Light or Dark? [ÅBEN]

[warwick]

Klippen? Denne store og fantastiske sten, bare det at kunne se ud over alle landene var betagende, men nu også da det var en lun aften og solen var ved at gå ned bag Procias? Se det var hvad Warwick var facineret af. Han stod helt ude ved kandten og stirrede bare ud i det blå, man kunne se han stod og tænkte, og det var endnu mere tydeligt hvad han tænkte på, da han hele tiden drejede hovedet fra Dvasias til Procias og tilbage igen. Han havde stilt sit sværd op af det lille hegn og lagt sin bylt med mad og tæppet ved det, han turder godt slappe lidt af her oppe da der ingen andre end ham var, han havde kigget overalt for at sikre sig der ingen andre var, men han var jo ikke sikker på om nogen havde fulgt efter ham og et eller andet sted var han ligeglad, han var fortvivlet og ville bare gerne have svar på hans store spørgsmål.
*Hvor er alle vismændene når man skulle bruge dem?*
Han stod i sin menneske skikkelse og børstede sit hår til side og kiggede nu mere intenst ud over klippen men mest imod Dvasias, han havde godt nok været der før og mange gange pga krig, men han havde dog ikke set hele Dvasias men tilgengæld kendte han til hele Procias, hver lille vej og hver lille soldat som vandrede rundt der efter som han havde boet der i 20 år. Noget i Dvasias fik ham til at tage en hånd op for øjnene for at skærme for solen
*hvad var dog det for et lys han kunne se lyse der ovre*
han følte sig tiltrukket af lyset, det var som om landet kaldte på ham men han var stadig fortvivlet

[Deleted]

Dette var blot endnu en af Amandas mange hvileløse dage. Det var nærmere umuligt for hende at falde til ro nogen steder og eftersom at Zach ikke var at finde de steder hvor hun havde søgt efter ham, så nu sad hun heroppe. Det var et af de steder hvor de færreste måtte søge hen, så man kunne vel stå ved, at hun måtte være tryg her? Det var den tro som hun måtte være af, og det var så sandeligo gså det som hun måtte være lige netop nu. Siddende oppe hvor hun kunne se solen gå ned, var noget som faktisk måtte glæde hende. Solen var der endnu, ergo måtte håbet og det hele stadig være at finde i Procias på trods af alt det grumme som var sket der igennem de sidste mange år. Et sted var det selvfølgelig en tanke som faktisk måtte skræmme hende selv en smule, for det var heller ikke fordi at hun havde haft det særlig nemt selv. Tvært imod!
En lille kugle af lys måtte svæve lige foran hende. Hun måtte jo trods alt også øve sin magi, så den ikke endte med at gå helt til hundene, selvom hendes forrige herre ikke havde ladet hende øve de, så hun ville være i stand til at skulle gøre noget som helst ved det. Hendes blik var tydeligt koncentreret, for det var virkelig noget som krævede forbandet meget af hende lige nu. Hun havde slet ikke nogen mulighed for at øve den ordentligt! Hænderne slog hun let sammen og med et ganske svagt suk, idet hun nærmest sank sammen i kroppen, for det var noget som virkelig bare måtte udmatte hende og som intet andet overhovedet, det var end ikke noget som hun ville skjule, for det var tungt. ”Forbandede..” Hun vendte blikket stille ned mod sine hænder og selv fuldkommen uvidende om at der faktisk måtte være nogen i hendes ege nnærhed på denne måde. Det var slet ikke en tanke som faldt hende det minste ind. Desuden.. hvad skulle folk også lave heroppe?På denne tid? Hun rettede let til i den ellers så lasede kjole. Hun havde aldrig nogensinde været flot stillet i landet. Hun havde bare altid sat pris på livets mange små goder.

