunne det? Han gjorde hende virkelig usikker og det var virkelig ubehageligt! Hun rystede stille på hovedet. ”Jeg valgte at slå mig ned med mand og mine børn. Mit liv i spænding forlod jeg for mange år siden.” Hun levede vel den drøm som mange ønskede sig? En at slå sig til ro med, en hvor man følte at man endelig havde fundet sin plads og bare slappe af og nyde livet? Det var hendes eneste ønske lige nu. Nej.. egentlig ikke, for det som hun ønskede lige nu, var muligheden til at komme tilbage til sine børn, holde om dem og lade dem vide at mor var der for dem! Hans strøg over hendes kæbe, var desværre noget som hun måtte nyde af. Hun åbnede øjnene igen og vendte blikket mod ham. ”Hvis.. hvis du ikke ønsker at gøre mig ondt, så lad mig tage hjem til mine børn..” bad hun dæmpet. Hun ønskede virkelig ikke at ryge ud i denne form for strid, hvis hun ellers kunne blive fri for det!

[angelo]

Det måtte virkelig more Angelo noget så frygteligt at hun forsøgte at tale sin egen sag, for han kunne jo hurtigt feje hendes ord af banen, hvis det var det som han ønskede, han kunne hurtigt få hendes ord vendt til anden betydning og lave om på tolkningen, selvom han vidste at han faktisk ikke havde ret til at flå hende på grund af hendes ord, for hun talte jo faktisk sandt, det måtte bare irritere ham at hun faktisk havde ret, for det gjorde hende alt for selvsikker! Og hun skulle bestemt ikke prøve på at tage magten fra ham! Han kunne mærke hvordan hun forsøgte at slå koldt vand i blodet, selvom han også tydeligt kunne mærke at det ikke helt gik den rette vej, for han kunne mærke frygten, mærke panikken, selvom han jo faktisk ikke havde gjort hende noget, så hvorfor dog reagere så voldsomt? Hun frygtede det ukendte, det ukendte for hvad han måske ville gøre ved hende, i stedet for at finde spænding ved det ukendte, for hun vidste jo ikke om hun ville slippe herfra uden den mindste skramme, det vidste han sådan set heller ikke selv. „Aha,” endte han næsten skeptisk, som var han ikke overbevist, selvom han faktisk vidste at hun talte sandt, for det havde hun jo faktisk gjort ind til videre. Han trak svagt og grumt på smilebåndet til hendes ord. „Selvfølgelig er der grunde til at jeg endnu ikke har gjort dig noget,” medgav han roligt og som var det ganske simpelt, for det var det jo! Han havde skam grunde til at han ikke havde gjort hende ondt endnu, men det kunne jo faktisk også hurtigt ændre sig – specielt hvis hun valgte at træde forkert ved ham, det var jo faktisk op til hende. Det ville ikke hjælpe hende at løbe og stikke af fra ham, hvilket hun vel allerede havde fundet ud af? I så fald burde hun vide bedre! Det forundrede ham egentlig ikke at hun ikke kunne hade, hun var jo trods alt en engel. „Men du føler heller ikke nogen.. foragt, for mit væsen?” spurgte han nysgerrigt, som han faktisk prøvede at finde ud af hende. Mange af hendes slags havde han mødt og mange havde foragtet ham, forkastet ham og nogle havde direkte ønsket ham til helvedet, men.. hun gjorde ikke? Eller turde hun bare ikke fortælle ham det?
At hun havde forladt sit liv i spænding var jo næsten en skam, selvom det var normalt for hendes slags bare at ønske at slå sig til ro med kærlighed spirende omkring dem, men.. det var jo direkte kedeligt! Han så lettere tænkende ud i luften, inden hans blik søgte tilbage mod hendes ansigt. „Hvorfor overhovedet slå sig til ro? Du er så ung, du har en hel evighed foran dig, og en evighed er lang tid. Og du vælger at slå dig til ro allerede? Og hvad så om flere tusinder af år? Tror du ikke dit liv vil blive kedeligt, hvis det konstant er lykke og glæde?” spurgte han ganske roligt og ikke mindst stilfærdigt. Han var ikke sikker på om hun nød hans strøg, når hun virkede til at føle så meget ubehag ved at være tæt på ham, hvilket vel også var en bekræftelse på at hun ikke brød sig om hans væsen? Ergo måtte hun jo næsten føle en anelse foragt til ham. Han vendte blikket mod hende igen, da hun vendte sit mod ham, hvor han stirrede ind i hendes himmelblå øjne. Han lod roligt armene forsvinde fra hendes krop, hvor hans hænder i stedet for lagde sig omkring hendes hofter, et tydeligt tegn til at hun hurtigt kunne stikke af, hvis hun valgte at løbe, men også for stadig at holde hende tæt, han gav hende dog lidt af magten tilbage. „Åh tro mig Lisa.. det kribler i mig efter at flå dig levende. Jeg har bare mine grunde til ikke at gøre det.. endnu,” svarede han stilfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende. ”Desuden.. hvis du virkelig ønskede at være hos dine børn, hvorfor søgte du så ud? Hm? Du havde brug for en pause, og det forhindrer jeg dig skam ikke i. Du burde faktisk prise dig lykkelig for at jeg holder på dig, så din pause bliver længere. Jeg ved hvor anspændt du er efter at se til børnene konstant,” svarede han roligt og dog sandfærdigt.

