De brudte bånd

[isabella]

Det var blevet sen aften, da Isabella Vincentz ankom til Carino Fattoria. Solen var gået ned for flere timer siden, men månen og stjernerne skinnede så klart fra en næsten skyfri himmel, at de oplyste hele det flade landskab og havde vist hende vej mod sin fars herregård.
Hesten var i let trav. Isabella var iklædt en lang, sort kjole, der var snøret stramt ind foroven og var løs forneden, så hun kunne sidde med et ben på hver side af hesten. Hun bar ingen smykker og ingen hårpynt og de penge og få ejendele, hun havde med sig, havde hun i en brun læderpung, der hang i en rem om hendes hofter. Om sine skuldre havde hun en lang, mørk kappe, der lå hen over hestens bagparti. Hætten havde hun trukket op, så hendes ansigt var henfaldet i en sort skygge.
Hun drev hesten ind på stien, der ledte op til herregården. På hver side stod der med jævne mellemrum en tændt fakkel, som lyste stien op og fik hest og rytter til at kaste lange skygger hen ad jorden. Ved stiens udmunding i gårdspladsen holdt Isabella hesten an og kiggede op på den prægtige murstensbygning, der rejste sig foran hende.
Da hendes mor døde for et par dage siden, havde hun ikke været et sekund i tvivl om, hvorvidt hun skulle opsøge sin far eller ej. Måske var han ikke et rart menneske, måske ville han ikke kendes ved hende – der var selvfølgelig flere ting, der kunne blive problematiske. Men for det første stolede hun på at hendes mor ikke uden grund havde rådet hende til at finde sin far, og for det andet var Isabellas lykke vejet i sølv og guld, og uanset om Greven af Procias virkelig var hendes far eller ej, så havde hun hans helt unikke slægtsring på sig og dermed nøglen til arveretten. Men udover alt dette, så var der den afgørende faktor, at hun heller ikke havde nogen andre steder at tage hen. Der var intet for hende i Apterta, dér ville hun aldrig få sine drømme opfyldt. Som den ægte lykkejæger, hun var, kunne hun aldrig lade en sådan mulighed som denne, en mulighed for status og velstand, passere forbi.
Hesten prustede tungt og tog et par små, urolige skridt på stedet. Den store hoveddør gled op og en lille, ældre mand, portner tydeligvis, kom hen imod hende, mens han holdt en olielampe frem for sig. Han missede med øjnene for bedre at kunne se i mørket.
”Hvem dér?” råbte han.
Isabella lod sig glide ned fra sin hest, tog den ved tøjlerne og gik manden i møde.
”Jeg kommer for at tale med Greven af Procias” sagde hun uden tøven.
”Sig mig engang, unge dame, er du klar over hvad klokken er?” udbrød han fortørnet, ”Min Herre tager ikke imod gæster midt om natten! Kom igen i morgen.” Han rystede på hovedet, vendte sig og begyndte at sjoske tilbage mod døren, men Isabella tog et par hurtige skridt efter og gik ind foran ham.
Hun fiskede Carino Fattoria-ringen frem fra sin læderpung og holdt den op foran den lille mands ansigt. Hans øjne blev pludselig meget store, og han kiggede stakåndet fra ringen til hende med en blanding af forundring og vantro.
”Jeg tror gerne, han vil tage imod mig” sagde hun med lav, skarp stemme.
Det var svært at sige, hvad portneren tænkte i dét øjeblik. Under alle omstændigheder gav han hende et svagt, indforstået nik med hovedet og kaldte efter en tjenestedreng, der kom løbende inde fra huset, tog hesten og ville sørge for, at den kom i stald.
”Så kom da ind” sagde han sagte og gik forrest hen mod huset igen med Isabella følgende efter.
Kort efter smækkede portneren døren efter dem, da de stod inde i forhallen.
”Jeg melder Deres ankomst” fremstammede han og forlod derpå rummet i al hast.
Ladt alene tilbage i hallen, trak hun sin hætte ned, rettede på sin kjole og kiggede sig omkring i det pompiøse rum. Ejeren af det her sted manglede uden tvivl ikke noget.
Hun smilede svagt for sig selv. *Her kunne jeg godt bo*

