Overshadowed

[Deleted]

Det var tydeligt at mærke at foråret havde slået ind over Procias’ land, lige såvel som det var med alle de andre lande, selvom at det var betydeligt koldere i Dvasias, end det var her i Procias. Den lune vind slog ind over græsmarkerne, hvis grønne og frodige græs, måtte svaje så det lignede et stort grønt hav, som når bølgerne slog ind mod strandkanten. Det var en utrolig flot dag, hvis man så bort fra at landet nærmest måtte ligge i ruiner, for hvis man så på Procias som en helhed, så var det bestemt ikke noget kønt syn længere. Skoven var brændt fuldstændig ned til grunden, oprørerne gik fuldstændig amok, landet led af hungersnød og pest, selvom sygdommen dog var ved at trænge væk igen, men det havde dog kostet mange procianere, hvor det jo også havde spredt sig til de andre lande, som stod for tur. Det var ikke kun pesten som havde dræbt folk, for mange var også blevet myrdet, specielt også oppe på kongeslottet, hvor den kære dronning Keischa måtte have ladet livet for et mørkevæsen. Ikke nok med det, så var det let som mørkevæsen at komme ind i landet, for det stod utrolig dårligt, der var knap nogen vagter til at standse én, men det var heller ikke fordi at det gjorde Konstantin det mindste. Han havde godt nok ikke fået den første arkivering af Malisha, men det forhindrede ham dog ikke i at starte, for kvinden havde jo gjort det tydeligt. Et sted så kunne han ikke få hendes kys ud af hovedet, for det havde virkelig overrasket ham at det i det hele taget var sket. For det første lignede det hende ikke, for det andet havde de aldrig været så tæt på sådan en.. intim måde, men på den anden side så var hun også uforudsigelig, man kunne aldrig vide sig helt sikker på hvad hun egentlig ville gøre, medmindre hun var fast besluttet på noget, som det med at hun ønskede at få warlocksne frem, hvilket han også hjalp hende med – faktisk var han i færd med at hente de første kandidater som skulle igennem testen, for de var jo også nød til at se om det i det hele taget var noget som gav pote i den anden ende. Og for hans vedkomne, skulle han se om det var noget som tiltrak publikum, men mon han ikke gjorde det? Det blev jo en kamp der var værd at se. Desuden så blev det jo faktisk mange kampe, som var værd at se; alt efter hvem han satte sammen. Han havde bevæget sig imod Procias, for at hente den første kandidat, eller faktisk for at hente lokkemaden til den første kandidat, for så måtte de jo se om manden gad, at følge efter, men hvis han var opvokset i Procias, mon det så ikke var tilfældet?
I et kæmpe mørkt lysglimt dukkede Konstantin op på græsmarken, hvor Rozentasslægtens tegn blev indebrændt i græsset på en radius på 6 meter, hvor han selv måtte stå i midten af tegnet og udgjorde centrum. Han var dukket op her, fordi det var her han havde sporet den gode magi, som tilfældigvis skulle være fra den pige han søgte efter; hvis han da havde ret. Han havde lavet en lille research om denne tøs og han havde faktisk fundet ud af at hun var magikernes leders datter og dermed selv bar præg af mørket i sig, for Nick Terrac havde jo været warlock før, det var vel også grunden til at han var blevet fanget af de andre warlocks?

[Deleted]

Lexie kunne virkelig ikke være andet end lykkelig lige for tiden! Hun havde fået Romeo, hun vidste hvor hun måtte stå med ham, og så var alt det andet virkelig ligegyldigt. Hun ønskede at støtte ham, hun ønskede at hjælpe ham og hun ønskede at beskytte ham på den måde, som det nu måtte være hende menneskelig muligt at gøre det, selvom det bestemt heller ikke var en nem ting, men hun prøvede da. Måske at det var koldere i Dvasias, men det var nu ikke noget som hun ville tænke på, hvis hun da ellers kunne blive fri for det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket stille rundt omkring i området. Her var det faktisk rart og nok også noget af det mest grønne som de i det hele taget måtte have i Procias. Lige nu var der bare absolut ingenting som kunne smadre hendes ellers så frygtelig gode humør! Hun var glad og hun var lykkelig og der var bare ikke noget som kunne ødelægge det for hendes vedkommende! Slet ikke! Hun sad stille for sig selv ude på græsmarkerne. Romeo ville selv komme herud og hun havde sagt god for det. Han ville vel også prøve at komme lidt ud på benene uden at være afhængig af rullestolen? Siddende med blomster foran sig, som hun sad og nærmest måtte flette sammen til en smuk krans med de hvide blomster og de grønne blade. Dette var jo trods alt også det grønneste område som var her, eftersom at skoven var brændt i stykker og smadret som intet andet overhovedet, hvilket i den grad også var noget som måtte bekymre hende og frygtelig meget endda. Med en rolig nynne for sig selv, en glad og så munter melodi, mens hun sad og samlede blomsterne til den lille krans.
At freden dog hurtigt måtte blive ødelagt, var noget som hun tydeligt kunne fornemme, da lysglimtet af ren og skær mørke, var noget som ramte hendes øjenkrog og hurtigt fangede sig hendes opmærksomhed. Blikket vendte hun allerede med det samme, som hun stoppet med at plukke blomsterne og hendes nynnen måtte holde inde allerede med det samme. At det var hende som denne mand måtte være efter, var nu ikke noget som hun sådan rigtigt havde regnet med, for hun var jo bare en lille og.. ubetydelig en af slagsen vel? Også selvom hun var Nicks datter? Nick som i Magikernes Leder? Hun blev siddende i den mørkeblå kjole i det høje og grønne græs, næsten i håbet om at han slet ikke ville lægge mærke til hende, selvom hun vidste, at det virkelig måtte være naivt at tænke den tanke. Hendes hjerte startet allerede med det samme, med at hamre og slå direkte mod hendes bryst, hvor hun bed sig svagt i læben. Man kunne ikke just sige, at hun havde været heldig til nu.. hun havde været omringet af vampyrer, og nu hvor Romeo ikke var her, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det langt bedre for hendes vedkommende! Hun lagde ganske forsigtigt kransen ned, som hun kunne se, at dette næppe kunne være noget som hun skulle kunne tolke som noget godt eller noget positivt. Det nedbrændte mærke i græsset, var noget som hun svagt kunne ane, men ikke noget som direkte sagde hende noget som helst. Næsten som en forskræmt lille pige, så blev hun bare siddende og stirrede på ham. Det var bestemt heller ikke fordi at han gjorde det nemet for hende, for hun kunne virkelig ikke fordrage, at være så usikker som det hun måtte være i dette øjeblik, for det var slet nok som det var! ”Gå væk..” Et sted var det som hun røg direkte tilbage til det gamle og usikre. Hun ville bare mere! Hænderne satte hun i græsset ,som hun forsigtigt skubbede sig en anelse væk.

