Konsekvenserne følger..

[alecander]

Selvfølgelig Alecander stå op som far, og bestemt også som hendes mand, når det kom til stykket, for det at opfostre et lille barn, og så tilmed en vampyr, det var ikke let, så meget vidste han dog, desuden ville det være specielt hårdt for Alicia, fordi hendes egen jagtevne ikke var helt finpudset endnu, så hun ville jo ikke kunne fodre sit eget barn. Så han ville selvfølgelig hjælpe barnet med det nødvendige, og med de ting, som hun ikke kunne, hvor han vidste at hun også ville hjælpe ham på de steder, hvor han selv ikke var erfaren. De skulle vel nok kunne finde ud af det sammen? Så længe de støttede hinanden, så kunne det vel ikke gå helt galt. Han trak på smilebåndet til hendes ord. Han rystede ganske let på hovedet, og lod sin hånd stryge hende blidt over kinden. "Du behøver skam ikke gøre alt for mig. Men jeg er nu glad for din hjælp og støtte," påpegede han stilfærdigt, for han så ingen grund til at skulle skjule det for hende. Hun burde skam vide at han nød hendes hjælp, og han nød ligeså godt af tanken om at de skulle have et barn. Det var måske meget tidligt, og han havde ærligtalt ikke regnet med det, men det skulle nok gå. Han smilede et skævt smil. "Ja så? Det må tiden vidst vise os," svarede han med et smørret smil. Om han ville blive god til det eller ej, det kunne han vitterligt ikke selv svare på, så det måtte tiden jo vise. Han kunne så bare ikke gøre andet end at håbe på det, og det var ikke bare nok med at håbe, for han var også nød til at kæmpe for at blive en god far - alt det vidste han skam godt - og ikke bare en god far, for det var bestemt også vigtigt at han var en god mand.
Det at give hende ringen, som ville beskytte hende imod sollys var virkelig intet! Alec var nok ikke særlig meget for at give sådan gode gaver ud, især ikke sådan en gave der kunne give en vampyr ufattelige muligheder, det var trods alt derfor at det kun var ham, Valerio og Demitri der havde sådan en ring, for havde andre vampyrer det, så kunne de hurtigt vælge at gå imod de overordnede. Nu havde Alicia så også en ring, og det gjorde ham ikke det mindste, for han stolede på hende, og han ville faktisk gerner gøre hende lidt glad, for han vidste jo ikke helt hvordan hun havde det med dette ægteskab, det var nok ikke ligefrem det som hun måtte brænde efter af hele sit hjerte, hvilket et sted gjorde ondt, men han måtte jo bare håbe på at han kunne leve op til hendes forventninger, for han ønskede hende virkelig kun det bedste! At hun var helt lamslået morede ham. Han lagde ganske roligt en finger mod hendes læber. "Det var så lidt, Alicia," hviskede han med et lille smil på læberne, inden han lod sin hånd stryge hende over hagen. Det var dog vigtigt at hun ikke mistede den, for det var jo trods alt hendes beskyttelse mod sollyset, og det kunne hurtigt blive revet fra hende, hvis hun ikke passede på den. Men det var han nu sikker på at hun ville. "Godt." Han smilede et skævt smil til hende. Han nikkede istemmende til hendes ord. Solop og -nedgange var virkelig meget smukke! Det var så bare ikke lige det, som han måtte bruge sin tid på, for han var typisk kun udenfor i dagslyset, hvis han havde forretninger der skulle gøres. "Bare fordi man mister noget én gang, så er det ikke ensbetydende med, at du har mistet det for altid," svarede han stilfærdigt, som han skænkede hendes kind et blidt kys. "Og nu får du så muligheden for at opleve det igen," tilføjede han med et lille smil. Han lod hende blot føre hans hånd mod hendes mave endnu engang, hvor han lod sin tommel stryge over stoffet. "Tja, jeg tvivler på at det er hvad du ønsker dig af hjerte, Alicia, så måske er det ikke decideret med tvang, men det er jo heller ikke fordi du lyster det."

