Konsekvenserne følger..

[Deleted]

Alicia havde virkelig ikke det mindste imod, at skulle sige ham imod, for hun havde jo endnu ikke nogen grund til at skulle være direkte bange for ham når det endelig måtte komme til stykket. Hun sendte ham et stille og varmt smil. At se ham på denne måde, var noget som hun var glad for. At hun også var savnet på denne måde. Hun strøg roligt over hans kind. Han var virkelig ikke farligere end en killing for hendes vedkommende, det var end ikke noget som hun ville skjule for ham når det endelig måtte komme til stykket, for det var vel bare sådan, at det måtte være? Hun havde i den grad formået at finde den gentleman som måtte være gemt i ham og det var noget som hun virkelig var bange for. Hun nikkede med et stille smil til ham. Hvorfor løbe fra sandheden? Det var da slet ikke noget som hun ville kunne forstå. ”Lige præcis,” sagde hun ganske kort inden hun mødt hans læber. Det var virkelig bare en frygtelig behagelig fornemmelse! Det var næsten som at blive trukket tilbage til den aften hvor det hele måtte være sket og det var virkelig en så frygtelig dejlig fornemmelse når det endelig måtte være kommet til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte være i den ande nende. Hun havde savnet ham noget så frygtelig voldsomt i disse dage!
Alicia kunne virkelig ikke bebrede ham for noget som helst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De var begge to skyld i det, og hun havde selv valgt, at skulle gå med til dette, så det var vel i bund og grund ikke noget uheld, for hun fortrød virkelig ikke det mindste. Hvordan at han havdde det med det hele, var det som hun agtet at skulle finde ud af. Hun kunne sagtens tage det hele alene, hvis det endelig skulle være, det var der heller ikke nogen tvivl om, for det at have noget at pusle om var noget som faktisk glædet hende et sted. Det gav hende da noget af en mening med livet og det var noget som faktisk måtte gøre hende så frygtelg glad. At han direkte måtte komme hende i møde, tage hendes hænder og glide på knæ foran hende, var slet ikke noget som hun kunne forstå, for det var noget som direkte måtte overraske hende. Hun blinkede let med øjnene og så stille ned på ham. Hun bed sig let i læben. Hun havde mulighederne for at få barnet fjernet, men det krævede automatisk, at hendes svangerskab skulle være kendt og så ville det ende med at gå galt alligevel, for så ville straffen ramme og den ville i den grad ramme forbandet hårdt i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun trykkede forsigtigt hans hænder igen og rystede stille på hovedet. ”Du er en stresset og presset mand, Alec.. Jeg kender efterhånden til meget.. af det som du har i hænderne fulde for tiden. Jeg kræver intet af dig.. Det kan jeg ikke,” sagde han stille. Han kunne da sagtens blande sig hvis det var det som han vile, have indflydelse på den lille hvis det var det som han ønskede, så skulle han også have lov til det selvfølgelig! Hun ville aldrig kunne finde på at udelukke ham af den kommende lilles liv! Hun himlede stille med øjnene. ”Det er jo ikke fordi at jeg kan komme til skade med at samle papirer op, Alec! Jeg vil bare have noget fornuftigt at lave, for jeg bliver sindssyg af alt det andet!” endte hun lettere frustreeret for det var faktisk ved at gøre hende sindssyg!

[alecander]

Det var rart at stå med hende i sin favn igen, men Alecander havde da fået at vide, hvorfor hun havde opsøgt ham, for at fortælle ham at hun var gravid, og det glædede ham da, at hun var kommet til ham, og han gik ud fra at han var den første? Han vidste ikke helt om hun havde andre omkring sig, men uanset hvad, så ville det ikke være retfærdigt at lade hende være helt alene med et barn, og når det så var hans barn! Hun havde endnu ikke helt styr over sine kræfter, og hvis hun så var højgravid, så ville hun jo ikke kunne jæge selv, og der havde hun jo så brug for en vampyr omkring sig, desuden havde han lovet hende, at han ville hjælpe hende med jagten, og det fik hun så sandelig også brug for nu! Et sted kunne han jo bare lade hende være alene, lade hende passe barnet helt selv, men så igen, han måtte indrømme at han var kommet til at holde af hende, og det var rart at have nogen omkring sig, og det ville faktisk ikke gøre ham noget at have en lille unge rendende omkring sig - så længe han da ikke blev forstyrret i sit arbejde. Desuden så kunne han vel sagtens arbejde, hvis hun passede den lille? Så måtte han jo bare finde lidt tid engang imellem, når barnet ville vokse sig større. Barnet havde jo brug for en mor i de første år, der spillede rollen som far jo ikke så stor som morens rolle. Så det kunne vel ikke gå helt hen i vejret? Men så igen, han ønskede kun at beholde barnet, hvis hun var fuldstændig med på det. Og barnet ville jo ikke blive født lige foreløbig, så han havde vel tid til at få byttehandlen overstået? Så måtte han jo håbe på at alt gik vel. Han trak skævt på mundvigen til hendes ord. "Jeg er en stresset mand for tiden ja, men det er jo kun til byttehandlen er overstået," svarede han stilfærdigt. Han havde knælet foran hende, for at få hendes opmærksomhed og for et sted at bevise at han mente det? En tanke der dog slog ham, var at det kunne blive farligt for hende, at føde udenfor et ægteskab var strafbart, og han var muligvis i sikkerhed, men det var hun ikke, hvis hun gik ude, og han kunne vel ikke tvinge hende til at blive her? Det var jo også hans barn, så et sted kunne han? Han ville i hvert fald bare ikke have at der skete hende noget, og heller ikke barnet. Han smilede let til hende ved hendes frustrerede stemme. Han strøg blidt nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt, inden han rejste sig let, for at skænke hendes kind et blidt kys. "Så længe, du ikke kommer til skade, så.. er det vel fint," svarede han ganske roligt. Men så snart hun fik en større mave, ville han nok forlange at hun ikke arbejde, for nok blev hun sindssyg, men hun skulle så sandelig heller ikke komme til skade! Så kunne han godt tolerere en fridag! Han så en smule forsigtigt på hende. "Alicia.. Du er godt klar over at det kan blive strafbart ikke?" spurgte han ganske så forsigtigt og roligt. Selvfølgelig vidste hun det, for det var jo trods alt hende som måtte føde barnet og gå rundt med det, og ikke ham, så tanken måtte da også have strejfet hende? Han klemte blidt omkring hendes hånd. "Jeg mener det, når jeg siger, at jeg ikke ønsker at der sker dig noget," tilføjede han i en lettere alvorlig og bestemt tone, hvor han ikke veg blikket fra hende. Desuden, måske fødte hun barnet i al hemmelighed, men det kunne jo stadig gå hen og blive opdaget, og så ville hun stadig blive straffet, og der kunne det også gå så galt at det ville gå ud over ham og hele organisationen.

