Giving life… by taking one..?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvis der var noget som Malisha ikke havde regnet med, så var det at denne kvinde faktisk ville sætte tænderne i hende, selvom det nu ikke var noget som hun tog sig af. Det beviste om ikke andet, så bare det faktum, at denne kvinde faktisk ville gøre alt for at beskytte sin kæreste lille datter, hvilket et sted slet ikke var noget som rørte hende på nogen som helst måde overhovedet, for det var bare sådan at tingene nu endelig måtte hænge sammen. Hun lod hovedet søge let på sned. Hun skulle nok sørge for at denne kvinde aldrig nogensinde ville komme hjem og så kunne hendes kære lille datter få lov til at ligge i sin egen smerte og skrig når solen ville stå op! Det var jo lige før at Malisha ønskede at blive der til at opleve det! Desuden så ville det jo heller ikke være alverdens med tid, inden at solen ville stå op. Hun vendte blikket direkte mod kvinden, idet at hendes kugle ramte hende i ryggen. Det måtte virkelig have gjort ondt! Selvom det virkelig ikke var noget som rørte hende som sådan, så var det jo bare en ting som hun måtte tage med sig, hvilket hun i den grad også gjorde helt uden de største problemer, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun havde virkelig ikke nogen medfølelse for nogen som helst, det var heller ikke noget som hun var opdraget med, så hvorfor pokker var det noget som hun i sig selv, skulle udvise overfor nogen som helst? Hun var sin egen herre, hun gjorde det som hun havde lyst til og det var bestemt heller ikke nogen som skulle stille sig i vejen for hende. At hun prøvede at komme op på benene, kunne hun godt se. Et sted så måtte hun se sig imponeret til hendes måde at reagere på og handle på, for det beviste virkelig bare det som man hørte omkring det moderlige instinkt. Den kniv som hun havde fået hamret direkte ind i siden, var først noget som hun som sådan lagde mærke til, efter at vampyren havde fået sluppet sit tag på hende. Hun vendte blikket direkte ned mod hendes side, hvor det tydeligt var endt med at bløde og i sig selv, så var det jo faktisk en anelse kraftigt, selvom det på ingen måde, var en tanke som hun brød sig om på nogen måde overhovedet. Havde hun virkelig formået at ramme hende? Hun fnøs ganske kortfattet, som hun dannede sig endnu en kugle i hånden, selvom hun godt kunne mærke, at det virkelig måtte brænde ved følelsen af hver en bevægelse som hun gjorde og det var bestemt ikke en tanke som behaget hende! ”Forbandede usle tingest!” hvæsede hun med en fast og direkte iskold stemme, idet hun gjorde kuglen direkte stor og kylede direkte efter hende uden nåde og uden nogen som helst former for advarsel. Denne vampyr skulle bare ikke have lov til at overleve, det var noget som hun allerede nu måtte være fuldkommen fast besluttet på. Så længe, at hun selv virkede temmelig tilskadekommen, så regnede Malisha bestemt heller ikke med at hun ville være i stand til at skulle undgå at blive ramt, hvilket i den grad var hende en glædelig tanke uden lige! Afventende blev hun stående, blot for at se om denne kvinde i det hele taget ville være i stand til at skulle komme op igen, selvom det nu heller ikke just var noget som hun måtte regne med.

[maggie]