[Deleted]

Det var meget som de begge to skulle vænne sig til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det at de skulle være ægtefolk, samtidig med at skulle få deres lille familie etableret og det hele, for det ville virkelig ikke blive en nem opgave for nogen af dem. Hun var allerede klar over, at hun ville sidde med langt det meste af arbejdet udelukkende fordi at hun var mor, så var hun stadig afhængig af ham, for blodet skulle der til eftersom barnet ville være langt mere fuldblod end det ville være halvblod og hun vidste det. Så blodet skulle til allerede fra start af og hun vidste det udmærket godt når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, det var hende nødvendigt eller ikke. Hun kunne ikke selv jage, for det var ikke noget som hun havde lært sig endnu og det var noget som hun udmærket godt kunne mærke sig af, for et hun kunne fange, var dyr hvis hun var heldig og det var noget som kunne mærkes på hende, for det mættede hende virkelig ikke. Så et sted, var de vel også afhængig af hinanden når det endelig måtte komme til stykket? ”Du har lige så meget brug for mig til dette, som jeg har brug for dig.. At du ville lære mig at jage, det må vi vidst tage på et senere tidspunkt,” sagde hun stille. Ikke at det gjorde hende noget, for dette var virkelig noget som ville kræve utroligt med planlægning og det hele når det endelig måtte komme til stykket. Det ville kræve frygtelig meget af dem begge og hun vidste det i den grad godt, for hun vidste godt hvad det ville indebære, at skulle sidde med en lille ny.
At han stolede på hende, var noget som Alicia udmærket godt kunne mærke, ellers havde hun vel heller ikke fået denne ring med den utrolige egenskab, at hun kunne se den store sol igen? Hun havde næsten bare valgt, at skulle acceptere, at det var noget som hun aldrig nogensinde ville være glad for, men hvad andet valg havde hun haft i det store og hele når det endelig måtte komme til stykket? Intet. Hun vendte blikket stille mod ringen og selv med et stille smil på læben. Det var slet ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom, for hende var det virkelig ikke bare noget som man gjorde. Det var virkelig en forbandet stor ting, for det var virkelig som at give hende et liv tilbage som hun havde mistet for så længe siden og det var jo ikke bare en lille bagatel, det var faktisk en temmelig stor ting når et endelig måtte komme til stykket! ”Jeg sagde ja fordi jeg lystede det, gjorde jeg ikke? Det er jo ikke direkte af tvang, for mulighederne var der for et andet liv.. Jeg takkede jo nej,” påpegede hun stilfærdigt. Ikke at det var noget som hun ville skjule for ham, for det var jo sandt. Hun havde haft mulighederne for at søge til Manjarno hvis det var noget som hun ville, men hun havde takket nej, selvom det nu var grunde som var ukendte for Alec, så var det også sådan, at det skulle forblive. Han ville jo heller ikke fortælle hende absolut alt omkring hans orgnisation, så gik det vel også op i den anden ende? Hun lod hovedet søge let på sned, hvor hun roligt lod sin hånd hvile over hans på hendes mave, for det var virkelig en frygtelig god fornemmelse, at skulle have ham til at stryge over den, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun sendte ham et stille smil. ”Du ved godt, at du lige har givet mig noget af det som jeg værdsatte mest i mit liv?” spurgte hun roligt og med et let træk på mundvigen.

[alecander]

