a beautiful day on the river

[Adeline Magarita Jakson]

Solen skinde fra en lidt skyet himmel, vinden ruske let i træens toppe og lave en blid susen lyd. flodens vand risle af sted mod ukendt steder, men tros solen var der køligt og det skulle ikke under nogle vis det begyndt at sne, bladene var forsvundet fra træene og fik dem til at se død ud, lidt frost var i træene og knase under ens fødder. en kvinde sad på hug ved floden med hænderne dyppe hun dem ned i floden og tog lidt vand op som hun ført til munden og drak i stilhed, kvindens hvide vinger hang let ned fra hendes ryg, de var hvide som det reneste ny fladen sne. det var 11 måneder siden hun vogne i himlen, genopstået på ny. hun sukke stille og så mod himlen, de lysegrønne øjne så søgen ude, det utrolig lang grønne høj tros det var sat op i en let heste hale stadig nåede jorden, blæste til siden som vinden nu blæst, hun sukke dybt og en tåre gled over hendes kind men blev fange af vinden. "damon" hviske hun stille så ned i floden, adeline line ikke den hun åben baret hade været, hendes vinger forsvandt ind i hendes ryg igen. vunden ruske i den hvide kjole hun bar med den grønne silke bånd om live og i håret hang et par silke snore fra heste halen også, hun regne ikke med at se damon igen, eller kildaria.. mund de over hovede huske hende eller ville tro hende vis hun sag hun var i live, adeline sukke og begyndt at gå væk fra floden mod nogle træt hvor hun ville sætte sig, og få et hvil hendes vinger var trætte og ømme, hun var ikke helt så vand til at flyve i længer tide i nu, det var svært for hende at holde ud, hvorfor viste hun ikke. hun lag hånden på sit kors formet svær der hang på hendes ryg, hvor de latinske ord stod. af jord er du komme til jord skal du blive. hun sukke mens hun stille begyndt at synge ganske svagt og stille, mens hun kom hen til træet og satte sig om bag det med ryggen mod floden.

[Deleted]