[Deleted]

I en situation som dette, så turde Elanya virkelig ikke at gøre andet end at snakke sandt. Det andet var virkelig for farligt eller for dumdristigt, også fordi at hun faktisk ønskede sig væk fra denne situation i live! Hun var ikke hvad man kunne kalde for en typisk engel. Jovist havde hun det gode hjerte, hun havde det blide temperament og hun havde i den grad også tålmodigheden, men hendes foragt var faktisk mere vendt i retningen af warlocks end den var vendt mod dødsenglene, for.. ja, hvad havde de gjort hende? Det var faktisk en warlocks skyld, at hun var den som hun var i dag! Hun vendte blikket stille mod ham ved hans ord. At der var grunde til at han ikke havde flået hende endnu, var nu heller ikke noget som kom direkte bag på hende, for hvorfor skulle det? Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, et sted af panik, men i den grad også den effekt som han havde på hende, for hun brød sig virkelig ikke om det på nogen måde! Hun rystede endnu en gang på hovedet. ”J-jeg må være ærlig og svare nej… Nej, det gør jeg ikke,” svarede hun stille. De blå øjne hvilede som fæstet til hans skikkelse og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun ønskede eller kunne se det mindste fra. Han havde fanget hende med blikket og den sensuelle udstråling og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun betragtede som en god ting, for det var det virkelig ikke! ”D-din slags har intet gjort mig endnu… Jeg har ikke nogen grund til at foragte noget som intet ondt har gjort mig..” Endnu en gang slog det gode hjerte ind, men man kunne vel heller ikke klandre hende for det? At flygte var slet ikke et alternativ! Lige nu prøvede hun vel bare.. ihærdigt at holde sig på den rette side af grænsen, så det ikke ville ende med at gå direkte galt?
At slå sig til ro, var ikke ensbetydet med at spændingen blev efterladt et eller andet sted. Der skete stadig forbandet meget i Lisas liv! Såsom nu? Det var jo en spænding, også selvom hun ærlig talt ikke vidste hvordan hun skulle tackle den. ”Jeg har .. a-aldrig fortrudt mit valg.. At slå mig til ro, få mig en familie, få nogen børn og finde min lykke. Jeg forstår godt, at det måske ikke er noget som din slags værdsætter som.. vi andre gør, men det er en rar fornemmelse.. At finde et sted hvor man faktisk føler at man skal være.. En.. en tanke som bare siger ’her er min plads’.” Et sted vel en lettere desperat forklaring, for hun ønskede virkelig heller ikke at blive betragtet som kedelig! At hun havde vendt sig og han lod hænderne falde mod hendes hofter, så gav det hende bevægelse i overkroppen igen – men hun løb ikke af den grund. Hun turde virkelig ikke. De himmelblå øjne hvilede som stift til hans blik, for der var virkelig ikke noget andet til at fange hende for denne stund og et sted, så var det noget af det som gjorde hende langt mere usikker end det som var direkte nødvendigt! Hun lukkede øjnene for en kort stund, hvor hendes hænder roligt endte på hans underarme. Hvor hendes tomler strøg let over dem – ganske ubevidst, men det skete. ”Med fem små børn som stadig er afhængig af ens mor, så er det klart at det er dem jeg tænker på,” begyndte hun stille. For en kort stund så følte hun for at flygte, men hun gjorde det ikke. Hun ville levende fra dette, så hun også var i stand til at komme hjem igen og helst uden at der skete noget! ”Så lad mig gå..” bad hun endnu en gang.

[angelo]

Om Angelo var en typisk dødsengel vidste han faktisk ikke. Det lå til dem at nære sig på andres sorg og smerte, men der var jo altid de som skilte sig ud. Uanset hvad, så var han i hvert fald en stolt én af slagsen! Han var stolt over at tilhøre Dødsengle, med de flotte sorte vinger, der repræsenterede deres slags, de som normalt udgød frygt allerede ved første øjekast. Hans personlighed var måske lidt a la en dødsengel, men på grund af hans fortid, hans baggrundshistorie, så var han blevet utrolig voldelig og brutal, han ejede ikke den mindste form for medfølelse eller empati, og han forstod sig faktisk ikke på de kærlige følelser, så han så på dem som en svaghed. Han troede ikke på kærlighed, for.. hvor var den? Det var en fantasi, en uopnåelig drøm, og man vågnede jo altid op af den igen. Lisa havde dog ret, han var så kold og følelsesløs, så voldelig og brutal, fordi han var opvokset med den, fordi han ikke kendte til andet og fordi hans egen far havde demonstreret det mod ham. Han var dog vokset op med det medfødte had til englene, for det var hans nemesis, hans fjende nummer ét, den ’rene’ slags, som så mange havde fortalt ham, men hans slags var mere rene end varyler og holy grails! Han vendte roligt de sorte øjne mod hende, hvor et koldt smil gled over hans læber. Hun foragtede ham virkelig ikke? „Jeg må indrømme at du overgår mine forventninger engel. Du er ikke som de andre jeg har mødt af din slags.. hvorvidt det så er godt eller skidt, finder vi ud af,” endte han ganske roligt og stilfærdigt, uden den mindste form for trussel eller advarsel, selvom der vel altid ville være noget ildevarslende ved ham? Han var trods alt utilregnelig, man kunne ikke stole på ham, som han heller ikke stolede på andre, faktisk havde han kun sig selv i det store og det hele.
At slå sig til ro, forstod Angelo sig virkelig ikke på. Hvorfor give sig hen til en anden person i det hele taget? Det kom man jo ikke det mindste langt med! Desuden kunne man jo sagtens få alle sine basale behov opfyldt med flere forskellige mennesker. Selvfølgelig kunne man have venner og folks man måske flere gange omgik sig med, ikke fordi det var noget for Angelo heller, men hvorfor vælge at slå sig til ro med én enkel person? Han lyttede til hendes ord, selvom de næsten gjorde ham helt.. søvnig. Han gabte højlydt. „Det er jo et direkte kedeligt liv! Det er ensartet! Du gør det samme dag ud dag ind, med de samme personer hver dag, det bliver man da sindssyg af i sidste ende!” Han endte med at fnyse og rystede kortfattet på hovedet, „du siger det er en rar følelse? Men selv den rare følelse kan blive taget fra dig så let ved ingenting, ved en enkelt fejl fra din eller din ’elskedes’ side, så den rare følelse kan hurtigt blive omvendt til sorg. Ved at lukke andre tæt på, kommer der ikke andet end svigt, smerte og sorg med sig!” Et sted havde han vel ret? Han så i hvert fald intet godt ved det, og han havde endda en familie. „Du er jo direkte kedelig,” mumlede han næsten irriteret. Hun oplevede jo ikke en skid spænding! Godt han ikke var i hendes sted, for kom han først det, så ville han da hellere begå selvmord! Han lod hende blot vende sig om, hvor de sorte øjne faldt direkte til hendes himmelblå, selvom han stadig holdt fast omkring hendes hofter, for at hun ikke kunne trække sig væk, medmindre hun ville stikke af. Han endte dog med at vende blikket mod sine underarme, da hun valgte at stryge fingrene over dem, hvilket et sted måtte undre ham, skønt han blot så tilbage mod hende og gjorde intet for at stoppe hende. Han lod hovedet søge en anelse undrende på sned. Hun tænkte virkelig kun på sine børn? „Hvorfor tænker du så meget på dine børn? Jeg går ikke ud fra du har efterladt dem alene? Det ville undre mig meget hvis du havde i hvert fald. Desuden.. hvis du elsker dem så højt, hvorfor forlod du dem så i det hele taget? Hvorfor søge væk?” spurgte han ganske stilfærdigt og roligt.