[Deleted]

Procias var ikke et land, hvor Konstantin havde sat sine ben mange gange, for det var faktisk sjældenheder at han var kommet her, det havde blandt andet været i én af krigene, for han var trods alt én af de ældste warlocks, hvilket bestemt også krævede en del af ham, specielt når han stod som hertug af Dvasias. Han havde været der selv under Fabians tid, da manden selv havde været warlock og reageret landet, inden hans niece Jaqia var kommet til. Han havde været med i de mange krige, stået for nogle snigangreb til tider, men ellers kom han ikke i lysets land særlig tit, desuden hvad skulle han dog også lave her? Han havde det godt og sikkert i Dvasias, hvor han havde sin forretning i Manjarno, fordi at det simpelthen var i det land at forretningerne kom bedste frem, netop fordi at Manjarno stod som det neutrale land, hvor både lyset og mørkets væsner kunne komme. Faktisk var han i øjeblikket ude på en lille ’forretningsrejse’, for han skulle faktisk til at få godt gang i sin underholdningsbranche igen, takket være Malisha og selvfølgelig de mange warlocks, for hvem ville ikke se to højtstående dvasianere sende andre fra deres eget land og tilmed af deres egne race i en dødskamp, hvor kun én ville gå fra? Publikum måtte da være ellevilde! Det gjaldt jo faktisk bare om at sætte de rigtige i ringen mod hinanden.
Konstantin rettede sig ganske let op, som han landede i det bløde og grønne græs, der måtte gå ham til knæene, for det var jo græs der sådan set aldrig blev slået, det voksede vildt, som havde det været ukrudt. Han strøg en hånd igennem de krøllede, mørke lokker, som lagde sig bagover hans hoved, næsten som en fin herre ville gøre det, inden han vendte sig imod pigen, hvor de mørke øjne hvilede stilfærdigt og tænkende på hende. ”Fortæl mig pigebarn. Er du Lexie Terrac?” spurgte han stilfærdigt, som han næsten kunne virke til at være venligsindet, eller bare neutralstillet, selvom at det langt fra var tilfældet. Godt nok var han ikke som de andre barbariske dvasianer, for han var faktisk en fin herre, der viste kvinder respekt, behandlede dem ordentligt uanset hvilket land de kom fra, han dræbte ikke bare for at dræbe, selvom at man såmænd heller ikke skulle pisse ham af eller fornærme ham, for han var en ædel mand og det bar bestemt også konsekvenser at overtræde hans grænse! Han blev stående, for ikke at virke påtrængende og farlig, for han var jo faktisk nød til at vide sig sikker inden at han bare greb den første og bedste, bragte hende med sig og så blev til grin fordi at han havde valgt forkert! Men det var her at han havde opfanget en aura som skulle svare til denne Lexies, og hun var jo en tøs, så det kunne vel godt være hende? Han foldede roligt armene over kors, som han ellers blev stående og så lettere afventende på hende. Han var ikke direkte den fjendtlige type, medmindre man gav ham grund til det, og om denne Lexie så ville have det eller ej, så ville han tage hende med sig. Han så kort til siden, næsten som en idé slog ind over ham, for han skulle vel egentlig lokke hende frem? ”Jeg har nyt om Nick Terrac,” tilføjede han, for han vidste jo godt at manden var fanget i Imandra og en datter måtte vel bare være en anelse bekymret? Desuden så var han jo også magikernes leder.

[Deleted]

Uanset hvordan man ville se på det eller ikke, så var Procias virkelig ikke det land som så mange måtte kende det for. Det var faldende, det var ødelagt og det var noget som selv Lexie var virkelig ked af, for hun havde altid selv nydt og elsket at skulle rende rundt i skoven, selvom man nu ikke kunne sige, at det var noget som måtte stå mere, for det gjorde den ikke. Hun havde Romeo og det var virkelig også noget af det eneste som måtte stå der som et lysende punkt for hendes vedkommende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Nu hvor man næsten måtte se mørkevæsner på hvert eneste hjørne, så var det selv frygtelig farligt at skulle søge ud, men det var jo heller ikke fordi at man kunne søge indenfor og bare blive der, for det var bestemt heller ikke noget som hjalp nogen som helst med noget som helst, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. Det gjorde hende jo selvfølgelig trist, at Procias måtte miste den glans på den måde, men nu hvor hun sad her og ventede på at Romeo ville dukke op, for det ville han før eller siden, det var noget som hun vidste, for de havde aftalt at skulle mødes her. Hun sad bare og brugte tiden på at skulle lave en krans med blomsterne, bare for at have noget at bruge sin tid på.
Hvem denne mand måtte være, det var nu ikke noget som Lexie vidste eller kendte det mindste om, men det var nu bare sådan at det nu måtte være, når det endelig måtte være i den anden ende. Men at han måtte være en mørk af race, var noget som hun direkte kunne læse ud af hans aura, og det var noget af det som automatisk gjorde, at hun var meget på vagt. Hans forespørgsel gjorde det om ikke andet, så kun tydeligt for hende, at det måtte være hende, at han måtte søge efter og det var hende kun en eneste grund til ikke at skulle ende med at besvare det, for hvad pokker ville han med hende?! Hun rystede stille på hovedet, også selvom det var en løgn uden lige. Så længe, at hun intet sagde, så var det vel heller ikke fordi at det var noget som kunne spores som sådan? Han virkede dog ikke direkte fjendtlig, men hun havde skam lært af sine fejl og det var bestemt heller ikke noget som hun ville igennem en gang mere, hvis hun da ellers kunne blive fri for det, så var det jo bare sådan, at det nu måtte være i den anden ende på denne her måde. At han bragte hendes far på banen, var noget som fik hende direkte til at vende blikket mod ham. Hun havde søgt efter sin far længe og manden var jo ikke til at finde nogen steder, så selvfølgelig var hun bekymret for ham! Alt andet ville jo bare være forkert set i hendes øjne! ”Du ved hvor min far er..?” Hendes spørgsmål røg mildest talt bare ud af munden på hende uden at hun egentlig tænkte over det. Hånden gled hurtigt over hendes mund. Nu havde hun jo afsløret sig som Lexie, men uanset! Hun rejste sig stille op. Hun var stadig meget spinkel, så det var heller ikke fordi at hun viste sig direkte stor eller noget i den stil, men magi var noget som hun var ved at tillære sig, men helt harmløs kunne man dog ikke kalde hende. ”.. Hvor er min far..?” endte hun sigende og med en mere krævende, dog stadig forsigtig stemme. Hun ville jo heller ikke træde ham over tæerne ved at være omklamrende eller krævende.

