Home - planning the wedding

[lilyann]

Det var aften endnu engang. Og når mørket faldt på, så stod Lilyann op. Hendes søn Arius, der var halvt spide og så 1/4 alkymist og 1/4 animagus var allerede oppe og i fuld gang med at løbe rundt og lege. Det drev hende ærlig talt til vanvid, for han var utrolig hyper. Hoppede rundt og dansede, kravlede op og ned af alle tingene og prøvede på at gemme sig, når hun så kom efter ham. Og når han så ikke løb rundt for sjov, så løb han rundt og viste sin far rundt i huset eller hentede ting til ham. Gang på gang prøvede hun at forklare Pharrel, at han bare skulle lære huset at kende udenad. Hun stod inde på hendes og Pharrels værelse og kiggede sig ind i spejlet. Hun stod i bare ben og en stor trøje, som hun havde sovet i. Hun kiggede på hendes mave. De mange sår efter Samuels knivstik sad der som ar til evigt minde omkring den aften. Og ligeså var Pharrels manglende øjne også et minde. Hun sukkede dæmpet og strøg sin hånd hen over arene, mens hun holdt blusen løftet med den anden. Hun gik hen til skabet og fandt en kjole frem, som hun tog på. Den skulle bindes ind med noget snørre foran. Hun tog nogle sko på, da det jo var trægulv i det meste af huset. Hun havde allerede vist Pharrel ind i stuen, så han kunne sidde i en mere behagelig stol.
Hun forlod soveværelset og gik ud i køkkenet. Hun lavede 3 kopper med blod, som hun begyndte at varme. Arius kom pludseligt stormende ud i køkkenet og sprang ind under bordet, kravlede ud på den anden side og så op igen. Han smilede. "Hah, jeg er hurtig som lynet!" sagde han med et kæmpe smil og løb bort igen. Lil' nåede derfor ikke at få et eneste ord indført. Hun rystede bare sukkende på hurtigt. Da kopperne med blod var færdige, satte hun dem på bordet. "Arius," kaldte hun og han kom hurtigt. "Giv den her til din far," bad hun dæmpet og rakte ham den ene kop. Han nikkede og tog den med ind til sin far i stuen. Hun tog selv de 2 andre kopper og bar dem ind i stuen. Hun satte sig på sofaen. "Så.. Arius, jeg har din kop her," sagde hun hentydende til den ene kop og han satte sig ved siden af hende i sofaen og drak noget af blodet fra sin kop. Hun kiggede hen mod Pharrel. I det mindste formåede de at holde sammen..

[Deleted]

Det eneste som Pharrel kunne fornemme, det var når solen skule op og når den skulle ned. Resten var mere eller mindre helt mørkt for ham. Efter Samuels behandling af ham, så havde han været frarøvet noget af det som han satte mest pris på igennem hans liv. Han havde mistet synet. Han ville aldrig nogensinde kunne se Lilyann mere og han havde aldrig nogesinde set sin egen søn. Tanken var faktisk noget som måtte gøre ondt, men hvad var der at gøre ved det? Intet! Det var noget som virkelig havde revet modet fra ham og det var ikke noget som måtte sige så lidt. Arius hjalp ham rundt i huset når Lilyann ikke ville gøre det. At lære huset at kende var faktisk noget som måtte tage forbandet lang tid og det var jo heller ikke fordi at han var den type mand som kastede sig direkte ind i de mange udfordringer, for det havde han aldrig nogensinde været. Han tog det stille og roligt, og denne situation, var nu heller ikke meget anderledes.
Lilyann havde ført ham ind i stuen, hvilket han ellers var frygtelig taknemmelig for. Han fortrød dog ikke den behandling som han var tvunget igennem, netop fordi at han vidste, at den var kommet som fortjent, selvom Samuel i den grad havde trukket den langt længer end det som han sikkert ellers ville have gjort det, så havde manden i den grad bøjet reglerne til sin egen fordel! Nyheden om Samuels død var noget som havde nået ham, og det var nu ikke noget som gjorde ham det mindste, for det var ham blot en lettelse, at der ikke ville være flere som skulle gå igennem det sande helved som han havde været nødt til det, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Som Arius bare måtte storme rundt i huset, fik ham blot til at smile. Den dreng havde virkelig krudt i røven! Han havde et klæde om øjnene, netop også for at signalisere, at han altså ikke kunne se noget, for det var virkelig bare akavet, når han ikke kunne gøre andet end at sidde med øjnene lukket. Det var slet ikke noget som han brød sig om. Han sendte Arius et varmt smil. ”Tak min dreng,” sagde han roligt. Han lukkede hænderne roligt om koppen. Det havde den perfekte temperatur. Han førte det til læberne, hvor han roligt tog en tår inden han satte sig roligt tilbage i stolen. Han hævede blikket en anelse. Han vidste at Lilyann var i rummet – Han kunne dufte hende. ”Du virker så tavs?” bemærkede han endeligt. Igen hans ord var rolige og næsten forsigtige. Det bekymrede ham faktisk.

