When past knocks on door..

[alecander]

Nu hvor Alicia var faldet betydeligt langt mere til ro, så var det også lettere for Alec at bevare roen i stedet for at hidse sig op, og han kunne også langt bedre følge med i hvad hun mente, samle de små brudstykker som hun havde givet ham. Det så ud til at det var gået op for hende, at han ikke kunne huske noget, for han talte skam sandt. Alt det hun så fortalte ham omkring hans fortid, var noget som virkelig måtte forundre ham, for han havde levet livet utrolig risikofyldt og med fare på færde døgnet rundt. Han havde haft sin egen organisation, som havde været ude på at slå kongefamilierne og de adelige ihjel, hvilket også havde lykkedes ham med den procianske konge. Det vil sige at det jo faktisk var hans skyld at det var gået ned ad bakke for Procias? Det var en tanke som virkelig måtte komme bag på ham og forundre ham helt vildt! Han havde jo gjort utrolige bedrifter, været en morder og han kunne ikke ligefrem prale af at være en god mand, som havde været der for familien, eller det vidste han jo faktisk ikke, men hvad han kunne forstå, så havde han været en arbejdsnarkoman og han havde ikke været der for hans hustru, for hende. Det var noget som han et sted var ked af, selvom.. han ikke kunne ændre på det. Han nikkede ganske roligt. Han ville gerne have hendes navn, for det eneste han kunne huske, var at hun var en Izakaya, det som grevefamilien havde heddet i flere generationer, og det som hendes mand måtte hedde. Han lod hovedet søge en anelse på sned. ”Alicia,” mumlede han ganske let for sig selv, som han smagte på navnet, selvom han prøvede på at se om det bragte minder, men.. der var intet, det hele stod blankt for ham og det var noget som virkelig måtte frustrere ham! Han lagde roligt de stærke arme over kors ved hendes ord omkring hans søn. ”Jeg går ud fra at han skulle tage over organisationen når jeg engang gik bort? Og jeg er sikker på at jeg ikke ville forlade ham, hvis jeg ikke var sikker på at han ville være i stand til at klare det,” svarede han stilfærdigt. ”Men hvilken søn, datter, hustru, bror, søster eller lignende, vil ikke tage det hårdt at miste dem de elsker og holder af?” Det var et retorisk spørgsmål, for hans pointe var bare, om han så forsvandt af en grund, eller døde rigtigt, så ville de jo tage det lige hårdt uanset hvad. Et skævt smil gled over hans læber ved hendes ord. Han burde opsøge sin bror? Han kluklo ganske let. ”Hvordan tror du ikke at det ville se ud hvis jeg stod i døren? Jeg kan ikke huske noget, andet end hvad du har fortalt mig, som jeg vælger at tro på. Jeg vil ikke få noget ud af at opsøge fortiden Alicia. Der er en grund til at jeg er gået … under jorden, de er nød til at komme over mig på den naturlige måde, ved at det tager sin tid,” svarede han stilfærdigt, som han blev stående foran hende med armene over kors ved det faste bryst. ”Jeg lever et nyt liv her i Manjarno, hvilket jeg kan se at du også gør.. Mrs. Izakaya. Og jeg er sikker på at min bror, søn, hvem jeg nu har haft omkring mig, også nok skal komme videre med deres.” Han nikkede endeligt. Han var nød til at starte et nyt liv op, som han også havde prøvet på de sidste par uger, noget som Jelicka havde opmuntret ham til.

[Deleted]

Alicia var faldet langt mere til ro, også selvom det heller ikke altid var lige nemt. Hun skulle rive op i mange af de gamle sår, netop ved at fortælle ham alt dette. Han havde aldrig været en direkte forfærdelig mand, for de havde skam også haft deres stunder, hvor hun slet ikke kunne fortryde, at det var ham som hun var endt sammen med, så selvfølgelig havde han også sine gode sider, ellers var hun da slet ikke blevet sammen med ham! Hun vendte blikket roligt mod ham. At hendes navn ikke sagde ham det mindste, var noget som et sted gjorde hende trist, selvom.. ja, hvad skulle hun dog kunne gøre ved det? Der var jo ikke rigtigt noget som helst og det var heller ikke fordi at det var noget som hun havde lyst til, for hun havde sit nye liv, hun havde sin mand, mange projekter som de skulle bygge op og nu hvor Alec vidste at hans egen ekskone faktisk stod som grevinde, så måske at det ville dæmpe lidt på de oprørere som holdt til i landet? De prøvede jo faktisk bare at give dem så mange muligheder og specielt med skolen og den mulighed for skolering som de var ved at give dem, så måske at det ville hjælpe bare lidt? Julien skulle have organisationen den dag Alec gik bort, men der var ingen som regnede med at det skulle ske så hurtigt! Måske at det også var det som havde ramt Julien? Han var jo selv ved at få sit eget liv etableret ordentligt og pludselig fik han kastet så meget ekstra over hovedet? Det var jo.. synd. Selv set i hendes øjne, selvom hun vidste at knægten havde været ekstra godt tilknyttet til Alec, selvom det nu heller ikke var noget som hun ville spolere. Hun sukkede indædt. Hun vidste jo at Alec havde ret, også selvom.. ja, det var jo mere en logisk fremgangsmåde trods alt. ”Han har ikke engang nået den myndige alder endnu, Alec.. Det hele skete brat.. uventet..” forklarede hun videre. Det var vel også en grund til at Julien havde taget det som han havde? Alec havde jo været ude på et frygteligt eventyr efter det andet og pludselig, så kunne de få nyheden om hans død og bortgang i stedet for, så selvfølgelig var det noget som knægten havde taget frygtelig hårdt på! Og endda også hende selv, for hun havde faktisk manglet ham rundt omkring sig! Dengang om ikke andet!
Armene lod Alicia endnu en gang falde tungt ned omkring sin egen krop. Nu skulle hun leve med tanken om, at hun faktisk vidste at Alec var i live og alle andre bare skulle komme over det? Hun sendte ham et mere fast blik. Måske at hun havde været nem at køre rundt med dengang, men det var virkelig ikke sådan at det forholdt sig længere, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! ”Du vil have at dine nærmeste skal komme over dig på en naturlig måde, Alec?” gentog hun ganske stilfærdigt, som armene endnu en gang måtte falde over kors. ”Du vil have, at jeg skal rende rundt med viden om din eksistens og lade resten af familien tro at du er død?” Hun lod hovedet søge let på sned. I bund og grund så hun ikke på det med retfærdighed og specielt heller ikke overfor Valerio som pludselig stod.. helt alene. Hun turde end ikke tænke på hvordan manden tog det, nu hvor hun vidste hvor hårdt forældrenes død havde taget på ham. Hun sukkede let. ”Det styrer du jo selv..” afveg hun ganske stilfærdigt. Hun vendte de isblå øjne stille mod ham. ”Døden forfølger vores familie, Alec.. Jeg vil efterhånden sige at den har lidt nok,” påpegede hun med en ganske kortfattet mine.