Damon var mere eller mindre gået fuldstændig i stå, efter at Adeline var blevet revet fra ham. Han begravede sig selv i arbejde, så han var mere eller mindre i luften hele tiden. At slappe af, var ikke noget som han kunne, uanset hvor meget Kildaria så måtte ønske, at han gjorde det. Det gjorde ham vred bare tanken om at slappe af, for mange andre havde brug for det! Han havde bestemt ikke! 11 måneder var gået og det var forbandet lang tid. Han avde virkelig ikke kunne få sig selv til at glemme hende.. ikke med den betydning som hun havde for ham. *Damon du må slappe af..* bad Kildaria som de fløj henover himlen for.. ja, gud ved hvilken gang bare i dag, for de sendte beskeder mellem landene. Damon himlede med øjnene. ”Jeg har ikke brug for at slappe af! Der er for meget arbejde at lave og det ved du!” endte han med en fast tone. Han opsøgte ofte Adelines grav. Han savnede hende virkelig og det var kun der, at han i det hele taget var i stand til at skulle falde til ro. Det var efterhånden gået op for ham, at han måtte leve alene.. At hun virkelig måtte være væk og det var noget som virkelig gjorde noget så frygtelig ondt, at skulle tænke på. Huset stod færdigt, selvom det var så sjældent, at han i det hele taget måtte være der, for.. Det gjorde ondt. Det var der de skulle leve sammen og det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til når det nu endelig måtte komme til stykket. Han ville ikke uden hans kær Adeline! Kildaria brummede utilfredst, som hun selv søgte direkte ned mod den store flod ”Kildaria.. hvad er det du gør?!” vrissede han let, som han prøvede at rette op på hende, men nu var det hende som var stædig. Hun landede tungt på den ene bred af den store flod. *Jeg har brug for at slappe af og hvile, Damon,* forklarede hun ganske kortfattet. Sandt var det. Det var hårdt, at være i luften hele tiden! Hun lagde sig roligt ned og drak forsigtigt af den store flod. Det gjorde godt! Damon sukkede stille og gled ned af hendes ryg. At han ikke var alene, var slet ikke en tanke som faldt ham ind lige nu. ”Elendige store øgle..:” mumlede han kortfattet. Han satte sig ned. Allerede nu måtte han være ganske rastløs.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline sad og forsatte sin stille sang, mens hun svagt frøs og vinden let ruske i hendes kjole og lange hår. hun hade søgt efter damon over alt, det eneste sted hun mangle at lede var der hvor deres hus skulle have være, men.. hun viste jo ikke hvor det lå.. hun hade jo ikke kunne se som hun kunne nu. hun snøfte og lag tog sig til armen, hvor var de henne en drage og dens rytter kunne ikke bare forsvinde i den blå luft. hun mærke tydelig noget lande, ved floden da jorden ryste så hun trak svært i ren forskrækkelse, hun krøb om bag træet og sad bum stille. hvad var dog det, tydelig et væsen der vat tungt og stort.. en drage!?. forsigtige og uden nogle så det rejste hun sig og lag hænderne på træet med sært i den ene hånd, hun kigge rundt om træet og nærmest trykke sig mod træet, "en drage.." hun bed sig i læben og så en manden glide ned af det store væsens ryg, hvem var han og hvorfor så han så restløs ud. hun vist jo ikke hvordan damon eller kildaria så ud så hvordan hun skulle genkende dem vist hun ikke, hun viste kun hvor hun var begravet nemlig ikke langt fra floden faktisk tæt på lysning hvor sky også var dø, men hun regne med vilde dyr hade ædt det store drage sp kun knogler var tilbage, hun hade dog ikke være der og set efter, hun mærke hun ryste i bene det store dyr skræmt hende og hun lukke øjne og håbe ikke de ville se hende, tros hun hade fået gaven til at se var hun bange for at se nu, dette store væsen var skrammen og dog så smukt at se på men hun valgt bare at stå gemt bag træet og håbe at vinden ikke ville afsløre hende ved at blæse hendes hår frem eller den hvide kjole, skyerne trak sig sammen det blev køligere og det så ud til det ville sne når som helst.

[Deleted]

