Light or Dark? [ÅBEN]

[warwick]

han smilede "ja et slot? pyt med om det kommer til at tage noget tid" han smilede og kiggede på sværdet da hun spurgte til det "det var mit første og eneste sværd, fik det da jeg kom ind i hæren da jeg stadig var ret ung og vi har været sammen i krig i Dvasias, Manjarno og sågar i Procias, intet kunne slå os ihjæl, hun er min bedste ven" han smilede til sværdet og kiggede så atter på hende han klappede let på jordern foran ham som tegn til hun skulle sætte sig der i stedet for så "SLAVERI I PROCIAS?" udbrød han kraftet da hun nævnte det, hårene på hans hånd begyndte at blive tyggere og der kom flere af dem, han opdagede det og faldte så mere til ro og håbede hun ikke have opdaget det han var stadig vred over at høre sådan noget fandt sted men fulgte hende med øjnene og gav så tegn til hun skulle fortsætte og undskyldte meget hans udbrud, han var meget ked af at han havde råbt sådan, for det måtte jo skræmme det lille pigebarn fra hvis og sans og det var jo slet ikke hans hensigt overhovedet

[Deleted]

Amanda sendte ham et svagt smil. Det ville tage ham år at opbygge et slot! Ikke desto mindre, så krævde det et voldsomt arbejde at skulle vedligeholde det! Hun gjorde næsten tegn til at rejse sig op og skulle sætte sig hen til ham, idet at hans stemme måtte lyde direkte hård og fast, at det tydeligt måtte tvinge hende til at sætte sig direkte ned igen hvor hun havde siddet før! Hun trak tæppet godt omkring sin egen krop, næsten som var det et forsøg på at skulle skjule sig bare en smule, det var slet ikke noget som man skulle skjule det mindste overhovedet. Hun peb svagt, for et var virkelig noget som havde skræmt hende og specielt ved at se hårene blive tykke og mørke på hans håndled! Hun stirrede næsten helt stift på hans hånd, for det var i den grad noget som hun hurtigt havde lagt mærke til. Hun rystede svagt og bed sig svagt i læben. Han havde jo ikke gjort hende ondt på nogen måde – endnu om ikke andet. ”J-jeg v-ved ikke o-om det er der e-endnu..” mumlede hun let for sig selv, næsten som havde det været et forsøg på at skulle forsvare sig? Hun havde i den grad heller ikke bedt om at være slave, blive tæsket og misbrugt og uanset hvad hun havde gjort, så var det bare ikke godt nok. Hun rystede let på hovedet. Hun sad fint der hvor hun sad. Hvis det var de udbrud som han skulle komme med, så gjorde hun vel bedst i at blive bare en smule på afstand?

[warwick]

Han kiggede på hende "det håber jeg ikke, for så vil jeg gøre det til min opgave at stoppe det" sagde han "og jeg undskylder meget for mit udbrud jeg er bare meget imod slaveri" forklarede han stille og kiggede intenst på ende og tænkte lidt for sig selv *opdagede hun mon det med min hånd?* det var hans største problem lige nu "ryk tættere på ilden så du ikke fryser så meget" han rakte hånden hen imod bålet for at indikere at det faktisk ville hjælpe. Mubai prøvede at få hendes opmærksomhed væk fra hans udbrud og fra hans hånd var nogen af hårene ikke var helt normale endnu, han håbede bare hun ikke havde bemærket det eller ville sige noget til det "men hvad så? hvad er der ellers sket i dit liv?" han skævede til hende og kiggede så ind i bålet igen han syntes flammerne var så smukke at kigge på når de dansede i natten

[Deleted]

Amanda prøvede at falde en anelse mere til ro, selvom det virkelig ikke var nemt for hende på nogen måde. Slaveri havde været hendes liv igennem så skræmmende lang tid og det var jo heller ikke noget som man bare kunne gøre noget ved bare sådan uden videre, det vidste hun jo også godt. ”H-hvad der ellers er sket i mit liv? D-det er ikke meget.. Jeg har været.. ja, du ved.. lige så længe, at jeg kan huske.” Slavearbejdet var jo bare noget som hun var vant til. Hun rykkede stille tættere på ilden. Sandt at det varmede, men hun var stadig godt kold og på alle måder som man kunne forestille sig. ”Jeg kom fri for.. ja, en måned siden tror jeg. Jeg ved han sikkert leder efter mig. Jeg var hans favorit.” Hun gøs ved den tanke alene, for hun ønskede det ikke på nogen måde overhovedet! Hun bed sig svagt i læben, næsten som hun måtte få tårer i øjnene. Det var næsten pinligt. ”Mit liv er intet værd.. Som jeg aldrig har været det..” mumlede hun dæmpet. Hun rystede let afvisende på hovedet. Nok gjorde det ondt at snakke om, men det lettede hende også meget at få det ud for en gangs skyld. Nu hvor der endelig måtte være en som faktisk også ville lytte til hende.