[alecander]

Alec så ikke nogen grund til at skulle opsøge fortiden. Jo han havde selvfølgelig ønsket at få den at vide, men.. med alt det som Alicia havde fortalt ham, så kunne han ikke bare vade hjem til de som var hans familie, som han jo faktisk ikke engang følte at han kendte, for han kunne ikke huske dem, så det ville jo hverken hjælpe ham eller de andre at han pludselig stod i døren. Han nikkede ganske stilfærdigt til hendes ord. ”Jeg kan ikke ændre på fortiden Alicia. Ja.. kald mig en idiot, men jeg har tilsyneladende haft en plan med at forsvinde fra alt omkring mig, men jeg ved virkelig ikke hvad den grund skulle være. Jeg kan ikke hjælpe dig, min bror, vores søn, eller nogen anden som jeg har haft i mit gamle liv,” forklarede han stilfærdigt uden at han tog de sorte øjne fra hendes skikkelse. Det var ikke fordi at han ønskede at hans familie skulle leve i sorg på grund af hans død, men.. han kunne ikke ændre på noget af det som var sket. Folk ville jo tro at de måtte være skøre hvis de så ham på deres dørtrin. Folk troede at han var død? Hvad han havde haft af planer anede han virkelig ikke, men det var tydeligt han nærmest havde givet det hele op, men til hvilket formål anede han virkelig ikke, for selv der var han blank. Han levede sit nye liv, han ønskede at komme fremad og ikke tilbage, for han havde tilsyneladende været en morder, selvfølgelig dræbte enhver vampyr når de var på jagt, men.. det som han havde gjort havde været helt ekstremt, hvis han pludselig kom frem igen, så ville han helt sikkert stå til en henrettelse og det kunne han virkelig ikke risikere! Han var allerede eftersøgt i gaderne med de tyverier og ravager han havde lavet her og det var nok til at få hårde straffe, som da han havde mødt Jelicka, hvor han var blevet pisket og hængt til planker. At hun blev utilfreds over hans ord, kunne han tydeligt høre og se på hendes holdning, hvilket fik ham til at sukke ganske let. Han slog ganske let ud med armene. ”Hvad du vil gøre med din viden om at jeg er i live er jeg sådan set ligeglad med, du er grevinde og kan sådan set få mig henrettet med de ting jeg har gjort, og du vil sikkert gøre en masse en tjeneste, men hvis du mener at vores familie har lidt nok, hvis du mener vores søn har lidt nok, så holder du din viden for dig selv, for du vil med garanti kun gøre det værre,” svarede han stilfærdigt. Han prøvede ikke at redde sin egen røv, faktisk ville han bare leve sit eget liv, blive bedre end det som han havde været. ”Sorgen går over med tiden, hvis jeg pludselig kommer ind i deres liv igen, så vil jeg sikkert alligevel kun blive mødt med had. Desuden ved jeg ingenting, så jeg vil ikke kunne fortælle dem noget som helst, hvorfor skulle jeg så vælge at tage tilbage og rippe op i gamle sorg? Det vil ikke komme nogen til gavn,” endte han stilfærdigt, som han igen lagde armene over kors ved brystet. ”Desuden.. så har det sikkert heller ikke været min hensigt at du skulle finde ud af det, at du så skulle støde ind i mig i dag, har ikke været min plan. Og det ser ud til at du er kommet over mig, så hvorfor skulle de andre ikke også gøre det?”

[Deleted]

Alene den tanke om at det sikkert havde været meningen fra start, at Alec skulle gå under jorden, var faktisk noget som virkelig måtte irritere Alicia, selvom hun ikke sagde det direkte, så var det jo tydeligt, at der måtte være alvor bag det. Hun vendte blikket direkte mod ham. Det var ikke fordi at hun ville kalde ham det ene eller det andet, selvom det var noget som han i den grad havde været, også set i hendes øjne! Hun fnøs ganske kortfattet og tydeligt også med en mindre utilfredshed. Selvfølgelig skulle han have lov til at leve livet som han ville, men at hun skulle brænde inde med denne information når hun opsøgte familien i Dvasias og vide at Julien havde det som han havde, det ville bestemt heller ikke blive nemt. At det ville gøre det hele værre at fortælle det, vidste hun, så hun havde i bund og grund heller ikke noget andet valg end at brænde inde med det, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var der ikke noget som hun kunne gøre ved det. ”Jeg ved ikke hvad du havde i tankerne dengang, Alec, men at forsvinde på den måde.. det ramte os alle.” Hun ville ikke stå og beskylde ham for det ene eller det andet og da specielt heller ikke nu hvor det var tydeligt, at han ikke kunne huske andet end det som hun faktisk havde fortalt ham på denne her måde, men det var jo så bare sådan at det nu end måtte være. Hun himlede let med øjnene, da det også måtte se ud som om amt det hele skulle til at køre op i en spids endnu en gang. Det var heller ikke fordi at Alec tog meget ansvar nu end det som han havde gjort tidligere, selvom det nu og da, faktisk var en tanke som gjorde hende tydelig utilfreds, men det var nu så bare det som hun måtte acceptere når det endelig måtte komme til stykket. Hun himlede ganske let med øjnene og uden at tage blikket direkte fra ham. At han bare kunne trække på skuldrene og sige at ’sket var sket’, var faktisk noget som virkelig måtte gøre hende direkte irriteret, for det var virkelig ikke fair overfor nogen og specielt ikke hans egen familie som virkelig havde haft meget at slås med efter at han bare var gået under jorden! ”Du ved hvad jeg har bemyndigelsen til, Alec.. I så fald, så burde du ikke friste mig mere end det som jeg er i forvejen,” advarede hun. Han var en skidt mand og nu havde han heller ikke bevist stort andet end at han også var det i dette liv! Også selvom han faktisk havde rørt hende på en måde som han ikke havde gjort det i frygtelig mange år, så var det selvfølgelig også noget som spillede utrolig meget ind for hende nu om dage, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun slog armene over kors og uden at skulle tage blikket fra ham igen. ”Jeg skal se på vores søn direkte knust over tabet af sin far og vide, at han ikke vil gøre noget som helst ved det..” Hun rystede på hovedet. Tanken alene var faktisk noget som gjorde hende arrig, selvom hun ikke kunne gøre noget ved det, og hun vidste det jo trods alt også godt. Hun fnøs ganske kortfattet og med en tydelig irritabel mine. ”Skal jeg være helt ærlig? Så er jeg ligeglad med hvad hensigten har været, hvad planen altid har været eller hvad der har været meningen, Alec..” Hun sendte ham en langt mere fast mine nu end det som hun havde gjort før. Hun burde henrette ham og det vidste hun godt, selvom.. hun kunne ikke få sig selv til at udstede den ordre.