[lilyann]

Lilyann vædede let sine læber. Det var heldigt, at hun havde den spide i sig. For hun fornemmede når solen gik bort. Og så kunne hun stå op. Selvom hun faktisk godt kunne gå ude i sollys, så var det ikke noget hun gjorde meget i. Hun levede jo efter Pharrels døgnrytme, og den kunne hun ikke ændre, bare fordi han ikke selv kunne se. Han ville dø, så snart en solstråle ramte ham. Det ønskede hun bestemt ikke. Ikke når de havde klaret sig igennem dette. Så kunne lovene ikke indhente dem længere og ødelægge mere af deres liv, for det havde hun bestemt ikke lyst til! Hun prøvede stadig at søge efter en djinn af og til. Så kunne hun tage dens visdomstænder eller true den, med at give et ønske eller få en langsom død. Og så håbede hun bare, at hun kunne ønske sig, at Pharrel ville få sine øjne og synet igen. For hun ønskede ham virkelig, at han skulle se Arius. Det ville være godt for ham. Arius kunne jo heller ikke vise far noget, så hun skulle altid se, når der var noget han havde lavet eller gjort. Hun trak vejret dybt. Det kunne både hun og Arius. Eftersom de var halvt race, af nogle der kunne trække vejret. Hun var dog ved at være træt af, at skulle føre Pharrel rundt i huset. Efter disse år, så måtte han da snart finde ud af, hvordan huset så ud. Hun skulle nok lade vær med at rykke med noget! Men Arius kunne nok godt finde på at skulle drille.
Men alligevel havde hun ført ham ind i stuen, for hun kunne da ikke lade vær. Ikke når hun elskede ham. Hun hadede, at Pharrel havde taget noget af straffen for hende. I det mindste havde hun selv sørget for at beholde sin tunge, for Samuel havde ikke haft tålmodighed. Og nu var han væk, hvilket kun var heldigt! Men hun havde arene efter de mange knivstik til det evige minde, hvilket også mindede hende om det hele tiden. Men hun var her endnu. Familiien var endelig samlet og hun havde været sammen med Pharrel i 5 år, uden at han løb nogle steder hen. Hun tog en tår af sit blod, før hun rejste sig. Hun gik hen til reolen i stuen og tog noget pergament ned, samt en fjer og noget blæk. Hun gik hen til sofaen igen og satte sig, og lænede sig lidt frem, for at kunne nå hen til bordet. Hun lagde pergamentet på bordet, åbnede blækken og tog fjeren i hånden. Arius slubrede sin egen kop i sig. Hun tog lidt af sit eget igen og vædede let sine læber. Hun kiggede mod Pharrel, da han snakkede. "Jeg nød mit blod," afveg hun bare og tog en slurk mere. Det var nu godt med noget blod. Det var stadig hendes farvorit, selvom hun godt kunne indtage normale føde. Dog i mindre mængder. "Selvom det nok ikke nytter at spørge dig, hvor skal vi så blive gift?" spurgte hun stille. Det kunne da være, der var en bestemt baggrundslyd han ville have. Hun håbede lidt på, at han ville sige stranden. Der kunne hun godt tænkte sig. Det bløde sand i mørket, med fakler. Bare dem og en præst, mens bølgerne larmede i baggrunden. Det ville være skønt! Hun dyppede fjeren ned i blækket og skrev bryllupsplaner øverst på papiret med en pæn skrift. Arius rejste sig og løb ud i køkkenet med sin kop, som han allerede havde tømt. Han løb ind på sit værelse.

