A peacefull night

[Cressida Marvalo]

Det var sen eftermiddag. Kulden havde for alvor meldt sin ankomst. Udenfor dalede sneen ned i store stimer, sådan havde det været i lang tid nu. Jaqia lå fredeligt i den store seng. Tæpper og dyner var pakket omkring hendes spinkle krop. Det var flere timer siden Alex var endt med at stå op, hun selv var faldet i søvn igen, og han havde vel valgt, bare at lade hende ligge, de vidste jo begge at hun behøvede hvilen, og især i denne tid, efter hun havde vækket ham, hvor hendes egen energi var den som han måtte bære med sig selv. Hendes vejrtrækning var dyb og rolig. Det var tydeligt at hun var væk, og sådan havde det været for flere timer. Det blonde hår lå omkring hende. De levende lys var endt med at skulle brænde ud, og det eneste der nu måtte flade i selve kammeret, var det som søgte ind i sprækkerne ved vinduet, hvor Alex ellers havde sørget for at trække gardinerne for. Et lille smil prydede over hendes læber, nu hvor hun lå der i den søde søvn, så var det ikke det samme kølige som altid, mere.. drømmende, selvom det i sig selv var svært at tro omkring en kvinde som hende. Hun havde skam været vågen et par gange, udemærket vidst at tiden var inde til at stå op, men hun fik ganske enkelt ikke sig selv til det, sengen var for behagelig, det eneste der manglede var den mand som var stået op for længst. Det eneste uden for tæpperne var hendes hånd, der hvilede præcist hvor han havde lagt, og uden hun selv var klar over det. Ligenu var alt ganske enkelt så dejlig fredfyldt.

[Deleted]

Begrundet af det kølige vejr, og alt den sne der var endt med at falde, så havde Isobel besluttet at ligge til land for en stund. Selve Juvelen var tøjret et sted bag klipperne, hvor den ville ligge i skjul for de fleste, det var jo heller ikke meningen at den skulle blive taget fra hende. Besætning havde fået lov til at gå på rov, eftersom det varn besætning fyldt med mænd, så var de efterhånden ved at være godt lystne, og selvfølgelig skulle de have lov til at tage for sig af retterne. Et sted var hun ikke i tvivl om, at dette var noget som specielt Matthiel nød godt af. Det var lykkedes hende at snige sig ind på slottet. Isobel måtte ærligt erkende, at selvom hun havde levet et liv i lidenskab, så hungrede hun ikke efter at få lysterne stillet, nej hun hungrede efter guld! Hendes skridt var direkte lydløse. Hun var forsigtig med vagterne rundt omkring, men til nu var det lykkedes hende at gøre det ubesværet. I hånden knugede hun om en lille taske, der ville være hendes middel. Det var et par dage siden, de havde lagt til havn, På kroerne snakkede folk velvilligt, og i dette tilfælde var hun ude på, at tjekke om de mange rygter ville være sande. Dronningen skulle efter sigende bevare det værdige guld, og værdige elsikirer på hendes eget sovekammer, og eftersom hun var et nattens væsen ville Isobel gå ud fra, at hun i øjeblikket lå i søvnen. Vagterne stod foran døren. Uden at tøve trådte hun ud af skyggerne med et glimt i øjet. De var ikke svære at lokke væk, det krævede kun et par kærtegn, det havde sin fordel at være et lystens væsen. Døren skubbede hun roligt op. Et smil spillede om hendes læber, det var tydeligt at dronningen ved helt væk. Døren lukkedes bag hende, hun låste den. Gik med forsigtigthed hen til den sovende skikkelse, og begyndte at hale ting op af stofposen. Sølvkæder i lange stimer, ingen vidste om det kun virkede på vampyrer, eller om hendes spide også ville tage imod den. Desuden halede hun en lommelærke op , intet andet end vand.. For hende. Først måtte hun jo distrahere den kære kvinde. Stille og næsten lydløst, gav hun sig til at fjerne tæpperne.

