My new home?

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio vendte blikket roligt mod Aimée og med den samme mere bestemt e mine, selvom den kraftigt trak sig sammen da hun blottede halsen og direkte bad ham om at bide hende. Det var slet ikke noget som han var vant til! Rent menneskeligt blod var bestemt heller ikke noget som var godt for ham, også fordi at hans mor plejede at blande blodet en smule op med dyr, så han ikke fik det hele på en gang, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han stirrede direkte på hende. ”A-Aimée.. Det kan jeg ikke..” Han klemte øjnene fast sammen og vendte blikket en anelse væk fra hende, selvom han virkelig var umådelig fristet, så var det bare ikke noget som han kunne gøre ved det. Han spændte tydeligt langt mere i kroppen end det som han havde gjort til nu, så var det bare ikke noget som han kunne gøre ved eller for, for den sags skyld. Han trak vejret dybt, som han vendte sig direkte mod hende. At hun ønskede at forsvare ham og ønskede ham mæt, så selvfølgelig var det noget som varmede ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg.. plejer aldrig at bide folk..” Han klemte øjnene sammen, som han endnu en gang vendte blikket direkte mod hende, selvom han virkelig gjorde sit for at undgå at skulle se på hendes hals, for han var virkelig, virkelig fristet til det!

[Deleted]

Amiée¨stod bare og vente på han ville bide hende, hun spændet selv lidt da hun var nervøs hun hade aldrig bare budt nogle at bide hende som sådan, hun dreje hovede og så på ham over skulderne, "men du sulten... og vis ikke du spiser nu bliver det bare være sener" sag hun stille, og så på ham. var det fordi hendes blod ikke var godt nok? kunne hun nu heller ikke bruges som et minder mad depot for ham? hun hade ikke noget i måde at være en han kunne komme og få lidt mad hos vis det var han arbejde så meget at han glemt at spise, hun kunne jo ikke hvide hvad han pleje at spise hun trode bar han bed andre væsner lige som andre vampyre, hun så på ham igen og sag stille, "jeg går ikke.. før du har spist lidt" sag hun og så på ham med de isblå øjne, der tydelig hade et skær af at hun virkelig gerne ville have han fik lidt og spise!. hun så der efter væk igen og stod stadig med blotte hals/skulder og vente på han bed hende, det kunne vel ikke være så slemt kunne det? måske hun skulle have tilbudt sin arm i steden for? hun var ikke sikker på hvor vampyr helst ville tappe henne fra et væsen men så vidt hun ved var det halsen så det holdt hun sig til.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio stod bare og stirrede på hendes skikkelse. Alene det at hun tilbød ham hendes blod var særdeles tiltalende, men han var virkelig bange for at han ikke kunne styre sig nok til at slippe hende igen. Hun var jo trods alt en engel og.. han havde ikke spist siden han havde overfaldet vagterne ved den hytte i Manjarno, så det var jo også ved at være et godt stykke tid siden efterhånden, selvom det slet ikke var noget som gjorde det nemmere for ham på nogen måde! Det var tiltalende at skulle sætte de tænder i hende og få noget i maven for han havde efterhånden voldsomt brug for det! De rødlige øjne vendte han direkte mod hende. ”Du ved ikke hvad det er du gør ved mig!” Et sted med tale af frustration i stemmen, selvom det virkelig ikke var noget som han kunne gøre for.
Adelio trak sig stille tættere på hende, hvor han stille lod den ene arm søge omkring hendes slanke talje, kun for at trykke hende tættere ind mod sig. Hans blik faldt som i den rene trance til hendes hals. Så upræget af et væsen som ham og uden nogen som helst spor af det, hvilket var noget som kun gjorde det hele langt mere.. tiltalende, også selvom han vidste, at han slet ikke burde! Han nærmede sig hendes hals. At hun tilbød det af sin egen frie vilje, var nu heller ikke noget som han sagde noget til, for det var noget som gjorde det nemmere for ham, for han ønskede virkelig ikke at tage det fra nogen ved hjælp af tvang, for det var noget som et sted gjorde ondt. Han havde faktisk også en samvittighed, selvom det ikke altid var noget som gjorde det nemt for ham i denne situation. Han sukkede stille, som hans pupiller trak sig helt sammen af ren og skær anstrengelse! Han trak vejret dybt. ”Prøv at undgå at skrige..” bad han dæmpet, som han skænkede hendes hals et stille kys. Han ønskede virkelig ikke at gøre hende ondt, men dette var ikke noget som han ønskede at fortælle hende, for det var noget som gjorde det direkte slemt for ham at bide! Han skænkede hendes hals endnu et kys inden han blottede sine tænder og ganske roligt lod dem bore sig ned i hendes hals, idet han bed sig fast. Den søde smag ramte hans tunge temmelig hurtigt, hvilket kun fik den blodskudte farve i hans øjne til at tage voldsomt fat. Han begyndte at suge, selvom han gjorde det så smertefrit som det nu var ham menneskelig muligt.

