Forårsdag, vinterkoldt

[theis]

Foråret var efterhånden godt på vej. Solen skinnede klart og jagede nattens mørke væk. Men skønt at solen skinnede fra en skyfri himmel, var vinden iskold og bidende, dog regnede det ikke, og himlen var skyfri. Gabriel havde valgt at tage en flyvetur over Procias, for at se om alt var som det skulle være, men selv vidste han godt at dette kun var et svagt håb, da alle sultede og var bange. Hans store hvide vinger gav nogle hule drøn for hvert vinge tag han tog. Ind til videre havde han ikke set nogen af lysets væsner, Procias virkede meget stille og forladt. Selvfølgelig var dette ikke virkeligt, han vidste at selvom nogen havde taget deres ting og var flygtet til Manjarno, var der stadig nogen som enten ikke kunne eller ville forlade deres hjem. Gabriel lod et kort næsten lydløst suk forlade sine læber da han kom ind over græsmarkerne, græsset som plejede at være grønt på denne årstid, var helt livløse grundet den hårde vinter som sikkert også havde været skyld i at der var hungersnød. Han lod kort sine klarer blå øjne glide over landskabet før han lod sig dale ned mod jorden, turen ned tog ikke lang tid, men selvom han havde fart på ned, så landede han blødt på sine fødder i den mudrede jord. Han var iklædt nogle lysebrune læder støvler, og nogle brune lærreds bukser, som dog selvom de var lavet af lærred både var bløde og fint lavede. Ved han side i en sort skede lavet af læder, med sølv tråde syet ind i det, så det gav et flot mønster, hvor midten af mønsteret var to engle vinger. Det eneste synlige af selve våbenet var dets håndtag som havde en sløvknap for enden, hvor to engle vinger også var indgraveret. På overkroppen havde han en hvid skjorte som var åben ved brystet. Gabriel lod sit blik søge over græsset mens endnu et lydløst suk forlod hans læber, hvordan kunne det land som han elskede så højt, landet som var skabt af lys, være så dødt som det virkede nu. Ingen fugle sang i området så den eneste lyd var vinden som rev i græsset og hans støvler svage svuppen for hver gang han tog et skridt, i solen for oven lyste hans blonde hår op og fik ham virkelig til at virke som en væsen der både var rent og skabt af lyset. Mens han gik folede han sine hvide vinger ind på sin ryg, så de var svære at se forfra, han havde dog ikke tænkt sig at få dem til at forsvinde som mange andre engle gjorde når de vandrede på jorden, han så ingen grund til at skjule dem, der var jo alligevel ingen i området og det var ikke så tit af folk faktisk tog sig af at det var en engel som gik i blandt dem, i hvert fald ikke i disse tider. Gabriel stoppede op, med sin venstre hånd hvilende på sværdknappen lod han blikket glide rundt omkring endnu engang, før et trist suk for tredje gang i løbet af kort tid forlod hans læber. Normalt ville han måske have nydt stilheden som der var lige nu, men dette var ikke normalt, at der var så stille gjorde bare at han var ekstra på vagt, og var klar til at reagere på det mindste der kunne ske. Det at der ikke engang var en eneste fugl som sang gjorde ham bare endnu mere urolig.

[ilosonic]

