Back on shore!

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var ved at være en sen aften. Stjernerne hang klart over dem alle på det sorte tæppe af en klar himmel. Der var ikke så meget som en eneste sky at skulle se, hvilket var noget som passet Matthiel helt fint! Mørket gjorde ham langt bedre tilpas, eftersom det gav ham muligheden for at skulle skjule sig. Efter hans lille visit i Neutranium under maskeradeballet for så længe siden, så havde det været risikabelt nok og nu hvor skibet måtte ligge til land, så havde han også været en af de første som havde valgt at forlade skuden for at komme lidt i land igen, for det var efterhånden ved at være forbandet længe siden at han havde været der. De mørke øjne betragtede alt det som skete foran ham. Direkte, så var det hans første tur til Imandra og til New Dale, men man havde vel også brug for lidt luftforandringer? Vinden rev i det lange hår og i den kappe som han let havde formået at skulle kaste omkring sig, for at holde varmen bare en smule, selvom det nu ikke var noget som generede ham. Han var vant til at stå alene med vinden ude på havet, så det var vel også noget som man bare blev vant til? Lysene stod tydeligt i denne by, hvilket i den grad også var noget som forundrede ham meget. Han var vant til fakler og ikke dette.. mærkværdige lys. Ikke fordi at han ville tæt på dem, for.. det skræmte ham vel et sted? Han nåede sagte og roligt den lille kro som måtte ligge midt i den lille by, hvilket kun måtte få ham til at smile. Hans tid i land var begrænset og han havde så sandelig heller ikke i tankerne at skulle spilde hans kostbare tid inden han ville blive tvunget tilbage til skuden. Det var nok noget af det som ærgrede ham mest! Den lille krostue var fyldt op med mennesker som sad og sang, skreg, råbte og snakket i munden på hinanden, hvilket Matthiel heller ikke valgte at tage sig særlig meget af. Han himlede blot let med øjnene, slangede sig forbi dem og satte sig øverst oppe ved disken på en stol. Dette var da om ikke andet, så noget som han sagtens kunne genkende. Han slog kutten ned og lod det lange hår komme til syne, den faste mine, de mange skægstubbe og de små ar som han havde i hovedet. Ja, et liv på havet var bestemt heller ikke nemt altid. ”En fadøl,” sagde han kortfattet og konkret som krofatteren kun lige nåede hen til ham. Det blev hurtigt serveret for ham, hvilket han tog glædeligt imod. En af de små goder ved livet på land som han faktisk måtte savne!

[Deleted]

