When past knocks on door..

[alecander]

Sommeren var ikke noget som Alec bed sig mærke i. Han kunne vandre ude dag og nat, når han ville, uden at han rigtig behøvede at tænke på tiden, hvilket han kunne takke tatoveringen mellem hans skulderblade for. Det var en forholdsvis varm sommerdag, hvor han var søgt ud fra opholdsstedet i ruinerne. Mange fra oprørsgruppen var faldet fra, fordi de ikke længere gad eller fandt det nødvendigt, men der var stadig de, som ham selv, der kæmpede for rettighederne, selvom han mere kæmpede bare for at have lidt underholdning og spænding i sit liv, for alt andet var da til at dø af kedsomhed over! De sidste par dage havde han brugt på at hjælpe Jelicka til at falde lidt til i ruinerne. Hun var nød til at holde lav profil, eftersom hun selv var blevet eftersøgt i landet, hun havde trods alt hjulpet en oprører hvilket ikke kom hende til gavn på nogen måde, men han var nu alligevel glad for at hun havde hjulpet ham. Det var præcis en uge siden at han havde mødt hende. Denne dag, var han dog selv taget ud. Han havde efterladt Jelicka hjemme i ruinerne sammen med nogle af de andre kvinder, så hun selv havde lidt at lave, hvor han derimod var taget ud på markedet. Han havde fundet en perfekt taske til hendes urter og planter, som han vidste at hun var glad for, når hun engang selv kunne bevæge sig ud uden at skulle se sig over skulderen. Han var også på udkig efter en anden lille ting til hende, bare for at glæde hende lidt mere, der var jo ingen tvivl om at han faktisk nød hendes selskab. Han havde allerede fået skaffet en bedre og større madras, til når hun skulle sove, og hun boede jo stadig på hans værelse, eftersom det var lidt tyndt med pladsen generelt, men det gjorde ham intet, for han nød at have hende omkring sig, hun slog ensomheden ihjel, holdt ham med selskab og det var noget som han virkelig nød noget så frygtelig godt af! De sorte øjne gled over de mange boder, hvor der stod folk med frugter, nogle med kød, andre med smykker, nogle med sjove nipsting og mange andre forskellige og sære ting. Det var præcist blevet middag og de fleste var ude for at skulle have noget til frokost. Han selv gik med den brune lædertaske over skulderen, hvor han ellers gik fra bod til bod, som han ledte efter noget ganske særligt, som han selvfølgelig håbede at hun ville kunne lide. Han havde få guldstykker tilbage, penge, som han jo faktisk havde stjålet, for han var jo faktisk ikke andet end en gadedreng, han levede livet på gaden, opholdt sig ved ruinerne, hvor gruppen mere var en tyvebande end en oprørsgruppe, men hvad.. de overlevede da. Han bar en grå skjorte, selvom den var en anelse beskidt og ellers nogle hvide lange shorts der gik ham til knæene. Om fødderne bar han nogle lette lædersandaler, nogle som han havde taget, fra den mand, som han havde tømt for blod, for han skulle jo selv overleve på den ene eller den anden måde. Ærmerne havde han smurt op, ligesom der var knappet lidt op ved det faste bryst, hvor han ellers blot gik af sted i sine egne tanker. Hans hud var en anelse brun efter at han kunne være ude i dagslyset, specielt her om sommeren fik hans ellers så døde krop noget sol, så det var ikke helt at se på ham at han var vampyr, hvilket selvfølgelig også kun kom ham til gode.

[Deleted]

Det var minsandten en flot dag i Manjarno. Tiderne lysnede virkelig op for Alicia selvom hun ikke rigtigt havde den største kontakt til hjemmet i Dvasias længere. Børnene var jo efterhånden også så store, at de burde kunne klare sig selv, så det var også noget som hun agtet at holde fast i. Hun kunne skam heller ikke holde dem i stadiet af små børn længere og det var jo noget som hun var klar over i den anden ende. Isaac var hendes lykke. De havde været forlovet, nu var de gift og hun var blevet grevinde.. Det var noget som hun selv slet ikke kunne forstå sig på, for det var virkelig.. uvirkeligt! Ikke fordi at det var den titel som hun var mest stolt af, men mere det faktum, at hun havde ham ved sig. Hun havde endelig fået den mand af hendes drømme, hun havde fundet sin mage. I sig selv, så skete det ikke særlig ofte, men hun var villig til at gøre mere eller mindre alt for ham og uanset hvad det så end skulle vise sig at være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun bar en mørk kappe som hun have hvilende om kroppen. Hun kunne fint gå ude i solens lys takket være Isaac. Igen var frygten for det væk, selvom respekten i den grad også måtte hvile der. Kutten hvilede løst over hendes hoved, også så hun ikke skulle vække den største opmærksomhed, for det ønskede hun virkelig heller ikke. Selv var hun ude for at trække noget luft. Hun ønskede at gøre noget ganske særligt for Isaac, bare fordi at hun havde lyst. En af de små ting som at have gaver med hjem, også selvom hun vidste, at det var penge som han havde arbejdet for, så var det noget som efterlod hende med en mindre form for usikkerhed hvorvidt om hun måtte bruge dem eller ikke, for hun følte et sted, at det faktisk også måtte være forkert.
Alicia sneglede sig forbi menneskemængden. Folk var efterhånden ved at falde en anelse til ro. Lidt vandrende i sine egne tanker omkring det liv som hun pludselig havde fået sig, så kunne hun slet ikke lade være med at smile ved den tanke alene, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun lod tungen stryge over hendes læber ganske roligt, idet hun hævede blikket. Det var først der at hun endte med at skulle stoppe op. Hvad hun kunne se, var en skikkelse som i hendes øjne var velkendt.. Alt for velkendt! Hun var bare nødt til at være sikker! Næsten uden at skulle tænke over det, så satte hun farten en anelse op. Det kunne ikke være ham, kunne det? Han var død af hvad hun havde hørt, så det var jo slet ikke noget som hun kunne forstå! Som hun satte farten op, så nåede hun selv hurtigt op ved manden. Hun kunne allerede mærke vreden melde sig, selvom hun virkelig prøvede at bide det i sig. Tænk nu hvis det ikke var ham? Hun hævede roligt den ene hånd, kun for at lade den glide mod hans skulder. ”Undskyld mig,” sagde hun roligt og med den rolige og stilfærdige mine. Den var mild og blid som den altid havde været, for der var skam heller ikke nogen grund til at gøre noget andet – endnu om ikke andet. Hvis det viste sig at være den mand som hun faktisk måtte være bange for at det var, så var sagen da en helt anden!