[Deleted]

Det var må tide at warlocksne kom frem, noget som Konstantin måtte stå fuldt og fast enig med Malisha om, og derfor havde de brug for de bedste af de bedste, om det så var de unge, som først ville blive stærke krigere senere hen, men viste talent til at starte med, eller om et var de allerede ældre og erfarne warlocks, betød ingenting, for de havde bare brug for de bedste, de vigtigste og de som var ædle nok til at kunne stå ordentligt frem for deres race. Men selvom de stærkeste så ville overleve, så var det jo ikke ensbetydende med at de ville komme ud af ringen igen, for det krævede naturligvis også at den mand eller kvinde var opsat på at gøre sin indsats som warlock, som var villig til at kæmpe for sin race og som selvfølgelig så sin race som den bedste; dette var naturligvis kun fuldblodswarlocksne, for en holy grail eller varyl ville have flere racer i sig – desværre og han måtte indrømme at han så ned på hybriderne, for det var kun fuldblods som han rigtig så som en del af racen, men kendte han Malisha godt – som han jo gjorde – så ønskede hun at alle med warlocksblod skulle igennem testen, hvilket heller ikke gjorde ham det mindste, for han satte bare de bedste sammen, så publikum fik en knaldgod underholdning – sådan som de ville have det.
De mørke øjne faldt stilfærdigt på tøsen der måtte stå foran ham. Det var ikke fordi at Konstantin frygtede for hende, for nok var hun god og en magiker, men han kunne også mærke det onde hvile i hendes krop, så mon han ikke var noget frem til den rette? At hun rystede på hovedet til at starte med, var noget som han nærmest havde regnet med, selvom et lille triumferende smil gled over hans læber, da hun kom til at afsløre sig selv, men hvilken prociansk datter ville ikke være bekymret for sin far? Han så kort tænkende ned i jorden, inden han vendte blikket mod hende igen, som han tog få skridt imod hende. ”Han er fanget i Imandra,” fortalte han sandfærdigt, for løgn var det jo ikke engang. Han var faktisk en ædel og ærlig mand, han kunne sagtens fortælle en løgn, for hvilke dvasianer kunne ikke det? Hvilken person kunne ikke det? Af den grund kunne han sagtens fortælle sandheden, når han selv ville vinde på det naturligvis. ”Men jeg er desværre bange for at..” Han lavede let en bekymret mine, nærmest som om at der var sket noget slemt med hendes far, som han bevægede sig imod hende, hvor han havde taget sig tænkende til hagen, imens de mørke øjne så tænksomt og bekymret ned i jorden, selvom at det hele naturligvis kun var spil fra galleriet, for hendes far ragede ham virkelig en høstblomst! Da han vendte blikket mod hende, fik hans mørke øjne et lumsk glimt, som et koldt smil gled over hans læber, som et tydeligt tegn på at hun burde holde sig væk og at han ikke var her for at give hende besked om sin far. Han strakte den ene hånd, som han lod mørket falde ind over græsmarkerne, inden han lod sorte strenge fra mørket gribe fat omkring hendes krop, som havde det været reb, hvor de begyndte at sno sig omkring hendes krop, så hun ville ende med at blive bundet fast, medmindre hun havde et bedre trick i ærmet.

[Deleted]

Hvordan det måtte stå til med warlocks, var ikke noget som Lexie var det mindste kendt med på den ene eller den anden måde, men hun prøvede vel bare om ikke andet, så det at skulle tilpasse sig tingene som de var? Hun var ved at finde ud af det med Romeo og nu hvor de kunne kalde sig for et par, så var det jo kun et skridt i den rigtige retning, også for hendes vedkommende, så selvfølgelig, var det også noget som hun måtte være noget så frygtelig glad for i den anden ende. Hun var intet andet end lykkelig, når hun var sammen med den mand! At warlocks havde fået en ny leder, var noget som hun havde hørt og hun havde fået med sig, at den kvinde skulle være noget af en strigle. Der var hun jo selvfølgelig glad for, at hun havde magikeren som det stærkeste, også selvom det mørke måtte hvile i hende, udelukkende på grund af sin far, men han var jo også vendt mod lyset nu og han stod jo faktisk som leder for alle af deres slags, hvilket hun var stolt af uden lige! At han jo så var forsvundet, var noget som i den grad også måtte bekymre hende og skræmmende meget endda, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun var virkelig bekymret for sin far, men det var nu heller ikke noget som man direkte kunne sige, var noget som hun kunne stille op med. Hun var kun lige ved at få ordentlig fat i magien, men selv hun havde en frygtelig lang vej, at skulle gå endnu, så det var jo heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. At hendes far var taget til fange, var noget som direkte måtte gøre hende bekymret, for hun vidste, at han havde det mørke i sig og et sted var hun vel også bange for, at han ville ende med at blive mørk endnu en gang? ”Jamen..” Et sted var hun virkelig frustreret, hvor hun endte med at tage et skridt mod ham i møde, selvom.. hans blik sagde hende noget andet. Igen valgte hun at bakke, som mørket måtte sænke sig omkring hende. Det kunne jo kun være ham som gjorde det! ”H-hvad er det du laver?” Hun vendte blikket omkring sig, som hun kraftigt måtte stivne, da tynde og sorte strenge måtte tvinge sig omkring hendes krop og derved holde hende fast. Hendes hjerte begyndte for alvor at hamre mod hendes bryst. Det var jo heller ikke fordi at hun havde lært sig at skulle forsvare sig på magisk vis! Hun var jo kun lige i gang med at finde sig til rette og med det som hun kunne og det som hun ikke kunne. Hun vred sig for at prøve at komme fri, selvom det kun måtte resultere i at hun måtte miste balancen og røg direkte ned på ryggen, hvor hun måtte blive liggende. Hun slap et mindre gisp, som hun vred sig kraftigt. ”Lad mig gå!” Denne gang var hendes stemme langt mere skinger! Først vampyrer og nu warlocks? Hun var da også bare så forbandet uheldig! Hun bed sig fast i læben, som hun formåede at danne en kugle af lys i hendes næver, men det var jo heller ikke fordi at den ville hjælpe hende det mindste. Hun knyttede næven og lod den gå ud igen, som hun så sig omkring. Næsten som hun måtte håbe, at Romeo måtte være lige om hjørnet, for de havde jo trods alt aftalt at skulle mødes her! Så det var vel heller ikke fordi at han var så langt væk? Hun trak vejret dybt, som hun nærmest måtte skrige hans navn. Hun kom jo heller ikke nogen steder!

