When past knocks on door..

[Deleted]

Det gik aldrig helt op for Alicia, at han ikke kunne huske en skid, men det var nu alligevel noget som gjorde hende direkte vred! Han skulle ikke regne med at han bare kunne gå i døden, genopstå og bare fortsætte som intet var sket! Hvilket liv som han måtte have nu, var noget som hun kunne være fuldkommen ligeglad med og det var hun virkelig også! Stakkels den kvinde som nogensinde kunne finde sammen med en mand som ham! Ja, han havde måske charmen og han kunne virkelig også spille op til en tøs, men det var bestemt heller ike fordi at der kunne eller ville ligge mere i det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket og det var deriblandt også noget af det som kunne gøre hende direkte rasende! Nu hvor hun var på bedringens vej, så var det i den grad også noget som hun ville udnytte og så meget som det nu måtte være hende menneskelig muligt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun havde fået manden af sine drømme og det var ikke noget som hun ville give afkald for noget som helst! Nok var hun blevet grevinde, selvom det nu alt i alt, stadig måtte være en tanke som hun måtte vænne sig til, for det var bestemt heller ikke nemt, men hun prøvede og det var vel også det som var det vigtigste af det hele? Hun fnøs ganske kortfattet som hun slog armene over kors. ”Du har læst om mig i aviserne? Og der er intet som bare vækker minder? Bare det mindste?” Hun hævede sigende det ene bryn. Det var noget som gjorde hende direkte rasende, for hun havde set hvordan Julien havde taget hans død og det var noget som i den grad også havde skræmt hende, det var jo at se den kære drengs grundlag falde sammen under hans fødder. Hun ville ønske at hun kunne hjælpe mere, men det kunne hun bare ikke og det gjorde virkelig, virkelig ondt et sted. Hun tog et skridt mod ham, selvom hun denne gang var betydeligt mere rolig. Hun havde lukket ud af de værste frustrationer. Det var jo frustrationer som havde bygget sig op over flere år, så selvfølgelig var det også noget som måtte påvirke hende i utrolig stor grad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. De isblå øjne hvilede på ham og med en tydelig intens mine. Hun var vred og det var vel heller ikke noget som man kunne tage fejl af? Hun vendte kort blikket mod resten som stod og stirrede på hende, hvor de hurtigt vendte sig væk. ”Udmærket.. hvis du vil have vores tid sammen… fra begyndelsen, så må jeg jo fortælle det.” Hun fnøs ganske let, for det var bestemt heller ikke en tanke som hun var meget for at erkende, hvilket der også var en tydelig grund til, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Men ikke her..” Hun gjorde et let kast med hovedet i retningen af et mere afliggende sted. Vagterne var vel også ude efter ham? Sådan som hun havde forstået sig på det om ikke andet og det var bestemt heller ikke fordi at hun ville lade dem afbryde hende, nu hvor hun endelig havde fundet ham og stod med modet neto så hun var i stand til at konfrontere ham med det hele, så det var noget som hun i den grad heller ikke ville tøve med at skulle gøre det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke.

[alecander]

Til at starte med havde Alec virkelig troet at det rablede for denne kvinde, for hun var bare kommet hen til ham, vendt ham om, og så snart hun havde kastet sit første blik på hans ansigt havde hun skænket ham en kæmpe lussing, selvom at begge slag havde fortaget sig, for han var en udholdende mand og der skulle mere til før han ville sige av, men af den grund havde det stadig gjort ondt! Hun var vampyr, det var der ingen tvivl om, men der var bare lige det faktum som han havde lagt mærke til; hun befandt sig ude i sollys, ligesom ham selv. Han havde en tatovering der beskyttede ham, men.. havde hun også det? Normalt kunne vampyrer ikke vandre ude i dagslys, så det burde hun heller ikke, det burde han ikke engang, så hun måtte jo have noget der beskyttede hende imod det, ligesom han også selv havde, og efter det som hun havde fortalt ham, så måtte det jo være denne djinn, som havde gjort det, en djinn der åbenbart havde været hans. Han trak svagt på skuldrene, hvor hans stærke arme stadig måtte hvile over kors. Han gjorde et let ryst på hovedet. ”Nope.. intet,” svarede han sandfærdigt. Selvom han havde læst avisen, så var der intet der vækkede de mindste minder, ikke engang det hun fortalte ham måtte vække minder, han.. vidste jo ikke engang hvad hendes navn måtte være. Hans øjne havde kun lige skimtet billedet af hende, hvor han havde læst overskriften, ”Ny grevinde i Manjarno”, og så var han gået videre til næsten spalte. Han interesserede sig ikke for de adelige, de ragede ham en høstblomst, der var jo en grund til at han var blandt oprørerne, fordi han holdt med folket og ikke regeringen. Han var også en eftersøgt mand, så det var faktisk ikke særlig smart af ham at blive på et sted af længere tid, derfor ville han også helst væk herfra, at hun så selv gik med til at fortælle ham det hele og et andet sted, måtte faktisk lette ham, for så var han da sikker på at han ikke ville blive fundet af vagterne. Han nikkede ganske let, inden han gik i den retning som hun selv måtte gøre et nik imod. At komme væk herfra ville ikke gøre ham det mindste, for hun havde vækket en stor opsigt, hvilket havde tiltrukket flere vagter til området og det brød han sig virkelig ikke om! Grunden til at vagterne ikke havde brudt ind, var vel fordi at de ikke troede at en grevinde ville tale med en eftersøgt? Så et sted var det held i uheld. ”Udmærket,” endte han roligt, hvor han så sig over den ene skulder og så tilbage mod hende, ”så kan du starte med at forklare mig, hvorfor du kan gå ude i sollyset ligesom mig selv?” Det var mere et spørgsmål end noget andet, for nu havde han undret sig længe over det. Han gik roligt ind i en gyde, der lå lidt afsides markedet, hvor han stoppede op og vendte blikket imod hende. Her var de i sikkerhed, eller med andre ord, her var han i sikkerhed. Her skulle der lidt mere til før vagterne ville komme. ”Nå.. så fortæl mig grunden til at du skælder mig sådan ud,” opfordrede han stilfærdigt og dog med en irriteret undertone, for hun kunne virkelig ikke bare gå hen til en mand og slå ham uden videre! Det fandt han sig virkelig ikke i!