[alecander]

At hun var blevet irriteret igen, kunne Alec tydeligt se, selvom at det slet ikke havde været hans hensigt, men hvad ville hun have at han skulle gøre? Tage forbi huset og sige hej og så smutte igen? Det ville da slet ikke gavne nogen som helst! Hvis han virkelig havde haft sin egen organisation, tilmed havde myrdet adelige og den procianske konge, så ville han da slet ikke tilbage til det gamle liv som han havde haft! Det hele var da direkte absurd! Han havde intet imod at hun dømte ham for den mand han havde været, hun kunne hade ham for de ting han havde gjort, for.. han havde faktisk forståelsen for det, for han havde virkelig været en narrøv i sit gamle liv, det gjorde selvfølgelig ondt at vide, men.. det var virkelig ikke noget som han kunne tage sig af, han havde sit nye liv her i Manjarno og sådan skulle det forblive! Han nikkede ganske let. ”Det forstår jeg godt. Og jeg siger skam ikke at jeg fortjener din tilgivelse Alicia, men.. jeg er virkelig ikke til megen nytte,” svarede han stilfærdigt. Han kunne jo ikke huske en pind, selvom hun havde remset en del op fra deres fælles fortid. Måske hun ikke direkte kendte til hans fortid, men han havde tilsyneladende kun forberedt sig på at overtage familiens organisation, som han også havde gjort og det så ud til at hans liv kun var gået den ene vej, men han havde givet sig selv en ny chance, og det var faktisk en chance som han havde tænkt sig at udnytte! Han fnes både morende men også af vantro til hendes advarsel. Nu stod hun pludselig og sagde at hun var fristet til at få ham henrettet? Han rystede let på hovedet, som han gik de sidste skridt hen til hende. Han hævede hænderne og lod dem hvile mod hendes hals og kæbe, hvor han hans hoved søgte en anelse på sned. ”Du truer mig med at få mig henrettet? Tror du virkelig at din samvittighed vil blive bedre af det?” spurgte han stilfærdigt og næsten i en kold tone. Et let træk fandt sted i hans ene mundvig, uden at han tog de sorte øjne fra hende. ”Du henretter mig ikke, så meget ved jeg allerede, så lad vær med at komme med en tom trussel,” tilføjede han stilfærdigt, som han betragtede hende ganske alvorligt. ”Du er utilfreds over mine ord? Over at min manglende interesse for familien? Skal jeg være ærlig? Og jeg siger dette med al respekt og ikke for at gøre dig endnu mere irriteret, men fordi jeg ikke kan huske noget som helst, så ser jeg dem ikke som min familie,” endte han sandfærdigt, som han valgte at trække hænderne til sig og bakke nogle skridt væk fra hende, for at give hende lidt plads. ”Hvorfor skulle jeg opsøge dem? For at de kan fortælle mig lidt om min fortid, for at give dem en grund til at hade mig, for så bare at smutte igen? Det er ikke det liv jeg ønsker, jeg har mit nye liv, jeg ønsker at komme videre og ikke dvæle i fortiden Alicia. Hvis du nogensinde har holdt af mig, så ønsker jeg at du skal forstå det, jeg ønsker ikke at ødelægge dit liv, for det at jeg er væk, har tydeligvis gjort dig lykkelig, du har fået det liv du ønsker dig, hvorfor må jeg så ikke få det jeg ønsker mig? Hvorfor skal jeg tage skylden for vores søns sorg? Du er der ikke ligefrem for ham, er du? Tror du så virkelig at det vil hjælpe at jeg pludselig kommer ind i hans liv igen? Jeg tvivler ærligtalt,” svarede han stilfærdigt. Han tog det roligt og var ganske alvorlig i sin udtalelse, det eneste han virkelig ønskede, var et nyt liv, en ny start, et nyt kapitel. Og han var sikker på at hun ønskede det samme.

