Back on shore!

[Deleted]

Sayaad stod forsigtigt og holdt om sigselv, hun vidste ikke hvad hun var mest bagne for, at vise sig frem, både for ham og forsigselv, go blotte sig fuldstændigt, eller ham. Hun var ikke sikker på om hun følte sig sikker på ham og egentligt turde stole på ham, men han var så meget stærkere end hende så hun måtte jo bare tage det som det kom.
Hun læsnede let sine arme og sukkede. hun tog en dyb indånding og løftede tungt sine arme og trak langsomt den ellers så nysselige hat, og lod sløret forlade hendes ansigt. Hun kunne mærke luftne på sit ansigt, og om det var en behagelig følelser eller ej vidste hun ikke. Hendes hår lagde sig blidt ned af hendes nakke, med et par hårstrå nedover hendes ansigt der ikke ligefrem skjult noget.
Hun tog en dyb indånding og vendte sig om, hendes blik vendt strengt ud til siden, hun nægtede at kigge i ahns retning, hun turde ikke, og hun følte sig sle tikke værdig til det. Hun stod der, lænet og af muren, med sin ene arm blidt knuget i sin andet hånd, genert og forlegen. Hendes raske kind var dybtrød over den blege hud, hvorimod man på den anden side af hendes ansigt kunne se hende horrible hemmelighed. Sandt nok trak et langt, dybt udseende og brutalt ar sig nedover hendes pande, i en blød bue om imod hendes øre under øjet. Arret var sat sammen temmeligt tykke sting af metal, for at sikre at det sad sammen og ikke blødte, men mange stadig så det stadig dybt horribelt ud. Hendes sunde øje drejede blikket ud til højre for ikke at se på ham, hvorimod det andet kun var halvt åbent, og huden om det, i kontrast til hendes eller næsten grå-hvide hud, var helt sort, somom en stor den af den side af hendes ansigt var dødt. Pupillen var alngt støre på de skadede øje, og helt sort, hvor det andet havde en dyb brun iris.
Hun bed sig hårdt i unerlæben, og kunne mærke sit hjerte slå hårdere end det plejede i hendes bryst, og en tår gled ned fra hendes sunde øje. Det var tydeligt at se at hun ikke brød sig om det, og den sorg der fulgte med, alle de onde minder der var forbundet med de ar og sår hun nu havde. At hun nærmes var blevet presset til at gense det hele og kendes ved sigselv på den her måde gjrode det ikke bedre, og hun følte sig ydmyget, at stå sådan her overfor ham, og nu grad hun enda, selvom hendes ansigtsudtryk ikek ændrede sig. Sayaad havde gradt for ofte til at mærke noget til det længere.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel ønskede virkelig ikke at lægge press på hende, det var vel også af den grund til at han slet ikke havde nævnt noget yderligere end det som han havde gjort. Hvis der var noget som han havde lært, så var det at man skulle lære at leve med det som man var født med, eller det som ma havde om ikke andet, for der var mange som end ikke var så heldigstillet, at have det som man skulle kalde for et liv! Selvfølgelig var tingene jo kun hvad man måtte gøre dem til og for andre var det måske værre end det som det ville være for en som ham selv, men det var der nu og da heller ikke alverdens som han kunne gøre ved.
Armene lagde han let og stille over kors, som han lod fingrene afventende trumme over hans arm med en tydeligt afventende mine, da hun begyndte at fjerne det. Lige hvad han havde i vente, var slet ikke noget som han vidste, men han tog det vel bare stille og roligt og som det nu måtte komme? Han havde ikke travlt hvad dette angik, selvom han slet ikke havde nogen anelse om hvornår kanonslaget ville lyde og det var faktisk noget som han kunne sige sig, at være bange for et sted. Han havde faktisk hygget sig, selvom det ikke var fordi at der var sket særlig meget nu hvor han havde været i nærheden af hende. Men dog.. hendes forlegenhed var noget som måtte more ham bare lidt.
Han betragtede hende roligt, selvom det var svært at se, som hun valgte at skulle stille sig med siden til ham, selvom det kun måtte indikere for ham, at den måtte være ganske gal. Hovedet lod han søge let på sned, som han gik hende i møde, lod hånden nænsomt glide under hendes hage, for at hæve det lidt og vende det mod sig. Det som han nu måtte blive mødt af, var noget som gjorde ham direkte stiv i blikket, selvom han ikke fortrak så meget som en eneste mine. Han ønskede jo heller ikke at det skulle blive værre for hende end det som det allerede var. De metalliske sting, så heller ikke just ud til at være direkte behagelige, hvilket han heller ikke brød sig meget om. Han trak vejret dybt.
”Hvad er der sket?” Denne gang var Matthiel igen noget så pludselig blevet fuldkommen rolig, hvilket bestemt heller ikke var noget som måtte ligge til hans væsen, men han havde jo trods alt fået sin vilje endnu en gang. Hovedet søgte let mod den anden side, som han lod de mørke øjne søge direkte til hendes. Han så ikke på det med væmmelse. Tvært imod.

