Back on shore!

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel var ganske rigtigt ikke særlig god til det med andre mennesker. Han havde altid været sig selv, selvom det nu var noget som havde taget en helt anden drejning. Han var nu temmelig god til analyse, og det var næsten fuldkommen tydeligt for ham, at hun sad midt i en abnorm strøm af mange tanker. Han lod hovedet søge let på sned. Det var jo heller ikke fordi at han ville afvise hende nu hvor hun så tydeligt havde bedt om den hjælp til at komme lidt ud, komme lidt ud af den onde cirkel som hun var placeret i hvor folk ikke lagde mærke til hende. Det havde jo kun været ham noget så frygtelig tydeligt, at det virkelig havde gået hende på, at det var sådan at det nu måtte være i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Det var vel heller ikke fordi at hun direkte kunne siges, at have oplevet særlig meget medgang? Tvært imod, så meget modgang? Det i sig selv, var jo bare en tydelig situation som han selv kunne placere sig i og følelsen af at andre skulle have det på samme måde, var jo også meget.. ubehagelig, for han vidste hvor ubehageligt at det var.
Mange tog stor fejl af Matthiel, hvilket han vel også bare forsøgte at bevise? Nok var han en meget stolt mand og på mange måder endda, men han kunne faktisk også godt være mild, skænke andre en tanke eller to ind hist og her, selvom det bestemt heller ikke var noget som lå til hans natur som sådan. Det var noget som han havde tillært sig efter at han var endt ombord på Juvelen. Ikke fordi at det var en historie som hun sådan ville dele med ham, for det var slet ikke noget som hun fik det mindste ud af når det nu endelig måtte komme til stykket, så var det jo bare sådan at det nu end måtte være i den anden ende. Han sank klumpen som havde samlet sig i hans hals, som han klart måtte formå at fange hendes opmærksomhed endnu en gang og derved også få hende ud af den verden som hun måtte sidde i.
Et stille smil passerede let og stille hans læber, hvor han roligt nikkede til hende. Han havde vel også troen? Også det at han ville være den som kunne vise hende denne anden verden, selvom han udmærket godt vidste, at hans kaptajn nok ikke ville bryde sig om tanken, men det var noget som han nok skulle finde ud af, det var noget som han ellers trygt kunne forklare hende, hvis det endelig var det som skulle til, det var helt sikkert. ”Du har brug for at se noget andet end det som du ser i din egen dagligdag, Sayaad.. Og kan jeg give dig det, så gør jeg det selv med glæde,” sagde han roligt, dog med en bestemt og yderst stilfærdig stemme. Det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”En ting som du skal lære omkring mig.. Jeg gør ikke tingene med mindre, at jeg er sikker på det,” sagde han dog med en ganske stilfærdig stemme. Måske at hun troede at han gjorde det for at være venlig, et sted gjorde han vel også det, selvom der var ganske andre ting som måtte hvile i dette, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han lod hånden roligt hvile mod hendes knæ, igen også for at vise, at hun faktisk havde hans fuldendte opmærksomhed.

[Deleted]

Sayaad så stille på ham, hendes læber gled let fra hinanden i en lille forbløffet mine, imens hun endnu engang snøftede og blinkede en tår væk fra hendes øje, og forsøgte at tørre sit ansigt så godt hun nu lige kunne med håndryggen, imens hendes blik forsigt flakkede rundt på hans ansigt, først på hans mund når han talte, så hans næse, for at lade somom hun ahvde øjenkontakt med ham, så hans øjne, men hun fik altid sådan et shock, nærmest nå hun så ham rigtigt i øjnene, og han kiggede tilbage, at hun droppede det igen, simpelthen fordi hun slet ikke var vant til at have øjenkontakt med folk, specielt ikke en der kiggede op på hende, og ikke ned på hende med et ligegyldigt blik, hun følte virkelig at Matthiel her mente hvert et ord, og ærlighed var også et ret nyt koncept for det stakkels pigebarn.
Hun rødmede stille en lille smule og klabbede munden i igen for ikke at sidde og se så dum og målløs ud. Der gik lidt tid, imens beskeden ligesom sev ind, og hun dumpede blidt ned fra sengen og knælede nu selv foran ham så de pludselig var i øjenhøjde. De var allerede nu ret tæt på hinanden, hvilket var en ret ny og intens oplevelse for Sayaad, specielt nu de næsten var i øjenhøjde. Så gjorde hun noget der næsten shockerede hende!
Hun gav ham et kram!
Hun lænte sig forsigtigt forover og lukkede armene ganske forsigtigt og blidt om ham, på trods af at hun da næsten ikke kunne nå helt rundt.
" Tak Matthiel. "
Hviskede hun stille i hans øre.
Hun var helt shockeret over hvor rart det føltes, at være så tæt på ham, han var så varm, den livsgivende og livsbekraftende varme fra et andet menneske imod hende, følelsen af at holde om en virkelig person og bare være lidt tæt, at have noget at støtte sig op af og hvile imod.. Det var så rart, at hun endte det med det samme!
Det var ikke et videre langt kram, men det varede ikke længe efter hun havde takket ham at hun forsigtigt trak sig fri af ham igen, rødmende og genert, og naturligvis forvirret over om hun mon havde brudt hans, eller hendes egen, intime kontakt-grænse, eller måske dem begge to? Hun var ihvertfald overrasket over hvor behagelige kram egentligt var, hvilket nok havde noget at gøre med at hun ikke havde fået nogen i så mange år.
Den lille pige kom vaklende på benene og begyndte sammensnerpet og uden et ord at pakke hendes sparsomme sager sammen, og hendes klodsede bevægelser var et godt tegn om hvor genert hun egentligt kunne være.
Det lod heller ikke til at være længe inden de vovede sig afsted i de mørke, farlige gader, om end det ikke var med Sayaads gode vilje! Det var jo vanvittigt farligt! Men hun følte sig lidt mere modig og sikker omkring Matthiel.