Maggie havde allerede nu fundet ud af, at hun havde kastet sig i krig med den forkerte, men hun havde virkelig heller ikke bedt om at skulle blive mødt med kamp og krig på denne her måde, for hun vidste udmærket godt, at det slet ikke var noget som ville være i stand til at skulle hjælpe hende på den ene eller den anden måde. I sig selv, så var det hende en frustration uden lige, at denne kvinde bare ikke kunne forstå det! Hun gispede svagt, som hun forsøgte at skulle komme sig op, selvom det ikke var helt så nemt. Hun ønskede bare ikke at der skulle ske hendes lille datter noget. Det var vel heller ikke så svært at forstå?! Hun klemte øjnene sammen, som hun endelig fik sig op at stå, selvom det da i den grad måtte holde hårdt. Kniven havde ramt, det samme med hendes tænder, som hun selv var helt blodig omkring munden. Hun var virkelig bange for at dette ville blive hendes endeligt, at hun ikke ville være i stand til at skulle vise sin datter frem for Julien og fortælle ham, at han var blevet far, undskylde for at hun havde holdt det hemmeligt på denne her måde, for.. det havde hun jo, selvom der havde været en god mening bag det! Hun nåede kun lige at opfange hendes ord, idet at kuglen måtte ramme hende direkte i brystet, hvor der nærmest måtte lyde et voldsomt brag, da hun blev kylet direkte bagud og med ryggen direkte mod et stort træ som stod lige ved. Der lød et voldsomt knæk, idet at hun måtte slippe et smertefuldt skrig og faldt direkte ned til jorden. Hun rystede og hun dirrede som aldrig nogensinde før, selvom hun.. ikke rigtigt kunne bevæge sig? Hun blinkede let med øjnene, som hun vendte blikket direkte mod Masliahs skikkelse. Kniven havde ramt heldigvis, så det var jo selvfølgelig noget som kun måtte tælle godt for noget? Hænderne prøvede hun at knytte, selvom det virkelig brændte ved hver eneste lille bevægelse som hun gjorde sig, så det var bestemt heller ikke fordi at det var videre behageligt på nogen som helst måde overhovedet! Hun klemte øjnene let sammen, som hun prøvede at trække vejret, selvom det i den grad også var noget som gjorde noget så frygtelig ondt, at man skulle tro at det måtte være løgn! Hun gispede let. Ryggen var vel brækket? Hun havde virkelig ondt og hun kunne ikke bevæge sig, uanset hvor meget som hun så end måtte prøve på det eller ikke! ”Lad min datter være..” vrissede hun med en fast tone, som hun endte blikket direkte mod Malisha igen. Hun frygtede hende ikke som sådan. Hun var faktisk langt mere bange for hendes barns ve og vel, end det som hun faktisk måtte være til noget af det andet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. En tåre samlede sig i hendes ene øjenkrog – heldigvis den som var vendt væk fra Malisha. Den kvinde skulle under ingen omstændigheder have den tilfredsstillelse og kunne hun undgå at skulle give hende den, så var det jo selvfølgelig også kun til den store fordel set i hendes øjne, så var det jo heler ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Hovedet lagde hun ned i græsset. Hun vidste allerede nu, at hun ikke kom levende fra det.. enten gjorde hun det, ellers også gjorde en anden. Solen kunne jo ikke direkte slå hende ihjel takket være Julien.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det måtte ganske enkelt forundre Malisha hvor enkelt det havde været at slå Maggie i jorden. Selvom hun ganske enkelt ikke kunne se hvad denne tøs måtte kæmpe for, for livet som vampyr var jo direkte usselt og på alle måder endda, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget at gøre ved det. Hun skulle da mere end glædeligt gøre noget ved det og så tage det hele derfra, hvis hun ellers kunne komme til det. At se hende ligge der, at høre knækket som havde lydt i hendes ryg da hun havde mødt træet indikerede kun en brækket ryg, hvilket fik hende til at trække kynisk på smilebåndet, for det var der vel heller ikke nogen grund til at skjule. Der var visse grunde til at de aldrig var kommet videre, selvom hun ganske enkelt ikke kunne forstå hvordan pokker at en vampyr kunne klare sig så længe igennem disse tider når der var så mange magikyndige væsner til stede. Stod det til hende, så ville de alle have været døde og borte den dag i dag, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! Hun gik roligt hen mod Maggie, hvor hun roligt gik ned i knæ ved siden af hende. At hun knapt kunne røre på sig indikerede kun hvad hun umiddelbart måtte gå ud fra det som hun havde regnet med; At hun slet ikke var i stand til det, selvom det slet ikke var noget som hun sagde det mindste til. Hun gik roligt ned i knæ ved siden af hende, hvor hendes hånd kraftigt måtte lukke sig omkring hendes kæbe. Måske solen ikke kunne slå hende ihjel, selvom det nu heller ikke var noget som hun var kendt med i den anden ende, selvom det var noget som raget hende mildest talt. Hun trak kynisk på smilebåndet. ”Det der gjorde faktisk forbandet ondt,” vrissede hun med en fast tone og uden at skulle lægge det mindste skjul på det på den ene eller den anden måde. Det blødte stadig en anelse, selvom det faktisk kun var noget som kun gjorde mere og mere ondt, så hun burde måske få det tjekket? Hun lod den anden hånd selv søge til jorden hvor hun åbnede håndfladen så kniven måtte sige direkte til den. Så længe at Maggie måtte ligge der og være ude af stand til at gøre noget som helst. Hun lukkede hånden omkring kniven og trak den roligt op til sig. Hun lagde den roligt mod Maggies kind og derved også fik hende til at kigge på sig i stedet for. ”Og du skal nok komme til at fortryde det!” endte hun med en tydelig hvislen. Hun efterlod en dybere blødende rift over hendes kind, selvom det var en handling som hun ikke tænkte over. At lade tøsen lide, var det eneste som hun havde i tankerne! Det kolde og ikke mindst ganske så kyniske smil var noget som kun måtte brede sig mere på hendes læber, som hun lod hovedet søge let på sned. Kniven sænkede hun mod hendes side. ”Og ved du hvordan det føles? Først et bid og så et stik..?” Hun trak mere på smilebåndet, idet hun hamrede kniven direkte ind i Maggies side. Hun var ikke bare vampyr, så det at lade hende forbløde var vel også en mulighed i den anden ende? Uanset hvordan det ville gå, så skulle hun personligt nok sørge for at denne tøs aldrig nogensinde ville komme derfra med livet i god behold. Det var hendes endelige mål ved dette!

[maggie]