[Deleted]

Alicia var dog glad for, at det var denne måde, at Alec måtte reagere på, for det gjorde det hele meget nemmere for hende. Hun var næsten bange for at han ville reagere med vrede eller raseri, for det var jo sådan at historierne næsten ville få ham til at fremstille det som. Hun havde ikke været tæt på nogen anden og hun havde ikke andre at gå til, så hun var slet ikke i tvivl om at det var ham som måtte være den kommende lilles far og tanken glædet hende faktisk et sted, for han var virkelig en fantastisk mand når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man kunne betvivle det mindste når det endelig måtte komme til stykket. Hun betragtede ham stille. At han var en hårdtarbejdende mand, var slet ikke noget som man skulle betvivle det mindste, for hun kunne udmærket også godt mærke det på ham. Selvfølgelig ville han kunne arbejde ved siden af det at være far for den lille, for den lille ville være mere afhængig af hende, end det som den ville være afhængig af ham det første lange stykke tid af sit liv, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hvis hendes graviditet blev opdaget, så var det ikke bare hende det ville gå ud over, det ville også være ham og det var slet ikke noget som hun brød sig om, for det var slet ikke noget som hun ønskede for ham, det var også derfor, at hun ønskede, at han skulle vide det. ”Det ved jeg godt, Alec… Jeg ønsker bare, at du skal vide, at jeg ikke kræver, at du skal stå der som far hvis det ikke er noget som du ønsker,” sagde hun stilfærdigt. Hun ønskede virkelig bare, at han skulle vide det, i tilfælde, for han skulle virkelig ikke føle sig tvunget til noget som helst. Han havde nok at skulle tage sig af med organisationen og det hele med bytningen for hans bror, hvilket hun umådelig godt kunne forstå. Han havde i den grad hendes opmærksomhed. Den havde han haft fra hun havde set ham for første gang, så det var heller ikke noget som man sagde det mindste til lige nu, for hun nød af tanken. Hun bed sig svagt i læben. ”Det kan blive strafbart? Min kære Alec, det er allerede strafbart fordi jeg venter mig,” påpegede hun stille. Tanken skræmte hende måske en smule, men hvad var der at skulle gøre ved det på denne måde? Det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket blot en anelse ned mod hendes mave og med en lettere sitren. Hvad mente han og hvad hentydet han da til? Det var jo heller ikke noget som man kunne tage fejl af, for det var noget som fangede hendes opmærksomhed. ”Det var derfor jeg ønskede, at du skal vide det..” sagde hun stille. Hun var virkelig bare ærlig. Ønskede han ikke barnet, så ville hun tage til Manjarno, før det blev afsløret, for så ville hun da heller ikke kunne gøre noget andet, for her i Dvasias ville hun blive straffet for at bringe barnet til verden og bare det at bære det, for det var ikke noget som nogen måtte finde ud af, for det kunne få katastrofale følger! Hun sendte ham et stille smil, hvor hun roligt tog den ene hånd til sig, for at lade den stryge mod hans kind, ganske så roligt og stille. ”Ønsker du ikke at jeg skal have det, så sig det endelig til mig, ikke? Bliver det opdaget, så er det ikke bare mig som straffes, men også dig,” påpegede hun stille. Det ville gå ud over organisationen i så fald, for det var ikke bare moderen som blev straffet, det var i den grad også barnets far. ”Jeg kan arbejde til maven kommer vel? Så lover jeg dig om ikke andet, at jeg nok skal tage det med ro,” afsluttede hun stille, blot for at gøre ham en anelse mere rolig.

[alecander]

Alecander var kommet til at holde af Alicia, og det var jo fordi at hun fik ham til at føle på den måde, som han gjorde i øjeblikket, han kunne være den mand, bag den hårde leder, når han var sammen med hende, men når han var sammen med andre, så var han så indelukket og kold. Han kunne også tydeligt mærke at han havde savnet hendes selskab, især fordi han havde haft så megen stress, som han havde haft de sidste par dage, fordi han nu var ene og alene og ikke havde sin bror til at lave noget af arbejdet. Desuden så var Valerio én af de få vampyrer som han turde at betro sit arbejde til, for han vidste at manden ville gøre det godt, hvor alle andre bare ville fejle! Så det ville da blive rart hvis hun ville rydde op for ham, selvom det vel et sted også var pinligt? Han havde virkelig bare ikke tid til at rydde op efter sig selv for tiden, ikke når han var så stresset! Så det ville faktisk gøre godt med en sekretær. Han lod sine arme hvilede mod stolens sæde, tæt ind til hendes krop, hvor hans hænder nussede hendes hofter ganske blidt, dog uden at han veg blikket fra hendes isblå øjne, det var ham en umulighed som sædvanligt. Han smilede et næsten drilsk smil til hende. "Er det fordi du mener at jeg ikke egner mig som far?" spurgte han roligt, og dog med den drillende undertone. Det var vel ikke helt forkert? Han var nok ikke den bedste far-type, men det kunne man vel lære? Det krævede vel blot erfaring? Det var jo ikke fordi han ikke kunne føle nogen følelser, for det havde Alicia da bevist at han kunne. Han lyttede ganske roligt til hendes ord, som han blev siddende i hug foran hende, hvor hans blik faldt på hendes mave. Det var vel ikke helt for sent? Man kunne vel.. dreje reglen lidt? Det kunne man jo altid. Han vente ganske roligt blikket mod hende, inden han skænkede hendes læber et blidt kys. "Jeg vil da ikke fratage dig som rollen som mor, når den nu byder sig, og du gerne vil," svarede han stilfærdigt. Han satte sig i hug igen, hvor hans blik faldt mod hendes mave, imens han lod sin ene hånd stryge ganske blidt over den. Han smilede et lille tilfredst smil. "Jeg skal jo have en arving på et tidspunkt.. Og jeg må indrømme, at jeg ikke gider at have et barn med nogen anden kvinde en dig," svarede han stilfærdigt, hvor han betragtede sine strøg over hendes mave. Han var en mester i at dreje reglerne, især fordi han havde det arbejde som han havde, skønt han faktisk havde brudt en masse regler, så blev han opdaget, så ville han ikke bare blive straffet, men tilmed blive dræbt, fordi han havde gjort så mange slemme ting. Han vendte sit blik mod hende, som bar et lettere mystisk og udspekuleret skær over sig. "Men.. hvad nu vis vi bøjede reglerne lidt?" Han så hende i de isblå øjne, hvor han trak ganske svagt på den ene mundvig. Han lod sin hånd glide fra hendes mave til hendes hånd, som han gav et blidt klem. "Det er selvfølgelig kun, hvis du vil, og det er kun for din sikkerheds skyld, men.. vi kunne jo blive gift?" foreslog han ganske roligt og forsigtigt. Det var jo kun hvis hun selv ønskede det. De kunne jo sagtens blive skilt når barnet blev født. "Bliver vi gift nu, så er der jo ingen der kan opdage at barnet er født udenfor ægteskabet," tilføjede han ganske roligt, som han vendte blikket mod hendes mave igen. Det var vel det bedste? Så var han også sikker på at både barnet og Alicia ville være i sikkerhed. Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord. De havde da den rette effekt på ham. "Godt nok," svarede han med et lille skævt smil. Så længe hun ville slappe af, når hun begyndte at få en større mave.

