Giving life… by taking one..?

[maggie]

Det var ved at være en temmelig sen aften – For Maggies vedkommende, så var hun jo knapt nok stået op, idet at en smerte virkelig havde taget ved i den ellers så store mave. Det var hende en kamp uden lige, at skulle skjule den, men hun havde klaret det! Hun havde klaret at holde Julien fra sig, hun havde klaret at skulle skjule den, for der var ikke rigtigt nogen som havde lidt nogen som helst former for mistanke overhovedet. Hun havde bare kastet en kjole over kroppen og søgt udenfor. Hun måtte bare væk og det skulle være langt væk! Den Mørke Skov var jo så det sted som hun var kommet til. Det var en rolig og lun aften, vinden blæste en smule og månen var halv. Et smukt syn i sig selv på den skyfrie himmel, selvom det nu heller ikke var en stund som hun havde været i stand til at nyde med Julien. Det var længe siden hun havde mærket et kærtegn set fra hans side af, det var længe siden at han havde ligget ved hendes side, men det var et valg som hun havde gjort fuldkommen bevidst! Hun havde selv valgt det, for det var det bedste for dem begge, det var noget som hun selv var over bevist om i den anden ende! At fødslen af barnet var noget som skulle ske for tidligt, var nu heller ikke noget som forundrede hende, for Valerio havde givet udtryk for bekymringen ved hendes valg af beskyttelse for barnet. Det gjorde forbandet ondt, det var noget som hun i den grad godt kunne mærke!
At søge ud, var virkelig det eneste som hun havde haft i hovedet på denne stund. Det var ikke fordi at hun ikke ønskede at Julien skulle være der, for det gjorde hun virkelig! Men de var ikke på talefod, de havde ikke snakket og han vidste vel egentlig slet ikke om hendes tilstand? Hånden lagde sig mod hendes mave da smerten endnu en gang bare måtte jage til. Hun klemte øjnene fast sammen idet hun søgte væk fra stien. Umiddelbart kunne hun ikke høre nogen i hendes nærhed, så.. der var vel fri bane? Bagved et af de gamle store egetræer valgte hun at sætte sig ned. Hendes krop dirrede, idet hun prøvede at slappe af. Hun burde have taget Valerio med, men det var jo heller ikke fordi at hun havde nået at tænke på noget som helst! ”Forbandede..” vrissede hun let for sig selv, idet hun fast klemte øjnene sammen. Hænderne lagde hun stille mod sin mave, idet hun næsten kunne fornemme at hendes hjerte måtte hamre og slå mod hendes bryst. Nu hvor hun først oprigtigt var i stand til at mærke efter, så kunne hun godt mærke, at kjolen var endt.. våd? Vandet måtte være gået. Hun ville da ikke igennem det her nu! Hovedet lagde hun mod det kolde træ, som hun vendte blikket mod himlen. Veerne havde ramt hende mere eller mindre hele turen hertil, for ikke at glemme, at hun havde følt de små stik i timerne før det, så.. det havde vel været i gang længe? At hun så skulle gøre det og klare det uden Julien var jo faktisk det som måtte gøre mest ondt.

Flere timer endte med at passere, idet at en træt Maggie kunne trække en smuk lille pige op mod sit bryst. Dækket i sved og tydeligt træt, selvom smilet ikke var til at tage fejl af, idet at den lille pige strakt begyndte at skrige i vilden sky. Med en kniv ved sin side, så fik hun fjernet navlestrengen og med kjolen, hvor hun mere eller mindre rev en god strimmel af, så hun havde noget at lægge den lille pige i, så hun også følte at hun kunne beskytte hende så meget bedre. En smuk lille pige var det.. og det havde i den grad været det hele værd! Nu genstod problemet jo så bare; Hun skulle hjem uden at nogen så det. Ikke fordi at det var noget som Maggie direkte tænkte over i dette øjeblik, for det gjorde hun bestemt heller ikke. Tvært imod, så var det virkelig noget af det sidste! Hun smilede let for sig selv, hvor hun skænkede den lille piges pande et kys. ”Lige så guddommelig som din far,” hviskede hun saligt. Den lille pige lagde hun tæt ved hendes eget bryst, idet hun satte sig op. Ikke ønskede hun at der skulle ske den lille pige noget!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

For Malishas vedkommende, så var den rolige aften noget som hun i sig selv bare måtte nyde. Kampen med Romeo var overstået, hun havde fået sin vilje og endda mere til, netop ved at se Romeo knuse en faktisk godt stærk warlock, så hun kunne virkelig ikke være andet end tilfreds. Foreløbig, så valgte hun selv at holde sig en vis afstand til Konstantin. Desuden skulle hun nok holde ham beskæftiget med arbejdet i Arenaen, for hun havde virkelig meget at se til. Tiderne skiftet som hun selv kunne fornemme. Vampyrerne havde fået sig et eget samfund selvom det raget hende en høstblomst, så længe at de holdt sig væk fra hende, så skulle det hele vel nok gå? Hun havde virkelig ikke respekt for deres væsen eller deres person. Så ædle, så gamle, så specielle og så… ækle som de overhovedet kunne være! Hun kunne ikke holde den tanke ud! Lige hvorfor at hun havde været i skoven på dette tidspunkt, vidste hun ikke. Et sted så ønskede hun også selv bare at komme lidt væk fra det hele og dette var jo trods alt også en måde, hvorpå at hun faktisk kunne gøre det.
En kvindes skrig, var noget som fanget hendes opmærksomhed i tide og utide, selvom hun ikke reagerede med en frygt direkte. Det var der vel heller ikke nogen grund til? De var jo for pokker i Dvasias og det at se mord, lemlæstelse, tortur og pinsel var efterhånden bare en del af dagligdagen i det store og hele, så det var vel heller ikke fordi at det var noget som kunne forundre nogen som sådan? Hun kneb øjnene en anelse sammen, hvor hun dog af ren og skær nysgerrighed fulgte efter lyden, selvom det jo kun var for korte stunder af gangen, så det var vel lidt.. rent held, hvis hun ville finde frem? Umiddelbart kunne hun ikke mærke nogen magisk aura, så hun kunne hurtigt konkludere, at dette bestemt heller ikke havde noget med en magikyndig at gøre – hvilket hun vel fandt som en ærgrelse et eller andet sted? Hun knyttede næverne ganske let. At bevæge sig i mørket og i sorte klæder var jo altid en fordel, selvom det jo kom helt an på hvem man måtte stå overfor selvfølgelig. Hun fnøs let af den tanke. At nogen var så nemme at narre, var jo direkte.. morende! Med sanserne som på stilk, så forlod hun selv stien, kun for at søge videre ind i mørket. Hvad end det var som måtte gemme sig herude, så var det vel tydeligt, at det var noget som ikke ønskede at blive set på den ene eller den anden måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. I sig selv, så var det jo kun noget som måtte appellere til hendes nysgerrighed, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når alt endelig måtte komme til alt. De mørke øjne spejlede sig igennem skoven, selvom hun ikke kunne se noget vildt.. umiddelbart ville hun tro at det var fordi at der havde lagt sig en stilhed, selvom.. en anden fornemmelse ramte hende. Noget var derude og det var noget som hun i den grad også kunne mærke.