[Deleted]

Lisa vidste udmærket godt, at hun var nødsaget til at træde varsomt når det måtte komme til denne mand. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage fejl af, men det var vel bare.. at besvare hans spørgsmål i stedet for at finde på måder at undgå det på? Hun ønskede virkelig ikke at han skulle ende med at blive sur eller lignende, for det var virkelig ikke noget som hun ville få det mindste ud af i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han hadet og foragtet hendes slags, hvilket hun så.. ikke kunne forstå, for hun havde jo aldrig gjort ham noget. Et sted så nærede hun et had til ham, selvom det hele var gemt væk på grund af frygten som tydeligt måtte styre hende for øjeblikket. Hun vidste godt at han måske var som enhver anden dødsengel, ond, kold og direkte brutal, men et sted så var hun også sikker på at der var noget af det andet i ham – hvis han bare fik lov til at opleve det først selvfølgelig. ”Jeg.. jeg ser ikke nogen grund til at skulle handle anderledes. M-men.. jeg er nu også sikker på at.. du et sted ønsker at opleve det.. kærligheden.” Hun sank klumpen stille som havde sat sig i hendes hals. Dette var virkelig noget som gjorde hende direkte usikker og det var ikke en tanke som hun havde det godt med. ”Jeg er.. ikke født som en engel.. Måske at det er derfor?” spurgte hun stile, som hun roligt vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun trak vejret stille og dybt og uden at rokke sig. Hun turde virkelig ikke bevæge sig væk fra ham i frygten om at det var noget som direkte ville ende med at pisse ham af, hvilket var noget af det sidste som hun ville!
At Lisa ville blive placeret som direkte kedelig, var virkelig ikke hendes mening! Hun vendte blikket stille mod ham, som hun var endt med at vende sig mod ham. Han havde ret. Hendes glæde og hendes lykke, var noget som kunne rives fra hende så let som ingenting, men livet var virkelig ikke noget uden at man løb en risiko og det var noget som man ville det eller ikke, ellers var det virkelig intet værd i den anden ende. Hænderne fortsatte roligt og stille over hans underarme. Ikke fordi at hun direkte tænkte over det. Det var som om.. at han bare fik hende til det? Desuden virkede han heller ikke direkte sur over det. Blikket hvilede som stift til hans. Hun kunne slet ikke vende blikket væk fra ham på nogen som helst måde om det var noget som hun ville det eller ikke. hun kunne bare ikke gøre for det! ”M-måske at livet er kedeligt, men.. at give efter for en.. at fortælle vedkommende, at du elsker ham eller hende, at skænke et kys eller et kærtegn, en at stole blindt på og en som du giver dig helt hen til. Det er en fantastisk følelse i sig selv. J-jeg… jeg har aldrig nogensinde fortrudt det..” fortalte hun stile. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ville sige ham imod, men hun var altså ikke kedelig! Hun havde bestemt heller ikke forladt sine børn, men hun havde ganske simpelt haft brug for en pause! Hun lukkede øjnene let og trak vejret dybt. ”Jeg havde brug for luft.. og brug for at være mig selv. D-det er ikke nemt med fem børn hjemme som skriger efter opmærksomhed på skift. De er alt for mig.. alt.” Hun vendte blikket mod ham endnu en gang og med en ganske bestemt mine. Hun lystede virkelig at komme tilbage til dem og specielt nu hvor han konstant skulle køre rundt i dem!

[angelo]