[warwick]

Warwick havde godt hørt nogen komme, men lod sig ikke bide mærke i det før personen sagde noget, han vendte sig ikke for at se hvem denne var men lod dog hurtigt blikket falde over på sit sværd og sine ting, han overvejede at tage dem og gå, men personen lod ikke mærke til ham så han ville vente og se om hun var ville gå igen eller tale, han havde intet imod at tale med folk, men det var jo ved at blive aften og det kunne jo blive farligt, han foretrak at være alene især om natten, han kiggede ud over klippen igen mod Procias, men dog med drejet hoved, han lægtes efter landet
"måske man bare skulle tage tilbage" sagde han højt men mest til sig selv. Han kunne rigtigt godt lide at snakke med sig selv, han havde jo ikke haft andre at snakke med i mange år, han kendte godt nok mange men havde ingen venner, de var døde i krige eller andet.

[Deleted]

Amanda blev siddende fuldkommen koncentreret og stirret mere eller mindre bare ned i sine hænder. Hun havde på fornemmelsen, at det måtte være hårde tider som man måtte gå i møde, selvom det nu ikke var noget som rørte hende som sådan, det var der heller ikke nogen tvivlv om. Dette var noget som faktisk måtte udmatte hende, så hun havde vel også brug for hvile? Hun havde bare et problem; Hvordan pokker skulle hun komme ned helt heroppe fra? Det var slet ikke noget som gav nogen som helst mening for hende på nogen måde! Hun sukkede stille. Det skulle hun da bare have tænkt på noget før! At hun ikke var alene mere, var slet ikke en tanke som faldt hende ind. Det var jo så heller ikke helt heroppe at man mødte de fleste mennesker, selvom det nu ikke var noget som gjorde hende noget som sådan. Efter mødet med Stonem nede ved søen, så var hun langt mere påpasselig med hvem som hun måtte møde på sin vej, for det var tydeligt ikke alle som var lige så venlige indstillet som det hun selv måtte være.
Det stivnede kraftigt i hende, som hun hørte en stemme tilhørende af en mand. Hvis det var hendes tidligere herre, så havde hun virkelig problemer! Næsten helt automatisk måtte hun rejse sig, hvor hun vendte sig direkte mod ham. Det var ikke ham, så meget kunne hun da sige allerede, hvilket da måtte gøre hende bare en anelse mere rolig. Hun lod begge hænder falde mod brystet, hvor hendes hjerte næsten måtte hamre som var det for livet! ”Åh.. J-jeg håber da ikke, at jeg forstyrre..” sagde hun dæmpet. De grønne øjne søgte roligt til hans skikkelse og med en næsten undskyldende mine. Hvor længe havde han været her? Og hvor længe havde han stået og set på hende?

[warwick]

Warwick vendte sig rundt han kiggede på hende og lagde hovedet lidt på skrå for at studere hende noget nærmere, han tog sig hurtigt i det og kiggede ned af sig selv i stedet, ned på hans families banner og på hans rustning som tydeligt sagde Procias
"de forstyrre skam ikke frøken" han havde en masse venlighed i sin stemme, han ville ikke gøre hende bange, men ville heller ikke lyde for sukkersød, hans dybe stemme gav ecco ud over klippen.
"jeg var faktisk lige ved at gå" sagde han og gik over imod sine ting, han ville egentligt ikke gå men det lod ikke til at hun var særlig snaksaglig, nærmere en som flygtede fra noget siden hun da fik et chok over han var der. Han samlede sin byldt op men lod sværdet stå, han kiggede i den for at tjekke om alting var der før han vendte sig igen imod kvinden
"er de sulten?" spurgte han høfligt, det var jo sent og han vidste ikke om damen havde fået mad så af ren venlighed spurgte han

[Deleted]

Det havde slet ikke været meningen, at Amanda skulle blive så afvisende, men det havde faktisk været det som havde været det nemmeste for hende igennem dette liv, så det var vel heller ikke noget som måtte sige så lidt? Direkte så virkede denne mand ikken ær så frygtindgydende eller skræmmende som Stonem havde gjort det, og det var noget som faktisk måtte gøre hende tryg og sikker, for ikke at glemme at det banner som han måtte bære med sig, var noget som hun også havde set i Procias. Hun havde trods alt boet der i temmelig mange år, så det var også noget som gjorde hende langt mere rolig end det som hun havde været til nu.
”Det.. det behøver De skam ikke,” forsikrede hun. Han behøvede da ikke at gå, bare fordi at hun måtte være her på stedet? Det var vel stort nok til at de alle sammen ville være i stand til at skulle tage plads der? Så længe, at det ikke lagde op til strid, så havde hun da slet intet imod lidt selskab, for det ville kun gøre godt i set i hendes øjne. Det ville det virkelig, for det var noget som hun i sig selv, også måtte nyde godt af når det endelig måtte komme til stykket på alle tænkelige måder overhovedet. Hun sendte ham et svagt og dog så prøvende smil, da han spurgte ind til om hun var sulten. Hænderne lagde hun stille mod sin mave og med et næsten forlegent blik. Hun nikkede. ”Lidt måske,” afsluttede hun stille. Hun ønskede jo heller ikke at hænge på ham. Hun ønskede bare ikke at være for påtrængende.