[Deleted]

Sayaad gispede let da hun mærkede hans hånd under hendes hage. Selvom det var blidt så makkede hun ret og lod ham drejede hendes ansigt. hendes øjne undveg hans, da hun stædigt nægtede at se ham driekte i øjnene, det følte hun ikke at hun kunne tillade sig, og om det var hendes manglende følelse af selvværd, elelr ehndes royale arbejde der var skyld i at hun ikke kunne se folk direkte i øjnene udne nærmest at få tilladelse til det på skrift på ni forskellige sprog, det var der så ingen der vidste.
Følelsen af hans fingre på hendes ansigt gav hende gåsehud, det var så længe siden at hun havde mærket nogen røre ved sig, faktisk havde hun ikke mærket en andens berøring siden hendes forældre døde. Det var en underlig følelse, ikke ubehagelig, men bare.. Mærkelig. Samtidig dæmpede det ikke ligefrem hendes rødmen.
Hun snøfted elavt og sank en lydløs klump der havde samlet sig i hendes hals.
" D-det.. det er så læne siden.. "
Begyndte hun stille, nærmest kun en hvisken, som han nok næppe ville hve kunnet høre hvis ikke det var fordi at de langt om længe var i enrum.
" Jeg var bare en lille pige.. og så kom de.. De var så mange.. "
Hun kneb øjnene sammen da flere tårer pressede sig på og løb ned af hendes kind, det lod til at tårene kun kunne løbe fra det raske øje.
" D-de.. De myrdede dme alle sammen.. Men ikke mig.. "
Hendes underlæbede bævede let og hun stoppede med at tale. Hun trak sig tilbage fra hans hånd og vendte ham rykken da et halvkvalt go grødet hulk slap fri fra hendes strube. Hun dækkede sin sårede side af ansigtet med en hånd og fladt på knæ på gulvet. Hun hulkede stille, grad imens hun genoplevede det hele inde i hendes hovede, alle skrigende, larmen, og hendes mor der bare lå og stirrede på hende med de der kolde øjne.. Døde øjne. Noget der den dag i dag hyppigt hjemsøgte hendes mareridt.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel havde så sandelig heller ikke nogen grund til at skulle være hårdfør med hende, for det ville han så sandelig heller ikke selv få det mindste ud af, så meget vidste han da om ikke andet, det var der heller ikke. Det var selv tydeligt for ham, at hun slet ikke var vant til en berøring, hvilket et sted måtte more ham. Det rørte ham slet ikke at være i nærheden af andre, for det var hvad han var vant til, hvilket normalt var forbandet hårdt på alle måder. Han var vant til slag eller noget lignende.
Matthiel lyttede ganske let til hendes ord, som han hurtigt måtte sætte sammen til en større sammenhæng, så det næsten måtte give mening for ham selv. Han blev stående, selv stadig uden at fortrække så meget som en mine, så kunne han da tydeligt se på hende, at det var noget som virkelig måtte gå hende noget så frygteligt på. Måske at det ikke var bearbejdet ordentligt? Så var det nu heller ikke noget som han selv ville kunne gøre det mindste ved lige nu. Han blinkede blot ganske svagt med øjnene og så til. Det var slet ikke fordi at dette var noget som han havde regnet med at skulle opleve lige netop i aften, da det ikke var problemer af nogen slags som han havde renget med at skulle skaffe sig.
”Hør..” Han gik ganske forsigtigt ned i knæ ved siden af hende. Han ønskede hende intet ondt, for det var slet ikke noget som han havde haft nogen som helst grund til lige foreløbig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. De helt mørke øjne faldt som stift til hendes skikkelse. Alt dette med medlidenhed, var slet ikke noget som han nogensinde havde været særlig god til og han vidste det godt. Det var heller ikke noget som han havde oplevet selv som barn. Han hævede hånden varsomt, kun for at lade den stryge ganske roligt mod hendes kind, for at fjerne de mange faldende tårer. Han var ikke kommet her på land for at sprede denne form af misnøje eller ubehag. Det var noget af det sidste som ha nville her.
”Og her sidder du og er i stand t at snakke om det.. Det er en styrkem Sayaad.” Han var måske ikke den bedste til at trøste, men.. han prøvede vel, selvom det i den grad ikke var det nemmeste, og han hadet det faktisk. Han bed sig let i læben og så sig omkring, som han næsten ventede på at nogen skulle overtage trøsten, for det var simpelthen ikke noget som han kunne finde ud af! Det havde han aldrig kunne finde ud af!
Matthiel sukkede indvendig. ”.. Det gør mig ondt..” forsøgte han dæmpet.Han kunne simpelthen ikke finde ud af det her!

[Deleted]