Maggie vidste allerede at hun måtte være dødsdømt og det var virkelig noget af det som gjorde ondt. Hun kunne knapt bevæge sig uden at det virkelig føles som at noget virkelig borede sig ind i hendes ryg, for hun havde virkelig ondt! At Malisha kun måtte komme hende i møde, var noget som fik hende til at vende blikket mod hende. Hun kunne høre sin lille datter skrige i græsset. Hun kunne vel fornemme at noget var rivende galt i denne situation? Ikke fordi at det var noget som hjalp hende det mindste, for hun ville virkelig gøre alt for at kunne tage sin lille pige op i sine arme, trøste hende og forklare hende at det hele nok skulle gå. Umiddelbart så ville hun bare have sin datter i sikkerhed. Hun kunne vel være fuldkommen ligeglad med sig selv? Blikket fulgte den mørke kvinde som satte sig ved siden af hende, hvor hun kraftigt gispede da hun lukkede næven omkring hendes kæbe. Hun vendte blikket mod hende, da hun selv ikke rigtigt havde noget andet valg. Hun kneb øjnene fast sammen. ”Du fortjente det,” hvislede hun med en iskold stemme. Hun var bestemt heller ikke bange for hende! Hvordan skulle man da kunne være bange for en som gemte sig bag magi på den måde? Det var slet ikke noget som hun var i stand til eller havde lyst til for den sags skyld! At hun fik kniven op i hånden var bestemt heller ikke en tanke som faldt i Maggies gode bog. Hun ville vel bruge den? Det var da noget som hun hurtigt kunne gætte sig frem til og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hjalp hende på nogen som helst måde overhovedet. Riften som det efterlod over hendes kind, fik hende til at klemme øjnene fast sammen, hvor hun endnu en gang vendte blikket mod hende. Hun blødte som et hvert andet levende væsen, for hun var jo trods alt heller ikke hel vampyr, hvilket denne kvinde vel efterhånden også havde lagt mærke til, selvom det på ingen måde, var noget som gjorde det nemmere på noget tidspunkt. Hun knyttede næven ganske fast, selvom hun ikke rigtigt kunne gøre mere. Hendes sidste ord var noget som næsten skænkede hende en form af panik, hvor hun let rystede på hovedet, selvom det var en bøn som tydeligt ikke blev hørt. Kniven som borede sig ind i hendes side, var virkelig en smertefuld proces! Hun gispede i et halvvejs skrig, idet hun spændte fast, hvilket kun gjorde det hele så meget værre, også for hendes egen del! Hun klemte øjnene fast sammen, som hun næsten helt naturligt måtte vride i kroppen, selvom det nok var noget af det dummeste. Hun ville dø og hun vidste det allerede. Kunne man blive mere uheldig på en aften som denne? Hun plejede jo fint at kunne stå op for sig selv, og så skulle der en forbandet warlock til at ødelægge det hele? Blodet begyndte at flyde, tårerne havde samlet sig i hendes øjenkroge. Ikke fordi at det var skræmmende, men fordi at det gjorde forbandet ondt! Hun trak vejret dirrende, selvom det føles som den ene lunge var punkteret så højt oppe at kniven måtte sidde. En fornemmelse af at drukne og den var bestemt heller ikke behagelig på nogen måde! ”L-lad mig være..” Denne gang var hendes stemme tydeligt anstrengt og stadig bedende. Hun havde aldrig bedt om denne ballade og hun ønskede virkelig bare at få sin lille nyfødte datter med sig hjem!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At det eneste denne kvinde kunne tænke på, var sin lille datter, var noget som Malisha mildest talt kunne være fuldstændig ligeglad med, for hun kunne vel være fuldkommen ligeglad med det? Den lille pige var hun ligeglad med, vampyrerne var hun fuldkommen ligeglad med, for i hendes øjne, så forpestede de jorden med deres vampyriske adfærd og det var noget som virkelig gjorde hende noget så rasende som intet andet overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig var noget som måtte komme til stykket. Hun betragtede hende ved hendes halvkvalte skrig, for det var tydeligt at hun havde ondt, hvilket i den grad kun var noget som måtte fryde hende som intet andet, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket på nogen måde overhovedet! Hun tog fat i kniven, kun for at føre den direkte op i lungen, så hun var sikker på at den måtte være punkteret. Hvilke følger det måtte få for en blandingsrace som kvinden måtte være en del af, var noget som hun slet ikke tog sig af når det endelig måtte komme til stykket på denne her måde. Hun slap en ganske kort latter. Hun morede sig bare ved dette og at se den smerte i hendes blik, at se hende have så ondt som det hun måtte have på denne her måde, så var det slet ikke noget som hun kunne eller ville lægge det mindste skjul på når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Det gør ondt.. gør det ikke? Fortjent eller ikke..” hvislede hun med en iskold og fast tone som intet andet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Kniven trak hun roligt og næsten smertefuldt langsomt ud af hendes side, kun for at gøre det hele værre. At se hende vride sig i smerter, selvom ryg og alt måtte være ødelagt, så måtte hun da tydeligt se til det hele med en fascination. Uanset hvad der skete med hende, så var det bare hendes datter som hun kunne have i tankerne? Et sted så var det jo beundringsværdigt på sin egen ganske særlige måde, selvom det nu heller ikke var noget som hun sådan rigtigt ville bide sig fast i på den ene eller den anden måde, for hvorfor var det da noget som hun skulle bide sig fast i? Det var da noget som hun et sted kunne være fuldkommen ligeglad med på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun lod knivens spids pege i retningen af Maggies mave. At lade hende lide til det sidste, ville vel heller ikke være så slemt igen? Hovedet lod hun søge let mod den anden side. ”Tro mig.. Du kommer ikke levende fra dette i aften.. ej heller din lille datter!” hviskede hun næsten med en rolig stemme, idet hun hamrede kniven direkte igennem hendes mave, kun for at lade den blive siddende denne gang. Hun rejste sig roligt op og vendte sig mod hendes lille datter, som hun roligt gik hen, kun for at tage den lille skrigende møgunge op i sine arme. Hvordan man kunne lægge så meget i sådan en skrigehals, var slet ikke noget som hun forstod sig på. Hun var bestemt heller ikke modertypen og ville bestemt heller aldrig blive det! Hun smilede et koldt og kynisk smil, idet hun lod den lille pige hvile på hendes ene arm. Så kold og så.. larmende og alligevel så lille og sårbar? En som man kunne slå ihjel som det rene ingenting hvis det var det som hun havde ønsket det, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt.

[maggie]