[Deleted]

Det at smække til Alec var virkelig bare en handlet sket på rene instinkter. Alicia havde slet ikke tænkt over det, idet at hendes hånd var smækket mod hans kind, men hun stod alligevel fuldkommen fast på at det var noget som han havde fortjent! Han fortjente at vide at det som han havde gjort, var noget som virkelig havde gjort ondt og endda forbandet meget, for det var jo ikke engang løgn. Hun havde kæmpet for at holde det hele sammen – det var jo også først der, at hun havde søgt til Isaac i udgangspunktet. Han havde skænket hende bekræftelserne som hun så desperat havde haft brug for. Den mand var hendes mage og den som hun nu var gift med, hvoraf Alec var for at redde hende, ham og deres lille søn, for hun havde i den grad heller ikke ønsket at skulle miste noget af det som hun havde fået. Alec havde charmen og mystikken som kunne tiltrække hver en kvinde og det var også det som bekymrede hende. Stakkels være den som faktisk fandt sammen med en mand som ham! Selv så var hun bare glad for, at hun var kommet væk fra det hele, selvom det bestemt heller ikke havde været nemt på den ene eller den anden måde, men det var vel egentlig bare at gøre det så hurtigt og så nemt som det måtte være dem menneskelig muligt? At han ikke brød sig om at stå der og bare tanken om at hendes ansigt ikke sagde ham noget som helst, var faktisk også en tanke som måtte lette hende et sted. Om ikke andet, så vidste hun at hun næppe kunne forfølges af fortiden og det var hende i sig selv en meget glædelig tanke! ”Udmærket,” mumlede hun stilfærdigt. At hun var grevinde var heller ikke en tanke som rigtigt havde fæstet sig endnu. Om ikke andet, så ville hun nok have opført sig en anelse mere anstændigt end det som det var endt ud med i den anden ende, men det var der nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved. At han dog alligevel ville lade hende fortælle om deres tid – hvis han troede på hende om ikke andet, så håbede hun bare at det var noget som kunne hjælpe Julien bare lidt. Den stakkels knægt havde allerede mistet så meget og det var en tanke som faktisk også måtte skræmme hende selv bare en anelse. For… hun kunne jo ikke hjælpe ham og alene den tanke fik hende til at føle sig så magtesløs! Hun gik efter ham i retningen af gyden, hvor hun vendte blikket mod ham. ”Hvorfor jeg kan gå ude i sollyset? Det kan være lige meget..” Et sted så ønskede hun ikke at fortælle om den magiske tendens som hvilede i hendes vielsesring – Den som Isaac havde skænket hende, som han også skænkede hende livet, lyset og ikke mindst hans hjerte. Det var noget af det bedste som nogensinde var hændt hende! De isblå øjne faldt stift til hans skikkelse. Selv at blive snakket til med den tone, var noget som virkelig kunne gøre hende forbandet irriteret, for hun havde sgu gjort så meget for ham og dette var takken? Hun fnøs ganske kortfattet. ”Og grunden til at jeg skælder dig ud? Spørg hellere efter grundene,” begyndte hun kortfattet. Selv var hun heller ikke i det bedste humør og det at støde på ham bare sådan, så kunne hun lukke det hele ud i et kraftigt udbrud. En nem vej at gå, også selvom det ikke hjalp spor i den anden ende. Armene røg let over kors, som hun stirrede ham direkte i øjnene. ”Skal jeg fortælle historien eller j? Siden du ikke kan huske noget som helst?” Et sted var der jo faktisk spor af hån i hendes toneleje.

[alecander]

Alec havde virkelig ikke den fjerneste idé om hvilken mand han havde været i sin fortid, et sted var det frustrerende, for når han ikke vidste hvem han engang havde været, hvordan skulle han så vide hvem han var den dag i dag? Det var det som havde irriteret ham mest og han havde virkelig været så desperat efter at finde nogen som havde kendt ham, sådan havde han da om ikke andet været indtil han havde mødt Jelicka. Den tøs havde virkelig skubbet ham ind på en hel ny vej, en ny sti, og når hun var i hans nærvær, så havde han ikke behov for at tænke på sin fortid. Hun viste at han havde en fremtid, at han kunne være præcis den mand han ville være, så det at kende til sin fortid var en tanke som han var kommet lidt fra, at han så skulle støde ind i denne kvinde, som tilmed var grevinde af landet, var noget som virkelig havde overrumplet og overrasket ham! Hun havde slået ham, skældt ham ud over ting han slet ikke kendte til, men hun virkede i hvert fald til at tale sandt, men der var bare en masse ting som han ikke forstod, netop fordi hun kun havde givet ham brudstykker af hans fortid, brudstykker, hvor han ikke engang havde nok til at sætte det hele sammen. Noget der måtte irritere ham, var det at hun faktisk vovede at skælde ham ud og slå ham – tilmed to gange – og så holdt hun alligevel alt skjult for ham?! Det fandt han sig virkelig ikke i! Hun gad ikke indvie ham? Hvorfor fanden hulkede hun så over hvad han havde gjort? Det var for fanden da bare en dum fortid! Han bed tænderne fast sammen og kneb øjnene sammen. At der var flere grunde til at hun havde skældt ham ud, blev han ikke ligefrem klogere af, og han kunne tydeligt mærke hvordan vreden langsomt begyndte at boble i ham. Han knyttede sine hænder ganske let, uden at han tog blikket fra hende, da de sorte øjne var som fæstnet til hendes skikkelse. Hendes hånende tone var dog nok til at sende ham op i det røde felt, hvor han greb hende om skulderen og tvang hende hårdt op af den nærmest væk. Nok han ikke kendte hvem han var, men i den tid han kunne huske, så havde han i hvert fald fundet ud af en del og han havde faktisk utrolig mange egenskaber og dum var han bestemt heller ikke! Han stirrede direkte vredt ind i hendes blik, hvor han blot trykkede hårdt omkring hendes skulder. ”Tror du virkelig at du kan tillade dig alt fordi du er grevinde?! Men så kan jeg fortælle dig, at det er snobbede fæhoveder som dig, som er skyld i at folket gør oprør!” hvæsede han kraftigt. Her var der ingen vagter der kunne få øje på dem, så hvis hun ikke tog sig sammen og opførte sig anstændigt, så ville han bestemt ikke tøve med at flå hende stumper og stykker! ”Jeg kan ikke huske en skid, men hvis jeg virkelig har levet sammen med dig, så er jeg sgu godt nok glad for at være sluppet væk! Jeg finder mig ikke i forfinede arrogante og forfængelige røvhuller som dig, som kan få alt serveret på et sølvfad! Og en ting som jeg har konstateret, hvis vi nogensinde har været gift, og alt det du siger er sandt, så har du aldrig nogensinde elsket mig, for ellers ville du aldrig have fundet en mand så hurtigt efter min død!” hvæsede han fast. ”Så hvem der egentlig har fortjent skæld ud og slag er jeg pludselig blevet i tvivl om, men du skal bestemt ikke tro at jeg vil tøve med at flå hovedet af dig, hvis du vover at håne mig igen!” endte han fast og fortsat i en hvæsen, inden han slap hendes skulder, efter at have holdt hende hårdt fast med sine negle borende ind i hendes hud. Han var virkelig ligeglad med hvem hun var, for han var virkelig ikke oprører her i landet for ingenting! Og det var på grund af folk som hendes næsvished at han gik imod landet!