Sayaad havde vel efterhånden rejst vidt og bredt, der var ikke de byer hun snart ikke havde besøgt. Hvorfor hun pludsleigt var blevet så vanvittigt hvileløs, ja hvem kunne mon vide det? Hun havde hele tiden sådan en knugende fornemmelsen et ubestemmeligt sted i kroppen, sådan en underlig følelse somom der stadig var noget hun manglede at se, noget hun endnu ikke havde oplevet men som hun burde se, men hun anede ikke hvad det var, hvor det var, eller hvorfor hun overhovedet havde det sådan tila t begynde med. Hun sukkede still imens hun trådte indenfor i kroen, væk fra mørket og kulden udenfor. I modsætning til mange af de andre gæster lod hun ikke hætten falde. Ihvertfald ikke på samme symbolske måde. Hun trak sin kutte af sig og lagde dem ømt over den stol oppe ved baren hun satte sig på. Der sad en mand på den anden side, hvem han var anede hun jo naturligvist ikke, men han så ud til at være ligeså forvildet og blæst som hende selv nu hun sad her i baren. På den anden side havde hun muren, og den var hun nu ganske tryg ved, hun var ret sikker på at den ikke ligepludselig ville poppe ud af det blå med underlige spørgsmål.
Nu sayaad havde trukket sin kutte af bar hun et par lidt løse sorte stofbukser, de var på ingen måde noget specielt, og det var ret tydeligt at se, ligemeget hvor godt skult det ellers var, at de både var blevet syet og lappet hist og her. Så bar hun en ligeså sort top inden under en skjorte der var så stor til hende at det var lige før man kunne forveksle den med en form for natkjole. Den var åben og stoffet nåede snildt halvvejs ned af hendes lår som de frit hang over hendes diskrete, måske en kende magre kvindekrop, der i sigselv, go særligt i denne mundering, ikke ligefrem tiltrak sig megen opmærksomhed, noget som hun ellers også var godt tilfreds med når det kom til stykket, ihvertfald når hun så rundt på alle de småfulde, tykke herrer der svingede deres skummende krus og hujede når end en kvinde med væsentligt større fortrin end hende selv slog ruten forbi deres borde.
Sayaad havde sandt nok aldrig tilbragt megen til med det modsatte køn, og var sandelig ikke ligefrem lovet væk eller noget i den dur, nej tværtimod, hun plejede gerne at søge lidt for dybt ind i sigselv og lukke helt af for mænds tilnærmelser. Ikke at hun ligefrem var opmærksomhedens center, men hun havde da engang stået og snakket en smul med en staldknægt tilbage på slottet der vist gerne ville invitere hende på middag på hans værelse, hvorved hun nærmest var gået i panik og var løbet sin vej.
På hendes hovede sad nok det mest interesante ved hendes påklædning, for let på sned sad en eller ganske fin lille hat, det spændende var nok at det lange slør, der nærmest som silke dalede ned omkring hendes ansigt, skjulte hende fantastisk godt. Selvfølgelig betragtede hun heller ikke ligefrem åbenlyst sin sidemand, men det var da tydeligt at han så sådan.. okay godt ud.. Okay, når hun nu skulle være ærlig, kunne hun godt forstå den smule hvisken og tisken og de diskrete blikke fra de langt mere veldrejede kvinder end hende selv som den her fyr modtog, for han var et pæn, på sådan en lidt usoigneret og vild måde.
Der sad Sayaad rigtigt nok, for sigselv på barstolen ved siden af en hvidt fremmede med hele sit ansigt svøbt i en lille lokal tåge af sorte silkeslør og blonder, der mærkeligt nok ikke matchede standarden på hendes normale påklædning.
" nej.. Nej jeg skal ikke have noget.. " måtte hun lavmeldt mumle, en smule forlegen, da krofatter ellers med et lethjertet smil tilbød hende diverse føde og drikkevarer. Penge var ikke hendes stærke side.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel havde bare muligheden til at tilbringe nogle timer på land, for han vidste, at der ville vanke kæmpe problemer hvis han ikke ville vende tilbage til skuden i tide. Han måtte dog ærligt erkende, at det nok ikke just var det som han tænkte mest over. Han var som fange på det sted og det var nu heller ikke en tanke som han måtte bifalde på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig elelr ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Under styret af en kvinde.. det var slet ikke der at en mand som ham selv, skulle være! Han ville bare have lov til at rase af, være sig selv for en gangs skyld og bare tillade sig selv, at skulle gøre det som han selv havde lyst til i stedet for at skulle sidde og tænke på alt og alle andre i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hvad de andre måtte snakke om, var ikke noget som han opfangede som sådan, selvom han var meget opmærksom på det. Han ville nødigt ende med at rende ind i problemer. Han var nok ganske enkelt en fredelig type, selvom hans ansigt og holdninger nok måtte vise noget andet. Han havde altid været en enspænder og havde slet ikke brug for noget andet eller nogen for den sags skyld. Hvorfor lukke andre tæt ind på sig på den måde? Hvad ville han egentlig få ud af det? Ingenting! Absolut ingenting!
Kvinden ved siden af ham, havde han nok fået øje på, selvom det nok ikke vækket den største interesse for hans eget vedkommende. Han havde kun nogle timer på land, så det var heller ikke ensbetydet med, at han havde tiden til at lære nogle at kende, for han havde heller ikke anelse om hvornår han faktisk ville komme tilbage igen. Det var helt op til hans kære chef om hvorvidt de skulle søge ind mod land igen for forsyninger eller andet rov eller lignende, for det forekom skam også. Det var der at han faktisk havde moret sig temmelig meget taget i betragtning af, at han faktisk var temmelig ny indenfor faget, så var han bestemt heller ikke bange for at spille en som faktisk var i stand til at kunne det hele! Folk frygtet ham udelukkende på grund af hans faste mine, det selvsikre smil og den måde som han formåede at hovere overfor andre, som var han noget langt bedre. Han havde bestemt heller ikke noget imod det om det skulle vise sig at være tilfældet. Han skævede mod hende igennem øjenkrogen, blot også for ikke at ende med at bestirre hende. Han ønskede jo nødigt at skabe nogen former for ubehag.
Sådan som hun valgte at takke nej til noget som helst at drikke eller spise, var noget som Matthiel dog tydeligt måtte ende md at reagere på. Ikke fordi at det var noget som skete ofte og specielt ikke på et sted som dette, for han ville nødigt ende med at skabe unødvendig opsigt. Det var heller ikke fordi at han ville blande sig i noget som helst, for det var vel også bare sådan at det nu end måtte være, hvad end om det var noget som man nu havde lyst til at vedkende sig eller ikke. Han satte sin fadøl fra sig efter en længere pause, og drejede så på stolen, for at vende sig mod hende.
Hele hans udstråling var direkte fjendtlighed, selvom hans mine nok måtte sige noget andet. Han ønskede faktisk bare at slappe af og det gjorde han altså bedst på land. ”Du ser da ud til at kunne bruge noget at drikke og spise,” bemærkede han ganske roligt. Hans stemme var følelseskold og forladt, for det var heller ikke som det måtte ligge til ham at udvise nogen som helst former for følelser overhovedet. Det var som lukket af vejen i hans kolde sind, hor ingen havde formået at vække det i ham på den ene eller den anden måde. ”Jeg giver en omgang.. Hvad som helst..” Han gjorde et tydeligt tegn til at hun bare kunne vælge frit fra menuen. Hun så ud til at være kommet langvejs fra, for hun var slet ikke den type som han normalt ville definere som en borger her i Imandra. Bare alene hendes påklædning ville sige det, for det var jo heller ikke fordi at den tillod sig at lade hende gå i et med mængden. Nej tvært imod, så var hun nok den type som faktisk formåede at skulle skille sig lidt ud. Det var noget som han kunne lide.

[Deleted]