[Deleted]

Alicia holdt virkelig også forbandet meget af Alec når det kom til stykket og hun vidste godt, at det kunne sætte dem begge i en temmelig alvorlig situation, udelukkende fordi at han var den leder som han var og nok ikke ville vise sig som svag når han endelig var omkring andre. Hun havde dog blot erfaret, at han havde haft godt af at smide den leder lidt af sig når det kom til stykket, for det havde tydeligvis haft en lettende effekt for ham og det var hun selvfølgelig glad for. Han havde ikke reageret med afvisning eler vrede for den sags skyld, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Der var dog ingen kærlige følelser involveret fra hendes side af om ikke andet. Det havde virkelig bare været en fantastisk aften og hun havde i den grad nydt det, selvom hun måtte erkende ærligt og fredeligt, at hun slet ikke havde ventet sig, at det skulle ske og nu stod hun altså her og vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre ved det. At han lod hende beholde det, var hun jo selvfølgelig frygtelig glad for i den anden ende, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Hun sendte ham et stille og let smil. ”Har du nogen erfaring?” spurgte hun med et let hævet bryn. Hun var jo selv en mor til en lille pige på 5 år, selvom hun ikke havde set den lille pige eller hendes far i temmelig lang tid efterhånden, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket og et sted så var det blot en tanke lige for øjeblikket, som hun bare valgte at bide i sig. Det var glemt lige for nu. Hun tog glædeligt imod hans kys og med et svagt smil på læben. Hun anede virkelig ikke hvad der kom for nu, det var helt sikkert. Han var slet ikke den type mand som hun ville beskrive som den perfekte far, men igen, det kunne vel ligge i ham ,ligesom alt det andet som hun havde fået lov til at skulle betragte igennem det sidste lange stykke tid? Om ikke andet, så i de stunder hvor hun havde haft ham alene, selvom det ikke havde været lange minutter af gangen når det endelig havde været. Hun trak lettende på smilebåndet. At han ønskede, at det var hende som skulle bære hans arving, var noget som hun så på som en frygtelig stor ting! At den lille som hun måtte bære med sig – Hvorvidt om det var en søn eller en datter, hvilket for hendes del var fuldkommen ligegyldigt, så var det virkelig bare noget som måtte glæde hende noget så frygtelig voldsomt, for Alec ville tydeligt også have sit at sige. Han lod hende tage sin hånd og lo ham klemme om den. Hun kunne virkelig ikke gøre noget andet ned at nyde det faktum, at han var så tæt på hende. Hans ord var noget som ramte hende som et direkte chok. Det var da noget af det sidste som hun havde regnet med at han ville sige. ”… Gifte os?” gentog hun. Om det bare var for beskyttelsen eller ikke, det var ikke det som var det vigtigste i hendes øjne lige for øjeblikket, men bare det faktum… Det var noget særligt for hende og ægteskabet var noget som hun altid havde sat så stærkt og så tydeligt, men nu.. Hun kunne virkelig bare ikke tro det! ”Det bliver jo ikke bare for min og barnets sikkerhed, Alec.. Det er jo også din. Begge parter bliver straffet hvis… Ja, du ved..” Hun vendte blikket ned mod sin mave. Hans strøg var virkelig bare en frygtelig behagelig følelse, for det føles.. dejligt et sted, rart at det blev anerkedt på den måde og af ham for han havde jo faktisk den halve skyld i dette. Det eneste som faktisk måtte nage hende, var at det kun var for sikkerheden og ikke noget andet, for det var jo.. en hellig stand, vel også for en vampyr? Hun sendte ham et stille smil og nikkede så endeligt. ”.. Hvis det jo b-bare er for sikkerheden… O-og den lille.” Hun var virkelig mundlam og chokeret. Det lignede da ikke den Alec som hun havde fået beskrevet!

[alecander]

Alecander havde virkelig ingen erfaring, når det kom til at være far, bortset fra at han var meget overbeskyttende, for hele organisationen var jo som en baby for ham, men andet erfaring havde han virkelig heller ikke! Og organisationen var jo ikke et levende individ, men det ville deres kommende barn jo være. Var der en ting han dog var god til, så var det at være en holdspiller og beskytte dem, som selv ikke betød noget synderligt for ham, men for helheden, som et medlem fra organisationen, og det var vel også derfor at han valgte at bytte Fabian med Valerio? Han var godt nok hans bror, men han kunne også være så følelseskold og sige, at Valerios død ville blive en lærestreg for alle andre medlemmer af organisationen, og at ingen skulle stå i vejen for planerne! Men havde han gjort det? Nej. Han måtte dog indrømme at Valerios fejl, gik ham på nerverne! Den gjorde ham direkte vred! Han smilede skævt til hendes ord. "Nej," svarede han sandfærdigt og dog med et sigende smil på læberne. Hvorfor lyve? Det var jo sandheden; han havde ingen erfaring som far. Han kunne tydeligt fornemme at hun ikke fortrød det, og at hun ønskede at beholde barnet, så igen, han var jo ikke direkte følelsesløs, skønt mange fremstillede ham sådan, men man kunne vel sige at hun fik det bedste frem i ham? Hun havde i hvert fald bare fået en særlig betydning for ham, og han ønskede ikke at gøre hende fortræd på nogen måde, så han ville selvfølgelig lade hende beholde barnet, og eftersom det var hans halve skyld, og han var far til barnet, så ville han da selvfølgelig også hjælpe hende med at opfostre barnet, han ønskede jo heller ikke at hans eget barn skulle blive et lille gadebarn, han kunne jo give det et hjem, færdighed og egenskaber, eftersom han jo selv var født i en rig slægt, og den skulle jo også føres videre. Han trak ganske svagt som hun tog imod hans kys. Han vidste dog at det var meget at spørge om, for han kunne forestille sig at hun tog ægteskab og det at skulle have et barn ganske højt. Så han vidste jo ikke om hun ville være med på den, for hun behøvede skam ikke! Han nikkede ganske stille, som hun gentog ham. Han trak en smule ligegyldigt på hans skuldre. "Du skal ikke tænke på mig Alicia, jeg er mere eller mindre anonym over det hele, men det er du ikke, fordi du bærer barnet, og en ring ville kunne give dig den nødvendige sikkerhed, og også barnet," svarede han stilfærdigt, hvor han sendte hende et skævt og en smule prøvende smil. "Det er måske for dit og barnets sikkerhed, men.. som jeg sagde sidst, så ønsker jeg ikke at tvinge dig til noget, som du ikke har lyst til," tilføjede han stilfærdigt, "med andre ord; jeg vil ikke giftes med dig, hvis det ikke er det du ønsker." Ægteskab var en stor ting, og det ville nok bringe hende, barnet og ja også ham selv sikkerhed mod lovene, men.. han kunne bare ikke gifte sig med hende, hvis det ikke var hvad hun ønskede, for han vidste at det stod højt i hendes øjne, og ja de kunne godt nok blive skilt efter barnets fødsel, men.. det ville jo også kræve at barnet blev skilt mellem far og mor, og det ønskede han et sted heller ikke at barnet skulle, han ønskede faktisk at det skulle vokse op i en familie, og ikke en splittet familie. Han strøg hende en enkelt gang over maven inden han rejste sig igen, hvor han lagde armene roligt over kors. "Det er op til dig i den sidste ende," svarede han roligt. "Du skal bare vide, at jeg ikke har noget imod et ægteskab, det er trods alt bedst for barnet, også på længere sigt." Han smilede et mildt smil. Han ville ikke presse hende til noget, og det beviste han vel også nu? Hun måtte gerne sige nej, så måtte de jo blot leve med denne risiko. Så længe hun bare ikke giftede sig af modvilje, så var han glad.