[warwick]

Han smilede og fandt lidt brød frem fra bylten "det er ikke meget at tilbyde men det er hvad jeg lige har" sagde han og brækkede det over i to, gik hen til hende og rakte brødet frem med den ene hånd og tog en bid af det stykke han havde i den anden. Han gumlede lidt på det og fik det slugt. Han kiggede spørgende på jorderen og ville ikke spørge om han måtte sætte sig men ventede til hun gav ham lov. "Det er flot her oppe fra?" sagde han med et stort smil "det et godt sted at få sat tanker igang" det sidste sagde han dog mest til sig selv. Han vidste ikke hvorfor men der var en del forlegenhed i ham, han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre, det var første gang han egentligt snakkede med nogen og mødte nogen siden hæren, og hæren havde jo været hans liv så han var ikke helt sikker på hvordan han skulle forholde sig til det hele nu. *måske hun kan hjælpe mig* tanken var der kun et kort sekund men han holdte egentligt ved den *eij hvis nu hun er fra Procias vil det give problemer* han skød det hele ud af hovedet igen og spurgte bare smilende "hvor er du så fra?" han spurgte som var det et af de mest naturlige ting man kunne spørge om.

[Deleted]

For Amandas vedkommende, så var det fremmed at stå og snakke med nogen som helst som det hun måtte gøre lige netop i øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fej laf når det nu endelig måtte komme til stykket. Det glædet hende dog at hun kunne stå overfor nogen som bare måtte være en anelse venlige, for det var bestemt ikke hvad hun mått være vant til. ”Jeg… jeg takker meget,” sagde hun stille. Hun vidste da slet ikke hvordan hun skulle tackle det! For det var slet ikke noget som hun var vant til! Hun vendte sig mod ham, så til som han måtte spise som den første blot for at være helt sikker i sin sag, da alt det andet, slet ikke var noget som forekom hende som nogen realitet. Man kunne jo aldrig vide efterhånden! ”Det er det.. Det er virkelig smukt heroppe,” medstemte hun med et stille smil. Måske var han ikke så slem igen? Hun håbede da ikke at han skulle vise sig, at være en ond satan. Hun lod hovedet søge let på sned. Hvem han var eller hvor han kom fra, var jo stadig ukendt for hende og på alle tænkelige måder overhovedet. ”Mig? Ja… jeg er fra Procias,” sagde hun med et stille smil på læben. Hun gik roligt hen til ham. ”Du… du må da gerne sætte dig ned,” afsluttede hun roligt. Bare lidt venlig og lidt åben omkring det hele, det kunne hun vel sagtens være når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Og dig? Endnu en rejsende langvejs fra eller er du fra omegnen?” spurgte hun stille, dog en anelse nysgerrigt.

[warwick]

Han smilede op til Damen "mig? jeg var fra Procias" sagde han og kiggede på sin rustning som om det ikke var indlysende for hende "nu jeg bare rejsende, droppede hæren for ikke ret længe siden, prøver at finde mig et sted at slå mig ned, men det er svært" sagde han med dyster stemme, han drejde hovedet og smilte stort "men spis nu min pige, du må ser mere sulten ud end du gir udtryk for" han gav sig til at kigge lidt frem imellem Dvasias og Procias "hvilket land kan du best lide?" spurgte han imens han satte sig ned "hvis du da har været i Dvasias?" tilføjede han hurtigt, da det jo langt fra var alle som havde været der, han syntes faktisk denne samtale var begyndt at gå godt, han kunne lide at snakke med pige barnet alderede, men han ville ikke gøre sig for store forhåbninger om at de skulle mødes igen

