|
|
Post by maggie on Jun 25, 2011 17:37:16 GMT 1
Maggie vidste allerede nu, at der ikke var mere for hende at komme efter. Bare at bevæge sig, var noget af det mest smertefulde som hun længe havde oplevet og hun havde selv været igennem meget efterhånden! De røde øjne hvilede på hans skikkelse og selv en anelse afventende. Hun havde ondt.. hun havde virkelig ondt, selvom hun stadig nægtet at være den slags type som beklagede sig, for hun var stærk! Og hun ville være stærk lige til det sidste, og det var hendes endelige mål! At deres lille datter igen måtte blive urolig, var noget som fanget hendes opmærksomhed allerede med det samme, for det gjorde ondt at se.. Endnu værre var det, at hun blot kunne ligge der og bare se til, for hun kunne ikke gøre noget selv. Tanken alene fik en simpel tåre til at trille ned af hendes kind, også fordi at hun lagde mærke til at de glinsede på Juliens kinder lige så. Græd han? Hun mindes aldrig at have set ham græde før. Hun bed sig let i læben. ”Gør nu ikke noget dumt!” endte hun med en mere fast tone. Han måtte være der for deres datter, også selvom det virkelig gjorde ondt at vide, at hun ikke var der til at se det sammen med ham, at hun ikke var der til at opleve det sammen med ham. De røde øjne faldt endnu en gang til hans skikkelse. Farven falmede kun mere og mere. Hun klamrede sig til det sidste liv som hun havde, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende på nogen måde, men hun ville. Hun ville ikke give op bare sådan! Ikke nu hvor han også måtte sidde der! Hun vidste dog hvornår slaget var tabt og denne gang, så kunne hun desværre ikke gøre noget ved det. Hun sank mere ned i græsset. Måske at hendes sår var holdt op med at bløde i samme voldsomme grad – selv meget af græsset omkring hende havde fået en langt mere rødlig farve, selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende som sådan. Hun ville elske at tage med ham hjem, men for hende, så var det bare slut. Det var noget som hun vidste og hun kunne se i hans blik, at han var klar over det, også i den anden ende. ”Jeg ville ønske at… at jeg kunne..” Denne gang var hendes stemme langt mere grødet end det som den havde været frem til nu. Han gjorde det bestemt heller ikke nemt for hende! Hun ønskede jo heller ikke at miste ham til fordel for en anden kvinde. Hun blinkede let med øjnene, som tårerne endnu en gang måtte glinse noget så tydeligt. Det var end ikke noget som hun ville skjule for ham, for her var hun for stædig! Hun rakte stile og roligt ud efter hans hånd, også mest bare for at komme i nærheden af ham, nu hvor det var hende muligt, men.. det var vel bare at nyde det, mens man var i stand til det? Hun kom jo aldrig herfra i live og hun vidste det. ”At bevæge mig, brænder Julien.. Det gør ondt.. Jeg kan ikke komme op igen..” Hun blinkede let med øjnene og bed sig let i læben. Hendes øjne var våde, selvom glansen tydeligt var falmende som intet andet overhovedet og hun kunne ikke gøre for det. ”Gør det..” hviskede hun med en dæmpet og endnu en gang med blikket vendt mod ham. Hun var færdig, det var hun allerede klar over, så hvorfor ikke bare stoppe den lidelse som hun måtte ligge i?!
