Når natten begynder

[Deleted]

Mørket havde efterhånden lagt sig over Dvasias som en tung mørk dyne, hvor de truende sorte skyer lå tæt på himlen, så man kun få steder kunne skimte et lille stykke stjernehimmel. Månen var slet ikke synlig, men hvis den havde, ville den også hun havde været en smal streg. Disse huller blev dog kort efter lukket da en tung regn begyndte at falde fra himlen, mens man kunne høre torden i det fjerne. det havde dog småregnet flere gange i løbet af dagen, så de fleste folk i Dvasias havde valgt at krybe indenfor, dem der altså kunne.

Ude på kanten af det store springvand i haven til Corvento Mansion, sad en ensom kvindeskikkelse. Selvom lyset udenfor var sparsomt, kunne man stadig se hendes blege hud, der nærmest lyste op i natten, med de blonde let krøllede lokker, og det runde ansigt, med de tunge grågrønne øjne, der kiggede ud i skoven, uden rigtig at se noget. Hun lod stille sine fingre glide igennem vandet, som hun havde gjort så mange gange før, mens hun mærkede hvordan regndråberne begyndte at ramme hende, da de igen begyndte at falde fra himlen. Den slidte grønne kjole hun altid bar, ville nok ikke kunne holde regnen ud særlig længe, men på den anden side, var hun vant til at mærke kulden. Alligevel løftede hun hånden op af vandet, og trak sit slidte sjal tættere om kroppen.

Den unge kvindes navn var Fëa, et enkelt kort navn, uden nogle unaturligt lange mellem eller efternavne. Så længe hun kunne huske, havde det været hendes navn, men nu var det heller ikke så meget hun kunne huske. Hun huskede ikke længere hvor hun var blevet født, hvor hun var vokset op, eller hvordan hendes barndom havde været. Det eneste hun huskede var sin tid i Corvento Mansion, og det var ikke ligefrem lykkelige minder. Nu var natten begyndt, hvilket også betød at hendes herre måtte være stået op. Et let suk gled over hendes læber, selvom hun efterhånden var vant til hvordan tingne gik for sig, eftersom hun ikke rigtig kendte til andet. Det her var det liv hun havde, og det liv hun kunne finde ud af, og måske var det bare sådan det skulle være.

[Deleted]

Som mørket havde valgt at skulle søge over den store himmel, så var det også den lille faktor, som havde tvunget Alex ud af søvnen. Corvento Mansion var temmelig stille om dagen, men når mørket først for alvor faldt på, så kunne man næsten ikke være i tvivl om, hvem som måtte stå der som den ledende hersker af husets fire vægge. De næsten helt gydne øjne hvilede stift på tjenestefolket som måtte have været i gang siden morgengry, for de havde jo trods alt en ganske anden døgnrytme end den som han selv havde. Han kunne ikke være ude i løbet af den skønne dag – Dog selvom at han ikke kunne se meget skønhed i den. Solen ville slå ham ihjel og bare tanken omkring fuglesang og smil, var nogt som kunne give ham direkte kvalme!
Pænt klædt på, så valgte han at bevæge sig igennem det store mansion og kun i sin søgen efter en ganske speciel person. Cassie havde han ladet sove for nu, for hun havde i den grad haft tydeligt brug for søvnen, så skulle han nok tage sig af alt det andet imens . Det var jo ikke fordi at det var noget nyt for ham, eftersom hun ikke kunne læse og skrive, så sagde det lidt sig selv, at det kun var ham som måtte tage sig af papirarbejdet, samtidig med at han måtte være talsmanden når de var ude? For ikke at glemme, at det også var ham som sørgede for, at det hele var under kontrol. Meget kunne man sige omkring ham, men han kunne virkelig ikke have eller udstå tanken om, at der skulle være kaos i hans eget hjem! Som det første, så greb han fat i den første tjenerinde som han kunne finde. ”Hvor er hun?” vrissede han med en fast tone. Tjenestepigen kiggede tydeligt skræmt på ham. ”H-hun… hun er udenfor, H-herre,” svarede hun så roligt og kontrolleret som det var hende overhovedet muligt. Det var først der, at Alex valgte, at give slip på hende.
At det måtte være en anelse køligt udenfor, var slet ikke noget som Alex måtte mærke sig det mindste af når det endelig kom til stykket. Han var kold i det indre, som han også måtte være i det ydre og selv hans mine var stiv og fast. Hænderne foldede han roligt over hans ryg, som han bevægede sig ned igennem den store have. De gyldne øjne søgte roligt frem og tilbage. Forlod hun grunden, så ville det få katastrofale følger for hende og det var noget som hun vel også var klar over efterhånden? Han gjorde faste ryk med nakken, så det måtte sige knæk. Han var jo ved at være gammel og en anelse stiv i de mange led. Han kneb øjnene let sammen. Han havde ikke tid til alle disse julelege. ”Fëa!” kaldte han med en fast tone, som han nåede ud i midten af den store have. Det var heller kke fordi at der var meget at se på i haven. Der var jo ingen som passet den og han gad bestemt ikke da.

