we need to talk

[Adeline Magarita Jakson]

adeline svæv hen over floden, hun hade en brun kappe på for at skjule sig lidt, det var 2 måender siden hun hade set demon, og hun hade noget vigtig at snakke med ham om, det var godt nok midt om natten men hun håbe at finde ham et eller andet sted, hun var smutte fra himmerriget uden nogle viste det, hun så rundt og hade en olie lampe i hånden for and sig, mens hun så efter bål eller en kæmpe drage så var hun sikker på at det var kildaria, med minder det ikke var en anden drage rytter, hun bed sig i læben. hun hade virkelig savne damon, og hun brød faktisk sit løfte om ikke at gøre noget dumt, men hun måtte finde ham og snakke med ham. hun gabt og så rundt "damon" kaldt hun helt stille og så rundt med lygten mens hun svæve vider og så bare rundt, det var sent og hun måtte snart sov lidt, så hun kunne lede vider når det blev lyst, *hvor er i henne* tænkte hun og så rundt "kildaria" kaldt hun da kildaria sikkert ville høre hende første, da demon sikkert snork sov.

[Deleted]

Damon var virkelig en stresset mand. Det eneste som han jo faktisk kunne trøste sig med, var at Adeline måtte være i sikkerhed, så det var også en tanke som han virkelig kun måtte sige sig, at være frygtelig glad for og det var på alle tænkelige måder! Det hele var et kaos. Den gamle greve var slået ihjel, dronningens partner var endt med at falder og hun selv var så forfalden, at det jo kun måtte være et spørgsmål om tid, inden at hun ville ryge samme vej og det var en tanke som i den grad gjorde ham bekymret. Han var i luften mere eller mindre hver eneste dag og mere eller mindre hele tiden, så der var ikke meget tid til hvile. Han havde fundet et hul i det ellers så proppede skema, så ham og Kildaria kunne få lov til at slappe af. Han sad hvilet ind mod hendes massive favn, hvor han ganske rigtigt var endt med at falde i søvn, for det var virkelig noget så tiltrængt denne gang. Kildaria holdt øje med det lille bål som hun havde lagt sig i en halvcirkel om ham og det, så begge var sikre. Hun ville slet ikke have at noget skulle ske dem. Efter at Adeline var blevet sendt væk, så var Damon også blevet en anden – Ligesom sidste gang, at han havde manglet hende, selvom ingen sagde noget til det denne gang. Kildaria selv håbede jo bare, at hun blev i Himmeriget i stedet for at komme herned, for det var virkelig livsfarligt nok i sig selv, det var noget som de alle sammen havde fundet ud af! Hun hævede hovedet, da hun hørte nogen kalde hendes navn, hvilket kun resulterede i en let brummen. Hvem pokker var herude og her på denne tid?!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline svæve vider over floden, hun vist ikke meget om hvad der var sket på jorden mens hun hade vær væk. men hade hun viste det var hun sikkert bare bleven mere bekymret, hun så rundt mens hun hade olie lampen i strakt arme for and sig, hun så rundt og hørte en brumme efter at have kaldt på kildaria, det kunne kun være hende. hun trak kappe hætten hover hovedet, "Kildaria.. hvor du henne" hun kunne ikke se hende i mørket, ind til hendes øjne fanget bålet hun svæve hen over land hvor hun lande og forsigtig gik nærmer, "det mig" sag hun stille som hun kom nærmer så kildaria ikke troede hun var en fremme der ville dem ondt. hun sænke olie lampen ned og kunne nu tydelig se kildarias hal "jo det dig den hale kender jeg godt" hun smile en smule og fuldt halen hen til kildarias mave, "Sover han.. jeg skal snakke med ham.. det vigtig" hun fandt frem til demon og kunne se han sov, hun smile han så altid sød ud når han sov, hun ville ikke vække ham i steden for gik hun på den anden side af bålet hvor hun satte sig i græsset og ville vente på han vågne, han ville nok blive lidt små gal over hun var komme, men hun måtte sig det her til ham og han blev sur eller ej hun så kort på kiladria "ikke de øjne... jeg ved godt jeg ikke burt være her.. men det jo ikke lige frem i kommer og besøger mig.. det altså et par måender siden nu" hun så på kildaria med uskyldig øjne før hun så på damon igen og hade lyst til at kysse ham og kramme ham men lod ham dog sove i fred.