|
|
|
|
Post by julien on Jun 26, 2011 10:45:47 GMT 1
Normalt så skulle der ufattelig meget til før Julien ville fælde den mindste tåre, ikke engang under tortur ville der dukke den mindste tåre frem, men når det kom til hans mage, så havde han pludselig slet ikke nogen kontrol over det. Han havde gået i over et halvt år og spekuleret over hvad der var galt, for så vidst han vidste, så havde han ikke gjort det mindste, og hver gang han havde prøvet at snakke om det, så havde hun bare afvist ham, vrisset af ham og skubbet ham væk. Og denne aften have han næsten troet at hun skulle ud til en anden mand, hvilket vel også til dels havde været grunden til at han havde fulgt efter hende? Og selvfølgelig det at han havde ønsket at få en stopper på det en gang for alle, for nu havde han fundet sig i hendes opførsel i over et år og tilmed stadig været tro, på trods de ikke engang havde lagt i samme seng. At det hele så kun havde været fordi hun ville besvære ham om en nyhed omkring hendes graviditet, var noget som han slet ikke forstod sig på! Hun havde ikke ønsket at besvære ham med mere? Men det var hun så kommet til alligevel, for han havde været mere frustreret over at hun ikke gad at have ham tæt, han havde tilmed troet at hun var gået til en anden mand, så det havde slet ikke været en god beslutning! Han svarede hende ikke ved hendes ord. Han skulle ikke gøre noget dumt? Det eneste han ville, var at opsøge den psykotiske kvinde og myrde hende! Den urolige lille pige i sine arme tog han sig ikke af, et sted lagde han ikke engang selv mærke til det, som blikket hvilede på Maggie. Han vidste godt at hun ikke kom med hjem igen, selvom det ikke rigtig var gået op for ham. Hun havde været der igennem hele hans liv, han elskede hende højere end noget andet, hvilket egentlig var utroligt, når man tænkte på hvor meget de havde hadet hinanden som børn. Men Maggie var virkelig hans eneste ene og han ønskede ikke at fortsætte uden hende! Han løftede roligt sin ene hånd, som han lod en finger glide over hendes læber, for at få hende til at tie, eftersom hun ikke engang kunne afslutte sine egne sætninger, hvilket gjorde det tydeligt for ham at det stod slemt til. ”Det skal nok gå,” hviskede han dæmpet, selvom de begge to godt vidste at det ikke var tilfældet. Hun ville ikke komme med hjem igen, i hvert fald ikke i live. Han så ind i hendes matte røde øjne, hvor han lod hende tage hans hånd, som han klemte ganske blidt om hendes. At hun ville have ham til at slå hende ihjel, var noget som virkelig måtte gøre ham arrig! Han vidste godt at hun led, men han kunne ikke få sig selv til at slå sin eneste ene ihjel! ”Jeg kan ikke!” vrissede han fast, uden han tog de tårefyldte øjne fra hende. Han nægtede! Selvom.. han ønskede heller ikke at gøre det værre ved at lade hende lide. Han sank en klump, som han roligt lænede sig ind og skænkede hendes læber et blidt kys. ”Jeg elsker dig Maggie.. højere end noget andet.. jeg.. jeg kan ikke,” hviskede han dæmpet. Han burde have passet bedre på hende, han burde være nået frem før alt dette var sket! Nu var alt forbi. Han bed sig ganske let i underlæben, imens flere tårer strømmede ned over hans kinder.
|
|
|
|
Post by maggie on Jun 26, 2011 13:34:04 GMT 1
Alene tanken om at Julien havde været sikker på at der havde været en anden mand i billedet, var noget som direkte måtte knuse Maggie. Hun kunne da aldrig nogensinde drømme om at være tæt på en anden! Hun havde afvist ham ganske enkelt af en grund; Hun ønskede ikke at smide mere i form af byrder på hans skuldre, også selvom Valerio havde stået fast på, at hun burde fortælle ham det, men hun havde ikke gjort det. Den lille pige var endnu en gang begyndt at skrige, hvilket tydeligt også måtte påvirke hende, for følelsen og fornemmelsen var virkelig ubehagelig som intet andet overhovedet! Hun bed sig svagt i læben og selv med tårerne trillende ned af sine kinder. Julien sad og græd ved siden af hende, og det var noget som hun i sig selv, slet ikke kunne forstå sig på, for det virkede bare.. forkert. Så forkert som intet andet, for hun havde aldrig set ham fælde tårer på denne her måde. Fingeren som han lagde over hendes læber, fik hende også automatisk til at tie, selvom det var mod hendes vilje. Sætningerne kunne ikke engang fuldføres, for det kostede hende af den energi som hun havde tilbage og det var noget af det mest ubehagelige som hun længe havde været udsat for, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var helt sikkert. De røde og tydeligt mattende øjne hvilede på hans skikkelse. Hun kæmpede for at holde sig vågen, selvom hun vidste, at formskifteren i hende var død og borte allerede. Vampyren var det sidste som var tilbage, også selvom smerten virkelig var intens som intet andet! Det ville ikke gå godt og hun vidste det! Hun vidste at han