[Deleted]

At Alec ikke havde nogen erfaring med små børn, kunne Alicia næsten forestille sig, for han var virkelig for kræsen til at være en af dem som måtte hoppe i seng med alle og enhver. Det var jo et sådan rygte som let ville sprede sig idette mørke land og hun vidste det. Hun stod bare i en temmelig ubehagelig situation. Hun kunne sagtens gå ude nu, for maven kunne ikke ses, men så snart den ville vokse, ville folk stille spørgsmål og så ville det blot være et spørgsmål om tid inden hammeren ville falde og den ville i den grad også ramme så frygtelig hårdt. Hun betragtede ham roligt. Bare alene tanken om, at han valgte at spørge hende til ægteskab var noget som faktisk havde chokket hende. For hende, var det noget ganske særligt, for hende var det noget helligt og det var noget som man blot måtte gøre, om man i sandhed måtte elske hinanden og man kunne ikke sige, at der var følelser indblandet i dette. Hun vidste godt hvad straffen måtte lyde på, hvis Jaqia måtte finde ud af det her, for hende ville det være halvtreds piskeslag og en mistet livmor og for ham.. Så var det vel døden? For man kunne ikke just sige, at han var den som stod mest heldig hvis det kom frem, at han var den mand som han var. At han havde gjort de ting som han havde gjort. Hun sendte ham blot et ganske svagt smil. ”Det er faktisk sværere end det lyder,” sagde hun roligt. Hun skulle nok vise ham hvordan det var at være far, for det at være forældre, var virkelig verdens hårdeste stykke arbejde. Hun havde været igennem meget af det selv, fra de var helt små, til de blev større og mere selvstændige. Hun betragtede ham roligt. Bare alene tanken om at gifte sig på det grundlag, var forkert i hendes øjne, men hun ønskede virkelig heller ikke at det skulle gå galt, for det ville være et stempel som hun ville bære med sig til evig tid. Desuden.. hvem ville være sammen med en kvinde som ikke ville kunne skænke ham børn og noget som kunne bringe familie videre? Hun trak vejret dybt, selvom det slet ike var hende nødvendigt. Det var blot en gammel vane. ”Jeg må ærligt erkende, at det ikke var sådan, at jeg forestillede mig et frieri,” begyndte hun stille. Ringen ville beskytte dem alle tre og for ikke at glemme, så ville den også beskytte hans organisation. Man måtte jo bare tage konsekvenserne af det som skete ved de handlinger som de havde foretaget sig under dynerne, men altså.. Noget måtte man da kunne gøre ved det? Hun lod ham glædeligt stryge hendes mave igen, idet at han måtte rejse sig. Hun glædet sig til den blev stor, til at den lille ville sparke og det hele. Hun ønskede jo trods alt heller ikke, at han bare skulle gøre det af pligt, for han havde ingen forpligtelser overfor hende når det endelig måtte komme til stykket, selvom hun holdt af ham som den mand han havde vist sig at være, overfor hende. ”Den vil måske bringe mig den sikkerhed for lovene som jeg har brug for, men..” Hun rejste sig stille op og stillede sig overfor ham igen. ”du skal ikke gøre det af forpligtelse, Alec.. Jeg ved, at du har en baby i din organisation,” sagde hun stille. Isaac ville nok ikke hjælpe hende, det var heller ikke noget som hun ønskede at kræve af ham og fik hun barnet fjernet, så ville folk vide det alligevel og det duede jo heller ikke! ”Hvad så med efter fødslen?” spurgte hun stille. Skulle de skilles da? Skulle de gå hvert til sit og i deet tilfælde, hvad så med den lille? Hun accepterede til fulde, at der ikke var nogen følelser indblandet, men dette var alligevel en akavet situation for hende, for hun ønskede virkelig ikke at det skulle gå ud over nogen af dem og bestemt heller ikke deres barn.

[alecander]

Alecander vidste godt at det var meget at forlange af hende, og han kunne ikke forestille sig at det var et ægteskab hun ønskede, især ikke når det kom så pludseligt, og et sted ønskede han ikke at hun skulle gøre det af ren beskyttelsens skyld, for han kunne sagtens få hende fragtet til Manjarno til et sikkert sted hvor loven ikke ville kunne ramme hende. Det var jo trods alt kun i Dvasias loven måtte befinde sig sådan, og han måte erkende, at han ikke ønskede at det skulle gå ud over hende. Han trak på mundvigen til hendes ord. Han kunne forestille sig at det ville være hårdt at være far, for han havde ingen anelse om hvordan det foregik, han havde hørt historier om at nogle fandt det forfærdeligt, og andre fandt det fantastisk, og han måtte indrømme at han ikke selv ville kunne svare på hvordan det ville være, for han havde jo aldrig prøvet det før. "Det tror jeg gerne," svarede han stilfærdigt, imens det skæve smil gled over hans læber. Smilet falmede dog igen, for han kunne tydeligt se og fornæmme på hende, at det ikke var hvad hun ønskede, og han forstod hende skam godt, skønt at et ægteskab nu ville kunne beskytte hende, ham selv og barnet, for nok var hun gravid nu, men eftersom ingen ville kunne se det i øjeblikket, så ville et - godt nok hastigt - ægteskab kunne redde hende fra straffen. Han trak skævt på mundvigen. "Hvem siger at jeg har friet til dig endnu?" spurgte han med et sigende hævet øjenbryn. Det var jo bare et forslag, der var jo intet der var vedtaget endnu, desuden så måtte han erkende at han selv var en smule gammeldags, og han ville nok også selv foretrække et ordentligt frier. Han lyttede ganske roligt til hendes ord, og betragtede hende ganske roligt, som hun rejste sig for at stille sig overfor ham. Han kneb øjnene en smule sammen til hendes ord. "Så nu må jeg ikke gøre det af egen fri vilje?" spurgte han stilfærdigt, inden hans hoved søgte ganske let på sned. Han var udmærket godt klar over, at han var leder af en hel organisation, men når byttehandlen var ovre, så ville der være lavprofil igen, så ville der ikke være særlig meget at lave, og ja, organisationen betød godt nok alverdens for ham, men en arving var jo også nødvendigt. Hans mørke øjne hvilede i hendes isblå. Han ville jo ikke foreslå en sådan stor ting, hvis han ikke selv var indforstået i det, det var trods alt det bedste for begge parter, for blev hun først opdaget, så kunne det gå ud over ham, og hele organisationen. Han trak ganske svagt på skuldrene. "Det ved jeg virkelig ikke. En ting til hver sin tid?" Hans hoved faldt roligt mod den anden side. De kunne jo altid blive skilt efter barnets fødsel, eller nok et stykke tid efter. Han tog blidt hendes hænder og trykkede dem ganske let. "Hør nu her Alicia," begyndte han roligt, hvor han så hende alvorligt i øjnene. "Jeg vil gerne giftes med dig, hvis du selv ønsker det, hvis du ikke ønsker at blive gift, så.. bringer jeg dig i sikkerhed i Manjarno," sagde han ganske roligt. Han ville heller ikke have at hun gjorde det af ren forpligtelse, for der var skam mange andre muligheder, men ville hun have sit liv i Dvasias, så var et ægteskab nok den eneste mulighed, hvis hun ikke ønskede det, så kunne hun jo sagtens stable et liv i Manjarno. Han lod sin tomler stryge hende ganske blidt over håndryggene, uden at han veg blikket fra hende.