[Deleted]

Amiée stod stille som hun mærke hans arm der gled om hendes liv, hun kigge kort tilbage på ham. hans øjne var lidt skrammen men på en måde også lidt tiltalen på den måde. hun så der efter lig ud, nej hun vist ikke hvad hun gjorde ved ham men hun sag ikke noget til det, hun kunne mærke hans ånd mod sin hals da han kysse hende på halsen fik hun lidt gåsehud på armen, det hade hun ikke lig forvente. hun nikke bare til det med at prøve ikke at skrige, men hvorfor skulle hun også skrige. hun mærke så igen et kys på halsen hvor efter et prik der så blev til en grim smerte, hun bed sig i læben og lukke øjne i og gav et lille gisp og et enkel piv nu kunne hun godt se hvad han mente for det gjorde da nas det her! men et sted glæde det hende for nu fik han noget at spise, og hun var kun glad for at gør gavn for ham. hun lag hænderne på hans arme og gispe som hun mærke blode løbe ud af sin hals, hun mærke hun langsomt blev en smule svimmel af det men hun regne da med at han stoppe igen når han hade fået nok at spiser, hun syntes heller ikke det gjorde så ondt mere men det måtte være på grund af blodmanglen efter hånden.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio ønskede virkelig ikke at gøre hende ondt. Alene den tanke om at det var det som skete, var noget som et sted måtte skræmme ham, for han var virkelig ikke ude på det. Det var noget som efterlod ham med en temmelig skidt følelse, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket. Tænderne borede sig ganske stille ned i hendes hals, hvor han bed sig direkte fast, selvom han nærede sig så roligt som det nu var ham menneskelig muligt, så var det bestemt heller ikke fordi at det var nemt, men han prøvede og det var vel også det som var det vigtigste? Han strøg hende roligt over ryggen, idet at han holdt hende helt ind til sig. Han tog dog ikke mere end et par mundfulde, idet han tvang sig selv til at slippe hende. Han skulle jo nødigt ende med at blive direkte afhængig af det. Hans øjne var stadig blodskudte. Han havde langt fra fået nok, men nok til at han kunne klare sig det næste stykke tid. Han vendte blikket mod hende, hvor han roligt førte hende med sig hen til sengen, hvor han satte sig ned med hende. Hun skulle nødigt få det skidt eller blive svimmel, hvilket han vidste, at det sagtens kunne ske. ”Undskyld..” endte han med en ganske roligt og kontrolleret stemme, da han slap hende og tog fat om kappen for at få den omkring hendes skuldre. Hans hænder var let skælvende, for han lystede virkelig mere, men han ville jo heller ikke ende med at slå hende ihjel! Det var da noget af det sidste han ville, og specielt fordi at hun faktisk havde valgt at give ham blodet af sin egen frie vilje, hvilket selvfølgelig spillede en enorm betydning for ham.

