Når natten begynder

[Deleted]

Fëa havde ikke noget begreb om hvor enestående hun egentlig var. Hun vidste ikke hvor mange engle der fandtes derude der levede det samme liv som hende i fangeskab, og hvor mange der direkte havde måtte lade livet for at få tappet deres blod. Måske var det bare det liv engle havde, eftersom hun aldrig havde set et af de hvidvingede væsner flyve ind over den store mansion. Måske havde Fëa efterhånden glemt at hun var en slave, eftersom hun var helt udenfor det normale rangsystem som der herskede på stedet. Hun var selvfølgelig under husets herre og frue, men alligevel over den normale pøbel, eller måske bare et sted ude på sidelinjen. Måske var hun også begyndt at blive en lille smule for selvsikker over at intet kunne røre hende på grund af hendes position. Når sandheden skulle frem, var hun nemlig temmelig forsvarsløs. Hun var på ingen måde fysisk stærk, eftersom hun modsat de andre slaver ikke var nødt til at slæbe tunge ting, og derfor ikke opbyggede et solidt bundt muskler. Hun bar desuden heller ikke nogen våben, eftersom hun ikke så det nødvendigt og desuden heller ikke var trænet i at bruge et. Modet kunne ikke lade være med at sænke sig dybt i hendes bryst, da han blankt afviste at hun nogensinde kunne komme væk fra den store mansion, på andre måder end i en kiste. Hun havde ellers i et kort sekund håbet at han efter hundrede års tro tjeneste ville give hende fri, og måske i stedet anskaffe sig en ny engel. Problemet var nok bare at de ikke ligefrem hang på træerne. Det var en smule skræmmende at tænke på at hun skulle blive på dette sted til sin død, eftersom hun havde overskredet de første hundrede år, og det var derfor uvist hvor længe hendes liv kunne fortsætte ud i fremtiden, hvis altså ikke Alexander alligevel valgte at gøre end ende på det. Hun havde i hvert fald på fornemmelsen at hun havde tirret ham godt og grundigt allerede, og at der snart kun skulle en dråbe til at få bægeret til at flyde over. Hun bed sig kort i læben da han fortalte hende at engle var mere egoistiske end hun troede. Var det derfor de ikke var kommet for at redde hende? Fordi de var fuldkommen ligeglad med hende. Nu var hun faldet fra himlen, og så kunne hun ligeså godt blive på jorden.. Var det deres holdning? Hun nåede ikke rigtig at tænke mere over det, for i næste sekund var hun løbet, en flugt hun kort efter kom i tanke om var fuldkommen nyttesløs. Den ville blot tirre ham, og gøre ham mere vred, en ting hun kort efter måtte sande, da hans arme greb fat om hendes liv, mens hans tænder bed sig kraftigt fast i hendes hals. Hun gav et lille forskrækket skrig, både fordi det alligevel kom lidt bag på hende, men også fordi det her gjorde ondt. Han plejede at være blid når han drak hendes blod, og ae hendes kind, mens han nøjedes med at bryde gamle sår op, men det her var anderledes. Hun prøvede at kæmpe sig fri, mens hun mærkede hans jerngreb. "Lad være.." Hviskede hun skingert. Han havde allerede fået sin ration, og hun var ikke helt sikker på hvor meget mere hun kunne holde til at han tog.

[Deleted]

