Finally! Some peace!

[angelo]

Det gav Angelo en følelse af behag at mærke hendes frygt, han nærede sig trods alt på de negative følelser og smerte fra andre, og frygt var bestemt også én af dem, selvom frygten også gav ham en form for følelse af magt. Og han elskede at have magten, at have kontrollen over situationen og det var bestemt hvad han havde i dette øjeblik! Hun frygtede ham og alligevel virkede det til at hun gav sig hen til ham. Næsten som om hun fandt.. behag ved det? Han lyttede til hendes ord og trak grumt på smilebåndet til dem. Hun frygtede det ukendte? Det var nøjagtig det som han fandt spændende, det ikke at vide hvad natten bragte, det man ikke vidste hvad der ville ske, fordi der var så mange forskellige alternativer og muligheder, det kom helt an på de valg man selv foretog sig, hvilket denne kvinde nok skulle finde ud af før eller siden. ”Jaså..” svarede han lettere tænkende, uden at han fjernede blikket fra hende, hvor hun kun indikerede at hun ikke var nær så bange for ham som hun havde været før, eftersom hun valgte at kigge mod ham, ikke fordi det gjorde ham noget, for folk behøvede skam ikke at frygte ham hvis de faktisk gik ordentligt ind på ham, der var bare ikke mange som gjorde det. Han endte dog med at knibe øjnene ganske let sammen, som hun vred sig fri fra hans greb, noget der gjorde ham irriteret, selvom han blot endte med at lægge de stærke arme over kors ved det faste og muskuløse bryst. Et lettere ildevarslende smil gled over hans læber, som hun kun bakkede et enkelt skridt bagud, hvor han selv blev stående. Hendes ord overraskede ham dog, for hun lød næsten til at.. bekymre sig for ham? Det fik ham til at kort at betragte hende undrende, for der var ingen der nogensinde havde udvist ham nogen form for bekymring, han var vokset op uden omsorg, uden betænksomhed, han havde altid stået alene og nu viste denne kvinde ham bekymring? En kvinde som faktisk nærede frygt til ham, hvilket hun gjorde med god grund fordi han ikke ville tøve med at flå hende levende.. det forstod han virkelig ikke! Det undrende blik blev dog hurtigt erstattet med et koldt. ”Megen smerte har jeg oplevet ja.. men endnu mere har jeg påført andre,” svarede han lettere hvislende og koldt, som et tegn til at han ikke havde brug for hendes omsorg!
At Angelo stod overfor selveste Lisa Strife, var noget som faktisk måtte komme bag på ham. Han kendte hende ikke, men han havde da hørt et og andet, ikke så meget om hende personligt, men mere om hendes mand, eller eks, eller hvad det nu var, for han vidste at Jason var i Procias, gift med en anden kvinde, så.. han var ikke sikker på hvad forholdet til selve Lisa var, men det som slog ham som det første var; Engel! Hun var en engel, hans nemesis, den slags som han afskød og forkastede, den slags som han ikke tøvede med at dræbe, og det var også grunden til at hun havde vist ham den blødsødende omsorg! At hun fandt det morende og lød helt nysgerrig, fik ham til at lade hovedet søge en anelse på sned. Et kynisk smil gled over hans læber. ”Du har været sammen med kongen af Procias.. jeg har hørt du har fået ganske mange børn.. 8-9? Åh vent.. der var jo de som døde,” svarede han lettere koldt, som det var tydeligt at han ingen medfølelse ejede, ingen respekt for de døde, og kunne det undre nogen? Smilet falmede dog hurtigt, som hun løftede hånden og strøg den over hans kind, hvilket fik det til at sitre i hans krop, så hans fjer nærmest måtte rejse sig som havde det været hår. Strøgene over hans kind fik hans hjerte til at slå hurtigere imod hans bryst, hvor det efterlod ham et ubehag, og ikke mindst gjorde det ham usikker, noget som han slet ikke brød sig om!

[Deleted]

Hvad frygten ville gøre med en dødsengel som denne mand var noget som Lisa var kendt med. Det var jo trods alt hendes nemesis, så det at han nærede sig på den frygt som hun måtte brænde inde med, var nu heller ikke noget som direkte måtte komme bag på hende på nogen som helst måde overhovedet. At han så havde fanget hende på denne måde var noget som et sted var noget som bragte hende et ubehag, men hun kunne virkelig ikke gøre noget som helst for at komme fri, hvilket selvfølgelig var noget af det værste af det hele, det var at hun ikke kunne komme væk fra denne situation. Hvad natten havde bragt hende, var noget som var kommet direkte bag på hende, for dette var virkelig ikke noget som hun havde regnet med på nogen som helst måde! Hjertet hamrede mod hendes bryst og med blikket som var faldet direkte mod hans eget. At det nagede ham at hun tvang ham til at stoppe massagen, tog hun sig nu ikke af, for det var udelukkende noget som hun anså som en ret som måtte tilfalde Jason og ikke nogen anden! Selv den dag i dag, så var det kun den mand som skulle have lov til at komme hende så tæt, selvom det virkelig var langt mere besværligt. ”Det gør mig ondt..” sagde hun stille. Det var faktisk også ord som hun måtte mene!
Det forundrede virkelig ikke Lisa, at Angelo var kendt med hende, for hun var vel også en kvinde som man havde hørt en smule om? Udelukkende på grund af Jason? Før den mand i hendes liv, så havde hun jo ikke været noget værd at nævne, for hun havde været ganske ubetydelig, hvilket var noget som hun vel også var gledet tilbage til endnu en gang, om det var noget som man ville det eller ikke. Denne mand måtte skræmme hende og det at det jo så måtte gå op for ham at hun måtte være en engel, var noget af det som faktisk også gjorde hende langt mere usikker! Vingerne havde hun ikke, for de var hugget af allerede for frygtelig mange år siden, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun savnede dem ganske rigtigt, for tænk ikke på hvor hurtigt hun kunne komme derfra på denne her måde, men at det skulle ske sådan her.. Hun vendte blikket stille op mod ham, som han endte med at kommentere hendes mange børn. At hun havde mistet 3 af dem, var noget som stadig gjorde ondt at tænke på, men hun havde endnu 5 og hun passede på dem så godt og så meget som det nu var hende menneskelig muligt! ”Jeg mistede 3 børn… jeg har stadig 5,” påpegede hun dæmpet. Det skar hende i hjertet, for hun følte lidt at det måtte være hendes skyld, at de var mistet, også fordi at hun ikke havde gjort som hun havde fået besked på, men det var ikke noget som hun kunne gøre noget ved lige netop nu. Hun betragtede ham roligt, som hun havde ladet hånden stryge roligt og stille mod hans kind, selv uden at smilet falmede. At det falmede ved ham, så var det også tydeligt for hende, at han slet ikke var vant til en kærlig hånd eller noget omsorg. ”Du er ikke vant til kærtegn eller omsorg, er du?” spurgte hun stille, som hun næsten endte med at komme så tæt på ham endnu en gang, så de næsten endte bryst mod bryst, selvom det var noget som et sted gjorde hende.. glad? På en sjov måde. ”En så flot en mand.. og med den fortid og med de mærker..” Hun vendte blikket stille mod hans bryst, idet hun lagde den anden mod et af de gamle ar. Hun kunne virkelig ikke styre sig!