[ilosonic]

Mørket havde lagt sig over Procias og med sig, havde det bragt kaos. Det var ikke mange uger siden at oprøret var blevet startet inde i Apterta City, et oprør som man ikke havde troet ville ske i Procias, netop fordi det var lysets land, et land som gik ind for retfærdighed, at hjælpe andre og fred. Men indenunder enhver engel gemte sig en djævel. Oprøret var vokset hurtigt, selvom det også var på grund af de mørke væsner som var blevet lukket ind i landet, fordi at vagterne ved grænsemuren, visse steder var blevet bestukket, så det var ikke særlig svært at trænge ind i Procias længere – ikke som det engang havde været.
Foråret var ved at komme ind over landet, så det var også ved at blive noget varmere, hvilket var noget som Ilosonic ikke kunne andet end at nyde! Han havde brugt hele vinteren på at starte oprøret, hvor han nu endelig kunne læne sig lidt tilbage og betragte det storslåede kaos som han havde fået startet. Det havde ikke været særlig svært at starte oprøret, for det havde ikke været svært at nå ind til folket, det havde faktisk været let og kun fordi at han var mentaldæmon. Ikke mange kendte til hans mange dæmonracer, det var Ilddæmonen som stod tydeligst i ham, selvom det faktisk var mørkedæmonen som var stærkest, for det var den dæmon han havde været først.
At der var nogen som kom udenfor var ikke noget som Sonic havde ænset på noget tidspunkt. Han lå i øjeblikket inde på sit eget værelse – som han havde overtaget efter Marius naturligvis – hvor han lå og sov. Han huskede tydeligt Marius’ fjæs, da han var dukket op i døren, kommet med det bevis – sin fødselsattest og andre dokumenter der beviste at han var den retmæssige greve af Procias, fordi han var den førstefødte. Han havde selv smidt Marius ud af huset, hvor manden nu sad i Procias’ fangekælder. Tanken var virkelig noget som måtte fryde ham noget så grueligt! Tankerne om Marius var dog ikke noget som skete ofte, for Sonic havde også en masse andet som han skulle tænke på. Han havde fået slået Ilarias feber ned, hvor hun nu selv var frisk som en fisk igen, hvilket var en tanke som faktisk glædede ham. Han havde reddet hendes liv, hvor han faktisk var endt med at komme hende utrolig tæt i hendes sygeforløb. Dog sov hun inde på sit eget værelse, for det var heller ikke fordi at han ville trænge sig på, han ønskede desuden ikke at stå som den svage af de to! Specielt fordi hun var den arrogante kvinde som hun var. Hun var dominant og bestemt og vidste hvad hun ville have. Hun morede ham faktisk utrolig meget, men han kunne ikke komme udenom at han nød hendes selskab.
Tankerne flød rundt i Sonics hoved, som han lå og drømte om forskellige ting. Han blev dog forstyrret da det bankede på døren. Han glippede ganske let med øjnene, inden han vendte blikket irriteret mod døren. ”Hvad?!” spurgte han med en vrissen. Døren gik op, hvor de mørke øjne faldt på Charles’ skikkelse. ”Herre, der er en frøken nede i hallen som spørger efter Dem,” fortalte han roligt. Sonic brummede for sig selv. ”Jeg sagde at jeg ikke ville have gæster!” vrissede han fast, som han begravede hovedet under hovedpuden. ”Men herre.. jeg tror gerne at De vil se denne frøken,” fortsatte Charles. Sonic bed tænderne sammen. Han hadede når hans nattesøvn blev forstyrret! ”Og hvad får dig til at tro det?!” spurgte han fast. ”Hun bærer familien Darcys slægtsring.” Sonic satte sig forundret op, hvor han vendte blikket mod Charles. Bar hun familiens slægtsring? Han nikkede. ”Udmærket.. jeg kommer.” Charles lukkede døren efter sig, som han igen gik, hvor Sonic fik nogle mørke fløjlsbukser på, inden han greb omkring den hvide T-shirt, blot for at gå ud af døren.
Sonic smuttede hen ad gangen og ned ad trapperne, som førte ned i forhallen, hvor de mørke øjne faldt på den unge kvindes skikkelse. Han trak T-shirten over hovedet, så hans muskuløse overkrop blev dækket. ”Og hvem er så du?” spurgte han med en lettere irriteret undertone.

