De brudte bånd

[isabella]

Isabella rynkede panden en smule ved Ilosonics ord. Stod han og sagde til hende, han ikke kunne forvandle sig? Men hun havde jo fået sine animagusgener fra sin far, og hendes far var også hans; ergo måtte han da ligeledes være i stand til at foretage en sådan forvandling?
Han sagde godt nok, han ikke længere var animagus... at det var en evne, han havde... mistet? Men var det fysisk muligt? At skifte race?
Hun granskede ham nøje, men der var virkelig ikke nogen løgn at spore i hans blik. Dette kunne betyde to ting: enten at han virkelig ikke var animagus, eller at han var umanerligt god til at lyve. Men hvis det nu var det første, der var tilfældet, hvis han talte sandt, rejste det straks en masse nye spørgsmål i Isabella; hvornår havde han mistet sin evne? Hvordan? Hvilket dyr havde han engang kunne forvandle sig til? Og hvorfor kunne han ikke mere?
Han var kortfattet, da han forklarede det, og hans afvigende "Det er en lang historie" gjorde det helt klart, at det her skulle de ikke snakke mere om - hvilket var præcis, hvorfor Isabella fik lyst til at grave dybere i det.
Et eller andet sted følte hun lidt, at han skyldte hende en forklaring, når han nu ikke kunne vise hende en forvandling. Hun havde ofret sin identitet for hans anerkendelse, men hvad var han nu villig til at ofre for hendes?
Hun betragtede ham med eftertænksomme øjne.
"Er det én, du har lyst til at fortælle?" spurgte hun stilfærdigt.
Med tanke på hvor mange gange, Ilosonic i løbet af deres korte møde havde ladet hende vide, at han aldeles ikke stolede på hende, måtte hun dog indse, at det jo nok kunne blive rimelig tricky at få det halet ud af ham...

[ilosonic]

Selve Ilosonics fortid var ikke noget som han skammede sig over, han var faktisk glad for at det var sket! Det at han var blevet til en dæmon, var noget af det bedste som var sket ham i livet, hvor han bestemt heller ikke fortrød det på nogen måde! Meget var dog sket og det havde bestemt ikke været en smertefri skiftning af race! Han havde gået igennem en masse smerte for at stå her hvor han stod den dag i dag. De mørke øjne faldt stilfærdigt til hendes skikkelse, som hun måtte sidde på søjlens, der var for enden af gelænderet. Han fnes kort til hendes spørgsmål. Hun ville vide hans historie? Det var vel også kun fair? Specielt nu hvor han ikke kunne forvandle sig til gengæld. Han trak svagt på skuldrene og nikkede derefter kort. ”Udmærket.. som sagt, har jeg fortalt hvordan min far var, han giftede sig mange gange og han smed min mor for døren da jeg var ganske lille, hvor jeg har måttet tilpasse mig hans dyriske lyster for kvinder. Jeg fik mange nye mødre, selvom at det aldrig var nok, og en dag fik jeg nok. Jeg stak af uden noget som helst, kun det tøj jeg bar, hvor jeg kom til byen i Manjarno. Her holdt jeg mig for mig selv til at starte med, hvor jeg stjal når det blev nødvendigt og med tiden kom jeg med i nogle bander, selvom at banden altid blev opdaget af soldaterne som førte dem til børnehjemmet, jeg var heldig at flygte hver gang, men.. en dag forrådte min bande mig, da de lod mig i stikken, så soldaterne kunne fange mig og sende mig på børnehjem, imens resten af banden flygtede,” fortalte han roligt, som han lænede sig op ad væggen, inden han fortsatte: ”På børnehjemmet var jeg urolig, slog fra mig og var ustyrlig, og da jeg fik chancen stak jeg af derfra. Jeg kunne ikke være i Procias, eller Manjarno, så jeg flygtede til Dvasias, hvor jeg levede for mig selv i flere år. En dag kom der en storm over landet, hvor jeg søgte tilflugt i Drypstenshulerne. Jeg så et lys i grotten, som jeg fulgte efter, selvom at det viste sig at være en sjæl og før jeg vidste af det, blev jeg besat af en mørkedæmon.. Dæmonen snakkede til mig, drev mig til vanvid, fordi det var en stemme jeg ikke kunne få ud af hovedet, hvor en fortalte mig at jeg skulle gøre ting og en aften kom jeg i klammerier i Ramshia city, hvor jeg havde fornærmet en højerestående person, som fangede mig og krævede mig henrettet på stedet. Den højerestående person krævede at jeg skulle blive brændt levende, og jeg blev bundet i til et kors med grene op langs mine sider, hvor jeg tydeligt kunne lugte røgen fra ilden, som begyndte at brænde i de tørre kviste. Det gik ikke lang tid før flammerne steg mig op over hovedet, og smertefuldt var det bestemt. Men.. dæmonen i mit sind sagde at jeg skulle bruge flammen, at jeg skulle styre den. Min animagusrace brændte op den nat, men det skabte ilddæmonen i mig,” forklarede han videre, som han lænede sig ud igen og begyndte at gå hen imod hende, hvor han trak svagt på skuldrene. ”Nogle år efter, mødte jeg en alkymist, som bedrev mørkedæmonen fra mit sind, hvilket skabte mentaldæmonen og ja.. sådan gik det til og nu står jeg så her,” endte han roligt, inden han gjorde et hovedkast mod trappen, som tegn på at hun skulle følge ham. ”Nu skal jeg vise dig dit værelse.” Han sendte hende et skævt smil, som han fortsatte forbi hende og op ad trapperne.