[Deleted]

At familien havde lagt sine vaner efter Pharrels egne, var noget som faktisk glædet ham. Han var ikke bare til besvær, selvom det var af den overbevisning som han havde været siden at det hele var sket. Nu hvor Samuel måtte være væk, så var det ham blot en lettelse uden lige! Bare det at skulle vide at ingen anden skulle gå igennem det samme som de havde gjort, var klart noget af det som måtte gøre det hele så meget lettere. Ikke bare for ham, men også for dem som familie. Mange af deres fremtidsplaner havde stået fuldkommen stille siden det var sket. Pharrels livsmod havde ikke været hvad det havde været, netop fordi at han aldrig ville blive i stand til at se igen og han vidste det jo udmærket godt. Så snart at en solstråle ville ramme ham, så ville det koste ham en smertefuld død og det var nu ikke noget som han direkte ønskede at skulle blive et offer for på den ene eller den anden måde. Det måtte jo bare være sådan at det måtte vær når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke. Han blev siddende. Sandt at han udmærket godt vidste, at han burde være i stand til at finde rundt selv, men når man var manden som tog det stille og roligt, ikke den som var meget for forandringerne og dette var virkelig en massiv forandring for en som ham og det var det som gjorde at det var noget som han var forbandet lang tid om at lære sig!
At Lilyann skulle være så stille, var slet ikke en tanke som Pharrel var meget for. Det var takket være hende at han måtte være af mørket, selvom det var Samuel som havde formået at kaste ham helt ned i det bundløse hul. At han aldrig havde set sin søn, var hans egen skyld og han vidste det godt. Nu stod de her og fungerede vel tildels som en normal familie?At hun måtte pusle rundt omkring med en masse, var noget som hun udmærket godt kunne høre, ikke at det var noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være. Han nikkede blot til hendes første ord. ”Okay,” sagde han stille. Han tog en tår mere idet at hun snakket videre, hvor han næsten måtte få det galt i halsen! Det var da en temmelig.. mærkværdig måde at præsentere det for ham på! Han vendte blikket direkte mod hende. ”H-hvor vi skal blive gift?” Kunne hun ikke have lagt mere op til det, i stedet for at lade bomben falde bare sådan? Det var da noget som var kommet til ham som intet andet end et rent chok! ”Det.. det er vel mere en.. pigeting?” spurgte han stille. Han kunne jo faktisk pænt stå ved, at han var fuldkommen ligeglad med hvor eller hvornår det skulle ske. Han var temmelig fleksibel med valg af det hele.

[lilyann]

Lilyann lagde hele sin dag efter Pharrel, for det var virkelig noget hun ønskede at prioritere. Hans sikkerhed og velvære, var noget hun gik op i. For hun mærkede hvordan han havde mistet noget af sit mod og hun ønskede da at vedligeholde det meste af ham, så godt hun nu kunne. Samuel var død og borte, så det var et overstået kapitel. Endelig kunne de begynde på et nyt, for det mareridt kunne ikke vende tilbage. Nu agtede hun bare at komme videre. At få gennemført det bryllup og virkelig have krav på ham resten af livet. Nu ville hun ikke have fremtidsplanerne til at stå stille mere, for det holdt dem for meget tilbage alligevel. Hun troede på at en dag ville de få et mirakel. Det ville tids nok komme. Hun ønskede virkelig for Pharrel, at han skulle få sine øjne igen, så han kunne se. Det ville være godt for ham. Hvis han da så bare ikke ville smutte igen, hvis han kunne se. Det ville gøre ondt, at have knoklet med at finde en djinn, og så han gik når han havde fået øjnene tilbage. Han havde jo været væk før og han havde vidst, at hun var gravid. For meget tænkerne. Men alt var blevet stille her, for endelig havde Arius sat sig til ro, i stedet for at løbe rundt. Hun kendte udmærket til hvordan Pharrel havde det, men han behøvede nu heller ikke at bruge flere år på, at tage det stille og roligt! Det ville være rart, om han selv kunne finde ind i de forskellige rum. Hun sukkede dæmpet og lavede en streg under overskriften på papiret.
Sandt at hun var ganske stille, men tankerne opslugte hende oftest. Hvilket faktisk var irriterende nok! Hun havde omdøbt ham til spide, så sandt. Fået ham væk fra at være den sensuelle dæmon. Men der var forskel på at kunne se og leve i natten, end slet ikke at kunne se. Hun tegnede en lille stjerne i hjørnet med blæk. De fungrede nu fint nu, så hun var da også tilfredes. Kunne hun være andet? Hendes elskede var endelig hjemme hver dag. Og forsvandt ikke bare pludseligt, for det ville være direkte selvmord at gå ud af døren! Hun kunne ikke lade vær med at grine, da han fik sit blod halvt galt i halsen, blot fordi hun spurgte ind til brylluppet. De var jo trods alt forlovede og havde været det i ja.. Mange år! Det kunne vel ikke komme så meget bag på ham? Hun så hen på ham. Hun lagde fjeren ned og gik hen til ham. Hun tog hans hånd. "Kom over og sid ved siden af mig i sofaen," bad hun dæmpet og førte ham hen til sofaen. Hun satte sig ned og tog ham med ned at sidde. Hun satte sig helt tæt på ham og flettedes hendes hånd ind i hans. Lagde sin anden hånd over. "En pigeting?" Hun løftede et bryn og grinte stille. "Jeg tænkte på stranden.. Brusen i baggrunden og masser af blødt sand. Og så tænkte jeg, at vi bare skulle være os og så en præst? Arius kunne bære ringene," sagde hun dæmpet. Det var de tanker hun havde gjort og nu luftede hun dem for ham, for at se hvad han syntes om det.