[Deleted]

Det var skam heller ikke fordi at Alicia ønskede at gøre sig uvenner med Alec. Ikke bare det at han var en oprørere og noget af det som hendes slags prøvede at slå tilbage, også fordi at de virkelig prøvede at imødekomme de krav som beboerne til lands måtte stille, og nu hvor de var ved at give dem meget mere, så håbede de jo bare at folk ville slå sig mere til ro med det hele, hvilket var noget som glædet hende. Hun prøvede at falde til med de adelige pligter og alle de ting som hun nu havde magten til, også selvom hun ikke regnede med at det var noget som hun som sådan havde brug for at gøre brug af, men lige nu var hun faktisk fristet til det, også fordi at han direkte vendte familien ryggen og slet ikke så på dem som en familie, hvilket var noget som gjorde hende direkte vred! ”Jeg tror virkelig ikke at du forstår hvor meget sorg og lidelse det bragte til familien, Alec,” fastholdt hun en anelse mere stædigt, selv uden at skulle tage blikket fra ham. At han pludselig bare gik hen mod hende og placerede sine hænder mod hendes hals og kæbe, fik hende til at sitre let. Bare at være så tæt på ham, var noget som bragte hende et voldsomt ubehag, for han skulle slet ikke have lov til at komme hende så tæt igen! Ikke nu hvor hun var ved at hidse sig op endnu en gang, også selvom det virkelig var noget som han havde bedt om! At han havde taget disse beslutninger uden at indvie hende eller sin egen storebror i det, var noget som gjorde hende vred. Ham og Valerio havde altid været helt uadskillelige, og derfor var det virkelig bare underligt, at han slet ikke ville have noget med familien at gøre. Det var noget som faktisk gjorde hende vred. ”Hvem siger at det er en tom trussel, Alec? Familien er intet for dig siger du? Du er også død for den,” vrissede hun ganske let. Det var nu heller ikke fordi at hun ønskede at gøre det hele værre end det som det var, men at vide at hun brændt inde med information om hans eksistens og ikke kunne give den videre til nogen som helst, var virkelig ikke retfærdigt! Han kunne vel bare have slået hende ned og stukket af i stedet for? Hun bed sig ganske svagt i læben. ”Giv mig en god grund til ikke at sørge for at det som folk er kendt med, også er det som er sket.. At du virkelig er død og borte? I stedet for at flygte fra dit ansvar,” tilføjede hun med en ganske kortfattet mine, som hun let måtte knibe øjnene sammen. Hun trak vejret let og dybt. Ikke fordi at det var noget som gjorde det nemmere for hende, for hun ville helst undgå at blive uvenner med ham, hvis hun ellers kunne blive fri for det, for det var aldrig særlig sjovt. At han slap hende og trak sig væk, var dog alligevel noget som hun satte stor pris på. Hun lukkede øjnene ganske let, hvoraf hun bed sig i læben. Det var aldrig særlig sjovt, det var helt sikkert. Hun vendte blikket væk fra ham. Hun havde fået det som hun ville have det, men hun havde faktisk sat sin familie i første række, hvis han ikke allerede havde glemt det. ”Måske at jeg har det som jeg vil have det, Alec, men jeg satte alligevel familien.. dig og min søn i førsterække,” påpegede hun sigende og med den samme faste mine. ”Jeg ser mine børn så ofte det er mig muligt.. Og dig? Du løber fra ansvaret ligesom du har gjort hele livet!”

[alecander]

At hun pludselig blev vred på Alec igen, gjorde et sted.. ondt? Det var ikke fordi at han ønskede at forvolde hende mere smerte end det som han tydeligvis havde gjort, men.. han ønskede at leve sit liv, han kunne ikke vænne tilbage, og til hvad dog? Han anede jo ikke engang hvordan man var en leder! Selvom han sikkert var bedre til det end han gik og troede, for han havde jo allerede til nu vist en masse egenskaber og talenter, som tydeligvis havde fulgt med ham, på trods at han intet kunne huske, visse ting.. vidste han bare, som om de faldt ham naturligt ind. Men han ønskede ærligtalt ikke at vende tilbage til sit gamle liv, være en del af en organisation som gik imod gud og hver mand, og til hvilket formål? Det kunne han virkelig ikke! Det ønskede han slet ikke! Og så skulle han forlade Jelicka? Den tøs holdt han beskyttet for øjeblikket, fordi hun havde hjulpet en oprører og selv stod til straf, hvilket han sørgede for ikke skete, på trods at han vidste at hun gerne ville lidt ud igen, selvom han jo faktisk holdt på hende. ”Nej Alicia.. det forstår jeg ikke, men det ville sikkert være lettere, hvis jeg faktisk havde haft min hukommelse,” svarede han roligt og dog stilfærdigt. Han ønskede ikke at hidse sig op, faktisk ville han slet ikke have at hun skulle. Efter hans mening, så havde de skændes nok, desuden så havde de også skændes over unødvendigheder, for han kunne ikke huske noget, så det var virkelig spild af kræfter at hun hidsede sig op. Ikke fordi at han sagde det til hende, for hun skulle nødig ende med at komme helt op i det røde felt igen, selvom hun vel allerede var godt på vej? Han rystede let på hovedet. ”Det er en tom trussel, for hvis det er sandt hvad du fortæller mig, at vi har været gift i tyve år og du holder af mig, eller i hvert fald har, så ved jeg at du ikke kan få dig selv til det,” svarede han stilfærdigt. Det var ikke for at hovere eller selv have ret, han gik sådan set bare ud fra fakta og det realistiske, desuden virkede hun heller ikke til at være direkte ond og koldblodig, på trods at hun var en vampyr, ”desuden, hvis jeg allerede er så død for familien, hvorfor hidser du dig så op?” Han kneb øjnene en anelse sammen, som han ganske roligt lagde armene over kors ved det faste og muskuløse bryst. Det var vidst på tide at han snart gjorde sin exit, for det så ikke ud til at ende godt uanset hvad. Han slog ganske let ud med armene til hendes ord. ”Hvem du fortæller det til Alicia er mig sådan set ligegyldigt. Fortæl du det til vores søn, til min bror, eller til din mand – greven, det er jeg sådan set ligeglad med, men tror du virkelig at du kommer nogen vegne med at lukke det ud? Vil du føle dig tilfreds, når du ser mig blive henrettet? Se på mens de hugger hovedet af mig?” spurgte han stilfærdigt, som han betragtede hende med et alvorligt blik, ”kan du leve med den viden at det er din skyld at din søns far gik i døden?” Han var måske lidt hård i sine udtalelser, men han så egentlig bare realistisk på det hele, egentlig også for hendes egen skyld og hans familie med. ”Du virker til at være en god kvinde Alicia, en god hustru, en god mor, og jeg betvivler ikke at du har sat familien i første række, men du må næsten have været desperat efter at komme væk fra mig, siden at du valgte at forlade og smide familien fra dig i nødens stund. Tror du ikke at Julien var kommet bedre igennem min død, hvis han faktisk havde haft sin mor ved sin side? Men du valgte at køre solo og kun tænke på dig selv, så hvor meget du egentlig har tænkt på vores familie, det ved jeg nu ikke,” svarede han stilfærdigt, ”så om det er min eller din skyld at han tager det så tungt, det har jeg svært ved at finde ud af.”