Maggie vidste allerede nu at dette ikke var noget som hun nogensinde ville komme levende fra, selvom det var en tanke som i den grad også måtte gøre forbandet ondt, så var det en tanke som hun kun måtte leve med, selvom det bestemt heller ikke var nemt på nogen måde overhovedet. Hun ønskede dog bare at hendes datter måtte være tryg og ville komme hjem i sikkerhed, hvor hun vidste at der var nogen til at passe på hende. Julien kendte slet ikke til det, så han havde vel heller ikke været klar over at hun var ude, med mindre, at han havde set hende direkte storme af sted? Direkte så turde hun ikke håbe på det. Hun gispede let. Det føles virkelig som hun ikke kunne få luft og til dels så havde hun jo faktisk brug for det, i og med at hun kun måtte være en varyl. Ikke engang en fuldblodsvampyr, selvom hun havde tendenserne som en. Hun klemte øjnene let sammen som kniven forlod hendes indre endnu en gang, for det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt! Hun gispede endnu en gang som hun endnu en gang prøvede at vride sig, selvom hun måtte opgive det lige så hurtigt som alt det andet. Hvad hun havde brug for at vide, var at hendes datter kunne komme i sikkerhed! ”L-lad være..” Hun vendte blikket direkte mod hende og med den samme overraskelse i blikket som kniven direkte måtte blive hamret direkte ned i hendes mave. Hun spærrede øjnene fast op og uden at hun så andre veje end direkte op i luften. Det gjorde virkelig, virkelig ondt! Hun klemte øjnene sammen, som hun kunne se at hun trak sig væk fra hende og… Pludselig endte hun grebet af panik, selvom hun ikke kunne gøre andet end at blive liggende og den tanke alene, var virkelig noget som kun måtte gøre det så mange gange værre, men Malisha skulle bare ikke have lov til at tage hendes datter fra hende, det var slet ikke noget som hun ville tillade hvis hun ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Hun klemte øjnene fast sammen, som hun endnu en gang rystede på hovedet. ”Lad hende være!” hvæsede hun med en tydeligt anstrengt stemme. Det gjorde ondt over det hele og uanset hvad pokker hun gjorde, så hun vidste allerede at løbet måtte være kørt for hendes vedkommende, men det var ikke noget som hun tog sig af som sådan, for det var der vel heller ikke nogen grund til når det endelig måtte komme til stykket? ”Du.. Du skal ikke røre hende!” endte hun med en fast tone, som hun tydeligt måtte bide tænderne sammen, for det var virkelig noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte være. Hun lagde hovedet tilbage, da det andet virkelig kun måtte vise sig at være direkte nytteløst for hendes vedkommende, selvom det virkelig var noget som gjorde ondt. Tårerne begyndte at trille. Hun vidste at hun ville dø og hun vidste, at det ikke var noget som hun kunne overleve, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så ville dette være hendes endeligt og den tanke var noget som skræmte hende endda. At vide at hun ikke var der til at beskytte og se sin lille pige vokse op.. hun vidste ikke engang om Julien nogensinde ville vide at han faktisk var far og endda til den smukkeste lille pige som hun nogensinde havde set.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var allerede godt klar over, at Maggie ikke ville komme op på nogen måde overhovedet, selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Med den lille skrigende unge på armen, så vendte hun blikket mod hende som hun måtte ligge på jorden. Ikke fordi at det var noget som hun tog notis af, for det var jo heller ikke fordi at kvinden kunne gøre noget som helst i den anden ende. Hun himlede let med øjnene. ”Og hvem skulle dog forhindre mig? Dig måske?” Hun slog ud i en iskold og hånlig latter, for det var bestemt heller ikke noget som hun ville skjule. At tøsen havde det elendigt, at hun var kommet så meget til skade, at hun ikke kunne rejse sig, var noget som kun måtte more hende og noget så frygtelig meget endda! Hun gik roligt hen til Maggie med den skrigende lille møgunge på armen. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at vide af tøsen, for vedkommende var jo en vampyr – et væsen som hun hadet og foragtet mere end det som hun kunne hade og foragte noget som helst andet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på den ene eller den anden måde, det var da helt sikkert! Den lille baby lagde hun roligt ved siden af hende. Hun var ikke en børnemorder og ville derfor ikke tage barnets liv.. tvært imod, så stod hun faktisk og gav den lille en mulighed for overlevelse, da hun allerede var klar over at håbet var ude for Maggies vedkommende. Hun vendte blikket direkte og fast mod hendes skikkelse endnu en gang og med det samme kolde smil. ”Udmærket.. solen er oppe i løbet af ganske kort tid.. Jeg vil gerne se hvordan du vil redde din lille datter nu,” påpegede hun med et morende smil på læben, idet hun endnu en gang rejste sig op. For hendes del, så havde hun fået sin underholdning for dagen, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Døden vil nå dig.. uanset hvad du gør,” vrissede hun med en iskold og fast tone, som hun bare valgte at trække sig. Hun var færdig her og hun havde langt mere at skulle tage sig til end at stå ved en tøs som ikke kunne rejse sig og den skrigende unge som kun måtte give hende en frygtelig hovedpine, for det var slet ikke noget som hun kunne eller ville have med at gøre, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Der kan man bare se.. et liv bliver skænket og.. et liv bliver taget..” Hun sendte hende et koldt og næsten så ligegyldigt smil, idet hun endte med at forsvinde i et kraftigt og mørkt lysglimt. Såret i hendes side, var noget som hun var tvunget til at få tilset, før det ville blive værre, for det var kun tydeligt for hende, at det ville få katastrofale følger, dersom hun ikke gjorde dette!

//Out

[maggie]

Maggie var virkelig bange. Ikke for hendes egen skyld, men mere for sin lille datters. Med kniven siddende i brystet, så følte hun kun at hun havde fået punkteret en lunge, så det føles næsten som hun måtte drukne langsomt. Med et knivstik i siden og det som tydeligt måtte være en brækket ryg, så kunne hun heller ikke gøre en skid for at beskytte sin kære lille datter, hvilket i den grad var noget af det værste som hun nogensinde havde oplevet! Hun kunne høre sin kære lille datter skrige efter hende, hvilket var noget som kun appellerede til hendes moderlige instinkt. Hun ønskede at søge mod den for at få den til at stoppe, for at få den lille pige til at holde op med at skrige sådan op efter sin mor som hun gjorde, for hun ønskede bare at holde hende sikker! Det sitrede og dirrede i hele hendes krop. Hun havde bestemt heller ikke brug for en som Malisha til at fortælle hende hvordan det hele ville ende! At hun måtte stå overfor warlockernes leder, var noget som så småt måtte gå op for hende at hun måtte stå overfor, for nu hvor hun kunne tænke tilbage på de udgaver af spalten som hun havde læst, så havde der jo faktisk været et billede af hende i den! Så forstod hun jo meget bedre! At hun kom hen og lagde den lille pige ved siden af hende, selvom hun ikke engang kunne hæve sine arme for at lægge dem om hende, var noget som direkte måtte gøre det hele meget værre! Så tæt på og alligevel så langt fra! ”Hold din mund.. Malisha!” endte hun med en dæmpet vrissen. At hun havde stået overfor lederen, var jo så noget som gjorde, at der var skræmmende mange ting som måtte falde på plads, hvilket bestemt heller ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket! At Malisha bare søgte væk og lod dem ligge, var noget som gjorde det hele værre. Hvis der ikke dukket nogen op, så mistede hun sin datter og det var noget af det sidste som hun måtte ønske sig! En tåre trillede ned af hendes kind, som hun vendte sig mod den lille pige. Hun havde virkelig ondt, hun gispede svagt efter vejret som tydeligt også måtte være en kraftig rallen, for hun kunne jo ikke styre det! Hun var jo langt mere menneskelig end det som Julien måtte være! ”Sch…” hviskede hun stille, selvom det var hende en frustration at hun ikke kunne lægge armen om hendes lille pige. Hun havde aldrig nogensinde i sit liv følt sig så hjælpeløs før! Hun bed sig svagt i læben, som hun ganske kort måtte prøve, selvom det endte ud i et halvkvalt skrig. Kroppen ville på ingen måder samarbejde med hende og det var virkelig noget som gjorde det hele værre! Hun ville bare have sin lille pige tryg og rolig igen uden at tiltrække sig af den helt forkerte opmærksomhed! ”Sch, min lille pige..” hviskede hun dæmpet. Hun måtte jo bare prøve med de midler som hun havde at tage i brug, selvom det bestemt heller ikke var mange!