[Deleted]

Det var virkelig ikke nemt for Pharrel på nogen måde, og det var ham virkelig heller ikke nogen hjælp når Lilyann skulle være sådan efter ham, for han prøvede virkelig! Derfor irriterede det ham noget så grusomt, at det tilsyneladende aldrig var nok for hende. Det tog ham tid at tilpasse sig noget nyt og det at miste en af de vigtigste sanser, var virkelig heller ikke noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham på nogen som helst måde overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han knyttede hænderne ganske let, selvom det nu og da slet ikke var nogen tanke som han direkte valgte at tænke over. Det hele var akavet nok som det var i forvejen og det var jo heller ikke fordi at han kunne smutte bare sådan uden videre. At præsentere brylluppet sådan som et slag direkte i hovedet, ville heller ikke vær enoget som hun ville få det mindste ud af og da specielt ikke når hun vidste hvordan han havde det med at skulle binde sig til andre, for det var virkelig ikke noget som han bare gjorde for at gøre det! Han havde været væk før og han vidste det godt. Der var bare mange gode grunde til det – Netop det at præsentere det på denne måde, var da en af dem.
At hun kom ham i møde, var nu ikke noget som han havde det mindste imod. Han kunne dufte, at hun måtte komme tættere på ham, eftersom hendes duft af parfume måtte blive mere og mere stærk for ham. At hun tog omkring hans ene hånd og derved bad ham om at komme hen og sætte sig med hende, var nu ikke noget som han havde noget imod. Han rejste sig roligt, selvom det dog var meget, meget varsomt og fulgte med hende, hvor han roligt satte sig. At hun satte sig tæt ved ham, var nu heller ikke noget som han havde det mindste imod. Det måtte bare frustrere ham, at han ikke var i stand til at skulle se noget som helst, for det var virkelig noget af det som i den grad også måtte være det værste for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Han lod deres hænder flettes sammen, hvor han heller ikke kunne lade være med at smile ganske svagt, som han måtte lytte til hendes ord. Det var bare ikke måden, at man skulle præsentere tingene for ham på, for det ville man bare ikke få det mindste ud af. Det gjorde ham mundlam og det var ikke noget som sagde så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han strøg roligt over hends håndryg med sin tommelfinger. ”Det er da en pigeting,” fastholdt han med et stille smil på læben. Han var måske ikke den idelle mand at finde sammen med på denne måde, men det var nu også det som var sket. Han vendte blikket mod hende, selvom det forblev sort. Det var ham blot en glæde, at Samuel var væk! ”Det lyder som du har planerne klare allerede? Desuden.. vi skal have vidner til brylluppet,” påpegede han stille. Der skulle være to mere, det var der nødt til, for sådan var reglerne jo trods alt. Han sank klumpen stille i halsen og med et ellers stille og roligt smil på læben. ”Stranden lyder virkelig hyggeligt,” tilføjede han med et stille smil på læben.

[lilyann]

