Caught?

[pacman]

Solen stod højt på himlen og varmede ned på engen, det var stadig lidt køligt men kan kunne bestemt mærke efteråret var lige rundt om hjørnet. Man kunne høre vinden bevægesig i græsset som bøjede sig fint og lod nærmest hele engen være fuld af liv.
Seth hadede dette sted, det var alt for lyst og ubehageligt. Det fortjente at blive brændt helt ned til jorden, og forpestet så intet ville kunne vokse her igen. Blot blide til en gold og øde mark, hvor lugten af rødenskab aldrig ville forsvinde.
Seth var på rejse imod næste by i dette alt for lyse land. Han havde tidligere passeret en lille by og havde efterladt den til en stank af pest og død. Den havde virket lykkelig, fredlig, den type by hvor alle kendte alle og der aldrig var nogen problemer. Ingen havde bemærket Seth gå igennem byen, de så blindt til at den her fremmede blot over nattede en enkelt nat og så forlod den igen. Men lige så snart Seth havde forladt byen begyndte folk med det samme at blive syge. Efter få timer var de yngste allerede døde.
Det var ikke den første by han havde besøgt på sin lille rejse, men stadig havde han ikke stødt ind i store problemer. Han elskede nærmest hvor blinde de små såkaldte idylliske byer var. Men nu hvor han efterhånden rejste længere ind i landet forventede han nærmest at det blot ville blive mere besværligt. Med mindre at lyset var blevet så blindt at de ikke engang kunne se den rødneskab Seth spredte i deres land.

[nick]

Nick mente i sandhed, at det var var en utrolig flot dag i dag. Selvom det var en smule køligt, så var der intet der kunne gøre humøret højt som solskin. Men han var ikke bare ude for sjov. Han havde en mission. Der var kommet nogle fra yderbyerne i Procias og bedt om hjælp. De havde meldt pest i de ydre byer, men det var ikke bare en sygdom; Nogen var skyld i det. Han havde fået nys om "en fremmed" der overnattede en enkelt nat. Han havde hørt om flere byer der var blevet ramt og ærlig talt, så synes han at det var trist. Men magien var mørk, så mon ikke de havde fået en warlock til Procias? Det ville han næsten tro. Han huskede tydeligt sin egen warlock tid - men på trods af det, havde Elias tilgivet det og giver ham sin lyse race tilbage. Den race, som han endnu mestrede til perfektion. Og så havde han da lidt ondere kneb i baglommen, selvom han ikke var meget for at bruge dem.
Han satte gangen hen over græsmarkerne. Eng området var efterhånden dødt for blomster og kun græsset stod tilbage og svajede i den kølige vind. Den lette hvislen af vinden i græsset, var næsten beroligende. Det gav ikke følelsen af, at man var alene. Øjnene falkkede rundt på området. I dagens 'anledning' bar Nick et sort jakkesæt og en mørk trøje indenunder. Han mente selv, at Procias var blevet lidt slap i det og han brød sig virkelig ikke om tanken. En flok svagpissere, var efterhånden betegnelsen for Procias' befolkning. Der ville vidst ikke komme meget opbakning, ved at gå ud at sige til folk, at nu skulle de satme tage sig sammen!
Han bevægede sig roligt over marken. Den var jo kæmpe stor. Her lugnede surt af Dvasianer. Han kunne tydeligt mærke en meget mørk magikilde - mon ikke, om han havde ret i sin teori? En warlock var kommet forbi muren. Hvad sagde det ikke om Procias? Kunne folk bare frit komme og gå nu? Han forstod det ikke. Hvor var kongehuset og det retfærdige styre. Hvor var det metaforiske lys blevet af; Lyset for enden af tunnelen, som efterhånden havde mistet sin gunst. Det var virkelig ærgeligt. Hvad planerne fra denne Dvasianer var, var nærmest forudsigelige; Ødelæggelse af lyset. Ja indtil videre, var der store chancer for Dvasias til at gennemføre, for folk gjorde jo ikke en dyt?! Men her stod Nick - Nicolas - som bare ikke ville opgive lyset, som han havde kendt siden han havde været spæd. Et lys han var vokset op i og et lys, han ville bibeholde på det kraftigste! Han indåndede duften af warlocken på et mere magisk vis. Han spredte armene lidt og hidkaldte luften til sig, som kølede ham ned. Armene faldt og vinden lagde sig, som en opdragen hund lægger sig for sin ejer.

