Når natten begynder

[Deleted]

Alex ejede ikke det mindste spor af nogen former for medlidenhed og det havde han aldrig nogensinde gjort. Han var født død, levet i det døde og i det mørke igennem hele hans lange liv og i troen på at det som han måtte være, var det eneste rigtige, så var det alligevel en meget stor ting, at han i det hele taget måtte formå at skulle vise den form af respekt for dem som måtte være her på stedet. Den eneste som nogensinde fik lov til at se den helt rolige side af ham, det var hans egen hustru. Måske at det havde været til tvang allerede fra starten af, men de var kommet godt ud af det med hinanden og så kunne han bestemt heller ikke være andet end så tilfreds som intet andet lige nu. De gyldne øjne hvilede på Fëa med en ganske rolig mine. Dette skulle nok vise sig at være interessant. Nej, han havde ikke købt hende som enhver anden slave som var her på stedet. Han havde fundet hende, taget hende med sig og taget hendes vinger, så han var sikker på, at hun ikke ville flyve fra ham i den ene eller anden retning. Hvis det havde været tilfældet, så havde han i den grad været noget så voldsomt vred! At hun først valgte at åbne munden da han havde tvunget hende op på benene, var nu ikke noget som rørte ham synderligt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han trak kynisk på smilebåndet. Nu havde hun bare at snakke! At det var ham som hun havde set i de mange drømme, var kun noget som gjorde det hele meget bedre! At hun kun måtte se brudstykker af det hele fremfor den rene sandhed, det hele kørende som en film som så mange ville gøre det, var noget som virkelig måtte more ham noget så grusomt! Hovedet søgte ganske let og stille på sned, uden at han så det mindste væk fra hende. Det var heller ikke fordi at han kunne få sig selv til det nu hvor det endelig måtte komme til stykket. ”Du ser mig med det blodige våben?” Hans smil forblev på læben, så selv de spidse hjørnetænder måtte være synlige. Det var heller ikek fordi at han så nogen direkte grund til at skulle holde dem i det skjulte, og det havde han nu heller aldrig nogensinde gjort. Han slap roligt taget omkring hendes strube og tog hånden ganske roligt til sig. Det var heller ikke fordi at han ønskede hende direkte ondt. Han var afhængig af hendes blod, selvom det kun var små mundfulde som han tog for sig i tide og utide. Han ville jo heller ikke ende med at tage så meget at hun kradsede af inden han sagde god for det! Hånden gled roligt mod hans bælte, hvor han nåede den lille læderskede, hvor han fremdrog en lille kniv. Smukt udsmyttet og med hans egne initialer – Den selv samme som han havde fjernet hendes vinger med. ”Drømme eller ikke, onde eller gode.. Det som du har drømt, har været virkelighed,” påpegede han sandfærdigt. Han vendte blikket mod kniven. At hun ikke kunne huske noget af det, var noget af det sjoveste ved det hele. Specielt for ham, men han havde virkelig også en meget mærkelig form for humor. ”Siger denne dig noget?” spurgte han sandfærdigt, dog klart krævende for svar.

[Deleted]

Fëa havde ikke fået nogen hverken faderlig eller moderlig opdragelse. I hvert fald ikke nogen hun huskede, da hun som sagt ikke huskede nogle detaljer fra sin fortid, overhovedet. Hun vidste ikke om hendes forældre havde brugt lang tid på at opdrage hende ordenligt, med manerer og den slags, og om de overhovedet havde været der til at opdrage hende. Derfor havde personen der havde stået for hendes opdragelse primært væres Alex. Ikke at han havde indtaget en form for faderrolle overfor hende, for det var langt fra tilfældet, men det var ham der havde lært hende kæft trit og retning, på den hårde måde. Ikke engang dette huskede hun helt i detaljer, men hun havde dog på fornemmelsen at det havde været en smule svært, da hun ikke havde kunne rette sig efter de andre slaver, da hun ikke havde de samme opgaver som dem. Fëa kunne ikke lade med at nikke stille, da han gentog hendes ord, da hun ikke rigtig kunne løbe fra hvad hun havde sagt. Derfor slog hun også bare blikket ned og ventede på det slag hun regnede med ville komme, for sådan en tåbelig drøm, men slaget kom aldrig. Da hun endelig dristede sig til at kigge op på Alex, kunne hun se at der var et smil på hans læber, som om hendes svar morede ham, i stedet for at gøre ham vred. hun kunne ikke lade være med at kigge en smule spørgende på ham, før hun hurtigt slog blikket ned i jorden igen. Hendes hjerte begyndte dog alligevel at banke hurtigere, da han fremdrog en kniv, eftersom hun fik på fornemmelsen at hendes ord havde været den dråbe der fik bægeret til at flyde over, og at han nu ville gøre en ende på hendes lange tjeneste hos ham. Dog begyndte der at dæmre noget for hende, da han begyndte at snakke om at hendes dræmme var virkelighed. Det kunne ikke være sandt. Alligevel dristede hun sig til at kigge på kniven, et syn der ramte hende som et lynnedslag. Med et flimrede et par hektiske minder ind over hendes nethinde. Et frådende bæst, lys, stjernehimlen, Den Mørke Skov, og til sidst Herren i kælderen med den blodige kniv. Fëa bakkede et skridt bagud, mens tankerne flagrede rundt i hendes hoved. Han havde hugget noget af med den kniv.. Vinger.. Hendes vinger.. Hun havde haft vinger.. Hun kendte kun en type væsner med vinger, men det kunne ikke være sandt..? Hun mærkede frygten for kniven, og hun følte det nærmest som om hele hendes hoved skreg på at komme væk, og kort efter adlød hendes krop, eftersom hun drejede om på hælen og løb, alt hvad hun kunne, væk fra ham.