Lilyann trak svagt på mundvigen. Det var heller ikke en nem forandring for hende, at hun pludseligt ikke kunne vise noget til Pharrel og hun måtte vise ham hvor alt i huset lå. Men i det mindste fik hun da dagen til at gå med det. Men endnu engang måtte de vel snakke om det, for det havde ikke været bragt på bane et stykke tid. Så hun kunne jo nemt finde på at skulle gå at mokke lidt, selvom det virkelig ikke var hendes mening! Hun trak stille vejret. Men hun kunne dog vente i længere tid med at skulle trække vejret igen, da hun jo også var halvt spide. Det var skam nok for hende, at han kunne prøve. Hun blev vel også bare irriteret, når det så ikke lykkedes? Hvilket hun jo så ikke burde. Hun sagde altid til sig selv, at i morgen ville hun bare lade vær med at skulle sige ham imod, men alligevel så kom der altid lidt. Men det var en prøvelse for dem begge. Hun var ked af, at han havde taget denne staf fra hende. Men i det mindste, så havde hun fået Samuel til at skåne hendes tunge. Ellers havde de da slet ikke kunnet kommunikere på nogen måde, det havde da været forfærdeligt! Hun var bare glad for, at de var kommet hjem fra Dvasias i tide, inden solen kom op. Men det havde været hårdt den første tid, med de sår hun havde fået. Hun bed tænderne sammen. Det havde ikke været meningen at kaste hendes bryllupsideer i hovedet på ham, men hun måtte bare få det ud på en eller anden måde. De måtte jo før eller siden! Hun vidste hvordan han havde det med at binde sig og det var noget af det, som kunne irritere hende allermest! Idet mindste kunne han ikke løbe fra det denne gang. "Undskyld," sagde hun stille. Hun mærkede jo hans mundlamhed.
Hun rettede sig lidt op og førte ham med sig, for hun ønskede ham tæt på. Ønskede at vise ham, at det ikke var farligt at være 2. Hans lugtesanser måtte blive stærkere nu, end de havde været før. For mistede man synet, så fik man endnu mere lyd- og lugtesans. Hun holdt ham i hånden og lagde hovedet mod hans skulder. "Jeg mente ikke bare at lade det falde som sådan en bombe," sagde hun videre, "men synes du ikke snart, at vi har ventet længe nok?" spurgte hun forsigtigt. Bange for, at han ville lave en lang udenomsforklaring eller afvise det. Hun elskede ham. Han var virkelig den eneste! Hun havde fundet sammen med ham for længe siden, så hvorfor bryde det nu? Det ville ikke være særlig godt for Arius og det ville bestemt ikke gavne nogen. "Ikke helt," sagde hun stille, "Faktisk var det der lige det eneste, som jeg havde tænkt færdigt," forklarede hun. "Arius? Eller skal det være en udenfor? Men jeg kender da ikke nogen vi kan invitere," sagde hun fortsættende til det andet. "Godt," sagde hun dæmpet. Det var hun da kun glad for at høre. Hun løftede hovedet igen, løftede sin frie hånd til hans kind og nussede den blidt. Hun kyssede ham ømt på læberne.

[Deleted]

Dette var virkelig ikke noget som var nemt for nogen af dem og Pharrel vidste det udmærket godt. Han ønskede bare at gå igenem det i stedet for dem som han faktisk måtte elske og holde af. At se dem lide, var slet ikke en tanke som han ville have det med at gøre! Det havde virkelig revet hans mod og selvtillid direkte i bund at miste en sans som den han havde mistet og nemt var det heller ikke, når han ikke var meget for disse former af forandringer fra før af, så han vidste vel godt, at han eet sted selv måtte være uden om det? Han havde virkelig ikke nemt med at skulle binde sig på nogen måde, det havde han aldrig nogenisnde haft og det var der mange personlige grunde til. Nemt var det virkelig ikke, selvom han virkelig prøvede. Havde det ikke været fordi at han intet kunen se, så havde han nok også gjort sine små flygter herfra, selvom han nok ikke ville komme langt herfra før det var endt med at gå noget så gruelig galt, for han var panikslagen til tider og når hun bare præsenterede det hele på denne måde, så var det faktisk heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for ham på nogen måde!
Hovdet mod hans skulder, havde han nu ikke noget imod, ganske enkelt fordi at det måtte være direkte harmløst, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han sad roligt og nærmest helt rank og med hendes hånd i sin egen. Tanken om bryllup skræmte ham, ganske enkelt fordi at han heller ikke ville være i stand til at se det nu, at han ikke ville være i stand til at skulle se hvor smuk hun kunne være i en hvid kjole. ”Ventet længe nok?” Han vendte blikket stille mod hende. Han havde nu heller ikke travlt med at gifte sig, igen så måtte man se på det som en direkte pigeting, for det var ikke noget som han direkte valgte, at skulle gå op i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte omm til stykket. Den tanke var virkelig noget som var så skræmmende for ham på alle måder! ”De skal være myndige, Lillyann,” forklarede han stilfærdigt. Det var jo noget som han vidste omkring bryllupper, ellers var det ikke gyldigt, hvilket hun vel heller ikke måtte ønske i det store og hele? Det var da den mening som han var temmelig så sikker på. Hånden mod hans kind måtte han dog nyde, for det var virkelig rart at blive skænket et kærtegn hist og her og specielt også af hende. Han sendte hende et skævt smil som han forsigtigt lod læberne møde hendes i et blidt og roligt kys. Han gengældte det dog med en lettere forsigtighed og med et stille smil på læben. Han trak sig roligt. ”Vi skal vel nok finde ud af det tidsnok? Jeg har stadig.. meget at vænne mig til,” forklarede han stilfærdigt. Det at rende rundt uden at være i stand til at skulle se noget som helst, var klart det som var det værste ved hele denne situation, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet.

