Konsekvenserne følger..

[alecander]

Tiden var gået, sommer var blevet til efterår, og om ikke så lang tid, så ville det være vinter. Nætterne var allerede blevet en del længere, for det blev tidligt mørkt og senere lyst. Et sandt paradis for vampyrer og andre af mørkets væsner, som var afhængig af mørket og kulden. Selv Alecander nød de lange vintertider. Han sad i øjeblikket på sit kontor, hvor han lavede det papirarbejde, som ventede på ham, som det jo altid gjorde. Men sådan var det med et job som leder, og dog, så meget skulle han faktisk heller ikke gøre igen, han kunne snildt skaffe en sekretær, men han måtte indrømme at han helst ville gøre arbejdet selv, for så var han sikker på at det blev gjort ordentligt, han kunne dog godt få trængt til at få rydet op på kontoret, for gamel aviser lå og flød på gulvet og skrivebordet. Mange kasser var hevet ned fra de to reoler, der var sat nåle i opslagstavlen, på et kort der hang der, og nogle nåle lå på gulvet, så selv der skulle man passe på hvor man gik. Rummet var dunkelt, som det kun blev oplyst af det stearinlys, der måtte stå på skrivebordet, så han kunne se hvad han skrev ned. De mørke øjne bar et intenst skær, og dog var der kulde over dem. Et sted burde han være vred, men han følte ikke at han havde tid til det, desuden var han nød til at tænke klart, hvis den byttehandel skulle gå efter planen! Han havde skaffet et hold af de fem bedste vampyrer, der var specialtrænet til vigtige missioner. Og så var de seks i alt, når de skulle bytte Fabian for Valerio. Fabian havde han ikke set til siden deres sidste møde, hvor han både havde hugget vingerne af ham, skåret tungen ud på ham, syret hans øjne og ja, gjort ham fuldstændig uskadelig. Det eneste manden næsten ville være i stand til, var at gå og bruge kroppen, og så høre. Men uden syn, så ville han ikke være meget værd.
Alec havde bedt om ikke at blive forstyrret, medmindre det virkelig var et nødstilfælde. Han skulle have ro til at tænke, og så ville han ikke forstyrres af småproblemer! Blikket gled over de få noter han havde skrevet, ved siden af den tegning han havde tegnet, han var godt nok ikke kunster, men selv det at tegne var noget han med årene var blevet god til, for det var nødvendigt at kunne tegne hver eneste lille detalje. Det var en form for sort boks, en boks, hvor han havde tænkt sig at Fabian skulle fragtes i, skønt manden ikke kunne gøre noget, men han havde hørt at selv Valerio befandt sig i en kiste, så hvorfor skulle Fabian have det anderledes? Han gned tænkende sin hage, og det var lige før at han tænkte så højt at det bragede. Han lagde roligt blækpennen fra sig, hvor hans masserede sine tindinger med sine pege- og langefingre. Det hele skulle gå godt, og helst til hans egen fordel. Han måtte indrømme at han ikke var meget for at skulle give Fabian i bytte for sin bror, skønt han havde knækket manden fuldstændig. Men Fabian var virkelig en torn i øjet på ham! Hans tanker drev ham lidt ud på et sidespor, som han betragtede den livlige flamme fra stearinlyset. Han havde ikke set Alicia i et godt stykke tid, skønt han faktisk havde lovet hende at hjælpe hende med jagten, og det ville han skam også. Han havde bare travlt disse stunder, hvor det hele nok ville falde mere til ro, når byttehandlen var ovre; det kunne han i hvert fald kun håbe på. Han savnede et sted hendes selskab, for efter at hun ikke var der, så var han blevet den kolde og hårde leder endnu engang.

[Deleted]

Tiden havde i den grad fløjet som aldrig før, efter alt det som var sket den aften mellem Alicia og Alec. Hun ville dog slet ikke kunne sige sig, at hun faktisk fortrød, at det var sket, for det gjorde hun ikke. Det var nemlig først nu, at hun var begyndt at blive urolig omkring tanken. Hun havde været i Manjarno for at opsøge en healer som kunne forklare det som måtte ske med hende – Morgenkvalme, mangel af lyst til blod og ellers bare fuldkommen ændringer af det som hun havde lyst til kontra det som det normalt var. Hun turde ikke at opsøge en i Dvasias i frygten for hvad det ville føre med sig af konsekvenser i den anden ende og hun havde fået svaret. Om det var noget som man skulle være glad for eller ikke, det vidst hun slet ikke, for hun kendte udmærket godt til lovene i dette land og det var det som gjorde det hele for hende for nu. Hun var kraftigt blevet bedt om at blive væk fra Alecs kontor af, udelukkende fordi at den stakkels mand skulle have så meget i hovedet fra før af. Hun havde hørt, at Valerio var fanget der, at der var en byttehandel som måtte komme inden alt for lang tid, men det kunne da heller ikke være rigtigt, at det skulle presse ham på den måde? Men nu hvor hun havde fået det hele bekræftet og endda af en anerkendt healer i Manjarno – Selvfølgelig tæt på grænsemuren, for hun tog virkelig ikke nogen chancer, så ønskede hun selvfølgelig også, at han skulle have lov til at vide det. Kvalmen for nu havde allerede lagt sig ned, bulen på maven var endnu ikke synlig for øjet, men den kunne mærkes hvis man mærkede efter, og det var virkelig noget af det som faktisk også kunne få hende til at smile.
Uanset hvor presset og hvor stresset, at Alec måtte være, så havde man da godt af et selskab til tider og det var hun nu også temmelig sikker på, at han måtte være. Hun havde været på stedet siden at han havde valgt at lukke hende ind i sit hjem, skænke hende soveværelset for en nat, selvom det virkelig havde endt med at skulle trække ud i lange drag. Ikke at det var noget som gjorde hende noget, for hun fortrød virkelig intet. Nu spørges det.. Hvad ville han sige til det? Hvordan ville han tackle denne situation? Hun havde reageret med et smil og et chok et sted.. hvad med ham? Hun nåede stille hans kontor og tog forsigtigt i døren. Hun lod hånden stille banke på, idet hun roligt åbnede den, blot for at lade ham vide, at hun ville komme ind, selvom det var blevet hende forbudt af så mange når han endelig var på sit kontor. Det havde blot været et sted som Valerio og Demitri måtte opsøge, men hun var fuldkommen ligeglad lige nu. Hun ønskede virkelig at lade ham vide det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Alec?” kaldte hun stille, idet at hun åbnede døren helt. Hun bar den samme røde kjole fra den aften, som de havde mødt hinanden. At Fabian endu måtte være der, vidste hun, selvom det slet ikke var noget som havde gjort hende det mindste på nogen måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte være og når det endelig måtte ske. Hun trådte ind forbi døren og blev ellers stående der. At han sad begravet i arbejde, var da noget som hun tydeligt kunne se, selvom det nu ikke var noget som gjorde hende noget. Han havde da også brug for en pause. Han sad jo der mere eller mindre hele tiden. ”Har du tid?” tilføjede hun stilfærdigt og med en rolig stemme. Det var ikke fordi at hun var bange for at åbne munden overfor ham på nogen måde. Han havde jo trods alt heller ikke givet hende nogen grund til at skulle frygte ham som sådan. Aldrig nogensinde.