[maggie]

At Maggies skrig havde vækket opmærksomhed, var ærlig talt slet ikke en tanke som var faldet Maggie det mindste ind. Hun skulle igennem dette alene og det havde virkelig ikke været nemt! Hun vidste ikke hvordan hun skulle gøre det eller noget som helst, men at høre det lille barns skrig, selvom det relativt hurtigt var faldet til ro, var noget som hun kun måtte prise sig lykkelig for. så kunne hun jo altid komme hjem og vise det til Julien, også selvom hun vidste, at han ville blive direkte vred. Hun havde vel været den stressfaktor for ham igennem den sidste tid? Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at gøre anderledes, for hun havde virkelig bare ønsket at hjælpe ham. I og med, at hun havde været gravid, havde været noget som ville tvinge dem til at gøre det ene eller det andet og det var noget som hun var udmærket godt klar over i den anden ende og det havde hun heler ikke ønsket af ham! Straffen som de begge skulle have mødt for denne lille pige, var i den grad også hård, strid og uretfærdigt set i hendes øjne, for selvom hende og Julien ikke var gift, så elskede de hinanden som.. de højst sandsynligt også ville elske den lille pige. Hun smilede svagt ved tanken, alene at dette jo faktisk var noget som de havde skabt sammen, var jo en særdeles utrolig fornemmelse selv set i hendes øjne, for det var bestemt heller ikke noget som havde sagt så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Ganske roligt så rejste hun sig op. Selvom kjolen var ødelagt til godt op over lårene så var hun virkelig ligeglad. Hun kunne vel altid skaffe sig en ny? Og nu hvor folk ikke havde været klar over at hun havde været gravid, så ville det heller ikke skade hende, at vade ude så længe at barnet blev holdt hjemme. Hun havde i den grad gjort så mange tanker omkring dette.. at de nu var noget som man kunne kalde for forældre var jo en utrolig fornemmelse! Nu kunne hun da godt forstå hendes mors glæde, idet hun havde fundet ud af tilbage dengang, at hun havde været gravid med Julien. Hånden strøg den lille pige over det mørke hår. Meget var der ikke, men det var der og endda i små totter, hvilket kun måtte få hende til at smile. Et sted så frygtede hun virkelig også for Juliens reaktion, men han skulle vide det.. Han skulle vide og kende til dette! Hun lænede sig en anelse op af træet. Hun var træt og hun var udmattet og i og med, at dette var noget som havde taget hende timer, så var der heller ikke så forfærdelig lang tid til at hun burde søge hjemover. Hun ønskede jo på ingen måde, at hendes lille datter skulle have lov til at møde den store sol! ”Noget af det mest bedårende man kunne tænke sig.” Hun smilede, selv med de spidse hjørnetænder synligt i hendes mundviger. Hun kunne jo slet ikke lade være alene med den tanke om hvad hun havde skabt sig sammen med den mand som hun elskede af hele sit hjerte! Hendes mage.. hendes et og alt. Alene med de tanker, så vendte hun om, kun for at begynde færden hjemover. Jo hurtigere hun kunne komme hjem, jo bedre ville det jo selvfølgelig også være! Vise hende til Julien.. det var faktisk også noget af det som hun måtte erkende, at hun måtte være mest spændt på når alt endelig måtte komme til alt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde ikke rigtigt nogen anelse om anelse om hvad hun var ved at begive sig ind til, selvom hun vel et sted kunne sige, at hun mere eller mindre var fuldkommen ligeglad? Det var jo heller ikke fordi at hun var typen som stoppede op for at tænke sig om en ekstra gang. Næh nej! Sådan var hun bestemt heller ikke! De mørke øjne fulgte dog voldsomt godt med rundt omkring hende, for hun ville bestemt heller ikke ende med at skulle falde i en fælde! Hun vidste nemlig godt at hun ikke var videre populære blandt dem som hun ville kalde for ’svage’. Hun skilte dem jo netop fra resten af flokken ved at slå dem ihjel, så det var egentlig heller ikke noget som forundrede hende det mindste når det endelig måtte komme til stykket. I hendes øjne, så var livet dog ikke noget værd, hvis man ikke tillod sig selv en smule eventyr eller en smule spænding, så ville det da først for alvor gå hen og blive direkte kedeligt, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. At tage imod skrammer hist og her, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod, for det var jo egentlig bare et tegn til at hun faktisk levede livet? Hun fortsatte længere og længere ind, hvor hun til sidst måtte tage en skikkelse i sigte. En ung kvinde af hvad hun kunne se og med en fuldkommen ødelagt kjole? Ja, lige hvad der var sket, det vidste hun ikke og et sted så kunne hun vel egentlig også bare være ligeglad? Det var jo heller ikke noget som vedkom hende når alt endelig måtte komme til alt, selvom hun som regel var vant til at få sin vilje af den grund, hvilket Konstantin vel også havde fundet ud af på den hårde måde endda? Det kolde og kyniske smil bredte sig på hendes læber. Umiddelbart så lagde hun jo også mærke til at denne unge kvinde holdt noget tæt ind mod sin egen favn. Hvad det jo så end måtte være, var slet ikke noget som hun ville blande sig i, selvom det nu alligevel måtte vække en mindre nysgerrighed. Hånden endte hun med at hæve, hvor hun holdt den ud mod denne kvinde. En ganske mild koncentration skulle der til, idet hun valgte at hejse en nærmest usynlig mur mellem de træer som hun måtte søge hen i retningen af. Nok også for at komme hjem vel? Der var ikke lang tid til solen ville stå op og af hvad hun kunne fornemme, så var det foran hende dødt.. og så alligevel ikke? Med andre ord, så måtte det jo være en varyl af en eller anden slags.. en holy grali måske? Nu hvor hun havde set et par stykker i arenaen, selvom hun ikke kunne sige sig, at være videre imponeret over det som hun havde set. Alligevel med et mindre morende smil som måtte passere hendes læber, som hun bare måtte stå og afvente at denne kvinde måtte vade direkte ind i den usynlige mur som var i færd med at lægge sig omkring hende. Det var vel heller ikke fordi at man fik noget andet sjovt end det som man selv måtte stå overfor når alt endelig måtte komme til alt. Selv var hun i færd med at lægge muren hele vejen om hende, så hun ikke ville komme nogen vegne. I sig selv alene tanken om at denne kvinde måtte være død, så var det noget som kun i sig selv var noget som efterlod hende med en lyst efter en ting; At flå, torturere og pine. Det var jo ren og skær underholdning!