Sayaad vidste virkelig ikke hvor hun skulle gøre af sigselv, alting var så mystisk lige nu, og hun følte bare at hun igen blev trukket ned i et sort hul af forbandet sorg der altid ville bæres hos hende. Hun hulkede lavmeldt og forsøgte at kontrollere det. Hun gispede da hun lige pludseligt mærkede hans hånd på hendes kind. Som normalt var hun bange for at han ville slå hende, men igen, så var hans hånd så blid, blid og forsigtig. Hun så forsigtigt på ham, ikke i hans øjne, men på ham i det mindste, hovedsageligt på hans hånd der havde rørt hende. Hun rødmede let og snøftede og forsøgte at holde tårene tilbage.
"J-jeg.. Jeg ville ikke have at du skulel se mig.. Sådan her.. J-jeg vil ikke spolere di-"
Det lød et brag ovenpå, som en dør der blev sparket op, tunge jern-beklædte støvler der trampede over gulvet, råben og tumult, folk der hylede forskrækket og hurtigt forlod stedet.. Sayaad fór op på benene og så forskrækket rundt.
" Vagterne! H-hurtigt! Gem dig! "
Hun tog hans hånd og så rundt, desperat, og det endte med et hun lettere groft gennede ham ned at ligge i sengen og smed den udslidte dyne over ham. Hun hørte fødder på trappen, de kom tættere og tættere på, ned af trapperne, tunge dunk efter tunge dunk. Hun satte sig ned over på dynen, muligvis et sted oven på Matthiel's brystkasse, for at få det til at se ud somom sengen bare var utroligt ujævn, hvilket ikke var helt unaturligt på så billige værelser.
Døren blev åbent og to vagter trådte ind. De var klædt i blodrødt, dækket af tunge brynjer, brystplader og anden beskyttelse, og bar alle tunge sværd ved hoften, og økser i hænderne. De trådte ind og kiggede sig omkring. Sayaad rystede let og knugede dynen under sin hånd, hun vidste at loven nu her i Imandra forbød folk at samles på offentlige steder efter midnat, og hvis de fandt Matthiel her så kunne de godt komme i problemer.
En af vagterne fnøs kynisk og tømte en spand vand udover de i forvejen små rester af ild i pejsen, og trækket fra døren blæste lyset ud. De vendte sig om på hølen og forlod værelset og smækkede døren.
Sayaad åndede lettet op, hun rejste sig og dumpede ned at sidde i et hjørne temmeligt forlegen over den måde hun havde skubbet Matthiel rundt, hun håbede at han ikke ville blive sur, men vagterne ville nok blive noget overraskede over at se ham her.
" U-undskyld.. J-jeg.. Håber du ikke kom til skade? D-det var.. De er farlige.. "
Hun rystede over hele kroppen, en blanding af frygt, kulde, og mørket der nu lagde sig i rummet, man kunne dårligt se mere end silhuetter, og Sayaad var noget så mørkerad, så hun forsøgte bare at lukke sine øjne og kramme sigselv varm.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel havde aldrig nogensinde været særlig god til det med omsorg og det at vise det, for.. det havde han aldrig oplevet som sådan selv, hvilket et sted var det som gjorde det hele for hans del. Hun havde brug for det, det skinnede jo langt ud af hende, hvilket kun måtte gøre det hele så meget værre for hans egen del og det var kun på grund af en ting; Han var slet ikke i stand til at vise hende det som var hende så nødvendigt lige for øjeblikket, hvilket et sted i den grad også måtte frustrere ham noget så voldsomt! Han lod hovedet søge let på sned, hvor han sendte hende et næste prøvende smil. Han prøvede da om andet og det var vel også det vigtigste?
”Jeg har set lidt og hvert i mit liv, så..” Han trak svagt på skuldrene som var det ingenting. Men han havde aldrig set nogen kvinde havde det på denne måde og med sting mere eller mindre i hele ansigtet. Hvem pokker kunne få sig selv til at skulle gøre dette ved nogen som helst? Det var da slet ikke noget som gav nogen som helst mening for hans eget vedkommende overhovedet! De brag som lød ovenpå, var noget som tvang hans opmærksomhed væk. Hvordan reglerne var blevet her, vidste han ikke, for han havde været på havet så længe, at han ikke kunne finde rundt i det mere. At det påvirket hende, kunne han tydeligt se. Han sendte hende et næsten spørgende blik, idet at han rejste sig op. At hun tog omkring hans hånd, fik ham til at stå fuldkommen stille. Hun rørte ved ham frivilligt? Ikke fordi at det var noget som han var vant til på nogen måde overhovedet!
”..Vagterne?” gentog han en anelse uforstående, idet han blev guidet hen i sengen. Han gjorde dog bare som der blev sagt, for hendes uro sagde ham blot det hele; At det måtte være en alvorlig sag. At han blev tvunget ned under den lasede dyne som i sig selv, ikke havde nogen behagelig lugt og så hende som bare uden tøven, måtte placere sig på hans bryst, var noget som tvang et svagt gisp frem. Han klemte øjnene sammen og blev liggende, selvom det på alle måder, måtte være mod hans principper! Døren som blev brast op, lyden af den tumlen som skete udenfor dynen, var noget som kun måtte få ham til at slappe af. Umiddelbart så lød det som en… form af rustning? Han blev liggende til hun fjernet sig igen og dynen med. Sidst han havde været i Imandra – Frygtelig mange år siden, så havde det været et frit land uden nogen regler og love som sådan.. Hvad pokker var der ikke lige sket?! Han tvang sig stille op at sidde og med blikket mod hende.
”Okay, hvad pokker er det som foregår her?” Han trak vejret dybt, da det i sig selv, havde været problematisk under dynen. Han sendte hende blot et igen tydeligt spørgende blik. Hvis der var noget osm han ikke kunne fordrage, så var det bestemt det faktum, at rende uvidende rundt. Han rystede stille på hovedet, rejste sig og tog dynen med sig, som han ganske varsomt kastet omkring hendes skuldre. ”Det er vidst for mange år siden at jeg har været her.. Hvem pokker var det? Og hvad ville de?” Han vendte sig rundt omkring. Her var mørkt, kaminen var gået ud og det hele. Det havde ikke just været et behageligt besøg, så meget kunne han da hurtigt få konstateret.

[Deleted]