[Deleted]

Aimée stod bare roligt, trak vejer en smule hurtiger ind hun pleje men ellers kontroler hun sin smerte så meget hun kunne. det gjorde ondt men et sted var hun ligeglad nu fik han lidt at spise og så ville han få det beder det var hun sikker på, at han holdt hende så tæt og strøg hende over ryggen gav hende gåse hude, hun kunne enlig godt lig han holdt om hende bag fra på den måde. en følelse af at være fanget og på samme tid tryg, hun mærke han trak tænderne ud og blodt der stadig piple op af bide mærket, det kom nok til at gør ondt nogle dage i vært fald. hun fuldt med hen i senge, hun var en smule svimmel men ellers hade hun det fint. da han fik hende ned og side i sengen læne hun sig op af ham på grund af hun var svimmel, hun så på ham da han sag undskyld hun ryste på hovede. "ikke undskylde.. det okay..det helt okay" sag hun stille og tog hans rysten hænder i sin og klemt dem lidt uden det var for hårdt, hun så op på ham de isblå øjne var lidt matte efter hans tapning men det var bare fordi hun var lidt omtåget og svimmel de ville vær normal igen meget snart, hun holdt bare blidt fast i hans hænder mens hun kigge ind i de blodskutte øjne, hun hade en følelse af han ikke var helt mæt men sag ikke noget hun hade lade ham selv bestemme hvor meget han ville tage af hendes blod, hun hade ikke være bange for han ville dræbe hende hun stole faktisk meget på ham hvilke var noget hun sjælden gjorde over for andre mennesker, forsigtig skænke hun hans kind et lille kys også fordi lidt af hendes blod hade ramt ham på kinden så hun fik det også fjerne på den måde, hun sad der efter bare op af ham med hovede mod hans skulder, ind til hun følt sig nogle lunde frisk nok til han kunne vise hende hvad hun skulle lave, "skulle du vise mig hvor jeg kunne hjælpe?" spurte hun stille og kigge op på ham hvor hendes øjne nu så mere normale ud, glans fulde nærmest glas agtige og letter skræmmen når de var helt isblå, hun rejste sig og kunne mærke han hade tappe blod hendes hjerte pumpe rundt og bene var en smule slap men op og stå kom hun mens hun stadig hade fat i hans ene hånd nu med begge af sin egen hænder.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var virkelig bange for at han ikke var i stand til at stoppe igen og et sted så var det virkelig også noget som måtte skræmme ham en god del. Han havde formået at slippe hende, også selvom det virkelig havde været kraftigt imod hans vilje. Han vendte de blodskudte øjne mod hende. Han satte sig stille ned ved siden af hende på sengen og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Han var virkelig, virkelig præget af lysten til at bide hende mere end det som han havde gjort til nu om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han virkelig ikke gøre noget ved det. Han sukkede inderligt, selvom han kraftigt måtte stivne, da hun tog fat omkring hans næver, som selv så tydeligt måtte ryste. Han kunne virkelig ikke holde sig naturligt i skindet og selvfølgelig var det noget som måtte betyde forbandet meget, også for hans eget vedkommende. ”Er.. er det..?” Han vendte blikket roligt mod hende, hvor han sad tydeligt mere anspændt end det som han havde gjort til nu, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt for hans vedkommende. Han vendte blikket stille ned mod deres hænder, hvor han dog heller ikke trak hænderne til sig. Hvorfor skulle han? Han kunne jo faktisk rigtig godt lide at sidde med hende så tæt som det han nu måtte være, for.. han var virkelig ikke vant til det. At hun følte sig frisk nok til at kunne søge derhen hvor hendes hænder kunne bruges, var noget som måtte forundre ham ganske enkelt. Hun måtte da være svimmel? Og han ønskede heller ikke at hun skulle få det dårligt på nogen som helst måde overhovedet! Han vendte blikket stille mod hende, hvor han stille bed sig i læben. Hvorfor følte han sig så usikker omkring hende? Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget nemmere for ham, for det gjorde det virkelig ikke! ”Du har brug for hvile.. Jeg.. jeg har for pokker lige næret på dig, Aimée!” endte han med en bestem tone. Hun skulle bestemt heller ikke nogen steder! Alene af den grund, så virkede hun nu alligevel ganske bestemt. Han rystede stille på hovedet. ”Åh.. udmærket, så kom med..” Han tog roligt omkring hendes hånd, idet han tvang sig op på benene, selvom han nu holdt kraftigt øje med hende, idet at han søgte udenfor teltet med hende. Han trak hendes kappe godt omkring hende, så hun ikke ville blive kold eller syg, for det ønskede han jo heller ikke!