[Deleted]

Alex vidste udmærket godt at hun havde haft andre normer og regler at skulle rette sig efter på dette sted. Det var noget som han selv havde arrangeret netop også af den grund, at hun lavede noget arbejde som måtte være noget ganske andet end det som alle de andre gjorde. Han var blevet afhængig af hendes blod og derfor agtet han at holde hende her på stedet så længe, at det ville være ham overhovedet muligt. At fortælle hende de mange skrækhistorier om det som måtte foregå på den anden side og det at hugge vingerne af hende, det havde jo blot været mere end rigeligt til nu, som han havde set. Han behøvede ikke nødvendigvis at skulle være direkte ond og grotesk for at få det som han ville og det var klart også det som gjorde det hele så langt mere underholdende for hans vedkommende end alt det andet. Han slog når der var grund til det, men hvorfor slå når noget af det som hun kunne huske, faktisk var noget som var sket? Det morede ham at det kun var de små brudstykker som måtte dukke op i hendes sind og det var vel derfor at han ville vise hende den rene sandhed? Så hun vidste lige nøjagtigt hvordan det hele hang sammen? Se hvordan hun formåede at skulle tolke det liv som hun faktisk havde og med de hændelser som kun måtte være en kæmpestor del af det. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste på noget tidspunkt. Det var jo trods alt bare sådan, at det måtte være i det store og hele. De gyldne øjne hvilede på hende, sådan som hun måtte kigge spørgende på ham, var normalt ikke et blik som han tolerede på nogen måde, men lige nu.. så var det ikke noget som rørte ham på nogen måde. Det moredeh am virkelig bare, at det var sådan her, at det hele måtte foregå. Kniven sagde hende noget, det kunne han da tydeligt se i hendes blik! Den havde dog gjort langt mere end at tage hendes vinger, brænde dem og lade dem gå i glemmebogen – Den havde slået ihjel og mange endda. At hun bare vendte om på hælen med skrækken i blikket og bare valgte at sætte i løb, var da noget af det dummeste som hun kunne gøre. Alex satte roligt kniven tilbage i bæltet. Han var en vampyr og han var i den grad også forbandet hurtig! Han så efter hende for ganske få sekunder, inden han selv endte i løb. Hun vækkede de dyriske instinkter i ham og det var bestemt heller ikke det smarteste som man kunne gøre! Der gik ikke lang tid før han næsten var helt oppe ved hende, endte op foran hende, hvor han stoppede op, så hun var tvunget til at stoppe op eller løbe direkte ind i ham. ”Se, det der er meget dumt Fëa,” vrissede han let. Det at skulle løbe fra en vampyr var aldrig et klogt træk på nogen måde! Der skulle hun da være glad for, at han i det mindste var i stand til at skulle beherske sig bare en smule.

[Deleted]

Fëa vidste virkelig ikke hvordan hun skulle passe på sig selv. Hun havde levet så længe i en lille beskyttet verden på den store mansion, for selvom hun af og til havde hidset Alexander op, vidste hun for det meste at hun ville slippe ud af det med livet i behold. Hun havde på fornemmelsen at hun skulle takke sit blod for det, eftersom det, ud over at holde hende i live, som enhver anden skabning var afhængig af sit blod, men det holdt hende også i live, ment på den måde at så længe Herren var afhængig af hendes blod, blev hun holdt i live, med mindre hun altså bar sig virkelig dumt ad. Mens hun løb prøvede hun at få orden på alle de tanker der hvirvlede rundt i hendes hoved. Herren havde hugget hendes vinger af, hendes vinger, hvilket kun betød en ting, at hun rent faktisk havde haft et par store dunede hvide vinger på sin ryg. Enkelte glimt fra hendes drømme kom også frem for hendes indre blik, billeder hvor hun fløj højt oppe over skyerne. Hun kunne stadig ikke tro på det, selvom det egentlig passede meget godt. Hendes delikate blod, arrene på hendes ryg, hendes helbredende kræfter. Men igen, måske var det bare en ond spøg, så han kunne sikre sig at han havde hende hvor han ville, ved at jage en skræk i livet på hende. Det var nu også lykkedes meget godt for hende, eftersom synet af knivet havde været for meget. Hun nåede dog ikke at løbe særlig langt, før hun, blændet af sine tanker stødte direkte ind i ham, så hun vaklende måtte træde et skridt tilbage. Hun hørte hans ord, og glippede lidt med øjnene, mens hun betragtede den mand hun havde kaldt sin herre i alle de år. Nu var hun klar over hvad han havde taget fra hende. Han havde ikke bare købt hende som en hver anden slave, og givet hende et solidt liv, ved at tjene under ham, han havde selv taget hende og frarøvet hende hendes vinger så hun kunne rende rundt som hans kæledyr til evig tid. "Du tog alting fra mig.. Min frihed, mine vinger.. Se hvad jeg er nu.. Jeg er dit bloddyr, og det har jeg været i over hundrede år ude at kende sandheden." Ordende fløj bare ud af hendes mund, uden at hun nåede at tænke sig om, eftersom hun nok ville have tænkt sig om mindst to gange før hun sagde sådan noget til ham under normale omstændigheder, hvis hun nogensinde havde dristet sig til det. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Det hjalp ikke at løbe, det hjalp ikke at kæmpe imod, eftersom han til hver en tid kunne slå hende ihjel. Hun var fanget, og hun ville være fanget her for evigt.

[Deleted]