[angelo]

At finde ud af at Angelo stod overfor Lisa Strife, gjorde det kun langt bedre for ham selv, for nu kendte han allerede rigeligt til hende, hvor hun ikke kendte noget som helst til ham, end ikke engang hans navn, det gav ham frygtelig mange fordele, for hendes svagheder blev mere og mere afsløret for ham, selvom hun havde givet ham de fleste på egen hånd, inden hun overhovedet havde nævnt sit navn. Det værste ved det hele var dog det faktum at hun var en engel. Han afskød hendes slags, de var så rene, så godtroende og så sig selv hævet over hans slags, fordi dødsengle ikke havde ret til det store rige for englene foroven. Men hvem gad leve i lyset? Han kunne forstå at selv Lisa havde valgt mørkets vej, utroligt at tænke på, når hun faktisk var en engel og havde levet i Procias, men på den anden side Jason var måske dvasianer af race, men han var vel lige så procianer af hjerte? Ynkeligt at tænke på, en skændsel for mørket og ikke mindst det land han burde tilhøre. Han kneb øjnene en anelse sammen til hendes ord. Hvorvidt det var henvendt til den del hvor han selv var påført skade, eller om det var henvendt til den del hvor han selv påførte skade på andre, vidste han faktisk ikke, selvom hun næsten fik det til at lyde som den første del, men.. ignorerede hun så hans mindre advarsel i det at han påførte andre skade? Han var faktisk ikke sikker, for en gangs skyld kunne han faktisk ikke blive klog på en person, han kunne ikke blive klog på hende. ”Hvorfor skulle det gøre dig ondt?” spurgte han ganske kortfattet, uden at han fjernede de stærke arme, som endnu hvilede over kors ved hans bryst. Alt kendte han ikke til Lisa, hvilket også gjorde at han faktisk ikke helt kunne blive klog på hende, for hvad han vidste så var hun god, en typisk procianer, så det undrede ham et sted ikke at hun følte medlidenhed med ham, skønt han bestemt ikke havde brug for hendes medynk! Men hvad han ikke forstod, var at hun direkte så sig blind på alt det ildevarslende ved ham, alle hans indirekte trusler og advarsler, hun så bort fra det hele og virkede nærmest.. betaget af ham? Det gjorde ham faktisk usikker og han brød sig bestemt ikke om det! Han havde denne form for usikkerhed, som det gav ham en følelse af at han mistede magten stille og roligt, og det var det sidste som skulle ske! Det var ham som skulle have kontrollen! At det smertede hende at tale om hendes børn, kunne han tydeligt mærke, for igen var det det som han nærede sig på, noget der gav ham styrke og denne syge form for nydelse. Et kynisk træk fandt sted ved hans ene mundvig. ”Jeg går ud fra de betyder meget for dig,” svarede han i en hvislende og næsten gådefuld tone, selvom der var en lusket undertone. Han tog ikke de mørke øjne fra hendes himmelblå, hvor hans egne bar et lokkende og dog ildevarslende skær. Han bed tænderne en anelse sammen, så hans kæbemuskel blev tydelig i hver side, ved hendes strøg mod hans kind. Han var slet ikke vant til sådanne kærlige berøringer og bestemt heller ikke omsorg, han var vokset med det direkte modsatte, og hvorfor hun pludselig turde at være ham så tæt, det forstod han virkelig ikke! Han endte med at lukke øjnene næsten af behag, for han var trods alt sensuel dæmon, så selvfølgelig nød hans krop hendes kærtegn, skønt det bragte hans sind en uro. Han slog blikket op og vendte øjnene direkte fast imod hende til hendes ord, hvor han betragtede hende som hun kom ham tættere på. Han fulgte roligt hendes blik, da hun valgte at lægge en hånd imod hans faste og svulmende bryst, som dog var fyldt med ar, ligesom hans sider, hans ryg og overarme også måtte være, og på trods af det kaldte hun ham flot? Han sank let en klump, som han endte med at gribe fat omkring hendes hånd ved hans bryst, hvor han trak hende helt tæt ind til sig, imens hans frie hånd lagde sig mod hendes kind og kæbe. ”Du gør klogt i at holde dig på afstand,” hviskede han lettere advarende, selvom han ikke gjorde noget, ikke andet end at stirre hende direkte i blikket, hvor hans hånd stadig hvilede mod hendes kind og den anden holdt omkring hendes håndled, hvor de stod så tætte at deres næsetipper næsten måtte berøre hinanden.

[Deleted]

At Lisa ikke var en ukendt kvinde for denne mand, var nu heller ikke noget som forundrede hende det mindste. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule. Hun var ganske enkelt en kvinde hvis navn var kendt for mange, også fordi at hun havde været forlovet med Jason. Nu stod han gift med Elanya i Procias, og selv så hun ham ikke så ofte som hun havde håbet på, for det at hun skulle stå der med de fem små børn var virkelig, virkelig hårdt! Hun var en engel, hun var omsorgsfuld og hun var en med et varmt og godt hjerte, hvilket hun var klar over at det var noget som han direkte måtte afsky, så var det ikke noget som hun kunne gøre noget ved, for det var den kvinde som hun var. Hun var en varm og godhjertet person – selv overfor dvasianere som havde vist sig at have hjertet godt på sin plads. Alt det som han havde været igennem, var selvsagt noget som selv gjorde ondt på hende. Hun var en god kvinde, en varmhjertet en af slagsen, og selvfølgelig var det noget som spillede forbandet godt ind for hendes vedkommende. ”Du ved hvad jeg er, gør du ikke? Jeg har ondt af dig.. jeg har ondt af de mærker som er blevet dig påført, for det er der ingen som har fortjent.” De himmelblå øjne hvilede på hans skikkelse. Han havde tendenserne af en sensuel dæmon, hvilket også var noget af det som hun kunne mærke, for ikke at glemme, at hun slet ikke ønskede at stille sig i vejen for ham, hvor hun bare gjorde sit for at komme ud af denne kattepine, for den var bestemt heller ikke særlig behagelig at stå fanget i! Hun vendte blikket stille op mod ham endnu en gang. Et sted så var hun jo direkte betaget af hans blik, hvilket hun heller ikke kunne gøre for i den anden ende. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, hun var bange og hun vidste udmærket godt at det var en frygt som han kendte til. Hun vidste hvad der var relevant for hende at vide omkring hans væsen som en dødsengel, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for hende på nogen som helst måde overhovedet. Et sted så var hun jo egentlig også betaget af ham og hans person, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre noget som helst for, for hun prøvede virkelig bare at komme ud af denne situation!
At Angelo endte ud i at skulle nævne hendes børn på denne måde, var selvfølgelig noget som gjorde ondt, for det var slet ikke noget som hun havde bedt om. hun havde ønsket sig alle børnene og det at hun havde mistet 3, var noget som direkte gjorde ondt for hende at tænke på! Hun bed sig let i læben og nikkede til hans ord. ”De.. de betyder alt for mig,” endte hun med en ganske dæmpet stemme, idet hun roligt betragtede sig af hans skikkelse endnu en gang. At se ham reagere på denne måde på hendes kærtegn, var noget som et sted måtte more hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til som sådan, for hun ønskede virkelig ikke at se ham på andet vis. Måske at det gav hende en mulighed for at komme derfra, for det var virkelig det eneste som hun ønskede sig. Hjertet faldt på ingen måder til ro i hendes bryst. Han gjorde hende usikker og han gjorde hende i den grad også utryg, hvilket bestemt heller ikke var noget som sagde så lidt. At han endte med at tage omkring hendes næve, var noget som fik det til at gibbe tydeligt for hende. Hans ord gjorde det kun klart for hende, at hun havde overtrådt en grænse. Hun nikkede stille til ham. ”S-så lad mig gå hjem..” endte hun med en ganske dæmpet stemme – bedende et sted vel? Hånden mod hendes kind og det at han havde trukket sig selv så tæt på hende, at hun ikke kunne gøre andet end at stirre ham i blikket skræmte hende. Hun ville virkelig bare hjem!