[maggie]

Maggies tanker hvilede helt andre steder end der hvor de burde være. Hendes fokus var på den lille blege tøs som hun havde hvilende mod sit bryst, nærmest som hun ønskede at skulle skænke hende en eller anden form for varme, selvom det bare ikke så ud til at virke. Den lille var kold, hun var kold som Julien også var det, selvom hun nu alligevel glædet sig til at skulle fortælle ham at han var blevet far til den smukkeste lille pige som man overhovedet kunne tænke sig frem til. Hendes opmærksomhed hvilede slet ikke på det som var omkring hende, selvom det nok burde, men hun var virkelig fuldstændig ligeglad med det lige netop nu, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte være når det måtte komme til stykket. ”Far vil elske dig lige så højt som det jeg gør.. når han ved om det,” fortsatte hun roligt. Et sted så frygtede hun vel også, at han slet ikke ville have noget med tøsen at gøre, eftersom han slet ikke havde kendt til hendes graviditet eller noget i den stil, uanset hvor ondt det faktisk måtte gøre, så havde hun virkelig manglet ham igennem de sidste mange måneder. Uden at vide at hun var på vej ind i de største problemer, så fortsatte hun med at gå. Snuden havde hun sat hjemover, for.. ja, hun burde måske have ordnet dette hjemme, men hun kunne bare ikke med Julien i sin nærhed, men det var nu bare sådan her at det nu endelig måtte være når alt endelig måtte komme til stykket. Med blikket hvilende mod den lille pige som var faldet tydeligt til ro, selvom hun endte med at vade direkte ind i den usynlige mur med et tydeligt forskrækket gisp, idet hun trak sig et hurtigt skridt. Den lille pige blev endnu en gang urolig i hendes arme, da det havde ødelagt den næsten vuggende søvn som hun havde ligget i, ind til sin kære mor. Maggie vendte sig direkte om for at vende blikket direkte i retningen af den vej som hun var kommet af fra før i tiden. Ganske forsigtigt så tyssede hun på den lille pige og prøvede at få hende rolig igen. Blikket faldt direkte til Malisha som måtte stå mellem træerne et godt stykke fra hende. Et sted så blev hun ramt af et tydeligt ubehag, selvom hun virkelig prøvede at skjule det. Hun havde aldrig bedt om noget som helst i former af dette, hun ville egentlig bare have sin lille pige med sig hjem og det skulle helst gerne være nu! De røde øjne vendte hun direkte mod hende og med den samme faste mine som før. Igen var det facaden som folk måtte blive mødt af, selvom hun havde en masse andet at skulle tænke på lige netop i denne stund; Hun havde sin lille pige og hun ville beskytte hende for alt i denne verden! ”Hvem er du?” vrissede hun med en fast tone, selv uden at skulle tage blikket fra hende. Hun ænsede da tydeligt, at dette bestemt ikke kunne ende godt, selvom.. ja, hun håbede da at hende og hendes lille datter kunne få lov til at vandre uskadt hjem igen! Den lille pige var blevet langt mere urolig end det som hun havde før, for hun kunne vel også fornemme, at der var et eller andet galt i denne situation? Selvom det i sig selv, heller ikke var noget som Maggie brød sig meget om! Den lille pige trykkede hun varsomt ind mod sin favn med en hånd mod hendes lille ende og hendes baghoved, tydeligt også for at beskytte hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha lagde hurtigt mærke til og kunne høre, at det måtte være et lille barn som denne kvinde måtte vandre rundt med i sine arme. I sig selv, så kunne hun da hurtigt se at den lille måtte være helt nyfødt. Ikke bare på blodet som havde sat sig på kvinden også, men så lille og så skrøbelig som den lille måtte være, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. At hun jo så havde vandret direkte ind i den usynlige mur, var noget som virkelig måtte more hende, for det var i sig selv en tanke som direkte måtte glæde hende! Var der en tanke som hun ikke kunne udstå, så var det tanken om vampyrer og det var tydeligt, at denne kvinde måtte have den i sin blanding! Og uden sin mor, så var det allerede kendt at de små havde en frygtelig minimal chance for at overleve, så det var noget som kun gjorde det hele så meget bedre, også set i hendes øjne! Det morende smil hvilede dog som støbt på hendes læber, idet hun selv passerede det yderste af den mur som hun havde rejst, kun for at stå ansigt til ansigt med denne kvinde. Hun var ikke bange for hende og havde bestemt heller ikke nogen grund til det – set i hendes egne øjne om ikke andet. Hun ville se hvad denne kvinde duede til, se hvad der gjorde en vampyr så speciel og så unik, selvom hun virkelig heller ikke kunne se det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, men hun delte virkelig ikke folks store begejstring for det vampyriske væsen, for hun så virkelig ikke det specielle i det! De mørke øjne faldt på den lille skrigende baby som måtte hvile i kvindes arme, hvor selv det morende smil slet ikke var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Kvindes vrissen var noget som kun morede hende og noget så frygteligt! ”Spar på kræfterne.. vampyr!” endte hun med en direkte fast tone, tydeligt som en ordre, selvom det vel ikke var noget som rørte denne kvinde? Hun havde ingen magt over hende som sådan, selvom hun et sted også var ligeglad. Hun var nemlig i fuld færd med sit eget store projekt og det var et stort et som skulle have lov til at fortsætte i tiderne som måtte gå også efter hendes tid, det var i den grad et af hendes mange store mål! Hænderne knyttede hun let. At hun var nybagt mor var noget som rørte hende en høstblomst. Uden sin mor, så var sandsynligheden for at barnet ville dø ,også frygtelig stor, hvilket var noget af det som hun var ude efter. Kunne hun stoppe vampyrerne i at vokse i antal, så ville hun da være mere end storslået tilfreds i den anden ende! De mørke øjne lynede kraftigt som hun nærmede sig denne kvinde. Hjertet banket ikke, selvom der var noget levende over hende. ”Og hvem jeg er, er vel underordnet? Jeg vil være den som gør dit liv til.. ingenting,” endte hun ganske kortfattet. Dem som kendte hende, vidste at hun gjorde alvor af sine trusler, for hun havde bestemt heller ikke nogen grund til noget andet. Hun var en sandfærdig kvinde. Hun brugte sjældent løgne og indenfor alvorlighedens grænse, så brugte hun dem aldrig! ”Og som nybagt mor.. så gør det jo kun det hele langt mere.. interessant,” afsluttede hun med et tydeligt morende smil.