[Deleted]

Alicia kunne virkelig heller ikke komme udenom, at hun var glad for at være sluppet med den fortid som hvilede, selvom den konstant måtte hvile som en mørk skygge. Umiddelbart så stod hun fast på at grevearbejdet var fuldkommen nyt for hende, så selvfølgelig var det også noget som måtte spille ind for dette øjeblik, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun var sammen med Isaac, hun var gift og de havde mange projekter som de ville sætte i gang, også som et tydeligt tegn på at de var på borgernes side, for det var bestemt heller ikke fordi at det med børnehjem og skole, var noget som man kunne sige, var for deres egen skyld, for det efterlod dem da kun med langt mere arbejde, men hun gjorde det mere end gerne! Hvem Alec måtte have fundet efter hende og efter hans bortgang, kunne hun jo for sit vis være fuldkommen ligeglad med, men selvom det var en tanke som havde fæstet sig, så gjorde han hende stadig vred, bare ved at være der! At hendes hånende tone havde ramt ham, lagde hun dog hurtigt mærke til, som han direkte trykkede hende ind mod muren, hvor selv et tydeligt spor af hendes omrids måtte sætte sig i den gamle sten. Hun spændte fast i kroppen. Hun var selv vampyr, så det var egentlig ikke fordi at det gjorde ondt som sådan. Hun stirrede olmt på ham, selvom det klart gjorde mere ondt, da han benyttede sig af sine negle, for de borede sig jo ned i hendes hud! ”Tillade mig alt?!” gentog hun med en vred stemme. Det var endnu ikke gået op for hende, at hun stod som en grevinde af landet, for det ansvar og den titel, det var mere end det som hun kunne acceptere bare sådan, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Som han slap hendes skuldre, kunne hun i den grad godt mærke, at de var blevet voldsomt klemte, for det var noget som faktisk måtte gøre ekstremt ondt! Hun bed sig ganske kort i læben, hvor hun let tog sig til den ene, selvom det føles som om at han havde knust de knogler med de bare næver! Hun hævede let brystet og vendte blikket mod ham. Måske at hun aldrig havde elsket ham, men det havde i den grad også været gengældt! ”Vores ægteskab var ikke grundet kærlighed, Alec. Jeg blev gravid efter en temmelig uheldig aften og som reglerne og lovene stod tilbage dengang, så ville vi begge blive straffet for det, hvis ægteskabet ikke stod. Ja, jeg har aldrig elsket dig af hjerte, som du ej heller har elsket mig.” Hvorfor ikke bare indse den fakta, så de kunne få det på det rene? De havde fået det hele til at gå rundt, Julien havde for sit vis haft en okay barndom. Hun havde om ikke andet, så kæmpet for det, selvom det virkelig ikke havde været nemt. Hun rullede let med skuldrene, som hun forlod væggen igen. Blikket hvilede dog på hans skikkelse og med den samme stilfærdige mine som før. ”Ja, jeg faldt for den mystik, den charme og den mand som du var.. men aldrig følelsesmæssigt. Du tog mig med hjem, du skænkede mig et sted at være og du passede arbejdet med din organisation,” forklarede hun videre. Man kunne vel bare starte helt tilbage fra start af, i stedet for at komme med den ene klage efter den anden? For det var tydeligt, at det ikke hjalp hende det mindste.

[alecander]

At blive hånet for ikke at kunne huske noget, fandt Alec sig virkelig ikke i, for det var bestemt ikke hans skyld! Eller.. ja, det vidste han jo faktisk ikke om det var, for han vidste slet ikke hvordan det var sket. Hvis alt det hun sagde var sandt, så ville han jo have forsøgt at gå under jorden, hvilket også så ud til at have lykkedes og det ville jo være perfekt ved at give sig selv hukommelsestab, selvom at han slet ikke vidste om det havde været meningen. Han vidste slet ikke hvorfor han skulle ønske at gå under jorden. Blikket hvilede fast på hende, som han valgte at give slip på hendes skulder, hvor han virkelig ikke tog sig af om det havde gjort ondt eller ej, for den eneste måde hun kunne fatte noget på, var ved at slå det hårdt ind i hovedet på hende! Hun havde også taget en halv time om at fatte at han ikke kunne huske noget, sådan en dum mokke! Han trak sig roligt væk fra hende, ved at bakke nogle skridt tilbage, inden han lænede sig op ad den modsatte væg, så der var flere meter imellem dem. Han lagde roligt armene over kors og betragtede hende tvært. Han gad ikke finde sig i alle hendes beskyldninger og slag, han ville tilmed vædde om at hun selv havde været skyld i halve af de ting der var sket! ”Nemlig.. du tror du kan tillade dig alt med den dumme grevindetitel, men så skal jeg fortælle dig en ting; man gør sig fortjent til sine titler, nogle bliver måske født med den, andre får den bare ved et giftermål såsom dig, men derfor skal alle leve op til den titel og den status det giver, og det kan man desværre ikke sige at en sur, tvær, gammel mokke som dig gør!” vrissede han fast, som han forblev lænet op ad væggen overfor hende, uden at han tog blikket fra hende. Slog hun ham igen, så var han ikke sikker på at han kunne holde sig tilbage og lade vær med at slå igen, for det var virkelig fristende at skulle sætte en snobbet tøs som hende på plads! At de var blevet gift på grund af en graviditet og ikke af hjerte, lød næsten.. tåbeligt? Hvorfor havde de overhovedet været så tætte, hvis de ikke havde elsket hinanden eller bare fundet hinanden tiltrækkende? Han rynkede brynene, som det slet ikke gav mening for ham. Han lod hovedet søge let på sned, som hun fortsatte med at fortælle. Mystik, charme og den mand han havde været? Og hvad var det med en organisation? Det sagde ham jo ikke engang noget, men han kunne da regne ud at han havde boet i Dvasias førhen. ”En organisation?” gentog han forvirret. Dog kunne han allerede nu konstatere en ting; hun kendte ikke til hele hans liv, medmindre han engang havde fortalt hende om det, for det lød ikke til at hun havde kendt ham som lille. ”Og hvad med min.. barndom?” spurgte han roligt. ”Hvor kommer jeg fra? Hvem stammer jeg fra? Ved du hvad der er sket inden jeg mødte dig?” spurgte han roligt. Alt var virkelig blankt for ham! Hun havde sagt noget om hans bror, så han havde altså stadig en familie? Hun havde åbenbart også været hans familie og han havde en søn? Det gjorde bare alt sammen meget værre ved at tænke på det!