[Deleted]

Damon var mere eller mindre helt væk denne gang og der var virkelig ikke noget som han kunne gøre ved det. Han havde virkelig brug for det efterhånden, så selvfølgelig, så var det en virkelig dejlig og ikke mindst en yderst behagelig tanke, følelse og fornemmelse. Han hørte slet ikke at han blev kaldt på, men det var noget som Kildaria i den grad måtte lægge mærke til, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Han var bare fuldkommen væk! Kildaria brummede endnu en gang, som den måtte få øje på Adeline. *Hvad laver du her?!* Et sted var hendes tanker præget af en panik, for hun turde egentlig ikke at skulle tænke på hvordan Damon ville reagere når han vågnede, så et sted, så håbede hun bare, at han blev liggende, for det var også noget af det som han tydeligt havde brug for, så det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun lagde hovedet stille ned i det tørre græs endnu en gang tæt ved Damons skikkelse. Hun puttede ham under kappen som han havde at ligge under og bare sørgede for at han sov, så med andre ord så var det vel også et tegn til Adeline, at hun burde tage af sted igen. Hun knurrede med en tydelig brummen og vendte blikket mod Adeline endnu en gang, selv uden at skulle se det mindste væk fra hende. At det var vigtigt, så kunne det jo altid vente vel? At de ikke havde besøgt hende, det vidste hun vel godt hvorfor? De kunne jo ikke bare søge op til himlen bare sådan! De havde jo ikke nogen mulighed for at besøge hende! *Damon lader helvede bryde løs når han ser dig, Adeline..* Hendes blik hvilede intenst på hendes skikkelse.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på kildaria, "jeg ved han bliver vred men jeg går ikke" sag hun fast og blev siden "du kan brumme så meget du vil.. mig skrammer du ikke" hun blev siden, "jeg vil sig det jeg har og sige om han så syndes det vigtig eller ej så er det får mig.. og siden jeg ikek har set jer så længe.. ville jeg jo også gerne se jer " hun så på kildaria og så ned i græsset og endt med at falde i søvn sidene, hun vogne da solen ramte hende i hovede, hun gabte gned sig i øjne og hade en fornemmels af nogle kigge på hende temmelig sure, hun var vælte ned i græsset i løbe af natten hun satte sig op og gabte bare og blinke med øjen, og så demon sov stadig men kildaria kigge på hende stadig væk, hun gik til floden for at få lidt af drikke inden hun ville vække demon hun måtte sig det til ham.

[Deleted]