[julien]

Det havde virkelig været en hård tid for Juilen. Det havde stået på i flere måneder, hvor han bare var endt mere og mere gnaven. Maggie undgik ham bevidst, og han vidste ikke engang hvorfor. Hun talte ikke til ham, hun ønskede ham ikke nær, og han havde ikke gjort noget som helst! Han vidste ikke hvad der var galt, og selvom han havde prøvet at finde ud af det, så afviste hun ham bare. Til at starte med havde hun bare afvist hans kærtegn og kys, hvilket gjorde ondt, nu talte hun slet ikke til ham mere, han så hende knap nok, og det måtte virkelig gøre ham rasende! Et sted kunne han jo ikke lade vær med at mistænke hende for at have en affære, have fundet en anden mand, men.. hvorfor sagde hun det så ikke bare lige ud? Det gjorde ham vred! Han nægtede dog at gå til en anden kvinde, selvom det virkelig havde været fristende, for der var gået over et halvt år nu! Det frustrerede ham mere end noget andet! Så vidt han vidste, havde han ikke gjort noget som helst galt, men det var lige før at han var overbevist om at han havde. Men eftersom hun ikke gad at have ham tæt på, så havde han for det meste søgt udenfor. Det var lang tid siden at de havde lagt i samme seng, selv det var flere måneder siden. Det var flere dage siden at han sidst havde talt med hende, skønt han lige havde nået at få et glimt af hendes skikkelse hist og her. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, selvom han virkelig havde prøvet på at gøre det godt igen, men hun havde bare vrisset af ham og så afvist ham igen. Men hvis det skulle være sådan, hvis hun ikke gad at have ham tæt på, så skulle han nok blive væk! Det var grunden til at han for det meste var på små missioner hver dag. Han var blevet mere kold, han var vred, han dræbte nærmest hver dag, et sted ligeglad med om han kom hjem igen eller om han døde, for han havde intet at vende tilbage til, Maggie var der jo ikke engang for ham. Hans fars død var han så småt ved at komme over, selvom han stadig ikke forstod sig på hans død, hvilket også var grunden til at han havde undersøgt det nærmere, men der var dog ingen spor efter ham. Han havde pint Ilosonic, greven af Procias og hans tøs, selvom tøsen havde sluppet let, hun havde været gravid, og nok han var vampyr, men ikke engang han dræbte små børn, hans mor havde trods alt ikke opdraget ham til at være en morder, selvom det var lidt ironisk når det præcis var det som hans far havde opdraget ham til. Han havde dog visse.. menneskelige træk takket være sin mor, han havde gode træk, men han vidste jo også godt at hans mor stammede fra Procias, hvilket også spillede ind. Han vidste at hun var blevet gift med Isaac, han havde ikke selv været på bryllupsdagen, det fandt han.. upassende, eftersom han trods alt var gået i sin fars fodspor. Han havde dog sendt hende blomster, en gave og et kort, så hun vidste at han havde haft hende i tankerne. Dog var det ikke længe hun måtte strejfe ham, eftersom han mest tænkte på Maggie, for hun var godt nok hans største mysterium! Han havde for en gangs skyld været hjemme. Han havde hele dagen overvejet om han skulle tage fat i hende eller ej, men han havde ikke nået det før hun havde stormet ud af døren, næsten som om at hun havde vidst det. Han var dog endt med at følge efter hende, for nu kunne det virkelig være nok! Han gad ikke flere afvisninger! Ikke flere løgne! Nu ville han vide hvad det hele handlede om, for der var gået over et halvt år! Noget han ikke tillod eller fandt sig det mindste i! Han var blevet ufattelig god til at opspore folk, og han var den der kendte Maggie bedst, så hun havde ikke været svær at finde. Sporene førte ham direkte til den mørke skov, som han i øjeblikket befandt sig i. Der var dog en mærkelig følelse der havde ramt ham, en ubehagelig følelse, hvor alt i ham skreg efter at der var noget galt, hvilket havde fået ham til at sætte farten op. Han strøg i fuld fart igennem skoven, selvom han endte med at stoppe op da lyden af.. barneskrig nåede hans øre. Han forsvandt i en hurtig bevægelse, hvor han dukkede op i nærheden af lyden, som han roligt gik imod. Det var en baby, så meget kunne han da regne ud. Han endte med at gå igennem et buskads, inden han endte med at stoppe op af direkte overraskelse … Maggie! At se hende i den til stand, var noget som virkelig måtte lade bekymringen, vreden og ikke mindst overraskelsen slå ind over ham. Hvad var der sket? ”M-Maggie..?” Han stod lettere i chok og betragtede hendes sårede skikkelse, inden han rystede på hovedet og endte lynhurtigt henne ved hende. Hans blik faldt på kniven i hendes bryst, som han roligt tog om og rev ud, blot for at smide den fra sig. ”Hvad er der sket?” spurgte han med bekymringen stående ud af hans blik og hans tone. Han vendte roligt blikket mod det skrigende barn. Var det.. deres?

[maggie]