Damon kunne intet se og et sted, var han virkelig også glad for det! Hans ønske om at få lov til at se noget som helst, døde i takt med at Adeline måtte blive revet fra ham. At det næsten måtte være et år siden, var næsten ikke noget som han kunne forstå, for det var ikke noget som gav det mindste mening for ham på nogen måde. Tiden løb fra ham og han gjorde intet.. absolut intet for at indhente den igen! Hverken ham eller Kildaria havde ænset, at de ikke var i nærheden af andre. Hun krævede bare sin pause, inden hun igen kunne bruge timer oppe under den store blå himmel og prøve at holde Damon ved fatning, selvom han selv måtte glide mere og mere væk fra hende af, og det var noget som selv måtte skræmme hende noget så voldsomt, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Damon lod armene søge over kors og vendte blikket i retningen af Kildaria som stadig måtte drikke, for hun var virkelig træt og hun var virkelig tørstig og godt udmattet, for han havde nægtet dem begge hvile alt for længe, og problemet var jo, at han var klar over det! Han sukkede stille, som han endelig rejste sig op igen. Han strøg hænderne frustreret over håret. ”Kildaria nu må du blive færdig.. Vi har et arbejde at lave,” sagde han ganske kortfattet. Nu havde de været her i flere minutter og det var virkelig flere minutter for meget i hans øjne, for han kunne virkelig ikke fordrage at skulle være stille så længe! Han kom jo bare til at tænke på Adeline. Han havde slet ikke formået at skulle give det mindste slip på hende endnu, selvom han var rådet til det igennem så skræmmende lang tid. Det var bare ikke noget som han var i stand til og det skræmte ham selv. At man kunne være så afhængig af et andet væsen.. Han rystede fast på hovedet, hvor han klappede Kildaria roligt på siden af halsen. ”Kom min pige.. Når vi er færdig, så lover jeg, at du får resten af dagen fri.. Jeg har bare brug for noget andet at tænke på,” afsluttede han ganske sitlle og med håbet om, at hun vel et sted også ville forstå ham? Adeline var den eneste som han havde været sammen med, som han faktisk havde nydt at være sammen med. ”Det er snart et år siden nu.. Og det gør stadig ondt..” Kildaria hævede hovedet og vendte sig stille mod ham. Hun lagde hovedet stille tæt ved hans eget. *Det kaldes kærlighed, Damon,* forklarede hun sandfærdigt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod stille med lukke øjne, hun kunne svagt høre deres samtal. hun åbne øjne og så mod dem, sag han kildaria!? hun kigge på drage og mærke hammer som en gal, kunne det passe.. var det.. "damon" hviske hun så stille at kun en mus ville kunne høre det, hun ryste i bene og holdt fast i træet, var det virkelig ham! hun hade aldrig troede han så så..så godt ud. hun mærke det skar i hjerte hun hade meste lyst til bare at råbe hans navn og løbe hen til ham, men.. hun ture ikke hvad vis han troede hun var sindssyg og bare var en fremme der påstod at være den pige han hade miste for så længe siden efter hånden, hun bed sig i læben og mærke tåren løb ned af de lys kinder, hun ture ikke hun ville så gerne men hun ture ikke!. hun trække sig mod træet hun ture ikke vise sig for ham, hun ane ikke hvad hun skulle stille op hvordan skulle hun vise sig, og bevise det var hende. stille begynde hun at bakke væk fra floden, hun måtte tænke måske var der en måde at møde ham på og få ham til at tro hende, hun ville besøge sin grav der kunne hun bedste tænke, det var jo der hun selv lå begrave. hun tråde på en gren der tydelig gav et højt knæk fra sig. hun så mod floden, hun viste dragen hun var næsten sikker på var kildaria hade hørt det, hun skynde sig at slog vingerne ud og komme op i luften og flyve mellem træren mens hun hade sværte langs siden, hun kigge sig tilbage for at se om de var efter hende, hun måtte bare finde en måde at sig hun var der tilbage på men hun var så bange, noget så bange. efter en time lande hun ved hendes grav, hun hade en blomst i hånden og en fin lille hvid rose. hun sukke og lag den ved stene, det var underlig at komme med blomst til sig selv, hun sukke og satte sig på gravstene der hade form som et kors og en drage lå for neden i en lille sten figur, hun sukke og så ned og mærke tåren dryppe ned på figuren "hvad skal jeg gør" hviske hun stille i håb om hun selv ville svare på det, hun sukke dybt og så op i himlen og begyndt stille at synge igen.

[Deleted]