Det var faktisk ikke fordi at Angelo direkte havde behov for at være voldelig, han havde ikke behov for at være brutal og han havde ikke behov for at dræbe og slå ihjel, for han kunne skam sagtens give folk en ærlig chance, det var godt nok sjældent, specielt med hendes slags, som han nærmest måtte dræbe med fornøjelse, men der var nu noget over Lisa, der fik ham til at lade vær, et sted ønskede han det jo ikke, for så havde han jo for længst gjort det, men hun fangede hans nysgerrighed og det var noget som han ikke helt forstod sig på, for hun var ikke direkte som andre engle, selvfølgelig kunne han se en masse englevaner i hende, men hun var stadig anderledes, der var noget over hende som han endnu ikke kunne sætte fingeren på, men det kom vel? Hvis han holdt hende i live i hvert fald. Han kunne dog ikke helt lide den måde hun gjorde ham nysgerrig på, for det kunne jo gå hen og blive farligt for ham i den anden ende, og det ville han virkelig ikke risikere! Han endte med at knibe øjnene ganske let sammen til hendes ord. Hun var sikker på at han ønskede at opleve kærligheden? Han stirrede lettere vantro på hende, inden hans ansigt forvrængede sig, som havde han fået en grim smag i munden. „Hvordan skulle jeg kunne ønske at opleve noget som ikke eksistere?” spurgte han ganske stilfærdigt, „kærlighed er ikke andet end en fantasi, en uopnåelig drøm, det findes ikke.” Han var sikker i sin sag. Han var opvokset uden og et pragteksempel på at det ikke fandtes, så hvorfor skulle han dog tro på det? Han troede ikke på noget, selvom at han bar et sølvkors om halsen, noget der normalt tilhørte englene, men det var hans eneste eje fra hans mor, inden hun døde, og vel det eneste tegn til at han måske var blevet elsket? Men på den anden side, hans far hadede ham mere eller mindre, forgudede hans søster, så hvorfor skulle hans mor have reageret anderledes? Det tvivlede han i hvert fald stærkt på! Han lod hovedet søge en anelse på sned til hendes ord. Hun var ikke født engel? „Du er ikke født engel? Hvilken race så?” spurgte han roligt, som hovedet fortsatte med at være på skrå, imens han betragtede hende nysgerrigt. „Desuden så må du have været engel i lang tid, for du har alle deres vaner.. typisk procianer,” svarede han kortfattet og trak svagt på skuldrene, som gjorde hendes anden race ingen forskel.
At leve et liv som Lisa gjorde, var et kedeligt liv, det var at vælge den sikre og kedelige vej. Hvem ville ikke opleve spænding? Man levede trods alt kun en enkelt gang, medmindre et fjols genoplivede én, men det var imod naturens gang. Det var et liv som Angelo aldrig ville vælge! Han frygtede ikke spændingen, faren og alle forhindringerne for det var jo netop dem som gjorde det sjovt at leve, at leve på en risiko for at dø hvert sekund, desuden frygtede han ikke døden, han frygtede at hans liv ville blive kedeligt som hendes, det ville jo dræbe alt hvad han stod for! Og det var da det værste tab man kunne have. Han betragtede hende med et fjernt blik, selvom han lyttede med sin fulde opmærksomhed. „En fantastisk følelse? Det er en illusion! Og hvis du ikke har lagt mærke til det, så er din ’mand’ din ’elskede’ i Procias og horer rundt med en anden kvinde. Eller vent.. det kan han jo ikke engang, han har trods alt mistet sit.. manddom.” Et grumt og hånligt smil spillede sig over hans læber. „Så hvorfor dog vælge en mand der ikke engang kan tilfredsstille én? Du store Lisa.. du er ikke bare kedelig men direkte naiv. Alt for naiv,” endte han kortfattet, som blikket ikke fjernede sig fra hende på noget tidspunkt. Hendes strøg mod hans underarme blev en anelse glemt for ham, selvom det smittede af på ham, som han fraværende var begyndt at stryge hende over hoften med sine tomler, små og nænsomme strøg. Han trak svagt på skuldrene. At hun elskede sine børn, gjorde hende vel til en god mor? „Brug for at være dig selv?” gentog han en anelse forvirret, hvor han så tænkende ud i luften, inden han igen vendte de sorte øjne mod hende, „hvorfor dog være nogen anden end sig selv? Det giver da ingen mening..” Han betragtede hende lettere spørgende.

[Deleted]

Lisa vidste udmærket godt at hun var nødt til at passe på hvor hun satte fødderne overfor denne dødsengel. Om ikke andet, så vidste hun allerede nu at han ikke var tvunget til at gøre hende ondt fordi at det var ham et behov. I så fald, så havde han vel også gjort det for længe siden? Han gjorde hende usikker, men hun gjorde ham nysgerrig.. Måske var det noget som kunne være med til at holde hende i live? Det ville bestemt heller ikke være noget som hun ville have det mindste imod når det endelig skulle komme til stykket. Hun trak vejret dybt som hun vendte blikket mod ham. Hun vidste ikke hvordan det foregik mellem mennesker såvel som det gjorde mellem dødsengle, men den varme følelse af en forelskelse var vel noget som de også måtte opleve? ”Jeg.. jeg er temmelig sikker på at dine forældre.. må have oplevet den varme følelse da de valgte at skabe dig..” Hendes ord var ganske forsigtige, for hun vidste ikke hvordan han havde det med familie. ”Men jeg kan fortælle dig en ting; Kærligheden eksistere. E-ellers ville vi andre ikke have været til. Det kan ikke ses.. ikke røres.. Men.. det kan føles,” sagde hun stille. Det var jo ikke engang fordi at man kunne sige, at det måtte være en løgn, for det var det bestemt heller ikke. ”… Desuden bærer du et tegn som normalt tilhører min slags..” De himmelblå øjne vendte hun roligt mod ham og næsten med en tøvende mine. Selvfølgelig var hun direkte bange for at han ville ende med at blive sur, for det var bestemt heller ikke hendes hensigt. Hun var ikke født som en engel, selvom hun havde været det største delen af hendes liv og hun var faktisk glad for det. Hun trives som det hun var. ”Jeg.. blev født som en magiker,” forklarede hun med en nænsom mine.
At Angelo valgte at stryge hende over hofterne, var noget som et sted bragte hende et behag – et behag som kun Jason burde få lov til at sætte i hende. Hun havde fået tårer i øjnene. Hun vidste udmærket godt at Jason var i Procias! Men at han horede rundt med andre, var slet ikke noget som hun havde nogen tro på i det hele taget! Hun rystede stille på hovedet. ”Jeg stoler på ham!” Det var ord som direkte røg ud af hendes mund og uden at hun egentlig tænkte over det. Hun endte med at stirre direkte skræmt på ham. Det var forbandet sjældent at hun hævede stemmen på den måde. Det var egentlig noget som bare var sket! Hun vendte blikket stille ned mod hans bryst. Det var så forbandet sjældent at hun hævede stemmen i det hele taget og dette var virkelig kommet bag på hende! Jason kunne ganske rigtigt ikke stille selv hendes lyster, men det var nu heller ikke noget som hun tog tungt. Hun havde ham og det var virkelig også det vigtigste af det hele. ”Jeg elsker ham.. Og af hele mit hjerte. Har jeg ham, så har jeg ikke brug for andre.. Og.. og jeg ved at han vil komme tilbage til mig.. Jeg ved at han vil..” Hun stirrede ham i blikket endnu en gang, selvom han direkte måtte se igennem hende. Den sensuelle udstråling var virkelig ekstrem! Hun manglede Jason, hun manglede en tryg tilværelse, men denne mand formåede da også at gøre hende mere usikker end det som hun burde føle sig og det var bestemt heller ikke behageligt! Hun tog et skridt tættere på ham, selvom det var uden at hun tænkte over det. Hun trak vejret dybt. ”Jeg må stå stærk for mine små.. Og tro mig, det er ikke altid nemt. Selv en moder har brug for et pusterum..” prøvede hun let forklarende. Hun stirrede ham i blikket. Ganske kort måtte hun næsten stå imod lysten til at.. kysse ham?