[pacman]

Seth stoppede lidt op på engen og lod blot sit trætte blik kigge ude over landskabet. Vinden lagde sig pludselig, men bestemt ikke på en naturlig måde, det skete bare alt for pludselig i forhold til hvordan vejret var. Der var nogle der manipulerede med vinden, så Seth var ikke alene. Havde det ikke været for landets stank af renhed kunne Seth måske havde peget sig bedre ind på personen, men han følte sig måske lidt blind lige nu. Men der var noget der gav et lille peg.
Det var vel også på tide nogle ville konfrontere Seth med sine gerneinger, ellers havde han været yderst skuffet. Entelig var han allerede skuffet ud fra sine oplevelser men håbede på en måde at blive lidt overrasket.
Der formede sig et lille lumsk smil på Seth læber, ved et slag fra sin stav, begyndte græsset omkring ham at rådne, og sprede sig ud på engen. Seth kunne jo lige så godt give den person der var tilstedeværende et lille peg hvor han helt præcis var.
*kom blot nærmere min lille ven, og lad mig se hvad du har i ærmet' tænkte Seth roligt og begyndte roligt at gå videre ned af engen i den retning hvor græsset begyndte at rådne.

((ja, jeg skriver ikke lige de alt for lange post, håber du kan overleve, ellers sig det.. så skal jeg prøve at skrive mere på ^^))

[nick]

Nick ville udforske dette og finde ud af, hvad pokker der var i gang med at ødelægge Procias. Men han kunne virkelig væmmes ved tanken om, at folk var så godtroende, at en fremmed; Fremmed udefra den anden side af muren endda, frit kunne flakke rundt fra by til by. Var der ingen, der kunne regne ud at han havde en mørk aura? Eller var folk for dukke til det. Han kunne nogle gange foragte sit eget folk. At være så naiv, det var virkelig det værste og det var en ting som burde laves om, men spørgsmålet var jo bare lige hvordan.
Sandt nok lagde vinden sig hurtigt. Den dækkede sig for ham og bøjede sig for hans kræfter. Han kendte meget til magi og havde også terpet ekstra i magikerbøgerne i Den Magiske Cirkel af Lys. Han skulle nok få konfronteret denne pestbærer og han skulle også gøre sit for at stoppe ham. I det mindste kunne folk altid ryge i fængsel, så han kunne kyle vedkommende i Slottets Kældre. Det ville han virkelig fryde sig over, for han havde stadig lyst til hævn over alle warlocks! De havde forpestet ham og ødelagt hans familieliv i sin tid. Men nu, var en ny tid. Han var gjort ung igen, pga. det sorte mærke af en drage der var på hans ryg. Et mærke, han ikke kunne forklare.
Han kneb de isblå øjne sammen og fik øje på græsset, som det rådnede og blev mørkegrønt. Han var ved at være tættere på. Han gav slip på vinden og lod den frit flyve igen, lod den komme fri af hans herskende magi. Han kunne til en hver tid få den til at lægge sig for hans fødder igen. Han gik videre frem over engen og fik til sidst øje på en person der gik langs det sammenfaldne græs. Han kunne godt se hans stav og regnede med, at den kunne videreføre mandens magi. Han kunne tydeligt mærke den mørke aura. Det var ikke noget han bifaldt. "Kunne du ikke smutte hjem til Dvasias og få det til at rådne op der?" spurgte han hånligt, "eller er Dvasias blevet for svage og er allerede faldet?"

//Du bestemmer selv din længde :b

[pacman]

Seth gik roligt og nød at se hvordan græsset skiftede farve og begyndte at lugte. Han rettede dog blikket op da vinden igen tog til, kunne den person ikke bestemme sig hvordan vejret skulle være og lad det være ved det.
"Jeg beklager meget hr, men græsset i Procias er blot noget bedre at se rådne, det er så smukt at se"
Seth's stemme var mørk og kold, men der var også en venlig tone over den. Seth kunne godt være høfligt trods han havde helt andre intentioner end at være flink på sinde. Dog studsede Seth over at igen fik han valget om blot vende sig om og forlade Procias. Var de virkelig så flinke her i landet, det var da helt utroligt.
"Men ud over at give mig muligheden om at blot vende om, og ikke skulle betale for mine gerninger, har de så andet på sinde, ellers vil jeg blot rejse videre" sagde Seth venligt og man kunne godt høre han syntes det var noget morsomt at blive tilbudt den mulighed.
Altså, Seth vidste godt at lysets side var fyldt med godhjertet folk, men så godhjertet, det var det samme som at se på verden med blinde øjne. Ja ind til videre var Seth da stadig skuffet over hvad han oplevede. Men stadig holdt denne mands aura ham lidt interesseret i hvordan dette kunne udfolde sig.