Damon havde ikke nogen anelse om hvordan han egentlig så ud. Han havde ikke set sig selv i spejlet siden han havde mistet synet, da han blot havde været en ganske ung knægt. Efterhånden var han vant til det mørke, også selvom det var mere mørkt og mere koldt efter at han havde mistet Adeline. Han kunne virkelig ikke forstå, at det kunne gøre så ondt, at miste en! Han havde virkelig været afhængig af hende og nu var han mere eller mindre ladt alene og det var noget som virkelig måtte gøre ondt! Noget så frygtelig ondt! Kildaria så stille på ham og ikke mindst med den klare bekymring i minen. Han havde brug for en og hun vidste det godt. Det var ikke en plads som hun selv kunne fylde ud.. Ikke med det som Adeline havde givet ham og et sted var det jo selvfølgelig noget som blot måtte få det hele til at se langt mere sort ud. Hun var virkelig bange for at han kunne ende med at gøre et eller andet som måtte være direkte dumt! *Der er gået lang tid.. Jeg ved at hun holdr øje med dig, Damon* fastholdt Kildaria for 117. gang overfor ham, selvom det var tydeligt, at han slet ikke ville lytte til hende. Damon rystede fast på hovedet. ”Hun døde i mine arme.. Hun er væk, Kildaria! Hun er væk!” endte han med en fast tone, da endnu en tåre forsigtigt gled ned af hans kind. Han mente det slet ikke sådan, men det frustrerede ham virkelig. Han ville ikke have andre, om han så skulle leve et liv i cølibat og alene, så var det noget som han var tvunget til og han ville gøre det med et smil. Han kunne aldrig nogensinde finde på, at skulle finde nogen som skulle erstatte Adeline og den betydning som hun havde haft for ham, det elskede han hende virkelig for højt til, og Kildaria vidste det jo udmærket godt! Hun kunne bare lige vove at skulle foreslå det endnu en gang, for hun fik smæk hvis hun gjorde det! Lyden af den brækkede pind, var ikke noget som Damon reagerede på, men Kildaria gjorde det. Hun vendte hovedet fast, som hun rejste sig op. Hun så dog intet.
En time senere havde han gjort arbejdet færdigt og som lovet, så havde han lovet, at Kildaria skulle få sin hvile. Han ville bare lige sige godnat til Adeline som han gjorde hver eneste aften, så Kildaria gik med ham. Som han nærmede sig graven som han selv så nøje havde udvalgt til hende, så kunne han høre stemmer, og det var noget som han reagerede på. Han bed sig svagt i læben. Adeline havde ikke nævnt noget om at andre ville være tæt på hende end ham, så… hvem var den som måtte sidde ved graven? Sangen var selv noget som han kunne høre og fornemme.. En noget så smuk stemme. Som var det en… engel? Han trak svagt på smilebåndet. Han håbede virkelig at de passet godt på hende deroppe! ”Du synger som en engel,” bemærkede han endeligt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline hade sidste og tænkt på tiden med damon, selv om hendes minder var svag efter hånden, tiden i himlen hade fået hende til at glemme meget af sit gamle liv, Adeline sad bare i sin egen verden og så mod den mørke skyet himmel, månen var dukke op og oplyste graven og alt omkring den, hun fik et chok da hun hørte en velkendt stemme. *damon!* tænkte hun og så lige ud, hun holdt roligt fast i gravstene under hende. hun kunne også se kildaria lige bag ham, det gjorde så ondt at se dem så trist som de var. hun så ned på den lille sten figur af sky og smile svagt, "tak" sag hun i en stille hvisken og så bare ned mens vinden skubbe hendes hår bag ud, hun sukke svagt. hvordan skulle hun dog sig det var hende, hun blev siden på graven hvilke normalt var uhøflig men det var sådan set hendes egen grav, hun så mod dem smerten i hendes bryste var stor noget så stor, hun hun var så bange for han ikke ville tro hende eller skubbe hende fra sig, hun elske ham bare så høj! hun sag ikke mere, hvad skulle hun sig hej det mig adeline savne mig.. eller damon elskede det mig.. nej.. det var ikke ment at sig man var vent tilbage fra døden men line en komplet fremme, hun mærke tåren samle sig i øjne hun så over hans skulder og så kildarias øjne, hun sendt hende et lille bedrøve smile, hvad skulle hun gøre.. hun var så bange.. så frygtelig bange.. det gjorde ondt.. hun tråde forsigtig ned af graven "jeg beklager at jeg bare sådan sider på denne grav.. det var ubetænksom af mig" hun bakke væk og så ned og viste ikke hvad hun skulle gøre, hun ville bare være i hans arme igen, måske hun skulle tale med kildaria første.. men hun kunne jo ikke forstå hende af lige vel, hun bakke hvider men kun svagt ryste i kroppen.