[Deleted]

At Konstantin havde haft ret og havde fundet frem til den person han havde ledt efter, var noget som måtte glæde ham uden lige, for det viste jo blot at han endnu var god til at opspore folk! Han var snu, intelligent og en strateg, så det var dumt at lægge sig ud med ham, for måske han befandt sig på et nyt sted hvis terræn han ikke kendte til, men han var god til at få et hurtigt overblik og handle hurtigt i stedet for at skulle til at lægge en plan, han var impulsiv, uanset hvilken modstander han så end stod overfor. Desuden så var der jo også lige det lille faktum at han var en af de ældste warlocks og dermed havde en erfaring uden lige, så det ville være dumt at lægge sig ud med ham i en magikamp, hvilket denne tøs også nok snart skulle få at se! Nok var hendes far magikernes leder, men han betvivlede virkelig at hun havde nået at lære så meget, for han havde jo lavet en lille research inden han havde opsporet hende og han havde fundet ud af at hun kun for nylig havde fundet sin far og at det var Romeo som måtte træne hende, så et sted var han vel også spændt på at se hvad denne tøs havde lært af ham? Om hun overhovedet kunne noget eller om hun bare var en svækling, for så var han næsten bange for at hun ville dø på stedet. De mørke strenge, der måtte omklamre hendes krop og fange hende, så hun ikke kunne bevæge sig, fik et triumferende smil til at glide over hans læber. Han så blot til som hun væltede, hvor han lod mørket sænke sig igen, som han gik mod hende og stoppede op ved hendes side. Et blik faldt kort mod det lys hun fremmanede, selvom at det forsvandt ligeså hurtigt som det var kommet, hvilket fik ham til at slippe en hånlig latter. ”Ikke mere? Var det dét?” spurgte han med den hånende undertone, inden han fortsatte den hånlige latter, for komisk var det bestemt også! Han rystede let på hovedet, som han satte sig på hug ved hendes side, imens blikket faldt stilfærdigt på hende. ”Men tro ikke at jeg har løjet for dig, min tøs.. din far er fanget i Imandra af nogle warlocks, desværre får du bare ikke lov til at se ham lige foreløbig, for jeg skal nemlig bruge dig,” forklarede han stilfærdigt, imens det lumske smil hvilede på hans læber. Han løftede roligt sin ene hånd, som han holdt strakt, hvor han lod de sorte strenge forvandle sig til solide tykke reb, så lys ikke ville kunne få strengene til at forsvinde. Han greb roligt fat i rebet og noget af hendes tøj, for at hive hende op på benene igen, hvor han lod hånden søge til hendes skulder, så han holdt hende fast. ”Jeg skal bruge dig som lokkemad, til din lille kæreste,” fortalte han sigende og med et morende smil, som måtte glide over hans rosenrøde læber. Han så virkelig frem til det! Og så glædede han sig faktisk til at se Romeo igen, for han havde kun set ham kort dengang han selv havde været en lille knægt, og meget var jo sket siden. Han så ud mod horisonten, næsten for at se om Romeo var i nærheden. ”Og hvor er han så henne? Han er måske på vej?” spurgte han stilfærdigt, som han roligt vendte blikket mod hende igen, næsten krævende for svar.

[Deleted]