Som vinteren var ved at forlade landet og foråret var ved at skyde ind, endda med hast, så hurtigt havde det taget at starte oprøret i Procias. De nedbrændte landsbyer, havde også brændt afgrøderne af, som havde skabt hungersnøden, hvor vinteren faktisk også havde været en hjælp i sig selv, fordi den havde været så hård dette år. Det procianske folk var oprørske, de havde fået skabt et had til kongehuset, alt sammen takket være den nye greve af Procias, med ham, havde mørket fået en fod i landet og det var også mørkets væsner som kom over grænsemuren, fordi soldaterne ved muren var blevet bestukket med penge. Procias var blevet utrolig pengegrisk, fordi det gik så dårligt og fordi penge var den eneste måde man kunne overleve på, netop på grund af al hungersnøden. Mange havde forladt landet og søgt til Manjarno, for det så ud til at Procias var ved at blive et delt land, hvor både onde og gode kunne komme – nøjagtig ligesom ved Manjarno. En stilhed havde sænket sig over landet, en stilhed som Ilosonic havde skabt og som han i den grad også måtte nyde noget så godt af! Det havde ikke taget ham lang tid at vende folket imod kongehuset og Keischa, især ikke når man var en mentaldæmon. Det havde været let at trænge ind til folkets underbevidsthed, fået dem vendt så de blev oprørske, hvor han egentlig bare kunne læne sig tilbage og derved se på det hele, imens Procias blev sænket bid for bid. Han havde søgt lidt ud fra den store herregård, hvor Ilaria måtte vente derhjemme på ham. Han havde lovet hende at hun gerne snart måtte komme med ud, for hun havde trods alt lagt syg næsten hele vinteren, og som isdæmon, var det kun godt for hende at komme ud mens kulden var her og inden sommeren ville komme. Han selv nød dog af den varme, som var begyndt at komme, for det var ikke længere så koldt som det havde været, selvom at det for hans skyld gerne snart måtte blive varmere! Han var ilddæmon og derfor havde han behov for varmen! Han bar en sort bomuldsjakke, lavet af den bedste kvalitet, hvor selv de mørke bukser var lavet af et godt og solidt stof, som kunne holde kulden ude. Han bar ellers de sorte lakerede sko, som var blevet en smule mudret til. Han kørte let en hånd igennem de mørke lokker, som den kølige vind måtte fange og få til at svaje ganske let. Han havde skruet op for sin kropstemperatur, så han ikke frøs, for han hadede virkelig den kulde! Han havde fundet sig en fri plads på græsmarkerne, for han havde behov for at komme lidt ud i den friske luft, så han kunne planlægge det næste træk. Desuden gad han heller ikke høre på Ilarias kække bemærkninger hele tiden, og han ville heller ikke selv gå hende på nerverne, så det var vidst kun godt at han søgte lidt ud, så han kunne få sine tanker klargjort. Græsset omkring ham og en radius på 4 meter, var helt kulsort og dødt, fordi han havde fået det til at brænde op med den varme som han bragte med sig. Generelt var Procias blevet et goldt og tørt sted, ikke meget grønt var tilbage, hvilket både var på grund af de nedbrændte landsbyer og den hårde vinter.

[theis]

Gabriel var begyndt at gå igen, da han lagde mærke til en skikkelse lidt derfra. Selvom han ikke var fjendtlig, så var det tider som denne hvor han var nød til at være på vagt og derfor havde han også taget et bedre greb om sit sværd i tilfælde af at han skulle få brug for det. Jo tættere på skikkelsen han kom, jo mere lagde han mærke til den afbrændte jord, og det sorte græs. Han stoppede op da han var kommet tæt nok på til at se hvem det var, og her blev hans ellers så varme og venlige øjne smalle og iskolde, den nye 'greve' af procias, en mand som Gabriel ikke stolede på, og han havde virkelig kæmpet i mod at han skulle blive ansat som Greve, Gabriel vidste hvad Ilosonic var, og selvom han ikke havde nogen beviser så var han sikker på at det var ham der stod for alt det der skete i landet. Men uden beviser kunne han ikke gøre noget ved ham, han kunne ikke stoppe ham, kun holde hæren klar, og slå de mørkets væsner tilbage som trængte over muren. Ilosonic og Gabriel var modsætninger hele vejen i gennem, i hele deres være måde. Det havde Gabriel lagt mærke til allerede første gang han mødte greven Hvor imod Ilosonic som virkede skumel var Gabriel altid åben og venlig. Og selvom det ikke var noget som Gabriel vidste helt, så var han modparten til Ilosonic, når han havde skabt uro og vrede, skabte Gabriel tillid, tro og håb når han snakkede med et folket, eller når han bremsede de fremryggende mørkevæsner. Gabriel slækkede ikke på grebet selvom han havde opdaget at det var greven for som sagt stolede han ikke på ham. Han gik tættere på og sørgede for at lave nok larm til at Ilosonic ville kunne hører ham komme. "Ude på en spaser tur for at se dit værk?" spurgte Gabriel med en isnene stemme, det var kun Ilosonic som han nogensinde havde brugt den overfor, men de var jo heller ikke ligefrem perle venner de to. Han vidste udemærket at han ingen beviser havde mod Ilosonic om at det var hans værk, og han vidste også godt at det ville kunne koste ham dyrt at beskylde ham for den slags, dronningen af Procias stolede jo åbenbart på ham, og selvom Gabriel ikke fattede hvorfor, så var der intet han kunne gøre uden beviser.