[Deleted]

Fëa vidste ikke helt havd hun skulle betegne sin rolle som, på den store Mansion. Hun var ikke en del af tjenestefolkene, den store stab af mennesker, der af en eller anden grund følte sig lidt finere end alle de andre, når herren altså ikke lige var i nærheden. Hun var på ingen måde en af vagterne, eftersom hun aldrig havde holdt et større våben end en bordkniv, i hvert fald ikke så vidt hun huskede. Så var der den sidste gruppe, slaverne, dem alle de andre så skævt til, hundsede med, og som tydeligvis lå nederst i heirakiet. Det var dem der tog sig af alle de opgaver inden andre gad, og dem som de andre behandlede som skidt, for selv at føle sig en smule højere oppe på rangstien. Det var måske her Fëa passede bedst ind, selvom hun ikke lavede det samme som de andre slaver. Hun var der for det meste bare, når herren altså ikke lige kaldte på hende, og det var måske også derfor de andre på den store mansion ikke rigtig brød sig om hende, da hun uden rigtig at lave noget, var blevet holdt i live i over hundrede år. Selvfølgelig var det bare hvad de så, for hvis man spurgte Fëa selv, var den lange tid hun havde været her, ikke ligefrem en dans på roser, en ting som de mange ar rundt omkring på hendes krop vidnede om, eftersom hendes fornemmeste opgave var at tjene som grevens personlige bloddyr. Hun vidste ikke om det var derfor hun var blevet holdt i live så længe, selvom hun ikke brokkede sig, da hun ikke turde gætte på, hvad der ville ske, den dag Greven ikke ville have hende mere.
Hun lod igen sit blik glide over den døende vildtvoksende have, der talte sit tydelige sprog om, at det var lang tid siden den var blevet passet, eftersom der ikke blev brugt folk på den slags. Selv havde Fëa prøvet at gøre noget for haven, i nogle at sine ensomme timer, eftersom hun ikke havde så meget at lave når hun havde fri. Det var uhørt at hun gik udenfor grunden, eftersom hun ikke turde tænke på hvad der ville ske, hvis Greven fangede hende udenfor den store Mansion, og selvom hun indtil videre kun havde våget sig ud i Den Mørke Skov enkelte gange, havde hun hver gang været rædselslagen for at herren fandt hende på den forkerte side at den massive stenmur.
Da en fast stemme kaldte hende navn, kiggede hun vagtsomt rundt, selvom hun udenmærket godt vidste hvem det var der kaldte. Så var natten for alvor startet, nu hvor hendes herre råbte hende an. Hun rejste sig, mens hun trak sjalet tættere omkring sig, og tog en dyb indånding, mens hun forberedte sig på det der skulle til at ske. Hun rettede lidt på kjolen, mens hun bevægede sig i retningen at stemmen, mens håret også lige blev rettet til, eftersom hun ligeså godt kunne se ordentlig ud, når hun skulle træde an foran Greven, selvom det var svært at gøre så meget ved den slidte kjole, og det vildtre blonde hår. Der gik ikke længe før hun fik øje på ham, hvorefter hun satte farten en smule op, eftersom det altid var dumt at lade ham vente. "Herren kaldte." Sagde hun stille, og slog blikket ned, da hun endelig stod foran ham.

[Deleted]

Når Alex var vågen, så var det blot tydeligt, at der kom orden på tingene, for alt det andet, var slet ikke noget som kom på tale! Hvis Alex var utilfreds, så var det så sandelig også nogt som han lod folk høre, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, uanset hvor meget man ønskede det eller ikke, så var han ikke den mand som man ønskede at gøre vred, for det kunne virkelig få katastrofale følger!
Hvis der var noget som Alex agtet, så var det at holde et klart skille mellem slaver, hersker og tjenere her på stedet. Det var ham og Cassie som udgjorde toppen og det var sådan som det skulle være. Selvom landet her måtte være kvindedomineret, så raget det ham mildest talt en høstblomst! Her på stedet, var det ham som havde det sidste ord her på stedet og det var sådan, at det skulle være! Han havde intet imod at svinge pisken, hvis det ikke gik efter hans hoved og det var noget som allerede temmelig mange måtte have erfaret fra før af! Månen måtte æste få hans øjne til at lyse op med et næsten moderisk skær. Han var en omvandrende dræbermaskine og det var noget som han var noget så frygtelig stolt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket.
Jo længere han fik lov til at vente, jo værre ville det blive. Hun vidste det, eftersom hun også havde været ved ham længe. Som hans bloddyr, så kunne han holde hende beskyttet, selv midt i Dvasias, fordi at han havde den stilling og det var mere end nok. Som hun nærmest kom løbende, stoppede han roligt op. De blege læber spillede ud i et næsten tydeligt og tilfredst smil. ”Og der var du jo… Jeg har søgt hele huset efter dig..” Han lod hovedet søge næsten skræmmende langsom på sned. Han tog roligt fat omkring hendes hår, selvom det var med en næsten varsom hånd, så han blottede hendes hals. Den anden hånd hævede han roligt og strøg roligt over hendes hals. ”Du ved hvad jeg vil have,” afsluttede han roligt. En mundfuld eller to, så kunne han klare aftenen og koste mere rundt med alle andre, som han også var i stand til at gøre det med hende. Det var jo også noget af det sjoveste ved deth ele, også set i hans øjne! Tungen strøg let over hans læber, som munden næsten måtte løbe i vand. Han havde ikke næret sig på noget i for lang tid!