[angelo]

Hendes navn sagde Angelo det hele, så han vidste også godt at hun var en engel, ikke fordi han kendte til alt omkring hende, det var jo faktisk mere Jason som han havde hørt om, fordi manden stod som konge, ikke fordi han interesserede sig for politik som sådan, men derfor fulgte han selvfølgelig med i hvad der skete rundt omkring, specielt omkring Procias, for han havde selv været en af de mørkevæsner der havde søgt der til dengang Keischa havde kørt landet i sænk, selvom mange påstod at Ilosonic stod med skylden, den mand var faktisk én som han ikke decideret så ned på, for manden var gået fra at være en dvasianer uden nogen rang til at være greve af Procias, sin fjendes land, han havde fået en fod i Procias, de kunne ikke smide ham ud og han holdt sig faktisk godt, noget der faktisk var imponerende, selvom det naturligvis ødelagde det hele at Ilosonic var en født procianer, men.. ingen valgte sine egne forældre, det gjorde han jo heller ikke selv. Han kneb øjnene sammen til hendes ord, som blot var en typisk tom prociansk prædiken. Hun mente det sikkert, men.. hun fortrød det helt sikkert! Hvorfor skulle hun overhovedet føle medlidenhed med én fremmed som hun faktisk frygtede? Det gav da ingen mening! Kvinden måtte i så fald være tosset! ”Jeg har ikke brug for din medlidenhed eller empati engel! Empati ligger slet ikke i mit ordforråd!” svarede han kortfattet og lettere irriteret, som der også var en mindre advarsel, skønt det vel egentlig var en tom advarsel og trussel? Han var ikke vant til omsorg på nogen måde, så et sted gjorde det ham nysgerrig om hvorfor hun var det overfor ham, når hun faktisk frygtede ham, havde hun overhovedet nogen anelse om hvilke ideer han gjorde sig bare ved at kende til hendes race? Han vidste mange procaner var som hende, for mange havde givet ham den prædiken, men.. hun var anderledes, hun havde rørt ved ham, det havde de andre ikke turdet, ikke før han havde flået hånden af dem. Han fandt hende mærkværdig, han kunne mærke hendes frygt, han kunne mærke hvordan hendes hjerte måtte hamre derudaf, men hvorfor var hun så så betaget af ham? For det kunne han også tydeligt se i hendes blik.
Det var tydeligt for Angelo at hendes børn måtte betyde meget for hende, hvilket hun også kun bekræftede for ham. Han så kort tænkende rundt i området, et sted for at se om de var alene – og det var de! Ingen var her til at forstyrre på nogen måde, ingen til at hjælpe denne lille engel fra det store bæst hun stod overfor. ”Og det må være meget hårdt at stå med dem helt selv?” Et sted et spørgsmål om hun var alene, for han var faktisk ikke sikker på hendes forhold til Jason, eftersom mande trods alt var gift med en anden kvinde, på den anden side hvem gad have en mand der ikke engang kunne forsvare sin kvinde? Han havde hørt en del om det som var sket for manden, alt det som en vampyr havde gjort mod ham, han var krøbling og en skamplet for mænd. At det gibbede i hende som han trak hende tæt kunne han tydeligt mærke, hvilket fik ham til at trække kold og dog morende på smilebåndet. Han slap dog roligt hendes hånd, et sted for at vise at han faktisk ikke ville gøre hende ondt – ikke endnu. Han fjernede dog ikke blikket fra hende, som han fortsatte med at stå så tæt på hende. ”Tør du stikke af fra mig?” spurgte han i en hviskende stemme, der ikke bar nogen former for advarsel, selvom der vel altid var noget ildevarslende over ham? Han lod sin tommel stryge over hendes bløde læber, næsten helt nænsomt, andre havde han jo faktisk heller ikke rigtigt berørt blidt eller nænsomt, for han var vant til vold og brutalitet, så selv dette var nyt for ham, men det gjorde ham faktisk nysgerrig.

[Deleted]

Lisa kunne tydeligt sige at denne mand på ingen måder var vant til en kærlig omsorg eller bare lidt medlidenhed. Det var jo heller ikke fordi at det altid var lige så slemt, var det? Han fangede hende, om det jo så var den sensuelle dæmon eller om det var frygten alene som direkte måtte tvinge hende til at holde blikket på ham, var hun faktisk usikker på, men hun havde aldrig nogensinde været tæt på en dødsengel på denne her måde, det var noget som alligevel gjorde det hele en anelse spændende. Hun havde et sted også brug for noget spænding i livet, også selvom hun var klar over, at dette kunne være direkte dumdristigt, men det var virkelig ikke noget som hun tænkte over lige netop nu. Hun var nødt til at tænke på sin egen overlevelse, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende på nogen måde. Hun vendte de himmelblå øjne direkte op mod ham endnu en gang, som han valgte at tale til hende, hvor hun blev stående, hvor hun alligevel havde trukket hånden en anelse til sig. Hun kendte ham ikke og hun var vel bare det som man kunne kalde for en ganske typisk procianer? ”Er det så forkert af mig at have ondt af dig? Og det som du har gået igennem, samt det som du har påført alle andre?” spurgte hun stille og nærmest en anelse uforstående. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, for det var en skræmmende situation at stå i, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Ikke fordi at hun så væk fra ham, for et sted så var hun egentlig kun bange for at gøre ham sur og så kunne hun vel også bare frygte for de mange konsekvenser som det måtte føre med sig ellers, om det jo så var noget som man ville det eller ikke.
Lisas børn var virkelig alt for hende! Hun ville gøre alt for dem, hvis det var hende menneskelig muligt, og derfor skulle hun i den grad også hjem til dem og helst så hurtigt som det nu måtte være hende direkte menneskelig muligt! Hun blev stående og så på ham, også selvom han havde valgt at trække hende helt tæt ind til sig, hvilket kun gjorde hendes usikkerhed langt tydeligere end det som den havde været fra før af. Hun blinkede tydeligt med øjnene til hans ord. ”Det.. det er ikke nemt med femlinger alene.. Specielt ikke i den alder..” medstemte hun stille. Ikke fordi at hun var kørt træt i det eller noget som helst, for det var hun virkelig ikke, men hun prøvede virkelig bare at gøre det så godt som det nu måtte være hende menneskelig muligt! Hånden som strøg over hendes kind og videre over hendes læber, var noget som direkte måtte få det til at sitre i hende. Hun lukkede øjnene ganske let, kun for at vende blikket mod ham igen. Han opfordrede hende nærmest til at stikke af? Hun bed sig en smule i læben. Var det en leg? Ville han lege med hende inden han ville lade det hele gå galt? Ikke fordi at det var noget som hun kunne gøre noget ved, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg.. jeg vil bare hjem til mine børn.. hvis du forstår.. Så… lad mig tage hjem..” bad hun stille. Blikket søgte ganske forsigtigt ned mod hans hånd og så tilbage op mod hans ansigt. Ikke fordi at hun gjorde noget andet, end at tage et skridt baglæns igen, kun for at stoppe igen. Hun ville jo heller ikke gøre ham sur, hvis hun kunne blive fri for det.