[angelo]

Det lå måske til en dødsengel at være fjendtlig, specielt overfor engle, men det var skam ikke altid Angelo fandt nødvendighed i at være voldelig og brutal, som man også kunne takke hans far for at være, netop fordi han havde haft den barndom som han havde. Han endte med at blive lettere fraværende til hendes ord. Hans forældre måtte have elsket hinanden da de fik ham? Det var da den største joke han nogensinde havde hørt! „… Mine forældre elskede ikke hinanden. Den eneste person min far har elsket, var min halvsøsters mor. Den eneste grund til at han kom så tæt på min mor, var fordi han er sensuel dæmon, og fordi hun mindede ham om hans gamle hustru.. Og den eneste grund til at jeg ikke blev efterladt, var fordi han selv blev det som lille.” Han endte med at vende blikket mod hende. Han havde lige afsløret en del om ham selv, noget som normalt ikke lå til ham, men.. hvad gjorde det? Kærlighed eksisterede ikke! „Desuden, ved at han beholdt mig, fik han en glimrende mulighed for at afreagere. Kærlighed eksisterer ikke! Det er bare en tåbelig illusion!” endte han kortfattet. Hans krop var fyldt med ar, de fleste var faktisk fra den tortur han var gået igennem fra hans fars egen hånd. Han var vokset op med forskelsbehandling mellem ham og hans søster, for hans far havde tydeligt bedre kunnet lide Saphira end det som han havde elsket ham selv, så han havde aldrig oplevet kærligheden, også en grund til at han slet ikke troede på at den eksisterede. Han endte med at rynke brynene, inden han vendte blikket ned mod sit kors, der hvilede mod hans muskuløse og faste bryst. Han løftede den ene hånd og tog roligt omkring sølvkorset, inden han vendte de sorte øjne mod hende igen. „Jeg er bestemt ikke troende!” startede han hurtigt ud, næsten som om han var bange for at blive sammenlignet med en blødsøden engel, for det var det sidste han var! Han vendte roligt blikket mod korset igen. „Det er mit eneste minde om min mor. Det eneste bevis på at hun faktisk har eksisteret,” fortalte han roligt, som han endte med at slippe korset og blot vendte blikket væk fra hende, som betød det ingenting. At hun var magiker tog han sig ikke af, selvom det dog gjorde ham en anelse mere påpasselig, for han vidste ikke om hun stadig havde racens magiske tendenser, så selvfølgelig skulle han passe på, selvom han tvivlede på at hun ville gøre ham ondt, hun var trods alt engel og havde allerede bevist sit ’gode hjerte’.
At hun var endt med at hæve stemmen og tilmed få tårer i øjnene, var noget som kun måtte more Angelo, for det var tydeligt hvor blødsøden hun var, naiv og ikke mindst godtroende. Han himlede svagt med øjnene. Han endte med at trække hænderne til sig, hvor han blot lagde de stærke arme over kors ved det faste bryst. „Selvfølgelig stoler du på ham, det er typisk procianere, godtroende, naive, tror det bedste om folk, stoler på folk alt sammen til det modsatte er bevist,” endte han med en næsten sandfærdig stemme, uden at han tog blikket fra hende, „det er desværre også det som gør jer så blinde. I ser ikke hvad der sker omkring jer, så enten ender I med at blive såret, eller også ender I med at dø, netop fordi I gør den fatale fejl.” Et næsten grumt smil gled over hans læber. Han havde ikke gjort hende noget, han behøvede slet ikke gøre hende noget, selvom han normalt flåede hendes slags uden at blinke, Lisa var dog anderledes, et sted måtte han jo også forundre sig over at hun havde valgt et mørkevæsen som sin elskede, selvom Jason jo nok var i Procias af en grund; blødsøden som enhver anden procianer. Han vendte roligt blikket mod hende igen, som hun var endt med at tage et skridt tættere mod ham. Han hævede det ene øjenbryn, som et kækt smil gled over hans læber. „Du giver udtryk for at være så god, for at være så uskyldig, for at være så tro, men.. sandheden er at det er du ikke.” Han hviskede ordene mod hendes ene øre, næsten helt så blidt og nænsomt, selvom det et sted bare var et spil fra galleriet.