[isabella]

Isabella vendte sig brat om, da hun hørte en mandestemme fra den anden side af forhallen. Og nøjagtig i det øjeblik, hun fik øje på personen der havde tiltalt hende, konstaterede hun: det dér er ikke min far.
Manden der stod henne ved trappen var alt, alt for ung til nogensinde at kunne være hendes forælder.
Uden at tage sig af hans let irriterede, og i øvrigt også uhøflige tonefald, kiggede hun en enkelt gang op og ned ad ham. Han var høj og bredskuldret, havde en tydeligt veltrænet krop - det kunne man se, selvom han havde tøj på - og et meget markeret ansigt. Hans hår var mørkt og han havde kønne, brune øjne. I sandhed en mand efter Isabellas smag, flot og muskuløs. Men nu var det jo ikke dét, hun var her for.
"Jeg skal tale med Greven" sagde hun kortfattet.

[ilosonic]

Det var ikke ligefrem fordi at Ilosonic havde regnet med gæster, og specielt ikke på denne tid! Det var for pokker da nat! Hvem ville desuden ikke blive irriteret, når man blev revet ud af sengen for at skulle tage imod uvelkomne gæster? Der var ingen tvivl om at han var en mand, for han havde alt det som betegnede en mand; de brede skuldre, det markante ansigt, den muskuløse krop, den fine højde, så der var ingen tvivl om at han var en mand! De mørke øjne faldt på hendes skikkelse, som han kom ned for enden af trappen, hvor han stoppede få meter foran hende. Han strøg en hånd igennem det mørke hår, inden han gned sin skæggede hage ganske let. Hans hoved søgte ganske let på sned, hvor han betragtede hende lettere vurderende. Hun kunne ikke være procianer, for så havde hun slet ikke opført sig på denne måde, og så var hun slet ikke taget herud på denne tid! Et kækt smil gled over hans læber ved hendes ord, hvor han nikkede imod hende, imens hans arme gled let over kors ved det faste bryst. ”Du har æren af at stå overfor ham,” svarede han, som han hentydede til sig selv. Han var den nuværende greve af Procias, selvom hun virkede.. overrasket? Vidste hun ikke at han havde smidt Marius af og nu selv havde taget over? Marius havde faktisk været greve i mange år, inden han selv havde overtaget det, for han var trods alt den førstefødte. ”Og hvad ønsker du så af greven?” spurgte han videre og lettere nysgerrigt. Han havde fået at vide at hun bar familiens slægtsring, så selvfølgelig havde hun vundet hans opmærksomhed og interesse.

[isabella]

Hun fulgte ham med øjnene, da han begyndte at komme hen imod hende. Han standsede, da der kun var få meter imellem dem. Og sagde, at han var Greven og hvad kunne han hjælpe hende med?
Men disse ord kunne hun ikke få til at hænge sammen. Dén mand var jo ikke hendes far.

Isabellas mor var død natten til fredag. Aftenen inden havde hun kaldt sin datter til sig, mens hun lå i sin sygeseng. På dét tidspunkt hørte Isabella for første gang i hele sit liv sin mor snakke om hendes far.
"Du ligner din far" havde hun sagt, "Du har hans øjne".
Og så fortalte hendes mor hende alt. Om sit abejde, da hun var ung, om sin affære med Vladimir Darcy og om Isabellas fødsel ni måneder senere. Og til sidst om slægtsringen. Den dag, hun havde fået den af hendes far, og hvad den betød for Huset Darcy.