[angelo]

Angelo var vokset op nogen moderlig omsorg, han havde kun haft sin far, der havde fået en søn med en kvinde som han ikke engang havde elsket. Han var vokset op med forskelsbehandling, da hans søster var blevet langt mere forkælet hvor han selv havde fået prygl. Han var blevet tortureret på de mest værst tænkelige måder, han var endda blevet voldtaget af sin egen far op til flere gange, han var faktisk ikke helt sikker på hvor mange gange, da det var så lang tid siden. At denne kvinde så så bort fra hans hårde ydre, der alligevel beviste at han havde været oppe at slås mange gange på mange forskellige måder, det indikerede at han ikke var bange for at gå i krig med folk og skabe intriger, og når han så tilmed var dødsengel så sagde det vel også sig selv? Så at hun nærmest betragtede ham som var hun betaget af ham, det gjorde ham en anelse usikker, selvom han ikke forstod hvorfor hun havde ondt af ham, han havde sagt at han havde gjort mere skade på andre end hvad han selv havde taget imod, sagde det hende slet ikke noget? Hvordan kunne hun se bort fra det? Hvorfor frygtede hun ham pludselig ikke?! Han kunne ærligtalt ikke blive klog på hende! Han kneb øjnene en anelse sammen. Han forstod hende virkelig ikke! ”Hvorfor bekymre dig om mig? Hvorfor ikke have ondt af alle de som jeg har dræbt? Af alle de, hvis liv jeg har ødelagt? Hvorfor have ondt af synderen og ikke de uskyldige? Hvorfor have ondt af mit væsen?!” For hver sætning havde han taget et lille skridt imod hende, så han var endt med at stå bryst mod bryst med hende, hvor han stirrede hende direkte i blikket. Han forstod hende virkelig ikke! Hans blik var fast og dog.. uforstående, forvirret, for hvorfor skulle hun dog have ondt af ham?! Hun burde mere være bekymret for sig selv! Tænkte hun slet ikke på alle de uskyldige han havde dræbt? Og at hun kunne blive den næste? Spørgsmålene væltede op i hans sind og uanset hvor mange gange han stillede sig det samme spørgsmål, så blev han slet ikke en tand klogere! Det frustrerede ham jo næsten!
At hun var blevet langt mere usikker på at stå Angelo tæt, kunne han tydeligt fornemme og se på hende, noget som gav ham følelsen af magt tilbage igen, noget der også gjorde ham langt mere sikker, for han hadede når folk faktisk formåede at gøre ham usikker, selvom det faktisk ikke var så svært, ikke når man ramte plet. Et kynisk smil gled over hans læber, som det var tydeligt at ingen medfølelse lå til ham, ligesom der heller ikke lå nogen respekt, og da slet ikke for en engel! ”Nej.. deres far er jo i Procias og ligger tæt med en anden kvinde,” svarede han lettere koldt, uden at smilet falmede det mindste, næsten som om han prøvede at stikke yderligere til hende, få smerten frem, få sorgen frem, få tvivlen frem. Et sted havde hun gjort ham nysgerrig. Han var ikke vant til at være mild eller nænsom ved andre, for hvorfor skulle han? Han betragtede hendes ansigt og udtryk, da han strøg fingeren over hendes læber, hvor han lagde mærke til at hun lukkede øjnene, han kunne mærke at det måtte sitre i hende, og et sted måtte det vel være af behag? Han var faktisk ikke helt sikker. Han betragtede hende lettere fraværende som han næsten var blevet helt betaget af denne.. omsorg? Han blinkede dog let med øjnene, som hun rev ham ud af sine tanker, da hun valgte at tage et skridt tilbage, hvor hans næsten endte med at vende blikket koldt imod hende. Han kneb øjnene ganske let sammen. ”Men jeg forstå det netop ikke.. Lisa. Som jeg forklarede dig, ligger der ingen empati eller medfølelse til hverken mit væsen eller mig, hvorfor tror du så at der skulle ligge forståelse?” spurgte han, som var det noget ganske logisk. Han rettede sig op smilede koldt og alligevel et sted beundringsværdigt. ”Du tænker mere på dine børn end dit eget liv.. jeg kunne slå dig ihjel på et splitsekund… hvorfor?”

[Deleted]