Alex vidste udmærket godt, at han havde frarøvet Fëa alt for meget igennem livet, men han ville da selvfølgelig have lov til at sikre sig, at hun var hvor hun var og at hun ville blive der, så derfor havde det også været nemmere med alle de mange skrækhistorier, for det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogne tvivl om. Det morede ham dog, at der ikke skulle mere til for at skræmme hende end dette? Synet af en eneste lille kniv? Det morede ham virkelig, selvom det nu ikke rigtigt var noget af det som han direkte ville skænke så meget som en eneste lille tanke lige for øjeblikket. Som hun nærmest måtte storme direkte ind i ham, da han langt om længe måtte ende med at stoppe op foran hende, så var det nu ikke noget som direkte gjorde ham noget. Hun skulle virkelig være forbandet glad for, at han var af typen som faktisk formåede at holde det hele under en såpas stor kontrol og beherskelse som det han kunne. Det havde sine fordele at han var blandt de ældste som måtte rende rundt som en ædel vampyr! Han knyttede hænderne ganske let, som han tog et skridt mod hende. At hun så på det som han havde frarøvet hende så meget, overraskede ham et sted egentlig ikke. Hovedet lod han søge næsten skræmmende langsomt på sned og med det næsten kyniske smil på læben. Han kuklo ganske let. ”Jeg tog altig fra dig?” gentog han spidst. Hånden lukkede han endnu en gang om hendes hals, blot for at holde hende på benene og for at holde hende tæt på ham. Hun kunne bare lige vove på at prøve at stikke af, for så ville han da slå hende ihjel personligt og det var uden det mindste tøven! De gyldne øjne strålede af den klare alvor og den dominance som han måtte brænde inde med. ”Dine vinger var mig en torn i øjet, Fëa.. Du er bedre tjent uden.” Han klemte svagt til omkring hendes hals, blot for at understrege alvoret. ”Bloddyr er jo en sådan hård måde at fremstille det på, kære Fëa.. Betalingen kræver jeg for min.. Ja, venlighed,” sagde han ganske kortfattet. Han rettede hende roligt op, idet han ganske roligt måtte slippe grebet omkring hendes hals og med det rolige og tilfredse smil på læben. Hun havde været i stand til at flyve, hun havde været i stand til at skulle søge over himlen og forbi månen som hun havde set i sine mange drømme. Det skulle heller ikke forundre ham, at hun havde gjort det tilbage i sin tid. ”Sandheden har aldrig været til gavn.. Du er i et land hvor alle med selv den største glæde vil slå dig ihjel! Er det her virkelig takken for alt det som jeg har skænket dig? Tag over hovedet? Mad på bordet? Tøj på kroppen og en varm seng at sove i?” Han kneb øjnene fast sammen. Den mistillid kunne hun godt lægge på hylden igen! Han svang hånden direkte mod hendes kind i en syngende lussing. ”Det her er dit liv nu! Væn dig til det!” vrissede han med en kortfattet stemme.

[Deleted]

Fëa følte sig ikke pinlig berørt over at hun blev bange for kniven, for i hendes hoved var det en ret logisk reaktion, at hun blev hunderæd for det våben der havde taget så meget fra hende. Lige nu var hendes hoved et stort virvar af tanker, erindringer og minder der faldt rigtigt på plads, mens hun langsomt genopbyggede sin hukommelse om sin tid hos Alexander. Hun vidste ikke hvad der havde forsaget disse hukommelsestab, eftersom det virkede en smule underligt at hendes fortid før havde været helt sløret, indtil han havde trigget den, som havde han fjernet den dæmning der havde holdt hendes flod af minder tilbage. Hun forstod ikke hvordan hun kunne have været så dum. Hvordan kunne hun have troet at det bare altid havde været sådan, at hun var blevet født til dette ene formål, og solgt når chancen bøs sig. Fëa kunne ikke lade være med at tænke, at hun havde sagt noget forkert, da hun stod foran ham, hvor han havde stoppet hende. Først var der der hans skræmmende fremtoning, og hvis hun ikke havde forstået det der, lukkede hans hånd sig kort efter om hendes hals. Hun havde på fornemmelsen at det var en dum ide at kæmpe imod, og alligevel kunne hun ikke lade være med at vride sig lidt, selvom hun vidste at det ikke ville nytte noget. Hun havde mest af alt lyst til at slå ham, eller måske begynde at græde da han fortalte hende at hun var bedre tjent uden vinger. Med vinger ville hun have kunne flyve langt væk fra den store mansion og aldrig se sig tilbage, mens hun nu var bundet til jorden for evigt. Alligevel sagde hun ikke noget, mens et par tårer løb ned af hendes kinder. "Jeg.. Jeg er en engel!" Sagde hun, og det gav egentlig mening at erkende det. "Du stjal mit liv, og min frihed da du tog mine vinger, og i hundrede år har jeg været bundet i trældom, for at du har kunne nære dig på mit blod." Sagde hun, med langsomme velvalgte ord, selvom det mere eller mindre var noget der kom ud af munden på hende, uden at hun rigtig nåede at tænke over det. Hun kunne heller ikke lade være med at stå tilbage med et trodsigt blik i sine grågrønne øjne, fær hun et par sekunder efter fandt ud af hvad hun egentlig havde sagt. Hun vendte blikket ned i jorden, og følte sig pludselig langt mindre end hun var, mens hun håbede at de ord hun lige havde sagt, aldrig var nået frem til hans ører. "Herre jeg.. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.." Sagde hun stille, uden at kigge op, selvom hun ikke vidste om om han overhovedet ville godtage en undskyldning, eller om hun var på vej til at føle hvad der skete når han var vred.

//Undskyld ventetiden ^^'

[Deleted]