[alecander]

Denne dag, var én som Alec faktisk måtte nyde, for denne gang tog han det stille og roligt, vækkede ikke opsigt, men holdt lav profil. Han holdt sig for sig selv, talte kun med folkene som stod i de forskellige boder, fordi han ledte efter noget ganske specielt til Jelicka. Hvorfor vidste han ikke, men han var faktisk blevet glad for den tøs, selvom han havde svært ved at vise det. Til tider spillede han irriteret, selvom han kun var irriteret på sig selv, han kunne stadig vrisse af hende, et sted for at holde hende på afstand, de kunne have deres at diskutere om, fordi de havde forskellige meninger, hvor hun mente at det som blev gjort var forkert og næsten barbarisk, hvor han selv så det som en rigtige måde at gøre det på. Det var jo så fordi at hun kom fra lyset og han selv kom fra mørket, så meget havde han da fundet ud af. Han fortsatte blot sin gang ned ad den lange gade, med de mange boder på hver side af ham. Hans sorte øjne faldt på en bod, som så ud til at være perfekt for hans vedkomne. Den havde en masse smykker og alligevel en masse nipsting. Som han satte kursen hen imod den, blev han dog stoppede, som han mærkede den slanke hånd på hans brede skulder. Han kunne tydeligt mærke at det var en kvinde, men.. hvem? Han vendte sig roligt om, som hun tydeligt henvendte sig til ham. Han betragtede hende lettere spørgende, selvom hans blik hurtigt ændrede sig til at være tænkende. Der var noget ved hende, der fik hans hjerne til at arbejde på at få minderne frem, selvom.. han ikke kunne huske noget som helst og det frustrerede ham virkelig! Han kneb øjnene en anelse sammen. Det kunne være at hun genkendte ham som en tyv eller en af oprørerne? Hans ene hånd gled roligt ned til tasken, som hang på hans ene skulder, hvor han holdt den godt ind til sin krop, hvis det nu var hende som faktisk krævede noget af ham, selvom at han havde købt denne taske! Skønt det var for en anden mands penge. ”Ja?” spurgte han roligt, som tegn til at hun havde hans opmærksomhed, skønt han dog betragtede hende skeptisk, sagte og eftertænksomt. Han skulle nødig rode sig ud i flere problemer! Han betragtede hende lettere spørgende, for der var noget ved hendes blik der et sted virkede velkendt, og så kunne han tydeligt se på hende at hun måtte se noget i ham, som om hun genkendte ham, men hun forvekslede ham vel bare med en anden? Han selv ønskede ikke rigtig at snakke med nogen, for han ville egentlig bare holde lav profil, købe den særlige ting til Jelicka, et smykke eller noget andet værdifuldt og som ville være mindefuldt for hende, så hun kunne blive lidt glad og føle sig hjemme og så bare komme hjem igen. Han ønskede ikke nogen klammerier denne dag, specielt ikke efter det som skete sidst, hvor han blev fanget, selvom det jo faktisk var takket være Jelicka at det var sket, for havde hun ikke blændet ham, havde vagterne aldrig fået fat i ham, og så var han aldrig blevet pisket og straffet, men på den anden side, havde hun ikke gjort det, så havde han jo heller aldrig mødt hende, hvilket virkelig havde været en skam, for han nød hendes selskab, plus det var som om at hun udfyldte det tomrum han følte ved ikke at kunne huske tilbage, hun gav hans liv en ny start, når han var sammen med hende, så behøvede han ikke at tænke tilbage, men kun fremad.

[Deleted]

Alicia kunne virkelig ikke være andet end lykkelig når hun var sammen med Isaac. Hun blev kun mere og mere overbevist om at det måtte være ham som var hendes mage! Selv så prøvede hun at lægge sin egen døgnrytme efter hans, så det heller ikke var ham som skulle gøre de store opofringer, selvom det bestemt heller ikke havde været nemt, men det var da om ikke andet, så noget som de virkelig forsøgte sig med. At være blandt folk, at folk faktisk kunne sende hende smil, selvom hun vidste at der var skræmmende mange som selv også hviskede om hende i krogene udelukkende på grund af hendes fortid, var noget som hun bare var tvunget til at bide i sig. Hun måtte jo bare vise dem og overbevise dem om at hun ikke havde haft noget med Alecs handlinger at gøre, at hun slet ikke havde haft noget som helst med hans styre af huset og hans hjem at gøre for det havde hun virkelig ikke! Ganske rigtigt kunne hun læse hvert eneste lille dokument igennem, men hun havde ikke gjort det og det var med en grund; Hun ville undgå det som hun faktisk var blevet tvunget igennem, også fordi at hun ikke kunne sige noget som helst, for hun vidste jo intet! Arrene havde hun i ansigtet i form af ren erindring om de hændelser, hvilket i den grad også var noget af det som hun var mest vred over, for lidt forfængelig havde man vel også lov til at være i den anden ende?
Manden som gik foran hende lignede hendes eksmand skræmmende meget og hun var virkelig bare nødt til at vide sig sikker! Hun havde jo fået at vide at hans asker og det hele havde været væk og forsvundet og det var den eneste grund til at hun havde været tvunget igennem de handlinger som hun havde været tvunget igennem med den tortur og brugen af sollys som klart havde været det værste! Og så lige i ansigtet! At han vente sig mod hende og med de ord, var noget som næsten kunne give hende en hjertebanken, for hun var slet ikke i tvivl om at det måtte være ham nu! Nærmest som en ganske kort frygt måtte vise sig i hendes blik, så blev den dog alligevel ekstremt hurtigt erstattet med en direkte vrede, så det sagde spar to! Hun knyttede den ene næve, hvor hun næsten uden at tænke over det, hævede den anden kun for at give ham en direkte lussing mod hans ansigt. At han overhovedet kunne finde på det! Og så overfor deres søn som selv havde taget hans død og bortgang langt hårdere end det som hun selv havde! ”Alec!” Denne gang var hendes ord en direkte hvæsen. At han bare kunne forsvinde på den måde og uden så meget som et eneste ord og han var i live? Hvorfor pokker havde han så aldrig nogensinde opsøgt dem?! Det var noget af det som praktisk talt måtte gøre hende mest vred, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Øjnene kneb hun sammen. Hun var langt mere selvsikker end det som hun havde været da hun havde været gift med ham. Isaac var hende en hjælp på så frygtelig mange måder, at man skulle tro at det måtte være løgn og hun var ham virkelig forbandet taknemmelig i den anden ende, om det jo så var noget som hun ville vedkendes eller ikke, så var det jo egentlig bare sådan at tingene måtte være i det store og hele. ”Hvor vover du at vise dig her?!” endte hun med en direkte fast og vred stemme. Det var virkelig noget som kunne gøre hende direkte rasende!