[isabella]

Stadig med benene over kors, lænede hun sig lidt tilbage og støttede med sine arme bag sig, mens Ilosonic fortalte. Da han var færdig, forblev hun tavs, men nikkede blot for at vise, at hun stillede sig tilfreds med denne forklaring. Han var altså ild- og mentaldæmon nu? Og ikke animagus.
Dén måde han talte om sin - om deres far - på, fik Isabella til at spekulere over, om der engentlig havde været tale om en mand, hun i virkeligheden ønskede at lære at kende. Som halv sensueldæmon kunne hun dog godt relatere til faderens livsstil, hun vidste hvordan det var at have et brændende begær, der aldrig kunne blive stillet, en endeløs række af elskere, der alligevel aldrig var lang nok. Hun ville gerne vide mere om sin far, men taget i betragtning af, at Ilosonic nu havde indvilliget i at lade hende blive, kunne det vel godt vente. Hver ting til sin tid.
At det ikke var sværere at få denne historie ud af Ilosonic, var imidlertid noget som måtte komme bag på hende. Det var en ret dyster fortid, han havde bag sig, men han virkede alligevel ikke som om han havde nogen som helst betænkeligheder ved at fortælle hende den - hvilket hun valgte at opfatte positivt som om hendes troværdighed måske var voksende.
Hun lod sig glide ubesværet ned fra søjlen for enden af trappegelænderet, men tøvede med at følge efter ham ovenpå.
For hvoraf kom denne pludselige venlighed egentlig? For bare et kvarters tiden var han helt afvisende overfor hende, så hvad havde fået ham til at ændre opfattelse? Måske var der nogle alarmklokker, der skulle ringe, men hun var virkelig i tvivl, om hun skulle være mistænksom overfor hans bratte skift i opførsel.
Hun blev stående for foden af trappen, og kiggede eftertænksomt op på ham.
"Ilosonic," sagde hun så med alvor i stemmen, "Hvorfor skiftede du mening?"