Dette havde ganske enkelt været morsomt. Også for Alexs vedkommende. Fëa havde været ved ham igennem skræmmende mange år nu, men det var nu heller ikke noget som gjorde ham noget. Som en engel, så var det bare dumt at reklamere med det rundt omkring i det land som hun måtte være i for øjeblikket, så han havde faktisk gjort hende en tjeneste ved at nakke vingerne af hende som han havde gjort! Han havde købt hende på lovlig vis på et slavemarked, så det var heller ikke fordi at han havde gjort noget forkert! Så han ejet hende faktisk og det var så sandelig heller ikke en frihed som han havde i tankerne at skulle give tilbage til hende! Aldrig! At hun direkte måtte eragere med frygt var så sandelig også noget af det dummeste som hun kunne gøre, for det var noget som næsten automatisk måtte trigge det dyr i ham og det var det som normalt kun måtte komme frem når han skulle slå ihjel. Han havde mange andre planer for denne kvinde og det var også den eneste grund til at hun ikke var blevet slået ihjel eller smidt på port så andre kunne gøre det endnu. Hans faste greb omkring hendes hals var noget som forhindret hende i at løbe nogen steder, hvor han heller ikke kunne lade være med at smile morende. ”En falden engel,” rettede han ganske kortfattet. At det jo så måtte være hans skyld, var jo så en ganske anden side af sagen, men nu var det jo heller ikke for at træde rundt i det. Han havde fjernet de vinger af en grund og det var nok også den eneste grund til at hun i det hele taget kunne sige sig, at skulle være i live den dag i dag, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han kneb øjnene fast og vredt sammen som han klemte ganske let til og skubbet hende direkte fra sig og med en sådan kraft at han næsten var sikker på, at hun ville falde til jorden igen. Det var ikke fordi at han væmmes ved hende, selvom en hver tænkelig del foruden hans hjerne måtte sige, at han måtte og skulle slå hende ihjel og det var lige nu og lige her! Han tog et skridt mod hende hvor han ganske rolgit, dog meget fast måtte gribe fat i hendes kæbe og på denne måde også tvinge hende til at skulle se direkte på ham. ”Jeg vil ikke have at min træl stikker af ved førstegivende lejlighed, Fëa..” Hans stemme var så vred at han var fuldkommen rolig hvor selv de lysende øjne måtte skinne af en mindre vrede. Hånden lukkede sig kun mere og mere fast omkring hendes kæbe. Han vile høre hende sige av. Han ville høre det! Undskyldninger var som at tale for døve øre lige for øjeblikket, for han hørte det ganske enkelt ikke. Igen greb han omkring kniven, hvor han lagde bladet tæt ved hendes kind. Han kneb øjnene fast sammen. ”Du af alle burde vide hvad der sker hvis man trodser mig.. ikke?” spurgte han ganske kortfattet som han lagde ekstra tryk til kniven. Han skar dog ikke hul – Endnu.

//No problem ^^

[Deleted]

Fëa havde på fornemmelsen at hendes situation ikke ligefrem var gunstig. Alligevel var der et par ting hun ikke forstod. Hun havde levet her på den store mansion i over hundrede år, med tanken om at det var det eneste hun nogensinde havde gjort, og Alexander havde aldrig fortalt hende andet. Ikke før nu. Hun forstod ikke hvorfor alle kortene skulle lægges på bordet lige nu, hvorfor hun lige pludselig skulle have sandheden, for hvis hun skulle være ærlig var hun ikke sikker på at hun nogensinde ville have haft den. Selvfølgelig havde hun altid gerne ville vide hvor hun kom fra, hvem hendes forældre var, og hvad hun var, men kun en af de spørgsmål havde Alexander være i stand til at besvare, og det var et svar hun ikke kunne bruge til særlig meget. Fëa var bange. Hun kunne ikke afvise at hun var skrækslagen, og at hendes krop dirrede af frygt. Havde Alexander bare givet hende sandheden, før hun skulle dø? Var det en eller anden form for sær barmhjertighed så hun kunne dø med fred i sjælen, velvidende at hun ikke bare var et menneske? Hun ramte jorden da han skubbede hende, eftersom hun ikke rigtig havde tanker nok til også at han fuld kontrol over sin krop. Hun prøvede i et desperat forøg at kravle væk fra ham, selvom hun havde på fornemmelsen at det kun ville gøre det hele værre. Hun ønskede at hun bare var en normal slave lige nu. At hun arbejdede hårdt hver dag, og at alt det der blev kastet imod hende lige nu, i stedet havde været spredt ud over længere tid. Alligevel greb han kort efter fast i hende, og hvis hun skulle være helt ærlig, vidste hun godt at hun ikke kom herfra. Hun klynkede af smerte, da han igen greb om hendes kæbe, men han tvang sit blik imod hendes så hun kiggede på ham, med sine grågrønne øjne, og prøvede at lade være med at vise noget i blikket, gøre det så følelsesforladt som muligt, selvom det var svært at skjule alle de tanker der løb rundt i hendes hoved. Han ville ikke have at hun stak af, og alligevel havde han givet hende grunden til det. Havde han ikke fortalt hende sandheden, ville tanken aldrig for alvor have strejfet hende, og selv nu tøvede hun, om hun overhovedet ville overveje det. Hvad ville der ske, ligeså snart hun satte sin fod udenfor den store mansion. Ville han komme efter hende, eller ville hvad end der lurede i mørket tage hende? Hun var fanget, for lige meget hvor meget hun ønskede at komme væk, pegede alt på at hun måtte blive. Hun mærkede kniven imod sin kind, hvor der allerede var et afslørende ar fra sidste gang den havde været så tæt på. "Jeg ved det udemærket godt herre. Det er bare, hvorfor fortæller du mig alt det her? Forstår du ikke at det presser min frygt, min vrede, alle mine minder, alt det der har ligget begravet dybt inde i mig frem? Jeg er ikke længere din trofaste lydige Fëa nu hvor jeg kender sandheden, den Fëa sørgede du selv for at dræbe." Sagde hun stille, og kiggede intenst på ham, selvom hans øjne var lukkede.

[Deleted]

