Long day...

[tobias]

Et smil passerede Tobias' læber du hun gik med ham. Han kunne fornemme at hun også skulle den vej, men det kunne jo være hun skulle dreje af på et tidspunkt? Hun skulle vel næppe til Procias. "Ja, det kan vi da," svarede han høfligt. Han kiggede mod hende. Han var faktisk en høflig person, man han havde stort set kun nærkontakt med planter og dyr. Så det at tage hendes under armen ville ikke ske. Han havde aldrig oplevet kærlighed på et 'menneskeligt' plan, da han ikke forstod sig på det. Hun forvirrede ham lidt nu, ved at være sådan åben og social. Men det var fint, så behøvede han ikke bekymre sig lige nu. "Jeg skulle finde noget i engen, men det var der desværre ikke. Så jeg gik helt herind for at få lidt at drikke," svarede han. "Det er som regel det eneste tidspunkt jeg er herinde, hvis jeg mangler væske," tilføjede han. Han så mod hende. Hun lignede mere end der tit gik i byen end han selv gjorde. "Hvad med dig?" spurgte han dog, for at holde samtalen kørende. Han kiggede til siderne. Mørket faldt tungt i gyderne, så det skræmte ham lidt og fik ham til at sætte farten ganske let op.

[Deleted]

Han havde intet imod at de fulgtes hvilket kun var godt, for ellers ville det blive et problem at skulle finde en grund til at holde sig tæt på. Hun lyttede til ham idet han svarede og nikkede, hun bemærkede at han satte farten op og smilede, endnu bedre, så kom de i hvert fald hurtigere hen til det sted hun havde i sinde at standse ham. Hans spørgsmål rev hende brast ud af sine egne tanker hvor hun så for sig hvordan hun ville pine ham til han faldt i knæ for hende. Noget sagde hende dog at han ikke ville være svær at få til at falde i knæ for hende. ”Jeg må indrømme at jeg arbejder for hårdt til jeg har tid til at være derinde, men jeg tog en tur derinde nu hvor jeg var færdig med arbejdet” de drejede nu om et hjørne hvor gaden pludselig blev helt stille og mørkere, bingo! ”Men ved du hvad!? jeg har lige opdaget at jeg vist stadig har noget arbejde” hun greb fat i hans håndled og med en hurtig og erfaren bevægelse skubbede hun ham op ad den nærmeste husmur.

[tobias]

Tobias gik roligt, byen kendte han ikke så godt. Kun den vej han gik de gange han endeligt var her. Han vædede let sine læber og kiggede mod himlen, mørket sænkede sig hurtigt. Hvilke tanker der gik igennem hendes hoved var han umiddelbart ikke sikker på, for lige nu virkede hun da ret venlig. Han trak vejret dybt og pustede roligt ud. Der var jo intet i skyggerne vel? En lille fredelig sidegade i Manjarno? Hans tanker gjorde ham faktisk bare mere skræmte. Sidegade. Han nikkede til hende. "Ja okay, det jo dejligt med en pause," sagde han roligt. Overvejede hvad hun dog arbejdede med? Mange tanker nåede ikke at gå igennem hans hoved som de rundede hjørnet. Hendes ændring i stemmen fik ham til at se hurtigt på hende, idet hun greb fat i ham og skubbede ham op af væggen. Alt var stille og mørkt. Han stivnede, mærkede hans hjerte hamre og få blodet til at cirkulere i hele kroppen. Han var skræmt og han stod og stirrede på hende. Han sagde ikke et ord, han kunne ikke engang råbe op eller skrige på hjælp. Hele verdenen var som gået i stå.

[Deleted]

Hun fornemmede hvordan han stivnede. *Fjols* tanken kunne ikke andet end strejfe hende når han bare gloede på hende idet hun skubbede ham op ad den kolde mur. Han virkede helt skræmt, hans øjne hvilede intenst på hende og nærmest ikke blinkede. Frygten lyste ud af ham så det var lige til at grine over. Hun rystede på hovedet af ham ”Hvor er du dog naiv knægt… hvor gammel er du? 150? 200? Ikke engang” sagde hun køligt og med et frækt dog iskoldt smil over de fyldige læber. Hendes intense øjne, med den usædvanlig grålilla farve virkede langt mere døde og tomme end de havde gjort for nogle enkelte sekunder siden. Han var jo dum! Snotdum! Hun slap ham ikke, stillede sig derimod helt tæt på ham. Han var ikke engang meget højere end hun selv, tværtimod måtte hun være omkring de 5 centimeter højere. Hun lænede sig indover ham, strøg hans kind med den ene hånd ganske forsigtigt [color=Teal”Hvorfor så bange… hvad frygter du jeg gør ved dig?”