[Deleted]

Alec havde sikkert ikke nogen anelse om hvad det ville indebære, at skulle være far, selvom hun virkelig gerne ville vise ham det, hvis han selvfølgelig måtte være interesseret i det. Når det lige kom til dette, så var hun virkelig af den gammeldagse typ og det hele skulle altså gøres ordentligt. Et ægteskab ville selvfølgelig redde dem alle 3, for hun ønskede virkelig ikke at hendes kommende barn skulle vokse op med to separerede forældre og hvorpå begge var endt med at blive straffet for deres handlinger. Hans var med døden, så meget vidste hun da allerede, for hun vidste jo at han ikke var den type overfor hende som han var overfor alle andre, selvom det nu var noget som i bund og grund ikke gjorde hende det mindste på noget tidspunkt overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun sendte ham et svagt smil. ”Jeg har erfaringen fra før af, nemt er det bestemt ikke,” påpegede hun med et stille smil på læben. Ikke at det var noget som hun ville skjule for ham på noget tidspunkt og i bund og grund, så havde hun vel heller ikke nogen direkte grund til det når det endelig måtte komme til stykket. Han måtte vide hvad han var ved at gå med til, det var virkelig umådelig vigtigt for hende. Det var virkelig ikke lige sådan her at hun havde regnet med at det skulle gøres og hun ønskede virkelig heller ikke, at han skulle gøre det af pligt, men også fordi at han selv lystede det. Forh ende, så var ægteskab virkelig en stor og en hellig ting, og det var virkelig ikke bare noget som man gjorde, for at gøre det, selvom det nok sandt ville redde hendes skind i den anden ende, for hun ønskede virkelig ikke at ende nede i Jaqias torturkammer. ”Det.. det er der jo heller ikke nogen som har sagt..” Hun smilede let forlegent. Han kende jo om ikke andet helt endnu, så ønskede han virkelig at falde på knæ for hende og fri? Det kunne måske godt være, at hun var en anelse pirrelig, men hun ville virkelig gerne have, at det skulle gå rigtigt for sig! Hvilket ville sige, at fyren skulle ned på knæ og fyre en lang tale af, selvom det nok ikke var noget som hun skulle forvente her? Hvad ville de andre ikke sige, hvis de vidste, at Alec var ved at indgå et ægteskab i dette sekund? Var han i det hele taget klar over hvilke forpligtelser som fulgte med? Han forvirrede hende virkelig! Ellers var det jo selvfølgelig fordi at hun var så skrupforvirret fra før af, for det her var virkelig forbandet meget for hende på en gang. Hendes forrige datter var kommet før lovene var sat ind, så det var end ikke noget som hun behøvede at skulle tænke på når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om, men lige dette.. Det skilte sig virkelig fra absolut det hele! At han kunne tage det hele så roligt, var nu heller ikke noget som direkte måtte give nogen mening for hende når det endelig måtte komme til stykket. Et sted så ønskede hun slet ikke at søge til Manjarno.. Isaac var jo der og hvad ville ikke han sige? Hun holdt forbandet meget af den fyr og sikkert meget mere end det som hun lige turde at erkende. Ikke at det var noget som hun ønskede, at skulle dele med Alec direkte. ”Det er ikke så meget hvad jeg ønsker eller ikke, Alec.. Men om du ved, hvad du egentlig har gang i. Ægteskab er virkelig en stor ting,” påpegede hun stille. Ikke bare, at det ville redde hendes røv, men også hans når det kom til det store forløb, og hun ønskede jo heller ikke, at han skulle komme galt afsted. Det ville koste ham livet hvis hun blev opdaget med mave på! Hun sendte ham et stille smil og strøg ham over hovedet. ”Det skal også have en betydning for dig og ikke bare noget som gøres, for at redde mig fra det store lovbrud,” tilføjede hun stille, ikke mindst ganske alvorligt.

[alecander]