Det måtte kun gå mere og mere op for Alex, at han havde gjort en fatal fejl ved at give Fëa de privilegier som han havde gjort. Umiddelbart så var hun blevet for kæphøj i hans øjne og det var nu heller ikke noget som han direkte kunne sige sig, at skulle kunne bruge til noget som helst. Det var tvært imod noget som faktisk måtte gøre ham sur, vred og utrolig irriteret som aldrig nogensinde før, hvilket vel heller ikke måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket, for det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være. Hun havde bestemt ikke nogen grund til at skulle sætte spørgsmål ved hans troværdighed, for hvis der var noget som han ikke kunne fordrage, så var det at lyve. Det var nok noget af det som han fandt som det værste, for det var i den grad at vise disrespekt, iloyalitet og det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst! Engle hang desværre ikke bare på træerne og enhver anden her på stedet som havde vist ham den samme opførsel som det hun gjorde lige i øjeblikket, så ville han have slået hende ihjel og det var uden at skulle tøve det mindste! Hun lå langt hævet over den normale tjenestestab her på stedet og hun var så privilegeret at det eneste som han faktisk krævede af hende, var at hun skænkede ham noget blod hist og her, når han ikke kunne holde igen, for han var virkelig blevet afhængig af hendes, selvom det ikke var ord som han nogensinde havde ladet blive gjort klart for hende, og det var bestemt heller ikke noget som han regnede med at gøre her i den nærmeste fremtid, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket overhovedet! Direkte så skulle hun ikke regne med at komme herfra. Om ikke andet, så skulle hun da stikke af og være heldig at komme igennem Dvasias uden at miste livet på vejen, for nemt ville det i den grad heller ikke blive. Hans arme omkring hende, var noget som direkte holdt hende fast og solidt ind mod ham selv, så hun slet ikke havde nogen mulighed for at trække sig væk fra ham. Tænderne var som sunket direkte i hendes hals, da hun denne gang virkelig havde valgt at tirre det dyr som han var i det indre. Dette resulterede i at han tog en mundfuld eller to mere, inden han endnu en gang valgte at trække sig. Det var en kamp selv for ham, for hans instinkter sagde ham direkte; Dræbe og flændse! Han ønskede at dræbe hende, også selvom han ikke kunne få sig selv til det. Han slikkede sig stille om mundenm som hans gyldne øjne måtte falde direkte til hendes skikkelse og næsten som havde det været en eller anden form for vantro at skulle spore i hans blik. ”Englene er ligeglade med dig, Fëa.. Jeg ved ikke hvad pokker det er du prøver at opnå ved dette, men en ting kan jeg fortælle dig..” Han trykkede hende fast ind mod sig og med den samme faste og tydelige skarpe mine. Han sendte hende et direkte kynisk blik. Han greb omkring hendes hals og trykket hende helt tæt ind mod sig – Med andre ord, så havde hun slet ikke nogen mulighed for at skulle komme fra ham. ”Den her opførsel vil jeg ikke finde mig i! Passer du det som jeg beder dig om at passe, så slipper du for dette..” Han vidste godt at han havde taget temmelig meget af hendes blod her i dag, men han var vel ligeglad. Han gav roligt slip på hende, så måtte hun jo falde til jorden eller trække sig væk. Han var ligeglad.

[Deleted]

