Overshadowed

[Deleted]

Lexies hjerte måtte hamre som en vanvittig mod hendes bryst, uden at hun kunne gøre det mindste ved det. Den tanke alene til, at hun endnu en gang måtte stå fanget af en anden mand, var noget som de havde været udsat for en gang før, og det havde næsten revet Romeo fra hende. Hun nægtede ganske enkelt at skulle stå i en sådan situation igen! Romeo kunne hun fornemme tæt på sig. Så tæt et bånd som måtte hvile mellem dem, så kunne hun altid skille hans energi og udstråling ud fra alt det andet som måtte færdes omkring dem. Hun bed sig i læben, som hun næsten følte for at græde.. alene den tanke, at skulle gå igennem dette, var slet ikke noget som hun brød sig det mindste om, men det var faktisk bare noget som skete denne dag i dag.. endnu en gang! Blikket gled ganske kort mod Konstantin, som hun vendte sig mod Romeo igen, som hun kunne skimte som han måtte komme tættere på. Alligevel, så ville hun næsten ønske, at han bare vendte om, for hun ønskede virkelig ikke at lade ham gå igennem mere for hendes skyld og da specielt ikke på denne her måde, for den tanke alene, var virkelig kun noget som måtte gøre hende noget så frygtelig frustreret! Hun var træt af, at det altid var sådan nogle problemer som de skulle støde på. ”Romeo..” Hendes stemme var stadig en hvisken, som man knapt kunne høre, men hun ville virkelig bare gerne hjem.. hjem hvor hun hørte til og det var i hans trygge favn. Hun vidste, at manden var fantastisk til magi, men det havde hun også erfaret, at denne mand måtte være, og det var det som i den grad også måtte gøre hende noget så frygtelig bekymret. Hun bed sig i læben som hun blinkede let med øjnene. Smed han krykkerne? Han smed bare krykkerne og løb! I sig selv, så var det hende en glæde at se ham uden disse hjælpemidler, men det var nu slet ikke en glæde som hun kunne føle eller fornemme i hendes stille sind. Som magien måtte bryde ud, og hun bare blev skubbet til side, så hun røg direkte ned i græsset, fik hende til at gispe let. For hende, så var det svært nok i sig selv, at skulle bevæge sig på nogen måde overhovedet, for hun lå virkelig, virkelig fastlåst og på alle måder endda! Hun endte med at lægge sig på maven, så hun kunne kigge mod dem. At Konstantin gik ind i forsvar med sin egen mørke kugle, var noget som bekymrede hende, for hun ville virkelig ikke miste Romeo igen! En tåre gled ned af hendes kind. Hun var og blev da også bare så umulig! Den store eksplosion som måtte lyde, var noget som endte ud i en kraftig form for vindkast som også måtte ramme Lexie og skubbede hende mere hen over græsset. Hun var grebet af en så tydelig panik, at hun knapt huskede at vride sig i hendes kraftige reb. Hun ville ikke se Romeo falde endnu en gang og specielt ikke når hun lå der som hun gjorde det! Bare tankerne om det som var sket sidst, var noget som kun forstærkede frygten for den kraftige og tydelige gentagelse fra dengang og hun ønskede det virkelig, virkelig ikke! ”Ikke igen.. ikke igen..” I sig selv, så gentog hun ordene adskillige gange, som hun nærmest desperat prøvede at få hænderne fri. Det ville bare ikke virke og det var bestemt også noget af det værste af det hele! Hun kunne da ikke bare ligge der og se på! Hun ville hjælpe Romeo, komme hjem og aldrig nogensinde gå ud igen! Hun magtet ikke alt det her mere!