[alecander]

De sorte øjne hvilede lettere spørgende på den kvinde som havde valgt at stoppe Alec. Så vidt han vidste, kendte han hende ikke, for hvorfra skulle han dog gøre det? Der var dog noget velkendt ved den kvinde, som om han havde set hende for nylig, men han kunne bare ikke lige huske hvor helt præcist. Hendes blik fik noget i ham til at ville prøve på at huske tilbage, et sted skabte hun håb i ham, måske hun faktisk kendte ham og kunne fortælle ham om hans fortid? Det var noget som han et sted håbede meget på, for det var virkelig frustrerende ikke at kunne huske en skid! Men det var ikke noget som havde frustreret ham, når han havde været sammen med Jelicka, for den tøs gav ham andet at tænke på, hvilket han faktisk var hende taknemlig for. Når han var sammen med hende, så behøvede han ikke at prøve at tænke tilbage, som han havde gjort hver dag og hver aften, før han havde mødt hende. Hun prøvede at hjælpe ham med at huske tilbage, selvom at det ikke havde lykkedes endnu, for han kunne stadig intet huske, men.. det behøvede han jo sådan set heller ikke. Jelicka var i hans nutid, så hvorfor tænke tilbage på en tid, hvor hun alligevel ikke havde været der? Han lod hovedet søge en anelse på sned, hvor han betragtede hende undrende, da han så det strejf af frygt i hendes øjne, for.. han havde da ikke gjort hende noget? Havde han? Han blev blot stående, hvor han holdt godt fast i sin taske, for hun skulle endelig ikke tro at han havde stjålet den! Selvom han vel på en måde havde det? Det var jo faktisk for en anden mands penge, men det behøvede hun jo ikke at vide! Desuden så så hun så fin og nærmest.. adelig ud, så hvad ville hun ham? Han veg ikke blikket fra hende, som det hvilede opmærksomt på hende, selvom at han ikke nåede at gøre det mindste, inden hun langede ud efter ham og slog sin hånd imod hans kind i form af en syngende lussing, som var så kraftig at han måtte vende kinden til, der endte lettere rød. Han blinkede og glippede forfærdet, chokeret og forundret med øjnene, som han bare stod og stirrede uforstående på hende. Hvorfor slog hun ham? Hendes lussing, fik dog andre folk til at se imod dem, selvom han ikke tog sig af dem, som han var helt forbavset over at hun havde slået til ham. Han havde da ikke gjort hende noget! Han bed dog mærke i at hun.. kendte hans navn? At hun nærmest startede med at skælde ham ud, fik ham til at rynke brynene ganske let, hvor han betragtede hende lettere forfærdet. ”J-jeg.. jeg bor her!” endte han sandfærdigt, uden at han tog blikket fra hende. Og hvor vovede hun at slå ham?! Han havde da aldrig gjort hende noget! Han løftede roligt sin ene hånd, som han måtte ømme sin kind ganske let. Så hårdt som hun havde slået, så måtte hun være vampyr, selvom.. hvordan kunne hun gå ude i sollyset? Havde hun en tatovering som ham selv? Hun forvirrede ham virkelig og fik ham kun til at stå tilbage med en masse spørgsmål. For en gangs skyld så var han ikke ude på ballade, og alligevel så valgte hun bare at slå til ham? ”Og hvad har jeg så gjort dig, om man må spørge?!” spurgte han lettere vrissende og med en irriteret undertone. Direkte høflig var han ikke, nok hun var adelig, men han fandt sig bestemt ikke i alt! Specielt ikke når folk begyndte at behandle ham uretfærdigt, skønt han intet havde gjort dem. ”Jeg ved ikke engang hvem du er! Så.. fis af med dig!” mumlede han lettere afvisende, som han viftede med den ene hånd, som en tydelig afvisning, inden han vendte ryggen til hende og begyndte at gå væk fra hende igen. Magen til frækhed!

[Deleted]

Alicia havde ganske enkelt ikke regnet med, at hun på noget som helst tidspunkt ville se Alec igen. Hun havde sit eget liv nu, hun havde endda et liv som hun var frygtelig glad for og med en mand ved sin side, som hun kunne se på, skænke de store ord og faktisk mene dem til fulde, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som sagde så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, når det endelig måtte komme til stykket. Men at finde ham herude midt i det åbne og blandt en masse mennesker var da slet ikke noget som hun havde regnet med, så det at skulle slå til ham, var egentlig bare det første som faldt hende ind og det var i den grad også meningen at det var noget som skulle gøre ondt, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var da helt sikkert! Hun kneb øjnene direkte og dræbende sammen. Han skulle virkelig ikke komme her og have lov til at spille dum! At han jo så selv ikke kunne huske noget som helst, var slet ikke en tanke som faldt hende ind på nogen måde. Hun vidste at han havde været erklæret død, at greven i Procias havde slået ham ihjel, men hvordan han så kunne stå der og foran hende som det han gjorde nu, var selv noget som et sted også måtte skræmme hende. ”Du bor her?” gentog hun med en næsten forfærdet tone. Hætten var allerede faldet ned, selvom det slet ikke var noget som hun tænkte over. At hun stod der som en grevinde og faktisk hævede stemmen, var igen slet ikke en tanke som slog hende overhovedet, for hun var virkelig ikke noget andet end.. Alicia. Hun kunne med besvær faktisk huske sig selv på at det måtte være en titel som hun måtte bære. At han direkte måtte spørge ind til hvad han havde gjort, var noget som gjorde hende direkte vred og noget så frygtelig frustreret! Hendes blik endte direkte med at lyne, som hun sendte ham en direkte dræbende mine. ”Hvad du har gjort, Alec? Er det virkelig så meget at det er røget ud af tankerne? Skal jeg virkelig til at remse op?” Hun var virkelig, virkelig vred! Hans taske var nu slet ikke noget som hun tænkte over. Hun tænkte skam heller ikke på sig selv, for hun var glad for at døden virkelig havde skilt dem, for ellers havde hun slet ikke haft Isaac den dag i dag, hvilket var noget som hun virkelig ville blive noget så frygtelig ked af, hvis det var sådan at tingene skulle være i den anden ende. ”Du forlod mig.. du forlod vores søn!” endte hun med en hvislende stemme og med den samme dræbende mine som hun havde gjort brug af før. Hendes øjne de lynede som aldrig nogensinde før, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det j bare sådan at det nu end måtte være! ”Jeg gik igennem en tortur uden lige, fordi at folk ville finde dig!” Hun endte med at pege direkte mod hendes ansigt som stadig ville være præget af de mange ar – de ville jo også være der for resten af hendes liv, hvilket var noget af det som i den grad også måtte plage og irritere hende mest, for den tanke alene, gjorde hende direkte vred! ”Og hvis du siger at du ikke kender mig, så… Vi var for pokker gift i næsten 20 år!” hvæsede hun med en fast og direkte dræbende stemme, idet hun svang hånden mod hans andet kind. Hun var bare vred!