[Cressida Marvalo]

At der foregik ting på slottet, og i landet som endnu var uopdaget, var slet ikke en tanke der faldt Jaqia ind. Det var mørke tider, og det var alle klar over, normalt ville hun i den grad heller ikke smide sig på madrassen, og tillade sig selv at falde i søvn som nu. Man kunne jo godt argumentere for at det var Alex’s skyld, han havde lovet at tage sig af tingene i mellemtiden, han havde jo også brug for at blive sat ind i tingene. Døren gled op. Jaqia rørte lidt på sig, vendte sig en smule om, selvom hun på ingen måde var faldet ud af den søvn, hun ellers havde været i. Et langt suk forlod hendes læber. Hvad der skulle til at ske, at nogen færdedes på hendes kammer, som i øvrigt slet ikke burde, det havde hun ikke den mest fjerne idé om, i det store og det hele var det derfor hun aldrig sov. Derfor var dette også en stor tilldserklæring til Alex, eftersom hun følte sig tryg nok ved at lade ham tage kontrol, desuden så havde han holdt om hende hele natten, holdt hende tryg. Det var dog ikke noget der skulle ud blandt beffolkningen, det var ikke fordi hun var ved at blive svag hun var bare.. hun havde bare.. brug for lidt rammer for blot denne ene gangs skyld, det var også helst sikkert. Hvad angik Enrico, så var der stadig det papirarbejde, hun havde lovet at skulle færdiggøre, og som hun i den grad burde stå op for at ordne, men energien og lusten for den sags skyld, var det ikke til det på nogen måde, ej heller selvom hun faktisk havde sovet i næsten 10 timer efterhånden, hun måtte virkelig behøve det.

[Deleted]

Isobel forsøgte at være så lydløs som det var hende overhovedet muligt. Ude til søs, der var det ikke muligt at følge med i, hvad pokker der måtte foregå på landjorden, selvom hun virkelig forsøgte at gøre sit bedtse. Men et par aftener på en krostue, kunne gøre utrolig meget. Nu vidste hun at Jaqias ene bror var død, og den anden tilbage, men hvor var han så nu? Ikke fordi det var noget som interesserede hende, hun smilede blot lettere kækt for sig selv. Efterhånden var alle tæpperne væk fra hendes sovende skikkelse, det var vel fordelen ved at hendes krop ikke som sådan, var i stand til at klende forskel på den varme og den kulde, ”Så står vi op prinsesse” hendes tone var yderst veltilfreds. Som en start, tog hun den længste af de små tynde sølvkæder, og lagde om livet på Jaqia. Det ville om ikke andet holde hende fast, i tilfælde af det ville virke vel og mærke. Isobel havde dog taget lidt våben med, i tilfælde af at det skulle ende med at gå så galt. For nu ville hun ikke ligge flere på, hun forventede trods alt at Jaqia ville vågne. Hånden tvang hun om kæbepartiet, tvang munden åben, hvor hun med tænderne havde fået åbnet lommelærken, der stank langt væk af rom, som den tidligere havde indeholdt. Hun hældte dethellige vand direkte ned i ganen på den kære dronning, med andre ord tvang hun, hende til at synke det meste af det, hvis ikke hun skulle ende med at druknes i det vel og mærke.

[Cressida Marvalo]

Jaqia blev liggende. På grund af spiden i hendes indre, regristerede kroppen ej heller, at tæpperne rent faktisk blev fjernet fra hendes krop. Det eneste det resulterede i var at hun slap et par klagende små lyde. Først da en stemme brød ud, gik det op for hende at hun ikke var alene. Hun strrakte kroppen, endte med at ligge på ryggen, for at gabe. Blikket gled op, endte med at betragte den kvinde som stod over hende. Øjnene blev store, tænderne endte med vredt at skulle blottes, mens hun måtte udstøde et kraftigt væs. Alt dette blev dog druknet i et mindre skrig, fra den sølvkæde der blev kastet om hendes liv, brændte sig ind i hendes hud, hvor en grå røg stille endte med at skulle sive. Jaqia lå fuldkommen ubevægelig, den sølvkæde tvang hende helt stille, mens hun stadig skulede vredt mod den kvinde ”Det var under bæltestedet!” den rolgihed hun var kendt for, var forsvundet, tilbage var det kun en kraftig råben. Det hellige vand blev tvunget ned i halsen, hun forsøgte at blokere, men den brændende fornemmelse sammentidig med den kvælende, tvang hende direkte til at skulle synke den klare væske, noget som kun lod det ætse hele vejen ned. Hhun forsøgte at sige noget, nærmere råbe på Alex, men ikke en lyd kom ud. Det brædnte som en i helvede, og jo mere hun bevægede sig, jo mere ondt ville den sølvkæde gøre! Tænderne henlå stadig blottet. Hvad den kvinde her vidste hun ikke, men der ville forhåbentlig ikke gå land tid, før vagterne ville have hørt hendes kald, og lade hjælpen komme. For dette var direkte ydmygende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet!