[maggie]

Maggie ønskede virkelig ikke at der skulle ske hendes lille pige noget! Selvfølgelig havde graviditeten på ingen måder været nem for nogen af dem og specielt ikke Julien, for han havde slet ikke kendt til den, men det ændrede virkelig ikke det faktum, at hun havde nydt tanken om at hun skulle blive mor og det var slet ikke noget som hun ville have at denne kvinde skulle have lov til at ødelægge! Hvem hun så end var, var slet ikke noget som Maggie vidste, men hun var dog klar over, at det var noget som vil blive kendt for hende før eller siden. Uanset hvad, så fornemmede hun jo egentlig bare, at kvinden på ingen måde ønskede hende noget godt, så det var jo selvfølgelig også en grund til at hun var så meget på dupperne som hun var i øjeblikket, for tanken i sig selv, var noget som faktisk måtte skræmme hende. Specielt nu hvor hun pludselig skulle have noget andet at være direkte opmærksom på; Såsom den lille pige i hendes arme, som ikke ville være i stand til at skulle gøre noget som helst af sig selv. Selvom den tanke i sig selv, selvfølgelig var en anelse skræmmende, så var det ikke noget som hun direkte kunne gøre noget som helst med, når alt endelig måtte komme til alt. Hun var nødt til at være opmærksom på det hele, selvom det virkelig heller ikke var noget som sagde så lidt. Hun var jo trods alt nødsaget til at skulle tage det hele i nøje betragtning, selvom det var noget som skete helt af sig selv. Denne kvinde ville dem intet godt og hendes ord var kun noget som sagde det hele i den anden ende! Hun kneb øjnene fast sammen og sendte blot kvinden et direkte trodsigt blik. ”Jeg vil bare hjem med min lille datter, så lad mig gå!” endte hun med en direkte fast tone som intet andet overhovedet. Hun prøvede stadig kontinuerligt at skulle få den lille pige til at falde til ro, selvom det bare ikke rigtigt gik som det hun havde lyst til når alt endelig måtte komme til alt i den anden ende. Hun vendte blikket stille mod denne kvinde igen. Hvem hun var, var slet ikke noget som hun var klar over, selvom hun allerede havde den fornemmelse af, at det bestemt heller ikke var nogen kvinde som hun skulle komme på tværs af og nu hvor hun havde sin lille datter i sne arme, så var det da noget af det sidste som hun nogensinde havde lyst til at skulle opleve. Hun bed tænderne tydeligt sammen, som hun vendte sig med siden til, mest af alt også for at gøre det opmærksomt på at hun slet ikke ønskede at slås eller kæmpe eller komme nogen som helt på tværs, for det var virkelig noget af det sidste som hun havde lyst til i det store og det hele, men det var nu bare sådan at tingene nu endelig måtte hænge sammen. Tungen strøg hun let over læberne, som hun endelig fik den lille pige til at falde en smule til ro, hvor hun lukkede øjnene, selvom hun vel også kunne fornemme på sin mor, at den ikke var helt god af den grund? Hun faldt dog ikke helt til ro jo. Maggie så på hende. ”Jeg ønsker ikke at komme dig på tværs.. hvem du så end er, så lad mig gå..” Denne gang endte tænderne svagt med at vise sig, selvom det nu ikke var noget som hun havde nogen decideret kontrol over. Tvært imod, så følte hun ikke at hun havde kontrol over noget som helst sådan pludseligt!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha kunne virkelig ikke gøre noget andet end at more sig. At se denne nybagte mor stå der med et lille barn i armene, selvom det slet ikke var noget som rørte hende på nogen som helst måde overhovedet. Hun havde aldrig følt en følelse som kunne minde om medlidenhed. At denne kvinde jo så var en som bragte flere af væsner til denne verden som hun måtte hade og foragte i den anden ende, var noget som slev var hende en frygtelig torn i øjet som hun bare ikke kunne gøre noget ved. Den skulle væk og det skulle være så hurtigt som det nu måtte være hende menneskelig muligt, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om. At starte her var jo at skulle starte et sted. At slå hende ud, så måtte hun jo tage det lille barn med i faldet, ikke sandt? Det morende smil gled forbi hendes læber ved den blotte tanke alene, selvom det nu heller ikke var noget som hun måtte sige højt, for det var jo heller ikke noget som hun ville få det mindste ud af når alt endelig måtte komme til alt. Nej, hun ønskede at lade det være en endelig overraskelse. Desuden så følte hun for at vise hvem som bestemte og det var bestemt ikke vampyrerne hvis det var noget som skulle stå til hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. At denne kvinde så ikke ønskede at komme hende på tværs, var hun jo for sit vis temmelig så ligeglad med og på alle måder endda, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når alt endelig måtte komme til alt. Hun kuklo ganske let. ”Jeg er da fuldstændig ligeglad med om du går mig på tværs eller ikke, vampyr.. dit væsen gør det hele,” vrissede hun med en fast stemme, selvom der var noget tydeligt og morende over den på en eller anden mærkværdig måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene nu måtte være. Hun endte med at vende blikket mod sin hånd, hvor hun dannede sig en lille kugle, idet hun vendte blikket direkte mod denne kvinde igen. Hvem hun var, eller var sammen med, så var hun ligeglad. ”Straffen for børn udenfor ægteskab er måske ophævet, men det var den ikke, da du blev gravid, min kære ven.. straffen skal stå,” endte hun med en fast tone. Ja, måske at det jo bare var en undskyldning, men det var nu bare sådan at det nu måtte være, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun tog endnu et skridt mod hende. ”Du kan ikke flygte,” vrissede hun med en fast tone. Hun bar virkelig ikke nogen medlidenhed for denne kvinde og det var bestemt heller ikke noget som hun tog sig af, hvis hun da ellers kunne blive fri for det i den anden ende, så var det jo trods alt bare sådan at tingene nu endeligt måtte hænge sammen, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Det var ikke længe, at du fik lov til at have din kære datter.. jeg håber hun har en far som kan passe på hende.. hvis han finder jer i tide,” vrissede hun med en næsten morende stemme. Hun gjorde alvor af sine trusler, hvilket denne kvinde nok skulle finde ud af når det endelig måtte komme til stykket – når hun engang ville sige sig færdig med hende. Et sted kunne man sige, at dette var en måde, hvorpå at hun kunne få lov til at lukke sine mange frustrationer ud, om det jo så var på godt eller ondt, så var det jo bare sådan at det endeligt måtte være.