Alene den tanke om at denne mand var vokset op uden noget som helst, var selvfølgelig noget som gjorde Lisa direkte trist til mode, for hun brød sig ikke om den tanke. Der var store forskelle på lyset og på mørket, men det at se væk fra det som var der hvor man selv ikke var, var noget som selvfølgelig gjorde ondt. At han havde ødelagt og taget mange andre liv var nu heller ikke noget som forundrede hende noget som sådan, men hun havde faktisk mere ondt af ham end det som hun havde af de mange som det var gået ud over, for han gjorde det jo af en grund, ikke sandt? Hun havde hørt om Dødsengle som kunne holde sig i skindet – såvel som Destinys forlovede Fabian, som klarede det uden det største problem, så hun vidste jo at det var muligt, hvis det var noget som man ville det! Hun var slet ikke på at skabe intriger eller noget som måtte ligne det, ofr det ville hun slet ikke få det mindste ud af når det endelig måtte komme til stykket og det var noget som hun allerede nu måtte være godt klar over i den anden ende. Hun lyttede til hans ord, hvor hun selv lod hovedet søge på sned. ”Du har gjort folk skade af en grund.. Er det fordi at andre har gjort det imod dig? Det som man selv har oplevet er noget som genspejles i det voksne liv. Det er set så mange gange før.. Jeg har ondt af dig.. Det har jeg virkelig.” Det var ikke fordi at hun ønskede at fremstille ham som svag eller noget lignende i den stil, for det var slet ikke hendes mening, hun ønskede jo egentlig bare at forklare ham det, for han så jo ikke ud til at forstå det, hvilket var noget som gjorde hende usikker!
Familien betød frygtelig meget for Lisa og det at hun havde mistet halvdelen af den, netop ved at se Jason tage til Procias og derfor også lade hende være igen var noget som gjorde ondt. At han så begyndte at rode rundt i det, var noget som direkte efterlod hende med et kraftigt stik i hjertet, for det gjorde forbandet ondt. Hun lukkede øjnene ganske let, som hun virkelig prøvede at måtte tage sig sammen. ”Han er måske i Procias, men jeg ved.. hvor jeg har ham.” Et sted så var udtalelsen en anelse usikker, hvilket ikke var noget som hun kunne sige meget til, hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun var temmelig sikker på at han kunne føle det, hvis det var noget som man ville selvfølgelig. Hun vendte de himmelblå øjne mod ham. ”Alle levende væsner er væsner som føler.. Jeg er sikker på at dette også gælder dig. Du kan nære dig på smerte, du kan nære dig på sorg.. Men jeg så det før.. Du nød da jeg strøg dit kind!” påpegede hun med en ganske bestemt tone, selvom stemmen var lige så engleblid som den altid havde været. At han så endnu en gang var endt fuldkommen tæt på hende, var noget som gjorde hende forbandet usikker, for hun kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre. Hun bed sig en smule i læben. Hendes børn var virkelig hendes liv! Uden dem så vidste hun ikke hvad hun skulle gøre! ”Mine børn er virkelig alt for mig.. Jeg kan ikke uden dem..” endte hun dæmpet og med en tydelig usikker stemme, hun ønskede virkelig ikke at han skulle gøre hende noget! Hun ville hjem til børnene!

[angelo]

At hun fortsatte med at have ondt af Angelo, måtte faktisk komme bag på ham, for hvordan pokker kunne hun have ondt af ham, når han havde gjort det tifoldige tilbage mod alle andre, mod uskyldige, mod børn, som voksne? Han rørte ikke så meget børn generelt, medmindre de selv bad om det, det var mere dengang han selv havde været yngre, hvor han var gået amok på alt og alle. At hun så fastholdt at det var ham som hun havde ondt af, gjorde ham et sted vred, for han havde ikke bedt om hendes medlidenhed, han havde ikke bedt om hendes bekymring, og hun kendte ham bestemt ikke! Hans blik blev mere og mere koldt ved hendes ord, som han endte med at baske hårdt med vingerne, som en arrig rovfugl, hvor han knyttede hænderne ganske fast, imens han borede sine spidse negle ind i hans egne håndflader for nærmest at holde ham i skindet. Han ønskede at slå hende, for at sige ham imod selvom.. hun havde jo faktisk ret, og det beviste han kun ved at slå hende, så han tvang sig selv til at lade vær, for den tilfredsstillelse skulle hun bestemt ikke have! ”Ti stille!” Hans ord var ikke mere end en frustreret hvisken, som han ikke brød sig om den måde hun nærmest så direkte igennem ham på og læste ham som var han en åben bog. Hvorfor havde hun så let ved det?! Normalt var han gådefuld, mystisk og hemmelighedsfuld, folk havde svært ved at regne ham ud, hvad han ville og hvordan han faktisk var, men.. hvorfor skulle hun så, og så tilmed engel kunne se direkte igennem ham?! Det brød han sig bestemt ikke om! Han endte med at bore neglene så dybt ind i hans håndflader, at det begyndte at dryppe fra den ene hånd af hans eget blod, der ikke var blodrødt, men en anelse lilla, han mærkede sig dog ikke selv af det, da vreden måtte dulme det hele, hvor han ikke så væk fra hendes himmelblå øjne, som han stirrede vredt og alligevel frustreret ind i.
At det hele var vendt som på en tallerken var noget som gjorde Angelo langt mere sikker, for det andet, hvor det var hende som så direkte igennem ham, det brød han sig bestemt ikke om! At det stak i hende, som han nævnte Jason, fik ham kun til at trække på smilebåndet, som smilet forblev kynisk. Han kunne mærke sorgen og smerten i hende, noget som han kun nærede sig på, noget som kun frydede ham! Han vendte blikket mod hende, som de hvilede lettere intetsigende på hende. ”Hvis du ved hvor du har ham.. hvorfor er du så så usikker?” spurgte han ganske stilfærdigt og noget så morende. Han lod hovedet søge tænkende på sned, som smilet forsvandt ganske svagt. ”Jeg ved han har et rygte for at være ganske kvindeglad. Hvis han lod sig skilles med dig, til fordel for en anden kvinde, hvorfor skulle han så ikke tage goderne med sig?” spurgte han videre tilføjende, som var det ganske logisk. Et lille træk fandt sted i hans mundvig, som det morede ham at hun blev så usikker, for hun var vidst ikke så sikker på sin mand som hun gav udtryk for. Smilet falmede dog drastisk til hendes ord. Han nød hendes strøg?! Han bed tænderne sammen, som han kneb øjnene fast sammen. ”Jeg afskyr alt ved din race! Hver bevægelse, hver berøring, hvert blik, sågar hvert åndedræt! Du er kun heldig jeg ikke har dræbt dig endnu!” hvislede han fast, uden at han tog blikket fra hende. Hun burde prise sig lykkelig! Han fnøs til hendes følgende ord. ”Og jeg går ud fra at de heller ikke kan uden dig. Så du burde vælge at prioritere anderledes Lisa.. du burde tænke på dig selv, tænke på at overleve, i stedet for at tænke på dine børn!” svarede han glubsk, som et kynisk smil gled over hans læber.

[Deleted]