[/color]spurgte hun med en hviskende stemme helt hen til hans øre. Hvorfor hun gjorde dette? Ikke rigtigt af nogen grund, hun havde nogle aggressioner hun ville have ud så hun havde lige fundet sig en boksepude. [/blockquote]

[tobias]

Tobias stod fuldstændig stille. Han var ikke vant til sådan noget her, at folk greb fat i ham. Krævede noget af ham eller bare ønskede at lege med ham som de lystede. Det var noget som han kun havde oplevet en gang og det havde givet ham frygt nok. Han følte sig dum, men han kunne ikke se sådan på folk hvad de ville medmindre de viste det tydeligere. Hun havde i hvert fald narret ham på det groveste. Han stirrede hende ind i øjnene og stod fuldstændig stille. Den eneste lyd var draget af hans åndedræt der kom fra hans lunger som en tung pusten. Han følte ikke for at sige noget til hendes ord. Han vidste godt hvor gammel han var. Og han var endda yngre end det hun påstod. Det frække og kolde smil fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham og han kunne slet ikke sige noget. Han åbnede munden men ikke en lyd kom - kun endnu et tungt pust af hans ånde. Da det værste chok havde lagt sig, kunne han alligevel fremstamme et lille svar. "121," hviskede han nærmest. Hans sind holdt ham stadig fra at skrige op eller gøre modstand, det faldt ham bare ikke ind. Han trykkede sig ind mod muren hvis det overhovedet var muligt at komme tættere på og kiggede på hende, faktisk en smule opad. Han følte sig lille. Men det var han jo egentligt også et sted? Han sitrede helt, da hun strøg hans kind. Han kunne ikke svare, stirrede bare på hende. Det eneste han gjorde var at trække på skuldrene, da han jo sådan set ikke vidste det. Hvis han sagde noget, kunne det jo måske også give hende for gode ideer? Ja, så han lod bare vær med at sige noget.

[Deleted]

At han følte sig dum var vel ikke underligt, for han var dum.. ifølge Valencia i hvert fald. At hun nu ville lade sin frustration og vrede, irritation og forvirring alt sammen gå ud over ham var han et sted selv uden om. Han var i hendes hoved ikke andet end et dumt, uskyldigt barn der ikke anede hverken hoved eller hale. Et barn der ikke vidste at verden var fuld af ondskab og at han derfor bør tage sig i agt. Han var så naiv, så godtroende, han var bare alt i alt… for god! Ja så god at det gav hende kvalme. Inderst inde misundte hun ham dog at kunne leve livet sådan, tro at alt var harmonisk og idylsk. Vreden i hende blussede om ved de tanke, nej hun misundte ham intet! Ved hans svar på hans alder brød hun ud i latter, ”Hold mund knægt!” hvislede hun vredt, hun havde ikke ment det som et rigtigt spørgsmål, desuden så det ud til at tage en del på hans kræfter at skulle sige noget så bange som han var. Da han skubbede sig – hvis det da overhovedet var muligt for ham – længere op ad muren smilede hun ”Åh søde… du kommer ikke væk lige foreløbigt” hviskede hun atter i hans øre. Hendes læber var nu lige ude for hans øre. Hun lod tungespidsen strejfe hans øre mens hun trak sin dolk ud af dens skede hvor dan hang i bæltet. Den lod hun stryge hen over hans kind med den flade side så han kunne fornemme bladets kulde og ikke være i tvivl om hvad det var hun holdt i hånden.

