a beautiful day on the river

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline snøfte og så mod ham, "sky var min drage.. jeg fik hende en dag jeg var med far på arbejde.. hun var min første og eneste ven.. og kildaria.. mødet jeg på engen.. samme dag jeg jeg faldt for dig/over dig" hun så på ham og snøfte, hun lod hånden glid frem og lige strefe hans kind, hun ville rør ham bare en lille smule. hun nød at rør ham bare lidt igen, hun sag ikke mere og kigge bare på ham mens hendes finger let rørt hans kind før hun trak hånden til sig og vente blikke ned i sengen, hun ville ikke prøve mere det var var åben bart slutningen på det hun hade håbe var en chance til hos ham, hun lukke øjne mens tåren løb stille ned af hendes kinder og hun bare vente på han ville gå og ikke komme igen, hun følte virkelig hun var svag lige nu, at hun aldrig ville komme op af sengen igen og forsætte det liv hun hade fået på ny, det var spild af kafter herren hade skabt hende igen, *jeg skulle være bleven i det kolde jord.. og lade min sjæle svæve væk som alle andre * tænkte hun stille og begrave sig bare i puden.

[Deleted]

Damon vidste virkelig ikke hvad det var, at han skulle tro. Selvfølgelig kunne man håbe på at det var hende, men også nu hvor han havde fået den hidtil største skideballe af Kildaria, så kunne man vel også sige, at han var blevet en anelse mere åben overfor, at det faktusk kunne være hende i det store og hele? Han ønskede virkelig at finde ud af det, og det var nu heller ikke noget som man kunne sige, måtte gå hurtigt nok! For Damons vedkommende, så blev han blot siddende ganske roligt og lyttede til hendes ord, selvom det forekom ham næsten skræmmende, at det hele faktisk måtte være rigtigt. Alt det som hun fortalte ham var jo sådan, at det havde været. De strøg mod hans kind, fik ham svagt til at lukke øjnene, hvilket faktisk også var behageligt for så behøvede han ikke at skulle fortsætte med at tænke på hvor sløret det syn var. Desuden så var han jo godt kendt med mørket som sådan. Han sendte hende et svagt smil, som også for at vise hende, at det var ganske okay, at være så tæt på ham som det hun måtte være lige i dette øjeblik. ”… Hvordan faldt du bort i mine arme?” spurgte han stille. Et sidste spørgsmål som blot den helt rette Adeline ville være i stand til at skulle besvare. Han havde virkelig bare brug for at skulle få det hele på plads, at vide om det var hende eller om det var en eller anden som bare skulle lave sjov med det hele, for han fandt det på ingen måder morsomt. Han åbnede øjnene let og vendte blikket mod hende. Det var nu eller aldrig.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og trak vejer dybt, "et svær i ryggen.. vi blev angrebet da vi sad og hørte fugle sang.. jeg blev sloget ud og reden væk med.. jeg.. jeg husker der var nogle mænd der snakke men jeg forstod det ikke.. da jeg var forvirret og mit hovede gjorde ondt.. men smerten... den stor smerte at få svært lige i ryggen.." hun ryste og begyndt at græde, at mindes den smerte og hvor skræmmen det var når man ikke kunne se, "sky døde første.. bag efter mig.. efter jeg gav dig et kys.. og love at komme igen" hun snøfte og kom op og side igen, det lange mørke grøn lige hår hang over hendes skulder over hendes bryste og ryg, mens det lange pande hår skjulte hendes øjne, hun knytte hænderne om senge tøjet og bed sig i læben hvorfor spurte han lige om det, det gjorde ondt at huske på det, så forbandet ondt syntes hun tåren stod ned af hendes kinder mens hun vente på han sikkert mente det ikke passe eller at han bare ville side og glo underligt på hende.

[Deleted]