Alexander havde aldrig nogensinde forstået sig på alle disse menneskelige følelser. Det var noget som næsten måtte skræme ham selv, eftersom det selv var noget som havde den form af magt over ham når det kom til Cassie, for det var også hende som stod som den eneste til at skulle tage den magt og den kontrol over ham. Han kneb øjnene fast sammen. At hun udviste den frygt, var slet ikke noget som ville gavne hende og det var noget som hun nok skulle finde ud af før eller siden, for det var bare sådan at det nu måtte være. Grebet omkring hendes kæber var fast, det var hårdt og ikke af den type som man bare lige kunne trække sig ud af og det var noget som han gjorde fuldt ud med vilje! Hovedet lod han søge skræmmende langsomt på sned og med de næsten så lysende øjne hvilende på hende. At hun udviste denne form af frygt for hende, så var det slet ikke noget som gavnede hende på nogen måde, for det vækkede kun det rovdyr i ham og det var ikke altid, at det var nemt for ham det mindste! Hendes klynk var kun noget som fik ham til at smile, for han vidste, at det var noget som måtte gøre ondt, hvilket kun måtte more ham lnagt mere ed det som han nogensinde vile være i stand til at skulle beskrive! ”Se på det som en lille test, Fëa..” begyndte han roligt. Han var ikke en som bare handlede uden at skulle tænke over tingene. Ja, måske at han kunne være frygtelig spontan til tider, men det var jo heller ikke fordi at det ikke var godt for noget andet, det var heller ikke noget som man skulle tage fej af når det endelig måtte komme til stykket. ”Går du ud forbi min mur.. Så kan mit navn ikke beskytte dig, intet beskytter dig derude.. Du er som en omvandrende skydeskive og magt dig mine ord.. De vil prøve at ramme dig,” vrissede han kortfattet. Han gik roligt frem og med hende foran sig, så hun ville være tvunget til at skulle bakke. Han stoppede først, idet at hun måtte møde et træ i haven med ryggen, så hun ville stå mellem det og ham; Med andre ord, så ville hun heller ikke rigtigt komme nogen vegne, det var der heller ikke nogen tvivlv om overhovedet. Han kneb øjnene utilfredst sammen. ”Du har ikke haft en grund til at frygte for mig før, Fëa… Hvorfor begynde på det nu?” Han slap hendes kæbe, som han roligt lod hånden stryge mod hendes kind i stedet for. Hu nvar langt mere heldigstillet end så mange andre. Når de blev slidte, så blev de slået ihjel. Og de blev kylet ud og erstattet som havde de været en genstand. Det var noget ganske andet som hvilede ved hende. En anden skæbne som han havde valgt for hende og det var noget som han i den grad også agtet at skulle holde fuldkommen fast i på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Øjnene kneb han ganske fast sammen og med den samme faste mine. ”Er du ikke min trofaste og lydige Fëa… Så ved du udmærket godt hvad der sker.. Iloyalitet kan jeg desværre ikke bruge i min stab..” Hans ord var endt ud i en mindre, dog kraftig hvæsen i en kraftig advarsel. ”Jeg dræber ikke uden grund.. Jeg gør stærkere og kan du ikke klare mosten..” Han klemte hånden let omkring hendes strube i stedet for som en blot lille smagsprøve på hvad der så ville vente hende, hvis det endelig skulle gå helt galt. ”Tja.. du ved hvad der sker,” hvislede han kortfattet.

[Deleted]

Fëa havde det som om det hele bare blev værre og værre. Hver gang hun åbnede munden gjorde hun alting lidt værre for sig selv, selvom hun havde på fornemmelsen at det ville have været det samme hvis hun havde valgt at forholde sig tavs. Det var som om det var det her resultat Alexander ville have haft hele tiden. Hun kunne i hvert fald ikke rigtig finde noget der ville have gjort situationen meget anderledes. Hun var dog ret sikker på at han ikke ville miste hende, ikke sådan uden videre, eftersom han også blev ved med at antyde at det var farligt for hende derude, og at hun var sikrest inde for den store mansions trygge mure, i stedet for at lade hende få den erfaring på egen hånd. Måske skulle hun i stedet være taknemlig, eftersom han sådan set havde holdt hånden over hende, og beskyttet hende i over hundrede år. Hun havde set hvad der skete med de andre slaver, når de efter en årrække blev gamle og udslidte, men hun havde ikke fået lov til at blive erstattet af en anden, måske fordi det var svært at finde andre der kunne byde på det som hun kunne. Fëa vidste ikke om andre engle, hendes.. Artsfæller, ville væmmes ved hende for det hun levede på, eftersom hun havde hørt nogle af de andre fortælle om de lyse uskylsrene væsner, der levede for godheden i verden, og ikke på jorden, som vingeløse bloddyr.
Fëa måtte kort rynke på brynene, da han udlagde det hele som en test. Ville han teste hendes loyalitet? Det var jo nærmest umuligt ikke at gøre hende nysgerrig på verden udenfor, når han havde fortalt hende at hun ikke var født til at leve på den store mansion. Måske var verden slet ikke så slem, men det var måske bare noget han sagde, så hun ikke flygtede ligeså snart solen stod op, og solens stråler kunne beskytte hende, så hun kunne komme så langt væk som muligt, før natten igen ville rulle ind over landet. Hun kiggede hurtigt på ham, og endnu et spørgsmål fløj over hendes læber før hun nåede at tænke sig om. "Hvordan ved jeg at du taler sandt?" Spurgte hun, mens han begyndte at gå fremad, hvilket resulterede i at hun en smule snublende måtte følge efter, mens hun gik baglens. Hun måtte igen fremkalde en svag rynken imellem øjenbrynene, da han spurgte hvordan det kunne være at hun først var begyndt at frygte ham nu. Forstod han overhovedet hvad frygt betød? "Før troede jeg at jeg var blevet født til det her liv, og at det bare altid havde været sådan, nu ved jeg at det er din skyld at jeg lever sådan her, i stedet for at flyve rundt oppe under skyerne." Sagde hun stille. Hun kunne ligeså godt være ærlig, og bare besvare hans spørgsmål, eftersom det snart ikke kunne blive meget værre. Hun blev alligevel til berogliget da han strøg hendes kind, selvom hun ikke kunne skjule en svag gnist af frygt. Denne gnist flammede dog op igen, da han kort efter talte igen. "Jeg vil ikke dø.." Sagde hun stadig, mens hun kneb øjnene kort sammen. "Du kan ikke slå mig ihjel.. Kan du?" Spurgte hun stille, og gjorde sig umage med ikke at få det til at lyde som en udfordring. Hun håbede at hendes blod stadig var hendes livsforsikring, og at det vejede højere end alt andet.

