My new home?

[Deleted]

Det var efter hånden sen aften da Amiée kunne se en lejer forude, hun hade fuldt efter Adelio fra grænsen og gennem skov og ja alverden, hun var godt træt i bene, hun hade den sort kappe tæt om sig for at skjule den hvide krop, hun ville ikke have nogle så hun var så hvide. hun ville bare skræmme dem og så ville alle nok tror hun var fra lysets side og sikkert prøve at dræbe hende, under kappen kunne man se et svagt isblå lys, det var hendes krystal der lyset kraftig efter alle de sjæle hun hade fået før de tog her til, da du kom ind i lejeren tog amiée fat i Adelio's jakke mens hun kigge frem uden at man kunne se hendes ansigt for hætten, hun hade være en smule usikker på om det her var en god ide men det var for sent at vende om nu, hun kunne på bålpladserne og teltene, hun kunne fornemme stedet her ikke var så sikkert, men hun hade aldrig haft et helt sikkert liv selv så det var ikke noget nyt, månen var halv fuld og kaste en smule lys over området, bare nok til man lige kunne se tingen. hun kigge kort op på Adelio og holdt fast uden at virke for tydelig, hun ville ikke være til mere besvær ind hun var i forvejen, hun kunne godt lig Adelio der var noget over ham der gjorde hende godt tilpas med sig selv, og det hun hade være igennem de sidste mange år, hun holdt sig forsat skjult ind til Adelio stoppe og Amiée så en smule op og kigge på Adelio for at se hvad der skete, og om han ville sig noget til hende, et sted ville hun gerne have han sag noget til hende, eller bare rørt hende. men de tanker slog hun ud af hovedet igen, hun hade en følelse af hun bare var et redskab og det var ikke noget nyt, hun var jo en spion og var vandt til at blive brugt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Turen ind til lejren havde på ingen måder været nem. Det var en lang vej udenom i stedet for direkte ind i skoven, selvom det nu alt i alt, var noget som Adelio var direkte vant til. Han var vant til at liste udenom kongens soldater, for de måtte jo slet ikke finde derind! Hvordan alle andre ville tage det, vidste han ikke endnu, selvom dette klart også var noget som han vidste, at han ville være direkte nødsaget til at snakke med sin mor om. Jo flere hjælpende hænder som de kunne have her jo bedre ville det selvfølgelig også være og det var noget af det som i den grad også betød alverdens for ham selv. Han vendte blikket roligt mod hende og med den samme rolige mine som tidligere. Hun var usikker, hvilket han godt kunne forstå, men så længe at hun var sammen med ham, så ville der heller ikke ske hende noget som helst, det var noget som han næsten kunne love hende!
Lige hvad det var med denne kvinde, var slet ikke noget som Adelio direkte kunne sætte en finger på, men der var noget ved hende som gjorde, at han slet ikke kunne få sig selv til at give slip på hende. Ikke fordi at det var noget direkte ekstraordinært, men det var nu alligevel heller ikke noget som han havde oplevet før, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De rødlige øjne vendte han roligt i retningen af hende, hvor han heller ikke kunne lade være med at sende hende et stille og let smil. Han førte hende med sig hen til portene som førte ind til byen. Det hele var lavet fra bunden af, så det var ikke det rene luksus, men hvad andet kunne man forvente af en gruppe rebeller som boede midt ude i skoven? De levede jo kun af det som naturen skænkede dem, hvilket i den grad heller ikke ville sige så meget igen, men det var jo noget som man bare måtte tage som det måtte komme. ”Det er måske ikke så voldsomt som byen.. men det virker,” forklarede han hende roligt. Alle boede i telte, folk hentede vand ved bækken som løb ikke så langt derfra, der var hjemmelavet mur op omkring denne lille by og folk lavede stier ved at trampe jorden flad – ganske primitivt, men dog effektivt, hvilket var det vigtigste. ”Kom, jeg bor herovre..” Han lagde roligt armen om hende, kun for at føre hende hen til sit store telt.