[warwick]

han smilede og rykkede lidt tættere på hende, han tog sin bryst rustning af og hans flag faldte ned og ramte bålet "årh nej" han skydte sig at hive det ud, der var dog ikke sket noget "er da glad du er sluppet fri nu" han smilede til hende og lagde armen om hende og kørte den op og ned så hun kunne få varmen af det "jeg har faktisk noget jeg godt vil fortælle dig" han kiggede trist ind i ilden "du virker som en sød person som jeg godt vil snakke noget mere med, men jeg bære en dyster hemmelighed og jeg syntes det er tid at nogle ting om mig men vil ikke skræmme dig væk så håber at du vil love mig ikke at løbe skrigende væk når jeg fortæller dig det" han drejede hovedet og kiggede alvorligt på hende og forventede at se et meget skramt ansigt men han ville fortælle hende det, det var nu hun skulle flygte eller slet ikke inden han blev alt for glad for hende, han forventede alderede at hun løb når hun fik det at vide, lige som alle andre havde gjort som havde fået det at vide

[Deleted]

At Warwick faktisk måtte komme til hende og næsten ende med at varme hende, var noget som i den grad også måtte få hende til at smile, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Det varmede hende virkelig, at nogen måtte tænke på hende og hendes behov, for det var.. nyt at nogen skulle vise sig at være så omsorgsfulde overfor hende, men ikke desto mindre, så måtte hun i den grad også nyde af netop denne tanke. Hun lukkede øjnene let og sitrede let. ”Det er jeg også,” sagde hun dæmpet. Det var dog ikke helt ensbetydet med, at hun var fri endnu. Hun hævede den ene hånd og tørrede sine kinder før tårerne skulle falde. Det var bestemt heller ikke noget som han skulle se! Han fangede dog hendes interesse temmelig hurtigt. Han havde noget som han gerne ville fortælle hende? Hun nød selv at skulle sidde i hans selskab, så det var heller ikke noget som i sig selv, var noget som gjorde hende noget. At han ville åbne op overfor hende og tale ærligt, var noget som faktisk måtte gøre hende meget glad og på alle måder endda. At han var bange for at hun ville løbe skrigende væk, var noget som gjorde hende en anelse uroligt. Hun blinkede let med øjnene. ”Hvad er det du gerne vil fortælle mig? Jeg.. jeg lover at jeg ikke løber væk,” sagde hun stille, dog ganske bestemt. Han havde været så sød ved hende, og så ville hun da ikke takke for det hele ved at løbe skrigende bort!

[warwick]

Han kørte hurtigt begge hende i siderne på hende for at give hende lidt ekstra varme inden han så rejste sig op, stod med bålet imellem dem og kiggede så på bålet "du har lovet det men forventer ikke du holder dit løfte i denne sag" han løftede øjnene imod hende og så lidt trist ud "men jeg er faktisk" han holdte vejret lidt og holdte så sine hænder frem og hårene begyndte at gro voldsomt, det samme gjorder det på hans ansigt "en varulv" han vendte sig halvt væk fra hende og hårene forsvandt igen og blev normale, han skammede sig lidt "blev bidt for nogle år tilbage på en mision til Dvasias, jeg har lært at kan skiftet form når jeg vil" han gik væk fra bålet, ud mod hegnet og kiggede imod stjernerne "du må gerne løbe hvis du vil" han forventede faktisk at hun løb og hvis hun ville løbe var han klar til at indhente hende for at få hende til at holde mund med det så han stadig kune bevæge sig frit omkring

[Deleted]