[Deleted]

Alicia havde slet ikke ment at skulle håne Alec. Hun havde jo holdt af ham, for ellers havde hun da aldrig nogensinde valgt, at skulle indgå et partnerskab og ægteskab med den mand. Selvom hun bevidst havde valgt at holde sig langt ude af hans arbejde i organisationen, også selvom hun havde stået som hans sekretær, så var hun virkelig for ærlig til at gå igennem alt det andet, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om. Hun havde holdt forbandet meget af ham, ellers havde hun heller ikke takket ja til hans frieri tilbage i den tid før Julien var blevet født. Hun sendte ham en direkte dræbende mine, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde direkte eller åbent med nogen som helst former for ord i det hele taget. Hans holdninger omkring folk med status, så var det jo kun tydeligt for hende at se at han ikke havde den fjerneste anelse om hvad hende og Isaac var i fuld gang med, for det var faktisk noget som tog ekstremt med tid, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen som helst måde overhovedet. ”Du dømmer mig, Alec,” vrissede hun med en ganske kortfattet tone. Hvis han ønskede at vide, så burde han virkelig passe mere på hans ord og hans udtalelser! Hun trak vejret dybt, også mest for at skulle holde sig selv en anelse i skindet, for hun var et rovdyr og efter hendes egen omgang med tortur på grund af ham, selvom det nu heller ikke var noget som hun ville rode mere rundt i ligesom det stod for øjeblikket. At han stod lænet op af væggen og stod der med den arrogante holdning, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til. Det var den form for fremgang han altid havde vist hende; En mand som vidste hvad han ville og det var også tydeligt, at han heller ikke brød sig om hende, og så kunne hun heller ikke lade være med at stille sig det store spørgsmål; Havde han nogensinde brudt sig om hende? Hun skubbede de tanker til side. ”Ja, din organisation,” sagde hun ganske kortfattet. Ikke fordi at det var noget som hun ville lægge skjul på, for han ønskede vel også sandheden? Så skulle hun nok give ham den! Hun himlede let med øjnene og vendte blikket mod ham endnu en gang. Han irriterede hende virkelig, selvom hun bare bed det i sig. Hun ville bare have det helt på det rene hvor de egentlig måtte stå med hinanden og at de nu atter måtte have hver deres, selvom hun klart ville foretrække, at han opsøgte Julien. Også for knægtens skyld, for han havde virkelig taget fars bortgang ekstremt hårdt. Hun vendte blikket mod ham igen. ”Din barndom kender jeg ikke meget til. Ikke mere end det som du har fortalt og din storebror med,” begyndte hun ganske stilfærdigt og med en samme stilfærdige mine. Hun lukkede øjnene. Det var jo heller ikke fordi at det var hans fortid og barndom som hun tænkte mest over. Nej, tvært imod, så var det jo snarere hendes fremtid med Isaac som stod højest på den liste der. ”I mistede jeres forældre dengang I var meget unge.. I så dem blive brændt på bålet levende.” Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Tanken i sig selv var virkelig forfærdelig, men.. hun havde ikke ondt af dem af en eller anden ukendt grund. Det havde hun virkelig ikke. ”Jeres far ledte organisationen før du tog over. Tabet knækket din bror,” forklarede hun videre hvor hun lod hovedet søge let på sned. Spurgte han, så skulle hun skam nok give ham de svar som hun lå inde med.

[alecander]

At de to engang havde været gift, forstod Alec slet ikke. Hvorfor havde hun overhovedet gjort det, hvis hun ikke havde næret nogen følelser for ham overhovedet? Bare på grund af et barn? Det kunne hun vel bare have dræbt? Eller søgt til Manjarno hvor reglerne ikke gjaldt? Der havde da været mange valgmuligheder, så hvorfor hun havde valgt at blive hos ham, kunne han ikke forstå når hun hadede ham på denne måde. Han forstod sig virkelig ikke på hende, men en ting han ikke fandt sig i, var netop at blive hånet, for det var noget som virkelig måtte pisse ham af, specielt af en overklasse duks som hende! Forfinede, arrogante tøs! Mere var hun ikke i hans øjne, for et godt indtryk kunne man bestemt ikke sige at hun havde givet ham, hvilket også gik ud over hans blik på de adelige, for han var jo faktisk oprører her til lands, selvom at det mere var gået over i tyverier. Han kneb øjnene fast sammen ved hendes ord. ”Jeg dømmer dig? Du dømmer mig!” hvæsede han fast, hvor han denne gang mest af alt havde lyst til at lange ud efter hende, som hun havde gjort ved ham, skønt han dog alligevel holdt igen, men han var dog endt med at tage et faretruende skridt imod hende. Hun hånede ham, nedgjorde ham, dømte ham og hun kendte ham ikke engang! Eller.. det vil sige at hun engang havde kendt ham, men det lød til at han havde ændret sig en hel del, for sådan som hun beskrev ham, så lød han jo direkte.. ondskabsfuld, sådan var han da slet ikke den dag i dag! Han kunne da aldrig nogensinde drømme om at gøre noget, som ville påføre andre på hans hold smerte, og hvis han var skyld i de ar hun havde i ansigtet så havde han da været et røvhul dengang! Han lyttede opmærksomt som hun begyndte at forklare om hans barndom. Havde han set sine forældre blive brændt levende på et bål? Tanken efterlod ham faktisk ikke engang med en dårlig fornemmelse, som om at han ikke havde angret det dengang, som om han bare havde været.. ligeglad. Hun kendte tilsyneladende ikke meget til hans barndom, sikkert ikke engang meget til hans liv, først efter at de to var blevet … gift. Han bed dog mærke i at hun tit havde nævnt noget med denne.. organisation, noget som måtte undre ham, for hvad havde han egentlig lavet? ”Så.. jeg har haft min egen organisation? Åbenbart inden vi fandt sammen, men.. hvad lavede min organisation?” spurgte han roligt og mindre forstående, selvom han da var ved at kunne følge med. Han så lettere tænkende på hende, idet han begyndte at gå imod hende med rolige skridt. ”Og hvordan kom du så ind i mit liv?” spurgte han roligt. Måske hun havde ar i ansigtet, men det var da i hvert fald tydeligt at hun var en smuk kvinde, så heldig havde han da sikkert været, foruden at det lød til at han ikke havde sat pris på hende, hvis alt det hun sagde og gav udtryk for da var sandt. Han stoppede roligt op foran hende, hvor han løftede sin ene hånd, hvor han lod fingrespidserne glide mod hendes kind, inden han lod sin tommel stryge over et af hendes ar. ”Og hvorfor er jeg skyld i at ødelægge et så smukt ansigt?” Han rynkede brynene lettere uforstående og betragtede hendes mange ar næsten sørgmodigt, inden hans sorte øjne søgte til hendes isblå.