De blev nok meget afhængige af hinanden, for Alecander vidste ikke en pind om hvordan man var far, og hun kunne nok ikke ligefrem hjælpe ham med at være far, men med at blive en god forælder? Og det var jo ikke engang sikkert at han ville blive så god igen. Han kunne bare håbe. Han vidste i hvert fald at det ville kræve en indsats og det var jo så noget som han måtte give, for at blive den gode forælder, desuden ønskede han jo heller ikke at svigte Alicia på det punkt, og derfor ønskede han også at blive en god mand overfor hende, for han tvivlede ikke på at hun ville blive en god mor eller hustru, for det var han allerede overbevist om! Han smilede ganske let og nikkede roligt. "Så sandt, jagten må nok vente," istemte han roligt. Når hun alligevel snart ville få en større mave, så kunne hun jo alligevel ikke jage, og så måtte han jo hjælpe hende uanset hvad, og det havde han bestemt heller ikke noget imod! Han nød et sted tanken om at pusle omkring hende, det at beskytte hende, holde hende sikker, og det var vel også grunden til at han ville give hende den ring? Han vidste jo at hun måtte savne det, hvem ville ikke savne det syn, når man var vant til det? Som hun selv havde sagt, så vidste man ikke hvad man savnede, før man havde mistet det. Desuden var det et smukt syn, og han ville med glæde dele det syn med hende, og mere af alt, så ville han gerne give hende bare muligheden for at se det syn igen; solopgangen, som soldnedgangen. Og så nød han faktisk tanken om at der var liv indeni hende, ikke bare et hvilken som helst liv, deres barn. Det kunne ikke andet end at glæde ham, måske også fordi hun virkede til at savne det? Uanset, så kunne han ikke fortryde den nat sammen med hende, for det havde virkelig været fantastisk, uanset hvad folk så end sagde.
Der var vel ikke nogen grund til at være skeptisk over for hende, til ikke at tro på hende? Hun havde ikke givet Alec nogen grund, så han valgte at stole på hende, ellers vidste hun jo også konsekvenserne af det, desuden virkede hun ikke til at være typen der svigtede folk. Han så hende ganske så alvorligt i blikket, imens han lyttede til hendes ord. Han nikkede ganske roligt, som hun var færdig. "Sandt nok," medgav han roligt. Han havde jo bragt alle muligheder på banen, men hun havde alligevel valgt at blive gift med ham, så.. hun måtte vel ønske det? Det var svært at sige, for han vidste ikke helt hvor de stod, foruden at de lige var blevet forlovet. "Men du skal stadig vide at jeg er glad for det," tilføjede han stilfærdigt. Han ville nok gerne have at hun var i sikkerhed, men han havde ikke noget imod at blive gift med hende, skønt det godt nok var ret tidligt, så det var vel et sted af forpligtelse af dem begge? Han nød nu alligevel at tænke på tanken om at have hende som hustru og at hun ventede deres barn. Hans blik faldt mod deres hænder. Tanken om at de nu var en familie strejfede ham. Han havde ikke haft en familie i.. flere årtusinder. Han mistede sine forældre da han var ganske ung. Smilet falmede en smule. Han ønskede et sted ikke at hans eget barn skulle miste ham eller sin mor i en tidlig alder. Det var vel også grunden til at han var så hård? Han vendte blikket mod hende og smilede let. "Det er jeg kun glad for," sagde han i en dæmpet tone.

[Deleted]

De ville virkelig blive afhængig af hinanden når den lille ville komme og allerede før det, for Alicia ville slet ikke være i stand til at skulle skaffe sig mad eller lignende på egen hånd og det var noget som et sted også måtte skræmme hende når det endelig kom til stykket. Hun havde altid haft et utrolig stort problem med at skulle give sig hen til andre på den måde og siden hun blev af mørket, så havde hun blot været ekstra forsigtig med at skulle gøre lige netop det, hvilket vel også i bund og grund måtte være med en god grund? Det var virkelig at stille sig selv svagere, selvom det vel i denne situation kunne anses som en styrke? Direkte kunne hun ikke lære ham at være far, men at være en forælder for den kommende lille og det agtet hun så sandelig også. Nok at den lille skulle oplæres i de værdier som var værdsat og ikke værdsat her i det store mansion, så det blev vel en ganske naturlig dvasiansk opvækst? Ikke at det var noget som Alicia havde det mindste imod, for hun ønskede heller ikke at deres lille skulle ende ud idet samme som hende selv, for det ville man virkelig ikke få det mindste ud af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, om det var noget som hun ville eller ikke. ”Du er vidst nødt til at jagte for mig.. Så kommer du også lidt ud herfra. Du har siddet herinde i dage,” sagde hun stille. Et sted var det jo faktisk en tanke som måtte bekymre hende en anelse, for han havde vel også brug for en dels luftforandring? Hun ville ikke fortryde den aften, for det kunne hun virkelig ikke. Det havde ganske enkelt været fantastisk og han var virkelig en fantastisk mand.
Alicia havde virkelig været åben omkring det hele lige fra start af, for hun vidste, at det ikke ville gavne nogen af dem, at skulle fyre løgne af overfor hinanden, og hun vidste det jo udmærket godt. Han havde virkelig al mulig grund til at skulle stole på hende, al mulig grund til at skulle tro på hende, og det var virkelig også alene sådan at hun ønskede det når det måtte komme til det store og hele. Hun smilede ganske let til hans ord. Bare det at han havde skænket hende den mulighed for at få dette liv igen, for det var virkelig ikke noget som sagde så lidt når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Det samme er jeg,” sagde hun roligt. At han var glad for det var hun virkelig kun glad for, for hun ønskede virkelig også den mulighed for det afbræk i hverdagen, så han kunne lægge de leder lidt på hylden som han altid havde gjort når de endelig måtte være sammen, for det var i den grad også noget som han måtte fortjene. Hun smilede ved hans strøg over hendes mave. Der ville ikke gå forbandet lang tid inden den ville vokse godt til og hun vidste det jo udmærket og før eller siden, ville hun være lige så stor som en hval! Historien omkring hans fortid var ganske så ukendt for hende, og det var nu ikke noget som hun direkte ønskede, at skulle blande sig i, men der var .. vel ikke noget at gøre ved det? Hun skulle vel vide det før eller siden? ”Jeg er virkelig bare glad for muligheden. Jeg skylder dig virkelig..” Hun kyssede hans kind ganske blidt, idet hun roligt betragtede ham med en stille mine. ”Du har vel også arbejde som skal passes? Jeg ville jo bare forbi og … fortælle dig den glædelige nyhed,” sagde hun med et stille smil. Han havde masse at se til omkring det med hans bror, så hun forstod også godt, hvis han ønskede noget arbejdsro.