[Deleted]

Fëa havde aldrig rigtig brokket sig. Måske var det fordi hun ikke havde ret til det, og nok bare ville blive straffet hvis hvis hun gjorde. Desuden var der vel heller ikke så meget at brokke sig over. Hun blev beskyttet, hun fik mad, og hun havde et tørt sted at sove. Måske var det fordi hun ikke kendte til bedre at hun bare accepterede hvordan hun levede, eftersom andre slaver sikkert ville have prøvet at gøre oprør for længe siden. Hun havde da også af og til hørt hvisken i krogene blandt de andre slaver, om hvordan de ville flygte, og enkelte gange havde hun også fået demonstreret hvad man fik ud af det. Fëa kunne ikke afvise at hun fra tid til anden havde drømme om frihed. Drømme hvor hun kunne løbe frit rundt på solbeskinnede grønne græsmarker, uden bekymringer, og uden smerte, og sågar drømme, hvor hun svævede langt oppe under skyerne, med hvide vinger på ryggen. Dog var dette kun i drømmende, eftersom virkeligheden så ret anderledes ud. Her var det mørkt vildt og vissent, og selvom hun gjorde hvad hun kunne for den stakkels have, var den alt for stor, og hun havde for lidt tid.
Hun blev altid en smule skræmt når hun stod foran Greven. Hun vidste ikke om det bare var den virkning han havde på på folk, eller om det bare var sådan han opførte sig overfor slaverne og tjenestefolkene, eftersom hun kunne mærke at det ikke kun var hende der havde det sådan med hans høje kølige skikkelse. Det var ikke fordi hun holdt af ham, eller beundrede ham at hun endnu ikke havde prøvet at flygte, eller måske var der noget med den kølige dystre facon, der altid fik hende til at genoverveje det, når frihedstankerne blev lidt for stærke, for han passede jo på hende, også selvom han samtidig gjorde hende ondt.
Hun løftede kort hovedet da han snakkede til hende, eftersom hun allerede havde regnet hans næste træk. "Jeg har været i haven siden solen gik ned." Sagde hun stille, selvom hun ikke var helt sikker på at det var noget han havde lyst til at vide.
Hun blottede også villigt hovedet, eftersom hun havde lært at det ikke betød noget at hun gjorde modstand. Han skulle nok få hvad han ville have, og derfor nikkede hun også blot til hans ord. Selvom han havde gjort det her mange gange før, kunne hun mærke at hendes hjerte begyndte at banke hurtigere mens han gjorde sig klar til at bide. Hun forberedte sig på den svage smerte der var ret forude, mens hun forsigtigt med sig i læben. Det var aldrig rart, og selvom hun havde ar over det meste af kroppen der bevidnede at det ikke var første gang det var sket, ville hun nok aldrig vænne sig til det. Ganske vidst plejede han ikke at tage meget, eftersom hun jo nødig skulle dø, men det var alligevel lang tid siden han havde opsøgt hende sidst, hun lukkede øjnene, mens hun prøvede at slappe af, og være stærk, så ville det nok være hurtigt overstået.

[Deleted]

Alle havde retten til at klage, men at gøre det til Alex, så resulterede det kun i en eneste ting; Det ville koste dem livet, for han gav dem det som han fandt nødvendigt, for ikke at glemme, at de kunne arbejde sig op mod goderne, så det var ikke decideret fordi at han var grusom mod dem. Nok var han en hård mand, men det var virkelig også en utrolig god grund til det! Han nægtet simpelthen at det hele skulle løbe løbsk og han nægtet simpelthen at skulle have nogen til at fortælle ham hvordan det skulle gøres og nu stod han her. Han stod som greve, også selvom han vidste, at hans kære hustru ikke kunne fordrage tanken, så måtte han styre det hele med en jernhånd og han havde så sandelig helelr ikke noget imod det!
Fëa var nok den som han vogtede mest omkring når det endelig kom til stykket og kun fordi at hun var en engel, hvilket slet ikke var set godt på her til lands, så han var nødt til det. Han nød selv af hendes blod, og den mundfuld eller få ekstra, var noget som han selv måtte være afhængig af efterhånden. Det var egentlig ikke fordi at han var så svær at skulle hærdes omkring. Så lang tid man gav ham ret og nikkede til de rigtige ting, samt kaldte ham ved ’herre’-titlen, så var der virkelig ikke noget i vejen og så ville der heller ikke ske noget. Han nikkede roligt til hende. ”Virkelig? Du nød det vel.. Jeg hører mange beskrive det som det smukkeste ved dagens lyse timer? Fortæl mig hvad der er smukt ved det,” opfordrede han rolgit, som han selv måtte tage pladsen bag hende og med et tilfredst smil på læben.
Han tog roligt fat omkring hendes hoved, for at få det til at vippe mod den ene side, så halsen måtte blive helt blottet. Kunne han, s tog han automatisk fat i et af de gamle bidemærker, netop for at undgå at sætte nye mærker på den ellers så flotte og smukke krop. Nok var hun en engel og med en flot krop, selvom det slet ikke var det som måtte trække det mindste i ham på nogen måde, når det endelig måtte komme til stykket, for det kunne det virkelig ikke. Han lænede sig over hende, hvor han indåndede hendes duft ganske let. ”Mhmm.. Som jeg husker det.. Det gør nok en smule ondt,” påpegede han roligt. Han lænede sig over hende, blottede hans tænder i det han lod dem synke direkte i hendes varme hals. Hans arme søgte fast omkring hende, så hun ikke ville ryge i jorden. Bare nogle få mundfulde ville være fint for ham. Han skulle jo nødigt ende med at blive helt afhængig af det!