[Deleted]

At han måtte være fra Procias var noget som virkelig måtte lette Amanda, for det var også det som hun var, selvom det måske ikke var et liv værd en procianer som hun havde haft, så var det jo trods alt bare sådan, at det nu måtte være. Hun betragtede ham dog med et stille og nysgerrigt blik, idet hun roligt måtte tage endnu en lille bid af sit brød. Det faldt godt til den ellers så tomme mave, for det var faktisk ved at være et stykke tid siden, at hun havde spist noget som helst. Det var jo heller ikke fordi at hun havde pengene til det eller noget lignende, så det var heller ikke fordi at det var nemt at være hende nu om dage. Hun sendte ham et stille og mere selvsikkert smil, som hun selv roligt tog plads igen – Med andre ord, så var hun blevet langt mere lettet end det som hun havde været til nu. ”Det er svært. Jeg står selv i den samme situation,” forklarede hun sandfærdigt. Hvorfor lyve? Det var der jo trods alt heller ikke nogen grund til når det endelig skulle komme til stykket, så var det jo bare sådan, at det nu måtte være. Hun tog endnu en bid og denne gang også større end det som den havde været til nu. Hun vendte blikket mod ham. ”Hvilket jeg bedst kan lide?” Det spørgsmål havde hun nu aldrig nogensinde fået før. Hun lod hovedet søge let på sned og med et svagt træk på skuldrene. ”Tja.. Jeg er mest til Procias. Jeg har aldrig været udenfor muren før.. før nu,” sagde hun med et svagt smil. Hun havde jo været slave lige så længe, som hun var i stand til at skulle huske noget som helst. Han virkede nu venlig og interesseret, hvilket var noget som gjorde hende glad faktisk. Det var sjældent, at hun oplevede det.

[warwick]

Warwick lyttede intarasseret idet hun forklarede sin situration, godt nok kiggede han ikke på hende men ud over klippen, han nikkede dog i ny og næ og brummede i enighed, han spiste videre og kiggede nu imod Dvasias "jeg har boet i Procias hele mit liv, set alle dele af denne verden og dette land i min tid som hæren, og dog ved jeg ikke hvilket jeg bedst syntes om" han kiggede skævt ned på hende med et stort smil "og dog kan jeg bedst lide at være lige her" han gav et lille hop så hele hans rustning rastlede lidt og grinte mildt inden han tog en stor luns af hans brød, han gumlede lidt på det og spurgte så meget venligt "hvad er din plan så nu? hvor vil du da nu rejse hen?" han spurgte mest af bekymring, for hun lignede ikke en som kunne tage vare på sig selv, han lød dog ikke synderlig bekymret men det var også meningen, han ville ikke vise hende alderede at han faktisk bekymrede sig om hende, han vidste jo stadig ikke hvordan hun var eller noget, hun kunne jo lyve selvom hun nu virkede til at tale sandt

[Deleted]

Bare alene tanken om, at der faktisk var nogen som viste hende interesse, var noget som Amanda virkelig var glad for. Hun var jo trods alt vant til at blive kostet rundt på den ene eller den anden måde, blive slået , råbt af og endda også tæsket, hvor hendes kjole heldigvis måtte skjule mange af de mærker som hun havde båret med sig, så det var heller ikke fordi at hendes syn på Procias var som synet på et paradis. Det havde hun aldrig fået lov til at opleve. ”Det lyder da spændende.. At komme ud og opleve lidt.” Hun vendte hele blikket mod ham, blot for at vise ham, at han også havde hendes fulde opmærksomhed. Alt andet var jo direkte uhøftligt og eftersom han også havde skænket hende dette brød, så var det jo bare som en tak for det hele. At vise denne form af interesse, var ny for hende, men hun var faktisk umådelig nysgerrig af sig! Hun fik et svagt chok som han pludselig bare hoppet i hans rustning, hvor hun ikke kunne lade være med at grine. Et varmt og blidt grin og dog så sjældent hørt af nogen som helst. ”Det kan jeg godt forstå.. Havde jeg vidst, at det var her, så havde jeg søgt hertil for længe siden,” forklarede hun stilfærdigt. Det var ord som hun mente, for hun elskede virkelig at være her.Hans næste spørgsmål var noget som tydeligt måtte chokere hende, så hu vendte blikket igen mod ham. ”Tja, det.. det ved jeg ikke.” Hun trak let på skuldrene. Zach havde lovet at passe på hende, men hun havde ikke set ham længe, hvilket måtte skræmme hende lidt. Blikket gled næsten forlegent mod hendes fødder. Det var jo næsten pinligt! ”Ud og opleve noget måske? Se de ting som jeg aldrig har fået lov til før..” Hun smilede ganske svagt og vendte blikket mod ham. Hvorfor spurgte han ind til lige netop det?

