Long day...

[Deleted]

Valencia havde haft noget af en stressende tid, ikke nok med en del arbejde hun havde, men så havde hun haft problemer med sine spioner og så havde hun ligget delvist smadret i sengen i omkring 4 dage hvilket havde fået arbejdet til at hoppe sig op om ørerne på hende. Hun var dog kommet sig, og havde straks taget fat på arbejdet hvilket havde gjort denne dag til en lang dag. Hun havde efter al arbejdet taget en tur til Den brændende Flamme i Manjarno hvor hun kunne afstresse med en drink. Her havde hun sat sig på en stol efter at have trukket den sorte kappe af. langs siden havde hun et sværd hængende som hun løsnede og lagde over kappen på en stol ved siden af hendes. Tilbage var der kun en dolk ved hendes bælte, og adskillige dolke inden under tøjet. Hun var klædt i sort, en sort corsage, en sort nederdel og sorte trusser under. På benene bar hun lange sorte støvler med lav flad hæl. Hun placerede de slanke ben over kors. Et glas vin blev sat ned foran hende og hun hævede brynet for hun havde intet bestilt. Manden der havde sat sig nikkede hen mod en person der havde sagt hun skulle have den.


Outfit: Clik

[tobias]

Dagen i dag havde Tobias brugt på at vandre mod Manjarno. Han havde gået hele den lange vej igennem skoven for at komme til grænsen. Han var nemlig til engen for at se om en speciel blomst var begyndt at blomstre der endnu, eller om det var umuligt for ham at finde. Men da hele eftermiddagen var gået i den bagende sol, valgte han at gå ind til byen og tage et hvil, inden han ville tage den længere vandring hjem igen. Han havde ikke haft held med blomsten, så det ærgrede ham grueligt. Han kom forbi den brændende flamme og tænkte, at han ville have en forfriskning inden han gik hjem. Han åbnede derfor døren og gik med et smil på læben op imod baren, hvor han bestilte et glas vand. Han fik det for ret billige penge og fandt et lille 2 mands bor bagerst i baren, hvor han satte sig ned og tog lidt af sit vand. I dagens anledning, bar han en ternet skjorte og et par mørke bukser, samt et par lædersko. Hans hår strittede og var endnu kort rundt i siderne. Lige nu var hans ærmer smøget ned, så man kunne ikke se nogle af hans mærker/tatoveringer lige nu. Et tilfredst suk gled over hans læber og han tog en ny tår af det friske kolde vand.

[Deleted]

Valencia hævede brynet af fyren men endte med at nikke til ham og lade et af sine blændende smil glide frem. Hun lod blikket forlade ham og glide rundt, få sekunder efter faldt det på en fyr der stod henne ved baren, han virkede… sød. Ja for sød hvis man spurgte hende, og sød var langt fra positivt for hende, en fyr skal ikke være sød, stærk men ikke sød for sød betød skvattet. Hun smilede ved synet af det glas vand der blev skænkede op til ham, vand? Helt klart et skvat. Hun rystede på hovedet og løftede vinglasset op til sine læber inden hun rejste sig op. Hun spændte sværdet rundt om livet og tog kappen over det ene arm. Hun tømte glasset af vin og gik op til baren ved siden af fyren. Hun standsede ved baren og smilede til bartenderen der smilede tilbage ”En øl” sagde hun og denne nikkede, hun skævede til fyren ved sin side ”Jamen hej søde… skal du ikke have noget stærkere” spurgte hun med en lettere nedladende tone.

[tobias]

For en gangs skyld, lagde Tobias end ikke mærke til at der var nogen der kiggede efter ham. Han plejede ellers altid at ænse når nogen skævede efter ham, men han var ret upåvirket lige nu. Bare glad for at han kunne få noget vand, da han var utrolig tørstig. Han havde slet ikke drukket noget siden han var gået hjemmefra til morgen. Nok ville de mørke væsner der holdt til her anse ham for et pjok og det var han vel egentligt også, for han kunne ikke stå op imod mørke væsner. Han gik i baglås og kunne intet, andet end bare at… lade dem gøre ham noget? Indtil det til sidst gjorde for ondt eller blev for meget og hans hjerne endeligt gik i gang igen og han reagerede med at skrige eller prøve at flygte. Det var ret forskelligt. Men han havde kun haft en ubehagelig oplevelse med mørket, så det havde i hvert fald påvirket ham til den dag i dag. Også at de havde ødelagt skoven, hans kæreste eje. Han drejede lidt frem og tilbage på barstolen, men med fronten vendt imod baren og det bagved. Han løftede sig glas og drak vandet færdigt og skubbede det over bordet til bartenderen. Han kiggede op på kvinden ved sin side og så på hende med sine bladgrønne og lyse øjne. "Nej tak," sagde han blot med et høfligt smil.