[ilosonic]

Ilosonic sad i sine egne tanker på græsmarkene, hvor han havde placeret sig. Han havde fundet en cigaret frem fra buskelommen, som han havde tændt med fingeren, for han bar jo ilden selv, så han havde ikke brug for tændstikker. Han tog et sug af cigaretten, hvor han pustede den giftende røg ud igen, som måtte fordærve og forurene den ellers så friske luft. Han lod sin varme hånd gnide over hans skæggede hage, som han kløede ganske tænkende, så det gav en kradsende lyd fra sig. Han havde godt opfanget vingeslag i nærheden, og siden han kunne høre dem, så gik han ud fra at det enten var en engel eller en meget stor fugl der var i nærheden – og han hældte til det første. Der var ikke mange venlige procianere tilbage, de fleste var flygtet til Manjarno, de andre var i gang med at skabe et oprør og de sidste var pengegriske og arbejdede for mørket og ham. Som greve stod han med en stor formue og han brugte skam også pengene på fornuftige ting, der kunne hjælpe ham selv videre, for det var jo ingen hemmelighed at han ønskede at mørket skulle ind i Procias, han var en dvasianer, så det sagde jo sig selv. Der var ikke mange der stolede på ham, og han tvivlede ærligtalt at Keischa gjorde det, men han var den førstefødte af den oprindelige greve af Procias, han og Marius’ far. Hans livshistorie var faktisk utrolig interessant, for mange undrede sig over hvordan en procianer blev omvendt til et af mørkets væsner, for da han kom til verdenen var han ikke dæmon, nej han var rent faktisk animagus – med magikertræk som lå længere ude i familien. De mørke øjne åbnede han roligt, som faldt på englen der kom ham i møde. Han kunne godt på denne afstand se hvem der kom ham i møde og det fik det kække smil til at glide over hans rosenrøde læber. Han tog endnu et sug af cigaretten, inden han pustede røgen mod Gabriel, som han kom ham i møde. Han blev siddende på sin plads i det kulsorte og døde græs, dog uden at hans mørke øjne veg væk fra hans skikkelse. ”Jeg nyder stilheden, som du tilsyneladende forulemper,” svarede han kortfattet, hvor det kække smil ikke forlod hans læber. Han vidste godt at Gabriel ikke brød sig om ham, men hvem gjorde egentlig det? Han var dog ligeglad, han havde sine mål og planer og det var dem som han ville fuldføre! Han havde dog ikke haft fornøjelsen af at møde Gabriel så mange gange eller tale så meget med ham for den sags skyld, det havde egentlig kun været ved få møder, men derfor kunne han tydeligt fornemme at Gabriel ønskede ham ud af landet – som så mange andre også gjorde. ”Og du? Kommet for at forulempe naturen endnu mere?” Hans hoved faldt ganske let på sned.

[theis]

Gabriel kiggede ikke videre imponeret på ham af at han røg og forurenede den ellers frisk luft, nøjagtig som han havde brændt græsset rundt om ham. Han stolede virkelig ikke på denne mand, og han vidste at han ikke var den eneste som ikke stolede på ham. Men uden beviser ville de aldrig kunne få skovlen under ham, og Gabriel var bange for at Procias ville være fortabt før de fandt beviserne mod Ilosonic. Hans blik blev endnu mere isnende da han hørte hvad han sagde, så han forulempede simpelt hen stilheden her? hvis det var det han gjorde, så ville han ikke sige hvad Ilosonic gjorde, han dræbte naturen bare for at kunne sidde ned omkring noget græs "Ja jeg forulemper simpelthen stilheden. Men dette er jo ikke en naturlig stilhed er det vel greve?" spurgte han mens han nærmest spyttede ordet greve ud. Det var dog en god ting ved at være højtrangerende som Gabriel nu engang var, han kunne titale greven som han ville, så længe han bare ikke anklagede ham uden beviser, det ville han nok ikke kunne slippe af sted med. Da Ilosonic blæste røgen mod Gabriel folede han sine vinger ud og med et par kraftige slag, blæste han røgen tilbage i hovedet på Ilosonic. "Jeg kan umulig forulempe naturen mere, du er her jo allerede" sagde han bidsk, stadig med hånden på sværdet. Selvom Ilosonic måske var en dæmon så var der jo en grund til at Gabriel både var leder af Englene og Hærfører i Procias, så der var rigelig grund til at passe bare lidt på hvad man sagde til ham. Gabriel var normalt ikke den voldelige type, og han hadede at skade nogen, men som den eneste ud over dem på slagmarkerne var Ilosonic en som Gabriel hadede nok til at ville skade ved den mindste undskyldning. Han havde hørt om at Ilosonic havde opfordret folket i procias til at gøre oprør med dronningen, og måske var hun ikke en stærk regent, men Gabriel stod ved hendes side alligevel, og han ville blive ved med at stå ved hendes side, han ville aldrig forråde hende, ikke for alverdens penge, eller trusler. Jo mere man prøvede på at få ham til at forråde hende, destro mere opsat blev han på at beskytte hende med sit liv.