[Deleted]

Alicia var ved at blive vred igen. Hun havde virkelig prøvet at holde sammen på familien igennem de tyve år, så var han faldet bort, hendes børn var blevet så store at hun synes at det var på tide, at hun kunne tænke lidt på sig selv. Hun havde først søgt i retningen af Isaac efter hendes tortur, så det var egentlig heller ikke fordi at hun havde gjort det som det første. Hun havde faktisk grædt over tabet af Alec, for han havde haft den betydning for hende og nu hvor hun så at hun ikke betød det mindste for ham, så selvfølgelig var det også noget som påvirkede hende, for hun følte virkelig bare at alt det hun havde gjort, slet ikke havde været godt nok. Hun var gift med sin egen søns gudfar, også selvom det slet ikke var sådan hun så på det, for.. hun elskede virkelig Isaac og det var der intet i denne verden som kunne ændre for hendes vedkommende. Hun havde faktisk sat Alec før hendes egen mage igennem tyve år! At han så skulle komme og rakke ned på hende, var noget som gjorde hende direkte vred, for det var han den sidste som havde retten til. Hun sendte ham en mere fast og næsten dræbende mine. Næsten som de skulle til at starte de mange skænderier forfra. ”Du skal ikke undervurdere mig, Alec..” vrissede hun ganske let. Det var noget som han havde gjort igennem alt for mange år og det skulle fortsætte? Hun vendte blikket direkte mod ham. At han ville gøre sin exit inden alt for længe ville nu heller ikke forundre hende. Han havde vel sit liv at vende hjem til? Højst sandsynlig endnu en stakkels tøs som han kunne udnytte i den anden ende, hvilket et sted heller ikke ville forundre hende som sådan, men det var nu heller ikke noget som hun ville blande sig i. ”Min søns far gik i døden i Castle of Light, da han faldt i baghold af Greven af Procias, Alec.. Den mand som du er i dag.. Er intet andet end en svækling som stikker halen mellem benene og render fra det ansvar som blev lagt på hans skuldre for tyve år siden.” Hun kneb øjnene tydeligt dræbende sammen. Hun var ikke en som man bare kunne kaste rundt med bare sådan, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun var blevet selvstændig og så længe at hun havde Isaac i ryggen, så var det også langt nemmere. Hun elskede ham og der havde hun også sin trygge havn, for der vidste hun at hun kunne prøve og fejle. ”At se dig gå i døden, vil ærlig talt være mig en lettelse, Sonic.. Så kan folk for alvor se at du er væk!” Hun knyttede næverne. Sandt var det, men.. hun ville ikke kunne få sig selv til det og det var det som naget hende mest i denne situation. Han fortjente det efter alt det som han havde gjort! Hans sidste ord var noget som fik bægeret til at flyde over, for det var noget som gjorde hende direkte vred at tænke på. Hun vendte blikket direkte dræbende mod ham. Det kunne han virkelig ikke være bekendt! ”Jeg var desperat efter at komme væk?” gentog hun med en direkte vred stemme. Hun vendte blikket mod ham, som hun endnu en gang hævede hånden, da hun svang den mod ham for at skænke ham endnu en lussing. Hvor vovede han?! ”Jeg græd for dig, Alec! Jeg gik med vores vielsesring selv efter at du var gået bort! Og ved du hvad mere? Jeg forlod først Mathimæus Mansion, da Julien så ud til at klare sig! Jeg har været der for familien, hvor du altid har været væk!” udbrød hun med en fast stemme. Nu var hun vred! En ting var at fortælle hende at hun ikke gjorde det optimalt, men at angribe hendes moderrolle, var og blev det dummeste som man kunne gøre!

[alecander]

Det frustrerede et sted Alec, at hun skulle til at hidse sig op igen og det så ud til at uanset hvad han så end sagde til hende, så kom det ikke på rette spor igen, men så ud til et nyt skænderi, eller hende som skældte ham ud og ham der stod forvirret tilbage. Nu havde han da en anelse om hvorfor hun var så sur, hvorfor hun havde slået ham og nærmest.. hadede ham. Et sted gjorde det ondt at vide at han havde påført sin egen familie så meget skade og sorg, for.. ja, han ville gerne sige at det ikke var hans mening, men han vidste jo ikke hvad hans mening havde været, han vidste ikke hvorfor han var gået under jorden, men et sted ville han gerne give alt for at få sin hukommelse tilbage, så han faktisk kunne give hende de svar som hun tydeligt fortjente. Han betragtede hende stilfærdigt. ”Jeg undervurderer dig ikke Alicia. Jeg ved at du har magten til at tage mit liv, men jeg tror at du er en for god kvinde til at ville tage det, og det er jeg skam også taknemlig for,” svarede han stilfærdigt og ganske roligt. Han kunne tydeligt se i hendes blik at hun var vred og ikke mindst skuffet over ham, selvom at han jo ikke rigtig kunne gøre noget ved det, og hvis han virkelig kunne huske noget, så havde han skam også svaret hende anderledes og reageret anderledes, men.. det kunne han bare ikke, for han følte ikke at han kendte hende særlig godt, og heller ikke de som hun sagde, var hans familie. Han gad virkelig ikke til at skulle skændes med en fremmed kvinde, eller.. hvad man nu kunne kalde det, for han ville bare tilbage til sit nye liv, det andet passede ikke længere til ham. Han endte dog med at sende hende en fast mine til hendes ord, hvor han tog de sidste skridt imod hende, som han greb hende fast omkring den ene skulder. ”Jeg er ikke svag! Jeg er ingen svækling! Og jeg er bestemt ingen kujon!” hvislede han i en dræbende tone, som hans blik blev helt følelseskoldt og næsten som et vredt bæsts. Meget kunne man kalde ham, men kujon og svækling, var virkelig ikke iblandt, det var noget som han slet ikke gad at lægge øre til, og hun burde vare sin mund, hvis hun ikke ville have at han skulle lukke den for hende! ”Du kan fint hade mig for den mand jeg var, men du har ingen ret til at dømme mig for den mand jeg er i dag!” hvæsede han kraftigt og med det samme dyriske og følelseskolde blik. Han slap roligt hendes skulder, som han nok var kommet til at klemme en del omkring, men der var grænser for hvad han gad, at finde sig i! Han fnøs kortfattet til hendes ord og rystede svagt på hovedet. ”Hvis det er dig sådan en lettelse, så smut du hjem til din mand og fortæl ham det, eller endnu bedre, fortæl det til kongehuset, så kan jeg fortælle dig at jeg holder til ude i Ruinerne, så ved de hvor de skal finde mig, og du må med glæde få mit blod på dine hænder!” svarede han lettere sarkastisk, selvom det faktisk var sandt hvad han sagde. Han holdt til i ruinerne, hun kunne bare fortælle om at han var i live, og hun ville have hans blod på hænderne, hvis han blev henrettet, men hvad fanden? Hun var bare en dum tøs! Han så hendes slag komme, selvom han blot lod hende skænke ham endnu en lussing, hvor han også denne gang måtte ende med at vende kinden mod hende. Han trak vejret dybt og slap det i en mindre dirren, som han prøvede at holde sig selv i kort snor for ikke at ryge i flæsket på hende. Han vendte blikket direkte mod hende. ”Ved du hvad? Jeg er sådan set ligeglad, jeg kan ikke huske en skid fra min fortid, så den og de folk der har været en del af den, betyder intet for mig, jeg tager ikke tilbage til det skide mansion, hvis du vil se mig død, så få mig henrettet, for det vil jeg sådan set også skide et stort stykke på! Du kan hade mig til helvedet Alicia, men selv ikke engang det betyder noget for mig!” hvislede han koldt, som han skubbede hende til siden, blot for at gå væk fra hende og ud mod gaden igen.