Sayaad var dybt begravet i sine egne tanker og sorger, alt for dybt til overhovedet at opdage den lette rumlen der fra tid til anden med jævne mellemrum lød fra hendes letter udmagrede mave. det var ikke just fordi at sult og tørst ikke var følelser hun efterhånden var blevet vant til på sine rejser, da pengepungen ihvertfald om nogen havde tabt sig, og hendes diste job,e t større maskebal, var endt som en rygende fiasko, hvorefter hun da også havde forladt byen for at komme videre, da hun langt om længe kom sig over hendes skader og chokket. På et eller andet plan lå chokket jo nok stadig i blodet på hende, og hun var om muligt begyndt at søge endnu længere væk fra offentligheden end hun gjrode før, og det var altså ikke så lidt.
Det gibbede helt i den stakkels skabning der så pænt sad der på hendes stol da en stemme pludseligt talte lige ved siden af hende, og hun måtte da også tage sigselv i at blive en smule forlegen da hun endeligt opdagede at fyren der havde siddet ved siden af hende i stilhed med sit krus nu pludseligt havde vendt sin opmærksomhed imod hende.
Hans tilbud var fristende, meget fristende, og på trods af hendes tarmes vriden og mavens rumlen, hørte hun sig alligevel forsøge at afslå hans tilbud så høfligt som muligt.
" Åh, hr det er.. Det er meget venligt af dem m-men.. Det er alt for meget. " Mumlede hun forsigtigt, tydeligvis ikke den mest kyndige når det kom til at socialisere med andre mennesker, men i det mindste gjorde hun da et godt forsøg.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Den mærkelige hat som denne kvinde måtte gå med, var noget som gjorde det svært for ham at afgøre om han havde set hende før eller ikke, selvom han måtte erkende, at der var noget ved hende som måtte applere til en form af kendskab fra før af. Ikke nødvendigvis fordi at han havde snakket med hende eller noget, men måske bare passeret hende på gaden eller noget lignende når skibet endelig havde været i land måske? Han blev siddende og med blikket hvilende på hende. Umiddelbart så ville han da sige, at hun havde brug for at få lidt i maven, for hun så virkelig sulten ud! Ikke fordi at det var noget som egentlig raget ham, men det var nu alligevel noget som han måtte bide sig mærke i.
Sådan som det næsten gippede i hende da han henvendte sig til hende, var kun noget som måtte vise flere ting for ham; At hun slet ikke var vant til det, eller at hun måske bare var blevet forskrækket, hvilket måtte få ham til at trække svagt på smilebåndet. Ikke direkte hoverende eller noget, men snarere.. uskyldigt på sit vis? Hovedet lod han søge let på sned, hvor han rystede let på hovedet til hendes ord. Der var bestemt ikke nogen grund til at afvise noget, når han kunne se på hende, at hun havde brug for det. Han hævede hånden som for at vinke krofatteren hen til sig igen. ”Jeg kan se det,” påpegede han med en stilfærdig stemme, som blot for at indikere og gøre det tydeligt for hende, at det slet ikke var noget som han ønskede at diskutere på denne måde. Hun ville ikke få noget ud af det og han ønskede ikke at rende irriteret rundt resten af aftenen. Det kunne han gøre når han kom tilbage til skibet.
”Jeg kan i det mindste gøre noget godt inden jeg skal afsted igen.. Det kan da ikke være så slemt at få fyldt maven?” Han hævede sigende det ene bryn da han vendte hele opmærksomheden mod krofatteren. Lige i dag var han i sit utrolig milde hjørne, ellers havde han slet ikke gjort det som han gjorde lige nu, men at sprede bare lidt var noget som faktisk fik ham til at føle det godt med sig selv. ”Giv hende det bedste i har. Jeg skal nok betale..” Han tog en lille pose penge frem fra hans bælte og smed den foran krofatteren som betaling på forskud. Der var dog langt mere hvor det måtte komme fra, for det var ikke fordi at han havde lidt. Tvært imod så havde en i hans erhverv faktisk temmelig meget. Der var bare ikke mange muligheder for at få det brugt og det var nok det som faktisk også måtte irritere ham mest.

[Deleted]

Sayaad kunne ikke undgå at mærke sine kinder blive varmere og begynde at vinde en let glød, ihvertfald den kind der var i stand til det, hvor hendes ellers så blege hud fik en lettere rosa kulør. Hun vendte forsigtigt sit blik lidt nedad, hun kunne føle hans blik på hende og selvom hun havde gjordt alt hvad hun kunne for at skjule sit ansigt så kunne hun føle hvordan hun blev mere og mere forlegen over den måde hans blik hvilede på hende. Ikke nok med at hun var forlegen og genert i forvejen, så var der noget ved hans blik, den måde det nærmest så ud til at være blevet frarøver alle følelser og al' glød, var hun nærmest.. om hun nogensinde ville indrømme det eller ej, nok en smule bange for ham. Måske ikke rigtigt bange, men ihvertfald sådan lidt underligt utryg og utilpas, og samtidig så syntes hun nærmest at have en smule ondt af manden, mon der var noget der gik ham på?
Hun nåede aldrig at protestere før han bestilte mad til hende, go så enda fornem mad, og hun blev hetl paf og betuttet.
"M-men.. Du.. " Hun sad helt forpjusket og forvirret og ikke længe efter fik hun serveret en stor tallerken af stegte og krydrede kartofler i en let sauce og intet mindre ne to store røde bøffer og et glitrende glas hvidvin.
"Jamen.. D-det jo alt for meget til mig.. " Hviskede hun, så småt ved at gå halvt i panik da bestikket også blev lagt på bordet. Sandt at sige var hun sandelig også sulten, men det her var jo vanvittigt, der var så meget mad, langt det støste måltid hun længe havde lagt øje til, og det duftede himmelsk, og smagen var nok derefter, for ikke at tale om hvor herligt hvidvin nu engang var, men det var på hans regning, og hun kunne da ikke bare æde i et hug og.. Argh, det var så besværligt!