Fëa vidste ikke helt hvad hun ville med sit liv. Nu var det ikke rigtig fordi hun var i en position hvor hun kunne stille sig selv det spørgsmål, eftersom nogen allerede havde lagt hendes kort godt og grundigt for hende, men hvis hun nogensinde slap fri, hvad ville hun så gøre? Hun var ikke rigtig god til noget, eftersom hun ikke engang kunne holde liv i den have der omgav dem, selvom hun prøvede ihærdigt i sine ensomme timer. Hun kunne ganske vidst helbrede, og måske var det endda en egenskab mange ville sætte pris på. Alligevel var der ingen chancer for at hun nogensinde fik lov til at gå fri, og leve sit eget liv, hvor det var hende selv der satte betingelserne. Hun havde en værdi, og selvom det var den værdi der havde holdt hende i live i over hundrede år, var det også den der holdt hende bundet til stedet. Alligevel forstod hun ikke hvorfor han ikke bare kunne skaffe sig en ny engel. Det havde vel været nemt nok at få fat på hende, og han havde midlerne, så det burde vel ikke være det sværeste i verden. Alligevel var hun urolig for om hun kunne klare sig derude. Hvis verden udenfor virkelig var så slem som han påstod, hvordan skulle hun så være i stand til at overleve den? Desuden kunne hun inderst inde godt lide sin status på den store mansion. hun var urørlig, og ingen turde gøre hende noget ud over Alexander. Hun var et enestående medlem af hans stab, og ingen andre havde hvad hun havde. Prisen for det var dog et ensomt liv, for selvom hun var omgivet af andre slaver, havde hun ingen rigtige venner. Hun var ret sikker på at de andre slaver var misundelige, eftersom hun var herrens yngling, og desuden slap for slid og slæb, og det tidspunkt hvor de et kort øjeblik forgav at kunne lide hende, var når hun lappede dem sammen, efter at de var kommet til skade, hvorefter alting var tilbage til normalen. Den eneste person hun virkelig snakkede med var Alexander, når han altså var i et snaksaligt humør, men hun ville ikke gå så langt som at betegne sin herre som sin ven.
Hun klynkede stille mens han drak hendes blod, eftersom hun havde på fornemmelsen at det var hendes skyld han overhovedet gjorde det. Det havde været dumt at tirre ham, og nu høstede hun sin fortjeneste. Hun overvejede et par sekunder, at nu var hun gået for langt, og at han ville slå hende ihjel, men han valgte alligevel at slippe hende. Hun mødte kort hans gyldne øjne, med sine egne grågrønne, med et forundret blik. Han havde ikke slået hende ihjel. Han kunne ikke, det var hun nærmest sikker på. Hun sagde det ikke højt, selvom hele hendes ansigt talte for hende, dog mente hun ikke at der var nogen grund til at udfordre ham. Hun bed sig kort i læben, mens hun mærkede en kort svimmelhed ramme sig, mens hun måtte tage et par usikre skridt for at blive på benene. Hun manglede blod, selvom det var svært at se, med hendes i forvejen blege hud. Dog var hendes lette rødmen ved kinderne forsvundet. "En smule frihed.." Sagde hun, og vidste ikke om det var svimmelheden der fik hende til at tale. "Jeg prøver bare at opnå en smule frihed." Fortsatte hun, og tog sig til såret i halsen, for at stoppe den lette blødning.

[Deleted]

Det var vel også på tide at Alex måtte lære af sine egne fejl? Han havde gjort den fejl at give hende alle de privilegier som det han havde gjort, for det var da tydeligt for ham, at hun slet ikke kunne styre det, så var det heller ikke noget som han direkte kunne gøre noget ved. Så måtte han jo bare stramme sig an og gøre noget meget bedre ud af det når det endelig måtte komme til stykket. Han kneb øjnene lettere sammen. Hun var fri fra de adres greb. Enhver som lagde hånden på hende, måtte selv bøde med sit eget liv og det var så sandelig også sådan, at han ønskede at forholde det, for han måtte stå der som en chef, bos og herre over dem alle sammen, da det heller ikke var noget som hans kære Cassie ville være i stand til. Stod det hele til hende, så ville hun give dem deres frihed i stedet for og så havde de først for alvor et problem! Hvis engle havde været som hængende på træer ligesom så mange andre, så kunne det være at hun var kylet ud herfra allerede for længe siden, om ikke andet, så i aften for hendes kommentarer, for det var slet ikke noget som han brød sig om eller ville have noget som helst med at gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket direkte vredt mod hende. Englene havde ikke gjort noget for hende og hvad hun ville på den anden side af de beskyttende murer, vidste han ikke, for det ville hun da slet ikke få noget som helst ud af når det endelig måtte være! Han kneb øjnene faste sammen. Hun havde ikke bare formået at gøre ham irriteret, men nu var han også ved at være vred og det var bestemt heller ikke heldigt for en som hende! ”Frihed?” gentog han næsten med en vantro stemme. Han kunne slet ikke se en grund til at hun ville søge over på den anden side af muren. Hun havde slet ikke nogen anelse om hvor heldig hun egentlig var, det var da noget som han tydeligt kunne se på hende. Han tog et skridt mod hende og bevidst så valgte han også at gøre det faretruende. Lige nu var han så forbandet lystet og fristet til at slå hende ihjel, selvom det kun var noget som ville ramme ham selv i den anden ende, hvilket han i den grad heller ikke ønskede skulle ske på nogen måde! Det havde svækket hende, hvilket kun appelerede yderligere til hans indre rovdyr; At angribe og dræbe de svækkede.. Han knyttede næverne. At slå hende ihjel var slet ikke noget som ville friste ham over længere tid, han måtte bare tage sig selv i nakken. ”Jeg er fuldstændig med hvad du gør i løbet af dagstimerne, Fëa.. Det eneste jeg nogensinde har krævet af dig..!” Han nåede hende hurtigt, hvor han tog fat omkring hendes lange hår, rev det let bagud og blottede hendes hals for ham endnu en gang. Den anden arm var allerede slynget omkring hendes liv, hvor han havde valgt at holde hende tæt endnu en gang. Hans blik søgte til det nye bidemærke som prydet hendes smukke hals. ”er en mundfuld eller to..” Han bed tænderne let sammen som de måtte løbe i vand. Han rystede på hovedet og lænede sig frem, hvor han lod tungen stryge over såret, nærmest for at lukke det sammen med hans spyt, så hun ikke behøvede at tænke på blødningen. ”Er det meget at forlange for alt det som jeg giver dig i retur?” Han sendte hende en fast mine. Tildels omvendt psykologi. Han agtet at holde hende her på grunden og han lagde klart også arbejde i at holde det på den måde.