[Deleted]

Fëa havde altid været nem at have med at gøre. Hun vidste ikke hvor hun havde glemt sit oprør, men måske var det meget godt, eftersom hun nok ikke ville have holdt sig i live så længe, hvis hele hendes liv havde været en stor kamp. Måske var det også derfor hun langsomt var kravlet op af rangstigen til at være herrens yngling, hvis man kunne sige at den kolde greve havde sådan en. Eftersom hun var ældre end en menneskealder, havde hun i hvert fald set mange slaver ankomme, arbejde og dø, mens hun stadig levede videre. Selvom hun ikke huskede særlig meget fra sin første tid, var hun i hvert fald helt sikker på at ingen af de menneskelige slaver der havde været der dengang, stadig var i live. Fëa vidste ikke hvorfor hun ikke for længst var blevet gammel og kradset af som de andre, men hvorfor hun forblev ung som hun altid havde været, og hvorfor hun var i stand til at helbrede andre, en ting hun af og til gjorde for de andre slaver hvis de havde brug for det, eftersom det bare lå helt naturligt for hende. Hun havde leget med tanken om hun var en eller anden slags magiker, og hendes helbredende evner havde da også af og til ført til at de andre slaver anklagende havde kaldt hende for ting som Heks. Hun vidste ikke om det bare var fordi de var jaloux. Jaloux fordi hun ikke blev gammel, og fordi det var hende herren spurgte efter når ham var sulten. Dette var en anden ting der undrede Fëa, da hun ikke forstod hvad det var der gjorde hendes blod bedre end alle andres. Måske var det, det sølvfarvede skær i hendes blod der gjorde det, eftersom de andre mennesker blødte rødt, men hun forstod stadig ikke havd det var der gjorde hendes blod sådan. Det var dog ikke noget hun brokkede sig over, eftersom det holdt hende i live, at hun var det anderledes, og det var jo det vigtigste.
Fëa overvejede kort hans spørgsmål, men hun overvejede hvad hun fandt mest fascinerende ved den store have. Det var ikke så tit hun nød den i dagslys, eftersom hun mere eller mindre havde vendt sin døgnrytme efter herrens, selvom hun ikke, ligesom ham var tvunget til at leve et liv om natten. "Det er når solen står op, og de første solstråler fanger vandråberne, i springvandet, og de tusinde små dråber af dug. Når alle blomsterne åbner sig ved de første solstråler, mens solen langsomt spreder sig mere og mere i haven." Sagde hun stille, en smule eftertænksomt. Han havde selv opfordret til hendes svar, og derfor håbede hun også at han godtog det.
Hun blottede sin hals fuldt ud, da han bøjede sig ned over den, og advarede hende om at det nok gjorde en smule ondt, en ting hun var udenmærket klar over. Hun måtte også slippede et let gisp, da hans tænder sank ned i hendes hals. Hun lukkede øjnene, mens hun prøvede at håndtere det hele, og lade være med at pive. Alligevel begyndte et billede at flimre frem for hendes indre blik, et billede der i høj grad skræmte hende, mens det rullede ind over nethinden. Hun så et mørkt rum, hvor hun var lænket på både hænder og fødder. Fra hendes ryg skar en voldsom smerte, og hun skreg, mens hun så hvordan to hvide vinger faldt ned på gulvet, indsmurt i sølvglinsende blod, det selv samme blod der i øjeblikket flød ned over hendes ryg, Det samme blod der lige nu blev drukket fra hendes hals.. Det sortnede for hendes øjne, hun ellers i panik havde åbnet, mens hun for sit indre blik gennemlevede denne og lignenede sener igen og igen.

//Det der er markeret med kursiv er et af Fëas flashbacks : D

[Deleted]

At denne kvinde måtte være en engel, var bestemt ikke noget som var velset for nogen som helst i Dvasias og Alex vidste det udmærket godt. Han havde mere eller mindre plantet sit stempel på hende, eftersom hun måtte arbejde her på hans mansion og det var også det som mere eller mindre måtte holde hende i live, og det var sådan at han måtte agte det. Man kunne vel snildt sige, at han var blevet afhængig af hendes blod, for noget af det bedste som man kunne fodre en vampyr med, var i den grad engel! Han nød af smagen, som den måtte være noget så frygtelig sød og næringsfuld for en som ham, også fordi at det var så svært at få fat i det, så var det i den grad også en umådelig stor delikatesse! Hun havde oparbejdet sig i hierarkiet, selvom det var ham som havde kontrollen over det mere eller mindre, for det var bestemt ikke noget som han bare lod gå fra sig bare sådan uden videre! Han sendte hende et næsten køligt smil. At være mild og blid, var slet ikke noget som lå til ham. Når han skulle nære sig, så var han virkelig i sit blide hjørne, så længe, at han ikke ville blive forstyrret selvfølgelig! De andre var sikkert jalooux.. Ikke at det var en følelse som han var meget kendt med for alt hvad han vidste, for hvad havde han at være misundelig på? Ingenting! Absolut ingenting!
Alex var temmelig alvorlig ved hans spørgsmål. Han havde aldrig nogensinde set solen stå op. Nej, han havde kun hørt de mange historier omkring den og han måtte nu erkende, at det ikke lød til at være så hyggeligt igen. Han foragtede den tanke mere end det som han måtte foragte noget som helst andet! Han foragtede alt fra Procias og alt som bare måtte minde om lys! Gid verden ville ende i det komplette mørke! Det ville gøre det hele så meget bedre og så meget sjovere for dem som ham selv og de ville få langt mere ud af det på den måde! Han måtte smile ganske let til hendes ord. ”Og det er det smukke ved solen? Det lyder ikke som noget særligt, hvis du spørger mig. Set når fuldmånen står op? Det smukke sølvskær? Når ulvene hyler.. når uglen tuder og den milde vind som river i dit hår..” Han smilede let ved tanken og så var det først der, at han valgte, at skulle lade tænderne synke direkte ned i hendes hals.
Hvilke tanker og minder som måtte gå igennem hendes hoved, det vidste Alex ikke. Fëa var en af få som han faktisk måtte passe på, på en ganske speciel måde, netop fordi at hun gav ham lige præcis det som han ville have og det var noget af det bedste! Han tog ikke mere end ganske få mundfulde, før han måtte tvinge sig selv til at slippe, ellers ville han da suge hende tørrere end Saharas ørken! Han åbnede øjnene ganske roligt, hvor de tydeligt havde fået et mere rødligt skær i sig. Han slap hende med begge sine næver, hvor han blot lod hende falde til jorden, hvis det var det som hun ville eller ikke. Han ville ikke holde hende oppe. Tungen strøg roligt over hans læber. ”Udsøgt..” sagde han let for sig selv. At en engels blod måtte være så udsøgt, så var det virkelig en skam, at det ikke var nemmere at få fat i! Han var bare forbandet heldig! Han vendte blikket mod hende, som han roligt valgte at knæle lige ved hendes skikkelse. ”Hvilke tanker går egentlig igennem dit hoved, når jeg lader tænderne synke i din bløde og varme hud?” hviskede han roligt og ikke mindst med en rolig og næsten nysgerrig stemme. Han lod hånden og en pegefinger roligt stryge over hendes hals og det nu åbne sår. En engels liv.. det havde altid fascineret ham.