[ilosonic]

Alt det som Ilosonic havde været igennem, var ikke noget som plagede ham på nogen måde, han var ikke ked af at det var sket, desuden så var der intet specielt som folk kunne bruge den til, medmindre han selvfølgelig fortalte alle de saftige detaljer, og havde fortalt videre, for der var skam ting som han havde gjort, som han også kunne blive straffet for, hvilket ikke ville være smart, når han stod med den post som han gjorde, en status og titel som han skulle bruge! Han stoppede roligt på trappen, ikke kun fordi at hun udtalte hans navn, men også fordi at han kunne høre at hun ikke fulgte efter ham. Han betragtede hende stilfærdigt, og lyttede til hendes spørgsmål. Hvorfor han havde skiftet mening? Han blev stående oppe på trappen, som han vendte sig halvt mod hende. ”Hvorfor?” gentog han stille, inden han så sig eftertænksomt rundt i forhallen, som han havde fået et langt bedre overblik, fordi han var kommet højere op. ”Tja.. viser det sig at du er min søster, så har jeg selv stået i samme situation,” forklarede han roligt. Sandt var det jo trods alt. Han havde stået foran Marius og havde skullet forklare at han havde været mandens bror, til forskel for Isabella, så havde han selv bare krævet selve grevetitlen og Marius havde ikke ønsket at komme af med den, så det var klart at manden havde været skeptisk, for hvem ville tro på en mand der var hundred procent dæmon? ”Og hvem ved.. måske du kan komme mig til nytte?” Det var mere et spørgsmål til ham selv, end det var til hende. Han drejede rundt, så han igen fortsatte op ad trapperne. ”Men kom nu! Jeg har allerede spildt nok af min søvn på dig,” endte han mere fast, som han nærmest krævede at hun fulgte efter ham, for han var træt, han arbejdede hårdt hver dag og han skulle tidligt op for igen at arbejde, så han var en mand der havde brug for sin søvn! Desuden havde han vel også vist lidt af sin tillid ved at fortælle hende sin fortid uden nogen former for modstrid? Om ikke andet, så havde han jo ikke tænkt sig at gøre andet end at give hende et værelse, så måtte de jo se hvor de endte henne i morgen.

[isabella]

Hun blev stående for foden ad trappen, indtil han var færdig med at tale. Den sidste kommentar fik hende til at rynke panden, men hun forblev tavs, for hun gad ikke engang blive fornærmet over det og starte en ny diskussion nu. Hun himlede blot med øjnene.
Der var mange ting, Ilosonic ikke havde fortalt hende endnu, det var helt tydeligt. Bag de glødende, mørke øjne lå hemmelighederne dybt begravet, og der var uden tvivl mange af dem, der aldrig var ment til at se dagens lys. Der var noget ved ham, der var farligt, og hun kunne godt mærke at der var nogle alarmklokker, der begyndte at ringe - men måske var det netop denne spænding, denne risiko, der tiltrak hende?
Hun trak lidt op i sin sorte, gulvlange kjole med begge hænder, og begyndte at følge efter ham ovenpå med et årvågent blik rettet mod hans høje, mørke skikkelse, der gik tre-fire meter foran hende.
Selv når hun ikke var i sin dyreskikkelse, bevægede Isabella sig med en bemærkelsesværdig ynde, og hun holdt altid hovedet hævet og ryggen rank. Hendes mor havde lært hende at gå som en ægte lady, med værdighed og elegance, der kom helt naturligt til hende på grund af de animagusgener, hun havde i sig. Historien om hvordan Ilosonic havde mistet sin evne til at forvandle sig, havde gjort hende endnu mere opmærksom. Han var en dæmon. Han var af mørket. Det var dét, hun havde set i hans øjne, da hun så ham tæt på første gang.
Hun betragtede ham skarpsindigt bagfra, mens hun bevægede sig op ad trappetrinene. Hvad alt det her skulle føre til, vidste hun virkelig ikke. Hun håbede at komme tættere på ham, at komme til at lære ham at kende og få afdækket nogle af alle de ting, han holdt skjult - både for at komme ind på livet af sin bror, men også for sin egen skyld; hun var næsten sikker på, han var vejen til hendes lykke - om det så blev på den ene eller den anden måde.