[Deleted]

Amiée så op på ham, hun holdt forsat i hans jakke som en anden lille pige men hun ville ikke træng sig på og tag fat i hans arm, hun nikke bare og rette blikke ned igen mens hun gik mod det stor telt, hun følet enkle væsner fra de ander telte kigge på hende. men det var ikke noget nyt, at alt var meget premitivt lave var heller ikke så slemt. bare hun kunne få mad og sjæle og et sted at hvile var hun sådan set tilfreds, hun holdt sig forsat tæt på ham som de nærme sig hans hjem. hun hade virkelig en underlig følelse omkring ham, lig side hun hade hjulpe ham, for flere timer siden så var den underlig følelse omkring ham der stadig, hun viste ikke om det var en god eller dårlig følelse men den føltes godt for når hun så ham blev hun nærmest mere rolig og ikke så bange for at skræmme ham væk med sin sjæle slugene krystal, hun kigge på telte da de stoppe ved det, så det var her han boede.. det så primitivt ud men han virke ikke som en der var sindsyg utilfreds med det så han måtte da være okay glad for det, hun så op på ham igen og holdt fast i hans jakke en smule strammer.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio vidste udmærket godt at folk ville være skeptisk overfor Aimeé, men det var virkelig ikke noget som han kunne tage sig af lige nu. Hun var ny og hun var fremmed og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han ville gøre mere ud af. Han lagde roligt armen om hende, også mest for at indikere for alle andre at hun var med ham og at han havde det udmærket godt med at hun var med ham på denne måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. At hun var så stille og tavs, var nu heller ikke noget som han kunne tage sig af. Så lang tid at hun holdt lav profil, så var alt godt, også set i hans øjne, om det var noget som man ville det eller ikke, så var der ikke noget som man kunne gøre ved det. Han førte hende roligt med sig hen til teltet, hvor han skubbede teltdugen en anelse til side, så han kunne få hende med sig ind. Der var et enkelt stearinlys, en seng bestående af en madras lavet af halm og et tyndt og slidt tæppe. For mange heromkring, så var det jo det rene luksus og det var også det som han selv var vant til. Han vendte sig mod hende. ”Det er måske ikke så meget, men.. det er hvad jeg kan tilbyde,” sagde han roligt og sendte hende et skævt smil. Om ikke andet, så kunne de være alene her og det var virkelig også noget af det som han måtte anse som noget af det vigtigste af det hele. Han slap hende roligt. ”Det har været en lang tur, så.. hvis du vil hvile lidt, så.. så kan du få lov til det, og så melder jeg mig ved min mor.. og fortæller at jeg har dig med,” sagde han roligt. Hans mor var jo den som måtte lede det hele her, så selvfølgelig var det også noget som betød frygtelig meget for ham. Han smilede let til hende – prøvende om ikke andet.

[Deleted]

Amiée fuldt med ham ind i teltet, det var meget premitivt men hun hade prøve at sove på nøgen jord med kappem som dyne, hun tog hætten af så det hvide hår og ansigt kom til syne. hun så på ham "kommer du tilbage...bag efter?" spurte hun stille, mens hun vente sig mod ham. hans forsøg på at smile rørt hende lidt han hade ikke behøve at smile vis han ikke kunne, hun lod fingerne stryge ham let over kinden mens hun så op i hans øjne med sin isblå næsten hvide øjne. hun lod fingeren så glid af hans kind og lande på hans skulder før hun gik hen til sengen og satte sig på den, det var ikke så slemt hun overleve nok og hvordan man leve her var ikke så vigtig, for hende var det mere vigtig at hun bare var hvor han var så var hun faktisk..glad? hun krøbe ind på sengen/madressen og brugt pakken til at rulle sig ind som en kæmpe puppe hvor efter hun lukke øjen for at prøve at få en smule søven, hun var meget træt hun hade jo måtte gå hele vejen i steden for at flyve da de jo skulle holde lave profil hvilke hun var temmelig god til, hun hade jo ikke rigtig nogle venner eller familie og hun hade aldrig være særlig højryste eller højlydt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio vendte blikket roligt mod Aimeé og med et skævt smil. Han prøvede i hvert fald selvom det virkelig heller ikke var nemt for hans vedkommende. Det var slet ikke sådan en mand som han var vant til at være, så det var noget som selvfølgelig gjorde meget for hans vedkommende ,det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket. Strøget mod hans kind var noget som han faktisk måtte nyde, men det var nu heller ikke noget som han var så vant til, for.. denne form for omsorg og kærtegn var der slet ikke plads eller tid til blandt dem i denne lejr. Når det endelig skete, så var det virkelig også sjældent, så meget var han dog klar over. ”Jeg kommer igen så snart jeg har meldt ved min mor,” sagde han roligt, som han lod hendes hånd søge mod hans skulder i stedet for. ikke fordi at det var noget som sagde så lidt, for han var normalt ikke den som ønskede at have tøser så tæt på, for han var bange for at skabe sig ømme punkter som kunne rammes hårdt. Han lod blikket følge hende som hun gik sengen og lagde sig. Hun havde brug for hvile, for hun var tydeligt slet ikke vant til at skulle røre sig på den måde – ligesom han selv måtte være. Han endte med at bakke ud af teltet for at søge til sin mors som heller ikke lå så langt væk fra hans eget. Hun krævede at have ham tæt på sig, også fordi at det var den eneste familie som hun havde, hvilket han så heller ikke havde noget imod på denne her måde, det var helt sikkert. Han lod Aimeé sove, da det tydeligt også havde været nødvendigt, hvor han selv brugte tiden på at snakke med sin mor. Han havde jo faktisk heller ikke set hende i et stykke tid efterhånden.