Sayaad gøs let i overraskelse da hun fik dynen lagt om sig som hun sad der på gulvet og dirrede af den blandede kulde og angst. hun brugte et par sekunder på at genvinde kontrollen over sin tunge og tænke et svar igennem, hun kendte trods alt ikke alle detaljer om situationen her i Imandra, men hun ahvde da efterhånden dannet sig et billede af at nogle ting var blevet ændret, og ændret rimeligt brutalt enda.
" D-det er vist.. En ny regering. En konge, jeg ved ikke hvem han er, og jeg har aldrig set ham.. Men alting er blevet så mærkeligt. "
Begyndte hun stille og fattede sig langsomt, hun tænkte faktisk langt mere klart nu efter er lille skud adrenalin end hun havde gjordt meget af aftenen.
" Folk bliver arresteret direkte fra gaderne, uden grund kunne man fristes til at tro, og så snart de bliver taget væk.. "
Hun gøs.
" Der går rygter om at de aldrig bliver set igen, at de mest forfærdelige ting bliver gjordt imod dem, indtil de tilstår forbrydelser de aldrig har begået. "
Sagde hun stille og bed sig i læben, utryg og ubehag pressende i halsen ved tanken om alt den tortur og lidelse folk måtte gå igennem i fængslet, helt uskyldige almindelige mennesker. Den nye konge var præcis den type mand der gjorde hun var så frygteligt bange for alting, og hun vidste at imens hun opholdte sig her i landet, så skulle hun da holde lav profil hvis hun ikke ville risikere at noget også skulle ske med hende, han ville nok næppe holde længe under tortur.
" Der er kommet et nyt forbud, alle skal være væk fra gaderne og offentlige steder efter midnat, der må kun vagterne og regeringens folk færdes udenfor, for at minimere kriminalitet. Bliver du taget ude.. Jeg vil slet ikke tænke på det. Man må ikke samles i grupper efter mørkets frembrud medmindre man kan fremvise papirer på at mn er relaterede eller gift.. Tænk hvis de fandt os to udlændinge her.. "
Hun gøs og pakkede sig blidt ind i dynen, hun ønskede ikke den slags skulle ske for hende, og heller ikke Matthiel. Om end deres første møde her havde været lidt akavet, var hun så småt begyndt at føle sig mere sikker hos ham, men hun var bange for at han stadig så hende som en byrde.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel kunne virkelig ikke forstå hvordan et land kunne køre med et reglement på denne måde. At det havde været faste og strenge regler, for han vidste udmærket godt hvad det var at Imandra var kendt for, og det var ikke just behageligt eller gode ting på nogen måde. Tvært imod! Han vendte blikket mod hende. Selv var han tydeligt ikke den eneste fremmed her på stedet, men alene den tanke om at det var blevet så slemt nu, var slet ikke en tanke som han kunne forstå.
”Jeg har vidst været for fraværende alt for længe.. Eller været for meget ude på havet til at kunne følge med her længere..” Hans ord var en dæmpet vrissen for sig selv, for han hadet virkelig når han ikke kunne finde rundt i noget som helst og som det stod lige netop i dette øjeblik, så var det kun noget som gjorde det hele så meget værre for ham selv også, for det var virkelig noget som irriterede ham!
Matthiel rystede stille på hovedet og med et svagt suk. Var Imandra virkelig ved at synke så meget til bunds at reglerne skulle laves så strikse som det som de måtte være for øjeblikket, for han kunne ganske enkelt slet ikke forstå det! Det var ikke noget som gav nogen som helst mening for ham overhovedet. De mørke øjne vendte han stille mod hende og med den samme faste mine. Det var ikke fordi at han kunne noget andet, for.. dette var bare det som han var vant til. Det var denne mand at han måtte være og det var ikke noget som hn havde i sinde, at skull ændre for nogen som helst.
”Det er ikke at styre et kongerige på rigtig måde.. Det er diktatur!” Han knyttede næverne ganske let og med den samme faste mine, som han så sig let og stille omkring. Det var heller ikke fordi at der var meget at skulle se herinde i det lille værelse. Han vendte blikket mod hende, hvor han roligt tog fat om dynen og pakket den let omkring hende. Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse. ”Hvorfor er du her overhovedet, Sayaad? Det virker til at du kommer fra et sted hvor det hele står langt mere godt.. end Imandra?” Han vendte blikket stille mod hende endnu en gang. Alene tanken om at de bare brød ind på kroværelserne, som i sig selv, var et temmelig privat sted for trætte rejsende, så var det vel heller ikke helt forkert af dem at skulle dele værelse når det endelig skulle komme til stykket? Bare tanken var noget som direkte måtte gøre ham arrig for det gjorde ham i den grad også vred!
”Jeg ønsker ikke at være til besvær.. jeg kan godt gå.. Så det er sikkert for dig at være her,” sagde han stilfærdigt. Uanset så havde han heller ikke tænkt sig at bruge sine timer her i skjul, når han vidste, at kanonen på skibet kunne lyde når som helst!

[Deleted]