[alecander]

Alecander var nød til at have alle detaljer på plads, som sædvanligt, han var lidt af en perfektionist, og så alligevel ikke helt, for visse ting var sjusket, såsom hans kontor, og de noter han skrev ned var bare lynnoter, med en sjusket skrift, som dog ikke var særlig svær at tyde for hans del. Han var faktisk så stresset at han ikke engang følte at han havde tid til at tage ordentligt tøj på. Desuden vidste alle at han var en travl mand for tiden, fordi han var ene og alene til at planlægge byttehandlen, og folk turde end ikke forstyrre ham eller komme med deres idéer, fordi de var bange for at de ville vægge hans irritation og værre; hans vrede. Han var trods alt kendt for at have et stort temperament og en kort lunte. Det eneste han havde på var en hvid t-shirt, så man tydeligt kunne se hans muskuløse arme, og man kunne tydeligt ane det faste og muskuløse bryst og den muskuløse mave under den hvide t-shirt, der alligevel måtte sidde en smule stramt ind til overkroppen. Ellers bar han nogle sorte fløjlsbukser, så der alligevel var lidt fint over ham. Men når han alligevel sad inde på kontoret dag ind og dag ud, så var der jo ikke mange der fik et glimt af ham, for det var ikke mange der turde at se til ham. Kun hans butler Edward kom ind en gang i mellem, for at se til ham, skænke ham noget blod, for ellers at gå ud igen. Han anede ikke hvor Demitri var, men han havde givet ham strenge ordre om at holde sig væk fra Fabian, for de skulle bruge ham i live, og Demitri elskede jo blodsudgydelser, næsten mere end han selv gjorde. Han havde dog ikke tid til blodsudgydelser for tiden, for han var fuldt optaget af sit arbejde og planlægning. Han strøg en hånd igennem de sorte lokker, der strittede ganske let, inden han slog hånden ned i bordet. Det irriterede ham! Han så hvordan blækhuset væltede, så blækket strømmede ud på nogle noter, hvilket fik ham til at rejse blækhuset og hive papiret til sig, med en irriteret brummen. Han skulede næsten dræbende til papiret, inden han vredt krøllede det sammen og smed det ned på gulvet. Hvorfor skulle Valerio også være blevet fanget? Det samme spørgsmål blev ved med at drive igennem hans hoved, hvad pokker havde manden lavet ved den Procianske grænsemur?! Blikket faldt irriteret mod døren, som der var én der bankede på. "Jeg sagde jeg ikke ville forstyrres!" hvislede han koldt. Hvem var det der kom og forstyrrede ham på denne tid? De mørke øjne hvilede lettere kynisk mod døren, da den gik op, skønt minen dog hurtigt ændrede sig fra kynisk til næsten overrasket. Alicia. "Kom ind," sagde han i en mere rolig tone, skønt der dog endnu var en undertone af kølighed og frustration, der skyldtes al den stres. Hans hoved søgte ganske blidt på sned. Hvad lavede hun dog her? Han rejste sig roligt fra stolen, som blev skubbet ud da han rejste sig, dog med blikket hvilende på hende. Det var lang tid siden at han havde set hende, og han måtte indrømme at hendes besøg var uventet. "Hvad.. bringer dig hid?" spurgte han roligt og i en lettere undrende tone, som hans hoved måtte søge ganske blidt på sned. Hun lignede sig fra sidst, men det var nok den blodrøde kjole der gjorde det. Smuk som altid. Han gik ganske roligt udenom skrivebordet, for at gå hen imod hende. Hun virkede dog lidt.. forandret? "Undskyld rodet," mumlede han stille, dog så hun ville kunne høre ham. Men han havde godt nok ikke tid til at rende rundt og rydde op.

[Deleted]

Alicia vidste udmærket godt, at det kunne være farligt og direkte dumdristigt, at skulle opsøge Alec på denne måde og med denne nyhed, men nu ønskede hun virkelig bare at han vidste det, og så måtte han jo slå hånden af hende, hvis det var det som han ville eller kaste sig ind i opgaven som hun ellers selv var villig til på trods af det som hun faktisk stod med – Fandt Jaqia ud af dette, så var hun virkelig i vanskeligheder, så de stod også med mange andre ting foran sig, hvis dette skulle ende med at komme ud og det var så sandelig heller ikke noget som hun måtte ønske på nogen måde! At han direkte måtte hvisle af hende, forundrede hende ikke, for hun var jo trods alt også nægtet at skulle gå herind, selvom.. hun faktisk savnede ham. Hun savnede han selskab og det at være sammen med ham alene og som den mand han var foruden den leder som han måtte stå som i øjeblikket. Det var bestemt ikke den hilsen som hun havde ventet sig, selvom det nu og da, slet ikke måtte komme bag på hende på nogen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun hævede roligt brystet og med et stille smil. At han ændred sig som på en tallerken ved at se hende, var noget som blot måtte få hende til at smile. ”Jeg kan da godt gå igen, hvis arbejdet er så vigtigt,” påpegede hun stille. Det var dog alligevel i sig selv, temmelig frustrerende, at rende rundt her og uden at vide noget som helst omkring ham eller hvad han foretog sig, selvom hun ikke ønskede at blande sig i for meget af organisationens foretagende, blot i tilfælde, at hun ville blive fanget, så ville hun heller ikke kunne sladre om noget som helst. At han selv undskyldte for rodet, var noget som forundrede hende meget endda. Hun rystede stille på hovedet. ”Du skal ikke undskylde. Jeg ved at du har travlt,” sagde hun roligt. Hun hævede roligt hånden som han var kommet hende i møde og strøg den roligt mod hans kind. Dette var den Alec som hun huskede fra den aften og det var noget som virkelig bare måtte glæde hende på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun lod hovedet søge let på sned. Hun var stadig ikke bange for ham og havde hun i det hele taget nogen grund til at skulle sidde med den frygt for ham? Det var heller ikke fordi at hun havde været ham sådan på tværs eller noget som helst. ”Har du brug for en til at ordne i dine papirer? Så kan jeg da gøre lidt nytte for mig, hvis det er?” foreslog hun. Nok kendte hun ham ikke så forbandet godt, men hun havde valgt at lukke ham ind på hendes på liv, som det også føles som hun var kommet ind på livet ved ham og det var virkelig bare noget af det bedste som havde ramt hende igennem så frygtelig lang tid, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun vendte sig roligt mod ham og lod hovedet roligt søge mod den anden side. Et sted var glæden at spore i hende, samtidig med en mindre usikkerhed, for ikke at glemme panikken over, at hun i øjeblikket faktisk brød nogen af de mest strenge love, som var her til lands. Det var faktisk farlige sager som hun måtte lege med for nu! ”Jeg har noget… vigtigt som jeg må snakke med dig om,” tilføjede hun stille. Denne gang var hun intet andet end alvorlig, for de var i den grad nødt til at finde ud af det her, hvis det ikke skulle ende med at gå helt galt i den anden ende. Hun ønskede virkelig ikke at smide alt på port af det, som hun faktisk havde opbygget. Ikke bare sådan. Hun ønskede et sted ikke at miste ham.

