we need to talk

[Deleted]

Damon vidste ærlig talt slet ikke hvad han skulle sige, og den tanke var i den grad også skræmmende nok i sig selv, selv set i hans øjne, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. At hun endte med at knuge sig ind til ham, så var det virkelig noget som måtte sætte hans hjerterytme noget så voldsomt op, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, hvorvidt om det var noget som man havde lyst til eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det nu måtte være. Armene gled omkring hende, hvor han nærmest trykkede hende ind til sig, selvom det hele var langt mere forsigtigt nu, eftersom han vidste at hun var gravid. Han bed sig svagt i læben, som han vendte blikket stille mod hende. Han kunne da ikke være sur, uanset hvor meget han så end kunne prøve på det, så ville det bare ikke virke, om han så ville det eller ikke, så var det bare ikke noget som gik hans vej på nogen som helst måde overhovedet. ”Du skal ikke undskylde,” bad han med et stille suk. Han strøg hendes kind ganske roligt og stille, også mest for at holde hendes blik mod sig. Han ønskede bare at hun forstod sig på det; At han ikke kunne være sur! Han var mere bange for at der kunne være sket noget, eftersom Kildaria heller ikke havde vækket ham på noget tidspunkt! ”Det… jeg.. jeg ved bare ikke..” Han vendte blikket forvirret og ikke mindst fortvivlet rundt. Tanken om at det måtte være Icthans, var i den grad noget som havde ramt ham.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og trykke sig ind til ham, hun nød hans nussen og snøfte og vist heller ikke hvad hun skulle gør, hun ville ikke have det var itchans baby der var i hende, hun så på ham. "men.. det ikke sikkert det hans.. det kan jo også vær dit.. jeg tror det dit.. det er dit" hun ville ikke tror på det var icthans baby der vokse inde i hende lige nu, hun trykke sig bare ind til ham og kunne se på ham han ikke var sur mere. det under hende lidt men hun sag intet det lette hende kun yderlig at han ikke var sur på hende, hun så på ham og kysse ham forsigtig på munden. hun hade sådan savne at kysse ham, hun hade ikke fået et kys i 2 måneder nu trængt hun til et, hun så på ham og holdt sig ind til ham og så kort ned før hun så op på ham "jeg må vel heller.. tage tilbage nu.. inde der sker noget.." hun så ned og ville heller blive men hun hade lov at blive der oppe fra nu af, "jeg.. sender nok en brev due eller noget til dig" hun slap ham og så ned.

[Deleted]

Damon havde virkelig ikke nogen anelse om hvordan pokker at han skulle reagere på noget som helst af det som skete omkring ham. At hun ville komme for at fortælle ham, at hun var gravid, var da også noget af det sidste som han havde regnet med på denne her måde! Han vendte blikket mod hende. Han var sur et sted, men han kunne slet ikke få sig selv til at skulle vise hende det på den ene eller den anden måde. De mørke øjne vendte han endnu en gang mod hende og med en tydeligt fortvivlede og forvirrede mine. ”Vi.. vi må jo.. t-tage det til den tid, okay?” Han vendte blikket stille mod hende og med et kort forsøgende i et smil, selvom det bestemt heller ikke måtte gå i hans retning, for han kunne virkelig ikke. Det var virkelig ikke den bedste timing at skulle komme med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Kysset mødte han glædeligt hende i, hvor han besvarede det med en voldsom og noget så tydelig længsel, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han trykkede hende ind mod sig, hvor han brød det, som hun selv valgte at gøre det, selvom det i hans hoved, var noget som skete alt for hurtigt! ”Det.. det er nok en god ide..” medstemte han. Det var hårdt nok at skulle give slip og nu var hun her jo kun ganske kort for så at smutte igen? Det var virkelig unfair at skulle tænke på, for den tanke var noget som faktisk måtte gøre ham direkte trist!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham hun ville helst ikke af sted allerred, men hun kunne mærke det her hun hade gjorde bare hade gjort alt være. hun så på ham og trykke sig ind til ham, "Undskylde demon.. det hele er min skyld.." hun så ned og trykke sig ind til ham igen, hun hade ikke ville gøre ham vred eller bekymret. "du må godt skælde mig ud.. jeg har for tjent det.. jeg går hen og bliver gravide på det værste tænkelig tidspunkt.. og så ved vi ikke om det dit.. og jeg bryder et løfte.. jeg den værste engle nogle sinde " hun kæmpe for ikke at græde igen, hun trak vejre dybt og så på ham og kysse ham en enkle gang mere på munden før hun slap ham og bare tog hans hænder i sin for and sig og vente på skide ballen, hun fortrød hun kom hun skulle have sendt en brev due til ham og bedt ham møde hende mellem himmel og jorde i steden for, hun var mest ked af at kildaria hade snerre sådan af hende, hun vist hun gjorde det fordi hun var vred over hun brød sit løfte og det, men hun hade aldrig set kildaria rigtig vred på hende og det skramt hende faktisk.. var hun begyndt at blive bange for det stor væsen? hun så kort mod kildaria før hun så på damon igen med et så rolig blik hun kunne mens hun bare vente på at blive skældt ud, "det okay.. du har lov at vær vred.. jeg bliver ikke ked af det.. du skal have lov at skælde ud.. du må ikke lukke det inde" hun så bare på ham og snøfte.