vidste det! ”Hold op med at l-lyve for dig selv,” bad hun stille. Hun vidste at han var langt mere fornuftig end dette, så det var heller ikke noget som hun ville lægge skjul på som sådan, det var helt sikkert. Hun elskede ham og hun ønskede ikke at forlade ham på denne her måde. Nu hvor hun virkelig kunne ærgre sig over, at det var dette som hun havde brugt de sidste mange måneder på, så fortrød hun virkelig! Hun kunne have født hjemme i sikkerhed med manden som hun elskede ved sin side, hvilket i den grad havde gjort det hele så meget bedre, også set i hendes øjne, men udfaldet havde vist sig at være i den helt anden grøft. Hun hadet den tanke. Kysset besvarede hun mere end glædeligt, også selvom det gjorde ondt at anstrenge sig sådan for at indramme hans læber. Hun nød at have ham tæt på og selv i denne situation så gjorde det hende rolig. Skræmmende rolig endda, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun sendte ham et tydeligt og træt smil, også selvom det var præget af det knuste hjerte som hvilede i hendes bryst. ”J-jeg elsker også d-dig, Julien..” hviskede hun dæmpet og uden at tage blikket fra ham. ”D-derfor g-gør du det,” bad hun endnu en gang. Hun havde ondt, hun lå og led og havde det virkelig helt af helvede til. Det var heller ikke fordi at det var noget som hun ønskede. De røde øjne hvilede på hans skikkelse. Hun dirrede og hun skælvede. Det var jo heller ikke fordi at hun havde kontrol over noget som helst lige for øjeblikket! ”H-hun skriger,” påpegede hun dæmpet. Hun kunne jo intet stille op for sin egen lille datter og hun hadet virkelig den tanke!
|
|
|
|
Post by julien on Jun 26, 2011 14:22:35 GMT 1
Julien kunne tydeligt se at Maggie havde ondt, og han vidste godt at hun ville dø. Men det at hun ville have at han skulle tage hendes liv, var virkelig alt for meget at bede ham om! Det nagede ham virkelig at se hende i denne tilstand, det gjorde ondt at se hende lide på denne måde, og så gjorde det ham direkte rasende at vide at nogen havde gjort hans elskede ondt! Han sværgede at han ville finde Malisha og myrde hende på stedet! De dybbrune øjne søgte roligt til hendes matte røde. Han svarede ikke til hendes ord, for han vidste godt at det hele ikke ville gå, hun var døende og hun ville om ikke så længe dø. Han brød sig ikke om at hun led og han havde faktisk taget mange af hans egne kammeraters liv på missioner fordi de også havde lidet, men dette var virkelig noget andet! Dette var Maggie, hans livs kærlighed, hans mage, hans eneste ene! Det.. var det sværeste valg han nogensinde havde stået ud for! Han sank en klump, hvor han bed sig ganske let i den bløde underlæbe, som blikket kort faldt på kniven, der lå ved deres side. Han vendte roligt blikket ned mod den lille pige der måtte hvile i hans arme, der var begyndt at skrige, selvom han var så fraværende at han ikke rigtig lagde mærke til det. Han forblev dog siddende tæt på hende, som han igen vendte blikket mod hende. At mærke hendes læber var noget som et sted måtte berolige ham, selvom at uroen hurtigt lagde sig over ham igen, da kysset blev brudt, for han vidste godt at det ikke ville blive godt igen, han vidste at hun ikke ville komme med ham hjem, hun ville ikke være der sammen med ham, for at se deres datter vokse op, selvom han følte at det barn i hans hænder var.. et fremmed barn. Han havde slet ikke kendt til hendes graviditet, han havde ikke været en del af det, så han følte sig ærligtalt ikke som far for dette barn. Han lod roligt sin pande falde mod hendes, så han kunne se hende i blikket, alt imens han greb ud efter kniven. ”Jeg vil aldrig nogensinde elske nogen højere end dig Maggie,” hviskede han dæmpet, som han ikke tog blikket fra hende og sørgede for at holde øjenkontakten med hende. ”Det er noget jeg trygt kan love dig,” lagde han dæmpet til. Hun skulle ikke være bange for at han fandt en anden kvinde, for han ville aldrig nogensinde kunne elske nogen højere end han gjorde Maggie, han ville aldrig glemme hende, for hvordan skulle han dog kunne det? Hvis han nogensinde var sammen med en anden kvinde, ville det kun være overfladisk eller falsk fra hans side af, så meget vidste han da, for han havde ikke engang lyst til en anden kvinde, det havde han ikke engang haft i dette halve år, fordi Maggie var den eneste han ønskede. Han greb roligt om kniven, selvom han sørgede for at hun ikke ville se det. Pigen i hans arme tog han sig ikke af, eftersom hans opmærksomhed hvilede mod Maggie. ”Vi ses igen Maggie. Døden skal ikke få lov til at skille os fra hinanden,” hviskede han stille, som han strammede grebet omkring kniven, inden han sendte hende et mildt smil, selvom tårerne gled ned over hans kinder. ”Jeg elsker dig.” Mere nåede han ikke at sige, før han jog kniven direkte ind i hendes bryst mod hendes hjerte, for at ende hendes liv.