Alt dette løb gennem Isabellas hoved i løbet af et par sekunder.
"Jeg ønsker at tale med Vladimir Darcy" sagde hun, mens hun kiggede ham skamløst direkte ind i de brune øjne.

[ilosonic]

Hvem denne tøs måtte være, vidste Ilosonic ikke, men han var lidt ligeglad, for det irriterede ham at han skulle blive forstyrret i hans nattesøvn, han havde været fuldstændig ligeglad med om det så havde været dronningen der var kommet på besøg, for hvem pokker kom på denne tid af natten?! Han prøvede dog at holde hovedet koldt, Charles havde jo også fortalt at denne unge tøs havde haft familien Darcys slægtsring, en ring som bar familiens symbol, selvom.. kunne det passe? Han vidste godt at hans far havde leget med mange kvinder, det var jo også grunden til at han i udgangspunktet var stukket af, for han havde virkelig ikke kunne holde ud at hans far havde skiftet kvinde, som han havde skiftet sokker! Han var stukket af til Manjarno og videre til Dvasias, hvor han var blevet besat af en mørkedæmon. Han havde fået Hayden Diamaqima, hans gamle alkymistven til at hjælpe ham med at trække dæmon ud af ham og med alt det som han ellers havde været igennem, så havde det skabt den mand han var den dag i dag.
De mørke øjne faldt på kvindens skikkelse, som Sonic gav hende elevatorblikket, studerede og vurderede hende fra top til tå. Hvem hun var, vidste han ikke, men hendes tone og ord var noget som han tydeligt bed sig mærke i, hvor det også var mere end tydeligt at hun ikke var procianer, måske hun var ligesom ham selv? Hun boede i Procias, men var rigtig dvasianer? Hun var jo ikke det første mørkevæsen, som var kommet ind i landet, takket være ham, kunne alle fra Dvasias mere eller mindre komme ind i landet, for han havde bestukket vagterne ved grænsemuren. At hun ville tale med hans far, var noget som fik ham til at se forundringsværdigt på hende. Havde hun ikke hørt det? Vladimir Darcy var død, Sonic havde personlig dræbt ham, da han engang var kommet tilbage for mange år siden, hvor Marius havde overtaget for længe siden, selvom han nu sad i fangekælder. Hans hoved søgte ganske let på sned. ”Ved du det ikke? Vladimir er død for mange år siden.. hans søn Marius tog over,” fortalte han roligt, hvor han betragtede hende med en lille nysgerrig mine. ”Og nu har jeg så personligt smidt Marius af stillingen og selv taget over,” endte han, hvor det kække smil gled over hans læber, ”så du må stille dig tilfreds med mig.”

[isabella]

Isabella tænkte sig om et øjeblik. Hendes far var altså død for mange år siden, siden havde hans søn - altså hendes halvbror overtaget - og nu sad denne unge mand på titlen?
Hun følte sig ikke specielt berørt af, at hun nu aldrig kom til at møde sin far og den halvbror, der havde efterfulgt ham. Hun havde jo aldrig kendt dem, så hvorfor skulle hun føle noget tab?
Hun hævede eftertænksomt det ene øjenbryn, mens hun betragtede manden foran sig nøjeregnende. Stod han og sagde, at han havde overtaget titlen med magt? Smidt den retmæssige greve af ved brug af militære midler?
"Hvem er du?" spurgte hun undrende, "Hvad gav dig ret til at overtage denne titel?"
Hvis han var Greve af Procias, var det en aldeles uhøflig måde, hun lige havde tiltalt ham på - men hun havde ikke tænkt over det. Hun var bare nødt til at vide, hvem han var, han som havde smidt hendes familie ud af deres eget, lovformelige hus - inden hun lige om lidt fortalte ham, hvem hun var, og hvorfor, hun kom.