Lexie var virkelig en definition af en nybegynder når det måtte komme til magien, for hun havde ikke lært det igennem det sidste lange stykke tid. Hendes hjerte hamrede som en vanvittig og med den tydelige sitren som hun bare ikke kunne skjule for noget som helst. Hun var virkelig træt af, at det altid var hende som det skulle gå ud over, for hun havde slet ikke noget som hun kunne gøre for det! Nok var hendes far magikernes leder, men det var vel ikke ensbetydet med, at hun skulle have både vampyrer og warlocks efter sig på denne her måde? Det var noget som virkelig måtte frustrere hende og skræmme hende på samme måde, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være! ”Lad mig være..” Hendes sidste ord, som den mørke tåge måtte lette bare en smule og hans hånlige latter som måtte nå hendes øre, var noget som virkelig kun gjorde det hele så meget værre, ofr hun var virkelig elendig til magi når det kom til forsvar og hun kunne slet ikke koncentrere sig, nu hvor hun var fanget i en direkte stresset situation! Hun bed sig fast i læben. At han var en af de ældste, gjorde jo samtidig også, at hun ikke ville kunne hamle op med ham uanset hvor meget hun så end ville det, for lige nu ville hun elske at have muligheden for at komme hjem og søge til Romeo, for hun vidste, at han var på vejen herud nu og det var slet ikke noget som hun ønskede sig på denne her måde! At han knælede ved hende, var noget som automatisk måtte få hende til at vende blikket mod ham, som han forvandlede strengene til tykke reb, som hun bestemt ikke kunne komme ud af! Og de strammet virkelig omkring hendes krop, selvom hun nægtet at skulle klage over det, for det ville vel heller ikke hjælpe hende på denne her måde? ”Jeg vil se min far..” Hun vendte blikket direkte mod ham. Hun var ikke særlig gammel og ja, hun havde måske Romeo, men man savnede vel også sin far bare en smule? Selvom det ikke var noget som hun direkte sagde noget som helst til. Hun ville virkelig ikke have noget som helst med det at gøre! At han rev hende op på benene, selvom hun ikke kunne gøre det mindste for at komme fri, var bestemt heller ikke noget som måtte hjælpe hende på nogen måde, for hun hadet virkelig dette! ”Kan du ikke bare lade mig gå!?” endte hun direkte frustreret. Hun ønskede jo heller ikke at der skulle ske Romeo mere end det som han allerede havde været igennem! At vide at det var ham som de søgte efter.. at det var ham som denne mand måtte søge efter, var noget som direkte måtte gøre hende panisk et sted. ”H-hvad vil du med ham?!” Hun vendte sig omkring, selvom hun stadig ikke kunne se ham, så kunne hun nu alligevel mærke, at han måtte være på vej efterhånden. Han måtte da ikke komme nu! Hun knyttede næverne, som hun prøvede at komme fri, så var det bare ikke noget som virkede! ”Kan I for guds skyld, ikke bare lade os være i fred..?” Hun vendte blikket mod ham og denne gang næsten med en bedende og næsten tryglende mine. Hun var virkelig træt af de mange kampe, for det var virkelig helt og særdeles unødvendigt, set i hendes øjne om ikke andet, ofr hun var bare en simpelt tøs som havde fundet kærligheden i sit liv, men det var jo så også det.. Kunne hun bare ikke få lov til at have det i fred?!

[Deleted]

Det at Konstantin havde fundet Lexie, var noget som måtte gøre ham storslået tilfreds! Han havde ikke brugt den største tid på at finde hende, for han var gået i gang med det samme rent faktisk. Det var kun nogen dage siden at han sidst havde set Malisha, for den tøs var jo gået i gang med hele arkiveringen og et sted var det næsten synd at hun skulle sidde med det hele selv? Men han vidste at hun også ville have at det skulle gøres på den måde, for når hun selv gjorde det, så gik det ikke galt, så havde hun ikke andre til at gøre fejl, så kunne hun gøre det så perfekt som hun ville have det. ”Er det ikke lidt dumt at søge herud på et åbent terræn, når Procias ligger i ruiner? Når mørkevæsner hærger landet, så man knap kan kende forskel på ven og fjende?” spurgte han stilfærdigt. Et næsten selvsikkert smil gled over hans læber. ”Med andre ord, burde du næsten vente på nogen, siden du sidder her og tilmed laver en blomsterkrans,” tilføjede han i en lettere lusket tone, for det var nærmest ikke svært at se hvor han var på vej hen; han regnede nærmest ud at Romeo var på vej herhen, for han havde lavet en lille research og vidste at hun var sammen med Romeo, så det skulle naturligvis ikke undre ham at det var ham som hun måtte sidde og vente på, for hvorfor ellers være i dette gode humør? Ja selvfølgelig kunne der være andre årsager, men det var også mere det at han kunne føle at en anden stærk og lys aura var på vej herhen, så det skulle ikke undre ham at manden måtte være på trapperne. Han så ud mod horisonten, nærmest som om at han blot ventede på at Romeos skikkelse skulle dukke op, selvom at der dog ikke var noget at se endnu. Han smilede grumt ved hendes spørgsmål, som han igen vendte blikket mod hende igen. ”Hvad jeg vil med ham?” gentog han roligt, imens det luskede glimt i de mørkebrune øjne, nærmest måtte afsløre det hele. ”Jeg og min kollega har en masse store planer for den kære Romeo.. og du skal skam ikke tro at du slipper udenom, for du er en ligeså stor del af det hele,” endte han med et koldt smil om læberne. Han så faktisk frem til at komme ordentlig i gang med at skille svare fra de stærke, så warlocksne endelig kunne træde ordentligt frem! Det var på tide at de satte de blodsugere på plads, for de bar et rygte som monstre, hvilket de også kunne blive ved med, for titlen som den mest ædle race, skulle nok gå til warlocks! Han vendte roligt blikket mod hende. Hun kunne ikke gøre den store modstand, for han havde sørget for at stramme godt op i rebene, netop så han var sikker på at hun ikke lige pludselig overrumplede ham. Hendes tryglende og bedende blik, var ikke noget som han tog sig af. Han havde faktisk været mild ved hende i forhold til hvad han kunne have været, desuden så skulle han om hun ville det eller ej, bruge hende som sin lokkemad til Romeo, som også snart måtte være her, for han kunne mærke auraen komme tættere på. Den stærke lyse aura, der alligevel måtte have noget koldt og mørkt i sig, noget som han virkelig så frem til at hive frem i den mand.

[Deleted]