[alecander]

Det havde faktisk ikke været Alecanders mening at snerre af hende, men det var fordi han var så stresset som han var, fordi han var begravet i arbejde til op over ørerne. Han måtte dog indrømme at han var overrasket over at se hende her igen, og så på dette tidspunkt, men så igen, han, Valerio og Demitri var jo de eneste der havde en ring, som beskyttede dem imod sollys, så derfor kunne hun jo ikke opsøge ham i dagslyset, men det gjorde ikke noget, for selv der arbejdede han. Han havde faktisk ikke fået noget specielt hvile, siden han havde fået sovet ud ved deres sidste møde. Han rystede ganske let på hovedet. "Nej, nej, jeg er bare.." Han kløede sig ganske let i nakken. "Du er altid velkommen her, Alicia," endte han i en lettere bestemt tone, for han havde altid tid til at se hende, eller nok ikke altid, men for det meste, desuden, så kunne han godt trænge til en lille pause, for han havde arbejdet i lang tid efterhånden, så det var faktisk dejligt at se hende igen, og så det faktum at han jo havde savnet hende. Han trak på skuldrene, og trak skævt på mundvigen. "Når ja, men jeg ved jo, at I kvinder godt kan lide det, når det er pænt," svarede han stilfærdigt, hvor han blinkede ganske let til hende. Det kunne de fleste kvinder i hvert fald, og han vidste jo endnu ikke så meget om hende, så han vidste ikke om hun tilhørte den gruppe af kvinder. Han kom ganske roligt hen til hende, hvor han stillede sig foran hende, med det lille træk på mundvigen. Han havde faktisk savnet hende, og hånden mod hans kind, havde han faktisk også savnet, det fik ham til at trække ganske let på mundvigen, hvor hans mørke øjne hvilede i hendes isblå. Han så en smule forundret på hende til hendes foreslag. Ville hun.. rydde op i hans papir? "Mine papirer?" gentog han en smule undrende, hvor han vendte blikket mod rodet. Det kunne faktisk være dejligt at have styr over det, men.. det var jo fortrolige oplysninger og noter, som han havde samlet på og selv skrevet i tiderns løb, det var jo ikke bare noget man.. fik andre til at holde styr på! Han vendte de mørke øjne mod hendes igen, en smule usikkert. "Men.. der er jo.. vigtige oplysninger," svarede han i selv en usikker tone. Han kendte hende jo ikke helt endnu, men han havde jo trods alt valgt at stole på hende sidst, og hun havde jo ikke givet ham grund til andet, men et sted turde han næsten heller ikke at tage chancen, desuden var han ikke meget for at folk læste i hans private og hemmelige ting. Det kunne dog være rart at det ikke var så rodet, og at tingene var lette at finde, især når han var sådan et rodehoved, når det kom til papirer og bøger. Han gned sig let i nakken, og så tænkende ud i rummet, inden de mørke øjne atter engang faldt i hendes isblå. "Så du vil altså være min sekretær?" spurgte han stilfærdigt, et sted blot for at få det bekræftet. Det var vel heller ikke fordi at hun ville fortælle det videre? Fordi han ikke kendte så meget til hende, var han et sted bange for det, også fordi der var gået så lang tid siden de sidst havde set hinanden. Han vidste jo ikke hvad hun rendte og lavede. Men siden hun var tilbage, måtte hun vel også ville se ham igen? Han kneb øjnene sammen til hendes ord. "Ja så.." Han så ganske roligt og dog alvorligt på hende, blot for at vise hende at hun havde hans opmærksomhed. Han skænkede hendes mundvig et blidt kys. "Men først, jeg har.. savnet dig," svarede han sandfærdigt og smilede et lille skævt smil til hende. Ved dette punkt var han faktisk lidt uerfaren, for han var ikke vant til at.. savne folk.

[Deleted]

Alec havde aldrig nogensinde snerret af hende før, så et sted var det jo selvfølgelig kommet bag på hende, så var det virkelig bare noget osm hun måtte bide i sig for nu. Han var en forbandet presset mand når de endelig måtte komme til stykket, men bare den tanke alene om, at han sad herinde dag ud og dag ind og isolerede sig på denne måde, det var heller ikke noget som hun brød sig om. Hun vill med glæde gøre ham selskab hvis han ønskede det, hvis hun var lige så savnet, som det han måtte være, for det var ganske enkelt utroligt, at man kunne få det til at føles på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun sedte ham et stille smil. ”Det glæder mig at høre. Jeg hører jo frygtindgydende historier af de mange andre,” påpegede hun stilfærdigt. Sandt var det, alle mulige historier hvis man forstyrrede ham i arbejdet. At han behandlede hende anderledes, var faktisk en glædestanke, for så var det som de gjorde den aften mere end bare noget som man gjorde for at stille lysterne? Uanset så glædet det hende, at han bød hende velkommen på den måde, at hun kunne få den gentleman frem i ham igen som det rene ingenting ligesom hun havde formået at gøre den ene aften som hun havde gjort det. Det var virkelig noget af det bedste som længe var sket hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At han var direkte overrasket over hendes forslag, var noget som blot fik hende til at smile. Hun lod hovedet søge let på sned. Hun ville da også have lov til at gøre sig bare en anelse nyttig nu hvor han havde givet hende et sted at bo, et sted at være og et sted hvor hun faktisk følte sig beskyttet for første gang igennem år og det sagde virkelig heller ikke så lidt. ”Jeg kan forestille mig, at de papirer betyder meget for dig, Alec.. Men du kan ikke finde noget som helst i det her rod.. Du har lukket lidt af en perfektionist ind i dit hjem.” Hun prikkede ham let på næsen og sendte ham et stille og let smil. Nok kendte han ikke alverdens til hende, men hun havde vel ikke givet ham en grund til at skulle ”Hvis du har plads til en sekretær selvfølgelig,” påpegede hun med et stille smil på læben. Det ville faktisk glæde hende, at have noget at lave og nu hvor de ventede sig, så havde hun virkelig heller ikke noget imod, at skulle gå rundt her på kontoret sammen med ham og holde ham lidt med selskab. Hun havde allerede haft en million muligheder for at fortælle alverdens videre.. Samt det, at hun vidste, at Fabian sad i kælderen og hun havde end ikke grebet ind. Det sagde ham vel også en god de, hvis han tænkte lidt nærmere over det? Kysset som han tildelte hendes mundvige, fik hende virkelig til at smile bredt. Hun vendte sig mod ham, så begge armene kunne glide omkring hans nakke. Bulen ved hendes mave kunne ikke mærkes som sådan endnu. Kun vis man vidste, at den var der. ”Jeg har også savnet dig,” sagde hun stille og ikke mindst også med en ganske så ærlig og stilfærdig stemme. Savn var hun kendt med, selvom det var tydeligt, at det var ukendt for ham. Et sted hvor det jo selvfølgelig more hende, at det var sådan at det måtte forholde sig. Hun strøg ham roligt igennem håret. ”Havde jeg vidst, at du var en arbejdsnarkoman ikke..” Hun rystede let på hovedet og klikkede drillende med tungen, inden hun ganske let gengældte hans kys. Hun tildelte det dog til hans læber i stedet for. Hun kunne simpelthen ikke lade være. ”Jeg er kommet for en alvorlig snak, Alec,” sagde hun igen. Hun var virkelig bare nødt til at komme af med det, for det var noget som præget hende meget.. På både godt og ondt.