[Deleted]

Der var et kækt smil over Isobels læber. Hun vidste at hun havde formået at fastlåse Jaqia, nu måtte det gå stærkt inden hjælpen ville komme, Juvelen skulle nødig stå uden kaptajn, når de igen ville ligge til søs. Man kunne takke matthiel et sted her. Det var ham der havde oplært hende i alt dette, svagheder og styrker hos de forskellige racer, oghan havde lært hende at bryde ind, hvor hun skulle lede og så videre. Røgen steg op, der stank langt væk af brændt kød, det var ikke ligefrem fordi hun nød lugten. Nu hvor Jaqia lå stille, tvang hun grebet om håndledende, lagde ligeså søvlkæder over dem, for til sidst at gå for anklerne. Nu ville den kvinde være komplet fastlåst. Hun bettragtede hende i nogle sekunder, men tiden var knap ”Jeg er bange for at jeg har sultne vampyrer ombord. De vil være henrykte over royalt blod” påpegede hun. Isobel hev en glasbeholder op. Roligt tog hun fat om Jaqias håndled, skar et lille snit ved pulsåret. Skar hun den over ville hun dø, og det ønskede hun heller ikke. Beholderen blev stillet under , hvor blodet ganske stille begyndte at løbe ned. Ryggen vendte hun til, begyndte straks at søge. Posen var åben i hendes hænder, for at hun kunne stoppe ned, allerede efter at have kigget i natbordet, var hun i stand til at stoppe et par små glasflasker med ukendt indhold, ned i posen,. En halskæde af guld... Der måtte være mere.

[Cressida Marvalo]

Hvad pokker denne kvinde var ude efter, og hvad hun lavede på henr, vidste hun ikke, et sted ønskede hun heller ikke at vide det. Hun lå fuldkommen fastlåst under de mange kæder som blev lagt over hendes krop, brændte sig ind i huden, og lod den direkte ætse væk. Sølvet var direte giftigt for hendes del. Jaqia forsøgte endnu at tilkalde hjælp, men ikke ved hjælp af lyde, vievandet var i hendes system, og blev i øjeblikket pumpet rundt i hendes blod, ødelagde hendes krop. En ting kunne hun sige, hun ville være langt svagere efter dette, og det var jo ikke ligefrem fordi at energien var der i forevejen, det var også helt sikkert. Snittet ved hendes håndled følte hun nærmest ikke, det var den brændende fornemmelse og lugten af brændt hud der havde hendes interesse. Ganske stille betragtede hun det orange blod løbe ned i glasbeholderen. Hun sendte kvinden et direkte dræbende blik. Hun mindedes ikke at have set hende før. Dog lyste hendes egen kæde en smule op, den lilla sten, hvilket kun sagde hende, at det var en valkyerie en smule på afveje, siden hvornår var det begyndt at stjæle. Jaqia kunne hurtigt konkludere, at sove eliksiren og den syrer hun havde formået at fremstille var væk. Ligeså var den guldkæde som Samuel i sin tid havde givet hende, ikke fordi den havde nogen særlig betydning længere, han var død og han var uanset endt med at skulle ødelægge alt for dem, så hvorfor skulle hun bekymre sig? Der skulle meget til at få hende fanget og ikke mindst, til at få hende til at sige av, men lige denne gang.. Smerten var i den grad intens!

[Deleted]