[Deleted]

Damon vidste allerede, at han aldrig ville kunne klare, at skulle blive direkte vred på Adeline. Han elskede hende og hans vrede, var jo udelukkende fordi at han faktisk var bange. Han var bange for at han ikke klarede sig igennem denne tid, han var bange for at han ville miste hende igen.. der var faktisk utrolig mange ting som måtte spille ind på denne her måde, så det var bestemt heller ikke noget af det som han ønskede at dele med hende på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed. Han rystede endnu en gang på hovedet og vendte blikket mod hende, som han mødte hende i hendes kys som han besvarede selv med den største glæde og tydelige længsel, for han havde virkelig savnet hende! ”Please hold op, Adeline!” bad han med en dæmpet stemme, som han lod blikket falde direkte til hendes skikkelse og uden at han så det mindste væk. Ikke fordi at han kunne. Han lod hende tage hans hænder i stedet for, hvor han lod hovedet søge let på sned. Kildaria holdt sig på afstand, for hun kunne også selv tydeligt fornemme, at Adeline faktisk ikke brød sig særlig meget om hende – Også noget som Damon kunne fornemme og det var faktisk noget som måtte gøre ondt et sted, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Du har aldrig været den værste engel nogensinde! Hvordan kan du få dig selv til at sige sådan?” Han knugede let omkring hendes hænder. Ikke fordi at han kunne få sig til noget andet, men det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være i det store og hele. Han sukkede stille. ”Jeg.. jeg er ikke sur eller vred på dig, jeg er… bange, Adeline..” Han vendte blikket mod hende. Sandt var det faktisk. Han var faktisk bange for ekstremt mange ting lige for tiden.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så op på ham, "bange" gentog hun stille mens hun holdt fast i hans hænder. hun hade en fornemmelse af hvorfor han var bange, forsigtig lag hun armen om ham og lag hans hovede mod hendes skulder, "jeg passer på det lover jeg.. og du skal se.. alt bliver sikkert snart godt igen.. ikke.. vi må se positivt på tingen ellers bliver vi tosse i hovede" hun så på ham og kysse ham på panden og så kort mod kildaria igen og bed sig svagt i læben, hun stod roligt sådan man damon nogle minutter, hun slap til sidste og stod igen bare og holdt hans hænder, "nå.. jeg må heller komme hjem.. jeg sender en brev due snart så du ved hvad jeg går og laver.. og hvordan det går..med.. den lille" hun rødme svagt, på en måde kunne hun ikke lade vær med at glæde sig. men heller ikke lade vær at være nervøs for hvem barnets far var, hun håbe dog på det var damon. uanset hvad ville hun passe op det og når det kom skulle det opfostres som var det et af lysets væsner. hun så på damon og kysse ham blidt farvel på munden, "pas nu på dig selv ikke" hun så på ham og nusse hans hænder med sin.