Lisa havde virkelig ondt af denne mand. Selvom hans navn måske ikke var kendt for hende, så var det slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun havde ondt af ham, hun havde ondt af ham på grund af det som var sket ham, det som han påførte andre, hvor det hele jo faktisk kunne spores direkte tilbage til hans person, så selvfølgelig var det ham som hun havde ondt af! De himmelblå øjne vendte hun roligt mod hans skikkelse og specielt til hans ord, hvor det også var tydeligt at hun havde ramt ham et meget ømt punkt. Hun hvinede svagt og krøb helt sammen, som han direkte endte med at råbe af hende, hvor det mest af alt kunne ligne, at han var fristet til at slå hende, hvilket hun bestemt heller ikke havde været ude på, på nogen som helst måde overhovedet! Han var frustreret hvilket samtidig også måtte vise hende, at hun kraftigt havde ramt ham et ømt punkt, hvilket nu heller ikke var meningen, men han havde spurgt og hun svarede. Det var der vel heller ikke noget forkert i? ”U-undskyld..” endte hun med en ganske så dæmpet stemme. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket. Hun bed sig let i læben og med blikket som måtte hvile på hans skikkelse endnu en gang, selvom hun var endt med at trække sig et stille skridt tilbage uden at hun egentlig havde tænkt over det, for det var egentlig noget som bare var endt med at ske og det var bestemt heller ikke noget som hun kunne gære for, for han gjorde hende virkelig usikker og det var bestemt heller ikke en behagelig tanke!
Jason var et af Lisas meget ømme punkter, netop fordi at han var i Procias og så langt væk fra hende af. Det var ikke fordi at det var en tanke som faldt hende i den gode jord, for det gjorde det bestemt ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket. Hun trak vejret dybt og bed sig i læben, idet at hun kraftigt rystede på hovedet til hans ord. ”Jeg.. mangler ham..” sagde hun stille. Det var jo ikke direkte usikkerhed, men ren og skær længsel, for han var jo trods alt så langt væk fra hende! Hans ord var noget som fik hende til at fornemme de tydelige knuder i hendes mave, hvor hun tydeligt også måtte bide sig selv i læben. Ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt, for det var noget som hun tydeligt kunne mærke sig af. ”Jeg ved udmærket godt hvilken mand han har været.. Det er anderledes nu, jeg kender ham og jeg kan mærke det..” Hænderne søgte til hendes eget bryst, som han selv var endt så tæt på hende. Et sted også en mulighed hvorpå at hun ønskede at forsvare sig, for hun ønskede virkelig ikke at blive ramt på denne her måde! Hans ord var noget som direkte fik hende til at krybe sammen endnu en gang. Hun havde da lige så meget ret til at være her som han havde! ”Jeg så det selv.. Jeg så hvordan du lukkede øjnene.. Uanset hvor meget du ønsker at gøre mig ondt, så nød du det!” Hun var temmelig sikker i den sag, for hun havde set hvordan han havde lukket øjnene i ren fryd! Hans ord gjorde hende virkelig usikker. Havde han da planer med hende? Hun trak sig endnu et stille skridt fra ham, kun efterfulgt af yderligere et, uden at hun så væk fra ham. ”Så lad mig tage hjem til dem..” bad hun endnu en gang og med den samme stilfærdige mine som tidligere. Ikke fordi at det var nogen hemmelighed, for det var det ikke, hun ville bare hjem til sine børn!

[angelo]

At hun blev bange for Angelo, hvinede og tilmed krøb sammen, var noget som næsten måtte gøre ham glad, for så vidste han da hvad han kunne forholde sig til, selvom det måtte irritere ham at hun nærmest læste ham som var han en åben bog, for det var virkelig det sidste han var! Eller var det? Han ønskede ikke at folk skulle tæt ind på ham, de skulle holde sig på afstand, for kom de for tæt ind på ham slog han dem nærmest ihjel af ren og skær instinkt, for han brød sig ikke om at have folk tæt inde på sig, han brød sig ikke om at de kendte for meget til ham, for så kunne de hurtigt finde hans svagheder og han stolede bestemt ikke på nogen som helst! Som hun undskyldte kneb han øjnene mere fast sammen. Han løftede den ene hånd som han pegede mod hende. ”Du ved ikke noget som helst!” vrissede han fast og ikke mindst irriteret, som han ikke veg blikket fra hende. Han tog sig ikke af at hun havde trukket sig et skridt væk, et sted gjorde det ham kun bedre tilpas, for så havde han hende ikke for tæt på sig, så kunne hun ikke røre ham og derved kunne hun ikke gøre ham usikker. Han bed tænderne fast sammen. Hun var en engel og det var mere end tydeligt, selvom det ikke ligefrem gjorde det lettere for ham, for han hadede og afskyede hendes slags! Han dræbte dem for sjov! Og så skulle hun have ondt af ham?! Hun burde mere tænke på sit eget liv i stedet for på hans! Han kunne flå hende levende og det ville hun være ligeglad med? Helt kunne hun næsten ikke tænke som en engel, for så havde hun vel også haft ondt af dem som han havde påført smerte, de som han havde dræbt? Hvor hun egentlig kunne blive den næste i rækken.
Det var ikke svært at finde Lisas svagheder, generelt når der var en mand i en engels liv, så var det klart at det var ham og eller børnene som var ens svaghed, sådan var det mere eller mindre for alle procianer, for han havde jo hørt det om og om igen og igen, det gjorde ham dog intet, for han ville naturligvis stikke så meget til hende som det var ham muligt, netop fordi han kendte til hendes svagheder og fordi det bragte hende smerte og dermed ham styrke. Han nærede sig på hendes sorg, hendes usikkerhed, smerten ved ikke at have dem man elskede tæt på sig og i hans øjne var det kun ynkeligt! Patetisk! Hvorfor dog give sig hen til en anden person? De var ikke andet end i vejen, en svaghed, noget som kunne trække én ned i sølet og hvem gad det? Han fnøs kortfattet til hendes ord. ”Du tror du ved hvor du har ham, for i princippet kan du aldrig vide dig helt sikker,” svarede han med et kort træk på skulderen, som han lagde de stærke arme over kors. ”Desuden.. hvis du elsker ham så højt.. hvorfor er han så gift med en anden kvinde og ikke dig?” spurgte han som var det en simpel ting, hvor han roligt vendte blikket mod hende med et kækt smil om læberne. Han kneb øjnene let sammen, som hun fastholdte at han havde nydt det, noget som faktisk måtte irritere ham. Han betragtede hvordan hun tog skridt væk fra ham og det var tydeligt at hun ville væk fra ham, at hun ikke ønskede at være her. Et lumsk smil gled over hans læber, som han gjorde en hurtig bevægelse imod hende, hvor han greb fat omkring hendes ene håndled og trak hende ind til sig, så han endte med at stå med fronten ind mod hendes ryg. Han lod de stærke arme falde omkring hende, hvor han holdt hende i et fast tag. ”Vil du se hvad jeg nyder? For tro mig.. du vil komme til at skrige,” endte han lettere dystert, som han vendte blikket mod hende. Han tog en dyb indånding, som han indsnusede hendes søde duft. ”Mm.. du er virkelig løbet ind i den forkerte.. engel..” Tydeligt at han ikke brød sig om hendes væsen. ”Og jeg siger det igen; du burde hellere bekymre dig om dit eget liv, end om dine børn.. for hvem siger at du slipper levende herfra?” Nu begyndte det sande jeg endelig at komme frem.