[warwick]

han bed mærke til at hun sagde 'aldrig fået lov til før' men ville dog ikke spørge ind til det han smilede bare til hende "jamen det er jo bare at gå hvorhen føderne vil bære dig" han smilede og kiggede på hende føder og rejste sig op, han var blevet færdig med at gumle på alt sit brød og gik så hen til kandten og lagde hænderne på hegnet, han kiggede ud over det hele "man føler sig lidt som konge af verden..." sagde han og grinte mildt hvorefter han hurtigt tilføjede "eller dronning" han rakte armen ud imod hende, dog som en gestus af at han talte til hende men lige så meget for at hjælpe hende op hvis hun nu ville op at stå og kigge ud over det hele med ham, han kiggede dog mest imod Dvasias, han håbede dog ikke hun lod mærke til det, men det hele var så flot nu hvor det kun var skyerne som fik solens stråler på sig, hele solen var gået ned bag horisonten men man kunne stadig se dens stråler rakke op imod himlen og give skyerne flotte farver

[Deleted]

Denne mand virkede i den grad til at være venlig og det var virkelig også noget som glædet Amanda. Det gjorde hende langt mere rolig, langt mere fattet og gav hende ikke de største problemer for at skulle åbne op, selvom det virkelig ikke var nemt altid – Ej heller for hende. Hun var slet ikke vant til at folk faktisk interesserede sig for hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde overhovedet. Hun betragtede ham stille og samlede så hænderne stille og roligt i sit eget skød. ”Det.. det ved jeg, men.. Jeg har aldrig gjort det før,” sagde hun stille. Hun vendt sig mod ham som han gik hen til hegnet. Han var nu yderst venlig og hun nød faktisk også af den tanke. Hun rejste sig roligt op, som han nærmest måtte byde hende til det, selvom hun stadig måtte være en anelse usikekr på det store og det hele, hvilket hun umådelig godt måtte være klar over. Hun grinede ganske svagt – En faktisk sjælden ting som måtte ske for hendes vedkommende. Hun vendte blikket mod ham og kun med et mere og mere sikkert smil, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Ja… En dronning og en konge.. Tænk at skulle bo heroppe. Ingen bekymringer.. ingenting.” Hendes eget blik var nu mere vendt i retningen af Procias, netop fordi at det var der hun var født og der hun var kommet fra. Hun vendte blikket stille mod ham som hun lagde armene ganske roligt omkring sig selv. ”Er du ofte heroppe?” spurgte hun videre og en anelse nysgerrigt alligevel.

[warwick]

Han smilede til hende "ja jeg kommer rigtigt tit her oppe" han kiggede ned på hende "eller jeg er begyndt på" han sagde dette stilfærdigt "jeg har faktisk overvejet at bygge et hus her oppe" han sagde det smilende og med meget glæde i stemmen. Han vendte blikket ud over ladet igen, kiggede efter hende imod Procias, men noget fangede hans øjne i Dvasias igen, lyset var der igen, inde mit i landet "så du det?" udbrødt han højrystet, og pegede derfra hvor han havde set lyset "der var et lys? jeg har aldrig set det før" han lød urolig men virkede til at være rolig. Han var utryg da han ikke havde oplevet noget før, men det var som om at lyset gjorder ham rolig, som om det var en han kendte, men det kunne jo være hvad som helst som havde lavet det lys, eller også var det jo bare i hans fantasi, men det kunne jo ikk være hans fantatsi, han havde aldrig haft nogen.