[Deleted]

Det var heller ikke fordi at Fëa gjorde det nemmere for sig selv, ved at handle som hun gjorde, selvom det nu ikke var noget som Alexander direkte kunne gøre noget ved, så måtte han jo trods alt bare bide det i sig, om det jo var noget som han ville det eller ikke. Det at tirre rovdyret i ham, ville hun selv slet ikke få det mindste ud af, selvom han stod fast på sine ord. Her på ejendommen så var hun i sikkerhed, for her ville ingen røre hende. At søge udenfor, ville virkelig være som at opsøge døden og en så elendig arbejdsgiver havde han vel heller ikke været? At fjerne de vinger havde været for hendes eget bedste – som det havde været for hans eget selvfølgelig, for han havde bundet hende til jorden og bundet hende til det jordlige liv. Erfaringen udefra kunne han jo ikke forhindre hende i at skulle søge om dagen, men om natten, så var det ham som overtog den styring! Han havde jo kun handlet ud fra sit eget bedste såvel som hans tjenestestab og ved at tage hende i hus personligt, så havde han sikkert også reddet hendes liv.
Et sted kunne man vel godt betegne dette som en lille form for test? Det var da om ikke andet ,så sådan at han selv måtte se på det, se hvor hendes loyalitet lå, om hun så det på den måde som han gjorde eller om hun i det hele taget måtte tage det indblik i hans måde at tænke på, for det var ikke altid at han var så egoistisk som så mange ville fremstille det som, det var faktisk noget som måtte frustrere ham en god del og han hadet det virkelig. De kendte ham ikke og derfor dømte de ham? Det gjorde ham vred! De gyldne øjne lod han hvile direkte fast og intenst på hendes skikkelse og næsten med det rovdyr så tydeligt fremme. Hun talte og gjorde i den grad brug af de forkerte ord, så meget kunne han da høre på hende og det gjorde virkelig kun det hele meget værre! ”Har jeg nogensinde givet dig nogen grund til at vise mistro til mine ord, Fëa?” Han kneb øjnene tydeligt utilfredst sammen, for det ville han da bestemt heller ikke mene at han havde gjort. At hun så viste ham den mistillid, var bestemt heller ikke noget som faldt ham godt i smag, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han lod hende stå mellem ham og træet, hvor han selv var sikker på at det var hm som måtte have hendes fulde opmærksomhed. Han tillod så sandelig heller ikke noget andet for øjeblikket. Han himlede med øjnene. ”Få fødderne tilbage på jorden, Fëa.. Et liv er vel et liv? Jeg reddet dit ved at tage dig i mit hus.. Under mit tag. Jeg er den som har givet dig mad på bordet, tøj på kroppen, sågar en seng at sove i.. Er der kommet nogle engle til din såkaldte ’redning’?” vrissede han let. Nu var han virkelig ved at blive godt irriteret! Han smilede ved hendes ord. Hun var bange for ham, det stod da så tydeligt i hendes blik! Hovedet søgte let på sned, hvor han førte hovedet næsten helt ned til hendes hals, hvor han kunne mærke og høre hendes puls. Den anden hånd søgte til hendes hals ved hendes anden skulder, også for at holde hende fast. ”Jeg kunne slå dig ihjel i løbet af et splitsekund.. Men nej… Jeg vil ikke..” Han blottede tænderne i et svagt hvæs. ”Dit blod er mig for værdifuldt,” tilføjede han roligt og næsten med en utilfreds mine, som han trak hovedet stille til sig igen. Han kunne sagtens slå hende ihjel. Det var bare ikke nemt at skaffe sig af det søde engleblod og det ville han ikke undvære.

[Deleted]

Fëa vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv. Skulle hun endnu engang prøve at løbe, for lyn hurtigt at blive indfanget igen, eller skulle hun acceptere sin skæbne, og prøve at glemme denne hændelse som hun havde det med at glemme alt andet? Måske skulle hun bare lade være med at åbne munden, og vente på at Alexander lod hende gå, selvom hun havde på fornemmelsen at det ikke ville gøre det hele meget bedre. Hun havde på fornemmelsen at det her mest af alt var et loyalitetsprøgsmål, og det var vel ret logisk at han ville sikre sig hvor hendes loyalitet lå, når hun havde arbejdet for ham så længe. Hun var dog ikke sikker på hvor nødvendigt det var, for lige meget for meget hun hadede sig selv for det, var hun loyal overfor ham, som en trofast tjener. Han havde gjort mange gode ting for hende. Ud over det faktum at han havde skærmet hende mod ondskab og holdt hende i live i over hundrede år, havde han også sørget for at give hende mad, og en varm seng at sove i hver nat. Hun kunne desuden bruge dagtimerne på nærmest det hun ønskede, mens det eneste han gjorde i nattetimerne, var at drikke en smule af hendes blod, men ikke engang nok til at hun blev synderlig svækket. Han var jo egentlig ikke ond, selvom de andre slaver nok ville give hende et andet svar, hvis hun spurgte dem. Hun fik særbehandling, hvilket hun også kunne takke Alexander for, eftersom der ikke var nogle på den store mansion der turde røre hende, andre end ham selv. Hun havde af og til set slåskampe mellem de andre slaver, eftersom slaverne havde deres eget uofficielle hierarki, hvor en nyankommen slave kunne bedrage sig brækkede lemmer og det der var værre, for at stille sig op imod, eller stjæle mad fra en ældre slave. Denne rangstige stod hun dog heldigvis udenfor eftersom slaverne udmærket godt vidste at det højst sandsynligt ville koste dem livet, hvis der skete hende noget.
Hun rystede stille på hovedet, da han spurgte hende om der var nogen grund til at tvivle på hans ord. Når han sagde noget var det som regel sandt, og hun havde ikke rigtig erfaringer med at han havde løjet for hende. Ganske vidst havde han undladt at fortælle hende hvad der virkelig var sket, men igen, burde det ikke være noget hun selv kunne huske? Det var godt nok lang tid siden, men den slags minder om smerte og frygt, var vel noget det burde brænde sig godt og grundigt ind i hukommelsen? Hun måtte bide sig i læben, og kigge ned, da han spurgte om der var kommet nogle engle for at redde hende, som et bevis på at hun rent faktisk var savnet, og måske endda havde familie. Måske vidste de bare ikke hvor hun var, og havde derfor opgivet deres søgen? En mansion i Dvasias var nok ikke det oplagte gemmested for engel, og man måtte vel blive træt af at lede efter hundrede år. Alligevel kunne hun ikke lade være med at bide mærke i hans ord. 'Et liv er vel et liv' For det kunne han vel sagtens sige, det var ikke ham der var slave, og det var tydeligt at et liv ikke betød særlig meget for hende. hun kneb kort øjnene sammen. "Tror du ikke jeg drømmer om at være fri? Om at kunne vandre frit rundt, i stedet for at være bundet her? Det er ganske vidst et liv, men det er ikke et særlig godt et." Sagde hun, igen uden at tænke sig særlig meget om. Hun kunne ikke lade være med at smile et kort sekund, da han indrømmede at han ikke ville slå hende ihjel, men at hun, eller i hvert fald hendes blod var alt for værdifuldt, hun kom dog i tanke om, at det ikke var lig med at han ikke kunne. Det gibbede i hende, da han blottede tænderne, og hendes ansigt søgte som vanligt på sned, så hendes hals blev blottet, eftersom dette plejede at være et ret tydeligt signal, selvom han alligevel viste sig at trækkede hovedet til sig. Hun vidste ikke rigtig hvad det skulle betyde, og holdt derfor halsen blottet lidt endnu.