[Deleted]

Tanken om at alt det som Alicia havde gjort for Alec og så det at det ikke havde haft nogen betydning for ham på nogen måde, var noget som virkelig måtte gå hende på. Det var nok noget af det som ramte hårdest, for hun havde aldrig været ligeglad med ham. Hun havde accepteret at han havde haft sit arbejde, at han havde haft sit at se til, hvor det kun var sket ganske få gange, at hun havde været tvunget til at skulle prikke til ham, så de ikke blev glemt helt, så hun havde heller aldrig været den slags kone og hustru som krævede meget. Hun kneb øjnene fast sammen. Måske at hun var ved at køre det hele op i en spids endnu en gang, men det var slet ikke noget som hun gjorde med vilje! Hun var virkelig bare vred! Hun ville ikke dømme ham, men lige her var det umuligt for hende at gøre noget som helst andet, og det var heller ikke noget som hun havde nogen intentioner om at skulle gøre det mindste ved, hvis hun ellers kunne blive fri for det, for han fortjente det virkelig ikke! Sandt nok at han havde sit liv som hun havde sit eget og hun kunne ikke være andet end lykkelig i sin egen tilværelse! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Jeg burde gøre det, og det ved du sikkert også godt,” påpegede hun med en kortfattet og ganske sigende mine. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham. Nu hvor hun havde grund til at vise ham en misnøje, så var det også noget som hun ville fortsætte med! Hun blinkede let med øjnene. Hun hadet ham ikke, også selvom hun virkelig var vred på ham, at det måske var fortjent, men det var slet ikke noget som hun kunne, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu end måtte være. Hun knyttede næverne, også selvom han kom hende i møde og greb hende omkring skulderen, hvilket han trykkede godt omkring, da det i den grad også var noget som hun i den grad godt kunne mærke, for det gjorde i den grad også noget så frygtelig ondt! Hun sagde dog ikke noget til det. Hun havde ikke nogen grund til det! ”I mine øjne, så er du værre end det som du var dengang, Alec! Selvom du var en morder!” hvislede hun med en fast tone, som hun rev skulderen til sig, da han slap den. Hånden gled roligt mod den som hun ømmede sig ganske let. Han havde altid haft et fast greb. Isaac vidste hvordan hun havde det med Alec, at han var død og borte, også for hende personligt, selvom hun stadig var noget så frygtelig vred på ham, da det heller ikke var noget som hun havde ændret på nogen som helst måde, og det var skam heller ikke fordi at det var noget som hun var ude efter, det var helt sikkert. Han havde jo alligevel haft den betydning og det var også det eneste som automatisk gjorde, at dette var noget som hun blev påvirket af og i noget så stor grad. Hun fnøs ganske kortfattet som hun roligt rejste sig. Tårerne meldte sig. Ikke fordi at hun var ked af det, for det var hun virkelig ikke! Hun havde slet ikke noget som helst at være ked af! At hun endnu en gang fik lov til at smække ham en lussing, var virkelig noget som gjorde godt, også for hendes eget vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hun trak hånden til sig og med den direkte vrede mine. ”Smut tilbage til ruinerne, Alec, inden jeg fortryder noget som helst!” vrissede hun. At hun havde ladet ham røre ved hende, var noget som fik hende til at koge! Den form for blide kærtegn, det var virkelig ikke retfærdigt! ”Jeg vil aldrig nogensinde se dig igen!” Hun nåede ikke at sige mere, før han havde puffet til hende, hvor hun mødte væggen – uden at ryge i jorden. Hun stirrede blot efter ham. Hun burde få ham henrettet på stedet!