Maggie blev kun grebet af et voldsomt ubehag ved tanken om hvad der måtte være i vente. Malisha havde ganske enkelt sørget for, at hun nok aldrig nogensinde ville komme hjem igen. Ville hun nogensinde være i stand til at skænke Julien den undskyldning som hun vidste, at han virkelig havde fortjent og havde brug for? Hun havde jo set dag ud og dag ind, at det havde frustreret ham og det kun var blevet værre og det var jo over et halvt år som var gået nu. At tiden var gået så hurtigt, var slet ikke noget som hun kunne forstå, men det var nu bare det som var sket. Det eneste som egentlig holdt hende i live i dette øjeblik, var faktisk vampyren. Formskifteren var død i hende, hun kunne mærke det i hendes sind og i hendes sjæl, selvom det virkelig var et forbandet ubehag uden lige, for hun havde aldrig nogensinde oplevet noget som dette, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var da helt sikkert. Hun klemte øjnene sammen. Den lille pige fortsatte med at skrige og temmelig højt endda og det gjorde ondt. Hun lå lige ved siden af hende og kunne ikke gøre en skid for hende! At have en affære, var dog slet ikke noget som hun kunne finde på! Hun havde haft det bedste af det bedste derhjemme og nu følte hun dette.. hun følte sig tom og ekstremt præget af skyld. Forbandet være de menneskelige følelser, for det var slet ikke noget som gavnede hende lige nu! At Julien havde fulgt efter hende, var end ikke en tanke som slog hende ind på noget tidspunkt. Så vred og så frustreret som han havde været ,så havde hun faktisk været mere bange for at han bare ville ende med at slå hånden af hende og finde noget andet, selvom det jo heller ikke var sket endnu, hvilket hun i den grad var frygtelig glad for, men.. nu kunne det vel næsten være lidt ligegyldigt? Hun kunne jo ikke rigtigt gøre noget som helst ved det, for hun kunne for pokker ikke engang bevæge sig og hun havde forbandet ondt! ”Tilgiv mig..” Lige nu var hun ikke den hårde og konsekvente Maggie som hun altid havde været. Det var facader som hun bare lod falde, for hun vidste allerede nu, at hun aldrig ville være i stand til at komme hjem igen – i live om ikke andet, for det havde Malisha jo tydeligt formået at ødelægge for hende og det var noget som virkelig også måtte gøre forbandet ondt! Hun bed sig let i læben, selvom hun endte tydeligt overrasket. Hun var sikker på at hun havde hørt Juliens stemme! Hun vendte hovedet hurtigt mod ham, idet han endte ved hendes side. Han var sikkert fulgt efter hende, ellers ville han da slet ikke finde hende helt herude! Veerne havde slået ind og hun havde reageret næsten med panik. Hun ville bare løbe væk! Hun blinkede let med øjnene. ”J-Julien,” hviskede hun dæmpet. Hun kom med et halvkvalt skrig, idet han tog fat om kniven og bare rev den ud, for det var faktisk noget som gjorde ekstremt ondt af sig! Hendes krop dirrede, selvom hun knapt nok rørte sig, hun kunne ikke.. hun kunne virkelig ikke noget som helst! Normalt så græd en vampyr aldrig, men Maggie var virkelig.. bange. Hun havde aldrig været så bange i hele hendes liv! ”Undskyld, Julien.. undskyld..” Hendes stemme var en hvisken, for der var ikke nogen grund til at skulle hæve den. Det var heller ikke fordi at hun var i stand til det! De mørke øjne faldt til hans skikkelse og selv uden at skulle se det mindste væk. Hans bekymring sagde hende meget. Hun var i alle fald ikke skrottet af ham, hvilket var en lettelse. Den skrigende lille pige, fangede endnu en gang hendes opmærksomhed. Hun ønskede deres datter hjem og i sikkerhed, hvilket heller ikke kunne gå hurtigt nok. Det rallet i hendes stemme, så det var vel tydeligt at hendes ene lunge var ramt? Det blødte let fra brystet og fra siden, selvom det nu ikke var det som hun tog sig af. ”T-tag hende med hjem, Julien.. S-solen vil slå hende ihjel.” Hun vendte blikket endnu en gang mod ham. Hun satte i den grad sin datter, før hun ville sætte sig selv.

[julien]

At finde Maggie i den tilstand, var noget som virkelig måtte bekymre Julien noget så frygtelig voldsomt! Det var tydeligt at hun var døende, hvor han måtte håbe og bede til at hun var okay, til at hun kunne reddes, selvom at han i det inderste godt vidste at det var forbi, at det var slut, for han kunne ikke nå at få hende healet inden hun ville være død. At hun kom med et halvvejs skrig, da han trak kniven ud af hendes bryst, undrede ham ikke, selvom det var tydeligt at kniven ikke var ment for at ramme hendes hjerte, men punktere hendes lunge. Han vendte blikket mod hendes tårefyldte øjne, da hun sagde hans navn, hvor han roligt greb omkring hendes hånd, så hun vidste at han måtte sidde der. Et prøvende smil gled over hans læber, selvom det hurtigt falmede igen, som tårerne måtte melde sig i hans egne øjne. Han vidste jo godt når det var forbi, for han havde været ude på mange missioner, hvor han havde mistet en kammerat fordi han eller hun var blevet hårdt såret, og ikke engang en vampyr var udødelig, plus det faktum at Maggie var varyl, kun halvvampyr, så hun havde lettere ved at dø ved sådanne sår. Ikke fordi at det hjalp ham det mindste, for det gjorde ham kun mere frustreret og nærmest panikslagen. Han frygtede virkelig at han skulle miste hende.. Han rystede let på hovedet, som hun undskyldte. ”Glem det Maggie,” hviskede han dæmpet, som blikket var vendt mod deres hænder, hvor han blinkede let med øjnene i et forsøg på at få tårerne væk, skønt det ikke hjalp. Han vendte roligt de dybbrune øjne imod hende igen. ”Du skal ikke undskylde.. du er allerede tilgivet,” hviskede han og sendte hende et smørret smil, som han prøvede at holde sig i skindet, selvom hans stemme blev mere og mere grødet. Han sank en klump, hvor han roligt vendte blikket tomt mod det skrigende barn ved deres side. Var det deres? Og var det derfor hun ikke ville have ham tæt? Fordi hun havde været gravid? Et sted måtte det gøre ham vred, men.. han ønskede ikke at skændes med hende, specielt ikke hvis dette faktisk var de sidste ord han fik lov til at sige til hende. Han tog roligt omkring det lille barn og holdt det ind til sig. Det var en fin lille pige. Et stille smil gled over hans læber, inden han vendte blikket mod Maggie igen. ”Var det derfor du ikke ville have mig tæt? På grund af en sølle graviditet?” spurgte han roligt og dog med en undertone der tydeligt sagde at han ikke havde været tilfreds med hendes valg. Han havde jo ikke engang oplevet glæden ved at hun var gravid. Han sad bare pludselig med et barn på armen, og han vidste ikke engang om det var hans. ”Hvorfor?” Denne gang spurgte han mere fast, for han krævede svar på hvorfor hun havde holdt ham på afstand, afvist ham og vrisset af ham i over et halvt år. Han ville da have krævet at vide det, i stedet for.. dette! Han bed tænderne fast sammen, selvom han blot endte med at sukke ganske let. Det nyttede heller ikke at skælde hende ud. Han løftede den ene hånd, som han roligt strøg over den lille piges kind, et sted for at få hende til at falde til ro, hvor pigen også var holdt op med at skrige. ”Er det vores?” spurgte han direkte, han ville vide om det var hans eller om hun faktisk havde været sammen med en anden mand, bare for at få det afklaret, for det var jo faktisk noget af det som han havde frygtet.

