De brudte bånd

[ilosonic]

Ilosonic var ikke typen der stolede på folk bar sådan uden videre, for han var en mand der var forsigtig, det var noget som han havde været nød til hele livet, han havde altid stået selv, han havde altid været en enspænder, han havde altid klaret sig selv, der havde aldrig nogensinde været nogen former for støtte, for hans far havde aldrig nogensinde været der for ham. Hans far havde tilmed revet ham fra sin egen mor. Han vendte de mørke øjne mod hende igen, hvor han kneb den en anelse sammen. ”Selvfølgelig har du ret til det.. men du kan sagtens være din fars datter et andet sted,” svarede han stilfærdigt, som han rettede sig mere op og så næsten strengt ned på hende med det fremskudte bryst. Hun kunne ikke bare komme vadende ind midt om natten og regne med at hun kunne bo her! Hans blik blev mere fast og noget så mistroisk til hendes ord. Nemlig, han kunne ikke vide om hun havde stjålet den, men på den anden side, hvis hun rent faktisk var datter af Vladimir Darcy og dermed hans halvsøster, så kendte han jo godt til det med at skulle bevise det, for han havde stået i selvsamme situation, da han havde stået foran Marius første gang. Manden havde ikke troet på at de var brødre, men det havde han skam været, tilmed Marius’ storebror. Han havde været nødsaget til at tage tilbage til Dvasias, skaffe sig sin fødselsattest og en masse andre dokumenter, som beviste at han var søn af Vladimir Darcy og derved Marius’ bror, så han forstod skam godt hvilken situation hun måtte stå i, selvom at han endnu ikke troede på hende, for det kunne hvem som helst vel bare komme og sige? Han lod hende blot gå rundt om ham, hvor han fulgte hende blev blikket og drejede hovedet som hun endte bag ham. Han slap en munter latter til hendes ord. ”Ved du hvad? Jeg er sådan set ligeglad med hvad min far så har lovet din mor, for nu skal jeg fortælle dig en lille hemmelighed, Vladimir Darcy har haft utrolig mange kvinder, som han både har giftet sig med og ’givet’ sin kærlighed til. Din mor var blot den næste i rækken, hvilket du er et levende bevis på, for du har aldrig mødt min far, så din mor var blot endnu en tøjte i min fars række,” svarede han stilfærdigt. Sandt var det jo trods alt. Hans far havde haft utrolig mange kvinder, der var trods alt en grund til at han havde stukket af dengang han havde været lille. Han gned sin skæggede hage ganske tænksomt til hendes ord, hvor han så eftertænksomt ud i luften. Skulle han give hende en chance? Han smilede morende til hendes hviskende ord i hans øre, hvor han drejede rundt på hælene, så han igen stod front mod front med hende. ”Tja.. jeg kan godt give dig en chance for at bevise det, men der skal virkelig meget til, før jeg er overbevist Isabella, for jeg stoler bestemt ikke på dig,” svarede han stilfærdigt og ganske bestemt, som han hævede sigende det ene øjenbryn og så på hende med et kækt skær i de mørke øjne.

[isabella]

Hans ord var sande, det kunne hun ikke benægte. Hendes mor havde godt fortalt hende, hvilket skamløst forhold, Vladimir Darcy havde haft til kvinder, og Alice Vincentz havde også udmærket være klar over, hun ikke var den første, der havde ligget i med greven af Procias. Men måden han talte om hendes mor på, fik det til at vende sig i hende. Hun havde løst til at stikke ham en flad, men beherskede sig. For han var jo blot uvidende om, hvad det egentlig var, der var foregået mellem deres forældre dengang. Han vidste ingenting. Og hvis hun slog ham, ville det nok heller ikke ligefrem gavne forhandlingerne yderligere.
Da Ilosonic vendte sig om, kom de til at stå meget tæt på hinanden. Hun kunne næsten mærke hans åndedræt mod sin hals, da han talte.
"Men fortæl mig..." sagde hun lavtmældt og med et svagt, hoverende smil i mundvigen, "... du var her måske til at opleve hans forhold til min mor?"