[Deleted]

Damon var bange og normalt, så var det heller ikke sådan nogle ting, som han ville afsløre, men lige nu så havde han vel heller ikke noget andet valg? Han var panisk bange for at skulle miste hende, han var bange for at der skule ske noget så fatalt med ham, at han ikke var i stand til at beskytte hende, for det var jo heller ikke fordi at han havde nogen steder i former af tryghed som han kunne søge til, hvilket kun gjorde det hele så mange gange værre, også for hans vedkommende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Han bed sig i læben, som hun lod hans hoved søge mod hendes skulder, hvor han lagde armene stille om hende i stedet. Hendes graviditet havde virkelig en elendig timing! Men hvad pokker skulle han da kunne gøre ved det? Han kunne jo intet stille op! Han bed sig i læben, som hun kyssede hans pande, hvor han kun måtte slippe et ganske så let suk. Han vendte blikket stille mod hende. ”Det.. Jeg.. jeg prøver da,” sagde han med et skævt og tydeligt usikkert smil. Han var vel også bare bange for, at han ikke gjorde det godt nok? At han ikke gjorde det optimalt? Der var så skræmmende mange ting som måtte spille ind der for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, men det gjorde kun det hele så meget værre også for ham, for han prøvede virkelig at handle ud for deres begges bedste og nemt, var det bestemt ikke! ”Det er jeg glad for at høre… Jeg vil jo gerne vide.. hvad der sker deroppe..” Han vendte blikket op mod himlen igen. Han kunne ganske rigtigt ikke komme derop, men så vidste han da om ikke andet, at hun var i sikkerhed og det var det vigtigste for ham. Han besvarede endnu en gang hendes kys. ”Lov mig, at du ikke gør noget dumt,” gentog han som sidst. Han ønskede virkelig ikke,a t hun skulle komme galt af sted, specielt ikke hvis det kunne undgås!

[Adeline Magarita Jakson]

hun så på ham og nikke "skal nok blive der oppe denne gang.. bare vi kan sende brev duer til hinanden ind gang i mellem" hun så på ham og så lidt ned, "vis du ikke kan lige det her.. med en baby.. kan jeg.. da give det væk vis.. vis du ikke vil have det" hun så på ham og snøfte svagt, hun ville dybest ind i sig selv have barnet men det var vigtigere for hende var at damon ikke fik mere at tænke på hun kunne nærmest se hvor meget at allered ved i hans hovede, "lover du så at passe på der ude.. jeg vil gerne have min forlove i et stykke" hun kysse ham på kinden, til han hade svaret og kysse ham på munden i længer tide og nød rigtig meget da det var så længe side, hun hade virkelig savne hans kys. hun slap det enlige og så på ham, "pas på ikke" hun så på ham før hun fik vingerne frem igen og begyndt at baske med dem for at komme i luften.

[Deleted]

At sende brevduer til hinanden, var noget som Damon udmærket godt kunne gå med til. Der var dog bare et problem; Han havde gået rundt med et manglende syn igennem så lang tid, så.. han havde jo aldrig lært at læse. Han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg tror vi skal finde andre muligheder.. Send mig en kort besked, så møder jeg dig halvvejs til Himmeriget.” Når det først var gået op for ham, at beskederne ville komme derfra, så ville han søge dertil så snart at det var ham menneskelig muligt. Han havde jo trods alt også brug for at skulle se hende! Han sendte hende et stille og roligt smil. Det var ikke fordi at han kunne få sig selv til andet, for det kunne han bestemt ikke, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han lod hovedet søge let på sned. At dette var endnu en afsked, var noget som han bare måtte acceptere. ”Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste,” afsluttede han dæmpet, som han mødte hende mere end glædeligt i hendes kys, som han besvarede endnu en gang med den klareste længsel, for han havde virkelig, virkelig manglet hende, som intet andet overhovedet! Øjnene var let gledet i, selvom han nu stadig måtte synes, at det blev afbrudt alt for hurtigt. Han slap hende, hvor han nikkede. ”Det lover jeg,” afsluttede han sigende og med det stille smil, som han så at hun gjorde klar til at søge til Himmels igen. Han savnede hende jo allerede!

[Adeline Magarita Jakson]

hun nikken "okay en kort besked det kan jeg godt klare" hun smile en smule og nusse hans kind, før hun lod ænderne glide over hans øjne og heale dem i et par minutter, "sådan.. det længe siden jeg sidste heale dem" hun så på ham og smile en lille smule, hun savne ham mindste lige så meget allerred. "skal vi mødes om en lille månedens tid?" spurte hun stille mens hun svæve i luften for and ham, de kunne vel lige så godt fast sætte næste møde nu bare sådan ca, hun så på ham og hade hænderne på hans kinder bare for stadig at have lidt hud kontakt med ham, hun så på ham og prøve at smile men tanken at bære et barn hun følte ikke var ønsket skar hende i hjerte men hun skjult det, vis det blev ved var der vel ikke andet at gøre ind at lade barnet blive bort adopteret vis ikke vreden snart blev beder så barnet kunne vokse ordenlig op, hun så på ham og nusse hans kinder og vente på hans svare.