[Deleted]

Lisa nægtede ganske enkelt at tro på at dødsengle kun var onde og brutale. Jovist nærede de sig på andres sorg, så meget var hun klar over, men der måtte også ligge andre ting i det, det var slet ikke noget som hun var i tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. De himmelblå øjne vendte hun mod ham. Hans far måtte da have været tæt på en anden kvinde af en grund? Det var da ikke bare noget som man gjorde, gjorde man? Det var da slet ikke noget som hun kunne forstå! Hun bed sig en anelse i læben. Han skød virkelig hendes argumenter til sænks og det var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig meget om overhovedet! Hun trak vejret dybt. ”Selv din far har oplevet en kærlighed.. Måske ikke for din mor, men for en anden kvinde.. selv Jeres slags kan opleve den følelse.. Hvorfor skubbe den væk?” Hun nægtede ganske enkelt at beskrive det som en illusion! Det som hun havde med Jason var bestemt heller ikke en ilussion! ”Han har alligevel valgt at give dig tøj på kroppen, mad på bordet og tag over hovedet.. Du kan da ikke bilde mig ind, at det ikke er noget som han har gjort med en grund?” spurgte hun. Han var ved at blive en kende hidsig, men havde endnu ikke gjort hende noget, så for øjeblikket, så var hun relativ rolig, selvom hun mest af alt ønskede at komme hjem!
At korset måtte være ham et ømt punkt var noget som direkte måtte fange hendes interesse. Hun vendte blikket direkte mod ham. Det var da ikke forkert at være troende, var det? Det var bestemt heller ikke sådan at hun måtte se på det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. Hun sank klumpen stille i halsen og vendte blikket mod ham. Han fortalte hende faktisk meget. Ikke fordi at det gjorde hende noget, men et sted så gik hun vel også hun jo egentlig også ud fra at han havde brug for at snakke med nogen omkring det hele? Hun rystede stille på hovedet. Han havde den sensuelle udstråling og det var noget som også tydeligt måtte påvirke hende! Hun hævede hånden og lod den varsomt stryge ham over kinden og med et stille smil. ”Du nærer følelserne for din mor. Du mindes hende og holder fast i det som du har fra hende af.. Det er kærlighed,” fastholdt hun med en kende stædighed i stemmen. Hun lod hovedet søge let på sned. Han havde måske sluppet hende og det hele, hvilket hun nu heller ikke kunne sige noget som helst til i det store og hele, for det var jo bare noget som man måtte tage med. Hun trak vejret dybt. Det var jo egentlig også bare at slå koldt vand i blodet, men hun kunne virkelig ikke komme udenom at han virkelig var en flot mand. ”Vi tør åbne os for andre væsner og faktisk lade dem komme os så tæt. Det er ikke kedeligt eller naivt!” fastholdt hun en kende stædigt igen. Det var til tider risikofyldt. Selv gjorde det jo forbandet ondt for hende at skulle undvære Jason, men hun havde vitterligt ikke noget valg i den anden ende, om det var noget som hun ville det eller ikke. Hans hvisken mod hendes øre, var noget som fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg. Hun lukkede øjnene let og med et svagt suk som hun igen stille vendte blikket mod ham. ”Er jeg ikke?” spurgte hun roligt og med et hemmelighedsfuldt blik.

[angelo]

Angelo havde virkelig ikke direkte troen på at kærligheden fandtes for.. han havde jo aldrig oplevet den, den havde aldrig været en del af hans liv, han var ikke engang kommet til verden skabt af kærlighed, så.. hvorfor skulle han dog tro på den? Kærlighed var bare ikke en del af hans væsen, det var næsten som om at han var en magnet der frastødte den, som om han kun tiltrak kaos og smerte, for det var jo det eneste han faktisk kendte til. Han betragtede hende ganske kortfattet, uden så meget som at se væk et eneste sekund. „Jeg har aldrig skubbet kærligheden væk, den har bare aldrig været der, så hvorfor skulle jeg dog tro på den? Det er en fantasi, en illusion, en håbløs drøm, som er uopnåelig!” fastholdt han stilfærdigt, uden at hæve stemmen, for rolig kunne han skam sagtens være. Roligheden forsvandt dog fuldstændig som hun udtalte sine ord omkring hans far, for han hadede virkelig sin far! Og dog var det også den eneste person som han faktisk frygtede, en grund til at han faktisk ikke havde gået imod ham, ikke direkte. „Vil du se hvad han har gjort?!” Han endte med at hæve stemmen, hvor han lagde hånden mod hendes tinding og om mod baghovedet, hvor han så hende direkte i blikket, idet han begyndte at overføre sine minder: Det var en mørk aften. En høj mørk mand, slæbte en tårefærdig dreng med sig ned i den dybe kælder. De befandt sig i et aflåst rum, hvor manden begyndte at tæve drengen synder og sammen, inden han låste ham fast til kæderne, hvor den høje mørke mand fandt pisken frem og begyndte at piske drengen til blods. Mindet flakkede mellem de forskellige redskaber der blev brugt imod den lille dreng; Angelo selv, hvor han lod hende mærke sig af den smerte han havde følt. Han endte dog med at afbryde tankeoverførslen, hvor han stirrede hende direkte vredt i blikket, selvom hans hånd stadig hvilede mod hendes hoved. „Vil du definere det som kærlighed?” spurgte han i en hvislende stemme, uden at han tog blikket fra hende. Han fnøs kortfattet, som han endte med at trække hånden til sig og vende blikket væk fra hende.
Angelo vendte blikket ganske opmærksomt mod hendes hånd, da hun valgte at løfte den, for når han så en hævet hånd, var han jo faktisk vant til at hånden kom i et slag, men hun slog ham ikke? Ham som endda havde fornærmet hendes elskede, hendes selv, hendes væsen og tilmed havde berørt hende på en måde han ikke burde og hun slog ham ikke? Han kneb øjnene en anelse usikkert sammen, for han forstod sig virkelig ikke på hende! Han kunne ikke komme udenom at han nød hendes strøg, for han havde trods alt en sensuel dæmons tendenser, og de nærede sig på andre folks berøringer og ikke mindst på samleje, så at blive berørt kærligt, var selvfølgelig noget som måtte påvirke ham, selvom han hurtigt endte med at tage omkring hendes hånd og fjerne den roligt fra hans kind, næsten som om han lod hende slippe væk fra hans sensulle dæmon, selvom han ikke kunne gøre noget ved udstrålingen. „Det er ikke kærlighed. Det er et håbløs tanke om at jeg måske har været elsket,” fortalte han lettere kortfattet. Hans ord var vel også et tydeligt tegn til at han ikke direkte skubbede kærligheden væk fra sig? At han vel et sted håbede på at opleve den, men bare ikke havde troen på den? For troen havde han virkelig ikke! Han var vokset op uden, så hvorfor skulle han dog tro på noget som han aldrig havde mærket sig af? Han vendte roligt blikket mod hende igen. „Hold da op! Du får mig bestemt ikke overbevist. Du vælger at slå dig til ro, holde dig tæt på en enkelt mand, og så en mand der ikke engang kan tilfredsstille dig? Hvis det ikke er kedeligt eller naivt, så ved jeg bestemt ikke hvad det er,” svarede han stilfærdigt, som han betragtede hende roligt. Hun gjorde jo intet som bragte spænding! Hun holdt sig på den sikre vej, det var da kedeligt! At hun lukkede øjnene og sukkede, fik et morende og dog kækt smil til at glide over hans læber, hvor smilet kun bredte sig, da hun sendte ham et hemmelighedsfuldt blik. Ved at hviske hende i øret, var hans hoved endt tættere mod hendes, selvom han intet gjorde. „Niks. Alle har et bæst gemt i sig. Du er måske en engel, men jeg tvivler på du er så uskyldig og tro igen,” hviskede han i en hemmelighedsfuld og næsten.. drillende tone.

