My new home?

[Deleted]

Amiée sad bare helt stille, hun mærke han tog om hendes hånd temmelig fast da hun ville puffe drengen væk for ikke at rør hendes krystal. hans fast udtryg af hendes navne gjorede ikke hun fik det beder med at have skræmt drengen, hun mærke hans finger der fuldt hendes kind ben og kunne godt lig hans strøg over hendes kind på den måde. hun nikke så bare til det han sag, der var vel ikke andet at gør ind at gør som han sag for så ville han vel blive glad? måske mere glad for hende vis hun gjorde sig ekster umage? hun ryste på hovede, hun ville ikke be ham om at blive vis han hade meget andet og lave. hun ryste bare på hovede men selv med de lidt mere positiv tanker, løb tåren stadig ned over de hvide kinder. det krampe i halen og læberne ryste, selv kunne man høre på hendes åndedræt at hun var på nippe til en tude tur, men hun hade undertrygt sin følelser i årvis og hun kunne sandelig også godt forsætte sådan. hun kæmpe men til sidste stoppe tåren, hendes ånedræt blev normalt og hendes hals stoppe med at krampe. hun så på børne, "undskylde" sag hun stille hvor efter hun slap Adelio selv om hun gerne ville være egoistiskt bare en enkel gang lod hun vær, hun rejste sig og gik ind mellem børne og lod forsigtig en hånd stryg en dreng over håret "hvad hedder i" spurte hun stille hun ville prøve at være en god børne passer, for Adelio skyld, hun ville gerne vis hun godt kunne klar det og han godt kunne stol på hende. hun holdt forbandet meget af ham, og ville gøre alt for ham vis bar han så ville holde hende bare få minutter så var det alt slidet og kampen mod følelserne vær.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var virkelig ikke fordi at Adelio ønskede at hun skulle skræmme børnene væk, for det ville de slet ikke få noget ud af! Børnene blev hendes ansvar og lige i dag, så kunne han sagtens hjælpe hende – hvilket så ud til faktisk at blive en god idé, for hun virkede slet ikke som om at hun var tryg på opgaven og det at hun skulle passe dem på daglig basis. Det var nu heller ikke fordi at de var de mest besværlige af slagsen, for de vidste udmærket godt hvilke forhold som de alle sammen måtte leve under, så selvfølgelig var det også noget som havde en større betydning for ham. Selv elskede han virkelig børn og han glædet sig faktisk og så frem til den dag, at han selv måtte få nogen. Han vendte blikket mod hende og med en ganske bestemt og fast mine. Børn var nysgerrige, så meget var vel noget som hun vidste? Og den krystal som hun havde omkring halsen var jo ikke noget som man så meget til nu om dage, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvilket var noget som han også udmærket godt vidste! ”Jeg kan hjælpe dig.. bare i dag, Aimée.. Så gør dig umage,” sagde han roligt og lettere bestemt. Den opgave som hun havde fået, var faktisk utrolig vigtig og på rigtig mange måder, udelukkende på grund af en enkelt ting; Disse børn var stedets fremtid. Uden dem, så gik det hele virkelig død og det ønskede han bestemt heller ikke!
Adelio lod hende roligt rejse sig og gik ind til børnene som alle stirrede på hende – og ikke mindst den krystal som hun havde omkring halsen. Han fulgte hende meget nøje med blikket, inden han selv rejste sig op. Måske at han stod som lederens søn, men han var jo selv nødt til at tage sin andel af arbejdet, selvom det ikke altid var nemt. Børnene endte ud i et tydeligt og stort smil og begyndte at præsentere sig i munden på hinanden, hvilket var noget som fik Adelio til at grine. Han elskede virkelig de unger!

[Deleted]