[Deleted]

Amée sov tungt hun var temmelig træt, det hade været en meget lang gåtur for hende da hun jo ikke var vand til at gå så meget men at flyv i steden for, hun vent og dreje sig lidt i seng. hun hade en inder følelse af at Adelio ikke brød så meget om hun var så tæt på ham, selv om hun ikke følt sig så tæt på ham igen, var det fordi han troede hun var en hemning eller svag? hun kunne ikke lig tanken, måske hun skulle bevis hun duet til noget! at hun ikke var en byrte han skulle bekymre sig om.. Ja! det måtte hun hun ville vis ham hun var en stærk kvinde på sin egen måde, men hvordan? hun sov uroligt da tankerne fløj gennem det lille hovede. til sidste vågne hun temmelig træt stadig og hendes krop skreg i kramper og om hun skulle lægge sig igen, hun overveje kort at stå op men lag sig igen og kigge ned i halmen sengen. mund han snart kom tilbage? eller han hade nok lyst til at være hos hans mor lidt? hvordan mund hans mor så ud? hun var sikkert lige så køn som Adelio det var hun helt sikker på, hun gabt og lukke øjne bare for at hvile dem hvilke resulter i hun sov tungt og mere roligt denne gang.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde ikke set sin mor igennem frygtelig lang tid, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre for. Han havde haft vagterne efter sig lige siden han var endt med at søge til Manjarno, så selvfølgelig var det noget som han ønskede at gøre lidt godt igen. Han meldte sig ved sin mor, hvor han endte med at falde i snak med hende, efter den korte og lille røvfuld som han vidste, at han ville få netop fordi at han havde været væk så længe, så det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han indgik en aftale med hende om ikke at søge udenfor før han havde snakket med hende først og nu hvor han kunne se hvor meget hun var kommet til skade, så kunne han så sandelig også godt forstå det!
Turen tilbage til teltet var heller ikke så lang igen, hvor han roligt skubbede teltdugen til side, så han kunne komme ind. At se hende ligge der i sengen, var noget som kun fik ham til at smile. Han gik hen til hende ganske forsigtigt, hvor han roligt satte sig ned på sengekanten og med blikket hvilende på hendes skikkelse. At hun måtte ligge og sove, var selvfølgelig noget som han var glad for, men han havde skam også lagt mærke til, at det havde været en frygtelig hård tur for hende. Han var vant til det, så han tog det ikke så tungt igen, men at hun ikke var vant til at bruge benene på den måde, var noget som han godt kunne mærke og fornemme på hende. Han blev siddende og betragtede hende bare, som hun måtte ligge der i den rolige søvn. Det morede ham næsten. Det var frygteligt, frygtelig lang tid siden at han havde haft en kvinde i sin seng.