Ægteskab var en stor ting, det var Alecander udmærket godt klar over, for det sagde skam ikke så lidt! Han var udmærket klar over hvad der fulgte med i et ægteskab, det var en pagt mellem to personer, en pagt om at de skulle leve sammen til deres død, ja medmindre man selvfølgelig blev skilt. Han var nok ikke ligefrem den bedste mand at gifte sig med, for han vidste jo godt hvordan han selv var, især overfor sit arbejde, for det var noget han sat højt, men han vidste til gengæld også at han skulle have en kone for at få en arving, og ja, nu havde han jo så arvingen, men endnu ikke hustruen, desuden så vidste han ikke helt hvorfor hun ville indgå et ægteskab med ham, hvis det var hvad hun ønskede, for han regnede et sted med at hun kun gjorde det for sin egen sikkerheds skyld, og ja barnets med. Men han ønskede ikke at rive hende fra alt og alle, ved at indgå et ægteskab med hende, for hun måtte jo også selv vide hvad det indebar at være gift, det var jo desuden ikke første gang for hende. Han skænkede hendes kno et blidt kys. "Jamen jeg er da sikker på at du bliver en god mor," svarede han med et sigende hævet øjenbryn. Han tog det godt nok roligt det vidste han godt, men det var fordi at problemet ikke var så stort igen. Uanset, så fik hun lov til at beholde barnet, og så kunne hun vælge mellem at blive gift med ham, så hun kunne bo i Dvasias, for når hun først fik mave på, ville han nok kræve at hun blev i Mansionen, så hun ikke kom til skade, ellers kunne hun jo bare vælge at leve sit eget liv i Manjarno, og selv der kunne han jo hjælpe hende med jagten. Uanset hvilket parti hun valgte, så ville hun ikke være alene, for han skulle da nok støtte op omkring hende, så hun behøvede skam ikke at vælge ægteskab, hvis det ikke var hvad hun ønskede, for han ville virkelig ikke tvinge hende til noget! Hun ville have et ordentligt frieri? Det måtte han indrømme at han også helst selv ville, men det kom godt nok lidt pludseligt, især fordi der gik de love som der gjorde, og han havde virkelig ikke ligefrem ventet sig et barn, men det lød faktisk.. godt. Og han havde faktisk intet imod at det var Alicia som måtte bære hans barn, eller rettere sagt; deres barn. Han lyttede til hendes ord, og så en smule irritabelt væk. Han ville jo ikke fri til hende, eller foreslå det, hvis han ikke selv var indforstået med hvad det indebar og hvad det krævede af ham, han vidste at han også skulle finde tid til ikke kun barnet, men også hende, foruden hans arbejde, for i et ægteskab kom hustruen jo også i første række til tider. Det var han skam indforstået med, men han ville da heller ikke tvinge hende ind i et ægteskab med ham, hvis hun ikke ønskede at gifte sig med ham. "Alicia, du har flere valgmuligheder end at blive gift med mig. Uanset hvad du vælger, så lader jeg dig ikke i stikken. I stedet for at blive gift, kan du vælge et liv i Manjarno, og selv der vil jeg selvfølgelig hjælpe dig igennem din graviditet og længere end det," svarede han stilfærdigt. "Vent her," bad han hende roligt, "jeg kommer om lidt." Han gik ganske roligt ud af rummet. Hun havde skam tid til at tænke over hvad hun ønskede, for hun havde ikke behov for at blive gift med ham. Dog havde hun nok ikke så frygtelig lang tid igen at beslutte sig. Hun ønskede et ordentligt ægteskab, det forstod han skam godt, men han ville bare påpege for hende at hun ikke behøvede fordi der også var andre muligheder åbne.
Der gik et stykke tid, inden man kunne høre Alecs skridt ude på gangen. Han åbnede døren til kontoret, trådte ind og lukkede døren bag sig igen. "Jeg håber du har tænkt," svarede han roligt, inden han gik hen til hende, med et lille glimt af selvsikkerhed i blikket. Han greb ganske roligt omkring hendes hånd, inden han knælede foran hende. "Alicia Azael Maqualian.. jeg må indrømme at jeg aldrig havde troet at jeg ville stå i denne situation før om lang tid, men.. nu hvor du venter vores barn, så har det sat skub i tingene. Du skal vide at jeg er beæret over at du bærer vores barn, og jeg er skam villig til at stå inde som barnets far, uanset hvad du vælger." Han så alvorligt i hendes øjne, for det var skam ikke for sjov! "jeg er godt klar over hvad et ægteskab indebærer, men jeg vil være mere end beæret, hvis du vælger at blive min hustru.. Vil du gifte dig med mig?" Han slap ganske roligt hendes hånd, imens han fiskede den lille sorte æske frem, som han åbnede, hvori ringen lå. Det var en smal guldring, med bittesmå diamanter i hver af ringens kant, der gik hele vejen rundt. For oven af ringen var en større skinnende diamant, med en mindre rubin på højre side og en mindre smaragd på venstre side af den større diamant. Hendes fuldenavn var tilmed indgraveret inde i ringen. Han var indforstået med det hele, men han ville ikke tvinge hende, hvis hun takkede nej. Han ville have at hun skulle gifte sig af lyst og ikke at tvang, og han lystede skam selv til det, for han ville intet have imod at have Alicia som sin hustru.

[Deleted]

Så længe, at Alec var indforstået med hvad et ægteskab ville bringe ham af forpligtelser ligesom det også måtte være for hende, så havde hun heller ikke regnet med, at det skulle være dansen på den røde rose. Når man tænkte på, at det var mørket at hun prøvede at etablere sig i med et liv som hun ville kunne leve med og acceptere på denne måde, så var dette virkelig bare.. nødvendigt et sted? Han havde arbejde at tænke på og han havde forbandet meget af det og hun vidste det jo godt. Hun ville bare ikke tvinge ham til noget som helst. Der var måneder til den lille ville komme, der ville stadig være længe til at maven ville vise sig, så han havde selv lang tid til at skulle tænke over det når det endelig måtte komme til stykket, for hun ønskede virkelig ikke, at det skulle gå helt galt i den anden ende. Hans venskab var lige så også noget som betød meget for hende. Hun smilede let forlegent og nikkede blot. ”Jeg gør skam mit bedste,” sagde hun roligt. Hun havde prøvet det før, selvom det virkelig var noget som krævede meget. Det var uden tvivl verdens hårdeste stykke arbejde, for der var så emget som kunne gå galt, men hun ønskede virkelig også at barnets far skulle have indflydelse på den kommende lille allerede fra start af, så det at opfostre det alene, var heller ikke nemt. Det var en forbandet hård opgave og det var også noget som hun ønskede at Alec skulle vide, for det ville på ingen måde kunne sammenlignes med det arbejde som han lavede fra før af! At maven ville tvinge hende til at blive indendørs, var allerede noget som hun måtte være ganske enkelt klar over, det vidste hun allerede selvom det virkelig ikke var nemt for hende at skulle kapere på denne måde, det var i den grad også helt sikkert. Hovedet søgte ganske så let og stille på sned, selv uden at smilet ville falme det mindste overhovedet på nogen måde. ”Jeg er indforstået med det, Alec.. Jeg ønsker bare ikke til Manjarno. Det.. Det er ikke et liv for mig,” afveg hun. Hun ønskede virkelig ikke at komme for meget ind på lige netop det land, for hun vidste, at Isaac var der og han ville næppe prise sig lykkeligt for hende på denne måde og hun hadet lige den tanke. Hun åbnede munden for at komme med mere, selvom hans ord, fik hende til at tie allerede med det samme. Hun nikkede blot.
Uanset hvor længe at Alec var væk, så ventede hun på ham. Hun stolede nok på ham til at han ville komme tilbage igen. At han kom ind af døren, fik hende svagt til at smile. Hun havde virkelig ikke haft behov for at skulle tænke på den måde. Hun nikkede stille. ”Det har jeg skam,” sagde hun roligt. Lige hvad han havde lavet, det vidste hun ikke og det at spørge ind til det, var nu heller ikke noget som hun sådan direkte kunne få sig selv til. At han tog det så stille og roligt, var slet ikke noget som hun selv var meget for, for det gjorde hende virkelig bare en anelse mere urolig og den tanke var næppe behagelig på noget tidspunkt! At han bare valgte at tage hendes hånd og glide ned på knæ, fik det til at stivne helt for hende. Han ville vel ikke fortælle hende, at han havde hentet en ring? Næsten som hendes hjerte alligevel måtte slå mod hendes bryst, så tog hun ringen i blik. Det var noget af det smukkeste som hun længe havde set og det var til tider svært at imponere hende med smykker! ”Du… du..” Hun var virkelig målløs! Det her var langt mere rigtigt i form af et frieri end alt det andet, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hun knælede ved siden af ham. Bare den tanke til at han ville være der uanset hvad hun valgte, var hende en glædelig tanke, for det var jo trods alt også hans som det måtte være hendes og det var også sådan, at det burde forblive, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Det vil være mig en glæde og fornøjelse at giftes med dig, Alec.. Virkelig.” Hendes blik udstrålede et klart alvor. Hun så blot fordele i at gøre det på denne måde og det var vel også det som gjorde det i det store og det hele.