[alecander]

Alecander var ikke vant til at savne folk, og især ikke en kvinde! Et sted savnede han selvfølgelig Valerio, for det var jo trods alt hans bror, og han kunne måske godt klare sig uden en rådgiver, men han måtte indrømme at han alligevel savnede en samtale med Valerio. Han følte lidt at han havde mistet en del ved ikke at have sin bror omkring sig, en af de få personer, der faktisk godt turde at sige noget til ham uanset følgerne. Han sukkede for sig selv ved tanken om ham. Han vidste ikke engang hvordan manden havde det, foruden at han vidste at selv Destiny havde fået nogen eller sig selv til at gøre noget pinefuldt ved ham, for at få ham til at tale. Han rystede tankerne ud af hovedet, han håbede da at Alicia kunne få ham på andre tanker, for det at tænke på hans brors tilfangetagelse gjorde ham tom og vred, så han havde brug for godt selskab, så hun kom faktisk som kaldet - som hun altid gjorde. Han slap en næsten hånlig og dog munter latter til hendes ord. "Ja så? Ligefrem frygtindgydende historier?" spurgte han med et drilsk hævet øjenbryn. "Jamen jeg er da meget frygtindgydende!" tilføjede han i en næsten drillende faretruende tone, inden hans arme faldt blidt omkring hendes liv, så han kunne trykke hende ind til sig. Det var faktisk ikke helt løgn, han vidste ikke hvad hun havde fået af historier, men helt forkerte var de sikkert ikke. Og et sted burde hun vel holde sig fra ham? Han vidste jo et sted godt at han ikke var det bedste for hende, fordi han var den mand som han var; kold, kynisk og skånselsløs. Hun havde så bare set den bedste side af ham, men hvem vidste hvor længe det holdt? Det gjorde han jo ikke engang selv, for han kunne end ikke forklare hvorfor han var sådan her overfor hende nu, og sidst, hvorfor hun fik ham til at være denne gentleman. Han lyttede ganske let til hendes ord. Hun havde jo faktisk ret, uanset hvor meget han så end ville indrømme det eller ej, det var faktisk svært at finde noget i dette rod. Han rynkede let på næsen som hun prikkede til den. "En perfektionist ligefrem?" spurgte han med et sigende hævet øjenbryn, inden han selv prikkede hende let på næsen, hvor han tilmed blinkede drilsk til hende. Allerede nu fik hun ham på andre tanker, allerede nu hyggede han sig. "Så er du da vidst den eneste," mumlede han, som ordene egentlig blot fløj ud af munden på ham, for der var virkelig ikke mange der savnede ham. "Men det glæder mig," indskød han hurtigt, og smilede et stille smil. Det var virkelig ukendt for ham, især det at savne en kvinde, desuden, så vidste han jo ikke helt hvor de stod, for de havde jo kun haft et møde, og nu stod de jo så her. Han smilede let, som hun strøg ham igennem håret. Han fnes kort. "Det burde du da vide fra starten af," svarede han stilfærdigt og dog med en drillende undertone, for arbejdsnarkoman sagde vel lidt sig selv at han var? Hvilken leder var ikke det? Han besvarede det kys hun skænkede hans læber mere end villigt, for selv det havde han savnet. De mørke øjne faldt ganske let på hende, hvor hans hoved søgte en anelse på sned. Det måtte vel være noget vigtigt så? Han nikkede ganske let til hendes ord. "Okay, sig frem," sagde han ganske roligt, inden han gjorde et kast med hovedet som en gestus til at hun skulle følge med ham. Han trak stolen ud som stod overfor hans egen plads, hvor han gjorde en let gestus med hånden, om at hun skulle tage plads.

[Deleted]

At Alec måtte savne sin kær bror, var slet ikke noget som Alicia var det mindst i tvivl om. Så tætte omkring det her, som det virkede til at de var, så var det virkelig bare noget som måtte sige sig selv for hendes vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun sendte ham et stille smil. Hun ville da med den største glæde, gøre ham selskab hvis han ønskede det, så var det bare at fortælle hende det, for hun havde virkelig savnet ham. Et sted så havde hun.. manglet ham i disse dage og det var selv ikke noget som skete særlig ofte. Hun savnede slet ikke sin eksmand på den måde, men lige Alec.. Han var virkelig bare anderldes og hun kunne ikke forklare i hvilken retning, at det måtte kunne tlkes, men der var virkelig ikke noget som hun kune gøre ved det lige direkte. Han havde fået de betydning for hende og eftersom at hun havde fået konstateret sig, at de faktisk ventede sig en lille en, så havde hun virkelig heller ikke fået sig til at opsøge Isaac. Den stakkels mand, måtte da være bekymret for hende? Ikke at det var noget som hun tænkte over lige for øjeblikket, det var heller ikke noget som hun kunne komme til det når det endelig måtte komme til stykket. Hun nikkede smilende. ”Åh ja. Mange frygtindgydende historier, saggde hun med et næsten så varmt smil på læben. Hun slap et let grin. ”Og hvad så hvis jeg ikke gør det? Overfor mig er du jo som en regnorm.. Helt blød,” sagde hun med en drillende stemme, idet hun let prikkede ham i siden. Hun mente virkelig ikke noget med det, det var virkelig bare for morskabens skyld og nu hvor hun havde denne form af beroligende effekt på ham, så var det vel bare til det bedste også for hans vedkommende? Han havde jo brug for noget andet at tænke på, ellers ville det da også gå helt til hundene for ham og det ønskede hun virkelig heller ikke for noget som helst i verden! Overfor hende, var han jo trods alt ikke bare kynisk og kold og det hele, han havde virkelig vist sig som en gentleman. At det jo så kun var hende som havde set den side af ham, fik hende til at føle sig som noget værdifuld! Hun sendte ham et morende smil. ”Noget må jeg da kunne gøre for at give igen for alt det som du har skænket mig, Alec.. Jeg ved at meget af det er fortroligt.. Men mig kan du stole på,” sagde hun roligt. Det hele var noget som hun gjorde roligt og stille. Hun stolede på ham og hun havde jo ikke haft noget imod, at skulle give sig hen til ham, for han havde virkelig ikke gjort noget andet end at passe på hende. Hun strøg roligt over hans hår, idet hun lod ham føre hende med sig hen til skrivebordet. Hun tog roligt plads og med hænderne som hun roligt placerede i skødet. Det var bare.. hvordan pokker skulle man forklare det på en ordentlig måde uden at han ville sidde chokket, skræmt, eller værre.. så vred? Det var slet ikke noget som hun måtte ønske på nogen måde overhovdet! Hun lukkede øjnene let, inden hun vendte blikket mod ham igen. ”Du husker vores aften, ikke? Med hygge.. intimt på soveværelset?” Hun måtte smile alene bare ved den tanke alene, fr det havde virkelig været noget som hun havde været så frygtelig glad for på alle måder og det var slet ikke noget som hun kunne fortryde det mindste og det var virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om! Hun ville indlede det stille og roligt, så han ikke ville blive helt chokket over tingene. Han måtte bare vide det! At han skulle blive far.