[ilosonic]

Hvem denne kvinde var, vidste Ilosonic ikke, men hun var bestemt uhøflig, så det var kun tydeligt at hun ikke var oprinde procianer, eller i hvert fald ikke havde fået en sådan opdragelse, men hvem var hun så? Han havde ikke engang fået noget navn endnu. Han kneb øjnene fast sammen til hendes spørgsmål, hvor hans arme endte over kors ved det muskuløse bryst. Hvem troede hun at hun talte til? Hun burde yde ham langt mere respekt end hvad hun havde gjort indtil videre! Men han var dog en tolerant person, desuden så havde hun jo familiens slægtsring, så han var naturligvis også nysgerrig på at vide hvem hun egentlig måtte være og havde med hans familie at gøre. ”Jeg er søn af Vladimir Darcy, Sonic Darcy, dog ændret navn til Ilosonic Demoniqz, efter at jeg stak af på grund af.. personlige grunde. Da jeg som ældre kom tilbage havde min lillebror Marius Darcy overtaget det hele. Men eftersom jeg er den førstefødte, så er det min ret at overtage, og eftersom Marius ikke ville give mig det, så måtte jeg få ham fjernet med tvang, men det hele er skam retmæssigt mit, jeg er den retmæssige arvtager af vores far Vladimir,” forklarede han sagte, for sandt var det bestemt! Han kunne dog ikke komme udenom at han havde moret sig over at smide Marius af titlen, men manden havde jo ikke gidet, at gå af selv, så der havde simpelthen ikke været andre muligheder end at tage ham af med magt. Han betragtede hende sagte. ”Så fortæl mig pigebarn, hvem er du?” spurgte han fast og lettere beordrende, for han var skam ikke stået op midt om natten for at stå og forklare om sig selv, så havde hun noget vigtigt at fortælle, så måtte hun hellere se at komme i gang, inden han personligt ville smide hende ud!

[isabella]

Hans ord havde med ét bekræftet den snigende fornemmelse, hun havde haft, fra hun så ham første gang. Manden foran hende - Ilosonic - var hendes bror! Men... sagde han... havde han havde smidt sin lillebror af titlen? Det betød jo... at der var en bror til? Men var han i live? Hvor var han nu? Spørgsmålene hobede sig op, mens han talte. Hvorfor havde Ilosonic aldrig vidst noget om hende? Hun måtte være født efter, han var stukket af herfra som ung. Men alt dette, alt hvad denne mand, der stod blot få meter fra hende fortalte, fik pludselig Isabella til at se rigtigt på ham. Ilosonic Demoniqz var ikke procianer. Med ét kunne hun godt mærke det. Hans fremtræden, hans måde at tale på... hun kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var, før hun atter kiggede ham ind i øjnene - og dér kunne hun se det. Mørket.
"... så jeg er den retmæssige arvtager af vores far, Vladimir," sluttede han af.
Isabella rynkede panden og trak let på smilebåndet, mens det gik op for hende, at selvom hendes - deres - far var død for længe siden, kunne hun stadig få, hvad der retteligt tilkom hende. Og der var ikke nogen måde, Ilosonic Demoniqz kunne komme udenom det på.
Men så tilføjede han sit spørgsmål, og hendes smil blegnede. Pigebarn?! Hvem troede han lige, han talte til??
Med sammenknepne øjne, begyndte hun langsomt at gå hen imod ham.
"Mit navn er Isabella Maria Vincentz" sagde hun, og mens et køligt smil atter gled over hendes læber, tilføjede hun: "Jeg er også hans retmæssige arvtager."
Uden at slippe øjenkontakten med ham, trak hun Carino Fattoria-ringen langsomt frem fra sin pung, standsede en halv meter fra Ilosonic og holdt den op imellem deres ansigter. Hun stod så tæt på ham, at hun kunne mærke hans åndedræt mod sin hals.
"Vladimir Darcy var min far."