[ilosonic]

Det kække smil forlod ikke Ilosonics læber på noget tidspunkt. Han vidste godt at Gabriel ikke var nogen svag soldat, for manden var både leder af englene og hærfører for Procias og skulle Sonic være helt ærlig, så synes han faktisk at manden gjorde et godt stykke arbejde. Gabriel var loyal overfor sit land, sådan som Sonic var overfor sit eget. Han var loyal til mørket og Dvasias, for det var der han hørte til. Det var næsten ærgerligt at de skulle være fjender på denne måde. Men uanset, så frygtede Sonic ikke Gabriel, for jovist var manden talentfuld, men det ville blive mandens død, hvis han valgte at undervurdere ham, for han havde været dæmon i utrolig mange år, og han var ikke bare en enkelt dæmon, han besad hele tre dæmonkræfter og derfor ville det koste én dyrt hvis man valgte at undervurdere ham, desuden var Sonic ikke så dum at angribe Gabriel, for så kunne han miste sin post som Greve og den stilling havde han brug for hvis han skulle gennemføre sine planer, såresimpelt! Han trak svagt på skuldrene til Gabriels ord. Han frygtede ham ikke, om det var dumt eller ej, men han nærede ikke frygt til nogen som helst procianere af den simple grund at de var svage fordi de var så påvirket af deres følelser, mange var talentfulde og det var Gabriel skam også, men han ville være bedre, hvis han ikke lod sig styre af hans følelser, det var i hvert fald Sonics konstatering. ”Og du hentyder til?” spurgte han sagte, hvor han sigende hævede sit ene øjenbryn dog uden at det kække smil forlod hans rosenrøde læber. Han morede sig faktisk gevaldigt, for jo.. det var underholdende at være i Gabriels selskab, netop fordi han vidste at Gabriel hadede ham som pesten selv, en pest som også havde lagt sig over landet, en pest, der rent faktisk havde ramt Ilaria, som han selv havde gjort rask igen. At han spredte sine vinger og blæste røgen tilbage i hovedet på Sonic gjorde ham egentlig intet, det fik ham kun til at more sig den tand mere. Røgen skadede ham ikke, for han var jo trods alt ilden selv og ilden skabte den giftige røg, som måtte forurene den ellers så klare og idylliske natur. Han smilede lettere lusket til Gabriel ved hans ord. ”Tro mig.. jeg ødelægger ikke naturen mere end hvad vinteren har gjort. Græsset omkring os er allerede dødt!” svarede han kortfattet og løgn var det end ikke. Men græsset ville mere eller mindre vokse ud igen, når vinteren var forbi og foråret for alvor slog ind over landet.

[theis]

Det kække smil som lå på Ilosonics læber irreterede Gabriel frygteligt, langt mere end hvad han foretog sig i det øjeblik med bare at sidde og spille uforstående, og ryge, ja det irreterede ham endda endnu mere end hans mange ord. Gabriel valgte at give slip på sit sværd før han endte med at gøre noget han ville fortryde, for selvom ingen stolede på greven, så ville det klart ikke hjælpe hvis Gabriel angreb ham, ud over at han måske ville komme til at skade ham, og sig selv i processen så ville han under alle omstændigheder komme i problemer bag efter, det var hvis greven overlevede altså. Han overvejede kort at tage chancen men skød det fra sig igen, han ville nok få sin chance, når Ilosonic endda dummede sig, så ville Gabriel have ham. "Du kan måske narre alle andre, men jeg er ikke lige så godtroende når det kommer til dig, som de andre væsner i riget" sagde han lige ud. Han vidste godt at Ilosonic vidste at gabriel ikke stollede på ham, og han vidste sikkert også, at Gabriel vidste at det var Greven som stod for alt det onde som skete i øjeblikket. Et højlydt fnys forlod Gabriel ved ordene som kom fra Ilosonic. "Din Tilstedeværrelse i Procias er hvad der forpester alt og alle. Hvis det havde stået til mig, ville du have være en krop uden hoved nu" sagde Gabriel med et ligegyldigt træk på skulderne. Han havde droppet med at kigge skulende på Ilosonic, det hjalp alligevel ingen, så istedet for havde han et fuldkommet følelses koldt blik i de klarer blå øjne. Gabriel follede vingerne sammen igen på hans ryk og lagde armene over kors "Men burde du ikke tage dig af dit Korstog mod Dronningen i stedet for at sidde her på din flade, og tror at du allerede har vundet?" spurgte Gabriel lettere hånligt. Han håbede på at få Ilosonic til at komme med et udsagn som kunne blive brugt mod ham, men han regnede samtidig ikke med at han ville være dum nok til at finde på det.