[Deleted]

Damon havde på ingen måder været sig selv, siden at Adeline var revet fra ham. Han havde været en komplet indelukket mand lige siden. Han havde nægtet nogen som helst at komme tæt på, netop fordi at han nægtet at skulle svine Adelines mine til for ham. Hun var ikke bare noget som man kunne erstatte af en anden kvinde! Ikke når hun havde været så unik og så savnet for ham som det hun var, det var vel også tydeligt? At nogen anden var ved graven havde han dog ikke noget imod. Hun havde i den grad grund til at skulle blive husket, for hun var virkelig en umådelig stærk kvinde.. Hun havde været rettere sagt, for hun var jo trods alt død og det var den tanke som virkelig måtte smerte Damon, for han kunne mærke det i hans bryst. Hans hjerte ville aldrig nogensinde kunne banke for nogen anden kvinde. Hvem kvinden var, vidste han ikke og et sted, var han vel også ligeglad? Hun kunne jo ikke være Adeline, for hun var død. Han knyttede hænderne ganske let, hvor han vendte blikket mod Kildaria, som hurtigt måtte tage hintet og gik væk fra graven af. Hun holdt dog stadig øje og med blikket hvilende på kvinden, meget intenst om ikke andet, for alt det andet, det var virkelig bare.. dumt. Hun lagde sig ned med en dæmpet brummen. Damon blev stående. ”Du skal ikek undskylde. Hun har bare retten til at blive husket,” forklarede han stille. Han prøvede at holde tonen, for ikke at glemme den fatning som han altid mistede her. Han plejede at sidde og græde i sin egen stilhed. Han tog ganske få skridt frem, hvor han roligt knælede. Han foldede begge hænderne sammen, koncentrerede sig og åbnede håndfladerne igen, hvor der pludselig måtte hvile et sæt med roser. Han smilede ganske svagt som han lagde dem på graven. Det var samme rutine hver eneste aften for ham inden han selv måtte gå til ro. Han var nødt til det.. Vise hende at hun ikke var glemt for ham, for det var hun bestemt ikke! ”Hun var det kæreste i mit liv..” tilføjede han dæmpet. Gråden måtte svagt tvinge sig på. Han kunne bare ikke holde det skjult og det var noget af det som i den grad også måtte frustrere ham mere end noget andet for øjeblikket, det var ganske enkelt vanvittigt!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod stille og så kildaria gå lidt væk og lægge sig, hun lod sit hår skjule sin øjne og smile bare. "hun lyder til at have betyde meget for dig" hun var ved at vræle hun ville så gerne fortælle ham hun stod lige her, lige for næsen af ham hun ville ønske han kunne se hende! mærke det var hende der stod der bare i en ny krop, *damon.. jeg elsker dig sådan* tænkte hun og ville ønske hun kunne gør tanker til ord, at kildaria kunne læse hendes tanker og høre det var hende. hun trak vejer dybt, hvorfor var det så svært at sige det hvorfor! "igen..jeg..jeg beklager virkelig" hun slog vingerne ud og baske med dem mens tåren trille fra hendes kinder, og hun skynde sig tilbage på kroen. hun gik ind af hovede døren hvor kro ejerne ikke nåede at sige noget før hun var drøne op på sit værelse og lå græden ind over sin seng, "damon.. Damon!" græde hun mens hun knuge puden ind til sig, kro ejerne kom op til hende men gik forskrække igen og sendt konen op for at trøste hende, hun var jo en del af kro familien på en måde. næste morgen var Adeline på arbejde hendes øjne var svagt rød da hun hade grædt så længe den nat, hendes hjerte føltes tungt som bly og helt dødt, hun hade en lyse grøn kjole på og håret var sat op i en knold hvor håret bølge ned fra og så smukt ud, hun smile så godt hun kunne og var søde over for alle der kom, mens hendes tanker hvile på damon om hun ville kunne sig til ham ansigt til ansigt at hun var tilbage, måske hun skulle opsøge ham i skoven prøve at finde det sted sky død og hvor de skulle have boede, hun sad i baren og vente på at hun skulle gå ned med noget til kunderne mens hun lytte til en masse dårlig jokes hun ikke kunne lade vær at grine af.