Sayaad rødmede let og puttede sig godt i dynen da han kom og hjalp hende med at lade dne omslutte sig. Hun kunne fkatisk godt lide at have Matthiel i nærheden, det var sådan en lidt underlig op og ned situation, fordi ligeså meget som hun nød det indimellem, ligeså uhyggelig var han altså også nogen gange, når han sådan rigtigt blev.. Ja vred var vel ikke ordet men alligevel, sådan var han bare, men der var også noget ved ham, hans beslutsomhed, hans kontrollerende aura, somom han hele tiden havde styr på situationen der tiltalte hende, og gjorde at hun helst ikke så ham løbe sin vej allerede.
" J-jeg stammer fra Procias.. Men jeg besluttede at jeg vilel ud og.. og se verden! Men.. N-nu sidder jeg fast her.. "
Sukkede hun stille og så ned på dynen, ja sandeligt om ikke hun nærmest var blevet tryglet og bedt om at tage en ferie, efter hun havde arbejdet konstant hele hende sliv uden så meget som en fridag, og nu vidste hun ikke hvordan hun skulle komme væk herfra igen, det var så uhyggeligt, og direkte farligt for en ung og fuldstændig forsvarsløs kvinde at rejse alene på den måde.
Hun så helt forskrækket op på da han begyndte at tale om hendes sikkerhed.
" N-nej! Øhm, j-jeg mener.. "
Hun så stille væk fra ham, lidt genert igen, irriteret over at hun var så genert og forlegen hele tiden, hun håbede det ikke måtte gå ham på nerverne efterhånden.
" J-jeg vil gerne have at.. Altså.. Jeg tænkte på om.. Det er vel sikrest at blive sammen? "
Fremmumlede hun forsigtigt, lidt for genert til at indrømme at hun egentligt helst ville blive hos ham, hvis han ville give hende lov, om så han ville blive her eller om hun måtte tage med ham. Hun håbede bare at hun i virkeligheden ikke bare irriterede ham.
" J-jeg.. Jeg lover ikke at gå i vejen.. "
Hviskede hun stille, for ligesom at understrege det, med hjertebanken på om han mon ville acceptere det eller bare grine af henden, for helt ærligt, bare det at han måske havde en lille smule lyst til at være sammen med hende, var ret stort for hende.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel var nok ikke den mest venlige type som man lige kunne komme over, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han gjorde det som passet ham og ikke noget andet, hvis han da ellers kunne blive fri og ordre var slet ikke noget som han havde i sinde, at skulle følge. Han var virkelig sin egen mand og det var med alt hvad det nu måtte indebære, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var ikke i stand til at udvise følelser, han var ikke god til at udtrykke sig generelt, så han sagde bare ordene som det faldt ham ind. Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse igen og med den samme faste mine som tidligere. Ikke fordi at han ville se væk fra hende eller noget lignende. Hun havde formået at vække en eller anden mærkværdig form for… nysgerrighed i ham, som han ikke rigtigt kunne beskrive, selvom det nu var noget som han agtet at finde ud af.
”Du sidder fast her.. Dette sted var nu det sidste sted jeg ventede mig at finde en procianer.” Et sted tydeligt overrasket over at finde hende her i det hele taget. Det var mest dvasianere eller de andre ikke lovlydige som man fandt her – Med andre ord, så var det som regel dem som havde taget færden væk fra Dvasias, fordi at de havde fået nok, selvom han nu ikke just kunne kalde sig som en af deres slags, det var da også helt sikkert. Hovedet søgte let på sned. ”At se verden, er ikke et typisk ønske for en ung kvinde som dig,” påpegede han dog en anelse tænkende. Han ville dog ikke komme hende på tværs eller påpege at det var forkert. For det var det ikke. Han synes tvært imod, at det faktisk var friskt.
Mathiel vendte blikket direkte mod hende ved hendes ord, hvor den tydelige overraskelse, var at skulle spore ved ham. Følges ad? Mente hun det virkelig seriøst?! Han måtte næsten tage sig selv godt og grusomt i nakken, for ikke at ende med at falde om af grin! Han sendte hende blot et stille smil. ”Er du sikker på, at du vil med mig? Jeg mener.. Det er frygtelig, frygtelig sjældent, at jeg i det hele taget er på land og jeg ved ikke hvor længe jeg i det hele taget er her,” påpegede han stilfærdigt og med en rolig stemme. Han var en pirat også selvom han ikke ville erkende for hans kære kaptajn, at han faktisk måtte nyde af det, for det gjorde han faktisk. Han slog armene let over kors. ”Jeg er sikker på at du ikke kommer i vejen, jeg ved bare ikke om du.. ja, kan holde til det.” Han trak svagt på skuldrene og betragtede hende med en rolig og ganske så kortfattet mine.

[Deleted]