[Deleted]

Lisa havde ganske enkelt kun besvaret de spørgsmål som denne mand havde stillet hende. Selvom det måske ikke var helt de svar som han havde ønsket, hvilket var tydeligt for hendes vedkommende, også fordi at dette var den måde som han valgte at reagere på, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun bed sig let i læben, som hun tydeligt havde trukket sig et skridt væk fra ham, udelukkende fordi at han pludselig valgte at virke langt mere faretruende end det som han havde gjort til nu. Hun vendte blikket stille mod ham og med den direkte skræk i blikket, for hun havde virkelig ikke gjort noget som helst for at skulle gå op mod ham, for hun ville meget gerne være sikker på at hun kunne komme hjem efter alt det her, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Jeg har jo ikke gjort noget!” endte hun med en direkte panisk stemme, for hun havde virkelig ikke ment at gøre ham sur eller noget som helst! Hun havde bare besvaret hans spørgsmål sådan som hun så det, for hun havde virkelig ondt af ham og den mand som han var, for det var andre faktorer som spillede ind der! Det var vel også der at forskellen på hans og hendes slags måtte være? Direkte så hadet hun ikke hans slags som det tydeligt måtte være gengældt, men alene den tanke om at han så hende død, hvilket var noget som hun næsten kunne fornemme på ham, var noget som virkelig måtte skræmme hende!
Lisa var virkelig bange for at hun var endt med at træde ham helt forkert over tæerne, hvilket selvfølgelig var noget som fyldte hende med en direkte skræk, for det var ikke noget som hun havde bedt om! Hun havde bare haft brug for at få noget luft og det var noget som skulle ske hurtigt! Han gjorde hende bange og det at han kørte rundt i hendes børn og Jason var noget som kun måtte gøre det hele meget værre! ”Det… det vedkommer ikke dig!” endte hun lettere spydigt. Jason og hende havde jo indgået en aftale omkring dette og det var en grund som hun ikke ville have frem til nogen som helst, hvilket også var noget som hun havde lovet ham. Det var jo for Procias’ overlevelse og så måtte hun jo holde standen til at han ville komme hjem igen, for hun vidste at han ville komme tilbage til hende før eller siden! Hun trak vejret dybt, idet at hun gik væk fra ham og han tog fat i hende, hvor hun endte med at stå med ryggen mod hans bryst. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, for han gjorde hende virkelig, virkelig bange! Og nu hvor hun ikke så ham i blikket, så var det også langt nemmere for hende at genvinde det gamle fokus, så selvfølgelig var det noget som betød meget for hende selv. Hun bed sig let i læben. ”Jeg.. jeg har aldrig ment at gøre dig sur. Jeg skulle bare have noget luft.. lad mig gå.. lad mig nu tage hjem til mine børn..” Denne gang var der en direkte tryglende tone i hendes stemme, for hun ønskede virkelig bare at komme væk derfra og helst så hurtigt som det nu måtte være hende muligt! Hun endte med at vride sig let i hans greb, også for at give slip på hende. ”L-lad mig gå!” endte hun med en langt højere stemme, næsten i håbet om at der var nogen som faktisk ville være i stand til at høre hende!

[angelo]

Det var tydeligt at hun var blevet bange for Angelo, for han kunne jo direkte mærke det hos hende, selvom det kun gav ham smagen af magt igen, han genvandt kontrollen, for hun gav ham den jo netop ved at give ham sine følelser på denne måde. Hendes frygt var selv noget han kunne nære sig på, selvom det naturligvis mest var sorgen og den fysiske og ikke mindst psykiske smerte som hans slags nærede sig på, men de kunne også mærke enhver anden følelse folk havde, såsom hun i øjeblikket var blevet bange, hvilket han også kunne se på den måde som hun trak sig en anelse væk fra ham, for hun turde pludselig ikke være ham tæt mere, hvilket han jo så kun kunne glæde sig ved! Han hadede hendes tilstedeværelse! Og det værste af det hele var, at hun faktisk gjorde ham nysgerrig, for blev han først nysgerrig, så begyndte han at tale i stedet for at gøre handling, og det kunne han jo ikke bruge til noget! Et kynisk smil gled over hans læber, som han tydeligt måtte fryde sig over at se hende frygte ham, for det gjorde hun bestemt også klogt i! Hun havde allerede givet ham så meget, og hun kendte end ikke engang hans navn, det eneste hun vidste var at han var dødsengel, for det skjulte han bestemt heller ikke! Han endte dog med at fnyse ganske kortfattet, hvor han endnu engang faldt til ro og lagde armene over kors ved det muskuløse bryst. ”Jeg kunne flå dig levende.. og du vælger at have ondt af mig? Når jeg så har dræbt dig.. vil du så ikke mere fortryde dine ord?” spurgte han med en tydelig hånende tone, hvor selv et nedladende smil måtte kruse over hans rosenrøde læber. Det gav jo ingen mening at hun havde ondt af ham! For når han først ville begynde at torturere hende, så ville hun med garanti skifte mening! Det havde alle andre procianer gjort, som selv havde sagt at de havde ondt af ham, så hvorfor skulle hun være et særtilfælde? Hun ville sikkert hade ham, hvis han først begyndte at more sig med hende, hvilket blev mere og mere fristende!
At hun ikke brød sig om at Angelo snagede i hendes privatliv kunne han tydeligt høre, og det var noget som kun gjorde det langt sjovere for ham at blive ved. Det som dog morede ham mest, var at se hende blive helt spydig. Noget som han elskede at iagttage og observere, var når gode folk som procianer og som Lisa, først udgav sig for at være gode og blide, men at man så fremtvang en mere dyster side af dem, en side som fik det ’onde’ frem i dem, for alle besad ondskab, om de så ville vedkendes det eller ej, og det var det som han elskede at få frem i folk. Han lod dog emnet ligge for nu, da han pludselig havde fundet noget som gjorde ham langt mere interesseret. Det kyniske og lumske smil falmede ikke fra hans læber, hvor han pludselig havde fået et morende skær i de næsten sorte øjne. Som han greb fat i hende og tvang hende helt tæt ind til sig, kunne han tydeligt mærke hvordan hendes hjerte måtte begynde at slå hårdere og hurtigere imod hendes bryst, hvilket gav ham en dejlig fornemmelse af magt. Hun så måske ikke i hans blik, men han havde andre måder at fange hende på. Han holdt hende tæt ind til sig, med armene fast omkring hende. At hun direkte måtte trygle ham morede ham kun. Han slap en perleklar latter, selvom det var tydeligt at der var noget lusket bag den, bagtanker. At hun hævede stemmen, fik ham kun til at trække koldt på smilebåndet, hvor han holdt hende tættere og strammere fast som hun prøvede at vride sig fri. ”Sch.. vi er helt alene, ingen kan høre dig Lisa,” tyssede han roligt på hende og ordene blev udtalt i en rolig og næsten mild hvisken. Han strøg hende roligt ned over armen, som han næsten måtte bruge sine sensuelle kræfter på hende. ”Jeg har ikke gjort dig noget endnu.. har jeg? Så hvorfor er du bange?” spurgte han videre i en fortsat hviskende, blid og dog forførende tone.