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At denne kvinde direkte måtte sidde og rødme ved siden af ham, var noget som kun måtte få Matthiel til at smile. Det var jo heller ikke fordi at han ville trænge sig på eller noget, men bare.. sprede noget godt eller noget fornuftigt mens han var på landjorden? Før han igen ville blive kaldt til skuden inden de måtte lette anker og så uden at vide hvornår pokker de ville se land igen. For ham så var det lidt noget som gik per automatik. Han ville bare have lov til at nyde at gøre noget på land inden han måtte væk igen, for han vidste, at tiden gik og hvert sekund her var dyrebart for ham. Desuden, så morede han sig bare ved at se hvor forfjamsket hun blev når hun rødmet, for det var tydeligt, at hun slet ikke var vat til et måltid på denne måde. Ikke fordi at det var noget som rørte ham direkte, for det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være. Maden var bestilt og nu var der heller ikke det vilde som han kunne gøre ved det. Ikke fordi at det gjorde ham noget. Han kunne kun bruge pengene når han var på land, for det var jo heller ikke fordi at han kunne bruge det meget når han var ude på det vilde hav.. Det var jo heller ikke til at sige, om han ville komme på land igen eller ikke.
Matthiel sendte hende et skævt smil og vendte sig mod hans fadøl igen. Det var nok noget af det som han havde savnet mest. Man blev virkelig træt af rom med tiden! Han tog en slurk af den inden han satte den fra sig igen. ”Tja, det ville være en skam at lade maden gå til spilde, ikke sandt? Spis det du kan. Du ser virkelig ud til at have brug for det,” sagde han roligt og med et svagt træk på smilebåndet. Nok var han ikke helt den venlige type, men lige her til aften, så var han i et dog usædvanlig godt humør, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Kunne han sprede bare lidt godt og bruge pengene fornuftigt inden han skulle ud endnu en gang, så ville han da blive og være storslået tilfreds. Han rettede sig let i ryggen og vendte blikket mod hende endnu en gang.
Han var sikker på at han havde set hende et sted før, men han kunne ikke direkte placere hende nogen steder. Han vendte opmærksomheden ned i retningen af hans lomme, hvor han fremdrog en lille cigaret som han fik i munden, en lille boks med tændstikker, hvor han fik den tændt. Han vendte blikket mod hende igen, næsten blot afventende til at hun skulle begynde med at spise. Det var jo heller ikke fordi at han havde alverdens med tid. ”Maden bider ikke,” påpegede han næsten en anelse utålmodigt. Han havde aldrig været en tålmodig mand.

[Deleted]

Sayaad vidste snart ikke hvad hun havde mest travlt med, at sidde og være forlegen og genert og slet ikke kunne holde styr på noget osmhelst fordi hun pludselig var blevet offer for denne mands udelte opmærksomhed, eller sidde og savle over maden som hun meget insisterende nærmest blev påbudt, hvis ikke tvunget at spise om så end hun ville (eller turde) eller ej! Aldrig før havde hun oplevet noget lignende, og om end det var utroligt sødt af ham sådan at kaste penge, eller snarere mad, i nakken på hende, så var han stadig sådan.. bare en lillebitte smule uhyggelig, særligt den måde han kiggede på hende, hun var så bange for at han rent faktisk skulle finde ud af hvordan hun så ud onder sit slør. Ikke så meget fordi hun frygtede at blive hånt eller gjordt til nar, selvfølgelig var det ikke det sjoveste man kunne tænke sig, men mere fordi.. Fordi hun ikke ville kendes ved sigselv, det var nok hendes største problem, hun kunne ikke leve med den måde hun var blevet arret på, det ar betød jo mere end blot hendes udseende, det var kun den mere egoistiske del, men det var nu ikke hendes udseende eller håbet om at finde prinsen på den hvide hest der var skyld i hendes væmmelse ved sigselv når hun måtte erkende sit udseende, det var snarere den betydning og det budskab der lå i det ar. Hvorfor var hun den eneste i stortset hele landsbyen der skulle have lov til at overleve? hvorfor skulle hun slippe, med et permanent minde, og sågar et tilsyneladende permanent fysisk minde? det lange ar der trak sig ned fra hendes pande og kkun lige blot undgik hendes læber, for at trække sit groteske spor ned af hendes kind, de små metalringe der var blevet sat i for at holde det så godt sammen som muligt.. Huden om hendes øje der var helt mørk, nærmest død i forhold til hendes ellers så blege hud.. Det var altsammen et grusomt minde om den nat hun mistede alt hvad der var et miste. Hun havde mødt sin drage den nat, og han betød utroligt meget for hende. Han var på mange måder den eneste rigtige ven hun havde, han var da fuldstændig ligeglad hvordan hun så ud, det eneste han beklagede sig over var sådanset forholdende i staldene oppe på slottet, når han ikke kunne følges med hende. Det var en skam at hun var så højdeskræk at hun dog under ingen omstændigheder turde sætte sig op på ryggen af ham, hun blev svimmel bare ved tanken om at flyve.