[alecander]

Alecander vidste godt at hun var afhængig af ham, at hun havde behov for at han jagtede for hende og skaffede hende føde, hvilket han ikke ville have det mindste imod, så længe hun var villig til at drikke blodet, for hun skulle ikke bare nære sig for hendes skyld, men også for barnet, for barnet havde jo også brug for blod og næring. Men de skulle nok klare det, når de havde hinanden, for han kunne ikke opdrage et barn selv, og et sted så kunne hun vel heller ikke? Måske hvis det ikke havde været et vampyrbarn, men et levende barn, for kunne hun ikke jage, så kunne hun ikke give sit barn mad, og derfor var han også nød til at lære deres barn at jage, når barnet ville blive ældre. Han strøg sin hånd igennem hendes hår, imens han smilede et stille smil. "Det har jeg skam ikke noget imod, min kære," svarede han stilfærdigt. Han så ganske roligt rundt i rummet, det gik egentlig ikke op for ham - før nu - at han havde siddet herinde i flere dage. "Det.. har jeg vel," sagde han roligt, som blikket faldt på de papirer bag ham, hvor hans noter om byttehandlen lå. Han havde godt nok været herinde i flere dage, men.. han var jo nød til at blive færdig, ellers ville byttehandlen ikke gå som planlagt! Han var glad for at hun var dukket op, for så kunne han da tænke på noget andet, end sit arbejde. Så kunne han få lidt luftforandring, og det ville i hvert fald gøre godt for ham.
Alec vidste godt at et ægteskab ikke burde opbygget på løgne, og han havde skam heller ikke løjet for hende på noget tidspunkt, for han havde svaret ærligt på hendes mange nysgerrige spørgsmål, og hun havde da tacklet sandheden godt, hvilket da måtte glæde ham, skønt det faktisk måtte more ham, at han ikke havde den skræmmende effekt på hende, som han havde på alle andre. Hun - foruden Demitri og Valerio - frygtede ham ikke, det havde hun aldrig gjort, og sandt nok han havde ikke givet hende nogen grund til det, men ville hendes syn ændre sig, hvis han fortalte hvilke grufulde ting han havde gjort? Hvis han fortalte hvilken modbydelig mand han egentlig var? Hvis han fortalte at han faktisk ikke ville blive en god far, for han var slet ikke den type? Et sted turde han ikke fortælle hende det, et sted i frygt for hendes reaktion og hendes mening omkring ham, for han nød faktisk det at hun ikke frygtede ham, og det var vel også derfor han var så god ved hende? Men hvem ønskede ikke at have bare en enkel til at holde af sig? Han havde aldrig åbnet sig på denne måde, ikke for nogen som helst! Og så dukker hun op og pludselig er han læselig som en åben bog. Men hun måtte jo være den ene som fandt nøglen til hans lås, og det var han et sted taknemmelig for. Han rystede let på hovedet. "Du skylder mig intet Alicia. Dit ægteskab er og det at vi skal have et barn er skam nok!" svarede han stilfærdigt og smilede mildt til hende. Han trak blot på smilebåndet da hun kyssede hans kind. Han nikkede ganske roligt. "Jeg burde komme tilbage til mit arbejde ja," istemte han roligt. "Jeg er glad for at du fortalte mig det, Alicia," tilføjede han roligt. Han gjorde en gestus til at hun skulle følge ham, inden han gik hen til døren som han åbnede for hende. Han burde blive færdig med sit arbejde, så der kunne kome lidt ro over organisationen igen. "Når jeg er færdig lover jeg dig at tilbringe noget tid sammen med dig," endte han roligt. Han kunne vel ligeså godt starte med at prøve at blive en god ægtemand? Og det krævede vel at de tilbragte lidt tid sammen? Det havde han uanset ikke det mindste imod.