[alecander]

Det var rart at være i selskab med Alicia igen, for et sted havde Alecander manglet hende. Manglet hendes kærtegn og strøg, som havde formået at berolige ham som aldrig nogensinde før! Og det at hun blot stod på hans kontor, ja allerede der kunne han mærke, hvilken beroligende effekt hun havde på ham. Det var faktisk dejligt. Han havde desuden brug for én til at aflede hans tanker fra arbejdet, og der havde hun jo været perfekt ved deres sidste møde, for der havde han givet sig fuldstændig hen til hende, og allerede nu havde han glemt arbejdet. At hun havde hørt frygtindgydende historier om ham undrede ham virkelig ikke, det var sikkert også sandt mange af dem, desuden så var de folk der ville betragte ham som frygtindgydende ikke helt galt på den, han kunne sagtens være retfærdig, og det var han faktisk også, men mange blev mødt med kulde og faretruende øjne, den eneste der ikke gjorde det, var faktisk Alicia, og ellers hvis man selvfølgelig formåede at imponere ham. Han trak på mundvigen til hendes latter, selv den havde han savnet at høre! Han hævede drillende det ene øjenbryn. "En regnorm ligefrem?" spurgte han i en lettere utilfreds mine. "Jeg håber da ikke at du sammenligner mig med en simpel regnorm!" tilføjede han i en drillende tone, hvor han trak ganske lusket på smilebåndet. "Jeg er mere som en.. panter; går i et med mørket, stærk, blød uden på, men et sandt rovdyr indeni," svarede han i en lettere lokkende og forførende tone mod hendes øre, inden han bed hende ganske blidt i den bløde øreflip. Han vidste godt nok ikke hvilket dyr der passede bedst til ham, men uanset så ville han være et rovdyr, for det var nu og engang hvad en vampyr var. Han trykkede hende ind til sig, med det drilske skær i blikket. "Og du er som en mus; offeret for det farlige rovdyr," tilføjede han drillende, inden han slap en let latter. Han tvivlede dog på at hun var ligeså forsvarsløs som en mus, hun var jo selv en vampyr; et rovdyr som ham selv. Han greb roligt omkring den hånd, som hun prikkede ham i siden med, hvor han gav den et blidt klem. Han var faktisk ikke kilden, for hans krop var faktisk ganske hærdet, så et enkelt prik gjorde godt nok ikke nogen forskel, men tanken morede ham nu alligevel. Han var født vampyr; død, hun var blevet omvendt, så gad vide om hun egentlig var? At hun sagde at han kunne stole på hende glædede ham faktisk, for det var vel et sted noget han havde behov for at høre? Hun kunne jo også bare fylde ham med lort, og så være en forræder i sidste ende, men det valgte han nu at se bort fra. Hun havde jo også selv fortalt meget åbent omkring sig selv, så hvorfor skulle hun lyve for ham? Han nikkede ganske let og dog bestemt med hovedet. "Det kunne faktisk være rart med en sekretær.. så jeg vil da lave en liste over hvor tingene skal stå," svarede han med et skævt smil. Så fik han da en sekretær, det ville sikkert også gøre det ti gange lettere for ham, men sikkert træls for hende, for hun kom sikkert til at ryde meget op efter ham. Men hun måtte jo sige til hvis hun blev træt af det. Han smilede ganske let som hun tog plads i stolen, hvor han selv lænede sig op ad skrivebords kanten, så han halvt sad og halvt stod. Blikket hvilede mod hende ganske alvorligt, for det så ud til at der var noget der præget hende? Han trak ganske let på mundvigen til hendes ord. Skulle han glemme deres nat? Det var næsten umuligt. Hans blik blev kort eftertænksomt. Hvorfor skulle hun dog nævne det? Hans ansigtsudtryk blev næsten helt stift, inden han lænede sig hen imod hende, og lagde sin hånd mod hendes mave, uden at han veg blikket fra hende. Han sank ganske let en klump. "Du er gravid," konstaterede han i en næsten hviskende tone. Det var det som var anderledes ved hende.

[Deleted]