[maggie]

Maggie vidste allerede nu, at der ikke var noget at gøre for hendes vedkommende og det var noget som virkelig måtte gå hende på, for hun havde slet ikke planlagt at stille træskoene nu! Hun var kun en varyl, så disse sår var dødelig for hende på alle måder. At Julien så havde fundet hende, var hende både en trøst og en lettelse og alligevel det stik modsatte, for hun ønskede slet ikke, at han skulle se hende på denne her måde! Han skulle slet ikke se hende som svag! Hun græd.. Denne gang havde hun virkelig ikke kontrol på sine følelser, for det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at gøre noget som helst som skulle føre til dette! Ikke med vilje om ikke andet, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert! De røde øjne faldt mod ham, også selvom de var endt langt mere matte. Hun lå og led, selvom hun ikke sagde noget om den smerte som hun brændt inde med i sindet. Hun følte at hun skyldte ham den undskyldning. At han jo så måtte tilgive hende bare sådan, fik dog et svagt smil frem på hendes læber. Det glædet hende bare at høre, også selvom hun vidste, at det som hun havde gjort, var forkert.. Ligesom Valerio havde fortalt hende. Hun lukkede hånden så godt omkring hans som det var hende muligt. Hun ville aldrig komme op igen uanset hvad, hvilket i den grad var noget som irriterede hende noget så frygtelig voldsomt! Hun manglede at sidde tæt ved ham, og selvom han pludselig stod så tæt på hende, så var det bare ikke tæt nok set i hendes øjne, for hun længtes virkelig efter ham! Hun lod tungen stryge henover læberne, hvor hun let bed sig i underlæben. ”D-det var i-ikke bare en sølle g-graviditet, Julien..” begyndte hun. Det kostede selv meget energi at snakke, for det var virkelig ikke fordi at hun havde meget tilbage. At han tog den lille pige op på armen og faktisk fik hende til ro, var noget som lettede hende, hvor hun selv kunne slappe en anelse mere af. Hun lukkede øjnene for kun en kort stund, selvom det på ingen måder måtte stoppe de mange faldende tårer. Det var ikke fordi at hun var den som græd normalt, for det gjorde hun egentlig aldrig. Blikket gled endnu en gang mod ham. Han krævede sine svar og det var i den grad også noget som hun ville give ham, hvis det var det som han ville have, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Hun trak vejret dybt, selvom smerten måtte skære voldsomt igennem hendes krop, sind og sjæl, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. ”D-din far var l-lige gået bort.. J-jeg ville i-ikke l-lægge flere b-byrder på dine skuldre.” Hun havde jo faktisk valgt som hun havde – for hans skyld. Hun havde set hvor stresset han havde været og hvor hårdt det havde været for ham. Blikket gled let mod kniven som lå ved hans side. Hun vidste allerede at dette var hendes endeligt – der var ikke mere for hende at komme efter, selvom den tanke i sig selv, virkelig var noget som måtte gøre frygtelig ondt. Hun nikkede stille til hans ord. ”Det er en lille Mathimæus,” svarede hun roligt, hvor blikket faldt til den lille pige, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Hun elskede den lille pige og af hele sit hjerte, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun kunne da aldrig nogensinde drømme om at være ham utro, det var da helt sikkert! Ikke nu hvor hun havde fundet sin mage, det var helt sikkert, for det var noget som betød uendelig meget for hende! ”Pas på hende, Julien..” hviskede hun dæmpet – Hun vidste jo godt, at hun skulle dø og det var vel også tydeligt for ham?

[julien]

At se den lille pige hvile ved Maggies side, så gik det også op for Julien, hvad grunden havde været til at han ikke havde fået lov til at være hende tæt. Havde de været tætte, så havde han set at hun havde været gravid, så var spørgsmålet jo bare hvorfor han ikke havde måttet vide det, hvor den første tanke der slog ham, var det at det ikke var hans barn, men at hun havde været sammen med en anden mand, skønt den tanke virkelig var dræbende i sig selv! Men det var jo faktisk det som han havde gået rundt og troet det meste af tiden, for han havde jo aldrig gjort noget galt. De havde selvfølgelig deres nedture, men det var virkelig ikke så slemt, det havde været på det normale plan, så hvorfor hun pludselig havde begyndt at afvise ham, vrisse af ham og afveget, så snart han var kommet hende tæt på, det havde han ikke vidst, og det var noget som virkelig havde frustreret ham! Ikke ligefrem det havde hjulpet på hans humør fra før af, for han havde stadig skulle kæmpe med sin sorger efter hans fars død, og han havde troet at hun ville være der for ham, som hun havde lovet ham, men hun var bare blevet væk. At det så var fordi at hun ikke ville lægge flere byrder på hans skuldre, var noget som han virkelig ikke forstod, for det var da ikke noget som ville blive ham en byrde! Han betragtede ganske let den lille pige, der måtte hvile i hans arme, faldet mere til ro, selvom at det var tydeligt at selv den lille pige kunne mærke at der var noget galt. Han sanke en klump, for han vidste godt at Maggie ikke ville komme med hjem – inderst inde, for han benægtede det for ham selv, for han ville have hende med hjem igen! At det dog var hans, var noget som måtte lette ham, for han havde virkelig frygtet for en affære! Et lille smil gled over hans læber, selvom det hurtigt måtte falme igen. Hans øjne var fyldt med tårer, selvom at der normalt skulle meget til før så meget som en lille dråbe ville vise sig. Han lænede sig roligt ind mod hende, så hans hoved støttede op imod træstammen tæt ved hendes hals, hvor han skænkede hendes skulder et blidt kys. Han ville jo aldrig kunne passe på et lille barn! Han vidste jo ikke engang at hun havde været gravid! Hun havde i den grad skjult det godt for ham, selvom at det ikke ligefrem hjalp! Han vendte blikket mod hende, som han igen trak sig en anelse tilbage. ”Hvem har gjort dette imod dig?” spurgte han fast, hvor en klar vrede måtte melde sig i de tårefyldte øjne. Det var noget som han bestemt ikke fandt sig i! Og han ville i den grad have sin hævn! Hendes sår var utrolig slemme, og han vidste inderst inde godt at hun ville dø, for hun var allerede nu døende. Hvis han bare var kommet noget før! Så havde han kunnet nå at redde hende! Han bed tænderne hårdt sammen, hvor han næsten måtte kæmpe med, ikke at lade tårerne falde, selvom.. det kunne vel være ligegyldigt nu? Det gjorde ondt, og det efterlod ham kun med en utrolig tom og frustreret følelse, for han kunne slet ikke gøre noget som helst for at hun skulle få det bedre, hvilket han hadede!