[ilosonic]

Hvad denne tøs helt nøjagtig måtte kræve af Ilosonic, var noget som han var uvidende omkring, men mon han ikke fandt ud af det på et tidspunkt? Hun bar familiens slægtsring, så han kunne godt være tolerant og lytte til hvad hun havde at sige, hvis det hun fortalte ham så også var sandhed, for løgne kunne han bestemt ikke bruge til noget og løgne var noget som man kunne blive straffet hårdt med. Hun virkede dog ikke til at være den direkte procianer-type, det gjorde jo så også bare at han havde lettere ved at lytte til hende. Det lød mere til at hun var kommet her for at få svar på sine mange spørgsmål, end at stille forretninger med ham, skønt hun vel var interesseret i begge? Det kunne han i hvert fald lige forestille sig at hun måtte være. De mørke, flammende øjne betragtede hende ganske let, hvor han lyttede til hendes spørgsmål. Han trak svagt på skuldrene, inden han rystede kort på hovedet. ”Nej,” svarede han kort for hovedet, inden han igen vendte blikket mod hende, som han kort havde set tænkende væk. Han var stukket af i en tidlig alder, men selvom han havde været ung, så havde han allerede oplevet mange af hans fars kvinder. Han kneb øjnene sammen. ”Eller.. det kommer an på hvem din mor er,” svarede han stilfærdigt, for han havde trods alt oplevet fire hustruer. Han havde dog aldrig vidst at han havde haft en søster, selvom at Isabella jo heller aldrig havde kendt til sin far, så det sagde jo lidt sig selv. Han var dog ikke ligefrem interesseret i Isabellas mor, for han havde virkelig hadet hans far for alle de kvinder han havde haft, en snob efter den anden, han var jo selv blevet skilt fra sin mor, fordi han havde været den førstefødte og derfor skulle overtage efter Vladimir, men han var stukket af og nu kommet tilbage, hvor han nu havde indtaget sin retmæssige plads. ”Men det kan vel være ligegyldigt om jeg kender din mor eller ej?” spurgte han stilfærdigt, som han så lettere skeptisk på hende. Han vidste ikke om hun havde bagtanker og han tog virkelig ikke nogen chancer med hende!

[isabella]

Isabella havde forladt Apterta for at finde lykken - i hvilken form den end måtte indfinde sig. Efter sin mors død var der intet for hende i storbyen, hun havde ingen slægtninge og ingen yderligere bekendte noget sted i Procias, så fra nu af behøvede hun kun at lytte til sit eget hjerte, uden at skulle tage hensyn til noget som helst andet.
Men nu var hun hér. Og pludselig havde hun igen familie. Hun havde en bror. Og et eller andet i hende var nysgerrig efter at lære ham at kende... uanset om han ville det eller ej.
Hun sukkede let.
"Hør..." sagde hun og kiggede ham ind i øjnene, "Jeg forstår godt din betænkelighed. Du kender mig jo ikke." Hun holdt en kort pause. "... men jeg kender heller ikke dig. Det er derfor, jeg er her. Jeg vil vide, hvor jeg kommer fra."

[ilosonic]