[alecander]

Hvem denne kvinde måtte være, havde Alec virkelig ikke nogen erindring om! Om han havde kendt hende før, ja det vidste han ikke, for han kunne ligesom ikke huske noget som helst. Han var virkelig blank, når det kom til hans fortid, han vidste ikke engang hvordan han havde fået hukommelsestab, for han havde ikke haft nogen bule i hovedet, da han var vågnet, det var som om at alt bare var blevet.. vasket bort. Han vidste så ikke om der var nogen som havde fjernet hans minder, inden de havde smidt ham i floden, eller noget lignende, for intet kunne han huske, kun det der var sket, efter at han var blevet fisket op ved floden. Så om denne kvinde kendte ham eller ej, kunne han ikke svare på, men i udgangspunktet ville han da skyde på at hun forvekslede ham med en anden, for hun var adelig og han var bare.. en gadedreng. Han boede i ruinerne, hvilket han havde gjort siden han var blevet skyllet op og fundet af Jess, men på den anden side, kunne han jo heller ikke huske hvordan han havde levet inden han var blevet fundet. Det frustrerede ham virkelig! Men det som dog måtte fange hans nysgerrighed, var det at hun kendte til hans navn, så måske hun faktisk kendte ham? Han vrikkede let med sin kæbe, næsten som om at hun havde slået den af led, skønt det dog ikke var tilfældet, for han var jo selv vampyr og derfor hærdet. ”Ja.. jeg bor her!” vrissede han en anelse sammenbidt. Det var ikke fordi at han gad at vække opsigt til noget som helst, for han ville helst bare være i fred, han gad slet ikke blive blandet ind i alt det adelige-halløj! Han stoppede roligt op, hvor han vendte blikket over den ene skulder, som hun sagde at han havde forladt hende og.. deres søn? Han rynkede brynene en anelse. Et sted skræmte det ham pludselig at han ikke kunne huske noget, at hun kunne huske hans navn og tilmed fortalte ham at de havde været gift i snart tyve år og havde en søn. Han brød sig pludselig slet ikke om at være her! Han blev pludselig ligeglad med hvad der var sket ham, han ville bare væk, hjem til Jelicka, så hun kunne få ham på andre tanker, som hun altid gjorde. Han vendte roligt fronten mod hende, hvor han betragtede hende med et lettere sørgmodigt blik. At hun var blevet tortureret på grund af ham, fik han det næsten dårligt over, selvom.. han vidste jo ikke om hun talte sandt, eller om det bare var noget hun bildte ham ind, men hvem ville kunne få sig selv til det? Et sted lød det bare til at han havde været en grusom mand, hvis han virkelig havde gjort alt det som hun sagde, og det efterlod ham faktisk med.. skyldfølelse? Han lod hende blot lange ud efter hans anden kind, som han også vendte den imod hende, da hun gav ham en lussing til, så selv den kind endte lettere rød. Han vendte roligt blikket mod hende, uforstående og alligevel en anelse bedrøvet. Han kneb øjnene en anelse sammen. ”Jeg.. jeg ved ikke hvem du er, eller hvad du vil mig, men.. jeg ønsker ikke ballade, så.. vær venlig at lade mig være,” svarede han stilfærdigt og med en mere mild afvisning. Det var tydeligt at hendes råberi og lussinger vækkede opsigt, og det ønskede han virkelig ikke! Han bakkede let nogle skridt væk fra hende, som han betragtede hende lettere sagte og afventende, for at se om hun gjorde mere ud af det eller om hun gik sin vej.

[Deleted]