[Deleted]

Adeline have virkelig en ufattelig stor betydning for Damon og det var også derfor, at det gjorde så frygtelig ondt, at hun var væk. Han havde gjort sit bedste for at heale hende, men det havde ikke været godt nok. Han havde ikke været god nok og det var det som han havde sagt til sig selv gang på gang, uanset hvor ondt det så end måtte gøre, så var der intet for ham at gøre ved det lige nu. Det gjorde forbandet ondt at skulle snakke om det, men det var et sted også en lettelse, at skulle få det ud på denne måde. Kildaria kunne jo tydeligvis ikke forstå ham, og det var noget som virkelig måtte frustrere ham, han kunne ikke bare finde en ny! Adeline var uerstattelig for ham og hun måtte bare forstå det! Han sad stille og stirrede på graven i hans eget mørke. Han kunne ikke se noget som helst og nu var det faktisk heller ikke noget som betød det mindste for ham. ”Hun var min kæreste.. Den som jeg skulle dele livet med.. Jeg elskede hende,” sagde han dæmpet. Kærligheden kunne ikke være gengældt i døden og så meget vidste han jo godt! Han lukkede øjnene stille, som han vendte blikket stille mod kvinden som måtte være der. Hvem hun var, det vidste han virkelig ikke og et sted var han jo stadig ligeglad. Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, uanset hvor meget han så end gerne ville det på den ene eller den anden måde. Han sukkede indædt og rystede så på hovedet. Det kunne virkelig ikke være rigtigt, at han skulle sidde og have det på denne måde lige nu! Kildaria så op, som hun havde hørt tøsens tanker. Hvorfra hun kendte til Damons navn, vidste hun ikke. Hun rejste sig, selvom det tydeligt ikke var i tide, for tøsen tog flugten før hun kunne nå at gøre noget som helst. Hun brummede dæmpet og vendte sig mod Damon. Hun gik stille hen til ham, fik ham op på sadlen, idet hun søgte mod den store himmel, så de kunne komme i sikkerhed.
Dagen efter havde Damon taget turen ind til byen alene. Kildaria skjulte sig i en lille flække i skoven som måtte ligge temmelig tæt på. Han søgte ind til kroen, hvor han fumlede sig vejem frem til bardisken, hvor han valgte, at skulle tage sin plads. Han havde grædt i nat og det var tydeligt, for han var rød omkring øjnene, det var heller ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. ”Giv mig noget af det stærkeste I har.. Jeg har brug for at hvile mig..” mumlede han stille. Det var efterhånden blevet ham selv en rutine at drukne de sorger en smule, så han kunne tænke bare lidt på andre ting, for det andet.. det gjorde virkelig ondt! Han lod hovedet hvile i hans ene håndflade og med et svagt suk. Han kunne bare ikke samle sig om noget som helst!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stirre på damon da han kom ind, hun ville helt løb men han kunne jo ikke se hende så hun kunne jo roligt blive siden. kro ejerne så på ham, han ville til at sige noget men nikke og bikse noget sammen og satte for and damon, adeline kunne ikke lig at se damon sådan drikke sig væk fra sogen hun måtte sige noget ellers endt han som en drukken bolt men da hun ville sige noget hørte hun fra køkkenet, "adel.." adeline råbte bare hurtig i panik "KOMMER!" hun drøne ud i køkkenet hvor kromutter var ved at dø i chok "barn dog rolig nu.. gå ud med det her til bord 11 ikke" adeline nikke og bare to tallerkener ud med mad, hun satte det for and to mænd der smile og så på hende, "tak skal du have dukke barn" sag den ene der klappe hende i røven så adeline klappe ham en på skrinet "Lad vær!" råbte hun, lidt panisk ind til manden greb om hendes arm, "Hvad satan skal du slog din forbande tøs!" manden rette hånden op og Adeline vine "DAMON HJÆLP!" råbt hun ren automatisk, det røg ud af hende hun så panisk mod damon mens manden grine, kro ejerne kom dog damon i forkøbet og smed manden ud. han tog adeline med ud i køkkenet hvor hun blev sat til at lave maden mens kromutter så gav maden til de rigtig borde.