Helt afventende, så blev Damon roligt siddende på sin plads ved siden af hende på sengen. Selvom han måske ikke kunne se hende fuldkommen, så kunne han da tydeligt fornemme på hende, at hun virkelig måtte være ked af det. Ikke at det var noget som han vidste hvad han skulle gøre med sådan dirkte, for det var bestemt heller ikke nemt for ham at skulle sidde eller stå i denne situation, uanset hvor meget man ønskede det eller ikke. Hendes ord var intet andet end korrekte. Hun formåede virkelig at ramme sømmet på hovedet! At det var hende, var han om ikke andet, så kun direkte overbevist om på alle måder, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han bed sig svagt i læben, hvor han roligt rejste sig op og satte sig på sengekanten ved hendes side. Han hævede hånden stille og strøg den mod hendes kind, ganske så roligt og varsomt, selvom det næsten var forsigtigt i sig selv. ”.. Kun min Adeline ville kunne besvare de spørgsmål,” hviskede han stille. Han sendte hende et stille smil. Han kunne ikke være andet ned overbevist om det faktum som det måtte være lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Min Adeline,” hviskede han stille. Han skyldte hende virkelig en kanon stor undskyldning!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline sad bum stille da han nusse hendes kind, hun snøfte og trykke kinden mod hans hånd og gav hendes hånd et enkle lille kys, "Undskylde damon...jeg er så ked af det" sag hun hædt og lag hånden oven på hans og trykke den mod sin blød engle kind og nød han rørt hende igen og igen sag hendes navne, hun hade sådan savne det. hun nusse kinden mod hans hånd mens hun prøve at stoppe med at græde, hun så på ham og slap til sidste hans hånd der var på hendes kind og lag sin hænder på hans kinder og nusse dem blidt, mens hun så på hans øjne "jeg ked af jeg ikke kunne give dig fuldt syn" sag hun stille og så ned og hade mest lyst til at overfalde ham i kys og kram men holdt lysten tilbage og bed sig bare i læben.

[Deleted]

Det havde virkelig ikke været Damons mening at skulle skubbe hende fra sig, men det havde virkelig bare været for uvirkeligt, at hun ville dukke op efter så lang tid. Det var jo heller ikke fordi at han kunne klandre hende for noget som helst og det var i den grad heller ikke noget som han bare gjorde. Han lukkede øjnene svagt, som hun lagde hænderne mod hans kinder, hvor han selv kun måtte mærke den lettelse over, at det faktisk måtte være hende. Hun var også den eneste som havde berørt ham på denne måde, så det var intet andet end en lettelse for hans vedkommende. Der hvor han ikke kunne lade være med at smile. Hun behøvede virkelig ikke at græde, det gjorde hun virkelig ikke, for det var slet ikke noget som der ville komme noget som helst godt ud af i det store og hele, og det var noget som han var udmærket godt klar over. Ikke nu hvor han måtte være overbevist – overbevist om at det faktisk måtte være hans Adeline. Han rystede stille på hovedet, hævede begge sine hænder og tog omkring hendes og klemte dem ganske så blidt. ”Du har absolut intet at undskylde for, Adeline.. Er der nogen som burde undskylde, så er det i den grad mig,” påpegede han stilfærdigt, selvom det nu kun måtte være alvor frem for at det ville være noget som helst andet når det endelig måtte komme til stykket. Han blev roligt siddende på sengekanten og tæt ved hende. Han foldede sine hænder omkring hendes. ”Du er smukkere end det som jeg kunne forestille mig,” hviskede han med et stille smil på læben.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og fik stoppe tården, hun nød han holdt hendes hænder det var sådan en dejlig følelse at han holdt dem igen på den måde, hun syntes nu selv hun hade nok at undskylde sådan bare at dø og først komme igen næsten efter 1 år, hun så på ham og smile svagt "jeg så ikke sådan ud før.." sag hun stille, "den krop du kendt ligger der hvor du har begrave den.. jeg fik en ny krop.. en engels krop" hun så lidt ned mens hun blidt klemt hans hænder, hun sukke svagt men kunne ikke lade vær med at smile, hun så op på ham igen og nusse hans hænder med tommel fingerne, "jeg ked af alt det du har være udsat for.. det var ikke min mening at falde bort på den måde" hun slap hans hænder og lag forsigtig armen om ham og trykke sig ind til ham ganske forsigtig, "jeg har savne dig" hviske hun og gemte øjne mod hans hals og hade bare blidt om ham for ikke han skulle blive utryg, det skulle ikke underhende hans inder var dybt forviret over hun var tilbage og hun regne ikke med han ville være kærlig som den gang lige med det samme, men hun håbe dog på snart for hun savne hans arme om hende og hendes dejlig hviske til hende, det hade hun savne meget.