Om Alec havde mærket sig, at hun var lidt anderledes, det vidste hun ikke. Han havde jo ikke været omkring hende i et godt stykke tid, så hvordan skulle han egentlig vide det? At hun havde denne form af effekt på ham, var da blot noget som hun måtte være forbandet glad for i det store og hele, for det betød vel også, at han ikke var helt ligeglad med hende? At den aften faktisk også havde haft en betydning for ham som den også havde haft for hende, det var da blot noget som hun var frygtelig glad for. Hun sendte ham et stille smil og selv uden at trække sig det mindste væk fra ham. Det var ganske utroligt, som man kunne savne en mand og en med et rygte som det som Alec måtte rende rundt med, det var det som i den grad også måtte underholde hende mest! Hun nikkede. ”Yup.. en regnorm,” sagde hun blidt. Hun kunne dog alligevel ikke holde latteren tilbage, da han byttede det ud med en panter. Hun rystede smilende på hovedet. ”Du er ikke mere farlig end en lille killing,” påpegede hun roligt. Det var selvfølgelig blot ment i sjov og så alligevel i alvor, for det var jo ikke den hårde leder som hun havde været mødt af på nogen som helst måde overhovedet, så det var jo bare sådan at hun selv måtte se på det. Det sitrede i hende som han bed hende let i øreflippen. Det var virkelig bare noget som måtte bringe hende tilbage til den aften, for det havde virkelig været ganske enkelt.. utroligt for hende, for hun havde i den grad nydt det, det var der heller ikke nogen tvivl om! ”Uh, du fangede mig i dit spind.. Tør du gentage den succes?” spurgte hun roligt. Hun strøg let over hans kind. En mus var hun nok ikke, for hun kunne sagtens gøre modstand hvis det endelig skulle være, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At han bare havde haft brug for at høre, at hun var en som han kunne stole på, var tydeligt, at det måtte lette ham. Hun havde valgt at åbne sig for ham direkte og hun havde aldrig skænket ham en løgn. Hun skyldte ham om ikke andet, for alt det som han havde gjort og hun havde virkelig ikke noget imod at ordne hans papirer. Det kunne jo sagtens gøres uden, at hun behøvede at læse dem igennem vel? I så fald, at han ønskede at holde de fortrolige informationer fortrolige, selvom hun ville tage alt med sig i graven, som han måtte fortælle hende og det var noget som hun agtet at gøre også! Hun nikkede med et stille smil. ”Det lyder perfekt.. Så går jeg i gang så snart jeg har den i hænderne,” sagde hun stilfærdigt. Hun ville slet ikke have noget imod at rydde op efter ham. Han var jo en hårdt presset mand og specielt i disse stunder. Hun havde godt hørt om hans bror og det måtte da også gå ham på?
At han i sig selv, måtte konstatere hendes graviditet, gjorde det hele meget nemmere for hende, selvom hans måde at reagere på, virkelig var forbandet besværlig for hende, at skulle læse. Hun blinkede let med øjnene, hvor hun blot valgte, at skulle blive siddende fuldkommen stille og fuldkommen rolig. Hånden som han blot måtte lade falde mod hendes mave, fik det til at sitre let. Det var virkelig bare behageligt, at skulle have ham så tæt på sig som nu. Hun lod sin ene hånd søge over hans. ”Jeg havde mistankerne om det så… Så jeg søgte til en healer i Manjarno. Han bekræftede det for mig. Du skal være far, Alec,” sagde hun stille. Hun sendte ham blot et ganske stille smil. Han virkede slet ikke til at være familiefar- typen så hun kunne næsten gætte sig frem til, at denne besked måtte komme som intet andet end et direkte chok. Lovene omkring svangerskab udenfor ægteskab, var noget som hun prøvede at undgå at tænke på, selvom det stadig måtte hvile der. Blev det opdaget, så ville det koste frygtelig dyrt og det var heller ikke noget som hun måtte ønske sig! Slet ikke! De isblå øjne søgte til hans skikkelse, hvor hun forsigtigt strøg over hans hånd. Hun sendte ham et let og prøvende smil.

[alecander]

Det var faktisk rart at stå med hende igen, for et sted havde Alecander jo manglet hende, og dog vidste han til gengæld også, at han ville blive distraheret af at have hende rendende rundt omkring ham hele tiden, og så ville han ikke nå sit arbejde, men nu hvor han ikke havde set hende i et godt stykke tid, og hvor han havde arbejdet da og nat, så kunne han faktisk godt bruge en distration fra arbejdet, og så havde han jo faktisk også savnet hendes selskab, så han var da glad for at hun var dukket op, skønt han var i en lidt stresset tid. Han skulle planlægge den byttehandel, for mange ville måske mene at det bare gjaldt om at komme ind, bytte, og så ud igen, men der lå meget mere i det, han vidste ikke hvad der ventede sig i Neutranium, han vidste ikke om der ville ligge et baghold parat, så han overvejede at flytte byttehandlen til et mere åbensted, desuden var Destiny jo nød til at gå på kompromi med ham, ja, hvis hun altså ønskede at have sin lille kæreste tilbage selvfølgelig. Han savnede godt nok Valerio, men et sted frygtede han ikke for at miste ham, han havde mistet sine forældre før, han havde set dem blive brændt levende på et bål, i en ganske ung alder, og det havde faktisk kun hærdet hans sind, for han havde ikke fældet en eneste tåre. Han rystede let og smilende på hovedet til hendes ord. "Selv en killing kan gøre stor skade, når man undervurdere den," påpegede han med et lettere udspekuleret glimt i blikket. Selv en kat var et rovdyr, selv en kat kunne være kløgtig. Han havde skam ikke glemt deres sidste møde, og slet ikke udfaldet af det, og han fortrød det ikke, slet ikke! Hans mørke øjne hvilede roligt i hendes isblå øjne, med et lettere intenst skær over sig. Han lod sin hånd stryge hende ganske langsomt ned ad ryggen, imens han så en smule vurderende på hende. "Gentage successen?" spurgte han med et sigende blik. "Eftersom det er en succes, så tvivler jeg på at det er helt så slemt at gentage," endte han med et lettere selvsikkert og dominant smil. Han ville skam ikke være ked af at ende ud på samme måde igen, for han havde ikke noget imod at have hende så tæt, som han havde haft hende den aften. Hans blik faldt ganske roligt forskellige steder i rummet. Det var rodet, og der var meget der skulle ryddes op. Det blev noget af et arbejde! Han smilede skævt til hende og nikkede ganske roligt. "Perfekt," svarede han med et skævt smil. Så havde hun da også lidt at lave, for han vidste at hun ikke havde noget arbejde, eftersom hun ikke havde nogen penge. Og goder af det ville der da bestemt komme.
Alec kunne tydeligt mærke det andet liv indeni hende, for nok ville barnet være vampyr, men der skulle jo stoffer til at skabe barnet og det kunne Alec tydeligt fornemme på mavens vibrationer. Var det hans barn? Han havde mere eller mindre mistet ethvert ansigtsudtryk, og han vidste ærligtalt ikke hvad han skulle sige eller gøre, foruden at han så hende en smule fraværende i øjnene. Skulle han være far? Han vidste jo et sted godt at dagen en dag ville komme, for han var jo nød til at have en arving, fordi han jo ikke ville leve i al evighed, men skulle han være far? Og så nu? Midt i al den stress? Han ville da gå neden om og hjem af al den stressen! Han blinkede ganske let med øjnene som hun lagde sin hånd over hans, hvor hans blik ganske let faldt mod deres hænder, inden de igen søgte mod hendes isblå øjne. "Skal jeg være far?" Han rynkede ganske let brynene. Det var da noget af en erklæring! Han vidste ærligtalt ikke hvad han skulle gøre, for var han faren til hendes barn, så kunne han jo ikke lade hende i stikken. Og bestemt heller ikke når det var hans eget barn, der var tale om! Han lod sin tommel stryge hende ganske blidt over maven.