Alicia var fuldkommen ligeglad med hvad pokker der var sket med Alec. En ting var at han var blevet væk, at han var gået i døden på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, for hun havde ikke mere til overs for den mand, for han havde virkelig ødelagt det hele, ved at blive væk. Han skulle bare se hvordan Julien havde taget det, for han var nok den som havde taget det hårdest af dem alle sammen. Det var ikke fordi at hun ville have noget med ham at gøre, for hun havde Isaac nu og den mand var virkelig den bedste som hun kunne tænke sig at være sammen med, for han passede på hende, han lærte hende en masse og han havde vist hende endnu en gang at hun ikke havde brug for at være bange for den lysende kugle oppe på himlen. Folk vidste at hun var vampyr, men hun var deriblandt en af dem som man slet ikke ville bide for sin egen nærings skyld. Måske at hun ikke havde været vampyr særlig længe og Alec havde ganske rigtigt lært hende kunsten ved jagt, selvom det bestemt heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende. ”Det er jeg fuldkommen ligeglad med, Alec!” endte hun med en fast og hård stemme. Det var som hun slet ikke kunne tænke rationelt på nogen måde, det var bare ord som fløj ud af hendes mund og uden at hun kunne tænke over det på nogen måde. Hun var virkelig, virkelig vred på ham, for hun gav så sandelig også ham der var skyld i at hun var kommet så galt af sted! En kniv i maven, en brækket arm og et forbrændt ansigt, hvor arrene stadig ville være tydelige for resten af hendes liv! At han så forvirret ud og meget endda, var noget som kun gjorde hende endnu mere vred eller frustreret, for hun vidste at det var Alec som hun havde fat i. At han så valgte at afvise hende på den måde, som om at han.. slet ikke kendte hende? Det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre på nogen som helst måde overhovedet! Det sydede virkelig i hendes hånd, selvom det slet ikke var noget som hun tog sig af på denne her måde, for hun var virkelig, virkelig vred! ”Du.. du ved ikke hvem jeg er? Du ved ikke hvem jeg er?!” gentog hun med en direkte vred stemme. Hun tog et skridt mod ham som han gik væk fra hende, for han skulle bestemt heller ikke have lov til at gå nogen steder. Om han havde andre, var noget som hun var fuldkommen ligeglad med! For hendes del, så var hun kun glad for, at han var ude og væk fra hendes liv, for hun ville slet ikke have noget med ham at gøre længere, for han havde ødelagt så frygtelig meget for hende! Den mistillid som hun stadig måtte arbejde med når det kom til befolkningen nu hvor hun faktisk stod som grevinde, så var det noget som hun var nødsaget til. At de andre måtte se til dem, tog hun sig ikke af. Så kunne de se at hun var en grevinde som stod op for sig selv og hun slet ikke ville have noget med den mand at gøre, så det var heller ikke fordi at hun lagde meget skjul på det. ”Vi var gift, Alec.. i næsten tyve år! Og hvad med Julien? Hvad med vores søn?! Hvad med mig?! De torturerede mig på grund af dig! De torturerede mig fordi at du var væk! Vil du vove at påstå at du aldrig har holdt af mig?” endte hun med en fast tone. Hun var virkelig vred!

[alecander]

Den vrede som denne kvinde nærmest måtte føle for Alec, var noget som han slet ikke forstod sig på, for han kunne ærligtalt ikke huske noget som helst! Hun havde slået ham, tilmed to gange og han forstod slet ikke hvorfor, selvom det faktisk kun måtte forvirre ham endnu mere. Han havde håbet så inderligt på at han en dag ville møde nogen der kunne fortælle om hans fortid, men hvis det skulle foregå på denne måde, og med de ord hun udtalte om ham, så.. havde han slet ikke lyst. Han forstod ikke hvorfor hun var vred på ham, han vidste ikke engang om han havde gjort alle de ting som hun beskyldte ham for, men hvis han havde, så var det tydeligt at han havde såret hende frygtelig dybt, siden hun måtte være så vred og gal på ham, hvilket et sted faktisk måtte gøre ondt på ham. At hun så ikke kunne forstå en simpel besked, som at han ikke kunne huske noget som helst, måtte faktisk irritere ham en anelse, for han havde jo slet ikke mulighed for at forsvare sig selv imod hende! Han vendte blot blikket fortvivlet imod hende, som hun blev ved med at udtale hans navn, hvor han næsten blev mere og mere sikker på at hun faktisk talte sandt, og det var noget som han ellers havde håbet på hun ikke gjorde, for alle de ting hun var vred på ham over, det gjorde ondt at vide! At de havde en søn, selvom.. det bare ikke kunne passe! Han blev blot stående, som hun tog et skridt imod ham, hvor han rynkede brynene ganske let, som han næsten troede at hun skulle til at lange ud efter ham igen, hvilket også fik ham til at rykke hovedet en anelse bagud bare for en sikkerhedsskyld. Folk omkring dem betragtede dem ganske let, de kendte jo godt hende, eftersom hun var deres nye grevinde, men ham som hun stod sammen med kunne de tydeligvis ikke genkende. Hans sorte øjne faldt ganske let på nogle vagter som selv havde fået fanget deres nysgerrighed, hvilket et sted gjorde ham nervøs, for han var faktisk efterlyst her i landet, så det at hun stod og skældte ham ud, var altså ikke godt! Kunne hun ikke bare komme videre? At hun blev ved med at sige at hun var blevet tortureret på grund af ham, var noget som måtte skære i hans bryst, hvorfor helt præcist, vidste han ikke, men det var noget som faktisk måtte gøre ondt på ham at vide, og hun lød så overbevisende at det nærmest skræmte ham. Han greb let fat omkring hende, som han trak hende ind i sin favn. Han var nød til at få hende til at holde kæft inden hun vækkede for megen opsigt! ”Undskyld,” svarede han dæmpet og i en lettere trist tone, som han kort vendte blikket mod vagterne, der var stoppet op igen. Han holdt hende let ud for sig, som han så hende direkte i blikket med sine sorte og lettere forvirrede øjne. ”Jeg beklager virkelig, men jeg kan intet huske. Alt er sort.. alt er.. fuldstændig blankt,” svarede han sandfærdig og i en mindre fortvivlet tone, uden at han tog blikket fra hende. ”Men hvis du kender mig og jeg har gjort dig ondt, så undskyld,” tilføjede han dæmpet, som han roligt valgte at slippe hende. Han så hende stadig i øjnene. ”Jeg kan intet huske,” fortalte han endnu engang, som han denne gang havde fået øjenkontakt med hende, hvor han faktisk håbede på at hun kunne se at han faktisk talte sandt. ”Undskyld.”

[Deleted]