[Deleted]

Alicia havde holdt forbandet meget af Alec, han havde jo trods alt været den som havde taget hende under vingerne, beskyttet hende, lært hende at være vampyr og endda været stolt af det, for det havde hun virkelig ikke været dengang hun havde stået overfor ham ansigt til ansigt første gang. Hun sendte ham en direkte trodsig mine og uden at tage blikket væk fra ham. Hun havde aldrig været arrogant, hun havde faktisk været meget forståelsesfuld og meget åben overfor andre, så det var heller ikke fordi at hun havde stillet de største krav til ham. Desuden kunne det aldrig nogensinde falde hende ind at skulle slå hendes egen søn ihjel! Hun havde elsket ham fra det øjeblik hun havde fundet ud af, at hun var gravid. Det var jo egentlig også først der at de forpligtelser var dukket op og ikke et sekund før. ”Jeg kendte dig for pokker da, Alec! Jeg ved hvilken mand du var!” hvislede hun med en fast og iskold stemme, som hun sendte ham en direkte fast og næsten så dræbende mine. Hun ønskede ikke at skændes med ham, for det var tydeligt, at det slet ikke var noget som havde nogen som helst effekt på noget tidspunkt. Ikke fordi at det var noget som hun som sådan kunne gøre noget ved nu og det var egentlig heller ikke fordi at hun ønskede det, for hun havde fundet sin mage og de var endda blevet gift! Hun kunne give ham alle de svar som hun sad inde med og alt det som Valerio havde fortalt hende, selvom det var meget lidt omkring deres fortid. Den kære mand havde jo altid været den mest følsomme af dem, så det var jo også tydeligt, at det var ham som det gik mest på, hvilket hun så godt kunne forstå. Hun vendte blikket direkte mod Alec igen. At han ikke kunne huske noget som helst, var noget som i den grad også måtte gå hende forbandet meget på, men hvad var der at gøre ved det? For hende, så var det kun tydeligt, at det var alvor, at han virkelig ikke kunne huske noget som helst og ikke bare en billig udvej for at slippe af med hende, for de havde trods alt været gift i næsten tyve år! Hun sukkede indædt. ”Skal jeg være helt ærlig, så ved jeg det ikke.. Jeg ville ikke vide noget om jeres missioner eller arbejde. Jeg.. ordnede bare papirerne mens jeg gik rundt med en stor mave.” Hun vendte blikket direkte mod ham. Hun var bundærlig i denne sag. Hun ønskede virkelig bare at få det hele ud af verdenen, så hun kunne vende tilbage til sit liv og vide, at det mellem hende og Alec var fortid. At han kom tættere på hende, gjorde hende tydeligt langt mere opmærksom end alt det andet. Hun sendte ham en næsten advarende mine, for hun ønskede virkelig heller ikke at han skulle komme for tæt på hende! At han spurgte ind til hende, var hende noget af en overraskelse. Ja, hvad skulle hun da sige? Hun vendte blikket helt mod ham. ”Hvordan jeg..?” Hun rystede let på hovedet. ”Vi mødtes.. inde i byen. Du pralede overfor mig med mordet på den daværende konge af Procias.. Ikke fordi at jeg fandt det særlig specielt..” Hun trak let på skuldrene. Sandt var det jo faktisk. Han var jo blevet vred, ganske enkelt fordi hun ikke havde fundet det imponerende. Hans strøg mod hendes hud, fik det hele til at sitre. Det var et behag selvom hun vidste, at hun slet ikke burde nyde det. Hun lukkede øjnene ganske kort som han spurgte ind til hendes ar. ”Det er første gang.. nogensinde at du har vist interesse for mig, direkte.” Hun vendte blikket mod ham. ”Jeg fik nyheden om din bortgang fra Procias.. Dine asker blev opbevaret.. men forsvandt. Det betyder som regel kun en ting. De fandt frem til mig.. sikker på at jeg vidste hvor du var henne. Jeg kunne ikke give dem informationerne og.. ja, de gjorde brug af vores største svaghed, netop for at få det ud.” Sollyset var skyld i det hele.. sammen med deres forhold og ægteskab. Tanken var faktisk noget som gjorde forbandet ondt.

[alecander]

Alec himlede svagt med øjnene til hendes ord. ”Du kendte mig måske dengang, men det gør du tydeligvis ikke længere,” konstaterede han stilfærdigt, som de sorte øjne hvilede fast på hende, uden at han så så meget som væk fra hende. Han vidste ikke hvem hun havde været, foruden de små stikord hun gav ham hist og her, men han vidste at hun nu var grevinde af Manjarno og dermed også hans grevinde, selvom at han ærligtalt ikke tog sig af det, for han var virkelig ligeglad med de adelige, de havde aldrig gjort noget for ham, der var trods alt en grund til at oprøret havde spredt sig, fordi folket var utilfreds med de adeliges bedrifter. I øjeblikket hjalp det Manjanske kongehus også Procias, gav dem deres ressourcer, hvilket selv vækkede opsigt i landet. Han havde måske engang været gift med denne kvinde, men hun så ud til at have det helt fint uden ham. Det eneste han dog ikke kunne forstå, var da hun havde sagt at der ikke havde lagt noget i deres ægteskab, for hvem var gift i næsten tyve år uden at der bare lå lidt? I så fald forstod han hende virkelig ikke. Han lyttede opmærksomt til hendes ord, da hun igen begyndte at fortælle, selvom det var tydeligt at hun slet ikke kunne fortælle ham noget som helst, hvor meget havde hun overhovedet kendt til ham dengang? Hun havde ikke engang anet hvad han rendte rundt og lavede? Han rynkede brynene lettere uforstående, som han betragtede hende lettere spørgende. ”Du anede ikke i tyve år hvad din egen mand gik rundt og lavede?” spurgte han næsten bare for at få det forstået korrekt, hvor det vel også var tydeligt at høre at han havde svært ved at tro på det? Hun burde vel vide hvad han i store træk havde gjort? Hvad hans organisation havde gået ud på, måske ikke til de mindste detaljer men stadig? Han kunne tydeligt se at hun blev overrasket, da han spurgte ind til hende, som om at han aldrig havde været interesseret i hende, men det.. forstod han så heller ikke. Han blev dog lettere overrasket selv over hendes ord. ”Mordet på den procianske konge?” gentog han. Havde han myrdet den gamle konge af Procias?! Gabriel Morningstar?! Han blinkede let med øjnene af forundring og overraskelse, for det var da noget som han slet ikke kunne tro på! ”Har jeg myrdet kongen?” spurgte han lettere vantro, ”en adelig?!” Det var både tydeligt at se og høre på ham at han ikke selv kunne fatte sin egen fortid og alt det han havde gjort. At hun så ikke havde været besynderlig begejstret morede ham faktisk et sted. ”Okay.. du fandt det ikke specielt? Men jeg må jo have fanget din interesse på en eller anden måde eftersom vi blev gift?” spurgte han roligt, som tegn til at han ville vide mere omkring det emne. Han lagde tydeligt mærke til at hun nød hans kærtegn som han skænkede hende, hvilket fik ham til at betragte hende lettere stilfærdigt. ”Du nyder det,” konstaterede han, ”ergo har der været visse følelser i vores ægteskab.” Han kunne måske ikke huske sin fortid, men han havde mange egenskaber og var bestemt ikke en dum mand, han havde hurtigt fundet ud af at han var god til at læse folk og et hav af andre talenter, men det måtte jo næsten skyldes hans erhverv? Han trak roligt hånden til sig, dog uden at han tog blikket fra hende. ”Sollys,” mumlede han for sig selv. De havde brugt sollys til at skade hende, for at prøve at få informationerne ud af hende. Han vendte blikket kort ned mod jorden. ”Det.. gør mig ondt,” svarede han stilfærdigt, inden han igen vendte blikket mod hende. ”Af alt hvad du har fortalt mig.. så lyder jeg virkelig som et røvhul.. et kæmpe fjols,” svarede han næsten forundret, inden et skævt smil gled over hans læber. ”Hvorfor blev du overhovedet i ægteskabet? Ville jeg have tæsket dig hvis du gik fra mig?” Man vidste jo aldrig, sådan var der jo trods alt nogen mænd som var, og af alt hvad han havde hørt om ham selv, brød han sig ikke engang om sig selv, så hvorfor skulle han ikke have været sådan?