[ilosonic]

Det var tydeligt at Gabriel var irriteret, for det var noget som Ilosonic tydeligt kunne mærke på ham, men det sagde vel også sig selv? De var to modsætninger på både godt og ondt, de var fjender og derfor var det klart at de måtte nære et had til hinanden. Måske Gabriel havde sit sværd og Sonic selv sad ubeskyttet af noget primitivt våben, men han havde sin magi – og den magi var utrolig stærk. Hans mørke øjne studerede Gabriel ganske let, som hans hånd forlod skæftet, hvilket blot måtte betyde at Gabriel ikke ønskede kamp – det ville desuden også kunne komme til at koste ham dyrt, for måske det var Ilosonic som havde startet det hele, men der var ingen beviser på det, og med én af så høj rang som det som Sonic måtte have, for han var trods alt Greve af landet, så ville han ikke være den bedste mand at skulle angribe, for han stod indtil videre som uskyldig og derfor kunne det koste Gabriels post som både hærfører og englenes leder, hvis han valgte at angribe ham – og selvom Gabriel så måske formåede at dræbe ham, så kunne det stadig koste ham dyrt, for han stod som sagt som uskyldig og derfor ville Gabriel blive dømt som morder. ”Nok ikke Gabriel.. men det er fordi du er langt mere fornuftig, det er fordi du følger dit instinkt, hvilket jeg skam har stor respekt for,” svarede han stilfærdigt, hvor han legede med cigaretten mellem sine fingre. Han havde faktisk en stor respekt for Gabriel, skønt manden var hans fjende, for som sagt Gabriel havde jo faktisk luret ham, men derfor havde manden ingen beviser på ham og det ville ikke gavne ham i den sidste ende. Gabriels mening betød dog intet for ham, for en mening kom man ikke langt med, nej, det eneste som han ville komme langt med, var beviser og dem var der ingen af, netop fordi han var så smart at bruge andre til at udføre hans arbejde, han betalte blot folk og så gik de ellers i gang af sig selv. Han rejste sig ganske roligt, skønt han dog blev stående. ”Så er det jo ærgerligt at det ikke er dig som sidder på magten, ikke sandt?” svarede han med det kække glimt i blikket. Han var skam provokerende og det var noget som egentlig lå helt automatisk til ham som person, og det var vel egentlig også hans arrogance og provokationer som førte ham ud i vanskeligheder? Dog havde han aldrig mødt en vanskelighed som han endnu ikke havde kunnet klare og Gabriel skulle ikke få lov til at stå i vejen for ham! Han tog et sug af sin cigaret og pustede røgen skødesløst ud i luften. ”Det er ikke mig der i færd med at nedkæmpe dronningen.. det er folket Gabriel, så hvis du vil have oprøret stoppet, så må du hellere se at komme i gang med at nedkæmpe dem og ikke mig,” svarede han spidst, uden de mørke øjne forlod hans skikkelse.

[theis]

Gabriels blik forlod forsat ikke Ilosonic på noget tidspunkt, han tog et kort skridt frem mod Ilosonic, så de ikke skulle tale helt så højt for at føre en samtale, ikke at Gabriel normalt ville have ført en samtale med ham, hvis ikke det var fordi at han ville fange ham på ordet og få ham til at indrømme hvad han havde gang i, men det ville tage lang tid for ham, hvis det overhovedet skete. At de var så store modsætning som det gode og det onde var tydeligt på den spænding som var i mellem dem. For selvom de måske ikke lod sig mærke af det, vidste de begge to af den anden ville stå i vejen for det de ville have, og at det ville føre til et sammenstød før eller siden. Da han sagde at han var mere fornuftig end de andre trak Gabriel bare på skulderne "Eller også er det fordi jeg ikke falder for dine sukkersøde ord som du har brugt mod de andre i landet, og hvor mange mon du har fået bestukket på nuværende tidspunkt?" han kiggede spørgende på Ilosonic. Der opstod en stilhed mellem dem, som kun blev afbrudt af nogle vindpust engang i mellem. "Jeg har aldrig ønsket mig magten, og jeg ville ikke have den om de så forlangte at jeg tog i mod den, det er ikke min ret" sagde Gabriel stilfærdigt, det var tydeligt at hans provokationer prellede af på Gabriel, som en pil mod et skjold, han vidste at Ilosonic kun var rent ord og ingen handling, og at han prøvede at provokere ham, var bare et forsøg på at få Gabriel til at dumme sig. "Du må virkelig tro jeg er dum. Oprøret er måske folket fra Procias, men det har haft brug for en ondskabsfuld men dog snedig hjerne for at vælge at gå mod dronnigen. Men tror mig, dit held vil vende, lige så snart at der igen er mad nok, vil det hele holde op igen, og mine soldater, vil ikke slå nogle af oprørerne ihjel, vi vil måske spærre dem inde, men de vil blive behandlet som det skal behandles. " Gabriel trådte endnu et skridt tættere på Ilosonic. Han vidste godt at Ilosonic havde magi, endda stærk magi, men han kendte sikkert ikke til Gabriels magi, andet end det normale engle healing, da han ikke havde brugt sine evner før, Da han ikke havde set grund til det, men så igen vidste man aldrig hvad en så skrupelløs person vidste.