[Deleted]

Fëa havde ikke nogen anelse om hvad hun egentlig var. Af udseende lignede hun de andre mennesker på den store mansion, selvom der altid havde været noget stolt og graciøst over hende, som om hun var mere end bare et mennekse. Hun var også i stand til at helbrede, en evne normale mennesker normalt ikke besad, og selvom hun ikke var særlig god til det, eller kunne udføre det på sig selv, havde det af og til været nyttigt når nogle af de andre slaver var kommet til skade, eftersom en skade hurtigt kunne betyde døden når man levede som slave. Dette fik dog ikke de ander slaver til at syntes bedre om hende, end de allerede gjorde, men de kunne da i det mindste finde ud af at takke pænt. Fëa var nok den eneste af slaverne der oplevede den blide side af Herren, eftersom hun ikke havde oplevet ham føre længere samtaler med nogle af de andre slaver, men hun havde også være her længe nu, og langsomt møvet sig op af rangstien. Endnu en af de ting der beviste at Fëa ikke var menneskelig, var hendes alder, eftersom intet menneske hun kendte blev over hundrede, og slet ikke et mennesker der blev slidt op som slave. Alligevel havde hun både formået at undgå tidens tand, da hun stadig lignede en i starten af tyverne, men hun havde også formået at holde til det hårde liv, selvom hun nok, igen havde det lidt lettere end alle andre, da hendes hårdeste opgave bestod i at blotte sin hals for herren engang imellem, så han kunne nære sig på hendes blod, som han ikke engang drak meget af. Fëa havde af og til set en dog krop, der lå ligbleg og fuldstændig tømt for blod, en ting der aldrig var sket for hende, da Herren åbenbart var i stand til at begrænse sig, når det kom til hendes blod, som om det var en dyr delikatesse, man sparede på, og kun spiste lidt af gangen så man kunne nyde hver eneste bid.
Fëa var ikke helt sikker på om hun fortrak dagen frem for natten. Hun havde primært vænnet sig til at leve om natten, da det var på dette tidspunkt herren oftest var vågen, men hun var alligevel for det meste vågen, så hun kunne se både solop- og nedgangen. Nu var det ikke fordi der var særlig meget solskin i Dvasias, når det endelig var dag, eftersom vejret var utrolig gråt og regnfyldt, men hun holdt af at sidde udenfor og nyde det alligevel, som hun havde valgt denne aften, selvom regnen faldt i tykke tove fra himlen. Hun kunne ikke lade være med at gyse svagt ved det scenarie han beskrev. Selvom fuldmånen kunne være smuk og tryllebindende, havde hun af en uforklarlig grund altid følt frygt, når hun så på den store runde måne. "Månen har altid gjort mig bange.." Sagde hun stille, og lod ubevidst hånden glide over det knudrede ar hun havde på den anden side af halsen. Hun vidste ikke hvor det stammede fra, selvom det lignede en form for bidemærke, selvom det var langt større, end dem Alexander lavede. "Den er smuk, det kan jeg ikke afvise, og jeg elsker den blide nattebrise, men månen får alligevel min krop til at skælve." uddybede hun, og vendte kort blikket op imod himlen, hvor månen ikke var til at se, på grund af de tunge regnskyer.
Da Alex slap hende, sank hun i første omgang bare sammen, eftersom hun for sit indre blik, stadig var igang med at gennemleve mørke minder. Hun begyndte dog langsomt af vågne op igen, da han begyndte at tale til hende, og det tog hende et lille stykke før hun forstod hvad han sagde. Hun opdagede at hun lå på den våde jord, og at han var knælet ved hendes skikkelse. "Jeg ser.. billeder.. Mørke billeder.. Af.. Lænker.. vinger.." Sagde hun stille, og kiggede ned i jorden. Hun vidste ikke hvorfor, og hvor billederne kom fra, men det skete oftest når han bed hende.