Enhver ung mand eller kvinde, som ikke vidste hvor de kom fra, var vel nysgerrig på det? Han havde altid selv vidst hvad der havde ventet ham, for han havde været Vladimirs førstefødte, så det havde været ham som skulle overtage det hele efter hans far, men det var aldrig sket på den rigtige måde, for hans far havde haft så mange kvinder og elskere at han var stukket af, for det var et liv han bestemt ikke kunne holde ud! Han var taget til Manjarno og videre til Dvasias og da han var blevet ældre, var han blevet besat af denne mørkedæmon, hvor han senere hen var blevet en fuldblodsdæmon, og nu stod han så her den dag i dag, hvor han kunne se på sin egen lillesøster, som han slet ikke havde vidst at han havde haft indtil for kun et kort øjeblik siden – hvis hun da var hans lillesøster, for det var noget som han jo ikke kunne sige med sikkerhed. Han lyttede ganske roligt til hendes ord, hvor han endnu engang havde lagt armene over kors, imens hans ene hånd hvilede omkring hans skæggede hage, som han gned ganske tænkende, uden at han veg de mørke, lettere flammende øjne fra hendes skikkelse. Det var ikke fordi at hun virkede godtroende, men faktisk lettere bestemt, hun virkede ikke til at være som enhver anden procianer, men det var jo også det som kunne gøre hende udspekuleret, det kunne være at hun faktisk var ude på at snyde ham, så han måtte jo bare være forsigtig! Efter en længere pause, valgte han dog at åbne munden. ”Hvad er det du ønsker af mig Isabella? Vladimir Darcy er død, ham kan du ikke få hjælp af, så hvis det var det eneste du søgte efter, så må jeg desværre meddele at det var et forgæves forsøg,” svarede han stilfærdigt, han vidste jo ikke om hun havde en dybere mening med at komme her.

[isabella]

Hans ord fik hende til at tænke. Hun havde været her højest en halv time nu, og et eller andet indeni hende var allerede tilbøjeligt til at indrømme, at hun i løbet af 30 minutter selv var kommet i tvivl om, hvorfor hun var her.
Isabella var en lykkeridder. Hun var egoistisk, grådig og kun interesseret i, hvad der var bedst for hende selv. Materielle goder var vigtige for hende og ifølge hende kunne rigdom mere eller mindre kun måles i guld.
Men hvad var det egentlig, hun ville? Hun mærkede et lille stik af usikkerhed - ikke særlig stort, men nok til at det kunne mærkes.
Var dette her måske i virkeligheden en mulighed for at starte forfra? Hun vidste det ikke. Men hun ville altid gå derhen, hvor vinden tog hende... hvor end det så var.
Hun kiggede eftertænksomt på ham med det ene øjenbryn let hævet.
"Hvis Vladimir Darcy er død og du er min sidste familie..." hun holdt en kort pause, mens et skævt smil gled uvilkårligt over hendes læber, "... så var det dig, jeg søgte efter."

[ilosonic]

Hvor længe Isabella helt præcist havde været her, vidste Ilosonic ikke, men han måtte indrømme at tiden også var ligegyldig, det som spillede ind var at hun var kommet midt om natten og dermed ødelagt hans søvn, for nok var han dvasianer til det sidste og faktisk hadede Procias, men han var greve og havde derfor en masse arbejde som han skulle have gjort – specielt også sine egne planer, som han havde fået iværksat. De mørke øjne betragtede hendes skikkelse ganske tænksomt, for han prøvede at blive klog på hende, skønt det ikke ligefrem var den letteste opgave. Han vidste ikke hvem hun var, hvordan hun var og derfor vidste han ikke hvorvidt han burde stole på hende eller ej, for han kunne ikke vide om hun faktisk var ude på at snyde ham, men det var vel noget som tiden måtte vise ham? Hvis han da valgte at give hende hans tillid og det var ikke noget som han bare sådan gav væk. Han studerede hende ganske let, inden han slog ud med armene. ”Jamen her er jeg så! Så fortæl mig Isabella, hvad er det du ønsker af mig, for ellers må jeg bede dig om at smutte og stikken snuden hjemad, for jeg har allerede ødelagt min søvn mere end rigeligt,” påpegede han stilfærdigt, som de mørke øjne hvilede fast på hende. Han havde jo ikke hele natten til at stå og besvare hendes spørgsmål, så måtte hun komme igen i morgen eller noget lignende! For det at blive vækket midt om natten var noget som kun appellerede til hans irritation, desuden havde han jo også stået her for længere tid, så hvis hun ikke havde mere fornuftigt at fortælle ham, så ville han bede hende om at gå! Han var nød til at være frisk i morgen, som hver dag, for ellers kom han da aldrig videre! Det nyttede jo heller ikke noget at han sov på sin post. ”Så jeg spørger dig for sidste gang; hvad er du kommer her for?” Han lagde endnu engang sine arme over kors, imens han betragtede hende med en alvorlig mine.