Sayaad bed sig stille i læben, tja, hun havde vel hendes egne grundlag for at rejse? Hun havde vel mest med tiden indset at hun ikke kunne blive hængende på slottet med en støveklud i hånden hele hendes liv, det lå ikke i hende, overhovedet ikke. Hun måtte også tænke på sin elskede drage, han nød heller ikke ligefrem livet i en stor dragestald, hvor han når der ikke var besøgende udefra måtte finde sig i ensomhed og kedsomhed, for han måtte som sådan ikke færdes frit når han ikke var under opsyn, for Sayaad var ansvarlig fro at han ikke åd en hel bundegård.
" Jeg.. Jeg prøver bare at finde.. Jeg håbede.. J-jeg vil bare gerne passe ind et sted.. "
Mumlede hun stille og så ned, imens hun klemte blidt om dynen, hun følte sig så sølle ved siden af en mand som Matthiel, stor og stærk, ligeglad og klar til at tage imod hvad end der nu blev kastet efter ham, sådan ville hun også være! Hvis bare hun dog kunne finde ud af det, og ikke altid bekymrede sig og var bange for nærmest sin egen skygge. Men samtidig var det vel den voldsomme kontrast der var imellem de to, han beslutsomhed og viljestyrke, og henes svage, forkrøblede sind, der gjorde han virkede så.. Ja, nærmest attraktiv, kunne man vel sige, om det var det rigtige ord eller ej. Han var som en søjle i bølgerne, han var ligeglad, hvis bølgerne blev størere, måtte han vel bare blive stærkere, det var det indtryk Sayaad fik af ham, og.. Hun var nok mere som en forskræmt ungmø der ønskede at klamre sig til denne søjle i stormen.
" J-jeg.. "
Hun løftede kort hovedet, somom hun havde et fantastisk og vigtigt argument, men langsomt lukkede hun stille munden og vendte ansigtet nedad igen og betragtede hans sko på ny. Ja, hun vidste jo faktisk virkeligt ikke hvad hun dog skulle sige, hvad kunne hun fyre af som ville overbevise ham om at han ville komme til at savne hende. Hun følte sig ikke videre mindeværdig, han var jo en sømand, ikke sandt? En pige i hver en havn, eller noget i den stil? Ikke at hun ligefrem havde planlagt deres bryllup (Måske bare en lillebitte smule) men alligevel.. Der var noget over ham.. Den måde han behandlede hende på.. Hun ville gerne blive nær ham, betale det tilbage på en eller anden måde, vise ham hvor meget den lille smule venlighed han vidste hende egentligt betød for hende..
" A-altså.. Det er bare sådan.. Hv-hvis nu.. "
Ja.. Hun vidste faktisk ikke rigtigt hvilke ord hun skulle sætte på det budskab hun forsøgte at komme med, det virkede somom både hendes hjerne og hendes tunge arbejdede sammen om at snørkle det hele sammen, og enten turde hun ikke sige det, eller også så glemte hun stille og roligt ordene hun havde planlagt at bruge, nej nu sad hun igen bare og puttede sig forlegent i dynen der i hjørnet.
Nej det måtte altså være nok!
Hun rejste sig op og så et øjeblik voldsomt beslutsom ud, med dynen liggende i en klynge for sine fødder, men det var somom det igen ikke varede længe før hendes pludselige mod ebbede ud og hun vendte blikket ned igen. Der var vel hvad, en meters penge imellem dem som hun stod der og betragtede hans bluse på ny, frem for at se på hans ansigt, eller direkte i hans øjne.
" Hvis.. Hvis nu a-at jeg.. Jeg tager mig sammen. Jeg lover at jeg nok skal gøre mit bedste! Bare.. Hv-hvis du hjælper mig.. en lille smule? "
Hendes stemme blev igen taktvis lavere indtil det langsomt blev til en lavmeldt mumlen. Hun tittede indimellem forsigtigt op på ham, men oftest nåede hun ikke længere end til hans næsetip før hun fortrød og vandrede ned af hans krop igen.
" Jeg vil bare så gerne have en fremtid.. Hvor jeg ikke er alene.. "
Hviskede hun lavt, usikker på om han overhovedet kunne høre det, men det var en ubarmhjertige sandhed, hun ønskede så brændende at der var nogen, og ikke noget, at vende hjem til en dag, at der var et sted hvor folk smilte når hun kom, og ønskede hende held og lykke nå hun gik igen.. Hun ville lære at leve.
Hun foldede genert og nervøst sine hænder foran sig som hun stod der, hendes hjerte bankede og hendes raske kind var varm og rød, ligesom hendes øjne udstrålede den usikkerhed der plagede hende, ude af stand til at sige præcist hvad og hvordan, men forsøgende alligevel. Hendes kæber lukkede sig blidt sammen som hun bed sig i underlæben.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel ønskede ikke at komme i vejen for hende, eller smadre hendes drømme på den ene eller den anden måde. At hun ønskede at tilpasse sig omgivelserne, var noget som han godt kunne forstå, for man fik absolut intet ud af det andet. Der kunne han med lethed tale fra hans egen erfaring, så det var heller ikke noget som sagde så lidt. Han havde selv prøvet lidt af hvert, så man kunne også snildt sige, at han var en yderst erfaren mand. Han var en stærk mand, det var han nødt til i hans erhverv, og det var heller ikke fordi at han var placeret på skibet ud af hans menneskelige frie vilje. Nej, der var så mange andre ting, som måtte spille ind der og det var noget som han var klar over. Kaptajnen på Juvelen var faktisk en tøs som han havde taget til sig for mange år siden, selvom det var endt mere ud i misbrug end det som det var endt i noget andet. Det var trods alt bare den mand som han måtte sige sig, at være.
”Jeg er sikker på, at der også er et sted til dig derude. Jeg tror bare ikke at livet på et skib er noget for en kvinde som dig,” forklarede han stilfærdigt. Det var jo heller ikke fordi at han ville ødelægge det for hende, mere end det som godt måtte være i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned og uden at se væk fra hende. Det var også tydeligt for ham, at hun slet ikke var tilfreds med hans svar. Det var heller ikke fordi at han ikke ville have hende med, slet ikke! Han vidste bare ikke hvordan han skulle fortælle hende det, uden at det ville lyde forkert.
Et stille smil passerede hans læber ved hendes ord. Hun ønskede det, han kunne se, mærke og føle det på hende, at dette faktisk også måtte være noget som hun brændende ønskede at skulle finde ud af i den anden ende. ”Tror du virkelig at du kan? Jeg kan allerede sige med det samme, Sayaad.. Døjer du med søsyge, så er det ikke et liv for dig. Det er yderst sjældent vi er i land. Normalt kun for forsyninger og.. det som vi ellers skal have ordnet.” Han trak på skuldrene. De røvede og de stjal jo, når de kunne komme til de. De have jo faktisk også været med til at forårsage Gabriel Maloyas død – Kongen af Procias tilbage i sin tid under ballet på Neutranium, så det var heller ikke fordi at man kunne sige, at de var ufarlige på nogen som helst måde overhovedet.
At hun rejste sig, var noget som han tydeligt også måtte lægge mærke til. Han stirrede på hende, næsten med overraskelse i blikket, selvom han ikke sagde noget direkte. Hans mine gjorde vel det hele, for det så ud som om at modet gled fra hende.. presset ud af hende som luften ud af en ballon, selvom han stadig forblev helt tavs. Han tog det sidste lille skridt mod hende, hvor han lod hånden søge under hendes hage, hvor han vendte blikket mod hende. Han var sikker på, at han havde set hende før, derfor var det jo bare endnu mere frustrerende, at han ikke kunne placere hende nogen steder. ”Du ønsker min hjælp? Hvad er det du ønsker, at skulle opnå med alt det her? Et sted du kan finde ro og fred? Et sted du kan trives? Jeg tvivler ærlig talt på, at et skib er det rette sted,” forklarede han stilfærdigt. Det var heller ikke fordi at det var noget som rørte ham som sådan, for han kunne vel bare tage det hele som det nu måtte komme og bare.. lade hende sejle sin egen sø, som han altid havde gjort det? Selvom han da tydeligt kunne mærke, at hun havde brug for den vejledning.
Han sukkede dæmpet og rystede så på hovedet. ”Tror du virkelig at du kan?” tilføjede han efter et lille øjeblik, hvor han lod blikket søge direkte til hendes skikkelse. Han havde virkelig bare brug for et direkte og et klart svar. Han kunne ikke rigtigt bruge det andet til noget som helst.