[Deleted]

Damon kunne ikke lade være med at smile til hendes ord, for det var ikke hendes udseende i det hele, som måtte betyde det meste for ham, men det var den skønhed som hun måtte bære med sig i det indre, som var ham det vigtigste, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være. Det var heller ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste. ”Du misforstår mig min kære,” påpegede han stilfærdigt. Det var jo intet andet end den rene sandhed. Det havde det jo altid været, for det var jo ikke fordi at han havde været synderlig interesseret i hendes udseende, men hendes personlighed, for det andet havde han jo ikke været i stand til at skulle bruge til noget som helst og hun vidste det jo udmærket godt. ”Dit udseende er mig kønnere end det som jeg havde regnet med eller nogensinde ville være i stand til at skulle forestille mig.. Det er din perosnlighed som jeg nu er i stand til at sætte et ansigt på,” forklarede han videre, for det var så sandelig heller ikke hans mening at skulle fornærme hende eller noget som helst. Det var jo heller ikke fordi at hun var grim! Slet ikke! Som hun selv kom helt tæt på ham, så lod han ganske forsigtigt sine arme søge omkring hendes krop, så hun ville være i stand til at skulle komme helt ind til ham og så tæt på ham som det var hende menneskelig muligt. Han knugede hende helt ind mod sig. At duft hende, at mærke hende og det at høre hendes stemme her fremfor i hans drømme, hvor det havde været det sidste lange stykke tid, var ham en lettelse uden lige! ”Jeg har også savnet dig min kære.. Alt andet er ligegyldigt.. Du er her stadig og sammen med mig,” hviskede han stille mod hendes øre. Hans stemme var præget af den rene lettelse.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham og knuge sig ind til ham, duften af ham der igen fyldt hendes næse bor og følsen af hans kram berolige hende og fik hende til at smile. hun var så lykkelig over han troede på hende, hun nusse blidt kinden mod hans hals mens hun stille snuse til ham og nød vært sekundt, "jeg glad for at være i din arme igen min kære" sag hun stille og smile, der kom ikke flere tåre fra hendes øjen kun smile fra hendes læber og hendes hjerte der banke der ud af på live løs, hun nød virkelig det her øjeblik. hun endt dog med at lave lidt afstand mellem dem og lod hænderne nusse hans kinder, det var dejlig at nusse dem igen det hade hun savne, hun skænke hans læber et blidt lille kys, og så roligt på ham. "hvor godt kan du enlig se.." spurte hun stille, "jeg ikke sikker på hvor meget jeg fik heale af dit syne" hun holdt to finger lidt væk fra hans øjne, "hvor mange finger kan du se?" spurte hun stille og bed sig i læben og hade mere lyst til at kysse ham igen.

[Deleted]

Damon smilede et stille smil. Det var heller ikke fordi at han var i stand til andet, for det gjorde ham virkelig frygtelig glad at se hende igen. At hun havde hjulpet ham med alt dette, som ingen anden havde været i stand til eller ville for den sags skyld, det var noget som virkelig måtte betyde forbandet meget for ham! Han betragtede hende roligt og ellers med en tydelig træt mine. Han havde selv brug for hvile efterhånden, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. At sidde med hende, mærke hende så tæt på sig som nu, det var virkelig bare forbandet savnet! At hun holdt fingrene op for ham, hvor han alligevel måtte trække hovedet en anelse tilbage. Hans blik var forbandet sløret, men det var nu ikke noget som generede ham. Det vigtigste var vel at han kunne se? Selvom den kraftige anstrengelse i den grad ikke gjorde det nemmere, for han var klar over, at det kunne koste ham synet igen. ”Æhm.. to?” spurgte han som han vendte blikket stille mod hende i stedet for. Han blev siddende og med armene roligt og trygt omkring hende. Det glædet ham virkelig bare, at hun var der.. at det var hans Adeline og han gav under ingen omstændigheder slip på hende igen!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og kunne fornemme han var træt, hun smile og nusse hans kind. "tror heller vi må skaffe briller til dig inden du måske bliver blind igen" hun smile og nusse ham i nakken, "du ser træt ud.. kom og læg dig.. jeg bliver her mens du sover" hun smile og kysse ham på panden og forsigtig fik lagt ham ned i sengen, hun lag sig ved siden af ham og nusse hans kind blidt og så på ham før hun blidt trykke ham blidt ind til sig og lukke øjne og nød at ligge hos ham igen, hun nusse ham blidt i nakken mens hun bare lå og nød live igen vært sekundet med ham gjorde hende mere og mere lykkelig ind hun hade været i næsten et år nu, hun trak blidt dynen om dem og håbe han ville kunne sov lidt hun kunne virkelig fornemme på ham at han var udmatte og hun ville gerne have han blev frisk igen efter alt det hun hade gjort hun nusse ham bare og lå med hovedet over hans og hans hovede tæt ved sit bryst og sit bankene hjerte.