[isabella]

Hans ord gjorde hende omsider tavs. Hun kiggede opgivende på ham, mens hun rystede meget svagt på hovedet i forundring over hans opførsel.
Skuffelsen lyste ud af hendes øjne, men det skyldtes ikke længere, at hendes udsigter til rigdom smuldrede mellem fingrene på hende, men derimod handlede det nu kun ene og alene om skammen over, at han var hendes bror.
Han var så... vred. Så utilnærmelig. Som om han mistænkte hende for at ville tage livet af ham eller stikke af med alle hans ejendele.
Hun havde håbet, han var et andet slags menneske. At han havde reageret på en mere menneskelig måde, da han fandt ud af, han havde familie. Hvem var så kold, at de kunne se hen over dét?
Hun havde selv svaret.
"Vores far må have været et frygteligt menneske," sagde hun stilfærdigt, mens hun begyndte at tage et par skridt bagud.
"Tag det roligt. Jeg går nu."
Hun trak kappen tættere sammen om skuldrene, mens hun vendte sig og gik hen mod døren.
Isabella var på jagt efter lykken, men tydeligvis var det ikke her, hun skulle finde den. Hun havde prøvet at greje Ilosonic og prøvet, at få ham til at forstå, at hun bare gerne ville lære sin bror at kende, men hans opførsel fik hende til at tvivle på, om det nu også var noget, hun havde lyst til.
Hun åbnede den store hoveddør ud til den mørklagte gårdsplads, men stoppede op i døråbningen og kiggede tilbage på ham.
"Jeg er glad for, jeg ikke voksede op her," sagde hun med et medfølende smil, "Hvis vi havde haft samme barndom, var jeg blevet ligesom dig."
Og så forsvandt hun ud i mørket.

[ilosonic]

De mørke øjne betragtede hendes skikkelse ganske let. Det var ikke fordi at Ilosonic ikke kunne være gæstfri, men for pokker da, han var en dæmon fra yderst til inderst, så hvem var dum nok til at opsøge ham overhovedet? På den anden side havde hun jo ikke vidst hvem hun ville møde, da hun var kommet, for hun havde tilsyneladende troet at hans far Vladimir Darcy havde været her, selvom at det var utrolig mange år tilbage at han var død, så det undrede ham at hun ikke havde hørt om det, men udmærket, det var jo heller ikke fordi at han vidste om hun rent faktisk var hans halvsøster, som Marius havde været hans halvbror. Hun var selv dæmon, selvom han gik ud fra at hun så også måtte være animagus? Og det var så også der at det slog ham. At hun ikke svarede på hans spørgsmål, men begyndte at gå, fik ham til at knibe øjnene let sammen. Det så ikke ud til at hun havde været tilfreds med det som hun havde set og fundet? Han himlede let med øjnene til hendes ord, selvom det mere var af ham selv. Han var virkelig ved at blive alt for blød! Han rystede let på hovedet, som han fulgte efter hende mod døren, for at gå ud i mørket, hvor han tydeligt kunne se det hele, som havde det været dag, for han var trods alt mørkedæmon. ”Isabella vent,” bad han roligt, som han småløb hen mod hende, hvor han greb hende roligt om skulderen. Han betragtede hende ganske let. Hun havde haft hans slægtsring, hvilket ikke var en ring, som man bare sådan skaffede sig, for det var utrolig svært at lave kopier af sådanne ringe og hendes havde været ægte. Desuden så kendte han jo selv til følelsen om at overbevise familien om at man var et medlem, for Marius havde jo ikke troet på ham heller, så han havde været nødsaget til at finde dokumenter og fødselsattest som måtte bevise at han havde været medlem af Darcy-familien og sådanne dokumentationer burde man vel også kunne finde af hende? Han sukkede af sig selv. ”Kom med indenfor. Det mindste jeg kan gøre er at give dig et værelse så du kan overnatte,” svarede han stilfærdigt, som han gjorde et hovedkast mod huset, som tegn på at hun skulle følge ham med ind igen. ”Så kan vi tage resten fra i morgen af,” svarede han stilfærdigt, for han kunne vel godt give hende en chance? Han stillede sig i døråbningen, hvor han så tilbage mod hende og holdt døren for hende, så hun kunne komme ind, for afviste hun hans forslag denne gang, så burde hun kunne tænke sig til at hun ikke ville få det forslag igen.