Sayaad greb forsigtigt og gaffel og kniv, hun turde jo dårligt andet, hvad nu hvis han blev sur og langede hende en på lampen for ikke at spise når nu han var så gavmild? Det var en smule skræmmende. Hun skar et lille styke af en af bøfferne, kombinerede det med en skive fra en kartoffel og dybbede det stille i sovsen. Hun førte det forsigtigt op til hende læber, oppe under sløret, og pustede blidt på det en enkel gang før hun med sine læber fjernede dne spidede bøf og kartoffel og eftertænksomt tyggede på det. Det gav en hel kuldegysning igennem hende, ja hun fik næsten gåsehud, så herligt smagte det, og hendes attitude ændredes støt og roligt.
" Øhm.. D-det smager.. virkelig godt! " Mumlede hun forsigtigt, og begyndte støt og roligt at spise med velbehag, om end det var lidt svært at fokusere når nu egnag hun nærmest kunne mærke hans blik på sig, og hendes ene, u-arrede kind under hende slør n ægtede da også at give slip på den rosa farve den havde pådraget sig på den ellers så blege hud. Det var så mærkeligt at have en til sådan at sidde og betragte en, og så med et så.. Nærmest nysgerrigt blik, somom han virkelig gik i detaljer, hendes puls steg næsten.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hvordan denne kvinde måtte se ud under hendes slør, var slet ikke noget som Matthiel ville blande sig i. Hun havde vel sine gode grunde til at skulle skjule det, hvilket han havde respekten for, for øjeblikket om ikke andet ,for det at skulle acceptere kvinderne over længere tid, det var ikke det som man kunne sige, at han var en særlig erfaren specialist til. Han kørte træt i det og når han først endelig ville mærke sig af det, så skulle han nok få set hendes ansigt, så han kunne sætte bare lidt blik på hvad det var ,at han nu måtte sidde foran. Hun virkede utrolig genert, forlegen eller bare usikker fordi at han havde valgt at skænke hende hans opmærksomhed denne aften? Det var heller ikke ofte, at han var i nærheden af mennesker til at kunne gøre dette, og så var det jo lige netop det som han ville nyde noget så frygtelig godt af, nu hvor han endelig havde muligheden for det. Han betragtede hende let ud af øjenkrogen, hvor han snildt inhalerede røgen fra hans smøg. Det var heldigvis en ting som hans kære chef på skuden ikke havde taget fra ham og hun kunne da bare lige vove på det! Han trak svagt på smilebåndet som hun begyndte at spise, hvilket han bestemt heller ikke havde det mindste imod. Det morede ham dog, at det var noget som hun gjorde så skræmmende forsigtigt., for han havde aldrig set nogen begive sig frem på denne måde, som var det næsten farligt at spise sin mad.
Matthiel tog en slurk af sin fadøl, da han så at hun spiste langt mere sikkert, hvilket gjorde, at han også var langt mere rolig. Det var heller ikke fordi at han ville lamme ud efter hende på den måde, for han var ikke typen som slog før det ville blive mest nødvendigt og at slå en fordi at hun ikke ville spise, det var da virkelig at skulle synke lavt som aldrig nogensinde før! Han rystede let på hovedet og inhalerede røgen endnu en gang og med det stille smil på læben. ”Det er jeg glad for. Så ved jeg det til næste gang, at jeg er her,” sagde han roligt og med det svage smil på læben, som han endnu en gang måtte vende sig i retningen af hendes skikkelse, som hun snildt måtte sidde der ved siden af ham. Han lod hovedet søge let og stille på sned, uden at han så det mindste væk fra hende. At se hende spise sådan med måde, var noget som næsten måtte more ham noget så frygteligt. Han kuklo ganske let. ”Jamen kæreste dog.. Jeg kan se at du er sulten, så.. bare gå til den,” sagde han roligt. Han rettede sig op, hvor han selv valgte at bestille det samme, som han hurtigt måtte få serveret. Han tog sin kniv og sin gaffel og begyndte selv at spise. Det var nu bare rart med et mere jordligt måltid end det som blev serveret for dem ude på havet, for det var så sandelig heller ikke meget at skulle prale af overhovedet!
Matthiels blik hvilede roligt på hendes skikkelse. Ja han betragtede hende som det han nu kunne, for det var heller ikke bestirre hende og gøre hende mere ukomfortabel end det som hun så ud til at være allerede i forvejen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt og med et tilfredst smil. ”Du har ret.. Det er virkelig udsøgt!” sagde han stilfærdigt. Han var nok ikke den mest positive anlagt mand. Specilt ikke når han faktisk måtte sidde der under et mindr form af et tidspres.