[Deleted]

Sayaad kom til at tænke på mange ting i denne process, både minder helt tilbage fra hendes barndom, dengang hele hendes liv ligesom med et var blevet slået i tusind stykker, som et spejl, eller en glasrude ramt af en sten. Stumperne havde hun aldrig fået samlet, og hver gang det føltes somom hun var ved at opnå en lille smule, var det somom at hun tabte det hele igen. Hun vidste virkeligt ikke hvad hun skulle gøre af sigselv efterhånden.
Hun lyttede til hvad ahn sagde, hvert et ord, og gentog det inde i sit eget hovede. Sandt nok, så blevet modet langosmt taget fra hende, somom hvert af hans ord rev endnu en lille del af hendes kortvarigt opbyggede selvtillid, og igen efterlod hende som et afpillet skelet der faldt sammen over sigselv. Hun gispede let ved følelsen af hans fingre under hendes hage. En underlig og varm følelse, det var sjældent at hun var blevet udsat for selv de mest simple af kærtegn, som dette. Hun krammede sigselv i mørket, imens hendes blik veg fra hans, på trods af han holdte hendes hage. Kunne hun klare det? Tja.. Det kunne hun vel ikke.. hvad kunne hun dog klare? Hun kunne ikke svømme, hun var rædselssalgen når det kom til dybt vand, sikke dog en sømand hun ville blive, hva? Hun kunne ikke tåle højder, hun besad en drage, men rytter, det kunne man ikke tillade sig at kalde hende, ikke en eneste gang havde hun, på trods af hans evige plagen og tiggen, vovet at sætte sig op på ham, og da slet ikke flyve nogen vejne. Det ville da ikke undre hende hvis hun var søsyg, hun havde aldrig været ude og sejle før.. Hun oplevede aldrig noget.
Hun trak sig stille væk fra ham, væk fra hans hånd, og dumpede ned at side på sengen. Hun lukkede øjnene, ikke fordi at det ikke var mørkt nok i forvejen, men for at holde en let strøm af tårer tilbage. Hun var lydløs, sagde ikke et ord, hun syntes ikke engang at hun behøvede at besvare hans spørgsmål, de kendte jo begge to svaret alligevel.. Hun kunne naturligvis ikke klare det, hun var hverken hård eller stærk, modig eller noget somhelst, ehndes eneste proffesion var at gøre rent.. Hun følte sig så ynkelig, somom hun endelgyldigt var dømt til et liv i ensomhed, somom der virkelig ingen fremtid var for en pige som hende. Det føltes noget nær at falde, at hun langosmt faldt, og faldt, og faldt, ned i en endeløs sort brønd, uden bund, og uden noget håb om at komme op derfra. Hver gang et reb blev kastet ned til hende, gled hendes fingre af det, og hun faldt igen. Hvorfor hun pludseligt havde håbet at denne mand, Matthiel, skulle bringe hende noget håb om et nyt liv anede hun virkeligt ikke, når det kom til stykket gav det jo ingen mening, og hun kunne jo ikke bare kaste ansvaret for hendes fremtid over på ham, selvom hun da havde haft et spinkelt håb om at hun kunne slippe væk fra sin eledinge tilværelse. Hun var rejst så langt, hun havde set så meget men stadig, var hendes hjerte tomt og ensomt, og det eneste hun kunne gøre var at sidde her og forsøge at holde tårene tilbage, hvilket ikke engang lykkedes for hende. En af gangen gled de blid nedover hendes kind, den kind der stadig var hel, og det øje der stadig kunne græde. Hun hulkede ikke, hun sagde ikke en lyd, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun følte sig til grin, hvad var pointen dog med det hele? Var der virkelig grund til at fortsætte en tilværelse i sådan ensomhed? Det havde hun svært ved at tro på.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var kun tydeligt for Matthiel, at se at denne Sayaad måtte blive ked af det på grund af hans ord, så stille og så tavs som hun pludselig måtte blive, selvom det nu ikke var noget som rørte ham som sådan. Han var bestemt ikke nem til følelser på nogen måde, og det havde han aldrig nogensinde været på den ene eller den anden måde. Ikke fordi at det var noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, for det var jo bare sådan at det nu måtte være i det store og hele. Hans mørke øjne hvilede nærmest stift på hendes skikkelse og ikke mindst med en lettere forundring over hendes reaktion. Det var jo næsten som han havde stået og smadret til hende med en stegepande, som havde hun været offer for noget direkte grotesk.
Han lod hovedet søge let på sned og vendte sig med hele fronten mod hende. Han vidste udmærket godt at han slet ikke burde, og da specielt ikke hvis hans kaptajn ikke kendte det mindste til det, men hvad skulle han da gøre? Han kunne jo heller ikke gå til hende med absolut det hele og udelukkende af den grund, at han også var på skibet uden sin gode vilje til at starte med, så.. hvorfor ikke? Han havde aldrig været bange for at skulle løbe nogle former for chancer når det kom til lige netop dette punkt, det var end ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på når det endelig måtte komme til stykket, men alene den tanke om at han kunne give en anden noget af det som han selv var blevet snydt for, ville faktisk glæde hans kolde og mørke hjerte – det som selv ingen havde rørt det mindste ved endnu.
”Sayaad?” Hans stemme var ganske rolig, og dog yderst kortfattet. Han krævede nærmest hendes opmærksomhed, selvom han vidste, at han ikke havde krav på at skulle gøre krav på noget som helst. Han slog armene roligt over kors og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Det var end ikke noget som han skulle lægge det mindste skjul på når det nu endelig måtte komme til stykket. Han sagde det jo også for hendes skyld, ellers havde han da været fuldkommen ligeglad. Tro det eller ikke, så bekymrede han sig virkelig for denne kvinde og den måde som hun havde det på, for det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han brød sig faktisk ikke om at hun var så ensom som hun var – det var nemlig kun noget som han kunne relatere til sig selv.
”Jeg siger det jo ikke for at være ond, men.. Jeg ved jo ikke hvordan du vil klare havet..” Et sted så søgte han efter en måde at undslippe den ubehagelige følelse på som han var præget af lige for øjeblikket, for det var heller ikke noget som skete særlig tit! Han trak vejret dybt, som han stille endte med at skulle gå ned i knæ foran hende, også mere for at komme ned i hendes hovedhøjde, som hun nu havde valgt at kaste sig direkte ned på sengen igen. ”Men vi kan da godt prøve..” foreslog han med selv svagt og prøvende smil på læben. Han lagde den ene hånd roligt mod hendes knæ. Ikke for at være påtrængende eller noget, men.. bare være lidt i kontakt, hvis det var noget som senere vile kunne hjælpe hende med alt dette, for han ønskede hende ikke noget ondt. Tvært imod.