[Deleted]

Fëa var ikke sikker på hvad der gik af hende denne aften. Det var længe siden at hun havde haft mod til at sige sin herre imod, for selvom de af og til havde afslappede samtaler når han var i det snaksalige hjørne var det mest af alt hende der lyttede. Hun bad aldrig selv om noget til gengæld da han for længe siden havde gjort det klart for hende at hun skulle takke ham for at hun overhovedet fik lov til at gå frit rundt. Verden udenfor muren var et ondt og farligt sted hvor hun ville blive flået i småstykker på ingen tid og hvor ingen ville hende det godt, og hun inden for Conventos beskyttende mure kunne hun være i sikkerhed. Herren havde været gavmild at han sådan havde taget hende under sine beskyttende vinger og givet hende tøj på kroppen og mad i maven, alt det mod at hun holdt sig indenfor muren og af og til lod ham drikke en smule af det blod der åbenbart gjorde det livstruende at bevæge sig udenfor. Selvom det kunne lyde absurd for folk der kendte til betydningen af begrebet frihed kunne Fëa ikke stille andet om end at være taknemlig. Hun vidste ikke bedre, hun kunne ikke huske at hun nogensinde havde været udenfor murene, men hvis det herren sagde om det var sandt var det vel heller ikke et sted for hende. Alligevel havde alle disse oprørske tanker fundet vej ind til hende. Måske var det fordi at hun nu kendte sandheden om hvordan hun var havnet her i første omgang at hun følte sig splittet, for ja, hvis hun valgte at stole blindt på sin herre havde han frelst hende fra en grusom skæbne men hun havde samtidig også betalt en høj pris, og hvad nu hvis den pris ikke var værd at betale? Hun kunne ikke lade være med at begynde at stille spørgsmålstegn. Hvad nu hvis der rent faktisk var et bedre sted på den anden side af muren, et sted hvor en som hende kunne leve uden at prisen var hendes blod.. Hvor hun måske kunne have sin egen lille have og leve et fredeligt liv med andre ligesom hende. Det virkede som en sær og fjern drømmeverden og måske var det også bare det, drømmerier. Hun blev revet tilbage til virkeligheden, nærmet bogstavelig talt da han valgte at tage fat i hendes hår, så hendes hals igen var blottet. Fëa var efterhånden rådvild.. Hun anede ikke hvad hun skulle stille op, om hun skulle sige til eller fra. Det var lige før at tårerne begyndte at presse sig på. Hun ville ikke miste Alexanders tillid, men spørgsmålet var om hun skulle svare det som han gerne ville høre, eller det som hun egentlig oprigtigt mente, og så skulle hun først og fremmest finde ud af hvad hun mente om alt det her. Den første tåre banede sig ved ned over hendes kind, mens hun gjorde hvad hun kunne for at holde resten af dem inde. "Jeg ved det ikke.. Jeg ved det ikke Herre.. Engang ville jeg blindt have svaret ja, men efter at du selv har åbnet mine øjne er jeg kommet i tvivl.. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Endnu en tåre sluttede sig til den første, og kort efter kom der flere til.