[alecander]

Alecander betvivlede end ikke at hun ville blive en god mor, og med hende omkring sig, så kunne hun vel hjælpe ham med den nødvendige erfaring? Hun kunne jo hjælpe ham med at blive far, som han ville hjælpe hende med jagten? Det kunne vel ikke gå helt galt? Han var skam indforstået med hvad det ville indebære i et ægteskab, men det bragte ham virkelig ikke nogen frygt for det, for han ville jo være der for hende, og bestemt også deres barn! Det skulle dog ikke kun være på det grundlag at de alle kom i sikkerhed, for der var jo mange andre muligheder også. Og det ville han bare gerne have at hun vidste, for han ville heller ikke have at hun skulle fortryde hendes valg senere hen. "Det betvivler jeg skam ikke," svarede han stilfærdigt. Han var sikker på at hun ville gøre et godt arbejde som mor for deres barn, og han ville da selv prøve at være en god far, men han vidste ikke helt hvordan det foregik, men man skulle vel lære det på et tidspunkt? Han var i hvert fald sikker på at hun nok skulle være der for ham for at hjælpe ham med det. Han lyttede ganske roligt til hendes ord. Det var ikke et liv for hende? Så var der jo faktisk ikke noget andet valg end et ægteskab, og så var han bange for at hun kun ville gøre det for at være sikker. Han nikkede ganske roligt. "Udmærket, så vil jeg heller ikke tvinge dig til Manjarno," svarede han ganske roligt. Han ville slet ikke tvinge hende til noget. De kunne desuden godt leve et liv fyldt med risikoer, det var han jo desuden vant til, men han ønskede bare ikke at hun giftede sig med ham, hvis det ikke var hvad hun ønskede, men ville hun, så ville han da være beæret over at have hende som sin hustru. Eftersom hun var vampyr, så ville det jo også være lettere for hende, at befinde sig i Dvasias, og hun ville jo uanset have et hjem på hans mansion, for han havde skam ikke tænkt sig at hive det hele i land, og sætte hende for porten. Hun havde ret til at komme her, som hun lystede, for mansionens døre ville altid være åbne for hende.
Alec ville ikke have det mindste imod at gifte sig med hende, for det ville gøre hende sikker, og barned med, og ja også ham selv, skønt han nu ikke tænkte på ham selv i denne situation, selvom, han faktisk ikke ville have noget imod at blive gift med hende. Han vidste at hun ville have et ordentligt frieri, og det ville han faktisk også selv gerne have, for han var selv ret gammeldags når det kom til stykket, så han ville selvfølgelig knæle for hende, komme med en mindre tale, og så sætte ringen på hendes finger, hvis hun sagde ja. Han kunne tydeligt se på hende at hun var målløs, og det måtte både more og glæde ham. Han betragtede hende ganske roligt, som hun selv valgte at knæle for ham. Han blev pludselig så nervøs, hvilket han faktisk ikke havde regnet med. Han sank den klump som havde sat sig fast i hans hals, hvor hans mørke øjne ikke veg fra hendes isblå, som han så lettere afventende på hende. Ringen var godt nok smuk, ja, men når de nu skulle giftes - hvis hun da sagde ja - så skulle hun jo også have en ordentlig rint at vise frem. En ting hun så ikke vidste var at ringen faktisk var skabt af hans djinn, at den var magisk, præcis som hans egen. Han trak på smilebåndet til hendes ja. Tænk at han skulle giftes! Men han fortrød det nu ikke, han kunne ikke fortryde det, for han havde virkelig nydt det! Han satte ganske roligt ringen på hendes ringfinger, inden han rejste sig og trak hende med sig op. Han skænkede hendes håndryg et blidt kys. "Ringen er også en gave," svarede han roligt. "Nu hvor du skal være min hustru, så vil jeg være sikker på at du er i sikkerhed, og ringen.. beskytter dig mod sollyset, ligesom min egen gør," tilføjede han med et lille skævt smil, hvor han roligt holdt sin egen hånd oppe for at vise sin sølvring frem.

[Deleted]

Alicia havde prøvet det, at skulle være mor før, så det var ikke noget nyt for hende sådan direkte når det endelig måtte komme til stykket, men dette var stadig en anelse anderledes. Det var første gang, at hun skulle opforstre noget som helst indenfor mørkets murer og det at skulle opfostre en vampyr for ungen ville jo være næsten renblodet og med tendenser fra hendes formskifter, så meget vidste hun da allerede. Et stille smil bredte sig på hendes læber. Ønskede han at lære det, så skulle hun med glæde lære ham omkring det, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Manjarno var ikke noget liv for hende og det var noget som hun ville kunne konkludere på allerede egoistiske grunde, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som hu nville det eller ikke. Hun ønskede virkelig ikke at stå overfor Isaac med den store mave på. Bare tanken om hvordan han ville reagere, ville direkte knuse hende, og det ønskede hun virkelig heller ikke for ham. Han var en ganske særlig mand og det var vel… egentlig den eneste grund? At hun faktisk var bange for at stå overfor ham igen? ”Jeg skal nok lære dig alt hvad det indebære at skulle være forældre,” sagde hun roligt. Det var et løfte som hun ikke havde det mindste imod, at skulle holde på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun smilede let. ”Det glæder mig at høre,” sagde hun stilfærdigt. Ikke at dette skulle være af tvang eller noget lignende, hvilket hun faktisk var utrolig glad for. Hun ønskede ikke at vende tilbage til det liv som hun havde, selvom hun havde så mange andre veje at gå.. så.. Så virkede det her virkelig som det mest logiske, også for det lille barns skyld, noget som hun var så frygtelig, frygtelig glad for i den anden ende.
At han næsten måtte blive nervøs fordi hun selv var langsom med at svare, var noget som tydeligt måtte glæde og more hende. At se at der faktisk også var menneskelige følelser gemt ham et sted, var også noget som måtte lette hende noget så frygteligt når det endelig måtte komme til stykket, det var heller ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun sendte ham et stille smil og lod ham glædeligt sætte ringen på hendes finger. Måske, at der ikke var nogen følelser i billedet, men dette var vel også til alles bedste? Hende, ham og deres lille kommende baby? Bare tanken måtte få hende til at smile. Blikket vendte hun nærmere chokeret mod ham. ”En gave? Så… så jeg kan gå ude i solen igen?” Hun troede virkelig ikke sine egne øre, for hun havde været så sikker på, at hun aldrig nogensinde ville få lov til at skulle se solen igen! ”Så.. Du… du mener, at jeg kan gå ude i solen nu? Uden at den vil skade mig eller slå mig ihjel?” Hun kunne virkelig ike tro det! Det fik virkelig bare smilet til at brede sig på hendes læber som aldrig nogensinde før, det var end ikke noget som hun ville lægge det mindste skjul på overhovedet, for det at miste solen dengang, var virkelig det som havde gjort mest ondt af det hele! Hun lod hånden roligt hæve sig og stryge mod hans kind, som hun selv lod blikket falde mod hans egen ring. Det fik hende virkelig bare til at smile bredt og som aldrig nogensinde før! ”Du ved virkelig ikke hvor meget det betyder for mig, Alec,” hviskede hun blidt. Hun lænede sig frem, hvorpå hun måtte skænke ham et ganske let og dog intenst kys. De var jo faktisk forlovet nu!