[Deleted]

Hun fnøs ved hans svar, ja som om hun havde regnet med andet. ”Åh du er vel for ung til den slags…” svarede hun ironisk og lagde hovedet på skrå og skjulte et gab bag håndryggen. Øllen blev sat foran hende og hun blinkede til bartenderen som smilede kækt tilbage til hende. Hun satte sin kappe fra sig på barstolen inden hun satte sig på den. Hun tog en slurk af sin øl og strakte sig efterfølgende dovent. ”Hvad laver du ud af sengen så sent knægt…” spurgte hun få sekunder efter, hans mor måtte da været bekymret for ham. Tanken fik hende til at smile for sig selv, et køligt ubehageligt smil. Hvor ville det være sjovt at sende ham hjem i en ligpose. Tanken fik hende til at gyse af velbehag. Hun havde bemærkede hans høflige smil, ja høflig, sød og mors dreng, det var vel hvad han var. Hun trak sin dolk frem og gav sig til at lege med den, hun elskede dolke, de var så effektive. Hendes blik fulgte dolken fra skede til blad og tilbage igen inden hun tog endnu en slurk af sin øl. En fyr dukkede op bag hende, lagde armene om hende bag fra og hviskede hende noget i øret som fik hende til at le "Nej nej... først overmorgen" svarede hun, strøg hans kind uden at se på ham og fornemmede hvordan han gav slip og smuttede igen. "Fræk aftale Valencia?" spurgte bartenderen muntert "Det kunne du lide at vide hva" svarede hun drillende og fik en hovedrysten som svar.

[tobias]

At pigen antog at han var for ung, fik ham til at smile lidt. Han måtte dog se væk, for ikke at virke komplet åndsvag. Han trak vejret roligt, pustede ud med et suk og fik sit normale ansigt igen. Han så tilbage på hende og lagde hovedet let på skrå. Kiggede på hende med sine grønne øjne. Han undlod bare at svare og vædede let sine læber. Han lagde en albue mod bordet og lod sit hoved hvile i hans håndflade, mens han betragtede hende drikke af sin øl.
"Der er ikke ligefrem nogen til at bestemme min sengetid," sagde han kortfattet. Ikke irriteret, ikke på en forsvarende måde. Blot for at konkludere for hende, at han ikke var en lille morsdreng. Den eneste forældre-agtige person han havde kendt var hans lærermester. Og han var nu væk, borte. Han sendte hende et neutralt smil og lod hans blik følge hendes dolk, da hun tog en frem. Han sank en klump men lod det ikke komme til udtryk. Hvad skulle hun dog med sådan en? Han kiggede mod sit glas, som bartenderen tog og sendte til vask. Han løftede blikket mod en fyr der kom og omfavnede kvinden. Han vidste ikke om han skulle præsentere sig eller ikke? Det kunne han vel ligeså godt. Da hun havde svaret bartenderen, præsenterede han sig:
"Jeg hedder Tobias," sagde han kortfattet og af let høflighed.

[Deleted]

Åh var hans mor død? Ikke at det betød noget, men så var det jo ikke spor sjovt at sende ham nogen steder i en ligpose. Hun overvejede det kort, hvad skulle hun bruge resten af aften på? ikke arbejde, så hun kunne lige så godt hygge sig med at pine og plage denne unge mand. Men måske skulle hun skifte taktik, for hans blik på hendes dolk sagde hende at han ikke var den der bar våben eller kom nær den slags, hvad brugte knægten dog sin tid på? at snakke med dyrene? Endnu engang fik tanken hende til at smile. Da han valgte at præsentere sig vendte hun nu opmærksomheden mod ham og lagde sin dolk helt væk. Ja måske skulle hun skifte taktik hvis hun skulle komme nogle steder. ”Jamen hyggeligt at møde dig… som bartenderen netop sagde.. hedder jeg Valencia” svarede hun med et skævt smil over læberne. ”Sikker på du ikke skal have noget stærkere at drikke?” spurgte hun igen. Hun betragtede ham med sine grålilla øjne som var så meget anderledes end hans bladgrønne øjne. farven var flot, men det sagde hende intet. ”Hvor er du så fra?” spurgte hun og drak mere af sin øl.