At Warwick måtte varme hende, var noget som Amanda ikke kunne gøre noget andet end at nyde, for det var virkelig rart! Hun lukkede øjnene ganske let og med et svagt suk af ren og skær behag, for det var heller ikke noget som hun havde prøvet nogensinde før! Hun vendte blikket stille mod ham, da han valgte at stoppe, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig. Hun bed sig ganske svagt i læben og så på ham. Det måtte da være alvorlligt det som han havde at skulle fortælle hende? Hårene som måtte vokse og blive mørke på hans hænder og i hans ansigt, var noget som fik det til at trække helt sammen i hendes sind. Hun blev dog stadig siddende ganske stille. ”.. En.. en.. en varulv?” hviskede hun dæmpet. Hun trak vejret dybt, som han valgte at gå væk fra bålet og væk fra hende. Det var noget som måtte gøre ondt et sted. Hun bed sig svagt i læben. Det var tydeligt for hende at han måtte skamme sig over hans tilstand, men hun kunne virkelig ikke se hvorfor. Hun rejste sig forsigtigt og endnu med hans kappe om sig. Hun løb ikke væk. Nej, hun gik mod ham i stedet for. Hun vendte blikket mod ham. Hendes hjerte bankede en anelse hurtigere ganske enkelt fordi at hun aldrig nogensinde havde stået overfor en varulv før. De var uddøende som hun havde hørt, for der var ikke mange tilbage igen. Hun lagde sine små næver over hans. ”Hvorfor skulle jeg løbe væk?” spurgte hun sagte. ”Du har jo ikke gjort mig noget,” påpegede hun stille. Hun sendte ham et stille smil.

[warwick]

Han kiggede ned op hende og tog hendes hånd i hans "ja en Varulv" han sagde det med gru i stemmen "havde bare regnet med du ville løbe væk som alle andre, jeg har fået de andre til at holde mund med det så jeg stadig kan bevæge mig rundt i procias" han lød ked af det, Han gav slip på hendes hånd og lagde armen om hende "kom vi går tilbage til bålet" sagde han og prøvede at lyde mere munter "ellers fryser du jo pigebarn" han smilede til hende begyndte at gå tilbage imod bålet han satte sig ned tæt ved bålet og stirrede ind i det "jeg er glad for du ikke løber skrigende væk" han sagde det mere lettet end han ville have gjort, han ville ikke vise hende at han faktisk kunne lide hende så meget alderede, han rødmede let "du burde sove lidt" sagde han stille "ved godt det måske svært når jeg lige har sagt det her til dig, men jeg gør dig ikke noget og jeg skal nok passe på dig i nat" han kiggede over på hende stadig lidt rød i kinderne

[Deleted]

Amanda havde virkelig ikke nogen grund til at skulle være bange for ham, det havde hun aldrig nogensinde haft nogen grund til. Han havde været så sød ved hende, så hvorfor skulle hun løbe væk? At han havde fortalt hende hvad han var, gjorde ham ikke automatisk til et blodtørstigt dyr vel? Hun sendte ham et stille smil og gik med ham tilbage til bålet, hvor hun denne gang, valgte t skulle tage pladsen ved siden af ham. Hun lagde armene omkring sig selv. ”Jeg har da ikke nogen grund til at skulle løbe væk,” forklarede hun stille. Det var jo sandt. Han havde jo været så sød ved hende! Hun vendte de grønne øjne stille mod ham og selv med et stille smil. Det var ikke en frygt at spore, men mere en spænding. Hun havde aldrig været så tæt på en varulv før. Hun havde aldrig nogensinde troet, at hun skulle støde ind i på denne måde, men et sted så gjorde det hende.. glad? Hun smilede et stille smil. Bålet varmede, men.. det var ikke helt.. nok for hende et sted? At han ville passe på hende i nat, var jo sjovt nok slet ikke i tvivl om på nogen måde, for han havde jo altid været så sød ved hende. ”Tja.. Bålet holder mig jo varm og du.. beskytter mig så.. Så kan jeg vel godt.. sove lidt,” sagde hun stille. At sove ude var jo heller ikke noget nyt for hende længere, det var jo bare ren og skær sandhed på alle måder overhovedet. ”Du har røde kinder,” bemærkede hun til sidst .Et sted var det.. rørende.