[isabella]

Netop som hun var kommet ud ad døren, ud på den mørklagte gårdsplads, hørte hun ham kalde - "Isabella, vent!" - og få sekunder efter mærkede hun hans hånd på sin skulder. Hans greb var fast, men ikke tvingende. Hun stoppede op, og drejede hovedet halvt, så hun kun så tilbage på ham ud ad øjenkrogen. Med rynket pande, gled hendes blik sigende ned på hans hånd på hendes skulder, og så tilbage til ham igen. Det var umuligt at læse, hvad hun mente om denne lette berøring, men uanset hvad, rystede hun i hvert fald ikke hans hånd af sig.
Hun vendte sig langsomt om. Havde hun hørt galt? Havde Ilosonic tilbudt hende at overnatte? Hun kunne dårligt tro, at de ord lige havde forladt hans mund, men da hun så hans ansigtsudtryk, forsvandt tvivlen. Den var god nok. Han havde skiftet mening. Men hvorfor?
Hun kneb de mørkebrune øjne let sammen, mens hun åbnede munden som for at sige noget uden at nogen ord kom ud.
Hvem var denne mand egentlig? Noget ved ham var farligt. Hans øjne. Så man ind i dem - rigtigt ind i dem - og så forbi det glødende blik, kunne man se mørket inde bagved. Isabella ville have svoret på, hun havde set en mørkedæmon derinde, men det var kun et splitsekund, så var det væk.
Det eneste spørgsmål, hun i virkeligheden var nødt til at stille sig selv, var: var han farlig for hende? Hun besluttede at lade tvivlen komme ham til gode. Ærlig talt havde hun også forventet, han ville følge efter hende ud i natten, hun havde aldrig rigtig tænkt sig bare at forsvinde. Et risikabelt træk idet han ligeså godt bare kunne have smækket døren efter hende... men det gjorde han jo ikke. Det var også dette faktum, der nu fik hende til at se på ham med et strejf af taknemmelighed, mens hun forsigtigt lukkede munden igen, og gav et enkelt nik med hovedet i bekræftelse af, at hun tog imod hans tilbud.
Så gik hun stilfærdigt forbi ham, og ind ad døren igen i god ro og orden.

[ilosonic]

Der var faktisk mange grunde til at Ilosonic valgte at give Isabella en chance. Han gjorde det for det første fordi at han ikke ønskede at skabe sig flere fjender, så hvis hun kunne blive hans allierede, så ville der jo stå flere på hans side – foruden at han nok ikke ville indvie hende i det hele, for han vidste jo faktisk ikke om han kunne stole på hende, men han fandt jo heller ikke ud af om hun var troværdig eller ej ved at smide hende for porten, det gjorde han kun ved at give hende en reel chance. For det andet så gav han hende en chance, fordi han ikke vidste om hun rent faktisk var hans halvsøster, men hun havde da båret hans families slægtsring, så det kunne jo godt tænke sig, for det var ikke en ring man bare sådan gik rundt og fandt. Han havde selv stået op foran hans halvbror, Marius, som han havde prøvet at overbevise så han vidste selv hvor svært det var, så han kunne vel godt vise lidt mere gæstfrihed? Selvom det normalt ikke lå til ham, men hun var ikke nær så blødsøden som så mange andre her i landet, hvilket måske også kunne komme ham til gode i den anden ende?
Sonic lod hende komme ind igen, inden han lukkede døren bag dem, blot for at vende blikket mod hende igen. ”Fortæl mig en ting Isabella.. er du animagus?” spurgte han stilfærdigt. Det var jo også en måde at få det bare halvt bekræftet, for det havde hans egen far jo også været – det havde han også selv været, for han var blevet født som animagus, men det havde ændret sig i løbet af hans liv, for han havde faktisk været en masse ondt og grufuldt igennem – dog havde han svært ved at fortryde det, for.. ellers var han aldrig blevet den mand som han var i dag, så var han aldrig kommet så langt, så havde han været en blødsøden procianer, hvilket han heller ikke ville! Men dybt inde i ham lå det vel egentlig endnu? Det havde han jo også selv lagt mærke til når han til tider talte med Ilaria.. og det var vel også én af grundene til at han var så gæstfri? ”I så fald.. gider du så at forvandle dig?” spurgte han videre på sit andet spørgsmål, for han var bare nød til at få det bekræftet. Var hun animagus, så ville han gerne hjælpe hende, ellers.. så var hun ikke hans halvsøster og så kom der nok andre boller på suppen.