[Deleted]

Amiée så på ham, hun holdt hele tiden fast i hans hænder mens de sad i sengen. hun nikke til at det var helt okay, for det var det for hende. han hade være rigtig sulten og at hendes blod kunne lægge bare en lille bund i hans mave var godt nok for hende til at gøre det, og det var heller ikke så slemt hun var lidt øm i skulderne men det var noget hun kunne leve med. hun så på ham, da han tydelig gav udtryg for at han ville have hun skulle hvile, men hun kunne også være stædig "der bruge for hjælp ikke.. og jeg har det fint.. " hun så på ham, hun ville hjælpe hun ville gerne være til nytte for en gangs skylde for uden at spioner og snuse i andre folks sager, hun rejste sig og mærke han hade fat i hendes hånd i nu. hun kigge op på ham da han trak hendes kappe godt om sig, og syntes det var rart han enlig bekymre sig om hende, det var længe siden nogle hade gjordt det. hun fuldt med ude i regen og trykke sig lidt ind mod hans arme, der gik ikke mere ind få sekundter før hele hendes kort hår var gennem blødt og ansigte var vådt, ja hun var svimmel men hun mande sig op og skjult det hun var en glimren skuespiller, så det var ikke svært at skjule hun var utilpas, hun fuldt med Adelio ganske roligt mens hun kunne mærke smerten i skulderne heldig vis var blodet ved at størkne men kjolen var bleven en smule rød af blod så helt hvide var den ikke mere, "hvor er det jeg skal hjælpe til?" spurte hun så en smule højt for man kunne høre noget for vindes susen og larmen i træren, regen lave også sin lyde på alt ting så der var en smule støj der fra.

[Theodore Jarvis Acheron]

Denne kvinde var virkelig en meget, meget seriøs en af slagsen, hvilket var noget som Adelio tydeligt matte lægge mærke til, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hans eget vedkommende. Ikke desto mindre, så var det ham dog alligevel en glæde, at se en kvinde med lidt ben i næsen og det var bestemt også noget som hun måtte have, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Blikket hvilede på hende som han endelig fik hende med sig udenfor, selvom regnen næsten måtte piske nu. Det var ikke en tid som var god at arbejde under, men hun skulle arbejde i det tørre, hvor han skulle være ude i vejret. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for det var noget som han var vant til og det var noget som han selv ønskede det på denne her måde. Han sendte hende et stille smil. Han var allerede gennemblødt endnu en gang, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne se bort fra. Det var bare sådan her at han var vant til tingene. ”Det.. det er også glimrende, Aimée..” endte han roligt og med en ganske bestemt stemme. Han vendte blikket roligt frem, hvor han lagde armen om hende, næsten også for at skærme hende en anelse fra regnen, selvom det nu heller ikke var noget som var ham direkte muligt, for.. man blev jo skide våd uanset hvad fanden man gjorde, om det var noget som man ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han tog roligt omkring hendes ene hånd, som han hævede roligt op mod sig. ”Du har så fine små hænder, Aimée.. De er værdifulde her.. Du må forstå, at vi ikke er så mange kvinder her igen.. Jeg kræver ikke meget af dig, også fordi at du er ny her og.. ja, du skal vide, at du er velkommen til at blive her. Børnene som er her, kunne godt brug en kærlig hånd og noget omsorg..” Han sendte hende et prøvende smil, idet at han førte hende med sig hen til et telt som måtte ligge et godt stykke fra alt det andet. Han skubbede teltdugen til side og førte hende med sig ind. ”ADE!” udbrød de små børn som var til stede, idet at de direkte hoppede ham i møde, overfaldt ham og fik ham væltet direkte ned i jorden. Adelio slap en let latter.