[romeo]

Romeo nægtede at lade mere komme mellem ham og Lexie! Han var virkelig dødtræt af det hele! Han ville dræbe denne mand for at have bundet hende og hvad han ellers allerede havde gjort ved det! Han var normalt en tolerant mand, men når nogen eller noget truede dem som han holdt kært, så fik det ham virkelig op i det røde felt hvor han bare havde lyst til at ødelægge og massakrere! Han elskede Lexie højere end noget andet, og han nægtede at lade noget så sølle som et par krykker til at holde ham tilbage, for det gik godt med genoptræningen, hans ben var blevet stærkere, selvom at de sagtens kunne kollapse hvert øjeblik det skulle være og det vidste han jo godt. Han lagde dog slet ikke mærke til smerten i benene, da han begyndte at løbe, for adrenalinen og hans pumpende hjerte måtte overdøve det hele. Han ville bare hen til Lexie og få hende væk derfra, han var faktisk ligeglad med manden, selvom at det var tydeligt at denne mand ikke var nogen svag modstander. Eksplosionen som skete, fik et kraftigt vindpust til at ramme ham, hvor det slyngede ham tilbage igen, så han landede på ryggen. Han knurrede kort, som han bed tænderne sammen. Manden han stod overfor var tilsyneladende også magikyndig, selvom at det virkelig ikke rørte Romeo det mindste, for han var virkelig fuldstændig ligeglad! Han ville bare have Lexie væk herfra og det kunne virkelig ikke gå for stærkt! Det strøm som manden måtte skyde imod ham, nåede Romeo kun lige og lige at opfange, da støvet ikke havde lagt sig endnu. Han satte hænderne i jorden, hvor han gjorde et kraftspring til siden, inden han rullede et stykke væk, så den sorte energi ikke ramte ham. Han vendte blikket mod manden, eller der hvor han kunne fornemme mandens mørke aura, inden han skøde en skive af lys magi imod ham. En skive der var ufattelig spidst, skarpt som et barberblad og hvis manden ikke undgik det, så ville han miste benene, som han sigtede imod. Efter han havde skudt skiven af sted, brugte han alle sin kræfter for at komme op på benene igen, selvom han tydeligt kunne mærke at han havde brugt for meget energi på at løbe og nu kunne han tydeligt mærke hvor ondt det måtte gøre i hans ben. Men det betød ingenting, han overbelastede gerne sig selv for at få Lexie i sikkerhed. Som han tog et skridt kollapsede hans ben under ham, men det stoppede ham ikke, for han begyndte at krave hen imod hende, hvor han til tider prøvede at komme op på benene igen, selvom at benene med det samme måtte kollapse under ham igen. Han tog sig dog ikke af det, for Lexie betød langt mere for ham end han selv gjorde og han havde faktisk set frem til denne dag, hvor de kunne sidde herude på engen og bare nyde naturen og hinanden, men så skulle der selvfølgelig dukke et mørkevæsen op, det gjorde der jo altid! Det var som om at de ikke kunne få noget fred og ro uden at deres lykke skulle blive spoleret. Han var virkelig ved at være godt træt af det! Han kravlede igennem støvet, som var ved at lægge sig, hvor han ikke tog sig af manden, for Lexie var det eneste han kunne tænke på i øjeblikket!

[Deleted]