Alicia kunne ikke bare faldet til ro bare sådan uden videre. Ikke når hun var så sur og så vred som hun måtte være allerede fra start af, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Øjnene kneb hun fast og hårdt sammen, selv uden at skulle tage blikket fra ham. At vide at det var ham som måtte stå der og at han direkte afviste hende ved at sige, at han ikke kendte hende, var noget som gjorde hende voldsom og frygtelig vred! De havde været sammen i næsten tyve år, de havde en søn og de havde faktisk en lille familie. At han var eftersøgt var noget som raget hende en høstblomst, for han fortjente virkelig den værst tænkelige straf som man kunne komme i tanker om, for det han havde gjort mod hende og specielt mod Julien var virkelig usselt gjort! Knægten manglede og savnede ham, så meget vidste hun og så meget havde hun i den grad også kunne fornemme på deres køre dreng og det var noget som gjorde ondt på hende, for hun kunne ikke bare steppe ind og stå der som en redning. Det var hende bare ikke muligt uanset hvor meget hun ønskede det! At hun så skulle møde Alec her midt på åben gade, var noget som virkelig måtte pisse hende af, for det var noget som virkelig kunne gøre hende noget så forbandet rasende, at man skulle tro at det måtte være løgn! Hendes øjne skød direkte lyn som han kontinuerligt måtte fortsætte med at afvise hende, selvom det kun var noget som måtte gøre hende langt mere vred end det som hun havde været til nu. Nu hvor han pludselig skulle være glad for at Isaac ikke var der, for så havde han da virkelig haft et problem! At vagter havde reageret på hendes hævede stemme, ragede hende mildest talt, for hun ville bestemt heller ikke have noget imod at få Alec smidt i fængsel! Hun havde virkelig ikke en skid til overs for den mand! At han tog fat omkring hende og trak hende helt tæt, var noget som direkte måtte få hende til at stivne som intet andet overhovedet. Hun knyttede næverne hvor hun sendte ham en direkte vred mine. Det var hans skyld at hun så ud som hun gjorde. Det var takket være ham at hun skulle rende rundt med ar i ansigtet for resten af hendes liv og det var en tanke som hun direkte måtte hade mere end det som hun nok nogensinde ville være i stand til at skulle sætte ord på! At han slap hende glædet hende dog, selvom det dog havde jaget vagterne væk. Mange var allerede begyndt at hviske. De skulle bestemt ikke tro at hun gik bag ryggen på Isaac, for det var da det sidste som hun kunne finde på! Hun vendte blikket dræbende mod Alec endnu en gang. ”Du vover at påstå at du ikke kan huske noget som helst? At du slet ikke kan huske noget af det som vi har været igennem? Dit liv som en Mathimæus? Din bror? Din venstre hånd? Mig? Din søn? Ingenting?” vrissede hun med en fast tone, ikke fordi at det var noget som hun ville lægge det mindste skjul på, for det var virkelig noget som kunne gøre hende rasende. Hun tog endnu et skridt mod ham. Denne gang var det bestemt ikke hende som holdt mund, for det var noget af det sidste som hun ville. Nu havde hun endelig muligheden til at lukke det hele ud og det gjorde hun i den grad også! ”Et undskyld gør ikke op for et forbrændt ansigt, Alec!” hvæsede hun med en kraftig stemme. At folk kiggede på dem, så var hun pludselig ligeglad med den facade som hun burde holde som adelig. Hun havde brug for at få vreden ud af verden og nu havde hun endelig muligheden for det!

[alecander]

Alec kom pludselig i tanke om hvor det var at han havde set hende henne. Det var i en avis som han havde fundet på jorden. Mange smed dem bare hist og her, hvor han derefter samlede dem op og læste dem, for at få lidt af nyhederne med fra omverdenen. Hun var den nye grevinde! Det var der han havde set hendes ansigt før! At hun så fortalte ham at han var skyld i de ar som hun måtte bære i ansigtet, var ikke noget som han forstod sig på, for han havde da ikke gjort hende noget så grusomt havde han? Han vidste jo ikke hvor lang tid at det var siden, at hun var blevet.. ja han vidste ikke engang hvad hun havde været udsat for, så hvordan fanden skulle han kunne forsvare sig selv i denne stund? Det var ikke ligefrem fordi han fandt det fair at angribe en mand og beskylde ham for ting, når han ikke engang kunne huske noget som helst. At vagterne vendte om og holdt sig lidt i baggrunden, fordi han trak hende tættere på sig, lettede ham dog, for han var nok mere fokuseret på alle folk omkring dem, end han var på hende, for hun skældte ham jo alligevel bare ud! Hun havde allerede slået ham to gange! Og han kunne stadig mærke de slag! Han slap hende roligt igen, som det så ud til at soldaterne ikke kom dem nærmere, men det var jo klart at hun vækkede så megen opsigt, når hun var grevinde af landet! Folk hviskede og tiskede, selvom at det ikke var dem som han tog sig af, det var kun vagterne. Han vendte de sorte øjne næsten irriteret imod hende. Nu var han faktisk ved at få nok af hende! Adelig eller ej, grevinde eller ej, så fandt han sig virkelig ikke i hvad som helst og at blive angrebet på denne måde, gjorde han bestemt ikke! Ikke uden at hun fik noget igen! Han tog sig let til hovedet og klemte øjnene sammen, som han fik hovedpine af alle de ting hun nævnte, og fordi hans hjerne arbejdede på højtryk for at prøve at huske tilbage, selvom alt bare var sort. Hans bror? Venstrehånd? Hende? Deres søn? Og.. hed han Mathimæus til efternavn? Han åbnede øjnene igen og vendte de sorte øjne vredt imod hende. ”Nu er det nok!!” hvæsede han kraftigt, denne gang tog han sig ikke af alle andre, som hans blik blot hvilede på hende. ”Jeg kan ikke huske en skid! Så hold din kæft!” Måske ikke ligefrem det bedste at sige på en åben gade, og så tilmed til landets grevinde, men nu flød bægeret altså over for hans vedkommende, nu gad han virkelig ikke høre på hende mere! ”Som jeg har fortalt dig 117 gange; jeg.. kan.. ikke.. huske.. noget.. som helst!” Denne gang talte han langsomt og i stavelser, for at se om hun faktisk fattede ham, selvom hans tone var høj og irriteret. Han slog let ud med armene. ”Det eneste jeg faktisk kan huske, er at jeg blev fisket op fra en eller anden flod, et eller andet sted, af en mand, som jeg overfaldt, fordi jeg var sulten og vampyr, og med en mystisk tatovering på min ryg, som tilsyneladende beskytter mig imod sollyset, som jeg ikke engang ved hvordan jeg fik! Så var der en mand der tog mig til sig i sin gruppe, og det er det eneste som jeg kan huske!” vrissede han denne gang i en mere dæmpet tone, skønt han stadig var irriteret. Han trak vejret prustende, og næsten forpustet efter den lange smøre, hvor han mest af alt mindede om en arrig tyr.