[Deleted]

Amiée fuldt ham blot i regne, at mærke hans arm om sig gjorde hende intet hun nød det enlig et sted. hun var selv helt gennem blødt nu, men det rørt hende ikke som sådan. hun mærke han tog hende ene hånd lidt op så hun op på ham, hun lod ham snakke om hendes små hænder. var det da ikke normalt at pige hænder var små, hun vist det ikke men kigge på telt de nærme sig. "børn?" gentog hun, hende passe børn! hvordan skulle det ikke gå! hun ane ikke hvordan man skænke børn omsorg, hendes egen mor hade kun give hende en smule og hun kunne ikke give mere igen ind det hun selv hade fået, hun kigge på børne der kom hoppen og slap Adelio med det samme og gik bag ud tilbage i regen, hun kunne ikke passe børn hun ande intet om børn. hun vente hovedet væk fra teltet, hvad hade han dog regen med hun kunne da ikke give omsorg til den flok unger!? hun vist ikke en gang var ægte omsorg eller bare kærlighed var, hætten der var på hendes kappe trak hun over hovede. skjult sig nærmest lukke sig inde under kappen, hun var ellers begyndt at åbne sig lidt men nu klappe hun i igen som en østers. børn hun kunne virkelig ikke se sig selv side der og var kaldt man det.. hygge nykke med børn, hvad skulle man lave med dem? eller sige til sådan nogle små tingster? de vræle nok vis hun så på dem, måske hun aldrig skulle have vær taget med? men.. så hade hun nok ikke set adelio igen.. og det ville hun heller ikke, hun tog sig til krystallen hvad vis hun kom til at æde en af børns sjæle ved et uheld!? hvad ville han så ikke tænke om hende!? hun begyndt at få det skidt, for mange tanker kørt rundt i hendes hovede så hendes hjerne kunne ikke følge med dels også på grund af blod manglen, hun måtte sætte sig ned på hug med en hånd for munden, hun hade kvalme og det hele snoret rundt hun lukke øjne prøve at bid det hele i sig holde det skjult at hun hade det skidt men det var næsten ikke til, hun endt med at stød hovede mod jorden stadig halvt på hug og halvt ned på knæ, hun fik lidt mudder i det hvide hår. "jeg kan ikke.. jeg kan simpel hen ikke.. hvordan..hvordan skal jeg dog kunne passe børn..jeg har ikke det der skal til.." kom det helt stille fra hende en smule gråd faktisk men der var ingen tår, hvor end hun tit hade ville græde og skrige hade hendes følelser vær for hårdt gemt væk til hun kunne hente dem frem og bare slippe det hele løs, hun mærke at hun snart skulle kast op men hade heller ikke krafter til at komme op og stå og komme væk så han ikke skulle se hende sådan der, det var pinlig! syntes hun direkt pinligt!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde ganske rigtigt ikke nogen anelse om hvordan Aimée gik i spænd med børn, men det at de sad her uden nogen til at holde dem under opsyn var bestemt heller ikke nogen god ting, så meget vidste han da udmærket godt. Vinteren var på vej og de fleste var i gang med at lave det varme tøj som skulle holde dem gode og varme igennem vinteren, så alle var ved at tage sin andel af ansvaret her og skulle hun være her, så måtte hun også gøre sin andel. Det var nu heller ikke fordi at han krævede så meget af hende som han gjorde af så mange andre, men det var der nu alligevel af den grund. Han vendte blikket roligt mod hende. ”Børn ja,” sagde han roligt som han havde fulgt hende hen til teltet hvor alle børnene måtte være. De mindste om ikke andet, selvom de ikke var så små igen. De var i 8-12 års alderen, så de kunne fint aktivere sig selv og holde sig selv beskæftiget, men det at have nogen omkring sig, var noget som alle kunne bruge, hvilket var noget som han var klar over. Det var jo også der hans egen mor havde svigtet på ham selv, hvilket han bestemt heller ikke ønskede på disse børn, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
At han blev væltet så snart han skubbede teltdugen til side, var noget som virkelig måtte more ham! Det var noget som skete hver eneste gang, også fordi at han havde en vis forkærlighed for disse børn, for han elskede virkelig børn! Som de kravlede rundt på ham og han prøvede at få dem af, så vendte han blikket direkte mod Aimée igen. At hun var blevet usikker på det hele, var noget som han godt kunne se. Han bed sig let i læben og endte roligt med at sætte sig op med en af de yngste piger i sit skød. Der hvor hun altid satte sig. Han sendte hende et stille smil og vendte sig mod hende, idet han hviskede hende i øret. Han var god med børn, selvom han måske ikke var den som havde den største tålmodighed, så han skulle helst ikke i nærheden af de mindste, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det. Den lille pige rejste sig op og gik roligt hen til Aimée, hvor hun blev stående og kiggede på hende. Hovedet lod hun søge let på sned, idet hun roligt gik helt tæt på. ”Du er fin,” sagde hun roligt og sendte hende et kæmpe smil og med en mindre rødmen, idet hun direkte søgte ind til Aimée og ind i hendes arme. Adelio kunne slet ikke lade være med at smile. ”Jeg er sikker på at du nok skal klare det godt med børnene,” sagde han roligt, dog meget muntert.