[alecander]

Det at hun ville hjælpe Alecander med at blive forælder glædede ham dog, for han havde jo ikke ligefrem nogen erfaringer med det, men han måtte ærligt indrømme at det at vide, at hun bar på deres barn, måtte få glæden frem i ham. Det gjorde ham intet at det var hende, som ville være mor til barnet, og faktisk ville deres få en ganske god evne og gave; formskiftende evner. Ligesom sin mor. Han smilede et skævt smil til hende. "Det er jeg da glad for at høre," svarede han stilfærdigt, og nikkede ganske roligt. Han vidste at han ikke selv ville kunne opfostre en unge, ikke ordentligt i så fald, så det var kun bedst at hun også var der, og at hun så ville hjælpe ham glædede ham dog kun. Og han ville da prøve at blive både en god far, men også en god ægtemand, for han vidste jo hvad det indebar i et ægteskab, og han ønskede virkelig ikke at hun skulle fortryde det. Og nu hvor hun havde sagt ja, så ville han heller ikke overtale hende til at tage tilbage til Manjarno, hvis det ikke var hvad hun ønskede. Han ønskede hende det bedste og barnet med, og han ønskede ikke at deres svangerskab skulle blive opdaget, så ægteskabet ville vel være det bedste for begge? Han ville blive dømt til døden, Alicia ville kun blive straffet, men hun ville jo blive stemplet for livet, når Jaqia først var færdig med hende, så et ægteskab ville jo beskytte dem begge to, og han måtte indrømme at han heller ikke ville have noget imod det, for skulle han giftes med nogen, så skulle det i hvert fald være Alicia frem for nogen anden tilfældig kvinde!
Det at ringen var magisk, og ville beskytte hende imod sollyset, det vidste Alec skam godt ville gøre hende glad og lamslået, for hun måtte vel savne det? Han vidste jo at hun havde været levende førhen, da hun kun havde været formskifter, så hun måtte jo også savne det. Han kunne godt nok ikke gøre hende levende igen, eller kunne han? Uanset, så kunne han i hvert fald give hende dagen tilbage igen. Han smilede et lettere morende smil til hende, for hendes reaktion morede ham rent faktisk. Han nikkede ganske let. "Ja det kan du," svarede han sandfærdigt. Hånden mod hans kind, fik blot smilet til at brede sig på hans læber, hvor hun endnu engang måtte efterlade en sitren i hans krop, ligesom sidste gang. Han havde dog bare ikke regnet med at hun ville blive gravid, men sådan gik det jo, når man ikke tog højde for konsekvenserne, han var dog bare glad for at det var hende og ikke nogen anden, der bar på hans barn og arving. Han fnes kort. "Nemlig, du kan færdes ude i sollyset, som ethvert andet menneske, men pas på at ringen ikke bliver taget fra dig, for i så fald vil du dø hurtigere end du kan nå at løbe," svarede han i en ganske alvorlig tone. Han vidste at Alicia ville være mindre i fare end Valerio ville være, for Alicia havde jo ikke gjort nogen synd, men derfor skulle hun alligevel passe på at hun ikke fik ringen fjernet, som Valerio havde fået gjort. Han besvarede mere end villigt hendes kys, inden hans læber spillede ud i et muntert smil. Hans arme sneg sig ganske blidt omkring hendes liv, inden han trykkede hende ind til sig. "Jeg kunne forestille mig, at det betød meget for dig, jeg ved jo selv hvor smukt det er," svarede han stilfærdigt. Han kunne jo selv gå ude i sollyset, og det nød han virkelig også! Desuden måtte hun vel savne det? "Det er vel også en passende gave, nu hvor du næsten bliver tvunget som min hustru."

[Deleted]

At blive forælder var ikke bare noget som man kunne klare bare sådan uden videre og så meget vidste Alicia så sandelig også når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var der virkelig ikke noget at skulle gøre ved det på nogen måde. Nu stod hun her, hun var gravid og hun havde virkelig bare brug for ham. Ikke bare det at han ville stå der som en ægtemand, så ville hun så sandelig også gøre sit bedste for at stå der som hans hustru. At han ville have et sted at kunne søge til når han stresset for meget, lufte tankerne lidt, være lidt sammen med hende inden han igen ville smutte på arbejdet, for det var slet ikke noget som hun ville have det mindste imod når det endelig måtte komme til stykket. Hun nikkede og med et stille smil. ”Alt for dig, min kære,” sagde hun blidt. Den mand var også af betydning for hende. Deres lille barn vile have flotte evner med sig og specielt hvis vedkommende ville lære at skulle håndtere dem, for det var virkelig ved at være en uddød evne og egenskab og hun vidste det jo udmærket godt. ”Jeg tror nu alligevel, du vil klare det glimrende,” sagde hun med et stille smil på læben. Ikke at det var noget som hun ville skjule for ham, for troen den havde hun i den grad. Så længe at han var indforstået med, hvad det ville sige, at skulle indgå noget så helligt som et ægteskab, så var hun glad og tilfreds, for det var virkelig forpligtelse på forpligtelse. Bare det, at han direkte var.. glad for, at det var hende som bar hans barn, var hende også noget af en frygtelig lettelse på alle måder.
Bare pointen ved at hun kunne gå ude i sollys igen, var noget som man kunne glæde sig over! Det var virkelig noget af det bedste som længe var sket for hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Bare tanken om at hun igen ville være i stand til at skulle gå ude i solens lys, at blive badet i det klare skær, for det var virkelig noget som hun havde savnet noget så frygtelig voldsomt og noget så ekstremt! ”Det.. det..” Hun vidste da slet ikke hvad hun skulle sige! Bare alene den tanke om, at hun var kommet ham så nær, at hun igen kunne tilbringe tiden ude i sollyset, det var virkelig noget af det bedste som længe var sket hende og det var virkelig ikke noget som sagde så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun nikkede. ”Det skal jeg nok huske,” sagde hun stilfærdigt. Det var ord som hun kunne love ham! Hun ville ikke miste den.. Den ville være hende et frygtelig dyrebart eje når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det så endelig mtåte komme til stykket. At brødrene havde den ring, selvom den nok var mistet efter at han var blevet fanget. Hun smilede ganske let. ”Man ved virkelig ikke hvad man savner før man har mistet det.. Det er noget af smukkeste som er.. En flot solopgang.. .eller en nedgang over havet..” Hun vendte blikket let mod vinduet ved den tanke alene, for det var virkelig noget som hun måtte savne, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun tog stille hans hånd og lagde den igen roligt mod hans mave. Hun kyssede hans hage ganske let. ”Tvunget hustru ligefrem? Jeg sagde ja af min egen fri vilje,” påpegede hun roligt og med et stille smil på læben. Det var jo trods alt bare den nøgne sandhed.