[nick]

Nick foragtede virkelig hvordan græsset det rådnede op i hver en stilk. Det skulle denne person ikke slippe godt fra; Han var sikker på, at han også havde forpestet byerne med død. "Det ville se bedre ud hvis din bagdel brændte," sagde Nick for sig selv, for han kunne bare ikke klare at folk skulle ødelægge tingene for andre. Det var den ondskab, han ikke ville have. Men til gengæld, ville han heller ikke se et helt land svigte hinanden gang på gang, som Procias gjorde. Der var jo nærmest intet sammenhold i helheden mere og det var trist. Landet knækkede nærmest. Han var fuldkommen ligeglad med om personen lød venlig, for det kunne han udmærket godt se og fornemme, at han bestemt ikke var!
"Jeg giver dig ingen mulighed for at vende om, jeg har da ikke sagt at jeg bare ser forbi hvad du har gjort, har jeg?" spurgte han lettere hånligt. Han havde da blot foreslået Dvasias som en hån. Det ville dog pynte på landet at rådne op og gå i spåner. Et smil krusede over hans læber. Han ville ikke svigte dette land, trods han selv syntes at folk var blinde af naivitet og gode hjerter, det havde taget overhånd - at være for god kunne næsten være ondt. "Jeg har inge intentioner om, at du bare daffer af igen… Ikke før jeg er færdig med dig," fortsatte han og kneb øjnene i.
"Så enten følger du frivilligt med eller jeg må overmande dig og føre dig med til slottet imod din vilje," sagde han kortfattet.

[pacman]

Seth sukkede ved denne person var så uhøffelig ved sin tale, blot fordi man ikke brød sig om en anden person kunne man da bestemt godt tale pænt. Men nej, disse væsner her i landet var da godt nok på nogle punkter dobbelt moralske.
"Beklager, men jeg har ikke rigtigt planer om at lade mig indfange, så jeg må desvære skuffe dem" sagde Seth venligt og trak lidt på skulderen. Som om han ville følge frivilligt med blot for at ende i et fængsel, nej tak, Seth ville entelig gerne udgå dette.
"Men hvis de insistere på at skulle konfrontere mig, så kan det vel ikke være på anden måde, men jeg anbefaler de finder på noget andet at bruge denne smukke dag til" sagde Seth igen venligt og lidt sukkende. Forhåbentligt lidt modstand kunne der være i denne person. Men Seth ville ikke selv tage det første træk, det var jo ikke ham der insisterede på at skulle puste sig op.
Med et roligt og mat blik betragtede Seth sin modstander. Han kunne tydeligt mærke den lyse aura der strømmede ud, og havde nærmest lidt kvalme af det.

[nick]

Nick var langt fra dobbeltmoralsk på nogen måde. Han tiltalte folk som han lystede og han faldt bare en smule tilbage i den gamle mafia udstråling, med tale og holdning. Han var den stærke. Den stærke talte altid først og den stærkeste meldte først og gjorde først. Det var sådan det var. Man kunne jo ikke komme tussende på mussetær og bede pibende om man måtte få lov til at snakke med denne mand - det var tegnet på svaghed og et tegn på Procias, som de virkelig burde skille sig af med. "Det får vi at se," sagde han roligt. Han måtte vel finde et svagt punkt hos denne warlock, alle havde et svagt punkt. Nogle var bare bedre til at skjule det end andre var det. Men selvfølgelig ville han ikke i fængsel, hvem ønskede at sidde lænket i en kælder? Ja, det gjorde han i hvert fald ikke selv. Han havde prøvet det i lange tider og der hvor han havde været, havde det virkelig givet traumer. Men han var nu sluppet heldigt og kommet godt ovenpå det. Det var fortrængte minder som han prøvede på at glemme, så de rørte ham ikke specielt i dag. Han løftede et let bryn. "Tro mig jeg kunne finde på alt andet end at konfronterer dig, men jeg har en pligt i dette land," sagde han roligt. Han syntes sådan set at det var dybt irriterende, at denne mand blot stod og gloede med et mat blik. Havde han ingen livsgejst? Dumme Dvasianere. Nick vendte hænderne mod jorden og strakte fingrene ud. Han holdt øje med personen. Han gjorde et lille ryk med hænderne og prøvede på at få denne warlock delvist fanget, ved at jordens stærke rødder kom op fra jorden og greb fat omkring hans fødder - og greb også fat omkring hans stav og ville trække den halvvejs med sig ned i jorden, så kun halvdelen af staven ville være til at se.