[tobias]

Tobias anede intet om sin mor eller far. Han huskede intet fra sin barndom. Det eneste han huskede var hans afdøde lærermester, som skovbranden havde taget fra ham. Han havde ingen, kun ham selv. Et sted noget som redede ham fra mørke mordere, de fandt det måske ikke sjovt når ingen ville savne ham? Det var i hvert fald hans tanker. Han trak vejret roligt ned i lungerne og pustede ud gennem næsen, for ikke at puste direkte til hende. Han vidste ikke hvad der gik gennem hendes hoved og det priste han sig næsten lykkeligt for, for der var noget uhyggeligt over hende. Han nikkede mod hende for at vise hende, at han faktisk også lyttede. "Hyggeligt at møde dig," gengældte han af høflighed, men med en ganske neutral tone. Valencia. Det navn havde han umiddelbart ikke hørt før, det sagde ham i hvert fald ikke noget. "Nej tak jeg skal gå hjem…" sagde han og hun spurgte hurtigt efter, så han kiggede hende bare i hendes grålilla øjne og fortsatte på sin forrige sætning; "...til skoven." Afsluttede han. Der var han fra. Han betragtede hende drikke sin øl og lagde hovedet let på skrå, fortsat med hovedet lænet mod hans hånd.

[Deleted]

Hun betragtede ham roligt idet han svarede. Skulle han gå hjem? Hvilke race var han? han boede sikkert i Procias, eller måske Manjarno. Under alle omstændigheder så skulle han gå hjem, ejede han ingen hest? Næppe! Hun havde syntes han var en skvat fra første øjeblik så det undrede hende nu ikke. Hun lagde hovedet på skrå ved hans svar på hvor han boede ”Elever? Druide?” spurgte hun, for det var de to racer der elskede skovene allermest. Men måske hun tog fejl? Hun strøg hånden gennem håret og tømte med et træt suk øllen. Der kom flere folk som sekunderne gik og larmen steg om muligt endnu mere, det var irriterende med støj især når man havde haft en langt dag men hun kunne jo ikke bede dem holde kæft, så måtte hun jo gå hvis hun ikke brød sig om larmen. Hun lod tungespidsen bryde læberne og fugte underlæben inden hun tømte glasset helt og skubbede det fra sig. Nogle mønter dukkede op ad lommen og hun satte dem på bordet.

[tobias]

Tobias kunne fornemme at en masse tanker løb igennem hendes hoved. Men hun måtte grove tænke, selvom det også så ud til at gå hurtigt. Han kiggede mod bartenderen, overvejede om han skulle få lidt mere vand eller bare lade vær? Han var egentligt ikke tørstig mere, så han bestemte sig for at lade vær. Han kiggede på hende, han havde aldrig drukket. Han ville aldrig udsætte skoven for hans fuldhed. Skoven hans hjem og det han værdsatte højest. Han ejede ingen hest, da han ikke ville eje en. De skulle være frie til at leve for dem selv. Han smilede af hendes spørgsmål, så vidste hun da noget om race-kundskab. Noget han selv havde studeret, men ganske lidt. Han huskede heller ikke så meget af det, så alt han vidste om hende var at hun var mørk. "Druide," svarede han roligt. Men man kunne jo også udelukke elver, for man kunne ikke se hans øre da de var helt fri af hans hår. Han trak vejret dybt ned i lungerne. Han kunne godt fornemme at larmen steg og det irriterede ham egentligt, for han var vant til skovens stilhed. "Sikke dog en forfærdelig larm," sagde han lidt for sig selv, dog højlydt alligevel.

[Deleted]

Han behøvede jo ikke drikke sig fuld. Når men det var hun jo sådan set ligeglad med, hun kendte ham jo knap nok. Endelig svarede han på hvilke race han var, og hun nikkede. Hun kunne have sagt sig selv at han ikke var en Elver, han manglede de spidse ører, og noget af disses udstråling. Hun smilede skævt, og nikkede. Hun skjulte et gab bag den ene hånd og dog måtte hun bryde ud i en fløjlsblød latter ved hans næste ord ”Når man er van til larmen bemærker man den knap” svarede hun og lænede sig frem mod ham ”Måske skulle du ikke visse så tydeligt at disse steder ikke er nogen du kommer tit” hun lod blikket glide rundt ”Folk her.. spiser folk med hud og hår bare de tror de kan få noget ud af dem” hun tav og rettede sig op inden hun med en let og elegant bevægelse sprang fra sin stol. Hun svang kappen rundt om skuldrende og så smilede et frækt smil ”Jeg kender et stille sted som en som dig der elsker naturen vil nyde” sagde hun. Åh! Det her ville blive sjovt hvis hun ellers kunne lokke ham med ud.