[Deleted]

Fëa var tydeligt uvidende omkring meget i hendes liv, selvom det nu ikke var noget som rørte Alex direkte. Han beskyttede hende her, ved at kalde hende ved slavetitlen, ellers var det ikke bare hende som ville have problemer, det var i den grad også ham selv, netop fordi at det ikke var mange som ville tillade det væsen i dette rige. Det var så mørkt, så koldt og så grusomt. Han kunne næsten garantere hende, at hun ville blive flændset så snart hun vill passere grunden her, for det var her at hans navn måtte holde hende tryg. Hun besad så mange fine evner som selv Alex kunne bruge og det var også det som han gjorde. Hendes blod var så sandelig også det som man kunne betegne som en bonus, for det var i den grad også sådan, at han selv måtte se på det. Han elskede det, det var en delikatesse uden lige og det var også derfor han sparede på det, for han var i den grad afhængig nok af det i forvejen! Der skulle hun være ganske glad for, at det ikke var hans hustru som skulle nære på hende, for så ville hun være endt tørre end Saharas ørken! Selvom Alex kunne være blid, så var han ikke blød! Der var virkelig en kæmpe forskel, hvilket slaverne her på stedet havde erfaret. Viste man ham respekten, passet man sit arbejde, så var man også en af de få som kunne få lov til at se den mere rolige side af ham, når han endelig måtte være i det kontrollerede humør, selvom det nu ikke altid forekom så ofte.
Hele hendes fortid, var ganske så ukendt for Alex, så var det nu noget som raget ham en høstblomst! Om dagen kunne han ikke være vågen, så det var om natten, at der var liv i det store hus, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste overhovedet, så måtte det jo trods alt bare være sådan, at det måtte være, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke. At fuldmånen skræmte hende, var noget som dog måtte forundre ham. Hvis man vidste hvad man skulle passe på, så var det virkelig det smukkeste tidspunkt på dagen! At hun havde været offer for det som man kunne betegne som et kraftigt hundebid, vidste han godt, og han havde sine mistanker. Tungen strøg let over hans læber, hvor selv de spidse hjørnetænder måtte vise sig. Han kunne ikke komme udenom, at han virkelig måtte være en nysgerrig af slagsen. Han var jo også selv meget spændt og meget nysgerrig på hvordan livet var, netop fordi at han jo selv var født død for så frygtelig mange år siden. Han greb roligt omkring hendes kæbeparti og vendte hendes blik mod sig. Hun var selv så dejlig varm at røre ved. ”Månen røre ikke på sig.. Den kan drive bæstet frem i mange, ja. Men der er ingen grund til at frygte for den,” sagde han stilfærdigt. Hans ord var næsten en vrislen.
Alex måtte dog virkelig fryde sig over de ting som hun kunne huske. Alle de små ting.. Han huskede det selv fra den aften, hvor han havde valgt at hukke vingerne af hende for år tilbage og tvinge hende til at arbejde for ham og under ham på denne måde. ”Lænker og vinger?” gentog han roligt. Dette skulle nok hurtigt vise sig at blive interessant! Hvor meget var hun i det hele taget i stand til at skulle huske fra den fjerne fortid?

[Deleted]

Fëa havde aldrig rigtig turde prøve kræfter med verden udenfor. Af og til om dagen, når hun vidste at Alex sov, havde hun listet sig ud i skoven, for at kigge sig lidt omkring, men hun havde altid sørget for at være tilbage i gå tid, så igen fandt ud af at hun havde været væk. Hun var egentlig ikke rigtig klar over hvor farlig verden udenfor var for en person som hende. Selvfølgelig var det logisk at en bortløben slave ikke var velset nogen steder, men eftersom hun bare lignede et helt normalt menneske, ville det vel ikke være så slemt igen. Selvfølgelig var der den detalje, at Alexander højst sandsynligt ikke ville være særlig glad, og desuden sikkert var i stand til at finde en passende straf, hvis han nogensinde fangede hende udenfor grunden. Hun havde aldrig tænkt over hvad hun ville gøre hvis han rent faktisk valgte bare at slå hånden af hende, og overlade hende til sig selv, eftersom hun ikke vidste hvordan man klarede sig udenfor den store mansion. Det liv hun kendte var det der forgik på mansionen, hvor hun betalte for kost og logi, med sit blod, en møntfod hun var ret sikker på at de ikke brugte mange andre steder. Hun vidste slet ikke hvordan er så ud derude. Hun havde et par gange kigget på nogle kort der var til at finde hist og her, og selvom det havde givet hende et indtryk af at der rent faktisk var en verden derude, var hun ikke særlig god til at læse kort. Hun havde selvfølgelig også hørt historier fra de andre slaver, om hvordan der så ud, ude i friheden som de kaldte det, men egentlig var det ikke det hun bekymrede sig mest om, for hun havde egentlig ikke de store planer om at stikke af. Først og fremmest ville Alexander nok finde hende temmelig hurtigt, eftersom vampyren var en mand med stor indflydelse, og for det andet havde hun alt hvad hun havde brug for på den store mansion. Den eneste grund hun kunne se til at stikke af, var at finde hendes tabte fortid, men eftersom hun ikke rigtig havde nogle spor at få efter, andet en slørede drømme, ville det nok være en dårlig ide. Fëa vidste ikke hvorfor hun ikke kunne huske noget. Om det var et træk fra Alex' side, eller om det var noget der bare skete, men måske var det heller ikke værd at huske. Hun kunne være født et eller andet sted, med en ukendt far og en mor der ikke elskede hende, hvorefter hun var blevet solgt som slave, det vidste hun ikke.
Hun trak kort på skuldrene, da han kommenterede at månen i sig selv teknisk set ikke kunne gøre noget, og hun vidste heller ikke hvad der var at frygt ved den store lysende kugle man dog ikke kunne se denne aften op grund af de tunge rengskyer, men det var bare som om hun følte en svag skælven gennem kroppen, når hun kiggede på den, måske var det endnu en ting fra hendes glemte fortid. "Jeg ved ikke hvad det er med månen.. Det må være noget jeg efterhånden har glemt." Sagde hun stille, og mødte tøvende hans blik med hendes grågrønne øjne.
Fëa måtte kort tænke sig om, da han spørgende gentog hendes ord. "Det er altid meget sløret og mørkt, men jeg er.. lænket, og fra min ryg løber der strømme af blod." Sagde hun en smule tøvende. Det var ikke meget hun kunne huske, eftersom hun for det meste glente sine drømme. "Det ligger.. Vinger på gulvet, og der e fjer overalt. Hvide fjer blandet med blod." Sagde hun stille. Hun var ret sikker på at dette bare var en ond drøm, eftersom det vel ikke kunne være sket i virkeligheden..