[Deleted]

Normalt så kunne man sige, at Damon måtte drikke med måde, men det var nu ikke noget som han formåede mere. Nu var det kun når tankerne måtte blive for meget, at han brugte det som en vej ud derfra og ud af det mørke helved som han måtte være fanget i. Mere eller mindre, så kunne man vel sige, at han ventede på, at han kunne få lov til at følge efter Adeline og finde hende det sted som hun måtte være, for han agtet at finde hende, om han så skulle fumle rundt i mørke, så gjorde han det! Han tog imod glasset som blev serveret for ham. At høre Adelines navn næsten blive kaldt, var noget som for alvor måtte sætte hans hjerterytme op. Han måtte have hørt forkert! Der havde kun været en Adeline i Procias og hun var død og borte! Det kunne bare ikke passe, at han nu også måtte begynde, at høre syner, for… Han måtte have et glas til. Han bundede det ene hvor han klækkeligt måtte bede om et nyt et. At der skete en masse bag ham, var noget som han udmærket godt kunne høre, selvom han fik nærmere et chok, da hans navn nærmest måtte blive råbt og med den stemme som kun måtte tilhøre en kvinde som han måtte kende. Hans glas knustes mellem hans fingre, som han hørte hendes stemme igen og igen i hans hoved. Han blinkede let med øjnene, selvom det slet ikke var noget som gjorde det meget nemmere for ham på nogen måde, for det var stadig helt mørkt. ”A-Adeline..” Hans stemme var helt hviskende, som han vendte blikket omkring. Han måtte da ved at være sindssyg! Hun var død og det havde hun været i snart et år! Han hørte syner nu, for det kunne virkelig ikke være rigtigt. Han knyttede næverne, selvom glasset måtte bore sig ind i hans hud, hvilket resulterede i, at det begyndte at bløde, så var det intet som han reagerede synderlig meget på lige nu. Han blev siddende og med en næsten skælven. ”Adeline..:” hviskede han igen.

[Adeline Magarita Jakson]

Kroejeren så på ham, "er du okay" spurte han og tog damons hånd og fjerne glasset og bandt hans hånd ind, "damon der gået et år nu.. du kan ikke blive ved sådan" adeline snøfte og stod og kigge ned i gryden med stuning, kromutter drøne rundt og ryddet af borede og gav mad til de rigtig kunder, "tror du ikke heller du burte sove lidt.. tror du har fået for meget" adeline kigge ud til baren og kunne se damons hånd og blodet på forbindingen, var han såret! hun ryste i hele kroppen og kæmpe for at hold sig ståenden, hun ville så gerne bare løb ud til ham og fald ham om halsen kysse ham på ny og bare sig hans navn om og om igen, ind til hun blev hæs. hun tørte tåren væk, "jeg får ham aldrig igen..j..jeg er jo ikke mig mere" hun lukke øjne og rørt bare rundt i gryden, kro ejerne kigge på damon "hvad med du gå op i dit rum og lægger dig så kan min tjeneste pige bringe dig noget.. noget du kunne tænke dig" han smile og klappe damon på skolen, "du skal ikke tro du er den eneste der savner den lille pige vel" kro ejerne smile og så på ham. adeline endt med at list hen til døren og kigge ud på damon uden de så hende, *damon..* tænkte hun stille og knytte hænderne om kjolen og bed sig hårdt i læben, hun ville bare så gerne vær hans igen og blive hos ham for altid uden at dø fra ham igen.. hun kunne ikke leve evigt uden han var hos hende, hun ville så gerne give sig til ham på ny erklær sin kærlighed til ham på ny.. men hvordan han elskede jo kun den gamle adeline han ville aldrig kunne vende sig til hendes nye udsende, "damon.. bliv min" hviske hun helt stille og gled ned på knæ og sad op af dør karmen og kæmpe med ikke at græde højlydt.