[Deleted]

Alicia var fuldkommen ligeglad med om hun var adelig eller ikke, men Alec skulle bare ikke slippe af sted med den måde som han havde behandlet hende på til det sidste, for det var noget som virkelig måtte gøre hende vred som intet andet. Hvis det ikke var fordi at hun var død, så havde hendes hjerte sikkert hamret som bare pokker mod hendes bryst som intet andet overhovedet. Det var dog ikke muligt, for hun var død indvendig som udvendig, selvom Isaac virkelig formåede at sætte følelsen af at være i live i hende som intet andet som man overhovedet kunne komme i tanker om, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At han ikke kunne huske noget, var slet ikke noget som faldt hende ind, for hun regnede bestemt heller ikke med at han mente det i dets bogstavelige forstand på den ene eller den anden måde, for det var noget som bare ikke faldt i god jord ved hende, for det var mange år de havde været sammen uden at hun direkte havde følt lykke. Ja, måske tryghed, men for hende, så var det bare ikke nok! Nu hvor hun havde alt det som hun nogensinde kunne ønske sig, så gjorde det kun tingene så mange gange nemmere for hende og nu kunne hun også for alvor se alle de fejl og mangler som havde været ved Alec. Han havde vel aldrig rigtigt elsket hende som sådan? Selvom den tanke var noget som gjorde ondt, så var det noget som hun bare valgte at acceptere, og specielt nu hvor hun havde Isaac så var det heller ikke et problem for hende. Hun knyttede næverne fast, som hun endnu en gang måtte være fristet til at slå ham, selvom hun stod mod lige nu. Vagterne var lige i nærheden og hun vidste det, selvom det ikke var noget som hun tænkte over på nogen måde. Hun kneb øjnene fast sammen. At han valgte at hæve stemmen mod hende, var bestemt heller ikke noget som faldt i god jord på nogen som helst måde overhovedet! ”Hvor vover du..?!” Hun sendte ham et direkte dræbende blik. Hun var ikke den som holdt sig tilbage mere! Og det ville hun aldrig komme til på nogen måde overhovedet! Hun blinkede let med øjnene. Han kunne.. bogstavelig talt ikke huske noget som helst? Hun kneb øjnene fast sammen. ”Din tatovering har din Dijinn lavet.. Den du lod tilfalde Julien,” forklarede hun med en ganske kortfattet stemme. Hvis det ville hjælpe at åbne hans øjne bare en smule, så var det så sandelig også det værd set i hendes øjne og det var bestemt heller ikke noget som hun ville lægge det mindste skjul på hvis hun ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Hun tog et skridt mod ham og uden at minen faldt, for hun var virkelig vred på ham. At han kunne lade hende i stikken på den måde, var stadig ikke noget som hun forstod sig på! Han havde vel holdt bare en anelse af hende? Selvom det slet ikke var noget som hun havde mærket sig af på nogen som helst måde overhovedet, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke! At han var en mand af temperament havde tilsyneladende slet ikke forandret sig på nogen som helst måde overhovedet, hvilket nu heller ikke gjorde hende det mindste. Hun stillede sig helt tæt til ham og med den samme intense og faste mine, som var hun et rovdyr på jagt – og som var faldet over sit bytte. ”Jeg ved virkelig ikke hvordan du kan være i live efter alt det kaos som du har forårsaget Alec..” Denne gang var hendes tone en anelse.. spørgende? At hidse sig op, hjalp jo tydeligvis ingenting!

[alecander]

Nu var bægeret flødet over for Alecs vedkommende! Han vidste ikke hvem denne kvinde var, foruden var hun nyligt gift med greven af dette land. Ikke fordi at han var så meget inde i alt det adelige pjat, men han læste da avisen af og til. De sorte øjne hvilede lettere irriteret på hende. Det var ikke fordi at han ville være respektløs overfor hende, men nu havde hun slået ham flere gange, hun havde skældt ham ud fra hak til nak, og han vidste ikke hvad hun talte om! Så hun havde fortjent en skideballe af samme kaliber! Måske hun var adelig, men hun skulle bestemt ikke tro at hun kunne gøre hvad hun ville bare fordi hun var gift med en adelig mand, for det ville han virkelig skide på! Han fandt sig bestemt ikke i alt, og hun kunne bare åbne ørerne og lytte efter, for han kunne virkelig ikke huske en pind! Han trak vejret dybt og slap det lettere dirrende, som det var tydeligt at han selv også var ved at komme op i det røde felt, selvom at han ganske så stille faldt til ro igen. Han kneb øjnene sammen, lettere spørgende og forvirret. ”.. min … Djinn?” gentog han forvirret og næsten skeptisk. Men som han tænkte over det, så havde Jelicka sagt at det var stærk magi som havde lavet den tatovering, og en Djinn bar utrolig mægtige kræfter, så det kunne vel godt passe? Han vendte blikket lettere kortfattet mod hende igen. Han vidste ikke hvem denne Julien måtte være, om det var hans bror, hans søn, hans venstrehånd eller nogen anden som hun havde nævnt for ham, han vidste jo ikke engang.. hvad hun hed. Han kløede sig let i nakken, lettere forvirret, fortvivlet og uforstående, for han forstod virkelig ikke et klap af det hun sagde. Han vendte dog blikket mod hende igen, da hun valgte at træde ham nærmere. Han sværgede, hvis hun slog ham igen, så gav han tilbage af samme omgang! Han lagde roligt de stærke arme over kors, hvor han betragtede hende lettere sagte, som han blot lod hende træde helt hen til ham, for han frygtede hende ikke, selvom at hun vidste frygtelig meget om ham, som han ikke engang selv vidste og det skræmte ham virkelig! Han kneb øjnene ganske let sammen, som han endnu engang måtte betragte hende uforstående. ”Vent.. har jeg.. har jeg været død?” spurgte han lettere forvirret, som han måtte rynke brynene. Hvis han havde været død, hvordan kunne han så stå overfor hende her og nu? Og.. hun havde været hans hustru i næsten tyve år? De havde en søn? Han havde en bror. Han bakkede let nogle skridt bagud. ”Jeg ved ikke hvem du er, men jeg ville foretrække at du holdt dig væk,” svarede han stilfærdigt og med en lettere usikker undertone. Hans blik faldt til hendes ansigt. Hun var smuk, på trods af arrene, og han var skyld i det? Det efterlod ham med en dårlig mavefornemmelse. Hvis han virkelig havde gjort så mange frygtelige ting i sin fortid, så gad han slet ikke at vide mere om den. ”Kan jeg ikke huske noget, og hvis alt det du siger er sandt, så vil jeg slet ikke kende til noget fra min fortid! Så smut du hjem til din.. mand og hold dig væk fra mig,” svarede han lettere spidst, som han fortsatte med at bakke væk fra hende. Det hele var fortid, nu ville han bare hjem til Jelicka og faktisk tænke fremad i stedet for så ihærdigt prøve at tænke tilbage.

