Post by Deleted on Jan 11, 2011 8:08:08 GMT 1
Alt det der med at finde sig i faste rammer, var altid en ting som havde skræmt Pharrel og derfor var det virkelig også bare lettende, at hun efterhånden var ved at indse, at det slet ikke hjalp hende at presse sådan på overfor ham. Han skulle nok finde vejen og møde hende, men nu hvor han var kastet i det evige mørke, så var det kun den tand sværere for ham, men han prøvede da! Det var vel også det som var ham selv det vigtigste når det endelig måtte komme til alt? Han fumlede let med tæppet, men han fik det da omkring hende til sidst og lod hende bare sidde hvilende op ved sig. Snakken omkring det hele, var faktisk noget som hjalp ham selv skræmmende meget. At han var blind, var en tanke som han nok skulle vænne sig til, også selvom det virkelig var forbandet svært, også for hans eget vedkommende. Han havde gjort det for hende. Han havde slet ikke tøvet i den beslutning! Hun havde også mest med deres lille dreng at gøre, så det at hun skulle misse hans opækst i form af billeder og smil, det var slet ikke noget som han ønskede sig. At Arius joinede dem med tiden, havde han heller ikke det mindste imod. Han måtte faktisk erkende, at det virkelig var rart at skulle sidde der samlet alle sammen som de gjorde nu – som en lille familien.
//Out
//Out