[tobias]

Tobias kunne ikke gøre for hans naive sjæl. Normalt omgik han jo kun planter og dyr, og de sårede ham ikke. Han healede skoven. Den eneste kontakt med mennesker var faktisk hvis han var kaldt som hjælp til at heale nogen. Han stod klinet op af væggen, så tæt han kunne. Han følte ikke at han kunne ånde og hele hans verden gik i stå. Han vidste godt at verdenen også var ond, det kom bare sjældent til hans skov. Det havde han faktisk kun oplevet en gang og det var gået galt nok. Hans øjne flakkede og han vidste ikke hvor han skulle se hen. Han stirrede bare ud i mørket, nu da hendes hoved var helt tæt mod hans øre. Så hendes hoved lå jo ved siden af hans. Han var nok stadig et barn, men han havde jo også kun sig selv. Han havde mistet sin mester, da mørke væsner havde ødelagt Procias' skoven. Han sank en klump. Det var en uheldig dag. Han havde ikke fundet den sjældne blomst han havde søgt og nu stod han her, ude af stand til at råbe om hjælp pga. den lammende frygt og fanget i kløerne på det rene mørke. Han var holdt op med at sige noget og hendes stemme fik ham bare til at gå endnu mere ind i sig selv. Han bed tænderne sammen ved hendes hvisken i hans øre. Hvorfor… Hvorfor ham? Hvad havde han nogensinde gjort for at skulle straffes på denne måde! Han sitrede helt da hun lod tungen berøre hans øre og han vendte hovedet væk med et gys. Det var dog ubehageligt og ukendt. Det flade æg fra kniven fik ham til at stå mussestille. Han turde knap nok trække vejret, så det var en meget forsigtigt vejrtrækning gennem næsen.

[Deleted]

Kniven strejfede ham i en langsom og mon ikke smertefuld bevægelse hen over kinden. Det kunne heales og ikke efterlade sig noget ar, men på samme tid kunne hun efterlade ham ar der slet ikke kunne heales, nemlig ar på sjælden. Måske havde han nogen i forvejen, men det kunne hun jo ikke være sikker på. Om det var synd for ham? Ja helt klart for han var offer for hendes dårlig humør, vrede, frustration og forvirring. Hun valgte at skyde skylden på Michael, manden havde gjort hende så forvirret omkring sig selv at hun måtte finde sit gamle jeg ved at lade det gå ud over uskyldig. Netop det manden allermest ville hade ved hende, hun ville prøve at få ham til at hade hende, hun ville prøve at ødelægge ham som han havde ødelagt hende. så man på det fra en mere rationel side var de nu hendes egen skyld, hun havde opsøgt ham, tilmed to gange. Med et suk mod denne unge mand øre smilede hun svagt. Sukket havde lydt grundet lugten af blod der nu havde nåede hendes skarpe sanser. Hun tvang hans hoved den modsatte side og kunne nu bedre se striben af blod, så vidunderligt. Og sikke en farve! Hendes tungespids løb hen over den idet hun smagte på blodet. Godt nok drak hendes race ikke blod, men det betød ikke at hun ikke havde smagt på andres før. hun sukkede igen, lod dolken glide ned over hans hals hvor den trak endnu en stribe blod med sig idet den delte huden ganske overfladisk i to.

[tobias]

Kniven der skar en rift i hans kind kunne han tydeligt mærke. Et gisp brød hans læber som det eneste. Den eneste lyd han ville lave, smertende gisp og andre lyde. For skrige op, det kunne hans sind slet ikke omsætte. Ikke lige med det samme. Det skete dog nok før eller siden. Han ville selv kunne hele den, så det betød ikke så meget. Hans hjerte galoperede som 10 vilde heste der lød ud over engen. Han lukkede øjnene, for han kunne jo alligevel ikke se det mindste. Hendes tanker var ham heldigvis ukendte, for han behøvede ikke mere skræk lige nu. Maximum stadiet var allerede overskredet af hvad han kunne klare. Han trak vejret dirrende. Det eneste han vidste var, at han nok blev brugt som boksebold for hendes frustration. Sådan var det med mørke væsner af hvad han vidste, de fandt nogen at slå på så de selv fik det bedre. Han kiggede mod siden, da hun tvang hans hoved der mod. Han pustede tungt ud og kneb øjnene sammen. Hun slikkede ham over kinden? Det gav ham bange anelser, men hun kunne næsten ikke være vampyr. Så brugte hun vel ikke en kniv? Nej hun måtte være noget andet. Han gispede slet, da hun skar ganske overfladisk mod den. Føltes som at få en rift, der begyndte at bløde, hvis man gik imod en gren i skoven.