[ilosonic]

De mørke øjne fulgte hver en bevægelse som Gabriel måtte gøre, for måske Ilosonic ikke ønskede kamp, men han vidste jo ikke om Gabriel havde det på samme måde, så han var nød til at være forsigtig, for måske Sonic ikke kendte Gabriel særlig godt, men han var bestemt ikke dum, så han vidste udmærket godt at Gabriel ikke ville få pladsen som hærfører i Procias hvis han ikke var god til kamp og var strategisk, så Sonic ville være dum, hvis han valgte at undervurdere denne engel. Han forholdt sig dog passiv, for han ville også stille sig selv i et dårligt lys, hvis han angreb manden, for det kunne han jo miste sin post af, hvilket han jo heller ikke var meget for, for han skulle bruge sin stilling som Greve af landet til at udføre sine mål. ”Sukkersøde ord?” gentog han med en næsten vantro, inden han slap en næsten så hånlig latter. ”Min ven.. det er jer procianere der brugere sukkersøde ord, det er ikke noget som ligger til min stil,” svarede han med et morende smil. Han lagde roligt armene over kors, hvor han betragtede Gabriel med et vurderende blik. ”Desuden.. så er det ikke mig der bestikker folk Gabriel, folket har selv valgt at gå imod dronningen, og kun af den grund at de ikke finder hende som en værdig regent af landet..” Han trak svagt på skuldrene som betød det ingenting, næsten med en hel uskyldig mine, selvom han dog var alt andet end uskyldig, for det var nemlig ham som var gerningsmanden bag hungersnøden og de nedbrændte landsbyer og tilmed også oprøret, desuden vidste Gabriel det jo godt, men han havde igen ingen beviser og kunne derfor ikke sætte ham bag lås og slå, som han så gerne ville. ”Du lyder så sikker i din sag, unge Gabriel.. er du virkelig sikker på at du – at nogen – er i stand til at stoppe oprøret igen? Folket har fået frie tøjler, fordi Keischa har været passiv, det er det som folket er vrede over, de stopper ikke før de har fået det som de vil have det,” endte han stilfærdigt, hvor han trak svagt på skuldrene. Det betød ingenting for ham. Han havde startet oprøret og han var sikker på at det nok skulle gå den gang, som han selv ville have det til, for han havde egentlig kun skubbet folket i den rigtige retning, de gjorde faktisk resten selv. Han blev stående med armene over kors, dog uden at de mørke øjne forlod Gabriel skikkelse, for han ville bestemt ikke tage nogen chancer med denne mand!

[theis]

Gabriel var ligesom Ilosonic ikke dum, og holdt ligeledes øje med hver en bevægelse som han måtte lave, for han ville nok ikke have fået den opgave han nu engang havde hvis han ikke havde en hjerne og var strategisk, at netop den samme tanke var faldet Ilosonic ind omkring Gabriel vidste han intet om, selvom det dog ikke ville have overrasket ham hvis han gjorde. Han vidste samtidig at han nok ikke ville få Ilosonic til at angribe sig, ikke idag i hvertfald, ikke så længe at det at han var greve betød noget for hans planer. han kiggede spørgende på ham ved hans ord om procianere "Så nu indrømmer du altså at du ikke selv ser dig som en procianer, siden du ikke bruger sukkersøde ord? og tro mig det er langt fra os alle som bruge sukkersøde ord, slet ikke når vi taler med løgnagtive, forræderriske slanger som dig" Måske brugte de ikke våben, men deres ord føg frem og tilbage mellem dem, måske var Gabriels ord en smule hårdere end Ilosonics men meningen var klart det samme med dem. "ja det siger du jo, men så burde du som greve stødte op om dronningen men det gør du heller ikke ergo, er du enten stupid eller med til at stå for oprøret, måske håber du endda at det bliver dig som ender på tronen" sagde han med et irreteret smil. " Ja har du ikke lagt mærke til at uanset hvordan de reagere med uro og vold, så bringer jeg håb til dem når de ser mig?" Gabriel vidste godt at han måske lød meget selvsikker i sin sag, men samtidig vidste han at han ret i det han sagde, eller han håbede hvertfald athan havde ret i det.