[Deleted]

Amiée sov halv tungt da han kom ind i teltet, hun mærke første ikke han satte sig og kigge på hende. men langsomt begyndt hendes krop faktisk at registere at han sad der, hun tvange sig selv ud af den tunge søvne og så op på ham, med blanke trætte øjne, hun gabt lidt og kigge op på ham som han sad der og kigge på hende, træt fik hun en hånd op til hans kind og strøg den langsomt og blidt. "skal du ikke sov" spurte hun helt stille og med en træt stemme. hun kigge bare op på ham mens hun blidt nusse hans kind, det gav hende en form for ro at nusse ham på kinden eller i nakken. hun rykke sig lidt så han også kunne være der i sengen og gjorde også der var plads under tæppet hun hade jo også sin kappe om sig så hun frøs ikke rigtig. hun gabt kort ind hun trak hånden til sig igen og lukke øjen, hvor hun langsomt døsse hen og putte sig i sengen mens hun lag den fri hånd ved hovedet og bare sov som en lille engle.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio blev siddende i sengen og med blikket hvilende på hendes skikkelse. At hun lå der og sov, var slet ikke noget som han havde noget imod, for hun havde tydeligvis også brug for det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. At hun vågnede op, var slet ikke noget som han havde regnet med, for det var bestemt heller ikke hans mening! Hånden som hun hævede og strøg over hans kind, var noget som kun fik ham til at smile, for det var slet ikke noget som han havde regnet med på nogen som helst måde overhovedet. ”Jeg mente virkelig ikke at vække dig,” sagde han stille. Tungen strøg han let og roligt over læberne, som han roligt tog omkring hendes hånd som han trykkede ganske let i sin. Hvorfor skulle man lægge det mindste skjul på det? Han holdt af hende, ellers havde han bestemt heller ikke taget hende med sig, men det var der jo så ikke noget som han kunne gøre noget ved lige nu. ”Sov du bare.. jeg skal snart i gang med arbejdet, så.. Ja, jeg venter med min søvn til senere,” forklarede han videre og med et stille smil på læben, for der var virkelig ikke nogen som helst grund til at lyve for hende, var der? Ikke i hans øjne om ikke andet. Han lagde sig roligt ned ved siden af hende, også selvom han ikke lagde sig til at sove, for det var der virkelig ikke tid til, så meget var han dog klar over allerede, selvom han nu ville nyde at være sammen med hende, men han havde jo en masse at se til allerede. Han vendte de rødlige øjne roligt mod hende. ”Jeg skal nok sørge for at du bliver retmæssigt introduceret til resten her.. Jeg vil have at du skal føle dig lykkelig.” afsluttede han dæmpet og tæt ved hendes øre.

[Deleted]

Amiée så bare og kunne godt høre det han hviske til hende, hun mumle stille "jeg er lykkelig... du er her jo hos mig" sag hun helt stille og træt hvor efter hun sov tungt og bare fik hvilet godt ud, hun sov længe hun vist ikke helt hvor længe men enlig stod hun op, hun satte sig op i sengen hun følt sig helt udhvilet hun så rundt og gned sig i øjne og kørt hånden gennem håret, hun vist ikke lige hvad hun skulle lave, hun kravle forsigtig ud af sengen hun hade slet ikke set efter om adelio sov ved siden af hende, forsigtig kigge hun af teltet og mærke regne stod ned i hovede på hende, hun skynde sig at trække hovede ind og ryste vand af og gav et lille nys, hun kunne godt regne ud hun ikke skulle gå uden for lige nu, hun så hen mod sengen og pille lidt ved kappen om hun skulle tage den af eller beholde den på.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio vidste udmærket godt at hun havde brug for hvile, så selvfølgelig var det noget som han ville give hende. Hendes ord var noget som kun fik ham til at smile. Hun fik det jo næsten til at lyde som om at de faktisk var et par. Han havde aldrig haft en fast kvinde i sit liv, for det var der virkelig ikke plads til og det havde der aldrig nogensinde været for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne hun virkelig ikke gøre noget som helst ved det på nogen som helst måde. Han strøg hende roligt over ryggen, så hun også kunne sove roligt, for det var bestemt også noget som hun havde brug for.
At hun blev liggende og sovet, var noget som glædet ham, hvor han mere end glædeligt måtte påbegynde arbejdet efter ganske få timer. Han sov ikke, hvilket var noget som han jo så måtte tage på et senere tidspunkt, selvom det nu heller ikke var noget som han havde noget imod som sådan. At det stod ned i stænger fra den mørke himmel over dem, var nu heller ikke noget som han tog sig af som sådan. Der gik yderligere nogle timer, inden han vendte tilbage til hende. Hun burde vel også vågne op efterhånden? Kutten rev han ned så snart han kom ind, hvor han vendte sig mod hende. Han var virkelig, virkelig gennemblødt! Han vendte sig mod hende. Hans øjne var langt mere blodskudte nu, også mest på grund af hans mangel på næring. Han sendte hende et stille, dog let anstrengt smil. ”Oh.. Du er vågen,” sagde han roligt. Han lod hånden stryge igennem det let så fugtige hår. ”Jeg har denne med til dig..” Han rakte hende en kappe lidt mere hen i hendes størrelse, også fordi at hun var en kvinde.