[Deleted]

Hvis de andre slaver så meget som lagde en synlig finger på Fëa, så ville Alex mildest talt fare i flæsket på dem, for han var bestemt ikke den mand som man skulle kaste sig ud i direkte strid med, for det ville de andre slet ikke få det minste ud af når det endelig måtte komme til stykket. Ikke fordi at han var direkte ond, for det var bare et faktum. Han behandlede dem som det var fortjent og det var uden videre omsvøb. I hans verden var det sådan at det skulle være; Et klart skille mellem tjener og slave og husets herre – I dette tilfælde, så var det jo trods alt ham og det var sådan at han agtet at skulle holde fast i det og på alle måder endda! Hvad de andre slaver måtte gøre foruden deres opgaver og deres arbejde, det var Alex lige så fuldkommen ligeglad med. Det eneste som han faktisk krævede af dem, var deres loyalitet og det at arbejdet blev gjort ordentligt. Resten var på sit vis ganske ligegyldigt, for han ville ikke have et oprør i sin tjenestestab, så lidt frihed skulle de jo selvfølgelig også have. Det var helt andre paragrafer som Fëa måtte falde ind under og det var ve også noget som hun på sit vis måtte være ganske så klar over, når det endelig måtte komme til stykket, det var ikke fordi at det var noget som rørte ham som sådan, for det var bare sådan at det havde været.. altid?
Alex ønskede ikke at Fëa skulle vise ham iloyalitet for alt det som han havde gjort for hende, for efterhånden, så var det faktisk meget og det eneste som han krævede igen, var en mundfuld af hendes blod i tide og utide. Måske at han ikke kunne vise medlidenhed eller sympati, men det gjorde ham ikke decideret til et monster. Han havde reddet hende fra et liv i grusomhed ved at skænke hende et liv her, også selvom det måske ikke var værdigt at leve, så var det vel langt mere rigtigt end alt det andet når det endelig måtte komme til stykket. Hun havde ingen anelse om hvordan folk som hende ville blive behandlet her til lands, så hun skulle faktisk bare vide, at hun var utrolig heldig så stillet som hun var! Hun husket intet, det var jo trods alt heller ikke hans problem på nogen måde, så det var heller ikke fordi at han ville køre mere rundt i det på denne måde. Han trak morende på smilebåndet. Hun ønskede at finde ud af hvad der skete ude på den anden side af husets murer? Jamen hun skulle da være velkommen til at tage derud i løbet af dagen, det var jo heller ikke fordi at han kunne forhindre hende i det når solen stod op. Han greb omkring hendes kæbe og tvang hendes blik direkte op mod sig. Han var en yderst bestemt mand. Han var bestemt ikke den type som man skulle løbe om hjørner med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på nogen måde! ”Enhver i dit sted eller i de andres, vil drømme om det.. I ved ikke hvor heldigstillet I er ved at være under mit tag!” Hans greb blev igen mere stramt som han valgte at holde hende fuldkommen fast og temmelig tæt ved sig også. De gyldne øjne hvilede på hende. ”Gå udenfor den mur, Fëa og jeg kan garantere dig for at du bliver slået ihjel.. Nok ikke af en vampyr som mig selv, men der er andre.. mange andre som ville nyde at få fingrene i en engel som dig.” Han sendte hende et hoverende smil. ”Hvis det ikke var mig som tog dig i mit hus, så ville du ligge død et eller andet sted for flere årtier siden.” Hovedet søgte let på sned. Han havde lært at spare og sulten havde han på sit vis også under kontrol. Blikket faldt endnu en gang til hendes hals. Han havde allerede fået sin ration, men det ændrede ikke det faktum, at han havde lyst til mere. Han endt med at gribe fat omkring hende og skubbet hende direkte mod den ene side og væk fra sig. ”Forstå det Fëa! Du har ingen anelse om hvor heldig du er!” Han vendte sig mod hende og denne gang med en langt mere irriteret mine, for han var virkelig ved at blive irriteret nu! Han knyttede hænderne. Hendes blod pumpet igennem hendes krop og han kunne jo både se og høre det. Han kneb øjnene fast sammen. ”At den fortid ligger dig ukendt, er kun for det bedste,” vrissede han lettere sammenbidt.