[ilosonic]

Der var en fejde imellem de to, og det havde der været helt fra starten af og kun fordi de var modsætninger, fordi de var fjender, selvom det ikke var blevet sagt. Men de vidste jo begge to at de var fjender, det kunne man jo også høre på deres ordforråd imod hinanden. De mørke øjne studerede ganske let Gabriel. Ilosonic havde intet imod at stå og.. kaste ord i hovedet på hinanden, for han savnede da lidt morskab, det var noget som han ikke havde fået i løbet af sin tid her i Procias. Det kække smil hvilede om hans rosenrøde læber, imens de mørke øjne bar et lettere udspekuleret skær. ”Jeg er født procianer, har boet i Dvasias, så det må jo gøre mig neutral, ikke sandt?” spurgte han sigende, hvor hans hoved søgte ganske let på sned. Det var let for ham at tale sig ud af situationerne og det var tilmed uden at lyve. Han havde bare en fortid som han kunne spille på. Han slap en munter latter som han kaldte ham for en løgnagtig forræderisk slange. ”Sikker på det er mig der er forræderen Gabriel?” spurgte han sagte, hvor han kneb øjnene en anelse sammen dog uden at han stoppede med at studere, iagttage og betragte ham. Gabriel var ikke dum, han var faktisk en af de få kloge hoveder her i Procias, for mange andre var naive og godtroende, men det var Gabriel ikke, derfor havde Sonic også for længst opgivet at prøve at påvirke ham, for det ville han ikke komme langt med. ”Tro mig Gabriel.. tronen i Procias er ikke noget som jeg er ude efter, desuden.. hvem siger at jeg ikke støtter den unge Keischa? Jeg er bare realistisk og det samme burde du være, folket er gået amok og i stedet for at du står og beskylder mig for at være gerningsmanden burde du være i færd med at stoppe oprøret!” påpegede han stilfærdigt, for der var faktisk noget om hans ord. Han var ikke ude efter tronen i Procias, han støttede godt nok ikke dronningen, men derfor burde Gabriel faktisk prøve at stoppe oprøret, for Sonic havde faktisk gjort hvad han kunne for at sætte det i gang. ”Uha da! Det ser ud til at den unge leder og hærfører er en tand for selvsikker..” svarede han lettere kækt, hvor smilet blot bredte sig på hans læber. Det morede ham faktisk, endda utrolig meget! Men han måtte selv være på vagt, for han måtte helst ikke tale over sig og dog.. selvom han erkendte sig skyldig, så havde Gabriel ingen beviser på ham, for hvem sagde at Gabriel ikke bare løj? Der skulle bevismateriale til og det blev ufatteligt svært at skaffe.

[theis]

Gabriel lagde armene over kors og rystede på hovedet til hvad Ilosonic sagde, det var overhovedet ikke sådan han så på det, især ikke på den hånlige måde som han opførte sig på lige nu, måske gjorde Gabriel noget lignende, men nu var han i sit hjemland, hvilket han ikke mente at Ilosonic var, han fortjente slet ikke at være kommer over grænsen, men på den anden side, grænsevagterne var åbentbart blevet doven, eller også var de bare korrupte som så mange af Procianerne var blevet det efter at nøden var kommet. Gabriel nikkede "Jeg er helt sikker Ilosonic, og du skal ikke tro at du kommer til at vinde, dine venner fra dvasias, kommer måske nok over grænsen, men så kommer de heller ikke længere, du har nemlig ikke bestukket min hær, og det vil du heller ikke kunne, og de slår dem tilbage hver gang de finder dem" Gabriel stolede blindt på sin hær, eller hvertfald det meste af sin hær, der var nogle af dem som han ikke vidste om de var blevet korrupte, det var også grunden til at de ikke havde nogen opgaver endnu for at han kunne finde ud af om han havde ret eller ej, og hvis han havde ville han jo så havde chancen for at gribe ind og stoppe det før de gjorde skade. Gabriel kunne ikke lade være med at le over det Ilosonic sagde, men det var ikke en munter latter, det var en iskold kuldegysende latter som han sjællent brugte, det var blot endnu et advarselstegn til Ilosonic om at han ikke var helt i sikkerhed endnu "Jeg vil ikke slå mine landsmænd ihjel for ideer du har sat i hovedet på dem, men når det er sagt, så vil jeg heller ikke lade dem komme nær slottet, så tag du det bare roligt dronningen er i sikkerhed" sagde Gabriel hånligt. "Måske er jeg en tand for selvsikker, eller også undervuderer du mig Ilosonic, for der er mange ting selv du ikke ved om mig" Gabriel smilte hånligt og håbede lidt på at han kunne få ham til at ville vide mere ved at sige det han havde sagt.