Romeo var på vej og lige nu, så var det noget som virkelig måtte gøre Lexie forbandet bekymret, for hun ønskede ikke at være skyld i, at han skulle komme til skade endnu en gang! Den tanke alene, var noget som direkte måtte gøre hende vred – Ikke på ham, men faktisk på hende selv! At hun skulle være et så nemt offer, som man nærmest bare kunne gå hen og bare gribe, hvilket kun gjorde hende direkte frustreret! Hun vendte blikket direkte mod ham ved hans ord. At han nærmest kunne gætte sig frem til, at hun måtte vente på ham, var noget som kun gjorde det hele så meget værre, for hun ønskede ikke at kaste Romeo igennem noget som i den anden ende, kunne rive ham fra hende, for det var det som de havde været så tæt på sidste gang og bare tanken om det, var noget som efterlod hende med en ubehagelig fornemmelse i maven – en knude som bare ikke gav sig på den ene eller den anden måde og det var virkelig en forfærdelig følelse! ”I må ikke tage ham..” Det var det eneste som forlod hendes læber, alene med den tanke om at de måtte søge efter Romeo og det var hende som de skulle bruge som lokkemad? Det var virkelig ikke noget som man kunne bruge til noget som helst! Hendes hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst, som hun selv kunne fornemme at Romeo ikke var særlig langt væk. Hun var blevet så vant til hans udstråling og til hans energi, at hun kunne fornemme ham, når han måtte være i nærheden, selvom det bestemt heller ikke var noget som måtte lette hende i denne situation, for det var virkelig slemt nok som det måtte være fra før af, for hun hadet det virkelig! Først vampyrer og nu det her? Det var virkelig langt mere end det som hun kunne tackle! Rebene var virkelig, virkelig stramme, det var noget som hun godt kunne mærke, selvom hun næsten kunne gætte sig til, at det ikke ville hjælpe hende, at gøre det mindste modstand, eller påpege at de var for stramme, for han ville vel heller ikke gøre dem mere løse af den grund? ”Jeg vil ikke være en del af nogen planer.. og.. og han skal heller ikke..” Hendes stemme var ikke noget andet end en hvisken, som hun vendte blikket rundt omkring i området, næsten som hun forventede at Romeo skulle dukke op hvert øjeblik. Han skulle virkelig ikke se hende på denne her måde! Også fordi at hun slet ikke ønskede at se Romeo gå igennem yderligere ting for hendes skyld, som slet ikke kunne gavne hans egen tilstand som det måtte være for øjeblikket. Tungen strøg let over hendes læber, som hun kort og fast måtte vride sig i et forsøg på at komme fri, selvom det var noget som hun måtte opgive allerede på forhånd, for det var slet ikke noget som ville gavne hende alligevel. Som hun kun måtte mærke, at Romeo måtte komme tættere på, så vendte hun blikket direkte mod Konstantin endnu en gang. ”Kan I ikke bare lade ham gå? Han fortjener ikke at gå igennem mere nu..” Hendes ord var lige så tryglende, som hun vendte blikket om i den retning som hun var temmelig så sikker på, at hun kunne fornemme at Romeo måtte komme fra. Hun tiggede og bad nærmest til at han bare måtte vende om og gå den anden vej igen, selvom chancerne for det, virkelig måtte være i det rene nulpunkt.

[romeo]

Procias var virkelig ikke det som det engang havde været. Landet lå fuldstændig i ruiner, det var mørkelagt i forhold til så lyst det plejede at være, men det var jo faktisk også ved at være farligt at søge udenfor, for landet var jo faktisk fyldt med mørkevæsner, man kunne faktisk ikke vide om man mødte ven eller fjende nu om dage, så det gjaldt om at tage sine forholdsregler. Romeo havde bevæget sig udenfor, for han skulle mødes med Lexie, selvom at han måtte indrømme at han ikke var meget for at de tog udenfor Den magiske cirkels murer, for derinde var de i det mindste beskyttet, selvom han måtte indrømme at han var glad for endelig at kunne slippe ud. Han havde været fanger i cirklen fordi han havde siddet i rullestol, for den stol havde virkelig minimeret hans chancer for at bevæge sig rundt udenfor. Men genoptræningen gik rigtig godt, hvor han var begyndt at kunne gå bedre. Når han ikke gik langt, så brugte han kun den ene trækrykke til at støtte sig op af, men når han skulle længere væk, som denne dag, så brugte han to krykker, for ikke at blive så træt i benene, når han så endelig skulle hvile sig, så brugte han rullestolen, for den var han desværre ikke sluppet af endnu. Det var nu rart at komme lidt udenfor, for vinden som måtte slå imod hans ansigt og fik det blonde hår til at svaje ganske let, var virkelig noget så befriende og forfriskende! Det var virkelig, virkelig dejligt endelig at kunne komme lidt væk fra cirklen, for han brød sig jo ikke engang om det sted, selvom at det var hans trygge base, desuden var skoven jo fuldstændig brændt ned, og han var faktisk bange for at den elverstamme han havde boet hos var døde, selvom han inderligt måtte håbe at de var kommet i sikkerhed og væk fra branden i tide. Han anede ikke hvor de var henne, og han måtte indrømme at han bare var glad for at han havde Lexie, for han havde endelig fundet ud af hvor de stod henne. De havde trukket den videre og kunne nu officielt kalde dem for et par, hvilket han også var storslået tilfreds med! Han havde aftalt med hende at det var på tide at komme lidt ud fra cirklen og deres værelse, som hun ellers havde gjort så smukt og naturtro at han nød at være der, men det var desværre bare ikke som ude i virkeligheden og nu hvor det gik så godt med hans genoptræning, så kunne det vel heller ikke gøre noget at søge lidt ud? Hans ben var blevet stærkere og gik træningen som smurt, så ville han om ikke så længe kunne gå fuldstændig som alle andre, hvilket var en tid som han måtte se noget så frygtelig meget frem til! Han bar nogle jeans, der gik ham til skinnebenet, en løs hvid skjorte, hvor ærmerne var smurt op og lidt åbent ved brystet, så den friske luft kunne trænge ind og omslynge hans krop, for det var virkelig rart at være i kontakt med den vind igen! Hvad der dog ventede ham forude vidste han ikke, for han gik rundt med et mildt smil på læberne, et smil der ikke havde forladt hans læber på noget tidspunkt, hvor han blot glædede sig til at nyde dagen sammen med Lexie.