[Deleted]

Sayaad sad tilsyneladende stadig lidt uroligt på sin stol, ikke helt tryg ved situation, lidt ligeosm den følelser man får når man går hen for at klappe en stor hund man ikke kender, men som blot ser så hjerteskærende kær ud, og man ved ikke om den bare er sød, legesyg og plysset, eller om den pludseligt begynder at gø og snappe efter en, og det beskrev vel som sådan også rimeligt godt hendes nuværende forhold til denne mystiske fremmede mand som pludseligt var så venlig, Sayaad havde ingen ide om han mon egentligt var rigtig sød og bar en kærlig perosn der måske havde en lidt akavet og besværet måde at vise det på, eller om han måske havde nogle skumle bagtanker der kun ville bringe hende endnu mere ulykke, men hendes natur forbød hende, meget ligesom med hunde, at undlade at give ham en chance, hun var simpelthen nødt til at sætte ham på prøvetid, men alligevel var hun nervøs for hvem han mon egentligt var, det gik jo op for hende at hun faktisk ikke anede hvem han var, hvad han lavede her, eller hvad hans motiver var. Han kunne være en tilfældigt forbirejesende, meget lignende hende selv, eller han kunne være en lallende galning der nød at finde unger piger, binde dem og smide dem i havnen!
...
Ja okay, måske var hun bare blevet alt for paranoid, han var jo nok næppe lystmorder, og hvis han var, hvorfor skulle han dog så ogås lige have valgt hende som offer, og hvorfor ialverden give hende dyr mad og vin i hendes sidste time? Nej, chancerne for den slags var jo nok temmeligt begrænsede.
" Øhm.. Jeg.. M-mit navn er Sayaad.. " Mumlede hun stille, sådan, tydeligvis ikke den mest erfarne small'talker, men hun gjorde da et forsøg på at tilbagebetale den esktreme høflighed han viste hende, med de nu ret begrænsede midler hun lige havde ved hånden.
" Det.. D-det er rart at møde dem.. Hr? " Hun kendte jo trods alt ikke hans navn, og igen, hun turde næsten ikke bare sådan direkte at spørge hvad han hed, hvad nu hvis han blev fornærmet? Det kunne jo være han var en eller anden form for royal, måske en smuk ung prins fra et fremmed land der var kommer hertil for at finde sig en brud at tage med hjem til et bedre liv og en god fremti.. Nej, nu måtte hun vist hellere passe på hun ikke lod tankerne løbe af med hende og hun begyndte at dagdrømme.
Hun vendte sit slørklædte ansigt forsigtigt imod hans og betragtede ham stille, hun holdt en pause fra spiseriet og bed sig umærkeligt i underlæben under klædet der dækkede hendes arrede ansigt. Han var.. Attraktiv, så afgjordt, men måske lidt groft skåret ud for en en prins? Og hvis han havde planer om at vælge denne socialt forstyrrede unge kvinde som brud.. bah, han ville da nok blive klogere med tiden.
Det var så mærkværdigt at han sådan.. Tit sad og kiggede på hende, og det trak en hel del af hendes fokus, hun var nervøs for om hun pludseligt blev klodset og måske kom til at gøre noget virkeligt dumt, den slags havde en amni med at ske lidt for ofte, men i det mindste var den royale famillie hun normalt tjente til dagligt forholdsvist venligt indstillede og overbærende med den stakkels piges klodsethed, men hun havde en ide om at den indstilling nok mest var affødt af en form for medlidenhed med hende. Prinsessen var også et af de få mennesker Sayaad som sådan stolede på, selvom man vel næppe kunne kalde dem veninder, dårligt bekendte, men der var bare noget over hende. For ikke at sige Sayaad's dybe beundring (Og misundelse) af andres skønhed, ja selv mange af de velbevoksede øl-nedhældende mænd der sad hernede lige nu.. De havde da tilsyneladende en form for charme, de fleste af dem var ihvertfald gift.
Sayaad tog forsigtigt en tår af sin hvidvin, hun nød hvordan det lette, silkeagtge tæppe af sød og syrlig væske dækkede hendes smagsløg i en nedkølende, og alligevel nærmest ophidsende symfoni af smagsnuancer.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Der var ikke særlig mange som kunne finde ud af Matthiel. Han var ganske enkelt sin egen. Han var ikke et godt væsen, men han var bestemt heller ikke et ondt et af slagsen. Han gjorde som han havde lyst til og i og med, at han var den enspænder som han var ,så fandt han det faktisk langt mere behageligt at være alene, gøre som det passet ham o faktisk.. sprede lidt ’glæde’ når det endelig måtte være. Han bed kun fra sig hvis det blev nødvendigt og det at udvise følelser, var ikke noget som han på den måde havde været i stand til, for der var ingen som havde formået at røre ved hans hjerte endnu. Ingen som havde formået at tage det til sig og kalde det for deres kæreste eje og det var heller ikke fordi at han havde haft troen på at det nogensinde skulle gå hen og blive ægte for hans eget vedkommende, for det nægtet han ganske enkelt at tro på. Han ønskede hende bare ikke så urolig, for det var der ingen verdens grund til. I det tilfælde af, hvis han faktisk havde ønsket hende noget ondt, så havde han da gjort det allerede for længst i stedet for at blive siddende her som han gjorde det lige netop nu, ganske enkelt fordi at hans tid på land var minimal og han vidste, at så snart at en kanon lød, så var han tvunget tilbage til skuden. Det var bare at nyde det så meget som det nu var ham menneskelig muligt!
Normalt så skulle der pænt meget til før at Matthiel ville gå utilfredst fra et møde som dette. Han havde intet imod at tage det i et roligt og stille tempo, selvom han dog klart også ville foretrække at få det overstået og helst så hurtigt som det nu måtte være dem muligt. Han havde ikke alverdens med tid og det var faktisk noget som måtte stresse ham et sted, så var det heller ikke meningen at han ville lade det gå ud over hende, for det ville han da så sandelig heller ikke få det mindste ud af. Han tog endnu en slurk af hans fadøl og vendte sig mod hende endnu en gang. Det glædet ham faktisk bare at se hende spise. Det var faktisk noget af det som han selv måtte nyde noget så frygteligt. Han nikkede mod hende. ”Et meget flot navn. Jeg er Matthiel,” præsenterede han sig. Kort præsentation blev igen gengivet kort igen.
Hvad dette slør måtte skjule, var noget som efterhånden måtte prikke noget så frygtelig voldsomt til Matthiels utrolige nysgerrighed, selvom han nu ikke havde nævnt eller sagt noget endnu, hvilket i den grad også kunne siges, måtte være med en god grund. Han ønskede ikke at skræmme hende væk nu hvor det var hende som han havde valgt som sit selskab for denne aften og nu hvor han var på land. Det kunne vare minutter inden han ville blive kaldt tilbage.. timer eller enkelte dage, det var jo helt op til Isobel, selvom han ikke kunne fordrage tanken om at han snart vile være tvunget tilbage til skibet igen. Han hadet virkelig det liv, men det var heller ikke fordi at han havde haft mange andre valg. Det var det som han havde at holde fast i og ikke noget decideret som han kunne kalde værdifuldt når han endelig var her. Han tog lidt mere af bøffen og noget af kartoflerne og fik i munden. ”Hvad skjuler du bag sløret, Sayaad?” Nysgerrigheden blev stille og roligt for meget for ham og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, for han var normalt en meget tålmodig mand, men det var bestemt ikke hvad han var for øjeblikket. Han var en mand som vidste hvad han ville have! Om ikke andet, så var han ikke den form af prins som man kunne læse om i de mange eventyrbøger som små tøser fik læst op når de skulle sove. Han lod hovedet søge let på sned, som han tømte sin fadøl og gjorde tegn til påfyld. ”Jeg har ikke lang tid, så lad mig nyde det her..” Han sendte krofatteren og bartenderen en fast mine og uden at se væk, før glasset var fyldt. Så vendte han blikket mod hende endnu en gang, afventende og krævende for svar.