[lilyann]

Lilyann trak vejret dybt ind og pustede så ud. Hun kiggede mod Pharrel. Han var stadig ligeså sød og dejlig som altid, på trods af at han dog var blevet mere forsigtig og skræmt, af at have mistet synet. Hun havde altid været panisk bange for når han flygtede, for det skræmte hende at han bare forsvandt. Hun forstod ham udmærket, men det var alligevel dybt sårende at han havde gjort det adskillige gange.. Men nu kunne han da måske vænne sig til at være omkring sin familie dag ind og ud. Lige den frygt måtte han da bare komme over.. De havde haft det så sjovt førhen. Hun prikkede også til ham, ved at udfordre ham på denne måde. Det kunne hun jo nu, uden at frygte, at han var væk næste gang hun kiggede over sin skulder. Hun drejede hovedet mod ham og lod sin hånd fra hans kind, falde ned på hans skulder. "Ja.. Vi har været forlovet længe inden Arius blev født," forklarede hun dæmpet og betragtede ham stille. Hun smilede, selvom hun vidste, at han intet så overhovedet. Hun lagde hovedet mod hans skulder. Måske det blev forhastet lidt nu.. Men hun ville lave et kompromis. "Hvis vi nu planlægger fra nu af, men tager os den tid det nu vil ta'?" spurgte hun foreslående. Så kunne han dag for dag vænne sig til tanken om det. Om hun så skulle bære ham rundt i huset, så gjorde hun da også det! "Nå," sagde hun blot til, at de skulle være myndige. Men hun kendte jo absolut ingen udover lige dem 2. Hvilket da bare var irriterende? Hun sitrede helt, da han gengældte kysset. Hun elskede at være ham nær. Det var så trygt på en måde, selvom han ikke rigtigt kunne beskytte hende. "Jo tidsnok.." sagde hun dæmpet og nikkede bare. Hun strøg hånden fra skulderen, ned over hans bryst- Hun lod den falde mod hans lår.

[Deleted]

Pharrel havde altid været bange for at binde sig og det var noget som Lilyann havde været klar over. Det havde krævet forbandet meget af ham at skulle gå på knæ foran hende, og når han nu endelig havde gjort det, så var det jo at han kunne fortryde det i de stunder hvor panikken for alvor måtte slå ind, selvom det slet ikke var noget som man skulle tage hårdt på, på nogen som helst måde overhovedet! Det var jo slet ikke sådan ment! Men.. det var hårdt for ham.. forbandet hårdt og nu hvor han slet ikke var i stand til at skull se noget som helst. Han kunne ganske enkelt slet ikke have den tanke på nogen måde! Han lukkede øjnene bag hans klæde. Han agtet at beholde det på, ellers følte han at det var direkte uhøfligt, at han ikke kunne se nogen direkte i blikket, for det var virkelig sådan at han måtte have det med det og det var bestemt heller ikke behageligt! Han lod hende lægge hovedet mod hans skulder, hvor han smilede ganske let, selvom han ikke var i stand til at se hende. Det var jo heller ikke fordi at han havde travlt med at skulle køre brylluppet, for det var slet ikke noget som burde være nogen som helst form for hastværk på noget tidspunkt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for det skulle være en perfekt stund og noget som man burde kunne nyde og når det skete sådan uden videre, så var det kun noget som måtte stresse ham yderligere! ”Det ved jeg godt, at vi har,” sagde han dæmpet. Han gad ikke gøre det til en stor diskussion for det ville de ikke kunne få det mindste ud af på nogen måde overhovedet ,det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han lyttede til hendes ord, hvor han ikke kunne lade være med at smile. ”Det.. det kan jeg godt gå med til,” sagde han med et stille smil på læben. Han lagde armene roligt omkring hende og lod hende komme helt tæt ind på ham. Det var heller ikke fordi at han havde noget imod det når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende, selvom det stadig måtte forblive helt sort for ham. Ikke fordi at det ikke var noget som han allerede var blevet vant til allerede. Hånden som endte mod hans lår fik ham svagt til at spænde, for han kunne ikke gøre noget andet ned at nyde det. ”Vi skal nok finde de løsninger som er for os min kære..” Han hævede hånden roligt og strøg roligt over hendes kind, for så at tage runden roligt igennem hendes hår.