|
|
|
|
Post by maggie on Jun 26, 2011 16:01:58 GMT 1
Maggie vidste udmærket godt, at hun bad Julien om skræmmende meget, ved at bede ham om at tage kniven og gøre det slut, men hun havde virkelig ondt. Desuden så ville hun foretrække at han gjorde det, for hun vidste at han kun ville ende hendes lidelse. Hun var tryg med ham i nærheden og derfor ville hun også hellere have at han skulle gøre det, selvom hun slet ikke havde regnet med dette udfald på nogen som helst måde overhovedet. Tårerne strømmede roligt ned af hendes kinder, selvom det hele skete så lydløst. Lidt menneskelig var hun skam, også selvom det ikke altid var noget som kom frem. Det havde det jo trods alt heller ikke gjort det sidste lange stykke tid og det var med god grund. Hun havde været afvisende som intet andet, han havde ikke engang fået lov til at røre ved hende og nu kendte han også til grunden, selvom det var gået op for hende på alvor, at det havde været en tåbelig fejl set fra hendes side af, men det var der nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Det var slut.. for alvor slut for hende. Hans ord var dog noget som lettede hende. At vide at hun var den eneste som han kunne og ville elske, det var noget som virkelig lettede hende som intet andet! Hun ville ikke miste ham helt, også selvom hun ønskede at han skulle have det godt.. så godt som det nu måtte være ham menneskelig muligt at få. Nok var hun ikke særlig gammel og det var en ekstrem tidlig alder at skulle sige farvel i, så var hun nødt til det. At det jo så blev med ham ved sin side, så kunne det heller ikke blive bedre. Tårer faldt endnu, selvom det denne gang var med lettelse. Hun nikkede stille, også selvom det virkelig gjorde ondt i sig selv. ”Jeg.. jeg vil vente på dig, Julien,” hviskede hun med en dæmpet stemme, selvom den var endt meget grødet. At han tog om kniven var ikke noget som hun lagde mærke til, selvom hun vidste, at hun havde det i vente i den helt nærme fremtid. Af sind, så var hun allerede død, det var egentlig bare hendes sind som ikke var borte endnu. Det var virkelig en ubehagelig fornemmelse at ligge med. Hun mente dog sine ord. Hun ville ikke kunne finde hvile før hun vidste at han havde det godt, for ikke at glemme, at deres lille datter ville have det godt! Dette var enden for hende… den endelige ende, selvom det virkelig gjorde ondt at vide, at hendes tid med ham skulle være så forfærdelig kortvarig! Kniven som han jog direkte mod hendes bryst, fik hende kraftigt til at stivne. Hendes pupiller trak sig helt sammen som den måtte gennembore hendes kolde og døde hjerte. Sjovt nok det som måtte holde hende i live. Blikket gled stille mod ham, hvor hun åbnede munden i et kort forsøg på at gengælde ordene, selvom ikke fik så meget som en lyd frem. Armen faldt tungt tilbage i jorden som hendes krop mere eller mindre endte helt askegrå, da hun faldt til jorden foran ham. Hun åndede tungt ud som farven bare måtte forsvinde helt som selv det sidste glimt i hendes øje som lyset også måtte forsvinde for alvor. Blot med den lille piges skrig ved Juliens side som det eneste til at bryde den evige stilhed som måtte lægge sig over stedet. Ikke blev hun til aske udelukkende fordi at hun var varyl, et sted fanget midt mellem den død og den naturlige, så blev hun liggende død og fuldkommen askegrå for hans fødder.