//Out

[Deleted]

De ville være afhængig af hinanden og det ville Alicia virkelig ikke have det mindste imod når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var noget særligt også set i hendes øjne og det var end ikke noget som hun kunne eller ville lægge det mindste skjul på, og nu hvor han faktisk måtte jage for hende, hvor hun gjorde gengæld i det, at hun ville give ham den erfaring som han havde brug for, for at skulle være forældre, så var det vel også bare fair på sit vis når det endelig måtte komme til stykket? Det næste års tid, hvis ikke mere, så ville hun være afhængig af, at han ville jage for hende, så de kunne komme til bunds i det her, for hun var afhængig af ham når det endelig måtte komme til stykket. Ikke at hun satte for store forventninger til ham som en ægtemand direkte, for han havde virkelig forbandet meget arbejde at tage sig til, men han havde virkelig brug for det pusterum til tider og hun ønskede virkelig også at give ham de små afbræk fra arbejde, hvor han kunne komme til hende, ligge der sammen med hende, snakke om alt og intet og smide den leder en anelse på hylden og bare være.. manden bag, som hun altid havde fået lov til at se og betragte, for det var også en mand som mange ville have det godt med, hvis de fik den ære af at se ham som hun havde. Hun nikkede stille til hans ord. ”Det har du.. dagevis hvir ingen har set dig,” sagde hun stille og ikke mindst med en anelse bekymring i stemmen. Han arbejdede virkelig for hårdt, selvom hun nu også havde fundet ud af grunden til hvorfor. Ikke at det gjorde det bedre for hende.. Tvært imod.
Ingen af dem havde bygget noget på løgne, hvilket Alicia virkelig var frygteli glad for når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Nu sad hun her og bar deres kommende lille barn, ikke at det var noget som hun gjorde med skam nogen steder, det var virkelig… en stor ære, at skulle gå med hans barn på denne måde, ikke at der var nogen tvivl om det når det endelig måtte komme til stykket. Det gjorde hende glad og hun glædet sig virkelig til hun kunne have noget at pusle om. Ringen ville hun virkelig passe på som det dyrebare eje som det havde fået for hende. Bare alene den tanke med, at hun igen ville kunne vandre ude i sollys, så… kunne det også være, at hun skulle opsøge Isaac på et tidspunkt? Den mand fortalte hun stadig intet omkring overfor Alec, for hun ønskede virkelig ikke at sætte alverdens tanker i ham når det kom til det punkt. Hun nikkede med et stille smil. ”Hvis du siger det,” sagde hun med en blid og sandfærdig mine. Hun rejste sig roligt op og vendte blikket mod hans kontor. ”Husk at skrive den liste..Så jeg kan komme i gang med sorteringen, ikke?” bad hun roligt. Hendes læber spillede ud i et let smil, hvor hun roligt lod hånden stryge mod hans kind. ”Du fortjener at vide det.. Faktisk, så tror jeg at du vil kunne blive en god far til vores kommende lille baby. Og.. det der.. Det er virkelig en perfekt start. Jeg venter på soveværelset. Du kommer bare derop når du er færdig.” Hun kyssede roligt hans kind og mundvige, inden hun forlod kontoret med de rolige skridt.

//Out