[Deleted]

Hvis Alex nogensinde skulle ende med at finde Fëa udenfor grunden, så ville han i den grad ikke være når så overbærende som det han var overfor hende her. At hun betalte med sit eget blod, var det eneste som han krævede af hende. De resterende arbejdede her mere eller mindre gratis, men de fik også det som de havde brug for – Selvom det nu ikke var meget de fik, så fik de lige det som skulle til for at overleve og klare sig, de fik et lille usselt værelse, de fik en seng, tag over hovedet og mad på bordet. Det eneste som han egentlig måtte kræve, var at de passet deres arbejde så skulle han nok sørge for at det resterende og det gjorde han så sandelig også, det var helt sikkert. De gyldne øjne hvilede på hendes skikkelse. Det store mansion var noget som ville beskytte hende og holde hende tryg og sikker, netop fordi at hun kunne kaldes for hans egen slave, og det var sådan som han så sandelig også måtte ønske, at skulle gøre det, det var der heller ikke nogen tvivl om. Verden derude var farlig og specielt for en som hende! Nok selvom hun lignede et ganske normalt menneske, så vidste han jo deriblandt, der var meget mere i hende end det som øjet lige kunne se. At han havde taget hendes vinger dengang, var noget som samtidig også holdt hende langt mere beskyttet her. Solen fik hun lov til at se de to gange om dagen. At hun havde glemt meget af hendes fortid, var nu ikke noget som gjorde ham det mindste, for det havde vel heller ikke været nemt for hende? En tanke som i den grad også måtte more ham. At han kunne gøre hende ondt, uden at hun ville stille så meget som et eneste spørgsmål, hvis det var det som han måtte ønske!
Månen i sig selv, var hans sol og det ville det være for resten af hans liv, det var end ikke noget osm han havde noget imod. Solen havde han aldrig nogensinde set. Han havde kun hørt Cassie snakke om den, for hun havde jo kunne se den og være ude i den. Det havde jo været et sted hvor hun kunne søge til, hvor han slet ikke kunne komme i nærheden, hvilket i den grad også måtte være det eneste som faktisk måtte frustrere ham en anelse! Nu var det ikke noget som han havde behov for at skulle tænke yderligere over, hvilket han også var glad for. Hvad Fëa var i stand til at fortælle ham, var nogt som blot måtte få ham til at trække let på smilebåndet. ”Det må det være. Jeg kan forsikre dig, at månen ikke gør dig nogen skade, som solen heller ikke gør det,” sagde han stilfærdigt. Der var vel heller ikke nogen grund til at skulle lyve? Heller ikke set i hans øjne. Hans blik måtte vel også sige noget andet? At hendes minder og det som faktisk dukket op i hendes hoved, faktisk var noget som sagde ham noget? For det gjorde det i den grad! Hovedet søgte næsten langsomt på sned. ”Du vrøvler Fëa..” afveg han ganske kortfattet, som han endnu en gang rejste sig op. Han gjorde tegn til, at hun skulle gøre det samme.

[Deleted]

Fëa vidste ikke hvem hun var. Hun kendte sit navn, men var ikke engang sikker på om det var det der var blevet givet til hende ved hendes fødsel, eller blot et Alexander havde givet for at kalde hende et eller andet. Hun håbede dog på at det var noget hendes forældre, dengang hun blev født, nøje havde udvalgt navnet, enten fordi det havde betydning for dem, eller ville få det for hende. Det var underligt ikke at vide hvem hendes forældre var. Ikke at kunne se deres ansigter når man lukkede øjnene, eller høre deres stemmer. Hun havde ingen anelse om hvor de kom fra, og om de var levende eller døde. Hun vidste heller ikke om hun havde søskende, onkler eller tanter. Fëa måtte indrømme at hun af og til havde drømt om et bedre liv. Det var svært at lade være, når man på klods hold kunne opleve hvordan en greve levede, og så alligevel, havde hun jo hvad hun skulle bruge. Hun fik mad hver dag, og hun havde en varm seng at sove i. Ganske vidst var væggene i hendes lille værelse tomme og triste, eftersom hun ikke havde noget at hænge op på dem, og den lille kiste indeholdt kun et par slidte kjoler magen til den hun bar nu. Hun havde ingen personlige ejendele, så som arvede smykker, små malerier, eller bøger. Det eneste der dekorerede rummet var den rose, hun af og til tillod sig at plukke fra haven, for at der i det mindste var et eller andet at kigge på, når hun lagde sig til at sove. Fëa var glad for at hun, modsat ham var i stand til at se solen, og mærke dens varme stråler mod sin hud, i stedet for at brænde op og dø, hvis man dristede sig til at træde ud i solen. Hun nikkede stille da han forsikrede hende om at månen ikke ville gøre hende ondt, og når det kom til stykket var det vel også bare en harmløs lysende kugle? Den var så langt væk, at den vel ikke var i stand til at skade hende, og alligevel gjorde den hende bange, trods den skønhed hun også forbandt med den. Hun mødte kort hans blik, og i et kort sekund var der et underligt glimt i det, før hun igen slog blikket ned, da hun havde lært at man ikke så herren i øjnene, medmindre han bad om det. Alligevel virkede hans ord en smule afvigende, selvom hun ikke rigtig vidste om det var noget hun skulle bide mærke i "Men det virker bare så virkeligt.." Mumlede hun alligevel, næsten uhørligt. Dog rejste han sig kort efter op, og hun antog at hun skulle gøre det samme, selvom hun ikke rigtig vidste hvad han ville.