Jaqia var hende sådan set komplet ligegyldig, hun interesserede hende ikke på nogen måde. Det var tydeligt at hun lå i smerter, ikke mindst ved at røgen blev ved at stige, gjorde hendes krop blodig og nærmest smeltet. Hun var blevet opdraget til at være ligegyldig, desuden var hun hendes egen chef nu, hun havde ikke ligefrem tænkt sig at føle Jaqias spor nu, ikke nu hvor man kunne sige at hun var hendes egen dronning. Enhver lille genstand lod hun finde vejen ned i posen. Ikke nok med alle de eliksirer der stod omkring, men også de smykker hun kunne finde. Perlekæder, ringe, absolut alt. Posen var etferhåndne godt fyldt, og hun måtte have plads nok til blodet også. Roligt gik hun hen, lukkede glasholderen til, og skiftede ud med en ny. Hun ventede blot ganske stille og roligt, hun var nødt til at have tålmodigheden, selvom tiden var direkte knap. Hendes fod trippede en smule utålmodigt, mens hun betragtede hvordan blodet gled ned over glasset. Da den ligeså var fyldt, tog hun den væk, lod blodt blodet flyde ud på madrassen mens hun lukkede den til og stoppede i posen. Lommelærken blev tømt ud over hendes skikkelse med det vievand. Hun administrerede det nu, lod det sidste blod løbe ned og fylde den op, hun var ganske sikker på at besætningen ville se hende som populær, når hun først ville dukke op med alt dette. Hun lukkede den, stoppede ned i posen og sendte Jaqia et næstenstorslået smil ”Ohøj” hun gjorde honør, og bandt snoren omkring stoffet. Kniven blev sat i dronnigens bryst, hvorefter hun vendte ryggen til. Der var optøjer på gangen, at gå derud ville være direkte dumt. Istedet åbnede hun altan døren, hoppede over kanten, ned på den hårde, kolde jord. Tiden var inde til at forsvinde, og det gjorde hun.

//Out

[Cressida Marvalo]

Mens blodet måtte flyde ned i glasset, måtte Jaqia selv blive svagere og svagere. Hun følte en sult, ikke kun efter blod, men også efter energi, og hun måtte have det snart, specielt så meget som denne kvinde lod til at ville tage. Hendes blik var til dels gledet i, i et forsøg på at beherske den intense smerte. Hun så end ikke hvad kvinden tog med sig, et sted var hun også ligeglad, det var ikke herinde de største værdier var, nej det var i et skjult kammer i kælderen, hvor ingen foruden hende ville finde hen, end ikke Alex kendte til det sted. Sølvet var viklet om hendes krop, hun havde ingen mulighed for at give lyd fra sdig, desuden ville det være intet andet end direkte ydmygende, at blive fundet som dette. Flere og flere beholdere blev fyldt, samme tid blev jaqia kun svagere og svagere. Hun kunne føle pulsen slå rytmisk i hver lille del af kroppen, efterhånden var hun næsten sunket ind i en blid søvn igen. Hendes krop skælvede, vievandet løb gennem hendes system, det ætsede hendes indre, og det gjorde forbandet ondt! At vievandet så blerv spredt ud over hendes krop også, tvang hendes blik åbent. Hun fyldte den sidste flaske, mærkede end ikke kniven sætte sig i hendes bryst, på trods blodet straks begyndte at føle, det sidste som hun faktisk måtte have tilbage. Hvor pokke var Alex når hun behøvede ham?! Kvinden forsvandt uden så meget som et rigtigt ord. Jaqia lå slapt tilbage, forsøgte at undgå kæden ved at trække maven ind, også selvom det tydeligvis ikke virkede som hun havde håbet, på det ville gøre det.

[Deleted]

Alex havde haft brug for at skulle bevæge kroppen bare en smule, så det var også den eneste grund til at han lige havde valgt at forlade soveværelset. Han havde virkelig været glad for muligheden for endnu en gang at skulle være sammen med Jaqia. Om ikke andet, så som hendes bror, men et sted skulle man jo starte vel? Han havde taget en tur rundt i det store slot. Han kunne jo trods alt heller ikke tåle den store sol, så han havde været tvunget til at forholde sig indenfor, selvom det nu ikke var lys og sol som man så mest af for tiden. Ikke fordi at det gjorde ham det mindste. Han var efterhånden ved at være ved fuld styrke igen og det var intet andet end en direkte behagelig tanke! At han ikke behøvede at være sengeliggende, for efterhånden så følte han da i aller højeste grad, at han havde ligget der længe nok! Hvad der skete oppe på Jaqias værelse, var fuldkommen ukendt for ham, så han tog sig faktisk god tid. Hvis han havde vidst, at den var helt gal, så havde han bestemt heller ikke stået her som han gjorde det lige nu. Han stod nede i den store tronsal. Det var virkelig århundrede siden at han sidst havde sat sin fod her og der havde hans kære onkel Fabian jo trods alt været konge. Utroligt at tiden kunne løbe fra ham på denne måde, det var slet ikke noget som han kunne forstå sig det mindste på overhovedet! Nu hvor han endelig havde fået lidt gang i blodomløbet, så havde han valgt at skulle søge tilbage mod soveværelset. Umiddelbart ville han næsten forvente at skulle finde Jaqia roligt liggende i sengen, hvor han vel måtte finde det tidsnok til at skulle lulle hende ud af den behagelige søvn? Han kunne ikke lade være med at smile ved den tanke alene! Han nåede roligt døren og tvang den roligt op. ”Så står vi op min lille…” Han tav øjeblikkeligt som hans blik måtte falde til hendes skikkelse henne ved sengen, som han nærmest måtte blive betydeligt mere bleg end det som han havde været før. Hvad pokker var der sket?! Uden at tøve det mindste, så hastet han hen til sengen. Det ætset og lugten af brændt kød var noget som hang tydeligt i hans næse. Var det sølv?! Uden at tøve så viklet han dynen omkring sin hånd og startet med at fjerne kæderne. ”Jaqia.. Hvem gjorde det?” Han var nok stadig rolig, men en direkte vrede var i den grad at spore i hans stemme!