[lilyann]

Lilyann kendte godt Pharrels frygt. Men man bekæmpede frygt med frygt, eller noget i den stil ikke? Så hun måtte jo bare presse ham lidt, så han kunne indse, at det slet ikke var så farligt, som han frygtede for! Hun vidste at det havde krævet meget af ham, at skulle fri til hende. Det havde virkelig været hans egen fejl, hvis han ikke ville alligevel. Men igen, panikken var det som gjorde ham bange og fortrydende. Og han havde jo aldrig direkte sagt til hende, at han ikke ville mere. Så derfor holdt hun fast i ham. Hun regnede ikke med, at han virkelig mente, at han ikke ville være sammen med hende. Han var bange for at binde sig, han var ikke bange for hende. Sådan så hun det og havde forstået det over de sidste mange år, og det flød vist godt overens med Pharrels egen mening omkring det også, som hun havde forstået efterhånden. Det var hårdt for ham, det vidste hun. Og nu hvor han ikke havde synet mere, så måtte hun jo passe på ham. Og det agtede hun også at gøre, selvom hun ikke altid gjorde udtryk for det. Hun betragtede hans bind. Det så pænes ud sådan, nu når han ikke havde nogen øjne. Det var en direkte foragtelig tanke, for det var ikke et kønt syn indeunder. Hun havde ikke direkte travlt med brylluppet.. Eller jo på en måde, men det var fordi, at hun ønskede at gennemføre det! For hvad nu hvis de kom til at hygge sig og hun så fik en unge mere? Hun ville ikke til Dvasias igen. Det havde været et mareridt uden lige.. Hvad mon ikke den næste kunne finde på? Derfor ville hun gerne have brylluppet. Men nu havde hun afsløret for ham at hun ville og så måtte de jo planlægge det sammen, så de begge 2 var med så langt. "Okay.." sagde hun bare. Hun ønskede heller ikke at skændes med ham på nogen måde, for det var næsten det værste! Hun ville bare have, at de skulle have det godt sammen. Hun smilede, da han sagde, at han kunne gå med til at se tiden an. "Super," sagde hun dæmpet. Hun krøb ind mod ham, for hun nød sådan at sidde i hans favn. Hun strøg ham over låret. "Okay," sagde hun stille og sitrede helt, da han strøg hende igennem håret.

[Deleted]

Dette var en frygt som Pharrel havde siddet inde med mere eller mindre igenem hele hans lange liv. Aldrig havde han været så tæt på nogen og aldrig havde han været mere skræmt, selvom han virkelig ønskede at komme igennem det. Han kunne jo heller ikke fortsætte med at flygte fra det, for det ville han jo heller ikke få det mindste ud af når det endelig måtte komme til stykket og det var jo noget som han udmærket godt vidste, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så måtte det jo trods alt bare være sådan på alle tænkelige måder overhovedet. Han blev selv siddende stille og med ansigtet vendt mod hende. Håbet om at skulle have lov til at se igne, var for længst duftet fra ham. Han vidste, at det nok aldrig nogensinde ville blive aktuelt alligevel – At han var dømt til at skulle vandre rundt omkring i dette mørke, uanset hvor meget han så end måtte hade det eller ikke, så måtte det jo trods alt bare være sådan! Som hun selv måtte sætte sig helt tæt ind på ham, så lod han selv armene stille søge omkring hende og med et stille smil på læberne. Det var end ikke noget som han kunne eller ville skjule for hende, for han holdt forbandet meget af hende! Det gjorde han virkelig, selvom han aldrig nogensinde havde været den bedste til at vise det, så måtte det jo trods alt også bare være sådan. Han strøg hende stille over ryggen og over siden med en ganske rolig og let tilfreds mine. Sådan måtte det jo trods alt også bare være og på alle måder overhovedet. Han kyssede hendes pande ganske forsigtigt. At Lilyann ønskede at få det gemmeført, var noget som han ellers noget så tydeligt kunne mærke og fornemme på hende, hvilket et sted også var det som gjorde ham en anelse usikker. Han ville ikke engang være i stand til at skulle se hende, han ville end ikke være i stand til at skulle komplimentere hende hvor smuk hun måtte være, ganske enkelt fordi at han slet ikke kunne se hende! Tanken var i sig selv noget så frygtelig frustrerende og det måtte vel… bare være sådan når det endelig måtte komme til stykket? Han bed sig let i læben og sukkede indvendig. Han måtte virkelig bare tage sig sammen og det var noget som han måtte gøre lige nu og lige her! ”Et skridt af gangen, så… så skal vi nok kunne finde ud af det.” Det var alt det som han ønskede og krævede, selvom det kunne være at bede hende om meget, for tid det havde han jo trods alt også fået ekstremt meget af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lagde hovedet tæt ved hendes. ”Så kan Arius være ringbærer,” sagde han med et stille smil på læben. Man prøvede vel bare at være en smule positiv i stedet for alt det andet? Han måtte ud af den pessimistiske cirkel, hvis han dog bare vidste hvordan!