[ilosonic]

Hvem denne tøs måtte være var et spørgsmål som Ilosonic snart ville have svar på, for nu havde han ødelagt sin nattesøvn for hendes skyld, så hvis hun ikke havde noget fornuftigt at sige, så smed han hende snart personligt ud af døren. Hun havde ikke gjort andet end at komme anmassende og stille en masse spørgsmål, være uhøflig, som hun endda stod over greven, for nok han ikke havde et hjerte som en procianer, men han tog skam sin grevetitel utrolig højt, nu hvor han endelig havde fået hvad han havde kæmpet for! Han gav ikke bare titlen væk sådan uden videre, det var der ingen der kunne gøre, medmindre hans handlinger naturligvis blev afsløret, for det var ikke ligefrem fordi at han var populær i landet. De mørke øjne studerede hende ganske let. Han blev roligt stående i den samme stilling; med armene over kors, da hun valgte at komme ham nærmere, hvilket han blot lod hende. Et svagt træk i mundvigen viste sig, da hun endelig valgte at præsentere sig, selvom hun tilsyneladende var blevet fornærmet over at han havde kaldt hende et pigebarn, men den måde hun opførte sig på og med det udseende, så var hun yngre end ham, så meget kunne han både se og fornemme, plus han var mentaldæmon, så han kunne jo også trænge ind i hendes sind og se det. Hendes navn sagde ham intet, han kneb dog øjnene mistroisk sammen da hun sagde at hun også var den retmæssige arvtager, hvor han brød ud i en hånlig latter. Hvem troede hun at hun var? Hun kunne ikke bare komme anmassende uden nogen beviser på det, foruden at hun havde deres slægtsring, men selvom hun var en del af familien, så var det ikke ensbetydende med at hun havde arvet en pind! Hans latter døde roligt ud, hvor det kække og morende smil hvilede på hans læber, imens de mørke og lettere flammende øjne betragtede hende med morskab. At tog ganske roligt ringen fra hendes hånd og betragtede og studerede den ganske let. Sandt nok, det var familiens slægtsring, et sted ville det ikke undre ham at hun var datter af deres far, for deres far havde haft mange kvinder hos sig. Han havde skiftet kvinde som han havde skiftet sokker! Han gav hende roligt ringen igen og trak svagt på skuldrene. ”Og hvad så? Så er du muligvis Vladimirs datter, men du har ikke arvet en skid!” svarede han fast, hvor hans blik blev noget så sagte. ”Jeg er den ældste, jeg er den førstefødte af alle Vladimir Darcys børn, derfor gør det mig til den retmæssige arvtager og greve af landet. For det andet, hvis du skulle have arvet bare den mindste sum penge, så havde vores far nævnt dig i hans testamente, hvilket aldrig skete,” tilføjede han kortfattet, inden et selvsikkert smil gled over hans læber. ”Så alt i alt, så er det eneste du arver, denne ring, som ikke har den mindste betydning!” endte han bestemt, hvor han så lettere irriteret på hende. ”Så du er kommet hele denne lange vej, for at finde ud af at du ikke arver noget som helst?” spurgte han stilfærdigt, hvor han hævede det ene øjenbryn og så spørgende på hende.

[isabella]

I det øjeblik, de sidste ord forlod hans mund, rev hun ringen ud af hånden på ham og stak sit ansigt helt op i hans.
"Nej, det er jeg i hvert fald ikke," hvislede hun.
"Min mor fik denne ring af Vladimir Darcy for 57 år siden, som symbol på, at hun altid, altid kunne vende tilbage til Carino Fattoria," sagde hun og prikkede ham i brystet med en strakt pegefinger.
"Nu er min mor død, og min far åbenbart også, og hvad enten du kan lide det eller ej, så er du det enste familie, jeg har tilbage!"
Hendes vejrtrækning var tung, og hendes brune øjne flakkede en smule. Ordene var kommet ud af munden på hende, uden hun havde nået at tænke over dem. Hun var rasende over, at han havde afvist hende, før han overhovedet vidste, hvad hun ville.
"Jeg vil ikke have nogen titel, ej heller vil jeg have hverken dit guld eller dit land" hviskede hun med stemmen fuld af foragt.