[Deleted]

Der måtte vel være en grund til at denne mand ikke havde gjort noget som helst ved Lisa endnu? Hun måtte have gjort et eller andet ved ham, for hun stod stædigt fast på at den lykke som hun selv havde fået lov til at opleve, også var noget som han skulle have lov til, alt det andet var virkelig en forfærdelig følelse som hun slet ikke kunne have noget som helst med at gøre, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Det siger du kun fordi du ikke har oplevet det,” fastholdt hun med en rolig og ganske så kortfattet og stilfærdig mine. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at lyve for ham, for det var sådan at hun så på det hele. At det var noget som direkte måtte gøre ham arrig på den måde, var noget som ganske kort måtte sætte en forfærdelig skræk i hende, for det var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig om på nogen måde! Hånden bag hendes hoved og det at han lagde den anden mod hendes tinding, var noget som direkte fastholdt hende, hvor hun næsten blev helt fraværende i blikket, idet at han startede den overførsel af minder til hende. Den lille dreng, den store mand og hvordan han kæmpede og gjorde modstand, var noget som direkte fik hende til at få det dårligt. En klump som samlede sig i maven og en direkte trang til at gøre sit for at hjælpe ham. Hun fik direkte tårer i øjnene, som hun stille vendte blikket mod ham igen. At nogen i det hele taget kunne gøre sådan ved et barn, var slet ikke retfærdigt set i hendes øjne. Hun stirrede direkte på ham som en tåre gled ned af hendes kind. ”Det.. det.. Jeg forstår det ikke..” Det gjorde jo kun at hun fik mere ondt af ham end tidligere!
Lisa kunne aldrig nogensinde drømme om at skulle slå ham, for det havde hun slet ikke nogen grund til i det store og hele! Hun lod hånden stryge roligt over hans kind, også fordi at hun kunne se at han faktisk.. nød det? Det var jo heller ikke fordi at hun var så slem igen, var det? Hun sendte ham et stille smil som hun nikkede til ham. ”Selvfølgelig har du været elsket. Et hvert barn skal og burde skabes i det tegn,” forklarede hun roligt. Selvom de minder som hun havde set måske tydet voldsomt på det modsatte, så kendte hun jo ikke hans mor, så selvfølgelig var det også noget som spillet voldsomt ind. At han tog omkring hendes hånd og flyttede den, var noget som gjorde at hun så ham direkte i blikket i stedet for. Hun blinkede let og stille med øjnene og uden at hun så det mindste væk fra ham. Hun trak vejret dybt. Hun var måske ikke den mest spændende type, men hun fortrød virkelig ikke hendes valg af liv. Hun rystede stille på hovedet. ”Lysterne er ikke alt for mig.. Jeg har hans hjerte, jeg ved at han elsker mig og vil komme hjem til mig når han får muligheden for det!” endte hun med en langt mere frustreret stemme. Hvorfor lyve for ham? Det var der jo ingen verdens grunde til set i hendes øjne. Hun vendte blikket stille ned mod korset som hang ved hans bryst. Han var måske ikke troende, men han ønskede at opleve det og det var noget som selvfølgelig gjorde forbandet meget for hendes eget vedkommende. Hun rystede stille på hovedet som hun vendte blikket mod ham. Så tæt på ham.. en så flot en mand som han var. ”Du kender mig ikke..” påpegede hun, næsten.. opfordrende?

[angelo]