[warwick]

Han lagde armen om hende og varmede hende med den ved at køre op og ned med den "jeg syntes du skulle prøve? bare lidt" han smilede og fik lidt rødere kinder "Det gør man engang imellem" svarede han, han ville ikke sige lige ud at han kunne lide hende, ikke fordi han ikke kunne men han mente det var upassende alderede at sige 'jeg er forelsket i dig' og det mente han jo, men det var jo nok det som alderede var ved at ske for ham, det var vildt underligt for ham, han lagde hovedet på skrå "vil du have noget at lægge hovedet på?" han smilede og rakte ud efter hans byldt med ting i han havde sikkert noget der i som var blødt at ligge hovedet på. *Spiller hun mon skuespil eller mener hun det?* han burde ikke tænkte sådan men han kendte hende jo ikke ret godt og hun kunne jo være farlig selvom hun var så sød, men han syntes hun var for sød, i forhold til alle andre han havde mødt før

[Deleted]

For Amanda var dette langt fra skuespil på nogen måde. Det var faktisk hende som han måtte stå ansigt til ansigt med. Men det var sådan hun ønskede at have det. Man kom længst med ærlighed og det var også det som hun havde givet ham hele vejen! Hun sendte ham et stille og træt smil. ”Jeg skal da prøve,” sagde hun med et stille smil. Hun lod sig stille falde ind mod hans favn, som han lagde armene roligt omkring hende. Det var virkelig rart med bare en form af omsorg, for det var ikke noget som hun havde oplevet nogensinde før. Hun sukkede dæmpet, selvom det var mere behageligt. Hun vendte blikket mod ham og rystede så endeligt på hovedet. ”D-det behøver jeg virkelig ikke,” sagde hun dæmpet. Hun var jo vant til at sove i det som hun gik og stod i, så bare det at have noget omkring sig, var langt mere end det som hun kunen sige sig, at skulle være vant til på den ene eller den anden måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lagde sig blot roligt ned som han var ved at rode rundt i den byldt som han havde haft med sig, selvom hun næsten var gledet stille ind i en let søvn allerede inden han ville kunne nå at finde noget som helst. Kappen trak hun godt omkring sig, benene trak hun op til sig selv, som hun nærmest måtte ligge i en hel fosterstilling for at holde på varmen, for hun var tynd og hun havde ikke rigtigt noget som ellers kunne holde varmen i sig selv. Hun var jo blot et simpelt menneske. Det var jo heller ikke fordi at hun havde mang tendenser efter magien, da hun aldrig havde fået lov til at øve med den.

[warwick]

Mubai nussede hende i håret efter han havde sluppet sin byldt. "du må sove godt" hviskede han stille ind i hendes øre og lagde hovedet oven på hendes. Han fik et sug i maven og rødmede, han havde sådan et lyst til at give hende et kys, han havde en meget stor kamp inden i sig selv, det ville være at gå for hurtigt sagde han bestemt til sig selv "du siger bare til hvis du mangler noget?" han hviskede stadig til hende og gjorder så han fik pels, han fik dog ikke snude men var helt dækket af pels med tanke på at hu skulle ligge lidt blødere og det burde også holde hende lidt varm

[Deleted]

Amanda var virkelig langt mere træt end det som hun kunne mindes at have været. Et sted var det næsten noget som måtte skræmme hende at hun var så langt henne allerede! Hun nikkede stille til hans ord og sendte ham et stille smil. ”Mange tak,” sagde hun med en ganske så dæmpet stemme, det var end ikke noget som hun ville lægge det mindste skjul på. Hun prøvede at lægge sig til rette ved ham. At han lå så tæt på hende, havde hun nu heller ikke noget imod på nogen måde overhovedet. Hun trak vejret dybt. At han valgte at gro pels igen, fik hende bare til at smile. ”Mhmm.. Man hører ofte at varulve har grov pels.. Den er da dejlig blød..” Hun vendte sig forsigtigt om og lagde sig mere ind til ham. Nu var det i den grad ikke noget problem for hende, at skulle holde varmen. Hun rakte næsten automatisk den ene hånd lidt frem og strøg ham over den pelsede arm. Hun blev blot roligt liggende og kiggede på ham. ”Prøv du at sove.. Du har lige så meget brug for det som jeg har,” afsluttede hun med et stille smil på læben.

[warwick]

han smilede "tak" brummede han dybt og kiggede på hende og smilede han lagde armen over hende så pelsen dækkede noget mere af hende "jeg ligger vågn lidt længere endnu" brummede han bestemt og kiggede op på himlen, han havde pludseligt fået det rigtigt varmt pga de lå så tæt på bålet og så den pludselige pels gjorder det ikke bedre. "har du det varmt nok?" brummede han stille han ville helst ikke forstyrre hende for meget, hans øre blev pludselig større, hans hørelse ville blive bedre med Varulve øre, så kunne han nemmere høre hvis der kom nogen ubudne gæster. Han vidste Amanda skjulte noget, at hun flygtede fra noget fra hendes fortid, men han spurgte dog ikke ind til det, han ville kun hjælpe hende og sørge for hun fik en go nats søvn