[Deleted]

Alex kunne gerne stå ved, at han ikke direkte behandlede sin tjenestestab med respekt, for han krævede det af dem som han gjorde og han krævede at de skulle passe deres ting, ellers ville det sande helved meget hurtigt ende med at bryde løs og det var slet ikke noget som nogen af dem ville, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han var ikke manden som man skulle sige imod, også selvom han udmærket godt vidste, at dette samfund måtte være kvindedomineret, så hans kære hustru havde faktisk langt mere at sige i dnene situation end det som han selv havde, så var det ikke noget som gjorde ham det mindste osm sådan, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han slog armene roligt over kors. Månen var solen for ham. Han havde aldrig nogensinde oplevet hvordan det så ud når solen gik op eller når den gik ned. Det ville slå ham ihjel på alle måder, hvis det skulle vise sig at være tilfældet og han vidste det jo udmærket godt. En fuldblodsvampyr som ham.. Det ville virkelig være det rene selvmord set i hans øne, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket! Fëa var den som han faktisk måtte værne mest om, selvom han sagtens kunne være hård og brutal også overfor hende. Navnet var ikke direkte noget som han havde skænket hende, det var noget som hun selv havde bragt med sig, da han havde fundet hende – Hvor han havde hugget vingerne af hende ganske kort efter, hvilket faktisk ikke var noget som rørte ham det mindste. Det var jo bare sådan, at det måtte være, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan. Månen var en stor og lysende kugle, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af, den var fængende, den var smuk og den var noget af det mest smukke og klare somm an ville komme i nærheden af når man levede og var en del af den verden som han ogsså selv ville det. Han vendte blikket roligt ned mod sit bælte. ”Du siger, at du så faldende englevinger og blod, ikke? Så du hvad der forårsagede det?” spurgte han roligt. Lidt interesse kunne han jo godt vise hende, netop også fordi at dette måtte blive og var ved at være temmelig interessant og underholdende endda. Hun huskede intet fra den tid. Han havde selv fjernet vingerne fra hende, brændt dem og sørget for at de aldrig nogensinde skulle få lov til at se dagens lys igen og det var noget som han havde agtet at gøre det. Han greb omkring hendes strube og derved også tvang hende op på benene. Han holdt grebet fast. ”Fëa.. Hvad andet har du set?” spurgt han kortfattet. Det var jo først ved at blive temmelig interessant nu og han var nysgerrrig af sig. Hvor meget ville hun faktisk være i stand til at skulle huske af den fjerne og nærmest ellers så glemte fortid for hende?

[Deleted]

Fëa måtte i den grad prise sit held. Hvis man lige så bort fra det faktum at hun levede som slave, så kunne hun have levet meget værre. Hun havde hørt historier fra nogle af de andre slaver der havde haft andre herrer, og som både havde oplevet at leve på kanten af døden, og dagligt havde oplevet ting som pisk og sult. Måske drak Alexander jævnligt af hendes blod, men han sørgede for det meste at drikke så lidt at hun ikke tog videre skade af det. Det var måske en lidt skræmmende tanke at rende rundt som en omvandrende snack, men eftersom Fëa var vant til tanken, lod hun sig ikke rigtig mærke med det. Det var måske også en af grundende til at hun holdt sig til den store mansion. Herinde var hun hans ejendom, mens hun ville være et perfekt, og meget velsmagende byttedyr udenfor. Når hun tænkte over det kunne hun sagtens være blevet solgt til en anden herre, eftersom hun regnede med at hun var blevet købt på slavemarkedet ligesom de fleste andre slaver, og så stod hun her måske ikke idag, eftersom hun nok højst sandsynligt ville have været slidt op for over halvtreds år siden. Måske skulle man ikke kalde Alexander for en god mand, eftersom det nok var en ret forkert beskrivelse, men nok nærmere en retfærdig mand, eller i hvert fald en mand der formåede at respektere sine tjenere. Fëa måtte slå blikket ned, da han spurgte hende om hvem der var skyld i alt blodet. Det var ikke så tit hun så et ansigt, eftersom minderne ofte var slørede og smertefulde, men det hændede af og til at der kom et ansigt på. En mørk skikkelse, der stod og betragtede det hele med et mørkt tilfreds smil, mens hun selv lå og led i dyb smerte. Hans ansigt. Hun vidste ikke om det bare var en ond drøm, forsaget af nogle af hendes tanker om Alexander, men igen, det virkede så virkeligt. Alligevel turde hun i første omgang ikke svare, da hun i den grad frygtede hans reaktion, og rystede derfor kort på hovedet, selvom hun ikke var helt sikker på om han ville acceptere det som et svar. Dette fik hun kort efter bekræftet, da han greb om hendes strube, og samtidig tvang hende op på benene. "Jeg ser Dem Herre.. Det er Dem der står i baggrunden, med det blodige våben." Sagde hun stille, som om hun ikke selv troede på det. "Men det er jo blot onde drømme.. Der er andre hvor jeg flyver.. Flyver med vinger under skyerne og under solen og månen." Sagde hun stille, og tillod sig kort at kigge på ham, før hun kiggede ned i jorden igen, i håb om at han ville slippe hende.