[Deleted]

Sayaad sad der i hvad der føltes som en evighed. Ihvertfald så gik der en million års tanker igennem hendes lille hovede. Hun tænkte på mange ting, om end hun følte sig utroligt ynkelig. Hun savnede sin mor og far, virkelig meget. Sådan ahvde hun det ofte, hun var aldrig overhovedet kommet sig over tabet, eller de mareridt fra den nat der stadig jagede hende, brændende bygninger, dæmoner, skrig, blod, smerte.. Hendes mors døde blik, og hvordan hun havde ligget i sneen, og klamret sig til hende i et desperat håb om at hun ville vågne op fra mareridtet, lige indtil hun var blevet redet, om end hun havde mistet sin bevidsthed, go hvad hun selv troede, sit liv, da den unge drage tordende ned fra himlen og kom i forkøbet på de brave riddere fra Procias. Hele den lille provins var blevet brændt ned til grunden, ingen havde overlevet udover hende og et par andre børn der var blevet fundet i en kælder under et sammenstyrtet hus. Hun ahvde ingen kontakt til dem længere, hun havde bare sigselv og hendes drage. Hun følte overhovedet ikke at livet på slottet i Procias, som den unge, anonyme og nærmest usynlige stuepige fik hende nogen vejne, hun fik det ikke bedre, hun fik det ikke værre, men det hjalp ikek på nogen måde, og det var ikke en måde at bruge hendes liv på.
Hun fik næsten et shock da hun hørte Matthiels stemme, og tittede forsigtigt op i retning af ham som han ahvde stilt sig foran hende. Hun unveg som sådan stadig hans øjne, hun følte ikek i den forstand ubehag ved at se ham i øjnene, det føltes bare ikke rigtigt for hende, hun var jo ingenting, ikke engang sammenlignet med ham, eller en slave, hun var bare en anonym skygge af en pige der vandrede hvileløst og rastlsøt rundt omkring.
Selvfølgelig sagde han det ikke for at være ond, han virked enu heller ikke som typen der direkte ville forsøge at gøre hende ondt med vilje, om end det var det han ønskede ville han vels agtens have gjordt det nu? Og så var hun heller ikke den der var sværest at gøre ondt, han skulel jo dårligt nok sige noget til hende for at såre hende. Ikke at han som sådan havde såret hende nu, hun var bare tilbagetrukken af natur, hun havde meget svært ved at kommunikere med folk, og særligt en som ham. Hun havde altid haft et problem med at snakke med særligt mænd, hvilket også var grunden til at hun var blevet prinsessens private stuepige. Hun havde hørt om alt det kaos der var sket tilbage i Procias siden hun var draget ud på rejse, og hun følte ikke længere at det var et sted hvor hun hørte hjemme, ikke at hun følte sådan nogle steder overhovedet, men særligt ville hun ikke være deres ansvar nu i disse tider, de havde andet at tænke på en det blege, maskebærende spøgelser der viftede rundt i gangene. Men hvorfor hun ikke forstod sig på mænd var svært at forklare, efter hvad der var sket med hende måtte man vel bare antage at hun var bange for dem, hun var aldrig sådan rigtigt blevet behandlet blidt af en mand. Ikke at få ikek ahvde talt ganske pænt til hende, men hun havde aldrig haft et tæt forhold til en mand siden sin afdøde far. Hun havde faktisk ikke haft et forhold til nogen somhelst, men meningen var tydelig.
Hun så på hans læber da han talte, hun snøftede engang og gippede let ved følelsen af hans hånd på hendes knæ. Hun vidste ikekr igtigt hvad hun skulle svare hvilket nok ville forklare hendes stilhed, om end hun nsart fandt midlerne til at bryde den.
" E-er.. Er du sikker på at du vil give mig den chance? "
Spurgte hun forsigtigt, i en hvisken. Hun var ikke vant til at noget egnetligt ville give hend enogen form for chance med noget somhelst.