Kildaria brød sig bestemt ikke om tanken ved at skulle se Adeline her. DAmon ville da gå ud af sit gode skind hvis han så hende her nu! Det var jo heller ikke en tanke som hun brød sig meget om. Hun holdt jo af dem begge to, DAmon specielt, så det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun fnøs ganske kortfattet og lagde hovedet tæt ind mod DAmon, så han kunne holdes tryg og varm, selvom hun dog ikke lagde sig til at sove det mindste. Nu var der jo pludseligt to som hun skulle holde øje med.
Solen endte med at stå op og skinnede igennem horisonten. Kildaria måtte stadig ligge vågen, så hun kunne holde øje med dem begge. Han sov stadig, hvilket hun var glad for, for han havde virkelig også brug for det i den anden ende. Hun brummede advarende af Adeline, nærmest som hun bad hende om at tage tilbage til Himmeriget igen, for hun vidste at DAmon måtte være af den samme mening og på alle måder endda. Manden var endt med at lægge sig helt ned i græsset i løbet af natten, så han lå godt ind mod hende, så hun kunne holde ham tryg og godt. Alt det andet var nu slet ikke noget som havde nogen som helst betydning for hende overhovedet. Halen lagde hun lige så om ham, også for at gøre det mere besværligt for Adeline at skulle komme til. Ikke fordi at hun ville holde dem fra hinanden, men lige nu var det faktisk også det bedste for dem begge. Hun kunne ikke bare komme herned og sætte livet i fare på denne måde! Hun var da komplet sindssyg! DAmon var endt hen i en lidt lettere søvn, selvom han nu stadig måtte sove af den grund.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline tog sig ikke af kildaria der brumme og gjorde det hele mere besværlig ind det behøve at være, adeline fik tage lidt vand fra floden og satte sig bare sammen krøben ved flodens kant, hun ville jo bare sig til ham.. hun sukke og kigge ned i vand, det kunne vel være lige meget men hvad så med sener, ville det ikke gør det hele være. hun blev forvirret nu, hun lod hænderne glide op i håret mens hun prøve at tænke det hele igennem, hun sad længe og tænke hvor længe viste hun ikke hun holdt heller ikke øje med om damon vogne eller noget, hun hade sådan enlig glæde sig til at sig det til ham, selv om frygten for at sige det også var jo stor risiko for.. hun tur ikke tænke den tanke, "jeg kan ikke sig det" mumle hun mens hun holdt fast i det lang hår, hun krøb bare sammen hun skulle være bleven i himlen kildaria hade nok ret hun hade brudt sit løfte om ikke at gør noget dumt, hun rejste sig og trak hætten over hovedet hun begyndt bare at gå hun ville ikke flyv i nu, hun hade ikke lyst til at flyve lige nu hun gik bare og så ned i jorden med hænderne ved maven og pille bare ved fingrene mens hun kigge ned og skamme sig nu over at ville sig den dumme lille ting til ham, hun snøfte og gned sig i øjne og begyndt at græde stille mens hun gik hvider.

[Deleted]

At Adeline i det hele taget havde valgt at skulle søge direkte ned til jorden, var slet ikke en tanke som slog Damon det mindste. Hun havde været væk i nogle måneder, også selvom han selv havde sendt hende væk, så beskyttet Kildaria ham og med alt det som det nu måtte kræve af ham på denne her måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Kildaria stirrede på hende med et næsten direkte ondt blik, selvom hun nu ikke gjorde meget ved at hun bare rejste sig og gik, selvom.. det jo var endnu mere tåbeligt end alt det andet! Hun brummede tydeligt med en utilfredshed og vendte blikket mod Damon. Hun prikkede varsomt til ham med sin snude, også for at få ham til at vågne bare en anelse op. Han vred sig en anelse og endte med at slå øjnene op. ”Kildaria…” Han endte med at vende sig, selvom hun fortsatte kontinuerligt med at prikke til ham. Han sukkede irriteret. ”Du skal da også bare være så træls!” mumlede han let for sig selv, idet han satte sig op. *Spar på kræfterne, Damon.. Adeline har søgt til jorden.. Hun har lige været her,* fortalte hun stilfærdigt. Damon vendte blikket vredt mod hende. ”H-Har hun…!? Og du siger det ikke engang til mig!” endte han med en fast tone, som han hurtigt endte med at rejse sig op. Hvad pokker lavede hun egentlig på jorden?! Han rejste sig hurtigt, fik viklet sig ud af kappen og så sig omkring, selvom han ikke kunne se så meget som en skygge til hende. ”ADELINE!?” kaldte han med en fast tone, som han hurtigt kom væk fra Kildaria og søgte direkte ud for at lede efter hende. Hun kunne da ikke være på jorden alene og specielt ikke nu hvor det var så farligt!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline var nået lidt før hun hørte ham råbe, hun stoppe nu kunne hun lige så godt få det over stået og få den skæld ud som hun sikkert ville få, hun græd stadig men der kom ikke en lyde fra hendes læber. hun vente om og kunne se ham i det fjerne og gik hen mod ham da hun var tæt nok på til at kunne høre hende sag hun stille "ja demon" hun så på ham, "du må ikke råb af mig" sag hun hurtig og lukke hænderne om sin kappe, "men jeg var nød til at komme jeg ville ville fortælle dig noget" hun så på ham og snøfte "men kildaria blev ved med at snerre af mig og være vred på mig.. jeg var på veje tilbage.. det kan vær lige meget.." hun så ned og var klar til at holde sig for øren vis han begyndt at råb og skælde hende ud for at have brudt sit løfte, "jeg ville bare så gerne se jer.. og fortælle dig noget.. men det lig meget nu.. det ikke så vigtig som jeg troede det var" hun snøfte og så bare ned i jorden.