//Out
|
|
|
|
Post by julien on Jun 26, 2011 17:21:56 GMT 1
Julien sendte Maggie et prøvende smil, da det var svært når sorgen stod tydeligt i hans blik, som han ikke gjorde noget for at holde tårerne tilbage, der faktisk måtte fortsætte med at falde ned over hans kinder. Hendes ord glædede ham, og han ville i den grad også vendte på hende, selvom.. han havde en hel ensom evighed foran sig. Men hvorfor skulle han dog leve den alene? Han så ikke væk fra Maggies øjne på noget tidspunkt, heller ikke, da han valgte at jage kniven igennem hendes bryst og gennembore hendes hjerte, så hun endte helt aksegrå. Han vidste godt at hun ikke ville blive til aske, som han selv ville, hvis hans hjerte blev gennemboret, hvilket også var utrolig fristende, for han havde intet tilbage i verdenen som han gad at leve for. Han havde simpelthen mistet alt. Han lod to fingre glide over hendes øjenlåg for at lukke hendes øjne, inden han trak kniven til sig. Hans krop dirrede ganske let, både af sorg men også af vrede. Stilheden blev brudt da han valgte at udstøde et vredt og højt råb, som fyldte hele skoven, inden han kastede kniven skødesløst fra sig, som satte sig fast i et af træernes stammer, inden han slog sin knytnæve ind imod træet som Maggie havde siddet op af med fuld hammer, så træet endte med at blive lettere skævt og med nogle af dets rødder revet op. Denne lille pige der måtte hvile i hans arme, hans datter, var det eneste som faktisk var skyld i at han ikke tog livet af sig selv, for han havde lovet Maggie at han ville bringe pigen i sikkerhed, men hvad han gjorde efter der, vidste han ærligtalt ikke. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre nu, for han følte sig helt rastløs. En anden ting som faktisk måtte holde ham i live, var det at Malisha stadig var på fri fod og han helmede virkelig ikke før han havde fået dræbt den kvinde! Der var han jo faktisk heldig at han havde en hel evighed foran sig, og han skulle bestemt nok få den brugt på noget fornuftigt! Nemlig at hævne Maggie! Han trak vejret dirrende, hvor han blinkede let med øjnene, for at få de sidste tårer væk, inden han roligt lagde den lille pige fra sig ved Maggies døde krop. Han hev skjorten af sig, som han måtte rive i stykker, blot for at binde omkring sin muskuløse krop, inden han tog den lille pige op i sine arme som han betragtede lettere sørgmodigt. Han skænkede pigen et blidt kys mod panden, inden han fik hende til at tie stille. ”Min lille Katharina,” hviskede han blidt, som han satte pigen fra sig i den slynge han havde lavet af sin skjorte. Han gik ned i knæ, blot for at løfte Maggies døde krop op i sine arme, for han nægtede at lade hende ligge her så liget bare kunne rådne op! Hun skulle have en værdig begravelse! Han skænkede Maggies pande et blidt kys. ”Jeg lover at jeg hævner dig, koste hvad det koste vil,” hviskede han i en beslutsom tone mod hendes ene øre, inden han sank en klump. Han begyndte med sløve, rastløse og sørgmodige skridt at gå tilbage mod sit mansion, hvor blikket blot hvilede tomt frem for sig. Han stirrede ikke på noget eller nogen, da hans tanker hvilede i sine minder med Maggie. Katharina hvilede trygt i slyngen, hvor selv hun var blevet rolig og faldet til ro, som hun var gledet ind i en mindre søvn, hvilket kun gjorde ham langt mere fraværende, som stilheden havde lagt sig over ham.
//Out
|
|