[Deleted]

Det at Lexie ikke sagde noget til Konstantins ord, hverken bekræftede dem eller afkræftede dem, gjorde kun at han vidste at han havde gættet rigtigt; Romeo var på vej og det var garanteret den mand, hvis aura han kunne fornemme i øjeblikket, noget som han virkelig så frem til! Han ville dog heller ikke undervurdere manden, for han havde ikke set ham i lang tid og han havde selvfølgelig også gjort en lille research på ham og rygtet sagde at han ikke var en dårlig magiker, selvom.. han jo havde knap nok lært tøsen noget, så hvor god var han egentlig igen? Eller også var det bare tøsen som var elendig, så måske hun skulle dø? Han havde ikke brug for nogen svag warlock, for han kunne mærke og fornemme på tøsen at hun også måtte have mørket i sig, hvilket han ville skyde på at hun havde fra sin far? For sjovt som Nick Terrac egentlig var magikernes leder, når manden selv bar noget ondt i sig, men så naive og godtroende var procianerne vel bare? Det var virkelig et ynkeligt land! Og efter hans mening, så lå landet virkelig hvor det havde fortjent at ligge; i søllet. Han var normalt en respektabel mand, men.. Procias havde virkelig ikke gjort særlig meget siden Elanyas tid. Den kvinde havde han faktisk formået at finde respekten for, selvom at han også havde hørt et og andet om hende, nu hvor hun var kommet tilbage til livet igen, et rygte som ikke rigtig passede til en procianer, men hvad der skete for de procianere vidste han virkelig ikke! Han vendte de mørkebrune øjne koldt mod hende, hvor et kynisk smil gled over hans læber. ”Jeg beklager virkelig at fortælle dig dette, men.. livet er virkelig ikke ren lykke. Og om du vil det eller ej, og uanset hvor meget ’ondt’ I har været igennem, så mærk dig mine ord; dette vil være den mørkeste stund I kommer igennem,” endte han stilfærdigt og med et koldt og ondskabsfuldt glimt i blikket, som blot understregede hans ord, løgn var det jo ikke engang, de ville jo faktisk omgøre Romeo til mørket, eller det var da i hvert fald Malishas planer for manden, og lykkedes det ikke kvinden at omgøre ham, jamen så måtte han jo bare dø i stedet for, det var i hvert fald nøjagtig det som hun havde fortalt ham og han var sådan set ligeglad selv, for han forstod godt at Malisha ikke ønskede en magiker i sin slægt, så om han blev omgjort til mørket eller døde kunne stort set komme ud på ét, for det ville ransage hendes slægt for urenheder. Den lyse aura der var på vej, blev kun kraftigere og kraftigere jo mere tiden måtte gå, hvilket fik ham til at spejde i retningen, hvor han begyndte at kunne ane det lyse hår og den unge skikkelse. Et lumsk smil gled over hans læber, som han trak Lexie helt ind til sig, så hun stod med ryggen ind til ham, hvor han tydeligt var mere end et hoved højere end hende. ”Og lige om lidt sker det,” mumlede han for sig selv med en triumferende undertone, hvor de mørke øjne blot så afventende og spændt til. Han skulle lokke Romeo efter sig, hvor Malisha ville klare resten. Lexie tog han sig ikke af, da han næsten stod og så åndsfraværende efter Romeo for snart måtte manden vel se dem? Og komme dem hastende i møde?

[Deleted]

Lexie var virkelig panisk ræd for at det hele ville ende med at gå ud over Romeo, at han ikke ville kunne klare den og at det jo så for alvor ville rive dem fra hinanden, for det var virkelig noget af det værste af det hele! Hun ønskede det under ingen omstændigheder, for det var jo også først nu, at de for alvor kunne kalde sig for et par og det var slet ikke noget som hun ønskede at skulle miste på den ene eller den anden måde, men det var jo så bare sådan, at det nu endelig måtte være når det måtte komme til stykket. Hendes hjerte måtte hamre mod hendes bryst, som hun kunne fornemme at Romeo måtte komme tættere og tættere på. Manden var virkelig utrolig dygtig til magi. Han var jo også i gang med at lære hende det, selvom det var ved at være længe siden, at de havde været igennem magisk træning. Det var noget som hun faktisk tullet rundt omkring med selv også fordi at han havde sin egen genoptræning at tænke på, og hun accepterede, at det var noget af det som han ønskede at skulle tænke på som det første, selvom det nu bare var sådan at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket stille op mod Konstantin, også selvom hun ikke kunne gøre noget som helst, for at komme fri, for hun stod virkelig fastlåst og hun måtte virkelig, virkelig hade den tanke! At livet ikke var ren lykke, var da også noget som hun havde oplevet og erfaret på den hårde måde, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere eller bedre på nogen måde ofr hendes vedkommende, og det var noget som hun i sig selv, også måtte hade! ”Du skal ikke komme her og belære mig om det lykkelige liv..” Hendes krop var jo stadig præget af de ar som hun ville bære for resten af livet.. de havde virkelig mærket hende for resten af hendes dage og tanken om at dette var noget af det værste som de kunne gå igennem sammen, var bestemt heller ikke noget som gjorde hende mere rolig af den grund. Det var jo såmænd bare sådan at det nu måtte være, når det nu endelig måtte komme til stykket. Jo tættere på, at hun kunne fornemme Romeos energi, jo mere panisk måtte hun jo faktisk blive. At stå der i et mørkt væsens favn, var ikke direkte noget som man kunne kalde for noget fremmed for hende, for det var det bestemt ikke. Hun hadet fornemmelsen og det var virkelig noget af det værste som hun nogensinde havde været udsat for. ”Lad ham dog bare være..” hviskede hun dæmpet, som hun igen vendte blikket, som hun blev trukket helt tæt ind til ham og med ryggen mod hans favn – med andre ord, så kom hun virkelig ikke nogen steder, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Hun bed sig svagt i læben, som hun let måtte knytte sine næver, og uden at tage blikket fra horisonten. Inden længe, så ville Romeo stå der, selvom hun virkelig måtte tigge og bede til at han bare ville vende om og gå igen! Hun rystede på hovedet. ”Romeo vend om..” Hendes hvisken var meget dæmpet og dog mere henvendt til hende selv. En vel ønsketænkning for hendes vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke? Hun bed sig svagt i læben og rystede på hovedet, som hun kraftigt begyndte at vride sig i de desperate forsøg på at komme fri. Hun nægtet!