[maggie]

Et sted så var Maggie jo selvfølgelig frygtelig glad for at Julien ikke var dukket op, for Malisha havde da slået ham ihjel! Og det ønskede hun da på ingen måde! Hun ville ikke komme hjem i live om ikke andet, så meget var hun klar over og hun ønskede bestemt heller ikke at han skulle være sur på hende som det sidste at han ville se på hende. De tårefyldte øjne hvilede på ham og deres kæreste lille datter, hvor selv synet var noget som måtte glæde hende, for det var… befriende at vide, at deres lille pige måtte være i sikre hænder nu. Hun havde virkelig længtes efter ham og at mærke ham tæt på, men at være gravid sammen med alt det andet som han skulle slås med og med de regler som de var, så var det slet ikke noget som hun kunne nænne ham! Hun var vel lidt mere menneskelig af sig, end det som han måtte være, så det var da heller ikke noget som kunne sige så lidt i den anden ende. Hun var døende – Formskifteren i hende var om ikke andet, hvilket virkelig var noget som måtte irritere hende og noget så frygtelig grusomt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Endnu en tåre trillede ned af hendes kinder, selvom hun slet ikke kæmpede for at skulle holde dem igen. Det var slet ikke noget som hun var i stand til på den ene eller den anden måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. Kysset som han skænkede hendes skulder var noget som fik hende til at smile ganske let. Hun var faktisk.. ked af, at hun havde gjort dette mod ham som hun havde, men hun havde ikke set andre muligheder. Blikket gled stille mod ham, selvom de endte mere og mere matte med tiden. Hun kæmpede faktisk med det, for hun havde ondt.. hun led, selvom hun slet ikke ville nævne det for ham på nogen måde i det hele taget! ”G-gør nu ikke noget d-dumt..” mumlede hun stille. Hun prøvede at knytte næven, selvom det virkelig skar ind i ryggen! Som blev hun gennemboret af en kniv smertefuldt og langsomt! Hun skar en mindre grimasse og med et mindre gisp. Hun blinkede let med øjnene. ”D-det var… M-Malisha..” begyndte hun. Hun var virkelig panisk bange for at han ville gøre noget som han ville fortryde senere! ”L-lederne af W-warlocks,” tilføjede hun dæmpet, som hun let måtte bide sig i læben. Hun havde lige fået lov til at få den lille pige og så var det bare.. slået klik for hende. Hun havde slet ikke bedt om alt det her kaos, for hun havde bare ønsket at få barnet født og… ja, hvad skulle hun have gjort derefter? Det vidste hun egentlig ikke og det var ikke noget som hun direkte kunne sige sig, at hun havde tænkt over på nogen måde overhovedet. De røde øjne faldt mod ham og så mod kniven. Hun havde ondt.. hun havde virkelig, virkelig ondt! ”T-tag kniven,” bad hun med en dæmpet stemme, hvor hun let lukkede øjnene. ”Gør det slut.” Hun vendte blikket stille mod ham og med den samme mine som før. Hun ville have ham til at gøre det slut. Hun magtede ganske enkelt ikke mere nu!

[julien]

At Maggie havde holdt hele hendes graviditet hemmelig for Julien, var noget som han stadig ikke kunne fatte hvorfor. Jovist havde han kæmpet med sin sorg over sin far, men værre var det virkelig heller ikke, han havde haft Maggie, og hendes graviditet kunne da have givet ham andet at tænke på, nu skulle han lide endnu mere af den sorg, fordi han ikke ville få hende med hjem. Han ville.. Han turde end ikke tænke tanken, for det gjorde ondt, det gav ham en virkelig, virkelig ubehagelig følelse! Han ønskede ikke at miste hende, han elskede hende for pokker da! Hvad han skulle gøre uden hende turde han slet ikke tænke på, for hun var hele hans liv. Hun var den eneste grund til at han holdt modet oppe og nu skulle han også miste hende? Han mærkede hele sin krop begynde at dirre, hvor han ikke kunne holde tårerne tilbage, som den første måtte falde og stryge ned over hans ene kind, som han sanke en klump der havde sat sig fast i hans hals. Han kunne da ikke leve videre uden hende! Han blinkede let, som han nærmest prøvede at få tårerne væk og holde sig ved modet, skønt at det var svært. Han trak hovedet til sig og så hende direkte i øjnene, da hun fortalte ham at det var Malisha Warlockernes leder som havde gjort det her mod hende, hvor hans krop blev fyldt med væmmelse og foragt. ”Malisha?” gentog han med en dræbende undertone. Han knyttede sin frie hånd ganske fast, så hans knoer endte langt mere vide end resten af kroppen var i forvejen. Han ville finde denne Malisha og gøre en ende på hendes liv! Han bed tænderne hårdt fast, hvor hans blik blev lettere dræbende. Hvis Malisha virkelig troede at hun kunne slippe godt fra dette, så tog hun i den grad fejl! For han skulle nok gøre en ende på hendes liv! Den lille pige i hans arme var endt en anelse mere urolig, som hun var begyndt at vride sig, men selv den lille pige kunne vel mærke at der var noget frygteligt galt? Hvad han skulle stille op med et barn vidste han da slet ikke! Det var da den værste beslutning som hun kunne tage! Havde hun fortalt ham omkring hendes graviditet, så havde han da kunne forberede sig på det, men nu? Det kunne han da slet ikke! Han vendte blikket lettere forfærdet imod hende, da hun bad ham om at tage kniven og gøre det slut, hvor han rystede lettere forfærdet på hovedet også. ”Er du vanvittig?! Det kan jeg ikke!” svarede han forfærdet. ”Det vil jeg ikke!” endte han fast. Han ville og kunne da slet ikke tage hendes liv! Tårerne måtte endnu engang melde sig i hans dybbrune øjne, hvor han denne gang slet ikke havde nogen kontrol over dem, som den ene tåre faldt efter den anden. Han elskede hende og ville da aldrig kunne få sig selv til at gøre nogen former for skade på hende! Og han ville da slet ikke kunne tage hendes liv! Hele hans krop måtte sitre og dirre ganske let, som han nærmest måtte føle sig helt opgivet. Han havde slet ikke lyst til at sige farvel. ”Tag med mig hjem..” bed han dæmpet og lettere håbefuldt, selvom han godt vidste at det for længst var forbi, på trods at han prøvede at modbevise sig selv om det. Han ønskede ikke at miste hende.