[ilosonic]

De mørke øjne hvilede glødende og flammende på Gabriel – ikke af vrede, egentlig kun af natur, for Ilosonic var trods alt ilddæmon, han bar flammen i sig og den var også tydelig, skønt ilddæmonen dog ikke var den dæmon der lå stærkest i ham, noget som ikke mange vidste, ikke mange kendte til hvilke dæmonracer han egentlig var i besiddelse af, dog nægtede han at undervurdere Gabriel, for han kendte ikke manden heller ikke personligt, men det ville bestemt også være dumt af Gabriel at undervurdere ham, for han selv var adelig, derfor lå han også over Gabriels status, som hærfører og leder. ”Tro mig Gabriel, jeg har ingen venner.. jeg er en enspænder og det er noget jeg altid har været,” svarede han stilfærdigt og dog lettere bestemt, for det var faktisk ikke løgn, hvilket man også ville kunne læse på hans øjne, hvis man da var god til det. Han var faktisk forræder til Dvasias og fjende til Procias, så han stod faktisk lidt som neutral. Jovist, han kæmpede for Dvasias og mørket, men Jaqia – dronningen af Dvasias, fandt han svag, ligesom resten af folket i Dvasias måtte gøre. Hun havde brug for hjælp fra sine brødre – en bror som hun endda var ligeglad med at var død og derefter havde hun genoplivet sin anden bror, fordi hun ikke kunne stå alene, hun var svag og lod sig styre alt for meget af sine følelser, så det gjorde ham bestemt ikke noget, hvis Jaqia ville falde! Sonic betragtede blot Gabriel som måtte bryde ud i en latter, hvor det morende smil endnu hvilede på hans læber. Han var ligeglad med Gabriels mening, han måtte gerne le ad ham, han måtte gerne undervurdere ham, hade ham til helvedet, han var sådan set ligeglad, for han ville ikke lade Gabriel stå i vejen for hans mål og planer! ”Udmærket, for mærk dig mine ord, Gabriel.. det er ikke mig som dronning eller nogen anden burde frygte, for når det kommer til stykket og uanset hvor meget du så end anklager mig, så er folkets styrke mange gange stærkere end det hvad min er, så det er folket du burde passe på og ikke mig,” svarede han stilfærdigt, uden at han fjernede blikket fra ham. Armene forblev over kors ved hans faste og muskuløse bryst, hvor det kække smil end ikke forlod hans læber på noget tidspunkt. ”Der er mange ting jeg ikke ved om dig? Husk på det også går den anden vej, min fine ven.. der er mange ting du ikke kender til mig, så pas nu på at du ikke selv kommer til at undervurdere mig, for det kan hurtigt gå hen og koste dig dyrt,” endte han med en kortfattet stemme.

[theis]

Gabriel lagde godt mærke til det flammende i mandens flammende blik, men Gabriel tog sig ikke af det, han vidste jo udemærket godt at Ilosonic var ild dæmon, men at han havde flere dæmoner i sig vidste han ikke noget om med sikkerhed, han havde selvfølgelig hørte nogle af alle de rygter som gik omkring Ilosonic og de dæmonracer han var, men samtidig var det jo kun rygter, de kunne ligeså godt være nogen som en eller anden havde fundet på for at kunne tjene nogle penge på markedet for at give information om Ilosonic. Han kiggede tvivlende armene over kors endnu engang da Ilosonic sagde at han ingen venner havde "Jaså? så siger vi det for nu, men du skal ikke regne med at du slipper fra hvad du har gang i" sagde han med et skuldertræk, jo mere Ilosonic gjorde for at modbevise Gabriel destro mere blev han sikker på at det bare var noget han sagde for at holde Gabriel hen så han ikke kunne nå at gøre noget. Gabriel lyttede endnu engang til hvad han sagde og måtte så endnu engang trække på skulderne "Måske er det dem der har styrken, men det er den som trækker i trådende som er den farligste, det er sådan med en hær, og det er sådan med et oprør, ingen større gruppe kan klarer sig uden af falde fra hinanden uden at en eller anden trækker i trådene" det vidste Gabriel efter som han var den som trak i trådende på hæren, det var ham som gav dem ordrer som de fulgte, og det var ham som var det vigtigste mål på slagmarkerne for den anden hær eller hvad de nu kæmpede imod, for uden nogen til at give ordere ville ingen større gruppe kunne holde sig samlet ret længe af gangen. Gabriel trak endnu engang på skulderne af hvad Ilosonic sagde "Så ved vi intet om hinaden, men det er ikke ens betyende med at jeg vil lærer dig at kende, eller være bange for dig. Frygt er blot en følelse som hører til i Dvasias, mens Håb er en følelse som hører til i Procias"