[maggie]

Maggie var for træt til at hun kunne gøre det mindste modstand. For pokker da, hun havde jo lige født! Den lille pige var endnu en gang blevet utryg og var igen begyndt med sine små protesterende hulk som meget snart ville gå hen i et større tuderi hvis der ikke snart skete noget, så meget var hun dog fuldkommen klar over, selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende som sådan. Hun ønskede slet ikke at være denne kvinde på tværs. Hun ville bare hjem og forklare Julien det hele og så egentlig bare håbe på at han ville tilgive hende? Hun var nu sikker på det, for hun elskede ham som hun også vidste at han elskede hende og frustrationen efter hver eneste afvisning som hun havde skænket ham, så var det jo bare blevet et tydeligt tegn i sig selv, så hun håbede jo selvfølgelig at der var noget i det og ikke bare tomme løfter og handlinger, for det ville hun da slet ikke kunne bære! Denne kvinde brød sig ikke om vampyrer, så meget havde hun da tydeligt fundet ud af allerede, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde hende rolig på nogen måde, tvært imod så gjorde det hende kun langt mere usikker på det hele, for hun ønskede virkelig ikke at udsætte hendes nyfødte lille datter for noget som helst, hvis hun ellers kunne være fri for det! ”Jeg har aldrig nogensinde gjort dig noget!” At hun endte med at indvie Julien i samtalen, var noget som hurtigt måtte fange hendes blik og mine, for.. ja, han vidste jo slet ikke at hun havde søgt ud, med mindre at han havde set hende storme ud af døren, selvom hun nu også vidste at det var noget af det dummeste som hun kunne have gjort det, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var der ikke rigtigt noget som hun kunne gøre ved det den dag i dag. Hun håbede vel bare på at det hele ville gå i den anden ende, selvom det var tydeligt, at dette heller ikke var en situation som hun kunne tale sig ud af, selvom det var noget som hun stadig ville prøve på. Som hun tog et skridt tilbage, hvor hun godt kunne mærke at hun måtte støde direkte ind i den mur som hun ikke kunne se med blikket, så kunne hun godt mærke den kniv ved sin side – den som hun havde skåret sin lille piges navlestreng over med. Det var egentlig det eneste som hun havde at gøre brug med, men hun ville virkelig ikke have at der skulle ske hendes lille pige noget som helst! ”Du får ikke lov til at røre hende!” hvæsede Maggie med en fast stemme. Det havde kostet hende forbandet meget at holde graviditeten skjult og det havde jo tydeligt virket? Julien havde aldrig spurgt hende ind til det, så det var vel kun gået i hendes retning i den anden ende? Hun blev stående, som hun roligt lagde den lille pige ned på sin ene arm, så hun kunne støtte hende bedre og samtidig, så havde hun en arm fri, hvis det skulle vise sig at blive direkte nødvendigt i den anden ende. ”Jeg siger det kun en gang; Vend om og gå.. så gør vi det samme,” sagde hun ganske kortfattet. Hun knyttede den frie næve en anelse, som den lille pige igen blev tydelig urolig at have liggende på sin arm, men igen; Så kunne hun vel godt fornemme at der var noget helt galt?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var bestemt ikke den type som man kunne bede om noget som helst til. At denne kvinde ikke ønskede at komme i vejen, var dog temmelig tydeligt. Ikke fordi at denne unge kvinde ville komme nogen vegne med det på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun sukkede indædt og rystede let på hovedet, også selvom denne situation var noget som i bund og grund var noget som hun selv stod for, hvilket kun var noget som gjorde det hele så meget bedre og endda på alle tænkelige måder endda! De mørke øjne hvilede på den kvindelige skikkelse og det lille barn. Det kunne ikke være mere end et par timer gammelt, så meget kunne hun da tydeligt regne sig frem til. Ikke fordi at det var noget som rørte hende som sådan, for det gjorde det virkelig ikke. Det kyniske og kolde smil hvilede på hendes læber. Bare alene den tanke om at hun stod foran en vampyr, var noget som automatisk gjorde, at hun slet ikke lystede at skulle lade hende gå, tvært imod, så det at skulle slå hende ihjel eller lade hende ligge så solen kunne ramme hende, var virkelig noget af det som hun selv ville fryde hende noget så frygtelig voldsomt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. At hun lagde tøsen på sin ene arm, så hun havde en fri, var noget som kun fik hendes kyniske smil til at brede sig langt mere, for det gjorde det om ikke andet, så kun klart for hende, at kvinden faktisk ville forsvare den lille møgunge. Ikke fordi at hun nogensinde selv planlagde sig at skulle få børn, for det var da noget af det sidste som hun nogensinde ville have lyst til! Hun trak vejret dybt, som hun bare lod kuglen i hendes hånd vokse, selvom det var noget som skete temmelig langsomt. Hovedet lod hun søge let på sned. ”Jeg tror virkelig du er løbet ind i den forkerte, hvis du tror at du kan stille betingelserne her, elendige blodsuger..” vrissede hun med en fast og intens stemme. End ikke det var noget som hun havde lyst il at skulle lægge det mindste skjul på når det endelig måtte komme til stykket. ”Og hvad du vil så gøre? Du har ingen steder at gemme dig for mig!” endte hun med en fast tone, som hun endte med at stoppe op som hun kylede kuglen direkte efter hende og med den samme sindssyge i minen. Denne vampyr skulle bare væk og det skulle være så hurtigt som det var hende menneskelig muligt! Det ville være hende selv en stor glæde, at sætte en stopper for spredningen af denne pestilens på denne her jord og så det at hun kunne tage en nyfødt med i faldet, så ville det jo selvfølgelig kun være det hele værd set i hendes øjne! Som kuglen måtte flyve direkte mod denne kvinde hvis navn stadig måtte være hende fuldkommen ukendt, så var det noget som kun fik det morende smil til at sprede sig på hendes læber. Hun elskede ødelæggelse og hun elskede destruktion. Det var det som hun var vokset op med, så det kunne vel heller ikke forundre nogen at det var noget som lå hende temmelig nært til hjertet? ”Jeg er skam kun lige begyndt!” endte hun med en fast tone, som den morende latter kraftigt måtte bryde hendes læber. Hun kunne ikke gøre noget andet end at more sig i denne situation!