[Deleted]

Amiée rette blikke mod telt åbne da adelio kom ind, hun kigge på kappen han hade med til hende men den lage hun ikke særlig meget til, hun kunne se han var træt og sulten. hvilke fange hendes opmærksomhed mere, hun trippe hen til ham og lod fingerne rør hans fugtig kind. "du sulten.. ikke?" spurte hun stille og så på ham, hun ville godt give ham noget af sit blod vis det kunne hjælpe lidt. "og du er træt.. du skal sov" sag hun igen stille mens og slap hans kind og tog hans hånd og bare holdt fast om hans finger med den blød lille kvinde hånd hun hade, Amée så ikke rigtig selv dem som et par, det regne hun ikke med han var til eller at kunne lig hende på den måde over hovede! enlig forvent hun slet ikke han så hende som noget, måske ud over som hans personlig blod doner eller sådan noget. hun kigge ned på sin fødder og stod enlig bare og var stille mens hun hade fat om hans finger.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio tog sig nu ikke af sulten, for dette var noget som han var vant til at skulle arbejde med og tage hånd om. Han var jo nødt til at skænke folket her omkring det som de havde brug for at gøre. Folket kom i første række og i og med at han stod her som lederens søn, så var han under de samme regler som hende selv. Hånden som hun lagde mod hans kind, var noget som let fik ham til at sitre ganske let, for han var slet ikke normalt vant til at folk berørte ham på denne her måde. Han vendte blikket roligt mod hende. Han var i nærheden af en kvinde, en engel endda og det var bestemt heller ikke nemt for ham! Han bed sig tydeligt i læben og endda blot med at nikke. ”Jo… lidt..” endte han med en ganske dæmpet stemme, som han stille vendte blikket mod hende endnu en gang. Han endte dog alligevel med at ryste på hovedet. ”Jeg kan ikke sove lige nu.. Min mor har problemer og hun frygter for at soldaterne kommer her.. Jeg må hvile senere.. Tag den her på.. Så kan jeg vise dig, hvor vi kan bruge dine hænder,” sagde han roligt. Det var bestemt heller ikke fordi at han ville tvinge hende til det ene eller det andet, men alle hænder her var guld værd! Han vendte blikket ud mod uvejret. Han havde fået en skideballe uden lige af sin mor, så det var bestemt heller ikke noget som man kunne tage det mindste fejl af overhovedet. ”Jeg lover at sove senere..” fortsatte han roligt og med et skævt smil på læben, også selvom han virkelig skulle tage sig gevaldigt sammen, for ikke at ende med at bide til hende, for han var virkelig, virkelig fristet!

[Deleted]

Amiée så på ham, det fustere hende en del at han ikke ville bare tage en lille lur. hun var ikke selv vand til ikke at få den søvne hun skulle have, hun fatte ikke han kunne holde det ud. hun kunne tydelig se han var sulten, og det bekymre hende hvad nu vis han bed en eller anden uden at få lov!? hun tog kappen og holdt den bare i hænderne, "ikke før du har spist" sag hun fast og dreje hovede til side så halsen og lidt af skulderne blev fri, han måtte godt tappe fra hende, det var beder han fik lidt af hende ind af en tilfældig som ikke hade give lov, hun tænkt ikke yderlig over hun hade engle blod i øren på ingen måde hun hade aldrig tænkt sådan helt vild kun at hun hade evne til at flyve, hun stod bare og vente hun hade aldrig prøve at blive bidt før så hendes hals var helt mærke fri, fuldstændig uberørt og silke blød. hun så på ham "bar bid.. du må godt.. ellers bider du bare en eller anden der ikke har give dig lov" hun så på ham med de isblå øjne ganske roligt og fast mens hun holdt det kort hård lidt til side.