[Deleted]

Det havde virkelig været utrolig savnet, at skulle stå i Alecs favn igen, det var hun heller ikke bange for, at skulle fortælle ham. Menneskelige følelser var stadig noget som måtte stå i hende, selvom det virkelig kun blev mere og mere hærdet med tiden, nu hvor det efterhånden var nemmere for hende, at skulle acceptere hvad hun var. Det var noget som han gjorde langt nemmere for hende på alle måder, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun måtte dog alligevel rystel et på hovedet til hans ord. En killing var måske farlig hvis man undervurderede den. ”Du vil påstå, at jeg har undervurderet dig?” spurgte hun med et kækt smil. Uanset, så var hun slet ikke i stand til at skulle blive bange for ham, for han havde aldrig nogensinde vist sig fra den side overfor hende når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om og det glædet hende virkelig bare. Det forrige møde var vel betegnelsen af en succes? De var endt i samme seng og nu stod de her, så det kunne da heller ikke være noget andet i den anden ende? Hun strøg ham let over håret og med et stille smil på læben. Ikke at det var noget som hun kunne eller ville skjule for ham, for hun havde virkelig savnet det, at skulle stå i hans favn, se ham i øjnene og det, at skulle mærke ham så tæt på, som det han måtte være for øjeblikket, for det var virkelig bare.. savnet noget så frygteligt for hendes del, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, også for hendes vedkommende.
At Alec kunne fornemme at livet måtte vokse i hendes indre, var noget som hun vidste. Det var vel sådan noget, at en vampyr var i stand til? Det var hende jo stadig temmelig ukendt hvad de kunne og hvad de ikke kunne, for der var meget som hun stadig måtte rende fuldkommen uvidende omkring, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hovedet søgte let på sned. Barnet var hans. Han var virkelig den eneste som hun havde været så tæt på, til at lade det her ske. Ingen anden, for det havde virkelig været noget ganske særligt, som de havde delt den aften. Hun nikkede med et stille smil. Hun var selv blevet en anelse mere rolig ved tanken, selvom hun stadig ikke vidste hvordan hun skulle tolke hans reaktion. Var den ment godt eller var det lige det sik modsatte? Hun betragtede ham indgående. ”.. Jeg vil ikke tvinge dig til at stå som en far, hvis du ikke vil..” begyndte hun stille. Hun vidste jo godt, at han var en forbandet stresset mand og at det måske, var et frygtelig elendigt tidspunkt, at skulle bringe ham den nyhed, men hun følte bare for at lade ham vide det, stedet for at lade det forblive skjult for ham. De lette strøg som han alligevel måtte gøre over hendes mave, fik den tydelige sitren sat i hende, for det var virkelig intet andet end dejligt, at skulle have ham så tæt på, at hun kunne føle hans kærtegn, for det var virkelig bare så lang tid siden, at man skulle tro, at det måtte være løgn. Hun blinkede let med øjnene. ”Men ja.. Du skal være far,” sagde hun stille. Hun ville ikke holde ham ved ansvaret, hvis det slet ikke var noget som han havde lyst til, for hun ønskede virkelig ikke, at han skulle forpligte sig til noget ved tvang, for det ville hun virkelig heller ikke få noget ud af, og det ville vel i bund og grund også ødelægge det hele? Hun afventede mere eller mindre bare en reaktion som hun vile være i stand til at tyde, for det andet her, det var virkelig nervepirrende!

[alecander]

Det var skam ikke kun hende der måtte føle savn, for Alecander havde faktisk også savnet hende, og det var noget som han ikke havde følt i lang tid! Han var ikke en person der savnede folk, skønt han dog måtte indrømme at han var begyndt at savne sin bror en smule, men han kom vel hjem i god behold? Eller i hvert fald i så god behold, som det var ham overhovedet muligt. Hans tanker hvilede dog ikke på Valerio i øjeblikket, for allerede nu havde han glemt omverdenen, som han igen befandt sig i Alicias selskab, og han måtte indrømme at det var godt at se hende igen, smuk som altid. Han ville ikke sige at hun decideret undervurderede ham, for hun havde jo ret når det kom til hende, for overfor hende havde han aldrig været den hårde leder, fordi hun faktisk havde set manden bag lederstillingen, men overfor alle andre ville hun undervurdere ham, for der var han hård og kontant! Han lod sin hånd falde omkring hendes hage og kæbeparti, imens han med sin anden arm trykkede hende ind til sig, så de stod helt tæt. Han skænkede hendes læber et lettere intenst kys, inden han lod sin næse gnide sig blidt mod hendes. "Måske ikke ligefrem," svarede han i en lettere eftertænksom tone, inden han smilede skævt til hende. Han strøg hende blidt over kinden. "Dig, som jeg ønsker at beskytte så meget, kan jeg ikke skade," tilføjede han stilfærdigt, hvor hans mørke øjne hvilede intenst i hendes isblå. Efter hans mening, så var deres sidste møde mere end bare succes! Det havde virkelig været fantastisk! Fra start til slut. Hun havde hele tiden sørget for at holde hans opmærksomhed ved lige, og allerede nu, kunne han tydeligt mærke, hvordan hun fik ham til at blive helt draget af hende, og som hun stod i hans favn, ønskede han faktisk ikke at slippe hende igen. Han trak ganske let på smilebåndet, da hun strøg ham igennem håret, selv en sådan let berøring havde han savnet, især fra hende!
Alec tænkte ikke helt over at han egentlig bare stod lænet ind mod hende, med hånden mod hendes mave, som han strøg mere eller mindre fraværende, hvor selv hans mørke øjne hvilede fraværende i hendes isblå. Skulle han være far? Han måtte indrømme at han ikke helt vidste hvad han skulle sige. Spørgsmålet blev ved med at stille sig i hans hoved; skulle han være far? Han var jo slet ikke den der faderlige type, og han ville garanteret være elendig til det! Okay, han vidste jo godt at han på et tidspunkt skulle have en arving, så det ikke ville blive en random vampyr der overtog organisationen, men.. ham som far?! Og så midt i al den stres? Han satte sig næsten fortvivlet tilbage på skrivebordskanten, hvor han så fraværende og dog tænkende ud i rummet. Han kunne jo heller ikke lade hende i stikken. Han gned sig tænkende i nakken. Hvad gjorde han nu? Det ville måske flaske sig, hvis hun var der til at hjælpe ham? Det var jo nok alligevel Alicia der ville stå for børnepasningen, eftersom hun jo var barnets mor, hvor han ville blive den hårdtarbejdende far. Han så på hende med rynkende bryn. "... Hvad med dig? Hvordan har .. du det med det hele?" spurgte han roligt. De var jo begge nød til at være indforstået med det, og han kunne ikke smide hende for døren, især ikke når hun bar på hans eget barn, så ville han jo få den arving, men.. hvad med hende? Hvordan tacklede hun det egentlig? Hans hånd faldt omkring hans hage, som han gned ganske tænkende. Han vidste ikke helt hvordan han selv skulle tackle det, for han måtte indrømme at det var noget af en overraskelse! Og det var nok heller ikke ligefrem det bedste tidspunkt at blive far på, ikke når det snart stod på en byttehandel. "Du kan jo heller ikke arbejde, når du er gravid!" tilføjede han i en lettere bestemt tone, for det nyttede ikke at hun kom til skade, ved at rende rundt og rydde op efter ham!