[maggie]

Det sidste som Maggie ønskede sig, det var at skulle falde her, for hun var virkelig bange for, at det lige så også ville komme til at koste hendes lille datter det samme. En ting var at tingene skulle gå ud over hende, for det var faktisk noget som hun ville være i stand til at skulle klare sig igennem for alt hvad hun vidste, men det var nu bare sådan det måtte være i den anden ende, men hendes datter.. ikke på vilkår! Hun kunne godt se, at denne kvinde på ingen måde ville lade hende gå fri, hvilket var noget som faktisk måtte skræmme hende, for hun havde slet ikke nogen anelse om hvem fanden denne kvinde måtte være eller hvad hun troede at hun var! Den lille pige var blevet tydeligt usikkert på det hele, for mor var jo selv usikker, så det spillede jo tydeligt af, også for hendes del. ”Jeg ønsker ikke at være i vejen for dig!” hvæsede hun, som de spidse tænder måtte komme til syne. At den lille kugle måtte vokse i kvindens hånd havde hun lagt mærke til. Hun kendte udmærket godt til de magiske tendenser, så hun vidste, at denne kvinde måtte mene alvor, selvom det var noget som virkelig måtte gøre noget så frygtelig ondt. Hun kunne da på ingen måde slå en magikyndig person på stående fod og det vidste hun godt! Om ikke andet, så kun hvis vedkommende måtte være direkte dumdristig! Hun knælede stille, idet at hun lagde sin lille pige i græsset, kort strøg hendes kind, idet hun rejste sig op. Det var nu heller ikke fordi at hun nåede at reagere, idet at kuglen ramte hende i brystet og trykkede hende fast op i retningen af den usynlige mur. Nærmest som hun fløj direkte igennem den og direkte ned i græsset flere meter bagud og med et kraftigt gisp. Hun havde virkelig ikke kræfter til kamp lige nu! Øjnene klemte hun let sammen, idet at hun tvang sig om på siden i et forsøg på at skulle komme op igen, selvom det ikke rigtigt ville som hun ville. Hun vendte blikket mod Malisha og med den samme faste mine som før. Skulle hun udryddes kun fordi at hun var vampyr? Det var jo heller ikke fordi at hun direkte havde bedt om det her liv på nogen måde, selvom hun bestemt heller ikke klaget over det! ”Jeg siger det kun en gang, så lad os være!” vrissede hun med en fast tone, idet hun endelig måtte komme op på benene, selvom det på ingen måde, kunne siges at være nemt. Hun endte endelig med at komme op, idet hun greb omkring kniven. Hun var jo kun halvt vampyr, så der var mange af deres styrker såvel som deres svagheder som hun ikke ville have – til hendes egen store ærgrelse i øjeblikket, for hun havde slet ikke hurtigheden, selvom hun havde styrken! Hun vendte sig mod Malisha og med den mere vrede og alligevel paniske mine i ansigtet. Hun brød sig virkelig ikke om det, men hvad andet kunne hun gøre i denne situation? ”Jeg vil bare hjem, er det så svært at forstå?!” Hun rettede sig op, selvom det gjorde direkte ondt i brystet, men hun ville ikke vise det! Hun ville ikke give hende den tilfredsstillelse! Hun fnøs ganske kortfattet og knugede om kniven. Det var jo faktisk hendes eneste mulighed foruden hendes tænder, men hun regnede nu heller ikke med at hun ville få en jordisk mulighed for at sætte tænderne i hende?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var i den grad heller ikke den bedste person at skulle rende ind i på denne her måde, hvilket denne kvinde nok skulle finde ud af. At hun lagde sin datter i græsset i det lille klæde, var noget som hun kunne være fuldkommen ligeglad med. Hvis der var noget som hun ikke var, så var det en som slog små børn ihjel – direkte om ikke andet, for det var da slet ikke et ry som hun ville pålægge sig på nogen som helst måde overhovedet! Hun trådte roligt forbi den lille pige, idet at kvinden røg direkte igennem den usynlige mur og direkte ned i græsset flere meter derfra, selvom det nu heller ikke var noget som kunne komme bag på nogen som helst? Det morende smil hvilede dog som støbt til hendes læber, for det var virkelig morende og endda på alle måder overhovedet. Blikket hvilede på denne kvinde og med den samme morende mine. Det morede hende virkelig at se denne simple vampyr eller hvad fanden hun nu måtte være, skulle til at forsvare sig selv og hendes lille datter, for det gik i den grad kun i en retning; Død. Ikke for hende selv, men for kvinden som hun stod overfor, det var noget som hun trygt kunne stå ved! Hun var ikke den som man skulle kaste sig i strid med, selvom en nybagt mor vel ville gøre absolut alt for sin lille? Ikke fordi at det forundrede hende det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Hun gik roligt mod hende, selvom hun havde hævet en kniv og direkte måtte stå parat. ”Skulle det være en trussel? Jeg tror ikke engang at du er en af typen som kan gøre alvor af det, er du?” vrissede hun med en iskoldt og noget så fast tone. Der var vel heller ikke nogen tvivl om at hun ikke troede på det. Ja, hun havde måske sin lille kniv, men hvilken skade kunne den gøre på en warlock som hende? Uanset hvad, så skulle hun skam nok klare sig igennem dette! Kunne hun klare sig igennem en kamp mod sin egen fætter som virkelig havde vist sig at skulle være et magisk talent, så hvorfor skulle hun da ikke kunne klare sig igennem dette? Hun slog ud i den kolde latter. ”En kniv? Det er det bedste du kan komme op med?” spurgte hun med en tydeligt morende og kynisk smil på læberne. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Måske en anelse overmodig, men det var nu noget som igen måtte ligge til familien på sit vis! Endnu en gang dannede hun sig en kugle i hånden, selvom det stadig måtte gå langsomt. Hun havde skam ikke travlt, selvom der ikke var så frygtelig lang tid til at solen ville være oppe. En time.. måske to? Noget i den stil, selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende som sådan. Hun gik mod hende, som hun dannede kuglen i hendes hånd større og større. Det var heller ikke fordi at det var noget som hun som sådan ville tage sig af. Hun ville nyde at skulle pine denne kvinde bare en smule! Eller meget måske? Det kom da helt an på hvordan hendes tålmodighed ville være, når det lakkede mod sin ende. ”Prøv mig af, usle blodsuger!” endte hun med en fast tone. Endnu en gang nærmest som en udtalelse for en ordre, for det var virkelig det som lå hende mest naturligt til.