Der var selvfølgelig mange grunde til at Angelo ikke havde gjort Lisa noget endnu, der var dog visse ting, som han ikke helt forstod, men hun formåede at holde hans nysgerrighed, desuden havde han skam ikke behov for at ødelægge alt hver gang han mødte nogen, han kunne faktisk sagtens tage det stille og roligt, det var bare sjældent at folk begik sig rigtigt ind på ham, de ødelagde det altid, et eller andet ændrede sig altid, folk var altid bange for ham, eller også var det fordi de ikke var og spillede hovmodige eller lagde sig ud med ham, og så var der de enkelte få folk der faktisk formåede at komme tæt ind på ham, indtil han følte sig enten svag eller følte ubehag og så slog han dem ihjel, så der var altid forskellige faktorer der spillede ind for hans vedkommende, og han var faktisk bange for at selv Lisa ville komme for tæt ind på ham, selvom hun endnu ikke kendte til hans navn, men han havde allerede fortalt hende alt for meget! Han trak svagt på de muskuløse skuldre og betragtede hende kortfattet. „Selvfølgelig. Jeg kan ikke tale om noget jeg ikke har forstand på. Jeg har aldrig oplevet kærligheden, så den eksistere ikke for mit vedkommende,” medgav han kortfattet og lettere påpegende, for hun havde skam ret, han så jo sådan på det fordi han ikke havde oplevet det, ellers ville han jo nok være lige så fjantet som hende omkring det, men han var vokset op uden, han var blevet tortureret siden han havde været helt lille. Hans far havde gjort de mest grumme ting ved ham, så man skulle tro at det var løgn, og det mareridt var endnu ikke ovre, for når hans far var i humør til det, jamen så fik han da bare en ny omgang tæsk, nu var han så stor at han kunne tåle langt mere, så nu fandt hans far langt mere morskab i at knække ham. Han kneb øjnene en anelse sammen, som tåren faldt ned over hendes kind. Hvorfor græd hun? Han løftede fraværende den ene hånd og lod sin tommel stryge tåren væk fra hendes kind, inden han vendte blikket mod hende. Hun forstod det ikke? „Hvad havde du regnet med? At alle oplevede kærlighed? At alle havde et godt liv? Du lever i en illusion Lisa, du lever i din egen lille lykkelige verden, som mange og ikke kun jeg, ikke er en del af,” svarede han ganske kortfattet, som han trak hånden til sig igen.
Det var sjældent at Angelo faktisk var i berøring med en blid hånd, et blidt kærtegn og generelt en blid person, hvilket de mange ar på hans krop og i hans ansigt også tydede på. Men når det så endelig skete, ja.. så måtte han indrømme at han faktisk nød det, fordi det var så anderledes. Han himlede svagt med øjnene. „Jeg blev ikke født i kærlighed Lisa.. Min far udnyttede en simpel tøs, hun blev desværre gravid og fordi han selv blev forladt af sine forældre, så ønskede han ikke det samme for mig. Du så hvad han gjorde fra mig, og det er noget jeg har kæmpet med hver dag i mit liv. Der er ingen kærlighed og der har aldrig været,” svarede han ganske kortfattet, som de sorte øjne hvilede direkte i hendes himmelblå. Et morende smil gled over hans læber, som hun fortsat prøvede at forsvare sig selv. Han rystede smilende på hovedet. „Du er ikke meget for at indrømme du har et kedeligt liv, hva’?” spurgte han morende, det var jo faktisk helt komisk at se på, netop fordi hun så ihærdigt prøvede at overbevise ham, men det blev han virkelig ikke! Nu hvor han stod så tæt på hende, kunne han tydeligt mærke alle hans instinkter råbe i ham om at han skulle flå hende levende fordi hun var en engel, men.. hun var så anderledes, han måtte indrømme at hun faktisk var en smuk kvinde, så uskyldig udenpå, men han var dog sikker på at det langt fra var sådan indeni. Han hævede sigende det ene øjenbryn og smilede næsten morende. „Jeg har ikke behov for at kende dig, for at kunne læse dig,” svarede han roligt og i en hviskende tone, som et kækt smil fandt vej over hans læber. Han løftede den ene hånd og lod en finger sno sig omkring hendes ene blonde lok. „Men jeg tager måske fejl? Du er måske en ren engel? Uskyldig og ren helt igennem?”

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke fordi at Lisa ønskede at bringe denne mand noget ubehag. Hun havde allerede stået meget overfor ham, uden at det havde nogen virkning som sådan. Ganske vidst fangede han hende, også fordi at hun virkelig havde ondt af ham og det som han havde været igennem, ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun vendte blikket stille mod ham. Hun var vel hvad man kunne kalde for en typisk engel? Det var bestemt heller ikke fordi at man kunne sige at der var noget ondt i hende som sådan, for han havde hånet hendes familie, hende som person og ramt hendes ømme punkter og uden at det havde været direkte en pinsel for hende som sådan. Hun ønskede ham intet ondt og han fortjente bestemt heller ikke at opleve det som han havde oplevet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Frygter du for den? Eller er det noget som du ønsker at skubbe så langt væk?” spurgte hun stille. Måske at det var meget frembrusende, men det var et spørgsmål som virkelig trængte sig på også for hendes vedkommende, om det var noget som hun havde lyst til det eller ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket. At se de minder, var virkelig noget som skar i hendes lyse hjerte og det var noget som virkelig skræmte hende og frygtelig meget endda, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. hånden som han hævede og tørrede hendes tåre væk, fik hende let til at lukke øjnene, hvor flere tårer måtte falde. At nogen kunne gøre det mod et barn, var slet ikke noget som hun kunne forstå på nogen måde! Hun rystede stille på hovedet. ”Jeg vil ikke vove at påstå at jeg lever i en illusion. Jeg har fundet manden i mit liv og den mand som jeg ønsker at åbne mig op for og give mig hen til. Der er jeg også sikker på at der er en kvinde derude til dig.. Jeg kan bare ikke forstå at nogen kan gøre sådanne grumme ting ved et lille barn.. det må have gjort ondt..” endte hun direkte hviskende. Den tanke var virkelig noget som skar i hendes hjerte!
Angelo var en mand som virkelig formåede at gøre Lisa usikker og det var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig om. Der var en tanke som faktisk måtte skræmme hende og frygtelig meget endda, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes hjerte hamrede let mod hendes bryst. Måske at hendes hjerte var kedeligt, men hun var faktisk tilfreds med det som det var, så hvorfor gøre det hele til noget slemt? ”Det eneste jeg ønsker anderledes, er at få min mand hjem.. Jeg skal ikke klage over mit liv. Jeg har valgt det og jeg er tilfreds,” fastholdt hun med en fast mine. Det var bestemt ikke noget som han skulle have lov til at tage fra hende. Som han begyndte at lege med hendes lange lokker, så var det noget som hun tydeligt måtte se til og selv med blikket fanget i hans eget. Hun kunne ikke andet og specielt ikke når han stod så tæt på hende, som det han gjorde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun bed sig let i læben. Hans sensuelle tendenser kunne hun fornemme og det var i den grad noget som påvirket hende når han stod så tæt på hende. ”Jeg.. vil ikke vove at påstå at jeg er helt uskyldig og ren, men.. jeg er ikke ond..” sagde hun yderst dæmpet.