[alecander]

Alec kunne ærligtalt ikke blive helt klog på hendes ord. Hun sagde at hun holdt af ham, men alligevel forstod hun ham ikke? Hun sagde at hun ville blive lettet over hans død, medmindre det bare var ord hun sagde i vrede? Han kunne ikke finde ud af det, det forvirrede ham og et sted så gjorde det faktisk også ondt at vide at det var sådan hun havde det med ham. Måske han ikke følte at han kendte hende, men det gjorde han jo så alligevel, det var virkelig frustrerende! Måske hans minder var væk, men det var hans følelser ikke, når hun nævnte alle de ting, så følte han sørg, fik dårlig samvittighed, og det gjorde ondt, selvom at han et sted kunne være ligeglad, men det.. var han ikke. Han ønskede ikke at hun skulle hade ham, eller blive sur på ham, han ønskede egentlig bare hendes forståelse, selvom den vidst længe var tabt. Han kunne ikke vende tilbage til mansionet og møde sin bror og søn, han ville ikke kunne huske dem, det ville med garanti kun blive værre, plus at han ikke gad at leve det liv han engang havde levet, så.. hvem ville det gavne at han tog tilbage? Ingen! Hvorfor skulle hun så blive sur? Han ville leve sit nye liv, og det ville hun jo garanteret også, så hun måtte da forstå den følelse? Men det virkede det ikke engang til! Hvis han virkelig havde dræbt den procianske konge, så havde han måske fortjent døden selv, så havde han måske fortjent at blive henrettet, men han tvivlede ærligtalt på at hun kunne få sig selv til det! Faktisk vidste han at hun ikke ville kunne få sig selv til det, hvis det da var sandt og hun nogensinde havde holdt af ham, for hvis hun havde holdt af ham, så måtte han jo alligevel have charmeret hendes væsen, fået en betydning for ham og hvis han havde det, så vidste han at hun ikke ville kunne få sig selv til at henrette ham, så det var ikke fordi at han ville provokere hende, men bare lægge sandheden på bordet, at hun så absolut afveg, var ikke hans problem! Han stoppede ganske roligt op til hendes ord, hvor han vendte sig halvt om og lod de sorte øjne falde til hendes skikkelse igen. ”Ved nærmere eftertanke..” Han stoppede sig selv som han vendte helt om, så han stod med fronten mod hende, hvor han begyndte at gå tilbage til hende. Han stoppede op foran hende og lagde armene ganske let over kors. ”Hvis du virkelig ønsker mig død og ser det som en lettelse hvis jeg er væk, hvorfor kalder du så ikke bare på vagterne nu og får mig henrettet på stedet? En offentlig henrettelse giver folk en lærestreg, det kommer sikkert i avisen og lad os se hvad vores søn siger til at hans egen mor er skyld i sin fars død,” svarede han stilfærdigt. ”Du vil ikke se mig igen? Det sikre du ved at få mig henrettet, så kald på de skide vagter og få det overstået,” tilføjede han lettere følelseskoldt, som han betragtede hende med et følelsesløst og intetsigende blik. ”Eller har du kun det hele i munden? Det er jo faktisk din pligt som grevinde at afsløre mordere som mig.” Han så ikke væk fra hende, som han blot afventede på at hun skulle reagere.

[Deleted]

Alicia ønskede virkelig at forstå Alec og de mange tanker som han gjorde sig, men det var slet ikke noget som hun kunne. Den opførsel som han lagde for sig, var noget som kun gjorde hende irriteret! At han kunne trække på skuldrene og undskylde med at han ikke kunne huske noget, kun for at leve sit eget liv og glemme sin bror, glemme sin søn og endda også glemme hende som havde hun aldrig nogensinde været en del af det, var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! At hun skulle rende rundt med viden omkring hans tilværelse, men ikke kunne sige den videre, det var alt sammen noget som direkte pisset hende af for at sige det mildt og det var heller ikke fordi at hun ville bringe det op til en ny diskussion, men hvad andet valg havde hun? Hun gjorde kun det som hun fandt nødvendigt og dengang så havde det været at blive ved Alec, så Julien havde haft begge forældre at gå til, selvom det selvfølgelig var noget som hun kunne fortryde voldsomt den dag i dag! Det havde været og forholdt sig helt anderledes hvis hun havde taget til Isaac allerede fra start af med den lille dreng i sine arme. Hun havde for pokker også født i mandens forhal! Selv midt under et skænderi med ham, så det var heller ikke fordi at hendes liv havde været særlig nemt, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det noget som kun gjorde hende endnu mere irriteret. Alec havde ikke gjort andet end at koste hende bøvl og problemer og nu skulle hun rende rundt med en massiv byrde i brystet overfor familien? Det var virkelig ikke retfærdigt! Hans bror stod svag psykisk. Forældrenes død rev ham ned, men det havde Alecs død i den grad også gjort! At han så valgte at gå, kun for at kigge tilbage og komme igen, var noget som hun slet ikke kunne have, hvor hun bakkede et skridt. Hun ville aldrig kunne få sig selv til at henrette ham og specielt ikke en midt på åben gade! Hun ønskede jo heller ikke at forvolde sin kære dreng flere smerter end det som han allerede havde rendt rundt med på denne her måde. Det havde virkelig gjort ondt at se den måde han havde taget faderens død på, for det havde virkelig været smertefuldt og hun havde aldrig oplevet det at være så magtesløs som det hun havde været lige der! ”Jeg vælger stadig mellem min pligt som grevinde og min pligt som moder for min dreng, Alec.. Jeg vil ikke forvolde ham mere smerte, hvis det er noget som jeg ellers kan blive fri for,” vrissede hun fast. Hvis han hellere ville skrotte den familie som han havde til fordel for sit nye liv, så skulle hun endelig ikke stå i vejen. ”Hvis det er ruinerne du holder til i, så gør du klogt i at søge dertil og det skal være nu! Jeg vil aldrig nogensinde se dig igen!” endte hun med en fast og kortfattet stemme, for det var virkelig noget som gjorde hende vred! Hun knyttede næverne fast. Hun havde holdt af ham og nu følte hun sig bare svigtet og det var heller ikke noget som hun kunne acceptere bare sådan! Hvis der var en følelse som hun ikke kunne have med at gøre, så var det svigt og han svigtede hende virkelig noget så frygteligt i øjeblikket!