[tobias]

Tobias betragtede hende og overvejede hvad hun tænkte over. Han vidste ikke meget om hende og det var måske forkert at dømme hende til at være af mørket. Men hendes udstråling sagde ham bare, at hun i hvert fald ikke var procianer. Hendes latter strøg en sødme omkring ham og fik ham ubevidst til at rette sig op og lade vær med at støtte sit hoved i hans hånd. Han smilede let til hende. Han ønskede at tro på det bedste i alle, men alligevel endte det tid med at gå galt. Sidst han var støt på en mørk race, var han gået helt i stå. Han lyttede til hende. Havde han virkelig sagt det så højt? "Er sjældent i blandt så mange folk," svarede han lavmælt og kløede sig let i nakken over hans korte hår, som føltes ret bløde i hans håndflade. Han blev siddende og kiggede på hende, da hun kom imod ham. "Det var… øh… heller ikke meningen at sige det så højt," hviskede han nærmest og bed sig let i læben, da hun snakkede videre. Han sank en klump. Var der virkelig så meget mørke i Manjarno? Men det var jo selvfølgelig et neutralt land. Han blinkede let med sine grønne øjne og så som hun gled ned af stolen ganske elegant. Han drejede selv rundt og gik af stolen. "Jeg skal jo også hjemad før det bliver alt for mørkt," sagde han tankefuldt og lavede en høflig gestus til hende, for at vise hende mod døren. Han fulgte selv efter.

[Deleted]

Hun smilede over hans ord og nikkede ”Jamen det er jo forståeligt, du lever jo i skoven og der er for det meste rimelig stille” svarede hun med en sødme i stemmen der nok ville få folk der kendte hende til at le, især fordi hun er en person der er så meget dækkede af ondskab og hjerteløshed at hendes latter slet ikke passede med hendes personlighed, den var for levende. Da han sagde at det ikke havde været meningen at sige det så høj smilede hun og blinkede venligt til ham ”Shh.. så er det der jo ikke andre end du og mig der hørte det” sagde hun og holdt en finger for munden og virkede helt hemmelighedsfuld. Da han sagde at han alligevel skulle gå smilede hun, bingo! Knægten gravede sin egen grav! Om hun havde planer om at slå ham ihjel var det ikke lige noget hun vidste, men det ville hun finde ud af når aftenen var omme. At slå ihjel var ikke svært for hende, men hun orkede det virkelig ikke så mon ikke hun bare legede lidt med ham, bildte ham ting og sager ind inden hun ødelagde hans liv, eller noget af den. Hun vendte om på hælen og smuttede hen mod døren, hun kastede et blik over skulderen og kunne se at han fulgte efter. Snart stod de ud idet friske aftenluft.

[tobias]

"Netop," svarede han som det første på hendes ord. Hendes sødme virkede umiddelbart meget forkert til hende og som et påtaget træk. Det var blot en indskydelse. Han var ikke god til at blive klog på folk der sådan gik ind i følelser eller spillede på andre følelser end de var. Han kiggede på hende og tog en dyb vejrtrækning. Lige nu følte han sig ikke truet, for han gik ikke i stå. Det var da altid noget, så kunne han jo også komme hjem i aften. Han blinkede let med øjnene, da hun blinkede til ham. Han nåede ikke at svare i hendes ord, før hun lagde en finger over hans mund og han kiggede kort ned. Munden var helt lukket. Han trak vejret dybt.
Da de stod ude i den friske brise, vendte han hovedet mod vinden. Det rev blidt i det strittende tophår han havde og nød den friske luft. Han lukkede øjnene. Han pegede en vej, for den vej skulle han for at komme hjem. "Jeg skal den vej," sagde han. Vidste ikke om hun ville gå med eller bare lade ham gå selv? Men i hvert fald, begyndte han at gå den vej.

[Deleted]

Da han udpegede en vej måtte hun jo lade som om hun skulle samme vej for at hun kunne få ham for sig selv. ”Også mig.. kan vi følges?” spurgte hun idet hun kom op på siden af ham. Hun vidste at det ikke nyttede noget at spille skrøbelig og en uskyldig lille pige for hendes påklædning sagde noget helt andet, desuden var han i hendes hoved en slapsvans så han kunne næppe være en gentleman og tage hende under armen med beroligende ord som gode mænd ellers havde for vane. Hun nøjes derfor med at opføre sig nogenlunde venligt og være åben og social ”Kommer du tit til byen?” spurgte hun. folk som ham og med hans race foretrak jo naturen, skovene, og stilheden. Han havde jo selv sagt at han havde fået hovedpine af at sidde derind og han havde ikke engang været derinde særlig længe. Men måske havde han bare stærke sanser så lyde hurtigt kunne blive for meget for ha? Folk var jo forskellige.