[Deleted]

Det var da tydeligt gået op for Alicia, at Alec på ingen måde var som den mand hun måtte kende ham. Den mand som tydeligt kun havde haft sin forbandede organisation i hovedet, også selvom hun aldrig rigtigt havde fundet ud af hvad den egentlig måtte gå ud på, men det var også sådan at hun helst ville have det. Hun vidste at hans arbejde havde været farligt – livsfarligt endda og hun havde i den grad også været bekymret for ham! Hun havde holdt af ham, ellers havde hun da aldrig nogensinde ladet ham komme så tæt på, så de havde kunne skabe Julien! Hun sendte ham en direkte trodsig mine. ”Måske ikke.. Men jeg ved så ikke hvilken mand du er blevet til,” påpegede hun ganske kortfattet. Sandt var det jo. Han kunne jo være blevet en mand værre end den som hun kendte ham som, selvom han jo ikke havde været så slem igen. Bare en for stor arbejdsnarkoman til at det nogensinde ville kunne gå mellem dem, om det jo så var noget som man ville det eller ikke.
Hans ord valgte hun dog ikke direkte at tolke som noget godt. Tvært imod så mere hen af det modsatte, selvom hun prøvede at lade være med at bide sig fast i det. ”Jeg vidste at hans arbejde var farligt, jeg har haft mine anelser, men nej, jeg har aldrig rigtigt vidst hvad arbejdet gik ud på.. andet end at ødelægge det for de adelige og kongelige.” Hun trak let på skuldrene. Det var om ikke andet, så sådan at hun havde opfanget det, og det var jo heller ikke fordi at hun havde læst papirerne igennem, for hun ville slet ikke vide det! At han måtte se overrasket ud ved hendes ord omkring Gabriel, overraskede hende dog ikke. Armene slog hun let over kors, hvor hun let trak på skuldrene og med blikket hvilende på hans skikkelse. ”Aha.. Du slog ham ihjel ved ballet i Neutranium.. For øjnene af hele forsamlingen og slap væk med livet i behold.” I sig selv, så var det jo en historie som hun havde fået så mange gange, så det var heller ikke noget som hun tog så hårdt på længere. Dengang havde historien ramt hende mere forfærdet, også fordi at hun var en procianer af fødsel, selvom hun nu var en manjaner og endda grevinde af landet, hvilket hun var tydelig stolt af! At han gik mere i dybden med hensyn til spørgsmål omkring hende.. omkring dem, var noget som fik hende til at smile. ”Dit liv som… morder.. mildt sagt, sagde mig aldrig noget.” Hun betragtede ham, selvom hun var endt tavs da han strøg hendes kind og over hendes mange ar. Raymond havde virkelig gjort det godt med at heale dem, selvom visse af arrene aldrig nogensinde ville forsvinde. At han faktisk bed sig mærke i at hun nød det, gjorde det ikke bedre! Blikket røg direkte mod den ene side. ”Følelserne har aldrig været af kærlighed, Alec. Men jeg kunne lide dig.. meget endda,” påpegede hun stilfærdigt. Hun trak vejret dybt og vendte sig så mod ham endnu en gang. ”Men et røvhul og kæmpe fjols har du aldrig været.. Du var.. Ja, hvordan jeg skal sige det..” Hun lod hånden stryge igennem hendes hår og med en kort tænkende mine. ”En arbejdsnarkoman. Du kunne sidde ved skrivebordet i dage hvis det var det. Jeg tog mig af vores dreng.. du tog dig af.. ja, det vampyriske.” Hun sendte ham et svagt smil. Selvom de havde været gift, så havde de haft hver deres liv. I dag kunne hun jo så godt se, at det var et dødt løb allerede fra start af. Hun slap en næsten latter til hans ord. ”Tæske mig? Åh gud da nej! Jeg tror ærlig slet ikke på at du ville slå mig, men.. jeg blev.. fordi at jeg havde lyst. Jeg var tryg.. også sammen med dig.” Der var vel heller ikke nogen grund til at skulle lyve for ham?