[isabella]

Hun gik forbi ham i døråbningen uden at møde hans blik ydeligere, og skred hen over gulvet, hen til trappen, hvor hun vendte sig stilfærdigt om, mens hun lod den ene hånd hvile skødesløst på trappegelænderet.
Hun lyttede eftertænksomt til hans spørgsmål, mens hun slog hætten ned og glattede lidt på sit mørkebrune hår med den hånd, der ikke lå på gelænderet. Han ville have hende til at forvandle sig? Hun granskede ham med opmærksomme øjne, mens hun overvejede sit næste træk.
Isabella var halvt animagus, og dette alene var jo ikke nogen hemmelighed, men hun havde lært at evnen til at forvandle sig til et dyr var en sjælden gave, hvis man vel og mærke forstod at bruge den rigtigt. Hvis man i dyreform kunne holde sin identitet hemmelig, kunne man uden mistanke snige sig ind overalt, lytte med, være til stede, udnytte at ingen vidste, hvem man var. En evne der passede godt til Isabellas snu væsen, som foretrak at bruge list fremfor vold. Men hvis hun forvandlede sig foran Ilosonic, ville han vide, hvordan hun så ud som dyr. Hun ville dermed afskrive enhver mulighed for nogensinde at kunne snyde ham, og hun havde en snigende fornemmelse af, at det ellers ville komme til hendes fordel... meget snart.
Hun kiggede kort ned i gulvet, kiggede lidt rundt, mens hun bed sig i læben - hendes dilemma kom til tydeligt udtryk.
Efter et par sekunder med eftertænksomhed, rettede hun atter blikket mod ham - hendes øjne var alvorlige og målrettede. Hun besluttede dermed at ofre sit stærkeste kort for at give ham det bevis, han tydeligvis gerne ville have. Hvis det skulle blive nødvendigt at gå bag om hans ryg en dag, ville hun finde på noget andet. Hun havde trods alt livslang erfaring med dén slags.
Hun nikkede svagt, mens hun langsomt begynde at binde sin lange, sorte kappe op foran. Med rolige bevægelser lod hun den glide ned ad skuldrende og ned på sin ene arm. Så tog hun et par skridt hen mod ham, og da hun stod omkring en halv meter fra ham, trykkede hun meget let sin kappe op mod hans bryst for at få ham til at holde den for hende. Det var tydeligt for dem begge, at der intet provokerende var i det - hun ville bare bede ham ydmygt, dog uden ord, om at holde hendes kappe et øjeblik... og så skulle Ilosonic nok få sit bevis.