[Deleted]

Damon ønskede virkelig ikke at rende rundt med briller. Han var vel bare glad for muligheden for fatkisk at kunne se bare en smule? For ham så var det jo langt bedre end det som han havde levet med igennem så mange århundrede på grund af hans forbandede lillebror! Han ønskede nu ikke at tænke mere over det. Han havde ikke setk nægten siden ulykken og det var noget som han skulle være forbandet glad for i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket mod hende og med et svagt smil. ”Mon ikke det går alligevel,” sagde han med et svagt træk på mundvigen. Han ønskede virkelig ikke at rende rundt med briller! At det jo så kunne have konsekvenser for hans syn på længere sigt, var jo så den lille detalje som han ikke tænkte på, for det varj o heller ikke rigtigt noget osm han kendte det mindste til overhovedet. Han lagde sig stille ned i sengen og tog ellers imod hendes mange nussende strøg, for han kunne ikke gøre andet end at nyde noget så frygtelig godt af det. ”Jeg kan godt blive for.. nogle minutter.” Han var virkelig udmattet, for det var ikke meget han havde fået hvilet det sidste års tid, for han tænkte for meget på hende og det var kraftigt gået ud over ham og Kildaria, for han havde arbejdet mere eller mindre uden stop! Han lukkede øjnene og lagde sig ind til hende, hvor han alligevel næsten med det samme, måtte give efter for en søvn.

[Adeline Magarita Jakson]

adelien så på ham og kysse ham på panden, "kan også bare heale dem stille og roligt hver gang jeg ser dig i et par minutter" hun smile og så han sov, hun smile blist og putte dyne om dem med den ene hånd og nusse sig bare inde til ham, og lukke øjne og døse selv hen i søven, mens hun hade armen om ham. hun var bange for det blot var en drøm og han ville forsvinde når hun vågne igen, hun sov tungt og nød virkelig hans nærver igen. hun sov tungt og mærke hun fik det beder og beder i mens hun sov, hun vogne første tæt på aftens tid hvor hun begyndt at rør på sig og åbne øjne en smule for at se om damon stadig var der eller var forvundet. tom var komme ind inde i mellem at se til dem mens de sov, han hade stilt nyt vand til hende og en skål med frugt så hun kunne få noget ordnelig frugt sukker i kroppen.

[Deleted]

Adelines sidste ord, var slet ikke noget som nåede Damon for øre, inden at han var lullet ind i den gode søvn. Det var virkelig noget som var noget så trængende, ikke bare for ham, men i den grad også for Kildaria som nærmest måtte nære sig på hans nye energi. Noget måtte de gøre med synet og han vidste det jo godt, for han ville virkelig ende med at gå nedenom og hjem, hvis det hele skulle tages fra ham på denne grusomme måde endnu en gang. Hvor lang tid han måtte ligge og sove, det vidste han virkelig ikke. Han var helt ude af rytmen når det kom til nat og dag uanset! Adeline var den som måtte vågne først af de to, hvor han selv blev liggende i den gode søvn. Det var næsten ikke som om at han ville vågne igen, for han lå virkelig noget så frygtelig fantastisk i denne situation, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Først efter et længere stykke tid, var det som han ville vågne. Han vred sig en anelse under den ellers så tynde dyne og klemte øjnene let sammen idet han roligt åbnede dem. Han kunne ganske enkelt ikke forstå at han kunne se, for det var virkelig… fantastisk! Han strækkede sig roligt og lagde sig ellers til rette igen idet han måtte kvæle et gab. Han havde sovet længe, men han kunne stadig sove mere. Han havde virkelig udsat sin søvn alt for længe!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så ned på damon da hun mærke han bevæge sig, hun så på ham og smile og lod hånden stryg ham over håret. hun smile og lag sig ned ved siden af ham igen, hun smile bare og lod fingeren glid lige over hans øjne mens hun lod hånden, lys og heale han øjne i bare 5 minutter. hun trak vejer dybt og trak hånden til sig, hun så på ham. "damon.. sove du stadig" hun lå ind mod ham og nød at ligge under den tynde dyne sammen med ham, det hade hun savne rigtig meget. hun lod en hånd blidt tage om hans hånd og lå bare og kigge på ham med varme øjne mens hun vente på at høre om han stadig sov eller om han var vågne, hun smile og så på ham bare og nød duften af ham, den var så dejlig beroligende!. hun så bare på ham med et blidt blik mens hun nusse hans hånd og nød vært sekund hun kunne ligge der med ham, selv om hun regne med han nok snart skulle på arbejde igen, hun ville dog ønske han ikke skulle men han skulle jo tjene penge.