[lilyann]

Lilyann sank en let klump og smilede forsigtigt, selvom Pharrel jo ikke kunne se det. Før eller siden skulle han jo nok lære, at der ikke var noget farligt. Det blev han vel egentligt nød til at acceptere og 'se i øjnene'. Han kunne ikke rigtigt flygte mere, da det ville betyde selvmord for ham. Og derfor agtede hun også at lære ham, at der ikke var noget farligt i at de var sammen. Han havde jo selv friet. Og flygtet. Hun trak vejret roligt og pustede ud. Håbet om øjne, var Lil selv ved at miste. For det var som om, at der bare ingen djinns var nogle steder. Og hun ville ikke rejse for langt væk og lade Arius og Pharrel alene, for.. Det ville bare ikke gå. Hun lagde sig ind til ham, da han lod sin arm søge omkring hende. Det var trygt, selvom han jo egentligt ikke kunne beskytte hende. Hun vidste godt at han holdt af hende, selvom det ikke var noget der var vist særlig ofte. Men hun vidste det i hjerte og sind, så det var vel også godt? Hun vædede let sine læber. Hun ville gerne giftes. Bære en ring og ligesom sige, at han var fuldkommen hendes. At de virkelig var forenet. "Ja.. Et skridt ad gangen," sagde hun med et skævt smil på læben. Hun nikkede stille. "Det kan han," sagde hun og strøg Pharrel let over låret. Hun var her for ham. Altid ville hun være det, hvis han lod hende.

[Deleted]

Pharrel ønskede virkelig bare at finde en løsning på deres lille problem, eller rettere, så var det jo trods alt hans problem og han vidste ikke hvad pokker han skulle gøre ved det. Han lod hende sidde stille ind mod hans favn, for det havde aldrig været hans hensigt at skubbe hende væk på den måde. Han friet til hende af en grund, selvom alt det som var sket i eftertiden, faktisk var noget af det som havde skræmt ham mest fra det hele og han vidste udmærket godt, at det var hans egen skyld når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hans verden var lagt i mørke og det var bare en ting som han var nødt til at finde ud af. Han kunne ikke fortsætte med at sidde der og have ondt af sig selv, og han vidste det jo udmærket godt! Det var bare lettere sagt end gjort og det var også det som gjorde det hele så meget værre for ham selv, for.. han ønskede ikke den medlidenhed og derfor var han også glad for at hun ikke gav ham den på den måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han smilede svagt, som han kyssede hendes pande, selvom det stadig var stille og næsten forsigtigt. Han vidste udmærket godt, at han ville have et kæmpe problem hvis hun ikke ville være der, for han var afhængig af andre omkring sig, om det jo så var noget som han måtte vedkendes eller ikke, for det var bare sådan at det nu måtte være. ”Et skridt af gangen, så skal vi nok finde ud af det..” Han vendte blikket mod den anden retning, hvor han tog fat om tæppet som lå på kanten. Han vidste at det lå der, for det lå der jo altid! Han foldede det ud og lagde det omkring hende. Han kunne faktisk godt være omsorgsfuld og det var jo heller ikke fordi at hun var værdiløs for ham.. tvært imod!

[lilyann]

Lilyann vidste at de nok skulle finde en løsning på problemet. Hans problem, men det påvirkede jo også hende. Så hvis hun lod vær med at presse på, så blev han måske med tiden, ikke så skræmt mere? Det var hvad hun kunne håbe på. Så måtte hun jo bare hanke op i sig selv og lige tænke en ekstra gang, før hun overdyngede ham med deres forholds-ting. Men hun vidste at han elskede hende, derfor blev hun også ved med at værne om ham. Men hun var heller ikke sådan medlidende, for så fik han vel bare fnat af det. Og det ønskede hun bestemt heller ikke! Nej de måtte ligesom finde et sted halvvejs og mødes der, så begge var tilfredse på et let. Han var nok skubbet ned i det rene mørke, men han havde jo ligesom taget den straf fra hende.. Hvilket.. Hun virkelig var glad for, på et led. Det havde bevist en stor del overfor hende, at han beskyttede hende. Hun smilede ved hans kys mod hendes pande. "Nemlig," sagde hun dæmpet og puttede sig godt ind til ham. Hun putteede sig ind i tæppet. Han var da også betænksom! Her sad de så.. Og det gjorde de i længe, bare og sad. Snakkede lidt om noget forskelligt. Det var faktisk utroligt lettende bare at sidde her. Arius endte også med at komme ind i stuen og sætte sig ved siden af sin mor, hvor hun så lagde armen omkring ham. Så var de samlet i familien.
//Out