[Deleted]

Sayaad spiste stille, hun rødmede dybt da han komplimenterede hendes navn, mente han mon virkleig det? Tja, altså, selv hvis han ikke gjorde, så var en umådeligt sød gestus,d er sjældent blev vist hende, at folk komplimenterede noget somhelst omkring, normalt plejede hun jo som sådan bare at flade i ét med tapetet bag hende, så det var nok også et begrænset antal folk der egentligt lagde mærke til hende når det kom til stykket.
" T-tusind tak.. "
Mumlede hun stille, forlegen og lidt rørt over hans kompliment, det var sådan en dejlig komfortabel følelser man fik i mellemgulvet når man fik ros på den måde, selvom hun hadede at hun hele tiden blev så genert når han sagde noget, men hvad kunne hun gøre? han var da charmerende, og han var da sød, om han selv var klar over det var jo en helt anden side af sagen, men hun kunne da som sådan godt lide ham, igen, selvom hun endnu ikke rigtigt vidste om hun turde stole på ham.
Hun blev så chokkeret da han pludseligt spurgte ind til hendes slør, det havde hun ikke lige forventet, og det kom bag på hende, meget bag på hende. Hun tabte helt en kartoffel, der faldt ned på disken med et let splat og bagefter trillede den videre ned på gulvet med et lille dunk. En let stilhed faldt, og hun virkede så underligt stiv i det. Hun så nervøst rundt, og den rødmen hun bar nu var ikke en af forlegenhed på grund af en kompliment, snarere på grund af den lette angst ved tanken om at vise sig frme foran så mange mennesker, det var jo ikke kun ham der var herinde, og det var da heller ikke sikkert at hun så ville have haft det godt med det.
" Ø-øhm.. "
Hun bed sigselv i tungen og gispede let og lydløst, imens hun sank en klump på størrelse med en kampesten, hun vidste ikke rigtigt hvor hun skulle gørre af sigselv, og hvert langtrukkent sekund der gik hvor hun ikke gjorde eller sagde noget, men blot kunne se ahns krævende blik på sig fik hende til at føle sig mere og mere akavet.
" D-det er.. J-jeg.. Øhm.. "
Hun drejede nervøst hovedet rundt i retning af de forksellige mennesker i kroen, som et forsøg på at hinte et eller andet, men om det var til hende selv eller ham,d et vidste hun jo så faktisk ikke, hun havde faktisk ikek lige styr på så meget.
" D-der er.. Ing-ingenting! "
Fik hun fremmumlet, et noget tåbeligt svar, medmindre hun da slet ikke havde et hovede under sløret. Hun ahvde først overvejet om hun skulle sige at det var for at beskytte hende mod sollys, men så kom hun i tanke om at det for længst var blevet buldrende mørkt.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel ville ikke komplimentere nogle hvis det ikke var fordi at han ikke mente det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han mente da at det var et ganske flot, dog meget usædvanligt navn, hvilket også gjorde, at han ikke ville glemme det sådan lige foreløbig. Han vendte blikket mod hende og nikkede blot til hende. Det var selv tydeligt for ham, at hun slet ikke var vant til komplimenter, hvilket kun måtte gøre det hele så meget sjovere for hans vedkommende.
Han måtte næsten holde det milde grin inde ved hendes forlegen, for det var bestemt ikke noget som han så ofte, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han morede sig faktisk noget så frygteligt med, at det var denne form af effekt som det måtte have på hende, at han sad der, for det gjorde kun det hele så meget sjovere for hans eget vedkommende. Det var slet ikke hans intention at skulle gøre hende ubehageligt til mode eller ukomfortabelt, for det var noget af det sidste som han nogensinde ville ende med at ønske sig, det var der heller ikke nogen tvivl om, men også nu hvor hans nysgerrighed måtte drive det frem i ham, så var det jo tydeligt at det slør var til for at skjule et eller andet. Om det var en skavank af en stor eller lille grad, var han faktisk på sit vis fuldkommen ligeglad med, for det var slet ikke noget som spillede det mindste ind for ham.
At hun ikke var meget for at skulle fortælle det, det var noget som han tydeligt måtte bide sig mærke i, selvom det nu slet ikke var noget som gjorde det langt nemmere for hans del overhovedet. Han vendte sig denne gang med hele opmærksomheden mod hende, som han stak gaflen i munden og begyndte roligt at tygge. At hun mistede det hele på gulvet, fik ham kun ganske let til at følge det med blikket inden han vendte blikket mod hende endnu en gang. Hendes hovedkast i retningen af mængden, vidste han ikke rigtigt hvordan han skulle tolke i den ene eller den anden retning, men nu havde hun da virkelig formået at gøre ham så nysgerrig som intet andet overhovedet!
At hun ikke ville sige det, var faktisk noget som kun måtte gøre ham en anelse småirriteret og normalt, så var der ikke meget som skulle til, før han endte derude, hvilket hun nok skulle finde ud af. Dette var takken for hans gæstfrihed? Hans gode handling ved at skænke hende et måltid? At han end ikke måtte se hendes eget blik? Han nægtet dog at tro på at det var noget så grusomt, at det skulle skjules væk for omverdenen på denne måde. Han trak vejret dybt, også mest for at ende med at slå koldt vand i blodet. ”Og hvorfor dog ikke det?” spurgte han ganske så stilfærdigt, dog med en tydelig irritabel undertone. Det var vel ikke så meget at skulle forlange af hende, for det som han havde gjort for hende? ”Du har da ikke nogen grund til at skulle skjule dit ansigt for mig? Efter det som jeg har skænket dig?” Hans mine blev omgående mere fast end det som den havde været før. Han mente det i sit fulde alvor!