[ilosonic]

De mørke øjne betragtede ganske let Isabellas skikkelse. Nu hvor Ilosonic havde gjort sig den frihed at lade hende overnatte og så senere finde ud af om hun talte sandt, så kunne hun vel godt selv gøre sig den frihed at forvandle sig og bare give ham et lille bevis at hun muligvis kunne være hans søster? Han vidste selvfølgelig ikke om han kunne bruge hende til noget senere hen, men hvem vidste? Måske det var godt at have hende her på stedet, fordi hun ville komme ham til nytte, og måske ikke. Han stolede absolut ikke på hende, men hvem vidste om det kom med tiden? Hvis han da besluttede sig for at lade hende blive. Kunne hun eller ville hun ikke forvandle sig, så fik hun lov til at overnatte og så kunne hun smutte hjem dagen efter, ellers valgte han at lade hende blive boende for nu.
Sonic lagde godt mærke til at hun tøvede og blev usikker for et sekund, hvilket selv fik ham til at skæve skeptisk mod hende. Kunne hun overhovedet? Eller var det fordi at hun slet ikke var til at stole på? Med den plads han havde, og de ting som han gjorde, så var han bare nød til at være på den sikre side og han var ikke meget for at samarbejde med andre. Det var kun Ilaria der indtil videre havde vist sig at være troværdig og han turde ærligtalt ikke at stole på for mange, og han kendte jo absolut ingenting til Isabella, så han vidste jo ikke om hun var til at regne med eller om hun bare ville dolke ham i ryggen bagefter.
De mørke øjne fulgte hendes skikkelse ganske nøje, som hun valgte at gå tilbage til ham, hvor han himlede svagt med øjnene, som hun rakte ham sin kappe. Troede hun nu at han var hendes tjener? Han tog dog imod den og holdt den for hende, som han igen vendte sin opmærksomhed imod hende. Han ville bare være sikker på at der kunne være en lille chance for at hun var hans søster, så kunne han godt hjælpe hende på halvvejen, hvis hun da ønskede det. For hvad det helt præcist hun ønskede af ham, det vidste han virkelig ikke. Hun havde givet udtryk for at hun bare ønskede at kende til sin familie og nu havde hun fundet ham, men.. ønskede hun ikke mere? Var der ikke noget dybere bag det? Magt? Penge? Han vidste ikke hvad. Det fandt han vel kun ud af med tiden? Han blev stående med armene over kors, som han blot betragtede hendes skikkelse ganske opmærksomt og dog nysgerrigt, for han var faktisk spændt på at se hende forvandle sig og i så fald til hvilket dyr.

[isabella]

Hun så godt, at han himlede med øjnene ad hende, men hun lod sig ikke mærke med det. Da han tog imod hendes kappe, slap hun den blot og tog et par skridt tilbage, hvorpå hun lukkede øjnene og hendes kvindeskikkelse forsvandt i et hvidt lysglimt i selvsamme øjeblik. Dér, hvor hun havde stået som menneske, sad hun nu i skikkelse af en kat. Hendes pels var kastanjebrun over det meste af kroppen, men med sorte strejf på hovedet, poterne og halespidsen.
Hun rynkede lidt på sin lyserøde snude. Det var længe siden, hun sidst havde antaget denne hendes dyreskikkelse, og hun følte sig en lillesmule svimmel, da det efterhånden var uvant for hende at foretage denne forvandling. I øvrigt var hun også kun halvblodsanimagus, så hun ville aldrig komme til at føle sig ligeså tilpas i dyreskikkelse, som hun gjorde som menneske.
Hun blev siddende lidt og betragtede Ilosonic med sine smaragdgrønne katteøjne, før hun rejste sig og bevægede sig hen mod ham. Alt imens hun gled fuldstændig lydløst hen over gulvet, følte hun alligevel lidt af et rush over at være tilbage i dyreskikkelse; når hun var en kat, bevægede hun sig præcis med dennes elegance og adræthed, hun kunne mærke smidigheden i hver eneste muskel i kroppen, og når hun gik, bevægede hun sig yderst yndefuldt med et absolut minimum af anstrengelse.
Isabella hørte et glat mijaaw! forlade sin mund, alt imens hun strøg sig kælent op ad Ilosonics ene ben... om hun gjorde dette for at provokere ham eller blot for at udvise lidt ægte katteadfærd, var svært at sige - men af ømhed var det i hvert fald ikke.
Hun spankulerede derpå væk fra Ilosonic igen, hen mod trappen, hvor hun aldeles ubesværet sprang op på den cirka 75 cm. høje, flade søjle, der stod for enden af trappegelænderet. Her satte hun sig ned igen og kiggede ham atter lige ind i de mørkebrune øjne, mens hun uden at røre på sig forvandledes tilbage til sin menneskeskikkelse i endnu et skarpt lysglimt.
Nu sad hun på søjlen som kvinde igen, med benene over kors og hænderne hvilende i skødet. Hun lavede et lille, tilfredst kast med hovedet, før hun atter lod blikket falde på Ilosonics bredskuldrede skikkelse. Hvis hun havde fået sine animagusgener fra sin far, måtte Ilosonic jo også være animagus - og hun ville se, hvilket dyr han var.
Hun betragtede ham ganske let.
"Nu er det din tur," sagde hun kortfattet og nikkede en enkelt gang i hans retning. Noget for noget-princippet.