Det var utrolig lang tid siden at Konstantin havde set Romeo sidst og han vidste jo faktisk ikke hvor god manden måtte være. Et sted håbede han på at han var dygtig og talentfuld, for de kunne godt bruge nogle stærke warlocks, men det hele krævede jo også at Romeo endnu bar mørket i sig, selvom at det burde han, for han var også født Warlock og det var ikke noget som man bare kunne se bort fra, så måske manden var god og lys af hjerte og sind, men man skulle bare påvirke mandens ubevidsthed og dermed trække mørket frem i ham, og så ville han komme over på warlocksnes side! Lexie tog han sig ikke det mindste af, for han havde jo set hvad hun kunne; nemlig ingenting! Det var godt at hun kun skulle bruges som lokkemad, for så snart de havde fået Romeo over på den mørke side, så ville han personligt gøre det af med hende! Hun var virkelig en skændsel, en skændsel for sin egen race og menneskeheden! Eksplosionen og den kraftige vind der måtte slå imod ham, var ikke noget som han tog sig af, for der skulle virkelig mere end en sølle vind til at vælte ham omkuld! Støvet var ikke noget som generede ham, for han kunne sagtens fornemme hvor Romeo måtte stå via hans lyse aura, derfor havde han ikke brug for sine øjne for at se igennem støvet. Hvad Lexie lavede vidste han ikke, for han havde kun sin fokus på Romeo, om det så var godt eller dumt kom sådan set ud på et, for Lexie var bundet fast, så hun ikke ville blive i stand til at få sig fri. Han kunne dog ikke se om Romeo blev ramt af hans mørke strøm eller ej, for der var så mange energisvingninger at det overdøvede de andres auraer. Han stoppede op og så ganske let omkring, for at se om han kunne få øje på Romeo eller fange hans aura. De mørkebrune øjne faldt næsten forskrækket på den lyse magiskive som blev skudt imod hans ben, som kom så hurtigt at han ikke ville kunne nå at undvige den. Han var dog så heldig at den kun snittede hans ene læg, selvom at det var nok til at hans egne ben måtte kollapse under ham. Han bed tænderne sammen og brummede vredt, idet han vendte blikket mod sit ben. Det var et stort og dybt sår, og det gjorde ondt af helvedet til! Som støvet var ved at dæmpe sig, vendte han blikket mod Romeo, som han lige kunne skimte, inden blikket faldt mod Lexie, for det var tydeligt at manden kun var ude på at få hende i sikkerhed, hvilket jo kun gjorde det hele så meget bedre. Han kunne ikke gå, så han måtte jo bruge sin magi i stedet for. Han forsvandt i et mørkt lysglimt, som han dukkede op ved siden af Lexie, hvor et kynisk smil gled over hans læber. Han så direkte ind i Romeos øjne, inden han greb fat i rebet, der hvilede omkring Lexies krop. ”Vi ses jo nok igen, Romeo,” endte han med en lumsk undertone og koldt smil om læberne, inden han forsvandt i et mørkt lysglimt igen, denne gang tog han Lexie til sig. Han skulle bare have Romeo til Manjarno og så ville Malisha sørge for resten. Hvor han dog så frem til det hele! Han selv ville vente på Malisha og Romeo i selve arenaen sammen med Lexie, som han jo skulle gøre klar til det hele.

//OUT

[Deleted]

Lexie var virkelig grebet af en panik. Noget af det sidste som hun ønskede for dette øjeblik, det var at skulle miste Romeo, for det var da det sidste som hun ville! Hun lå bundet, hun kunne ikke rigtigt gøre noget, og det var bundet så stramt, at hun på ingen måde, havde mulighed til at skulle gøre brug af sin magi, hvilket kun måtte gøre det hele så meget værre. Hun vidste, at Romeo slet ikke var i form og denne mand var virkelig overlegen når det kom til magi, men han havde da også en kæmpe fordel i netop ikke at være afhængig af redskaber for at holde sig på benene! Hun havde set frem til denne dag, hvor hun kunne møde Romeo ude, være alene sammen med ham uden at folk hviskede om dem i krogene og nu måtte hun ligge der et ganske kort øjeblik efter og et rent helvede havde valgt at bryde løs, hvilket kun gjorde det hele så meget værre, også for hendes vedkommende, for hun frygtede virkelig for Romeos ve og vel! Som Romeo måtte komme kravlende mod hende, så prøvede hun selv at komme tættere på ham, selvom det bare ikke rigtigt ville som hun ville. Hun havde ondt, det brændt i hendes krop, så meget som de reb måtte stramme. Hun vidste, at hun var elendig når det måtte komme til magi, hun vidste udmærket godt, at hun ikke var den bedste, men man skulle jo starte et sted! Hun havde kun oplevet magi når hun havde været under dyb koncentration og nu stod hun i en voldsomt stresset situation, det var jo slet ikke noget som gavnede hende på nogen måde overhovedet! En tåre trillede ned af hendes kind af ren og skær frustration og panik, for det var virkelig noget af det værste som hun havde oplevet til nu. Sidst havde hun da haft hænderne fri og der havde hun nær mistet ham. Det var slet ikke noget som hun ønskede at gennemgå en gang til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At Konstantin dukkede op ved siden af hende, var noget som gjorde hende direkte panisk, som han tog fat om hende. Hun kunne jo absolut intet stille op og det var virkelig noget af det værste af det hele! Blikket faldt direkte til Romeos skikkelse, hvor hun så direkte hjælpeløst til. Hun ville virkelig ikke være med til det her mere! Hun var træt af, at hun ikke bare kunne få lov til at nyde sin tid sammen med ham, men det faktum, at der altid skulle komme noget i vejen som måtte spolere det, var virkelig noget af det som hun i den grad var ved at blive noget så frygtelig træt af! ”R-Romeo..” hviskede hun som det eneste som hun kunne nå., inden at Konstantin måtte få hende med sig væk, som de måtte forsvinde i det mørke lysglimt, som måtte efterlade hele græsmarken uden de stærkeste tegn til at de overhovedet havde været der. Grebet af en voldsomt panik, så kunne hun bare ikke gøre noget som helst. Fanget i kløerne af mørket endnu en gang og revet væk fra Romeo, hvilket kun måtte gøre det hele så meget værre for hende!