//out

((Beklager det alt for korte svar, og den alt for lange ventetid Er lige kommet hjem fra en studietur jeg havde glemt at informere om herinde xD))

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel vidste ganske rigtigt, at det som han gjorde i øjeblikket, nok var noget a det dummeste som han kunne gøre, men hvis det nu kunne få den kære Isobel til at se bare lidt på ham, så var han faktisk tilfreds. Han brændt inde med så meget, at han slet ikke var i stand til at skulle beskrive det på den ene eller den anden måde, så det var også noget som gjorde det hele så meget værre for ham selv i den anden ende. Han var ikke nødvendigvis farlig at skulle snakke med. Han prøvede faktisk at ændre sig for den kære kaptajns skyld i håbet om at hun skulle se ham bare lidt, selvom det slet ikke var noget som gik som han havde lyst til det, hvilket i den grad også måtte være en ting som måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt!
Alene den tanke om at hun endte med at kramme ham, var noget som direkte måtte overraske ham og en god del også faktisk! Han blinkede let skræmt med øjnene, for han var slet ikke vant til at nogen faktisk ville have ham så tæt på som det han havde lige nu. Han var vant til at folk slet ikke gad ham på denne måde, eller ville komme ham så tæt på. Hans hjerte startet fast med at skulle hamre mod hans bryst og et sted så var det næsten af panik! Der skulle normalt meget for at tvinge ham derud, men et kram..? Det var virkelig at gå lidt over gevind! Et svagt smil bredte sig på hans læber, som han vendte blikket mod hende. Måske at han var en gammel alkymist, men det var egentlig slet ikke noget som spillet ind på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
”Intet at takke for,” svarede han roligt, som han lod hende slippe ham endnu en gang. Ikke fordi at det var noget som han ville skjule for hende på denne måde. Måske at han var forbandet egoistisk at skulle bruge denne tøs til sin egen fordel, for han vidste allerede nu at det var noget som ville få Isobel til at reagere, ellers havde han aldrig nogensinde gjort det som han var i færd med at skulle gøre lige for øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, for det var jo trods alt bare sådan at det nu end måtte være om det var noget som man ville det eller ikke. Desuden så kendte han udmærket godt til deres love som han lige så også var endt med at skulle blive kastet under på denne her måde.
Han rejste sig roligt op som hun rejste sig for at pakke sine ting sammen. Ikke fordi at han ville blande sig i det, for han kunne jo selv så tydeligt se, at hun ikke havde særlig meget at skulle pakke ned. Ikke fordi at det gjorde ham det mindste lige nu, for han kunne faktisk ikke rigtigt gøre noget andet end at glæde sig til at skulle komme videre herfra og så tilbage til skibet endnu en gang. Han vidste at han stod til den største endefuld, hvis ikke… døden? Døden for det som han var i færd med at gøre, selvom det nu aldrig havde været noget som direkte havde skræmt ham. Han vendte sig mod hende, som de var endt med at begive sig ned mod kajen endnu en gang. Han sendte hende et stilfærdigt smil idet at de måtte nærme sig. Han var nu spændt på at se hvilken skideballe som måtte vente ham så snart at de måtte komme ombord.

//Out