[Deleted]

Lisa var virkelig bange for dette væsen. Det var ikke fordi at hun havde noget andet valg end at prøve at slå koldt vand i blodet, også selvom det på ingen måder var nemt for hendes vedkommende – om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det virkelig ikke noget som hun kunne gøre noget for i den anden ende. Tanken omkring dat være en dødsengel så nær var virkelig skræmmende, også fordi at hun vidste at han direkte hadet og foragtede hendes væsen, så var det virkelig ikke gengældt. Hun så virkelig ikke nogen grund til at skulle hade og foragte andre. Hun var et godt væsen, et som ønskede alle det bedste og selv havde ondt af dem, hvis de ikke havde de muligheder ligesom alle andre måtte ønske sig. Hun bed sig let i læben og med blikket hvilende på hans skikkelse. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han havde hendes fulde øjenkontakt og hele hendes fokus, for hun turde virkelig ikke at lægge det væk fra ham på nogen måde. Hun trak vejret dybt. ”Og alligevel har du valgt ikke at gøre det? Uanset hvad, så.. så har jeg ondt af dig. Jeg har ondt af det som folk har påført dig, jeg har ondt af dig fordi ingen har set den lidelse som du har rendt rundt med i årevis.. Den som jeg endda kan se i dig blik.. Og det vil aldrig ændre sig.” Det var bestemt heller ikke fordi at hun ville lyve for ham, for det var virkelig bare sandhed. Han spurgte og hun svarede. Det var virkelig ikke hendes skyld, hvis han blev direkte vred på hende!
Alle væsner havde en mere dyrisk side – inkluderet Lisa og det var noget som hun vidste, selvom hun normalt slet ikke ønskede at lade nogen komme frem på denne her måde. Hun ønskede slet ikke noget ondt, hun ønskede slet ikke at vrisse eller blive vred, fordi at han stillede spørgsmål, kom med konklusioner som slet ikke giver mening, for det var noget som direkte måtte gøre hende direkte irriteret på denne her måde. At han så direkte havde valgt at lukke hende helt tæt på sig, på denne her måde, var noget som gjorde hende mere panisk og mere bange end tidligere, ofr det var bestemt heller ikke noget som bragte hende nogen som helst former for behag på nogen måde! Han holdt hende fanget, han holdt hende låst fast og gav hende ikke muligheden for at komme derfra, så selvfølgelig var det noget som direkte gjorde hende irriteret, for det var slet ikke noget som hun brød sig om på nogen som helst måde overhovedet! Hun lukkede øjnene let som han strammet grebet. Ingen kunne høre hende, hvilket hun et sted også godt vidste. ”Lad mig gå.. Lad mig gå..” endte hun endnu en gang med en yderst tryglende stemme, hun havde aldrig nogensinde bedt om at blive fanget på denne her måde, og bestemt heller ikke af ham! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst som aldrig nogensinde før, som hun selv kunne mærke og tydeligt fornemme det; Der ventede hende noget i fremtiden med denne mand og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende. ”D-du er en dødsengel.. d-du hader mig.. og mit væsen..” Hun vendte blikket stille mod ham ved at stirre over sin ene skulder. Hans kræfter som en sensuel dæmon var noget som tydeligt havde sin virkning ind på hende, for hun havde intet forsvarsværk overfor en som ham. Han fangede hende.. på en måde som hun ikke brød sig om!

[angelo]

Angelo afskyede virkelig denne form for.. medynk! Han afskyede alle disse kærlige og omsorgsfulde følelser! Selvom han kendte heller ikke rigtig til dem, da han var vokset op uden, han var vokset op med tortur, prygl, vrede, had og sorg, han kendte ikke til medfølelse eller empati, han kunne ikke føle noget for andre, for.. hvad ragede de dog ham? Han kunne da være ligeglad! Alle hans instinkter bød ham på at slå hende ihjel, hun var faktisk bare heldig at han fandt hende en anelse nysgerrig, for ellers havde hun da været død på stedet! Hvorfor han dog følte denne form for nysgerrighed vidste han ikke, måske fordi hun havde berørt ham på en måde som ingen anden havde turdet? Hvorfor hun overhovedet havde gjort det vidste han ikke, for det kunne jo ikke være af frygt, for det fik hende jo til at trække sig væk fra ham, og det gjorde ham en anelse usikker, selvom det også gjorde ham nysgerrig på at vide.. hvorfor? Han kneb øjnene en anelse sammen til hendes ord. Hun havde faktisk ret, selvom han ikke var meget for at indrømme det, og han ville normalt flå folk når de begyndte at kunne læse ham så let som ingenting, men lige for øjeblikket undlod han at hidse sig op, selvom han bed tænderne fast sammen og lod hende tale færdig. ”Jeg er vokset op med lidelse, smerte og tortur, det er mig en hverdag, hvorfor have ondt af det? Jeg er vant til det, og påfører andre det, og kunne påføre dig det,” endte han kortfattet, som han endte med at lægge de stærke arme over kors ved det muskuløse krop. Et sted undrede det ham at han ikke havde flået hende endnu, men han ville et sted gerne se hvor langt han kunne presse hende, se om han kunne overskride nogen af hendes grænser, se om han kunne vække alt det onde i hende, ondskab som han vidste at alle besad.
At hun blev panisk ved at være Angelo tæt, var noget som han kunne mærke, og det var noget som han nød! Han nød at han kunne bringe folk denne form for ubehag, for det var trods alt noget som han nærede sig på, han var og blev en dødsengel, han bragte død og kaos med sig, så det var klart at folk burde frygte ham, for han var en sand dødsengel. Det eneste som faktisk ikke passede til ham og hans væsen, var hans halskæde, som han endda havde på i øjeblikket; sølvkorset, et kors der normalt viste at man var troende, noget som normalt tilhørte hendes slags, englene, som netop var guds børn, så et sted burde han vel slet ikke gå med et kors? Men det havde tilhørt hans mor og det var det eneste minde fra hende og det gjorde at han vidste at hun havde eksisteret. Han trak på smilebåndet til hendes tryglen, for det måtte virkelig more ham! ”Mm.. din tryglen er som sød musik i mine ører,” sukkede han næsten frydende, for han mente det, men det skulle bestemt ikke tolkes på nogen god måde! Hendes hamrende hjerte var noget der fik ham til at slippe en kold og skadefro latter, inden han vendte blikket mod hende, som hun selv prøvede at se mod ham over sin ene skulder. ”Åh ja.. jeg hader og foragter dit væsen, jeg hader og foragter din sødme prædiken, for det er typisk I procianere, typisk I engle, så ja.. jeg har lyst til at flå hjertet ud på dig,” fortalte han sandfærdigt og dog helt roligt, som var det et normalt emne at tale om og normale ord at sige. Han lod hovedet søge en anelse på sned, så han bedre kunne se ind i hendes himmelblå øjne, hvor han gjorde sit greb omkring hende en anelse løsere, for hun ville ikke flygte, det tillod han ikke. Han løftede den ene hånd og strøg hende langs kæbelinjen, hvor han brugte sine sensuelle kræfter til at holde hende rolig og holde hende tæt ved sig. ”Men jeg har ikke rørt dig endnu.. har jeg?” Han hævede det ene øjenbryn sigende og dog med et morende blik.