[Deleted]

At Alec virkelig ikke var i stand til at huske noget som helst, var ærlig talt slet ikke en tanke som faldt Alicia det mindste ind, selvom det efterhånden var ved at gå ind på hendes egen lystavle. Ikke fordi at det vel var noget som kunne forundre nogen som helst når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun var vred og hun var frustreret, også selvom hendes liv virkelig havde taget en helt anden drejning end det som det havde gjort før hun havde valgt at skænke Isaac sit ja. Hun kunne ikke fortryde at hun havde gjort det med Alec i udgangspunktet, for ellers ville hun nok ikke have stået her som reglerne havde været i udgangspunktet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sukkede indvendig og himlede med øjnene. ”Din Dijinn.. ja,” sagde hun ganske stilfærdigt. Det var ikke fordi at grevetitlen var noget som steg hende til hovedet, for det var egentlig ikke fordi at den som sådan havde ændret hende det mindste. Hun havde ganske rigtigt andre midler som hun kunne gøre brug af, men det var på sit vis også det eneste. Hun kneb øjnene sammen som han pludselig valgte at bakke væk fra hende, selvom det bestemt heller ikke gjorde hendes humør stort bedre, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var da helt sikkert! Hun kunne jo give ham alle svarene som han tydeligt måtte søge efter, og så søgte han væk fra hende? Han skyldte hende i hvert fald at lytte, alt det andet var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre på nogen som helst måde overhovedet, det var da helt sikkert! Hun kneb øjnene næsten dræbende sammen, som de næsten endte med at skulle skyde lyn overfor ham, for det var virkelig noget som måtte gøre hende noget så frygtelig vred! ”Du skal under ingen omstændigheder bare vende ryggen til mig på den måde!” vrissede hun med en iskold og fast tone, for det var noget som kun måtte pisse hende direkte af, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var da helt sikkert! ”Aha.. Hvorfor tror du at jeg fik de ar i ansigtet?! Din aske forsvandt kort efter at greven af Procias endte dit liv, Alec! Hvordan tror du ikke at din søn tog din bortgang? Du efterlod os uden så meget som et eneste ord!” Det var nok det som pissede hende mest af! Ja, hun havde ganske rigtigt været klar over risikoen ved det liv som han havde haft og hende selv for den sags skyld, men hun havde i den grad regnet med, at han ville åbne munden når han vidste, at det havde været ekstra farligt! ”Hvis det var fordi at det var så nemt at komme over, Alec, så havde jeg gjort det for længe siden!” Hun knyttede næven endnu en gang, selvom hun dog ikke valgte at slå til ham, for det var slet ikke noget som hun ønskede, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han havde fået de slag som hun havde været direkte fristet til at skulle give ham, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. De isblå øjne skinnede af næsten foragt. At han afviste hende på den måde, var nok noget af det som gjorde hende mest vred!

[alecander]

Alt det som denne kvinde måtte fortælle Alec, var noget som faktisk efterlod ham med en større skyldfølelse, for hvis han virkelig var skyld i de mange ar i hendes ansigt, hvis han havde forladt hende og hun havde været hans hustru og de tilmed havde en søn, som også havde taget hans bortgang så slemt, så følte han sig pludselig utrolig skyldig i en masse. Hun virkede så overbevisende, så han var faktisk ved at tro at alt det hun sagde, måtte være rigtigt. Så var der jo også lige det faktum at hun kendte hans navn, for hun havde kaldt ham for Alec, og han vidste at han aldrig havde mødt hende efter han var blevet fisket op fra floden, så hun måtte jo kende ham. Han kneb øjnene sammen, som hans blik flakkede en anelse, lettere tænkende. Han havde også haft en djinn? Det forklarede i hvert fald styrken på den magi som hans tatovering måtte besidde. Jelicka havde jo sagt at det var stærk magi som var knyttet til hans tatovering og ikke bare en normal magi. Han stoppede roligt op, da hun tilsyneladende kun blev mere vred over at han faktisk bare ønskede at være ladet i fred, men hun var tilsyneladende ikke færdig med at skælde ham ud. Han kneb øjnene en anelse sammen og betragtede hende indgående. Han gad ikke stå og vække for megen opsigt, for han var faktisk eftersøgt her i landet, så hvis vagterne fik fat i ham, så var det ude med ham, og han tvivlede ærligtalt på at hun ville hjælpe ham, for hun var tilsyneladende skide vred på ham, så hun ville sikkert ikke have det mindste imod at han blev spærret inde. Han var nød til at være forsigtig. Han gned let sine øjne med sin ene hånd, som hun blev ved med at fylde ham med information, og det gav ham virkelig hovedpine! Han masserede lettere irriteret og dog tænkende sine tindinger. ”Hør her…” Han vendte blikket mod hende, som han betragtede hende lettere irriteret, tydeligt at han selv var stille på vej op mod det røde felt. ”Det er tydeligt at alle de ting jeg har forvoldt dig, har såret dig, og jeg ved ikke engang om det du fortæller mig er sandt, men hvis det er, så kan jeg altså ikke gøre det om!” svarede han stilfærdigt, hvor selv hans tone var ved at blive vrissende. ”Jeg aner ikke hvad jeg har gjort dig, så hvis jeg skal forstå noget af det, så er du nød til at starte fra begyndelsen,” tilføjede han stilfærdigt, som han denne gang dog blev stående. Han lagde roligt de stærke arme over kors, uden at han så væk fra hende. Hun ville have at han skulle blive, så hun kunne fortælle ham mere og skælde ham ud for det også? Jamen så blev han, men hvis hun ikke snart fattede at han ikke huskede en pind, så blev han altså arrig! Han bed tænderne fast sammen, spændte en anelse i armene, der stadig hvilede over kors, som et tegn på at han var ved at blive godt og grundigt irriteret. ”Desuden.. jeg ved du er en gift kvinde, for jeg har læst om dig i avisen. Du er landets nye grevinde, så hvorfor bruge tid på at skælde mig ud over ting jeg ikke kan huske, når du tydeligvis har fundet dig en anden mand?” spurgte han sagte, som de sorte øjne hvilede direkte i hendes isblå.