[alecander]

Denne kvinde, hvis navn Alec ikke engang kunne huske, havde gjort det tydeligt at hun var vred på ham, selvom at han slet ikke havde genkendt hende, og faktisk stadig ikke gjorde. Alt det hun fortalte ham bragte ham naturligvis minder, men.. han kunne stadig ikke huske noget som helst! Det var som om at hans fortid bare var død for ham. Men nu hvor hun var faldet til ro, så kunne han også bedre lide at tale med hende, hun fortalte ham mange gode ting, selvom hun ikke var sikker på det meste af det, men.. det var for ham bedre end ingenting. At han så havde været en morder, der havde rendt rundt og dræbt de adelige og kongelige, kunne han slet ikke forstå, men det var måske grunden til at han hadede de adelige og kongelige den dag i dag? Måske han ikke kunne huske minderne fra sin fortid, men følelserne kunne han godt. Han kunne tilmed mærke at denne kvinde fik ham til at føle sig.. heldig. Han havde haft en smuk kvinde, men at han havde givet slip på hende på den måde og ikke engang havde været der for hende, det kunne han virkelig ikke forstå sig på! Han trak svagt på skuldrene. ”Når man ikke kan huske noget fra sit liv, skulle man tro at det var let at starte på en ny, men.. det er faktisk utrolig svært, du ved ikke hvem du har været og ved ikke om du bliver til en bedre eller dårligere mand, omverdenen og de venner du finder dig bliver din nye identitet,” forklarede han stilfærdigt og faktisk som tegn til at han ikke engang selv vidste hvordan han var. Han havde været en del af oprøret, indtil at det var ved at gå mod enden, han boede dog stadig i ruinerne, sammen med Jelicka og nogle af de andre, hvor de næsten mere var blevet en gruppe for dem selv, stadig imod de adelige og dog mindede de om tyve. Ikke fordi at han ville nævne den del for hende! Det var tydeligt for ham at de aldrig rigtig havde kendt noget til hinanden, de havde måske været gift, men de havde levet hvert deres liv, hun havde ikke engang anet hvad hans job var gået ud på! Det var virkelig.. utroligt! At han så havde dræbt Gabriel kongen af Procias, var ham virkelig utroligt! Men det at han havde gjort det foran en hel forsamling til et bal, var endnu mere ubegribeligt! ”Jeg må have.. været dygtig,” svarede han stilfærdigt, han tvivlede på at mange kunne gøre det, selvom han ikke ligefrem var stolt over det, for han havde åbenbart levet livet som en morder dengang. Men at det så aldrig havde sagt hende noget, at han havde været en morder, var noget der næsten kom bag på ham. Hvordan kunne hun holde af en mand som det han havde været? Hun havde kunnet lide ham? Det var næsten mere svært at tro på end at han havde dræbt kongen af Procias! Han lyttede roligt til hendes ord, selvom at det ikke hjalp på forståelsen. Han lod hovedet søge en anelse på sned. ”Et fjols har jeg i hvert fald været, specielt hvis jeg har kunnet lade noget så smukt og værdifuldt slippe forbi mig,” svarede han roligt, som han betragtede hende ganske let. ”Jeg er ked af at jeg ikke kan huske dig, ærligtalt? Jeg ved ikke engang hvad du hedder, det samme med.. min bror, vores søn og hvad jeg nu ellers har haft, jeg kan intet huske, men jeg kan mærke, at jeg har holdt af dig, at jeg har været glad for dig, selvom jeg ikke har vist det,” svarede han stilfærdigt og med en rolig tone, løgn var det ikke. Han kunne mærke enhver følelse han havde haft ved at tænke tilbage på de minder hun gav ham.

[Deleted]

Alicia havde virkelig været frygtelig glad for Alec, ellers havde hun aldrig valgt at gifte sig med ham. Desuden så var det også mest for facadens skyld, at det var sket. Hun var blevet gravid da de havde været en tur under dynen for en ganske enkelt gang. Det havde slet ikke været med vilje! Det var vel bare.. det dyriske som var sket tilbage dengang. Det havde bare slået klik mellem dem? Desuden så havde han vel også set et eller andet i hende dengang, ellers havde han aldrig taget hende med sig. Det var da en tanke som hun var fuldkommen overbevist om når det endelig skulle komme til stykket. De isblå øjne hvilede på hans skikkelse. At se ham i live, var noget som skræmte hende, for et sted så var det vel også fordi at hun var bange for at de skulle komme efter hende igen? Nu hvor hun faktisk havde set ham? Hun ville slet ikke blande sig i hans liv! Hun havde sit eget og hun havde sine pligter som grevinde, selvom det stadig var helt nyt for hende, så prøvede hun virkelig! Hun ville give ham alle de svar som hun kunne, også selvom der vel også var meget af det som hun slet ikke kunne svare på? Nu var hun faldt en anelse til ro, hun kunne endnu en gang slappe en anelse af, og selvfølgelig var det noget som hun virkelig måtte være glad for. Hun trak vejret dybt og betragtede ham med en ganske kortfattet mine. De havde været gift, men haft hver deres liv. Hun nikkede. ”Jeg forstår, Alec..” Et sted så ønskede hun jo selv at finde ud af hvad fanden der egentlig var sket. Et sted så havde hun brug for svar, så det var et kapitel som hun for alvor kunne sige sig færdig med.
Et stille smil gled over Alicias læber ved hans ord. Han havde slået Gabriel ihjel sammen med sin bror, ingen havde set dem og de var begge kommet derfra. ”Man snakket om det længe.. Dig og din bror har altid været et perfekt makkerpar,” fortalte hun videre. Det var ikke fordi at hun havde noget imod dem eller hvad de gjorde. Bare så længe at det ikke gik ud over hende, så var alt skam også i den skønneste orden, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun var en vampyr, så hun var vel også en kende egoistisk i tider, selvom det dog heller ikke var noget som skete altid, men det forekom nu alligevel af den grund. Hun rystede stille på hovedet. ”Du har altid været en arbejdsnarkoman, Alec.. En som sad ved bordet fra morgen til aften. Du elskede mig aldrig og jeg ved det, om du så har kunne lide mig.. eller ej.” Hun trak let på skuldrene. I dag tog hun selvfølgelig ikke tungt på det for hun havde fundet det som var langt bedre end det som Alec kunne give hende. Hun havde Isaac og mere end det ville hun bestemt heller ikke have eller kræve af nogen som helst! Hans sidste ord fik hende svagt til at smile, som hun vendte blikket i retningen af ham. Følelserne var der endnu? Kunne han mærke dem? Hun sendte ham et svagt og skævt smil. ”Jeg ved ikke hvilken mand du er blevet til, Alec.. Og jeg er sikker på at der er nogen som kan give dig langt flere svar end det som jeg kan. Din bror, Valerio.. Din søn Julien.. Din steddatter Maggie.” Hun lod tungen stryge let over hendes læber. ”Opsøg Mathimæus Mansion i Dvasias, hvis du vil have flere svar.. Det er dit gamle hjem,” afsluttede hun stilfærdigt.