[maggie]

Maggie ønskede virkelig ikke at noget skulle ske hendes lille familie. Der var hun virkelig også noget så frygtelig glad for at denne kvinde måtte passere hendes lille datter som hun havde lagt i græsset, også selvom den lille pige endnu en gang var begyndt at græde. Hun kunne vel også fornemme at noget var galt, selvom hun var så lille og mor ikke var der til at trøste hende? Selvom hun var så lille, så var der vel også mange ting som hun kunne opfatte på denne her måde, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Hun bed sig let i læben og vendte blikket direkte mod hende. Ja, det var faktisk en trussel og det var noget som hun i den grad agtet at gøre noget alvor ud af, blot for at vise at hun faktisk måtte mene sine ord, for det var bestemt heller ikke nogen spøg for hendes vedkommende på nogen som helst måde overhovedet, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Hun kneb øjnene let sammen, som hun endte med at skulle le af hende? Bare tanken om at hun troede at hun var nogen, var noget som hun slet ikke kunne have med at gøre, for det var noget som gjorde hende direkte irriteret. ”Du skal ikke undervurdere mig,” advarede hun med en fast tone. Ja hun var måske ikke magikyndig på nogen som helst måde, men alligevel af den grund, så var hun altså heller ikke helt ufarlig! Måske at mange havde haft problemer med at acceptere hende som Juliens kæreste og mage, men det var noget som da var kommet med tiden, så var det jo heller ikke noget som hun ønskede at miste bare sådan! Som hun måtte komme tættere og tættere på, så var hun selv meget opmærksom. Hun troede ikke på at hun kunne? Nu skulle hun bare se løjer! Hun kneb øjnene mere fast sammen, hvor hun lod den anden hånd hvile let mod hendes bryst, for det gjorde virkelig ondt! Hun trak vejret dybt og vendte blikket direkte mod hende. Nu bad hun så sandelig også selv om det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Lidt hurtig var hun, men slet ikke med den samme fart som en fuldblods ville have det – ligesom hendes bror eller resten af familien, netop fordi at hun var født før hendes mor var endt med at blive en vampyr, så var det jo trods alt bare sådan at det egentlig måtte være når alt endelig måtte komme til alt. Som hun kom tættere på, så satte Maggie farten op det som hun kunne, kun for at ende bag hende, hvor hun gjorde et fast spring, kun for at sætte tænderne direkte ned i hendes hals, hvor hun kraftigt valgte, at skulle bide sig fast. Kunne hun få alt blodet ud af kvindens krop, så ville der ikke være nogen skade sket, og hun ville være i stand til at komme hjem og det var virkelig det eneste som hun havde sat sig for tankerne, det var at få sig selv og hendes lille datter med sig hjem igen!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha måtte ærligt erkende, at hun heller ikke regnede med at denne kvinde havde særlig meget at skulle byde på i den anden ende, ganske enkelt fordi at hun ikke havde gjort noget andet endnu. Hun regnede og gik vel nærmest automatisk ud fra, at hun bare var den type som havde det hele til at hvile i munden når alt endelig måtte komme til alt? Selvom det ikke var noget som kunne forundre nogen som helst i den anden ende? Hun kneb øjnene morende sammen, selvom hun lod kuglen hvile i hendes hånd. Hun var en stærk magikyndig, hvilket denne kvinde meget snart skulle have lov til at finde ud af, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed. At hun ville gøre alt for at beskytte sin kære lille datter, var nu heller ikke noget som forundrede hende, også selvom hun ikke selv som sådan kunne sætte sig i situationen af at skule være en mor, for.. ja, det havde jo aldrig direkte været nødvendigt for hendes vedkommende og hun regnede bestemt heller ikke med, at det nogensinde ville gå hen og ske på den ene eller den anden måde, hvis det nu endelig skulle vise sig at være det. Hun kneb øjnene fast sammen ved hendes ord. ”Du er en simpelt blodsuger, hvad pokker skulle du da være i stand til at gøre?” endte hun med en ganske kort hvislende stemme. Nej, der var ikke noget medlidenhed at hente. For hendes del, så kunne hendes kære lille datter få lov til at ligge der til solen ville stå op. Hun vidste at det i så fald ville være et forbandet kort liv at den lille pige ville få, selvom det virkelig var noget som raget hende en høstblomst og endda på alle tænkelige måder overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man direkte kunne gøre ved denne sag. At hun endte med at sætte farten op, var noget som Malisha udmærket godt kunne se, selvom hun ikke nåede at reagere, idet at hun var sprunget op på ryggen og sat tænderne direkte i hendes hals, hvilket direkte måtte få hende til at stivne. Det var bestemt heller ikke noget som hun havde regnet med! Hun slap et kraftigt, dog smertefuldt gisp, idet kuglen måtte forsvinde i hendes hånd, da koncentrationen røg mere eller mindre med det samme, så det jo slet ikke var noget som hun kunne kontrollere på den ene eller den anden måde. ”Slip mig!” hvæsede hun af sine lungers fulde kraft, idet hun kraftigt greb tøsen om håret i et fast forsøg på at få hende til at slippe. Hun tvang sig mere eller mindre til koncentrationen, idet hun dannede en ny kugle som hun skød direkte op i luften. Hun måtte handle hurtigt og hun vidste det, for denne vampyr slugte da virkelig også til sig! Det sitrede i hendes krop, det blev faktisk tungt at stå på benene! Kuglen søgte rundt i en halvcirkel og søgte direkte ned mod vampyren. Hvis hun havde regnet rigtigt, så ville hun også ramme det forbandede møgbæst! Endnu et gisp forlod hendes læber, som hun selv måtte kæmpe med at skulle holde sig på benene. Det blev jo i sig selv, kun sværere og sværere med tiden som måtte gå, for det var tydeligt at denne vampyr kun var ude på en ting; At beskytte sin datter.