[Deleted]

Damon kunne slet ikke forstå at Adeline havde søgt til jorden, når han så påpasseligt havde fortalt hende, at hun skulle blive oppe i Himmeriget. Det var noget som var nødvendigt for dem alle sammen, for det andet her, ville de jo slet ikke få det mindste ud af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han ønskede hende sikker og hun var jo kun sikker hvis hun var deroppe, så et sted så kunne han heller ikke klandre Kildaria for at snerre af hende eller noget som helst, selvom han klart ville foretrække at have været vågen i stedet for alt det andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han vendte sig direkte mod Adeline som han hurtigt gik mod hende. Han havde så meget lyst til at råbe af hende, selvom det nu slet ikke var noget som han kunne få sig selv til i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Jeg forstår virkelig ikke hvorfor du søger til jorden, når jeg så bedende trygler dig om at blive i Himmeriget, Adeline..” Ja, hans stemme var vred, men alligevel chokket over, at hun overhovedet kunne finde på det! Det satte jo det hele i fare, for.. kunne han overhovedet stole på hende? Det var jo kun den tanke som det måtte sætte i ham på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det ikke noget som han sådan rigtigt kunne gøre noget ved. Han endte med at tage omkring hendes ene hånd og gav den et stille og let klem. ”Det kan ikke være lige meget og ligegyldigt hvis du bryder vores aftale og søger til jorden for at fortælle mig det.. Hvad er der?” spurgte han stilfærdigt. Et sted så krævede han vel også sine svar for dette, for det var virkelig unødvendigt at sætte sit liv på spil for dette!

[Adeline Magarita Jakson]

hun så ned hele tiden, hun kunne hør han var rigtig vred på hende. hun mærke han tog hendes hånd, hun mærke selv tåre trille ned af hendes kinder, hun hade slet ikke lyst til at sige det hvad var formålet med det nu, "det ikke vigtig.. det lige meget" hun trak hånden til sig, mens hun prøve at stoppe med at græd, "det lige meget.. det var dumt.. jeg skulle være bleven der oppe" hun gned sig i øje og lukke hånden om kappen mens hun snøft, "bare råb af mig.. det lige meget... det var dumt at komme bare for at sige.." hun tav korte og så ned " at jeg er Gravid" hun snøfte og så skammelig ned, han stole sikkert ikke på hende mere efter det her. hun snøfte og bakke lidt væk, "jeg tager tilbage.." hun slog vingerne ud så hun kunne komme tilbage.

[Deleted]

Damon var ikke decideret vred som sådan, men det bekymrede ham virkelig at hun var taget herned, for det var virkelig farligt at færdes hernede efterhånden og det var også noget af det som han ikke kunne lægge skjul på. Det måtte virkelig være vigtigt, ellers ville han da først for alvor ende med at blive direkte sur og han ønskede ikke at skulle stå der og skælde hende ud, for det ville han da slet ikke få det mindste ud af i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Jeg forstår bare ikke, Adeline.. Du ved at det er farligt her!” endte han direkte med en frustreret stemme. Ikke fordi at det var noget som han havde lyst til at skulle skjule, men tænk nu hvis hun havde været uheldig og stødt ind i nogen som slet ikke ønskede at have noget med hende at gøre, nogen som besad de helt forkerte intentioner? Han ville aldrig nogensinde kunne bære at skulle miste hende endnu en gang! Slet ikke! ”For bare alene tanken om at du vil..” Han endte med at tie til hendes sidste ord, hvor han næsten måtte være fuldkommen sikker på, at han have hørt forkert! Var hun gravid? Han blinkede med øjnene og så stille efter hende. ”… Gravid..?” gentog han, som han slet ikke havde fattet sammenhængen i det hele, for det var bestemt heller ikke noget som han havde regnet med at skulle høre og specielt heller ikke i denne stund! At hun slog vingerne ud for at tage af sted, var noget som næsten ramte ham med en panik! Hun kunne da ikke bare komme hertil, fortælle ham det og så smutte igen! ”V-vent!” endte han næsten desperat, som han hastet direkte efter hende.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline var sådan set komme en smule op i luften da han råbt vent, hun så på ham og dale så ned igen og trak vingerne ind i kroppe. "hvad.. skal du råb lidt af mig nu" hun snøft og ville helst ikke vær der lige nu, hun bed sig i læben "ja jeg gravid.. det er helt sikkert.. jeg fik en anden engle til at se på mig efter flere morgner med kvalme" hun så bare ned, "men.. det jo dumt.. det gå jo ikke.. i disse tider har du ikke tid til at skal bekymre dig om mig og et spædbarn.. jeg så dum" hun gemt ansigt i hænderne og vist ikke hvad jeg skulle gør hun ville gerne vær glad, men hun kunne ikke for hun kunne mærk han var sur på hende, og det gjorde ondt så sindssyg ondt!! at hvid at ham hun elskede så højt var vred på hende, og det gjorde det ikke beder at kildaria var sur på hende, og at homoner snurre rundt i hende lille hovede, "jeg ville jo bare gerne se dig" græd hun og trykke hænderne mod ansigt mens hun blev ståenden og hulk og hade det skide i krop og sind over at have brudt løft, og at han var sur på hende og hun kom her og sag hun var gravide, og der var jo en risiko for at barnet ikke var hans men Icthans den tanke skramt hende, hun hade mest lyst til at krybe i demons arme men hvorfor skulle han dog ville kramme hende så sur han åben bart var på hende.