[alecander]

At hun ikke kunne forstå Alecs valg, måtte et sted frustrere ham, for tanken om at han havde svigtet sin familie så meget og så dybt, det.. det gjorde bare frygtelig ondt at tænke på. Han kunne virkelig ikke se det fornuftige i at opsøge sin fortid på den måde, som hun bad ham om, han kunne ikke bare vandre tilbage til sin søn eller til sin bror og sige at han var i live for så at tage af sted igen, for det ville da klart ødelægge det hele på stedet! Det ville kun gøre det hele værre og at hun ikke kunne se det forstod han virkelig ikke! Et sted forvirrede det ham at han overhovedet stod og skændes med hende over en fortid han alligevel ikke kunne huske, selvom at han alligevel følte at han burde blive og gøre det godt for hende igen, men med de ord hun sagde og skænkede ham, så var det tydeligt at han ikke kunne rette op på noget som helst, for han havde allerede smadret det hele så meget som man kunne, i hvert fald for hendes del. Han lod let tungen stryge over de blege læber ved hendes ord, hvor han sukkede ganske let og lydløst for sig selv. Han rystede svagt på hovedet, som han ærligtalt ikke havde mere at sige. De sorte øjne søgte roligt til hendes isblå. ”Det gør ondt at tænke på at den eneste grund til at du ikke gider henrette mig, er fordi at du tænker på din søn. I så fald må det være løgn at du nogensinde har holdt af mig,” svarede han stilfærdigt og næsten tonløst. Han betragtede hende med et koldt og dog skuffet blik, hvor han rystede let på hovedet. ”Det virker til at du kun prøver at sætte dig på en høj piedestal som du slet ikke har fortjent, enten lyver du for mig, eller også lyver du for dig selv.” Han bakkede ganske let nogle skridt væk fra hende. Hun ville ikke se ham igen? Jamen det skulle han da nok sørge for! Han fnøs af vantro. Det efterlod ham med en følelse af at han havde svigtet alle omkring ham, hvilket gjorde ondt. Han kunne jo ikke engang forsvare sig selv eller hvad han havde gjort, for han vidste ikke om det var sandt eller løgn, men hvis hun virkelig så sådan på ham, så kunne det virkelig også være ligegyldigt. ”Men en ting jeg ikke forstår; hvis jeg har været sådan en skuffelse for familien, hvorfor ville du så overhovedet opfordre mig til at opsøge den?” Han betragtede hende både forvirret men også frustreret, for han følte sig helt magtesløs. Han bukkede elegant og dog ironisk for hende. ”Farvel deres excellence,” svarede han med en stemme dryppende af sarkasme, som han rettede sig op igen. Han rystede let på hovedet som han valgte at gå mod udgangen af gyden og ud mod gaden som han havde gjort for kun et øjeblik siden. Han stoppede dog roligt op. ”Men du skal vide Alicia.. Selvom at du hader mig, for de ting og den smerte jeg har forvoldt dig og for den mand jeg er i dag, så er jeg dig taknemlig for at have spildt din tid på at fortælle mig hvilken ussel mand jeg engang har været,” svarede han sandfærdigt, som han vendte ryggen til hende igen, gjorde en hurtig bevægelse for at forsvinde ud i menneskemængden.

//Out

[Deleted]

Alicia kunne bare ikke tackle svigt. Det var nok noget af det som hun havde de største problemer med, og det var egentlig ikke fordi at det var noget som hun gjorde med vilje, men alene tanken om det, var noget som virkelig gjorde hende noget så frygtelig vred at hun slet ikke var i stand til at styre noget af det! Hun ønskede at forstå ham, men det var slet ikke noget som hun kunne. Hun ønskede egentlig bare at han opsøgte familien, reddede ud i de tråde som der var knuder på, og så kunne han vel også gøre det som han havde lyst til bagefter? Nu havde han været væk så længe, så hun var også sikker på at Julien ikke ville tage det så tungt, men de ønskede jo alle sammen at vide sikkerhed hvad der skete og hvad de havde at forholde sig til, og det var også det som gjorde at hun reagerede som hun gjorde. At han konkluderede at det at hun havde holdt af ham var en løgn, var noget som gjorde hende vred, for hun havde virkelig holdt af ham! Ellers havde hun så sandelig heller ikke været sammen med ham igennem alle disse år! Hendes mine endte omgående dræbende. ”Hvor vover du at sige det til mig, Alec?! Jeg er nødt til at tænke på familien, nu hvor du ikke gør det!” vrissede hun med en fast tone. At det gjorde ondt.. ja, så havde han da virkelig en mærkværdig måde at vise det på, for han viste hende virkelig ikke noget som helst, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed, for det var virkelig noget som gjorde hende rasende. Han havde slet ikke nogen ret til at dømme hende på den måde! Måske at hun løj for hende selv, for hun havde bestemt heller ikke løjet for ham! Alt det som hun havde fortalt ham var den rene sandhed, for det at lyve om noget som hun havde kært på denne her måde, var slet ikke noget som hun ville sige det mindste til, for hun holdt af den, hun ønskede at beskytte den og hvis det indebar for hende at hun skulle holde på hans hemmelighed, jamen så gjorde hun det, så var der jo heller ikke ligefrem noget som hun kunne gøre ved det. Igen så var det hende som måtte bukke under for hans vilje og hun kunne simpelthen ikke have med den tanke at gøre! I hendes øjne, så havde han heller ikke gjort andet end at svigte alle som han havde haft omkring sig; Hende, deres søn, hele organisationen og ikke mindst hans egen bror, hvilket var noget som hun slet ikke kunne finde respekten for, for tanken alene var noget som kun måtte gøre hende direkte vred! Hun slog armene over kors og med blikket som hun vendte direkte mod ham. ”Jeg troede det var ganske åbenlyst, Alec? I stedet for at fortsætte med at løbe fra dit ansvar, så få ordnet op i det hele i stedet for? Jeg tror skam også at det vil gøre meget for dit videre liv.. Tro mig.. Jeg tør ikke tænke på hvad der sker hvis Mathimæus får fat i dig,” sagde hun ganske kortfattet som hun sendte ham en fast dræbende mine. Men igen, så var det ikke noget som hun skulle blande sig i, for det var der virkelig ikke nogen grund til og hun vidste det jo godt. At han direkte var hende taknemmelig for at spilde tiden, var noget som hun slet ikke kunne forstå. Hun fulgte ham blot med blikket som han valgte at gå. ”Deres Exellence..” mumlede hun let for sig selv. ”Må jeg være fri!” Hun himlede med øjnene, vendte om på hælen, kun for at haste den anden vej og hjem. Hun havde simpelthen fået nok!

//Out