[ilosonic]

Det var ikke smart at komme valsende og tro at man kunne forlange noget overfor Ilosonic, for ja, han var greve, men han kæmpede bestemt ikke for landet, han stod rent faktisk som dets fjende. Han var skyld i at oprøret havde spredt sig, det var jo trods alt ham som havde startet det. Han var ikke en mand som hjalp andre, selvom han faktisk havde muligheden for det, og salget af den gode vin som hans slægt havde stået for i flere generationer, havde han sat prisen op på, så det kun blev dyrere, det var heller ikke fordi at folk ønskede vin for tiden, for med hungersnøden og de nedbrændte landsbyer, så var det klart at de kun måtte ønske sig det nødvendige og ikke den gode vin, men så var der mere fornøjelse til ham selv.
De mørke øjne faldt på Isabellas skikkelse, som han betragtede hende ganske let. Han var spændt på at se hvilket dyr hun kunne forvandle sig til, og se om hun overhovedet var i stand til det, for hvis ikke, skulle han have en utrolig god forklaring på hvorfor hun havde slægtringen, hvis hun var, jamen så var han da et lille skridt tættere på at tro på at muligheden for at hun var hans søster var til dels større. At se hende forvandle sig fra den smukke kvinde hun var til den lille pjuskede kat, var noget som faktisk måtte more ham. Et sted næsten skuffet over at hun ikke var et større og mere pragteksemplar af at dyr, men på den anden side, så var en kat faktisk utrolig nyttig, for hvem ville tro på at man var animagus? Hvis man da opførte sig som en kat vel at mærke. Han betragtede hende blot, som hun smøg hen over gulvet og strøg sig op ad hans ene ben, hvor et lille træk i hans mundvige måtte melde sig, et træk af næsten tilfredshed. Et sted havde han vel håbet på at hun kunne forvandle sig? Han så blot efter hende, som hun løb henover gulvet og sprang op på den lille søjle der udgjorde gelænderets start, hvor han så til da hun forvandlede sig tilbage til sin menneskeskikkelse igen. ”Udmærket,” endte han med en vis tilfredsstillelse i tonen. At hun så sagde at det var hans tur, fik ham næsten til at se forbavset på hende. Hans tur? Selvfølgelig forstod han godt at hun også ønskede at se ham forvandle sig; noget for noget, men der var jo så lige det lille faktum.. ”Jeg kan ikke forvandle mig,” svarede han kortfattet, som han betragtede hende roligt, ”den evne mistede jeg for mange år siden. Jeg er ikke længere animagus.” Han trak svagt på skuldrene, som han roligt hang hendes mørke kappe op på knagen, også som et tegn på at hun fik lov til at blive, inden han vendte blikket mod hende igen; lettere afventende. Han var fuldblodsdæmon, for han havde mistet evnen til at forvandle sig, hvilket han havde gjort da han var ganske ung. ”Det er en lang historie,” afveg han kort og med et træk på skulderen.