[Deleted]

Amiée lå stadig med hovedet ned i jorden, hun var noget så svimmel lige nu og hun hade det om hun skulle kast op, hun forsatte sådan med at side i den stilling. hun kunne virkelig ikke se hvordan man passe børn, hendes mor hende just heller ikke passe hende som sådan. efter ladt hende op til 3 dag låst inde i sit værelse før hun kom igen med mad til hende, smile og nusse om hende som om det var helt normalt!? hun ryste men hun host og blev ved med at synke det opkast der ville op, men hun tvang det ned igen. hun kigge frem og kunne se et par barn fødder, hvor ved hun bøje hovede tilbage og kigge op på pigen gennem håret der dække hendes øjne, da pigen sag hun var fin var det som om hun ikke forstod hvad orde betød, hende..fin.. nej hun var ikke spor fin hun var et blegt lig nærmest skræmmen og slet ikke spor køn så hvid som hun nu var, nej hun var grim helt i gennem grim! hun rette sig lidt op i håb om at holde opkasten ned i det pigen nu smutte ind mellem hendes arme der eller var rundt om sig selv, og mærke den lille varm krop mod sin gen temlig kølig hud på grund af regne. hun var helt stiv håret dække hendes øjne så man kunne ikke se udtrykket i dem, men hendes mund var bare en smule låben ikke nok til man kunne se tænderne men bare en smule var den, hun vist ikke lige hvad man skulle gør her. forsigtig klappe hun bare pigen på ryggen kun med finger spidserne, i frygt for pigen måske gik i stykker af for meget berøring. hun hade jo heller ikke selv følt nogle form for omsorg og bare lidt kærlighed i flere år efter hånden så det her var en smule uvandt, hun mærke hvordan hun blev mere dårlig og hurtig skubbe hun pige væk hvor ved hun vente sig væk og kast op, hun kunne høre pigen faldt da der lød et bump, det var ikke hende mening at hun skulle vælt om kuld, hun ville bare ikke kast op på pigen. hun host men hun gispe efter luft og ryst i kroppen, hun hade armen på jorden for at støtte sig selv, men mærke armen knække lidt sammen hun var virkelig svimmel nu. hun kom op og side på knæ og kigge direkte op i himlen håre gled fra hendes øjne, de isblå øjne var matte, hvilke kunne virke lige så skræmmen som når de var helt glas klar i det. hun lukke øjne mærke regen glide ned af ansigt ned af halsen, hun mærke hvordan det hele gynge for hende hvor efter hun langsomt tilte til siden blod tabet hade været for meget for hendes krop der jo aldrig hade prøve at give blod før, hun hade det som nogle snorre hende hurtiger og hurtiger inde i hovedet, hun landet på den mudder jorde med et bump og lå bare med halv delen af ansigt i mudder mens resten af ansigt var frit, hendes krystal forme som et kors var komme til syne og skinde farlig isblå hvilke fasiner nogle af børne der forsigtig gik nærmer da de gerne ville rør den.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio kunne udmærket godt fornemme at Aimée ikke havde det særlig godt, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde ham temmelig så usikker, selvom det nu heller ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Selvsagt ønskede han bare at hun kunne tage sin del af arbejdet her på stedet, for ingen fik lov til at være her gratis, børnene havde brug for en som kunne holde dem under nøje opsyn, så selvfølgelig var det også noget som betød en del for ham selv. Han fulgte hende roligt med blikket, som han lagde mærke til at den lille pige gik hen til hende. Aimée havde allerede gjort det tydeligt, at hun slet ikke var tryg omkring børn, selvom han selvfølgelig nok skulle hjælpe hende og så godt som det nu måtte være ham menneskelig muligt, for han ønskede selvfølgelig bare at hun skulle være tryg omkring det hele, for det var noget af det som virkelig måtte betyde mest for ham, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Som hun endte med at skubbe den lille pige fra sig, som tydeligt måtte ende direkte i jorden var endt med at hulke, selvom Adelio reagerede tydeligt og langt mere hurtigt end dette. Han var hurtigt henne ved Aimée, da han tydeligt kunne se og fornemme at hun virkelig ikke havde det godt. Han endte roligt med at fjerne hendes hår fra ansigtet og specielt nu hvor hun direkte skulle sidde der og kaste op, for han havde da slet ikke ønsket hende dette ubehag på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Er du okay, Aimée?” spurgte han stille, som han roligt vendte blikket mod hende. Det rødlige glimt i hans blik var væk for længst, også fordi at det ikke var hans sult som han havde fokus på lige i dette øjeblik. Tvært imod, så var det faktisk hende, for han holdt af hende og han var faktisk også meget bekymret for hende, også selvom han ikke helt vidste hvorfor han reagerede som han gjorde, men det var vel heller ikke altid negativt var det? Han lagde hånden roligt under hendes hage, kun for at vende hendes blik roligt og stille op mod sig. Han ønskede hende virkelig ikke så usikker som dette, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Børnene er flinke kan jeg fortælle dig.. Er det opgaven som du er bange for at du ikke kan klare?” spurgte han roligt. Han kunne sagtens være sammen med hende denne gang, men også på grund af landsbyens situation på grund af hans mor, så var man nødt til at tage fat og det var noget som han også havde den store forståelse for når det endelig skulle komme til stykket. ”Kom med ind.. Jeg kan sidde sammen med dig..” opfordrede han roligt og med et stille smil på læben.