[pacman]

Seth gav hurtigt slip på sin stav og lavede en ganske lille hurtig bevægelse med sin hånd, Samme øjeblik blev Seth sværd fremmanet og skar de rødder over som havde grebet ud efter Seth fødder. Staven lod Seth blot blive hevet ned i jorden, den var mest brugt som en vandre stav og ganske svag beskyttelses magi brugt imod noget mindre modstandere.
Sværdet svævede blot i luften ved Seth side klar til at skære igen. Under Seth ene ærme kunne man skimte eller andet lyste op som en glød og var ved at brænde sig igennem stoffet.
"stærke rødder" sagde Seth venligt som et kompliment til magikern der stod lidt væk. Faktisk var Seth ved at blive lidt interesseret i det her. Der havde nok været andre metoder end at bruge sit sværd allerede, men Seth ville nu ikke undervurdere sin modstander.
Med et fast blik på sin modstander lavede Seth en hurtig håndbevægelse ned imod jorden, og en sort tåge aktie masse begyndte at dække engen, hvor i skygge ligende væsner hev sig op af den. Han var spændt på hvad magikeren havde tænkt sig at gøre ved det, men for han ikke skulle have det alt for nemt, lod Seth sit sværd flyve direkte imod sin modstander.

[nick]

Nick betragtede denne warlock som han fremmaede et sværd. Okay, han havde ikke lige et sværd han kunne trylle frem. Men så måtte han vel undvige den eller frastøde den med magi - det var jo nemt nok. Ikke særlig svær magi. Et skævt smil krusede over hans læber. Okay, så betød staven vist ikke så meget igen,e ftersom warlock'en bare lod den side. Han strøg tungen over sine læber og kiggede koncentreret mod sin modstander, for han ville være vaks og opmærksom. Ellers kunne han hurtigt lide et nederlag og det ønskede han bestemt ikke. Han fik øje på lyset under ærmet, men kunne ikke lige sætte fod på hvad der var.
"Tak," sagde han roligt til hans lille kompliment, "tror jeg," mumlede han for sig selv og det var sagt så utydeligt, at warlocken ikke ville kunne høre det. Han trak vejret roligt, at dette sværd allerede var kommet frem, måtte betyde noget - for der var da lettere metoder at kæmpe imod nogle rødder. Han spændte lidt i kroppen, da den sorte tåge begyndte at dække engen. Han hævede sin ene hånd og hidkaldte sig solens kræft, det tog mindre af hans da det var solens der så blev brugt. Solen nåede at oplyse sværdet og Nick drejede sig lynhurtigt til siden, samtidig med at han brugte den anden hånd til at frastøde sværdet med via magi. Han prøvede at sende sværdet hen i den anden ende af græsmarken, men vidste jo ikke om Seth kunne nå at hive sværdet tilbage til sig. Han trak solens stråler ned for at udslette skyggevæsnerne.

[pacman]

Seth morrede sig faktisk lidt, det var en modstander der faktisk kunne noget. Seth burde virkeligt havet taget og rejst her til år før nu. Det var da endelig noget at lave ud over evige studier.
Skyggevæsnerne begynde at blive opløst som lyset ramte dem, hver i sær udstødte de et rædsels skrig som kunne mærkes dybt ind på sjælen.
Seth lod ikke bide sig mærke i det, men lod blot, med en hurtig håndbevægelse, sværdet vende sig i luften og sætte kurs imod sin modstander endnu engang. denne gang roterede sværdet om sig selv og skabte en dødbringene fare for dem der ville komme nær det. Men Seth var ikke færdig endnu, han sendte en låse besværgelse direkte imod sin modstander med en svag hvisken. Han ville ikke give sin modstander nogen chance til at tage det blot roligt et sekund.