[Deleted]

Fëa havde ikke rigtig prøvet at være rigtig bange før. Ikke fordi hun var en direkte modig skabning, og hun kunne da heller ikke lade være med at være en lille smule bange hver gang Alexander kom og forlangte sin mundfuld blod, selvom hun efterhånden var blevet ret tryg ved ham, da hun vidste at han kun lige tog den mundfuld blod han behøvede, så hun ikke tog skade af det. Desuden beskyttede han hende mod de få farer, der nu alligevel befandt sig på den store mansion, samtidig med at han sørgede for at hun var sund og rask. Selvom hun ikke ville gå så langt som at kande Alexander sin ven, for det var han ikke, han var hendes herre, var han en beskytter, der havde givet hende et liv, i stedet for at lade hende havne hos en anden magtful vampyr, der måske ikke ville være ligeså god til at rationere hendes blod. hun var for eksempel ikke helt sikker på at hun ville overlevet ligeså længe, hvis Alexander valgte at forære hende til sin kone Cassie, da hun ikke lod til at behærske den samme kontrol som han gjorde. Hun var derfor ret glad for Alexander. Ikke at hun nærede nogle kærlige følelser for ham, eller gik og gemte på en hemmelig romance, eftersom der aldrig havde været den slags kemi imellem dem, men det var som om der herskede et meget specielt bånd imellem dem. Hun følte at hun kunne snakke med ham, og de samtaler de af og til havde var i den grad heller ikke noget de andre slaver oplevede. Alligevel følte hun sig isoleret. Som en fugl i et bur, hvis verden kun eksisterede indenfor de store stenmure, og i den nærtliggende skov, hvor hun kunne vpge sig ud når solen skinnede. Desværre for dette sted, havde hun måtte sande at de fleste væsner levede om natten, og det var derfor meget sjældent hun mødte nogen når hun vågede sig ud i skoven. I stedet brugte hun de lyse timer på at sove, så hun kunne være vågen, når hendes herre forlangte at se hende, eller også brugte hun sin tid på den store have, hvor hun desperat prøvede at hjælpe de sørgelige planter, eftersom det ikke rigtig så ud til at andre gad gøre noget for de udpinte blomster. Det kunne ellers klæ det store sorte hus, med nogle flotte blomster.
Hun gispede kort da hans greb blev mere fast, og hun kunne ikke lade være med at blive en smule bange igen. "Jeg er skam taknemlig, det er jeg, men jeg har været her så længe, er det ikke snart på tide at lade mig gå?" Spurgte hun bedende, selvom hun havde på fornemmelsen at det ikke ville hjælpe det store. Hun havde snart forstået at verden udenfor var ond, og hun var heldig at han var så banhjertig at han behandlede hende retfærdigt, men det kunne da ikke være sådan over hele verden? Hvor kom englene så fra? "Hele verden kan vel ikke være ond? Der må være et godt sted, hvor folk som jeg selv kan leve trygt, med ligemænd." Sagde hun stille. Hun var blevet bange igen, og kunne ikke lade være med at skrige kort, forskrækket da han skubbede hende væk fra sig. Per refleks løb hun et par skridt væk fra ham, som følge af hans skub, og hendes frygt, mens hun vendte ryggen til ham og løb igen. Nu var hun ikke bare bange, hun var også forvirret.

[Deleted]

Alex ville bestemt ikke mene, at han havde givet Fëa nogen grund til at skulle tro hans ord, for han havde aldrig løjet for hende. Måske at han var direkte hjerteløs når det kom til alt andet end Cassie, men det var nu heller ikke noget som han ville frem med. Han var en gammel vampyr efterhånden og det var også derfor at han formåede at stå med denne form af kontrol som han gjorde, for det var ikke noget som alle kunne og han vidste det jo. Han kunne rationere og han kunne spare. Det var jo heller ikke fordi at han havde noget andet valg når det kom til Fëa, for hun var den eneste engel her på egnen, hvilket gjorde, at han ikke rigtigt havde noget andet valg. Han gav hende alt det som han fandt direkte nødvendigt, såsom tøj på kroppen, en seng at sove i og ellers ekstrem god mad når man tænkte på at hun faktisk måtte udgøre en slave. Han sendte hende et ganske kort smil og med hovedet let på sned. At løbe fra ham var virkelig noget af det dummeste som hun kunne gøre, for ikke at glemme det faktum, at hun udviste den form for.. arrogance overfor ham, hvilket i den grad heller ikke var noget som faldt ham det mindste i smag på nogen måde! Han måtte direkte slippe den kolde latter ved hendes ord. Lade hende gå? Det ville aldrig nogensinde komme på tale for hans vedkommende! Han slap dem ikke før de var for slidte til at kunne fortsætte arbejdet og i hendes erhverv.. Han ville suge hende tør før det nogensinde ville komme på tale! ”Regner du virkelig med at jeg vil give slip på dig, Fëa? Så må du saftsusme tro om igen!” hvislede han med en fast tone. At en slave bad om sin frihed.. har man hørt mage?! Det vil aldrig nogensinde ske her på grunden, så meget kunne han da stå ved med den store tryghed! De var her til de ville ende livet og de ville ikke have muligheden for at komme derfra et minut før! Han vendte blikket mod hende igen og med armene over kors. Når han var vred og irriteret, så var det der at selv kontrollen kunne glippe for ham og det var heller ikke noget som han måtte ønske på den ene eller den anden måde.. Ikke overfor Fëa. Selvom det slet ikke var noget som bar præg af de mange følelser, for det var han slet ikke i stand til. Det som han kunne, var noget som måtte tilfalde Cassie. Den stakkels kvinde havde mere end nok at slås med, også ved siden af det faktum, at hun slet ikke kunne fordrage, at han gjorde hvad han gjorde; Nærede sig på levende individer, som oftest ved tvang. Ikke at det var noget som rørte ham som sådan, for han var sulten og så skulle han altså mættes. Der fandtes ikke noget andet alternativ! ”Engle er mere egoistiske end det som du tror,” vrissede han tydeligt irriteret denne gang. Det var heller ikke fordi at hun gjorde det bedre ved at fortsætte med at køre rundt i det. For hans del, så var engle et direkte hadet væsen! Selvom deres blod var noget su udsøgt! At hun løb igen, var noget som fik ham til at spænde fast i hele kroppen, som han blottede tænderne i en undertrykt hvæsen. Han vendte sig mod hende og kigget efter hende og med hovedet let på sned. Hun vidste godt at det var dumt at løbe fra ham. Det var noget af det dummeste som hun kunne gøre! Han endte med at sætte direkte efter hende, også selvom han vidste, at han var langt hurtigere end det som hun selv var! Armene greb fast omkring hendes slanke liv, idet han igen trykket hende ind til sig. Tænderne sank direkte ned i hendes hals hvor han kraftigt bed sig fast. Hun legede med ilden!