[alecander]

Det så ud til at hun var faldet langt mere til ro, end da Alec havde mødt hende, hvor hun var gået hen for at slå direkte til ham, noget som han havde været overrasket over, for.. han havde ikke fattet hvorfor hun havde gjort det. Det var ikke fordi at han var direkte skyld i hendes ansigt fyldt med ar, men han havde da fundet ud af, at hvis han ikke havde indviet hende i sit liv til at starte med, så havde hun aldrig fået de ar. Så måske han ikke havde gjort det mod hende, men han var stadig skyld i det, hvilket var noget som han var ked af, hvorfor.. vidste han ærligtalt ikke, men det var bare den følelse der dukkede op i ham, at se hende kommet til skade var noget som gjorde.. ondt på ham, men det måtte vel betyde at hun alligevel havde haft en betydning for ham? Og det måtte hun jo næsten også, hvis han havde valgt at gifte sig med hende, for han havde jo faktisk bare kunnet slå hånden af hende, da hun var kommet til ham, men det havde hun ikke. Han lod hovedet søge en anelse på sned ved hendes ord. Han og hans bror havde altid været et godt makkerpar? Havde to vampyrer dræbt den procianske konge under et stort bal? Det lød jo direkte tåbeligt! Og ikke mindst risikabelt! At de så havde sluppet væk med det, var da det som lød mest utroligt! Og næsten umuligt. Han kneb øjnene en anelse sammen. Han havde altid været en arbejdsnarkoman? Han havde haft en familie, men det lød ærligtalt ikke til at han havde været der for den, et sted en skam, for ellers havde han måske stadig haft hende? Og sin søn? Sin bror og hvem der nu ellers var? At han virkelig havde smidt alt det væk, forstod han virkelig ikke, men det var der jo ikke noget at gøre ved, for en ting han havde lært i den tid han havde været sammen med Jelicka; det der lå til fortid kunne man ikke rette op eller ændre på, men man kunne ændre på fremtiden, hvilket var det som betød noget. ”Javel ja..” mumlede han for sig selv, som han vendte blikket ned mod jorden. En god mand kunne han vidst ikke kalde sig. Hvorfor hun ikke var gået fra ham for længe siden, forstod han så heller ikke, specielt ikke hvis følelserne aldrig havde været der, det forvirrede ham virkelig! Det var ikke fordi at han kunne gøre noget ved det, desuden så så det ud til at de levede hvert deres liv, og det var vidst ikke meningen at de skulle leve det sammen. Han bed mærke i at hun nævnte navnene på alle de der havde stået ham tæt, hans familie, alle foruden hende selv. ”Nu har du fortalt mig navnet på alle andre, men stadig ikke dit eget,” bemærkede han stilfærdigt. Han ville gerne kunne huske hende, måske ikke den fortid de havde haft sammen, men i så fald fra dette møde af. Han rystede dog ganske let på hovedet til hendes sidste ord. ”.. eftersom jeg har efterladt alt hvad jeg har haft, så må jeg har haft en mening bag det, folk tror jeg er død? Så lad det blive ved det. Du sagde vores søn.. Julien? Tog det hårdt, hvorfor skulle han ikke reagere ligesom dig? Hvis ikke værre? Jeg tror det bedste er at folk der stod mig nær kommer over mig,” svarede han stilfærdigt. Måske han ikke kendte til sin fortid, han huskede ærligtalt ikke særlig meget, men derfor var han bestemt ikke nogen dum mand! Han betragtede hende med de sorte øjne, nærmest.. venligt, respektfuldt.

[Deleted]

Alicia havde fået lov til at komme af med sine frustrationer, så nu kunne hun tage det langt mere med ro. Ikke fordi at det så ud til at gøre ham noget, for nu hvor det for alvor var gået op for hende, at han ikke kunne huske noget som helst, så tog hun det også til sig og prøvede at give ham hele historien forfra, selvom det virkelig heller ikke var det nemmeste, for det var at rive op i en fortid som hun prøvede at komme over. Selvom hun havde sin søn og sin datter der endnu, så var det jo stadig den del med henblik på ham, som hun prøvede at cutte af. Han havde slået kongen af Procias ihjel foran en hel forsamling og der var ikke en eneste som havde set det, for ikke at glemme, at de var kommet uset derfra igen. I sig selv, så var det jo meget imponerende og hun vidste det jo godt. Hun havde aldrig direkte sagt at hun elsket Alec, for.. det havde hun ikke. Hun havde holdt af ham og elsket ham på menneskelig vis, men selv nu hvor hun var så vant til den vampyr som hun havde i sindet, så var det langt nemmere for hende at se det på den anden måde; Hun havde aldrig elsket ham dyrisk. Hun gav ham bare de svar som han ønskede, netop fordi at han stillede de spørgsmål som han gjorde, så selvfølgelig var det også noget som hun tog til sig på denne her måde. Hun blev roligt stående og med armene over kors. At han havde berørt hende så mildt, var slet ikke noget som han havde gjort i årevis, så selvfølgelig var det også noget som hun bed sig mærke i. Han havde haft sit arbejde og det var noget som han havde lagt frygtelig meget i, hvilket hun også havde haft en stor forståelse for, for det var slet ikke noget som hun ønskede at ødelægge på nogen som helst måde. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme mine. Selvfølgelig håbede hun bare at han havde ændret sig nok til at han ville slå sig til ro, nu hvor han ikke havde været i stand til at gøre det med hende, men det var nu bare sådan at det nu måtte være. Hun sendte ham en ganske stilfærdig og fast mine og med hovedet en anelse på sned. ”Vil du da gerne have mit navn, Alec?” Hun blinkede let med øjnene. Han vidste at hun var grevinde og han havde læst om hende i avisen, så burde det da også være kendt for ham? ”Alicia,” endte hun dog roligt og med et stille smil på læben. Hun ville jo heller ikke holde noget af det skjult for ham. De havde jo trods alt været gift i tyve år. At han ikke ville opsøge sit hjem i Dvasias, ville hun nu heller ikke blande sig i. At han forlod det hele af en grund, havde hun gættet sig til, selvom det nu ikke ændrede på det faktum, at Julien virkelig havde taget det hårdt. ”Du var Juliens store forbillede, Alec.. Hvis du ikke vidste hvad han har gjort siden din bortgang.” Hun blev stående på sin plads. Det var heller ikke fordi at hun ville ham tæt igen. Hun havde Isaac og han ventede hjemme på hende. Hun havde jo hørt om mange af Juliens bedrifter allerede nu. Ikke fordi at hun ville blande sig, men han mindede virkelig meget omkring sin far! Hans respektfulde og venlige blik, var også noget som gjorde hende langt mere rolig. Hun betragtede ham roligt. ”Du burde opsøge din storebror, Alec.. I var uadskillelige dengang. Jeg tror han godt kunne bruge en snak.. og komme over det for alvor,” afsluttede hun roligt. Valerio havde heller ikke taget nemt på det. Først forældrene og så sin lillebror? Hun kunne så sandelig godt forstå ham.