[nick]

Nick morede sig som så ikke over dette. Han ville hellere have haft en modstander, han kunne fælde på sekunder og bare få sat afvejen. Fordi at han netop kunne finde bedre ting at tage sig til. Han studerede selv nu og da, hvilket styrkede hans magi. Han kunne jo ikke være en svag leder, så kunne han ligeså godt sige fra med det samme! Men han ville ære Elias, den tidligere leder, som havde valgt ham. Ham, ingen andre. Han var blevet valgt. Han slog hurtigt ud med sin anden hånd, da sværdet kom mod ham endnu en gang. Han prøvede endnu engang at kyle den ad h til, for til sidst vidste han, at den måtte ende med at ramme ham. Udfaldet af det kunne være både heldigt og uheldigt - heldigt hvis den bare snittet, uheldigt hvis den gik igennem. Da han havde fået fjernet skyggevæsnerne og tågen omkring sig med solen, tog han sin hånd ned. Låsebesværgelsen så han ikke, men han havde været ved at sende en frastødelsesbesværgelse imod warlocken. Derved blev inden af dem ramt, da de to besværgelser ramte hinanden på midten. Han blinkede lidt med øjnene og drejede blikket mod ham. Hvis sværdet kom mod ham igen, ville han vende det om og kyle det tilbage mod Warlocken selv.

[pacman]

Seth var allerede klar og ved at kaste en ny låse besværgelse imod sin modstander som de to besværgelser kolideret. Med det samme kastede Seth en ny, og fik endnu engang sværdet til at flyve imod sin modstander.
Dog havde Seth ikke lige regnet med at f sendt sværdet direkte imod sig selv igen, men stoppede det nemt i luften, og lod det endnu engang rotere tilbage imod sin modstander. Seth savnede modstand her. Hvis alt hvad den magiker kunne var at kaste en besværgelse på den tid det tog Seth selv at kaste to, så ville det her snart få en ende, han havde knap nok rørt sig ud af flækken.
"kom nu med noget mere, jeg er spændt" sagde Seth venligt til sin modstander mens han samlede en mørk flamme i sin hånd og sendte en kugle af mørk ild direkte imod sin modstander. Blot det var den type ild der brændte sjælen og ikke kød og blod.

[nick]

Nick fik jorden til at sprænges foran Seth, hvor han derved forsvarede sig mod krops låse besværgelsen. Han var oppe imod en værdig modstander, det kunne han godt indrømme. Han fik en stamme til at vokse op af jorden og sværdet hamrede lige i det og satte sig fast. Han trådte til siden, da træet stod lige foran ham. Han smilede skævt og overvejede sit næste træk. Han kunne udmærket nå at kaste flere besværgelser, det krævede ikke det store - men der skulle gang i tankegangen nu og det kunne vise sig at være en smule mere besværgeligt. At multitaske.
"Bare vent," sagde han med et skævt smil og lo kort. Men han ville dog ikke undervurdere den flamme der - warlocken her var snu, det havde han allerede opdaget. Så mon ikke det bare var andet end normal ild? Han kastede sig til siden, lavede en kolbøtte i græsset og med den fart han havde samlet, kom han op igen. Han drejede sig mod sin modstander og rettede let på sit tøj, før han pegede begge hænder mod jorden. Adskillige grene dukkede op fra jorden og kastede sig over sin mostander, for at få ham ned at ligge på græsset - fuldkommen fastlåst under de mange grene. Han var også klar på at parrere nye angreb fra sin modstander.

[pacman]

Med det samme som grenene kom op af jorden tog Seth et skridt tilbage og strakte sin venstre arm frem. En sort røg fløj ud af Seth,s ærme hurtigt og alle grenene visnede og blev mad det samme til støv. Som de alle på et kort øjeblik var blevet flere tusinder år gamle blot for at visne op.
Et væsen stod nu 2 meter foran Seth og imellem sin modstander. Et mørk krumrygget væsen vis øje lyste med en lille rød glød. Væsenet og Seth var forbundet af en lille mørk kæde der blot magisk vis blev længere som det bevægede sig lidt frem. Det var blot et af de væsner som Seth havde brugt år på at indfange. Al græsset i 10 meter radius af væsenet blev ganske hurtigt fortærret og blot til støv. Det her var bestemt ikke et af de ufarlige. Kontakt ved væsnet ville betyde at man ville begyndes at ældres hurtigt. Selv farligt for væsner der næsten syntes at kunne leve for evigt.
En mørk ild greb Seth sværd i træet og det forsvandt blot for at dukke op i Seth egen hånd klar til at blive brugt endnu engang.
"Jeg venter stadig" sagde Seth venligt og med et ganske lumsk smil. Dog var Seth imponeret over at have fundet sådan en modstander her i dette land. Eller nok mest det faktisk var gået så hurtigt.
Med en hurtig håndbevægelse blev Seth stav til en mørk masse der forsvandt ned i jorden og et kort øjeblik efter sprang der spidse mørke klippe stykker op ad jorden ved Nick for at spide ham.