[Deleted]

Savn var blot en menneskelig side som Alicia stod fast på, faktisk også måtte være noget som måtte hvile i alle og deriblandt også i Alec et sted. Det var jo det som hun stod og betragtede sig af i øjeblikket, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun havde virkelig savnet ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om, og selvfølgelig vidste hun at hun måtte undervurdere ham, men hun kunne jo trods alt ikke dømme ham anderledes end det som faktisk var kendt for hende fra før af og den hårde leder af ham, det var jo ikke en mand som hun havde mødt på nogen måde overhovedet. De blå øjne hviledepå hans skikkelse. Han gjorde hende glad og bare følelsen af, at han ville holde om hende og beskytte hende, var virkelig noget af det bedste af det hele! Hun rystede smilende på hovedet. ”Det er jo det jeg siger.. Du vil aldrig nogensinde kunne få dig selv til at gøre mig noget ondt,” sagde hun stilfærdigt. Ikke at det var nget som gjorde hende det mindste når det endelig mått ekomme til stykket, det var også helt sikkert. Hun lod ham tage om hendes kæbe og vendte mere end glædeligt blikket mod ham. Hun mødte hans læber lige så intenst og længselsfuldt, for hun havde virkelig savnet ham!
Alicia havde virkelig ikke nogen anelse om hvordan pokker hun skulle tolke hans reaktion og det var faktisk det som gjorde hende mest usikker på det hele, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De isblå øjne hvilkede på hans skikkelse, hvor hun let måtte give slip på hans hånd, idet han trak den til sig igen. At han direkte spurgte ind til hvordan hun havde det med det, fik hende blot til at se på ham. ”Hvordan jeg har det med det?” gentog hun stille. Det var noget som hun havde tænkt meget over det sidste døgn hvor hun havde vidst og kendt til det når det endelig mått ekomme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sendte ham et stille smil. ”Jeg fortryder intet. Det kan jeg ikke.” Hun lagde begge hænderne roligt mod hendes egen mave og selv med det stille smil på læben. Hun nød faktisk af tanken om, at hun endnu en gang skulle være mor. Det ville da give hende noget at skulle pusle omkring og det var noget som hun faktisk nød, for så følte hun også, at hun var til nytte et sted. At lovene gjorde hende bekymret, var jo så noget som hun blot måtte bide i sig, for ellers havde hun virkelig store problemer. Det ville koste hende forbandet meget, hvis dette ville blive opdaget! Hun lod hovedet søge let på sned. ”Jeg.. Jeg vil ikke kræve noget af dig, Alec.. Jeg kan godt tage mig af den lille alene,” tilføjede hun stille. Han skulle virkelig ikke føle sig forpligtet til noget hvis det ikke var noget som hun ville og hun vidste jo trods alt godt, at han var en umådelig stresset mand nu til tider, og hun ville virkelig ikke kaste ansvaret hen på ham som en far, hvis han slet ikke ønskede den lille. Det hele kunne vel vise sig at være.. .en misforståelse? Hun blev en anelse nervøs ved den tanke alene, selvom men vel bare måtte tage konsekvenserne af det. Ikke at hun gjorde det fordi at hun var tvunget til det, men fordi det var noget som hun et sted også måtte ønske et sted. Hun himlede let med øjnene. ”Det kan umuligt skade mig, at ordne nogle papirer, Alec..” afveg hun stilfærdigt. Det var slet ikke noget som hun ville høre tale om når det endelig viste sig, at hun havde en mulighed for at skulle gøre lidt igen for alt det som han havde givet hende igennem disse tider, det var da også helt sikkert!

[alecander]

Et sted havde hun ret til at undervurdere Alecander, for han havde jo ikke givet hende nogen grund til at frygte ham mere end en killing. Han havde været som en kælen killing ved deres forrige møde og havde han været en killing, så havde han spundet ved hvert af hendes kærtegn. Han havde beskyttet hende hele natten, og dagen med, og han måtte indrømme at han ikke ønskede hende noget ondt, faktisk kun hende det bedste og der vidste han jo udmærket godt, at han ikke var det bedste for hende, ikke når han vidste hvilken mand der kunne gemme sig i ham, som kom frem til tider. Han var ingen engel, og når det kom til stykket, så var han heller ikke nogen god mand på nogen måder. Han myrdede folk, han havde selv myrdet mange uskyldige. Han vidste ikke engang om hun havde fået at vide, hvad han havde gjort ved Fabian, for den mand var virkelig.. uskadeliggjort. Han angrede det ikke, for Fabian havde jo været ét af hovedmålene til maskeballet, og selv der havde han dræbt Gabriel Procias' konge. Han havde sluppet Samuel fri og bomben på Neutraniums tag, havde sprunget og dræbt mange uskyldige mennesker, så når det kom til stykket var han ikke andet end en.. nådesløs morder. Men hvorfor det var så anderledes med Alicia, det vidste han ærligtalt ikke! Han så ganske vurderende og en smule eftertænksomt på hende til ordene. Han kunne ikke skade hende, og hvorfor var det egentlig at han ikke kunne det? Han smilede skævt. "Nej.. Det kan jeg ikke," svarede han medgivende, inden han blev mødt af hendes længselsfulde læber, hvor han måtte slippe et nydende suk. Han havde virkelig savnet hende!
Det var vigtigt at hun selvfølgelig ikke.. bebrejdede ham for hvad der var sket, og selvfølgelig konsekvenserne af det. Han måtte indrømme at han ikke havde tænkt på konsekvenserne, da han valgte at dele seng med hende, da han valgte at have hende så tæt, og intenst var det jo blevet. Han kunne ikke fortryde det, det var ham simpelthen.. umuligt! Han havde nydt det, og mere end noget andet! Det havde været så fantastisk og på så mange måder! Så hvordan skulle han kunne fortryde det? Okay, konsekvenserne var fulgt med dem, og nu stod hun der og fortalte ham at han skulle være far? Det var bare.. for meget! Blikket hvilede på hende. At hun ikke fortrød det, fik ham kun til at smile, for så vidste han da at hun havde nydt det mindst ligeså meget som han selv havde. Det havde været den bedste nat siden.. for altid? Det milde smil gled over hans læber, som hun aede sin egen mave. Det kældte hende næsten at være gravid, skønt man dog ikke kunne se den store mave - endnu. Han rynkede let brynene til hendes ord. Hun ville tage sig af barnet af alene? Han knælede ganske let foran hende ved stolen, imens han greb omkring hendes hænder. "Nej, Alicia.. Jeg.. jeg.." Han kunne ikke fuldføre sætningen, for hvad skulle han sige? Han vidste jo slet ikke til eller fra længere. Hun kom pludselig og fortalte ham at hun var gravid? Det havde virkelig været en skøn aften, men.. han vidste jo ikke engang hvor de måtte stå! Han bed sig i den bløde underlæbe, imens han betragtede deres hænder, hvor han gav hendes et blidt klem. Han så op mod hende. "Jeg kan ikke.. Lade dig i stikken.. Det er ligeså meget min fejl som det er din," svarede han stilfærdigt, uden at han veg sine mørke øjne fra hendes. Han så mod hendes mave og smilede ganske let ved tanken. "Og helt en fejl, er det vel ikke?" tilføjede han stille. De skulle have en lille, og siden hun ikke var sur over det så.. var det vel ikke nogen fejl? Han så op på hende igen, inden han så rundt i rummet. "Hold nu op, du ender med at komme til skade, når du skal gå rundt og samle papir op efter mig!" svarede han lettere bestemt.