[Deleted]

Hans vejrtrækning afslørede hans frygt. Han lod hende faktisk gøre det uden at kæmpe imod, se det skete ikke hver dag, normalt var hun van til modstand men denne mand gjorde intet, sagde intet, han end ikke blinkede eller viste smerte på nogen anden måde end lige det lille gisp. Nej det var ikke godt, hun ville høre ham skrige af smerte, hun ville se ham lide! Jorden skælvede under deres fødder ganske pludseligt og en levende død stak hænderne frem og kravlede op til overfladen. Den kom hen til dem, og overtog hendes plads hvor den holdt ham fast og truende op mod muren. Selv fik hun stillede sig ved siden af ham og med dolken gik hun i gang med at ødelægge hans skjorte uden at tage hensyn til at dolken af og til gik dybt og skar i hans hud.

///sorry det korte svar, min krea gik sig en tur så det var hvad jeg kunne mønstre

[tobias]

Tobias var ikke typen der skreg op, det lå ikke til hans natur. Frygt var ham uvant, så han gik blot helt i stå. Han lod hende bare, da han så håbede at hun ikke ville finde det ligeså sjovt og måske bare give op? Selvom det ikke var helt sikkert. Han vidste ikke om hun syntes det var godt eller dårligt, han håbede bare det ville irritere hende nok til at lade ham være. Han ville bare gerne hjem og ikke være offer for hendes hånd. Han bed tænderne sammen og mærkede det rystede under fødderne, hvilket fik ham til at åbne øjnene. Et dødt agtigt væsen kom gående og han trykkede sig fladt op af muren og gyste helt, da tingen tog fat i ham. Han vidste ikke hvor han skulle se hen, så han lukkede bare øjnene og lagde baghovedet mod muren. Han skælvede og rystede af frygten, samt hans hjerte der hamrede derudad. Han jamrede kortfattet da hun skar hans skjorte op og stødte mod hans bryst. Da hun skar videre, endte hun mere dybt og han stønnede fast af smerte og udstødte et halvkvalt 'argh' som smertes udbrud. Han kunne mærke blodet løbe ligeså stille ned over hans slanke mave. Da hun havde fået hele skjorten ødelagt nok og den hang i flere stykker, følte han blodet løbe mange steder. Det smertede, men det åbnede ikke op for hans lukkede sind. Lige over hans buksekant ville hun kunne se noget af hans tatovering. Det specielle mærke fra hans 'uddannelse'. (Som på billedet).

//Gør ikke noget, min svigter også nogle gange.

[Deleted]

Han skreg måske ikke op men det generet hende ikke. Eller jo det gjorde det i starten for hun var van til at høre folk skrige af frygt mere end af smerte. Denne så ikke ud til at kunne finde ud af at skrige af frygt og derfor stønnede af blod svagt af smerte når dolken skar i hans hud. Hun nød et anderledes offer, og nød arbejdet med at ødelægge hans skjorte og på samme tid skær lidt i ham. Da skjorten var endt i laser skete der noget der normalt ikke ville ske, men ideen var nu falde hende ind uanset hvor klam den end måtte være. Det ragede hende jo ikke når det ikke gik ud over hende. den død person hun havde trukket op af jorden begyndte at bøje sig ned mod hans bryst, og langsomt, med den slimede, klamme rådne tunge gik den i gang med at slikke blodet af. Den døde var jo død, den var roden og nærmest giftig, så mon ikke den ville sprede en virus i ham? En form for en sygdom? Måske, hvis han var heldig skete der intet, hvis han var heldig ville hans krop ingen problemer have med at heale ham. Men hvor heldig var han! den slikkede de fleste af hans sår, og da den nåede ned over hans mave, bemærkede Valencia tatoveringen. Med en lille håndbevægelse flyttede zombien sig og hun overtog den plads ”Hvad har vi så her..” hviskede hun svagt og strøg den iskolde hånd hen over tatoveringen ”Stå stille eller du vil få en ordentlig omskæring” sagdee hun advarende mens hun undersøgte mønstret ”Når da… her har vi en druide der har en uddannelse” som spionleder var hun erfaren med tegn, mønstre og de slags, hun vidste ikke hvad alle tingene hed præcist men nogenlunde.