[ilosonic]

At hun trak sig op i Ilosonics ansigt, var ikke noget som han som sådan tog sig af, selvom hun vandt hans fulde opmærksomhed ved det, for det var uundgåeligt at se væk fra hende, når hun var så tæt på, det var også der han lagde mærke til det sensuelle glimt i hendes øjne. Var hun sensuel dæmon?! Dæmon ligesom ham selv?! Hans mørke øjne hvilede fast og lettere advarende i hendes. Hun havde de samme brune øjne som ham; som deres far. Han himlede let med øjnene til hendes ord. ”Du må forstå en ting Isabella, det var Vladimir der gav din mor den ring, det vil sige at i kunne vende tilbage hvis han endnu var greve, men med en ny greve følger nye regler, jeg kan smide dig ud på et splitsekund, og tro ikke at jeg vil tøve med at få mine soldater til at følge dig ud og det behøver skam ikke at være på en venlig måde,” svarede han fast, hvor han ikke veg blikket fra hendes på noget tidspunkt. At hun sagde at han var hendes eneste familie, var noget som næsten måtte gøre ham helt.. ilde til mode. Han havde en søster? En halvsøster, ligesom Marius kun var hans halvbror, men stadig?! Han havde ikke tid til at se efter en familie, som han selv havde udryddet, men på den anden side, så var hun ikke en blødsøden procianer, så han måtte indrømme at han allerede nu bedre kunne lide hende end hvad han kunne lide Marius. Han så lettere vurderende på hende, som hun udtalte sine sidste ord. Hun ville ikke have hans titel eller penge? ”Hvad vil du så have?” spurgte han stilfærdigt, imens de mørke øjne betragtede hende ganske let. Det var jo heller ikke fordi at han havde behov for at smide hende ud, for han kendte hende jo ikke engang og nu hvor hun havde mistet alle begge sine forældre, så følte hun sig vel alene? Selvom han sådan set var ligeglad, han havde selv mistet sine forældre, han kendte selv til følelsen af at være alene, for det havde han været det meste af sit liv, så han følte sig ikke ligefrem berørt af hende eller hendes problemer, for han tvivlede ærligtalt på at hun havde været igennem ligeså meget ondt som han selv havde.

[isabella]

Der var ikke noget ved hans spørgsmål, der virkede fjendtligt, og Isabella løsnede lidt op i kroppen og trak sig samtidig en anelse tilbage i nyerhvervet respekt for hans intimsfære, som hun ellers lige havde overtrådt noget så eftertrykkeligt.
"Logi. Min status." sagde hun med et let skuldertræk. Hun betragtede ham eftertænksomt, og rystede så svagt på hovedet ad hele denne absurde situation.
"Men," sagde hun så og kiggede alvorligt på ham, "Fremfor alt vil jeg have din accept."
Hvis man så godt efter, ville man se, at bag det hårde ydre, var der en antydning af et næsten bedende blik, da ordene forlod hendes mund. Det var ganske svagt - men det var der.
Hun ville have Ilosonic til at anerkende hende som Vladimir Darcys datter, give hende samme status som hun havde haft, hvis hun var hans ægte barn.
Isabella trak fredsommeligt kappen tættere sammen om skuldrene.
"Jeg sagde jo," sagde hun med et forsigtigt smil, "At jeg kun vil have dét, der retteligt tilkommer mig."