//Out

[romeo]

Romeo havde virkelig ikke regnet med at denne formiddag ville ende ud på denne måde. Han havde virkelig set frem til at kunne komme lidt væk fra den magiske cirkel, fra de andre sladrende og hviskende magikere, for at tilbringe noget kvalitetstid sammen med Lexie ude i naturen, for bedre kunne det jo slet ikke blive! Og hvad skete der så? En dum warlock dukker op og angriber dem og han var virkelig ved at få nok af alle de mørkevæsner! Det eneste han kunne koncentrere sig om for øjeblikket var virkelig Lexie, for det sidste han ville have, var at miste hende igen! Så det at han ikke ramte warlocken helt, undrede ham et sted ikke, for det havde jo bare været et skud i tågen, han var faktisk ligeglad med den warlock, så længe han bare forsvandt og lod ham og Lexie være i fred! Intet måtte ske Lexie noget! Så tilgav han virkelig ikke sig selv! Hun betød virkelig alt for ham! Han kunne virkelig ikke leve uden hende! Hun var hans bedre halvdel, hun holdt hans hverdag oppe, hun betød alverdens for ham og mere til! En panik spredte sig i hans krop, som han begyndte at kravle mod hende med alle kræfter, for hun skulle bare væk derfra! Han kunne se at hun selv prøvede at komme tættere på ham, selvom at han også kunne se at det kun gjorde det hele værre for hende, for hun var åbenbart blevet bundet utrolig stramt, og han brød sig ikke om det! Som han lige var ved at nå hen til hende, faldt hans blik på warlocken der var kommet hen til Lexie før ham selv, hvor han kunne mærke at hans verden var ved at gå under. ”Lexie..” Hendes navn, som kun var en hvisken der forlod hans læber, som han gjorde et sidste udfald mod hende, for at få fat i hende først, selvom at det var for sent. Mandens ord fik ham til at se kort undrende på ham. Hvad mente han med det? Og hvor fanden kendte han hans navn fra?! ”Nej!” udbrød han, som manden forsvandt i et mørkt lysglimt og med Lexie, hvilket fik hans hjerte til at synke dybt i hans krop. Han knyttede den ene hånd som han slog ned i græsset. ”For pokker!” vrissede han fast, som han mærkede tårerne presse sig på. Han nåede det ikke! Fjols! Han bed tænderne hårdt sammen, og følte næsten blot for at give op, selvom.. det kunne han ikke! Han vendte blikket frem for sig, hvor han roligt kom op på benene igen. Han måtte finde Lexie! Koste hvad det så end måtte koste! Han greb fat om sine krykker, inden han satte kursen imod Manjarno og derefter mod Dvasias, for det var der han gik ud fra at manden var på vej hen. Og han skulle nok finde hende uanset hvad! Han skulle nok få hende med sig tilbage om det så skulle koste ham livet!

//Out