[ilosonic]

At hun endelig valgte at følge efter Ilosonic, måtte næsten lette ham, for han gad heller ikke stå ude på gangen hele natten, bare for at få hende overtalt til at smutte op i seng, for det var for pokker da midt om natten! Hun havde allerede ødelagt det meste af hans søvn, og han ville da helst nå at fange de sidste par timer, inden han igen skulle op.
Der var noget specielt over Isabella som Sonic godt kunne lide, hun var måske ikke den mørkeste person, hun var ikke dvasianer, men hun var heller ikke den sukkersøde person, som det normalt måtte ligge til en procianer. Men med tiden ville han vel for alvor finde ud af hvilken person hun var? Det kom jo faktisk an på om han valgte at smide hende ud om nogle dage eller ej, men for nu ville han da lade hende blive, så måtte han jo tage stilling til om han kunne bruge hende eller ej, om hun kunne gøre sig nyttig eller ej, for han gad heller ikke, at have en simpel tøs boende, som ikke kunne gøre sig nyttig.
Sonic stoppede roligt op, da han nåede op for enden af trappen, hvor han blot lod hende komme med op, inden han fortsatte hen ad den lange gang, med værelser på hver side. Huset havde altid været stort, hvilket han også tydeligt kunne mindes fra dengang han havde været en lille knægt og havde boet her. Han gik langs gangen, inden han stoppede op, hvor han åbnede døren indtil det værelse han ville tildele hende – for nu vel at mærke. Han trådte roligt ind i værelset, som han holdt døren for hende. Værelset var kvadratisk, det var ikke det største værelse man kunne forbinde med en herregård, men det var alligevel rummeligt, med to vinduer, hvor en stor dobbeltseng stod mellem vinduerne, for væggen overfor døren, ved siden af sengen stod et natbord med et enkelt stearinlys og tændstikker dertil. Ved den ene væg stod der en kommode og små nipsting med en dør indtil et mindre badeværelse, ved den anden væg ovre i hjørnet stod et stort skab lavet af solidt træ med kvalitet. Ikke mange ting var inde i værelset, men det var heller ikke brugt særlig meget, han havde trods alt aldrig gæster. ”Her er dit værelse,” endte han stilfærdigt. ”Er der noget, ligger jeg i værelset for enden af gangen,” tilføjede han roligt, inden han trådte ud af værelset. ”Så ses vi i morgen,” endte han i næsten eftertænksom tone, som han betragtede hende ganske nøje, inden han nikkede kort, som han lukkede døren, blot for at gå tilbage til sit eget værelse for at få resten af sin søvn.

//Out.

[isabella]

Ilosonic standsede for enden af trappen, og kort efter stod Isabella ved hans side. Hun lod ham føre an ned ad den lange, mørklagte gang uden nogen af dem sagde noget, mens hun diskret lod blikket falde på hver eneste af de lukkede døre, de gik forbi. Dette var et stort hus til én mand, og de mange værelser fik Isabella til at spekulere på, om Ilosonic måske i virkeligheden ikke engang boede her alene, men sammen med nogen. Måske var han gift? Måske var der en grevinde? Det var svært at svare på, især fordi hun - baseret på den sidste halve times møde med ham - ikke lige ville antage, at han var typen, der levede lykkeligt til sine dages ende.
Da han stoppede op ved én af dørene, rettede hun sin koncentration mod den. Hun gik roligt indenfor, mens han holdt døren for hende, og så sig om i det beskedne værelse. Det var ikke fint, men ej heller var det usselt. Det var... som det skulle være. Der var de nødvendige ting.
Isabella gik over til det ene vindue, og så ud i natten. Det var bælgmørkt udenfor, nu da en sky forhindrede Månen og stjernerne i at oplyse det procianske landskab.
Hun kørte en finger hen over vindueskarmen, og betragtede sin fingerspids et øjeblik, før hun gned den smule støv, der sad på den, af med de andre fingre på samme hånd, og vendte sig så om mod Ilosonic, da han med sin sidste nærmest eftertænksomme bemærkning lukkede døren og lod hende alene.
Hun drejede sig atter og kiggede udtryksløst ud i natten.
Så ses vi i morgen... det var nærmest kun noget man sagde til folk, man brød sig om.
"Ja, det gør vi..." mumlede hun for sig selv.
Kort efter klædte hun sig af, gik i seng og faldt i søvn med det samme.

// Out