[Deleted]

Sayaad følte sig mere og mere desperat, en pludselig angst der langsomt steg op i hende, og krøb op igennem hele hendes system, helt ud til fingerspidserne. Hendes mund åbned eog lukkedes under hendes slør mange gange i træk, men hun vidste ærligt talt ikke hvad hun skulle sige. Sandt at sige så havde han været utroligt gavmild, men lige nu skræmte hans letter irriterede og langt mere alvorlige tonefald hende faktisk end smule, noget der ikke gjorde det hele meget nemmere. Egentligt var Sayaad lidt fanget i to valgmuligheder der drønede igennem hendes hovede. Hun kunne forsøge at tage flugten, springe ned fra sin stol og spurte væk derfra i en herrens fart og aldrig se sig over skulderen, og for altid leve med skammen og den dårlige samvittighed over den måde hun havde behandlet ham på, og frygten for hans reaktion hvis hun nogensinde skulle støde på ham igen. Mulighed nummer to var at hun simpelthen bed skammen og angsten i sig og fortalte ham hvorfor hun havde det som hun havde, hvorfor hun afskyede tanken om at vise sit ansigt frem som pesten, ligemeget hvem der så end kiggede på. Hun kunne selvfølgelig også bare lade som ingenting, ignorere ham og teste hans perosnlighed, men det turde hun simpelthen ikke, så det var jo nok ikke ligefrem en mulighed når det kom til stykket.
Hun bed sig i underlæben, vendte blikket ned af fra ham, hun følte sig utroligt lille under hans blik, og hun var angst for at komme til at vække hans vrede. Der var vel efterhånden ikke noget tilbage at gøre, hun måtte vel bare.. Bide det i sig og tage det som det kom? Hvad var alligevel det værste der kunne ske, det var jo ikke fordi han som sådan havde noget af værdi han kunne tage fra hende.
" K-kom.. Kom med hvis.. hvis du vil vide det.. "
Lød hendes stemme lavmeldt, og hun hoppede så elegant som det var hende muligt ned fra barstolen og satte med lidt tunge skridt for enden af alt for stive ben, i gang mod gangen ned til de lavere værelser.
Da hun endeligt nåede frem låste hun døren op til det kammer hvor hun overnattede. Det var ret snusket og nusset, og bestemt ikke det bedste værelse kroen havde at tilbyde, tværtimod. Vægene var fugtigt hist og her, der var ingen vinduer, hvilket kun var upraktisk når hun nu var så mørkerad, og det eneste lys var det dunkle skær fra et lile ildsted, og to stearinlys der stadig stod tændt ved siden af en lille seng, der hvorpå sengetøjet lugtede en smule jordslået.
Hun stilte sig hen i enden af rummet og lagde armene over kors, forsigtigt og nervøst, rettet imod en mur, imens hun ventede af lyden af Mathiell der lukkede døren bag sig. Hun var bestemt ikke lykkelig lige nu, men hun ville ikke støde ham fra sig allerede nu.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At teste hans personlighed, hans grænser og finde ud af hvor kort hans lunte egentlig var, var noget af det dummeste som man kunne gøre overfor Matthiel. Han var ikke den type som normalt ville lade sig blive testet på den måde. Han havde været gavmild overfor hende og det eneste som han jo faktisk måtte ønske sig, var at finde ud af hvem og hvad der var som måtte findes under det slør. Hvad han dog hurtigt kunne gætte sig til, var jo at det måtte være noget som hun så brændende måtte ønske at skjule, ellers havde hun nok heller ikke gjort det på denne måde, det var han sjovt nok ikke i tvivl om. Skavanker af den ene eller den anden slags, var nu ikke noget som han tog så tungt, for han vidste udmærket godt, at han selv måtte være fyldt med dem og på alle måder endda, selvom det nu ikke var noget som gjorde det bedre. Hans skavanker var nu heller ikke noget som han viste bare sådan uden videre i fuld offentlighed, men mere i det private. At han var ved at være godt irriteret, var et faresignal nok i sig selv, det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, for det var virkelig et af de monumenter og tydelige tegn på at han var ved at være derude, hvor man virkelig skulle begynde at passe på, noget som hun sikkert allerede havde fundet ud af. Han havde været så mild og det var så lidt som skulle til, før han blev irriteret.
Der skulle mere til for at vække hans vrede, men hun var i den grad godt på vej, så længe, at hun skulle vise sig at være så modarbejdende som det hun måtte være lige for øjeblikket, for det var virkelig noget af det som for alvor kunne ende med at irritere ham og det var slet ikke noget som han havde brug for at skulle slås med lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det på noget som helst tidspunkt! Han smilede dog let for sig selv med den klare tilfredse mine da hun alligevel valgte at gå med til at vise ham hvad det var at hendes slør nu end måtte skjule. ”Udmærket,” sagde han ganske kortfattet, selvom man stadig kunne skimte den tydelige tilfredse mine, for det var end ikke noget som han ville skjule for hende på nogen måde. Han rejste sig, bundede sin fadøl og gik efter hende, selvom gulvet efterhånden var ved at sejle for ham. Han lukkede øjnene ganske kortfattet og rystede på hovedet.
Med de rolige skridt, så fulgte han roligt efter hende til værelset hvor hun måtte overnatte. Nu ikke noget som han direkte ønskede at skulle sove i selv, for det var slet ikke meget at prale om, selvom han nu ikke sagde noget. Fugt på væggene, var nu ikke noget nyt for ham. Han sov for pokker da på et skib! Han slog armene over kors, idet han roligt skubbede døren i igen og med blikket som han let måtte vende mod hende. Hun virkede i den grad nervøs for det.. men hvorfor? Han kneb øjnene let sammen og med hovedet let på sned. ”Så vis mig det,” bad han ganske kortfattet. Nu var han ikke bare utålmodig, men også en anelse spændt. Hvad skjulte sig under det sorte slør?