[ilosonic]

At hun trak sig tilbage var noget som fik Ilosonic til at slappe mere af i blikket, som blev mere roligt, i stedet for advarende, for hvis der var nogen som var uhøflig her, så var det bestemt denne Isabella! Han valgte dog at lytte til hendes ord, selvom han endnu ikke var fuldt overbevist om hvem hun var, for det kendte han hende virkelig for lidt til at gøre! Han var en enspænder og det var få der formået at vinde hans fulde tillid, Ilaria var faktisk den eneste der nogensinde havde formået det til nu, så det sagde virkelig ikke så lidt! Han himlede let med øjnene til hendes ord. ”Du har ikke nogen status..” forklarede han med en irriteret undertone. ”Det eneste du vil blive kendt som er Grevens halvsøster,” svarede han stilfærdigt. Et kækt smil gled over hans læber, da han endnu engang betragtede hende med et morende glimt i blikket. ”Det er faktisk mig der bestemmer hvor meget du er værd,” svarede han stilfærdigt, som hans hoved søgte ganske let på sned. ”Og fortæl mig Isabella, hvorfor skulle jeg overhovedet give en ung tøs, som jeg intet kender til, nogen former for status? Jeg stoler ikke engang på dig!” svarede han fast. Søster eller ej, så gjorde det virkelig ikke nogen forskel for hans vedkomne, for han stolede ikke på andre end sig selv og var begyndt at gøre det på Ilaria også. Den kvinde havde bevist sit værd og Isabella måtte gøre det samme, hvis hun ønskede det mindste af ham. Han fnøs kortfattet til hendes ord. ”Min accept skal der mere til end bare at komme anmassende på den måde, for at få,” svarede han kortfattet og så roligt på hende. Det var tydeligt at denne tøs ikke var så hård igen, for det kunne han tydeligt se på hendes blik. Hans hoved søgte ganske let på sned, imens han betragtede hende ganske let. ”Hvordan skulle jeg kunne vide at du er Vladimirs datter og derved min halvsøster? Hvordan kan jeg vide at du ikke bare har stjålet ringen og tror at du kan vinde noget på den?” spurgte han stilfærdigt og hævede ganske sagte sit ene øjenbryn.

[isabella]

Isabella rystede ganske svagt på hovedet.
"Forstår du ingenting?" sagde hun, undrende over hans uvidenhed, "Det er den eneste status, jeg leder efter."
Hun så på ham. "Du kan nægte mig alt - men ikke min ret til at være min fars datter." Hendes stemme var rolig, men hendes øjne var fulde af foragt. Hun vendte og drejede forsigtigt ringen i hænderne hele tiden. Noget var gledet over hans ansigt, da de lige før stod helt tæt på hinanden. Han havde set hende i øjnene, og hun havde samtidig set noget i hans: genkendelse.
Til hans spørgsmål om, hvordan han kunne vide, hun ikke blot havde stjålet ringen, trak hun let på skuldrende.
"Det kan du ikke," svarede hun kort, og mens hun knugede ringen, begyndte hun at gå ganske langsomt rundt om ham med blikket konstant rettet mod hans høje, muskuløse skikkelse.
"Men min mor har fortalt mig en masse om Vladimir Darcy, kan du tro. Og denne ring symboliserer hans kærlighed til hende, hans gave, hans løfte om at der ville være et liv til hende her, såfremt hun nogensinde skulle komme tilbage. Og adelige løfter går i arv såvel som gæld gør det - det var ikke din skyld, men du ender alligevel med at stå med ansvaret, ikke."
Hun fortsatte sin rolige cirklen, mens hun talte, og nu var hun næsten lige bag ham.
"Hvis du ejer den mindste smule anstændighed i livet, så lader du mig vise dig, at Vladimir Darcy var min far."
Isabella standsede og kiggede kort på ham. Hun havde gennemskuet ham. Et bittert smil gled over hendes læber, mens hun gik langsomt hen bag ham og stillede sig med munden næsten lige ud for hans øre.
"Du så noget før, gjorde du ikke?" sagde hun lavmældt, med en undertone der var næsten giftig, "Du så noget af ham i mig."