[Cressida Marvalo]

Jaqia vidste at det var flere timer side, Alex var stået op. Han havde lovet hende at sætte sig lidt ind i tingene, kigge på noget papirarbejde, han kunne trods alt ligeså godt komme igang hurtigst muligt. Af en eller anden grund, havde hun ladt sig overtale til at sove videre, og det var hvad hun havde valgt at gøre. Hvad et førte til, var jo tydeligt nu. Hendes mund brændte. Hun forsøgte at kalde på hjælp, men først og fremmest var hun slet ikke i stand til at bevæge sig, for det andet så ætsede alting langsomt væk. Den blege hud, var efterhånden præget af store plamager af åbne sår, udelukkende fordi hendes hud rent faktisk måtte ætse væk. Det eneste der forlod hende, var klagende støn, der skulle meget til at lade hende sige av, men her måtte hun erkende, at det var en helvedes smerte, at gå igennem. Tårerne havde samlet sig i øjenkrogen. Hun lod dem ikke falde, det var sagt ikke at holde til meget mere. Døren gled op. Jaqia kunne høre hvordan den knirkede velkendt. Blikket blev tvunget op, hun så på Alexander, lettet over, at det var lige netop ham der havde valgt at søge hertil. Blodet løb roligt ned over hendes blege hud, hun slog hovedet ned i den ellers bløde madras, først nu gik det også op for hende, at hun var endt i hans side af sengen. Hun var oppe, det var tydeligt. Hun lod ham blot fjerne sølvkæderne fra hendes krop. Kæderne endte ved siden af, selv var huden omkring sølvet rene sår, ligesom der hvor vievandet var. Hun rystede på hovedet, hun havde ikke nogen idé om hvem den kvinde var, foruden at hun lod til at være kaptajn, det var hvad hun havde været i stand til at tolke ud fra hendes ord vel og mærke. Hun pegede ned på gulvet. De skulle ned i kælderen og det var nu! Håbede at han ville forstå hendes vink, for først og fremmest, skulle den vievand stoppes, inden det slog hende ihjel! Det var tydeligt hvor ondt hun faktisk måtte have, sådan ville hun være i stand til at ligge længe, vente på at dø, det var som det rene gift for hende, og det i plejede at være hendes arbejde! Enhver vagt de passérede på vejen, ville hun være tvunget til at slå ihjel, ingen skulle se hende i den smerte, og uden en trævl på kroppen, det havde selv hun, en alt for stor stolthed til, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet!

[Deleted]