[maggie]

Det eneste som Maggie virkelig var ude på, det var at skulle beskytte sin kære lille datter. Alt det andet var virkelig uden nogen som helst former for betydning for hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. At denne kvinde jo så var magikyndig, var noget som automatisk gjorde, at hun selv var direkte tvunget til at skulle være langt mere vågen og opmærksom på det som skete. Der var en grund til at hun havde valgt at handle som hun havde gjort, netop kun for at skulle tvinge dette forbandede bæst på lang afstand og væk fra hende og hendes lille pige og det skulle være lige nu! Hun havde valgt at holde sig fast, bide sig fast til hendes hals, hvor hun mere eller mindre bare nærede sig, for det var jo noget som i sig selv, måtte skænke hende en fornyet og god energi, hvilket også var noget af det som hun direkte havde brug for, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed og endda på alle tænkelige måder overhovedet. Hun klemte øjnene fast og let sammen, som hun fortsatte, selvom Malisha kraftigt havde bedt hende om at skulle stoppe, selvom det slet ikke var noget som faldt hende ind på nogen som helst måde overhovedet. Hendes øjne var endt fuldkommen blodskudte. Det var selv længe siden at hun havde fået levende blod fra et tænkende individ, så selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hendes vedkommende. Kniven endte hun med at hæve i sin ene hånd, idet hun kraftigt måtte hamre den direkte mod Malishas side. Hun ville bare beskytte sin lille datter og sørge for at hun kunne komme hjem med hende uden, at de skulle løbe ind i flere problemer, for det var jo slet ikke noget som ville gavne nogen af dem i den anden ende! Kuglen som forlod Malishas hånd, var virkelig ikke noget som hun lagde mærke til, da hun var travlt optaget med det som hun selv var gang i, selvom det vel heller ikke var noget som måtte sige så lidt. Hun ville bare have den kvinde i gulvet, så hun kunne komme derfra og med livet i behold, det var vel heller ikke meget at forlange?! Kuglen som søgte i en bue over dem og direkte ned mod dem, var først noget som hun lagde mærke til, idet den faktisk måtte ramme hende. Det mørke som borede sig direkte ind i ryggen på hende, tvang hende til at slippe og med et tydeligt smertefuldt skrig, idet hun bare faldt direkte til jorden og med en kraftig dirren. Et sted så frygtede hun virkelig, at dette ville blive en sådan en situation som hun ikke ville komme levende fra. Det var bare en mærkværdig fornemmelse som havde sat sig i hendes eget sind på denne her måde. Hun gispede svagt, idet hun prøvede at rejse sig igen. Hun ville bare hjem! Hun ville hjem til Julien, finde den gode og gamle tryghed i hans favn og bare.. være der for det var jo der at hun virkelig ønskede at være lige nu! Hun vendte blikket direkte mod Malisha. Hendes ryg var jo nærmest som flået op, selvom hun ikke ville give hende den tilfredsstillelse! Ikke på vilkår! Det var slet ikke noget som hun ville høre det mindste tale om, hvis hun ellers kunne blive fri for det, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket mod hende. Kniven sad i hendes side, dækket af blod. Hun ville selv være medtaget fra dette!