[Deleted]

Alexander havde kørt frygtelig meget på den unge Fëa igennem frygtelig mange år nu, selvom det slet ikke var noget som rørte ham som sådan. Han agtet at få sin vilje, for det var den som han var vant til at få, og det var jo ikke engang en løgn.. Han holdt hende sikker, hvis hun holdt sig på den her side af muren. Lige i aften havde han måske taget meget blod fra hende, men straffen skulle falde for ulydighed, såfremt at hun ikke lærte at høre efter hvad han bad hende om! Hvor de frygtelig mange oprørske tanker måtte komme fra, vidste han ikke, men det var bestemt ikke noget som behagede ham på nogen måde, hvilket så sandelig også var noget som i sandhed måtte irritere ham som intet andet! Hvis der ikke var noget som han fandt sig i, så var det ulydighed og illoyalitet, for det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst! Og specielt med tanke på, hvor mange ressourcer som han faktisk lagde i, at holde hende tryg og sikker her sammen med ham!
Varsomt gled Alex i knæ overfor hende, og med den samme direkte fast mine. Det rødlige skær kunne tydeligt ses i skæret af den smukke måne, selvom det nu ikke var noget som rørte ham. Natten var hans eneste ven, og eneste tidspunkt, hvor han kunne være ude. ”Ønsker du virkelig at se hvad der findes på den anden side af muren? Fëa?” spurgte han med en dæmpet hvislen, som han roligt førte sin hånd til munden, hvor han slikkede resterne af blodet af. Det smagte virkelig.. vidunderligt! Hvilket så sandelig også var en grund til at han valgte at holde hende her, selvom han vidste, at det var hans kære Cassie imod, men så var det jo godt, at det var hans beslutning som ene mand. Umiddelbart brød han sig ikke om at Fëa var begyndt at tænke over tingene, for det havde hun jo trods alt heller ikke gjort til nu, men det var en tanke som virkelig måtte irritere ham, for det var slet ikke noget som han havde bedt hende om! Hun skulle bare gøre som han bad hende om, og ikke noget mere end det, og det var noget som hun kun måtte finde sig i! Det var endnu ham som bestemte over hendes liv! Han stod med hendes liv i sine hænder, og han kunne knuse det, hvis hun irriterede ham groft nok! Han endte selv med at trække sig hen til hende, hvor han tog fat om hende igen og rejste sig, så han derved også trak hende med sig op på benene igen. Hendes tårer berørte på ingen måder hans iskolde hjerte. Han følte ikke for hende, han… følte ingenting. Hovedet søgte let på sned. Tårer havde været en ting som han aldrig nogensinde havde forstået sig på. Det måtte være noget.. menneskeligt, og alene den tanke om det, var noget som direkte måtte få ham til at væmmes, for han kunne slet ikke have med det at gøre på nogen måde! Blikket gled direkte til hendes. ”Du græder… Hvorfor?” spurgte han. Han havde jo ikke gjort noget, andet end det som han plejede at gøre ved hende, og der græd hun ikke på den måde, og det var noget som alligevel forvirrede ham og gjorde ham nysgerrig. Han forsøgte virkelig med det menneskelige, også fordi at det slet ikke var noget som han selv var i stand til.