[Deleted]

Aimée hade bare side der halvt vågen halvt bevist løs, men den ene del af ansigt smurt ind i mudder fra jorden, hun hade det rigtig skidt og hade svært ved at skjule det mere. at Adelio tog i hendes hage og løfte op i hendes hovede, hade fået hende til at lukke øjne. hun ville ikke se ham i øjne efter hun hade sidet der og kaste op for and ham og børne, hun hørt godt han spurte om hun var bange for ikke at kunne mangte opgave, og hun følet det hade taget sin tid for ham at forstå! hun ane ikke hvordan man passe børn lig meget hvor gamle de var! hun kendt ikke til omsorg og kærlighed som de børn hade brug for, for hende troede hun jo at den måde man passe børn og gav dem kærlighed var at spære dem inde i et rum og så komme med 2 dages mellem rum og foder dem og sag bare de var dejlig og skulle blive på værelset fordi ingen måtte de hvor skønne de var. hun svar dog ikke hun nikke bare til hans sprøgsmål, for hun var virkelig bange for ikke at kunne klar det! og hun var faktisk mest af alt bange for at skuffe ham, hun ville ikke skuffe nogle hun hadet og skuffe andre, hun ville bare have folk ikke syntes hun var en skuffelse, en idiot eller et misfoster, og adelio var den første og enstes der hade ville se på hende uden at få lyst til at gør hende ondt, eller jage hende væk! hun ville lave alle andre ting ind at passe børn, hun ville bare ødelægge dem, de ville sikkert gå i stykker vis hun rørt dem eller talt til dem, de ville sikkert gør hende ondt. da en dreng kom hen til dem, og rakt hånden mod hendes krystal slog hun drengen hånd væk i refleks, mens hun stirre på drengen, hendes øjne lige nu kunne minde om en sindsygs. drengen bakke hurtig væk tydelig vis skræmt. hvilke ikke hade være hendes mening, hun ville bare ikke komme til at æde hans sjæl. hun åbne munden for at sige undskylde, men orden kom ikke ud, hun lukke munden igen så ned og knytte begge hænder om krystallen, der skinde ud mellem hendes finger. hun skulle ikke være fuldt med ham, hun skabt ikke andet ind ballade. hun kunne tydelig mærke på ham hvor meget børne betød for ham, og hun kunne ikke leve op til det han forvente. hun var en skuffelse, selv for den hun følt sig mest knytte til den aller første hun faktisk hade kunne holde af på den måde, hun mærke noget løb ned af kinden, en tår.. en enkle lille tår.. hun hade ikke grædt i årvis, hvorfor græd hun nu? hvorfor begynde de bare at komme trillene, hun mærke det nærmest krampe i halsen og læben ryste mens hun fik svært ved at se for tåre før hun bukke hovede og mærke tåren dryppe ned på jorden lige som regen gjorde.