Amiée så på børne som de snakke i munden på hinanden, hun fik til sidste nogle lunde styr på hvem der var hvem, hun tog der efter krystallen i hånden oh holdt den i skulder højt og vist dem den. "i må forstå... den her krystal.. er farlig.. i må ikke rør den.. det kun mig.. der kan styr dens krafter.. forstå i.. uden den.. ville jeg ikke over leve.. en dag.. forstå i.. " hun så på dem en smule alvorligt men stadig rolig "i må love.. aldrig.. at rør den.. okay" hun slap krystallen som faldt ned for hendes bryst igen, hun lod der efter hånden stryg en pige over kinden, deres hud var så lys men dog hade de mere farve ind hun nogle sinde hade haft. hun så på dem, "nå.. noget i vil lave?" spurte hun og kigge på dem, hun ville gør et forsøg. vis det her kunne gør Adelio glad og gør ham mere glad for hende så ville hun gerne gør det, hun var ikke så børne glad men måske kunne hun blive det? og vist hun blev det ville han måske kunne lig hende mere? hun rette sig op og kigge ned på børne, syntes stadig de var nogle underlig små væsner der skulle forstille at blive voksen som dem en dag, underligt syntes hun men hun hade jo selv vær en lille fortabt pige en gang, uden at vide om hendes mor leve eller ej. hun ville sikkert heller aldrig møde hende, hun sukke inde i mens hun så på Adelio "du må godt gå.. jeg klar det " sag hun stille før hun så på børne. hun tænkt ikke over de var fremtiden i den her lejer, hun hade vist bare ikke rigtig fatte hvad hun hade rode sig ud i, men det var vel beder at gør det der blev sagt og ikke komme i vanskeligheder værke med ham eller hans mor, hende ville hun helst ikke gør gal hun hade en følelse af hendes hovede bare ville ryg af.

[Theodore Jarvis Acheron]

Børnene her på stedet var faktisk meget blide og ekstremt forstående af sig. Det var jo egentlig heller ikke fordi at de havde noget andet valg i den anden ende. Adelio vendte roligt blikket mod hende, som hun forklarede børnene omkring hendes krystal, hvor de fleste – de ældre måtte nikke temmelig forståelsesfulde. Dødsnymfer var ikke nogen som man så meget mere nu til dags, så selvfølgelig var det noget som spillede ekstremt godt ind ved dem, men de kunne lære og det var selvfølgelig det som hun kunne hjælpe dem med, for de kom helt sikkert til at stille ekstremt mange spørgsmål! Han endte roligt med et smil, hvor han roligt blev stående og så på dem. Børnene virkede helt ivrige efter at komme i gang med at lege, for det var helt klart deres yndlingsbeskæftigelse! Og det var selvfølgelig noget som de også håbede på at hun godt kunne lide! Som hun spurgte ind til hvad de havde lyst til, begyndte de endnu en gang at råbe i munden på hinanden for at blive hørt og får at overdøve alle andre, for at få deres forslag hørt.
At Aimée gik ind i det hele med godt mod, var noget som Adelio faktisk rigtig godt kunne lide. Hvad der var vigtigst her omkring var virkelig for de børn at blive beskyttet, lært nye ting og blive hørt, for de var virkelig dette steds fremtid når hans mor var væk og ham selv for den sags skyld. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han endte med at nikke – direkte anerkendende, for han kunne faktisk godt lide at hun forsøgte og prøvede. ”Jeg er ved muren omkring byen, Aimée.. Du kan se den fra teltåbningen. Hent mig hvis der sker det mindste som gør dig utryg, okay?” spurgte han roligt og med en alligevel ganske så alvorlig stemme. Han endte dog med at bakke ud, hvor han kun ganske kort havde bedt børnene om at passe godt på hende, for hun var vel selv meget skrøbelig af sig? Det var om ikke andet hans syn på det hele. Han trak kutten over hovedet, hvor han gik direkte ud i regnen fora at tilslutte sig de andre som kæmpede med at få jord og sand til at holde muren oppe. Nemt var det ikke i det her vejr!

//Out

[Deleted]

Amiée så på ham, hun nikke så hun skulle nok hente ham vis der blev noget ingen tvivl om det. hun så på børne der råbt i munden på hinanden, hun tysse lidt på dem og forslog de lave en ting af gang så alle kunne få deres ønske lege opfyld, hun så på ham som han bakke ud af telte åbning, hun ville godt lig have gjordt noget sagt vi ses men hun nåde det ikke, hun sænke blikket og så på børne hun var efter lad hos. hun sukke inden i før hun tog en dreng og pige i hånden og gik længer inde i telte mens hun prøve at rumme alt deres snakken råben og grinen, mens hun smile til dem det var enlig kunstig smile men hun var en dygtig skue spiller og kunne nemt nar børn hvor voksene var en smule vær at snyde, hun satte sig ned og skrev så godt hun kunne ned hvad børne ville så hade de en lege liste som de kunne følge, hun sukke stille og passe ellers børne. //Out