Alex var trods alt mere eller mindre tvunget til at skulle finde ud af det hele på egen hånd, sætte sig ind i alle tingene og det var i den grad også noget som han agtet at skulle gøre for sin kære søster, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Det eneste som bare kunne irritere ham en smule, var jo bare det faktum at han havde været væk så længe og det var nu også tydeligt for ham, at det havde været en fatal fejl, eftersom han måtte finde hende i denne forfatning. Det var direkte noget som måtte gøre ham noget så frygtelig vred! Kæderne fik Alex fjernet temmelig hurtigt, selvom det var besværligt med hånden viklet ind i dyne. Han vidste jo godt, at han ikke kunne fjerne det ellers hvis det var rent sølv! Dette var virkelig noget som måtte få ham til at koge og som aldrig nogensinde før, så der skulle normalt meget til! Han fik fjernet kæderne, kravlede op i sengen, hvor han ganske roligt tog fat i kniven og trak den ud selv med den største forsigtighed. Han vendte blikket mod hendes. Alene den tanke om alt det som hun nu havde været tvunget til uden at han havde været der til at beskytte hende, var noget som gjorde ham direkte vred og som aldrig nogensinde før. Han var dog stadig helt rolig i det ydre, selvom vreden i den grad havde meldt sig i hans indre og det var bestemt også forbandet sjældent at han var så fred som det han måtte være lige fir øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage fejl af. Som hun pegede i retningen af gulvet, måtte han vende blikket mod hende. Hun kunne ikke snakke? Alene det var noget som direkte måtte få ham til at se rødt! Kappen fik han vredet af sine skuldre, idet han ganske forsigtigt tog fat omkring hende og fik hende viklet ind i den. Han var og blev den eneste som skulle se hende uden en trævl på kroppen! ”Ned på gulvet.. ned i kælderen?” spurgte han. Han kendte jo trodds alt Jaqia temmelig godt efterhånden. Han tog fat om hende under knæ og ryg for at hæve hende i hans arme og helt tæt ind mod sig. Han var nok ganske rolig, men han dirrede af den rene vrede, hvilket i den grad også var sjældent. Han gik fast med de stålsikre skridt i retningen af døren og tvang den op og gik fast ned mod kælderen. Hun måtte guide ham, for han havde ingen anelse om hvor pokker hun ville hen!

[Cressida Marvalo]

Selvom sølvet blev fjernet, så havde det formået at ætse hendes fien hud. Det ville give et par grimme ar, men hva dem havde hun så mange af i forvejen. Det vigtigste for hende, avr den smerte, hun var nødt til at have noget blod, bare det at holde igen nu, måtte kræve en enorm selvbeherskelse.Dette var grunden til hun ikke sov, man var aldrig sikker i dette forbandede land! Hun måtte tænke, dette var ikke noget hun kunne lade ske. Alt for mange stillede spørgsmål til hende, som de havde gjort med hver eneste regent i dette land, nu forstod hun da, hvorfor de aldrig holdte særlig længe. Hendes blik betragtede Alex, selvom hendes ellers kraftige blå øjne, var endt med at skulle miste gløden. Han var vred. Hans aura sagde hende det, et sted så varmede det hende. Helt ligeglad var han heller ikke? Så snart han skulle til at trække kniven ud, tog hun fat om hans håndled. Jaqia var endnu ikke sikker på, hvor den sad, hun ville nødig forbløde. Hendes blik var meget stramt, hun var ikke udødelig, som Samuel havde været det i form af spiden, blodtab kunne slå hende ihjel. Roligt lod hun sig indfinde i hans favn, lettet over at blive dækket. Dog ville hun stadig være tvunget til, at slå enhver vagt ihjel der så hende på denne måde, så ynklelig og uhjælpelig. Hun var ikke i stand til at tale, vievandet var stadig i hendes system, brændte hele vejen ned, derfor måtte de opsøge kælderen! Slapt lå hun i hans favn, dirigerede roligt frem og tilbage, ned langs de mange trapper, og rundt om de mange hjørner. Det lå godt skjult, de færreste vidste hvor hendes eliksir kammer befandt sig, og det var sådan hun foretrak at holde det, når man så på de mange terrorgreb, der var blevet begået den sidste tid. Hovedet hvilede mod hans skulder, imens den slappe arm, roligt pegede ham i rigtige retning, det gjorde ondt, hun havde kvalme, hvis ikke dette ville gå lidt tjept, så ville hendes indre være ætset væk, og så ville det blod ikke kunne gøre hende gavn uanset.