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio kunne udmærket godt se, at Aimée virkelig ikke var tryg på stedet eller den opgave som hun var sat til, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved. Hans mor havde talt og det var virkelig, virkelig dumt at sige hende imod det, og det var noget som han vidste. Lige i dag, så kunne han være sammen med hende og hjælpe hende så godt som det nu var hende menneskelig muligt. Han blev siddende og med blikket roligt hvilende på hendes skikkelse, også selvom hans blik på ingen måder var gengældt, så var det heller ikke noget som han tog sig af lige nu. At en dreng kom hen, kun for at se nærmere på den krystal, hvor hun endte med at slå ud efter ham hurtigere end det som han selv kunne nå at reagere på, hvor han kraftigt endte med at tage omkring hendes hånd, kun for at holde hende solidt på plads. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at børnene skulle ende med at blive direkte skræmt af hende! ”Aimée!” endte han med en næsten forfærdet stemme. Selv elskede han børn. Et sted så var det vel også noget af det som han måtte have efter sin kære gamle far tilbage i Procias? Han lagde hånden roligt mod hendes hage, hvor han lod sin pegefinger roligt følge hendes kæbe og med den samme rolige mine. Børnene blev usikre og specielt når hun tog sådan her på det som hun gjorde. At hun så ikke brugte munden, men handling i stedet for, var bestemt heller ikke altid noget som han værdsatte. Et sted så var det jo faktisk noget som måtte gøre ham en kende.. irriteret? Børnene havde jo ikke gjort hende noget, så hvorfor skulle de straffes for noget som helst? Det var jo slet ikke noget som gav det mindste mening for hans vedkommende! Han sukkede dæmpet. At hun var usikker omkring børn var noget som han da tydeligt kunne konstatere, selvom det nu heler ikke var noget som han kunne tage sig af som sådan, kunne han? De rødlige øjne hvilede på hendes skikkelse. Hun havde det dårligt og han kunne se det. Selv lagde han roligt hånden mod hendes krystal, selvom han ikke gjorde andet ved den, selv uden at slippe hendes blik. Hun måtte forstå alvoret i dette! Hvis disse børn blev bange for det som skete omkring dem, så var det hans liv, hans verden og ikke mindst hans mors arbejde som det kraftigt måtte gå ud over, og det var bestemt heller ikke noget som han tillod sig! ”Jeg kan blive her sammen med dig for i dag.. Du skal lære børnene at kende, for det bliver dit arbejde at lege med dem, holde øje med dem og passe på dem, mens vi andre tager os af det tunge løft,” forklarede han ganske kortfattet. Han ønskede hende jo bare sikker. Det var vel heller ikke noget som kunne være så svært at forstå?