[romeo]

Det var virkelig en smuk dag, denne dag, hvis man så bort fra hvordan det gik med landet, for det stod virkelig til forfald, det var et stort kaos og folk var ved at dø rundt omkring, fordi de ikke var vant til at leve på så hårde vilkår. Oprørerne var fredelige imod det procianske folk, selvom de prøvede på at få én med sig på deres side, så de sammen kunne stoppe kongehuset og dræbe den dvasianer der måtte side på tronen, for folket forstod ikke hvordan Keischa kunne give det hele til Jason, der tilmed var vampyr og dæmon, det var da det værste der kunne ske! Og med alle de mørkevæsner i landet, så var folk selv ved at dræbe sine allierede, fordi de ikke kunne kende forskel på ven eller fjende mere. Det var farligt selv at være ude denne dag, men nu hvor det endelig var muligt for Romeo, så var han ved at dø efter at komme lidt ud i det fri! Man blev simpelthen sindssyg af at være tvunget til at være indenfor døgnet rundt, specielt når man var et udendørs menneske som Romeo måtte være det! Hans blik så ikke fremfor sig, for havde han gjort det, så havde han nok opdaget den mand, der måtte stå bag Lexie, men det gjorde han ikke, for hans blik hvilede ned mod græsset, hvor et muntert blik gled over hans læber. Han kunne mærke det bløde, grønne og frodige græs mod hans fødder og det var virkelig en befrielse uden lige! Det var virkelig fantastisk! Han brugte de to krykker som støtte, når han kunne, for at spare på energien, hvis det pludselig skulle blive nødvendigt for ham at gå hurtigt eller løbe, for han havde trænet så meget, at han kunne stå, gå og løbe uden støtte, selvom det at løbe, ikke var særlig langt inden hans ben ville kollapse under ham, for de var endnu ikke stærke nok til at han kunne gøre som alle andre. Han smilede for sig selv, som han endelig vendte de nøddebrune øjne fremfor sig, hvor smilet måtte falme med det samme. Lexie? Og hvem var manden? Hans øjne kørte rundt på begge skikkelser, hvor rebbene ikke var til at tage fejl af, for det betød kun at denne mand ikke var venligsindet men tværtimod det modsatte. Han bed tænderne fast sammen. ”Lexie!” Han begyndte at bevæge sig hurtigere hen imod hende, hvor panikken og adrenalinen nærmest automatisk måtte tage over og skyde igennem hans krop, så han slap krykkerne, blot for at sætte i løb hen imod hende, selvom at det var uden at han egentlig selv lagde mærke til det. Han nægtede simpelthen at miste hende igen! Nu var det altså slut! Han spændte i den ene arm, som han holdt tæt ind til sin ene side, som han begyndte at danne en lyskugle der kom med gnistrende lyde, blot et tegn på at det ville gøre ondt at blive ramt af den. Han var virkelig, virkelig træt af at skulle støde på de forbandede mørkevæsner, for de gjorde virkelig ikke andet end at ødelægge deres liv og nu var det virkelig slut! Han skød den gnistrende lyskugle direkte mod mandens hoved, for han var højere end Lexie, plus at han heller ikke ville ramme hende, så gik det helt galt, kunne han altid stoppe kuglen og få den til at forsvinde, for han var bestemt ikke svag indenfor sin magi!

[Deleted]

Det storslåede kaos der måtte hvile over Procias, var noget som Konstantin virkelig måtte nyde noget så frygtelig meget! Det var et smukt syn at se Procias stå til forfald, for det var virkelig utrolig mange år siden at det havde været så tæt på at blive fuldstændig udryddet, selvom.. havde det overhovedet nogensinde stået så tæt på forfald? Jovist var det blevet angrebet, det havde været i kamp og der var blevet lavet attentatforsøg, men det havde da aldrig været så slemt som det stod den dag i dag. Keischa var død, Jason havde taget over, det var første gang i verdenshistorien at en dvasianer havde siddet alene på tronen, hvilket virkelig var utroligt! Konstantin var dog ligeglad, for han vidste at Jason ikke decideret var ond, han var i hvert fald ikke mørk af sind, og det gjorde blot at han nærede afsky til denne mand, for han var virkelig en skamplet for Dvasias! Han tvivlede dog på at manden ville holde længe hertil lands, for hvis han ikke selv trådte af og lod en sand procianer komme til, så ville folket, oprøret nok tage livet af ham på et eller andet tidspunkt, nok ikke snart, men på et tidspunkt ville de da, for de var trætte af mørkevæsnerne, selvom at det ikke gjorde ham noget, for det at Procias stod så dårligt, gjorde også kun at det var lettere at komme ind i landet, og så kunne han gøre sine forretninger, som han var i færd med i øjeblikket. Han vidste at Jaqia ikke ønskede at overtage Procias, og til tider måtte han indrømme at han godt kunne tvivle på den kvinde, for hun lod mange chancer passere. Selvfølgelig kunne mørket ikke bevares hvis der ikke fandtes lys, men der var mange måder man kunne overtage Procias på ved stadig at bevare både lyset og mørket!
De mørke øjne faldt på Romeos skikkelse, som han endelig kom til syne, hvor et skævt og dog ondskabsfuldt smil gled over Konstantins rosenrøde læber. Nu kunne de snart komme i gang med det store opgør mellem de stærke og de svage, så warlocksne endelig kunne træde frem igen. At Romeo havde fundet ud af at dette ikke var for sjov, at Konstantin ikke var her for at hjælpe, var noget som tydeligt kunne ses på den måde, som manden måtte reagere på, dog blev Konstantin overrasket over at Romeo brugte.. krykker? Han var handicappet? Han havde godt hørt noget om at manden havde været igennem en eksplosion som havde taget stemmebåndet fra ham og givet ham en hofteskade, men det havde da ikke været så slemt.. på den anden side vidste han jo heller ikke hvad manden havde været igennem. Konstantin blev forundret over at han faktisk valgte at skyde magi imod ham, for hvad med tøsen? Det var enten et utroligt professionelt angreb eller også var det ufatteligt dumdristigt! Han skubbede Lexie ned i græsset uden at skænke hende en tanke, som han stillede sig i en bred stand, hvor knyttede begge sine hænder, hvor en form for sort elektricitet begyndte at hvirvle omkring hans hænder, som det slog gnistrende lyde, ligesom havde det været løst strøm. Han skød en sort kugle imod Romeos lyskugle, så det gav en kæmpe eksplosion, så støv hvirvlede frem, selvom at det ikke stoppede Konstantin, som han snurrede rundt, brugte alle sine kræfter, og skød sort elektricitet efter Romeo, direkte igennem støvet. Endelig kom han selv i gang igen, for det var lang tid siden at han havde haft en værdig og stærk modstander.