[Deleted]

Nok var sølvet fjernet, men det fjernede bestemt ikke den smerte som Jaqia måtte hvile i. Enhver som var her på slottet, vidste jo også godt, at hun havde et kammer et eller andet sted. Nu var det jo heller ikke noget som Alexander direkte ville blande sig i, for han viste hende det vel når hun følte for det eller når hun stoleden ok på ham? Han ville bare gerne tilbage på toppen også selvom han vidste, at det var noget som krævede forbandet meget af ham selv, for den mistillid havde han helt og holdent selv været skyld i. Det hele kom vel også med tiden? Han havde heller ikke travlt med det, for han ville også vise Jaqia at hun kunne stole på ham, så de var i stand til at skulle vende tilbage til det som de havde haft tilbage dengang. Det var noget af det som han faktisk måtte savne noget så frygtelig meget. At hun ikke ville have kniven fjernet, forstod han nu også godt. Det var vel bare at tage et stille skridt af gangen? Kappen tvang han omkring hendes krop og skikkelse. Det var derfor at han ikke sov når hun lå på hans værelse, for han ønskede virkelig at beskytte hende. Han vidste jo godt, at det ikke var en heldig situation som hun havde været i, igennem det første lange stykke tid. Han holdt hende tæt ind mod sig, som han fulgte hende i de retninger som hun måtte vise ham nede i den store labyrint af gange som måtte være her på slottet. Han var stadig ikke helt stedskendt endnu, men det var vel også noget som måtte komme med tiden? Det var han i hvertfald helt sikker på! Alexander skyndte sig det som han var i stand til, for nemt det var det heller ikker. Han lod hendes hoved falde mod han skulder, hvor han kort vendte blikket mod hende. ”Det skal nok gå,” hviskede han stille mod hendes øre, idet han kysset hendes pande. Han var så vred at han var fuldkommen rolig så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Han fulgte hendes vej og dirigering, hvor han endte nede ved en meget smal gang dybt under slottet. Døren som hun måtte pege i retningen af, gik han hastigt i møde hvor han tvang den op. ”Hvad har du brug for, Jaqia?” Han vendte blikket mod hende og denne gang med en bekymring i minen. Han ville for alt i verden da ikke ende med at skulle miste hende! Hans kære lillesøster! Han fik hende med sig hen på bordet hvor han lagde hende ned. Meget alkymi kunne han ikke, men Nathaniel havde da lært ham lidt i sin tid. Han havde jo trods alt også øvet sig godt i smug.

[Cressida Marvalo]

Sølvet var væk, men hun havde stadig ondt. Efterhånden så slemt, at hendes krop blot lå helt slapt hen hendes favn: Det trættede hende. Det sved i mere eller mindre hele kroppen, de måtte ned i den kælder temmelig stærkt, hun sparede på kræfterne for dem ville hun uden tvivl få brug for. Måske han endnu ikke var i stand til at finde rundt, selvom det i det store og det hele var ham, der havde ført hende med sig fra kammeret den aften han var blevet vækket. De nærmede sig, herfra kunne han vel selv finde vejen? Blikket var gledet i, de blonde lokjker hang ud over hans arm, og svajede i den frie luft, der måtte skabes med hans hastige skridt. Hun fugtede læberne med tungespidsen. Der lugtede trangt, hun vidste at de var lige ved. Først da det kolde stenbord mødte hendes ryg, lod hun blikket glide op. Selvom det var vaklende fik hun kæmpet sig på benene. Der var en bestemt orden herinde, og hun ville ikke være i stand til at pege på den rigtige, for der var flere som måtte ligne hinanden. At han viste sig som så kærlig, og så blid, kyssede hende på panden og forsøgte at berolige hende, det fik hende kun til at smile, for det var ikke den Alex som hun måtte være bekendt med. Ligenu var der dog ikke tid til den helt store hygge, det var helt sikkert. Benene skælvede under hende, alligevel kæmpede hun sig hen over det kolde gulv, og med de store reoler direkte fyldte med eliksirer. På den 3 nederste hylde stod der et helt dusin af ens udseende eliksirer. Hun ragede ind mellem dem, slet ikke i tvivl om hvilken en hun skulle tage. Hun rakte den frem mod Alex, kræfterne til at rive låget af, var ikke en hun havde lige i øjeblikket. Blod... Den enorme længsel efter blod go energi, hun måtte have det så snart det forbandede vievand var ude af systemet! Bebnene knækkede sammen under hende, hun faldt direkte mod det hårde gulv. Balancen var der på ingen måde, dog slog hun sig ikke som sådan, der var større smerter til at optage hende. Næsten desperat måtte hun gispe efter vejret, det vievand var noget der beskadigede hendes indre, hvilket heller ikke var behageligt, det var også helt sikkert. Dog var det ikke slut endnu, der var endnu lang vej at gå, hvis ikke den flakon snart blev åbnet. Det var blevet en kamp blot for at holde øjnene åbne, hun kæmpede virkelig..