[Deleted]

Damon vidste virkelig ikke hvad det var at han skulle sige. Bare alene den tanke om at Adeline måtte være gravid, var noget som virkelig måtte skræmme ham, for det var virkelig en forbandet ubehagelig timing som hun havde fået sig! ”J-jamen..” Han så mod Kildaria som han næsten ventet sig, at hun kunne hjælpe ham, selvom han udmærket godt vidste, at det slet ikke var noget som ville blive aktuelt. Hun kunne selvfølgelig ikke gøre noget for at forhindre det på den ene eller den anden måde, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Han rystede på hovedet og lettere opgivende. Det kunne ganske enkelt ikke være rigtigt på denne her måde! Han gik mod hende. ”Det… undskyld.. undskyld, Adeline..” hviskede han stille. Han mente det faktisk, for det havde da slet ikke været hans mening at skulle skælde hende sådan her ud og specielt ikke fordi at hun ville bringe ham en sådan nyhed. Den pludselige tanke omkring Icthan var noget som tydeligt måtte ramme ham og det ramte ham med et chok.. hvad nu hvis det var hans? Det var da slet ikke en tanke som han kunne bære! Han lagde hænderne stille mod hendes skuldre, for at vende hende mod sig selv endnu en gang, mest af alt for at skulle se om hun ville se ham i øjnene. Han hævede den ene hånd, kun for at lade den stryge mod hendes kind, ganske roligt og varsomt. ”Adeline.. se på mig..” bad han stille. Han var jo bekymret for hende uanset og nu hvor hun søgte til jorden bare sådan, så var der jo kun en betydeligt større grund til det!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline stod bare og hulke ned i hænderne, hun viste slet ikke hvad hun skulle gør vis det var icthans, hun fjerne hænderne da han bad hende se på ham. hun så op i hans øjne det var lidt rød af gråd, hun så på ham og kunne ike dy sig mere hun trykke dig ind til ham og holdt fast. hun snøfte og så stadig op på ham, hun ville bare vær tæt på ham bare en gang inden hun skulle tilbage til himlen, "undskylde.. undskylde" hulke hun og så op på ham, "det var ikke meninge det her.. det var det ikke.. det skete bare.. du må ikke blive sur jeg lover at blive i himlen med det til jeg må komme hjem igen.. hjem igen til dig jeg skal nok.. jeg lover ikke at bryde flere løfter.. du må bare ikke være sur på mig mere" hun trykke sig ind til ham. hun ville ikke have han var vred på hende, det gjorde så ondt i hendes hjerte når han var vred på hende, hun så forsigtig på ham og kysse ham forsigtig på kinden inden hun så ned og slap ham og pille ved sin kappe og skamme sig.