[Deleted]

Damon havde et forbandet godt forhold til værtsfamilien på dette sted, det var helt sikkert. At det var krofatterens stemme som han kunne høre, var noget som gjorde ham langt mere rolig. Han lod ham tage hans hånd og fjernede glasset. Han sukkede og rystede på hovedet. ”Måske der er gået et år.. Jeg kan bare ikke få hende ud af hovedet..” Han bed sig svagt i læben, idet han trak hånden til sig, da glasset var fjernet og hånden måtte være bandageret ind. ”Du forstår jo heller ikke.. Du har aldrig nogensinde mistet den som du har elsket mere end livet selv, har du?” spurgte han ganske kortfattet. Kunne han, så ville han give livet for at lade Adeline få chancen for det igen! Hun fortjente det virkelig. Det var virkelig ikke retfærdigt, at det var hende som skulle rives fra verden på denne måde. ”Jeg har fået.. to glas… halvandet.. Jeg smadrede jo det sidste,” mumlede han en anelse utilfredst til krofatteren. Han var en ganske anden mand uden Adeline og han vidste det udmærket godt. Han kunne bare ikke koncentrere sig om det, at skulle komme videre.. Han formåede bare ikke at skulle give slip på hende bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Alene tanken omkring det, var noget som måtte skræmme ham og temmelig meget faktisk. Han nikkede blot. ”Så… Så send hende op med et glas mere..” bad han roligt og alligevel med en stemme som tydeligt måtte indikere, at det ikke var noget som man skulle diskutere med ham på nogen måde, for det var slet ikke noget som man ville få det mindste ud af overhovedet! Han fumlede sig vejen frem til lokalerne, hvor han talte over dørene, til han måtte finde sit værelse. Det var jo det samme hver eneste gang, så det var noget som han sagtens kunne finde frem til. Han fik døren tvunget op og gik ind. Han lukkede døren stille efter sig og satte sig på sengen med en svagere sitren. Det kunne ikke passe, at han havde hørt Adelines stemme! Han kunne bare ikke få det ud af hovedet! ”Jeg er virkelig ved at være sindssyg nu..” sagde han med en ganske så dæmpet stemme. Tanken måtte jo faktisk.. gøre ondt et sted? At han slet ikke kunne slippe hende.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline sad med nærmest et vand fald ned af kinderne mens hun lytte til deres samtal, "det rigtig jeg har stadig min kone.. men det hjælper ikke at drikke og snerre af folk" kro ejeren sukke "jeg sender hende op" adeline skynde sig hen til gryden og tørte sin øjne og rørt rundt i gryden, "adeline vær sød at gå op med et glas til min ven damon.. " hun så på ham, "skal jeg" sag hun hæst "kom nu bare af sted" adeline gik ud og tog en bakke og satte glasset på, hun kunne lugte det var stærke sager, hun ville ikke have han drak den slags. hun tog et glas vand og satte på bakken ved siden af glasset, hun gik roligt oven på og stoppe ud for hans værelse. før hun banke på og åbne døren, "h...her er deres drik" sag hun stille og var ikke sikker på han hørt hende, hun mærke hvordan hjerte hammer af sted og hendes hjerne kæmpe for at hun skulle tag ham ind til sig og bare trøst ham, hun gik hen og satte bakken på borde og fjerne glasset med sprut i så glasset med vand stod på nat borde, "de burte ikke drikke den slags " sag hun stille dog fast mens hun rakt ham glasset med sprutten men hun holdt godt fast i det, hun så på ham og mærke bare tåren trille ned af kinderne, *damon.. hvorfor er du sådan* tænkt hun stille og slap enlig glasset efter han hade heven lidt i det, hun blev ståenden og knytte hænderne der hang langs hendes side.