[Deleted]

Damon sendte Adeline et stile smil. ”Godt,” endte han stilfærdigt og uden at tage blikket fra hende. Det var ikke fordi at han ikke ville, men han vidste jo ikke hvornår han ville få muligheden for at skulle se hende igen, så selvfølgelig var det ikke noget som han ville sige lige nu. Han ville have lov til at nyde tiden så meget og så langt. ”En måneds tid.. det er en aftale,” sagde han roligt og med et sigende nik. Hvis det var sådanne aftaler som skulle til, for at holde hende i himlen, så gjorde han det gerne, for så vidste han at hun var i sikkerhed og det var noget af det som betød mest for ham på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket på denne her måde. ”Og barnet synes jeg vi skal beholde.. Uanset hvad..” afsluttede han sigende. Han skulle jo lige have lov til at tygge lidt på den, for det var virkelig at lægge lidt hårdt ud i hans øjne, men det var vel også kun godt, at få det på plads? Hans blik hvilede i hende, selvom hans øjne gled i, som hun valgte at heale dem lidt igen. Det var et lys og en varme, som han faktisk havde manglet. Hånden gled stille ned mod hendes mave, som han strøg stille og roligt. Han kunne jo ikke lade være, nu hvor han kendte til den rene sandhed. Han lod hovedet søge let og stille på sned og uden at det ville falme det mindste overhovedet. Ikke fordi at det var noget som han kunne skjule på den ene eller den anden måde. ”Kom du bare af sted, Adeline. Jeg vil have det bedst ved tanken om, at du er i sikkerhed,” hviskede han stille. Det var ikke fordi at det var fordi at han ville skubbe hende væk, men for hendes eget bedste. Det var det eneste som han ville handle ud fra.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, "er du sikker.. du virker ikke spor glad for at beholde det" hun så på ham og lag en hånd oven på hans der nusse hendes mave, hun så på ham og nikke så "okay.. ses damon" hun kysse ham på panden og slap så hans hånd og begyndt så at flyve mod himlen, hun så et par gang tilbage, hun snøfte og savne allerred demon men hun måtte holde aftalen denne gang. hun kom tilbage til himlen sikkert og godt, dog fik hun skæld ud af dem hun boede hos fordi hun bare var smutte, adeline forklare hvad der var sket og de blev rolige. adeline blev på sit værelse mens hun så ud af vinduet og savne damon noget så grusomt, hun nusse maven en smule og ville ønske der allerred var gåede en måneden nu så hun kunne se ham igen, hun ville så gerne se ham igen og holde om ham bare mærke hans trykke favne og være glad og lykkelig igen.

[Deleted]

Damon nikkede en enkelt gang til hende og alligevel med en sikker mine. De tog det hele til den tid. Uanset så ville han da være temmelig sikker på, at han ville tage barnet til sig, hvorvidt om det var Icthans eller om det var hans eget, for det var virkelig underordnet. Han ville aldrig nogensinde kunne få sig selv til at skulle skubbe et barn fra sig på denne måde og bare sådan. Han sendte hende et stille smil. ”Jeg er meget sikker,” sagde han roligt og med en sigende og stille mine. Han så virkelig ikke nogen grund til at skulle lyve for hende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han kyssede hende en sidste gang farvel og sendte hende blot et stille smil. ”Pas nu på dig selv, kæreste,” hviskede han sigende, som han vendte blikket mod hende og så til, at hun bare tog af sted op mod den store himmel. Hans tårer måtte langsomt og stille stryge nedover hans kinder, for.. han ønskede jo ikke, at hun skulle tage væk bare sådan uden videre, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet og vendte sig mod Kildaria. ”Vi må tilbage til arbejdet..” Han tørrede tårerne væk, som han valgte at søge mod hende igen. Han hoppede op på hendes ryg, tog fat i tøjlerne og tvang hende op i luften, hvor de forsvandt i horisonten.

//Out